Den Europæiske Unions Domstol

INDLEDNING

Lissabontraktaten tilsigter at forbedre Den Europæiske Unions (EU’s) retlige systems funktionsmåde samtidigt med at det tilpasses udviklingen i den EU-retten. EU-Domstolen reformeres således indefra med ændringer af strukturen og af betegnelsen på de retlige instanser. Lissabontraktaten forstærker ligeledes Domstolens retlige kontrol, idet den giver den nye kompetencer og udvider dens kontrol med andre EU-organer.

RETSINSTANSER

Lissabontraktaten ændrer selve betegnelsen på EU’s instanser. Herefter betegner EU-Domstolen EU's samlede retssystem, som består af:

• Domstolen
• Retten, som tidligere kaldtes ”Retten i Første Instans”
• Specialretterne, som tidligere kaldtes ”retsinstanser”.

Disse betegnelsesændringer tilsigter at tydeliggøre EU's retssystem og medfører ingen ændring af de pågældende instansers beføjelser.

Lissabontraktaten forbedrer ligeledes fleksibiliteten i EU’s retssystem. Ændringen af Domstolens statutter og oprettelsen af nye specialretter foregår således ved den almindelige lovgivnings procedure og ikke længere ved en rådsafgørelse i enstemmighed.

Proceduren for udnævnelse af dommere og generaladvokater er ændret betydeligt. Lissabontraktaten indfører fra nu af et rådgivende udvalg til deres udnævnelse. Antallet af generaladvokater, som nu er 8, øges desuden til 11.

RETLIG KONTROL

Lissabontraktaten udvider Domstolens retlige kontrol til at omfatte retsakter fra Det Europæiske Råd. Desuden harmoniseres bestemmelserne vedrørende retsakter fra EU’s agenturer og organer. Disse retsakter kan herefter indankes for EU-Domstolen.

Lissabontraktaten åbner også mulighed for at nye parter kan anlægge sag. De nationale parlamenter og Regionsudvalget kan således begære, at retsakter, som skønnes at stride mod nærhedsprincippet, annulleres. Regionsudvalget kan ydermere gå til EU-Domstolen for at sikre dets rettigheder.

Lissabontraktaten medfører en mindre ændring vedrørende privatpersoners indbringelse af sager. De har herefter mulighed for at anke retlige forordninger, som ikke kræver gennemførelsesforanstaltninger. På den anden side bevares den betingelse, for at et søgsmål antages, at privatpersonerne er direkte og personligt berørt af den retsakt, som anfægtes.

Endelig forenkler Lissabontraktaten sanktionsmekanismen i tilfælde af manglende gennemførelse af en vedtagelse. Kommissionen kan herefter gå til Domstolen efter først at have anmodet en medlemsstat om at gennemføre en vedtagelse. Mellemfasen, hvor Kommissionen skulle afgive en begrundet udtalelse, fjernes hermed.

Lissabontraktaten forenkler også proceduren for traktatbrudssøgsmål, når en medlemsstat undlader at oplyse om de nationale gennemførelsesforanstaltninger. I så fald kan Kommissionen anlægge et traktatbrudssøgsmål og samtidigt forlange en økonomisk sanktion, hvor det tidligere var nødvendigt med to separate procedurer.

KOMPETENCEOMRÅDER

Domstolens retlige kontrol udvides til området for frihed, sikkerhed og retfærdighed. Retsakter vedrørende visum, asyl, indvandring og andre politikker i forbindelse med den frie bevægelse for personer kan nu ankes, hvilket er et stort fremskridt for den europæiske opbygning. Lissabontraktaten fastsætter dog begrænsninger for denne nye retlige kontrol. Domstolen kan nemlig afsige kendelser om en medlemsstats politioperationer eller om en medlemsstats ansvar for at opretholde den offentlige orden og bevare den indre sikkerhed.

Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er fortsat uden for Domstolens kompetence. Lissabontraktaten indfører dog to undtagelser, hvor Domstolen kan inddrages:

• over for restriktive foranstaltninger, som Unionen tager over for fysiske eller juridiske personer (artikel 275 i traktaten om EU’s funktionsmåde)
• i forbindelse med internationale aftaler; hvis Domstolens udtalelse er negativ, kan den pågældende aftale kun træde i kraft, hvis den ændres, eller traktaterne revideres (artikel 218 i traktaten om EU’s funktionsmåde).

OVERSIGTSSKEMA

Seneste ajourføring: 22.01.2010