27.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 189/1

(1)

EU-retten indeholder krav vedrørende fødevarer og fødevaresikkerhed og foder og fodersikkerhed i alle produktionsled, herunder regler, der sigter på at garantere fair handelspraksis og information til forbrugerne. Lovgivningen fastsætter også krav vedrørende forebyggelse og bekæmpelse af overførbare dyresygdomme og zoonoser samt krav vedrørende dyrevelfærd, animalske biprodukter, plantesundhed og planteformeringsmateriale, beskyttelse af plantesorter, genetisk modificerede organismer, markedsføring og anvendelse af plantebeskyttelsesmidler og bæredygtig anvendelse af pesticider. EU-retten indeholder også bestemmelser om offentlig kontrol og andre offentlige aktiviteter, der har til formål at sikre en effektiv implementering og overholdelsen af disse krav.

(2)

Den overordnede målsætning for EU-retten på disse områder er at bidrage til et højt sundhedsniveau for mennesker, dyr og planter i hele fødevarekæden, et højt beskyttelses- og oplysningsniveau for forbrugerne og et højt miljøbeskyttelsesniveau, samtidig med at konkurrenceevne og jobskabelse tilgodeses.

(3)

For at kunne forfølge denne overordnede målsætning er det nødvendigt at råde over passende finansielle midler. Det er derfor nødvendigt, at Unionen bidrager til finansieringen af foranstaltninger, der gennemføres på de forskellige områder, der vedrører den overordnede målsætning. Derudover bør der, med henblik på at sikre en effektiv målretning af udgifterne, opstilles specifikke mål og fastlægges indikatorer, der gør det muligt at vurdere, i hvilken udstrækning disse mål opfyldes.

(4)

EU-finansieringen af udgifter i tilknytning til fødevarer og foder har hidtil haft form af tilskud, offentlige indkøb og betalinger til internationale organisationer, der er aktive på området. Sådan finansiering bør fortsat ydes på denne måde.

(5)

EU-finansiering kan også anvendes af medlemsstaterne til at støtte dem i tiltag på plante- eller dyresundhedsområdet til bekæmpelse, forebyggelse eller udryddelse af skadegørere eller dyresygdomme, som træffes af organisationer, der er aktive på disse områder.

(6)

Af hensyn til budgetdisciplinen er det nødvendigt ved denne forordning at fastlægge en liste over støtteberettigede foranstaltninger, der kan gøres til genstand for EU-tilskud, samt støtteberettigede udgifter og de relevante procentsatser.

(7)

Under hensyntagen til Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 (3) er det maksimale beløb til udgifter i tilknytning til fødevarer og foder for perioden 2014 til 2020 1 891 936 000 EUR.

(8)

Desuden bør der tilvejebringes midler på EU-plan for at tage højde for ekstraordinære tilfælde såsom i forbindelse med krisesituationer på dyre- og plantesundhedsområdet, når bevillingerne under udgiftsområde 3 er utilstrækkelige, men hasteforanstaltninger er påkrævede. Der bør findes en finansieringskilde til håndtering af sådanne kriser, f.eks. ved at gøre brug af fleksibilitetsinstrumentet i overensstemmelse med den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning (4).

(9)

I henhold til nugældende lovgivning godtgøres visse støtteberettigede udgifter med faste procentsatser. I forbindelse med andre omkostninger fastsætter lovgivningen ikke noget loft for andre godtgørelser. Med henblik på at strømline og forenkle systemet bør der fastsættes en fast maksimumssats for godtgørelser. Denne bør fastsættes til det niveau, der almindeligvis anvendes for tilskud. Det er også nødvendigt at åbne mulighed for under visse omstændigheder at forhøje denne standardmaksimumssats.

(10)

I lyset af vigtigheden af at nå målene med denne forordning bør 100 % af de støtteberettigede udgifter finansieres for visse tiltag, forudsat at gennemførelsen af de pågældende tiltag også indebærer afholdelse af udgifter, der ikke er støtteberettigede.

(11)

Unionen er ansvarlig for at sikre, at midlerne anvendes korrekt, og for at træffe foranstaltninger til at imødekomme behovet for at forenkle Unionens udgiftsprogrammer med henblik på at mindske den administrative byrde og omkostningerne for modtagere af midlerne og for alle involverede aktører, jf. Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 8. oktober 2010 med titlen Smart regulering i Den Europæiske Union.

(12)

EU-retten foreskriver, at medlemsstaterne skal gennemføre visse foranstaltninger, når dyresygdomme og zoonoser forekommer eller udvikler sig. Unionen bør derfor yde tilskud til sådanne hasteforanstaltninger.

(13)

Det er også nødvendigt, ved hjælp af passende udryddelses-, bekæmpelses- og overvågningsforanstaltninger, at begrænse antallet af udbrud af dyresygdomme og zoonoser, der udgør en risiko for menneskers og dyrs sundhed, og at forhindre, at sådanne udbrud opstår. Der bør af samme grund ydes EU-tilskud til nationale programmer for udryddelse, bekæmpelse og overvågning af de pågældende sygdomme og zoonoser.

(14)

Af organisatoriske hensyn og af hensyn til effektiviteten i forvaltningen af finansiering på dyre- og plantesundhedsområdet bør der fastsættes regler om indholdet, forelæggelse, evaluering og godkendelse af nationale programmer, herunder programmer, der gennemføres i regionerne i Unionens yderste periferi som omhandlet i artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (»TEUF«). Der bør af de samme grunde også fastsættes frister for rapportering og indgivelse af betalingsanmodninger.

(15)

I henhold til Rådets direktiv 2000/29/EF (5) skal medlemsstaterne træffe visse hasteforanstaltninger til udryddelse af skadegørere på planter eller planteprodukter (»skadegørere«). Unionen bør yde tilskud til udryddelse af sådanne skadegørere. Der bør tillige under visse betingelser være mulighed for EU-tilskud til hasteforanstaltninger, der har til formål at inddæmme de skadegørere, som har de alvorligste konsekvenser for Unionen, og som ikke kan udryddes i bestemte områder, samt til forebyggende foranstaltninger vedrørende disse skadegørere.

(16)

Hasteforanstaltninger, der træffes mod skadegørere, bør være berettiget til EU-medfinansiering, forudsat at de pågældende foranstaltninger medfører en merværdi for Unionen som sådan. Af denne årsag bør der være mulighed for EU-tilskud for skadegørere, der er opført i bilag I, del A, kapitel I, og bilag II, del A, kapitel I, til direktiv 2000/29/EF under overskriften »skadegørere, der ikke vides at forekomme nogetsteds i Unionen, men som er af betydning for hele Unionen«. Hvor skadegørere vides at forekomme i Unionen, bør kun foranstaltninger vedrørende de skadegørere, der har den alvorligste konsekvens for Unionen, være berettiget til EU-tilskud. Sådanne skadegørere omfatter navnlig dem, der er genstand for foranstaltningerne efter Rådets direktiv 69/464/EØF (6), 93/85/EØF (7), 98/57/EF (8) eller 2007/33/EF (9). Et EU-tilskud bør også stilles til rådighed for de skadegørere, der ikke er opført i bilag I eller II til direktiv 2000/29/EF, og som er omfattet af nationale foranstaltninger, og som foreløbigt kvalificerer sig til opførelse på listen i bilag I, del A, kapitel I, eller bilag II, del A, kapitel I, til direktiv 2009/29/EF. Også foranstaltninger vedrørende skadegørere, der er omfattet af EU-hasteforanstaltninger, der har sigte på at udrydde dem, bør være berettiget til EU-tilskud.

(17)

Det er nødvendigt at påvise forekomsten af visse skadegørere i god tid. Undersøgelser, som medlemsstaterne gennemfører til påvisning af sådan forekomst, er afgørende nødvendige for at sikre øjeblikkelig udryddelse af udbrud af de pågældende skadegørere. De undersøgelser, der gennemføres af de enkelte medlemsstater, er afgørende nødvendige for at kunne beskytte alle de øvrige medlemsstaters områder. Unionen kan bidrage til finansieringen af disse undersøgelser i almindelighed, på betingelse af at deres anvendelsesområde omfatter mindst én af de to kritiske kategorier af skadegørere, nemlig de skadegørere, der ikke vides at forekomme i Unionen, og de skadegørere, som er genstand for EU-nødforanstaltninger.

(18)

EU-finansiering af foranstaltninger på området dyre- og plantesundhed bør omfatte særlige støtteberettigede omkostninger. I ekstraordinære og behørigt begrundede tilfælde bør det også dække de omkostninger, som medlemsstaterne afholder ved gennemførelsen af andre nødvendige foranstaltninger. Sådanne foranstaltninger kan omfatte gennemførelsen af forstærkede biosikkerhedsforanstaltninger i tilfælde af udbrud af sygdom eller forekomst af skadegørere, destruktion og transport af kadavere under udryddelsesprogrammer samt udgifter til kompensation til ejere som følge af akutte vaccinationskampagner.

(19)

Medlemsstaternes fjernområder oplever vanskeligheder som følge af deres periferiske beliggenhed og afhængighed af et begrænset antal produkter. Unionen bør yde tilskud til medlemsstaterne til programmer, som de gennemfører til bekæmpelse af skadegørere i disse meget afsidesliggende regioner i overensstemmelse med målsætningerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013 (10). Da visse fjernområder er underlagt nationale bestemmelser, der er specifikke for disse regioner, i stedet for de EU-bestemmelser, der er fastsat i direktiv 2000/29/EF, bør det pågældende EU-tilskud finde anvendelse for de gældende bestemmelser i disse regioner, uafhængigt af hvorvidt de er EU-bestemmelser eller nationale bestemmelser.

(20)

Den offentlige kontrol, der foretages af medlemsstaterne, er et meget vigtigt redskab til kontrol med og overvågning af, at de relevante EU-krav implementeres, overholdes og håndhæves. Effektive offentlige kontrolsystemer er en forudsætning for, at der kan opretholdes et højt sikkerhedsniveau for mennesker, dyr og planter i hele fødevarekæden, samtidig med at der sikres et højt miljøbeskyttelsesniveau. Der bør kunne ydes EU-tilskud til sådanne kontrolforanstaltninger. Der bør navnlig være mulighed for at yde tilskud til EU-referencelaboratorierne til afholdelse af de udgifter, disse laboratorier har i forbindelse med gennemførelsen af arbejdsprogrammer godkendt af Kommissionen. Eftersom effektiviteten af den offentlige kontrol også er afhængig af, at kontrolmyndighederne råder over veluddannet personale med et tilstrækkeligt kendskab til EU-retten, bør Unionen desuden kunne yde støtte til uddannelse af dette personale og til relevante udvekslingsprogrammer, der arrangeres af de kompetente myndigheder.

(21)

En effektiv forvaltning af den offentlige kontrol er afhængig af hurtig udveksling af data og oplysninger vedrørende denne kontrol. Dertil kommer, at en korrekt og ensartet anvendelse af de relevante regler er afhængig af, at der etableres effektive systemer med deltagelse af medlemsstaternes kompetente myndigheder. Oprettelse og drift af databaser og IT-informationsstyringssystemer til disse formål bør derfor også være tilskudsberettiget.

(22)

Unionen bør stille midler til rådighed til de aktiviteter vedrørende teknik, videnskab, koordinering og kommunikation, der er nødvendige for at sikre en korrekt implementering af EU-retten og for at sikre tilpasning af lovgivningen til den videnskabelige, teknologiske og samfundsmæssige udvikling. Der bør også afsættes midler til projekter, der sigter mod at forbedre effektiviteten af den offentlige kontrol.

(23)

I henhold til artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (11) skal ethvert forslag, som forelægges for lovgivningsmyndigheden, og som indeholder undtagelser fra bestemmelser i nævnte forordning, klart angive sådanne undtagelser og den specifikke begrundelse herfor. I lyset af den særlige karakter af visse af de målsætninger, der er omfattet af nærværende forordning, og eftersom medlemsstaternes respektive kompetente myndigheder er bedst placeret til at gennemføre de aktiviteter, der knytter sig til disse målsætninger, bør disse myndigheder derfor betragtes som udpegede tilskudsmodtagere efter den i artikel 128, stk. 1, i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 anvendte betydning. Der bør således kunne ydes tilskud til sådanne myndigheder uden forudgående offentliggørelse af indkaldelser af forslag.

(24)

Uanset artikel 86 i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 og som undtagelse fra princippet om ikketilbagevirkende kraft fastsat i artikel 130 deri bør udgifter til hasteforanstaltninger omfattet af nærværende forordnings artikel 7 og 17, på grund af sådanne foranstaltningers hastende og uforudsigelige karakter, være støtteberettigede fra den dato, hvor medlemsstaten anmelder forekomst af en sygdom eller en skadegører til Kommissionen. Kommissionen bør indgå de relevante budgetforpligtelser og foretage udbetalingerne for de støtteberettigede udgifter på grundlag af en vurdering af de betalingsanmodninger, der indgives af medlemsstaterne.

(25)

Det er af største betydning, at sådanne hasteforanstaltninger gennemføres omgående. Det ville derfor virke imod hensigten at udelukke udgifter, der er afholdt inden indgivelsen af en ansøgning om tilskud, fra finansiering, da dette ville tilskynde medlemsstaterne til at koncentrere deres øjeblikkelige indsats om at udarbejde en tilskudsansøgning frem for at gennemføre hasteforanstaltninger.

(26)

I betragtning af omfanget af den gældende EU-ret vedrørende gennemførelse af udryddelses- og overvågningsforanstaltninger og de tekniske begrænsninger for så vidt angår anden tilgængelig sagkundskab er det nødvendigt, at de foranstaltninger, der er omfattet af denne forordning, først og fremmest gennemføres af medlemsstaternes kompetente myndigheder. Det er derfor nødvendigt i visse tilfælde at medfinansiere lønomkostningerne til de nationale myndigheders personale.

(27)

Programmering gør det muligt at koordinere og prioritere og bidrager derved til en effektiv anvendelse af Unionens finansielle midler. For at sikre ensartede vilkår for gennemførelsen af denne forordning, bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at vedtage arbejdsprogrammer for gennemførelsen af visse foranstaltninger, der fastsættes ved denne forordning.

(28)

Kommissionen bør, med henblik på at sikre en ansvarlig og effektiv udnyttelse af Unionens finansielle midler, have mulighed for at kontrollere, at EU-midlerne faktisk anvendes til gennemførelse af støtteberettigede foranstaltninger, enten ved kontrol på stedet eller ved dokumentkontrol.

(29)

Unionens finansielle interesser bør beskyttes under hele udgiftscyklussen, herunder ved forebyggelse, opdagelse og efterforskning af uregelmæssigheder og ved tilbagesøgning af midler, der er gået tabt, udbetalt uretmæssigt eller anvendt forkert.

(30)

Listen over dyresygdomme, som er berettigede til finansiering i forbindelse med nødforanstaltninger, er knyttet som bilag til denne forordning og indeholder de dyresygdomme, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, artikel 4, stk. 1, artikel 6, stk. 2, og artikel 14, stk. 1, i Rådets beslutning 2009/470/EF (12). For at tage hensyn til de dyresygdomme, der skal anmeldes i overensstemmelse med Rådets direktiv 82/894/EØF (13), og de sygdomme, der kan udgøre en ny trussel for Unionen, bør beføjelsen til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF delegeres til Kommissionen, for så vidt angår supplering af denne liste.

(31)

Listerne over dyresygdomme og zoonoser, der er berettiget til finansiering i forbindelse med udryddelse, kontrol- og overvågningsprogrammer, er bilagt denne forordning og indeholder de dyresygdomme og zoonoser, der er omhandlet i bilag I til beslutning 2009/470/EF. For at tage hensyn til situationer fremkaldt af disse dyresygdomme, der har en væsentlig indvirkning på husdyrproduktion eller -handel, udviklingen af zoonoser, der udgør en trussel mod mennesker, eller nye videnskabelige eller epidemiologiske udviklinger, bør beføjelsen til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF delegeres til Kommissionen, for så vidt angår supplering af disse lister.

(32)

Ved vedtagelse af delegerede retsakter i henhold til nærværende forordning er det særlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(33)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tildeles gennemførelsesbeføjelser for så vidt angår fastlæggelse af årlige og flerårlige arbejdsprogrammer, af det finansielle bidrag til nødforanstaltninger, eller hvor det er nødvendigt at reagere på uforudsete udviklinger, af procedurer for indsendelse af medlemsstaternes programmer samt af rapporter og anmodninger om betalinger for tilskud. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (14).

(34)

EU-retten bør gennemføres på en sådan måde, at den giver de tilsigtede fordele i lyset af de høstede erfaringer. Kommissionen bør derfor vurdere, hvordan denne forordning fungerer, og hvor effektiv den er, og formidle resultaterne til de øvrige institutioner.

(35)

Flere forskellige komitéer bistår Kommissionen i forbindelse med gennemførelsen af gældende EU-regler, der er omfattet af denne forordning, navnlig de komitéer, der er oprettet ved Rådets afgørelse 66/399/EØF (15) og 76/894/EØF (16), Rådets direktiv 98/56/EF (17) og 2008/90/EF (18) og ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 (19). Udvalgsproceduren bør strømlines på dette område. Den komité, der er oprettet ved artikel 58 i forordning (EF) nr. 178/2002, bør pålægges at bistå Kommissionen ved udøvelsen af dens gennemførelsesbeføjelser med hensyn til de udgifter, der afholdes på de relevante områder, og komitéens navn bør tilpasses, så det afspejler dens forøgede ansvar. Som følge heraf bør afgørelse 66/399/EØF og 76/894/EØF ophæves, og direktiv 98/56/EF og 2008/90/EF, og forordning (EF) nr. 178/2002 ændres i overensstemmelse hermed.

(36)

Denne forordning afløser beslutning 2009/470/EF. Endvidere afløser den artikel 13c, stk. 5, og artikel 22-26 i direktiv 2000/29/EF, artikel 66 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 (20), kapitel VII i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 (21), artikel 22 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/128/EF (22) og artikel 76 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 (23). Som følge heraf bør direktiv 2000/29/EF, forordning (EF) nr. 882/2004 og (EF) nr. 396/2005, direktiv 2009/128/EF og forordning (EF) nr. 1107/2009 ændres i overensstemmelse hermed.

(37)

Indførelsen af EU-medfinansiering for de udgifter, som medlemsstaterne afholder til godtgørelse af ejere for værdien af destruerede planter, planteprodukter eller andre genstande, der er omhandlet i artikel 16 i direktiv 2000/29/EF, forudsætter udvikling af retningslinjer vedrørende de betingelser, der gælder med hensyn til grænserne for markedsværdien af de pågældende afgrøder og træer. Denne indførelse bør derfor først gælde fra den 1. januar 2017 —

a)

om fødevarer og fødevaresikkerhed i alle led i produktionen, forarbejdningen, distributionen og bortskaffelsen af fødevarer, herunder regler, der tager sigte på at garantere fair handelspraksis og beskyttelse af forbrugernes interesser og information til disse, samt fremstilling og anvendelse af genstande bestemt til kontakt med fødevarer

b)

om foder og fodersikkerhed i alle led i produktionen, forarbejdningen, distributionen, bortskaffelsen og anvendelse af foder, herunder regler, der tager sigte på at garantere fair handelspraksis og beskyttelse af forbrugernes interesser og information til disse

c)

om dyresundhedsmæssige krav

d)

om dyrevelfærdsmæssige krav

e)

om beskyttelsesforanstaltninger mod skadegørere på planter eller planteprodukter som defineret i artikel 2, stk. 1, litra e), i direktiv 2000/29/EF (»skadegørere«)

f)

om produktion med henblik på markedsføring og markedsføring af planteformeringsmateriale

g)

om krav vedrørende markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og bæredygtig anvendelse af pesticider

h)

der har til formål at forebygge og minimere risici for folke- og dyresundheden ved animalske biprodukter og afledte produkter

i)

om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer

j)

om beskyttelse af intellektuel ejendomsret for så vidt angår plantesorter samt bevaring og udveksling af plantegenetiske ressourcer.

a)

den generelle målsætning om at bidrage til et højt sundhedsniveau for mennesker, dyr og planter i hele fødevarekæden og på beslægtede områder ved at forebygge og udrydde sygdomme og skadegørere og ved at sikre et højt beskyttelsesniveau for forbrugerne og miljøet, samtidig med at konkurrenceevnen i Unionens fødevare- og foderstofindustri styrkes og jobskabelse tilgodeses

b)

følgende specifikke mål:

a)

for det specifikke mål i stk. 1, litra b), nr. i): en reduktion af antallet af sygdomstilfælde hos mennesker i Unionen, der kan sættes i forbindelse med fødevaresikkerhedsaspekter eller zoonoser

b)

for det specifikke mål i stk. 1, litra b), nr. ii):

c)

for det specifikke mål i stk. 1, litra b), nr. iii):

d)

for det specifikke mål i stk. 1, litra b), nr. iv): en positiv udvikling i resultaterne af kontrol gennemført inden for særligt problematiske områder og indberettet af Kommissionens eksperter i medlemsstaterne.

a)

aktiviteter på tværs af grænserne, som gennemføres af to eller flere medlemsstater i fællesskab for at bekæmpe, forebygge eller udrydde skadegørere eller dyresygdomme

b)

medlemsstater, hvis bruttonationalindkomst pr. indbygger baseret på de seneste Eurostat-data er på under 90 % af EU-gennemsnittet.

a)

er designet til at undgå tab af menneskeliv eller større økonomiske forstyrrelser for Unionen som helhed

b)

er specifikke opgaver, som er absolut nødvendige for Unionen som helhed som fastsat af Kommissionen i det i henhold til artikel 36, stk. 1, vedtagne arbejdsprogram, eller

c)

gennemføres i tredjelande.

a)

menneskers sundhed

b)

dyrs sundhed eller velfærd eller

c)

landbrugs- eller akvakulturproduktion eller tilknyttede erhvervssektorer.

a)

udgifter til godtgørelse til ejerne af dyr for værdien af dyr, som de har fået slagtet eller aflivet, begrænset til den markedsværdi, sådanne dyr ville have haft, hvis ikke de var blevet ramt af sygdommen

b)

udgifter til slagtning eller aflivning af dyr og dermed forbundne transportomkostninger

c)

udgifter til godtgørelse til ejerne af dyr for værdien af animalske produkter, som de har fået destrueret, begrænset til disse produkters markedsværdi, umiddelbart inden enhver mistanke om sygdom opstod eller blev bekræftet

d)

udgifter til rengøring af, eliminering af insekter fra og desinfektion af bedrifter og udstyr, baseret på epidemiologi og patogenets karakteristika

e)

udgifter til transport og destruktion af kontamineret foder og, hvis det ikke kan desinficeres, kontamineret udstyr

f)

udgifter til indkøb, opbevaring, indgift eller distribution af vacciner og madding såvel som udgifter til selve dyrkningen, hvis Kommissionen har godkender sådanne tiltag

g)

udgifter til transport og bortskafning af kadavere

h)

i behørigt begrundede ekstraordinære tilfælde andre nødvendige udgifter til udryddelse af sygdommen, jf. den i nærværende forordnings artikel 36, stk. 4, omhandlede finansieringsafgørelse.

a)

situationen med hensyn til dyresygdomme, der har en væsentlig indvirkning på husdyrproduktion eller -handel

b)

udviklingen i zoonoser, der udgør en trussel mod mennesker, eller

c)

ny videnskabelig eller epidemiologiske udviklinger.

a)

udgifter til udtagning af prøver fra dyr

b)

udgifter til test, forudsat at de er begrænset til:

c)

udgifter til godtgørelse til ejerne af dyr for værdien af dyr, som de har fået slagtet eller aflivet, begrænset til den markedsværdi, sådanne dyr ville have haft, hvis ikke de var blevet ramt af sygdommen

d)

udgifter til slagtning eller aflivning af dyrene

e)

udgifter til godtgørelse til ejerne af dyr for værdien af animalske produkter, som de har fået destrueret, begrænset til disse produkters markedsværdi, umiddelbart inden enhver mistanke om sygdom opstod eller blev bekræftet

f)

udgifter til indkøb, opbevaring, dyrkning, indgift eller distribution af vaccinedoser eller vaccine og madding, der anvendes i programmerne

g)

udgifter til rengøring og desinfektion af samt eliminering af insekter fra bedrifter og udstyr på grundlag af patogenets epidemiologi og egenskaber, og

h)

i behørigt begrundede ekstraordinære tilfælde udgifter afholdt til gennemførelse af andre nødvendige foranstaltninger end de i litra a)-g) omhandlede, forudsat at de pågældende foranstaltninger er angivet i den i artikel 13, stk. 3 og 4, omhandlede afgørelse om ydelse af tilskud.

a)

en beskrivelse af den epidemiologiske situation med hensyn til dyresygdommen eller zoonosen før programmets begyndelsestidspunkt

b)

en beskrivelse og afgrænsning af de geografiske og administrative områder, hvor programmet skal gennemføres

c)

programmets varighed

d)

angivelse af, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes

e)

anslået budget

f)

angivelse af de mål, der skal være nået ved programmets afslutning, og de forventede opnåede fordele, og

g)

egnede indikatorer til måling af, i hvilken udstrækning programmålene nås.

a)

listen over de nationale programmer, der er teknisk godkendt og foreslået til medfinansiering

b)

det foreløbige beløb, der er afsat til hvert program

c)

det foreløbige maksimale niveau for EU-tilskuddet til hvert program, og

d)

eventuelle foreløbige betingelser, som EU-tilskuddet kan være underlagt.

a)

foranstaltninger til udryddelse af en skadegører i et angrebet område, som træffes af de kompetente myndigheder i henhold til artikel 16, stk. 1 og 2, i direktiv 2000/29/EF eller i henhold til EU-foranstaltninger vedtaget i henhold til samme direktivs artikel 16, stk. 3

b)

foranstaltninger til inddæmning af en skadegører, mod hvilken der er truffet EU-inddæmningsforanstaltninger i henhold til artikel 16, stk. 3, i direktiv 2000/29/EF, i et angrebet område, hvor den pågældende skadegører ikke kan udryddes, for så vidt disse foranstaltninger er afgørende nødvendige for at beskytte Unionen mod yderligere spredning af skadegøreren. Foranstaltningerne må kun vedrøre udryddelse af denne skadegører i stødpudezonen, hvis dens tilstedeværelse er påvist i den pågældende stødpudezone

c)

supplerende beskyttelsesforanstaltninger, der træffes mod spredning af en skadegører, mod hvilken der er vedtaget EU-foranstaltninger i henhold til artikel 16, stk. 3, i direktiv 2000/29/EF, bortset fra udryddelsesforanstaltninger som omhandlet i litra a) og inddæmningsforanstaltninger som omhandlet i litra b), for så vidt disse foranstaltninger er afgørende nødvendige for at beskytte Unionen mod yderligere spredning af skadegøreren.

a)

De vedrører skadegørere, der er opført i bilag I, del A, kapitel I, og bilag II, del A, kapitel I, til direktiv 2000/29/EF.

b)

De vedrører skadegørere, der er omfattet af en foranstaltning vedtaget af Kommissionen i henhold til artikel 16, stk. 3, i direktiv 2000/29/EF.

c)

De vedrører skadegørere, som der er truffet foranstaltninger mod i henhold til direktiv 69/464/EØF, 93/85/EØF, 98/57/EF eller 2007/33/EF, eller

d)

De vedrører skadegørere, der ikke er opført i bilag I eller II til direktiv 2000/29/EF, som er omfattet af en foranstaltning, der er vedtaget af den kompetente myndighed i en medlemsstat i henhold til artikel 16, stk. 2, i direktiv 2000/29/EF, og som foreløbigt kvalificerer sig til opførelse på listen i bilag I, del A, kapitel I, eller bilag II, del A, kapitel I, til direktiv 2000/29/EF.

a)

udgifter til personale, uanset deres status, der er direkte involveret i foranstaltningerne, samt udgifter til leje af udstyr, til hjælpematerialer og til andre nødvendige materialer, til behandlingsmidler, til prøveudtagning og til laboratorietest

b)

udgifter til tjenesteydelseskontrakter med tredjeparter om udførelse af dele af foranstaltningerne

c)

udgifter til godtgørelse til de berørte erhvervsdrivende eller ejere for behandling, destruktion og efterfølgende fjernelse af planter, af planteprodukter og af andre objekter samt for rengøring og desinfektion af lokaler, arealer, vand, jord, vækstmedier, anlæg, maskiner og udstyr

d)

udgifter til godtgørelse til de pågældende ejere for værdien af de destruerede planter, planteprodukter eller andre genstande, der er omfattet af artikel 16 i direktiv 2000/29/EF, begrænset til den markedsværdi, sådanne planter, planteprodukter og andre genstande ville have haft, hvis ikke de var berørt af disse foranstaltninger; en eventuel restværdi fratrækkes godtgørelsen, og

e)

i behørigt begrundede ekstraordinære tilfælde udgifterne afholdt til gennemførelse af andre nødvendige foranstaltninger end de i litra a)-d) omhandlede, forudsat at de pågældende foranstaltninger er angivet i den i artikel 36, stk. 4, omhandlede finansieringsafgørelse.

a)

de vedrører skadegørere, der er opført i bilag I, del A, kapitel I, og bilag II, del A, kapitel I, til direktiv 2000/29/EF

b)

de vedrører skadegørere, der er omfattet af en foranstaltning vedtaget af Kommissionen i henhold til artikel 16, stk. 3, i direktiv 2000/29/EF.

a)

udgifter til prøveudtagning

b)

udgifter til test, forudsat at de er begrænset til:

c)

i behørigt begrundede ekstraordinære tilfælde udgifter afholdt til gennemførelse af andre nødvendige foranstaltninger end de i litra a) og b) omhandlede, forudsat at de pågældende foranstaltninger er angivet i den i artikel 22, stk. 3 og 4, omhandlede afgørelse om ydelse af tilskud.

a)

angivelse af, hvilke skadegørere der er omfattet af programmet

b)

en beskrivelse og afgrænsning af de geografiske og administrative områder, hvor programmet skal gennemføres, og en beskrivelse af disse områders status med hensyn til forekomst af de pågældende skadegørere

c)

programmets varighed

d)

antallet af planlagte visuelle kontroller, indsamlede prøver og test for de pågældende skadegørere og planter, planteprodukter og andre objekter

e)

anslået budget

f)

angivelse af de mål, der skal være nået ved programmets afslutning, og de forventede opnåede fordele herved, og

g)

egnede indikatorer til måling af, i hvilken udstrækning programmålene nås.

a)

listen over undersøgelsesprogrammerne, der er teknisk godkendt og foreslået til medfinansiering

b)

det foreløbige beløb, der er afsat til hvert program

c)

det foreløbige maksimale niveau for EU-tilskuddet til hvert program, og

d)

eventuelle foreløbige betingelser, som EU-tilskuddet kan være underlagt.

a)

udgifter til personale, uanset deres status, der er direkte involveret i gennemførelsen af foranstaltningerne, samt udgifter til leje af udstyr, til hjælpematerialer og til behandlingsmidler

b)

udgifter til tjenesteydelseskontrakter med tredjeparter om udførelse af dele af foranstaltningerne

c)

udgifter til prøveudtagning

d)

udgifter til test, forudsat at de er begrænset til:

a)

angivelse af, hvilke skadegørere der er omfattet af programmet

b)

en beskrivelse og afgrænsning af de geografiske og administrative områder, hvor programmet skal gennemføres, og en beskrivelse af disse områders status med hensyn til forekomst af de pågældende skadegørere

c)

en teknisk analyse af den regionale plantesundhedsmæssige situation

d)

programmets varighed

e)

angivelse af de aktiviteter, der indgår i programmet, og, hvis det er relevant, antallet af planlagte visuelle kontroller, indsamlede prøver og test for de pågældende skadegørere og planter, planteprodukter og andre objekter

f)

anslået budget

g)

angivelse af de mål, der skal være nået ved programmets afslutning, og de forventede opnåede fordele herved, og

h)

egnede indikatorer til måling af, i hvilken udstrækning programmålene nås.

a)

listen over de programmer for fjernområderne, der er teknisk godkendt og foreslået til medfinansiering

b)

det foreløbige beløb, der er afsat til hvert program

c)

det foreløbige maksimale niveau for EU-tilskuddet til hvert program, og

d)

eventuelle foreløbige betingelser, som EU-tilskuddet kan være underlagt.

a)

udgifter til personale, uanset deres status, der er direkte involveret i de af laboratoriets aktiviteter, der udføres i dets egenskab af EU-referencelaboratorium

b)

udgifter til produktionsudstyr

c)

udgifter til hjælpematerialer

d)

udgifter til forsendelse af prøver, tjenesterejser, møder og uddannelsesaktiviteter.

a)

udgifter til tilrettelæggelse af uddannelsesaktiviteter, herunder uddannelse som også folk fra tredjelande kan deltage i, eller udvekslingsaktiviteter

b)

rejse-, opholds- og daglige forplejningsudgifter for det personale fra de kompetente myndigheder, der deltager i uddannelsesaktiviteterne.

a)

udgifter til prøveudtagning og laboratorietest

b)

udgifter til udstyr, der er nødvendigt for at kunne varetage den offentlige kontrol og dataindsamlingopgaverne.

a)

er af dokumenteret merværdi for Unionen som helhed og er tilgængelige for alle interesserede brugere i hele Unionen, og

b)

er nødvendige for at sikre en effektiv implementering af de i artikel 1 omhandlede regler.

a)

at de foranstaltninger, hvortil der ydes EU-tilskud, gennemføres effektivt

b)

at den administrative praksis er i overensstemmelse med EU-reglerne

c)

at de nødvendige bilag er til stede og stemmer overens med de foranstaltninger, hvortil der ydes EU-tilskud.

1)

Artikel 17, stk. 1, affattes således:

»1.   Kommissionen bistås af Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder, som er oprettet ved artikel 58, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 (25). Denne komité er et udvalg som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (26).

(25)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (EUT L 31 af 1.2.2002, s. 1)."

(26)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).«"

2)

Artikel 18, stk. 1, affattes således:

»1.   Kommissionen bistås af Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder, som er oprettet ved artikel 58, stk. 1, i forordning (EF) nr. 178/2002. Denne komité er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.«

1)

Artikel 13c, stk. 5, udgår.

2)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 15a

Medlemsstaterne foreskriver, at enhver, der bliver opmærksom på tilstedeværelsen af en skadegører, der er anført i bilag I eller II, eller en skadegører, der er omfattet af en foranstaltning i henhold til artikel 16, stk. 2 eller 3, eller har grund til mistanke om en sådan tilstedeværelse, skriftligt underretter den kompetente myndighed inden for ti kalenderdage og efter anmodning fra den kompetente myndighed forelægger de oplysninger om denne tilstedeværelse, som vedkommende er i besiddelse af.«

3)

Artikel 22-26 udgår.

27.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 189/33

(1)

I 1997 ved Rådets forordning (EF) nr. 820/97 (3) blev EU-reglerne om identifikation og sporing af kvæg styrket i lyset af BSE-epidemien (bovin spongiform encephalopati) og det heraf følgende øgede behov for at spore oprindelse og flytninger af dyr ved hjælp af konventionelle øremærker.

(2)

I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1760/2000 (4) skal medlemsstaterne indføre en ordning for identifikation og registrering af kvæg i overensstemmelse med nævnte forordning.

(3)

Ved forordning (EF) nr. 1760/2000 indføres et system for identifikation og registrering af kvæg, som omfatter øremærker anbragt på begge ører af det enkelte dyr, elektroniske databaser, dyrepas og individuelle registre for hver bedrift.

(4)

Sporing af oksekød tilbage til kilden via identifikation og registrering er en forudsætning for oprindelsesmærkning i hele fødevarekæden. Sådanne foranstaltninger sikrer beskyttelsen af forbrugerne og folkesundheden og styrker forbrugernes tillid.

(5)

Forordning (EF) nr. 1760/2000 og specielt kvægidentifikation og frivillige ordninger for mærkning af oksekød blev angivet som oplysningsforpligtelser af særlig betydning med hensyn til de byrder, de indebærer for virksomhederne, i Kommissionens meddelelse af 22. oktober 2009 med titlen »Handlingsprogram for reduktion af administrative byrder i EU- planer for reduktion af byrder i sektorer samt aktioner i 2009«.

(6)

Anvendelsen af systemer til elektronisk identifikation (EID) vil potentielt kunne strømline sporingsprocesserne gennem automatisk og mere præcis aflæsning og registrering i bedriftsregisteret. Endvidere ville dette også muliggøre automatisk rapportering af flytninger af dyr i den elektroniske database og dermed forbedre sporingssystemets hastighed, pålidelighed og nøjagtighed. Anvendelsen af EID -systemer ville endvidere forbedre forvaltningen af visse direkte betalinger til landbrugerne.

(7)

EID-systemer baseret på radiofrekvensidentifikation er blevet betydeligt forbedret i løbet af de seneste ti år. Teknologien muliggør en hurtigere og mere præcis aflæsning af individuelle dyrekoder direkte i databehandlingssystemerne. Herved opnås en reduktion i den tid, der er nødvendig for at kunne spore potentielt inficerede dyr eller fødevarer, hvilket fører til forbedret pålidelighed af databaser og en øget kapacitet til at reagere hurtigt i tilfælde af sygdomsudbrud, hvilket giver besparelser i arbejdsomkostninger, selv om det betyder en stigning i omkostninger til udstyr.

(8)

Denne forordning er i overensstemmelse med den kendsgerning, at EID-systemer allerede er blevet indført i Unionen for andre dyrearter end kvæg, f.eks. det obligatoriske system, der anvendes i forbindelse med får og geder.

(9)

På baggrund af de teknologiske fremskridt inden for EID-systemer er der adskillige medlemsstater, som har besluttet at implementere EID på frivillig basis. Disse initiativer vil sandsynligvis føre til udviklingen af forskellige systemer i de enkelte medlemsstater eller hos forskellige interessenter. Udviklingen af forskellige systemer ville vanskeliggøre efterfølgende harmonisering af tekniske standarder i Unionen. Det bør sikres, at medlemsstaternes EID-systemer, er interoperable og forenelige med de relevante ISO-standarder eller andre internationale tekniske standarder, der er vedtaget af anerkendte internationale standardiseringsorganisationer, under forudsætning af, at disse internationale standarder som minimum kan sikre en bedre performance end ISO-standarderne.

(10)

Kommissionens beretning af 25. januar 2005 om muligheden for at indføre EID af kvæg konkluderede, at det var blevet påvist, at radiofrekvensidentifikation havde nået et sådant udviklingstrin, at den allerede kunne anvendes i praksis. Beretningen konkluderede også, at det var højst ønskeligt at skifte til EID af kvæg i Unionen, da dette blandt andre fordele ville bidrage til at reducere den administrative byrde.

(11)

I henhold til Kommissionens meddelelse af 10. september 2008 med titlen »Handlingsplan for gennemførelse af EU-dyresundhedsstrategien« skal Kommissionen forenkle oplysningsforpligtelserne, f.eks. bedriftsregistre og dyrepas som led i indførelsen EID-systemer.

(12)

I Kommissionens meddelelse af 19. september 2007 med titlen »En ny dyresundhedsstrategi for Den Europæiske Union (2007-2013) - »Det er bedre at forebygge end at helbrede« «, foreslås EID af kvæg som en mulig forbedring i forhold til Unionens eksisterende system for identifikation og registrering med henblik på at forenkle oplysningsforpligtelserne såsom bedriftsregistre og dyrepas, ligesom det foreslås at gennemføre udveksling af elektroniske kvægpas. Denne udveksling ville indebære, at der indføres EID med indlæsning af data i realtid. En sådan udveksling ville betyde væsentlige omkostnings- og arbejdsbesparelser for myndighederne i medlemsstaterne og andre interessenter og ville reducere arbejdsmængden ved overførsel af dyrepasdata til elektroniske databaser. Nærværende forordning er i overensstemmelse med dette initiativ.

(13)

Denne forordning forventes således at bidrage til nogle hovedmålsætninger for større EU-strategier, herunder Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, ved at forbedre den økonomiske vækst, samhørigheden og konkurrenceevnen.

(14)

Visse tredjelande har allerede fastsat regler, som muliggør avancerede EID-teknologier. Unionen bør fastsætte lignende regler for at fremme samhandel og øge sektorens konkurrenceevne.

(15)

Det er i lyset af den teknologiske udvikling af nye typer af elektroniske identifikatorer hensigtsmæssigt at udvide anvendelsesområdet for identifikationsmærkerne i forordning (EF) nr. 1760/2000 med henblik på at gøre det muligt at bruge elektroniske identifikatorer som officielt identifikationsmærke. Eftersom indførelsen af de tilsvarende bestemmelser indebærer betragtelige investeringer, er det nødvendigt at indføre en overgangsperiode på femår for at give medlemsstaterne den fornødne tid til at forberede sig. I denne overgangsperiode vil konventionelle øremærker fortsat være det eneste officielle identifikationsmærke for kvæg.

(16)

Hvis EID gøres obligatorisk i hele Unionen, kan det have skadelige økonomiske virkninger for visse erhvervsdrivende. Det er derfor hensigtsmæssigt at lade det være frivilligt for brugerne at benytte EID, når det anerkendes som officielt identifikationsmærke ved denne forordning. Under en sådan frivillig ordning ville EID blive valgt af brugere, som sandsynligvis vil have økonomisk fordel heraf, medens det bør tillades andre brugere at fortsætte med at identificere deres dyr med to konventionelle øremærker.

(17)

Medlemsstaterne har meget forskellige opdrætssystemer, landbrugsmetoder og sektororganisationer. Medlemsstaterne bør derfor have mulighed for kun at gøre EID obligatorisk på deres område, hvis de finder det hensigtsmæssigt efter overvejelse af alle disse faktorer, herunder følgerne for små landbrugere, og efter høring af kvægsektorens organisationer. I forbindelse med handel med dyr inden for Unionen bør forpligtelsen til at identificere kvæg elektronisk påhvile den medlemsstat, der har gjort brugen af EID obligatorisk på sit område. Dette bør ikke indebære, at den pågældende medlemsstat er forpligtet til at identificere dyr, som allerede er blevet elektronisk identificeret i afsendelsesmedlemsstaten.

(18)

Dyr og kød, der kommer ind i Unionen fra tredjelande, bør være underlagt identifikations- og sporbarhedskrav, som sikrer en tilsvarende beskyttelse.

(19)

Levende dyr, der importeres til Unionen fra tredjelande, bør ved ankomsten underkastes de samme identifikationskrav, som gælder for dyr født i Unionen.

(20)

De to officielle identifikationsmærker, der er tildelt et enkelt dyr, bør være forsynet med den samme identifikationskode. I den indledende fase med tilpasning til brugen af elektroniske identifikatorer som officielle identifikationsmærker kan det dog ikke udelukkes, at tekniske begrænsninger i konfigurationen af et dyrs oprindelige identifikationskode i visse tilfælde kan gøre det umuligt at reproducere koden på en elektronisk identifikator. Dette kan være tilfældet, når tegnene, som udgør dyrets oprindelige identifikationskode, er til hinder for, at koden kan konverteres til et elektronisk format. Der bør derfor fastsættes særlige midlertidige undtagelser for at gøre det muligt også at anvende en elektronisk identifikator på sådanne dyr, dog under forudsætning af, at der er sikret fuld sporbarhed, og at det er muligt at identificere det enkelte dyr, herunder den bedrift, hvor det er født.

(21)

Forordning (EF) nr. 1760/2000 foreskriver, at myndighederne skal udstede et pas for hvert dyr, der skal identificeres i henhold til forordningen. Dette skaber en betydelig administrativ byrde for medlemsstaterne. Medlemsstaternes myndigheder er i henhold til artikel 14 og 18 i Rådets direktiv 64/432/EØF (5) forpligtet til at oprette elektroniske databaser. Eftersom disse databaser har skullet være i fuld drift siden den 31. december 1999, bør de i tilstrækkelig grad kunne sikre sporingen af indenlandske flytninger af kvæg. Der bør derfor kun udstedes pas for dyr, der er bestemt til handel inden for Unionen. Nærværende forordning bør dog ikke udgøre en hindring for en medlemsstats nationale bestemmelser vedrørende udstedelse af pas for dyr, der ikke er bestemt til handel inden for Unionen.

(22)

Bovex, pilotprojektet for udveksling af kvægpas mellem medlemsstaterne, blev iværksat af Kommissionen for at lette dataudvekslingen mellem medlemsstaterne og samtidig sikre sporbarheden af dyr, når de flyttes inden for Unionen. Når dataudvekslingen mellem de nationale elektroniske databaser er fuldt operationel, bør kravet om udstedelse af dyrepas i papirform ikke længere gælde for dyr, der er bestemt til flytning inden for Unionen. Dette bør bidrage til at mindske medlemsstaternes og de økonomiske operatørers administrative byrder.

(23)

Afsnit II, afdeling II, i forordning (EF) nr. 1760/2000 fastsætter regler for en frivillig ordning for mærkning af oksekød, der omfatter bestemmelser om godkendelse af visse mærkningsspecifikationer, som foretages af myndighederne i den berørte medlemsstat. Den administrative byrde og de omkostninger, der afholdes af medlemsstaterne og de økonomiske aktører i forbindelse med anvendelsen af ordningen, står ikke i et rimeligt forhold til fordelene ved ordningen. Da ny lovgivning er trådt i kraft, efter vedtagelsen af nævnte forordning, er visse regler om den frivillige mærkningsordning blevet overflødige og bør derfor udgå. De erhvervsdrivendes ret til at informere forbrugerne om kødets karakteristika gennem frivillig mærkning og forbrugernes ret til at modtage verificerbare oplysninger bør dog ikke indskrænkes. Følgelig, ligesom ved alle andre former for kød, bør oplysninger om oksekød, som går ud over den obligatoriske mærkning, overholde den gældende horisontale lovgivning, herunder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 (6).

(24)

For at forebygge risikoen for svig inden for mærkning af kød og beskytte de europæiske forbrugere bør de anvendelige kontroller og sanktioner have en tilstrækkelig afskrækkende virkning.

(25)

I henhold til forordning (EU) nr. 1169/2011 aflagde Kommissionen rapport til Europa-Parlamentet og Rådet vedrørende den obligatoriske angivelse af oprindelsesland eller herkomststed for kød anvendt som ingrediens. Rapporten skulle eventuelt ledsages af et lovgivningsmæssigt forslag med henblik på at sikre større gennemsigtighed i hele kødkæden og informere europæiske forbrugere bedre. I lyset af de seneste problemer vedrørende mærkning af kødprodukter, der har indvirket på fødevarekædens funktionsdygtighed, forventede Europa-Parlamentet og Rådet, at rapporten ville blive vedtaget så tidligt som muligt i løbet af andet halvår 2013, og den blev vedtaget den 17. december 2013.

(26)

Som følge af Lissabontraktatens ikrafttræden bør de beføjelser, som Kommissionen er tillagt i henhold til forordning (EF) nr. 1760/2000, tilpasses artikel 290 og 291 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

(27)

For at fastlægge de regler, der er nødvendige for at sikre, at identifikationen, registreringen og sporingen af kvæg og oksekød fungerer korrekt, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse artikel 290 i TEUF for så vidt angår kravene til alternative identifikationsmærker for kvæg; de særlige omstændigheder, hvorunder det er tilladt medlemsstaterne at forlænge maksimumsfristerne for anvendelsen af identifikationsmærkerne; de data, der skal udveksles mellem de elektroniske databaser i medlemsstaterne; maksimumsfristerne for visse rapporteringsforpligtelser; kravene til identifikationsmærkerne; tilføjelsen af identifikationsmærker til listen i bilag -I; reglerne vedrørende de oplysninger fra de elektroniske databaser, der skal medtages i dyrepas og i de individuelle bedriftsregistre; identifikationen og registreringen af flytninger af kvæg, når de sættes på årstidsbestemt græsning, herunder græsningsskifte; reglerne for mærkning af visse produkter, som bør svare til reglerne i forordning (EF) nr. 1760/2000; mærkningsbestemmelserne vedrørende en forenklet præsentation af oprindelsesangivelsen i tilfælde, hvor et dyr har opholdt sig meget kortvarigt i den medlemsstat eller det tredjeland, hvor det er født eller slagtet, samt definitionerne af og kravene til de betegnelser eller kategorier af betegnelser, som må anvendes ved mærkningen af færdigpakket fersk og frosset oksekød. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af de relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(28)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af forordning (EF) nr. 1760/2000 med hensyn til registreringen af de bedrifter, der gør brug af alternative identifikationsmærker; de tekniske karakteristika og detaljerede ordninger for udveksling af data mellem medlemsstaternes elektroniske databaser; anerkendelsen af dataudvekslingssystemets fulde operabilitet; formatet for og udformningen af identifikationsmærkerne; de tekniske procedurer og standarder for gennemførelsen af EID; reglerne for udformning af identifikationskoden samt visse dyregruppers maksimale størrelse og sammensætning, bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (7).

(29)

Gennemførelsen af denne forordning bør overvåges. Følgelig bør Kommissionen, senest fem år efter denne forordnings ikrafttræden for så vidt angår bestemmelserne om frivillig mærkning af oksekød og senest ni år for så vidt angår bestemmelserne om EID, forelægge to rapporter for Europa-Parlamentet og Rådet såvel om gennemførelsen af denne forordning som om de tekniske og økonomiske muligheder for at indføre obligatorisk EID i hele Unionen. Disse rapporter bør om nødvendigt ledsages af passende lovgivningsmæssige forslag.

(30)

Forordning (EF) nr. 1760/2000 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Artikel 1, stk. 2, andet punktum, udgår.

2)

Artikel 2, første led, affattes således:

»—   »dyr«: kvæg som defineret i artikel 2, stk. 2, litra b) og c), i direktiv 64/432/EØF, herunder dyr, der deltager i kulturelle og sportslige arrangementer«.

3)

Artikel 3, stk. 1, litra a), affattes således:

4)

Artikel 4 affattes således:

»Artikel 4

Forpligtelse til at identificere dyr

1.   Alle dyr på en bedrift identificeres ved hjælp af mindst to identifikationsmærker, der er opført på listen i bilag I, er i overensstemmelse med de regler, som vedtages i henhold til stk. 3, og er godkendt af myndighederne. Mindst et af identifikationsmærkerne skal være synligt og være forsynet med en synlig identifikationskode.

Første afsnit finder ikke anvendelse på dyr, som er født før 1. januar 1998 og ikke er bestemt til handel inden for Unionen. Disse dyr skal identificeres ved hjælp af mindst ét identifikationsmærke.

Med henblik på at sikre tilpasningen til den tekniske udvikling tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 22b for så vidt angår tilføjelse af identifikationsmærker til listen i bilag I, samtidig med at deres interoperabilitet sikres.

Identifikationsmærkerne tildeles bedriften og fordeles og anbringes på dyrene på en måde, der fastlægges af myndighederne.

De to identifikationsmærker, som er godkendt i overensstemmelse med delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter vedtaget i henhold til stk. 3 og nærværende stykke, og som anbringes på et enkelt dyr, skal være forsynet med den samme entydige identifikationskode, som sammen med registreringen af dyrene gør det muligt at identificere det enkelte dyr og den bedrift, hvor det er født.

2.   Som en undtagelse fra stk. 1 kan den berørte medlemsstat i tilfælde, hvor de tegn, der udgør dyrets identifikationskode, ikke gør det muligt at anbringe en elektronisk identifikator med den samme entydige identifikationskode på dyret, tillade, at det andet identifikationsmærke under dens myndigheders opsyn forsynes med en anden kode, forudsat at samtlige følgende betingelser er opfyldt:

3.   For at sikre en tilstrækkelig sporbarhed og tilpasning til den tekniske udvikling samt optimere identifikationssystemets funktionsmåde vedtager Kommissionen delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 22b vedrørende kravene til de identifikationsmærker, der er opført i bilag I, og de nødvendige overgangsforanstaltninger i forbindelse med indførelsen af et bestemt identifikationsmærke.

På grundlag af de relevante ISO-standarder eller andre internationale tekniske standarder, der er vedtaget af anerkendte internationale standardiseringsorganisationer, og ud fra den forudsætning, at disse internationale standarder som minimum kan sikre en bedre performance og en højere grad af pålidelighed end ISO-standarderne, fastlægger Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter de nødvendige regler for:

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 23, stk. 2.

4.   Medlemsstaterne skal med virkning fra den 18. juli 2019 sørge for at råde over den nødvendige infrastruktur til at identificere dyr på grundlag af en elektronisk identifikator som officielt identifikationsmærke i overensstemmelse med denne forordning.

Medlemsstaterne kan med virkning fra den 18. juli 2019 indføre nationale bestemmelser med henblik på at gøre anvendelsen af en elektronisk identifikator obligatorisk som en af de to identifikationsmærker, der er foreskrevet i stk. 1.

De medlemsstater, der gør brug af den i andet afsnit omhandlede mulighed, sender Kommissionen teksten til sådanne nationale bestemmelser og offentliggør disse oplysninger på internettet. Kommissionen bistår medlemsstaterne med at bringe disse oplysninger til offentlighedens kendskab ved på sit eget websted at anbringe links til medlemsstaternes relevante websteder.

5.   Som undtagelse fra stk. 1 kan kvæg bestemt til kultur- og sportsbegivenheder bortset fra messer og udstillinger identificeres ved hjælp af alternative identifikationsmærker, som opfylder tilsvarende identifikationsstandarder som de i stk. 1 omhandlede.

Bedrifter, der benytter alternative identifikationsmærker, jf. første afsnit, registreres i den i artikel 5 omhandlede elektroniske database.

Kommissionen fastsætter ved hjælp af gennemførelsesretsakter de nødvendige regler vedrørende en sådan registrering. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 23, stk. 2.

Med henblik på at sikre sporbarheden i forbindelse med identifikationsstandarder, som er ækvivalente med dem, der er omhandlet i stk. 1, tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 22b vedrørende kravene til alternative identifikationsmærker som omhandlet i første afsnit, herunder de nødvendige overgangsforanstaltninger i forbindelse med deres indførelse.

Kommissionen kan ved hjælp af gennemførelsesretsakter fastsætte regler for de i første afsnit omhandlede alternative identifikationsmærkers format og udformning, herunder de nødvendige overgangsforanstaltninger i forbindelse med deres indførelse. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 23, stk. 2.

6.   Medlemsstaterne meddeler hinanden og Kommissionen en model af de identifikationsmærker, de anvender på deres område. De offentliggør disse oplysninger på internettet. Kommissionen bistår medlemsstaterne med at bringe disse oplysninger til offentlighedens kendskab ved på sit eget websted at anbringe links til medlemsstaternes relevante websteder.«

5)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 4a

Tidsfrist for anvendelse af identifikationsmærker

1.   Identifikationsmærkerne, jf. artikel 4, stk. 1, skal anbringes på dyret inden udløbet af en maksimumsfrist, som fastsættes af den medlemsstat, hvor dyret er født. Maksimumsfristen beregnes fra dyrets fødselsdato og må ikke overstige 20 dage.

Som en undtagelse fra første afsnit kan denne periode for det andet identifikationsmærkes vedkommende, såfremt det er begrundet i dyrenes fysiologiske udvikling, forlænges op til 60 dage efter dyrets fødsel.

Intet dyr må forlade den bedrift, hvor det er født, før de to identifikationsmærker er anbragt på dyret.

2.   For at gøre det muligt at anvende identifikationsmærkerne under særlige omstændigheder, hvor der er praktiske vanskeligheder, tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 22b med henblik på at fastsætte de særlige omstændigheder, hvorunder medlemsstaterne kan forlænge de maksimumsfrister for anvendelse af identifikationsmærker, der er fastsat i stk. 1, første og andet afsnit. Medlemsstaterne underretter Kommissionen, hver gang de gør brug af denne mulighed.

Artikel 4b

Identifikation af dyr fra tredjelande

1.   Ethvert dyr, der er underlagt veterinærkontroller i henhold til direktiv 91/496/EØF, og som kommer ind i Unionen fra et tredjeland og er bestemt til en bestemmelsesbedrift inden for Unionens område, identificeres på bestemmelsesbedriften ved hjælp af det identifikationsmærke, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1.

Den oprindelige identifikation, som er anbragt på dyret i oprindelsestredjelandet, registreres i den i artikel 5 omhandlede elektroniske database sammen med den entydige identifikationskode for det identifikationsmærke, som bestemmelsesmedlemsstaten har tildelt dyret.

Første afsnit gælder dog ikke for dyr, der er bestemt direkte til et slagteri i en medlemsstat, forudsat at dyrene slagtes inden for 20 dage efter disse veterinærkontroller i henhold til direktiv 91/496/EØF.

2.   Identifikationsmærker for dyr, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, skal anbringes inden for en maksimumsfrist, der fastsættes af den medlemsstat, hvor bestemmelsesbedriften er beliggende. Fristen må ikke overstige 20 dage efter de veterinærkontroller, der er omhandlet i stk. 1.

Som en undtagelse fra første afsnit kan denne periode for det andet identifikationsmærkes vedkommende, såfremt det er begrundet i dyrenes fysiologiske udvikling, forlænges op til 60 dage efter dyrets fødsel.

I alle tilfælde skal de to identifikationsmærker, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, første afsnit, anbringes på dyrene inden de forlader bestemmelsesbedriften.

3.   Hvis bestemmelsesbedriften er beliggende i en medlemsstat, der har indført nationale bestemmelser som omhandlet i artikel 4, stk. 4, andet afsnit, med henblik på at gøre anvendelsen af en elektronisk identifikator obligatorisk identificeres dyrene ved hjælp af denne elektroniske identifikator på bestemmelsesbedriften i Unionen inden for en frist, der fastsættes af bestemmelsesmedlemsstaten. Fristen må ikke overstige 20 dage efter de veterinærkontroller, der er omhandlet i stk. 1.

Som en undtagelse fra første afsnit, kan denne periode for det andet identifikationsmærkes vedkommende, såfremt det er begrundet i dyrenes fysiologiske udvikling, undtagelsesvis forlænges op til 60 dage efter dyrets fødsel.

I alle tilfælde skal den elektroniske identifikator anbringes på dyrene, inden de forlader bestemmelsesbedriften.

Artikel 4c

Identifikation af dyr, der flyttes fra en medlemsstat til en anden

1.   Dyr, der flyttes fra en medlemsstat til en anden, beholder de oprindelige identifikationsmærker, som er anbragt på dem i henhold til artikel 4, stk.1.

Uanset første afsnit kan myndighederne i bestemmelsesmedlemsstaten dog fra den 18. juli 2019 tillade:

2.   Hvis bestemmelsesbedriften er beliggende i en medlemsstat, der har indført nationale bestemmelser med henblik på at gøre anvendelsen af en elektronisk identifikator obligatorisk, identificeres dyrene ved hjælp af denne elektroniske identifikator senest på bestemmelsesbedriften inden for en maksimumsfrist, der fastsættes af den medlemsstat, hvor den pågældende bestemmelsesbedrift er beliggende. Denne maksimumsfrist må ikke overstige 20 dage fra den dato, hvor dyrene ankommer til bestemmelsesbedriften.

Som en undtagelse fra første afsnit kan denne periode for det andet identifikationsmærke, såfremt det er begrundet i dyrenes fysiologiske udvikling, forlænges op til 60 dage efter dyrets fødsel.

I alle tilfælde anbringes den elektroniske identifikator på dyrene, inden de forlader bestemmelsesbedriften.

Første afsnit gælder imidlertid ikke for dyr, der er bestemt direkte til et slagteri i den medlemsstat, som har indført nationale bestemmelser med henblik på at gøre anvendelsen af en elektronisk identifikator obligatorisk.

Artikel 4d

Fjernelse, ændring eller udskiftning af identifikationsmærker

Identifikationsmærker må ikke fjernes, ændres eller udskiftes uden myndighedernes tilladelse. En sådan tilladelse kan kun gives, hvis fjernelsen, ændringen eller udskiftningen ikke resulterer i en mangelfuld sporing af dyret, og hvis det er muligt at identificere det enkelte dyr, herunder den bedrift hvor det er født.

Enhver udskiftning af identifikationskoden skal registreres i den elektroniske database, som er omhandlet i artikel 5, sammen med den entydige identifikationskode for dyrets oprindelige identifikationsmærke.«

6)

Artikel 5 affattes således:

»Artikel 5

Medlemsstaternes myndigheder opretter en elektronisk database i henhold til artikel 14 og 18 i direktiv 64/432/EØF.

Medlemsstaterne kan udveksle elektroniske data mellem deres elektroniske databaser fra den dato, hvor Kommissionen anerkender, at dataudvekslingssystemet er fuldt ud operationelt. For at beskytte brugerens interesser skal udvekslingen ske på en sådan måde, at der sikres databeskyttelse, og at enhver form for misbrug forhindres.

Med henblik på at sikre elektronisk udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne vedtager Kommissionen delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 22b med henblik på at fastlægge reglerne for de data, der skal udveksles mellem medlemsstaternes elektroniske databaser.

Kommissionen skal ved hjælp af gennemførelsesretsakter fastsætte de tekniske betingelser og nærmere regler for en sådan udveksling og anerkende, at dataudvekslingssystemet er fuldt ud operationelt. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 23, stk. 2.«

7)

Artikel 6 affattes således:

»Artikel 6

1.   Hvis en medlemsstat ikke udveksler elektroniske data med andre medlemsstater inden for rammerne af det elektroniske udvekslingssystem, som er omhandlet i artikel 5, skal følgende finde sted:

2.   For at give mulighed for at spore flytninger af dyr tilbage til den oprindelige bedrift i en medlemsstat tillægges Kommissionen beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 22b for at fastsætte regler vedrørende de oplysninger fra den elektroniske database, der skal medtages i dyrepasset, herunder overgangsbestemmelser, der kræves for indførelsen heraf.«

8)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 6a

Denne forordning er ikke til hinder for en medlemsstats nationale bestemmelser vedrørende udstedelsen af pas for dyr, der ikke er bestemt til handel inden for Unionen.«

9)

Artikel 7 ændres således:

10)

Artikel 8 udgår.

11)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 9a

Kurser

Medlemsstaterne sikrer, at de personer, som er ansvarlige for identifikation og registrering af dyr, har fået instrukser og vejledning vedrørende de relevante bestemmelser i denne forordning og om de delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, som Kommissionen vedtager i henhold til denne forordning.

Når de relevante bestemmelser ændres, stilles de tilsvarende oplysninger til rådighed for de i første afsnit omhandlede personer.

Medlemsstaterne sikrer, at der gennemføres relevante kurser.

Kommissionen fremmer udveksling af bedste praksis for at forbedre kvaliteten af information og uddannelse i hele Unionen.«

12)

Artikel 10 udgår.

13)

Artikel 12 affattes således:

»Artikel 12

I dette afsnit forstås ved:

1)   »oksekød«: de produkter, der henhører under KN-kode 0201, 0202, 0206 10 95 og 0206 29 91

2)   »mærkning«: anbringelse af et mærke på et eller flere kødstykker eller på deres emballage, eller for ikke-færdigpakkede varers vedkommende skriftlig og synlig forbrugerinformation på salgsstedet

3)   »organisation«: en gruppe erhvervsdrivende fra samme eller forskellige dele af oksekødshandelen

4)   »hakket kød«: udbenet kød, som har undergået hakning, som indeholder mindre end 1 % salt, og som henhører under KN-kode 0201, 0202, 0206 10 95 og 0206 29 91

5)   »afpuds«: små stykker kød, der anses for egnet til konsum, og som udelukkende stammer fra afpudsning og fremstilles på tidspunktet for udbening af slagtekroppe og/eller opskæring af kød

6)   »opskåret kød«: kød opskåret i små tern, skiver eller andre enkeltportioner, der ikke kræver yderligere opskæring inden salget til den endelige forbruger, og som kan anvendes direkte af denne. Hakket kød og afpuds er ikke omfattet af denne definition.«

14)

Artikel 13 ændres således:

15)

Artikel 14, stk. 4, affattes således:

»For at sikre overensstemmelse med de horisontale regler vedrørende mærkningen i denne afdeling tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 22b for, på baggrund af den indvundne erfaring med hakket kød, at fastsætte tilsvarende bestemmelser som de i stk. 1, 2 og 3 omhandlede, vedrørende oksekødsafpuds eller opskåret oksekød.«

16)

Artikel 15 affattes således:

»Artikel 15

Obligatorisk mærkning af oksekød fra tredjelande

Uanset artikel 13 skal oksekød, der er importeret til Unionen, og for hvilket ikke alle de oplysninger, som er nævnt i artikel 13, foreligger, mærkes med:

»Oprindelse i tredjeland« og »Slagtet i (tredjelandets navn)«.«

17)

Fra den 13. december 2014:

18)

Artikel 19, 20 og 21 udgår.

19)

Artikel 22 affattes således:

»Artikel 22

1.   Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at bestemmelserne i denne forordning overholdes.

Denne kontrol berører ikke eventuel kontrol, som Kommissionen udøver i henhold til artikel 9 i forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95.

Enhver sanktion, som en medlemsstat pålægger en bruger, en erhvervsdrivende eller en organisation, der afsætter oksekød, skal være effektiv, have afskrækkende virkning og stå i rimeligt forhold til overtrædelsens grovhed.

Myndighederne foretager hvert år et minimumsantal officielle kontroller af identifikationen og registreringen af dyr, som skal omfatte mindst 3 % af bedrifterne,

Myndighederne forhøjer omgående minimumsraten for officielle kontroller som omhandlet i andet afsnit, hvis det fastslås, at bestemmelserne om identifikation og registrering af dyr ikke er overholdt.

De bedrifter, der skal kontrolleres af myndighederne, udvælges på grundlag af en risikoanalyse.

Hver medlemsstat forelægger Kommissionen en årsrapport senest den 31. august om gennemførelsen af de officielle kontroller i det foregående år.

2.   Uanset stk. 1 skal myndighederne pålægge en bruger følgende administrative sanktioner:

3.   Uanset stk. 1, kræver medlemsstaterne, hvis erhvervsdrivende og organisationer, der afsætter oksekød, har mærket oksekød uden at opfylde deres forpligtelser som fastsat i afsnit II, om nødvendigt og i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, at oksekødet fjernes fra markedet. Ud over sanktionerne i stk. 1 kan medlemsstaterne:

4.   Kommissionens eksperter skal sammen med myndighederne:

5.   En medlemsstat, på hvis område der foretages en kontrol på stedet, yder Kommissionens eksperter enhver bistand, de måtte have brug for under udførelsen af deres opgaver. Resultatet af kontrollerne drøftes med den pågældende medlemsstats myndigheder, før en endelig rapport udarbejdes og rundsendes. Denne rapport skal om nødvendigt indeholde henstillinger til medlemsstaterne om forbedring af overholdelsen af denne forordning.«

20)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 22a

Myndigheder

Medlemsstaterne udpeger den eller de myndigheder, der er ansvarlige for, at denne forordning og alle retsakter, som vedtages af Kommissionen på baggrund heraf, overholdes.

De underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstater om, hvem disse myndigheder er.

Artikel 22b

Udøvelse af delegationen

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel anførte betingelser.

2.   Beføjelserne til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 4, stk. 1, 3 og 5, artikel 4a, stk. 2, artikel 5, artikel 6, stk. 2, artikel 7, stk. 1, 2 og 6, artikel 13, stk. 6, artikel 14, stk. 4, og artikel 15a, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 17. juli 2014. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.   Den i artikel 4, stk. 1, 3 og 5, artikel 4a, stk. 2, artikel 5, artikel 6, stk. 2, artikel 7, stk. 1, 2 og 6, artikel 13, stk. 6, artikel 14, stk. 4, og artikel 15a, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, stk. 1, 3 og 5, artikel 4a, stk. 2, artikel 5, artikel 6, stk. 2, artikel 7, stk. 1, 2 og 6, artikel 13, stk. 6, artikel 14, stk. 4, og artikel 15a, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.«

21)

Artikel 23 affattes således:

»Artikel 23

Udvalgsprocedure

1.   Kommissionen bistås i forbindelse med de gennemførelsesretsakter, der vedtages i henhold til artikel 4, stk. 3 og 5, artikel 5 og artikel 13, stk. 6, af Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, som er nedsat ved artikel 58 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 (9).

Denne komité er et udvalg som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (10).

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011.

Når komitéens udtalelse indhentes efter en skriftlig procedure, afsluttes proceduren uden noget resultat, hvis formanden for komitéen træffer beslutning herom, eller et simpelt flertal af komitéens medlemmer anmoder herom, inden for tidsfristen for afgivelse af udtalelsen.

(9)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1)."

(10)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).«"

22)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 23a

Rapport og lovgivningsmæssig udvikling

Senest den:

forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet de respektive rapporter vedrørende gennemførelsen og indvirkningen af denne forordning, herunder i det første tilfælde muligheden for at gennemgå bestemmelserne om frivillig mærkning og i det andet tilfælde de tekniske og økonomiske muligheder for at indføre obligatorisk elektronisk identifikation i hele Unionen.

Disse rapporter ledsages om nødvendigt af passende lovgivningsmæssige forslag.«

23)

Følgende bilag indsættes:

27.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 189/50

(1)

Unionen har indgået en række multilaterale, regionale og bilaterale internationale handelsaftaler, som skaber rettigheder og forpligtelser til gensidig fordel for parterne.

(2)

Det er væsentligt, at Unionen råder over passende instrumenter til sikring af effektiv udøvelse af Unionens rettigheder i henhold til internationale handelsaftaler for at beskytte sine økonomiske interesser. Dette gælder navnlig situationer, hvor tredjelande indfører handelsbegrænsende foranstaltninger, som mindsker de fordele, der tilkommer Unionens erhvervsdrivende i henhold til internationale handelsaftaler. Unionen bør være i stand til at reagere hurtigt og fleksibelt inden for de procedurer og frister, der er fastsat i internationale handelsaftaler, som Unionen har indgået. Der er derfor behov for regler, der fastlægger rammerne for Unionens udøvelse af sine rettigheder i visse særlige situationer.

(3)

Tvistbilæggelsesordningerne fastsat i overenskomst om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO) og i andre internationale handelsaftaler, herunder regionale eller bilaterale aftaler, tager sigte på at finde en positiv løsning på eventuelle tvister mellem Unionen og den eller de andre parter i disse aftaler. Unionen bør ikke desto mindre kunne suspendere indrømmelser eller andre forpligtelser i overensstemmelse med disse tvistbilæggelsesordninger, når andre muligheder for at finde en positiv løsning på en tvist ikke har båret frugt. Unionens tiltag i sådanne tilfælde bør have til formål at anspore det pågældende tredjeland til at overholde de relevante internationale handelsregler for at genoprette en situation med gensidige fordele.

(4)

I henhold til WTO-aftalen om beskyttelsesforanstaltninger skal et WTO-medlem, som foreslår at anvende en beskyttelsesforanstaltning eller søger at forlænge en beskyttelsesforanstaltning, bestræbe sig på at fastholde et i alt væsentligt tilsvarende niveau for indrømmelser og andre forpligtelser mellem sig og de eksporterende medlemmer, der vil blive berørt af en sådan foranstaltning. Tilsvarende regler er fastsat i andre internationale handelsaftaler indgået af Unionen, herunder regionale eller bilaterale aftaler. Unionen bør træffe udligningsforanstaltninger ved at suspendere indrømmelser eller andre forpligtelser, hvis det pågældende tredjeland ikke indfører en tilstrækkelig og forholdsmæssigt afpasset tilpasning. Unionens tiltag i sådanne tilfælde bør have til formål at anspore tredjelande til at indføre handelsfremmende foranstaltninger med henblik på at genoprette en situation med gensidige fordele.

(5)

Artikel XXVIII i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994 (GATT 1994) og den tilhørende tvistbilæggelsesforståelse fastsætter bestemmelser for ændring eller tilbagetrækning af indrømmelser, der er fastsat i WTO-medlemmers toldtarif. WTO-medlemmer, der er berørt af en sådan ændring, er på visse betingelser berettiget til at tilbagetrække indrømmelser, der i alt væsentligt er tilsvarende. Unionen bør vedtage udligningsforanstaltninger i sådanne tilfælde, medmindre der opnås enighed om kompensationstilpasninger. Unionens tiltag bør tage sigte på at anspore tredjelande til at gennemføre handelsfremmende foranstaltninger.

(6)

Unionen bør have mulighed for at håndhæve sine rettigheder på området for offentlige udbud i tilfælde af, at en handelspartner ikke lever op til sine forpligtelser i henhold til WTO-aftalen om offentlige udbud (GPA) eller andre internationale handelsaftaler. Det fremgår af GPA-aftalen, at enhver tvist vedrørende aftalen ikke må føre til suspension af indrømmelser eller andre forpligtelser i henhold til nogen af de omfattede WTO-aftaler. Unionens tiltag bør tage sigte på at sikre opretholdelsen af et i alt væsentligt tilsvarende niveau af indrømmelser som fastsat i de relevante internationale handelsaftaler.

(7)

Medlemsstaterne bør sikre, at handelspolitiske foranstaltninger inden for offentlige udbud anvendes på deres respektive områder på den måde, der er bedst egnet til deres administrative strukturer og praksis, under iagttagelse af EU-retten.

(8)

Handelspolitiske foranstaltninger, der vedtages i henhold til denne forordning, bør vælges og udformes på grundlag af objektive kriterier, herunder foranstaltningernes effektivitet med hensyn til at anspore tredjelande til at overholde internationale handelsregler, deres potentiale til at hjælpe erhvervsdrivende i Unionen, som rammes af tredjelandes foranstaltninger, og målet om at minimere de negative økonomiske virkninger for Unionen, herunder med hensyn til vigtige råmaterialer.

(9)

Denne forordning bør fokusere på foranstaltninger, som Unionen har erfaring med at udforme og anvende. Muligheden for at udvide dens anvendelsesområde til at omfatte vedtagelse af foranstaltninger inden for sektoren for intellektuelle ejendomsrettigheder og yderligere foranstaltninger vedrørende tjenesteydelser bør vurderes som led i undersøgelsen af, hvordan denne forordning fungerer, med behørig hensyntagen til hvert områdes særlige forhold.

(10)

Ved håndhævelsen af Unionens rettigheder bør en vares oprindelse fastlægges i overensstemmelse med Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 (2). Med hensyn til håndhævelse af Unionens rettigheder efter tvistbilæggelse på området for offentlige udbud bør en tjenesteydelses oprindelse fastlægges på grundlag af den fysiske eller juridiske person, der leverer den. Ordregivende myndigheder eller enheder bør anvende normale sikkerhedsforanstaltninger og udvise rettidig omhu, når de vurderer tilbudsgiveres oplysninger og garantier vedrørende varers og tjenesteydelsers oprindelse.

(11)

Kommissionen bør undersøge denne forordnings anvendelsesområde, funktionsmåde og effektivitet, herunder mulige foranstaltninger i sektoren for intellektuelle ejendomsrettigheder og yderligere foranstaltninger vedrørende tjenesteydelser, senest tre år efter den første gennemførelse eller senest fem år efter dens ikrafttræden, idet det tidligste af disse tidspunkter finder anvendelse. Kommissionen bør fremsende sin vurdering til Europa-Parlamentet og Rådet. Undersøgelsen kan efterfølges af eventuelle relevante lovgivningsforslag.

(12)

Det er vigtigt, at der sikres en effektiv kommunikation og udveksling af synspunkter mellem Kommissionen på den ene side og Europa-Parlamentet og Rådet på den anden side, navnlig for så vidt angår tvister i forbindelse med internationale handelsaftaler, som kan føre til vedtagelse af foranstaltninger i henhold til denne forordning.

(13)

Rådets forordning (EF) nr. 3286/94 (3) bør ændres for at henvise til nærværende forordning for så vidt angår gennemførelsen af handelspolitiske foranstaltninger.

(14)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (4).

(15)

I lyset af den høje kompleksitet, der er forbundet med undersøgelsen af de talrige virkninger, som handelspolitiske foranstaltninger, der vedtages i henhold til denne forordning, kan have, og for at give tilstrækkeligt med muligheder for at opnå den bredest mulige støtte, bør Kommissionen ikke vedtage gennemførelsesretsakter, hvis det i denne forordning omhandlede udvalg undtagelsesvis ikke afgiver nogen udtalelse om det udkast til gennemførelsesretsakt, som Kommissionen har fremlagt.

(16)

For at beskytte Unionens interesser bør Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, der straks finder anvendelse, i behørigt begrundede tilfælde vedrørende behovet for at tilpasse handelspolitiske foranstaltninger til adfærden hos den pågældende tredjepart, hvis det er påkrævet af særligt hastende årsager.

(17)

Denne forordning berører ikke en eventuel vedtagelse af handelspolitiske foranstaltninger på grundlag af andre relevante EU-retsakter eller bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde under overholdelse af gældende bestemmelser i internationale handelsaftaler om suspension eller tilbagetrækning af indrømmelser eller andre forpligtelser —

a)

at reagere på tredjelandes overtrædelser af internationale handelsregler, der påvirker Unionens interesser, med henblik på at finde en tilfredsstillende løsning, som genindfører fordele for de erhvervsdrivende i Unionen

b)

at udligne indrømmelser eller andre forpligtelser i samhandelen med tredjelande, hvor den behandling, der indrømmes varer fra Unionen, ændres på en måde, som påvirker Unionens interesser.

a)

efter at der er truffet afgørelse i handelstvister i henhold til WTO’s forståelse vedrørende regler og procedurer for bilæggelse af tvister (WTO's tvistbilæggelsesforståelse), hvor Unionen har fået tilladelse til at suspendere indrømmelser eller andre forpligtelser i henhold til de multilaterale og plurilaterale aftaler, der er omfattet af WTO's tvistbilæggelsesforståelse

b)

efter at der er truffet afgørelse i handelstvister i henhold til andre internationale handelsaftaler, herunder regionale eller bilaterale aftaler, hvor Unionen har ret til at suspendere indrømmelser eller andre forpligtelser i henhold til sådanne aftaler

c)

med henblik på udligning af indrømmelser eller andre forpligtelser, som et tredjelands anvendelse af en beskyttelsesforanstaltning kan give ret til i henhold til enten artikel 8 i WTO-aftalen om beskyttelsesforanstaltninger eller bestemmelserne om beskyttelsesforanstaltninger i andre internationale handelsaftaler, herunder regionale eller bilaterale aftaler

d)

i tilfælde af et WTO-medlems ændring af indrømmelser i henhold til artikel XXVIII i GATT 1994, hvis der ikke er blevet aftalt nogen kompensationstilpasning.

a)

hvis indrømmelser eller andre forpligtelser suspenderes, efter at der er truffet afgørelse i handelstvister i henhold til WTO’s tvistbilæggelsesforståelse, må deres niveau ikke overstige det af WTO's tvistbilæggelsesinstans tilladte

b)

hvis indrømmelser eller andre forpligtelser suspenderes, efter at der er gennemført en international tvistbilæggelsesprocedure i henhold til andre internationale handelsaftaler, herunder regionale eller bilaterale aftaler, må deres niveau ikke overstige niveauet for den annullation eller forringelse, der er et resultat af den pågældende tredjelandsforanstaltning, som fastsat af Kommissionen eller eventuelt gennem voldgift

c)

i tilfælde af udligning af indrømmelser eller andre forpligtelser i henhold til bestemmelser om beskyttelsesforanstaltninger i internationale handelsaftaler, skal Unionens tiltag i alt væsentligt svare til niveauet for de indrømmelser eller andre forpligtelser, som berøres af beskyttelsesforanstaltningen, i overensstemmelse med betingelserne i WTO-aftalen om beskyttelsesforanstaltninger eller bestemmelserne om beskyttelsesforanstaltninger i andre internationale handelsaftaler, herunder regionale eller bilaterale aftaler, hvorunder beskyttelsesforanstaltningen anvendes

d)

hvis indrømmelser i samhandelen med et tredjeland tilbagetrækkes i forbindelse med artikel XXVIII i GATT 1994 og den tilhørende tvistbilæggelsesforståelse (5), skal de i alt væsentligt svare til de indrømmelser, der ændres eller tilbagetrækkes af det pågældende tredjeland, jf. betingelserne i artikel XXVIII i GATT 1994 og den tilhørende tvistbilæggelsesforståelse.

a)

foranstaltningernes effektivitet med hensyn til at anspore tredjelande til at overholde internationale handelsregler

b)

foranstaltningernes potentiale til at hjælpe erhvervsdrivende i Unionen, som rammes af tredjelandes foranstaltninger

c)

adgang til alternative forsyningskilder for de pågældende varer eller tjenesteydelser for at undgå eller minimere eventuelle negative virkninger for aftagerindustrierne, de ordregivende myndigheder eller enheder eller de endelige forbrugere i Unionen

d)

undgåelse af uforholdsmæssig stor administrativ kompleksitet og uforholdsmæssig store omkostninger i forbindelse med anvendelsen af foranstaltningerne

e)

eventuelle specifikke kriterier, der måtte være fastsat i internationale handelsaftaler, vedrørende de tilfælde, der er omhandlet i artikel 3.

a)

suspension af toldindrømmelser og indførelse af ny eller forhøjet told, herunder genindførelse af told på mestbegunstigelsesniveauet eller indførelse af told, der ligger over mestbegunstigelsesniveauet, eller indførelse af yderligere afgifter på import eller eksport af varer

b)

indførelse eller forhøjelse af kvantitative restriktioner ved import eller eksport af varer, hvad enten de gennemføres ved hjælp af kvotaordninger, indførsels- eller udførselsbevillinger eller andre forholdsregler.

c)

suspension af indrømmelser for varer, tjenesteydelser eller leverandører på området for offentlige udbud gennem:

a)

indeholde tærskler i overensstemmelse med de pågældende varers eller tjenesteydelsers karakteristika, fra og med hvilke udelukkelsen og/eller den obligatoriske prisstraf finder anvendelse, under hensyntagen til bestemmelserne i den pågældende handelsaftale og niveauet for annullation eller forringelse

b)

fastsætte de sektorer eller kategorier af varer eller tjenesteydelser, som de finder anvendelse på, og eventuelle gældende undtagelser

c)

fastsætte de ordregivende myndigheder eller enheder eller de kategorier af ordregivende myndigheder eller enheder, anført for hver medlemsstat, hvis udbud er omfattet. Som grundlag for denne fastsættelse indsender hver enkelt medlemsstat en liste over relevante ordregivende myndigheder eller enheder eller kategorier af ordregivende myndigheder eller enheder. Foranstaltningerne skal sikre, at der opnås et passende niveau for suspension af indrømmelser eller andre forpligtelser og en retfærdig fordeling blandt medlemsstaterne.

a)

i tilfælde af en fysisk person, for at være det land, hvor den pågældende er statsborger, eller hvor denne har permanent opholdsret

b)

i tilfælde af en juridisk person, for et af følgende:

a)

når det tredjeland, hvis foranstaltninger blev konstateret som værende i strid med internationale handelsregler i en tvistbilæggelsesprocedure, bringer den manglende efterlevelse til ophør, eller når der på anden måde er nået til en gensidigt tilfredsstillende løsning

b)

i tilfælde af udligning af indrømmelser eller andre forpligtelser efter et tredjelands vedtagelse af en beskyttelsesforanstaltning, når beskyttelsesforanstaltningen tilbagetrækkes eller udløber, eller når det pågældende tredjeland yder en tilstrækkelig og forholdsmæssig kompensation til Unionen efter vedtagelsen af en gennemførelsesretsakt i henhold til artikel 4, stk. 1

c)

i tilfælde af et WTO-medlems ændring af indrømmelser i henhold til artikel XXVIII i GATT 1994, når det pågældende tredjeland yder en tilstrækkelig og forholdsmæssig kompensation til Unionen efter vedtagelsen af en gennemførelsesretsakt i henhold til artikel 4, stk. 1.

a)

den internationale udvikling med hensyn til suspension af andre forpligtelser i henhold til den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser (GATS)

b)

udviklingen i Unionen med hensyn til vedtagelsen af fælles regler vedrørende tjenesteydelsessektorerne

c)

effektiviteten af eventuelle yderligere handelspolitiske foranstaltninger som et middel til at håndhæve Unionens rettigheder i henhold til internationale handelsaftaler

d)

tilgængelige mekanismer, der kan sikre en ensartet og effektiv praktisk gennemførelse af eventuelle yderligere handelspolitiske foranstaltninger vedrørende tjenesteydelser, og

e)

konsekvenser for leverandører af tjenesteydelser, der befinder sig i Unionen på tidspunktet for vedtagelsen af gennemførelsesretsakter i henhold til denne forordning.

27.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 189/59

(1)

Unionen har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer. Med henblik på gradvis at etablere et sådant område skal Unionen vedtage foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger, navnlig når det er nødvendigt for det indre markeds funktion.

(2)

I henhold til artikel 81, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) kan sådanne foranstaltninger omfatte foranstaltninger, der bl.a. skal sikre gensidig anerkendelse mellem medlemsstaterne af retsafgørelser og fuldbyrdelse heraf, effektiv adgang til domstolene og fjernelse af hindringer for en tilfredsstillende afvikling af civile retssager, om nødvendigt ved at fremme foreneligheden af medlemsstaternes civile retsplejeregler.

(3)

Med »grønbogen om større effektivitet i fuldbyrdelsen af retsafgørelser i Den Europæiske Union: udlæg i bankindeståender« indledte Kommissionen den 24. oktober 2006 en høring om behovet for en ensartet europæisk procedure for sikring af bankindeståender og de mulige elementer i en sådan procedure.

(4)

Det Europæiske Råd opfordrede i Stockholmprogrammet fra december 2009 (3), der opstiller de prioriterede mål inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed for perioden 2010-2014, Kommissionen til at vurdere behovet og muligheden for at træffe visse foreløbige, herunder retssikrende, foranstaltninger på EU-plan for at forhindre, at f.eks. aktiver forsvinder inden fuldbyrdelsen af et krav, og til at forelægge relevante forslag til forbedring af effektiviteten i fuldbyrdelsen af retsafgørelser i Unionen vedrørende bankkonti og debitorers aktiver.

(5)

Der findes nationale procedurer for opnåelse af sikringsforanstaltninger som f.eks. kontosikringskendelser i alle medlemsstater, men der er stor forskel på, hvilke betingelser der gælder for iværksættelse af disse foranstaltninger, og hvor effektivt de gennemføres. Hertil kommer, at det kan vise sig besværligt at iværksætte sikringsforanstaltninger i sager med grænseoverskridende virkninger, især hvis kreditor ønsker at sikre flere konti i forskellige medlemsstater. Det forekommer derfor nødvendigt og hensigtsmæssigt at vedtage et bindende og umiddelbart gældende EU-retsinstrument, der indfører en ny EU-procedure i grænseoverskridende tilfælde, som gør det muligt effektivt og hurtigt at sikre midler på bankkonti.

(6)

Den procedure, der indføres ved denne forordning, bør være et supplerende og valgfrit middel for kreditor, som bevarer retten til at gøre brug af alle andre procedurer for opnåelse af en tilsvarende foranstaltning i henhold til national lovgivning.

(7)

En kreditor bør kunne opnå en beskyttelsesforanstaltning i form af en europæisk kendelse til sikring af bankindeståender (»kontosikringskendelse« eller »kendelse«), som forhindrer debitor i at overføre eller hæve midler, der står på en bankkonto i en medlemsstat, hvis der er risiko for, at det uden en sådan foranstaltning efterfølgende vil blive umuligt eller væsentligt vanskeligere at få fuldbyrdet hans krav mod debitor. Sikring af midler på debitors konto bør have som virkning, at ikke alene debitor, men også personer, som han har bemyndiget til at foretage betalinger via denne konto, f.eks. gennem en stående ordre eller gennem direkte debitering eller brug af et kreditkort, forhindres i at bruge midlerne.

(8)

Denne forordnings anvendelsesområde bør omfatte alle spørgsmål på det civil- og handelsretlige område, bortset fra visse velafgrænsede spørgsmål. Denne forordning bør især ikke finde anvendelse på krav mod en debitor i forbindelse med insolvensbehandling. Dette bør betyde, at der ikke kan udstedes en kontosikringskendelse over for debitor, når der er indgivet begæring om insolvensbehandling som defineret i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 (4) mod ham. På den anden side bør udelukkelsen gøre det muligt at anvende kontosikringskendelsen til at sikre inddrivelsen af skadelige betalinger, som en sådan debitor har foretaget til tredjeparter.

(9)

Denne forordning bør finde anvendelse på bankkonti oprettet i kreditinstitutter, hvis virksomhed består i fra offentligheden at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales, samt i at yde lån for egen regning.

Den bør derfor ikke finde anvendelse på finansielle institutioner, der ikke modtager sådanne indlån, som f.eks. institutioner, der yder finansiering til eksport- og investeringsprojekter eller til projekter i udviklingslandene, eller institutioner, der yder finansmarkedstjenester. Denne forordning bør heller ikke finde anvendelse på konti oprettet af eller i centralbanker, når de handler i deres egenskab af pengepolitiske myndigheder, eller på konti, der ikke kan sikres ved en national kendelse svarende til en kontosikringskendelse, eller som der på anden vis ikke kan gøres udlæg i i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor den pågældende konto føres.

(10)

Denne forordning finder udelukkende anvendelse på grænseoverskridende tilfælde og bør definere, hvad der i denne særlige sammenhæng udgør et grænseoverskridende tilfælde. Med henblik på denne forordning bør et tilfælde anses for at være grænseoverskridende, når den ret, der behandler anmodningen om en kontosikringskendelse, er beliggende i én medlemsstat, og den bankkonto, der skal omfattes af kendelsen, føres i en anden medlemsstat. Et tilfælde bør også anses for at være grænseoverskridende, når kreditor har bopæl i én medlemsstat, og retten og den bankkonto, der skal sikres, befinder sig i en anden medlemsstat.

Denne forordning bør ikke finde anvendelse på sikring af konti, der føres i den medlemsstat, hvis ret der er indgivet anmodning om kontosikringskendelse til, hvis kreditors bopæl ligeledes er i den pågældende medlemsstat, også selv om kreditor samtidig anmoder om en kontosikringskendelse, der vedrører en eller flere konti, som føres i en anden medlemsstat. I så fald bør kreditor indgive to særskilte anmodninger, én om en kontosikringskendelse og én om en national foranstaltning.

(11)

Proceduren for en kontosikringskendelse bør kunne anvendes af en kreditor, der ønsker at sikre fuldbyrdelsen af en senere retsafgørelse i hovedsagen forud for anlæggelsen af hovedsagen eller på et hvilket som helst tidspunkt under retssagen. Proceduren bør også kunne anvendes af en kreditor, som allerede har opnået en retsafgørelse, et retsforlig eller et officielt bekræftet dokument, der kræver, at debitor betaler kreditors krav.

(12)

En kontosikringskendelse bør kunne anvendes med henblik på at sikre krav, der allerede er forfaldet til betaling. Den bør også kunne anvendes i forbindelse med krav, der endnu ikke er forfaldet til betaling, så længe de pågældende krav vedrører en transaktion eller en begivenhed, som allerede har fundet sted, og beløbet kan bestemmes, herunder krav om erstatning uden for kontrakt samt civilretlige krav på erstatning eller genoprettelse af en tidligere tilstand i anledning af en strafbar handling.

En kreditor bør have mulighed for at anmode om, at en kontosikringskendelse udstedes på størrelsen af kravets hovedstol eller på et lavere beløb. Sidstnævnte kan være i kreditors interesse, hvis han f.eks. allerede har opnået anden sikkerhed for en del af sit krav.

(13)

For at sikre en tæt forbindelse mellem proceduren for kontosikringskendelsen og hovedsagen bør den internationale kompetence til at udstede kendelsen ligge hos retterne i den medlemsstat, hvis retter har kompetence med hensyn til at afgøre realitetsspørgsmålet. Med henblik på denne forordning bør begrebet hovedsag omfatte enhver sag, der har til formål at opnå et fuldbyrdelsesgrundlag for det underliggende krav, og vil eksempelvis omfatte hurtig retsforfølgning i sager om pengekrav og den franske »procédure de référé«. Hvis debitor er en forbruger med bopæl i en medlemsstat, ligger kompetencen til at udstede kendelsen udelukkende hos retterne i den pågældende medlemsstat.

(14)

Betingelserne for udstedelse af en kontosikringskendelse bør sikre en passende balance mellem kreditors interesse i at opnå en kendelse og debitors interesse i at forhindre misbrug af kendelsen.

Når kreditor anmoder om en kontosikringskendelse forud for opnåelse af en retsafgørelse, bør den ret, som anmodningen indgives til, derfor skulle finde det godtgjort på grundlag af den dokumentation, der er forelagt af kreditor, at kreditor sandsynligvis vil få medhold i realiteten i sit krav mod debitor.

Derudover bør der stilles krav til kreditor i alle situationer, herunder når denne allerede har opnået en retsafgørelse, om i tilstrækkelig grad at godtgøre over for retten, at der er akut behov for retlig beskyttelse af dennes krav, og at fuldbyrdelse af en eksisterende eller fremtidig retsafgørelse uden en kendelse kan blive umulig eller væsentligt vanskeligere, fordi der består en reel risiko for, at debitor, inden kreditor er i stand til at få den eksisterende eller fremtidige retsafgørelse fuldbyrdet, kan have formøblet, skjult eller tilintetgjort sine aktiver eller have skilt sig af med dem til under værdien, i et usædvanligt omfang eller ved en usædvanlig handling.

Retten bør vurdere den dokumentation, som kreditor har forelagt til støtte for, at der består en sådan risiko. Den kan f.eks. vedrøre debitors adfærd i forbindelse med kreditors krav eller i en tidligere tvist mellem parterne, debitors kredithistorie, arten af debitors aktiver og debitors eventuelle nylige foranstaltninger, der er truffet med hensyn til sine aktiver. Når retten vurderer dokumentationen, kan den tage hensyn til, at debitors hævninger på konti og tilfælde af udgifter til normal forretningsførelse eller til at dække familiens løbende udgifter ikke i sig selv er usædvanlige. Det forhold, at debitor undlader at indfri eller anfægter kravet, eller at han har mere end en kreditor, bør ikke i sig selv betragtes som tilstrækkelig dokumentation til at berettige udstedelse af en kendelse. Det forhold, at debitors økonomiske forhold er dårlige eller forværres, bør heller ikke i sig selv være en tilstrækkelig grund til at udstede en kendelse. Retten kan dog tage hensyn til disse faktorer i den samlede vurdering af, om der består en risiko.

(15)

For at sikre overraskelseseffekten af kontosikringskendelsen og for at sikre, at den bliver et nyttigt redskab for en kreditor, der forsøger at inddrive gæld fra en debitor i grænseoverskridende tilfælde, bør debitor ikke underrettes om kreditors anmodning eller høres forud for udstedelsen af kendelsen eller underrettes om kendelsen forud for gennemførelsen heraf. I tilfælde hvor retten ikke på grundlag af den dokumentation og de oplysninger, som kreditor eller eventuelt dennes vidne/vidner har forelagt, er overbevist om, at sikring af den pågældende konto eller de pågældende konti er berettiget, bør den ikke udstede en kendelse.

(16)

I situationer, hvor kreditor anmoder om en kontosikringskendelse inden anlæggelsen af hovedsagen ved en ret, bør denne forordning pålægge ham at anlægge sagen inden for et fastsat tidsrum og bør desuden pålægge ham at forelægge den ret, som anmodningen om kendelse blev indgivet til, bevis herfor. Hvis kreditor ikke har opfyldt denne forpligtelse, bør kendelsen tilbagekaldes af retten af egen drift eller automatisk bortfalde.

(17)

Da debitor ikke høres i forvejen, bør denne forordning indeholde specifikke garantier for at hindre misbrug af kendelsen og beskytte debitors rettigheder.

(18)

En vigtig garanti bør være muligheden for at kræve, at kreditor stiller sikkerhed, så det sikres, at debitor senere kan få erstatning for enhver skade, som denne påføres som følge af kontosikringskendelsen. Afhængigt af national lovgivning kan en sådan sikkerhed stilles i form af et deponeret beløb eller en alternativ garanti, såsom en bankgaranti eller pant i fast ejendom. Retten bør have skønsbeføjelse til at fastsætte et garantibeløb, der er tilstrækkeligt til at hindre misbrug af kendelsen og til at sikre debitor erstatning, og det bør, hvis der ikke foreligger specifik dokumentation for den potentielle skades størrelse, være muligt for retten at betragte det beløb, som kendelsen skal udstedes på, som rettesnor for fastsættelse af garantibeløbet.

I tilfælde, hvor kreditor endnu ikke har opnået en retsafgørelse, et retsforlig eller et officielt bekræftet dokument, der forpligter debitor til at indfri kreditors krav, bør sikkerhedsstillelse være hovedreglen, og retten bør kun undtagelsesvis dispensere fra dette krav eller kræve sikkerhedsstillelse med et lavere beløb, hvis den finder, at en sådan sikkerhed er uhensigtsmæssig, overflødig eller uforholdsmæssig som følge af sagens omstændigheder. Sådanne omstændigheder kan f.eks. være, at kreditor står særlig stærkt, men ikke har tilstrækkelige midler til at stille sikkerhed, at der er tale om et bidragskrav eller lønudbetaling, eller at kravet er af en sådan størrelse, at det er usandsynligt, at kendelsen vil skade debitor, f.eks. en lille forretningsgæld.

I tilfælde, hvor kreditor allerede har opnået en retsafgørelse, et retsforlig eller et officielt bekræftet dokument, bør sikkerhedsstillelse overlades til rettens skøn. Sikkerhedsstillelse kan f.eks. være hensigtsmæssig, medmindre der foreligger ovennævnte ekstraordinære omstændigheder, hvis den retsafgørelse, hvis fuldbyrdelse kontosikringskendelsen har til formål at sikre, endnu ikke er eksigibel eller kun er midlertidigt eksigibel på grund af en verserende klage.

(19)

Et andet vigtigt element, der skal sikre en passende balance mellem kreditors og debitors interesse, bør være en bestemmelse om kreditors hæftelse for enhver skade, som påføres debitor som følge af en kontosikringskendelse. Denne forordning bør derfor som minimum fastsætte, at kreditor hæfter for skader, som debitor påføres som følge af kontosikringskendelsen på grund af kreditors culpøse adfærd. I denne sammenhæng bør debitor have bevisbyrden. For så vidt angår de grunde til hæftelse, der er fastsat i denne forordning, bør der gælde en harmoniseret regel, som fastlægger en simpel formodning om kreditors culpøse adfærd.

Derudover bør medlemsstaterne i deres nationale lovgivning kunne opretholde eller indføre andre grunde til hæftelse end dem, der er fastsat i denne forordning. For sådanne andre grunde til hæftelse bør medlemsstaterne også kunne opretholde eller indføre andre typer hæftelse som f.eks. objektivt ansvar.

Denne forordning bør også fastlægge en lovvalgsregel, ifølge hvilken det bør være fuldbyrdelsesmedlemsstatens lovgivning, der skal finde anvendelse på kreditors hæftelse. Hvis der er flere fuldbyrdelsesmedlemsstater, bør det være lovgivningen i den fuldbyrdelsesmedlemsstat, hvor debitor har sædvanligt opholdssted, som finder anvendelse. I tilfælde af at debitor ikke har sædvanligt opholdssted i en af fuldbyrdelsesmedlemsstaterne, bør det være lovgivningen i den fuldbyrdelsesmedlemsstat, som sagen har den tætteste forbindelse til, som finder anvendelse. Ved fastlæggelsen af den tætteste forbindelse kan størrelsen af det beløb, der er sikret i de forskellige fuldbyrdelsesmedlemsstater, være en af de faktorer, som retten tager i betragtning.

(20)

For at overvinde de nuværende praktiske vanskeligheder med i grænseoverskridende tilfælde at indhente oplysninger om, hvor debitors bankkonti befinder sig, bør der i denne forordning fastlægges en mekanisme, som sætter kreditor i stand til anmode om, at de oplysninger, der er nødvendige for at identificere debitors konto, indhentes af retten fra den udpegede oplysende myndighed i den medlemsstat, hvori kreditor mener, at debitor har en konto, før der udstedes en kontosikringskendelse. I betragtning af den særlige karakter af et sådant indgreb fra de offentlige myndigheders side og af en sådan adgang til personoplysninger bør der som hovedregel kun gives adgang til kontooplysninger i sager, hvor kreditor allerede har opnået en eksigibel retsafgørelse eller et eksigibelt retsforlig eller officielt bekræftet dokument. Kreditor bør dog undtagelsesvis have mulighed for at indgive en anmodning om kontooplysninger, selv om hans retsafgørelse, retsforlig eller officielt bekræftede dokument endnu ikke er eksigibel(t). En sådan anmodning bør være mulig, hvis det under hensyntagen til de relevante omstændigheder er et betragteligt beløb, der skal sikres, og hvis retten på grundlag af den dokumentation, som kreditor har forelagt, er overbevist om, at der er akut behov for de pågældende kontooplysninger, fordi der er risiko for, at den efterfølgende fuldbyrdelse af kreditors krav mod debitor sandsynligvis vil blive bragt i fare uden denne, og at det derfor kan føre til en betydelig forværring af kreditors økonomiske situation.

For at denne mekanisme kan fungere, bør medlemsstaterne sørge for, at der i deres nationale lovgivning findes en eller flere metoder til at indhente sådanne oplysninger, som er effektive, og som ikke er uforholdsmæssigt omkostnings- eller tidskrævende. Mekanismen bør kun finde anvendelse, hvis alle betingelserne og kravene for udstedelse af en kontosikringskendelse er opfyldt, og kreditor i sin anmodning behørigt har begrundet, hvorfor der er grund til at mene, at debitor har en eller flere konti i en bestemt medlemsstat, f.eks. fordi debitor arbejder eller udøver erhvervsmæssig virksomhed i den pågældende medlemsstat eller har ejendom der.

(21)

For at sikre beskyttelse af debitors personoplysninger bør de indhentede oplysninger til identifikation af debitors bankkonto eller bankkonti ikke videregives til kreditor. De bør kun gives til den anmodende ret og undtagelsesvis til debitors bank, hvis den bank eller anden enhed, der er ansvarlig for at fuldbyrde kendelsen i fuldbyrdelsesmedlemsstaten, ikke kan identificere debitors konto på grundlag af oplysningerne i kendelsen, f.eks. hvis flere personer med samme navn og samme adresse har konto i samme bank. Når det i et sådant tilfælde er angivet i kendelsen, at nummeret eller numrene på den eller de konti, der skal sikres, blev indhentet ved hjælp af en anmodning om oplysninger, bør banken anmode den oplysende myndighed i fuldbyrdelsesmedlemsstaten om disse oplysninger og bør kunne indgive en sådan anmodning på en uformel og enkel måde.

(22)

Denne forordning bør give kreditor ret til at klage over et afslag på at udstede en kontosikringskendelse. Den ret bør ikke berøre kreditors mulighed for at fremsætte en ny anmodning om en kontosikringskendelse på grundlag af nye faktiske omstændigheder eller ny dokumentation.

(23)

Fuldbyrdelsesstrukturerne til sikring af bankkonti varierer betydeligt i medlemsstaterne. For at undgå, at disse strukturer overlapper hinanden i medlemsstaterne, og for i videst muligt omfang at følge nationale procedurer bør denne forordning med hensyn til fuldbyrdelse og faktisk gennemførelse af en kontosikringskendelse bygge på eksisterende metoder og strukturer til fuldbyrdelse og gennemførelse af tilsvarende nationale kendelser i den medlemsstat, hvor kendelsen skal fuldbyrdes.

(24)

For at sikre en hurtig fuldbyrdelse bør denne forordning indeholde bestemmelser om fremsendelse af en kendelse fra den udstedende medlemsstat til fuldbyrdelsesmedlemsstatens kompetente myndighed på enhver hensigtsmæssig måde, som sikrer, at indholdet af de fremsendte dokumenter er en tro gengivelse af det oprindelige indhold, og at det er letlæseligt.

(25)

Når den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesmedlemsstaten modtager en kontosikringskendelse, bør den tage de nødvendige skridt til at få kendelsen fuldbyrdet i overensstemmelse med sin nationale lovgivning, enten ved at fremsende den modtagne kendelse til den bank eller anden enhed, der er ansvarlig for at fuldbyrde sådanne kendelser i den pågældende medlemsstat, eller, hvis det er foreskrevet i national lovgivning, ved at pålægge banken at gennemføre kendelsen.

(26)

Afhængigt af hvilken metode der er tilgængelig i fuldbyrdelsesmedlemsstatens lovgivning for tilsvarende nationale kendelser, bør en kontosikringskendelse gennemføres ved at blokere det sikrede beløb på debitors konto eller, hvis det er foreskrevet i national lovgivning, ved at overføre det beløb til en konto, der udelukkende anvendes til sikringsformål, og som kan være en konto i enten den kompetente fuldbyrdelsesmyndigheds navn, rettens navn, den banks navn, hvor debitor har sin konto, eller den banks navn, der er udpeget til koordinerende enhed til sikring i en given sag.

(27)

Denne forordning bør ikke udelukke muligheden af, at gebyrer for fuldbyrdelse af en kontosikringskendelse kan opkræves på forhånd. Dette spørgsmål bør overlades til den nationale lovgivning i den medlemsstat, hvor kendelsen skal fuldbyrdes.

(28)

En kontosikringskendelse bør have samme eventuelle rang som en tilsvarende national kendelse i fuldbyrdelsesmedlemsstaten. I tilfælde af at visse fuldbyrdelsesforanstaltninger i henhold til national lovgivning har forrang frem for sikrende retsmidler, bør de ligestilles med kontosikringskendelser i henhold til denne forordning. Med henblik på denne forordning bør kendelser in personam, som findes i visse nationale retssystemer, betragtes som svarende til nationale kendelser.

(29)

Denne forordning bør pålægge den bank eller anden enhed, der er ansvarlig for at fuldbyrde en kontosikringskendelse i fuldbyrdelsesmedlemsstaten, en forpligtelse til at oplyse, om kendelsen har ført til sikring af debitors midler, og i givet fald i hvilket omfang, og en forpligtelse for kreditor til at sikre frigivelse af eventuelle sikrede midler, der overstiger det i kendelsen fastsatte beløb.

(30)

Denne forordning bør sikre debitors ret til en retfærdig rettergang og hans adgang til effektive retsmidler og bør derfor, under hensyntagen til at der er tale om en ex parte-procedure med udstedelse af en kontosikringskendelse, give debitor mulighed for at anfægte kendelsen eller fuldbyrdelsen heraf umiddelbart efter gennemførelsen af kendelsen af de grunde, der er fastsat i denne forordning.

(31)

I denne henseende bør denne forordning indeholde krav om, at kontosikringskendelsen, alle de dokumenter, som kreditor har indgivet til retten i den udstedende medlemsstat, og de nødvendige oversættelser skal forkyndes for debitor straks efter gennemførelsen af kendelsen. Retten bør have skønsbeføjelse til at vedlægge yderligere dokumenter, der ligger til grund for dens afgørelse, og som debitor kunne få brug for som retsmiddel, såsom et fuldstændigt referat af en mundtlig høring.

(32)

Debitor bør kunne anmode om prøvelse af en kontosikringskendelse, navnlig hvis betingelserne for eller kravene i denne forordning ikke er opfyldt, eller hvis de omstændigheder, der førte til udstedelsen af kendelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udstedelse af en kendelse ikke længere er berettiget. Debitor bør f.eks. have adgang til et retsmiddel, hvis sagen ikke er et grænseoverskridende tilfælde som defineret i denne forordning, hvis kompetencereglerne i denne forordning ikke er overholdt, hvis kreditor ikke anlagde hovedsagen inden for det tidsrum, der er fastsat i denne forordning, og retten derfor ikke tilbagekaldte kendelsen af egen drift, eller kendelsen ikke bortfaldt automatisk, hvis der ikke var akut behov for at beskytte kreditors krav i form af en kontosikringskendelse, fordi der ikke var nogen risiko for, at den efterfølgende fuldbyrdelse af det pågældende krav ville blive umulig eller væsentligt vanskeligere, eller hvis sikkerhedsstillelsen ikke var i overensstemmelse med kravene i denne forordning.

Debitor bør også have adgang til et retsmiddel, hvis kendelsen og erklæringen om sikring ikke er blevet forkyndt for ham som fastsat i denne forordning, eller hvis de dokumenter, der er blevet forkyndt for ham, ikke opfylder sprogkravene som fastsat i denne forordning. Der bør dog ikke gives adgang til et sådant retsmiddel, hvis den manglende forkyndelse eller oversættelse afhjælpes inden for et givet tidsrum. Med henblik på at afhjælpe den manglende forkyndelse bør kreditor anmode det organ, der er ansvarligt for forkyndelsen i den udstedende medlemsstat, om at få de relevante dokumenter forkyndt for debitor ved rekommanderet forsendelse eller, hvis debitor har indvilliget i at hente dokumenterne i retten, bør de nødvendige oversættelser af dokumenterne forelægges for retten. En sådan anmodning bør ikke kræves, hvis den manglende forkyndelse allerede er afhjulpet på anden vis, f.eks. hvis retten i overensstemmelse med national lovgivning af egen drift iværksatte forkyndelsen.

(33)

Spørgsmålet om, hvem der skal levere eventuelle oversættelser som krævet i denne forordning, og hvem der skal afholde omkostningerne til sådanne oversættelser, overlades til national lovgivning.

(34)

Kompetencen med hensyn til retsmidlerne mod udstedelse af en kontosikringskendelse som sådan bør ligge hos retterne i den medlemsstat, hvor kendelsen blev udstedt. Kompetencen med hensyn til retsmidlerne mod fuldbyrdelsen af kendelsen bør ligge hos retterne eller eventuelt hos de kompetente fuldbyrdelsesmyndigheder i fuldbyrdelsesmedlemsstaten.

(35)

Debitor bør have ret til at anmode om frigivelse af de sikrede midler, hvis han stiller passende alternativ sikkerhed. En sådan alternativ sikkerhed kan stilles i form af et deponeret beløb eller en alternativ garanti såsom en bankgaranti eller pant i fast ejendom.

(36)

Denne forordning bør sikre, at sikring af debitors konto ikke omfatter beløb, hvori der ikke kan gøres udlæg i henhold til fuldbyrdelsesmedlemsstatens lovgivning, f.eks. beløb, der er nødvendige til at sikre debitors og hans families livsgrundlag. Afhængigt af det retsplejesystem, der gælder i den pågældende medlemsstat, bør det relevante beløb enten undtages af det ansvarlige organ, der kan være retten, banken eller den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed, på eget initiativ, inden kendelsen gennemføres, eller undtages efter anmodning fra debitor efter kendelsens gennemførelse. Når konti i flere medlemsstater sikres, og undtagelse er foretaget mere end én gang, bør kreditor kunne anmode den kompetente ret i en hvilken som helst af fuldbyrdelsesmedlemsstaterne eller, hvis den nationale lovgivning i den pågældende fuldbyrdelsesmedlemsstat foreskriver det, den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed i denne medlemsstat om tilpasning af den undtagelse, der er foretaget i medlemsstaten.

(37)

For at sikre, at kontosikringskendelsen udstedes og fuldbyrdes hurtigt og uden forsinkelse, bør denne forordning fastsætte frister for, hvornår de forskellige trin i proceduren skal være afsluttet. Retter eller myndigheder, der er involveret i proceduren, bør kun kunne fravige disse frister under ekstraordinære omstændigheder, f.eks. i sager, der er juridisk eller faktuelt komplekse.

(38)

Med henblik på beregningen af de perioder og frister, der er fastsat i denne forordning, finder Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71 (5) anvendelse.

(39)

For at lette anvendelsen af denne forordning bør der fastsættes en forpligtelse for medlemsstaterne til at meddele visse oplysninger om deres lovgivning og procedurer vedrørende kontosikringskendelser og tilsvarende nationale kendelser til Kommissionen.

(40)

For at lette anvendelsen af denne forordning i praksis bør der udarbejdes standardformularer, navnlig til anmodning om en kendelse, til selve kendelsen, til erklæring om sikring af midler, til anmodning om et retsmiddel og til indgivelse af en klage i henhold til denne forordning.

(41)

For at øge effektiviteten i sagsbehandlingen bør forordningen give mulighed for at gøre størst mulig brug af moderne kommunikationsteknologi, som accepteres i henhold til procedurereglerne i de berørte medlemsstater, navnlig med henblik på udfyldning af standardformularerne som omhandlet i denne forordning og kommunikation mellem de myndigheder, der er involveret i sagen. Metoderne til underskrift af en kontosikringskendelse og andre dokumenter i henhold til denne forordning bør endvidere være teknologisk neutrale for at muliggøre anvendelse af eksisterende metoder, f.eks. digital certificering eller sikker autentificering, og fremtidig teknologisk udvikling på dette område.

(42)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelse til udarbejdelse og senere ændring af de standardformularer, der er omhandlet i denne forordning. Denne beføjelse bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (6).

(43)

Rådgivningsproceduren bør anvendes til vedtagelse af gennemførelsesretsakter om udarbejdelse og senere ændring af de standardformularer, der er omhandlet i denne forordning, i overensstemmelse med artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011.

(44)

Denne forordning respekterer de grundlæggende rettigheder og principper i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Den tager især sigte på at sikre respekt for privatliv og familieliv, beskyttelse af personoplysninger, ejendomsret og adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol, jf. henholdsvis artikel 7, 8, 17 og 47 i chartret.

(45)

I forbindelse med adgang til personoplysninger samt anvendelse og videresendelse af sådanne oplysninger i henhold til denne forordning bør kravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF (7) som gennemført i medlemsstaternes nationale lovgivning overholdes.

(46)

Med henblik på anvendelsen af denne forordning er det nødvendigt, at fastsætte visse specifikke betingelser for adgang til personoplysninger samt anvendelse og videresendelse af sådanne oplysninger. I denne forbindelse tages der hensyn til udtalelsen fra Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (8). Den registrerede bør underrettes i overensstemmelse med den nationale lovgivning. Underretningen af debitor om videregivelsen af oplysninger om hans konto eller konti bør dog udsættes i 30 dage for at hindre, at en hurtig underretning bringer kontosikringskendelsens virkning i fare.

(47)

Målet for denne forordning, nemlig at fastlægge en EU-procedure for en beskyttelsesforanstaltning, der sætter en kreditor i stand til at opnå en kontosikringskendelse, som hindrer, at den efterfølgende fuldbyrdelse af kreditors krav skades ved, at der overføres eller hæves midler, som debitor har stående på en bankkonto i Unionen, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(48)

Denne forordning finder kun anvendelse på de medlemsstater, der er bundet heraf i overensstemmelse med traktaterne. Proceduren for at opnå en kontosikringskendelse som foreskrevet i denne forordning bør derfor kun være til rådighed for kreditorer med bopæl i en medlemsstat, der er bundet af denne forordning, og kendelser udstedt i henhold til denne forordning bør kun vedrøre sikring af bankkonti, der føres i en sådan medlemsstat.

(49)

I medfør af artikel 3 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, har Irland meddelt, at det ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

(50)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager Det Forenede Kongerige ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige.

(51)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

a)

formueforholdet mellem ægtefæller eller parterne i et forhold, der ifølge den lov, der finder anvendelse på sådanne forhold, anses for at have virkninger svarende til et ægteskab

b)

arv efter loven eller testamente, herunder underholdspligt som følge af dødsfald

c)

fordringer på en debitor, mod hvem der er indledt konkurs, likvidationsbehandling af insolvente selskaber eller andre juridiske personer, akkord eller andre lignende ordninger

d)

social sikring

e)

voldgift.

a)

den medlemsstat, hvis ret der er indgivet anmodning om kontosikringskendelse til, jf. artikel 6, eller

b)

den medlemsstat, hvor kreditor har bopæl.

a)

den medlemsstat, der er angivet i kontoens IBAN (internationalt bankkontonummer), eller

b)

for en bankkonto, der ikke har et IBAN, den medlemsstat, hvor den bank, i hvilken kontoen er oprettet, har sit hovedsæde, eller, hvis kontoen er oprettet i en filial, den medlemsstat, hvor filialen befinder sig

a)

hvis underskrift og indhold er blevet officielt bekræftet, og

b)

som er udfærdiget af en offentlig myndighed eller et andet organ, som er bemyndiget hertil

a)

inden kreditor i en medlemsstat anlægger hovedsagen mod debitor, eller på et hvilket som helst tidspunkt under retssagen frem til retsafgørelsen eller godkendelsen eller indgåelsen af et retsforlig

b)

efter at kreditor i en medlemsstat har opnået en retsafgørelse, et retsforlig eller et officielt bekræftet dokument, der kræver, at debitor betaler kreditors krav.

a)

navn og adresse på den ret, som anmodningen indgives til

b)

oplysninger vedrørende kreditor: navn og kontaktoplysninger og, hvis det er relevant, navn og kontaktoplysninger på kreditors repræsentant og

c)

oplysninger vedrørende debitor: navn og kontaktoplysninger og, hvis det er relevant, navn og kontaktoplysninger på debitors eventuelle repræsentant samt, hvis oplysningerne er tilgængelige:

d)

et nummer, hvormed banken kan identificeres, f.eks. dennes IBAN eller BIC, og/eller navn og adresse på den bank, hvor debitor har en eller flere bankkonti, der skal sikres

e)

hvis oplysningerne er tilgængelige, nummeret på den konto eller de konti, der skal sikres, og i så tilfælde en angivelse af, hvorvidt eventuelle andre konti, som debitor har i samme bank, skal sikres

f)

hvis ingen af de i litra d) krævede oplysninger er tilgængelige, en erklæring om, at der er anmodet om kontooplysninger i henhold til artikel 14, hvis det er muligt at fremsætte en sådan anmodning, og en begrundelse for, hvorfor kreditor mener, at debitor har en eller flere konti i en bank i en bestemt medlemsstat

g)

det beløb, for hvilket der anmodes om en kontosikringskendelse:

h)

hvis kreditor endnu ikke har opnået en retsafgørelse, et retsforlig eller et officielt bekræftet dokument:

i)

hvis kreditor allerede har opnået en retsafgørelse, et retsforlig eller et officielt bekræftet dokument, en erklæring om, at retsafgørelsen, retsforliget eller det officielt bekræftede dokument endnu ikke er blevet fuldbyrdet, eller, i tilfælde af delvis fuldbyrdelse, en angivelse af omfanget af den manglende fuldbyrdelse

j)

en beskrivelse af alle relevante forhold, der berettiger udstedelse af en kontosikringskendelse, jf. artikel 7, stk. 1

k)

i givet fald en angivelse af grundene til, at kreditor mener, at han bør undtages fra at stille sikkerhed i henhold til artikel 12

l)

en liste over den dokumentation, der fremlægges af kreditor

m)

en erklæring i henhold til artikel 16 om, hvorvidt kreditor har indgivet en anmodning til andre retter eller myndigheder om en tilsvarende national kendelse, eller om en sådan kendelse allerede er opnået eller afvist, og hvis kendelsen er opnået, i hvilket omfang den er gennemført

n)

en valgfri angivelse af kreditors bankkonto, der anvendes ved debitors eventuelle frivillige indbetaling af kravet

o)

en erklæring om, at de oplysninger, som kreditor har givet i anmodningen, efter hans bedste overbevisning er rigtige og fuldstændige, og om, at kreditor er klar over, at alle bevidst forkerte eller ufuldstændige oplysninger kan få juridiske følger i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor anmodningen er indgivet, eller medføre hæftelse i henhold til artikel 13.

a)

på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument indgives til retten, forudsat at kreditor ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham for at få dokumentet forkyndt for debitor, eller

b)

hvis dokumentet skal forkyndes, før det indgives til retten, på det tidspunkt, hvor det modtages af den myndighed, der er ansvarlig for forkyndelsen, forudsat at kreditor ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham for at få dokumentet indgivet til retten.

a)

hvis kendelsen tilbagekaldes, fordi kreditor ikke har anlagt hovedsagen, medmindre denne undladelse var en følge af, at kravet blev indfriet af debitor, eller der blev indgået en anden form for forlig mellem parterne

b)

hvis kreditor ikke har anmodet om frigivelse af oversikrede beløb, jf. artikel 27

c)

hvis det senere konstateres, at udstedelsen af kendelsen ikke var berettiget eller kun var berettiget for et mindre beløb på grund af manglende opfyldelse fra kreditors side af hans forpligtelser i henhold til artikel 16, eller

d)

hvis kendelsen tilbagekaldes, eller hvis fuldbyrdelsen af den indstilles, fordi kreditor ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til denne forordning med hensyn til forkyndelse eller oversættelse af dokumenter eller med hensyn til afhjælpning af den manglende forkyndelse eller den manglende oversættelse.

a)

hvor debitor har sit sædvanlige opholdssted som defineret i artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 (13), eller subsidiært

b)

som ellers har den tætteste forbindelse til sagen.

a)

pligt for alle banker på deres område til på anmodning fra oplysningsmyndigheden at oplyse, om debitor har en konto hos dem

b)

adgang for oplysningsmyndigheden til relevante oplysninger, hvis offentlige myndigheder eller forvaltninger har disse oplysninger i registre e.l.

c)

mulighed for, at deres retter pålægger debitor at oplyse, i hvilken bank eller hvilke banker på deres område han har en eller flere konti, hvis en sådan forpligtelse ledsages af en kendelse in personam fra retten, der forbyder den pågældende at hæve eller overføre midler fra sin bankkonto eller sine bankkonti op til det beløb, der er sikret ved kontosikringskendelsen, eller

d)

enhver anden metode, som er effektiv med henblik på at opnå de relevante oplysninger, såfremt den ikke er uforholdsmæssigt omkostnings- eller tidskrævende.

a)

del A, som indeholder de oplysninger i stk. 2, der skal gives til banken, kreditor og debitor, og

b)

del B, som indeholder de oplysninger i stk. 3, der skal gives til kreditor og debitor ud over oplysningerne i henhold til stk. 2.

a)

rettens navn og adresse samt sagsnummeret

b)

oplysninger om kreditor som omhandlet i artikel 8, stk. 2, litra b)

c)

oplysninger om debitor som omhandlet i artikel 8, stk. 2, litra c)

d)

navn og adresse på den bank, der er berørt af kendelsen

e)

hvis kreditor har oplyst debitors kontonummer i anmodningen, nummeret på den eller de konti, der skal sikres, og i givet fald angivelse af, hvorvidt eventuelle andre konti, som debitor har i samme bank, ligeledes skal sikres

f)

i givet fald en angivelse af, at nummeret på alle de konti, der skal sikres, er opnået ved hjælp af en anmodning i henhold til artikel 14, og at banken om nødvendigt i henhold til artikel 24, stk. 4, andet afsnit, skal indhente det pågældende nummer eller de pågældende numre hos oplysningsmyndigheden i fuldbyrdelsesmedlemsstaten

g)

angivelse af det beløb, der skal sikres ved kendelsen

h)

instruks til banken om at gennemføre kendelsen i overensstemmelse med artikel 24

i)

datoen for udstedelse af kendelsen

j)

hvis kreditor har anført en konto i anmodningen i henhold til artikel 8, stk. 2, litra n), en bemyndigelse af banken i henhold til artikel 24, stk. 3, til, hvis debitor anmoder herom, og hvis dette er tilladt efter fuldbyrdelsesmedlemsstatens lovgivning, at frigive og overføre midler op til det i kendelsen fastsatte beløb fra den sikrede konto til den konto, som kreditor har anført i sin anmodning

k)

oplysning om, hvor den elektroniske udgave af formularen, der skal anvendes til erklæringen i henhold til artikel 25, findes.

a)

en beskrivelse af sagens genstand og rettens bevæggrunde til at udstede kendelsen

b)

angivelse af kreditors eventuelle sikkerhedsstillelse

c)

i givet fald angivelse af fristen for anlæggelse af hovedsagen og for forelæggelse af bevis herfor for den udstedende ret

d)

i givet fald angivelse af, hvilke dokumenter der skal oversættes i henhold til artikel 49, stk. 1, andet punktum

e)

i givet fald angivelse af, at kreditor er ansvarlig for at iværksætte fuldbyrdelsen af kendelsen og derfor i givet fald angivelse af, at kreditor er ansvarlig for at fremsende den til den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesmedlemsstaten i henhold til artikel 23, stk. 3, og for at iværksætte forkyndelse for debitor i henhold til artikel 28, stk. 2, 3 og 4, og

f)

oplysning om de retsmidler, der er til rådighed for debitor.

a)

indtil kendelsen tilbagekaldes

b)

indtil fuldbyrdelsen af kendelsen indstilles, eller

c)

indtil en foranstaltning til fuldbyrdelse af en af kreditor opnået retsafgørelse, retsforlig eller officielt bekræftet dokument vedrørende det krav, som kontosikringskendelsen blev udformet for at sikre, har fået virkning med hensyn til de midler, der skal sikres ved kendelsen.

a)

ved at sikre, at dette beløb ikke overføres eller hæves fra den eller de konti, der er angivet i kendelsen eller identificeret i henhold til stk. 4, eller

b)

hvis det er foreskrevet i national lovgivning, ved at overføre dette beløb til en konto, der udelukkende anvendes til sikringsformål.

a)

en sådan bemyndigelse er udtrykkeligt angivet i kendelsen i henhold til artikel 19, stk. 2, litra j), og

b)

lovgivningen i fuldbyrdelsesmedlemsstaten tillader sådan frigivelse og overførsel, og

c)

der er ingen konkurrerende kendelser vedrørende den pågældende konto.

a)

hvis det i overensstemmelse med artikel 19, stk. 2, litra f), er angivet i kendelsen, at nummeret eller numrene på den konto eller de konti, der skal sikres, blev opnået ved hjælp af en anmodning i henhold til artikel 14, fremskaffe dette nummer eller disse numre fra oplysningsmyndigheden i fuldbyrdelsesmedlemsstaten

b)

i alle andre tilfælde ikke gennemføre kendelsen.

a)

opsparingskonti registreret kun i debitors navn

b)

løbende konti registreret kun i debitors navn

c)

opsparingskonti registreret i flere navne, jf. artikel 30

d)

løbende konti registreret i flere navne, jf. artikel 30.

a)

hvis kendelsen omfatter flere konti i samme medlemsstat eller i forskellige medlemsstater, eller

b)

hvis kendelsen blev udstedt efter gennemførelsen af en eller flere tilsvarende nationale kendelser over for samme debitor med henblik på at sikre det samme krav.

a)

kontosikringskendelsen ved anvendelse af del A og B af den formular, der er omhandlet i artikel 19, stk. 2 og 3

b)

anmodningen om en kontosikringskendelse indgivet af kreditor til retten

c)

kopier af alle de dokumenter, som kreditor har indgivet til retten med henblik på at opnå kendelsen.

a)

betingelserne eller kravene i denne forordning ikke er opfyldt

b)

kendelsen, erklæringen i henhold til artikel 25 og/eller de øvrige dokumenter i artikel 28, stk. 5, ikke er forkyndt for debitor inden for 14 dage efter sikringen af hans konto eller konti

c)

de dokumenter, der er forkyndt for debitor i overensstemmelse med artikel 28, ikke opfylder sprogkravene i artikel 49, stk. 1

d)

de sikrede beløb, der overstiger beløbet i kendelsen, ikke er frigivet i overensstemmelse med artikel 27

e)

det krav, hvis fuldbyrdelse kreditor søgte at sikre ved hjælp af kendelsen, helt eller delvis er indfriet

f)

en retsafgørelse i hovedsagen har afvist det krav, hvis fuldbyrdelse kreditor søgte at sikre ved hjælp af kendelsen, eller

g)

retsafgørelsen i hovedsagen, retsforliget eller det officielt bekræftede dokument, hvis fuldbyrdelse kreditor søgte at sikre ved hjælp af kendelsen, er blevet ophævet eller efter omstændighederne annulleret.

a)

hvis kreditor anmoder det organ, der er ansvarligt for forkyndelsen i henhold til lovgivningen i den udstedende medlemsstat, om at forkynde dokumenterne for debitor, eller

b)

hvis debitor i sin anmodning om et retsmiddel har oplyst, at han indvilger i at hente dokumenterne i retten i den udstedende medlemsstat, og hvis kreditor var ansvarlig for at forelægge oversættelserne, såfremt kreditor sender den pågældende ret de oversættelser, der kræves i henhold til artikel 49, stk. 1.

a)

begrænses med den begrundelse, at visse beløb på kontoen bør undtages fra udlæg i overensstemmelse med artikel 31, stk. 3, eller at der ikke er taget hensyn til beløb undtaget fra udlæg, eller at der ikke er taget korrekt hensyn til dem, i forbindelse med gennemførelsen af kendelsen i overensstemmelse med artikel 31, stk. 2, eller

b)

indstilles med den begrundelse, at

a)

kan den ret, der har udstedt kontosikringskendelsen, træffe afgørelse om frigivelse af de sikrede midler, hvis debitor over for den pågældende ret stiller sikkerhed for det beløb, der er fastsat i kendelsen, eller en alternativ garanti i en form, der er acceptabel i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor retten er beliggende, og af en værdi, der mindst svarer til det pågældende beløb

b)

kan den kompetente ret eller, hvis det er foreskrevet i national lovgivning, fuldbyrdelsesmedlemsstatens kompetente fuldbyrdelsesmyndighed indstille fuldbyrdelsen af kontosikringskendelsen i fuldbyrdelsesmedlemsstaten, hvis debitor over for den pågældende ret eller myndighed stiller sikkerhed for det beløb, der er sikret i den pågældende medlemsstat, eller en alternativ garanti i en form, der er acceptabel i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor retten er beliggende, og af en værdi, der mindst svarer til det pågældende beløb.

a)

for at anfægte en kontosikringskendelse hos retterne i den udstedende medlemsstat og

b)

for at anfægte fuldbyrdelsen af en kontosikringskendelse i fuldbyrdelsesmedlemsstaten hos retterne i fuldbyrdelsesmedlemsstaten eller, når den pågældende medlemsstats lovgivning kræver det, hos den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed.

a)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 (14), jf. dog nærværende forordnings artikel 10, stk. 2, artikel 14, stk. 3 og 6, artikel 17, stk. 5, artikel 23, stk. 3 og 6, artikel 25, stk. 2 og 3, artikel 28, stk. 1, 3, 5 og 6, artikel 29, artikel 33, stk. 3, artikel 36, stk. 2 og 4, og artikel 49, stk. 1.

b)

forordning (EU) nr. 1215/2012

c)

forordning (EF) nr. 1346/2000

d)

direktiv 95/46/EF, jf. dog nærværende forordnings artikel 14, stk. 8, og artikel 47

e)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 (15)

f)

forordning (EF) nr. 864/2007, jf. dog nærværende forordnings artikel 13, stk. 4.

a)

de retter, der er udpeget som kompetente til at udstede en kontosikringskendelse (artikel 6, stk. 4)

b)

den myndighed, der er udpeget som kompetent til at indhente kontooplysninger (artikel 14)

c)

de metoder, der i national lovgivning findes til at indhente kontooplysninger (artikel 14, stk. 5)

d)

de retter, hvortil en klage skal indgives (artikel 21)

e)

den eller de myndigheder, der er udpeget som kompetente til at modtage, fremsende og forkynde kontosikringskendelser og andre dokumenter i henhold til denne forordning (artikel 4, nr. 14))

f)

den myndighed, der har kompetence til at fuldbyrde kontosikringskendelser i henhold til kapitel 3

g)

i hvilket omfang fælles konti og forvaltningskonti kan sikres i henhold til national lovgivning (artikel 30)

h)

de regler, der finder anvendelse på beløb, som der i henhold til national lovgivning ikke kan gøres udlæg i (artikel 31)

i)

hvorvidt banker i henhold til national lovgivning har ret til at opkræve gebyrer for gennemførelse af tilsvarende nationale kendelser eller for levering af kontooplysninger, og hvilken part der i givet fald foreløbigt og endeligt skal betale gebyrerne (artikel 43)

j)

skalaen for de gebyrer eller det andet sæt regler, der fastsætter de gældende gebyrer, som opkræves af en myndighed eller et andet organ, der er involveret i behandling eller fuldbyrdelse af kontosikringskendelser (artikel 44)

k)

hvorvidt tilsvarende nationale kendelser er tildelt en rang i henhold til national lovgivning (artikel 32)

l)

de retter eller i givet fald den fuldbyrdelsesmyndighed, der har kompetence til fastsættelse af retsmidler (artikel 33, stk. 1, eller artikel 34, stk. 1 eller 2)

m)

de retter, hvortil en klage skal indgives, den eventuelle tidsfrist for indgivelse af en sådan klage i henhold til national lovgivning og den begivenhed, der markerer periodens begyndelse (artikel 37)

n)

en angivelse af retsafgifterne (artikel 42) og

o)

de sprog, der accepteres i forbindelse med oversættelse af dokumenter (artikel 49, stk. 2).

a)

om finansielle instrumenter bør være omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, og

b)

om beløb, der er krediteret debitors konto efter sikringskendelsens gennemførelse, kan gøres til genstand for sikring i henhold til kendelsen.

a)

antallet af anmodninger om en kontosikringskendelse og antallet af tilfælde, hvor kendelsen blev udstedt

b)

antallet af anmodninger om et retsmiddel i henhold til artikel 33 og 34 og om muligt antallet af tilfælde, hvor retsmidlet blev tilkendt, og

c)

antallet af klager indgivet i henhold til artikel 37 og om muligt antallet af tilfælde, hvor klagen blev imødekommet.

27.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 189/93

(1)

Formålet med Unionens politik for Unionens ydre grænser er at sikre effektiv monitorering ved passage af de ydre grænser, herunder ved grænseovervågning, og samtidig bidrage til at sikre beskyttelsen af og redde menneskeliv. Formålet med grænseovervågning er at forhindre ulovlig grænsepassage, bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og pågribe eller træffe andre foranstaltninger over for personer, som har passeret grænsen ulovligt. Grænseovervågning bør effektivt forhindre og modvirke, at personer omgår kontrollen ved grænseovergangsstederne. I dette øjemed er grænseovervågning ikke begrænset til opdagelse af forsøg på ulovlig grænsepassage, men omfatter også foranstaltninger som f.eks. opbringning af fartøjer, der mistænkes for at forsøge at skaffe sig adgang til Unionen uden om grænsekontrollen, samt foranstaltninger til at håndtere situationer som f.eks. eftersøgning og redning, der kan opstå under grænseovervågningsoperationer til søs, og foranstaltninger, der skal sikre en vellykket gennemførelse af sådanne operationer.

(2)

Unionens politikker for grænseforvaltning, asyl og indvandring samt gennemførelsen heraf bør være underlagt princippet om solidaritet og rimelig ansvarsfordeling mellem medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 80 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Når det er nødvendigt, skal EU-retsakter, som vedtages inden for rammerne af disse politikker, indeholde passende bestemmelser vedrørende anvendelsen af dette princip og fremme fordeling af byrden, herunder gennem frivillig overførsel af personer med international beskyttelse.

(3)

Denne forordnings anvendelsesområde bør være begrænset til grænseovervågningsoperationer, der udføres af medlemsstaterne ved deres ydre søgrænser inden for rammerne af det operative samarbejde, der samordnes af Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser (»agenturet«), der blev oprettet ved Rådets forordning (EF) nr. 2007/2004 (2). Efterforsknings- og straffeforanstaltninger reguleres i henhold til national strafferet og de eksisterende instrumenter til gensidig retshjælp inden for det retlige samarbejde i straffesager i Unionen.

(4)

Agenturet er ansvarligt for samordningen af det operative samarbejde mellem medlemsstaterne hvad angår forvaltning af de ydre grænser, herunder grænseovervågning. Agenturet er desuden ansvarligt for at bistå medlemsstaterne i situationer, der kræver øget teknisk bistand, ved deres ydre grænser under hensyntagen til den kendsgerning, at nogle situationer kan indebære humanitære nødsituationer og redning til søs. For at styrke dette samarbejde yderligere er der behov for særlige regler vedrørende den grænseovervågning, der udføres af én medlemsstats sø-, land- eller luftenheder ved andre medlemsstaters søgrænser eller på åbent hav inden for rammerne af det operative samarbejde, som samordnes af agenturet.

(5)

Samarbejde med tilgrænsende tredjelande er afgørende for at forhindre ulovlig grænsepassage, bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og forhindre tab af menneskeliv til søs. I overensstemmelse med forordning (EF) nr. 2007/2004, og for så vidt der sikres fuld respekt for migranters grundlæggende rettigheder, kan agenturet samarbejde med tredjelandes kompetente myndigheder, navnlig med hensyn til risikoanalyse og uddannelse, og bør lette det operative samarbejde mellem medlemsstaterne og tredjelande. Når samarbejdet med tredjelande finder sted på disse landes område eller i deres territorialfarvande, bør medlemsstaterne og agenturet overholde normer og standarder, der mindst svarer til dem, der er fastsat i EU-retten.

(6)

Det europæiske grænseovervågningssystem (Eurosur), der blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1052/2013 (3), har til formål at styrke informationsudvekslingen og det operative samarbejde mellem medlemsstaterne og med agenturet. Hensigten er at sikre, at medlemsstaternes situationskendskab og reaktionskapacitet forbedres betydeligt, ligeledes med agenturets støtte, med henblik på at opdage, forhindre og bekæmpe ulovlig indvandring og grænseoverskridende kriminalitet og bidrage til at sikre beskyttelsen af og redde migranters liv ved deres ydre grænser. Ved samordning af grænseovervågningsoperationer bør agenturet forsyne medlemsstaterne med oplysninger om og analyser af disse operationer i overensstemmelse med nævnte forordning.

(7)

Denne forordning erstatter Rådets afgørelse 2010/252/EU (4), som blev annulleret af Den Europæiske Unions Domstol (»Domstolen«) ved dom af 5. september 2012 i sag C-355/10. I denne dom opretholdt Domstolen virkningerne af afgørelse 2010/252/EU, indtil en ny lovgivning træder i kraft. Derfor ophører nævnte afgørelse med at have virkning fra datoen for denne forordnings ikrafttræden.

(8)

Under grænseovervågningsoperationer til søs bør medlemsstaterne overholde deres respektive forpligtelser i henhold til international ret, navnlig De Forenede Nationers havretskonvention, den internationale konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen, den internationale konvention om maritim eftersøgning og redning, De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet og dens protokol om bekæmpelse af smugling af migranter til lands, ad søvejen og ad luftvejen, De Forenede Nationers konvention om flygtninges retsstilling, den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, De Forenede Nationers konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, De Forenede Nationers konvention om barnets rettigheder og andre relevante internationale instrumenter.

(9)

Ved samordning af grænseovervågningsoperationer til søs bør agenturet udføre sine opgaver under fuld overholdelse af relevant EU-ret, herunder Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (chartret) og de relevante dele af international ret navnlig de dele, der er omhandlet i denne forordnings betragtning 8.

(10)

I overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 562/2006 (5) og EU-rettens generelle principper bør alle foranstaltninger, der træffes under en overvågningsoperation, stå i rimeligt forhold til de forfulgte mål, være ikke-diskriminerende og fuldt ud respektere den menneskelige værdighed, de grundlæggende rettigheder og flygtninges og asylansøgeres rettigheder, herunder non-refoulement-princippet. Medlemsstaterne og agenturet er bundet af Unionens gældende regler om asyl og navnlig af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU (6) for så vidt angår ansøgninger om international beskyttelse, der indgives på medlemsstaternes område, herunder ved grænsen, i deres territorialfarvande eller i deres transitområder.

(11)

Anvendelsen af denne forordning berører ikke Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU (7), navnlig ikke for så vidt angår bistand, der skal ydes til ofre for menneskehandel.

(12)

Denne forordning bør anvendes i fuld overensstemmelse med non-refoulement-princippet som defineret i chartret og fortolket i Domstolens og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis. I overensstemmelse med dette princip bør ingen person sættes i land i, tvinges til at rejse ind i, føres til eller overdrages på anden vis til myndighederne i et land, hvor der bl.a. er en alvorlig risiko for at personen ville blive idømt dødsstraf eller udsat for tortur, forfølgelse eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, eller hvor personens liv eller frihed ville være truet på grund af vedkommendes race, religion, nationalitet, seksuelle orientering, tilhørsforhold til en bestemt social gruppe eller politiske anskuelser, eller hvorfra der er en alvorlig risiko for udvisning, udsendelse eller udlevering til et andet land i strid med non-refoulement-princippet.

(13)

En eventuel aftale mellem en medlemsstat og et tredjeland fritager ikke medlemsstaterne fra deres forpligtelser i henhold til EU-retten og international ret, navnlig ikke fra overholdelsen af non-refoulement-princippet, når de er eller burde være vidende om, at systemiske mangler ved asylproceduren og modtagelsesforholdene for asylansøgere i det pågældende tredjeland giver alvorlig grund til at antage, at asylansøgeren ville blive udsat for en alvorlig risiko for at blive undergivet umenneskelig eller nedværdigende behandling, eller når de er eller burde være vidende om, at det pågældende tredjeland anvender metoder, der strider mod non-refoulement-princippet.

(14)

I forbindelse med grænseovervågningsoperationer til søs kan der opstå situationer, hvor det er nødvendigt at komme nødstedte personer til undsætning. I henhold til international ret skal enhver stat pålægge kaptajnen på et fartøj, som fører dens flag, uden ophold at yde hjælp til enhver person i livsfare, som findes på havet, og hurtigst muligt komme nødstedte personer til undsætning, for så vidt det kan ske uden alvorlig fare for fartøjet, besætningen eller passagererne. Hjælpen bør ydes, uanset hvilken nationalitet og status de personer, der har behov for hjælp, har, og uanset under hvilke omstændigheder de bliver fundet. Kaptajnen og besætningen bør ikke pålægges strafferetlige sanktioner alene med den begrundelse, at de har reddet personer i havsnød og bragt dem til et sikkert sted.

(15)

Medlemsstaterne bør opfylde forpligtelsen til at yde hjælp til nødstedte personer i overensstemmelse med de gældende bestemmelser i internationale instrumenter om eftersøgnings- og redningssituationer og i henhold til kravene om beskyttelse af de grundlæggende rettigheder. Denne forordning bør ikke berøre eftersøgnings- og redningsmyndighedernes ansvar, herunder ansvaret for at sikre, at samordning og samarbejde udføres på en sådan måde, at de reddede personer kan bringes til et sikkert sted.

(16)

Såfremt den operative del af en operation til søs omfatter en eftersøgnings- og redningsregion i et tredjeland, bør kommunikationskanaler søges etableret med eftersøgnings- og redningsmyndighederne i det pågældende tredjeland i forbindelse med planlægningen af en operation til søs, så det sikres, at disse myndigheder vil kunne reagere på eftersøgnings- og redningssituationer, der udvikler sig inden for deres eftersøgnings- og redningsregion.

(17)

I henhold til forordning (EF) nr. 2007/2004 udføres de grænseovervågningsoperationer, der samordnes af agenturet, efter en operativ plan. Den operative plan bør derfor med hensyn til operationer til søs indeholde specifikke oplysninger om anvendelsen af relevant jurisdiktion og lovgivning i det geografiske område, hvor den fælles operation, pilotprojektet eller den hurtige indsats finder sted, herunder henvisninger til EU-ret og international ret vedrørende opbringning, redning til søs og ilandsætning. Den operative plan bør udarbejdes i overensstemmelse med de bestemmelser i nærværende forordning, der regulerer opbringning, redning til søs og ilandsætning inden for rammerne af de grænseovervågningsoperationer til søs, der samordnes af agenturet, og under hensyntagen til de særlige forhold ved den pågældende operation. Den operative plan bør indeholde procedurer, som sikrer, at personer med behov for international beskyttelse, ofre for menneskehandel, uledsagede mindreårige og andre udsatte personer identificeres og får passende bistand, herunder adgang til international beskyttelse.

(18)

I henhold til forordning (EF) nr. 2007/2004 er det praksis for hver enkelt operation til søs at etablere en koordinationsstruktur i værtsmedlemsstaten bestående af embedsmænd fra værtsmedlemsstaten, gæstemedarbejdere og repræsentanter for agenturet, herunder agenturets koordinationsansvarlige. Denne koordinationsstruktur, der normalt kaldes det internationale koordinationscenter, bør bruges som kommunikationskanal mellem de embedsmænd, der er involveret i operationen til søs, og de berørte myndigheder.

(19)

Denne forordning respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som anerkendes i artikel 2 og 6 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig respekten for den menneskelige værdighed, retten til livet, forbuddet mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, forbuddet mod menneskehandel, retten til frihed og sikkerhed, retten til beskyttelse af personoplysninger, asylretten og retten til beskyttelse mod udsendelse og udvisning, non-refoulement-princippet og princippet om ikke-forskelsbehandling, adgang til effektive retsmidler og børns rettigheder. Denne forordning bør anvendes af medlemsstaterne og agenturet i overensstemmelse med disse rettigheder og principper.

(20)

Målet for denne forordning, nemlig at vedtage særlige regler om den overvågning af søgrænserne, der udføres af grænsevagter under agenturets samordning, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne på grund af forskellene i deres love og praksis, men kan på grund af operationernes multinationale karakter bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(21)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Inden seks måneder efter, at Rådet har truffet foranstaltning om denne forordning til udbygning af Schengenreglerne, træffer Danmark afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre forordningen i sin nationale lovgivning, jf. artikel 4 i protokollen.

(22)

For så vidt angår Island og Norge udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (8), der henhører under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A, i Rådets afgørelse 1999/437/EF (9).

(23)

For så vidt angår Schweiz udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (10), der henhører under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/146/EF (11).

(24)

For så vidt angår Liechtenstein udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein, om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (12), der henhører under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU (13).

(25)

Denne forordning udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF (14) Det Forenede Kongerige deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige.

(26)

Denne forordning udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF (15); Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland —

a)

at anmode om oplysninger om og dokumentation for fartøjets ejerforhold, dets registrering og forhold vedrørende dets rejse samt de ombordværendes identitet og nationalitet og andre relevante data om dem, herunder om der er personer med behov for akut lægehjælp, og at oplyse de ombordværende om, at de ikke må passere grænsen

b)

at standse, borde og ransage fartøjet, dets last og de ombordværende samt at udspørge de ombordværende og at oplyse dem om, at personer, der styrer fartøjet, kan ifalde straf for at have fremmet rejsen.

a)

at beslaglægge fartøjet og pågribe de ombordværende

b)

at pålægge fartøjet at ændre kurs ud af eller mod et andet bestemmelsessted end territorialfarvandene eller den tilstødende zone, herunder at eskortere fartøjet eller sejle med i dets nærhed, indtil det bekræftes, at fartøjet holder den pågældende kurs

c)

at føre fartøjet eller de ombordværende til kystmedlemsstaten i overensstemmelse med den operative plan.

a)

at anmode om oplysninger om og dokumentation for fartøjets ejerforhold, dets registrering og forhold vedrørende dets rejse samt de ombordværendes identitet og nationalitet og andre relevante data om dem, herunder om der er personer med behov for akut lægehjælp

b)

at standse, borde og ransage fartøjet, dets last og de ombordværende samt at udspørge de ombordværende og at oplyse dem om, at personer, der styrer fartøjet, kan ifalde straf for at have fremmet rejsen.

a)

at beslaglægge fartøjet og pågribe de ombordværende

b)

at advare fartøjet om og pålægge det ikke at sejle ind i territorialfarvandene eller den tilstødende zone og om nødvendigt at anmode fartøjet om at ændre kurs mod et andet bestemmelsessted end territorialfarvandene eller den tilstødende zone

c)

at føre fartøjet eller de ombordværende til et tredjeland eller på anden måde at overdrage fartøjet eller de ombordværende til myndighederne i et tredjeland

d)

at føre fartøjet eller de ombordværende til værtsmedlemsstaten eller til en tilgrænsende deltagende medlemsstat.

a)

Når de deltagende enheder under en operation til søs har grund til at antage, at de står over for en uvisheds-, beredskabs- eller nødfase med hensyn til et fartøj eller en af de ombordværende, videresender de straks alle de foreliggende oplysninger til den redningscentral, som er ansvarlig for den eftersøgnings- og redningsregion, hvor situationen er opstået, og stiller sig til rådighed for denne redningscentral.

b)

De deltagende enheder informerer hurtigst muligt det internationale koordinationscenter om al kontakt med redningscentralen og om den fulgte fremgangsmåde.

c)

Et fartøj eller de ombordværende anses navnlig for at være i en uvishedsfase, når:

d)

Et fartøj eller de ombordværende anses navnlig for at være i en beredskabsfase, når:

e)

Et fartøj eller de ombordværende anses navnlig for at være i en nødfase, når: