5.6.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 140/1

(1)

Formålet med denne forordning er at fastsætte præstationsnormer for emissioner fra nye personbiler, der registreres i Fællesskabet, for at tilvejebringe en del af Fællesskabets integrerede tilgang med henblik på at nedbringe CO2-emissionerne fra personbiler og lette erhvervskøretøjer og samtidig sikre et velfungerende indre marked.

(2)

Ifølge De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer, som blev godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 94/69/EF (3), skal alle parterne opstille og gennemføre nationale og i givet fald regionale programmer for foranstaltninger til at imødegå klimaændringerne. I januar 2007 foreslog Kommissionen, at Den Europæiske Union inden for rammerne af internationale forhandlinger skulle forfølge målsætningen om senest i 2020 at opnå en 30 % reduktion af drivhusgasemissionerne fra de udviklede lande (set i forhold til 1990-niveauet), og at Unionen selv bør påtage sig en fast ensidig forpligtelse til at gennemføre mindst en 20 % reduktion af drivhusgasemissionerne senest i 2020 (set i forhold til 1990-niveauet) uanset reduktioner opnået af andre udviklede lande. Europa-Parlamentet og Rådet gav deres tilslutning til denne målsætning.

(3)

Disse forpligtelser indebærer bl.a., at alle medlemsstater må nedbringe emissionerne fra personbiler i betydelig grad. For at de nødvendige betydelige emissionsreduktioner kan opnås, bør der gennemføres politikker og foranstaltninger på medlemsstats- og fællesskabsniveau i alle Fællesskabets økonomiske sektorer og ikke kun i industri- og energisektoren. Vejtransportsektoren tegner sig for det næststørste bidrag til forureningen med drivhusgasser i EU, og sektorens emissioner er stadig stigende. Hvis vejtransportsektorens klimapåvirkninger fortsætter med at vokse, vil det i høj grad undergrave andre sektorers reduktioner til bekæmpelse af klimaændringerne.

(4)

Fællesskabsmål for nye personbiler skaber et mere sikkert grundlag for fabrikanternes planlægning og større fleksibilitet med henblik på at opfylde kravet om at nedbringe CO2-emissioner, end det ville være tilfældet med særskilte nationale reduktionsmål. Ved fastlæggelsen af præstationsnormer for emissioner er det væsentligt at tage hensyn til deres indflydelse på markedet og fabrikanternes konkurrenceevne, de direkte og indirekte omkostninger, som påføres erhvervslivet, og de fordele, der opstår i form af tilskyndelse til at innovere og nedbringe energiforbruget.

(5)

Denne forordning bygger på en veletableret proces for måling og overvågning af CO2-emissioner fra biler registreret i Fællesskabet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1753/2000/EF om en overvågningsmekanisme for de gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner fra nye personbiler (4). Det er væsentligt, at kravene om nedbringelse af CO2-emissioner fortsat skaber forudsigelighed i hele Fællesskabet og et sikkert grundlag for fabrikanternes planlægning for hele deres bilpark af nye biler i Fællesskabet.

(6)

Kommissionen vedtog en fællesskabsstrategi for nedbringelse af CO2-emissionerne fra personbiler i 1995. Denne strategi hvilede på tre grundpiller: frivillige tilsagn fra automobilfabrikanterne om at nedbringe emissionerne, bedre forbrugeroplysninger og fremme af biler med god brændstoføkonomi via fiskale foranstaltninger.

(7)

I 1998 påtog Foreningen af Europæiske Automobilfabrikanter (ACEA) sig at nedbringe de gennemsnitlige emissioner fra nye solgte biler til 140 g CO2/km senest i 2008, og i 1999 påtog den japanske forening af automobilfabrikanter (JAMA) og den koreanske forening af automobilfabrikanter (KAMA) sig en forpligtelse til at nedbringe de gennemsnitlige emissioner fra nye solgte biler til 140 g CO2/km senest i 2009. Disse tilsagn blev anerkendt i Kommissionens henstilling 1999/125/EF af 5. februar 1999 om nedbringelse af CO2-emissioner fra personbiler (5) (ACEA); Kommissionens henstilling 2000/303/EF af 13. april 2000 om nedbringelse af CO2-emissionen fra personbiler (KAMA) (6) og Kommissionens henstilling 2000/304/EF af 13. april 2000 om nedbringelse af CO2-emissionen fra personbiler (JAMA) (7).

(8)

Den 7. februar 2007 vedtog Kommissionen to parallelle meddelelser: en meddelelse om resultaterne af revisionen af Fællesskabets strategi for nedbringelse af CO2-emissionerne fra personbiler og lette erhvervskøretøjer og en meddelelse om en konkurrencevenlig lovramme for automobiler i det 21. århundrede — CARS21. Det blev i meddelelserne understreget, at selv om der var sket fremskridt med hensyn til opfyldelsen af målet om 140 g CO2/km i 2008/2009, vil fællesskabsmålet om 120 g CO2/km ikke opfyldes i 2012, medmindre der vedtages yderligere foranstaltninger.

(9)

Der blev i meddelelserne foreslået en integreret tilgang for senest i 2012 at nå fællesskabsmålet på 120 g CO2/km, og det blev bekendtgjort, at Kommissionen vil foreslå en lovramme for at nå fællesskabsmålet ved at fokusere på obligatoriske CO2-emissionsreduktioner for at opfylde et emissionsmål på gennemsnitligt 130 g CO2/km for bilparken af nye biler ved hjælp af forbedringer af bilmotorteknologien. På linje med fremgangsmåden, som blev benyttet i forbindelse med fabrikanternes frivillige tilsagn, omfatter denne de elementer, der inddrages ved målingen af personbilers CO2-emissioner i henhold til forordning (EF) nr. 715/2007 af 20. juni 2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6) og om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer (8). En yderligere reduktion på 10 g CO2/km eller tilsvarende, hvis teknisk nødvendigt, opnås gennem andre teknologiske forbedringer og gennem en øget anvendelse af bæredygtige biobrændstoffer.

(10)

Lovrammen for gennemførelsen af de gennemsnitlige emissionsmål for bilparken af nye biler bør sikre konkurrencemæssigt upartiske og socialt acceptable reduktionsmål, som tager hensyn til alle Europas forskellige automobilfabrikanter, og som gør det muligt at undgå unødig konkurrenceforvridning mellem automobilfabrikanterne. Lovrammen bør kunne forenes med det overordnede mål om at nå Fællesskabets Kyotomål og suppleres af mere brugsrelaterede instrumenter, f.eks. differentierede bil- og energiafgifter.

(11)

Det bør sikres, at der i Den Europæiske Unions budget afsættes passende støttemidler til at fremme udviklingen af teknologier, der skal nedbringe CO2-emissioner fra vejkøretøjer radikalt.

(12)

For at opretholde diversiteten på bilmarkedet og dettes evne til at imødekomme forskellige forbrugerbehov bør CO2-målene for personbiler fastsættes som en lineær funktion af bilernes nytte. En egnet parameter til at beskrive denne nytte er massen, der skaber en sammenhæng med de nuværende emissioner og derfor fører til mere realistiske og konkurrencemæssigt upartiske mål. Endvidere er der let adgang til data om masse. Data for alternative nytteparametre som f.eks. fodaftryk (akselafstand gange sporvidde) bør indsamles for at lette mere langsigtede evalueringer af den nyttebaserede tilgang. Kommissionen bør senest i 2014 gennemgå tilgængeligheden af data og, om nødvendigt, fremsætte et forslag til Europa-Parlamentet og Rådet om at tilpasse nytteparameteren.

(13)

Sigtet med denne forordning er at skabe incitamenter for automobilindustrien til at investere i nye teknologier. Denne forordning fremmer aktivt miljøinnovation og tager hensyn til den fremtidige teknologiske udvikling. Udviklingen af innovative teknologier til fremdrift bør især fremmes, da de forårsager betydeligt lavere emissioner end traditionelle personbiler. Dermed fremmes det europæiske erhvervslivs konkurrenceevne på lang sigt, og der skabes flere arbejdspladser af høj kvalitet. Kommissionen bør overveje muligheden af at medtage foranstaltninger til miljøinnovation i forbindelse med gennemgangen af prøvningsprocedurer, jf. artikel 14, stk. 3, i forordning (EF) nr. 715/2007, under hensyntagen til de tekniske og økonomiske virkninger heraf.

(14)

I anerkendelse af de høje omkostninger forbundet med forskning og udvikling samt enhedsomkostningerne for de første generationer af køretøjsteknologier med meget lave CO2-emissioner, der bringes i omsætning som følge af denne forordnings ikrafttræden, sigter forordningen på et midlertidigt grundlag på at køretøjer med ultralave CO2-emissioner bringes hurtigere og lettere i omsætning på fællesskabsmarkedet allerede på de første stadier af markedsføringen.

(15)

Anvendelsen af visse alternative brændstoffer kan give væsentlige CO2-reduktioner beregnet på et »well-to-wheel«-grundlag. Denne forordning omfatter derfor specifikke bestemmelser, der har til formål at fremme en udvidet brug på fællesskabsmarkedet af visse køretøjer, der kører på alternative brændstoffer.

(16)

Af hensyn til sammenhængen med tilgangen inden for Kommissionens strategi for CO2 og motorkøretøjer, navnlig hvad angår de frivillige aftaler, som bilfabrikanternes sammenslutninger har påtaget sig, bør målene anvendes for nye personbiler, som registreres i Fællesskabet for første gang, og som, bortset fra en begrænset periode med henblik på at undgå misbrug, ikke tidligere er registreret uden for Fællesskabet.

(17)

I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF af 5. september 2007 om fastlæggelse af en ramme for godkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer (9) etableres en harmoniseret ramme med administrative bestemmelser og almene tekniske krav vedrørende godkendelse af alle nye køretøjer inden for dets anvendelsesområde. Den enhed, der er ansvarlig for efterlevelsen af denne forordning, bør være den samme som den enhed, der er ansvarlig for alle aspekter af typegodkendelsesprocessen i overensstemmelse med nævnte direktiv og for sikring af produktionens overensstemmelse.

(18)

Køretøjer til særlig brug som defineret i bilag II i direktiv 2007/46/EF er underkastet specifikke krav i forbindelse med typegodkendelse, og de bør derfor udelukkes fra dette direktivs anvendelsesområde. Køretøjer, som er klassificeret som klasse M1 inden denne forordnings ikrafttræden, som er udformet specifikt til erhvervsformål til befordring af kørestolsbrugere i køretøjet og som svarer til definitionen af køretøjer til særlig brug i bilag II i direktiv 2007/46/EF, bør også udelukkes fra denne forordnings anvendelsesområde i overensstemmelse med fællesskabets politik om hjælp til handicappede.

(19)

Fabrikanter bør have fleksibilitet til at beslutte, hvordan de opfylder deres mål i medfør af denne forordning, og de bør kunne udligne emissionerne over deres bilpark af nye biler i stedet for at skulle opfylde CO2-mål for hver enkelt bil. Fabrikanter bør derfor pålægges at sikre, at de gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner fra alle nye personbiler, som registreres i Fællesskabet, og som de bærer ansvaret for, ikke overstiger gennemsnittet af emissionsmålene for disse biler. Dette krav bør indfases mellem 2012 og 2015 med henblik på at lette overgangen.

(20)

Det er ikke hensigtsmæssigt at anvende den samme metode til at fastlægge emissionsreduktionsmål for fabrikanter med stor produktionsvolumen og fabrikanter med lav produktionsvolumen, der betragtes som uafhængige ifølge de kriterier, der er fastsat i denne forordning. Disse fabrikanter med lav produktionsvolumen bør have alternative emissionsreduktionsmål, der hænger sammen med det teknologiske potentiale hos en given fabrikants køretøjer til at nedbringe de specifikke CO2-emissioner og er i overensstemmelse med de pågældende markedssegmenters karakteristika. Denne undtagelse bør medtages i gennemgangen af de specifikke emissionsmål i bilag I, der skal være afsluttet senest i begyndelsen af 2013.

(21)

Nichefabrikanter bør også have mulighed for at opfylde et alternativt mål, der er 25 % lavere end deres gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner for 2007. Foreligger der ikke oplysninger om en fabrikants gennemsnitlige specifikke emissioner for 2007, fastsættes et tilsvarende mål. Denne undtagelse bør medtages i gennemgangen af målene for de specifikke emissioner i bilag I, der skal være afsluttet senest i begyndelsen af 2013.

(22)

Ved fastsættelsen af de gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner fra alle nye biler, som registreres i Fællesskabet, og som fabrikanterne bærer ansvaret for, bør der tages hensyn til alle biler uanset deres masse eller andre karakteristika. Selv om forordning (EF) nr. 715/2007 ikke dækker personbiler med en referencemasse på over 2 610 kg, for hvilke typegodkendelsen ikke er udvidet efter artikel 2, stk. 2, i nævnte forordning, bør emissionerne fra disse biler måles efter den samme måleprocedure, som er præciseret for personbiler i forordning (EF) nr. 692/2008 (10). De heraf opnåede CO2-emissionsværdier bør indføres i køretøjets typeattest, for at de dermed får mulighed for at indgå i overvågningsordningen.

(23)

Med henblik på at skabe fleksibilitet for fabrikanterne kan de aftale at danne en pool på et åbent, gennemsigtigt og ikke-diskriminerende grundlag for at opfylde deres mål i henhold til denne forordning. En aftale om at danne en pool bør ikke overstige fem år, men den kan forlænges. Når fabrikanter danner en pool, anses de for at have opfyldt deres mål i henhold til denne forordning, når poolens gennemsnitlige emissioner under ét ikke overstiger poolens emissionsmål.

(24)

Der er behov for en robust overholdelsesmekanisme for at sikre, at målene i denne forordning opfyldes.

(25)

Nye personbilers specifikke emissioner af CO2 måles på et harmoniseret grundlag i Fællesskabet efter metoden i forordning (EF) nr. 715/2007. For at minimere den administrative byrde ved denne forordning bør opfyldelsen måles på grundlag af data om registreringer af nye biler i Fællesskabet, som medlemsstaterne indsamler og rapporterer til Kommissionen. Af hensyn til sammenhængen i de data, der anvendes til at vurdere opfyldelsen, bør reglerne for indsamling og rapportering af disse data så vidt muligt harmoniseres.

(26)

I direktiv 2007/46/EF er det fastsat, at fabrikanten leverer en typeattest, der skal ledsage hver ny personbil, og at medlemsstaterne kun må tillade registrering og ibrugtagning af en ny personbil, hvis den ledsages af en gyldig typeattest. Data, som medlemsstaterne indsamler, bør være i overensstemmelse med den typeattest, som fabrikanten udsteder for personbilen, og bør kun baseres på denne reference. Såfremt en medlemsstat af berettigede årsager ikke anvender typeattesten til fuldførelse af registreringsprocessen og ibrugtagning af en ny personbil, bør den iværksætte de nødvendige foranstaltninger for at sikre tilstrækkelig nøjagtighed i overvågningsproceduren. Der bør udarbejdes en standarddatabase i Fællesskabet over data om typeattester. Databasen bør anvendes som fælles reference for at give medlemsstaterne mulighed for lettere at vedligeholde deres registreringsdata, når nye køretøjer registreres.

(27)

Fabrikantens opfyldelse af målene i denne forordning bør vurderes på fællesskabsniveau. Fabrikanter, hvis gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner overstiger grænserne i denne forordning, bør pålægges en afgift for emissionsoverskridelsen for hvert kalenderår fra og med 2012. Afgiftens størrelse bør justeres alt efter i hvor høj grad fabrikanterne overskrider deres mål. Den bør vokse med tiden. For at skabe et tilstrækkeligt incitament til at træffe foranstaltninger for at nedbringe de specifikke CO2-emissioner fra personbiler bør afgiften afspejle de teknologiske omkostninger. Afgifterne for emissionsoverskridelser bør betragtes som indtægter, der indgår i Den Europæiske Unions almindelige budget.

(28)

Nationale foranstaltninger, som medlemsstaterne eventuelt bevarer eller indfører i overensstemmelse med traktatens artikel 176, bør på baggrund af denne forordnings formål og procedurer ikke indføre yderligere eller højere bøder for fabrikanter, der ikke opfylder deres mål i medfør af denne forordning.

(29)

Denne forordning berører ikke den fulde anvendelse af Fællesskabets konkurrenceregler.

(30)

Kommissionen bør overveje nye fremgangsmåder til at opnå det langfristede mål, herunder navnlig kurvens hældning, nytteparameteren og ordningen for emissionsoverskridelse.

(31)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (11).

(32)

Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelse til at ændre kravene til overvågning og rapportering i lyset af de erfaringer, der opnås ved anvendelsen af denne forordning, fastlægge metoder til opkrævning af afgifter for emissionsoverskridelser, vedtage detaljerede bestemmelser vedrørende den særlige undtagelsesbestemmelse for visse fabrikanter, samt tilpasse bilag I med henblik på at tage højde for udviklingen i massen af nye personbiler, der registreres i Fællesskabet og afspejle eventuelle ændringer af de forskriftsmæssige afprøvningsmetoder til måling af specifikke CO2-emissioner. Da der er tale om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning, herunder ved at supplere den med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltningerne vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.

(33)

Afgørelse nr. 1753/2000/EF bør ophæves af hensyn til forenkling og juridisk klarhed.

(34)

Målet for denne forordning, nemlig fastsættelse af præstationsmål for nye personbilers CO2-emissioner med henblik på at sikre et velfungerende indre marked og med henblik på at opfylde EU's overordnede mål om at reducere drivhusgasemissioner, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor, på grund af den påtænkte handlings omfang og virkninger, bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet i traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

a)

»gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner« i relation til en fabrikant: de gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner fra alle nye personbiler, som fabrikanten har fremstillet

b)

»typeattest«: den attest, der er nævnt i artikel 18 i direktiv 2007/46/EF

c)

»fabrikant«: en person eller organisation, som over for den godkendende myndighed er ansvarlig for alle aspekter af EF-typegodkendelsesproceduren, jf. direktiv 2007/46/EF, og for produktionens overensstemmelse

d)

»masse«: massen af bilen med karrosseri i køreklar stand som anført på typeattesten og defineret i punkt 2.6 i bilag I til direktiv 2007/46/EF

e)

»fodaftryk«: en bils sporvidde gange akselafstanden som anført på typeattesten og defineret i punkt 2.1 og 2.3 i bilag I til direktiv 2007/46/EF

f)

»specifikke CO2-emissioner«: en personbils CO2-emissioner målt i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 715/2007 og specificeret som CO2-emission (kombineret) på typeattesten. For personbiler, som ikke er typegodkendt i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 715/2007, forstås ved »specifikke CO2-emissioner« CO2-emissioner målt i overensstemmelse med den samme måleprocedure, som er præciseret for personbiler i forordning (EF) nr. 692/2008 eller i overensstemmelse med de procedurer, som Kommissionen har vedtaget for at etablere CO2-emissionerne fra sådanne personbiler

g)

»specifikt emissionsmål« i relation til en fabrikant: gennemsnittet af de specifikke CO2-emissioner, der er tilladt ifølge bilag I, for hver ny personbil, som fabrikanten har fremstillet, eller, hvis fabrikanten har fået tildelt en undtagelsesbestemmelse efter artikel 11, de specifikke emissionsmål, der er fastsat ifølge denne undtagelsesbestemmelse.

a)

virksomheder, hvor fabrikanten direkte eller indirekte:

b)

virksomheder, som direkte eller indirekte har de i litra a) omhandlede rettigheder eller beføjelser over for fabrikanten

c)

virksomheder, hvori en virksomhed som omhandlet i litra b) direkte eller indirekte har de i litra a) omhandlede rettigheder eller beføjelser

d)

virksomheder, hvor fabrikanten sammen med en eller flere af de i litra a), b) eller c) omhandlede virksomheder, eller hvori to eller flere af sidstnævnte virksomheder i fællesskab har de i litra a) omhandlede rettigheder eller beføjelser

e)

virksomheder, hvori de i litra a) omhandlede rettigheder eller beføjelser indehaves i fællesskab af fabrikanten eller en eller flere af dennes sammenhørende virksomheder, jf. litra a) til d), og en eller flere tredjeparter.

—

65 % i 2012

—

75 % i 2013

—

80 % i 2014

—

100 % fra 2015 og fremefter.

—

3,5 bil i 2012

—

3,5 bil i 2013

—

2,5 bil i 2014

—

1,5 bil i 2015

—

1 bil fra 2016.

a)

angivelse af, hvilke fabrikanter der deltager i poolen

b)

angivelse af den fabrikant, der er udpeget som forvalter af poolen, og som er kontaktpunkt for poolen og ansvarlig for at indbetale eventuelle afgifter for emissionsoverskridelser, der måtte blive pålagt i overensstemmelse med artikel 9, og

c)

dokumentation for, at forvalteren af poolen vil være i stand til at opfylde forpligtelserne i litra b).

a)

de gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner

b)

det specifikke emissionsmål

c)

det samlede antal registrerede køretøjer.

a)

de gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner i det foregående kalenderår

b)

de specifikke emissionsmål i det foregående kalenderår, og

c)

forskellen mellem de gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner i det foregående kalenderår og de specifikke emissionsmål for samme år.

a)

Fra 2012 til 2018:

b)

Fra 2019:

(emissionsoverskridelse × 95 EUR/g CO2/km) x antal nye personbiler.

a)

fabrikantens specifikke emissionsmål for det foregående kalenderår

b)

fabrikantens gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner i det foregående kalenderår

c)

forskellen mellem fabrikantens gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner i det foregående kalenderår og dennes specifikke emissionsmål i samme år

d)

de gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner for alle nye personbiler i Fællesskabet i det foregående kalenderår, og

e)

den gennemsnitlige masse for alle nye personbiler i Fællesskabet i det foregående kalenderår.

a)

ikke er en del af en gruppe sammenhørende fabrikanter, eller

b)

er en del af en gruppe af sammenhørende fabrikanter, der i alt er ansvarlig for færre end 10 000 nye personbiler, der registreres i Fællesskabet, for hvert kalenderår, eller

c)

er en del af en gruppe af sammenhørende fabrikanter, men driver sit eget produktionsanlæg og sin egen udviklingsafdeling.

a)

fabrikantens navn og navnet på en kontaktperson

b)

dokumentation for, at fabrikanten kan komme i betragtning til en undtagelsesbestemmelse, jf. stk. 1

c)

nærmere oplysninger om de personbiler, som fabrikanten fremstiller, herunder disse personbilers masse og specifikke CO2-emissioner, og

d)

et specifikt emissionsmål, der er i overensstemmelse med reduktionspotentialet, herunder det økonomiske og teknologiske potentiale til at nedbringe de specifikke CO2-emissioner, og under hensyntagen til de særlige forhold på markedet for den type biler, der fabrikeres.

a)

alle de i stk. 2, litra a) og c), anførte oplysninger, herunder i givet fald oplysninger om enhver sammenhørende virksomhed

b)

et mål, som udgør en reduktion på 25 % i forhold til de gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner i 2007, eller når flere sammenhørende virksomheder indgiver en enkelt ansøgning, udgør en gennemsnitlig reduktion på 25 % i forhold til disse virksomheders gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner i 2007.

a)

Leverandøren eller fabrikanten skal holdes ansvarlig for de CO2-besparelser, der er opnået ved anvendelse af innovative teknologier.

b)

De innovative teknologier skal yde et verificeret bidrag til CO2-reduktionen.

c)

Deinnovative teknologier må ikke være omfattet af CO2-målingerne i standardprøvecyklussen eller af obligatoriske bestemmelser som følge af supplerende foranstaltninger gennemført for at opnå en reduktion på 10 g CO2/km, jf. artikel 1, eller være obligatoriske i henhold til andre fællesskabsretlige bestemmelser.

—

de nærmere bestemmelser for inden 2020 at nå et langsigtet mål om 95 g CO2/km på en omkostningseffektiv måde, og

—

de forskellige aspekter af gennemførelsen af målet, herunder afgifterne for emissionsoverskridelser.

5.6.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 140/16

(1)

Styring af det europæiske energiforbrug samt øget anvendelse af energi fra vedvarende energikilder udgør sammen med energibesparelser og øget energieffektivitet vigtige elementer i den pakke af foranstaltninger, som er nødvendig for at reducere drivhusgasemissionerne og efterkomme Kyotoprotokollen til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer samt opfylde yderligere fællesskabsforpligtelser og internationale forpligtelser om at reducere drivhusgasemissionerne efter 2012. Disse faktorer spiller også en vigtig rolle for energiforsyningssikkerheden, den teknologiske udvikling og innovation, nye beskæftigelsesmuligheder og regional udvikling, navnlig i landdistrikterne og isolerede områder.

(2)

Navnlig flere teknologiske forbedringer, incitamenter til anvendelse og udbygning af den offentlige transport samt anvendelse af energieffektiv teknologi og anvendelse af energi fra vedvarende energikilder til transport er nogle af Fællesskabets mest effektive midler til at gøre sig mindre afhængigt af importeret olie på transportområdet, hvor problemet med energiforsyningssikkerhed er mest presserende, og få indflydelse på markedet for brændstof til transport.

(3)

Mulighederne for at skabe økonomisk vækst gennem innovation og en bæredygtig og konkurrencedygtig energipolitik er blevet anerkendt. Produktionen af energi fra vedvarende energikilder afhænger ofte af lokale eller regionale små og mellemstore virksomheder (SMV'er). De muligheder for vækst og beskæftigelse, som investeringer i regional og lokal produktion af energi fra vedvarende energikilder skaber i medlemsstaterne og deres regioner, er vigtige. Kommissionen og medlemsstaterne bør derfor støtte nationale og regionale udviklingsforanstaltninger i disse områder, opfordre til udveksling af bedste praksis inden for produktionen af energi fra vedvarende energikilder mellem lokale og regionale udviklingsinitiativer samt fremme anvendelsen af strukturfinansiering på dette område.

(4)

I forbindelse med indsatsen for at udvikle markedet for energi fra vedvarende energikilder må den positive indvirkning heraf på de regionale og lokale udviklingsmuligheder, eksportmuligheder, den sociale samhørighed og beskæftigelsesmuligheder tages i betragtning, navnlig for SMV'er og uafhængige energiproducenter.

(5)

For at reducere emissionen af drivhusgasser i Fællesskabet og mindske dens afhængighed af energiimport bør udviklingen af energi fra vedvarende energikilder og øget energieffektivitet hænge nøje sammen.

(6)

Det er hensigtsmæssigt at støtte demonstrations- og markedsføringsfasen for decentrale teknologier til vedvarende energi. Der er mange fordele ved overgangen til decentraliseret energiproduktion såsom anvendelse af lokale energikilder, øget lokal energiforsyningssikkerhed, kortere transportafstande og et mindsket tab ved energitransmission. Denne decentralisering fremmer desuden udviklingen og samhørigheden i samfundet ved at skabe lokale indkomst- og beskæftigelsesmuligheder.

(7)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/77/EF af 27. september 2001 om fremme af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder inden for det indre marked for elektricitet (4) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/30/EF af 8. maj 2003 om fremme af anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer til transport (5) fastlægger definitioner på forskellige former for energi fra vedvarende energikilder. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for elektricitet (6) fastlægger definitioner for elsektoren generelt. For at sikre retssikkerhed og klarhed er det hensigtsmæssigt at bruge de samme eller lignende definitioner med henblik på dette direktiv.

(8)

Det fremgår af Kommissionens meddelelse af 10. januar 2007»En køreplan for vedvarende energi — Vedvarende energi i det 21. århundrede — vejen til en mere bæredygtig fremtid«, at et mål på 20 % for andelen af energi fra vedvarende energikilder i det samlede energiforbrug og et mål på 10 % for andelen af energi fra vedvarende energikilder på transportområdet ville være passende og realistiske mål, og at en ramme med bindende mål vil give erhvervslivet den langsigtede stabilitet, der er nødvendig for at foretage rationelle, bæredygtige investeringer i sektoren for vedvarende energi, som kan begrænse afhængigheden af importerede fossile brændstoffer og styrke anvendelsen af ny energiteknologi. Disse mål indgår i målet om en forbedring af energieffektiviteten på 20 % senest i 2020, som Kommissionen opstillede i sin meddelelse af 19. oktober 2006 om en handlingsplan for energieffektivitet: udnyttelse af potentialet, som blev godkendt af Det Europæiske Råd i marts 2007 og af Europa-Parlamentet i beslutning af 31. januar 2008 om den nævnte handlingsplan.

(9)

Det Europæiske Råd bekræftede på sit møde i marts 2007 Fællesskabets tilsagn om at udvikle energi fra vedvarende energikilder efter 2010 i hele Fællesskabet. Det tilsluttede sig et bindende mål om, at energi fra vedvarende energikilder skal udgøre 20 % af Fællesskabets samlede energiforbrug senest i 2020, og et bindende mål, som alle medlemsstater skal opfylde, om, at biobrændstoffer senest i 2020 skal udgøre minimum 10 % af forbruget af benzin og diesel til transport på en omkostningseffektiv måde. Det erklærede, at den bindende karakter af målsætningen for biobrændstoffer er hensigtsmæssig, under forudsætning af at produktionen er bæredygtig, at det er muligt at få andengenerationsbiobrændstof i handlen, og at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/70/EF af 13. oktober 1998 om kvaliteten af benzin og dieselolie (7) ændres, så der tillades passende blandingsniveauer. Det Europæiske Råd gentog i marts 2008, at det er vigtigt at formulere og opfylde effektive bæredygtighedskriterier for biobrændstoffer og at sikre andengenerationsbiobrændstoffernes tilgængelighed på markedet. Det Europæiske Råd henviste i juni 2008 igen til bæredygtighedskriterierne og udviklingen af andengenerationsbiobrændstoffer og understregede, at der er behov for en vurdering af den mulige virkning af produktionen af biobrændstoffer på landbrugsfødevarer, og for om nødvendigt at tage skridt til at afhjælpe mangler. Det konstaterede også, at der bør foretages yderligere vurderinger af de miljømæssige og sociale konsekvenser af produktionen og forbruget af biobrændstoffer.

(10)

I sin beslutning af 25. september 2007 om køreplanen for vedvarende energi i Europa (8) opfordrede Europa-Parlamentet Kommissionen til inden udgangen af 2007 at forelægge et forslag til et regelsæt for energi fra vedvarende energikilder, idet det understregede vigtigheden af at få sat mål for andelen af energi fra vedvarende energikilder på fællesskabsplan og i medlemsstaterne.

(11)

Det er nødvendigt at fastlægge gennemsigtige og utvetydige regler for beregningen af andelen af energi fra vedvarende energikilder og for definitionen af disse energikilder. I denne forbindelse bør energi, der findes i have og andre vandområder i form af bølger, havstrømme, tidevand, termiske energigradienter eller saltgradienter, medtages.

(12)

Anvendelse af landbrugsmaterialer som f.eks. husdyrgødning, gylle og andre former for animalsk og organisk affald til produktion af biogas giver mulighed for at opnå betydelige miljøfordele på baggrund af de store muligheder for besparelse i drivhusgasemissionen, både i forbindelse med produktion af varme og elektricitet og ved anvendelse som biobrændstof. Biogasanlæg kan på grund af deres decentrale karakter og den regionale investeringsstruktur bidrage afgørende til en bæredygtig udvikling i landdistrikterne og give landbrugerne nye indtægtsmuligheder.

(13)

I lyset af holdningen i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen er det hensigtsmæssigt at fastsætte bindende nationale mål, der er forenelige med en andel på 20 % af energi fra vedvarende energikilder og en andel på 10 % af energi fra vedvarende energikilder på transportområdet i Fællesskabets energiforbrug senest i 2020.

(14)

Hovedformålet med bindende nationale mål er at give investorer sikkerhed og at fremme en vedvarende udvikling af teknologier, der producerer energi på grundlag af alle former for vedvarende energikilder. Det er således ikke hensigtsmæssigt at udsætte beslutningen om, hvorvidt et mål skal være bindende til det tidspunkt, hvor en senere begivenhed indtræffer.

(15)

Der er forskel på hver medlemsstats udgangspunkt, potentiale inden for vedvarende energi og energimix. Det er derfor nødvendigt, at Fællesskabets mål på 20 % omsættes til individuelle mål for de enkelte medlemsstater, idet man tilstræber en retfærdig og passende fordeling, hvor der tages højde for medlemsstaternes forskellige udgangspunkter og potentiale, herunder deres nuværende niveau af energi fra vedvarende energikilder og energimixet. Det er hensigtsmæssigt at gøre dette ved at fordele den krævede totale stigning i anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder mellem medlemsstaterne på grundlag af en ensartet stigning i hver medlemsstats andel vægtet i forhold til deres BNP og justeret, således at deres udgangspunkter afspejles, og ved at foretage opgørelserne i udvidet endeligt energiforbrug, idet der tages hensyn til medlemsstaternes hidtidige bestræbelser for så vidt angår anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder.

(16)

Med hensyn til målet på 10 % for energi fra vedvarende energikilder på transportområdet er det derimod hensigtsmæssigt at fastsætte målet på samme niveau for alle medlemsstater for at sikre sammenhæng i specifikationerne for og tilgængeligheden af brændstof til transport. Fordi det er så let at forhandle transportbrændstoffer, vil medlemsstater med ringe forekomster af de relevante ressourcer let kunne få biobrændstoffer andetstedsfra. Selv om Fællesskabet teknisk set kunne opfylde sit mål for anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder på transportområdet alene fra indenlandsk produktion, er det både sandsynligt og ønskeligt, at målet opfyldes ved en kombination af indenlandsk produktion og import. Kommissionen bør med henblik herpå følge fællesskabsmarkedets forsyning af biobrændstoffer og om nødvendigt foreslå relevante foranstaltninger til at opnå en afbalanceret tilgang mellem indenlandsk produktion og import under hensyntagen til bl.a. udviklingen af multilaterale og bilaterale handelsforhandlinger, miljømæssige, sociale og økonomiske hensyn samt energiforsyningssikkerheden.

(17)

Forbedring af energieffektiviteten er et centralt mål for Fællesskabet, og sigtet er at opnå en forbedring af energieffektiviteten på 20 % senest i 2020. Dette sigte spiller sammen med eksisterende og fremtidig lovgivning, herunder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/91/EF af 16. december 2002 om bygningers energimæssige ydeevne (9), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/32/EF af 6. juli 2005 om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energiforbrugende produkter (10) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/32/EF af 5. april 2006 om energieffektivitet i slutanvendelserne og om energitjenester (11), en kritisk rolle med hensyn til at sikre, at klima- og energimålene nås med de mindst mulige omkostninger og kan også give EU's økonomi nye muligheder. Energieffektivitets- og energibesparelsespolitikker er nogle af de mest effektive metoder for de enkelte medlemsstater til at øge procentandelen af energi fra vedvarende energikilder, og medlemsstaterne vil dermed lettere nå de mål om energi fra vedvarende energikilder, der fastlægges i dette direktiv, herunder både det overordnede nationale mål og målet for transport.

(18)

Medlemsstaterne vil skulle gennemføre væsentlige forbedringer af energieffektiviteten inden for alle sektorer for lettere at kunne nå deres mål for energi fra vedvarende energikilder, der er udtrykt som en procentdel af det udvidede endelige energiforbrug. Behovet for energieffektivitet i transportsektoren er bydende nødvendigt, fordi det sandsynligvis vil blive stadig vanskeligere at nå et bindende procentmål for energi fra vedvarende energikilder på en bæredygtig måde, hvis den samlede efterspørgsel efter energi til transport forsætter med at stige. Det bindende mål for transport på 10 %, som alle medlemsstater skal opfylde, bør derfor defineres som den andel af det endelige energiforbrug til transport, som skal komme fra vedvarende energikilder som helhed og ikke alene fra biobrændstoffer.

(19)

For at sikre, at de bindende nationale overordnede mål nås, bør medlemsstaterne arbejde mod et vejledende forløb for, hvordan deres endelige bindende mål skal opfyldes. De bør udarbejde en national handlingsplan for vedvarende energi med oplysninger om målene for de enkelte sektorer og samtidig tage højde for, at der er forskellige anvendelser for biomasse, og at det derfor er vigtigt at skaffe nye biomasseressourcer. Desuden bør medlemsstaterne anføre, hvilke foranstaltninger de agter at træffe for at nå disse mål. Hver medlemsstat bør, når den anslår sit forventede udvidede endelige energiforbrug i sin nationale handlingsplan for vedvarende energi, vurdere, i hvor høj grad energieffektivitets- og energibesparelsesforanstaltninger kan bidrage til at opnå dens nationale mål. Medlemsstaterne bør tage hensyn til den optimale kombination af energieffektivitetsteknologier med energi fra vedvarende energikilder.

(20)

For at kunne drage nytte af teknologiske fremskridt og stordriftsfordele bør det vejledende forløb tage højde for muligheden for en hurtigere vækst i anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder i fremtiden. På den måde kan der gives særlig opmærksomhed til sektorer, der lider uforholdsmæssigt under manglen på teknologiske fremskridt og stordriftsfordele, og som derfor forbliver underudviklede, men som i fremtiden måske kan bidrage væsentligt til at nå målene for 2020.

(21)

Det vejledende forløb bør tage udgangspunkt i 2005, da det er det seneste år, for hvilket der findes pålidelige data om andelen af energi fra vedvarende energikilder på nationalt plan.

(22)

Opnåelsen af målene for dette direktiv forudsætter, at Fællesskabet og medlemsstaterne afsætter betydelige finansielle ressourcer til forskning i og udvikling af teknologier til vedvarende energi. Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi bør navnlig prioritere forskning i og udvikling af teknologier til vedvarende energi højt.

(23)

Medlemsstaterne kan tilskynde de lokale og regionale myndigheder til at fastsætte mål, der er mere vidtgående end de nationale mål, og inddrage de lokale og regionale myndigheder i udarbejdelsen af de nationale handlingsplaner for vedvarende energi og formidling af viden om fordelene ved energi fra vedvarende energikilder.

(24)

For at udnytte biomasses fulde potentiale bør Fællesskabet og medlemsstaterne fremme øget anvendelse af eksisterende reserver af tømmer og udviklingen af nye skovbrugssystemer.

(25)

Medlemsstaterne har forskelligt potentiale for vedvarende energi og forskellige støtteordninger til energi fra vedvarende energikilder i nationalt regi. Flertallet af medlemsstaterne anvender støtteordninger, der udelukkende giver tilskud til energi fra vedvarende energikilder, som produceres på deres eget område. For at nationale støtteordninger kan fungere, som de skal, er det af afgørende betydning, at medlemsstaterne kan styre virkningerne af og omkostningerne ved deres nationale støtteordninger alt efter deres forskellige potentiale. Et vigtigt middel til at nå målet med dette direktiv er at sikre, at de nationale støtteordninger, som under direktiv 2001/77/EF, fungerer som de skal, således at investorernes tillid bevares, og således at medlemsstaterne kan udforme effektive nationale foranstaltninger til opfyldelse af målene. Nærværende direktiv tager sigte på at lette den grænseoverskridende støtte til energi fra vedvarende energikilder, uden at de nationale støtteordninger berøres. Det indfører fakultative samarbejdsmekanismer mellem medlemsstaterne, som gør det muligt for dem at aftale, i hvilket omfang en medlemsstat støtter energiproduktionen i en anden, og i hvilket omfang produktionen af energi fra vedvarende energikilder bør tælle med til den ene eller den anden medlemsstats nationale overordnede mål. For at sikre, at begge foranstaltninger til opfyldelse af mål, dvs. nationale støtteordninger og samarbejdsordninger, fungerer effektivt, er det af afgørende betydning, at medlemsstaterne er i stand til at afgøre, om og i hvilket omfang deres nationale støtteordninger finder anvendelse på produktion af energi fra vedvarende energikilder i andre medlemsstater, og at de kan aftale dette ved at anvende de samarbejdsmekanismer, der er fastsat i dette direktiv.

(26)

Energipriserne bør afspejle de eksterne omkostninger ved energiproduktion og energiforbrug, herunder, alt efter omstændighederne, miljømæssige og sociale omkostninger samt sundhedsomkostninger.

(27)

Offentlig støtte er nødvendig for at nå Fællesskabets mål om at producere mere elektricitet fra vedvarende energikilder, navnlig så længe elpriserne på det indre marked ikke afspejler alle de miljømæssige og sociale omkostninger og fordele ved de anvendte energikilder.

(28)

Fællesskabet og medlemsstaterne bør bestræbe sig på at reducere det samlede energiforbrug på transportområdet og at øge energieffektiviteten på dette område. De vigtigste midler til reduktion af det samlede energiforbrug på transportområdet er transportplanlægning, støtte til offentlig transport, forøgelse af produktionen af el-biler og produktion af mere energieffektive og mindre biler, både med hensyn til størrelse og motorslagvolumen.

(29)

Medlemsstaterne bør sigte mod at diversificere deres mix af energi fra vedvarende energikilder i alle transportsektorer. Kommissionen bør senest den 1. juni 2015 forelægge en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet vedrørende mulighederne for at øge anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder i de enkelte transportsektorer.

(30)

Ved beregningen af vandkrafts og vindkrafts bidrag med henblik på dette direktiv, bør følgerne af klimavariationer udjævnes ved hjælp af en normaliseringsregel. Elektricitet produceret i pumpekraftværker med vand, der tidligere har været pumpet op til et højere niveau, bør endvidere ikke betragtes som elektricitet produceret på grundlag af vedvarende energikilder.

(31)

Varmepumper, som gør det muligt at bruge aerotermisk, geotermisk eller hydrotermisk varme på et nyttigt temperaturniveau, kræver elektricitet eller anden hjælpeenergi for at fungere. Energi, som anvendes til at drive varmepumper, bør derfor fratrækkes den samlede brugbare varme. Alene varmepumper, hvis produktion klart overstiger den primærenergi, der er nødvendig for at drive dem, bør tages i betragtning.

(32)

I passive energisystemer anvendes bygningskonstruktionen til at udnytte energi. Dette betragtes som sparet energi. For at undgå dobbelttælling bør energi, der udnyttes på denne måde, ikke tages i betragtning med henblik på dette direktiv.

(33)

Nogle medlemsstater har en stor andel af luftfart i deres udvidede endelige energiforbrug. I betragtning af de nuværende teknologiske og lovgivningsmæssige begrænsninger, der forhindrer kommerciel brug af biobrændstoffer inden for luftfart, er det hensigtsmæssigt at indrømme sådanne medlemsstater en delvis undtagelse ved ikke i beregningen af deres udvidede endelige energiforbrug inden for national lufttransport at medtage den mængde, med hvilken de overstiger 150 % af fællesskabsgennemsnittet for udvidet endeligt energiforbrug inden for luftfart i 2005 som vurderet af Eurostat, dvs. 6,18 %. Cypern og Malta er på grund af deres perifere og insulære karakter afhængige af luftfart som en transportform, der er af afgørende betydning for deres borgere og deres økonomi. Cypern og Malta har som følge heraf en uforholdsmæssig stor andel af luftfart i deres udvidede endelige energiforbrug, dvs. mere end tre gange fællesskabsgennemsnittet i 2005 og er således uforholdsmæssigt berørte af de nuværende teknologiske og lovgivningsmæssige begrænsninger. Det er rimeligt i forhold til disse medlemsstater, at denne undtagelse dækker den mængde, med hvilken de overstiger fællesskabsgennemsnittet for udvidet endeligt energiforbrug inden for luftfart i 2005 som vurderet af Eurostat, dvs. 4,12 %.

(34)

For at nå frem til en energimodel, der støtter energi fra vedvarende energikilder, er der behov for at tilskynde til strategisk samarbejde mellem medlemsstaterne, eventuelt gennem inddragelse af regioner og lokale myndigheder.

(35)

Under iagttagelse af dette direktivs bestemmelser bør medlemsstaterne tilskyndes til at samarbejde på enhver måde, der er hensigtsmæssig i forhold til målene i dette direktiv. Samarbejde kan finde sted på alle niveauer, bilateralt eller multilateralt. Et sådant samarbejde kan, med undtagelse af de mekanismer med indvirkning på beregning og overholdelse af målene, der udelukkende er fastsat i dette direktiv, nemlig statistisk overførsel mellem medlemsstater, fælles projekter og fælles støtteordninger, også tage form f.eks. af udveksling af oplysninger og bedste praksis, som fastsat navnlig i den ved dette direktiv indførte gennemsigtighedsplatform, og anden frivillig koordination mellem alle typer støtteordninger.

(36)

For at skabe muligheder for at mindske de omkostninger, der er forbundet med at opfylde dette direktivs mål, er det hensigtsmæssigt både at gøre det lettere for medlemsstater at forbruge energi, som er produceret fra vedvarende energikilder i andre medlemsstater, og at lade medlemsstater medtage den energi fra vedvarende energikilder, som er forbrugt i andre medlemsstater, i opgørelsen over deres egne nationale mål. Der er derfor behov for fleksibilitetsforanstaltninger, som dog forbliver under medlemsstaternes kontrol for ikke at berøre disses evne til at nå deres nationale mål. Disse fleksibilitetsforanstaltninger tager form af statistiske overførsler, fælles projekter mellem medlemsstater eller fælles støtteordninger.

(37)

Det bør være muligt at medregne importeret elektricitet, som er produceret fra vedvarende energikilder uden for Fællesskabet, i medlemsstaternes mål. For at undgå, at der sker en nettostigning i drivhusgasemissionerne ved, at de eksisterende vedvarende energikilder omledes og helt eller delvist erstattes af konventionelle energikilder, bør dog kun elektricitet produceret i anlæg til vedvarende energi, som er sat i drift efter dette direktivs ikrafttræden, eller gennem øget kapacitet i et anlæg, som er blevet renoveret efter denne dato, kunne medregnes. For at sikre en tilstrækkelig effekt af energi fra vedvarende energikilder, der erstatter konventionel energi i Fællesskabet såvel som i tredjelande, bør der skabes sikkerhed for, at sådan import kan spores og medregnes på pålidelig vis. Aftaler med tredjelande om tilrettelæggelse af en sådan handel med elektricitet fra vedvarende energikilder vil blive overvejet. Hvis de kontraherende parter i energifællesskabstraktaten (12), i overensstemmelse med en afgørelse truffet under denne traktat med henblik herpå, bliver bundet af de relevante bestemmelser i dette direktiv, finder foranstaltningerne om samarbejde mellem medlemsstater i dette direktiv anvendelse på dem.

(38)

Når medlemsstaterne iværksætter fælles projekter med et eller flere tredjelande vedrørende produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder, er det hensigtsmæssigt, at disse fælles projekter kun vedrører nyopførte anlæg eller anlæg, hvis kapacitet for nylig er blevet udvidet. Dette vil medvirke til at sikre, at andelen af energi fra vedvarende energikilder i tredjelandets samlede energiforbrug ikke bliver mindre som følge af Fællesskabets import af energi fra vedvarende energikilder. De berørte medlemsstater bør desuden gøre det lettere for det pågældende tredjeland selv at anvende en del af produktionen af elektricitet fra de anlæg, der er omfattet af det fælles projekt. Kommissionen og medlemsstaterne bør desuden tilskynde det pågældende tredjeland til at udarbejde en politik for vedvarende energi med ambitiøse mål.

(39)

I betragtning af at projekter af stor europæisk interesse i tredjelande som f.eks. Solenergiplanen for Middelhavsområdet kan kræve en lang gennemførelsestid, inden de i fuldt omfang kobles til Fællesskabets område, bør deres udvikling lettes ved at give medlemsstaterne mulighed for i deres nationale mål at tage højde for en begrænset andel af elektricitet fra sådanne projekter under etableringen af sammenkoblingen.

(40)

Den procedure, der benyttes af den myndighed, der er ansvarlig for tilsynet med godkendelse og certificering af og licensudstedelse til vedvarende energianlæg, bør være objektiv, gennemsigtig, ikke-diskriminerende og forholdsmæssig for så vidt angår anvendelsen af reglerne på de enkelte projekter. Det bør navnlig undgås, at der opstår unødvendige byrder som følge af klassificeringen af projekter for vedvarende energi under anlæg, der er forbundet med en høj sundhedsrisiko.

(41)

Det har vist sig, at fraværet af gennemsigtige regler og koordination mellem de forskellige godkendelsesorganer står i vejen for udnyttelsen af energi fra vedvarende energikilder. Der bør derfor tages hensyn til den særlige struktur inden for sektoren for vedvarende energi, navnlig når de nationale, regionale og lokale myndigheder reviderer deres administrative procedurer for meddelelse af tilladelser til opførelse og drift af anlæg og tilhørende transmissions- og distributionsnetinfrastrukturer til produktion af elektricitet, opvarmning og køling eller transportbrændstoffer fra vedvarende energikilder. Administrative godkendelsesprocedurer bør strømlines med gennemsigtige tidsplaner for anlæg, der bruger energi fra vedvarende energikilder. Byplanlægningsregler og byggeanvisninger bør tilpasses, således at der tages hensyn til omkostningseffektivt og miljøvenligt opvarmnings-, kølings- og eludstyr drevet af vedvarende energi.

(42)

Af hensyn til hurtig udnyttelse af energi fra vedvarende energikilder og i betragtning af disses overordnet set høje bæredygtighed og miljøvenlighed bør medlemsstaterne i forbindelse med anvendelsen af administrative regler, planlægningsstrukturer og lovgivning, der er udformet med henblik på udstedelse af licenser til anlæg for så vidt angår begrænsning og kontrol af forurening fra industrianlæg samt med henblik på bekæmpelse af luftforurening og forebyggelse eller mindskelse af udledningen af farlige stoffer i miljøet, tage hensyn til vedvarende energikilders bidrag til opfyldelse af miljø- og klimaændringsmålene, især når de sammenholdes med anlæg til ikke-vedvarende energi.

(43)

Med henblik på at tilskynde de enkelte borgere til at bidrage til opfyldelse af målene i dette direktiv bør de relevante myndigheder overveje muligheden af at erstatte en godkendelse med en simpel underretning af det kompetente organ, når der installeres mindre, decentrale anlæg til produktion af energi fra vedvarende energikilder.

(44)

Det bør sikres, at der er sammenhæng mellem målene for dette direktiv og Fællesskabets anden miljølovgivning. Medlemsstaterne bør navnlig i forbindelse med vurderings-, planlægnings- eller licensprocedurer for anlæg til vedvarende energi tage hensyn til al fællesskabsmiljølovgivning og til vedvarende energikilders bidrag til opfyldelse af miljø- og klimaændringsmålene, især når de sammenholdes med anlæg til ikke-vedvarende energi.

(45)

Nationale tekniske specifikationer og andre krav i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskriftersamt forskrifter for informationssamfundets tjenester (13), som vedrører f.eks. kvalitetsniveau, testmetoder eller betingelser for anvendelse, bør ikke skabe hindringer for handelen med udstyr og systemer til vedvarende energi. Der bør derfor ikke i støtteordninger til fordel for energi fra vedvarende energikilder være nationale tekniske specifikationer, som afviger fra gældende fællesskabsstandarder, eller være krav om, at det udstyr eller de systemer, der skal have støtte, skal certificeres eller testes på et bestemt sted eller af en bestemt enhed.

(46)

Medlemsstaterne bør overveje mekanismer til fremme af fjernvarme og fjernkøling fra energi fra vedvarende energikilder.

(47)

På nationalt og regionalt plan har regler og forpligtelser om minimumskrav til anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder i nyopførte og renoverede bygninger ført til en betydelig stigning i brugen af energi fra vedvarende energikilder. Disse foranstaltninger bør fremmes i en bredere fællesskabssammenhæng, samtidig med at mere energieffektive anvendelser af energi fra vedvarende energikilder udbredes ved hjælp af byggeforskrifter og -reglementer.

(48)

For at lette og fremskynde fastsættelsen af minimumsniveauer for anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder i bygninger kan det være hensigtsmæssigt for medlemsstaterne at fastsætte, at sådanne niveauer skal nås gennem inkorporering af en faktor for energi fra vedvarende energikilder med henblik på opfyldelse af mindstekravene til energimæssig ydeevne i direktiv 2002/91/EF, der skal vedrøre en omkostningsoptimal reduktion af CO2-emissioner pr. bygning.

(49)

Utilstrækkelig oplysning og uddannelse, navnlig i opvarmnings- og kølingssektoren, bør afhjælpes for at tilskynde til anvendelse af energi fra vedvarende energikilder.

(50)

I det omfang adgangen til eller udøvelsen af erhvervet som installatør er et lovreguleret erhverv, er betingelserne for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (14). Anvendelsen af nærværende direktiv berører derfor ikke direktiv 2005/36/EF.

(51)

Selv om direktiv 2005/36/EF fastlægger krav om gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, herunder for arkitekter, er der et yderligere behov for at sikre, at arkitekter og planlæggere omhyggeligt tager stilling til, hvordan vedvarende energikilder og højeffektiv teknologi kan kombineres optimalt i deres planer og design. Medlemsstaterne bør derfor give klare retningslinjer med henblik herpå. Dette bør ske med forbehold af bestemmelserne i direktiv 2005/36/EF, særlig artikel 46 og 49.

(52)

Oprindelsesgarantier, der udstedes med henblik på dette direktiv, har som eneste funktion at dokumentere over for en endelig kunde, at en given andel eller mængde energi er produceret fra vedvarende energikilder. En oprindelsesgaranti kan overføres fra en indehaver til en anden uafhængigt af den energi, den relaterer til. For at sikre, at der kun én gang gives oplysninger om en elektricitetsenhed fra vedvarende energikilder til en kunde, bør det imidlertid undgås, at oprindelsesgarantier medregnes eller videregives to gange. Energi fra vedvarende energikilder, for hvilken producenten har solgt den ledsagende oprindelsesgaranti særskilt, bør ikke videregives eller sælges til den endelige kunde som energi fra vedvarende energikilder. Der bør skelnes klart mellem grønne certifikater, der anvendes i forbindelse med støtteordninger, og oprindelsesgarantier.

(53)

Det er hensigtsmæssigt at lade det fremspirende forbrugermarked for elektricitet fra vedvarende energikilder bidrage til opførelsen af nye anlæg til energi fra vedvarende energikilder. Medlemsstaterne bør derfor kunne kræve, at elleverandører, der videregiver oplysninger om deres energimix til den endelige kunde, jf. artikel 3, stk. 6, i direktiv 2003/54/EF, medtager en minimumsprocentandel af oprindelsesgarantier fra nyopførte anlæg, der producerer energi fra vedvarende energikilder, forudsat at dette er i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen.

(54)

Det er vigtigt, at der stilles oplysninger til rådighed om, hvordan den støttede elektricitet fordeles til de endelige kunder i overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i direktiv 2003/54/EF. For at forbedre kvaliteten af disse oplysninger til forbrugerne, navnlig med hensyn til den mængde energi fra vedvarende energikilder, der produceres af nye anlæg, bør Kommissionen evaluere effektiviteten af de foranstaltninger, medlemsstaterne træffer.

(55)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/8/EF af 11. februar 2004 om fremme af kraftvarmeproduktion på grundlag af en efterspørgsel efter nyttevarme på det indre energimarked (15) indfører oprindelsesgarantier som dokumentation for oprindelsen af elektricitet produceret af højeffektive kraftvarmeanlæg. Sådanne oprindelsesgarantier bør ikke anvendes ved videregivelse af oplysninger om anvendelse af energi fra vedvarende energikilder, jf. artikel 3, stk. 6, i direktiv 2003/54/EF, da dette vil kunne resultere i, at de medregnes eller videregives to gange.

(56)

Oprindelsesgarantier giver ikke i sig selv ret til at blive omfattet af nationale støtteordninger.

(57)

Der er behov for at støtte integrationen af energi fra vedvarende energikilder i transmissions- og distributionsnettet samt anvendelsen af energilagringssystemer til integreret periodisk produktion af energi fra vedvarende energikilder.

(58)

Udviklingen af projekter for vedvarende energi, herunder projekter for vedvarende energi af europæisk interesse som led i programmet for det transeuropæiske energinet (TEN-E) bør fremskyndes. Kommissionen bør med henblik herpå også analysere, hvordan finansieringen af sådanne projekter kan forbedres. Der bør lægges særlig vægt på projekter for vedvarende energi, der vil bidrage til en betydelig forøgelse af energiforsyningssikkerheden i Fællesskabet og nabolandene.

(59)

Netsammenkoblinger mellem landene letter integrationen af elektricitet fra vedvarende energikilder. Ud over at udligne udsving kan sammenkoblinger mindske balanceringsomkostninger, fremme reel konkurrence og dermed give lavere priser og støtte udviklingen af net. Ved at dele og optimere brugen af transmissionskapaciteten kan man også undgå overdrevent behov for ny kapacitet.

(60)

Prioriteret adgang og garanteret adgang for elektricitet fra vedvarende energikilder er vigtig for at kunne integrere vedvarende energikilder i det indre marked for elektricitet i overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, og for en yderligere udvikling af artikel 11, stk. 3, i direktiv 2003/54/EF. Krav vedrørende opretholdelse af elnettets pålidelighed og sikkerhed og lastfordeling kan variere i overensstemmelse med det nationale elnets karakteristika og sikre funktion. Prioriteret adgang til nettet giver sikkerhed for, at tilsluttede anlæg, der producerer elektricitet fra vedvarende energikilder, til enhver tid vil kunne sælge og overføre deres elektricitet fra vedvarende energikilder i overensstemmelse med tilslutningsregler, når kilden bliver tilgængelig. Hvis elektricitet fra vedvarende energikilder integreres på spotmarkedet, sikrer garanteret adgang, at al elektricitet, der sælges og støttes, får adgang til elnettet, hvilket gør det muligt at anvende mest mulig elektricitet fra vedvarende energikilder fra anlæg, der er tilsluttet elnettet. Dette medfører imidlertid ikke nogen forpligtelse for medlemsstaten til at støtte eller indføre købsforpligtelse for energi fra vedvarende energikilder. I andre systemer er der fastsat en fast pris for elektricitet fra vedvarende energikilder, normalt sammen med en købsforpligtelse for systemoperatøren. I sådanne tilfælde er der allerede givet prioriteret adgang.

(61)

Under visse omstændigheder er det ikke muligt fuldt ud at sikre transmission og distribution af elektricitet fra vedvarende energikilder uden at påvirke elnettets pålidelighed eller sikkerhed. Under sådanne omstændigheder kan det være hensigtsmæssigt at yde økonomisk kompensation til de pågældende producenter. Dette direktivs mål kræver imidlertid en vedvarende stigning i transmission og distribution af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder, uden at nettets pålidelighed eller sikkerhed påvirkes. Med henblik herpå bør medlemsstaterne træffe passende foranstaltninger til at øge anvendelsen af elektricitet fra vedvarende energikilder, bl.a. ved at tage hensyn til de særlige kendetegn ved forskellige energikilder og kilder, der endnu ikke kan lagres. I det omfang målene i dette direktiv kræver det, bør der snarest muligt gives tilladelse til tilslutningen af nye vedvarende energianlæg. Med henblik på at fremskynde nettilslutningsprocedurerne kan medlemsstaterne åbne mulighed for prioriteret tilslutning eller reserverede tilslutningsmuligheder for nye anlæg, der producerer elektricitet fra vedvarende energikilder.

(62)

Omkostningerne ved at tilslutte nye producenter af elektricitet og gas fra vedvarende energikilder til el- og gasnettet bør være objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende, og der bør tages behørigt hensyn til de fordele, som tilsluttede producenter af elektricitet fra vedvarende energikilder og lokale producenter af gas fra vedvarende energikilder bibringer el- og gasnettet.

(63)

Producenter af elektricitet, der ønsker at udnytte potentialet for energi fra vedvarende energikilder i Fællesskabets randområder, navnlig øregioner og tyndtbefolkede regioner, bør, når det er muligt, få fordel af rimelige tilslutningsomkostninger for at sikre, at de ikke på uretfærdig vis stilles ringere end producenter i mere centralt beliggende, mere industrialiserede og mere tætbefolkede områder.

(64)

Direktiv 2001/77/EF fastlægger rammen for, hvordan elektricitet fra vedvarende energikilder integreres i nettet. Der er dog stor forskel på den grad af integration, de forskellige medlemsstater rent faktisk har opnået. Det er derfor nødvendigt at styrke rammen og med jævne mellemrum tage dens anvendelse op til revision på nationalt plan.

(65)

Produktionen af biobrændstof bør være bæredygtig. Der bør derfor stilles krav om, at biobrændstoffer, der anvendes for at opfylde målene i dette direktiv, og biobrændstoffer, der nyder godt af nationale støtteordninger, opfylder bæredygtighedskriterier.

(66)

Fællesskabet bør tage de nødvendige skridt inden for rammerne af dette direktiv, herunder til fremme af bæredygtighedskriterier for biobrændstoffer og udvikling af anden- og tredjegenerationsbiobrændstoffer i Fællesskabet og i verden, samt til styrkelse af landbrugsforskning og videnskabelse på disse områder.

(67)

Indførelsen af bæredygtighedskriterier for biobrændstoffer opfylder ikke sit formål, hvis de produkter, der ikke opfylder kriterierne, og som ellers ville være blevet anvendt som biobrændstoffer, i stedet anvendes som flydende biobrændsler i opvarmnings- og elsektoren. Bæredygtighedskriterierne bør derfor også gælde flydende biobrændsler generelt.

(68)

Det Europæiske Råd opfordrede i marts 2007 Kommissionen til at fremlægge et samlet direktiv om anvendelsen af alle vedvarende energikilder, som kunne indeholde kriterier og bestemmelser, der skal sikre en bæredygtig forsyning og anvendelse af bioenergi. Sådanne bæredygtighedskriterier bør udgøre en integrerende del af en bredere ordning, som omfatter alle flydende biobrændsler og ikke blot biobrændstoffer. Sådanne bæredygtighedskriterier bør derfor indgå i dette direktiv. For at sikre en sammenhængende tilgang mellem energi- og miljøpolitikkerne og undgå, at erhvervslivet får ekstra udgifter, og for at forhindre den manglende miljømæssige sammenhæng, der ville være forbundet med en ukoordineret indsats, er det vigtigt, at indføre de samme bæredygtighedskriterier for anvendelsen af biobrændstoffer med henblik på dette direktiv på den ene side og med henblik på direktiv 98/70/EF på den anden side. Af samme årsager bør dobbeltindberetning undgås i denne sammenhæng. Kommissionen og de kompetente nationale myndigheder bør samordne deres aktiviteter inden for rammerne af et udvalg med særligt ansvar for bæredygtighedsaspekter. Kommissionen bør derudover i 2009 tage stilling til en eventuel medtagelse af andre anvendelser for biomasse og de hermed forbundne modaliteter.

(69)

Den stigende globale efterspørgsel efter biobrændstoffer og flydende biobrændsler og incitamenterne i dette direktiv til at anvende dem bør ikke have den virkning at tilskynde til ødelæggelse af arealer med biodiversitet. Sådanne udtømmelige ressourcer, hvis værdi for menneskeheden er anerkendt i diverse internationale instrumenter, bør bevares. Forbrugere i Fællesskabet ville desuden finde det moralsk forkasteligt, at deres øgede forbrug af biobrændstoffer og flydende biobrændsler kunne betyde, at arealer med biodiversitet blev ødelagt. Af disse årsager er det nødvendigt at fastsætte bæredygtighedskriterier, der sikrer, at biobrændstoffer og flydende biobrændsler kun er omfattet af incitamenterne, hvis det kan garanteres, at de ikke stammer fra arealer med biodiversitet eller, når det drejer sig om områder, der har fået status som naturbeskyttelsesområder, eller om beskyttelse af sjældne, truede eller udryddelsestruede økosystemer eller arter, hvis den relevante kompetente myndighed dokumenterer, at fremstilling af det pågældende råmateriale ikke indvirker på denne status eller beskyttelse. Bæredygtighedskriterierne bør anse skove som biologisk mangfoldige, hvis de er primærskove i overensstemmelse med den definition, som FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO) anvender i sin Global Forest Resource Assessment, som lande bruger overalt i verden ved rapportering om primærskovens udstrækning, eller hvis de er beskyttet i henhold til national naturbeskyttelseslovgivning. Områder, hvor der indsamles andet forstmateriale end træ, bør medtages, forudsat at den menneskelige påvirkning er lille. Andre skovtyper som defineret af FAO, f.eks. modificerede naturlige skove, delvist naturlige skove og plantager, bør ikke betragtes som primærskove. I betragtning af at visse græsarealer i såvel tempererede som tropiske områder, herunder savanner, stepper, kratområder og prærier også har stor biodiversitet, bør biobrændstoffer baseret på råmaterialer fra sådanne arealer heller ikke være omfattet af incitamenterne i dette direktiv. Kommissionen bør fastsætte hensigtsmæssige kriterier og geografiske udstrækninger for at definere sådanne græsarealer med stor biodiversitet i overensstemmelse med den bedst tilgængelige videnskabelige dokumentation og relevante internationale standarder.

(70)

Hvis arealer med store kulstoflagre i jorden eller vegetationen omlægges for at dyrke råmaterialer til biobrændstoffer og flydende biobrændsler, vil noget af det lagrede kulstof som regel blive frigivet til atmosfæren og føre til dannelsen af kuldioxid. Den heraf følgende negative drivhusgaseffekt kan overgå den positive drivhusgaseffekt af biobrændstoffer eller flydende biobrændsler, i visse tilfælde med en stor margen. Ved beregning af besparelsen i drivhusgasemissionen for biobrændstoffer og flydende biobrændsler, bør den fulde kulstofvirkning af sådanne omlægninger indregnes. Dette er nødvendigt for at sikre, at der i beregningen af besparelsen i drivhusgasemissionen tages hensyn til de samlede kulstofvirkninger ved brugen af biobrændstoffer og flydende biobrændsler.

(71)

Ved beregningen af drivhusgaseffekten ved arealomlægning, bør de økonomiske aktører kunne benytte faktiske værdier for kulstoflagre i forbindelse med referencearealanvendelsen og arealanvendelsen efter omlægningen. De bør også kunne anvende faste værdier. Der kan passende tages udgangspunkt i arbejdet i Det Mellemstatslige Panel for Klimaændringer for sådanne faste værdier. Dette arbejde har endnu ikke fået en form, der umiddelbart kan anvendes af de økonomiske aktører. Kommissionen bør derfor på baggrund af dette arbejde udarbejde retningslinjer, der kan danne grundlag for beregningen af ændringer i kulstoflagrene med henblik på dette direktiv, herunder med hensyn til ændringer i skovområder med en kronedækningsgrad på mellem 10 og 30 %, savanner, kratområder og prærier.

(72)

Kommissionen bør udvikle metodologier med henblik på at vurdere den effekt, dræning af tørvebundsarealer har på drivhusgasemissioner.

(73)

Der bør ikke ske omlægning af arealer med henblik på fremstilling af biobrændstof, hvis tab af kulstoflagre ved en sådan omlægning ikke inden for et rimeligt tidsrum, set i lyset af klimaproblematikkens hastende karakter, vil kunne opvejes af den besparelse i drivhusgasemissionen, der opnås ved produktion af biobrændstof eller flydende biobrændsler. Dette vil kunne forhindre, at de økonomiske aktører pålægges unødvendig, byrdefuld forskning, og at arealer med store kulstoflagre, som senere viser sig at være uegnede til fremstilling af råmaterialer til biobrændstof og flydende biobrændsler, omlægges. Opgørelser af verdens kulstoflagre indikerer, at vådområder og konstant skovbevoksede områder med en kronedækningsgrad på over 30 % bør høre til i denne kategori. Skovbevoksede områder med en kronedækningsgrad på mellem 10 og 30 % bør også være omfattet, medmindre der er dokumentation for, at deres kulstoflager er tilstrækkeligt lavt til at kunne begrunde en omlægning, jf. bestemmelserne i dette direktiv. Referencen til vådområder bør tage hensyn til definitionen i konventionen om vådområder af international betydning, navnlig som levesteder for vandfugle, vedtaget den 2. februar 1971 i Ramsar.

(74)

Incitamenterne i dette direktiv vil fremme øget produktion af biobrændstoffer og flydende biobrændsler globalt. Hvis biobrændstoffer og flydende biobrændsler fremstilles af råmaterialer, der er produceret i Fællesskabet, bør de også opfylde Fællesskabets miljøkrav for landbrug, herunder krav vedrørende beskyttelse af grundvandets og overfladevandets kvalitet, og sociale krav. Det kan imidlertid frygtes, at de miljømæssige eller sociale minimumskrav ikke vil blive overholdt ved produktion af biobrændstoffer og flydende biobrændsler i visse tredjelande. Det er derfor hensigtsmæssigt at fremme udviklingen af multilaterale og bilaterale aftaler og frivillige internationale eller nationale ordninger, der omfatter de væsentligste miljømæssige og sociale hensyn, for at fremme en bæredygtig produktion af biobrændstoffer og flydende biobrændsler på globalt plan. Hvis der ikke foreligger sådanne aftaler eller ordninger, bør medlemsstaterne forlange, at de økonomiske aktører rapporterer om disse spørgsmål.

(75)

Kommissionen bør i 2009 analysere kravene til en bæredygtighedsordning for anvendelse af biomasse til anden energi end flydende biobrændsler og biobrændstoffer og tage højde for behovet for, at biomasseressourcerne forvaltes på bæredygtig vis.

(76)

Bæredygtighedskriterierne vil kun være effektive, hvis de fører til en ændret adfærd blandt markedsaktørerne. Denne ændrede adfærd vil kun forekomme, hvis der er en prisgevinst ved de biobrændstoffer og flydende biobrændsler, som opfylder disse kriterier, i forhold til dem, der ikke gør det. Ifølge massebalancemetoden til kontrol af overensstemmelse er der en fysisk forbindelse mellem på den ene side fremstillingen af biobrændstoffer og flydende biobrændsler, der opfylder bæredygtighedskriterierne, og på den anden side forbruget af biobrændstoffer og flydende biobrændsler i Fællesskabet, hvilket giver en fornuftig balance mellem udbud og efterspørgsel og sikrer en prisgevinst, der er større end i systemer, hvor en sådan forbindelse ikke findes. Massebalancemetoden bør derfor anvendes til kontrol af overensstemmelse for at sikre, at biobrændstoffer og flydende biobrændsler, som opfylder bæredygtighedskriterierne, kan sælges til en højere pris. Herved bevares systemets integritet, samtidig med at industrien ikke pålægges en urimelig byrde. Andre kontrolmetoder bør dog undersøges.

(77)

Hvor det er relevant, bør Kommissionen tage behørigt hensyn til millenniumøkosystemvurderingen (Millennium Ecosystem Assessment), som indeholder nyttige data for bevarelsen af i det mindste de områder, der leverer grundlæggende økosystemydelser i kritiske situationer, f.eks. beskyttelse af afvandingsområder og erosionskontrol.

(78)

Effekten af dyrkning af biomasse, f.eks. i form af ændringer i arealanvendelse, herunder forskydning, indførelse af invasive fremmede arter og andre effekter på biodiversiteten samt på fødevareproduktionen og den lokale velstand, bør overvåges. Kommissionen bør være opmærksom på alle relevante kilder til information, herunder FAO's verdenskort over sult. Biobrændstoffer bør fremmes på en måde, der tilskynder til større produktivitet i landbruget og til brug af nedbrudte arealer.

(79)

Det er i Fællesskabets interesse at fremme udviklingen af multilaterale og bilaterale aftaler og frivillige internationale eller nationale ordninger, der sætter standarder for fremstillingen af bæredygtige biobrændstoffer og flydende biobrændsler og certificerer, at produktionen af biobrændstoffer og flydende biobrændsler opfylder disse standarder. Af den grund bør det være muligt at beslutte, at sådanne aftaler eller ordninger giver pålidelig dokumentation og pålidelige oplysninger, forudsat at de opfylder rimelige krav om pålidelighed, gennemsigtighed og uafhængig kontrol.

(80)

Det er nødvendigt at fastsætte klare regler for beregningen af drivhusgasemissioner fra biobrændstoffer og flydende biobrændsler og de tilsvarende fossile brændstoffer, der sammenlignes med.

(81)

Ved beregningen af drivhusgasemissioner fra fremstilling og anvendelse af brændstoffer bør der tages hensyn til biprodukter. Substitutionsmetoden er hensigtsmæssig til politikanalyseformål, men ikke til fastsættelse af regler for de enkelte økonomiske operatører og individuelle partier af transportbrændstof. I disse tilfælde er energiallokeringsmetoden den mest hensigtsmæssige, fordi den er let at anvende, er forudsigelig over tid, minimerer incitamenter, der virker mod hensigten, og giver resultater, der generelt svarer til substitutionsmetodens resultater. Til politikanalyseformål bør Kommissionen i sin rapportering ligeledes oplyse de resultater, der opnås ved at anvende substitutionsmetoden.

(82)

For at undgå en uforholdsmæssig stor administrativ byrde bør der udfærdiges en liste over standardværdier for gængse produktionsveje for biobrændstoffer, og denne liste bør ajourføres og udvides, når yderligere pålidelige data foreligger. Økonomiske operatører bør altid være berettigede til at kræve den besparelse i drivhusgasemissionen for biobrændstoffer og flydende biobrændsler, der er opført på denne liste. Hvis standardværdien for besparelser i drivhusgasemissionen fra en produktionsvej ligger under det krævede minimumsniveau for besparelser i drivhusgasemissionen, bør producenter, som ønsker at vise, at de lever op til dette minimumsniveau, anmodes om at dokumentere, at de faktiske emissioner fra deres fremstillingsproces er lavere end dem, man gik ud fra ved beregningen af standardværdierne.

(83)

De data, der anvendes til beregning af standardværdierne, bør indhentes fra uafhængige, videnskabelige ekspertkilder og bør ajourføres efter behov, efterhånden som der sker fremskridt i disse kilders arbejde. Kommissionen bør tilskynde disse kilder til, når de ajourfører deres arbejde, at tage højde for emissioner fra dyrkning, virkningen af regionale og klimatologiske forhold, virkningerne af dyrkning med bæredygtige landbrugsmetoder og økologisk jordbrug samt videnskabelige bidrag fra producenter i Fællesskabet og tredjelande og civilsamfundet.

(84)

For ikke at tilskynde til dyrkning af råmaterialer til biobrændstoffer og flydende biobrændsler på steder, hvor det ville føre til høje drivhusgasemissioner, bør brugen af standardværdier for dyrkning begrænses til områder, hvor en sådan virkning kan udelukkes på pålidelig vis. For at undgå en uforholdsmæssigt stor administrativ byrde er det imidlertid hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne fastsætter nationale eller regionale gennemsnitsværdier for emissioner fra dyrkning, herunder fra brug af gødningsstoffer.

(85)

Den globale efterspørgsel efter landbrugsråvarer stiger. En af metoderne til at efterkomme den stigende efterspørgsel vil bestå i at afsætte flere arealer til landbrugsformål. Genopretning af arealer, der er stærkt nedbrudte eller stærkt forurenede, og som derfor ikke kan anvendes til landbrugsformål i deres nuværende tilstand, er en måde, hvorpå man kan forøge de arealer, der kan opdyrkes. Eftersom fremme af biobrændstoffer og flydende biobrændsler vil bidrage til den stigende efterspørgsel efter landbrugsråvarer, bør bæredygtighedsordningen fremme brugen af genoprettede nedbrudte arealer. Selv hvis biobrændstofferne fremstilles af råmaterialer fra eksisterende landbrugsarealer, vil den nettostigning i efterspørgslen efter afgrøder, der skyldes fremme af biobrændstoffer, også kunne føre til en nettostigning i de dyrkede områder. Dette kunne berøre arealer med store kulstoflagre, og der ville i så fald opstå skadelige tab af kulstoflagre. For at mindske denne risiko bør der indføres ledsageforanstaltninger, som tilskynder til en øget produktivitetshastighed på arealer, der allerede anvendes til afgrøder, anvendelse af nedbrudte arealer og indførelse af bæredygtighedskrav svarende til dem, der er fastlagt i dette direktiv for Fællesskabets forbrug af biobrændstof, i andre biobrændstofforbrugende lande. Kommissionen bør udarbejde en konkret metodologi til at minimere drivhusgasemissioner, der er forårsaget af indirekte ændringer i arealanvendelsen. I den forbindelse bør Kommissionen på grundlag af den bedste tilgængelige videnskabelige dokumentation navnlig undersøge, om der ved beregningen af drivhusgasemissionerne skal indregnes en faktor for indirekte ændringer i arealanvendelsen, og om der er behov for at tilskynde til bæredygtige biobrændstoffer, som minimerer effekterne af ændringer i arealanvendelsen og forbedrer bæredygtigheden af biobrændstoffer med hensyn til indirekte ændringer i arealanvendelsen. Kommissionen bør ved udarbejdelsen af denne metodologi blandt andet tage højde for de potentielle virkninger af biobrændstoffer fremstillet af celluloseholdigt nonfood-materiale og lignocellulosemateriale på indirekte ændringer i arealanvendelsen.

(86)

Hvis målet om en passende markedsandel af biobrændstoffer skal kunne opfyldes, skal der markedsføres diesel med større iblanding af biodiesel end, hvad EN590/2004-standarden foreskriver.

(87)

For at sikre, at det bliver økonomisk rentabelt at anvende biobrændstoffer, som bygger på et større udvalg af råmaterialer, bør disse biobrændstoffer veje tungere i de nationale biobrændstofforpligtelser.

(88)

Der er behov for regelmæssig rapportering for konstant at sætte fokus på fremskridt i udviklingen af energi fra vedvarende energikilder på nationalt plan og Fællesskabsplan. Der bør kræves anvendt en harmoniseret skabelon for de nationale handlingsplaner for vedvarende energi, som medlemsstaterne skal fremlægge. Sådanne planer kan omfatte de omkostninger og fordele, som de planlagte foranstaltninger skønnes at medføre, foranstaltninger vedrørende nødvendig udvidelse eller styrkelse af den eksisterende netinfrastruktur, de skønnede omkostninger og fordele ved udvikling af energi fra vedvarende energikilder ud over, hvad der kræves i henhold til det vejledende forløb, oplysninger om nationale støtteordninger samt oplysninger om disses anvendelse af energi fra vedvarende energikilder i nye eller renoverede bygninger.

(89)

Medlemsstaterne kan, i forbindelse med udformningen af deres støtteordninger, anspore til anvendelsen af biobrændstoffer, som giver ekstra fordele, herunder diversificeringsfordelen ved fremstilling af biobrændstoffer af affald, restprodukter, celluloseholdige nonfoodmaterialer og lignocellulose-materialer, alger samt planter dyrket uden brug af kunstvanding i tørre områder til bekæmpelse af ørkenspredning, ved at tage behørigt hensyn til de forskellige omkostninger, der er forbundet med produktion af energi fra traditionelle biobrændstoffer på den ene side og biobrændstoffer, som giver ekstra fordele, på den anden side. Medlemsstaterne kan opmuntre til investering i forskning i og udvikling af disse og andre teknologier til vedvarende energi, som har brug for tid for at blive konkurrencedygtige.

(90)

Gennemførelsen af dette direktiv bør, hvor det er relevant, afspejle bestemmelserne i konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet, navnlig som den er gennemført ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28. januar 2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger (16).

(91)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv, bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (17).

(92)

Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelse til at tilpasse de metodologiske principper og værdier, der er nødvendige for at vurdere, om bæredygtighedskriterierne for biobrændstoffer og flydende biobrændsler er opfyldt, til at tilpasse transportbrændstoffers energiindhold til den tekniske og videnskabelige udvikling, til at fastlægge kriterier og geografiske udstrækninger for græsarealer med høj biodiversitet samt til at fastlægge detaljerede definitioner for stærkt nedbrudte eller forurenede arealer. Da der er tale om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv, herunder ved at supplere det med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltningerne vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.

(93)

De bestemmelser i direktiv 2001/77/EF og direktiv 2003/30/EF, som falder sammen med bestemmelserne i dette direktiv, bør udgå fra det senest mulige tidspunkt for dette direktivs gennemførelse i national lovgivning. De bestemmelser, der vedrører mål og rapportering for 2010 bør fortsat gælde indtil udgangen af 2011. Direktiv 2001/77/EF og direktiv 2003/30/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(94)

Foranstaltningerne i artikel 17 til 19 er baseret på traktatens artikel 95, fordi de også har en indvirkning på det indre markeds funktion ved at harmonisere de bæredygtighedskriterier, som biobrændstoffer og flydende biobrændsler skal opfylde med henblik på målopgørelsen i henhold til dette direktiv og derved letter medlemsstaternes indbyrdes handel med biobrændstoffer og flydende biobrændsler, som opfylder disse betingelser, jf. artikel 17, stk. 8.

(95)

Bæredygtighedsordningen bør ikke forhindre, at medlemsstaterne i deres nationale støtteordninger tager hensyn til højere produktionsomkostninger for biobrændstoffer og flydende biobrændsler, som indebærer fordele, der overstiger bæredygtighedsordningens minimumsværdier.

(96)

Målene for dette direktiv, nemlig at andelen af energi fra vedvarende energikilder skal udgøre 20 % af Fællesskabets udvidede endelige energiforbrug, og at energi fra vedvarende energikilder skal udgøre 10 % af de enkelte medlemsstaters energiforbrug til transport senest i 2020, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af handlingens omfang bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(97)

I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (18) tilskyndes medlemsstaterne til både i egen og i Fællesskabets interesse at udarbejde og offentliggøre oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne —

a)

»energi fra vedvarende energikilder«: energi fra vedvarende ikke-fossile kilder i form af: vindkraft, solenergi, aerotermisk energi, geotermisk energi, hydrotermisk energi og havenergi, vandkraft, biomasse, lossepladsgas, gas fra spildevandsanlæg og biogas

b)

»aerotermisk energi«: energi, som lagres i form af varme i den omgivende luft

c)

»geotermisk energi«: energi, som lagres i form af varme under jordens faste overflade

d)

»hydrotermisk energi«: energi, som lagres i form af varme i overfladevand

e)

»biomasse«: den bionedbrydelige del af produkter, affald og restprodukter af biologisk oprindelse fra landbrug (herunder vegetabilske og animalske stoffer), skovbrug og tilknyttede industrier, herunder fiskeri og akvakultur, samt den bionedbrydelige del af industriaffald og kommunalt affald

f)

»udvidet endeligt energiforbrug«: energiprodukter, der leveres til energiformål til industri-, og transportsektoren, til husholdninger, til servicesektorerne inklusive den offentlige sektor samt til landbrug, skovbrug og fiskeri, inklusive energisektorens el- og varmeforbrug i forbindelse med el- og varmeproduktion og inklusive el- og varmetab i forbindelse med distribution og transmission

g)

»fjernvarme« eller »fjernkøling«: distribution af termisk energi i form af damp, varmt vand eller afkølede væsker fra et centralt produktionssted gennem et net til et større antal bygninger eller anlæg til anvendelse ved rum- eller procesopvarmning eller -køling

h)

»flydende biobrændsler«: flydende brændstof til energiformål, bortset fra transport, herunder elektricitet og opvarmning og køling, fremstillet på grundlag af biomasse

i)

»biobrændstoffer«: flydende eller gasformigt brændstof til transport, fremstillet på grundlag af biomasse

j)

»oprindelsesgaranti«: et elektronisk dokument, hvis eneste funktion er over for en endelig kunde at dokumentere, at en given andel eller mængde af energi er produceret fra vedvarende energikilder, som krævet i artikel 3, stk. 6, i direktiv 2003/54/EF

k)

»støtteordning«: enhver form for instrument, ordning eller mekanisme, som en medlemsstat eller en gruppe af medlemsstater anvender, og som fremmer brugen af energi fra vedvarende energikilder (VE) ved enten at mindske omkostningerne ved denne energi, at øge den pris, den kan sælges til, eller ved gennem indførelse af en VE-forpligtelse eller på anden måde at øge den mængde af denne energiform, der købes. Dette omfatter, men er ikke begrænset til, investeringsstøtte, skattefritagelse eller -nedsættelse, skatterefusion, støtteordninger for VE-forpligtelse, herunder anvendelse af grønne certifikater, og direkte prisstøtte, herunder afregningstariffer og præmieudbetalinger

l)

»VE-forpligtelse«: en national støtteordning, der kræver, at en bestemt andel af energiproducenternes produktion stammer fra energi fra vedvarende energikilder (VE), at en bestemt andel af energileverandørernes leverancer stammer fra energi fra vedvarende energikilder, eller at en bestemt andel af energiforbrugernes forbrug stammer fra energi fra vedvarende energikilder. Ordninger, under hvilke der kan udstedes grønne certifikater til opfyldelse af sådanne forpligtelser, er omfattet heraf

m)

»faktisk værdi«: den besparelse i drivhusgasemissionen på visse eller samtlige trin i en specifik proces til produktion af biobrændstof beregnet i overensstemmelse med den metodologi, der er fastlagt i bilag V, del C

n)

»typisk værdi«: et skøn over den repræsentative besparelse i drivhusgasemissionen for en bestemt produktionsvej for biobrændstoffer

o)

»standardværdi«: en værdi der bygger på en typisk værdi ved anvendelsen af forudfastsatte faktorer, og som under omstændigheder, der specificeres i dette direktiv, kan anvendes i stedet for en faktisk værdi.

a)

støtteordninger

b)

foranstaltninger med henblik på samarbejde mellem forskellige medlemsstater og med tredjelande, så de kan nå deres nationale overordnede mål i overensstemmelse med artikel 5-11.

a)

Ved beregningen af nævneren, dvs. det samlede energiforbrug på transportområdet, jf. første afsnit, tages kun benzin, diesel og biobrændstoffer forbrugt inden for jernbane- og vejtransport og elektricitet i betragtning.

b)

Ved beregningen af tælleren, dvs. mængden af energi fra vedvarende energikilder forbrugt på transportområdet, jf. første afsnit, tages alle former for energi fra vedvarende energikilder forbrugt inden for alle former for transport i betragtning.

c)

Ved beregningen af bidraget fra elektricitet, der er produceret fra vedvarende energikilder og forbrugt i alle typer elkøretøjer, jf. litra a) og b), kan medlemsstaterne vælge at anvende enten den gennemsnitlige andel af elektricitet fra vedvarende energikilder i Fællesskabet eller andelen af elektricitet fra vedvarende energikilder i den pågældende medlemsstat, målt to år inden det pågældende år. Ved beregningen af mængden af elektricitet fra vedvarende energikilder, som er forbrugt i elkøretøjer til vejtransport, anses dette forbrug desuden for at være 2,5 gange energiindholdet af inputtet af elektricitet fra vedvarende energikilder.

a)

dens skønnede overskudsproduktion af energi fra vedvarende energikilder sammenlignet med det vejledende forløb, der statistisk kan overføres til andre medlemsstater, jf. artikel 6-11, samt dens skønnede potentiale for fælles projekter indtil 2020, og

b)

dens skønnede efterspørgsel efter energi fra vedvarende energikilder, der må opfyldes med andre midler end indenlandsk produktion indtil 2020.

a)

det udvidede endelige forbrug af elektricitet fra vedvarende energikilder

b)

det udvidede endelige energiforbrug fra vedvarende energikilder til opvarmning og køling, og

c)

det endelige forbrug af energi fra vedvarende energikilder på transportområdet.

a)

fratrækkes den mængde energi fra vedvarende energikilder, der tages i betragtning ved målingen af, om den medlemsstat, der foretager overførslen, opfylder kravene i artikel 3, stk. 1 og 2, og

b)

lægges til den mængde energi fra vedvarende energikilder, der tages i betragtning ved målingen af, om en anden medlemsstat, der accepterer overførslen, opfylder kravene i artikel 3, stk. 1 og 2.

a)

beskrive det foreslåede anlæg eller angive det renoverede anlæg

b)

præcisere, hvilken andel eller mængde af den elektricitet, opvarmning eller køling, der produceres i anlægget, der skal betragtes som bidrag til opfyldelsen af en anden medlemsstats nationale overordnede mål

c)

oplyse, hvilken medlemsstat der drager nytte af underretningen, og

d)

præcisere det tidsrum i hele kalenderår, hvor den elektricitet, opvarmning eller køling, der produceres i anlægget fra energi fra vedvarende energikilder, skal betragtes som bidrag til opfyldelsen af den anden medlemsstats nationale overordnede mål.

a)

den samlede mængde elektricitet, opvarmning eller køling, der i løbet af året er produceret fra vedvarende energikilder af det anlæg, som den i artikel 7 omhandlede underretning handler om, og

b)

den mængde elektricitet, opvarmning eller køling, der i løbet af året er produceret fra vedvarende energikilder af det pågældende anlæg, og som skal bidrage til opfyldelsen af en anden medlemsstats nationale overordnede mål i overensstemmelse med underretningen.

a)

trækkes fra den mængde elektricitet, opvarmning eller køling fra vedvarende energikilder, der tages i betragtning ved målingen af, om den medlemsstat, der har udsendt den i stk. 1 omhandlede underretningsskrivelse, overholder sine forpligtelser, og

b)

lægges til den mængde elektricitet, opvarmning eller køling fra vedvarende energikilder, der tages i betragtning ved målingen af, om den medlemsstat, der har modtaget den i stk. 2 omhandlede underretningsskrivelse, overholder sine forpligtelser.

a)

elektriciteten forbruges i Fællesskabet, en betingelse som anses for overholdt hvis.:

b)

elektriciteten produceres på et nyopført anlæg, som er blevet sat i drift efter den 25. juni 2009, eller gennem udvidet kapacitet på et anlæg, der er blevet renoveret efter denne dato, i henhold til et fælles projekt som omhandlet i stk. 1, og

c)

mængden af produceret og eksporteret elektricitet har ikke fået anden støtte fra en støtteordning i et tredjeland end investeringsstøtte til anlægget.

a)

Etableringen af samkøringslinjen skal være påbegyndt senest den 31. december 2016.

b)

Det er ikke muligt at sætte samkøringslinjen i drift senest den 31. december 2020.

c)

Det er muligt at sætte samkøringslinjen i drift senest den 31. december 2022.

d)

Efter at samkøringslinjen er sat i drift, vil den blive anvendt til eksport til Fællesskabet af elektricitet genereret fra vedvarende energikilder i overensstemmelse med stk. 2.

e)

Anvendelsen vedrører et fælles projekt, der opfylder kriterierne i stk. 2, litra b) og c), og som benytter samkøringslinjen, efter at den er sat i drift, og en mængde elektricitet, der ikke overstiger den mængde, der vil blive eksporteret til Fællesskabet, efter at samkøringslinjen er sat i drift.

a)

beskrive det foreslåede anlæg eller angive det renoverede anlæg

b)

præcisere den andel eller mængde elektricitet produceret i anlægget, der skal betragtes som bidrag til opfyldelsen af en medlemsstats nationale mål, samt de tilhørende finansielle ordninger under overholdelse af fortrolighedskrav

c)

præcisere det tidsrum i hele kalenderår, hvor elektriciteten skal anses for at bidrage til medlemsstatens nationale overordnede mål, og

d)

indeholde en skriftlig anerkendelse af litra b) og c) fra det tredjeland, på hvis område anlægget skal sættes i drift, og angive, hvilken andel eller mængde af den elektricitet, der produceres af anlægget, tredjelandet selv vil forbruge.

a)

den samlede mængde elektricitet, der i løbet af året er produceret fra vedvarende energikilder af det anlæg, som den i artikel 9 omhandlede underretning handler om

b)

den mængde elektricitet, der i løbet af året er produceret fra vedvarende energikilder af det pågældende anlæg, og som skal bidrage til opfyldelsen af dens nationale overordnede mål i overensstemmelse med den i artikel 9 omhandlede underretnings vilkår, og

c)

dokumentation for, at betingelserne i artikel 9, stk. 2, er opfyldt.

a)

foretager en statistisk overførsel af nærmere angivne mængder energi fra vedvarende energikilder fra en medlemsstat til en anden i overensstemmelse med artikel 6, eller

b)

fastsætter en fordelingsregel, som de deltagende medlemsstater er enige i, og som fordeler mængder af energi fra vedvarende energikilder mellem de deltagende medlemsstater. En sådan regel skal meddeles Kommissionen senest tre måneder efter udgangen af det første år, hvor den er gyldig.

a)

at de respektive ansvarsområder for de nationale, regionale og lokale administrative organer, der varetager godkendelses-, certificerings- og licensprocedurer, herunder i forbindelse med fysisk planlægning, er klart koordineret og defineret med gennemsigtige tidsplaner for afgørelser vedrørende ansøgninger om planlægnings- og byggetilladelse, idet der dog tages forbehold for forskellene i medlemsstaternes administrative strukturer og organisation

b)

at der på det rette niveau stilles omfattende oplysninger til rådighed om behandlingen af godkendelses-, certificerings- og licensansøgninger om anlæg til vedvarende energi og om den bistand, ansøgerne kan få

c)

at de administrative procedurer strømlines og fremskyndes på det rette administrative niveau

d)

at reglerne om godkendelse, certificering og licensudstedelse er objektive, gennemsigtige, forholdsmæssige, ikke diskriminerer mellem ansøgere og tager fuldt hensyn til de særlige træk ved individuelle teknologier til vedvarende energi

e)

at de administrative omkostninger, der betales af forbrugere, planlæggere, arkitekter, entreprenører og udstyrs- og systeminstallatører og -leverandører, er gennemsigtige og omkostningsrelaterede, og

f)

at der, hvor det er relevant, opstilles forenklede og mindre byrdefulde godkendelsesprocedurer, herunder i form af en simpel underretning, hvis de relevante lovrammer giver mulighed herfor, for mindre projekter og for decentrale anlæg til produktion af energi fra vedvarende energikilder.

a)

den energikilde, fra hvilken energien er produceret, og begyndelses- og afslutningsdatoerne for produktionen

b)

om oprindelsesgarantien vedrører

c)

navn, beliggenhed, type og kapacitet for det anlæg, hvor energien er produceret

d)

om og i hvilket omfang anlægget har fået investeringsstøtte, og om og i hvilket omfang energienheden på anden måde har nydt godt af en national støtteordning, samt støtteordningens art

e)

datoen for, hvornår anlægget blev sat i drift, og

f)

udstedelsesdato og -land og et entydigt identifikationsnummer.

a)

sikrer medlemsstaterne, at transmissions- og distributionssystemoperatørerne inden for deres område garanterer transmission og distribution af elektricitet fra vedvarende energikilder

b)

sørger medlemsstaterne desuden for, at der er enten prioriteret eller garanteret adgang til nettet for elektricitet fra vedvarende energikilder

c)

sikrer medlemsstaterne, at transmissionssystemoperatørerne ved lastfordeling mellem elproduktionsanlæg giver forrang til anlæg, der bruger vedvarende energikilder, i det omfang den sikre drift af det nationale elforsyningssystem tillader det, og på grundlag af gennemsigtige og ikke-diskriminerende kriterier. Medlemsstaterne sikrer, at der træffes passende net- og markedsrelaterede driftsforanstaltninger med henblik på at minimere begrænsninger af elektricitet fra vedvarende energikilder. Hvis der træffes betydelige foranstaltninger til at begrænse de vedvarende energikilder for at garantere det nationale elforsyningssystems sikkerhed og energiforsyningssikkerheden, sikrer medlemsstaterne, at de ansvarlige systemoperatører indberetter disse foranstaltninger for de kompetente tilsynsmyndigheder og angiver, hvilke udbedrende foranstaltninger de agter at træffe for at forebygge uhensigtsmæssige begrænsninger.

a)

et omfattende og detaljeret skøn over, hvad tilslutningen vil koste

b)

en rimelig og nøjagtig tidsplan for modtagelse og behandling af ansøgningen om nettilslutning

c)

en rimelig vejledende tidsplan for enhver foreslået nettilslutning.

a)

måling af overholdelse af kravene i dette direktiv vedrørende nationale mål

b)

måling af overholdelse af VE-forpligtelse

c)

berettigelse til finansiel støtte til forbrug af biobrændstoffer og flydende biobrændsler.

a)

primærskov og andre træbevoksede arealer, dvs. skov og andre træbevoksede arealer med hjemmehørende arter, hvor der ikke er noget klart synligt tegn på menneskelig aktivitet, og hvor de økologiske processer ikke er forstyrret i væsentlig grad

b)

områder:

medmindre det dokumenteres, at produktionen af dette råmateriale ikke har forstyrret disse naturbeskyttelsesformål

c)

græsarealer med høj biodiversitet, som er:

a)

vådområder, dvs. arealer, der permanent eller i en betydelig del af året er vanddækkede eller vandmættede

b)

sammenhængende skovarealer, dvs. arealer på over en ha bevokset med træer af en højde på over fem meter og med en kronedækningsgrad på mindst 30 % eller med træer, der kan nå disse tærskler på lokaliteten

c)

arealer på over en ha bevokset med træer af en højde på over fem meter og med en kronedækningsgrad på mellem 10 % og 30 % eller med træer, der kan nå disse tærskler på lokaliteten, medmindre det dokumenteres, at arealets kulstoflager før og efter omlægning er således, at det ved anvendelse af metodologien i bilag V, del C, vil opfylde betingelserne i stk. 2 i denne artikel.

—

Konventionen vedrørende tvunget eller pligtmæssigt arbejde (nr. 29)

—

Konventionen om foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organisere sig (nr. 87)

—

Konventionen om retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger (nr. 98)

—

Konventionen vedrørende lige løn til mandlige og kvindelige arbejdere for arbejde af samme værdi (nr. 100)

—

Konventionen om afskaffelse af tvangsarbejde (nr. 105)

—

Konventionen vedrørende forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (nr. 111)

—

Konventionen om mindstealder for adgang til beskæftigelse (nr. 138)

—

Konventionen om forbud mod og omgående indsats til afskaffelse af de værste former for børnearbejde (nr. 182).

—

Cartagenaprotokollen om biosikkerhed

—

Konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter.

a)

tillader, at partier af råmaterialer eller biobrændstoffer med forskellige bæredygtighedskarakteristika blandes

b)

kræver, at oplysninger om bæredygtighedskarakteristikaene og de i litra a) nævnte partiers størrelse forbliver knyttet til blandingen, og

c)

fastsætter, at summen af alle partier, der trækkes ud af blandingen, beskrives som havende de samme bæredygtighedskarakteristika i de samme mængder som summen af alle partier, der tilføres blandingen.

a)

effektiviteten af det system, der er indført for forelæggelse af oplysninger om bæredygtighedskriterier, og

b)

hvorvidt det er muligt og hensigtsmæssigt at indføre bindende krav vedrørende beskyttelse af luft, jord eller vand under hensyntagen til den seneste videnskabelige dokumentation og Fællesskabets internationale forpligtelser.

a)

hvor en standardværdi for besparelse i drivhusgasemissionen for den pågældende produktionsvej er fastlagt i del A eller B i bilag V, og hvor el -værdien for de pågældende biobrændstoffer eller flydende biobrændsler beregnet i henhold til bilag V, del C, punkt 7, er lig med eller mindre end nul, ved at anvende denne standardværdi

b)

ved at anvende en faktisk værdi beregnet i overensstemmelse med den metodologi, der er fastlagt i bilag V, del C, eller

c)

ved at anvende en værdi beregnet som summen af faktorerne i den formel, der er nævnt i bilag V, del C, punkt 1, hvor de disaggregerede standardværdier i bilag V, del D eller E, kan anvendes for nogle faktorer, og de faktiske værdier beregnet i overensstemmelse med den metodologi, der er fastlagt i bilag V, del C, for alle andre faktorer.

a)

dyrket uden for Fællesskabet

b)

dyrket i Fællesskabet i områder, der er optaget på de lister, der er nævnt i stk. 2, eller

c)

affald eller restprodukter, der ikke stammer fra landbrug, akvakultur eller fiskeri.

—

metoden for medregning af affald og restprodukter

—

metoden for medregning af biprodukter

—

metoden for medregning af kraftvarmeproduktion, og

—

den status, restprodukter fra landbruget får som biprodukter.

a)

Hvis en faktors bidrag til de samlede emissioner er lille, eller hvis der er begrænset variation, eller hvis omkostningerne eller vanskelighederne ved at fastslå de faktiske værdier er store, skal standardværdierne være typiske for normale produktionsprocesser.

b)

I alle andre tilfælde skal standardværdierne fastsættes konservativt sammenlignet med normale produktionsprocesser.

a)

de sektorspecifikke (elektricitet, opvarmning og køling samt transport) og samlede andele af energi fra vedvarende energikilder i de to foregående kalenderår og de foranstaltninger, der er truffet eller planlagt på nationalt plan for at fremme væksten i energi fra vedvarende energikilder under hensyntagen til det vejledende forløb i bilag I, del B, i overensstemmelse med artikel 5

b)

indførelse af og funktionsmåde for støtteordninger og andre foranstaltninger til fremme af energi fra vedvarende energikilder og eventuelle udviklingsmønstre i de anvendte foranstaltninger i forhold til dem, der er fastsat i medlemsstatens nationale handlingsplan for vedvarende energi, og oplysning om hvordan den støttede elektricitet fordeles til de endelige kunder med henblik på artikel 3, stk. 6, i direktiv 2003/54/EF

c)

hvordan medlemsstaten efter omstændighederne har struktureret sine støtteordninger, så der tages hensyn til anvendelser af vedvarende energi, der giver yderligere fordele i forhold til andre sammenlignelige anvendelser, men som kan være forbundet med højere omkostninger, herunder biobrændstoffer fremstillet af affald, restprodukter, celluloseholdigt nonfood-materiale og lignocellulose-materiale

d)

hvordan systemet med oprindelsesgarantier for elektricitet og opvarmning og køling fra vedvarende energikilder fungerer, og hvilke foranstaltninger der er truffet for at sikre systemets pålidelighed og beskyttelse mod svindel

e)

de fremskridt, der gøres med evaluering og forbedring af de administrative procedurer for at fjerne lovmæssige og ikke-lovmæssige hindringer for udvikling af energi fra vedvarende energikilder

f)

de foranstaltninger, der er truffet for at sikre transmission og distribution af elektricitet produceret af vedvarende energikilder og for at forbedre rammerne eller reglerne for afholdelse og fordeling af omkostningerne som nævnt i artikel 16, stk. 3

g)

udvikling med hensyn til tilgængelighed og anvendelse af biomasseressourcer til energiformål

h)

ændringer i råvarepriser og arealanvendelse i medlemsstaten forbundet med dens øgede brug af biomasse og andre former for energi fra vedvarende energikilder

i)

udviklingen med hensyn til og andelen af biobrændstoffer fra affald, restprodukter, celluloseholdigt nonfood-materiale og lignocellulose-materiale

j)

den skønnede indvirkning af produktionen af biobrændstoffer og flydende biobrændsler på biodiversiteten, vandressourcer, vandkvalitet og jordkvalitet i medlemsstaten

k)

den skønnede nettobesparelse i drivhusgasemissionen som følge af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder

l)

den skønnede overskudsproduktion af energi fra vedvarende energikilder sammenlignet med det vejledende forløb, der kan overføres til andre medlemsstater, samt det skønnede potentiale for fælles projekter indtil 2020

m)

den skønnede efterspørgsel efter energi fra vedvarende energikilder, der må opfyldes på anden måde end ved indenlandsk produktion indtil 2020, og

n)

oplysning om, hvordan andelen af bionedbrydeligt affald i affald, der anvendes til energiproduktion, er anslået, og hvilke skridt der er taget for at forbedre og verificere sådanne skøn.

a)

oprette et enkelt administrativt organ, der er ansvarligt for at behandle godkendelses-, certificerings- og licensansøgninger om anlæg til vedvarende energi og for at tilbyde ansøgerne bistand

b)

sørge for automatisk godkendelse af planlægnings- og tilladelsesansøgninger for anlæg til vedvarende energi, hvis det godkendende organ ikke har svaret inden for fastsatte tidsfrister, eller

c)

anvise geografiske lokaliteter, der er egnede til udnyttelse af energi fra vedvarende energikilder i fysisk planlægning og til etablering af fjernvarme og fjernkøling.

a)

de relative miljømæssige fordele og omkostninger ved forskellige biobrændstoffer, virkningerne af Fællesskabets importpolitikker i så henseende, virkningerne for forsyningssikkerheden og metoder til at opnå en afbalanceret tilgang mellem indenlandsk produktion og import

b)

indvirkningen af en øget efterspørgsel efter biobrændstoffer på bæredygtigheden i Fællesskabet og i tredjelande, under hensyntagen til de økonomiske og miljømæssige effekter, herunder effekterne på biodiversiteten

c)

mulighederne for på en videnskabeligt objektiv måde at identificere geografiske områder med høj biodiversitetsværdi, som ikke er omfattet af artikel 17, stk. 3

d)

indvirkningen af en øget efterspørgsel efter biomasse på de sektorer, der anvender biomasse

e)

tilgængeligheden af biobrændstoffer fremstillet på basis af affald, restprodukter, celluloseholdige nonfood-materialer og lignocellulose-materialer, og

f)

de indirekte ændringer i arealanvendelsen i forbindelse med alle produktionsveje.

a)

bedre anvendelse af strukturfondene og rammeprogrammerne

b)

bedre og øget anvendelse af midler fra Den Europæiske Investeringsbank og andre offentlige finansielle institutioner

c)

bedre adgang til risikovillig kapital, navnlig gennem analyse af de praktiske muligheder for en finansieringsfacilitet med risikodeling i forbindelse med investeringer i energi fra vedvarende energikilder i Fællesskabet i stil med Den Globale Fond for Energieffektivitet og Vedvarende Energi, der er et initiativ rettet mod tredjelande

d)

bedre koordination af fællesskabsstøtten, den nationale støtte og andre former for støtte, og

e)

bedre koordination til støtte for initiativer inden for vedvarende energi, hvis succes afhænger af indsats fra flere aktører i flere medlemsstater.

a)

en revurdering af de minimumstærskler for besparelse i drivhusgasemissionen, der skal gælde fra de datoer, der er nævnt i artikel 17, stk. 2, andet afsnit, på grundlag af en konsekvensanalyse, der navnlig ser på den teknologiske udvikling, de tilgængelige teknologier og tilgængeligheden af første og andengenerationsbiobrændstoffer med store besparelser i drivhusgasemissionen

b)

med hensyn til målet i artikel 3, stk. 4, en gennemgang af:

c)

en evaluering af gennemførelsen af dette direktiv, især med hensyn til samarbejdsmekanismerne, for at sikre, at mekanismerne sammen med medlemsstaternes mulighed for fortsat at anvende nationale støtteordninger, som nævnt i artikel 3, stk. 3, giver medlemsstaterne mulighed for at nå de nationale mål fastsat i bilag I på det bedste cost-benefitgrundlag og af den teknologiske udvikling samt de konklusioner, der kan drages for at nå målet på 20 % energi fra vedvarende energikilder på fællesskabsniveau.

—

med hensyn til elementet i litra a), en ændring af den minimumsbesparelse i drivhusgasemissioner, der er omhandlet i det nævnte litra, og

—

med hensyn til elementet i litra c), passende tilpasninger af samarbejdsforanstaltningerne i dette direktiv for at forbedre deres effektivitet med henblik på at kunne nå målet på 20 %. Sådanne forslag må hverken påvirke målet på 20 % eller medlemsstaternes kontrol over nationale støtteordninger og samarbejdsforanstaltninger.

a)

processen med udformning af prognoser og nationale handlingsplaner for vedvarende energi

b)

samarbejdsmekanismernes effektivitet

c)

den teknologiske udvikling inden for energi fra vedvarende energikilder, herunder udviklingen i anvendelsen af biobrændstoffer inden for kommerciel luftfart

d)

de nationale støtteordningers effektivitet, og

e)

konklusionerne fra Kommissionens rapporter i 2014 og 2018, jf. stk. 8 og 9.

a)

medlemsstaternes nationale handlingsplaner for vedvarende energi

b)

medlemsstaternes prognosedokumenter som omhandlet i artikel 4, stk. 3, snarest muligt suppleret med Kommissionens sammenfatning af overskudsproduktion og skønnet importefterspørgsel

c)

medlemsstaternes tilbud om at samarbejde om statistisk overførsel eller fælles projekter på anmodning af den berørte medlemsstat

d)

de i artikel 6, stk. 2, nævnte oplysninger om statistisk overførsel mellem medlemsstaterne

e)

de i artikel 7, stk. 2 og 3, og i artikel 9, stk. 4 og 5, nævnte oplysninger om fælles projekter

f)

medlemsstaternes nationale rapporter som omhandlet i artikel 22

g)

Kommissionens rapporter som omhandlet i artikel 23, stk. 3.

5.6.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 140/63

(1)

Der er med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (4) indført en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet (i det følgende benævnt »fællesskabsordningen«), som har til formål at fremme reduktionen af drivhusgasemissioner på en omkostningseffektiv og økonomisk effektiv måde.

(2)

Endemålet for De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), som blev godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 94/69/EF (5), er at opnå en stabilisering af koncentrationerne af drivhusgasser i atmosfæren på et niveau, som kan forhindre farlig antropogen indvirkning på klimasystemet. Hvis dette mål skal kunne nås, må den globale årsmiddeltemperatur ved jordoverfladen ikke stige med mere end 2 °C over det førindustrielle niveau. Den seneste rapport fra Det Mellemstatslige Panel for Klimaændringer (IPCC) viser, at for at nå dette mål skal de globale drivhusgasemissioner toppe i 2020. Det indebærer en øget indsats fra Fællesskabets side, hurtig inddragelse af industrilandene og fremme af udviklingslandenes deltagelse i bestræbelserne på at reducere drivhusgasemissionerne.

(3)

Det Europæiske Råd i marts 2007 gav et fast tilsagn om at reducere Fællesskabets samlede drivhusgasemissioner med mindst 20 % i forhold til 1990-niveauerne frem til 2020, og med 30 %, hvis andre industrilande giver tilsagn om lignende reduktioner, og de udviklingslande, der er længst fremme, yder et passende bidrag i overensstemmelse med deres ansvar og respektive kapaciteter. Frem til 2050 bør de globale drivhusgasemissioner reduceres med mindst 50 % i forhold til 1990-niveauerne. Alle økonomiske sektorer bør bidrage til at nå disse emissionsreduktioner, herunder international søfart og luftfart. Luftfart bidrager til disse reduktioner ved at være inddraget i fællesskabsordningen. Hvis medlemsstaterne ikke senest den 31. december 2011 har godkendt en international aftale indgået inden for rammerne af Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) om medtagelse af emissionerne fra international søfart i reduktionsmålene, eller hvis Fællesskabet ikke inden samme dato har godkendt en sådan aftale inden for rammerne af UNFCCC, bør Kommissionen forelægge et forslag om medtagelse af emissionerne fra international søfart i overensstemmelse med harmoniserede regler i Fællesskabets reduktionsforpligtelse med henblik på den foreslåede retsakts ikrafttræden senest i 2013. Et sådant forslag bør begrænse eventuelle negative følger for Fællesskabets konkurrenceevne mest muligt og samtidig tage hensyn til de potentielle miljømæssige fordele.

(4)

I sin beslutning af 31. januar 2008 om resultatet af Balikonferencen om klimaændringer (COP 13 og COP/MOP 3) (6) gentog Europa-Parlamentet sin holdning om, at industrilandene bør forpligte sig til at reducere deres drivhusgasemissioner med mindst 30 % frem til 2020 og med 60-80 % frem til 2050 i forhold til 1990-niveauerne. Eftersom Den Europæiske Union forventer et positivt resultat af COP 15-forhandlingerne, der skal afholdes i København i 2009, bør den begynde at forberede skrappere emissionsreduktionsmål for 2020 og årene herefter og forsøge at sikre, at fællesskabsordningen om nødvendigt giver mulighed for endnu lavere emissionslofter efter 2013 som led i Unionens bidrag til en kommende international aftale om klimaændringer (i det følgende benævnt »den internationale klimaaftale«).

(5)

Med sigte på at bidrage til at nå disse langsigtede mål er det hensigtsmæssigt at fastlægge en forudsigelig kurs for, hvordan emissionerne bør reduceres for anlæg, som er omfattet af fællesskabsordningen. En omkostningseffektiv gennemførelse af Fællesskabets tilsagn om en reduktion af drivhusgasemissionerne med mindst 20 % i forhold til 1990-niveauerne forudsætter, at emissionskvoterne for anlæggene senest i 2020 ligger 21 % under deres 2005-emissioner.

(6)

Med henblik på at øge visheden og forudsigeligheden i forbindelse med fællesskabsordningen, bør der fastsættes bestemmelser, som øger fællesskabsordningens bidrag til en samlet reduktion på mere end 20 %, navnlig i betragtning af Det Europæiske Råds mål om en 30 %-reduktion frem til 2020, som fra videnskabeligt hold anses for nødvendig for at undgå farlige klimaændringer.