Forbrugerbeskyttelse

INDLEDNING

I Rom-traktaten lægges der stor vægt på fri bevægelighed, og med fællesakten og begrebet borgernes Europa blev det muligt at tage hensyn til miljø, sundhed og forbrugerbeskyttelse i forbindelse hermed.

Derefter blev der gjort store fremskridt med traktaten om Den Europæiske Union, for hermed blev der indført en særlig artikel (129 A, artikel 153 efter omnummerering) om forbrugerne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. På det seneste har den såkaldte "kogalskabskrise" dog ført til krav om øget forbrugerbeskyttelse i Den Europæiske Union og bedre informering af forbrugerne.

Amsterdam-traktaten tager sigte på at imødekomme disse forventninger og forbedre forholdene, og det sker ved at omformulere artikel 153 (tidl. artikel 129 A) i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Bestemmelserne vedrørende forbrugerne forbedres på den måde, at Fællesskabets mål tydeliggøres og forankres bedre i den politik, der føres på andre områder.

BAGGRUND

Selvom Rom-traktaten ikke oprindelig omfattede et formelt retsgrundlag for forbrugerbeskyttelse, har Fællesskabet dog længe gjort en indsats på dette område, også inden den formelle anerkendelse ved den tidligere artikel 129 A. Man kan eksempelvis nævne direktivet fra 1979 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med angivelse af priser på levnedsmidler, som er baseret på artikel 235 (artikel 308 efter omnummerering) i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og direktiverne om vildledende reklame (1984) og beskyttelse af forbrugerne i tilfælde af kontrakter, der afsluttes uden for forretningsstedet (1985), som er baseret på artikel 100 (artikel 94 efter omnummerering) i samme traktat. traktat.

Siden fællesakten og indførelsen af artikel 100 A (artikel 95 efter omnummerering) i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab har Kommissionens forslag til indbyrdes tilnærmelse af love og administrative bestemmelser vedrørende det indre marked skullet bygge på et højt beskyttelsesniveau for forbrugerne. En række tekster er baseret på denne artikel, bl.a. direktivet om pakkerejser, pakkeferier og pakketure (1990) og direktivet om urimelige vilkår i forbrugeraftaler (1993). Dette vigtige tiltag blev konkretiseret på regeringskonferencen, som førte til vedtagelse af traktaten om Den Europæiske Union og indførelse af et særligt afsnit vedrørende forbrugerbeskyttelse i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

Siden har Fællesskabets indsats med henblik på at sikre et højt beskyttelsesniveau for forbrugerne taget fart. Ved hjælp af særforanstaltninger bestræber Fællesskabet sig på at beskytte forbrugernes sundhed og økonomiske interesser. Man kan eksempelvis nævne direktivet fra 1998 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med angivelse af priser på forbrugsvarer, som er det første direktiv, der er baseret på artikel 129 A (artikel 153 efter omnummerering), direktivet fra 1997 om ændring af direktivet om vildledende reklame (1984) med henblik på at udvide det til at omfatte sammenlignende reklame, og direktivet fra 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg, som begge er baseret på artikel 100 A (artikel 95 efter omnummerering)..

DEN NYE ARTIKEL 153 I TRAKTATEN OM OPRETTELSE AF DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB

Fællesskabets får nu større mulighed for at vedtage forebyggende foranstaltninger i forbindelse med forbrugerbeskyttelse.

Den nye artikel 153 (tidl. artikel 129 A) i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (som bliver til artikel 153 efter den nye nummerering i henhold til Amsterdam-traktaten) får til formål at sikre et højt beskyttelsesniveau for forbrugerne og ikke blot at bidrage dertil. I øvrigt fremhæver den nye artikel fremme af forbrugernes ret til oplysning og uddannelse og til at organisere sig for at beskytte deres interesser.

See also