Nærhedsprincippet

INDLEDNING

At tilnærme Unionen til dens borgere og sørge for, at de er i stand til at forstå og øve indflydelse på den europæiske integration har været et væsentligt mål for regeringskonferencen i dens arbejde med en revision af traktaterne. De reformer, der bliver tilført visse fællesskabspolitikker, f.eks. inden for sådanne områder som forbrugerbeskyttelse eller beskæftigelse, følger netop denne vej.

Nærhedsprincippet har ligeledes været et væsentligt aspekt i de drøftelser, der har haft til formål bedre at imødekomme borgernes forventninger. Med henblik på at befæste dette princip, der er væsentligt, for at Unionen kan fungere efter hensigten, er der blevet tilføjet en særlig protokol til Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

PROTOKOLLEN OM ANVENDELSE AF NÆRHEDSPRINCIPPET

I oktober 1992 bekræftede Det Europæiske Råd ved dets møde i Birmingham, at beslutningerne bør træffes så tæt på borgeren som muligt under hensyntagen til artikel 5 (tidl. artikel 3 B) i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. I dette perspektiv fastsatte Det Europæiske Råd ved dets møde i Edinburgh (i december 1992) en overordnet tilgang til anvendelsen af nærhedsprincippet (grundlæggende principper, retningslinjer og procedurer).

"Protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet" kodificerer de retningslinjer, der blev fastsat af Det Europæiske Råd i Edinburgh og tildeler dem en retlig værdi. Medlemsstaterne har herigennem til hensigt at formalisere visse aspekter i relation til nærhedsprincippet, navnlig at:

• nærhed er et dynamisk begreb, der åbner mulighed for at udvide Fællesskabets handling, når omstændighederne kræver det;
• ethvert forslag til lovgivning skal ledsages af en erklæring om det pågældende forslags indvirkning på anvendelsen af nærhedsprincippet;
• fællesskabsaktionens form skal være så lidt bindende, hvis de fortsatte mål skal nås (direktiver vil så vidt muligt blive foretrukket frem for forordninger);
• nærhedsprincippet må ikke sætte spørgsmålstegn ved den beføjelse, der gives Det Europæiske Fællesskab i traktaten, sådan som den fortolkes af Domstolen.

Den væsentligste betingelse for at indlede en fællesskabsaktion er nævnt i andet afsnit af artikel 5 i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab: "kun hvis og i det omfang målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne og derfor, på grund af den påtænkte handlings omfang eller virkninger, bedre kan gennemføres på fællesskabsplan". Protokollen nævner tre aspekter, der vil hjælpe med til at afgøre, om denne betingelse er opfyldt:

• har den pågældende aktion tværnationale aspekter, som ikke på tilfredsstillende måde kan reguleres ved handling fra medlemsstaternes side?
• vil en handling fra medlemsstaterne eller en manglende handling være i konflikt med traktatens krav?
• vil en handling på fællesskabsplan have klare fordele?