25.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 219/1

(1)

I Kommissionens forordning (EF) nr. 1484/95 (3) er fastsat gennemførelsesbestemmelser til ordningen for tillægsimporttold og repræsentative priser for fjerkrækød og æg samt ægalbumin.

(2)

Det fremgår af den regelmæssige kontrol af de data, som bestemmelsen af de repræsentative priser for fjerkrækød og æg samt ægalbumin er baseret på, at de repræsentative priser for importen af visse produkter bør ændres under hensyntagen til prisudsving efter oprindelse.

(3)

Forordning (EF) nr. 1484/95 bør ændres i overensstemmelse hermed.

(4)

For at foranstaltningen kan finde anvendelse så hurtigt som muligt, efter at de ajourførte data er blevet gjort tilgængelige, bør denne forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen —

25.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 219/4

(1)

Forordning (EU) nr. 514/2014 udgør sammen med de særforordninger, der er omhandlet i artikel 2, litra a), i forordning (EU) nr. 514/2014 rammen for Unionens finansiering af støtte til udviklingen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

(2)

I henhold til forordning (EU) nr. 514/2014 skal medlemsstaterne fremlægge en årlig gennemførelsesrapport for Kommissionen for hvert nationalt program. Medlemsstaterne skal også fremlægge en endelig rapport om gennemførelsen af deres nationale programmer inden udgangen af 2023. For at sikre, at de oplysninger, Kommissionen modtager, er ensartede og sammenlignelige, er det nødvendigt at fastlægge en model for den årlige rapport og gennemførelsesrapporterne.

(3)

For at sikre en øjeblikkelig anvendelse af bestemmelserne i denne forordning og ikke forsinke godkendelsen af de nationale programmer bør forordningen træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(4)

Det Forenede Kongerige og Irland er bundet af forordning (EU) nr. 514/2014 og er følgelig bundet af nærværende forordning

(5)

Danmark er ikke bundet af forordning (EU) nr. 514/2014 eller nærværende forordning.

(6)

Bestemmelserne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelsen fra udvalget vedrørende Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden og Fonden For Intern Sikkerhed —

25.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 219/10

(1)

I medfør af artikel 19 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 515/2014 (2) finder forordning (EU) nr. 514/2014 anvendelse på instrumentet for finansiel støtte til forvaltning af de ydre grænser og den fælles visumpolitik. Alle Kommissionens delegerede forordninger og gennemførelsesforordninger, der er vedtaget med hjemmel i forordning (EU) nr. 514/2014, finder derfor anvendelse på instrumentet for finansiel støtte til forvaltning af de ydre grænser og den fælles visumpolitik.

(2)

I Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 802/2014 (3) og (EU) nr. 799/2014 (4) fastsættes vilkår og betingelser for det elektroniske dataudvekslingssystem mellem Kommissionen og medlemsstaterne, modeller for nationale programmer og modeller for årlige rapporter og afsluttende gennemførelsesrapporter.

(3)

I henhold til artikel 10, stk. 1, i forordning (EU) nr. 515/2014 kan medlemsstaterne tildele op til 40 % af det beløb, der ydes inden for rammerne af instrumentet for finansiel støtte til forvaltning af de ydre grænser og den fælles visumpolitik til at finansiere driftsstøtte, til de offentlige myndigheder, der har ansvaret for at udføre sådanne opgaver og tjenester, som udgør offentlige tjenester for Unionen. Inden godkendelsen af det nationale program bør en medlemsstat, der ønsker at finansiere driftsstøtte inden for rammerne af sit nationale program, skulle fremlægge særlige oplysninger, navnlig for at Kommissionen kan vurdere, om betingelserne i artikel 10, stk. 2, i forordning (EU) nr. 515/2014 er opfyldt. Der bør ligeledes fastsættes supplerende rapporteringskrav, hvad angår driftsstøtte.

(4)

I artikel 11, stk. 2, i forordning (EU) nr. 515/2014 fastsættes der bestemmelse om tildeling af midler til Litauen som yderligere specifik driftsstøtte i forbindelse med den særlige transitordning mellem Litauen og Kommissionen. Det bør kræves, at Litauen fremlægger særlige oplysninger i den forbindelse, navnlig for at Kommissionen kan vurdere om, om de omkostninger, der er omhandlet i artikel 11, stk. 3, i forordning (EU) nr. 515/2014, og som Litauen planlægger at få dækket inden for rammerne af instrumentet, er støtteberettigede. Der bør ligeledes fastsættes supplerende rapporteringskrav vedrørende driftsstøtte til den særlige transitordning.

(5)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Inden seks måneder efter, at Rådet har truffet foranstaltning om denne forordning til udbygning af Schengenreglerne, træffer Danmark afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre denne forordning i sin nationale lovgivning, jf. artikel 4 i protokollen.

(6)

For så vidt angår Island og Norge udgør denne forordning en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (5) henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A og B, i Rådets afgørelse 1999/437/EF (6).

(7)

For så vidt angår Schweiz udgør denne forordning en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (7) henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A og B, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/146/EF (8).

(8)

For så vidt angår Liechtenstein udgør denne forordning en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (9) henhørende under de områder, der er nævnt i artikel 1, litra A og B, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU (10).

(9)

For at sikre en øjeblikkelig anvendelse af bestemmelserne i denne forordning og ikke forsinke godkendelsen af de nationale programmer bør forordningen træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(10)

Bestemmelserne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelsen fra udvalget vedrørende Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden og Fonden for Intern Sikkerhed —

25.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 219/19

(1)

Ud over de beløb, der er tildelt i henhold til artikel 15, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 516/2014, modtager medlemsstaterne hvert andet år et yderligere beløb for hver genbosat person.

(2)

De perioder, som der skal tages hensyn til ved beregningen af det yderligere beløb, bør præciseres. Der bør fastsættes tre genbosættelsesperioder, for hver af hvilke der kan tildeles et yderligere beløb til en medlemsstat.

(3)

Hvis det i 2017 viser sig at være nødvendigt med en revision i 2019 af de fælles EU-genbosættelsesprioriteter, der er omhandlet i artikel 17, stk. 2, i forordning (EU) nr. 516/2014, kan den tredje genbosættelsesperiode, der omfatter årene 2018-2020, begrænses til årene 2018 og 2019. I så fald ændres denne forordning, så der fastsættes en yderligere genbosættelsesperiode for året 2020.

(4)

For at Kommissionen kan fastsætte det yderligere beløb, som skal tildeles i forbindelse med genbosættelse i en given genbosættelsesperiode, bør hver medlemsstat forelægge Kommissionen et skøn over det antal personer, den har til hensigt at genbosætte i den pågældende periode. Skønnet bør forelægges gennem det elektroniske system for dataudveksling, der er oprettet ved artikel 2 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 802/2014 (3).

(5)

I henhold til forordning (EU) nr. 516/2014 tildeles medlemsstaterne første gang de yderligere beløb til genbosættelse i de individuelle finansieringsafgørelser, som godkender de nationale program, der er omhandlet i artikel 14 i forordning (EU) nr. 514/2014. For den genbosættelsesperiode, der omfatter årene 2014 og 2015, bør de nationale programmer, der skal forelægges for Kommissionen, derfor indeholde et skøn over det antal personer, som medlemsstaten har til hensigt at genbosætte i den pågældende periode. For de andre genbosættelsesperioder bør hver medlemsstat forelægge et skøn senest den 15. september i det år, der går forud for den pågældende genbosættelsesperiode.

(6)

De yderligere beløb til genbosættelse, som tildeles hver medlemsstat, baseres på et skøn over det antal personer, som medlemsstaten har til hensigt at genbosætte. For at være berettiget til det yderligere beløb skal de pågældende rent faktisk være genbosat fra begyndelsen af den pågældende periode og op til seks måneder efter periodens afslutning.

(7)

For at kunne få udbetalt det yderligere beløb, som er baseret på et fast beløb for hver genbosat person, bør medlemsstaterne indberette det antal personer, som er berettiget til betaling, til Kommissionen. De bør opbevare dokumentation for disse personer, der er berettiget til betaling.

(8)

Det Forenede Kongerige og Irland er bundet af forordning (EU) nr. 516/2014, og denne forordning er derfor bindende for Det Forenede Kongerige og Irland.

(9)

Danmark er ikke bundet af forordning (EU) nr. 516/2014, og denne forordning er derfor ikke bindende for Danmark.

(10)

For at gøre det muligt at anvende foranstaltningerne i denne forordning hurtigst muligt og for ikke at forsinke godkendelsen af de nationale programmer bør denne forordning træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

a)

årene 2014 og 2015

b)

årene 2016 og 2017

c)

årene 2018, 2019 og 2020.

a)

skønnet for årene 2014 og 2015 skal medtages i medlemsstatens nationale program, der indgives i henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 514/2014

b)

skønnet for årene 2016 og 2017 forelægges senest den 15. september 2015

c)

skønnet for årene 2018-2020 forelægges senest den 15. september 2017.

25.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 219/22

(1)

Forordning (EU) nr. 514/2014 udgør sammen med de særforordninger, der er omhandlet i artikel 2, litra a), i forordning (EU) nr. 514/2014 rammen for Unionens finansiering af støtte til udviklingen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

(2)

I henhold til forordning (EU) nr. 514/2014 skal hver medlemsstat fremsætte forslag til et flerårigt nationalt program. For at sikre, at de oplysninger, Kommissionen modtager, er ensartede og sammenlignelige, er det nødvendigt at fastlægge en model, som det nationale program skal følge.

(3)

I henhold til artikel 24, stk. 5, i forordning (EU) nr. 514/2014 skal al officiel udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne og Kommissionen foregå ved brug af et elektronisk dataudvekslingssystem. Det er derfor nødvendigt at fastlægge de vilkår og betingelser, som det elektroniske dataudvekslingssystem skal overholde. Af hensyn til omkostningseffektiviteten og for at sikre den overordnede sammenhæng med alle øvrige EU-fonde med delt forvaltning er betingelserne og vilkårene for det elektroniske dataudvekslingssystem så vidt muligt de samme som dem, der er fastsat i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 184/2014 (2).

(4)

For at forbedre kvaliteten af de udvekslede oplysninger og gøre dataudvekslingssystemet enklere og mere nyttigt er det nødvendigt at fastsætte en række grundlæggende krav, hvad angår de udvekslede oplysningers form og omfang.

(5)

Der bør fastsættes principper og regler for identificering af den part, der er ansvarlig for at uploade dokumenter i det elektroniske dataudvekslingssystem og ajourføre disse dokumenter.

(6)

Der bør fastsættes tekniske specifikationer for et effektivt dataudvekslingssystem for derved at mindske medlemsstaternes og Kommissionens administrative byrde.

(7)

For at sikre, at både medlemsstaterne og Kommissionen fortsat kan udveksle data i tilfælde af force majeure, der forhindrer brugen af det elektroniske dataudvekslingssystem, er det nødvendigt at specificere alternative måder til at indkode og overføre oplysninger.

(8)

Medlemsstaterne og Kommissionen bør sikre, at dataudveksling gennem det elektroniske dataudvekslingssystem gennemføres på en sikker måde under hensyntagen til oplysningernes tilgængelighed, integritet, autenticitet, fortrolighed og uafviselighed. Der bør derfor fastlægges sikkerhedsregler.

(9)

Denne forordning overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig retten til beskyttelsen af personoplysninger. Denne forordning bør derfor anvendes i overensstemmelse med disse rettigheder og principper. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF (3) finder anvendelse for så vidt angår personoplysninger, der behandles af medlemsstaterne. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (4) finder anvendelse for så vidt angår behandlingen af personoplysninger i EU-institutioner og -organer og fri udveksling af sådanne oplysninger.

(10)

For at sikre en øjeblikkelig anvendelse af bestemmelserne i denne forordning og ikke forsinke godkendelsen af de nationale programmer bør forordningen træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(11)

Det Forenede Kongerige og Irland er bundet af forordning (EU) nr. 514/2014 og er følgelig bundet af nærværende forordning

(12)

Danmark er ikke bundet af forordning (EU) nr. 514/2014 eller nærværende forordning.

(13)

Bestemmelserne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelsen fra udvalget vedrørende Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden og Fonden For Intern Sikkerhed —

a)

identificerer brugere, der kræver adgang, idet det sikres, at disse brugere er ansat i organisationen

b)

informerer brugere om deres forpligtelser til at sikre systemets sikkerhed

c)

kontrollerer, at brugerne er berettigede til at have det krævede sæt af rettigheder i forhold til deres opgaver og hierarkiske position

d)

anmoder om, at adgangsrettighederne ophører, når disse adgangsrettigheder ikke længere er nødvendige eller berettigede

e)

rapporterer straks mistænkelige begivenheder, der kan skabe tvivl om systemets sikkerhed

f)

sikrer, at data til identifikation af brugerne til stadighed er pålidelige ved at rapportere enhver ændring

g)

tager de nødvendige forholdsregler i forhold til databeskyttelse og fortrolig behandling af forretningshemmeligheder i overensstemmelse med gældende EU-regler og nationale regler

h)

informerer Kommissionen om alle ændringer, der påvirker medlemsstatens myndigheders eller SFC2014-brugernes kapacitet til at udføre de opgaver, der henvises til i stk. 1, eller deres personlige kapacitet til at udføre de opgaver, der henvises til i litra a)-g).

a)

interaktive formularer eller formularer, der er udfyldt af systemet på forhånd på baggrund af de data, der allerede er registreret i systemet

b)

automatiske udregninger, når de kan nedbringe brugernes registreringsarbejde

c)

automatiske indbyggede kontroller til at kontrollere de overførte datas indre sammenhæng og disse datas overensstemmelse med gældende regler

d)

systemskabte advarsler, der advarer brugerne af SFC2014 om, at visse aktioner kan eller ikke kan udføres

e)

onlinestatusopfølgning af, hvordan de registrerede oplysninger behandles i systemet

f)

adgang til historiske data vedrørende alle de oplysninger vedrørende et nationalt program, der er indlæst.

a)

de IT-sikkerhedsmæssige aspekter af det arbejde, der udføres af den eller de personer, der er ansvarlige for at forvalte de adgangsrettigheder, der er omhandlet i denne forordnings artikel 4, stk. 3, i tilfælde af at de anvendes direkte

b)

de IT-sikkerhedsmæssige foranstaltninger for disse nationale, regionale eller lokale computersystemer, der er koblet til SFC2014 via den tekniske grænseflade, der er omhandlet i denne forordnings artikel 6, stk. 1.

Med hensyn til første afsnit, litra b), er følgende aspekter omfattet, hvis det er relevant:

25.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 219/33

(1)

Den 13. maj 2013 indførte Rådet ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 412/2013 en endelig antidumpingtold på importen til Unionen af bordservice og køkkenartikler af keramisk materiale (»bordservice«) med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina«).

(2)

I forbindelse med den oprindelige undersøgelse gav et stort antal eksporterende producenter fra Kina sig til kende. Som følge heraf udtog Kommissionen en stikprøve blandt de kinesiske eksporterende producenter, der skulle undersøges.

(3)

Rådet indførte individuelle toldsatser på importen af bordservice på mellem 13,1 % og 23,4 % for virksomhederne i stikprøven og på 17,9 % for andre samarbejdsvillige virksomheder, som ikke indgik i stikprøven.

(4)

Rådet indførte også en toldsats på 36,1 % på importen af bordservice fra kinesiske virksomheder, som enten ikke gav sig til kende eller ikke samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen.

(5)

Artikel 3 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 412/2013 fastsætter, at hvis en ny eksporterende producent af bordservice i Kina over for Kommissionen fremlægger tilstrækkelig dokumentation for, at:

så kan artikel 1, stk. 2, i nævnte forordning ændres ved at tildele den nye eksporterende producent den toldsats, der finder anvendelse for samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven, dvs. den vægtede gennemsnitlige toldsats på 17,9 %.

(6)

Fire virksomheder gav sig til kende efter offentliggørelsen af gennemførelsesforordning (EU) nr. 412/2013 og hævdede, at de opfyldte alle tre kriterier, der er nævnt i betragtning 5, og forelagde dokumentation.

(7)

Alle fire virksomheder er producenter og eksportører af den pågældende vare.

(8)

Tre af dem eksisterede allerede under den oprindelige undersøgelse, men de eksporterede ikke til Unionen i løbet af den oprindelige undersøgelsesperiode.

(9)

Den fjerde virksomhed eksisterede ikke under den oprindelige undersøgelse og kan derfor ikke have eksporteret i undersøgelsesperioden.

(10)

Kommissionen analyserede den dokumentation, der blev fremlagt af alle fire virksomheder, og den fandt, at hver enkelt af de fire virksomheder opfylder de tre kriterier for at kunne blive betragtet som nye eksporterende producenter. Derfor kan deres navne tilføjes til listen over samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven, jf. bilag I til gennemførelsesforordning (EU) nr. 412/2013.

(11)

De fire virksomheder og EU-erhvervsgrenen blev underrettet om konklusionerne af denne undersøgelse og har haft lejlighed til at fremsætte bemærkninger. Der blev ikke modtaget nogen bemærkninger.

(12)

Denne forordning er i overensstemmelse med udtalelsen fra det udvalg, der er nedsat i medfør af grundforordningens artikel 15, stk. 1 —

25.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 219/35

(1)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1122/2009 (2) er der fastsat bestemmelser i artikel 23, stk. 1, og artikel 24 om de nedsættelser, som skal anvendes i tilfælde af forsinket indgivelse af en enkeltansøgning, om dokumenter, kontrakter og erklæringer, som er afgørende for retten til den pågældende støtte, og om ansøgning om tildeling af betalingsrettigheder.

(2)

I overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, og artikel 15, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1122/2009 fastsatte Italien den 15. maj 2014 som sidste frist for indgivelse af enkeltansøgninger og ansøgninger om tildeling af betalingsrettigheder for 2014.

(3)

Den 3. maj 2014 blev visse dele af den italienske region Marche ramt af usædvanlige store nedbørsmængder, der førte til oversvømmelse, ødelæggelser på infrastrukturen, jordskred, evakuering af borgere samt skader på landbrugsbedrifter og afgrøder.

(4)

Denne situation har påvirket ansøgernes muligheder for at indgive fælles ansøgninger eller ansøgninger om tildeling af betalingsrettigheder vedrørende landbrugsparceller i de berørte kommuner inden for de frister, der er fastsat i artikel 11, stk. 2, og artikel 15, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1122/2009.

(5)

Uanset artikel 23, stk. 1, og artikel 24 i forordning (EF) nr. 1122/2009 bør der derfor ikke anvendes nedsættelser på grund af forsinket indgivelse af enkeltansøgninger og ansøgninger om tildeling af betalingsrettigheder for de landbrugere, der senest den 9. juni 2014 indgiver deres ansøgninger vedrørende mindst én landbrugsparcel i de kommuner, der af Italien udpeges som værende ramt af alvorlige oversvømmelser i regionen Marche.

(6)

Da fravigelserne bør omfatte enkeltansøgninger og ansøgninger om tildeling af betalingsrettigheder for støtteåret 2014, bør forordningen anvendes med tilbagevirkende kraft.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Direkte Betalinger —

25.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 219/37

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 fastsættes der på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguayrunden kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XVI til nævnte forordning.

(2)

Der beregnes hver arbejdsdag en fast importværdi i henhold til artikel 136, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 under hensyntagen til varierende daglige data. Derfor bør nærværende forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

25.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 219/40

(1)

Rådets direktiv 2011/96/EU (3) fritager udbytte og andre udlodninger af overskud, som datterselskaber betaler til deres moderselskaber, for kildeskat og afskaffer dobbeltbeskatning af sådanne indkomster på moderselskabets niveau.

(2)

De fordele, der er ved direktiv 2011/96/EU, bør ikke føre til situationer med dobbelt ikkebeskatning og dermed give utilsigtede skattefordele til koncerner af moderselskaber og datterselskaber fra forskellige medlemsstater i forhold til koncerner af selskaber fra den samme medlemsstat.

(3)

For at undgå situationer med dobbelt ikkebeskatning som følge af mismatch i skattebehandlingen af udbytteudlodning mellem medlemsstaterne bør den medlemsstat, hvor moderselskabet er hjemmehørende, og den medlemsstat, hvor dets faste driftssted er beliggende, ikke tillade, at disse selskaber kan nyde godt af den skattefritagelse, der gælder for modtaget, udloddet udbytte, for så vidt som et sådant udbytte er fradragsberettiget for moderselskabets datterselskab.

(4)

Det er hensigtsmæssigt at opdatere del A i bilag I til direktiv 2011/96/EU, så det omfatter andre former for selskaber, som er blevet underlagt selskabsskat i Polen, og andre former for selskaber, som er blevet indført i selskabsloven i Rumænien.

(5)

Direktiv 2011/96/EU bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Artikel 4, stk. 1, litra a), affattes således:

2)

I bilag I affattes del A, litra u), således:

3)

I bilag I affattes del A, litra w), således:

25.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 219/42

(1)

Rådets direktiv 2013/59/Euratom (3) fastsætter ensartede grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse af sundheden for personer, der er udsat for erhvervsmæssig, medicinsk og befolkningsmæssig bestråling, mod de farer, som er forbundet med ioniserende stråling.

(2)

Rådets direktiv 2009/71/Euratom (4) fastlægges medlemsstaternes forpligtelser til at fastsætte og opretholde nationale rammebestemmelser for nuklear sikkerhed. Direktivet afspejler bestemmelserne i det vigtigste internationale instrument på området for nuklear sikkerhed, nemlig konventionen om nuklear sikkerhed (5) og de grundlæggende sikkerhedsprincipper (6) fastlagt af Den Internationale Atomenergiorganisation (IAEA).

(3)

Rådets direktiv 2011/70/Euratom (7) pålægger medlemsstaterne forpligtelser til at fastsætte og opretholde en national ramme for håndtering af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald.

(4)

I Rådets konklusioner af 8. maj 2007 om nuklear sikkerhed og sikker håndtering af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald blev det fremhævet, at »nuklear sikkerhed er et nationalt ansvar, der forvaltes i EU-regi, hvor det er relevant. Beslutninger om sikkerhedsforanstaltninger og tilsyn med nukleare anlæg henhører fortsat udelukkende under operatørerne og de nationale myndigheder«.

(5)

Fukushimaatomkraftulykken i Japan i 2011 henledte på ny verdens opmærksomhed på de foranstaltninger, der er nødvendige for at minimere risikoen og sikre den højeste grad af nuklear sikkerhed. På grundlag af Det Europæiske Råds konklusioner af den 24. og 25. marts 2011 foretog de nationale kompetente tilsynsmyndigheder sammen med Europa-Kommissionen inden for rammerne af Gruppen af Europæiske Nukleare Tilsynsmyndigheder (ENSREG), oprettet ved Kommissionens afgørelse 2007/530/Euratom (8), omfattende risiko- og sikkerhedsvurderinger af atomkraftværker (»stresstests«) i hele Fællesskabet. Resultaterne viste en række forbedringer, der kunne gennemføres i tilgangene til nuklear sikkerhed og industriens praksis i de deltagende lande.

Det Europæiske Råd opfordrede endvidere Kommissionen til om nødvendigt at gennemgå eksisterende retlige og reguleringsmæssige rammer for nukleare anlægs sikkerhed og foreslå de forbedringer, der måtte være nødvendige. Det Europæiske Råd understregede også, at de højeste standarder for nuklear sikkerhed skulle gennemføres og løbende forbedres i Unionen.

(6)

En stærk kompetent tilsynsmyndighed med reel uafhængighed i beslutningstagningen på tilsynsområdet er et grundlæggende krav i fællesskabsrammelovgivningen om nuklear sikkerhed. Det er yderst vigtigt, at den kompetente tilsynsmyndighed sikres en upartisk og gennemsigtig udøvelse af sine beføjelser uden uretmæssig påvirkning af beslutningstagningen på tilsynsområdet for at sikre en høj grad af nuklear sikkerhed. Tilsynsmyndighedens afgørelser og håndhævelsesforanstaltninger inden for nuklear sikkerhed bør være baseret på objektive og sikkerhedsrelaterede tekniske overvejelser og bør træffes uden uretmæssig påvirkning udefra, der kan kompromittere sikkerheden såsom uretmæssig påvirkning på grund af ændrede politiske, økonomiske eller samfundsmæssige omstændigheder.

Bestemmelserne i direktiv 2009/71/Euratom om funktionel adskillelse af kompetente tilsynsmyndigheder bør styrkes for at sikre tilsynsmyndighedernes faktiske uafhængighed af uretmæssig påvirkning, når de træffer deres beslutninger, og garantere, at de tildeles tilstrækkelige ressourcer og kompetencer til at kunne udøve det ansvar, de har fået tildelt, forsvarligt. Især bør tilsynsmyndigheden have tilstrækkelige juridiske beføjelser, tilstrækkeligt personale og tilstrækkelige finansielle ressourcer til en forsvarlig opfyldelse af de tildelte ansvarsopgaver.

De øgede krav bør dog ikke forhindre et tæt samarbejde med andre relevante nationale myndigheder, hvis det er hensigtsmæssigt, eller gribe ind i generelle politiske retningslinjer udstedt af medlemsstaterne.

(7)

Beslutningstagningen på tilsynsområdet bør tage hensyn til den kompetence og ekspertise, som kan tilvejebringes af organisationer, der yder teknisk bistand. Denne ekspertise bør baseres på den nyeste videnskabelige og tekniske viden, herunder fra driftserfaringer og sikkerhedsrelateret forskning, på vidensstyring og på tilstrækkelige tekniske ressourcer.

(8)

I overensstemmelse med del 1 i IAEA's General Safety Requirements bør både medlemsstaternes rolle i etableringen af en ramme for nuklear sikkerhed og tilsynsmyndighedernes rolle i gennemførelsen af denne ramme overholdes.

(9)

På baggrund af den nukleare industris specialiserede karakter og den begrænsede tilgængelighed af personale med den nødvendige ekspertise og kompetence, hvilket kan føre til mulig rotation af personale med ledelsesansvar mellem den nukleare industri og tilsynsmyndighederne, bør der lægges særlig vægt på at undgå interessekonflikter. Endvidere bør der etableres ordninger for at sikre, at der ikke er interessekonflikter for de organisationer, som leverer rådgivning eller tjenesteydelser til den kompetente tilsynsmyndighed.

(10)

Følgerne af en nuklear ulykke kan gå ud over de nationale grænser, og derfor bør tæt samarbejde, samordning og informationsudveksling fremmes mellem kompetente tilsynsmyndigheder i de medlemsstater, som ligger i nærheden af et nukleart anlæg, uanset om disse medlemsstater driver nukleare anlæg eller ej. I den forbindelse bør medlemsstaterne sikre, at der er etableret hensigtsmæssige ordninger til at lette et sådant samarbejde om nukleare sikkerhedsspørgsmål med grænseoverskridende virkninger.

(11)

For at sikre, at de rette kvalifikationer erhverves, og at tilstrækkelige kompetenceniveauer nås og opretholdes, bør alle parter sørge for, at alt personale, der har ansvar for nukleare anlægs nukleare sikkerhed og for nødberedskab og indsatsforanstaltninger på de enkelte anlæg, indgår i en løbende uddannelsesproces. Det kan ske ved at sørge for uddannelsesprogrammer og uddannelsesplaner, procedurer for periodisk evaluering og opdatering af uddannelsesprogrammer samt tilstrækkelige bevillinger på budgettet til uddannelse.

(12)

En anden vigtig erfaring fra Fukushimaatomkraftulykken er betydningen af at styrke åbenheden om nukleare sikkerhedsspørgsmål. Åbenhed er også et vigtigt middel til at fremme uafhængighed i beslutningstagningen på tilsynsområdet. Derfor bør de nuværende bestemmelser i direktiv 2009/71/Euratom om, hvilke oplysninger der skal stilles til rådighed for den brede offentlighed, gøres mere konkrete med hensyn til, hvilken type oplysninger der skal stilles til rådighed. Desuden bør offentligheden gives mulighed for at deltage i de relevante faser af beslutningsprocessen vedrørende nukleare anlæg i overensstemmelse med de nationale rammebestemmelser for nuklear sikkerhed, under hensyntagen til de forskellige nationale systemer. Beslutninger om udstedelse af tilladelser forbliver de kompetente nationale myndigheders ansvar.

(13)

Kravene i dette direktiv om gennemsigtighed supplerer kravene i den gældende Euratomlovgivning. Rådets beslutning 87/600/Euratom (9) pålægger medlemsstaterne at underrette og levere oplysninger til Kommissionen og andre medlemsstater i tilfælde af strålingsfare på deres område, mens direktiv 2013/59/Euratom omfatter krav til medlemsstaterne om at oplyse offentligheden om, hvorledes den skal forholde sig, samt om sundhedsmæssige foranstaltninger i tilfælde af strålingsfare og om med regelmæssige mellemrum at sørge for ajourførte oplysninger til den befolkning, som kan tænkes at blive berørt i tilfælde af en sådan strålingsfare.

(14)

På deres sjette rapportbehandlingsmøde gentog de kontraherende parter i konventionen om nuklear sikkerhed deres tilsagn til resultaterne af det andet ekstraordinære møde, der fandt sted efter Fukushimaulykken. De understregede især, at »atomkraftværker bør designes, opføres og drives med det mål at forebygge ulykker og, i tilfælde af at der indtræffer en ulykke, afbøde dens virkninger og undgå kontaminering uden for anlægget, og at tilsynsmyndighederne bør sikre, at disse mål opstilles for at identificere og gennemføre passende sikkerhedsforbedringer på eksisterende anlæg«.

(15)

I lyset af de tekniske fremskridt, der er opnået ved IAEA's foranstaltninger og af De Vesteuropæiske Nukleare Tilsynsmyndigheders Sammenslutning (WENRA), og som reaktion på erfaringer fra stresstestene og undersøgelserne af Fukushimaatomkraftulykken, bør direktiv 2009/71/Euratom ændres, så det omfatter et højt niveau for Fællesskabets mål for nuklear sikkerhed, der dækker alle faser i de nukleare anlægs livscyklus (placering, design, opførelse, ibrugtagning, drift og afvikling). Dette mål nødvendiggør navnlig, at der foretages væsentlige sikkerhedsforbedringer ved udformningen af nye reaktorer og anvendes den mest avancerede viden og teknologi, idet der tages hensyn til de seneste internationale sikkerhedskrav.

(16)

Dette mål bør navnlig nås gennem vurderinger af nuklear sikkerhed, der er omfattet af nærværende direktivs anvendelsesområde. De bør foretages af tilladelsesindehavere under den nationale kompetente tilsynsmyndigheds kontrol og kan anvendes til vurdering af risikoen for en stor ulykke, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU, (10) forudsat at kravene i nærværende direktiv overholdes.

(17)

Begrebet dybdeforsvar er afgørende for sikkerheden af nukleare anlæg og er grundlaget for gennemførelsen af høje mål for den nukleare sikkerhed. Anvendelsen af principperne om dybdeforsvar, som er anerkendt i de internationale standarder og retningslinjer samt af WENRA, sikrer, at sikkerhedsaktiviteter, så vidt det med rimelighed er praktisk muligt, er genstand for uafhængige lag af bestemmelser, således at hvis en fejl skulle opstå, ville den blive opdaget, afhjulpet og rettet ved passende foranstaltninger. Hvert af de forskellige lags effektivitet er et afgørende element i dybdeforsvaret for at forebygge ulykker og afbøde konsekvenserne, hvis de skulle forekomme. Dybdeforsvar er normalt struktureret i fem niveauer. Hvis et niveau slår fejl, anvendes det følgende niveau. Formålet med det første beskyttelsesniveau er at forebygge unormal drift og systemfejl. Hvis det første niveau slår fejl, skal det andet beskyttelsesniveau kontrollere den unormale drift og finde fejlene. Slår det andet niveau fejl, sikrer det tredje niveau, at sikkerhedsfunktionerne fortsat udføres ved at aktivere specifikke sikkerhedssystemer og andre sikkerhedsforanstaltninger. Slår det tredje niveau fejl, skal det fjerde niveau gennem ulykkeshåndtering begrænse udviklingen af en ulykke med henblik på at forebygge eller afbøde alvorlige ulykkesomstændigheder med eksternt udslip af radioaktive materialer. Det sidste mål (det femte beskyttelsesniveau) er afbødning af de radioaktive konsekvenser af væsentlige eksterne udslip gennem en katastrofeberedskabsplan uden for anlægget.

(18)

Dybdeforsvar samt en effektiv sikkerhedskultur på det nukleare område betragtes som en grundlæggende betingelse for at opnå en høj grad af nuklear sikkerhed og løbende forbedring af den. Indikatorer for en effektiv sikkerhedskultur på det nukleare område omfatter navnlig en forpligtelse på alle personale- og ledelsesniveauer til at opretholde den nukleare sikkerhed og til løbende at forbedre den, fremme af evnen hos personale på alle niveauer til at sætte spørgsmålstegn ved den effektive opfyldelse af relevante sikkerhedsprincipper og relevant sikkerhedspraksis for løbende at forbedre den nukleare sikkerhed, personalets evne til rettidigt at rapportere sikkerhedsproblemer, identificering af indhøstede driftserfaringer og den systematiske rapportering om afvigelser fra normale driftsbetingelser eller om ordninger for ulykkeshåndtering, der kan have potentielle følger for den nukleare sikkerhed. Vigtige elementer, der medvirker til at opnå en stærk sikkerhedskultur på det nukleare område, omfatter især effektive forvaltningssystemer, tilstrækkelig uddannelse og ordninger indført af tilladelsesindehaveren for registrering, evaluering og dokumentation af driftserfaringer, der har betydning for den interne og den eksterne sikkerhed, samt en effektiv afklaring af spørgsmål, der er blevet rejst.

(19)

Hvor udtrykket »så vidt det med rimelighed er praktisk muligt« anvendes i dette direktiv, bør det anvendes i overensstemmelse med almindeligt anerkendte definitioner, navnlig definitionerne i WENRA og IAEA.

(20)

Efter atomkraftulykkerne på Tremileøen og i Tjernobyl satte Fukushimaatomkraftulykken endnu engang fokus på indeslutningsfunktionens kritiske betydning, idet det er den sidste barriere til at beskytte mennesker og miljø mod radioaktive udslip som følge af en ulykke. Derfor bør ansøgeren om en tilladelse til at opføre en ny kraft- eller forskningsreaktor påvise, at designet holder virkningerne af en beskadigelse af reaktorkernen inden for indeslutningen, dvs. ansøgeren bør bevise, at et stort eller uautoriseret radioaktivt udslip uden for indeslutningen er ekstremt usandsynligt, og ansøgeren bør med en høj grad af konfidens kunne påvise, at et sådant udslip ikke vil forekomme.

(21)

Der bør kræves mere specifikke ordninger for ulykkeshåndtering og katastrofeberedskab på anlægget for at sikre forebyggelse og afbødning af ulykker. De bør være i overensstemmelse med og med forbehold af de relevante bestemmelser i direktiv 2013/59/Euratom. Tilladelsesindehaveren bør fastlægge procedurer, retningslinjer og ordninger for ulykker, herunder alvorlige ulykker, der kan opstå på alle driftsniveauer, bl.a. på fuld kraft, ved nedlukning og i overgangsfaser, og sørge for konsekvens og kontinuitet mellem samtlige procedurer og ordninger og sikre, at de udføres, revideres og ajourføres. Disse ordninger bør også sikre tilstrækkeligt personale, udstyr og andre nødvendige ressourcer. Der bør indføres en organisatorisk struktur med en klar ansvarsfordeling og koordinering mellem indsatsorganer.

(22)

Stresstestene viste, at styrkede samarbejds- og samordningsmekanismer mellem alle parter, der har ansvar for nuklear sikkerhed, spiller en central rolle. Peerevalueringer har vist sig at være et godt middel til at opbygge tillid med det formål at udvikle og udveksle erfaringer og sikre en fælles anvendelse af høje nukleare sikkerhedsstandarder.

(23)

Samarbejdet om nuklear sikkerhed mellem medlemsstaterne er veletableret og kan tilføre merværdi i form af nuklear sikkerhed, gennemsigtighed og åbenhed over for aktører på europæisk og internationalt niveau.

Medlemsstaterne bør hvert sjette år via deres kompetente tilsynsmyndigheder, som anvender ENSREG på relevant vis og bygger på ekspertise fra WENRA, definere en metode, vedtægter og en tidsfrist for peerevalueringer af et fælles specifikt teknisk tema vedrørende den nukleare sikkerhed af deres nukleare anlæg. Det fælles specifikke tekniske tema, der skal behandles, bør identificeres blandt WENRA's sikkerhedsreferenceniveauer eller på baggrund af feedback fra driftserfaringer, hændelser og ulykker samt den teknologiske og videnskabelige udvikling. Medlemsstaterne bør foretage en national selvevaluering og sørge for, at de øvrige medlemsstaters kompetente tilsynsmyndigheder foretager fælles peerevalueringer af deres nationale selvevaluering.

Der bør udarbejdes rapporter over resultaterne af disse peerevalueringer. Medlemsstaterne bør fastlægge nationale handlingsplaner til behandling af relevante resultater og deres egen nationale evaluering under hensyntagen til resultaterne af disse peerevalueringsrapporter. Peerevalueringsrapporterne bør også danne grundlaget for enhver sammenfattende rapport om resultatet af den EU-dækkende tematiske peerevaluering, som medlemsstaternes kompetente tilsynsmyndigheder har udarbejdet i fællesskab. Den sammenfattende rapport bør ikke sigte mod at rangordne sikkerheden i nukleare anlæg, men snarere fokusere på processen og tekniske resultater af den tematiske peerevaluering, så den viden, der er indsamlet som følge heraf, kan deles.

Gensidig tillid bør være fremherskende i peerevalueringer, og det vil derfor være hensigtsmæssigt, at Kommissionen så vidt muligt meddeler medlemsstaterne, når den agter at anvende resultaterne af peerevalueringsrapporter i sine politiske oplæg.

(24)

Medlemsstaternes pligt til at rapportere om gennemførelsen af dette direktiv og Kommissionens pligt til at udarbejde en rapport på baggrund af de nationale rapporter bør skabe mulighed for at gøre status over og vurdere de forskellige aspekter ved gennemførelsen af dette direktiv og effektiviteten heraf. Der eksisterer på internationalt plan en række relevante rapporteringsforpligtelser, f.eks. i medfør af konventionen om nuklear sikkerhed, og resultaterne heraf kan anvendes til evalueringen af gennemførelsen af dette direktiv. Endvidere bør der i henhold til dette direktiv fastsættes yderligere indberetningskrav vedrørende resultaterne af de tematiske peerevalueringer af nukleare anlæg. For at forenkle lovgivningen og mindske den administrative byrde bør medlemsstaternes rapporteringsforpligtelse dermed gøres mindre byrdefuld, både hvad angår rapporteringshyppigheden og rapporternes indhold.

(25)

I overensstemmelse med en gradueret tilgang afhænger anvendelsen af bestemmelserne i dette direktiv af typen af nukleare anlæg på en medlemsstats område. Når medlemsstaterne gennemfører disse bestemmelser i national ret, bør de derfor tage hensyn til det potentielle omfang og arten af risiciene fra de nukleare anlæg, som de planlægger eller driver. Især bør den graduerede tilgang vedrøre de medlemsstater, der kun har et lille lager af nukleare og radioaktive materialer, f.eks. de materialer, der hører sammen med driften af mindre forskningsreaktoranlæg, som i tilfælde af en alvorlig ulykke ikke ville have konsekvenser, der kan sammenlignes med dem, der skabes af atomkraftværker.

(26)

Bestemmelserne i dette direktiv, som hænger uløseligt sammen med eksistensen af nukleare anlæg, nemlig dem, der vedrører tilladelsesindehaverens forpligtelser, de nye specifikke krav til nukleare anlæg og bestemmelserne om nødberedskabs- og indsatsforanstaltninger på det enkelte anlæg, bør ikke finde anvendelse i medlemsstater uden nukleare anlæg. Bestemmelserne i direktivet bør gennemføres og implementeres forholdsmæssigt i overensstemmelse med nationale omstændigheder og under hensyntagen til, at de pågældende medlemsstater ikke har nukleare anlæg, samtidig med at det sikres, at regeringen eller de kompetente myndigheder tillægger nuklear sikkerhed passende opmærksomhed.

(27)

Ifølge direktiv 2009/71/Euratom skal medlemsstaterne indføre og opretholde passende nationale lovgivningsmæssige, tilsynsmæssige og organisatoriske rammebestemmelser for nukleare anlægs nukleare sikkerhed. Fastlæggelsen af, hvordan de nationale rammebestemmelser vedtages, og via hvilket instrument de anvendes, hører ind under medlemsstaternes kompetence.

(28)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelsen af sådanne dokumenter er berettiget.

(29)

Direktiv 2009/71/Euratom bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Titlen på kapitel 1 affattes således:

»FORMÅL, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER«.

2)

Artikel 2 ændres således:

3)

Artikel 3 ændres således:

4)

I kapitel 2 indsættes følgende overskrift efter overskriften »FORPLIGTELSER«:

»AFSNIT 1

Generelle forpligtelser«.

5)

Artikel 4, stk. 1, affattes således:

»1.   Medlemsstaterne indfører og opretholder passende lovgivningsmæssige, tilsynsmæssige og organisatoriske rammebestemmelser (»nationale rammebestemmelser«) for nukleare anlægs nukleare sikkerhed. De nationale rammebestemmelser fastsætter navnlig bestemmelser om:

Fastlæggelsen af, hvordan nationale nukleare sikkerhedskrav som omhandlet i litra b) vedtages, og gennem hvilket instrument de anvendes, hører fortsat ind under medlemsstaternes kompetence«.

6)

Artikel 5, stk. 2 og 3, affattes således:

»2.   Medlemsstaterne sikrer, at den kompetente tilsynsmyndighed reelt er uafhængig af uretmæssig påvirkning, når den træffer sine tilsynsbeslutninger. Med henblik herpå sørger medlemsstaterne for, at den kompetente tilsynsmyndighed i henhold til de nationale rammebestemmelser:

3)   Medlemsstaterne sikrer, at den kompetente tilsynsmyndighed tildeles de juridiske beføjelser, der er nødvendige for, at den kan varetage sine forpligtelser i forbindelse med de i artikel 4, stk. 1, omhandlede nationale rammebestemmelser. Med henblik herpå sikrer medlemsstaterne, at de nationale rammebestemmelser tildeler de kompetente tilsynsmyndigheder følgende hovedopgaver vedrørende tilsyn:

7)

Artikel 6, 7 og 8 affattes således:

»Artikel 6

Tilladelsesindehavere

Medlemsstaterne sikrer, at de nationale rammebestemmelser kræver, at:

Artikel 7

Ekspertise og kvalifikationer i forbindelse med nuklear sikkerhed

Medlemsstaterne sikrer, at de nationale rammebestemmelser kræver, at alle parter indfører ordninger for uddannelse for deres personale med ansvar for nukleare anlægs nukleare sikkerhed og for at opnå, opretholde og videreudvikle kvalifikationer og ekspertise i forbindelse med nuklear sikkerhed og nødberedskab på de enkelte anlæg.

Artikel 8

Gennemsigtighed

1.   Medlemsstaterne sikrer, at de nødvendige oplysninger vedrørende nukleare anlægs nukleare sikkerhed og dens regulering stilles til rådighed for arbejdstagerne og offentligheden med særligt henblik på lokale myndigheder, befolkning og interessenter i nærheden af et nukleart anlæg. Denne forpligtelse omfatter sikring af, at den kompetente tilsynsmyndighed og tilladelsesindehaverne inden for deres ansvarsområder som led i deres kommunikationspolitik giver:

2.   Oplysninger skal stilles til rådighed for offentligheden i overensstemmelse med relevant lovgivning og internationale instrumenter, forudsat at dette ikke bringer andre overordnede interesser i fare, såsom sikkerhed, der er anerkendt i relevant lovgivning eller internationale instrumenter.

3.   Med forbehold af artikel 5, stk. 2, sikrer medlemsstaterne, at den kompetente tilsynsmyndighed i passende omfang deltager i samarbejdsaktiviteter vedrørende nukleare anlægs nukleare sikkerhed sammen med de kompetente tilsynsmyndigheder i andre medlemsstater, der ligger i nærheden af et nukleart anlæg, bl.a. gennem udveksling og/eller deling af oplysninger.

4.   Medlemsstaterne sikrer, at offentligheden får passende mulighed for at deltage effektivt i beslutningsprocessen vedrørende tilladelser til nukleare anlæg i overensstemmelse med relevant lovgivning og internationale instrumenter.«

8)

Følgende afsnit indsættes efter artikel 8:

»AFSNIT 2

Særlige forpligtelser

Artikel 8a

Nukleare sikkerhedsmål for nukleare anlæg

1.   Medlemsstaterne sikrer, at de nationale rammebestemmelser for nuklear sikkerhed kræver, at nukleare anlæg designes, placeres, opføres, ibrugtages, drives og afvikles med det mål at forebygge ulykker og, i tilfælde af en ulykke, afbøde følgerne heraf samt undgå:

2.   Medlemsstaterne sikrer, at de nationale rammebestemmelser kræver, at målet i stk. 1:

Artikel 8b

Opfyldelse af nukleare sikkerhedsmål for nukleare anlæg

1.   Med henblik på at nå det nukleare sikkerhedsmål, jf. artikel 8a, sikrer medlemsstaterne, at de nationale rammebestemmelser kræver, at de i tilfælde af dybdeforsvar skal anvendes for at sikre, at:

2.   For at nå det nukleare sikkerhedsmål i artikel 8a sikrer medlemsstaterne, at de nationale rammebestemmelser kræver, at den kompetente tilsynsmyndighed og tilladelsesindehaveren træffer foranstaltninger til at fremme og forbedre en effektiv nuklear sikkerhedskultur. Disse foranstaltninger omfatter navnlig:

Artikel 8c

Indledende vurdering og periodiske sikkerhedsvurderinger

Medlemsstaterne sikrer, at de nationale rammebestemmelser kræver, at:

Artikel 8d

Nødberedskabs- og indsatsforanstaltninger på det enkelte anlæg

1.   Med forbehold af bestemmelserne i direktiv 2013/59/Euratom sikrer medlemsstaterne, at de nationale rammebestemmelser kræver, at en organisatorisk struktur for nødberedskabs- og indsatsforanstaltninger på det enkelte anlæg fastsættes med en klar ansvarsfordeling og koordinering mellem tilladelsesindehaveren og kompetente myndigheder og organisationer under hensyn til alle faser af et nødberedskab.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at der er sammenhæng og kontinuitet mellem de nødberedskabs- og indsatsforanstaltninger på det enkelte anlæg, der kræves i henhold til de nationale rammebestemmelser, og andre nødberedskabs- og indsatsordninger, der kræves i henhold til direktiv 2013/59/Euratom.«

9)

Følgende kapitel indsættes efter artikel 8d:

»KAPITEL 2a

PEEREVALUERINGER OG RETNINGSLINJER

Artikel 8e

Peerevalueringer

1.   Medlemsstaterne foranstalter mindst hvert tiende år periodiske selvevalueringer af deres nationale rammebestemmelser og kompetente tilsynsmyndigheder og indbyder til en international peerevaluering af relevante dele af deres nationale rammebestemmelser og kompetente tilsynsmyndigheder med det formål hele tiden at forbedre den nukleare sikkerhed. Resultaterne af sådanne peerevalueringer skal rapporteres til medlemsstaterne og Kommissionen, når de foreligger.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at følgende finder sted på et koordineret grundlag:

3.   Medlemsstaterne sikrer, at der er ordninger på plads, så den første tematiske peerevaluering kan starte i 2017, og de efterfølgende tematiske peerevalueringer kan finde sted mindst hvert sjette år herefter.

4.   I tilfælde af en ulykke, der fører til situationer, som ville kræve en katastrofeindsats uden for anlægget eller beskyttelsesforanstaltninger for offentligheden, sikrer den berørte medlemsstat, at der inviteres til en international peerevaluering uden unødig forsinkelse.«

10)

Artikel 9 ændres således:

11)

I artikel 10 indsættes følgende stykke efter stk. 1:

»1a.   Gennemførelsesforpligtelserne i artikel 6, 8a, 8b, 8c og 8d finder ikke anvendelse i medlemsstater uden nukleare anlæg, medmindre de beslutter at udvikle en aktivitet relateret til nukleare anlæg, der er omfattet af en tilladelse under deres jurisdiktion.«

25.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 219/53

(1)

Det europæiske globale satellitnavigationssystem (»GNSS«) udgør, navnlig pga. dets strategiske dimension, regionale og globale dækning samt forskellige anvendelsesmuligheder, følsom infrastruktur, hvis indførelse og anvendelse kan berøre Den Europæiske Unions og dens medlemsstaters sikkerhed.

(2)

Hvis en international situation kræver en operationel aktion fra Unionens side, og hvis driften af GNSS vil kunne berøre Den Europæiske Unions eller dens medlemsstaters sikkerhed, eller i tilfælde af en trussel mod systemets drift bør Rådet træffe afgørelse om, hvilke foranstaltninger det er nødvendigt at træffe.

(3)

Derfor vedtog Rådet den 12. juli 2004 fælles aktion 2004/552/FUSP (1).

(4)

Efter Lissabontraktatens ikrafttræden bør de opgaver og ansvarsområder, som før blev varetaget af Rådets generalsekretær/den højtstående repræsentant, nu varetages af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»den højtstående repræsentant«).

(5)

Fremskridtene i udviklingen, påbegyndelsen af indførelsen og den kommende start på anvendelsen af systemet, der er etableret under Galileoprogrammet, kræver, at proceduren i fælles aktion 2004/552/FUSP tilpasses.

(6)

De oplysninger og den ekspertise, der er nødvendige for at afgøre, om en hændelse med forbindelse til systemet udgør en trussel mod Unionen, medlemsstaterne eller GNSS som sådant, bør stilles til rådighed for Rådet og den højtstående repræsentant af Det Europæiske GNSS-agentur (»GSA«), medlemsstaterne og Kommissionen. Derudover kan tredjestater også stille sådanne oplysninger til rådighed.

(7)

Det bør afklares inden for rammerne af den række af operationelle ansvarsopgaver, der skal fastsættes med henblik på reaktion på en trussel for Unionen, medlemsstaterne eller GNSS, hvilke respektive roller Rådet, den højtstående repræsentant, GSA som operatør af Galileos sikkerhedsovervågningscenter (»GSMC«) og medlemsstaterne spiller.

(8)

I den henseende findes de grundlæggende henvisninger til trusler i de systemspecifikke sikkerhedskrav, der indeholder de største generiske trusler, GNSS som helhed skal håndtere, og planen for systemsikkerhed, der omfatter det register over sikkerhedsrisici, der er oprettet i forbindelse med sikkerhedsgodkendelsesprocessen. Disse skal bruges som reference for at identificere de trusler, som specifikt skal være omfattet af denne afgørelse, og for at fuldende de operationelle procedurer for gennemførelse af denne afgørelse.

(9)

I hastende tilfælde kan det være nødvendigt at træffe afgørelser inden for få timer, efter at oplysningerne om truslen er indløbet.

(10)

I tilfælde af, at omstændighederne ikke gør det muligt for Rådet at vedtage en afgørelse med henblik på at afværge en trussel eller afbøde alvorlige skader på Unionens eller en eller af flere af dens medlemsstaters væsentlige interesser, bør den højtstående repræsentant have beføjelse til at træffe de nødvendige midlertidige foranstaltninger.

(11)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 683/2008 (2) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1285/2013 (3) ændrede styringen af det europæiske GNSS. Navnligt er det fastsat i artikel 14 i forordning (EU) nr. 1285/2013, at GSA skal sikre driften af GSMC.

(12)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 512/2014 (4) pålægger GSA's administrerende direktør ansvaret for at sikre, at GSA som operatør af GSMC er i stand til at efterkomme instrukser i henhold til fælles aktion 2004/552/FUSP, som denne afgørelse erstatter. Derudover fastsætter Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1104/2011/EU (5) reglerne for medlemsstaternes, Rådets, Kommissionens, EU-Udenrigstjenestens, EU-agenturers, tredjelandes og internationale organisationers adgang til den statsregulerede tjeneste (»PRS«), der leveres af det globale satellitbaserede navigationssystem etableret under Galileoprogrammet. Navnlig defineres GSMC i artikel 6 i afgørelse nr. 1104/2011/EU som den operationelle grænseflade mellem de kompetente PRS-myndigheder, Rådet og den højtstående repræsentant og kontrolcentrene —

25.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 219/56

(1)

Kommissionen vedtog gennemførelsesafgørelse 2014/87/EU (2) om foranstaltninger mod spredning inden for Unionen af Xylella fastidiosa (Well et Raju) (i det følgende benævnt »skadegøreren«).

(2)

Siden vedtagelsen af gennemførelsesafgørelsen har de italienske myndigheder gennemført undersøgelser i det inficerede område og de omkringliggende områder vedrørende forekomsten og arten af skadegøreren. De indledende resultater af disse undersøgelser er tilstrækkeligt nøjagtige til at gøre det muligt at vedtage mere præcise foranstaltninger.

(3)

De italienske myndigheders undersøgelser og de foreliggende videnskabelige og tekniske data har bekræftet, at planter af arterne Catharanthus G.Don, Nerium L., Olea L., Prunus L. og Vinca L.er værtsplanter for skadegøreren. På baggrund af de foreliggende data er det sandsynligt, at planter af arterne Malva L., Portulaca L., Quercus L. og Sorghum L. også kan være værtsplanter for skadegøreren. Derfor bør foranstaltningerne anvendes på planter til plantning, dog ikke frø, af arterne Catharanthus G.Don, Nerium L., Olea L., Prunus L., Vinca L., Malva L., Portulaca L., Quercus L.og Sorghum L. (i det følgende benævnt »planter«).

(4)

Der bør fastsættes betingelser for indførsel til Unionen af planterne fra tredjelande, hvor skadegøreren vides at forekomme. Der bør vedtages særlige krav vedrørende registrering og overvågning af produktionsstederne samt deres status, og krav i forbindelse med undersøgelser, prøveudtagning, testning og transport af planterne for at sikre, at planter, der indføres til Unionen, er frie for skadegøreren.

(5)

Der er større sandsynlighed for, at planter, der har været dyrket i mindst en del af deres levetid i et afgrænset område, eller som er blevet flyttet gennem et sådant område, er inficerede af skadegøreren, end for, at andre planter er det. Flytning af dem bør derfor være underlagt særlige krav. Disse krav bør svare til kravene for planter, der indføres fra tredjelande, hvor skadegøreren vides at forekomme.

(6)

Medlemsstaterne bør gennemføre årlige undersøgelser for forekomst af skadegøreren på deres områder for at forhindre, at den indslæbes og spredes.

(7)

Med henblik på at sikre, at der handles hurtigst muligt over for skadegørerens mulige forekomst, bør enhver, der er bekendt med skadegørerens forekomst, underrette medlemsstaterne herom. Endvidere og for at sikre, at de berørte parter træffer relevante foranstaltninger, bør medlemsstaterne oplyse berørte professionelle operatører om skadegørerens mulige forekomst på deres område og om de foranstaltninger, der skal træffes.

(8)

Medlemsstaterne bør fastlægge afgrænsede områder og træffe de nødvendige foranstaltninger for at udrydde skadegøreren og forhindre dens spredning. Disse afgrænsede områder bør omfatte en inficeret zone og en stødpudezone. Stødpudezonens bredde bør beregnes ud fra risikoen for, at skadegøreren spredes til andre områder.

(9)

Hvis det ikke forekommer nødvendigt at fastlægge et afgrænset område for at udrydde skadegøreren, bør den pågældende medlemsstat have mulighed for ikke at fastlægge et afgrænset område omgående. I så tilfælde bør medlemsstaten udrydde skadegøreren på de planter, hvor den først blev fundet, og gennemføre en undersøgelse for at fastslå, om yderligere planter er inficerede.

(10)

Der bør fastsættes særlige foranstaltninger med henblik på at sikre, at skadegøreren udryddes, hvor det er konstateret, at den forekommer.

(11)

Af hensyn til klarheden bør gennemførelsesafgørelse 2014/87/EU ophæves.

(12)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Plantesundhed —

a)

de opfylder de særlige krav for indførsel, som fastsat i afsnit 1 i bilag I

b)

de ved indførslen til Unionen er blevet undersøgt for forekomst af skadegøreren af det officielle ansvarlige organ i overensstemmelse med afsnit 2 i bilag I

c)

der hverken er fundet forekomst af eller symptomer på skadegøreren, da de blev undersøgt i overensstemmelse med afsnit 2 i bilag I.

a)

der er beviser for, at skadegøreren først for nylig er blevet indslæbt i området med de planter, hvor den blev konstateret

b)

der er tegn på, at planterne var inficerede, før de blev indført til det pågældende område

c)

der ikke er registreret relevante vektorer i nærheden af planterne, hvilket beviser, at der ikke er sket yderligere spredning af skadegøreren.

a)

oplysninger om det afgrænsede områdes beliggenhed og en beskrivelse af dets kendetegn, der kan være relevante for at udrydde skadegøreren og forhindre dens spredning

b)

et kort, der viser det afgrænsede områdes omfang

c)

oplysninger om forekomst af skadegøreren og dens vektorer

d)

foranstaltninger, der er fastsat for at opfylde kravene vedrørende planternes flytning i Unionen, jf. artikel 3.

25.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 219/65

25.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 219/66

—

erstattes ordene »anerkendt egenkapital« af ordene »anerkendt kapitalgrundlag«

—

erstattes ordene »anerkendt kernekapital« af ordene »anerkendt basiskapitalgrundlag«

—

erstattes ordene »den anerkendte egenkapital« af ordene »det anerkendte kapitalgrundlag«

—

erstattes ordene »den anerkendte kernekapital« af ordene »det anerkendte basiskapitalgrundlag«

—

erstattes ordene »den fornødne anerkendte egenkapital« af ordene »det fornødne anerkendte kapitalgrundlag«

—

erstattes ordene »den nødvendige anerkendte egenkapital« af ordene »det fornødne anerkendte kapitalgrundlag«

—

erstattes ordene »den samlede anerkendte egenkapital« af ordene »det samlede anerkendte kapitalgrundlag«

—

erstattes ordene »den supplerende kapital« af ordene »det supplerende kapitalgrundlag«

—

erstattes ordet »egenkapital« af ordet »kapitalgrundlag«

—

erstattes ordet »egenkapitalelement« af ordene »element af kapitalgrundlaget«

—

erstattes ordet »egenkapitalelementer« af ordene »elementer af kapitalgrundlaget«

—

erstattes ordet »egenkapitalen« af ordet »kapitalgrundlaget«

—

erstattes ordet »egenkapitalens« af ordet »kapitalgrundlagets«

—

erstattes ordene »en anerkendt egenkapital« af ordene »et anerkendt kapitalgrundlag«

—

erstattes ordene »enhver anerkendt egenkapital« af ordene »ethvert anerkendt kapitalgrundlag«

—

erstattes ordet »kernekapital« af ordet »basiskapitalgrundlag«

—

erstattes ordet »kernekapitalelementer« af ordene »elementer af basiskapitalgrundlaget«

—

erstattes ordet »kernekapitalen« af ordet »basiskapitalgrundlaget«

—

erstattes ordet »revisionsfunktion« af ordet »auditfunktion«

—

erstattes ordene »supplerende kapital« af ordene »supplerende kapitalgrundlag«

—

erstattes ordene »supplerende kapitalelement« af ordene »element af det supplerende kapitalgrundlag«

—

erstattes ordene »supplerende kapitalelementer« af ordene »elementer af det supplerende kapitalgrundlag«.