20.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 84/1

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 (3) udgør sammen med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 924/2009 (4) et vigtigt element i gennemførelsen af et fælles eurobetalingsområde (SEPA), hvor der ikke må sondres mellem grænseoverskridende og indenlandske betalinger i euro. Hovedformålet med forordning (EU) nr. 260/2012 er omstillingen fra indenlandske ordninger for kreditoverførsler og direkte debiteringer til harmoniserede SEPA-ordninger for kreditoverførsler (SCT) og direkte debiteringer (SDD), bl.a. ved at forsyne EU's borgere med et unikt internationalt bankkontonummer (IBAN), der kan anvendes til alle SCT'er og SDD'er.

(2)

I henhold til forordning (EU) nr. 260/2012 skal omstillingen til SEPA finde sted inden den 1. februar 2014 for at give betalingstjenesteudbydere og -brugere tilstrækkelig tid til at tilpasse deres processer til de tekniske krav, der følger af omstillingen til SCT og SDD.

(3)

Siden vedtagelsen af forordning (EU) nr. 260/2012 har Kommissionen og Den Europæiske Centralbank nøje overvåget fremskridtene med omstillingen til SEPA. Der er blevet afholdt en række møder med medlemsstaterne, de nationale offentlige myndigheder og markedsdeltagerne. Den Europæiske Centralbank har regelmæssigt offentliggjort statusrapporter om omstillingen til SEPA på grundlag af betalingsdata indsamlet af de nationale centralbanker. Det fremgår af disse rapporter, at en række medlemsstater i euroområdet er på rette spor med tal for omstilling til SCT, der nærmer sig de 100 %. Det store flertal af betalingstjenesteudbyderne har meddelt, at de allerede opfylder SEPA-kravene. I en række andre medlemsstater lever omstillingstallene dog ikke op til forventningerne. Dette gælder først og fremmest for SDD.

(4)

Den 14. maj 2013 understregede Økofinrådet i sine konklusioner endnu en gang betydningen af omstillingen til SEPA. Det blev bemærket, at omstillingen til SEPA langt fra var fuldført, og at samtlige markedsdeltagere omgående skulle bestræbe sig på at gennemføre omstillingen til SEPA rettidigt. Der blev vedtaget en handlingsplan, hvori man opfordrede forretningsdrivende, virksomheder, SMV'er og offentlige forvaltninger til omgående at tage de nødvendige konkrete, interne skridt til at tilpasse deres processer og meddele deres kunder disses IBAN-oplysninger.

(5)

Trods den store indsats, der er gjort af Den Europæiske Centralbank, medlemsstaterne, deres nationale offentlige myndigheder og markedsdeltagere igennem de seneste måneder, viser de nyeste omstillingsstatistikker, at omstillingen i euroområdet til SCT'er samlet set kun er steget fra 40 % i juni 2013 til ca. 64 % i november 2013, mens omstillingen til SDD'er samlet set kun er nået op på 26 %. Mens de nationale tal viser store fremskridt i en række medlemsstater, halter en betydelig gruppe af medlemsstater meget bagefter de forventede omstillingsresultater. Det er derfor meget usandsynligt, at alle markedsdeltagere vil leve op til SEPA-kravene inden den 1. februar 2014.

(6)

Fra den 1. februar 2014 vil banker og andre betalingstjenesteudbydere på grund af deres retlige forpligtelser være nødt til at nægte at behandle kreditoverførsler og direkte debiteringer, som ikke opfylder SEPA-kravene, selv om de, som det allerede er tilfældet i øjeblikket, teknisk set vil kunne behandle disse betalinger ved at fortsætte med at anvende de eksisterende traditionelle betalingsordninger sideløbende med SCT og SDD. Hvis omstillingen til SCT og SDD ikke er fuldstændig, kan det derfor ikke udelukkes, at der forekommer forsinkelser af disse betalinger. Alle betalingstjenestebrugere og navnlig SMV'er og forbrugere kan blive berørt.

(7)

Det er meget vigtigt, at man undgår unødvendige forstyrrelser i betalinger som følge af, at omstillingen til SEPA ikke vil være fuldført den 1. februar 2014. Betalingstjenesteudbydere bør derfor i en begrænset periode fortsat kunne behandle betalingstransaktioner gennem deres traditionelle ordninger sideløbende med deres SCT- og SDD-ordninger, således som det er tilfældet nu. Der bør derfor indføres en overgangsperiode for at gøre det muligt at fortsætte denne parallelle behandling af betalinger på forskellige måder. I betragtning af de nuværende omstillingstal og det forventede omstillingstempo er en enkelt supplerende overgangsperiode på seks måneder passende. En sådan klausul vedrørende de traditionelle ordninger, der ikke opfylder SEPA-kravene, bør betragtes som værende en undtagelsesforanstaltning, og den bør derfor være så kortvarig som muligt, da hurtig og fuldstændig omstilling er nødvendig for at opnå de fulde fordele ved et integreret betalingsmarked. Det er også vigtigt, at omkostningerne for betalingstjenesteudbyderne ved fortsat at anvende de traditionelle betalingsordninger sideløbende med SEPA-ordningen begrænses tidsmæssigt. Betalingstjenesteudbydere, som allerede er gået helt over til SEPA, kan overveje at levere konverteringstjenester til betalingstjenestebrugere, som endnu ikke er gået over til SEPA, i denne overgangsperiode. I overgangsperioden bør medlemsstaterne undlade at sanktionere betalingstjenesteudbydere, der behandler betalinger, som ikke opfylder kravene, og betalingstjenestebrugere, der endnu ikke er gået over til SEPA.

(8)

En række store brugere af instrumenter for direkte debitering har allerede tilkendegivet, at de agter at gå over til SEPA umiddelbart inden slutdatoen. Enhver udsættelse af disse omstillingsplaner kan medføre et forbigående pres på indgående betalinger og pengestrømme og dermed på de berørte virksomheders likviditet. En sådan sen omstilling, der vedrører mange, kan også forårsage flaskehalse, særlig hos banker og softwareleverandører, der kan opleve visse kapacitetsbegrænsninger. Den supplerende periode til indfasning af den nye ordning vil efter alt at dømme muliggøre en mere gradvis tilgang. Markedsdeltagere, som endnu ikke har påbegyndt iværksættelsen af de tilpasninger, der er nødvendige for at opfylde SEPA-kravene, opfordres til at gøre dette hurtigst muligt. Markedsdeltagere, som allerede har påbegyndt tilpasningen af deres betalingsprocesser, bør ikke desto mindre fuldføre omstillingen så hurtigt som muligt.

(9)

I betragtning af det overordnede mål om at gennemføre koordineret og integreret omstilling bør overgangsperioden finde anvendelse på både SCT og SDD. Forskellige overgangsperioder for SCT og SDD ville skabe forvirring for forbrugerne, betalingstjenesteyderne, SMV'erne og andre betalingstjenestebrugere.

(10)

Af hensyn til retssikkerheden og for at sikre kontinuitet i anvendelsen af forordning (EU) nr. 260/2012 er det nødvendigt, at denne forordning træder i kraft hurtigst muligt og anvendes med tilbagevirkende kraft fra den 31. januar 2014.

(11)

I betragtning af sagens hastende karakter bør der gøres undtagelse fra den periode på otte uger, der er omhandlet i artikel 4 i protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union vedføjet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union, til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab.

(12)

Forordning (EU) nr. 260/2012 bør derfor ændres —

20.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 84/4

(1)

Unionen har siden den 14. november 1997 efter vedtagelsen af Rådets afgørelse 86/238/EØF (2) været kontraherende part i den internationale konvention om bevarelse af tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT-konventionen).

(2)

ICCAT-konventionen fastlægger en ramme for det regionale samarbejde om bevarelse og forvaltning af bestandene af tunfisk og beslægtede arter i Atlanterhavet og tilstødende have. ICCAT-konventionen oprettede en international kommission for bevarelse af tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT), som vedtager bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger. Disse foranstaltninger bliver bindende for de kontraherende parter.

(3)

I 1998 vedtog ICCAT resolution 98-18 om urapporteret og ureguleret fangst af tun ved hjælp af store langlinefartøjer i konventionsområdet. Ved denne resolution blev der fastlagt procedurer for identificering af lande, hvis fartøjer havde fisket efter tunfisk og beslægtede arter på en måde, der gør ICCAT's bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger mindre effektive. I samme resolution blev det ligeledes fastlagt, hvilke foranstaltninger der skal træffes for at forhindre fartøjerne fra disse lande i at fortsætte et sådant fiskeri, herunder om nødvendigt ikke-diskriminerende handelsrestriktioner.

(4)

Efter vedtagelsen af resolution 98-18 har ICCAT identificeret Bolivia, Cambodja, Ækvatorialguinea, Georgien og Sierra Leone som lande, hvis fartøjer fisker efter storøjet tun (Thunnus obesus) på en måde, som gør dens bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger mindre effektive. ICCAT har dokumenteret dette med data vedrørende fangster, handel og fartøjers aktiviteter.

(5)

ICCAT henstillede derfor, at de kontraherende parter traf passende foranstaltninger i overensstemmelse med dens resolution 98-18 for at forbyde import af storøjet tun og ethvert produkt heraf fra de nævnte lande.

(6)

I 2004 blev der ved Rådets forordning (EF) nr. 827/2004 (3) indført forbud mod import til Unionen af storøjet tun med oprindelse i Bolivia, Cambodja, Ækvatorialguinea, Georgien og Sierra Leone.

(7)

På sit 14. særlige møde i 2004 anerkendte ICCAT de bestræbelser, som Cambodja, Ækvatorialguinea og Sierra Leone havde gjort sig for at løse de problemer, som ICCAT havde påpeget, og vedtog henstillinger, som ophævede handelsrestriktionerne over for disse tre lande for så vidt angik storøjet tun og ethvert produkt heraf.

(8)

Forordning (EF) nr. 827/2004 blev derfor ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 919/2005F (4), således at forbuddet mod at importere storøjet tun og ethvert produkt heraf fra Cambodja, Ækvatorialguinea og Sierra Leone til Unionen blev ophævet. Som følge af ændringen er det alene sådan import fra Bolivia og Georgien, der i henhold til forordning (EF) nr. 827/2004 er forbudt.

(9)

På sit 22. ordinære møde i 2011 anerkendte ICCAT de foranstaltninger, som Bolivia og Georgien har truffet, og vedtog henstilling 11-19, som ophæver forbuddet mod import af storøjet tun og ethvert produkt heraf, som fortsat fandt anvendelse på disse to lande.

(10)

Forordning (EF) nr. 827/2004 bør derfor ophæves —

20.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 84/6

(1)

Unionen og medlemsstaterne har sat sig som mål at bekæmpe svig, korruption og andre ulovlige aktiviteter, der skader Unionens finansielle interesser, herunder smugling og forfalskning af cigaretter. For at forbedre den langsigtede virkning af udgifter og undgå overlapninger bør der sikres et tæt og regelmæssigt samarbejde og samordning på EU-plan og mellem medlemsstaternes myndigheder.

(2)

Aktiviteter, hvis formål er at forbedre informationen, tilbyde specialuddannelse, herunder retssammenlignende undersøgelser og teknisk og videnskabelig bistand, er i høj grad med til at beskytte Unionens finansielle interesser og samtidig sikre et højt og ensartet beskyttelsesniveau i hele Unionen.

(3)

Tidligere støtte til sådanne aktiviteter gennem Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 804/2004/EF (3) (Hercule-programmet), som blev ændret og forlænget ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 878/2007/EF (4) (Hercule II-programmet) har gjort det muligt at styrke Unionens og medlemsstaternes indsats til bekæmpelse af svig, korruption og enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Unionens finansielle interesser.

(4)

Kommissionen har gennemført en revision af resultaterne af Hercule II-programmet med angivelse af dets input og output.

(5)

Kommissionen gennemførte i 2011 en konsekvensanalyse for at vurdere, om programmet skulle videreføres.

(6)

Der bør vedtages et nyt program (»programmet«) med henblik på at videreføre og udvikle aktiviteterne på EU-plan og i medlemsstaterne til bekæmpelse af svig, korruption og enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Unionens finansielle interesser, herunder smugling og forfalskning af cigaretter, hvor der også tages hensyn til de nye udfordringer i en situation med budgetstramninger.

(7)

Programmet bør gennemføres under hensyn til de henstillinger og foranstaltninger, der er opført i Kommissionens meddelelse af 6. juni 2013 med titlen »Intensivering af kampen mod cigaretsmugling og andre former for ulovlig handel med tobaksvarer — En samlet EU-strategi«.

(8)

Programmet bør gennemføres i fuld overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (5). I overensstemmelse med nævnte forordning skal et tilskud yde økonomisk støtte til en aktion, der skal fremme virkeliggørelsen af et mål, der indgår i en af Unionens politikker, og må ikke have indkøb af udstyr som sit eneste formål.

(9)

Programmet bør være åbent for deltagelse for tiltrædende stater, kandidatlande og potentielle kandidater, der er omfattet af en førtiltrædelsesstrategi, samt lande, som er partnere i den europæiske naboskabspolitik, hvis de i tilstrækkelig grad har tilpasset relevant lovgivning og administrative metoder til den eller dem, der er gældende i Unionen, i overensstemmelse med de generelle principper og betingelser for disse staters og landes deltagelse i EU-programmer, som er fastsat i de respektive rammeaftaler, associeringsrådsafgørelser eller lignende aftaler samt landene i Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA), som deltager i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).

(10)

Kommissionen bør forelægge en uafhængig midtvejsevalueringsrapport om gennemførelsen af programmet og en endelig evalueringsrapport om opfyldelsen af programmets mål for Europa-Parlamentet og Rådet. Endvidere bør Kommissionen årligt forelægge Europa-Parlamentet og Rådet oplysninger om den årlige gennemførelse af programmet, herunder resultaterne af de finansierede aktioner og oplysninger om sammenhængen og komplementariteten for så vidt angår andre relevante programmer og aktioner på EU-plan.

(11)

Denne forordning overholder nærheds- og proportionalitetsprincippet. Programmet bør fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne og mellem Kommissionen og medlemsstaterne for at beskytte Unionens finansielle interesser ved at anvende ressourcerne mere effektivt, end det er muligt på nationalt plan. Det er nødvendigt og berettiget at gribe ind på EU-plan, da det helt klart gør det nemmere for medlemsstaterne at beskytte Unionens almindelige budget og de nationale budgetter i fællesskab og fremmer anvendelsen af fælles EU-strukturer med henblik på at øge samarbejdet og informationsudvekslingen mellem kompetente myndigheder. Programmet bør imidlertid ikke indvirke på medlemsstaternes ansvar.

(12)

Programmet bør omfatte en periode på syv år, så dets varighed tilpasses varigheden af den flerårige finansielle ramme, som er fastsat i Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 (6).

(13)

For at give mulighed for en hvis fleksibilitet for så vidt angår tildeling af midler bør beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for så vidt angår ændring af den vejledende tildeling af disse midler. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(14)

Kommissionen bør vedtage årlige arbejdsprogrammer, der omfatter de aktioner, der finansieres, udvælgelses- og tildelingskriterierne og de behørigt begrundede undtagelsestilfælde, f.eks. tilfælde vedrørende medlemsstater, der løber en stor risiko i forbindelse med Unionens finansielle interesser, og hvor den maksimale samfinansieringssats på 90 % af de støtteberettigede udgifter finder anvendelse. Kommissionen bør drøfte anvendelsen af denne forordning med medlemsstaterne inden for rammerne af Det Rådgivende Koordineringsudvalg for Bekæmpelse af Svig, som er nedsat ved Kommissionens afgørelse 94/140/EF (7).

(15)

Medlemsstaterne bør bestræbe sig på at forøge deres finansielle bidrag i henhold til samfinansieringssatsen for tilskud, der tildeles i medfør af programmet.

(16)

Kommissionen bør træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at der er sammenhæng og komplementaritet mellem de årlige arbejdsprogrammer og andre relevante programmer, der finansieres af Unionen, navnlig på toldområdet, for at styrke den samlede virkning af programmets aktioner og undgå enhver overlapning af programmet med andre programmer.

(17)

I denne forordning fastlægges en finansieringsramme for hele programmets varighed, som skal udgøre det primære referencebeløb, jf. punkt 17 i den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning (8), for Europa-Parlamentet og Rådet under den årlige budgetprocedure.

(18)

Unionens finansielle interesser bør beskyttes gennem passende foranstaltninger i hele udgiftscyklussen, blandt andet forebyggelse, opsporing og efterforskning af uregelmæssigheder, inddrivelse af tabte, uretmæssigt udbetalte eller ukorrekt anvendte midler samt i givet fald administrative og finansielle sanktioner.

(19)

Afgørelse nr. 804/2004/EF bør ophæves. Der bør vedtages midlertidige foranstaltninger med henblik på at muliggøre opfyldelsen af finansielle forpligtelser i forbindelse med aktioner i medfør af denne afgørelse og af rapporteringsforpligtelser fastsat deri.

(20)

Der bør sikres en smidig overgang uden afbrydelser mellem Hercule II-programmet og programmet, og det er hensigtsmæssigt at tilpasse programmets løbetid til forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013. Programmet bør derfor anvendes fra den 1. januar 2014 —

a)

udvikling af aktiviteter på EU-plan og i medlemsstaterne til bekæmpelse af svig, korruption og andre ulovlige aktiviteter, der skader Unionens finansielle interesser, herunder smugling og forfalskning af cigaretter

b)

øget transnationalt samarbejde og samordning på EU-plan mellem medlemsstaternes myndigheder, Kommissionen og Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), herunder navnlig med hensyn til mere effektive grænseoverskridende operationer

c)

effektiv bekæmpelse af svig, korruption og andre ulovlige aktiviteter, der skader Unionens finansielle interesser, ved hjælp af fælles specialuddannelsesprogrammer for personale i nationale og regionale forvaltninger og andre interessenter.

a)

antallet af beslaglæggelser, konfiskationer og inddrivelser efter afsløring af svig ved hjælp af fælles aktioner og grænseoverskridende operationer

b)

merværdien og den effektive anvendelse af samfinansieret teknisk udstyr

c)

udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne om de resultater, der er opnået med det tekniske materiale

d)

antallet og typen af uddannelsesaktiviteter, herunder omfanget af specialuddannelser.

a)

at forbedre forebyggelsen og efterforskningen af svig og andre ulovlige aktiviteter i forhold til nu gennem et tættere transnationalt og tværfagligt samarbejde

b)

at øge beskyttelsen af Unionens finansielle interesser mod svig gennem fremme af udvekslingen af oplysninger, erfaringer og bedste praksis, herunder udveksling af personale

c)

at styrke bekæmpelsen af svig og andre ulovlige aktiviteter gennem tilvejebringelse af teknisk og operativ bistand til den nationale efterforskning, herunder navnlig til toldmyndigheder og retshåndhævende myndigheder

d)

at begrænse den på nuværende tidspunkt kendte eksponering af Unionens finansielle interesser for svig, korruption og andre ulovlige aktiviteter med henblik på at begrænse udviklingen af en illegal økonomi på centrale risikoområder såsom organiseret svig, herunder smugling og forfalskning af cigaretter

e)

at styrke udviklingen af den særlige retlige og juridiske beskyttelse af Unionens finansielle interesser mod svig gennem fremme af retssammenlignende analyse.

a)

nationale og regionale myndigheder i et deltagerland, jf. artikel 7, stk. 1, som fremmer styrkelsen af tiltag på EU-plan til beskyttelse af Unionens finansielle interesser

b)

forsknings- og undervisningsinstitutter og almennyttige organer, der i mindst et år har været lovligt etableret og aktive i et deltagerland, jf. artikel 7, stk. 1, og som fremmer en styrkelse af tiltag på EU-plan til beskyttelse af Unionens finansielle interesser.

a)

tiltrædende stater, kandidatlande og potentielle kandidater, der er omfattet af en førtiltrædelsesstrategi, i overensstemmelse med de generelle principper og betingelser for disse staters og landes deltagelse i EU-programmer, som er fastsat i de respektive rammeaftaler, associeringsrådsafgørelser eller lignende aftaler

b)

partnerlande under den europæiske naboskabspolitik, hvis de i tilstrækkelig grad har tilnærmet relevant lovgivning og administrative metoder til dem, der er gældende i Unionen. De pågældende partnerlande deltager i programmet i overensstemmelse med de bestemmelser, som aftales med disse lande efter indgåelse af rammeaftaler om deres deltagelse i EU-programmer

c)

landene i Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA), der deltager i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), i overensstemmelse med bestemmelserne i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

a)

specialiseret teknisk bistand til medlemsstaternes kompetente myndigheder på en eller flere af følgende måder:

b)

tilrettelæggelse af målrettede specialuddannelser og uddannelsesworkshops om risikoanalyse samt, hvis det er relevant, konferencer med henblik på et eller flere af følgende formål:

c)

enhver anden aktion, der ikke er omfattet af denne artikels litra a) eller b), som er fastlagt i de i artikel 11 omhandlede årlige arbejdsprogrammer, og som er nødvendig for at nå det generelle, det specifikke og de operative mål i henholdsvis artikel 3, 4 og 5.

a)

tilskud

b)

offentlige udbud

c)

godtgørelsen af udgifter til deltagelse i aktiviteter i medfør af programmet, som de i artikel 7, stk. 3, omhandlede repræsentanter har afholdt.

a)

senest den 31. december 2017 en uafhængig midtvejsevalueringsrapport om opfyldelsen af målene for alle aktioner, resultater og virkninger, effektiviteten og produktiviteten af ressourceudnyttelsen og merværdien for Unionen, med henblik på en afgørelse om videreførelse, ændring eller suspension af aktionerne; midtvejsevalueringsrapporten skal desuden omfatte mulighederne for forenkling, programmets interne og eksterne sammenhæng, den fortsatte relevans af alle programmets mål samt aktionernes bidrag til Unionens prioriterede mål om en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst; den skal desuden tage hensyn til de resultater af evalueringen af opfyldelsen af målene for Hercule II-programmet

b)

senest den 31. december 2021 en endelig evalueringsrapport om opfyldelsen af programmets mål, herunder dets merværdi; der skal desuden foretages en evaluering af programmets langsigtede virkninger og holdbarheden heraf, som skal indgå i en afgørelse om en eventuel videreførelse, ændring eller suspension af et efterfølgende program.

20.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 84/14

(1)

Rådets forordning (EØF) nr. 1601/91 (3) og Kommissionens forordning (EF) nr. 122/94 (4) har været vellykkede instrumenter til regulering af aromatiserede vine, aromatiserede vinbaserede drikkevarer og aromatiserede cocktails af vinprodukter (»aromatiserede vinprodukter«). Set i lyset af den teknologiske innovation, markedsudviklingen og de ændrede forbrugerforventninger er det dog nødvendigt at ajourføre de regler, som er gældende for definition, beskrivelse, præsentation, mærkning og beskyttelse af geografiske betegnelser for visse aromatiserede vinprodukter, samtidig med at der tages hensyn til de traditionelle produktionsmetoder.

(2)

Der er endvidere behov for at foretage ændringer som følge af Lissabontraktatens ikrafttræden, så de beføjelser, som Kommissionen har fået tildelt i medfør af forordning (EØF) nr. 1601/91, tilpasses efter artikel 290 og 291 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). På grund af ændringernes omfang bør forordning (EØF) nr. 1601/91 ophæves og erstattes af nærværende forordning. Forordning (EF) nr. 122/94 fastsatte regler for aromatisering og tilsætning af alkohol gældende for visse aromatiserede vinprodukter, og for at sikre klarhed bør disse regler indgå i nærværende forordning.

(3)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 (5) finder anvendelse på præsentation og mærkning af aromatiserede vinprodukter, medmindre andet er bestemt i nærværende forordning.

(4)

Aromatiserede vinprodukter er vigtige for forbrugere, producenter og landbrugssektoren i Unionen. De foranstaltninger, der gælder for aromatiserede vinprodukter, bør bidrage til at nå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, forebygge vildledende praksis og sikre markedsgennemsigtighed og fair konkurrence. Foranstaltningerne vil dermed værne om det omdømme, som Unionens aromatiserede vinprodukter har opnået på det indre marked og på verdensmarkedet, ved at der fortsat tages hensyn til de traditionelle metoder, som anvendes til fremstilling af aromatiserede vinprodukter, og til øgede krav om forbrugerbeskyttelse og -oplysning. Der bør også tages højde for teknologisk innovation med hensyn til de produkter, hvor en sådan innovation tjener til at forbedre kvaliteten uden at påvirke de pågældende aromatiserede vinprodukters traditionelle karakter.

(5)

Fremstillingen af aromatiserede vinprodukter udgør en vigtig afsætningsmulighed for Unionens landbrugssektor, og dette bør understreges i den lovgivningsmæssige ramme.

(6)

I forbrugernes interesse bør denne forordning være gældende for alle aromatiserede vinprodukter, der bringes i omsætning i Unionen, uanset om de er fremstillet i en medlemsstat eller i et tredjeland. Med henblik på at bevare og forbedre omdømmet for Unionens aromatiserede vinprodukter på verdensmarkedet bør denne forordnings regler også gælde for aromatiserede vinprodukter, der fremstilles i Unionen til eksport.

(7)

For at sikre klarhed og gennemsigtighed i den EU-ret, der regulerer aromatiserede vinprodukter, er det nødvendigt klart at definere de produkter, som dækkes af denne ret, kriterierne for produktionen, beskrivelsen, præsentationen og mærkningen af de aromatiserede vinprodukter og navnlig varebetegnelserne. Der bør endvidere fastlægges særlige regler for frivillig oprindelsesangivelse som supplement til dem, der er fastlagt i forordning (EU) nr. 1169/2011. Når sådanne regler fastlægges, bliver alle trin i produktionskæden reguleret, og forbrugerne beskyttes og oplyses korrekt.

(8)

Definitionerne af aromatiserede vinprodukter bør fortsat respektere traditionelle kvalitetsmetoder, men bør ajourføres og forbedres på baggrund af den teknologiske udvikling.

(9)

Aromatiserede vinprodukter bør fremstilles i henhold til bestemte regler og begrænsninger, der garanterer, at forbrugernes forventninger med hensyn til kvalitet og fremstillingsmetoder tilgodeses. Med henblik på at overholde internationale standarder på dette område bør produktionsmetoderne fastlægges, og Kommissionen bør som hovedregel tage hensyn til de standarder, som anbefales og udgives af Den Internationale Vinorganisation (OIV).

(10)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 (6) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1334/2008 (7) bør gælde for aromatiserede vinprodukter.

(11)

Endvidere bør den ethanol, der anvendes til fremstilling af aromatiserede vinprodukter, udelukkende være landbrugsethanol med henblik på både at opfylde forbrugernes forventninger og sikre overensstemmelse med de traditionelle kvalitetsmetoder. Dette sikrer også et marked for basislandbrugsprodukter.

(12)

I betragtning af vigtigheden og kompleksiteten af sektoren for aromatiserede vinprodukter er det hensigtsmæssigt at fastsætte specifikke regler for beskrivelse og præsentation af aromatiserede vinprodukter, der supplerer mærkningskravene i forordning (EU) nr. 1169/2011. Sådanne specifikke regler bør også forhindre misbrug af varebetegnelserne for aromatiserede vinprodukter i tilfælde af produkter, der ikke overholder de krav, der er fastsat i nærværende forordning.

(13)

Med henblik på at lette forbrugeres forståelse bør det være muligt at supplere varebetegnelser som fastsat i nærværende forordning med varens sædvanlige betegnelse i den i forordning (EU) nr. 1169/2011 anvendte betydning.

(14)

Forordning (EF) nr. 834/2007 (8) finder bl.a. anvendelse på forarbejdede landbrugsprodukter beregnet til konsum, herunder aromatiserede vinprodukter. Følgelig kan aromatiserede vinprodukter, der opfylder kravene i den nævnte forordning og de retsakter, der er vedtaget i henhold hertil, bringes i omsætning som økologiske aromatiserede vinprodukter.

(15)

Medlemsstaterne bør som led i en kvalitetspolitik og for at sikre et højt kvalitetsniveau for aromatiserede vinprodukter med en geografisk betegnelse kunne vedtage regler, der er strengere end dem, der er fastsat i nærværende forordning, for så vidt angår fremstilling, beskrivelse, præsentation og mærkning af aromatiserede vinprodukter med en geografisk betegnelse, som fremstilles på deres eget område, i det omfang sådanne regler er i overensstemmelse med EU-retten.

(16)

Eftersom Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 110/2008 (9), Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1151/2012 (10) og bestemmelserne om geografiske betegnelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 (11) ikke gælder for aromatiserede vinprodukter, bør der fastsættes specifikke regler om beskyttelse af geografiske betegnelser for aromatiserede vinprodukter. Geografiske betegnelser bør anvendes til at identificere de aromatiserede vinprodukters oprindelse i et land eller i en region eller et lokalt sted, hvis det aromatiserede vinprodukts kvalitet, omdømme eller andre egenskaber i alt væsentligt kan tilskrives dens geografiske oprindelse, og en sådan geografisk betegnelse bør registreres af Kommissionen.

(17)

I denne forordning bør der fastsættes en procedure for registrering, overensstemmelse, ændring og eventuel ophævelse af geografiske betegnelser i et tredjeland og i Unionen.

(18)

Myndighederne i medlemsstaterne bør have ansvar for overholdelse af denne forordning, og der bør træffes foranstaltninger, som gør det muligt for Kommissionen at overvåge og verificere denne overholdelse.

(19)

Med henblik på at supplere eller ændre visse ikke-væsentlige elementer i denne forordning bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår fastlæggelse af produktionsprocesser for aromatiserede vinprodukter, kriterier for afgrænsning af geografiske områder og regler, restriktioner og undtagelsesbestemmelser vedrørende produktion i sådanne områder, betingelserne for, at en produktspecifikation kan omfatte supplerende krav, fastlæggelsen af de tilfælde, hvori en individuel producent kan ansøge om beskyttelse af en geografisk betegnelse, og restriktioner med hensyn til, hvilken type ansøger der kan ansøge om sådan beskyttelse; fastsættelsen af de betingelser, der skal gælde for ansøgninger om beskyttelse af en geografisk betegnelse, Kommissionens undersøgelse, indsigelsesproceduren og procedurerne for ændring og ophævelse af geografiske betegnelser; fastsættelse af betingelserne for grænseoverskridende ansøgninger; fastsættelse af datoen for, hvornår en ansøgning eller en anmodning skal indgives, datoen, hvorfra beskyttelsen gælder, og datoen, hvor en ændring finder anvendelse; fastsættelse af betingelserne vedrørende ændringer af produktspecifikationer, herunder betingelserne hvorunder en ændring af produktspecifikationer skal anses for at være af mindre omfang, og betingelserne vedrørende ansøgninger om og godkendelse af ændringer, der ikke indebærer nogen ændring af enhedsdokumentet, begrænsninger vedrørende den beskyttede betegnelse, arten og typen af de oplysninger, der skal meddeles ved udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne og Kommissionen, meddelelsesmåder, regler vedrørende adgangsret til de disponible oplysninger eller informationssystemer og vilkår for og metoder til offentliggørelse af oplysningerne. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(20)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning for så vidt angår analysemetoder til fastlæggelse af aromatiserede vinprodukters sammensætning; afgørelser om tildeling af beskyttelse af geografiske betegnelser og om afvisning af ansøgninger om sådan beskyttelse; afgørelser om ophævelse af beskyttelse af geografiske betegnelser og af eksisterende geografiske betegnelser, afgørelser om godkendelse af godkendelse af ansøgninger om ændringer for så vidt angår mindre ændringer af produktspecifikationer; de oplysninger, som produktspecifikationen skal indeholde for så vidt angår definitionen af geografiske betegnelser; måderne hvorpå afgørelser om beskyttelse eller afvisning af geografiske betegnelser offentliggøres; regler vedrørende indgivelse af grænseoverskridende ansøgninger; den kontrol og de undersøgelser, som skal udføres af medlemsstaterne; procedurerne, herunder antageligheden, for undersøgelse af ansøgninger om beskyttelse eller godkendelse af en ændring af en geografisk betegnelse og proceduren, herunder antagelighed, for indsigelsesanmodninger, ophævelsesanmodninger eller omdannelsesanmodninger og for fremsendelse af oplysninger om eksisterende beskyttede geografiske betegnelser; medlemsstaternes administrative og fysiske kontrol; og reglerne for levering af de oplysninger, der er nødvendige for anvendelsen af bestemmelsen om udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne og Kommissionen, ordningerne for forvaltning af de oplysninger, der skal meddeles, og regler for meddelelsesindhold, format, -tidsplan, -hyppighed og -frister og ordninger for fremsendelse eller tilrådighedsstillelse af oplysninger og dokumenter for medlemsstaterne, de kompetente myndigheder i tredjelande eller offentligheden, bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse gennemførelsesbeføjelser bør udøves i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 182/2011 (12).

(21)

Kommissionen bør ved hjælp af gennemførelsesretsakter og på grund af disse retsakters særlige karakter uden at anvende forordning (EU) nr. 182/2011 offentliggøre enhedsdokumentet i Den Europæiske Unions Tidende, træffe afgørelse om, hvorvidt en ansøgning om beskyttelse af en geografisk betegnelse skal afvises som uantagelig, og oprette og føre et register over geografiske betegnelser, der er beskyttet i henhold til nærværende forordning, herunder optage eksisterende geografiske betegnelser i registeret eller fjerne dem fra registeret.

(22)

Overgangen fra de regler, der er fastsat i forordning (EØF) nr. 1601/91, til dem, der er fastsat i nærværende forordning, vil kunne give anledning til problemer, som der ikke er taget højde for i nærværende forordning. Med henblik herpå bør beføjelsen til at vedtage de nødvendige overgangsforanstaltninger delegeres til Kommissionen.

(23)

Der bør gives tilstrækkelig tid og indføres passende ordninger til, at en smidig overgang fra reglerne i forordning (EØF) nr. 1601/91 til reglerne i nærværende forordning befordres. Under alle omstændigheder bør handel med bestående lagre tillades, efter at nærværende forordning finder anvendelse, indtil disse lagre er opbrugt.

(24)

Målene for denne forordning, nemlig fastsættelse af regler for definition, beskrivelse, præsentation og mærkning af aromatiserede vinprodukter samt for beskyttelse af geografiske betegnelser for aromatiserede vinprodukter, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse medproportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —

a)

aromatiserede vine

b)

aromatiserede vinbaserede drikkevarer

c)

aromatiserede cocktails af vinprodukter.

a)

der er fremstillet på grundlag af et eller flere af de vinavlsprodukter, der er defineret i punkt 5 i del IV i bilag II og i punkt 1 og 3-9 i del II i bilag VII til forordning (EU) nr. 1038/2013, med undtagelse af »Retsina«-vin

b)

hvori de vinavlsprodukter, der er omhandlet i litra a), repræsenterer mindst 75 % af det samlede volumen

c)

der kan være tilsat alkohol

d)

der kan være tilsat farve

e)

der kan være tilsat druemost og/eller delvis gæret druemost

f)

der kan være sødet

g)

som har et virkeligt alkoholindhold udtrykt i volumen på mindst 14,5 % vol. og på under 22 % vol. og et totalt alkoholindhold udtrykt i volumen på mindst 17,5 % vol.

a)

der er fremstillet på grundlag af et eller flere af de vinavlsprodukter, som er defineret i punkt 1, 2 og 4-9 i del II i bilag VII til forordning (EU) nr. 1308/2013, med undtagelse af vine, der er fremstillet med tilsætning af alkohol, og »Retsina«-vin

b)

hvori de vinavlsprodukter, der er omhandlet i litra a), repræsenterer mindst 50 % af det samlede volumen

c)

der ikke er tilsat alkohol, medmindre andet er fastsat i bilag II

d)

der kan være tilsat farve

e)

der kan være tilsat druemost og/eller delvis gæret druemost

f)

der kan være sødet

g)

som har et virkeligt alkoholindhold udtrykt i volumen på mindst 4,5 % vol. og på under 14,5 % vol.

a)

der er fremstillet på grundlag af et eller flere af de vinavlsprodukter, som er defineret i punkt 1, 2 og 4-11 i del II i bilag VII til forordning (EU) nr. 1308/2013, med undtagelse af vine, der er fremstillet med tilsætning af alkohol, og »Retsina«-vin

b)

hvori de vinavlsprodukter, der er omhandlet i litra a), repræsenterer mindst 50 % af det samlede volumen

c)

der ikke er tilsat alkohol

d)

der kan være tilsat farve

e)

der kan være sødet

f)

som har et virkeligt alkoholindhold udtrykt i volumen på over 1,2 % vol. og på under 10 % vol.

a)

den betegnelse, der skal beskyttes

b)

navn og adresse på ansøgeren

c)

en produktspecifikation som omhandlet i stk. 2 og

d)

et enhedsdokument, der opsummerer den i stk. 2 omhandlede produktspecifikation.

a)

den betegnelse, der skal beskyttes

b)

en beskrivelse af produktet, især dets vigtigste analytiske kendetegn, samt en angivelse af dets organoleptiske kendetegn

c)

eventuelle særlige produktionsprocesser og specifikationer samt relevante begrænsninger for produktets fremstilling

d)

en afgrænsning af det pågældende geografiske område

e)

oplysninger til underbygning af den tilknytning, der er omhandlet i artikel 2, nr. 3

f)

de gældende krav, der er fastlagt i EU-retten eller i national ret, eller, når medlemsstaterne har fastlagt det, af en organisation, der forvalter den beskyttede geografiske betegnelse under hensyntagen til, at sådanne krav skal være objektive og ikke-diskriminerende samt forenelige med EU-retten

g)

en angivelse af det råmateriale, som det aromatiserede vinprodukt hovedsageligt er fremstillet af

h)

navn og adresse på de myndigheder eller organer, der kontrollerer, at produktspecifikationen er overholdt, med angivelse af deres specifikke opgaver.

a)

offentliggøre enhedsdokumentet og produktspecifikationen, som minimum på internettet og

b)

tilsende Kommissionen en ansøgning om beskyttelse, der indeholder følgende oplysninger:

a)

de faktiske forhold i Unionen, især i forbrugsområderne

b)

den relevante EU-ret eller nationale ret.

a)

enhver direkte eller indirekte kommerciel anvendelse af en beskyttet betegnelse:

b)

enhver uretmæssig anvendelse, efterligning eller antydning, selv om produktets eller tjenesteydelsens virkelige oprindelse er angivet, eller den beskyttede betegnelse er oversat, transskriberet eller translittereret eller ledsaget af udtryk såsom »art«, »type«, »måde«, »som fremstillet i«, »efterligning«, »smag«, »som« eller tilsvarende

c)

enhver anden form for falsk eller vildledende angivelse af produktets herkomst, oprindelse, art eller væsentlige egenskaber på den indre eller ydre emballage og i reklamer for eller dokumenter vedrørende det pågældende vinavlsprodukt samt anvendelse af emballager, der kan give et fejlagtigt indtryk af produktets oprindelse

d)

enhver anden form for praksis, der kan vildlede forbrugerne med hensyn til produktets virkelige oprindelse.

a)

den eller de ansvarlige myndigheder, der er omhandlet i artikel 22, eller

b)

et eller flere kontrolorganer som defineret i artikel 2, stk. 2, nr. 5, i forordning (EF) nr. 882/2004, der fungerer som produktcertificeringsorgan i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i artikel 5 i samme forordning.

a)

en eller flere offentlige myndigheder udpeget af tredjelandet, eller

b)

et eller flere certificeringsorganer.

a)

de tekniske dossierer, jf. artikel 10, stk. 1

b)

de nationale afgørelser om godkendelse.

a)

kriterier for afgrænsning af det geografiske område og

b)

regler, restriktioner og undtagelsesbestemmelser for produktionen i det afgrænsede geografiske område.

a)

fastlægge de tilfælde, hvori en individuel producent kan ansøge om beskyttelse af en geografisk betegnelse

b)

fastlægge restriktioner med hensyn til, hvilken type ansøger der kan ansøge om beskyttelse af en geografisk betegnelse

c)

fastlægge de betingelser, der skal gælde for ansøgninger om beskyttelse af en geografisk betegnelse, Kommissionens undersøgelse, indsigelsesproceduren samt procedurerne for ændring og ophævelse af geografiske betegnelser

d)

fastlægge betingelserne for grænseoverskridende ansøgninger

e)

fastsætte datoen for, hvornår en ansøgning eller en anmodning skal indgives

f)

fastsætte datoen, hvorfra beskyttelsen gælder

g)

fastlægge de betingelser, hvorunder en ændring skal anses for at være af mindre omfang som omhandlet i artikel 24, stk. 2

h)

fastsætte datoen, hvor en ændring træder i kraft

i)

fastlægge betingelserne vedrørende ansøgninger om ændring af produktspecifikationen for en geografisk betegnelse beskyttet i henhold til denne forordning, når sådanne ændringer ikke indebærer nogen ændring af enhedsdokumentet som omhandlet i artikel 10, stk. 1, litra d).

a)

de oplysninger, som produktspecifikationen skal indeholde med hensyn til den i artikel 2, nr. 3), omhandlede sammenhæng mellem det geografiske område og færdigvaren

b)

måderne, hvorpå de i artikel 16 omhandlede afgørelser om beskyttelse eller afvisning kan offentliggøres

c)

indgivelse af grænseoverskridende ansøgninger

d)

den kontrol, medlemsstaterne skal udføre, herunder undersøgelser.

a)

modeller for dokumenter og indberetningsformat

b)

tidsfrister

c)

nærmere oplysninger om faktiske forhold, beviser og dokumentation, der skal fremlægges til støtte for ansøgningen eller anmodningen.

a)

arten og typen af de oplysninger, der skal meddeles

b)

meddelelsesmåder

c)

regler for adgangsret til de disponible oplysninger eller informationssystemer

d)

vilkår for og metoder til offentliggørelse af oplysninger.

a)

regler for levering af oplysninger i det omfang, det er nødvendigt for anvendelsen af nærværende artikel

b)

ordninger for forvaltning af de oplysninger, der skal meddeles, og regler for meddelelsesindhold, -format, -tidsplan, -hyppighed og -frister

c)

ordninger for fremsendelse eller tilrådighedsstillelse af oplysninger og dokumenter for medlemsstaterne, de kompetente myndigheder i tredjelande eller offentligheden.

20.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 84/35

(1)

Rådets forordning (EF) nr. 774/94 (2) tillægger Kommissionen beføjelse til at gennemføre visse af nævnte forordnings bestemmelser.

(2)

Som følge af at Lissabontraktaten er trådt i kraft, bør de beføjelser, som Kommissionen har fået tillagt i henhold til forordning (EF) nr. 774/94, bringes i overensstemmelse med artikel 290 og 291 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

(3)

For at supplere eller ændre visse ikkevæsentlige elementer i forordning (EF) nr. 774/94 bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår vedtagelse af ændringer af nævnte forordning, såfremt mængder og andre vilkår i kontingentordningerne tilpasses, navnlig ved en rådsafgørelse om indgåelse af en aftale med et eller flere tredjelande. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(4)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelse af forordning (EF) nr. 774/94 for så vidt angår de regler, der er nødvendige for forvaltningen af de kontingentordninger, der er omhandlet i nævnte forordning, bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (3).

(5)

Forordning (EF) nr. 774/94 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Artikel 7 og 8 affattes således:

»Artikel 7

Ved gennemførelsesretsakter vedtager Kommissionen de regler, der er nødvendige for forvaltningen af de kontingentordninger, der er omhandlet i denne forordning, og i givet fald:

Disse gennemførelsesretsakter vedtages i overensstemmelse med undersøgelsesproceduren i artikel 8b, stk. 2.

Artikel 8

For at opfylde de internationale forpligtelser, og hvis mængder og andre vilkår i de kontingentordninger, der er omhandlet i denne forordning, ændres af Europa-Parlamentet og Rådet eller af Rådet, navnlig ved en rådsafgørelse om indgåelse af en aftale med et eller flere tredjelande, tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 8a vedrørende de heraf følgende ændringer af denne forordning.«

2)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 8a

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 8, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 9. april 2014. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.   Den i artikel 8 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 8 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 8b

1.   Kommissionen bistås af Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter, der er nedsat ved artikel 229 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 (4). Denne komité er et udvalg som omhandlet i den i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (5).

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011.

3.   Når komitéens udtalelse indhentes efter en skriftlig procedure, afsluttes proceduren uden noget resultat, hvis formanden for komitéen træffer beslutning herom, eller mindst en fjerdedel af komitéens medlemmer anmoder herom, inden for tidsfristen for afgivelse af udtalelsen.

20.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 84/38

(1)

I henhold til artikel 13, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 510/2011 (3) skal Kommissionen under forudsætning af, at det bekræftes, at dette kan lade sig gøre, revidere de nærmere bestemmelser for inden år 2020 at nå målet på de 147 g CO2/km, herunder også formlerne i bilag I til nævnte forordning og undtagelserne i artikel 11 heri. Denne forordning bør ud fra et konkurrencesynspunkt være så neutral som muligt, social retfærdig og bæredygtig.

(2)

Henset til sammenhængen mellem CO2-emissioner og brændstofforbrug vil en fastsættelse af de nærmere bestemmelser for at nedbringe CO2-emissionerne fra lette erhvervskøretøjer også kunne bidrage til på en omkostningseffektiv måde at nedbringe brændstofforbruget og de dermed forbundne omkostninger for ejere af sådanne køretøjer.

(3)

Det er hensigtsmæssigt at præcisere, at CO2-emissioner med henblik på at kontrollere opfyldelsen af målet på 147 g CO2/km fortsat bør måles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 (4) og gennemførelsesforanstaltningerne hertil samt innovative teknologier.

(4)

Ifølge den tekniske analyse, der er foretaget i forbindelse med konsekvensanalysen, kan de teknologier, der er nødvendige for at nå målet på 147 g CO2/km, og de krævede reduktioner nås med lavere omkostninger end anslået i den foregående tekniske analyse, der er foretaget inden vedtagelsen af forordning (EU) nr. 510/2011. Herudover er afstanden mellem de nuværende gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner fra nye lette erhvervskøretøjer og målet på 147 g CO2/km også blevet mindre. Det er derfor bekræftet, at det er muligt at nå dette mål inden 2020.

(5)

I erkendelse af de uforholdsmæssig store konsekvenser for de mindste fabrikanter, hvis de skal overholde de specifikke emissionsmål, der fastlægges på grundlag af køretøjets nytte, de store administrative byrder i forbindelse med undtagelsesproceduren og de resulterende marginale fordele i form af lavere CO2-emissioner fra de køretøjer, som sælges af disse fabrikanter, bør fabrikanter, som årligt står for mindre end 1 000 nye lette erhvervskøretøjer, der er registreret i Unionen, undtages fra anvendelsesområdet for de specifikke emissionsmål og fra afgifterne for emissionsoverskridelser.

(6)

Proceduren for indrømmelse af en undtagelse til fabrikanter af små mængder bør forenkles for at skabe mere fleksibilitet med hensyn til, hvornår sådanne fabrikanters ansøgning om en undtagelse skal indgives, og hvornår Kommissionen skal indrømme en sådan undtagelse.

(7)

For at bilindustrien kan gennemføre investeringer på lang sigt og skabe innovation bør det angives, hvordan forordning (EU) nr. 510/2011 bør ændres for perioden efter 2020. Sådanne angivelser bør baseres på en vurdering af den nødvendige reduktionstakt i overensstemmelse med Unionens langsigtede klimamål og virkningerne for udviklingen af omkostningseffektiv CO2-reducerende teknologi til lette erhvervskøretøjer. Kommissionen bør senest i 2015 vurdere sådanne aspekter og forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport med resultatet af denne vurdering. Den nævnte rapport bør, hvor det er hensigtsmæssigt, omfatte forslag til ændring af forordning (EU) nr. 510/2011 i forbindelse med fastsættelse af mål for nye lette erhvervskøretøjers CO2-emissioner efter 2020, herunder en eventuel fastsættelse af et realistisk og opnåeligt mål for 2025, baseret på en samlet konsekvensanalyse, der tager hensyn til den fortsatte konkurrenceevne i industrien og de heraf afhængige erhvervsgrene og samtidig følger en klar linje for nedbringelsen af CO2-emissionerne i overensstemmelse med Unionens langsigtede klimamål. Kommissionen bør, når den udarbejder sådanne forslag, sikre, at de er så neutrale som muligt ud fra et konkurrencesynspunkt og er socialt retfærdige og bæredygtige.

(8)

Drivhusgasemissioner, der stammer fra energiforsyning samt fremstilling og bortskaffelse af køretøjer, tegner sig for en væsentlig del af det nuværende samlede CO2-fodaftryk fra vejtransport og vil sandsynligvis få en væsentlig større betydning i fremtiden. Der bør derfor iværksættes politiske tiltag, der får fabrikanterne til at vælge optimale løsninger, hvor der tages højde for især drivhusgasemissioner, der er forbundet med produktion af energi til køretøjer såsom elektricitet og alternative brændstoffer, og som sikrer, at disse emissioner i de tidligere faser af produktionsprocessen ikke udhuler fordelene ved køretøjers forbedrede operationelle energiudnyttelse, som forordning (EU) nr. 510/2011 tager sigte på.

(9)

I henhold til artikel 13, stk. 3, i forordning (EU) nr. 510/2011 skal Kommissionen offentliggøre en rapport om tilgængeligheden af data om fodaftryk og nyttelast og deres anvendelse som nytteparametre til at fastsætte specifikke emissionsmål som udtrykt ved formlerne i bilag I til forordning (EU) nr. 510/2011. Skønt dataene foreligger, og deres potentielle anvendelse er vurderet som led i konsekvensanalysen, er konklusionen dog, at det er mere omkostningseffektivt at fastholde masse i køreklar tilstand som nytteparameter for 2020-målet for lette erhvervskøretøjer.

(10)

Det er hensigtsmæssigt at fastholde en tilgang til fastsættelse af mål, der bygger på et lineært forhold mellem det lette erhvervskøretøjs nytte og dets mål for CO2-emissioner som udtrykt ved formlerne i bilag I til forordning (EU) nr. 510/2011, da det gør det muligt at bevare diversiteten på markedet for lette erhvervskøretøjer og fabrikanternes evne til at imødekomme forskellige forbrugerbehov, hvorved uberettigede konkurrenceforvridninger undgås. Det er dog hensigtsmæssigt at ajourføre denne tilgang, så den tager højde for de seneste foreliggende data om registreringer af nye lette erhvervskøretøjer.

(11)

Kommissionen vurderede i sin konsekvensanalyse de disponible data om fodaftryk og anvendelsen af fodaftryk som nytteparameter i formlerne i bilag I til forordning (EU) nr. 510/2011. Kommissionen har på grundlag af denne vurdering konkluderet, at masse bør anvendes som nytteparameter i formlen for 2020.

(12)

I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 443/2009 (5) skal Kommissionen foretage en konsekvensanalyse for at revidere prøvningsprocedurerne, så de på passende vis afspejler bilernes faktiske CO2-emissionsmønster. Forordning (EU) nr. 510/2011 udvider revisionen af prøvningsprocedurerne, så den omfatter lette erhvervskøretøjer. Det er nødvendigt at ændre den nye europæiske kørselscyklus (New European Driving Cycle — NEDC), der anvendes i øjeblikket, for at sikre, at den er repræsentativ for de reelle kørselsforhold, og undgå, at de reelle CO2-emissioner og det reelle brændstofforbrug undervurderes. Der bør så hurtigt som muligt opnås enighed om en ny mere realistisk og pålidelig prøvningsprocedure. Dette arbejde er i gang via udvikling af en verdensomspændende harmoniseret prøvningsprocedure for lette køretøjer (Worldwide harmonized Light vehicles Test Procedure — WLTP) inden for rammerne af De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa, men det er endnu ikke afsluttet. For at sikre, at de specifikke CO2-emissioner, der er angivet for nye personbiler og nye lette erhvervskøretøjer, bringes mere på linje med de emissioner, der rent faktisk genereres under normale kørselsforhold, bør WLTP anvendes så snart som muligt. På denne baggrund fastsætter bilag I til forordning (EU) nr. 510/2011 emissionsgrænser for 2020 målt i henhold til forordning (EF) nr. 715/2007 og bilag XII til Kommissionens forordning (EF) nr. 692/2008 (6). Når prøvningsprocedurerne ændres, bør de grænser, der er fastsat i bilag I til forordning (EU) nr. 510/2011, tilpasses for at sikre lige strenge krav for fabrikanter og køretøjsklasser. I overensstemmelse hermed bør Kommissionen gennemføre en solid sammenlignende undersøgelse mellem NEDC og de nye WLTP-prøvningscyklusser for at sikre, at den er repræsentativ i forhold til reelle kørselsforhold.

(13)

For at sikre, at de faktiske emissioner på verdensplan afspejles på passende vis, og at de målte CO2-værdier er umiddelbart sammenlignelige, bør Kommissionen sørge for, at de elementer i prøvningsproceduren, der har væsentlig indflydelse på de målte CO2-emissioner, er klart defineret for at forhindre, at fabrikanterne udnytter testcyklussens fleksibilitet. Afvigelserne mellem typegodkendelsens CO2-emissionsværdier og emissioner fra køretøjer, der sættes til salg, bør undersøges, bl.a. ved at overveje en procedure for overensstemmelsesprøvning efter ibrugtagning, som bør sikre en uafhængig prøvning af et repræsentativt udvalg af køretøjer, der er til salg, samt metoder til at tackle tilfælde af en væsentlig påvist forskel mellem undersøgelsen og den oprindelige typegodkendelses CO2-emissioner.

(14)

Målet for denne forordning, nemlig at fastsætte de nærmere bestemmelser for at nå 2020-målet om at nedbringe CO2-emissionerne fra nye lette erhvervskøretøjer, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(15)

Forordning (EU) nr. 510/2011 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Artikel 1, stk. 2, affattes således:

»2.   Fra og med 2020 fastsættes der i denne forordning et mål på 147 g CO2/km for de gennemsnitlige CO2-emissioner fra nye lette erhvervskøretøjer, der registreres i Unionen, målt i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 715/2007 og gennemførelsesforanstaltningerne hertil samt innovative teknologier.«

2)

I artikel 2 tilføjes følgende stykke:

»4.   Artikel 4, artikel 8, stk. 4, litra b) og c), artikel 9 og artikel 10, stk. 1, litra a) og c), finder ikke anvendelse på en fabrikant, som med alle sine sammenhørende virksomheder er ansvarlig for mindre end 1 000 nye lette erhvervskøretøjer, der er registreret i Unionen i det foregående kalenderår.«

3)

Artikel 11, stk. 3, sidste punktum, udgår.

4)

I artikel 12 foretages følgende ændringer:

5)

I artikel 13 foretages følgende ændringer:

6)

I artikel 14 tilføjes følgende stykke:

»2a.   Afgiver det i stk. 1 omhandlede udvalg ikke nogen udtalelse, vedtager Kommissionen ikke udkastet til gennemførelsesretsakt, og artikel 5, stk. 4, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendes.«

7)

I punkt 1 i bilag I indsættes følgende litra:

»c)	Fra 2020: hvor M = køretøjets masse i kilogram (kg) M0 = værdien fastlagt i henhold til artikel 13, stk. 5 a = 0,096.«.

20.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 84/42

(1)

Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen »EUROPA 2020 — En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (»Europa 2020«) kræver, at borgerne skal have mulighed for fuldt ud at deltage i det indre marked, hvilket gør det nødvendigt at styrke deres mulighed for og tillid til at købe varer og tjenesteydelser over grænserne, navnlig over nettet.

(2)

Unionen bidrager til at sikre et højt niveau for forbrugerbeskyttelse og til at sætte forbrugerne i centrum for det indre marked ved at støtte og supplere medlemsstaternes politikker gennem bestræbelser på at sikre, at EU-borgerne fuldt ud kan udnytte fordelene ved det indre marked, og at deres sikkerhed og juridiske og økonomiske interesser i den forbindelse nyder passende beskyttelse gennem konkrete aktioner.

(3)

Det flerårige forbrugerprogram for årene 2014-2020 (»programmet«) bør bidrage til at sikre et højt niveau for forbrugerbeskyttelse og fuldt ud støtte målene i Europa 2020 med hensyn til vækst og konkurrencedygtighed ved at integrere specifikke betænkeligheder identificeret i Europa 2020 vedrørende en digital dagsorden for Europa med henblik på at sikre, at digitalisering faktisk fører til øget forbrugervelfærd. Det bør ligeledes sikre bæredygtig vækst og udvikling hen imod mere bæredygtige forbrugsmønstre, social inklusion, idet der tages hensyn til de specifikke forhold for sårbare forbrugere og behovene hos en aldrende befolkning, samt intelligent lovgivning bl.a. baseret på overvågning af forbrugermarkeder som hjælp til udformning af intelligent og målrettet lovgivning.

(4)

I Kommissionens meddelelse af 22. maj 2012 med titlen »En europæisk forbrugerdagsorden – Øget tillid og vækst« (»forbrugerdagsordenen«) fastlægges de strategiske rammer for EU-forbrugerpolitik i de kommende år, hvor forbrugernes interesser støttes i alle Unionens politikker. Formålet med denne forbrugerdagsorden er at indføre en strategi, ifølge hvilken den politiske indsats effektivt kan støtte forbrugerne gennem hele livet ved at sikre udbydelsen af sikre varer og tjenesteydelser, oplyse og uddanne dem, støtte de organer, der repræsenterer dem, styrke deres rettigheder, ved at give dem adgang til retssystemet og klagemuligheder samt ved at sikre, at forbrugerlovgivningen håndhæves.

(5)

Den seneste økonomiske krise har påvist en række mangler og uoverensstemmelser i forbindelse med det indre marked, som har haft negative konsekvenser for forbrugernes og borgernes tillid. Selv om det er nødvendigt at anerkende de stramme budgetmæssige rammer, inden for hvilke Unionen i øjeblikket udøver sin virksomhed, bør Unionen dog stille tilstrækkelige finansielle midler til rådighed til, at programmets mål kan nås, og bør derfor støtte Europa 2020.

(6)

Det er af afgørende betydning for gennemførelsen af det indre marked at fjerne de tilbageværende uberettigede eller uforholdsmæssige hindringer for et velfungerende indre marked og forbedre borgernes tillid og tiltro til systemet, navnlig i forbindelse med grænseoverskridende køb. Unionen bør stræbe efter at skabe hensigtsmæssige markedsvilkår ved at give forbrugerne tilstrækkelige værktøjer, oplysninger og kompetencer, så de kan træffe velovervejede og informerede beslutninger, og ved at gøre forbrugerne mere bevidste.

(7)

I denne forordning tages der højde for de økonomiske, sociale og tekniske omstændigheder og de ledsagende nye udfordringer. Med de aktioner, der modtager støtte i henhold til dette program, tilsigtes det navnlig at tage fat om de problemer, der er forbundet med globaliseringen, digitaliseringen, de stadig mere komplekse beslutninger, som forbrugerne må træffe, behovet for udvikling hen imod mere bæredygtige forbrugsmønstre, en aldrende befolkning, social udstødelse og spørgsmålet om sårbare forbrugere. Der lægges stor vægt på at integrere forbrugerinteresser i alle EU-politikker i overensstemmelse med artikel 12 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Koordineringen med andre EU-politikker og -programmer er et vigtigt led i at sikre, at der i forbindelse med andre politikker tages behørigt hensyn til forbrugerinteresser. For at fremme synergi og undgå dobbeltarbejde bør andre EU-fonde og -programmer åbne mulighed for at yde finansiel støtte til at integrere forbrugerinteresser i deres respektive områder.

(8)

Programmet bør sikre et højt beskyttelsesniveau for alle forbrugere og lægge særlig vægt på sårbare forbrugere med henblik på at tage hensyn til deres specifikke behov og styrke deres kapacitet som krævet i Europa-Parlamentets beslutning af 22. maj 2012 om en strategi til styrkelse af sårbare forbrugeres rettigheder (4). Navnlig bør programmet sikre, at sårbare forbrugere har adgang til information om varer og tjenester, så de har lige muligheder for at træffe frie og informerede valg, især da sårbare forbrugere kan have svært ved at få adgang til og forstå forbrugeroplysninger og derfor risikerer at blive vildledt.

(9)

Programmet bør især tage hensyn til børn, bl.a. gennem et samarbejde med berørte parter for at sikre, at de forpligter sig til at anvende ansvarlige reklamer henvendt til mindreårige, og navnlig til at bekæmpe vildledende onlinereklamer.

(10)

Der bør fastlægges aktioner i programmet, som skal danne en EU-ramme for deres finansiering. I overensstemmelse med artikel 54 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (5) skal denne forordning udgøre retsgrundlaget for disse aktioner og for gennemførelsen af programmet. Denne forordning bygger på og viderefører de aktioner, der modtager støtte under Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1926/2006/EF (6).

(11)

Det er vigtigt at styrke forbrugerbeskyttelsen. For at nå dette generelle mål bør der fastsættes specifikke målsætninger for sikkerhed, forbrugeroplysning og uddannelse, støtte til forbrugerorganisationer på EU-plan, rettigheder og klageadgang samt håndhævelse med hensyn til forbrugerrettigheder. Værdien og indvirkningen af de foranstaltninger, der iværksættes inden for rammerne af programmet, bør regelmæssigt overvåges og evalueres for at fremme en mere intelligent udformning af politikken i forbrugernes interesse. Med henblik på at evaluere forbrugerpolitikken og navnlig de præcise indvirkninger af de trufne foranstaltninger bør der udarbejdes indikatorer, hvis værdi imidlertid bør betragtes i en bredere sammenhæng.

(12)

Det er vigtigt at øge forbrugernes tillid. For at nå dette mål er det nødvendigt at styrke indsatsområdet, bl.a. gennem passende finansiel støtte til forbrugerorganisationer på EU-plan og europæiske forbrugercentre, under hensyntagen til deres vigtige rolle med hensyn til at formidle oplysninger og yde bistand til forbrugerne om deres rettigheder, støtte forbrugerne i tvister om forbrugerspørgsmål, navnlig for så vidt angår adgang til passende tvistbilæggelsesordninger, og fremme forbrugernes interesser i forbindelse med det indre markeds hensigtsmæssige funktion. Disse organisationer og centre bør have kapacitet til at forbedre forbrugerbeskyttelsen og -tilliden gennem konkrete tiltag og skræddersyet bistand, oplysning og uddannelse.

(13)

Det er nødvendigt at fastsætte de støtteberettigede aktioner, hvormed disse målsætninger skal nås.

(14)

Det er nødvendigt at definere, hvilke kategorier af potentielle støttemodtagere der kan få tilskud.

(15)

Der anføres i denne forordning et finansielt referencegrundlag for programmet som omhandlet i punkt 17 i den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning (7), uden at dette berører Europa-Parlamentets og Rådets budgetmæssige beføjelser i henhold til TEUF.

(16)

I tråd med principperne om forsvarlig økonomisk forvaltning, gennemsigtighed og fleksibilitet i gennemførelsen af programmet bør det kun være tilladt at videreføre forvaltningsorganet, hvis alle kravene i Rådets forordning (EF) nr. 58/2003 (8) er opfyldt.

(17)

Unionens og medlemsstaternes udgifter inden for forbrugersikkerhed, uddannelse, rettigheder og håndhævelse bør koordineres bedre med henblik på at sikre komplementaritet, større effektivitet og synlighed samt at opnå bedre budgetmæssige synergier.

(18)

Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde indeholder bestemmelser om samarbejde inden for forbrugerbeskyttelse mellem Unionen og dens medlemsstater på den ene side og de lande i Den Europæiske Frihandelssammenslutning, der deltager i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, på den anden side. Andre lande bør også kunne deltage i programmet, herunder især Unionens nabolande og lande, der har ansøgt om EU-medlemskab, kandidatlande og tiltrædende lande.

(19)

Man bør i forbindelse med programmets gennemførelse og i betragtning af globaliseringen af produktionskæden og markedernes stadigt større indbyrdes afhængighed forsøge at fremme samarbejdet med tredjelande, der ikke deltager i programmet, idet der tages hensyn til relevante aftaler mellem disse tredjelande og EU.

(20)

Beføjelsen til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF bør delegeres til Kommissionen for så vidt angår tilpasningen af de indikatorer, der er fastsat i bilag II, for at tage højde for ændringer af den lovgivningsmæssige ramme inden for forbrugerbeskyttelse og for så vidt angår en ændring af bilag I ved at fjerne specifikke foranstaltninger for at tage højde for resultaterne af en evalueringsrapport fra Kommissionen. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af de relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(21)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser med hensyn til vedtagelsen af de årlige arbejdsprogrammer. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (9). Da programmet ikke opstiller kriterier for produkternes sikkerhed, men har til formål at yde økonomisk støtte til redskaber til gennemførelsen af produktsikkerhedspolitik, og da det kun drejer sig om et ret lille beløb, er det hensigtsmæssigt at anvende rådgivningsproceduren.

(22)

Unionens finansielle interesser bør beskyttes ved hjælp af forholdsmæssige foranstaltninger under hele udgiftscyklussen, herunder ved forebyggelse, afsløring og efterforskning af uregelmæssigheder, inddrivelse af midler, der er gået tabt, udbetalt uretmæssigt eller anvendt forkert, og efter omstændighederne med administrative og økonomiske sanktioner i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012.

(23)

Målene for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne på grund af de berørte områders grænseoverskridende karakter men kan på grund af Unionens større handleevne bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(24)

Afgørelse nr. 1926/2006/EF bør ophæves.

(25)

Der bør sikres en gnidningsløs overgang uden afbrydelse mellem EF-handlingsprogrammet inden for forbrugerpolitik (2007-2013) fastsat ved afgørelse nr. 1926/2006/EF og nærværende program, navnlig hvad angår videreførelse af flerårige foranstaltninger og evalueringen af resultaterne af det forrige program og af de områder, der kræver større opmærksomhed. Det er endvidere hensigtsmæssigt at tilpasse nærværende programs gyldighedsperiode til varigheden af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020, som er fastlagt i Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 (10). Nærværende program bør derfor finde anvendelse fra den 1. januar 2014. Fra den 1. januar 2021 bør bevillingerne til teknisk og administrativ bistand i givet fald dække de udgifter, der vedrører forvaltningen af de aktioner, der ikke er afsluttet ultimo 2020 —

a)

Målsætning I — Sikkerhed: at styrke og øge produktsikkerheden gennem effektiv markedsovervågning i hele Unionen.

Denne målsætning bliver især vurderet gennem aktiviteten og effektiviteten i EU-systemet for hurtig varsling for farlige forbrugsgoder (RAPEX).

b)

Målsætning II — Forbrugeroplysning og -uddannelse samt støtte til forbrugerorganisationer: at give forbrugerne bedre uddannelse, information og større bevidsthed om deres rettigheder, at udvikle evidensgrundlaget for forbrugerpolitik og støtte forbrugerorganisationer, idet der herunder tages hensyn til sårbare forbrugeres specifikke behov.

c)

Målsætning III — Rettigheder og klageadgang: at udvikle og styrke forbrugernes rettigheder, særlig gennem intelligent lovgivning og ved at forbedre adgangen til enkle, effektive, hurtige og billige klagemuligheder, herunder til alternative tvistbilæggelsesordninger.

Denne målsætning bliver især vurderet gennem anvendelse af alternativ tvistbilæggelse til løsning af grænseoverskridende tvister og gennem aktiviteten i en EU-dækkende onlinetvistbilæggelsesordning samt gennem procentdelen af forbrugere, der skrider til handling som reaktion på et opstået problem.

d)

Målsætning IV — Håndhævelse: at fremme håndhævelsen af forbrugernes rettigheder ved at styrke samarbejdet mellem de nationale håndhævende myndigheder og ved at støtte forbrugerne med rådgivning.

Denne målsætning bliver især vurderet gennem informationsstrømmen og effektiviteten af samarbejdet inden for netværket for forbrugerbeskyttelsessamarbejde, aktiviteten i de europæiske forbrugercentre, og i hvilket omfang forbrugerne kender til dem.

Forbrugeroplysning og -deltagelse af høj kvalitet er en tværsektoriel prioritet og bør derfor så vidt muligt udtrykkeligt medtages i alle de sektorbestemte målsætninger og foranstaltninger, der finansieres under programmet.

a)

under målsætning I — Sikkerhed:

b)

under målsætning II — Forbrugeroplysning og -uddannelse samt støtte til forbrugerorganisationer:

c)

under målsætning III — Rettigheder og klageadgang:

d)

under målsætning IV — Håndhævelse:

a)

De er ikkestatslige nonprofitorganisationer, der er uafhængige af industrielle, kommercielle og erhvervsmæssige samt andre interesser, der kan medføre interessekonflikter, og deres primære formål og aktiviteter er at fremme og beskytte forbrugernes sundhed, sikkerhed samt økonomiske og juridiske interesser i Unionen.

b)

De har fået mandat til at repræsentere forbrugernes interesser på EU-plan af organisationer i mindst halvdelen af medlemsstaterne, som efter nationale regler eller praksis repræsenterer forbrugerne, og som opererer på regionalt eller nationalt plan.

a)

De er ikkestatslige nonprofitorganisationer, der er uafhængige af industrielle, kommercielle og erhvervsmæssige samt andre interesser, der kan medføre interessekonflikter, og deres primære formål og aktiviteter er at fremme og beskytte forbrugernes sundhed, sikkerhed samt økonomiske og juridiske interesser.

b)

De udfører alle de følgende aktiviteter: stiller en formel ordning til rådighed, hvor forbrugerrepræsentanter fra Unionen og tredjelande kan bidrage til politiske diskussioner og politikker, arrangerer møder med embedsmænd og lovgivere for at fremme og slå til lyd for forbrugerinteresser over for de offentlige myndigheder, identificerer fælles forbrugeranliggender og -udfordringer, fremmer forbrugersynspunkter i forbindelse med bilaterale forbindelser mellem Unionen og tredjelande, bidrager til udveksling og formidling af ekspertise og viden med relation til forbrugerspørgsmål i Unionen og tredjelande og udarbejder politikanbefalinger.

a)

De er ikkestatslige nonprofitorganisationer, der er uafhængige af industrielle, kommercielle og erhvervsmæssige eller andre interesser, der kan medføre interessekonflikter, og blandt deres primære formål og aktiviteter er fremme og beskyttelse af forbrugernes interesser.

b)

De opererer i mindst halvdelen af medlemsstaterne.

a)

landene i Den Europæiske Frihandelssammenslutning, som deltager i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde

b)

tredjelande, særlig tiltrædelses- og kandidatlande samt potentielle ansøgerlande, og lande, der er omfattet af den europæiske naboskabspolitik, i overensstemmelse med de generelle principper og generelle vilkår og betingelser for disse landes deltagelse i EU-programmer, som er fastsat i de respektive rammeaftaler, associeringsrådsafgørelser eller i lignende aftaler.

a)

tilskud til driften af forbrugerorganisationer på EU-plan, jf. artikel 5, stk. 1, må ikke overstige 50 % af de støtteberettigede udgifter

b)

tilskud til driften af internationale organer, der fremmer principper og politikker, som bidrager til programmets målsætninger, jf. artikel 5, stk. 2, må ikke overstige 50 % af de støtteberettigede udgifter

c)

tilskud til driften af organer på EU-plan, som er oprettet med henblik på koordinering af håndhævelsesaktioner vedrørende produktsikkerhed, og som er anerkendt til dette formål i medfør af EU-lovgivningen, jf. artikel 5, stk. 3, må ikke overstige 95 % af de støtteberettigede udgifter

d)

aktionstilskud til EU-dækkende organer til udvikling af adfærdskodekser, bedste praksis og retningslinjer for sammenligning af priser, produktkvalitet og bæredygtighed, jf. artikel 5, stk. 4, må ikke overstige 50 % af de støtteberettigede udgifter

e)

tilskud til afholdelse af formandskabets arrangementer vedrørende Unionens forbrugerpolitik til nationale myndigheder i den medlemsstat, der har formandskabet for rådssammensætningerne bortset fra Udenrigsrådet, eller til organer, der er udpeget af den pågældende medlemsstat, må ikke overstige 50 % af de støtteberettigede udgifter

f)

aktionstilskud til forbrugermyndigheder i medlemsstaterne og til de tilsvarende myndigheder i tredjelande, som deltager i henhold til artikel 7, jf. artikel 5, stk. 6, må ikke overstige 50 % af de støtteberettigede udgifter, undtagen i tilfælde af aktioner med særlig stor nytteværdi, hvor Unionens bidrag til de støtteberettigede udgifter ikke må overstige 70 %

g)

tilskud til udveksling af retshåndhævelsespersonale fra medlemsstaterne og tredjelande, der deltager i henhold til artikel 7, jf. artikel 5, stk. 7, til dækning af rejse- og opholdsudgifter

h)

aktionstilskud til organer udpeget af en medlemsstat eller et tredjeland omhandlet i artikel 7, jf. artikel 5, stk. 8, må ikke overstige 70 % af de støtteberettigede udgifter

i)

aktionstilskud til nationale forbrugerklageinstanser, jf. artikel 5, stk. 9, må ikke overstige 50 % af de støtteberettigede omkostninger.

a)

for så vidt angår tilskud, der er tildelt myndighederne og anmeldt til Kommissionen i henhold til forordning (EF) nr. 2006/2004, omfatter mindst seks medlemsstater, eller de vedrører overtrædelser, der er eller kan være til skade i to eller flere medlemsstater

b)

for så vidt angår tilskud, der er tildelt myndigheder med ansvar for forbrugerproduktsikkerhed, omfatter mindst ti medlemsstater, der deltager i det europæiske netværk mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder for produktsikkerhed som omhandlet i artikel 10 i direktiv 2001/95/EF, eller de bidrager til gennemførelsen af markedsovervågningsaktiviteter inden for produktsikkerhed for forbrugerne, som fastsat i en EU-retsakt.

a)

gennemførelse af aktionerne i henhold til artikel 4 i og bilag I til denne forordning og den vejledende tildeling af finansielle ressourcer

b)

tidsplanen for de planlagte udbud og indkaldelser af forslag.

a)

senest den 30. september 2017:

b)

senest den 31. december 2017 eventuelt fremlægge et lovgivningsmæssigt forslag eller, jf. stk. 3, vedtage en delegeret retsakt.

20.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 84/57

(1)

Rådets forordning (EF) nr. 2008/97 (2) tillægger Kommissionen beføjelse til at vedtage gennemførelsesbestemmelser til særordningerne for indførsel af olivenolie og andre landbrugsprodukter fra Tyrkiet. Den tillægger også Kommissionen beføjelse til at vedtage tilpasninger af nævnte forordning, såfremt de særordninger, der er fastsat i den relevante associeringsaftale, ændres.

(2)

Rådets forordning (EF) nr. 779/98 (3) tillægger Kommissionen beføjelse til at vedtage særlige gennemførelsesbestemmelser for importordningen for de i bilag I til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) opregnede produkter med oprindelse i Tyrkiet, og som kan indføres i Unionen på de betingelser, der er fastsat i afgørelse nr. 1/98 truffet af Associeringsrådet EF-Tyrkiet (4).

(3)

Rådets forordning (EF) nr. 1506/98 (5) tillægger Kommissionen beføjelse til at ophæve de suspensionsforanstaltninger, der er omhandlet i nævnte forordning, så snart hindringerne for Unionens præferenceeksport til Tyrkiet er fjernet.

(4)

Som følge af Lissabontraktatens ikrafttræden, bør de beføjelser Kommissionen er tillagt i henhold til forordning (EF) nr. 2008/97, (EF) nr. 779/98 og (EF) nr. 1506/98, bringes i overensstemmelse med artikel 290 og 291 i TEUF.

(5)

For at supplere eller ændre visse ikke-væsentlige bestemmelser i forordning (EF) nr. 2008/97 bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår de ændringer af nævnte forordning, der er nødvendige, såfremt de nuværende betingelser i de særordninger, der er fastsat i associeringsaftalen, bliver ændret, især hvad angår beløbene, eller hvis der indgås en ny aftale. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(6)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af forordning (EF) nr. 2008/97, (EF) nr. 779/98 og (EF) nr. 1506/98 bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (6).

(7)

Forordning (EF) nr. 2008/97, (EF) nr. 779/98 og (EF) nr. 1506/98 bør ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Artikel 7 og 8 affattes således:

»Artikel 7

Kommissionen vedtager ved hjælp af gennemførelsesretsakter de bestemmelser, der er nødvendige for anvendelsen af de særordninger for indførsel, der er fastsat i denne forordning. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 8b, stk. 2.

Artikel 8

For at overholde internationale forpligtelser, og når Rådet har besluttet at godkende ændringerne af de nuværende betingelser for de særordninger, der er fastsat i associeringsaftalen, eller at indgå en ny aftale, tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 8a vedrørende de efterfølgende ændringer af denne forordning.«.

2)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 8a

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel anførte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 8, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 9. april 2014. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.   Den i artikel 8 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 8 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 8b

1.   Kommissionen bistås af Forvaltningskomitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter, nedsat ved artikel 229 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 (7). Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (8).

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011.

3.   Når udvalgets udtalelse indhentes efter en skriftlig procedure, afsluttes proceduren uden noget resultat, hvis formanden for udvalget træffer beslutning herom, eller mindst en fjerdedel af udvalgsmedlemmerne anmoder herom, inden for tidsfristen for afgivelse af udtalelsen.

1)

Artikel 1 affattes således:

»Artikel 1

Kommissionen vedtager ved hjælp af gennemførelsesretsakter de bestemmelser, der er nødvendige for anvendelsen af den importordning for de i bilag I til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde opregnede produkter med oprindelse i Tyrkiet, og som indføres i Unionen på de betingelser, der er fastsat i afgørelse nr. 1/98 truffet af Associeringsrådet EF-Tyrkiet. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 2a, stk. 2.«.

2)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 2a

1.   Kommissionen bistås af Forvaltningskomitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter, nedsat ved artikel 229 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 (9). Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (10).

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011.

3.   Når udvalgets udtalelse indhentes efter en skriftlig procedure, afsluttes proceduren uden noget resultat, hvis formanden for udvalget træffer beslutning herom, eller mindst en fjerdedel af udvalgsmedlemmerne anmoder herom, inden for tidsfristen for afgivelse af udtalelsen.

1)

Artikel 3 affattes således:

»Artikel 3

Kommissionen ophæver ved hjælp af gennemførelsesretsakter de suspensionsforanstaltninger, der er nævnt i artikel 2, så snart hindringerne for Unionens præferenceeksport til Tyrkiet er fjernet. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 3a, stk. 2.«.

2)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 3a

1.   Kommissionen bistås af Forvaltningskomitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter, nedsat ved artikel 229 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 (11). Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (12).

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011.

3.   Når udvalgets udtalelse indhentes efter en skriftlig procedure, afsluttes proceduren uden noget resultat, hvis formanden for udvalget træffer beslutning herom, eller mindst en fjerdedel af udvalgsmedlemmerne anmoder herom, inden for tidsfristen for afgivelse af udtalelsen.

20.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 84/61

(1)

Af hensyn til udviklingen af Unionens energipolitik og for at Kommissionen kan udføre sine opgaver på energiområdet, er det afgørende at få tegnet et samlet billede af udviklingen i investeringerne i energiinfrastrukturen i Unionen. Tilgængelige, regelmæssige og ajourførte data og oplysninger bør sætte Kommissionen i stand til at foretage de fornødne sammenligninger og evalueringer og foreslå relevante foranstaltninger på grundlag af korrekte tal og analyser, især vedrørende den fremtidige balance mellem udbud af og efterspørgsel efter energi.

(2)

Energimæssigt har situationen i og uden for Unionen ændret sig væsentligt i de senere år, hvilket betyder, at investeringer i energiinfrastruktur er blevet helt centrale for at sikre Unionens energiforsyning samt for, at det indre marked kan fungere, og at Unionen kan gennemføre den overgang til et lavkulstofenergisystem, som den har påbegyndt.

(3)

Den nye energisituation kræver betydelige investeringer i alle infrastrukturformer i alle energisektorer og i udvikling af nye typer infrastruktur og nye teknologier til markedet. Med liberaliseringen af energisektoren og den fortsatte integration af det indre marked får de økonomiske aktører en mere fremtrædende rolle i investeringssammenhæng. Samtidig vil nye politiske krav som f.eks. mål, der har indvirkning på brændselsmikset, ændre på medlemsstaternes politikker for etablering af ny og/eller moderniseret energiinfrastruktur.

(4)

I den forbindelse bør der lægges mere vægt på investeringer i energiinfrastruktur i Unionen, især med henblik på at forebygge problemer, fremme bedste praksis og opnå større gennemsigtighed med hensyn til den fremtidige udvikling af Unionens energisystemer.

(5)

Kommissionen og især dens markedsobservatorium for energi bør derfor råde over nøjagtige data og oplysninger om investeringsprojekter, herunder nedlæggelse af infrastrukturer, i de vigtigste dele af Unionens energisystem.

(6)

Data og oplysninger om den forventede udvikling i produktions-, transmissions- og oplagringskapacitet og om projekter i de forskellige energisektorer er af interesse for Unionen og er vigtige for fremtidige investeringer. Det er derfor nødvendigt at sikre, at Kommissionen underrettes om de investeringsprojekter, hvor anlægs- eller nedlæggelsesarbejdet er påbegyndt, eller hvor der er truffet en endelig beslutning om investering.

(7)

Ifølge artikel 41 og 42 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratomtraktaten) har virksomhederne pligt til at give meddelelse om deres investeringsprojekter. Det er nødvendigt at supplere sådanne oplysninger med regelmæssige indberetninger om gennemførelsen af investeringsprojekter. Sådanne supplerende indberetninger berører ikke Euratomtraktatens artikel 41-44. Det bør dog så vidt muligt undgås, at virksomhederne pålægges en dobbelt byrde.

(8)

For at Kommissionen kan danne sig et sammenhængende billede af den fremtidige udvikling i hele Unionens energisystem, er der behov for harmoniserede rammer for indberetning om investeringsprojekter baseret på ajourførte kategorier af officielle data og oplysninger, som medlemsstaterne skal indsende.

(9)

Medlemsstaterne bør med dette for øje give Kommissionen data og oplysninger om de på deres område planlagte eller igangværende investeringsprojekter i energiinfrastruktur vedrørende produktion, oplagring og transmission af olie, naturgas, elektricitet, herunder elektricitet fra vedvarende kilder og fra kul og brunkul samt kombineret produktion af elektricitet og nyttevarme, produktion af biobrændsler og biobrændstoffer samt CO2-opsamling, -transport og -oplagring. Medlemsstaterne bør også indberette data og oplysninger til Kommissionen om investeringsprojekter inden for elektricitets- og gassammenkoblinger med tredjelande. Det bør pålægges virksomhederne at indberette sådanne data og oplysninger til den berørte medlemsstat.

(10)

I betragtning af tidshorisonten for investeringsprojekter i energisektoren bør indberetning hvert andet år være tilstrækkeligt.

(11)

For at undgå uforholdsmæssigt store administrative byrder og minimere omkostningerne for medlemsstaterne og virksomhederne, især små og mellemstore virksomheder, bør denne forordning give mulighed for at fritage medlemsstater og virksomheder for indberetningspligten, hvis Kommissionen allerede har modtaget tilsvarende oplysninger i medfør af energisektorspecifikke EU-retsakter, hvis mål er konkurrencebaserede energimarkeder i Unionen, et bæredygtigt europæisk energisystem og energiforsyningssikkerhed for Unionen. Enhver overlapning mellem indberetningskravene i tredje lovgivningspakke vedrørende det indre marked for elektricitet og naturgas bør derfor undgås. Kommissionen bør for at lette indberetningsbyrden yde hjælp til medlemsstaterne med henblik på at klarlægge, i hvilke tilfælde den finder, at data og oplysninger, som allerede er indberettet til den i henhold til andre retsakter, opfylder denne forordnings krav.

(12)

Kommissionen og især dens markedsobservatorium for energi bør have mulighed for at træffe alle hensigtsmæssige foranstaltninger til at behandle data og til at forenkle og sikre dataindberetning og navnlig til at benytte integrerede IT-værktøjer og -procedurer, som bør garantere fortroligheden af de data eller oplysninger, der indberettes til Kommissionen.

(13)

Beskyttelsen af fysiske personer i forbindelse med medlemsstaternes behandling af personoplysninger er reguleret af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF (3), og beskyttelsen af fysiske personer i forbindelse med Kommissionens behandling af personoplysninger er reguleret af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (4). Nærværende forordning berører ikke disse bestemmelser.

(14)

Medlemsstaterne eller deres bemyndigede enheder og Kommissionen bør beskytte fortroligheden af forretningsmæssigt følsomme data og oplysninger. Medlemsstaterne eller deres bemyndigede enheder bør derfor aggregere sådanne data og oplysninger på nationalt niveau, før de indberettes til Kommissionen, medmindre der er tale om data og oplysninger vedrørende grænseoverskridende transmissionsprojekter. Om nødvendigt bør Kommissionen yderligere aggregere disse data på en sådan måde, at det forhindres, at oplysninger om de enkelte virksomheder eller anlæg afsløres eller kan udledes.

(15)

Kommissionen og især dens markedsobservatorium for energi bør regelmæssigt foretage en tværsektoriel analyse af udviklingen i Unionens energisystemstruktur og perspektiverne herfor og, hvor det er relevant, en mere fokuseret analyse af bestemte aspekter af energisystemet. Især bør analysen medvirke til at forøge energisikkerheden ved at identificere eventuelle infrastruktur- og investeringsmangler med henblik på at opnå balance mellem udbud af og efterspørgsel efter energi. Denne analyse bør også bidrage til drøftelserne på EU-plan om energiinfrastrukturer og bør derfor fremsendes til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg samt stilles til rådighed for interesserede parter.

(16)

Små og mellemstore virksomheder vil i forbindelse med deres investeringsplanlægning kunne få gavn af Kommissionens tværsektorielle analyser samt de data og oplysninger, Kommissionen offentliggør inden for rammerne af denne forordning.

(17)

Kommissionen kan bistås af eksperter fra medlemsstaterne eller andre kompetente eksperter med henblik på at nå frem til en fælles opfattelse af potentielle infrastrukturmangler og risici i forbindelse hermed og bidrage til at gøre den fremtidige udvikling mere gennemsigtig, hvilket er af særlig interesse for nye markedsaktører.

(18)

Denne forordning bør erstatte Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 617/2010 (5), som blev annulleret af Domstolen den 6. september 2012 (6), og hvis virkninger skulle opretholdes, indtil en ny forordnings ikrafttræden. Annulleringen af forordning (EU, Euratom) nr. 617/2010 i henhold til Domstolens dom bør derfor få virkning med nærværende forordnings ikrafttræden. Endvidere bør Rådets forordning (EF) nr. 736/96 (7), som blev ophævet ved den annullerede forordning (EU, Euratom) nr. 617/2010, ophæves ved nærværende forordning.

(19)

Formen og de tekniske enkeltheder i indberetningen af data og oplysninger til Kommissionen vedrørende investeringsprojekter i energiinfrastruktur er fastlagt i Kommissionens forordning (EU, Euratom) nr. 833/2010 (8). Forordning (EU, Euratom) nr. 833/2010 bør fortsat finde anvendelse, indtil den revideres, hvilket vil ske efter vedtagelsen af nærværende forordning.

(20)

Målene for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten on Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at opnå disse mål —

i)

primære energikilder såsom olie, naturgas og kul

ii)

omdannede energikilder såsom elektricitet

iii)

energi fra vedvarende kilder, herunder vandkraft, biomasse-, biogas-, vind-, sol-, tidevands- og bølgeenergi samt geotermisk energi, og

iv)

energiprodukter såsom raffinerede olieprodukter, biobrændsler og biobrændstoffer

a)

medlemsstaten eller dens bemyndigede enhed allerede har indberettet data eller oplysninger til Kommissionen, som svarer til de data eller oplysninger, som kræves i henhold til denne forordning, og har oplyst indberetningsdatoen og den pågældende specifikke retsakt, eller

b)

det er pålagt et specifikt organ at udarbejde en flerårig investeringsplan for energiinfrastruktur på EU-plan, og at organet med dette for øje indsamler data og oplysninger, som svarer til de data eller oplysninger, som kræves i henhold til denne forordning. I dette tilfælde og med henblik på denne forordning indberetter det specifikke organ alle relevante data og oplysninger til Kommissionen.

a)

omfanget af den kapacitet, der er planlagt eller under anlæg

b)

type og vigtigste kendetegn for infrastruktur eller kapacitet, der er planlagt eller under anlæg, herunder i givet fald placering af grænseoverskridende transmissionsprojekter

c)

forventet idriftsættelsesår

d)

benyttet type energikilde

e)

anlæg, der kan håndtere forsyningssikkerhedskriser, f.eks. udstyr, der tillader vending af strømningsretningen eller brændselsskift, og

f)

udstyr til CO2-opsamling eller eftermontering til CO2-opsamling og -lagring.

a)

den pågældende infrastrukturs art og kapacitet og

b)

forventet nedlæggelsesår.

a)

de samlede tal for den installerede produktions-, transmissions- og oplagringskapacitet, der foreligger ved det pågældende indberetningsårs begyndelse, eller hvis funktion er afbrudt i en periode på over tre år, og

b)

relevante oplysninger om forsinkelser af og/eller hindringer for gennemførelse af et investeringsprojekt, såfremt medlemsstaterne, deres bemyndigede enheder eller det pågældende specifikke organ råder over disse oplysninger.

a)

at identificere potentielle fremtidige gab mellem udbud af og efterspørgsel efter energi, der er væsentlige for Unionens energipolitik, herunder for det indre energimarkeds funktionsmåde, med særlig vægt på potentielle fremtidige fejl og mangler ved produktions- og transmissionsinfrastrukturen

b)

at identificere hindringer for investeringer og fremme bedste praksis for at overvinde dem, og

c)

at øge gennemsigtigheden for markedsaktørerne og potentielle nye markedsaktører.

a)

en eventuel udvidelse af denne forordnings anvendelsesområde til at omfatte:

b)

spørgsmålet om, hvorvidt tærskelværdierne for vedvarende energianlæg bør sænkes.

20.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 84/69

(1)

Rådets forordning (EF) nr. 2368/2002 (2) indfører et fællesskabssystem for certificering og import- og eksportkontrol for uslebne diamanter med henblik på gennemførelse af Kimberley-processens certificeringsordning.

(2)

Grønland er ikke en del af Unionens område, men er opført på listen over oversøiske lande og territorier i bilag II til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). I henhold til artikel 198 i TEUF er formålet med de oversøiske landes og territoriers associering med Unionen at fremme den økonomiske og sociale udvikling i de oversøiske lande og territorier og at oprette nære økonomiske forbindelser mellem disse og Unionen som helhed.

(3)

Rådets afgørelse 2014/136/EU (3) fastsætter regler og procedurer, som gør det muligt for Grønland, gennem samarbejdet med Unionen, at deltage i Kimberley-processens certificeringsordning for uslebne diamanter. Et sådant samarbejde vil styrke de økonomiske bånd mellem Unionen og Grønland inden for diamantindustrien og vil navnlig sætte Grønland i stand til at eksportere uslebne diamanter med et EU-certifikat udstedt inden for rammerne af certificeringsordningen, så den økonomiske udvikling i Grønland kan fremmes.

(4)

Forordning (EF) nr. 2368/2002 bør ændres, for at afgørelse 2014/136/EU kan træde i kraft, og navnlig for at Grønland kan inddrages i certificeringsordningen.

(5)

Det vil derfor blive forbudt for Grønland at acceptere import og eksport af uslebne diamanter fra andre deltagende parter end Unionen uden et gyldigt certifikat. Ændringerne i denne forordning vil tillade eksport af uslebne diamanter fra Grønland til tredjelande, forudsat at de er ledsaget af EU-certifikatet.

(6)

Ud over de eksisterende betingelser for certificering, hvor der kræves bevis for, at de uslebne diamanter er importeret til Unionen på lovlig vis, bør der indføres en alternativ betingelse for diamanter, som er brudt og udvundet i Grønland, og som ikke tidligere er blevet eksporteret, navnlig angående fremlæggelse af bevis herfor.

(7)

Derudover bør der foretages ændringer til de nærmere bestemmelser vedrørende overgivelse af uslebne diamanter til EU-myndigheder med henblik på verifikation, de særlige regler om transit bør udvides, så de også omfatter Grønland, Grønland bør gives mulighed for deltagelse i udvalget for gennemførelse af forordning (EF) nr. 2368/2002, og der bør træffes bestemmelser om Grønlands repræsentation i Kimberley-processen og samarbejde med andre medlemsstater gennem Kommissionen.

(8)

Forordning (EF) nr. 2368/2002 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Artikel 1 affattes således:

»Artikel 1

Med denne forordning indføres et EU-system til certificering og import- og eksportkontrol af uslebne diamanter med henblik på at gennemføre Kimberley-processens certificeringsordning.

I forbindelse med certificeringsordningen anses Unionens område og Grønlands område som én enhed uden indre grænser.

Denne forordning er ikke til hinder for og træder ikke i stedet for gældende bestemmelser vedrørende toldformaliteter og toldkontrol.«

2)

Artikel 3, indledningen, affattes således:

»Import af uslebne diamanter til Fællesskabets (4) område eller Grønland er forbudt, hvis ikke alle de følgende betingelser er opfyldt:

3)

Artikel 4, stk. 1, affattes således:

»1.   Beholderne og de tilhørende certifikater overgives straks sammen til en EF-myndighed for at blive verificeret, enten i den medlemsstat, de er importeret til, eller i den medlemsstat, de er bestemt til, som angivet i ledsagedokumenterne. Beholdere bestemt til Grønland skal overgives til en EF-myndighed for at blive verificeret, enten i den medlemsstat, som de er importeret til, eller i en af de andre medlemsstater, hvor der findes en EF-myndighed.«

4)

Artikel 8, stk. 1, affattes således:

»1.   Kommissionen hører de deltagende parter om, hvordan man praktisk kan give den kompetente myndighed hos den eksporterende deltagende part, der har valideret et certifikat, bekræftelse på importen til Fællesskabets område eller Grønland.«

5)

Artikel 11, indledningen, affattes således:

»Eksport af uslebne diamanter fra Fællesskabets område eller Grønland er forbudt, hvis ikke de følgende to betingelser er opfyldt:«

6)

Artikel 12, stk. 1, litra a), affattes således:

7)

Artikel 18 affattes således:

»Artikel 18

Artikel 4, 11, 12 og 14 finder ikke anvendelse på uslebne diamanter, som indføres til Fællesskabets område eller Grønland udelukkende med henblik på transit til en deltagende part uden for disse områder, under forudsætning af at hverken den originale beholder, som de uslebne diamanter transporteres i, eller det originale ledsagende certifikat, der er udstedt af en kompetent myndighed hos en deltagende part, er blevet udsat for manipulation ved indførslen til eller udførslen fra Fællesskabets område eller Grønland, og at det klart fremgår af det ledsagende certifikat, at der er tale om transit.«

8)

Artikel 21 affattes således:

»Artikel 21

1.   Unionen, herunder Grønland, er deltagende part i KP-certificeringsordningen.

2.   Kommissionen som repræsenterer Unionen, herunder Grønland, i forbindelse med KP-certificeringsordningen, tilstræber at sikre en optimal gennemførelse af KP-certificeringsordningen, navnlig gennem et samarbejde med de deltagende parter. I den forbindelse udveksler Kommissionen og de deltagende parter især oplysninger om international handel med uslebne diamanter og samarbejder i givet fald om overvågningsaktiviteter og om bilæggelse af eventuelle tvister.«

9)

Artikel 23 affattes således:

»Artikel 23

Det i artikel 22 nævnte udvalg kan undersøge ethvert spørgsmål vedrørende anvendelsen af denne forordning. Sådanne spørgsmål kan rejses enten af formanden eller af en repræsentant for en medlemsstat eller Grønland.«

20.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 84/72