IAS 39

1.

Formålet med denne standard er at fastlægge principperne for indregning og måling af finansielle aktiver, finansielle forpligtelser samt visse kontrakter vedrørende køb eller salg af ikke-finansielle aktiver. Krav om præsentation af og oplysning om finansielle instrumenter er anført i IAS 32 Finansielle instrumenter: Oplysning og præsentation.

2.

Denne standard skal anvendes af alle virksomheder på alle typer finansielle instrumenter, med undtagelse af:

3.

Denne standard finder anvendelse på finansielle garantikontrakter, hvis disse garanterer betaling som følge af ændringer i specifikke rentesatser, værdipapirkurser, råvarepriser, valutakurser, pris- eller renteindekser, kreditvurderinger eller kreditindekser eller andre variabler (undertiden benævnt det »underliggende«). Eksempelvis ligger en finansiel garantikontrakt, som garanterer betaling, hvis en debitors kreditvurdering falder til under et vist niveau, inden for denne standards anvendelsesområde.

4.

Lånetilsagn, som virksomheden klassificerer som finansielle forpligtelser til dagsværdi gennem resultatet, ligger inden for denne standards anvendelsesområde. Virksomheder, hvor den hidtidige praksis har været at sælge aktiver hidrørende fra virksomhedens lånetilsagn kort tid efter deres opståen, skal anvende denne standard på alle lånetilsagn i samme kategori.

5.

Denne standard finder anvendelse på de kontrakter vedrørende køb eller salg af et ikke-finansielt aktiv, som kan nettoafregnes i likvide beholdninger eller andre finansielle instrumenter eller ved udveksling af finansielle instrumenter, som om kontrakterne var finansielle instrumenter, med undtagelse af kontrakter, som blev indgået og fortsat besiddes med henblik på modtagelse eller overdragelse af et ikke-finansielt aktiv i overensstemmelse med virksomhedens forventede behov for køb, salg eller forbrug.

6.

Der er forskellige måder, hvorpå en kontrakt vedrørende køb eller salg af et ikke-finansielt aktiv kan nettoafregnes i likvide beholdninger eller andre finansielle instrumenter eller ved udveksling af finansielle instrumenter. Disse omfatter:

En kontrakt, som (b) eller (c) finder anvendelse på, indgås ikke med henblik på modtagelse eller overdragelse af det ikke-finansielle aktiv i overensstemmelse med virksomhedens forventede behov for køb, salg eller forbrug og ligger derfor inden for denne standards anvendelsesområde. Andre kontrakter, som afsnit 5 finder anvendelse på, vurderes for at afgøre, hvorvidt de indgås og fortsat besiddes med henblik på modtagelse eller overdragelse af det ikke-finansielle aktiv i overensstemmelse med virksomhedens forventede behov for køb, salg eller forbrug, og om de derfor ligger inden for denne standards anvendelsesområde.

7.

En solgt option på køb eller salg af et ikke-finansielt aktiv, som kan nettoafregnes i likvide beholdninger eller andre finansielle instrumenter eller ved udveksling af finansielle instrumenter i overensstemmelse med afsnit 6(a) eller (d), ligger inden for denne standards anvendelsesområde. En sådan kontrakt kan ikke indgås med henblik på modtagelse eller overdragelse af det ikke-finansielle aktiv i overensstemmelse med virksomhedens forventede behov for køb, salg eller forbrug.

8.

Begreber, der er defineret i IAS 32, anvendes i denne standard med de betydninger, der er angivet i afsnit 11 i IAS 32. IAS 32 definerer følgende begreber:

og giver vejledning om anvendelsen af disse definitioner.

9.

Nedenstående udtryk anvendes i denne standard med følgende betydning:

10.

Et afledt finansielt instrument er en del af et kombineret finansielt instrument, som også omfatter en ikke-afledt hovedkontrakt, således at nogle af det kombinerede instruments pengestrømme varierer på en måde, som svarer til et ikke-indbygget afledt finansielt instrument. Et indbygget afledt finansielt instrument medfører, at visse af eller alle de pengestrømme, som kontrakten ellers ville indebære, ændres i overensstemmelse med en bestemt rentesats, værdipapirkurs, råvarepris, valutakurs, pris- eller renteindeks, kreditvurdering, kreditindeks eller lignende variabler. Et afledt finansielt instrument, som er knyttet til et finansielt instrument, men som er kontraktligt overdrageligt uafhængigt af dette instrument, eller som har en anden modpart end dette instrument, er ikke et indbygget afledt finansielt instrument, men et separat finansielt instrument.

11.

Et indbygget afledt finansielt instrument skal udelukkende adskilles fra hovedkontrakten og behandles regnskabsmæssigt som et afledt finansielt instrument i henhold til denne standard, hvis:

12.

Hvis denne standard kræver, at virksomheden adskiller et indbygget afledt finansielt instrument fra dets hovedkontrakt, men det indbyggede afledte finansielle instrument ikke kan måles separat ved anskaffelsen eller på en efterfølgende balancedag, skal virksomheden behandle hele den kombinerede kontrakt som et finansielt aktiv eller en finansiel forpligtelse, der besiddes med handel for øje.

13.

Hvis en virksomhed ikke er i stand til at foretage en pålidelig vurdering af et indbygget afledt finansielt instruments dagsværdi på grundlag af vilkårene for instrumentet (eksempelvis fordi det indbyggede afledte finansielle instrument knytter sig til et unoteret egenkapitalinstrument), er dagsværdien af det indbyggede afledte finansielle instrument forskellen mellem det kombinerede instruments dagsværdi og hovedkontraktens dagsværdi, hvis disse kan opgøres i henhold til denne standard. Hvis en virksomhed ikke er i stand til at opgøre det indbyggede afledte finansielle instruments dagsværdi ved anvendelse af denne metode, finder afsnit 12 anvendelse, og det kombinerede instrument behandles som værende en besiddelse med handel for øje.

14.

Virksomheden skal udelukkende indregne et finansielt aktiv eller en finansiel forpligtelse i balancen, når virksomheden bliver underlagt instrumentets kontraktlige bestemmelser. (Se afsnit 38 med hensyn til almindelige køb af finansielle aktiver).

15.

I koncernregnskaber finder afsnit 16-23 og appendiks A, afsnit AG34-AG52 anvendelse på koncernniveau. Virksomheden konsoliderer således først alle dattervirksomheder i overensstemmelse med IAS 27 og SIC-12 Konsolidering – særlige virksomheder, hvorefter afsnit 16-23 og appendiks A, afsnit AG34-AG52 finder anvendelse på koncernen.

16.

Før det vurderes, hvorvidt og i hvilket omfang ophør af indregning er relevant i henhold til afsnit 17-23, skal virksomheden afgøre, hvorvidt disse afsnit finder anvendelse på en del af et finansielt aktiv (eller en del af en gruppe af ensartede finansielle aktiver) eller på et finansielt aktiv (eller en gruppe af ensartede finansielle aktiver) i sin helhed som følger.

17.

En virksomhed skal udelukkende ophøre med at indregne et finansielt aktiv, når:

18.

En virksomhed overdrager udelukkende et finansielt aktiv, hvis den enten:

19.

Når en virksomhed bibeholder sine kontraktlige rettigheder til at modtage pengestrømme fra et finansielt aktiv (det »oprindelige aktiv«), men påtager sig en kontraktlig forpligtelse til at betale disse pengestrømme til en eller flere virksomheder (de »endelige modtagere«), skal virksomheden udelukkende behandle transaktionen som en overdragelse af et finansielt aktiv, hvis alle tre nedenstående betingelser er opfyldt.

20.

Hvis en virksomhed overdrager et finansielt aktiv (jvf. afsnit 18), skal den undersøge, i hvilket omfang den bibeholder risici og afkast tilknyttet ejendomsretten til det finansielle aktiv, idet det gælder at:

21.

Overdragelsen af risici og afkast (jvf. afsnit 20) vurderes ved en sammenligning af virksomhedens følsomhed før og efter overdragelsen med udsving i de til det overdragne aktiv tilknyttede nettopengestrømmes størrelse og tidspunkt. En virksomhed har bibeholdt alle væsentlige risici og afkast tilknyttet ejendomsretten til et finansielt aktiv, hvis virksomhedens følsomhed over for udsving i nutidsværdien af fremtidige nettopengestrømme fra det finansielle aktiv ikke ændrer sig væsentligt som følge af overdragelsen (eksempelvis fordi virksomheden har solgt et finansielt aktiv i henhold til en aftale vedrørende tilbagekøb til en fast pris eller salgsprisen plus långivers afkast). En virksomhed har overdraget alle væsentlige risici og afkast tilknyttet ejendomsretten til et finansielt aktiv, hvis virksomhedens følsomhed over for sådanne udsving ikke længere er væsentlig i forhold til det samlede udsving i nutidsværdien af de fremtidige nettopengestrømme tilknyttet det finansielle aktiv (eksempelvis fordi virksomheden udelukkende har solgt det finansielle aktiv mod en option på tilbagekøb af aktivet til dagsværdi på tilbagekøbstidspunktet, eller virksomheden har overdraget en fuldt ud forholdsmæssig del af pengestrømmene fra et større finansielt aktiv i henhold til en aftale, såsom underdeltagelse i et lån, der opfylder betingelserne i afsnit 19).

22.

Det vil ofte fremgå klart, hvorvidt virksomheden har overdraget eller bibeholdt alle væsentlige risici og afkast tilknyttet ejendomsretten, og der vil i sådanne tilfælde ikke være behov for at foretage nogen beregninger. I andre tilfælde vil det være nødvendigt at beregne og sammenligne virksomhedens følsomhed over for udsving i nutidsværdien af de fremtidige nettopengestrømme før og efter overdragelsen. Beregning og sammenligning foretages ved anvendelse af en passende aktuel markedsrente som diskonteringssats. Alle rimeligt sandsynlige udsving i nettopengestrømme tages i betragtning, idet der først og fremmest lægges vægt på de mest sandsynlige udfald.

23.

Hvorvidt en virksomhed har bibeholdt kontrollen (jvf. afsnit 20(c)) over det overdragne aktiv afhænger af erhververens evne til at sælge aktivet. Hvis det er praktisk muligt for erhververen at sælge aktivet i sin helhed til en ikke-nærtstående tredjepart og ensidigt at udnytte denne mulighed, uden at det er nødvendigt at lægge yderligere begrænsninger på overdragelsen, har virksomheden ikke bibeholdt kontrollen. I alle andre tilfælde har virksomheden bibeholdt kontrollen.

24.

Hvis en virksomhed overdrager et finansielt aktiv som led i en overdragelse, der opfylder kriterierne for ophør af indregning i sin helhed, og bibeholder retten til at administrere det finansielle aktiv mod et honorar, skal virksomheden indregne enten et aktiv i form af en administrationsret eller en administrationsforpligtelse for den pågældende administrationskontrakt. Hvis det modtagne honorar ikke forventes i tilstrækkelig grad at godtgøre virksomheden for udførelse af administration, skal en administrationsforpligtelse for forpligtelsen til at administrere indregnes til dagsværdi. Hvis det modtagne honorar forventes at udgøre mere end tilstrækkelig godtgørelse for udførelse af administration, skal der indregnes et aktiv i form af en administrationsret for retten til at administrere til et beløb, som opgøres på basis af en allokering af den regnskabsmæssige værdi af det større finansielle aktiv i overensstemmelse med afsnit 27.

25.

Hvis der som følge af en overdragelse sker ophør af indregning af et finansielt aktiv i sin helhed, men overdragelsen medfører, at virksomheden modtager et nyt finansielt aktiv eller påtager sig en ny finansiel forpligtelse eller en administrationsforpligtelse, skal virksomheden indregne det nye finansielle aktiv, den nye finansielle forpligtelse eller administrationsforpligtelsen til dagsværdi.

26.

Ved ophør af indregning af et finansielt aktiv i sin helhed skal forskellen mellem:

27.

Hvis det overdragne aktiv udgør en del af et større finansielt aktiv (eksempelvis hvis en virksomhed overdrager pengestrømme fra renter, som udgør en del af et gældsinstrument, jvf. afsnit 16(a)), og den overdragne del opfylder kriterierne for ophør af indregning i sin helhed, skal det større finansielle aktivs tidligere regnskabsmæssige værdi allokeres til henholdsvis den del, der fortsat indregnes, og den del, der ikke længere indregnes, på basis af den relative dagsværdi af de pågældende dele på overtagelsestidspunktet. I den forbindelse skal et bibeholdt aktiv i form af administrationsret behandles som en del, der fortsat indregnes. Forskellen mellem:

28.

Hvis en virksomhed allokerer den tidligere regnskabsmæssige værdi af et større finansielt aktiv til henholdsvis den del, der fortsat indregnes, og den del, der ikke længere indregnes, skal dagsværdien af den del, der fortsat indregnes, opgøres. Hvis virksomheden hidtil har solgt dele, som svarer til den del, der fortsat indregnes, eller andre markedstransaktioner for sådanne dele har fundet sted, udgør nylige priser for faktiske transaktioner det bedste skøn over delens dagsværdi. Hvis der ikke findes nogen officielle priser eller nylige markedstransaktioner, som kan understøtte dagsværdien af den del, der fortsat indregnes, udgør forskellen mellem dagsværdien af det større finansielle aktiv i sin helhed og det vederlag, der er modtaget fra erhververen, for den del, der ikke længere indregnes, det bedste skøn over dagsværdien.

29.

Hvis en overdragelse ikke medfører ophør af indregning, idet virksomheden har bibeholdt alle væsentlige risici og afkast tilknyttet ejendomsretten til det overdragne aktiv, skal virksomheden fortsat indregne det overdragne aktiv i sin helhed og indregne en finansiel forpligtelse for det modtagne vederlag. I efterfølgende regnskabsår skal virksomheden indregne en eventuel indtægt vedrørende det overdragne aktiv og en eventuel omkostning vedrørende den finansielle forpligtelse.

30.

Hvis en virksomhed hverken overdrager eller bibeholder væsentlige risici og afkast tilknyttet ejendomsretten til et overdraget aktiv, og bibeholder kontrollen over det overdragne aktiv, skal virksomheden fortsat indregne det overdragne aktiv i forhold til sit fortsatte engagement. Omfanget af virksomhedens fortsatte engagement i det overdragne aktiv svarer til omfanget af virksomhedens følsomhed over for ændringer i det overdragne aktivs værdi. Eksempelvis:

31.

Hvis en virksomhed fortsat indregner et aktiv i forhold til sit fortsatte engagement, skal virksomheden også indregne en tilknyttet forpligtelse. På trods af andre målingskrav i denne standard, skal det overdragne aktiv og den tilknyttede forpligtelse måles på et grundlag, som afspejler de rettigheder og forpligtelser, virksomheden har bibeholdt. Den tilknyttede forpligtelse måles på en sådan måde, at den regnskabsmæssige nettoværdi af det overdragne aktiv og den tilknyttede forpligtelse:

32.

Virksomheden skal fortsat indregne en eventuel indtægt, som opstår i forbindelse med det overdragne aktiv, i forhold til virksomhedens fortsatte engagement, og skal indregne en eventuel omkostning, som opstår i forbindelse med den tilknyttede forpligtelse.

33.

I forbindelse med efterfølgende måling skal indregnede ændringer i dagsværdien af det overdragne aktiv og den tilknyttede forpligtelse behandles regnskabsmæssigt i overensstemmelse med hinanden som anført i afsnit 55 og skal ikke modregnes.

34.

Hvis en virksomheds fortsatte engagement kun vedrører en del af et finansielt aktiv (eksempelvis hvis virksomheden bibeholder en option på tilbagekøb af en del af det overdragne aktiv eller bibeholder en andel af forskelsværdien, som ikke medfører bibeholdelse af alle væsentlige risici eller afkast tilknyttet ejendomsretten, og virksomheden bibeholder kontrollen), skal virksomheden allokere det finansielle aktivs tidligere regnskabsmæssige værdi på henholdsvis den del, der fortsat indregnes under det fortsatte engagement, og den del, der ikke længere indregnes, på basis af den relative dagsværdi af de pågældende dele på overdragelsestidspunktet. I den forbindelse finder kravene i afsnit 28 anvendelse. Forskellen mellem:

35.

[…]

36.

Hvis et overdraget aktiv fortsat indregnes, skal aktivet og den tilknyttede forpligtelse ikke modregnes. Tilsvarende gælder det, at virksomheden ikke skal modregne en eventuel indtægt, som opstår i forbindelse med det overdragne aktiv, i en eventuel omkostning, som opstår i forbindelse med den tilknyttede forpligtelse (jvf. IAS 32, afsnit 42).

37.

Hvis en overdrager stiller ikke-kontant sikkerhed (såsom gælds- eller egenkapitalinstrumenter) over for erhververen, afhænger overdragerens og erhververens regnskabsmæssige behandling af pantet af, hvorvidt erhververen har ret til at sælge eller pantsætte pantet, og hvorvidt der er sket misligholdelse fra overdragers side. Overdrageren og erhververen skal foretage regnskabsmæssig behandling af pantet som følger:

38.

Et almindeligt køb eller salg af finansielle aktiver skal indregnes, eller der skal ske ophør af indregning, alt efter hvad der er relevant, på handelsdatoen eller afregningsdatoen (jvf. appendiks A, afsnit AG53-AG56).

39.

Virksomheden skal udelukkende ophøre med at indregne en finansiel forpligtelse (eller en del af en finansiel forpligtelse), når forpligtelsen ophører, dvs. når den i kontrakten anførte forpligtelse opfyldes, annulleres eller udløber.

40.

En udveksling mellem en eksisterende låntager og långiver af gældsinstrumenter med væsentligt forskellige betingelser skal regnskabsmæssigt behandles som et ophør af den oprindelige finansielle forpligtelse og indregning af en ny finansiel forpligtelse. Ligeledes skal en væsentlig ændring af betingelserne for en eksisterende finansiel forpligtelse eller en del heraf (uanset om denne skyldes debitors økonomiske vanskeligheder) regnskabsmæssigt behandles som ophør af den oprindelige finansielle forpligtelse og indregning af en ny finansiel forpligtelse.

41.

Forskellen mellem den regnskabsmæssige værdi af en finansiel forpligtelse (eller del af en finansiel forpligtelse), som ophører eller overdrages til anden part, og det betalte beløb herfor, herunder eventuelle overdragne ikke-kontante aktiver eller forpligtelser, skal indregnes i resultatet.

42.

Hvis en virksomhed tilbagekøber en del af en finansiel forpligtelse, skal virksomheden allokere den finansielle forpligtelses tidligere regnskabsmæssige værdi til henholdsvis den del, som fortsat indregnes, og den del, der ikke længere indregnes, på basis af den relative dagsværdi af de pågældende dele på tilbagekøbstidspunktet. Forskellen mellem (a) den regnskabsmæssige værdi, som allokeres til den del, der ikke længere indregnes, og (b) det betalte beløb herfor, herunder eventuelle overdragne ikke-kontante aktiver eller påtagne forpligtelser, for den del, der ikke længere indregnes, skal indregnes i resultatet.

43.

Når et finansielt aktiv eller en finansiel forpligtelse indregnes første gang, skal virksomheden måle aktivet eller forpligtelsen til dagsværdi samt i tilfælde af et finansielt aktiv eller en finansiel forpligtelse, som ikke er indregnet til dagsværdi gennem resultatet, transaktionsomkostninger, som kan henføres direkte til erhvervelsen eller udstedelsen af det finansielle aktiv eller den finansielle forpligtelse.

44.

Når en virksomhed anvender indregning på afregningsdatoen for et aktiv, som efterfølgende måles til kostpris eller amortiseret kostpris, indregnes aktivet første gang til dagsværdi på handelsdatoen (jvf. appendiks A, afsnit AG53-AG56).

45.

Ved måling af et finansielt aktiv efter første indregning opdeles finansielle aktiver i henhold til denne standard i følgende fire kategorier, som er defineret i afsnit 9:

Disse kategorier finder anvendelse på måling og indregning i resultatet i henhold til denne standard. Virksomheden kan anvende andre betegnelser for disse kategorier eller andre kategoriseringer ved præsentation af oplysninger i årsregnskabet. Virksomheden skal i noterne give de i IAS 32 krævede oplysninger.

46.

Efter første indregning skal virksomheden måle finansielle aktiver, herunder afledte finansielle instrumenter, som er aktiver, til dagsværdi uden fradrag af eventuelle transaktionsomkostninger, som afholdes i forbindelse med salg eller anden afhændelse. Undtaget herfra er følgende finansielle aktiver:

47.

Efter første indregning skal en virksomhed måle alle finansielle forpligtelser til amortiseret kostpris ved anvendelse af den effektive rentemetode, bortset fra:

48.

Ved opgørelsen af dagsværdien af et finansielt aktiv eller en finansiel forpligtelse i forbindelse med anvendelsen af denne standard eller IAS 32, skal en virksomhed anvende afsnit AG69-AG82 i appendiks A.

49.

Dagsværdien af en finansiel forpligtelse med et anfordringselement (eksempelvis en anfordringskonto) er ikke mindre end det beløb, der skal betales på anfordring, diskonteret fra det tidligste tidspunkt, hvor beløbet kunne kræves betalt.

50.

En virksomhed må ikke omklassificere et finansielt instrument til eller fra kategorien dagsværdi gennem resultatet, mens instrumentet besiddes eller udstedes.

51.

Hvis virksomhedens hensigt eller muligheder ændrer sig, så det ikke længere er passende at klassificere en investering som hold-til-udløb, skal investeringen omklassificeres til at være disponibel for salg og efterfølgende måles til dagsværdi, og forskellen mellem den regnskabsmæssige værdi og dagsværdien skal regnskabsmæssigt behandles i overensstemmelse med afsnit 55(b).

52.

Når salg eller omklassifikationer af mere end en uvæsentlig del af hold-til-udløb-investeringerne ikke opfylder nogen af betingelserne i afsnit 9, skal eventuelle resterende hold-til-udløb-investeringer omklassificeres til at være disponible for salg. Ved en sådan omklassifikation skal forskellen mellem den regnskabsmæssige værdi og dagsværdien regnskabsmæssigt behandles i overensstemmelse med afsnit 55(b).

53.

Hvis det bliver muligt at foretage en pålidelig måling af et finansielt aktiv eller en finansiel forpligtelse, hvor dette ikke tidligere var muligt, og aktivet eller forpligtelsen skal måles til dagsværdi, hvis det er muligt at foretage en pålidelig måling (jvf. afsnit 46(c) og 47), skal dette aktiv eller denne forpligtelse efterfølgende måles til dagsværdi, og forskellen mellem den regnskabsmæssige værdi og dagsværdien skal regnskabsmæssigt behandles i overensstemmelse med afsnit 55.

54.

Hvis virksomhedens hensigt eller muligheder ændrer sig, eller dagsværdien i sjældne tilfælde ikke længere kan måles pålideligt (jvf. afsnit 46(c) og 47), eller de i afsnit 9 omtalte »to foregående regnskabsår« er gået, så det bliver hensigtsmæssigt at indregne et finansielt aktiv eller en finansiel forpligtelse til kostpris eller amortiseret kostpris frem for til dagsværdi, bliver det finansielle aktivs eller den finansielle forpligtelses indregnede dagsværdi på dette tidspunkt aktivets eller forpligtelsens nye kostpris eller amortiserede kostpris, alt efter hvad der er relevant. Eventuelle tidligere gevinster eller tab på aktivet, som er indregnet direkte på egenkapitalen i overensstemmelse med afsnit 55(b), skal regnskabsmæssigt behandles som følger:

55.

Gevinster eller tab hidrørende fra ændringer i dagsværdien af finansielle aktiver eller finansielle forpligtelser, som ikke indgår i et sikringsforhold (jvf. afsnit 89-102), skal indregnes som følger.

56.

For de finansielle aktiver og finansielle forpligtelser, som er indregnet til amortiseret kostpris (jvf. afsnit 46 og 47), indregnes gevinster eller tab i resultatet, når virksomheden ophører med at indregne det finansielle aktiv eller den finansielle forpligtelse, eller aktivet eller forpligtelsen værdiforringes, såvel som ved amortiseringen. For finansielle aktiver eller finansielle forpligtelser, som er sikrede poster (jvf. afsnit 78-84 og appendiks A, afsnit AG98-AG101), skal den regnskabsmæssige behandling af gevinsterne eller tabene dog foretages i henhold til afsnit 89-102.

57.

Når en virksomhed indregner finansielle aktiver på afregningsdatoen (jvf. afsnit 38 og appendiks A, afsnit AG53 og AG56), skal eventuelle ændringer i dagsværdien af det aktiv, som skal modtages, i perioden mellem handelsdatoen og afregningsdatoen ikke indregnes for aktiver, som indregnes til kostpris eller amortiseret kostpris (bortset fra tab ved værdiforringelse). For aktiver, som indregnes til dagsværdi, skal en ændring i dagsværdi imidlertid indregnes i resultatet eller på egenkapitalen, alt efter hvad der er hensigtsmæssigt, i henhold til afsnit 55.

58.

Virksomheden skal på hver balancedag vurdere, hvorvidt der er klar indikation af, at et finansielt aktiv eller en gruppe af finansielle aktiver er værdiforringet. I tilfælde af sådan indikation skal virksomheden anvende afsnit 63 (for finansielle aktiver, der indregnes til amortiseret kostpris), afsnit 66 (for finansielle aktiver, der indregnes til kostpris) eller afsnit 67 (for finansielle aktiver disponible for salg) for at opgøre den beløbsmæssige størrelse af et eventuelt tab ved værdiforringelse.

59.

Et finansielt aktiv eller en gruppe af finansielle aktiver er udelukkende værdiforringet, og der er udelukkende opstået tab ved værdiforringelse, hvis der er klar indikation af værdiforringelse som følge af en eller flere begivenheder, som er indtruffet efter første indregning af aktivet (en »tabsgivende begivenhed«), og den tabsgivende begivenhed (eller begivenheder) har en virkning på de skønnede fremtidige pengestrømme fra det finansielle aktiv eller gruppen af finansielle aktiver, som kan skønnes pålideligt. I nogle tilfælde er det ikke muligt at identificere en enkeltstående, isoleret begivenhed, som har forårsaget værdiforringelsen. Det er snarere den samlede virkning af flere begivenheder, som kan have forårsaget værdiforringelsen. Forventede tab som følge af fremtidige begivenheder, uanset hvor sandsynlige de er, indregnes ikke. Klar indikation af, at et finansielt aktiv eller en gruppe af aktiver er værdiforringede, omfatter observerede data om følgende tabsgivende begivenheder, som indehaveren af aktivet bliver gjort opmærksom på:

60.

At et aktivt marked bortfalder, fordi virksomhedens finansielle instrumenter ikke længere handles offentligt, er ikke dokumentation for værdiforringelse. En nedjustering af virksomhedens kreditværdighed er ikke i sig selv dokumentation for værdiforringelse, men kan være det i sammenhæng med andre tilgængelige oplysninger. Et fald i dagsværdien af et finansielt aktiv til under kostpris eller amortiseret kostpris er ikke nødvendigvis dokumentation for værdiforringelse (eksempelvis et fald i dagsværdien af en investering i et gældsinstrument, som hidrører fra en stigning i den risikofrie rente).

61.

Ud over de typer begivenheder, der nævnes i afsnit 59, omfatter begrebet klar indikation af værdiforringelse af en investering i et egenkapitalinstrument oplysninger om væsentlige, negative ændringer, som har fundet sted i de teknologiske, markedsmæssige, økonomiske eller juridiske omgivelser, hvor udsteder har sine aktiviteter, og som tyder på, at den omkostning, der er forbundet med investeringen i egenkapitalinstrumentet, muligvis ikke kan genindvindes. Et væsentligt eller længerevarende fald i dagsværdien af en investering i et egenkapitalinstrument til under kostpris udgør ligeledes klar indikation af værdiforringelse.

62.

I nogle tilfælde kan de observerede data, der kræves for at foretage et skøn over den beløbsmæssige størrelse af et tab ved værdiforringelse af et finansielt aktiv, være begrænsede eller ophørt med at være fuldt ud relevante under de aktuelle forhold. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis en låntager er i økonomiske vanskeligheder, og der kun findes en begrænset mængde tidligere erfaringer med lignende låntagere. I sådanne tilfælde skal virksomheden anvende sine velunderbyggede vurderinger, når der foretages skøn over den beløbsmæssige størrelse af tab ved værdiforringelse. Tilsvarende skal en virksomhed anvende sine velunderbyggede vurderinger til at regulere observerede data for en gruppe af finansielle aktiver med henblik på at afspejle aktuelle forhold (jvf. afsnit AG89). Anvendelse af rimelige skøn er en vigtig del af udarbejdelsen af årsregnskaber og påvirker ikke disses pålidelighed.

63.

Hvis der er klar indikation af, at der er opstået et tab ved værdiforringelse af lån og tilgodehavender eller hold-til-udløb-investeringer indregnet til amortiseret kostpris, skal den beløbsmæssige størrelse af tabet måles som forskellen mellem aktivets regnskabsmæssige værdi og nutidsværdien af skønnede fremtidige pengestrømme (med undtagelse af fremtidige kredittab, som endnu ikke er opstået) diskonteret med det finansielle aktivs oprindelige effektive rente (dvs. den effektive rente beregnet ved første indregning). Aktivets regnskabsmæssige værdi skal reduceres enten direkte eller ved anvendelse af en reservationskonto. Tabets beløbsmæssige størrelse skal indregnes i resultatet.

64.

Virksomheden skal først vurdere, hvorvidt der er klar indikation af værdiforringelse separat for finansielle aktiver, som hver for sig er væsentlige, og separat eller tilsammen for finansielle aktiver, som ikke er væsentlige hver for sig (jvf. afsnit 59). Hvis en virksomhed vurderer, at der ikke er klar indikation af værdiforringelse for et separat vurderet finansielt aktiv, uanset om aktivet er væsentligt, skal virksomheden medtage aktivet i en gruppe af finansielle aktiver med tilsvarende kreditrisici og vurdere disse samlet for værdiforringelse. Aktiver, som er vurderet separat for værdiforringelse, og for hvilke der er indregnet eller fortsat indregnes et tab ved værdiforringelse, medtages ikke i den samlede vurdering for værdiforringelse.

65.

Hvis den beløbsmæssige størrelse af et tab ved værdiforringelse i et efterfølgende regnskabsår reduceres, og reduktionen objektivt kan henføres til en begivenhed, som er indtruffet efter værdiforringelsen blev indregnet (eksempelvis en forbedring af debitors kreditværdighed), skal det tidligere indregnede tab ved værdiforringelse tilbageføres enten direkte eller ved regulering af en reservationskonto. Tilbageførslen må ikke medføre, at det finansielle aktivs regnskabsmæssige værdi overstiger, hvad den amortiserede kostpris ville have været, hvis tabet ved værdiforringelse ikke havde været indregnet på det tidspunkt, hvor tabet ved værdiforringelsen tilbageføres. Tilbageførslen skal indregnes i resultatet.

66.

Hvis der er klar indikation af, at der er opstået et tab ved værdiforringelse af et unoteret egenkapitalinstrument, som ikke er indregnet til dagsværdi, fordi dagsværdien ikke kan måles pålideligt, eller af et afledt finansielt aktiv, som er knyttet til og skal afregnes ved overdragelse af et sådant unoteret egenkapitalinstrument, skal den beløbsmæssige størrelse af tabet ved værdiforringelse måles som forskellen mellem det finansielle aktivs regnskabsmæssige værdi og nutidsværdien af skønnede fremtidige pengestrømme diskonteret med det aktuelle markedsafkast for et tilsvarende finansielt aktiv (jvf. afsnit 46(c) og appendiks A, afsnit AG80 og AG81). Et sådant tab ved værdiforringelse skal ikke tilbageføres.

67.

Hvis et fald i dagsværdien af et finansielt aktiv disponibelt for salg er indregnet direkte på egenkapitalen, og der er klar indikation af, at aktivet er værdiforringet (jvf. afsnit 59), skal det akkumulerede tab, som er indregnet direkte på egenkapitalen, fjernes fra egenkapitalen og indregnes i resultatet, selvom virksomheden ikke ophører med at indregne det finansielle aktiv.

68.

Det akkumulerede tab, som fjernes fra egenkapitalen og indregnes i resultatet i henhold til afsnit 67, skal udgøre forskellen mellem kostprisen (fratrukket afdrag og amortisering) og den aktuelle dagsværdi med fradrag af eventuelle tab ved værdiforringelse af dette finansielle aktiv, som tidligere er indregnet i resultatet.

69.

Tab ved værdiforringelse, som er indregnet i resultatet for en investering i et egenkapitalinstrument, der er klassificeret som disponibelt for salg, skal ikke tilbageføres gennem resultatet.

70.

Hvis dagsværdien af et gældsinstrument, som er klassificeret som disponibelt for salg, stiger i et efterfølgende regnskabsår, og stigningen objektivt kan henføres til en begivenhed, som er indtruffet, efter at tabet ved værdiforringelse er indregnet i resultatet, skal tabet ved værdiforringelse tilbageføres, og tilbageførslen indregnes i resultatet.

71.

Hvis der er et klassificeret sikringsforhold mellem et sikringsinstrument og en sikret post, som beskrevet i afsnit 85-88 og appendiks A, afsnit AG102-AG104, skal gevinster eller tab vedrørende sikringsinstrumentet og den sikrede post regnskabsmæssigt behandles i henhold til afsnit 89-102.

72.

Denne standard begrænser ikke de forhold, hvor et afledt finansielt instrument kan klassificeres som et sikringsinstrument, forudsat at betingelserne i afsnit 88 er opfyldt, bortset fra visse solgte optioner (jvf. appendiks A, afsnit AG94). Et ikke-afledt finansielt aktiv eller en ikke-afledt finansiel forpligtelse må kun klassificeres som et sikringsinstrument, hvis der er tale om sikring mod en valutarisici.

73.

Ved regnskabsmæssig sikring må kun instrumenter, som omfatter en ekstern part i forhold til den regnskabsaflæggende virksomhed (dvs. en ekstern part i forhold til koncernen, segmentet eller den enkelte virksomhed, som der aflægges regnskab for), klassificeres som sikringsinstrumenter. En enkelt virksomhed i en koncern eller divisioner i en virksomhed kan indgå sikringstransaktioner med andre virksomheder i koncernen eller divisioner i virksomheden, men sådanne koncerninterne transaktioner elimineres ved konsolidering. Derfor opfylder sådanne sikringstransaktioner ikke kriterierne for regnskabsmæssig sikring i koncernens koncernregnskab. De opfylder dog muligvis kriterierne for regnskabsmæssig sikring i de enkelte eller separate årsregnskaber for enkelte virksomheder inden for koncernen eller ved præsentation af segmentoplysninger, forudsat at de er eksterne i forhold til den enkelte virksomhed eller det segment, som der aflægges regnskab for.

74.

Et sikringsinstruments dagsværdi kan normalt måles for instrumentet i sin helhed, og de faktorer, som medfører ændringer i dagsværdien, er indbyrdes afhængige. Derfor klassificerer virksomheden et sikringsforhold for sikringsinstrumentet i sin helhed. De eneste tilladte undtagelser er:

Disse undtagelser er tilladt, fordi optionens indre værdi og terminstillægget normalt kan måles separat. En dynamisk sikringsstrategi, hvor både en options indre værdi og tidsmæssige værdi vurderes, kan opfylde kriterierne for regnskabsmæssig behandling som sikring.

75.

I et sikringsforhold kan virksomheden klassificere en del af hele sikringsinstrumentet, eksempelvis 50 % af den beregningsmæssige hovedstol, som sikringsinstrumentet. Dog må et sikringsforhold ikke kun klassificeres for en del af den periode, hvor et sikringsinstrument fortsat er udestående.

76.

Et enkelt sikringsinstrument kan klassificeres som afdækning af mere end en type risici, forudsat at: (a) de afdækkede risici klart kan identificeres (b) afdækningens effektivitet kan påvises og (c) det er muligt at opnå en specifik klassifikation af sikringsinstrumentet og de forskellige risikopositioner.

77.

To eller flere afledte finansielle instrumenter eller dele heraf (eller, i tilfælde af en sikring af valutarisiko, to eller flere ikke-afledte finansielle instrumenter eller dele heraf, eller en kombination af afledte og ikke-afledte finansielle instrumenter eller dele heraf) kan ses i sammenhæng og sammen klassificeres som sikringsinstrumentet, herunder når de risici, som hidrører fra visse afledte finansielle instrumenter kan modregnes i risici hidrørende fra andre afledte finansielle instrumenter. En rentecollar eller et andet afledt finansielt instrument, der kombinerer en solgt option og en købt option, opfylder dog ikke betingelserne for et sikringsinstrument, hvis den i realiteten netto er en solgt option (en option hvor der netto modtages en overkurs). Tilsvarende kan to eller flere instrumenter (eller dele heraf) udelukkende klassificeres som sikringsinstrumentet, hvis ingen af dem er en solgt option eller netto er en solgt option.

78.

En sikret post kan være et indregnet aktiv eller en indregnet forpligtelse, en ikke-indregnet fast aftale, en forventet transaktion, som anses for højst sandsynlig, eller en nettoinvestering i en udenlandsk virksomhed. Den sikrede post kan være (a) enkle aktiver, forpligtelser, faste aftaler, forventede transaktioner, som anses for højst sandsynlige, eller nettoinvesteringer i en udenlandsk virksomhed, (b) en gruppe af aktiver, forpligtelser, faste aftaler, forventede transaktioner, som anses for højst sandsynlige, eller nettoinvesteringer i udenlandske virksomheder med ensartede risici eller (c) udelukkende ved en porteføljesikring af renterisiko, en del af den portefølje af finansielle aktiver eller finansielle forpligtelser, som deler den sikrede risiko.

79.

I modsætning til lån og tilgodehavender kan en hold-til-udløb-investering ikke være en sikret post, for så vidt angår renterisici eller risici ved førtidig indfrielse, idet klassifikationen af en investering som en hold-til-udløb-investering forudsætter en hensigt om at holde investeringen til udløb, uden at der tages hensyn til ændringer i dagsværdien af eller pengestrømme fra en sådan investering, som kan henføres til ændringer i rentesatser. Derimod kan en hold-til-udløb-investering være en sikret post, for så vidt angår afdækning af valuta- og kreditrisici.

80.

Ved regnskabsmæssig sikring er det udelukkende aktiver, forpligtelser, faste aftaler eller forventede transaktioner, som er højst sandsynlige, som omfatter en ekstern part, der kan klassificeres som sikrede poster. Heraf følger, at regnskabsmæssig sikring kun kan anvendes på transaktioner mellem virksomheder eller segmenter i samme koncern i de enkelte eller separate årsregnskaber for disse virksomheder eller segmenter, og ikke på koncernregnskabet. Som en undtagelse gælder, at valutarisikoen vedrørende en koncernintern monetær post (eksempelvis tilgodehavender/forpligtelser mellem to dattervirksomheder) kan opfylde kriterierne for en sikret post i koncernregnskabet, hvis den medfører følsomhed over for valutakursgevinster eller –tab, som ikke fuldt ud er elimineret ved konsolidering i henhold til IAS 21 Valutaomregning. I henhold til IAS 21 er valutakursgevinster og –tab på koncerninterne monetære poster ikke fuldt ud elimineret ved konsolidering, hvis den koncerninterne monetære post handles mellem to koncernvirksomheder med forskellige funktionelle valutaer.

81.

Hvis den sikrede post er et finansielt aktiv eller en finansiel forpligtelse, kan den være en sikret post, for så vidt angår risici, som kun er forbundet med en del af dens pengestrømme eller dagsværdi (såsom en eller flere udvalgte kontraktlige pengestrømme eller dele heraf eller en andel af dagsværdien), forudsat at effektiviteten kan måles. Eksempelvis kan en identificerbar og separat målbar andel af rentefølsomheden for et rentebærende aktiv eller en rentebærende forpligtelse klassificeres som den sikrede risiko (såsom et risikofrit renteelement eller toneangivende renteelement i den samlede rentefølsomhed for et sikret finansielt instrument).

81A.

Ved en sikring af dagsværdien af renterisikoen for en portefølje af finansielle aktiver eller finansielle forpligtelser (og kun ved en sådan sikring), kan den sikrede del klassificeres som et valutabeløb (eksempelvis et beløb i dollar, euro, pund eller rand) snarere end som enkelte aktiver (eller forpligtelser). Selvom porteføljen af risikostyringshensyn kan indeholde aktiver og forpligtelser, er det klassificerede beløb et beløb for aktiver eller et beløb for forpligtelser. Klassifikation af et nettobeløb, som indeholder aktiver og forpligtelser, er ikke tilladt. Virksomheden kan sikre en del af den renterisiko, der er forbundet med dette klassificerede beløb. Eksempelvis kan virksomheden i tilfælde af en sikring af en portefølje, der indeholder aktiver, der kan indfris før tid, sikre den ændring i dagsværdi, der kan henføres til en ændring i den sikrede rente på basis af forventede snarere end kontraktlige rentetilpasningstidspunkter. […]

82.

Hvis den sikrede post er et ikke-finansielt aktiv eller en ikke-finansiel forpligtelse, skal den klassificeres som en sikret post (a) med hensyn til valutarisici eller (b) i sin helhed med hensyn til alle risici. Dette skyldes, at det er vanskeligt at adskille og måle den relevante del af ændringerne i pengestrømme eller dagsværdi, der kan henføres til specifikke risici, bortset fra valutarisici.

83.

Ensartede aktiver og ensartede forpligtelser må kun sammendrages og sikres som en gruppe, hvis de enkelte aktiver eller forpligtelser i gruppen har samme følsomhed over for de risici, som klassificeres som afdækkede. Derudover skal ændringen i dagsværdi, som kan henføres til den afdækkede risiko for hver enkelt post i gruppen, forventes at være omtrent proportionel med den overordnede ændring i dagsværdi, som kan henføres til den afdækkede risiko i gruppen af poster.

84.

Eftersom en virksomhed vurderer sikringseffektivitet ved at sammenligne ændringen i dagsværdi eller pengestrømme for et sikringsinstrument (eller en gruppe af ensartede sikringsinstrumenter) og en sikret post (eller en gruppe af sikrede poster), opfylder sammenligning af et sikringsinstrument med den samlede nettoposition (eksempelvis summen af alle fastforrentede aktiver og forpligtelser med omtrent samme udløbstidspunkter), frem for en specifik sikret post ikke kriterierne for regnskabsmæssig sikring.

85.

De udlignende virkninger af ændringer i dagsværdien af sikringsinstrumentet og den sikrede post indregnes i resultatet ved regnskabsmæssig sikring.

86.

Der er tre typer sikringsforhold:

87.

Sikring af den med en fast aftale forbundne valutarisiko kan regnskabsmæssigt behandles som en sikring af dagsværdi eller en sikring af pengestrømme.

88.

Et sikringsforhold kan udelukkende behandles efter de i afsnit 89-102 nævnte bestemmelser for regnskabsmæssig sikring, hvis alle følgende betingelser er opfyldt.

89.

Hvis sikring af dagsværdi opfylder de i afsnit 88 nævnte betingelser i regnskabsåret, skal sikringen regnskabsmæssigt behandles på følgende måde:

89A.

Ved en sikring af dagsværdien af renterisikoen for en del af en portefølje af finansielle aktiver eller finansielle forpligtelser (og kun ved en sådan sikring), kan kravet i afsnit 89(b) opfyldes ved at præsentere gevinster eller tab, som kan henføres til den sikrede post, enten:

De separate poster, der henvises til i (a) og (b) ovenfor, skal præsenteres ved siden af finansielle aktiver eller finansielle forpligtelser. Indregningen af beløb, der medtages i disse poster, skal ophøre, når der sker ophør med indregning af de aktiver eller forpligtelser, som beløbene er tilknyttet.

90.

Hvis der kun afdækkes bestemte risici tilknyttet en sikret post, skal indregnede ændringer i den sikrede posts dagsværdi, som ikke er tilknyttet den afdækkede risiko, indregnes som anført i afsnit 55.

91.

Virksomheden skal fremadrettet ophøre med den i afsnit 89 specificerede regnskabsmæssige sikring, hvis:

92.

Eventuelle reguleringer, som hidrører fra afsnit 89(b), af den regnskabsmæssige værdi af et sikret finansielt instrument, hvor den effektive rentemetode anvendes, (eller, i tilfælde af en porteføljesikring af renterisiko, af den i afsnit 89A beskrevne separate balancepost) skal afskrives over resultatet. Afskrivning kan påbegyndes, så snart der foreligger en regulering, og senest på det tidspunkt, hvor den sikrede post ikke længere reguleres for ændringer i dens dagsværdi, der kan henføres til den afdækkede risiko. Reguleringen er baseret på en omberegnet effektiv rente på tidspunktet for påbegyndelsen af afskrivningen. Hvis det imidlertid ved en sikring af dagsværdien af renterisikoen for en portefølje af finansielle aktiver eller finansielle forpligtelser (og kun ved en sådan sikring) ikke er praktisk muligt at foretage afskrivning ved brug af en omberegnet effektiv rente, skal reguleringen afskrives ved brug af den lineære metode. Reguleringen skal være fuldt ud afskrevet ved udløbet af det finansielle instrument eller, i tilfælde af en porteføljesikring af renterisiko, ved udløbet af den relevante rentetilpasningsperiode.

93.

Hvis en ikke-indregnet fast aftale klassificeres som en sikret post, indregnes den efterfølgende akkumulerede ændring i den faste aftales dagsværdi, som kan henføres til den afdækkede risiko, som et aktiv eller en forpligtelse, og en tilsvarende gevinst eller et tilsvarende tab indregnes i resultatet (jvf. afsnit 89(b)). Ændringerne i sikringsinstrumentets dagsværdi indregnes ligeledes i resultatet.

94.

Hvis en virksomhed indgår en fast aftale om at erhverve et aktiv eller påtage sig en forpligtelse, som er en sikret post i en sikring af dagsværdi, skal den oprindelige regnskabsmæssige værdi af det aktiv eller den forpligtelse, som hidrører fra virksomhedens overholdelse af den faste aftale, reguleres, så den medtager den akkumulerede ændring i den faste aftales dagsværdi, der kan henføres til den i balancen indregnede afdækkede risiko.

95.

Hvis sikring af pengestrømme opfylder de i afsnit 88 nævnte betingelser i regnskabsåret, skal sikringen regnskabsmæssigt behandles på følgende måde:

96.

Mere præcist behandles sikring af pengestrømme på følgende måde:

97.

Hvis en sikring af en forventet transaktion efterfølgende medfører indregning af et finansielt aktiv eller en finansiel forpligtelse, skal tilknyttede gevinster eller tab, som er indregnet direkte på egenkapitalen i overensstemmelse med afsnit 95, omklassificeres til resultatet i det eller de regnskabsår, hvor det erhvervede aktiv eller den påtagne forpligtelse påvirker resultatet (eksempelvis de regnskabsår, hvor renteindtægten eller renteomkostningen indregnes). Hvis en virksomhed imidlertid forventer, at et tab eller en del af et tab, som er indregnet direkte på egenkapitalen, ikke vil blive genindvundet i løbet af et eller flere fremtidige regnskabsår, skal virksomheden omklassificere det beløb, som ikke forventes genindvundet, til resultatet.

98.

Hvis en sikring af en forventet transaktion efterfølgende medfører indregning af et ikke-finansielt aktiv eller en ikke-finansiel forpligtelse, eller en fremtidig transaktion vedrørende et ikke-finansielt aktiv eller en ikke-finansiel forpligtelse bliver en fast aftale, hvor regnskabsmæssig sikring af dagsværdi finder anvendelse, skal virksomheden anvende enten (a) eller (b) nedenfor:

99.

En virksomhed skal som regnskabspraksis anvende enten (a) eller (b) i afsnit 98, og den valgte regnskabspraksis skal anvendes konsekvent på alle de i afsnit 98 omtalte sikringer.

100.

For sikringer af pengestrømme, bortset fra de i afsnit 97 og 98 omtalte, skal beløb, som er indregnet direkte på egenkapitalen, indregnes i resultat i det eller de samme regnskabsår, hvor den sikrede forventede transaktion påvirker resultatet (eksempelvis når et forventet salg finder sted).

101.

Virksomheden skal i et eller flere af følgende tilfælde fremadrettet ophøre med den i afsnit 95-100 specificerede regnskabsmæssige sikring:

102.

Sikring af en nettoinvestering i en udenlandsk virksomhed, herunder sikring af en monetær post, som regnskabsmæssigt behandles som en del af nettoinvesteringen (jvf. IAS 21), skal regnskabsmæssigt behandles på samme måde som sikring af pengestrømme:

103.

Virksomheder skal anvende denne standard (herunder de ændringer, der blev udgivet i marts 2004) for regnskabsår, som begynder 1. januar 2005 eller derefter. Det er tilladt at anvende standarden før dette tidspunkt. En virksomhed skal ikke anvende denne standard (herunder de ændringer, der blev udgivet i marts 2004) for regnskabsår, som begynder før 1. januar 2005, medmindre virksomheden også anvender IAS 32 (udgivet december 2003). Hvis en virksomhed anvender denne standard for regnskabsår, som begynder før 1. januar 2005, skal den give oplysning om dette.

104.

Denne standard skal anvendes med tilbagevirkende kraft bortset fra de i afsnit 105-108 nævnte tilfælde. Der skal ske en regulering primo i overført resultat for det første præsenterede tidligere regnskabsår og alle andre sammenligningstal, som om denne standard altid havde været i brug, medmindre det er praktisk umuligt at tilpasse oplysningerne. Hvis tilpasning ikke er praktisk muligt, skal virksomheden oplyse dette samt angive i hvilket omfang oplysningerne er tilpasset.

105.

Når denne standard anvendes for første gang, er det tilladt for virksomheden at klassificere et tidligere indregnet finansielt aktiv eller en finansiel forpligtelse som et finansielt aktiv eller en finansiel forpligtelse til dagsværdi gennem resultatet eller som disponibelt for salg til trods for kravet i afsnit 9 om at foretage en sådan klassifikation ved første indregning. For sådanne finansielle aktiver, som er klassificeret som disponible for salg, skal virksomheden indregne alle akkumulerede ændringer i dagsværdi i et separat egenkapitalelement indtil efterfølgende ophør af indregning eller værdiforringelse, når virksomheden overfører denne gevinst eller dette tab til resultatet. For så vidt angår et finansielt instrument, som er klassificeret til dagsværdi gennem resultatet eller som disponibelt for salg, skal virksomheden:

106.

Bortset fra tilladelsen i afsnit 107 skal de i afsnit 15-37 og appendiks A, afsnit AG36-AG52 anførte krav om ophør af indregning anvendes fremadrettet. Hvis en virksomhed ophører med at indregne finansielle aktiver i henhold til IAS 39 (ajourført 2000) som følge af en transaktion, som har fundet sted før 1. januar 2004, og virksomheden ikke ville have ophørt med at indregne disse aktiver i henhold til denne standard, skal virksomheden derfor ikke indregne disse aktiver.

107.

Uanset indholdet i afsnit 106 kan de i afsnit 15-37 og appendiks A, afsnit AG36-AG52 anførte krav om ophør af indregning anvendes med tilbagevirkende kraft fra et tidspunkt efter virksomhedens eget valg, forudsat at de oplysninger, som kræves for at anvende IAS 39 på aktiver og forpligtelser, for hvilke der er sket ophør af indregning som følge af tidligere transaktioner, var indhentet på tidspunktet for den første regnskabsmæssige behandling af disse transaktioner.

108.

En virksomhed må ikke regulere den regnskabsmæssige værdi af ikke-finansielle aktiver og ikke-finansielle forpligtelser med henblik på at udelade gevinster og tab tilknyttet sikringer af pengestrømme, som var medtaget i den regnskabsmæssige værdi før begyndelsen af det regnskabsår, hvor denne standard blev anvendt første gang. Ved begyndelsen af det regnskabsår, hvor denne standard anvendes første gang, skal eventuelle beløb, som er indregnet direkte på egenkapitalen for sikring af en fast aftale, som i henhold til denne standard behandles regnskabsmæssigt som en sikring af dagsværdi, omklassificeres som et aktiv eller en forpligtelse, bortset fra afdækning af en valutarisiko, som fortsat behandles som en sikring af pengestrømme.

109.

Denne standard erstatter IAS 39 Finansielle instrumenter: Indregning og måling ajourført i oktober 2000.

110.

Denne standard og den tilhørende implementeringsvejledning erstatter den implementeringsvejledning, som er udgivet af implementeringsvejledningskomiteen for IAS 39, der blev nedsat af den tidligere IASC.

AG1.

Kontrakter, som involverer betaling på basis af klimatiske, geologiske eller andre fysiske variabler, anvendes ofte som forsikringskontrakter. (Kontrakter baseret på klimatiske variabler benævnes ofte »weather-derivatives«). I henhold til sådanne kontrakter er betalingen baseret på størrelsen af den forsikrede virksomheds tab. Rettigheder og forpligtelser i henhold til forsikringskontrakter, som ikke hovedsageligt omfatter overdragelse af finansielle risici, er ikke omfattet af denne standard, jvf. afsnit 2(d). Udbetalingen i henhold til visse kontrakter, som indeholder krav om betaling på basis af klimatiske, geologiske eller andre fysiske variabler, er ikke relateret til størrelsen af den forsikrede virksomheds tab. Sådanne kontrakter er ikke omfattet af denne standard, jvf. afsnit 2(h).

AG2.

Denne standard ændrer ikke kravene vedrørende pensionsordninger, som overholder IAS 26 Regnskabsmæssig behandling og præsentation af fratrædelsesordninger, og royalty-aftaler baseret på omfanget af salg eller omsætning fra tjenesteydelser, som regnskabsmæssigt behandles i henhold til IAS 18 Omsætning.

AG3.

En virksomhed kan undertiden foretage, hvad den anser som en »strategisk investering« i egenkapitalinstrumenter, som er udstedt af en anden virksomhed, med henblik på etablere eller fortsætte et langsigtet operationelt samarbejde med den virksomhed, der investeres i. Den investerende virksomhed anvender IAS 28 Investeringer i associerede virksomheder ved vurderingen af, om det er hensigtsmæssigt at behandle en sådan investering efter den indre værdis metode. Investor anvender ligeledes IAS 31 Kapitalandele i joint ventures ved vurderingen af, hvorvidt pro rata-konsolidering eller den indre værdis metode er hensigtsmæssig for en sådan investering. Hvis hverken den indre værdis metode eller pro rata-konsolidering er hensigtsmæssig, anvender virksomheden denne standard på den strategiske investering.

AG4.

Standarden finder anvendelse på forsikringsgiveres finansielle aktiver og finansielle forpligtelser, med undtagelse af rettigheder og forpligtelser i henhold til forsikringskontrakter, som ikke er omfattet af denne standard, jvf. afsnit 2(d).

AG5.

I visse tilfælde erhverves finansielle aktiver til en betragtelig underkurs, som afspejler opståede kredittab Virksomheden skal medtage sådanne opståede tab i de skønnede pengestrømme ved beregning af den effektive rente.

AG6.

Når en virksomhed anvender den effektive rente-metode, skal den normalt afskrive eventuelle gebyrer, rentetillæg, transaktionsomkostninger og øvrig over- eller underkurs, som er medtaget i beregningen af den effektive rente over instrumentets forventede løbetid. Hvis gebyrer, rentetillæg, transaktionsomkostninger eller over- eller underkurs knytter sig til en kortere periode, skal denne kortere periode imidlertid anvendes. Dette er tilfældet, når den variabel, som gebyrer, rentetillæg, transaktionsomkostninger eller over- eller underkurs knytter sig til, tilpasses til markedsrenter før instrumentets forventede udløb. I sådanne tilfælde udgør den relevante afskrivningsperiode perioden frem til næste rentetilpasningstidspunkt. Hvis en over- eller underkurs på et variabelt forrentet instrument eksempelvis afspejler påbeløbne renter på instrumentet siden sidste rentebetaling, eller ændringer i markedsrenter siden den variable rente blev tilpasset markedsrenten, afskrives over- eller underkursen frem til næste tidspunkt, hvor den variable rente tilpasses markedsrenten. Dette skyldes, at over- eller underkursen knytter sig til perioden frem til næste rentetilpasningstidspunkt, eftersom den variabel, som over- eller underkursen knytter sig til (dvs. renten), på dette tidspunkt tilpasses markedsrenten. Hvis over- eller underkursen imidlertid hidrører fra en ændring i kreditspændet over for den variable rente, som er specificeret i instrumentet, eller andre variabler, som ikke tilpasses til markedsrenten, afskrives over- eller underkursen over instrumentets forventede løbetid.

AG7.

For variabelt forrentede finansielle aktiver og variabelt forrentede finansielle forpligtelser ændres den effektive rente som følge af periodisk omvurdering af pengestrømme for at afspejle bevægelser i markedsrenter. Hvis et variabelt forrentet finansielt aktiv eller en variabelt forrentet finansiel forpligtelse første gang indregnes til et beløb, der svarer til den ved udløb skyldige eller tilgodehavende hovedstol, har omvurdering af fremtidige rentebetalinger normalt ingen væsentlig virkning på aktivets eller forpligtelsens regnskabsmæssige værdi.

AG8.

Hvis en virksomhed ajourfører sine skøn over ind- eller udbetalinger, skal virksomheden regulere den regnskabsmæssige værdi af det finansielle aktiv eller den finansielle forpligtelse (eller gruppen af finansielle instrumenter) for at afspejle faktiske og ændrede skønnede pengestrømme. Virksomheden omberegner den regnskabsmæssige værdi ved at beregne nutidsværdien af skønnede fremtidige pengestrømme til det finansielle instruments oprindelige effektive rente. Reguleringen indregnes som indtægt eller omkostning i resultatet.

AG9.

Typiske afledte finansielle instrumenter er futures, termins- og swap-kontrakter samt optioner. Et afledt finansielt instrument har normalt en beregningsmæssig hovedstol, som er et kontraktfastsat valutabeløb, et antal aktier, et antal enheder af vægt og volumen eller andre enheder. Det gælder imidlertid for et afledt finansielt instrument, at indehaver eller sælger ikke skal betale eller modtage den beregningsmæssige hovedstol ved kontraktens indgåelse. Alternativt kan vilkårene for et afledt finansielt instrument indebære betaling af et fast beløb eller et beløb, som kan ændre sig (men ikke proportionelt med en ændring i det underliggende aktiv) som følge af visse fremtidige begivenheder, som ikke knytter sig til den beregningsmæssige hovedstol. Eksempelvis kan en kontrakt kræve en fast betaling på CU 1 000 (1), hvis 6-måneders LIBOR stiger med 100 basispoint. En sådan kontrakt er et afledt finansielt instrument, selvom der ikke er angivet en beregningsmæssig hovedstol.

AG10

Definitionen på et afledt finansielt instrument i denne standard omfatter kontrakter, som bruttoafregnes ved overdragelse af det underliggende aktiv (eksempelvis en terminskontrakt vedrørende køb af et fastforrentet gældsinstrument). En virksomhed kan have en kontrakt vedrørende køb eller salg af et ikke-finansielt aktiv, som kan nettoafregnes i likvide beholdninger eller andre finansielle instrumenter eller ved udveksling af finansielle instrumenter (eksempelvis en kontrakt vedrørende køb eller salg af en råvare til en fast pris på et fremtidigt tidspunkt). En sådan kontrakt ligger inden for denne standards anvendelsesområde, medmindre den blev indgået og fortsat besiddes med henblik på overdragelse af et ikke-finansielt aktiv i overensstemmelse med virksomhedens forventede behov for køb, salg eller forbrug (jvf. afsnit 5-7).

AG11.

Et af de afgørende kendetegn for et afledt finansielt instrument er, at det indebærer en indledende nettoinvestering, som er mindre, end hvad der kræves for andre typer kontrakter, der kunne forventes at blive påvirket på en tilsvarende måde af ændrede markedsvilkår. En option opfylder denne definition, eftersom præmien er mindre end den investering, det ville kræve at anskaffe det underliggende finansielle instrument, optionen er knyttet til. En valutaswap, som kræver, at der sker en indledende omveksling af forskellige valutaer med samme dagsværdi, opfylder definitionen, idet den har en indledende nettoinvestering på nul.

AG12

Ved et almindeligt køb eller salg indgås der en fastprisaftale mellem handelsdatoen og afregningsdatoen, som opfylder definitionen på et afledt finansielt instrument. På grund af aftalens korte varighed indregnes den dog ikke som et afledt finansielt instrument. I stedet indeholder denne standard bestemmelser om særlig regnskabsmæssig behandling af sådanne »almindelige handler« (jvf. afsnit 38 og AG53-AG56).

AG13.

Transaktionsomkostninger omfatter honorarer og provision til agenter (herunder ansatte, der handler som salgsagenter), rådgivere, mæglere og dealere, andre beløb opkrævet af tilsynsmyndigheder eller børser samt afgifter på transaktioner. Transaktionsomkostninger omfatter ikke over- eller underkurs på gældsinstrumenter, finansieringsomkostninger eller interne administrations- eller besiddelsesomkostninger.

AG14.

Handel afspejler normalt aktive og hyppige køb og salg, og finansielle instrumenter, som besiddes med handel for øje, anvendes normalt med det formål at skabe en gevinst på basis af kortsigtede udsving i kurser eller handelsmarginaler.

AG15.

Finansielle aktiver, som besiddes med handel for øje, omfatter:

Det, at en forpligtelse bruges til at finansiere handelsaktiviteter, medfører ikke i sig selv, at forpligtelsen besiddes med handel for øje.

AG16.

Virksomheden har ikke til hensigt at holde en investering i et finansielt aktiv med fast udløbstidspunkt til udløb, hvis:

AG17.

Et variabelt forrentet gældsinstrument kan opfylde kriterierne for en hold-til-udløb-investering. Egenkapitalinstrumenter kan ikke være hold-til-udløb-investeringer, enten fordi de har uendelig løbetid (eksempelvis ordinære aktier) eller fordi de beløb, som indehaver kan modtage, kan variere på en måde, som ikke kan forudbestemmes (som det er tilfældet for aktieoptioner, warrants og lignende rettigheder). Med hensyn til definitionen på hold-til-udløb-investeringer betyder faste eller bestemmelige betalinger og fast udløbstidspunkt, at en kontrakt fastlægger beløb og tidspunkter for betalinger til indehaver, eksempelvis betaling af renter og afdrag på et lån. En væsentlig risiko for manglende betaling udelukker ikke, at et finansielt aktiv klassificeres som et hold-til-udløb aktiv, så længe aktivets kontraktlige betalinger er faste eller bestemmelige, og de øvrige kriterier for en sådan klassifikation er opfyldt. Hvis vilkårene for et gældsinstrument uden udløbstidspunkt foreskriver rentebetaling i en ikke fastsat periode, kan instrumentet ikke klassificeres som hold-til-udløb, idet der ikke er noget udløbstidspunkt.

AG18.

Kriterierne for klassifikation som en hold-til-udløb-investering er opfyldt for et finansielt aktiv, som kan indløses af udsteder, hvis indehaver har til hensigt og mulighed for at holde investeringen, indtil den indløses eller udløber, og hvis indehaveren vil genindvinde stort set hele den regnskabsmæssige værdi. Udsteders call-option vil, hvis den udnyttes, blot fremrykke aktivets udløbstidspunkt. Hvis det finansielle aktiv imidlertid kan indløses på et grundlag, som ville medføre, at indehaver ikke genindvinder stort set hele den regnskabsmæssige værdi, kan det finansielle aktiv ikke klassificeres som en hold-til-udløb-investering. Virksomheden skal tage højde for eventuel betalt præmie og aktiverede transaktionsomkostninger ved vurderingen af, hvorvidt den regnskabsmæssige værdi stort set vil blive genindvundet.

AG19.

Et finansielt aktiv, som kan indløses af indehaver (dvs. indehaveren har ret til at kræve, at udsteder tilbagebetaler eller indløser det finansielle aktiv før udløb) kan ikke klassificeres som en hold-til-udløb-investering, idet det at betale for en ret til at kræve indløsning i et finansielt aktiv (put-option) ikke er i foreneligt med en hensigtserklæring om at holde det finansielle aktiv til udløb.

AG20.

For de fleste finansielle aktiver er dagsværdien en mere relevant målestok end amortiseret kostpris. Hold-til-udløb-klassifikationen er en undtagelse, men kun hvis virksomheden har til hensigt og mulighed for at holde investeringen til udløb. Når virksomhedens handlinger skaber tvivl om dens hensigt om og mulighed for at holde sådanne investeringer til udløb, udelukker afsnit 9 anvendelsen af denne undtagelse i en rimelig periode.

AG21.

Et lidet sandsynligt skrækscenario, som er meget lidt sandsynligt, såsom at et pengeinstituts kunder vil hæve alle beholdninger af frygt for pengeinstituttets manglende likviditet eller en tilsvarende situation for en forsikringsgiver, er ikke noget som indgår i virksomhedens vurdering af, hvorvidt den har til hensigt og har mulighed for at holde en investering til udløb.

AG22.

Salg før udløb kan opfylde betingelserne i afsnit 9 - og således ikke rejse tvivl om virksomhedens hensigt om at holde andre investeringer til udløb – hvis de kan henføres til et af følgende forhold:

AG23.

Det er ikke påviseligt, at virksomheden har mulighed for at holde en investering i et finansielt aktiv med fast udløbstidspunkt til udløb, hvis:

AG24.

Der kan være andre omstændigheder end de i afsnit AG16-AG23 beskrevne, som indikerer, at virksomheden ikke har til hensigt eller mulighed for at holde en investering til udløb.

AG25.

Virksomheden vurderer ikke blot hensigten om og muligheden for at holde sine hold-til-udløb-investeringer til udløb, når de finansielle aktiver indregnes første gang, men også på hver efterfølgende balancedag.

AG26.

Alle ikke-afledte finansielle aktiver med faste eller bestemmelige betalinger (herunder låneaktiver, tilgodehavender fra salg og tjenesteydelser, investeringer i gældsinstrumenter og indestående i banker) kan potentielt opfylde definitionen på lån og tilgodehavender. Et finansielt aktiv, som har en officiel markedskurs på et aktivt marked (såsom et noteret gældsinstrument, jvf. afsnit AG71) opfylder imidlertid ikke kriteriet for klassifikation som et lån eller et tilgodehavende. Finansielle aktiver, som ikke opfylder definitionen på lån eller tilgodehavender, kan klassificeres som hold-til-udløb-investeringer, hvis de opfylder betingelserne for denne klassifikation (jvf. afsnit 9 og AG16-AG25). Ved første indregning af et finansielt aktiv, som ellers ville blive klassificeret som et lån eller tilgodehavende, kan virksomheden klassificere aktivet som et finansielt aktiv til dagsværdi gennem resultatet, eller som disponibelt for salg.

AG27.

Hvis en hovedkontrakt ikke har noget angivet eller forudbestemt udløbstidspunkt og udgør en resterende andel af virksomhedens nettoaktiver, er kontraktens økonomiske karakteristika og risici de samme som for et egenkapitalinstrument, og et indbygget finansielt instrument ville skulle have egenkapitalkarakteristika, som er knyttet til den samme virksomhed, for at kunne anses for at være nært forbundet. Hvis hovedkontrakten ikke er et egenkapitalinstrument og opfylder definitionen på et finansielt instrument, er kontraktens økonomiske karakteristika og risici de samme som for et gældsinstrument.

AG28.

Et indbygget afledt finansielt instrument, som ikke er en option (eksempelvis en indbygget termins- eller swap-kontrakt), adskilles fra hovedkontrakten på basis af instrumentets angivne eller implicitte vilkår, hvilket medfører, at instrumentet har en dagsværdi på nul ved første indregning. Et indbygget optionsbaseret afledt finansielt instrument (eksempelvis en indbygget put-, call-, cap- eller floor-option eller en swaption) adskilles fra hovedkontrakten på basis af de angivne vilkår for optionselementet. Hovedinstrumentets oprindelige regnskabsmæssige værdi er restværdien efter udskillelse af det indbyggede afledte finansielle instrument.

AG29.

Flere indbyggede afledte finansielle instrumenter i et enkelt instrument behandles normalt som et enkelt sammensat indbygget afledt finansielt instrument. For indbyggede afledte finansielle instrumenter, som klassificeres som egenkapital (jvf. IAS 32 Finansielle Instrumenter: Oplysning og præsentation), foretages dog separat regnskabsmæssig behandling i forhold til de instrumenter, som klassificeres som aktiver eller forpligtelser. Desuden gælder det, at hvis et instrument indeholder mere end ét indbygget afledt finansielt instrument, og disse afledte finansielle instrumenter knytter sig til forskellige risici, umiddelbart kan adskilles og er uafhængige af hinanden, skal de regnskabsmæssigt behandles separat i forhold til hinanden.

AG30.

De økonomiske karakteristika og risici forbundet med et indbygget afledt finansielt instrument er ikke nært forbundet med hovedkontrakten (afsnit 11(a)) i følgende eksempler. Under forudsætning af, at betingelserne i afsnit 11(b) og (c) er opfyldt, behandler virksomheden regnskabsmæssigt det indbyggede afledte finansielle instrument separat fra hovedkontrakten i disse eksempler:

AG31.

Som eksempel på et kombineret instrument kan nævnes et finansielt instrument, som giver indehaveren ret til at levere det finansielle instrument tilbage til udsteder mod et beløb i likvide beholdninger eller andre finansielle aktiver, som varierer på basis af ændringen i et egenkapital- eller råvareindeks, som kan stige eller falde (et »indløseligt instrument«). […] Udsteder skal udskille et afledt finansielt instrument (dvs. betalingen af indekseret afdrag) i henhold til afsnit 11, idet hovedkontrakten er et gældsinstrument i henhold til afsnit AG27, og betalingen af indekseret afdrag ikke er nært forbundet med hovedgældsinstrumentet i henhold til afsnit AG30(a). Eftersom betalingen af afdrag kan stige eller falde, er det indbyggede afledte finansielle instrument ikke en option, og dets værdi er indekseret efter den underliggende variabel.

AG32.

Med hensyn til et indløseligt instrument, som på et hvilket som helst tidspunkt kan leveres tilbage til udsteder mod likvide beholdninger svarende til en forholdsmæssig andel af værdien af en virksomheds nettoaktiver (eksempelvis enheder i en investeringsforening med tilbagekøbspligt for den udstedende forening eller visse »unit-linked« investeringsprodukter), er virkningen af at udskille et indbygget afledt finansielt instrument og foretage regnskabsmæssig behandling af hvert element, at det kombinerede instrument måles til det indløsningsbeløb, der skal betales på balancedagen, hvis indehaveren har udnyttet sin ret til at levere instrumentet tilbage til udsteder.

AG33.

De økonomiske karakteristika og risici ved et indbygget afledt finansielt instrument er nært forbundet med hovedkontraktens økonomiske karakteristika og risici i nedenstående eksempler. I disse eksempler behandler virksomheden ikke regnskabsmæssigt det indbyggede afledte finansielle instrument separat fra hovedkontrakten.

AG34.

Som følge af princippet i afsnit 14 skal en virksomhed indregne alle sine kontraktlige rettigheder og forpligtelser i henhold til afledte finansielle instrumenter i balancen som henholdsvis aktiver og forpligtelser, bortset fra afledte finansielle instrumenter, som forhindrer, at en overdragelse af finansielle aktiver regnskabsmæssigt behandles som et salg (jvf. afsnit AG49). Hvis en overdragelse af et finansielt aktiv ikke opfylder kriterierne for ophør af indregning, skal erhververen ikke indregne det overdragne aktiv som sit aktiv (jvf. afsnit AG50).

AG35.

Følgende er eksempler på anvendelsen af princippet i afsnit 14:

AG36.

Følgende diagram illustrerer vurderingen af, om og i hvilket omfang indregningen af et finansielt aktiv er ophørt.

AG37.

Den i afsnit 18(b) omtalte situation (når en virksomhed bibeholder de kontraktlige rettigheder til at modtage pengestrømme fra det finansielle aktiv, men påtager sig en forpligtelse til at betale pengestrømmene til en eller flere modtagere) opstår eksempelvis, hvis virksomheden er en særlig virksomhed (SPE) eller en fond, som udsteder økonomiske interesser til investorer i de underliggende finansielle aktiver, som ejes af virksomheden, og forvalter disse finansielle aktiver. I dette tilfælde opfylder de finansielle aktiver kriterierne for ophør af indregning, hvis betingelserne i afsnit 19 og 20 er opfyldt.

AG38.

Ved anvendelse af afsnit 19 kunne virksomheden eksempelvis være ophavsmanden til det finansielle aktiv eller en koncern, som omfatter en SPE, der har erhvervet det finansielle aktiv og overdrager pengestrømme til investorer i form af ikke-nærtstående tredjeparter.

AG39.

Som eksempler på, hvornår en virksomhed har overdraget alle væsentlige risici og afkast tilknyttet ejendomsretten, kan nævnes:

AG40.

Som eksempler på, hvornår en virksomhed har bibeholdt alle væsentlige risici og afkast tilknyttet ejendomsretten, kan nævnes:

AG41.

Hvis virksomheden vurderer, at den som følge af overdragelsen har overdraget alle væsentlige risici og afkast tilknyttet ejendomsretten til det overdragne aktiv, skal virksomheden ikke indregne det overdragne aktiv igen i et fremtidigt regnskabsår, medmindre den tilbagekøber det overdragne aktiv ved en ny transaktion.

AG42.

En virksomhed har ikke bibeholdt kontrollen over et overdraget aktiv, hvis det er praktisk muligt for erhververen at sælge det overdragne aktiv. En virksomhed har bibeholdt kontrollen over et overdraget aktiv, hvis det ikke er praktisk muligt for erhververen at sælge det overdragne aktiv. Det er praktisk muligt for erhververen at sælge det overdragne aktiv, hvis det handles på et aktivt marked, idet erhververen kan tilbagekøbe det overdragne aktiv på markedet, hvis det bliver nødvendigt at levere aktivet tilbage til virksomheden. Det kan eksempelvis være praktisk muligt for erhververen at sælge et overdraget aktiv, hvis det overdragne aktiv er tilknyttet en option, som giver virksomheden mulighed for at tilbagekøbe aktivet, men erhververen umiddelbart kan komme i besiddelse af det overdragne aktiv på markedet, hvis optionen udnyttes. Det er ikke praktisk muligt for erhververen at sælge et overdraget aktiv, hvis virksomheden bibeholder en sådan option, og erhververen ikke umiddelbart kan komme i besiddelse af det overdragne aktiv på markedet, hvis virksomheden udnytter sin option.

AG43.

Det er kun praktisk muligt for erhververen at sælge det overdragne aktiv, hvis erhververen kan sælge det overdragne aktiv i sin helhed til en ikke-nærtstående tredjepart og ensidigt kan udnytte denne mulighed uden at lægge yderligere begrænsninger på overdragelsen. Det kritiske spørgsmål er, hvad der er praktisk muligt for erhververen, og ikke hvilke kontraktlige rettigheder erhververen har med hensyn til, hvad denne kan foretage sig med det overdragne aktiv, eller hvilke kontraktlige forbud, der eksisterer. Navnlig gælder det at:

AG44.

Det, at erhververen sandsynligvis ikke vil sælge det overdragne aktiv, betyder ikke i sig selv, at overdrageren har bibeholdt kontrollen over det overdragne aktiv. Hvis en put-option eller en garanti indskrænker erhververens mulighed for at sælge det overdragne aktiv, har overdrageren dog bibeholdt kontrollen over det overdragne aktiv. Hvis en put-option eller en garanti eksempelvis er tilstrækkeligt værdifuld, indskrænker den erhververens mulighed for at sælge det overdragne aktiv, idet erhververen ikke i praksis ville sælge det overdragne aktiv til en tredjepart uden at knytte en tilsvarende option eller andre restriktioner til aktivet. Erhververen ville i stedet beholde det overdragne aktiv for at opnå betalinger i henhold til garantien eller put-optionen. Under sådanne omstændigheder har overdrageren bibeholdt kontrollen over det overdragne aktiv.

AG45.

En virksomhed kan bibeholde retten til en del af rentebetalingerne på overdragne aktiver som kompensation for at administrere disse aktiver. Den del af rentebetalingerne, som virksomheden ville opgive ved opsigelse eller overdragelse af administrationskontrakten, allokeres til aktivet eller forpligtelsen i form af en administrationsret eller en administrationsforpligtelse. Den del af rentebetalingerne, som virksomheden ikke ville opgive, er en tilgodehavende strip bestående af rentedelen. Hvis virksomheden eksempelvis ikke ville opgive nogen renter ved opsigelse eller overdragelse af administrationskontrakten, er hele rentespændet en tilgodehavende strip bestående af rentedelen. For så vidt angår anvendelsen af afsnit 27, anvendes dagsværdierne af aktivet i form af en administrationsret og den tilgodehavende strip bestående af rentedelen til at allokere den regnskabsmæssige værdi af tilgodehavendet mellem den del af aktivet, som ikke længere indregnes, og den del, som fortsat indregnes. Hvis der ikke er angivet noget administrationshonorar, eller hvis det modtagne honorar ikke forventes i tilstrækkelig grad at godtgøre virksomheden for udførelse af administration, skal en forpligtelse for forpligtelsen til at administrere indregnes til dagsværdi.

AG46.

Ved vurderingen af dagsværdierne af den del, som fortsat indregnes og den del, som ikke længere indregnes, med henblik på anvendelsen af afsnit 27, skal virksomheden anvende kravene til måling af dagsværdi, som er angivet i afsnit 48, 49 og AG69-AG82 ud over afsnit 28.

AG47.

Følgende er en beskrivelse af anvendelsen af princippet i afsnit 29. Hvis en garanti, som er ydet af virksomheden for tab ved misligholdelse på det overdragne aktiv, forhindrer, at der for et overdraget aktiv sker ophør af indregning, idet virksomheden har bibeholdt alle væsentlige risici og afkast tilknyttet ejendomsretten til det overdragne aktiv, skal det overdragne aktiv fortsat indregnes i sin helhed, og det modtagne vederlag skal indregnes som en forpligtelse.

AG48.

Følgende er eksempler på, hvordan en virksomhed måler et overdraget aktiv og den tilknyttede forpligtelse i henhold til afsnit 30.

AG49.

I det omfang en overdragelse af finansielle aktiver ikke opfylder kriterierne for ophør af indregning, foretages der ikke separat regnskabsmæssig behandling som afledte finansielle instrumenter af overdragerens kontraktlige rettigheder eller forpligtelser tilknyttet overdragelsen, hvis indregning af både det afledte finansielle instrument og enten det overdragne aktiv eller den fra overdragelsen hidrørende forpligtelse ville medføre dobbelt indregning af de samme rettigheder eller forpligtelser. En call-option, som bibeholdes af overdrageren, kan eksempelvis forhindre, at en overdragelse af finansielle aktiver regnskabsmæssigt behandles som et salg. I dette tilfælde indregnes call-optionen ikke separat som et afledt finansielt aktiv.

AG50.

I det omfang en overdragelse af et finansielt aktiv ikke opfylder kriterierne for ophør af indregning, skal erhververen ikke indregne det overdragne aktiv som sit aktiv. Erhververen skal ophøre med at indregne likvide beholdninger eller anden form for betalt vederlag og indregne et tilgodehavende fra overdrageren. Hvis overdrageren både har en ret og forpligtelse til at generhverve kontrollen over det overdragne aktiv i sin helhed mod et fast beløb (eksempelvis i henhold til en tilbagekøbsaftale), kan erhververen regnskabsmæssigt behandle sit tilgodehavende som et lån eller et tilgodehavende.

AG51.

Følgende eksempler illustrerer anvendelsen af principperne for ophør af indregning i denne standard.

AG52.

Dette afsnit illustrerer anvendelsen af metoden for fortsat engagement, når virksomhedens fortsatte engagement vedrører en del af et finansielt aktiv.

AG53.

Et almindeligt køb eller salg af finansielle aktiver skal indregnes enten på handelsdatoen eller afregningsdatoen som beskrevet i afsnit AG55 og AG56). Metoden skal anvendes konsekvent for alle køb og salg af finansielle aktiver, som tilhører samme kategori af finansielle aktiver, som defineret i afsnit 9. Aktiver, som besiddes med handel for øje, udgør en separat kategori fra aktiver, som klassificeres til dagsværdi gennem resultatet.

AG54.

En kontrakt, som kræver eller tillader nettoafregning af ændringen i kontraktens værdi, er ikke en almindelig kontrakt. En sådan kontrakt skal i stedet behandles regnskabsmæssigt som et afledt finansielt instrument i perioden mellem handelsdatoen og afregningsdatoen.

AG55.

Handelsdatoen er den dato, hvor virksomheden forpligter sig til at købe eller sælge et aktiv. Indregning på handelsdatoen betyder, (a) at et aktiv, som skal modtages, og forpligtelsen til at betale for det, indregnes på handelsdatoen, og (b) at virksomheden ophører med at indregne et solgt aktiv, indregner eventuelle gevinster eller tab ved afhændelsen og indregner et tilgodehavende i form af betaling fra køber på handelsdatoen. Normalt tilskrives renter ikke på aktivet og den tilsvarende forpligtelse før afregningsdatoen, hvor ejendomsretten overgår.

AG56.

Afregningsdatoen er den dato, hvor et aktiv overdrages til eller af virksomheden. Indregning på afregningsdatoen betyder, (a) at et aktiv indregnes på det tidspunkt, hvor det modtages af virksomheden, og (b) at virksomheden ophører med at indregne et aktiv og indregner eventuelle gevinster eller tab ved afhændelsen på det tidspunkt, hvor virksomheden overdrager aktivet. Når der anvendes indregning på afregningsdatoen, skal virksomheden regnskabsmæssigt behandle ændringer i dagsværdien af det aktiv, som skal modtages, i perioden mellem handelsdatoen og afregningsdatoen på samme måde, som den regnskabsmæssigt behandler det anskaffede aktiv. Værdiændringen skal med andre ord ikke indregnes for aktiver, som er indregnet til kostpris eller amortiseret kostpris. Den indregnes i resultatet, for så vidt angår aktiver, der klassificeres som finansielle aktiver til dagsværdi gennem resultatet, og den indregnes på egenkapitalen, for så vidt angår aktiver, der klassificeres som disponible for salg.

AG57.

En finansiel forpligtelse (eller en del heraf) ophører, når debitor enten:

AG58.

Hvis udsteder af et gældsinstrument tilbagekøber dette instrument, ophører gælden, selvom udsteder er market maker i dette instrument eller har til hensigt at sælge det i nær fremtid.

AG59.

Når debitor ikke retligt fritages for en forpligtelse, fratager betaling til tredjepart, herunder betaling til en fond, som af indhold er en gældsudligningsfond, ikke i sig selv debitor fra dennes primære ansvar over for kreditor.

AG60.

Hvis debitor betaler en tredjepart for at overtage en forpligtelse og meddeler sin kreditor, at denne tredjepart har overtaget forpligtelsen, skal debitor ikke ophøre med at indregne gældsforpligtelsen, medmindre betingelsen i afsnit AG57(b) er opfyldt. Hvis debitor betaler en tredjepart for at overtage en forpligtelse og opnår retlig fritagelse fra sin kreditor, er gælden ophørt. Hvis debitor imidlertid indvilliger i at foretage betalinger på gælden til denne tredjepart eller direkte til sin oprindelige kreditor, skal debitor indregne en ny gældsforpligtelse over for denne tredjepart.

AG61.

Når debitor enten retligt eller af kreditor fritages for en forpligtelse, og dette medfører, at virksomheden ophører med at indregne forpligtelsen, kan virksomheden indregne en ny forpligtelse, hvis de i afsnit 15-37 nævnte kriterier for ophør af indregning ikke er opfyldt for de overdragne finansielle aktiver. Hvis disse kriterier ikke er opfyldt, skal virksomheden ikke ophøre med at indregne de overdragne aktiver, og skal indregne en ny forpligtelse tilknyttet de overdragne aktiver.

AG62.

Med hensyn til afsnit 40 er betingelserne væsentligt anderledes, hvis den diskonterede nutidsværdi af pengestrømmene i henhold til de nye betingelser, herunder betalte honorarer med fradrag af modtagne honorarer og diskonteret med brug af den oprindelige effektive rente, adskiller sig med mindst 10 % fra den diskonterede nutidsværdi af de resterende pengestrømme fra den oprindelige finansielle forpligtelse. Hvis en udveksling af gældsinstrumenter eller en ændring af betingelserne regnskabsmæssigt behandles som et ophør, skal alle afholdte omkostninger eller betalte honorarer indregnes som en del af gevinsten eller tabet forbundet med ophøret. Hvis udvekslingen eller ændringen ikke regnskabsmæssigt behandles som ophør af en forpligtelse, udgør eventuelle afholdte omkostninger eller betalte honorarer en regulering af forpligtelsens regnskabsmæssige værdi og afskrives over den ændrede forpligtelses resterende løbetid.

AG63.

I visse tilfælde fritager kreditor debitor fra dennes aktuelle forpligtelse til at foretage betalinger, men debitor påtager sig en garantiforpligtelse til at foretage betaling, hvis den part, som overtager det primære ansvar for forpligtelsens indfrielse, ikke indfrier denne. I sådanne tilfælde skal debitor:

AG64.

Dagsværdien af et finansielt instrument ved første indregning er normalt transaktionsprisen (dvs. dagsværdien af det betalte eller modtagne vederlag, jvf. også afsnit AG76). Hvis en del af det betalte eller modtagne vederlag vedrører noget andet end det finansielle instrument, skal dagsværdien af det finansielle instrument dog skønnes ved anvendelse af en værdiansættelsesmetode (jvf. afsnit AG74-AG79). Dagsværdien af et langfristet lån eller tilgodehavende, som ikke er rentebærende, kan eksempelvis skønnes som nutidsværdien af alle fremtidige indbetalinger diskonteret ved anvendelse af gældende markedsrenter for et lignende instrument (lignende for så vidt angår valuta, løbetid, rentetype og andre faktorer) med en tilsvarende kreditvurdering. Alle yderligere udlånte beløb er en omkostning eller en reduktion af indtægterne, medmindre de opfylder kriterierne for indregning som en anden type aktiv.

AG65.

Hvis renten på et lån hidrørende fra en virksomhed ikke er markedsrenten (hvis den eksempelvis er 5 %, hvor markedsrenten for tilsvarende lån er 8 %), og virksomheden modtager et forudbetalt honorar som kompensation, skal virksomheden indregne lånet til dagsværdi, dvs. med fradrag af det modtagne honorar. Virksomheden indregner dette fradrag i resultatet ved brug af den effektive rentemetode.

AG66.

Hvis et finansielt instrument, som tidligere blev indregnet som et finansielt aktiv, måles til dagsværdi, og denne er negativ, er det en finansiel forpligtelse i overensstemmelse med afsnit 47.

AG67.

Følgende eksempel illustrerer den regnskabsmæssige behandling af transaktionsomkostninger ved den første og efterfølgende måling af et finansielt aktiv, som er disponibelt for salg. Et aktiv erhverves for CU100 med tillæg af en købsprovision på CU2. Aktivet indregnes første gang til CU102. Den næste balancedag er en dag senere, hvor den officielle markedskurs for aktivet er CU100. Hvis aktivet skulle sælges, ville der skulle betales en provision på CU3. På det tidspunkt måles aktivet til CU100 (uden hensyntagen til den eventuelle provision af salget), og et tab på CU2 indregnes på egenkapitalen. Hvis det finansielle aktiv, som er disponibelt for salg, har faste eller bestemmelige betalinger, afskrives transaktionsomkostningerne over resultatet ved anvendelse af den effektive rentemetode. Hvis det finansielle aktiv, som er disponibelt for salg, ikke har faste eller bestemmelige betalinger, indregnes transaktionsomkostningerne over resultatet, når virksomheden ophører med at indregne aktivet, eller aktivet bliver værdiforringet.

AG68.

Instrumenter, som klassificeres som lån og tilgodehavender, måles til amortiseret kostpris uden hensyntagen til virksomhedens hensigt om at besidde dem til udløb.

AG69.

Definitionen på dagsværdi er baseret på en formodning om, at virksomheden er en going concern, som hverken har til hensigt eller er tvunget til at træde i likvidation, væsentligt nedskære omfanget af sine aktiviteter eller foretage en transaktion på ugunstige vilkår. Dagsværdien er derfor ikke det beløb, som virksomheden vil modtage eller skulle betale ved en tvungen transaktion, konkurs eller nødtvunget salg. Dagsværdien afspejler imidlertid instrumentets kreditkvalitet.

AG70.

Denne standard anvender begreberne »købskurs« og »salgskurs« i forbindelse med officielle markedskurser, og begrebet »købs-salgs-spænd« for udelukkende at henvise til transaktionsomkostninger. Andre reguleringer for at nå frem til en dagsværdi (eksempelvis for modpartens kreditrisiko) er ikke omfattet af begrebet »købs-salgs-spænd«.

AG71.

Et finansielt instrument anses for at have en officiel kurs på et aktivt marked, hvis officielle kurser er umiddelbart tilgængelige på en børs, hos en dealer, mægler, branchegruppe, kursoplysningsservice eller lovgivende myndighed, og disse kurser repræsenterer faktiske markedstransaktioner, som jævnligt finder sted mellem kvalificerede, villige, indbyrdes uafhængige parter. Dagsværdi defineres som en kurs, der er aftalt mellem en villig køber og en villig sælger ved en handel mellem kvalificerede, villige, indbyrdes uafhængige parter. Formålet med at bestemme dagsværdien for et finansielt instrument, som handles på et aktivt marked, er at nå frem til den kurs, som ville være gældende for en transaktion med dette instrument på balancedagen (dvs. uden ændring i instrumentet eller dettes sammensætning) på det mest fordelagtige marked, som virksomheden umiddelbart har adgang til. Virksomheden regulerer imidlertid kursen på det mere fordelagtige marked, så den afspejler eventuelle forskelle i modpartens kreditrisiko mellem instrumenter, der handles på dette marked, og det der værdiansættes. Officielle markedskurser på et aktivt marked giver den bedste indikation af dagsværdien, og når disse er tilgængelige, anvendes de til at måle det finansielle aktiv eller den finansielle forpligtelse.

AG72.

For et aktiv, som virksomheden besidder, eller en forpligtelse, som den skal udstede, er den relevante officielle markedskurs normalt den aktuelle købskurs, og for et aktiv, som virksomheden skal anskaffe, eller en forpligtelse, den besidder, er det den aktuelle salgskurs. Når en virksomhed har aktiver eller forpligtelser med udlignende markedsrisici, kan den anvende middelkurser som grundlag for opgørelsen af dagsværdi for de udlignende risikopositioner og anvende købs- eller salgskursen på den åbne nettoposition, hvor det er hensigtsmæssigt. Når der ikke findes aktuelle købs- og salgskurser, kan kursen ved den seneste transaktion give en indikation af den aktuelle dagsværdi, så længe der ikke er sket en væsentlig ændring i de økonomiske forhold siden tidspunktet for transaktionen. Hvis forholdene har ændret sig siden tidspunktet for transaktionen (eksempelvis en ændring i den risikofri rente, som følger den seneste officielle kurs på en erhvervsobligation), skal dagsværdien afspejle ændringen i forholdene under henvisning til gældende kurser eller renter for tilsvarende finansielle instrumenter, hvor det er hensigtsmæssigt. Hvis virksomheden kan påvise, at den seneste transaktionskurs ikke er dagsværdien (eksempelvis fordi den afspejlede det beløb, en virksomhed ville modtage eller betale ved en tvungen transaktion, konkurs eller nødtvungent salg), skal denne kurs ligeledes reguleres. Dagsværdien af en portefølje af finansielle instrumenter er produktet af antallet af enheder af instrumentet og dets officielle markedskurs. Hvis der ikke foreligger en officiel markedskurs på et aktivt marked for det finansielle instrument som helhed, men der foreligger aktive markeder for dets enkelte dele, opgøres dagsværdien på baggrund af de relevante markedskurser for de enkelte dele.

AG73.

Hvis der findes en officiel rente (snarere end en officiel kurs) på et aktivt marked, skal virksomheden anvende denne officielle markedsrente som input i en værdiansættelsesmetode for at opgøre dagsværdien. Hvis den officielle markedsrente ikke omfatter kreditrisiko eller andre faktorer, som markedsdeltagere ville medtage i en værdiansættelse af instrumentet, skal virksomheden regulere for disse faktorer.

AG74.

Hvis markedet for et finansielt instrument ikke er aktivt, fastsætter virksomheden dagsværdien ved anvendelse af en værdiansættelsesmetode. Værdiansættelsesmetoder omfatter brug af nylige transaktioner mellem kvalificerede, villige, indbyrdes uafhængige parter, hvis disse er tilgængelige, henvisning til den aktuelle dagsværdi for i al væsentlighed tilsvarende instrumenter, skønnede pengestrømme og modeller til prisfastsættelse af optioner. Hvis der findes en værdiansættelsesmetode, som markedsdeltagere ofte anvender til prisfastsættelse, og denne metode har vist sig at give pålidelige skøn over kurser opnået i faktiske markedstransaktioner, skal virksomheden anvende denne metode.

AG75.

Formålet med at anvende en værdiansættelsesmetode er at fastslå, hvad transaktionskursen ville have været på målingstidspunktet ved en udveksling mellem kvalificerede, villige, indbyrdes uafhængige parter baseret på almindelige forretningsmæssige overvejelser. Dagsværdien skønnes på basis af resultaterne af en værdiansættelsesmetode, som gør maksimal brug af markedsinput og bygger mindst muligt på virksomhedsspecifik input. En værdiansættelsesmetode vil kunne forventes at give et realistisk skøn over dagsværdien, hvis (a) den i rimelig grad afspejler, hvordan markedet kan forventes at prisfastsætte instrumentet, og (b) input til værdiansættelsesmetoden i rimelig grad afspejler markedets forventninger til og mål for faktorer vedrørende risikoafkast forbundet med det finansielle instrument.

AG76.

Derfor gælder det, at en værdiansættelsesmetode (a) indarbejder samtlige faktorer, som markedsdeltagere ville tage i betragtning ved prisfastsættelsen og (b) er i overensstemmelse med accepterede økonomiske metoder for prisfastsættelse af finansielle instrumenter. En virksomhed afstemmer med visse mellemrum værdiansættelsesmetoden og tester dens gyldighed ved anvendelse af kurser fra observerede aktuelle markedstransaktioner med samme instrument (dvs. uden ændring i form eller sammensætning) eller baseret på tilgængelige observerede markedsdata. Virksomheden indhenter markedsdata konsekvent på samme marked, som instrumentet hidrører fra, eller hvor det er købt. Den bedste indikation af et finansielt instruments dagsværdi ved første indregning er transaktionskursen (dvs. dagsværdien af det betalte eller modtagne vederlag), medmindre dagsværdien af dette instrument kan dokumenteres ved en sammenligning med andre observerede aktuelle markedstransaktioner med samme instrument (dvs. uden ændring i form eller sammensætning) eller er baseret på en værdiansættelsesmetode, hvis variabler kun omfatter observerede markedsdata.

AG77.

Den oprindelige anskaffelse eller oprettelse af et finansielt aktiv eller pådragelsen af en finansiel forpligtelse er en markedstransaktion, som danner grundlag for skøn over det finansielle instruments dagsværdi. Særligt gælder det, at hvis det finansielle instrument er et gældsinstrument (som eksempelvis et lån), kan dets dagsværdi opgøres under henvisning til de markedsforhold, der var gældende på anskaffelses- eller oprettelsestidspunktet, og aktuelle markedsforhold eller renter, som aktuelt opkræves af virksomheden eller andre for tilsvarende gældsinstrumenter (dvs. tilsvarende resterende løbetid, pengestrømsmønster, valuta, kreditrisiko, sikkerhed og rentebasis). Alternativt kan et skøn over den aktuelle markedsrente, forudsat at der ikke sker nogen ændringer i debitors kreditrisiko og relevante kreditspænd efter gældsinstrumentets oprettelse, udledes ved anvendelse af en toneangivende rente, som afspejler en højere kreditkvalitet end det underliggende gældsinstrument, idet kreditspændet holdes konstant, og der reguleres for ændringen i den toneangivende rente fra oprettelsestidspunktet. Hvis forholdene har ændret sig siden den seneste markedstransaktion, opgøres den tilsvarende ændring i dagsværdien af det finansielle instrument, der værdiansættes, under henvisning til aktuelle kurser eller renter på tilsvarende finansielle instrumenter, reguleret for eventuelle forskelle i forhold til det instrument, der værdiansættes, hvor det er hensigtsmæssigt.

AG78.

Den samme information er muligvis ikke tilgængelig på hvert målingstidspunkt. På det tidspunkt hvor en virksomhed opretter et lån eller erhverver et gældsinstrument, som ikke handles aktivt, har virksomheden eksempelvis en transaktionskurs, som også er en markedskurs. Det kan imidlertid være tilfældet, at nye transaktionsoplysninger ikke er tilgængelige på det næste målingstidspunkt, og selvom virksomheden kan opgøre det generelle markedsrenteniveau, ved den muligvis ikke, hvilket kreditrisikoniveau eller andet risikoniveau, markedsdeltagere ville basere deres prisfastsættelse af instrumentet på på det pågældende tidspunkt. Virksomheden har muligvis ingen oplysninger fra nylige transaktioner på baggrund af hvilke, den kan opgøre det korrekte kreditspænd over basisrenten til brug for opgørelsen af en diskonteringssats for en beregning af nutidsværdien. Det kan med rimelighed antages, at der i tilfælde af manglende dokumentation for det modsatte ikke er sket nogen ændringer i det kreditspænd, der var gældende, da lånet blev oprettet. Virksomheden ville dog forventes at foretage, hvad der med rimelighed kan forventes for at afgøre, hvorvidt der er indikation af, at der er sket en ændring i sådanne faktorer. Hvis der er indikation af en ændring, vil virksomheden tage virkningen af denne ændring i betragtning ved opgørelsen af det finansielle instruments dagsværdi.

AG79.

Ved diskontering af pengestrømme anvender virksomheden én eller flere diskonteringssatser, som svarer til de gældende markedsafkast af finansielle instrumenter med stort set de samme betingelser og egenskaber, herunder instrumentets kreditkvalitet, den resterende periode, hvor den kontraktlige rente er fast, den resterende periode til tilbagebetaling af hovedstol og den valuta, som betaling skal foretages i. Kortfristede uforrentede tilgodehavender og forpligtelser kan måles til det oprindelige fakturabeløb, hvis virkningen af diskontering er uvæsentlig.

AG80.

Dagsværdien af investeringer i egenkapitalinstrumenter, som ikke har en officiel markedskurs på et aktivt marked, og afledte finansielle instrumenter, som er knyttet til og skal afregnes ved overdragelse af et sådant egenkapitalinstrument uden en officiel markedskurs (jvf. afsnit 46(c) og 47) kan måles pålideligt, hvis (a) størrelsen af intervallet af rimelige skøn over dagsværdien ikke er væsentlig for det pågældende instrument eller (b) sandsynligheden for de forskellige skøn kan skønnes pålideligt og anvendes ved opgørelsen af dagsværdien.

AG81.

Der er mange situationer, hvor det ikke er sandsynligt, at størrelsen af intervallet af rimelige skøn over dagsværdien af investeringer i egenkapitalinstrumenter, som ikke har en officiel markedskurs, og afledte finansielle instrumenter, som er knyttet til og skal afregnes ved overdragelse af sådanne egenkapitalinstrumenter uden en officiel markedskurs (jvf. afsnit 46(c) og 47), er væsentlig. Det er normalt muligt at skønne over dagsværdien af et finansielt aktiv, som virksomheden har anskaffet fra en ekstern part. Hvis intervallet af rimelige skøn over dagsværdien er væsentligt, og sandsynligheden for de forskellige skøn ikke med rimelighed kan vurderes, er virksomheden dog udelukket fra at måle instrumentet til dagsværdi.

AG82.

En hensigtsmæssig metode til skøn over dagsværdien af et bestemt finansielt instrument vil omfatte observerede markedsdata om markedsforholdene og andre faktorer, som sandsynligvis vil påvirke instrumentets dagsværdi. Det finansielle instruments dagsværdi vil afhænge af en eller flere af følgende faktorer (og muligvis andre).

AG83.

En virksomhed anvender IAS 21 på finansielle aktiver og finansielle forpligtelser, som i overensstemmelse med IAS 21 er monetære poster i en fremmed valuta. I henhold til IAS 21 indregnes valutakursgevinster og -tab på monetære aktiver og monetære forpligtelser i resultatet. Undtaget herfra er monetære poster, der klassificeres som sikringsinstrumenter enten ved sikring af pengestrømme (jvf. afsnit 95-101) eller sikring af en nettoinvestering (jvf. afsnit 102). For så vidt angår indregning af valutakursgevinster og –tab i henhold til IAS 21, behandles et monetært finansielt aktiv, som er disponibelt for salg, som om det blev indregnet til amortiseret kostpris i den fremmede valuta. For sådanne finansielle aktiver indregnes valutakursforskelle hidrørende fra ændringer i amortiseret kostpris derfor i resultatet, og øvrige ændringer i den regnskabsmæssige værdi indregnes i overensstemmelse med afsnit 55(b). For finansielle aktiver disponible for salg, som ikke er monetære poster i henhold til IAS 21 (eksempelvis egenkapitalinstrumenter), omfatter gevinster eller tab, som er indregnet direkte på egenkapitalen i henhold til afsnit 55(b), eventuelle tilknyttede valutakurselementer. Hvis der er et sikringsforhold mellem et ikke afledt monetært aktiv og en ikke afledt monetær forpligtelse, indregnes ændringer i valutaelementet i sådanne finansielle instrumenter i resultatet.

AG84.

Værdiforringelse af et finansielt aktiv, som er indregnet til amortiseret kostpris, måles på grundlag af det finansielle instruments oprindelige effektive rentesats, idet diskontering med den aktuelle markedsrente i realiteten ville medføre måling til dagsværdi af finansielle aktiver, som ellers skulle måles til amortiseret kostpris. Hvis vilkårene for et lån, tilgodehavende eller en hold-til-udløb investering genforhandles eller på anden måde ændres på grund af økonomiske vanskeligheder hos låntager eller udsteder, skal værdiforringelse måles på grundlag af den oprindelige effektive rentesats, før vilkårene blev ændret. Pengestrømme tilknyttet kortfristede tilgodehavender diskonteres ikke, hvis virkningen af en diskontering er uvæsentlig. Hvis lånet, tilgodehavendet eller hold-til-udløb-investeringen er variabelt forrentet, er diskonteringssatsen ved måling af eventuelle tab ved værdiforringelse i henhold til afsnit 63 den aktuelle effektive rentesats (eller de aktuelle rentesatser) i henhold til kontrakten. Som en praktisk foranstaltning kan kreditor måle værdiforringelsen af et finansielt aktiv, som indregnes til amortiseret kostpris, på basis af et instruments dagsværdi ved anvendelse af en observeret markedskurs. Beregningen af nutidsværdien af skønnede fremtidige pengestrømme fra et finansielt aktiv, som er stillet i pant, afspejler de pengestrømme, som kan hidrøre fra overtagelse af pantet med fradrag af omkostninger forbundet med erhvervelse og salg af pantet, uanset om sådan overtagelse af pantet er sandsynlig.

AG85.

I proceduren for skøn over værdiforringelse medtages alle kreditrisici og ikke kun risici vedrørende lav kreditkvalitet. Hvis en virksomhed eksempelvis anvender et internt kreditvurderingssystem, skal kreditvurderingen omfatte alle kreditniveauer og ikke kun dem, der afspejler en alvorlig kreditforringelse.

AG86.

Proceduren for skøn over størrelsen af et tab ved værdiforringelse kan give enten et enkelt beløb eller et interval af mulige beløb. I sidstnævnte tilfælde indregner virksomheden et tab ved værdiforringelse, som svarer til det bedste skøn inden for intervalletfn, idet der tages højde for alle de relevante oplysninger vedrørende forholdene på balancedagen, som er tilgængelige før udstedelsen af årsregnskabet. (2)

AG87.

For at opnå en samlet vurdering af værdiforringelse foretages en gruppering af finansielle aktiver på grundlag af ensartede kreditrisikoegenskaber, som afspejler debitors evne til at betale alle skyldige beløb i overensstemmelse med kontraktens vilkår (eksempelvis på grundlag af en kreditrisikovurdering eller niveaudelingsproces, som tager højde for typer af aktiver, branche, geografisk placering, panttype, forfaldsstatus og andre relevante faktorer). De valgte egenskaber er relevante for skønnet over fremtidige pengestrømme for grupper af sådanne aktiver, idet de afspejler debitors evne til at betale alle skyldige beløb i overensstemmelse med kontraktvilkårene for de aktiver, der vurderes. Sandsynligheden for tab samt anden statistik vedrørende tab varierer på gruppeniveau mellem (a) aktiver, som er vurderet separat for værdiforringelse, og hvor der ikke er fundet tegn på værdiforringelse, og (b) aktiver, som ikke er vurderet separat for værdiforringelse, med det resultat, at et andet beløb for værdiforringelse kan være nødvendigt. Hvis en virksomhed ikke har en gruppe af aktiver med ensartede risikoegenskaber, foretager den ikke denne yderligere vurdering.

AG88.

Tab ved værdiforringelse indregnet gruppevis udgør et midlertidigt trin, mens der foretages en identifikation af tab ved værdiforringelse på enkelte aktiver i gruppen af finansielle aktiver, som vurderes samlet for værdiforringelse. Så snart der er tilgængelige oplysninger, som specifikt identificerer tab på separate værdiforringede aktiver i en gruppe, skal disse aktiver fjernes fra gruppen.

AG89.

Fremtidige pengestrømme i en gruppe af finansielle aktiver, som vurderes samlet for værdiforringelse, skønnes på grundlag af tidligere tab på aktiver med kreditrisikoegenskaber, som svarer til dem i gruppen. Virksomheder, som ikke har nogen tidligere virksomhedsspecifikke erfaringer med tab, eller som har utilstrækkelige erfaringer, anvender erfaringer fra lignende virksomheder (en peer group) med sammenlignelige grupper af finansielle aktiver. Erfaringer med tidligere tab reguleres på grundlag af aktuelle observerede data for at afspejle virkningen af aktuelle forhold, som ikke havde nogen betydning i det regnskabsår, hvor erfaringerne med tidligere tab stammer fra, og for at fjerne virkningen af forhold i det tidligere regnskabsår, som ikke har nogen aktuel betydning. Skøn over ændringer i fremtidige pengestrømme afspejler og er direkte i overensstemmelse med ændringer i tilknyttede observerede data fra regnskabsår til regnskabsår (eksempelvis ændringer i arbejdsløshedstal, ejendomspriser, råvarepriser, betalingsstatus eller andre faktorer, som afspejler opståede tab i gruppen, samt tabenes størrelse). De metoder og antagelser, som danner grundlag for skøn over fremtidige pengestrømme, gennemgås jævnligt for at reducere eventuelle forskelle mellem skøn over tab og faktiske tab.

AG90.

Som et eksempel på anvendelsen af afsnit 89 kan en virksomhed på grundlag af tidligere tab vurdere, at en af hovedårsagerne til misligholdelse af kreditkortlån er låntagers død. Virksomheden kan observere, at dødstallet er uændret fra et år til et andet. Ikke desto mindre er det muligt, at nogle af låntagerne i virksomhedens gruppe af kreditkortlån er døde i løbet af det pågældende år, hvilket afspejler, at der er opstået et tab ved værdiforringelse på disse lån, selvom virksomheden ved årets udgang endnu ikke ved, hvilke af låntagerne, der er døde. Det ville være hensigtsmæssigt, hvis der blev indregnet et tab ved værdiforringelse for disse »opståede men ikke præsenterede« tab. Det ville imidlertid ikke være hensigtsmæssigt at indregne et tab ved værdiforringelse for dødsfald, som forventes at ske i et fremtidigt regnskabsår, idet den nødvendige tabsgivende begivenhed (låntagers død) endnu ikke er indtruffet.

AG91.

Hvis tidligere tab danner grundlag for skøn over fremtidige pengestrømme, er det vigtigt, at oplysninger om tidligere tab anvendes på grupper, som defineres på en måde, der er konsistent med de grupper, for hvilke de tidligere tab blev observeret. Den anvendte metode skal derfor give mulighed for, at hver gruppe knyttes til information om tidligere tab i grupper af aktiver med tilsvarende kreditrisikoegenskaber og relevante observerede data, som afspejler aktuelle forhold.

AG92.

Formelbaserede eller statistiske metoder kan anvendes til at opgøre tab ved værdiforringelse i en gruppe af finansielle aktiver (eksempelvis for mindre lån), så længe de er i overensstemmelse med kravene i afsnit 63-65 og AG87-AG91.Anvendte modeller vil medtage virkningen af penges tidsmæssige værdi, tage højde for pengestrømme i hele aktivets resterende løbetid (ikke kun det følgende år), tage højde for lånenes alder i porteføljen og ikke give anledning til et tab ved værdiforringelse ved første indregning af et finansielt aktiv.

AG93.

Når et finansielt aktiv eller en gruppe af ensartede finansielle aktiver er nedskrevet som følge af et tab ved værdiforringelse, indregnes renteindtægter herefter på grundlag af den rentesats, som ved målingen af tab ved værdiforringelse blev anvendt til diskontering af de fremtidige pengestrømme.

AG94.

En solgt option reducerer med andre ord ikke effektivt risikovirkningen af en sikret post på årets resultat. En solgt option opfylder således ikke definitionen på et sikringsinstrument, medmindre den klassificeres som udligning af en købt option, herunder en option, som er indbygget i et andet finansielt instrument (eksempelvis en solgt call-option, som anvendes til at sikre en forpligtelse, som kan indløses). Modsat er en købt option forbundet med potentielle gevinster, som svarer til eller er større end de potentielle tab, og dermed potentielt kan reducere risici forbundet med gevinster eller tab som følge af ændringer i dagsværdier af pengestrømme. Derfor kan en sådan option opfylde betingelserne for et sikringsinstrument.

AG95.

En hold-til-udløb-investering, som indregnes til amortiseret kostpris, kan klassificeres som et sikringsinstrument ved sikring af valutarisiko.

AG96.

En investering i et unoteret egenkapitalinstrument, som ikke indregnes til dagsværdi, fordi dagsværdien ikke kan måles pålideligt, eller et afledt finansielt instrument, som er knyttet til og skal afregnes ved overdragelse af et sådant unoteret egenkapitalinstrument (jvf. afsnit 46(c) og 47), kan ikke klassificeres som et sikringsinstrument.

AG97.

Virksomhedens egne egenkapitalinstrumenter er ikke en del af virksomhedens finansielle aktiver eller finansielle forpligtelser og kan derfor ikke klassificeres som sikringsinstrumenter.

AG98.

En fast aftale om at overtage en virksomhed ved en virksomhedssammenslutning kan kun være en sikret post, for så vidt angår valutarisici, idet de øvrige afdækkede risici ikke specifikt kan identificeres og måles. Disse øvrige risici er generelle forretningsmæssige risici.

AG99.

Investeringer indregnet efter den indre værdis metode kan ikke være sikrede poster, for så vidt angår sikring af dagsværdi, idet den indre værdis metode medfører indregning i resultatet af investors andel af resultatet i den associerede virksomhed snarere end ændringer i investeringens dagsværdi. Af samme årsag kan en investering i en dattervirksomhed, som indgår i koncernregnskabet, ikke være en sikret post, for så vidt angår sikring af dagsværdi, idet man ved konsolidering af årets resultat indregner dattervirksomhedens resultat snarere end ændringer i investeringens dagsværdi. En sikring af en nettoinvestering i en udenlandsk virksomhed er anderledes, idet den udgør en afdækning af valutarisici og ikke en dagsværdisikring af ændringen i investeringens værdi.

AG99A.

[…] Virksomheden kan klassificere alle pengestrømmene fra hele det finansielle aktiv eller den finansielle forpligtelse som den sikrede post og udelukkende afdække dem i forhold til én bestemt risiko (eksempelvis udelukkende i forhold til ændringer, som kan henføres til ændringer i LIBOR). I tilfælde af en finansiel forpligtelse, hvis effektive rentesats er 100 basispoint under LIBOR, kan virksomheden eksempelvis klassificere hele forpligtelsen som den sikrede post (dvs. hovedstol plus rente til LIBOR-satsen minus 100 basispoint) og sikre ændringen i dagsværdi eller pengestrømme for hele denne forpligtelse, som kan henføres til ændringer i LIBOR. Virksomheden kan også vælge et sikringsforhold, som ikke er 1:1 for at forbedre sikringens effektiviteten som beskrevet i afsnit AG100.

AG99B.

Hvis et fastforrentet finansielt instrument sikres på et tidspunkt, der ligger efter dets oprettelse, og rentesatsen har ændret sig i mellemtiden, kan virksomheden derudover klassificere en del svarende til en toneangivende rente,[…] Det antages eksempelvis, at virksomheden opretter et fastforrentet finansielt aktiv på CU100 med en effektiv rentesats på 6 % på et tidspunkt, hvor LIBOR er 4 %. Virksomheden begynder at sikre aktivet på et senere tidspunkt, hvor LIBOR er steget til 8 %, og aktivets dagsværdi er faldet til CU90. Virksomhedens beregninger viser, at hvis den havde købt aktivet på tidspunktet for den første klassificering som en sikret post til den daværende dagsværdi på CU90, ville det effektive afkast have været 9,5 %. […] Virksomheden kan klassificere en LIBOR-del på 8 %, som dels består af pengestrømme fra den kontraktlige rente og dels af forskellen mellem den aktuelle dagsværdi (dvs. CU90) og det beløb, der skal tilbagebetales ved udløb (dvs. CU100).

AG100.

Ændringer i prisen på en bestanddel eller et element af et ikke-finansielt aktiv eller en ikke-finansiel forpligtelse har normalt ikke en forudsigelig, separat målbar virkning på en enheds pris, som kan sammenlignes med eksempelvis virkningen af ændringer i markedsrenter eller obligationspriser. Et ikke-finansielt aktiv eller en ikke-finansiel forpligtelse er således udelukkende en sikret post i sin helhed, eller for så vidt angår valutarisici. Hvis der er forskel mellem vilkårene for sikringsinstrumentet og den sikrede post (som eksempelvis for en sikring af et forventet køb af brasiliansk kaffe på grundlag af en terminskontrakt vedrørende køb af colombiansk kaffe på i øvrigt samme vilkår), kan sikringsforholdet ikke desto mindre opfylde kriterierne for et sikringsforhold, forudsat at alle betingelserne i afsnit 88 er opfyldt, herunder at sikringen forventes at være meget effektiv. I den forbindelse kan den beløbsmæssige størrelse af sikringsinstrumentet være større eller mindre end den beløbsmæssige størrelse af den sikrede post, hvis sikringsforholdet på den måde bliver mere effektivt. Der kan eksempelvis udføres en regressionsanalyse for at etablere et statistisk forhold mellem den sikrede post (eksempelvis en transaktion i brasiliansk kaffe) og sikringsinstrumentet (eksempelvis en transaktion i colombiansk kaffe). Hvis der er et gyldigt statistisk forhold mellem de to variabler (dvs. mellem enhedsprisen på brasiliansk kaffe og colombiansk kaffe), kan hældningen på regressionslinjen bruges til at bestemme det sikringsforhold, som vil maksimere den forventede effektivitet. Hvis hældningen på regressionslinjen eksempelvis er 1,02 vil et sikringsforhold baseret på en mængde på 0,98 sikrede poster i forhold til en mængde på 1,00 sikringsinstrumenter maksimere den forventede effektivitet. Sikringsforholdet kan dog medføre ineffektivitet, som indregnes i resultatet i sikringsforholdets løbetid.

AG101.

Sikring af en samlet nettoposition (eksempelvis nettopositionen af alle fastforrentede aktiver og fastforrentede forpligtelser med ensartede udløbstidspunkter) snarere end af en bestemt sikret post opfylder ikke kriterierne for regnskabsmæssig sikring. Der kan dog opnås stort set samme virkning på resultatet ved regnskabsmæssig sikring af denne type sikringsforhold, hvis en del af de underliggende poster klassificeres som den sikrede post. Hvis et pengeinstitut eksempelvis har aktiver til en værdi af CU100 og forpligtelser til en værdi af CU90 med ensartede risici og løbetider, og sikrer nettorisikoen på CU10, kan den klassificere CU10 af aktiverne som en sikret post. En sådan klassifikationen kan anvendes, hvis aktiverne og forpligtelserne er fastforrentede instrumenter. I så fald er der tale om sikring af dagsværdi. Hvis aktiverne og forpligtelserne er variabelt forrentede instrumenter, er der tale om sikring af pengestrømme. Ligeledes gælder, at hvis virksomheden har en fast aftale om at købe CU100 i fremmed valuta og en fast aftale om at sælge CU90 i fremmed valuta, kan den sikre nettobeløbet på CU10 ved at anskaffe et afledt finansielt instrument og klassificere det som et sikringsinstrument tilknyttet de CU10 ud af den faste aftale om køb af CU100.

AG102.

Som eksempel på sikring af dagsværdi kan nævnes sikring mod ændringer i dagsværdien af et fastforrentet gældsinstrument som følge af ændringer i rentesatser. En sådan sikring kan foretages af udsteder eller indehaver.

AG103.

Et eksempel på en sikring af pengestrømme er brugen af en swap-kontrakt til at ændre variabelt forrentede lån til fastforrentede lån (dvs. en sikring af en fremtidig transaktion, hvor de sikrede fremtidige pengestrømme er de fremtidige rentebetalinger).

AG104.

En sikring af en fast aftale (eksempelvis en sikring mod ændringer i brændselsprisen i forbindelse med et kraftvarmeværks ikke-indregnede kontraktlige forpligtelse til at købe brændsel til en fast pris) er en sikring mod risikoen for ændringer i dagsværdien. Derfor er en sådan sikring en sikring af dagsværdien. I henhold til afsnit 87 kan en sikring af den med en fast aftale forbundne valutarisiko dog alternativt behandles regnskabsmæssigt som en sikring af pengestrømme.

AG105.

En sikring anses kun for at være meget effektiv hvis begge nedenstående betingelser er opfyldt:

AG106.

Effektiviteten vurderes som minimum på det tidspunkt, hvor virksomheden udarbejder sit årsregnskab eller delårsregnskab.

AG107.

Denne standard specificerer ikke nogen bestemt metode for vurdering af sikringseffektiviteten. Den metode, virksomheden anvender til at vurdere sikringseffektiviteten, afhænger af dens risikostyringsstrategi. Hvis virksomhedens risikostyringsstrategi eksempelvis indebærer en jævnlig regulering af sikringsinstrumentets beløbsmæssige størrelse for at afspejle ændringer i den sikrede position, skal virksomheden påvise, at sikringen kun forventes at være meget effektiv i perioden frem til næste regulering af sikringsinstrumentets beløbsmæssige størrelse. I nogle tilfælde anvender virksomheden forskellige metoder til forskellige typer sikring. Virksomheden skal i sin dokumentation for sin sikringsstrategi medtage sin procedure for vurdering af effektivitet. Proceduren angiver, om vurderingen omfatter alle gevinster eller tab på et sikringsinstrument, eller om instrumentets tidsmæssige værdi er udeladt.

AG107A.

[…]

AG108.

Hvis hovedvilkårene for sikringsinstrumentet og det sikrede aktiv, den sikrede forpligtelse, den sikrede faste aftale eller den sikrede forventede fremtidige transaktion, som anses for højst sandsynlig, er de samme, er det sandsynligt, at ændringer i dagsværdi og pengestrømme, som kan henføres til den afdækkede risiko, fuldt ud vil udligne hinanden, både når sikringen indgås og efterfølgende. Eksempelvis vil en renteswap sandsynligvis være en effektiv sikring, hvis hovedstol, løbetid, rentetilpasningstidspunkter, tidspunkter for betaling og modtagelse af renter og afdrag, samt grundlaget for måling af renter er de samme for sikringsinstrumentet som for den sikrede post. Derudover vil en sikring af et forventet fremtidigt køb af en råvare med en terminskontrakt, som anses for højst sandsynligt, sandsynligvis være meget effektiv, hvis:

AG109.

Undertiden udligner sikringsinstrumentet kun en del af den afdækkede risiko. Eksempelvis vil en sikring ikke være 100 % effektiv, hvis sikringsinstrumentet og den sikrede post angives i forskellige valutaer, som ikke følger hinanden. Ligeledes vil afdækning af renterisici ved anvendelse af et afledt finansielt instrument ikke være 100 % effektiv, hvis en del af ændringen i det afledte finansielle instruments dagsværdi kan henføres til modpartens kreditrisiko.

AG110.

For at opfylde kriterierne for regnskabsmæssig sikring, skal sikringen knytte sig til en specifik, identificeret og klassificeret risiko, og ikke kun til virksomhedens generelle forretningsmæssige risici, og den skal i sidste ende påvirke virksomhedens resultat. Afdækning af risikoen for at et fysisk aktiv forældes eller risikoen for ekspropriering af fast ejendom opfylder ikke kriterierne for regnskabsmæssig behandling som sikring. Effektiviteten kan ikke måles, fordi disse risici ikke kan måles pålideligt.

AG111.

Med hensyn til renterisiko kan sikringseffektivitet vurderes ved udarbejdelse af et skema over løbetider for finansielle aktiver og finansielle forpligtelser, som viser nettorenterisikoen for hver periode, forudsat at nettorisikoen knytter sig til et bestemt aktiv eller en bestemt forpligtelse (eller en bestemt gruppe af aktiver eller forpligtelser eller en bestemt del af disse), som medfører en nettorisiko, og sikringseffektiviteten vurderes i forhold til dette aktiv eller denne forpligtelse.

AG112.

Ved vurderingen af sikringseffektiviteten tager virksomheden normalt penges tidsmæssige værdi i betragtning. Den faste rente på en sikret post skal ikke nødvendigvis matche den faste rente på en swap-kontrakt, som er klassificeret til sikring af dagsværdi. Ligeledes skal den variable rente på et rentebærende aktiv eller en rentebærende forpligtelse ikke nødvendigvis svare til den variable rente på en swap-kontrakt, som er klassificeret til sikring af pengestrømme. Swap-kontraktens dagsværdi udledes af nettoafregningen. Faste eller variable renter på en swap-kontrakt kan ændres uden at påvirke nettoafregningen, hvis begge satser ændres lige meget.

AG113.

Hvis en virksomhed ikke opfylder kriterierne for sikringseffektivitet, skal virksomheden ophøre med regnskabsmæssig sikring fra det seneste tidspunkt, hvor virksomheden kunne påvise, at den overholdt kriterierne for sikringseffektivitet. Hvis virksomheden imidlertid kan identificere den begivenhed eller ændring i forholdene, som medførte, at sikringsforholdet ikke længere opfyldte effektivitetskriterierne, og kan påvise, at sikringen var effektiv før denne begivenhed eller ændring i forholdene, skal virksomheden ophøre med regnskabsmæssig sikring fra det tidspunkt, hvor den pågældende begivenhed eller ændring i forholdene fandt sted.

AG114.

For så vidt angår sikring af dagsværdien af en renterisiko i forbindelse med en portefølje af finansielle aktiver eller finansielle forpligtelser, vil virksomheden opfylde kravene i denne standard, hvis den overholder de i (a)-(i) samt afsnit AG115-AG132 nedenfor beskrevne procedurer.

AG115.

Denne metode beskrives nærmere nedenfor. Metoden skal kun anvendes på en sikring af dagsværdien af renterisikoen i forbindelse med en portefølje af finansielle aktiver eller finansielle forpligtelser.

AG116.

Den i afsnit AG114(a) identificerede portefølje kan indeholde aktiver og forpligtelser. Alternativt kan der være tale om en portefølje bestående af aktiver alene eller forpligtelser alene. Porteføljen anvendes til at afgøre den beløbsmæssige størrelse af de aktiver og forpligtelser, virksomheden ønsker at sikre. Porteføljen klassificeres dog ikke som en sikret post i sig selv.

AG117.

Ved anvendelse af afsnit AG114(b) skal virksomheden afgøre det forventede rentetilpasningstidspunkt for en post som værende det første af de tidspunkter, hvor posten forventes at udløbe eller at tilpasses til markedsrenten. De forventede rentetilpasningstidspunkter skønnes ved indgåelsen af sikringen og i løbet af sikringens løbetid på grundlag af tidligere erfaringer og anden tilgængelig information, herunder information om og forventninger til førtidig indfrielse, rentesatser og samspillet mellem disse. Virksomheder, som ikke har nogen tidligere virksomhedsspecifikke erfaringer, eller som har utilstrækkelige erfaringer, anvender erfaringer fra lignende virksomheder (en peer group) med sammenlignelige finansielle instrumenter. Disse skøn kontrolleres løbende og opdateres på baggrund af erfaringer. Med hensyn til en fastforrentet post, som kan indfris før tid, er det forventede rentetilpasningstidspunkt tidspunktet for postens forventede førtidige indfrielse, medmindre den tilpasses til markedsrenten tidligere. For en gruppe af ensartede poster kan opdelingen efter perioder baseret på forventede rentetilpasningstidspunkter foretages som en allokering til hver periode af en procentdel af gruppen snarere end enkelte poster. Virksomheden kan anvende andre metoder til sådanne allokeringer. Den kan eksempelvis anvende en forudbetalingssatsmultiplikator til allokering af amortiserende lån til perioder på basis af forventede rentetilpasningstidspunkter. Metoden til en sådan allokering skal dog være i overensstemmelse med virksomhedens risikostyringsprocedurer og –mål.

AG118.

Følgende eksempel illustrerer den i afsnit AG114(c) beskrevne klassifikation. Hvis en virksomhed i en bestemt rentetilpasningsperiode skønner, at den har fastforrentede aktiver på CU100 og fastforrentede forpligtelser på CU80 og beslutter at sikre hele nettopositionen på CU20, klassificerer den aktiver på CU20 (en del af aktiverne) som den sikrede post.fn Klassifikationen udtrykkes som »et beløb i en valuta« (eksempelvis et beløb i dollar, euro pund eller rand) snarere end som enkelte aktiver (4). Heraf følger, at samtlige af de aktiver (eller forpligtelser), hvorfra det sikrede beløb stammer – dvs. samtlige CU100 af aktiverne i eksemplet ovenfor – skal være aktiver, hvis dagsværdi ændrer sig som følge af ændringer i den sikrede rente[…]

AG119.

Virksomheden skal også overholde de øvrige klassifikations- og dokumentationskrav, som er beskrevet i afsnit 88(a). For en porteføljesikring af renterisiko angiver denne klassifikation og dokumentation virksomhedens praksis, for så vidt angår alle de variabler, der anvendes til at identificere det sikrede beløb, samt hvordan effektiviteten måles, herunder følgende:

Den praksis, der angives i klassifikationen af og dokumentationen for sikringsforholdet, skal være i overensstemmelse med virksomhedens risikostyringsprocedurer og –mål. Der skal ikke foretages vilkårlige ændringer i praksis. Ændringerne skal være berettigede på basis af ændringer i markedsforhold og andre faktorer og begrundede i og overensstemmende med virksomhedens risikostyringsprocedurer og –mål.

AG120.

Det i afsnit AG114(e) beskrevne sikringsinstrument kan være et enkelt afledt finansielt instrument eller en portefølje af afledte finansielle instrumenter, som alle er forbundet med en risiko over for den afdækkede renterisiko, som er klassificeret i afsnit AG114(d) (eksempelvis en portefølje af rente-swaps, som alle er forbundet med en risiko over for LIBOR). En sådan portefølje af afledte finansielle instrumenter kan indeholde udlignende risikopositioner. Den indeholder dog muligvis ikke solgte optioner eller solgte nettooptioner, idet standardenfn ikke tillader, at sådanne optioner klassificeres som sikringsinstrumenter (bortset fra når en solgt option klassificeres som en udligning af en købt option) (5). Hvis sikringsinstrumentet sikrer det i afsnit AG114(c) klassificerede beløb i mere end én rentetilpasningsperiode, skal det allokeres til alle de perioder, det sikrer. Sikringsinstrumentet skal imidlertid allokeres til disse rentetilpasningsperioder i sin helhed, idet standardenfn ikke tillader, at et sikringsforhold kun klassificeres for en del af den periode, hvor sikringsinstrumentet er udestående (6).

AG121.

Når virksomheden måler en ændring i dagsværdien af en post, der kan indfris før tid, i overensstemmelse med afsnit AG114(g), kan en renteændring påvirke dagsværdien af den post, der kan indfris før tid, på to måder: Den kan påvirke dagsværdien af de kontraktlige pengestrømme og dagsværdien af optionen på førtidig indfrielse, som er indeholdt i den post, der kan indfris før tid. Afsnit 81 i standarden tillader, at en virksomhed klassificerer en del af et finansielt aktiv eller en finansiel forpligtelse med samme risiko, som den sikrede post, forudsat at effektiviteten kan måles. […]

AG122.

Standarden angiver ikke, hvilke metoder, der anvendes til at opgøre det i afsnit AG114(g) nævnte beløb, nemlig den ændring i den sikrede posts dagsværdi, som kan henføres til den afdækkede risiko. […] Det er ikke hensigtsmæssigt at antage, at ændringer i dagsværdien af den sikrede post svarer til ændringer i sikringsinstrumentets værdi.

AG123.

Hvis den sikrede post for en bestemt rentetilpasningsperiode er et aktiv, kræver afsnit 89A, at ændringen i værdien præsenteres i en separat post under aktiverne. Omvendt, hvis den sikrede post for en bestemt rentetilpasningsperiode er en forpligtelse, præsenteres ændringen i værdien i en separat post under forpligtelserne. Det er disse separate poster, der omtales i afsnit AG114(g). Der kræves ikke specifik allokering til enkelte aktiver (eller forpligtelser).

AG124.

I afsnit AG114(i) bemærkes det, at der opstår ineffektivitet i det omfang, den ændring i den sikrede posts dagsværdi, der kan henføres til den afdækkede risiko, adskiller sig fra ændringen i dagsværdien af det sikrede afledte finansielle instrument. En sådan forskel kan opstå af en række forskellige årsager, herunder:

En sådan ineffektivitet (7) skal identificeres og indregnes i resultatet.

AG125.

Sikringens effektivitet vil normalt blive forbedret:

AG126.

Virksomheden tester løbende effektiviteten. […]

AG127.

I sin måling af effektivitet skal virksomheden skelne mellem ajourføringer af de skønnede rentetilpasningstidspunkter for eksisterende aktiver (eller forpligtelser) og oprettelsen af nye aktiver (eller forpligtelser), hvor kun førstnævnte giver anledning til ineffektivitet.[…] Alle ajourføringer af skønnede rentetilpasningstidspunkter (bortset fra dem, der er udeladt i overensstemmelse med afsnit AG121), herunder eventuelle omallokeringer af eksisterende poster mellem perioder, medtages ved ajourføringen af det skønnede beløb i en periode i overensstemmelse med afsnit AG126(b)(ii) og således ved målingen af effektivitet. Efter indregning af ineffektivitet som beskrevet ovenfor foretager virksomheden et fornyet skøn over de samlede aktiver (eller forpligtelser) i hver rentetilpasningsperiode, herunder nye aktiver (eller forpligtelser), som er oprettet siden den sidste test af effektivitet, og klassificerer et nyt beløb som den sikrede post og en ny procentdel som den sikrede procentdel. […]

AG128.

Virksomheden kan ophøre med at indregne poster, som oprindeligt blev opført i en rentetilpasningsperiode, på baggrund af indfrielse før det forventede tidspunkt eller nedskrivninger til nul som følge af værdiforringelse eller salg. Når dette finder sted, skal den ændring i dagsværdien, som er medtaget i den i afsnit AG114(g) beskrevne separate regnskabspost, og som vedrører den post, som ikke længere indregnes, fjernes fra balancen og medtages i den gevinst eller det tab, som hidrører fra ophør af indregning af posten. Med henblik på dette er det nødvendigt at vide, hvilke(n) rentetilpasningsperiode(r), den ikke længere indregnede post blev opført i, idet dette er afgørende for, hvilke(n) rentetilpasningsperiode(r), den skal fjernes fra, og således hvilket beløb, der skal fjernes fra den i afsnit AG114(g) omtalte separate post. Hvis der sker ophør af indregning af en post, og det kan afgøres i hvilken periode, den blev medtaget, fjernes posten fra denne periode. Hvis dette ikke er tilfældet, fjernes posten fra den tidligste periode, hvis den ophørte indregning hidrørte fra førtidig indfrielse, der var højere end forventet, eller allokeres til alle perioder, som indeholder den ikke længere indregnede post, på et systematisk og rationelt grundlag, hvis posten blev solgt eller værdiforringet.

AG129.

Eventuelle beløb, som knytter sig til en bestemt periode, og hvor der ikke er sket ophør af indregning ved udløbet af denne periode, indregnes derudover i resultatet på dette tidspunkt (jvf. afsnit 89A). […]

AG130.

[…]

AG131.

Hvis det sikrede beløb for en rentetilpasningsperiode reduceres, uden at der sker ophør af indregning af de tilknyttede aktiver (eller forpligtelser), skal det beløb, som er medtaget i den i AG114(g) beskrevne separate post, og som vedrører denne reduktion, afskrives i overensstemmelse med afsnit 92.

AG132.

En virksomhed kan ønske at anvende den i afsnit AG114-AG131 beskrevne metode på en porteføljesikring, som tidligere blev behandlet regnskabsmæssigt som en sikring af pengestrømme i overensstemmelse med IAS 39. Denne virksomhed ville tilbagekalde den tidligere klassifikation af en sikring af pengestrømme i overensstemmelse med afsnit 101(d) og anvende de krav, der beskrives i det afsnit. Virksomheden ville desuden omklassificere sikringen som en sikring af dagsværdi og anvende den metode, der beskrives i afsnit AG114-AG131, fremadrettet på efterfølgende regnskabsår.

B1.

Der er foretaget følgende ændringer i IFRS 1 Førstegangsanvendelse af IFRS.

Afsnit 25A, 27A, 36A og 47A er tilføjet, og afsnit 13, 27 og 30 er ændret som følger:

første IFRS-regnskabsår

Det regnskabsår,som slutter på balancedagen for virksomhedens første IFRS-årsregnskab.

B2.

Der er foretaget følgende ændringer i IAS 12 Indkomstskatter.

Første sætning i afsnit 20 ændres som følger:

B3.

Der er foretaget følgende ændringer i IAS 18 Omsætning.

Afsnit 30 ændres som følger:

B4.

[Ændringen er ikke relevant for individuelle standarder].

B5.

Der er foretaget følgende ændringer i IAS 30 Oplysning i pengeinstitutters og lignende finansielle institutioners årsregnskaber.

Afsnit 8 ændres som følger:

Afsnit 10 ændres som følger:

Afsnit 13 ændres som følger:

Afsnit 14 ændres som følger:

Afsnit 23 er ophævet.

Afsnit 24 og 25 ændres som følger:

Underafsnit (b)(iv) og (v) i afsnit 26 ophæves.

Den sidste sætning i afsnit 28 er ophævet.

Afsnit 43 og 44 ændres som følger:

Afsnit 45 er ophævet.

Afsnit 46 ændres som følger:

Afsnit 47 ændres som følger:

Afsnit 48 er ophævet.

Afsnit 49 ændres som følger:

Underafsnit (c) i afsnit 58 ændres som følger:

…

B6.

Der er foretaget følgende ændringer i IAS 32 Finansielle instrumenter: Oplysning og præsentation.

Afsnit 96 ændres som følger (ny tekst er understreget).

B7.

Der er foretaget følgende ændringer i IAS 36 Værdiforringelse af aktiver:

Standard

Afsnit 1 ændres som følger:

B8.

Der er foretaget følgende ændringer i IAS 37 Hensatte forpligtelser, eventualforpligtelser og eventualaktiver.

Afsnit 1 og 2 ændres som følger:

B9.

[Ændringen er ikke relevant for individuelle standarder]