Europa-Kommissionen

INDLEDNING

Under hensyn til udvidelsen knyttes der en protokol om institutionerne som bilag til Traktaten om Den Europæiske Union og traktaterne om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. I denne protokol fastlægges visse institutionelle betingelser, der skal være opfyldt i forbindelse med den næste udvidelse, og det fastslås, at der skal indkaldes en ny regeringskonference, inden antallet af medlemsstater overskrider tyve. Den nuværende struktur er en arv fra en organisation, der blev oprettet for seks medlemsstater, og selv om den er blevet justeret for at tage hensyn til nye medlemsstaters tiltrædelse, fungerer den stadig i dag på grundlag af de samme institutionelle principper.

I denne sammenhæng står Europa-Kommissionen over for flere spørgsmål vedrørende bl.a. dens sammensætning, dens formands rolle og dens demokratiske legitimitet. Amsterdam-traktaten bestræber sig på at besvare disse spørgsmål ved at tage sigte på at styrke og effektivisere en institution, hvis rolle er helt uafhængigt at repræsentere Unionens generelle interesse.

Den ny traktat ændrer proceduren i forbindelse med Kommissionens indsættelse for at konsolidere dens legitimitet ad den vej, der blev afstukket i Maastricht-traktaten. Hvad angår Kommissionens optimale størrelse, så knytter protokollen om institutionerne dette spørgsmål sammen med den ny vægtning af stemmerne i Rådet.

Desuden har regeringskonferencen ved er erklæring vedlagt Slutakten opfordret Kommissionen til inden udgangen af 1998 at forelægge Rådet et forslag om ændring af Rådets afgørelse om fastsættelse af nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (komitologi).

SAMMENSÆTNING

Kommissionens sammensætning er tæt knyttet til spørgsmålet om dens funktion som kollegium.

Funktionen som kollegium er særlig kendetegnende for Kommissionen. Det betyder, at de holdninger, der udtrykkes af Kommissionen, reflekterer det samlede kommissærkollegiums og ikke de enkelte kommissærers synspunkter. I forbindelse med udvidelsen frygter man, at en væsentlig forøgelse af antallet af kommissærer vil kunne føre til en nationalisering af deres funktion til skade for funktionen som kollegium. Omvendt er en begrænsning af antallet af kommissærer ligeledes et ømtåleligt spørgsmål, fordi det kan medføre, at visse nationaliteter ikke bliver repræsenteret i kommissærkollegiet.

Over for dette problem fastslår protokollen om institutionerne, at Kommissionen i forbindelse med de næste udvidelser vil bestå af én kommissær fra hver medlemsstat, forudsat at stemmevægtningen i Rådet er blevet ændret på en for alle medlemsstater acceptabel måde. Det er tanken at revidere vægtskalaen, således at de små og mellemstore landes relative vægt ikke kommer til at stå i et misforhold til deres befolknings størrelse.

FORMANDEN

Det er kommissionsformandens rolle at sikre kommissærkollegiets enhed og effektivitet. Med dette mål for øje bestræber Amsterdam-traktaten sig på at styrke formandens stilling i udøvelsen af hans funktioner.

Ændringen af artikel 214 (tidl. artikel 158) styrker formandens legitimitet ved, at hans udnævnelse er afhængig af Europa-Parlamentets godkendelse. I øvrigt er det fastsat, at medlemmerne af Kommissionen udnævnes efter fælles overenskomst med formanden og ikke kun ved høring. Den ny artikel 217 (tidl. artikel 163)) bidrager ligeledes til en øget koordinering blandt medlemmerne af kollegiet, eftersom den fastslår, at Kommissionen "arbejder under formandens politiske ledelse".

Erklæring nr. 32, der er knyttet til Amsterdam-traktaten som bilag, går også i retning af en konsolidering af formandens rolle, idet den fastslår, at denne skal have stor frihed til at fordele opgaverne inden for kollegiet og til at omfordele opgaverne i løbet af en Kommissions mandatperiode. Parallelt hermed noterer erklæringen sig, at Kommissionen agter at foretage en omorganisering af sine tjenestegrene og udtrykker ønsket om, at en næstformand får ansvaret for forbindelserne med tredjelande for at sikre sammenhængen i indsatsen.

INITIATIVRETTEN

Kommissionens initiativret er blevet udvidet på tre måder:

• ved indførelsen af nye bestemmelser i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (beskæftigelse, sociale anliggender m.v.);
• ved at gøre spørgsmål, der tidligere var underkastet procedurerne under afsnit VI i Traktaten om Den Europæiske Union (asyl, indvandring, civilretligt samarbejde), til fællesskabsanliggender, hvilket medfører, at Kommissionen får et initiativmonopol efter en overgangsperiode på fem år, hvor initiativretten vil være delt med medlemsstaterne;
• ved erhvervelse af en fuld og hel initiativret, som den deler med medlemsstaterne, inden for de områder, der er omfattet af den ny tredje søjle (politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager).