Miljø
INDLEDNING
Miljøpolitikken er i dag en af de største udfordringer for myndighederne og erhvervslivet. Det er også et spørgsmål, som borgerne er stærkt optaget af, da det berører deres velfærd og sundhed direkte.
Siden 1970'erne har ønsket om at bevare miljøet givet stødet til en række fællesskabsinitiativer. Der har imidlertid været kritik fremme om, at vægten med EU's indre marked blev lagt på de økonomiske aspekter og samhandelen på bekostning af miljøbeskyttelsen - snarere end et mål i sig selv blev miljøbeskyttelse opfattet som en potentiel hindring for handelen. Unionstraktaten har gjort denne kritik til skamme ved at give miljøet rang af en egentlig fællesskabspolitik.
I denne forbindelse kunne unionstraktaten kritiseres for visse svagheder, bl.a. at den ikke har forenklet beslutningsprocedurerne på miljøområdet. Endvidere er der af og til opstået en konflikt med hensyn til valg af retsgrundlag, nemlig mellem miljøproceduren (artikel 175, tidl. artikel 130 S i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab) og proceduren for indbyrdes tilnærmelse af lovgivninger, der vedrører det indre marked (samme traktats artikel 95, tidl. artikel 100 A). Valget af retsgrundlag har konsekvenser for, hvor strengt medlemsstaterne fortolker en given retsakt med hensyn til dens gennemførelse. Man har også bebrejdet EU, at den ikke udtrykkeligt har påtaget sig de forpligtelser til fremme af en bæredygtig udvikling, der i 1992 blev indgået på Rio-konferencen, og at den har begrænset sig til blot at henvise til en bæredygtig vækst, som respekterer miljøet.
Amsterdamtraktaten indeholder løsninger på disse problemer. Med Amsterdamtraktatens ikrafttræden omfatter EU's opgaver en bæredygtig udvikling og integrering af miljøbeskyttelseskravene i politikken på andre områder. Hvad beslutningsprocedurerne angår, er de blevet klarere og mere effektive.
BAGGRUND
I de første år efter Fællesskabets oprettelse tillagde myndighederne og erhvervslivet ikke miljøet stor vægt.
Det var først i 1970'erne, at de begyndende betænkeligheder ved miljøet gav stødet til fællesskabsinitiativer på dette område. På Paris-topmødet i juli 1972 erkendte stats- og regeringscheferne, at der som led i den økonomiske vækst og højnelsen af levestandarden skulle lægges særlig vægt på miljøet.
Signalet var hermed givet, og det første handlingsprogram for Fællesskabets miljøpolitik (1973-76) løb af stabelen. Det blev efterfulgt af andre flerårige programmer af samme type, som mundede ud i vedtagelsen af direktiver om beskyttelse af naturressourcerne (luft og vand), bekæmpelse af støj, naturbevaring og affaldshåndtering.
Der er imidlertid almindelig enighed om, at den afgørende ændring til fordel for miljøet skete med ikrafttrædelsen af den europæiske fællesakt i 1987. Med fællesakten indføjes der nemlig et særligt afsnit om miljøet i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Siden da har fællesskabsforanstaltningerne kunnet hvile på et klart retsgrundlag, der opstiller målene og de grundlæggende principper for Det Europæiske Fællesskabs indsats på miljøområdet. Det hedder ligeledes, at miljøbeskyttelseskravene skal integreres i Fællesskabets politik på andre områder.
Med ikrafttrædelsen af traktaten om Den Europæiske Union i november 1993 var der i flere henseender tale om et nyt fremskridt. Først og fremmest udvides Fællesskabets opgaver med kravet om at fremme "en bæredygtig vækst, som respekterer miljøet", og forsigtighedsprincippet nedfældes i den artikel, der fastsætter grundlaget for miljøpolitikken (artikel 174, tidl. artikel 130 R i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab). Endvidere får miljøet rang af "politik", og der gives mulighed for generel anvendelse af kvalificeret flertal i Rådet, medmindre det drejer sig om foranstaltninger som f.eks. miljøafgifter og fysisk planlægning, der stadig skal afgøres med enstemmighed. Proceduren med fælles beslutningstagning var imidlertid forbeholdt spørgsmål vedrørende det indre marked.
Som led i den videre udvikling af "den europæiske konstruktion" har det således været muligt gradvis at indføre bestemmelser, som står mål med miljøproblemerne. Disse små gradvise fremskridt har imidlertid også skabt visse problemer med hensyn til sammenhængen i traktaten, f.eks. konflikten mellem forskellige retsgrundlag og mangelen på ensartede beslutningsprocedurer. Amsterdamtraktaten skulle kunne løse disse problemer, da den opfylder behovet for at gøre miljøpolitikken klarere og mere effektiv.
BÆREDYGTIG UDVIKLING OG INTEGRERING AF MILJØKRAVENE I POLITIKKEN PÅ ANDRE OMRÅDER
I unionstraktaten hedder det, at kravene med hensyn til miljøbeskyttelse "skal integreres i udformningen og gennemførelsen af Fællesskabets politikker på andre områder". Dette er en afgørende forudsætning for en bæredygtig udvikling, der respekterer miljøet.
De garantier, fællesakten og traktaten om Den Europæiske Union giver, søges yderligere befæstet med Amsterdamtraktaten: den indfører princippet om bæredygtig udvikling og tilføjer en ny artikel i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.
Princippet om bæredygtig udvikling
Med Amsterdamtraktatens ikrafttræden er dette princip blevet indføjet i præamblen og i målsætningerne i traktaten om Den Europæiske Union. Princippet findes ligeledes i artikel 2 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, der opregner Det Europæiske Fællesskabs opgaver.
Den nye artikel 6 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab
Den nye artikel 6 i traktatens begyndelse gentager den bestemmelse om integrering af miljøkravene i udformningen og gennemførelsen af politikken på andre områder, som allerede fandtes i artikel 174 (tidl. artikel 130 R). Det hedder også, at denne integration tjener til at fremme en bæredygtig udvikling.
Denne nye artikel skal ses i sammenhæng med den erklæring om vurdering af miljøvirkningerne, der findes som bilag til slutakten fra regeringskonferencen, som udarbejdede Amsterdamtraktaten. Heri hedder det, at Kommissionen forpligter sig til at foretage konsekvensundersøgelser, når den fremsætter forslag, der kan have betydelig indvirkning på miljøet.
MILJØET OG DEN INDBYRDES TILNÆRMELSE AF LOVGIVNING, DER VEDRØRER "DET INDRE MARKED"
Med den europæiske fællesakt blev gennemførelsen af det indre marked gjort lettere ved, at den indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning skulle afgøres i Rådet med kvalificeret flertal. Samtidig sættes der imidlertid grænser for den frie bevægelighed med kravet om, at der skal tages hensyn til væsentlige samfundsmæssige spørgsmål, såsom miljø, folkesundhed og forbrugerbeskyttelse (artikel 95, tidl. artikel 100 A, stk. 3, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab). Denne garanti strammes yderligere med Amsterdamtraktaten.
Ændring af bestemmelserne om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning
I overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab skal alle forslag fra Kommissionen bygge på et højt miljøbeskyttelsesniveau. Tidligere kunne en medlemsstater, når Rådet havde vedtaget en harmoniseringsforanstaltning, anvende afvigende nationale bestemmelser, hvis det kunne begrundes med vigtige behov, som vedrører miljøbeskyttelse. Medlemsstaten skulle give Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser, som Kommissionen bekræftede efter at have konstateret, at de ikke var et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandlen mellem medlemsstaterne.
Denne bestemmelse er blevet udvidet, idet der nu skelnes mellem to tilfælde (artikel 95, tidl. artikel 100 A):
Med Amsterdamtraktatens ikrafttræden udbygges denne bestemmelse, idet der skelnes mellem to tilfælde (en ny artikel 100 A, som bliver til artikel 95 efter omnummereringen):
I det første tilfælde skal medlemsstaten give Kommissionen meddelelse herom og angive grundene til, at den opretholder de nationale bestemmelser.
Også i det andet tilfælde skal medlemsstaten give Kommissionen meddelelse om bestemmelserne og om grundene til deres indførelse. Bestemmelserne skal endvidere være baseret på nyt videnskabeligt belæg og være forårsaget af et problem, der er specifikt for den pågældende medlemsstat, og som viser sig efter vedtagelsen af harmoniseringsforanstaltningen.
I begge tilfælde undersøger Kommissionen, om de nationale bestemmelser er et middel til vilkårlig forskelsbehandling, en skjult begrænsning af samhandlen mellem medlemsstaterne eller en hindring for det indre markeds funktion.
Kommissionen har en frist på seks måneder til at bekræfte eller forkaste de pågældende nationale bestemmelser. Denne frist kan under visse omstændigheder forlænges med seks måneder. Træffes der ikke nogen afgørelse, betragtes bestemmelserne som godkendt.
MILJØET OG FÆLLESSKABETS BESLUTNINGSPROCES
Traktaten om Den Europæiske Union og beslutningsprocessen
Med unionstraktaten er der sket en effektivisering af beslutningsprocessen på miljøområdet, ved at der generelt i stedet for enstemmighed i Rådet nu kun kræves kvalificeret flertal. Denne proces var imidlertid kompliceret, fordi der blev anvendt flere forskellige procedurer:
Endvidere er der ikke altid nogen klar skelnen mellem miljøområdet på den ene side (artikel 175, tidl. artikel 130 S) og indbyrdes tilnærmelse af lovgivninger, der vedrører det indre marked, på den anden side (artikel 95, tidl. artikel 100 A). Da den indbyrdes tilnærmelse af lovgivningerne henhørte under proceduren med fælles beslutningstagning, var der risiko for konflikt med hensyn til retsgrundlag (artikel 100 A eller artikel 130 S), når der var tale om aktiviteter, der berørte miljøet.
Amsterdamtraktaten og forenkling af beslutningsprocessen
Efter Amsterdamtraktatens ikrafttræden er situationen blevet forenklet, da samarbejdsproceduren er blevet erstattet af proceduren med fælles beslutningstagning. Denne ændring har den fordel, at antallet af procedurer begrænses til to, da medlemsstaterne ønsker, at der fortsat skulle kræves enstemmighed på de ovennævnte områder. Dette gør traktatteksten klarere og mindsker risikoen for konflikt mellem forskellige retsgrundlag.
For yderligere oplysninger: