17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/1

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/2

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/2

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/3

1)

Skal bestemmelserne i artikel 1, stk. 3, i direktiv 2003/88/EF (1) sammenholdt med artikel 2 i direktiv 89/391/EØF (2) fortolkes således, at en aktivitet såsom den af appellanterne udførte som plejeforældre er udelukket fra direktivets anvendelsesområde?

2)

Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, skal artikel 17 i direktiv 2003/88/EF da fortolkes således, at en aktivitet såsom den af appellanterne udførte som plejeforældre kan udgøre en af undtagelserne fra bestemmelserne i direktivets artikel 5 i kraft af stk. 1, stk. 3, litra b) og c), eller stk. 4, litra b), [i artikel 17]?

3)

Hvis det foregående spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 17, stk. 1, eller i givet fald artikel 17, stk. 3 eller 4, i direktiv 2003/88/EF da fortolkes således, at en sådan undtagelse skal være udtrykkelig, eller kan den også være implicit gennem vedtagelse af en speciel lovgivningsakt, som indeholder andre bestemmelser om tilrettelæggelse af arbejdstiden for et bestemt erhverv? Såfremt en sådan undtagelse ikke nødvendigvis skal være udtrykkelig, hvilke er da mindstekravene for at nationale bestemmelser kan anses for at indføre en undtagelse, og kan en sådan undtagelse da udtrykkes med de metoder, som følger af bestemmelserne i lov nr. 272/2004?

4)

Såfremt spørgsmål 1, 2 eller 3 besvares benægtende, skal artikel 2, nr. 1, i direktiv 2003/88/EF da fortolkes således, at den periode, som en plejeforælder tilbringer sammen med plejebarnet, i sit eget hjem eller på et andet af den pågældende valgte sted, udgør arbejdstid, selv om vedkommende ikke udfører nogen af de aktiviteter, som ifølge den individuelle arbejdskontrakt påhviler vedkommende?

5)

Såfremt spørgsmål 1, 2 eller 3 besvares benægtende, skal artikel 5 i direktiv 2003/88/EF da fortolkes således, at den er til hinder for nationale bestemmelser såsom artikel 122 i lov nr. 272/2004? Såfremt spørgsmålet besvares således, at direktivets artikel 17, stk. 3, litra b) og c), eller stk. 4, litra b), skal finde anvendelse, skal denne artikel da fortolkes således, at den er til hinder for de omhandlede nationale bestemmelser?

6)

Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, og såfremt spørgsmål 4 i givet fald besvares bekræftende, kan artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88/EF da fortolkes således, at den imidlertid ikke er til hinder for ydelse af en erstatning svarende til den godtgørelse, som arbejdstageren ville have opnået i forbindelse med afholdelse af årlig ferie, eftersom karakteren af den af plejeforældrene udførte aktivitet hindrer de pågældende i at afholde disse ferier, eller arbejdstageren, selv om ferie formelt tildeles, fortsætter med i praksis at udføre den samme aktivitet, såfremt arbejdstageren i den pågældende periode ikke har mulighed for midlertidigt at forlade plejebarnet? Er det i bekræftende fald for at opnå ret til erstatning da nødvendigt, at arbejdstageren har anmodet om tilladelse til midlertidigt at forlade barnet, og at arbejdsgiveren ikke har givet denne tilladelse?

7)

Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, spørgsmål 4 besvares bekræftende, og spørgsmål 6 besvares benægtende, er direktivets artikel 7, stk. 1, da til hinder for en bestemmelse såsom artikel 122, stk. 3, litra d), i lov nr. 272/2004 i en situation, hvor denne lov giver arbejdsgiveren beføjelse til skønsmæssigt at beslutte, om der skal gives tilladelse til midlertidigt at forlade barnet i forbindelse med afholdelse af ferie? I bekræftende fald udgør den manglende mulighed for reelt at afholde ferie som følge af anvendelse af denne lovbestemmelse en tilsidesættelse af EU-retten, som opfylder betingelserne for, at arbejdstageren tildeles ret til erstatning? Skal en sådan erstatning i bekræftende fald betales af staten som følge af tilsidesættelse af direktivets artikel 7 eller af den offentlige myndighed, der optræder som arbejdsgiver, og som ikke har sørget for, at plejeforælderen i løbet af ferieperioden midlertidigt kan forlade plejebarnet? Er det for at opnå ret til erstatning i denne situation da nødvendigt, at arbejdstageren har anmodet om tilladelse til midlertidigt at forlade barnet, og at arbejdsgiveren ikke har givet en sådan tilladelse?

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/4

1)

Er det foreneligt med artikel 14 i direktiv 2008/95/EF (1), når ugyldigheden eller fortabelsen af et nationalt varemærke, der udgør grundlaget for påberåbelsen af ancienniteten af et EU-varemærke, som indehaveren har givet afkald på, eller som er bortfaldet, kun kan konstateres efterfølgende, såfremt betingelserne for ugyldigheden eller fortabelsen af varemærket ikke blot er opfyldt på det tidspunkt, hvor der blev givet afkald på varemærket eller det bortfaldt, men også på det tidspunkt, hvor der foreligger en retslig afgørelse om en sådan konstatering?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

Bevirker en påberåbelse af anciennitet i henhold til artikel 34, stk. 2, i forordning (EF) nr. 207/2009 (2), at den nationale varemærkeret bortfalder og ikke længere kan bruges med retsbevarende virkning, eller opretholdes det nationale varemærke fortsat på grundlag af EU-retten, selv om det ikke længere eksisterer i den pågældende medlemsstats register, således at det fortsat kan og skal bruges med retsbevarende virkning?

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/5

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/5

—

Det fastslås, at den af Ungarn indførte og stadigt gældende nationale ordning for mobil betaling, reguleret ved lov nr. CC af 2011 og gennemførelsesdekret nr. 356/2012 af 13. december 2012, der skaber et monopol ved at tildele Nemzeti Mobilfizetési Zrt. enerettigheder, og som hindrer adgangen til engrosmarkedet for mobil betaling, som tidligere var blevet åbnet for konkurrence, og hvis indførelse desuden hverken var nødvendig eller forholdsmæssig, er i strid med

—

Ungarn tilpligtes at betale sagens omkostninger.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/6

1)

Er artikel 6 og 7 i direktiv 93/13/EØF (1) om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler til hinder for en retspraksis (dom afsagt af Tribunal Supremo den 18. februar 2016), hvorefter realiseringen af pant i fast ejendom, selv om et kontraktvilkår om førtidig ophævelse er urimeligt, og selv om kontraktvilkåret er grundlaget for fuldbyrdelsesbegæringen, ikke skal indstilles, da en fortsættelse heraf er gunstigere for forbrugeren, eftersom forbrugeren ved en eventuel fuldbyrdelse af en dom, som er afsagt i forbindelse med et anerkendelsessøgsmål, der er anlagt i henhold til CC’s artikel 1124, ikke er berettiget til de processuelle fordele, der er knyttet til realisering af pant i fast ejendom, men hvor den nævnte retspraksis ikke tager hensyn til, at CC’s artikel 1124 (der gælder for aftaler, som skaber gensidige forpligtelser for parterne) ifølge Tribunal Supremos egen faste praksis ikke finder anvendelse på låneaftaler, idet det er en ensidig realkontrakt, der først er opfyldt, når pengene er betalt, og som således alene forpligter låntageren og ikke långiveren (kreditor), hvorfor forbrugeren, når denne praksis fra Tribunal Supremo følges i forbindelse med anerkendelsessøgsmålet, kan opnå, at der ikke gives medhold i en påstand om ophævelse og erstatning, og det ikke længere kan fastholdes, at en fortsættelse af realiseringen af pantet i fast ejendom er gunstigere for forbrugeren?

2)

Såfremt CC’s artikel 1124 kan finde anvendelse på låneaftaler eller på alle former for kreditaftaler, er artikel 6 og 7 i direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler da til hinder for en retspraksis som den ovenfor nævnte, der med henblik på at vurdere, hvorvidt det er gunstigere for forbrugeren at realisering af pant i fast ejendom fortsættes, end en behandling af et anerkendelsessøgsmål, som er anlagt i henhold til CC’s artikel 1124, er skadelig for denne, ikke tager hensyn til, at en påstand om ophævelse af aftalen og erstatning i dette søgsmål kan forkastes, hvis domstolene anvender bestemmelsen i CC’s artikel 1124, hvorefter »domstolene tager en påstand om ophævelse til følge, såfremt der ikke foreligger grunde, der tilsiger, at sagen bør udsættes«, når der henses til, at det netop i forbindelse med lån mod pant i fast ejendom med henblik på boligkøb med lange tilbagebetalingsfrister (20 eller 30 år) er forholdsvis sandsynligt, at domstolene anvender dette som grundlag for at forkaste påstanden, og navnlig når den faktiske misligholdelse af betalingsforpligtelsen ikke er særlig grov?

3)

Såfremt det fastslås, at det er gunstigere for forbrugeren, at realiseringen af pantet i fast ejendom fortsættes ved førtidig ophævelse, er artikel 6 og 7 i direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler da til hinder for en retspraksis som den ovenfor nævnte, hvorefter der på supplerende vis kan anvendes en retsforskrift (LEC’s artikel 693, stk. 2), selv om aftalen fortsat kan være gældende uden vilkåret om førtidig ophævelse, og som anvender LEC’s artikel 693, stk. 2, selv om en grundlæggende betingelse ikke er opfyldt: der foreligger ikke nogen låneaftale med en gyldig og retskraftig aftale om førtidig ophævelse, da denne tværtimod netop er fundet urimelig, ugyldig og virkningsløs?

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/7

1)

Skal direktiv 1999/5/EF (1) fortolkes således, at den fabrikant, der gør brug af proceduren i bilag III, andet stykke, og såfremt der foreligger harmoniserede standarder, som fastlægger, hvilke væsentlige radioprøvningssæt der skal gennemføres, skal henvende sig til et bemyndiget organ og således supplere CE-mærkningen (der attesterer overensstemmelsen med de væsentlige krav i direktivet) med identifikationsnummeret på det bemyndigede organ?

2)

Såfremt spørgsmål (1) besvares bekræftende, skal fabrikanten — efter at have gjort brug af proceduren i bilag III, andet stykke, og såfremt der foreligger harmoniserede standarder, som fastlægger, hvilke væsentlige radioprøvningssæt der skal gennemføres, samt for det tilfælde, at fabrikanten på eget initiativ imidlertid har anmodet et bemyndiget organ om at specificere listen over de omhandlede prøvninger — da supplere CE-mærkningen, der attesterer overensstemmelsen med de væsentlige krav i direktiv 1999/5/EF, med identifikationsnummeret på det bemyndigede organ?

3)

Såfremt spørgsmål (2) besvares bekræftende, skal fabrikanten — efter at have gjort brug af proceduren i bilag III, andet stykke, og såfremt der foreligger harmoniserede standarder, som fastlægger, hvilke væsentlige radioprøvningssæt der skal gennemføres, samt for det tilfælde, at fabrikanten på eget initiativ efterfølgende imidlertid har anmodet et bemyndiget organ om at specificere listen over de omhandlede prøvninger samt på eget initiativ suppleret produktet med identifikationsnummeret på det anvendte organ — da også angive organets identifikationsnummer på produktet og den respektive emballage?

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/8

1)

Udgør fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af sygemeldinger en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 (1)? Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Udgør det spontane fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af en arbejdsretligt og overenskomstretligt ulovlig arbejdsnedlæggelse (»vild strejke«) en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004? Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

3)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal den usædvanlige omstændighed have foreligget for selve den aflyste flyvning, eller er det transporterende luftfartsselskab berettiget til ud fra driftsøkonomiske overvejelser at opstille en ny afgangsplan?

4)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Er det afgørende, om den usædvanlige omstændighed kunne undgås eller om følgerne af den usædvanlige omstændigheds indtræden kunne undgås?

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/9

1)

Udgør fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af sygemeldinger en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 (1)? Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Udgør det spontane fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af en arbejdsretligt og overenskomstretligt ulovlig arbejdsnedlæggelse (»vild strejke«) en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004? Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

3)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal den usædvanlige omstændighed have foreligget for selve den aflyste flyvning, eller er det transporterende luftfartsselskab berettiget til ud fra driftsøkonomiske overvejelser at opstille en ny afgangsplan?

4)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Er det afgørende, om den usædvanlige omstændighed kunne undgås eller om følgerne af den usædvanlige omstændigheds indtræden kunne undgås?

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/10

1)

Udgør fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af sygemeldinger en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 (1)? Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Udgør det spontane fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af en arbejdsretligt og overenskomstretligt ulovlig arbejdsnedlæggelse (»vild strejke«) en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004? Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

3)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal den usædvanlige omstændighed have foreligget for selve den aflyste flyvning, eller er det transporterende luftfartsselskab berettiget til ud fra driftsøkonomiske overvejelser at opstille en ny afgangsplan?

4)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Er det afgørende, om den usædvanlige omstændighed kunne undgås eller om følgerne af den usædvanlige omstændigheds indtræden kunne undgås?

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/10

1)

Udgør fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af sygemeldinger en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 (1)? Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Udgør det spontane fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af en arbejdsretligt og overenskomstretligt ulovlig arbejdsnedlæggelse (»vild strejke«) en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004? Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

3)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal den usædvanlige omstændighed have foreligget for selve den aflyste flyvning, eller er det transporterende luftfartsselskab berettiget til ud fra driftsøkonomiske overvejelser at opstille en ny afgangsplan?

4)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Er det afgørende, om den usædvanlige omstændighed kunne undgås eller om følgerne af den usædvanlige omstændigheds indtræden kunne undgås?

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/11

1)

Udgør fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af sygemeldinger en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 (1)? Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Udgør det spontane fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af en arbejdsretligt og overenskomstretligt ulovlig arbejdsnedlæggelse (»vild strejke«) en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004? Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

3)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal den usædvanlige omstændighed have foreligget for selve den aflyste flyvning, eller er det transporterende luftfartsselskab berettiget til ud fra driftsøkonomiske overvejelser at opstille en ny afgangsplan?

4)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Er det afgørende, om den usædvanlige omstændighed kunne undgås eller om følgerne af den usædvanlige omstændigheds indtræden kunne undgås?

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/12

1)

Udgør fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af sygemeldinger en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 (1)? Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Udgør det spontane fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af en arbejdsretligt og overenskomstretligt ulovlig arbejdsnedlæggelse (»vild strejke«) en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004? Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

3)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal den usædvanlige omstændighed have foreligget for selve den aflyste flyvning, eller er det transporterende luftfartsselskab berettiget til ud fra driftsøkonomiske overvejelser at opstille en ny afgangsplan?

4)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Er det afgørende, om den usædvanlige omstændighed kunne undgås eller om følgerne af den usædvanlige omstændigheds indtræden kunne undgås?

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/12

—

Rettens kendelse af 28. februar 2017, hvorved Retten afviste sagen, idet den ikke havde kompetence til at påkende den, ophæves i sin helhed.

—

Domstolen træffer endelig afgørelse i den sag, der er genstand for appel og fastslår, at Retten begik en retlig fejl ved at erklære sig inkompetent, og den sagsøgte i sag T-192/16 tilpligtes at betale appellantens omkostninger i henhold til kendelse afsagt af Retten og af Domstolen i denne appel.

—

De forhold, der er rejst i sagen til afgørelse, hjemvises til Retten med instruktion om, at Retten skal erklære sig kompetent.

1.

Mangel på begrundelse.

2.

Fejlagtig vurdering af, om den omtvistede aftale reelt var en afgørelse fra den appelindstævnte.

3.

Tilsidesættelse af relevante faktiske omstændigheder.

4.

Manglende hensyntagen til bevismateriale fremlagt for Retten.

5.

Manglende fuldstændig undersøgelse og vurdering af materielle forhold.

6.

Manglende iværksættelse af yderligere undersøgelser.

7.

Retten har truffet afgørelse uden af have tilstrækkelige oplysninger.

8.

Tilsidesættelse af principper fastsat af Domstolen i sag C-294/83.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/13

—

Rettens kendelse af 28. februar 2017, hvorved Retten afviste sagen, idet den ikke havde kompetence til at påkende den, ophæves i sin helhed.

—

Domstolen træffer endelig afgørelse i den sag, der er genstand for appel og fastslår, at Retten begik en retlig fejl ved at erklære sig inkompetent, og den sagsøgte i sag T-193/16 tilpligtes at betale appellantens omkostninger i henhold til kendelse afsagt af Retten og af Domstolen i denne appel.

—

De forhold, der er rejst i sagen til afgørelse, hjemvises til Retten med instruktion om, at Retten skal erklære sig kompetent.

1.

Mangel på begrundelse.

2.

Fejlagtig vurdering af, om den omtvistede aftale reelt var en afgørelse fra den appelindstævnte.

3.

Tilsidesættelse af relevante faktiske omstændigheder.

4.

Manglende hensyntagen til bevismateriale fremlagt for Retten.

5.

Manglende fuldstændig undersøgelse og vurdering af materielle forhold.

6.

Manglende iværksættelse af yderligere undersøgelser.

7.

Retten har truffet afgørelse uden af have tilstrækkelige oplysninger.

8.

Tilsidesættelse af principper fastsat af Domstolen i sag C-294/83.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/14

1.

Rettens kendelse af 28. februar 2017, hvorved Retten afviste sagen, idet den ikke havde kompetence til at påkende den, ophæves i sin helhed.

2.

Domstolen træffer endelig afgørelse i den sag, der er genstand for appel og fastslår, at Retten begik en retlig fejl ved at erklære sig inkompetent, og den sagsøgte i sag T-257/16 tilpligtes at betale appellantens omkostninger i henhold til kendelse afsagt af Retten og af Domstolen i denne appel.

3.

De forhold, der er rejst i sagen til afgørelse, hjemvises til Retten med instruktion om, at Retten skal erklære sig kompetent.

1.

Mangel på begrundelse.

2.

Fejlagtig vurdering af, om den omtvistede aftale reelt var en afgørelse fra den appelindstævnte.

3.

Tilsidesættelse af relevante faktiske omstændigheder.

4.

Manglende hensyntagen til bevismateriale fremlagt for Retten.

5.

Manglende fuldstændig undersøgelse og vurdering af materielle forhold.

6.

Manglende iværksættelse af yderligere undersøgelser.

7.

Retten har truffet afgørelse uden af have tilstrækkelige oplysninger.

8.

Tilsidesættelse af principper fastsat af Domstolen i sag C-294/83.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/15

1)

Med henblik på anvendelse af ækvivalensprincippet mellem midlertidigt ansatte og personer, der er i tidsubegrænset ansættelse, skal ophør af ansættelseskontrakten på grund af »objektive omstændigheder [circunstancias objetivas]« i henhold til ET’s artikel 49, stk. 1, litra c), og ophør af »objektive grunde [causas objetivas]« i henhold til ET’s artikel 52, da anses for at være »sammenlignelige situationer«, således at forskellen på godtgørelsen i det ene og det andet tilfælde udgør en ulige behandling af midlertidigt og tidsubegrænset ansatte, der er ulovlig i henhold til Rådets direktiv 1999/70/EF (1) af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP?

2)

Hvis dette er tilfældet, kan da de socialpolitiske formål, der lå til grund for indførelsen af en deltidskontrakt, ligeledes begrunde en forskelsbehandling i henhold til den nævnte rammeaftales § 4, stk. 1, når der udbetales en mindre gunstig godtgørelse i forbindelse med ophøret af et ansættelsesforhold, og det står arbejdsgiveren frit for at vælge, om deltidskontrakten skal være tidsbegrænset?

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/15

—

Rettens dom af 17. februar 2017 i forenede sager T-14/14 og T-87/14 ophæves.

—

Der træffes afgørelse i sagen, herunder navnlig:

—

Indstævnte tilpligtes at betale sagens omkostninger i nærværende sag og omkostningerne afholdt i første instans.

1.

Første anbringende om, at Retten begik en fejl ved at fastslå, at Oktober 2013-foranstaltningerne havde et gyldigt retsgrundlag.

2.

Andet anbringende om, at Retten begik en fejl ved at fastslå, at Oktober 2013-foranstaltningerne ikke tilsidesatte princippet om res judicata, retssikkerhedsprincippet, princippet om berettigede forventninger og ne bis in idem-princippet eller retten til effektive retsmidler.

3.

Tredje anbringende om, at Retten begik en fejl ved at fastslå, at sagsøgte ikke havde gjort sig skyldig i magtfordrejning med vedtagelsen af Oktober 2013-foranstaltningerne.

4.

Fjerde anbringende om, at Retten begik en fejl ved at fastslå, at sagsøgte ikke havde tilsidesat appellanternes ret til forsvar.

5.

Femte anbringende om, at Retten begik en fejl ved at fastslå, at Oktober 2013-foranstaltningerne ikke var et ubegrundet og uforholdsmæssig indgreb i appellanternes grundlæggende rettigheder.

1.

Første anbringende om, at Retten begik en fejl ved at fastslå, at sagsøgte begik et antal åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at kriterierne for opførelse på listerne i November 2013-foranstaltningerne var opfyldt, for så vidt angik appellanterne.

2.

Andet anbringende om, at Retten begik en fejl ved at fastslå, at sagsøgte ikke havde tilsidesat appellanternes ret til forsvar ved at genopføre dem på listerne i November 2013-foranstaltningerne.

3.

Tredje anbringende om, at Retten begik en fejl ved at fastslå, at genopførelsen af appellanterne på listerne i November 2013-foranstaltningerne ikke tilsidesatte princippet om res judicata, retssikkerhedsprincippet, princippet om berettigede forventninger og ne bis in idem-princippet eller retten til effektive retsmidler.

4.

Fjerde anbringende om, at Retten begik en fejl ved at fastslå, at November 2013-foranstaltningerne ikke var et ubegrundet og uforholdsmæssigt indgreb i appellanternes grundlæggende rettigheder.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/17

1)

Udgør fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af sygemeldinger en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 (1)? Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Udgør det spontane fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af en arbejdsretligt og overenskomstretligt ulovlig arbejdsnedlæggelse (»vild strejke«) en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004? Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

3)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal den usædvanlige omstændighed have foreligget for selve den aflyste flyvning, eller er det transporterende luftfartsselskab berettiget til ud fra driftsøkonomiske overvejelser at opstille en ny afgangsplan?

4)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Er det afgørende, om den usædvanlige omstændighed kunne undgås eller om følgerne af den usædvanlige omstændigheds indtræden kunne undgås?

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/18

1)

Udgør fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af sygemeldinger en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 (1)? Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Udgør det spontane fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af en arbejdsretligt og overenskomstretligt ulovlig arbejdsnedlæggelse (»vild strejke«) en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004? Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

3)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal den usædvanlige omstændighed have foreligget for selve den aflyste flyvning, eller er det transporterende luftfartsselskab berettiget til ud fra driftsøkonomiske overvejelser at opstille en ny afgangsplan?

4)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Er det afgørende, om den usædvanlige omstændighed kunne undgås eller om følgerne af den usædvanlige omstændigheds indtræden kunne undgås?

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/18

1)

Skal formålet om »sikring af, at systemoperatører og systembrugere får passende incitamenter, på både kort og lang sigt, til at øge effektiviteten af systemets præstationer og fremme integrationen af markedet«, der er opstillet i artikel 36, litra f), i direktiv 2009/72/EF (1), for den regulerende myndighed, som udfører de i direktiv 2009/72 anførte reguleringsopgaver, forstås og fortolkes som et forbud mod at undlade at yde incitamenter (en undladelse af at betale kompensation for ydelse af offentlig service) eller en begrænsning heraf?

2)

Henset til, at artikel 3, stk. 2, i direktiv 2009/72 bestemmer, at offentlige serviceforpligtelser skal være klart definerede, gennemsigtige, ikke-diskriminerende og kontrollerbare, og at artikel 3, stk. 6, i direktiv 2009/72 bestemmer, at økonomisk kompensation til udbydere af offentlig service skal ske på en ikke-diskriminerende og gennemsigtig måde, skal følgende afklares:

3)

I henhold til artikel 3, stk. 15, i direktiv 2009/72, som pålægger medlemsstaterne hvert andet år at underrette Kommissionen om enhver ændring, der foretages i alle de foranstaltninger, der er truffet med henblik på at opfylde forsyningspligten og offentlige serviceforpligtelser, er en medlemsstat, som har indført national lovgivning om retlige foranstaltninger, der opstiller årsager, regler og mekanismer til begrænsning af den kompensation, der skal betales til udbydere af offentlig service, da forpligtet til at underrette Europa-Kommissionen om en sådan ny lovgivning?

4)

Er det forhold, at en medlemsstat i national ret opstiller årsager, regler og mekanismer til begrænsning af den kompensation, der skal betales til udbydere af offentlig service, i strid med formålene med gennemførelse af direktiv 2009/72 og med generelle EU-retlige principper (retssikkerhed, berettigede forventninger, proportionalitet, gennemsigtighed og ikke-diskrimination)?

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/19

1)

Skal artikel 10, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF (1) af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område fortolkes således, at den kræver, at en afgørelse om tildeling af opholdsret skal træffes og meddeles inden for en frist på seks måneder, eller at afgørelsen træffes inden for denne frist, men meddeles på et senere tidspunkt? Såfremt en sådan afgørelse kan meddeles på et senere tidspunkt, inden for hvilken frist skal denne meddelelse da ske?

2)

Skal artikel 10, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, sammenholdt med dette direktivs artikel 5, artikel 5, stk. 4, i direktiv 2003/86/EF af 22. september 2003 om ret til familiesammenføring (2) og artikel 7, 20, 21 og 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes og anvendes således, at den afgørelse, der træffes på dette grundlag, blot skal træffes inden for den frist på seks måneder, der er fastsat i denne artikel, og at der således ikke er givet en frist for meddelelsen af denne afgørelse og heller ikke på nogen måde er fastsat bestemmelse om, hvilken betydning det har for retten til ophold, at denne meddelelse først sker efter udløbet af denne frist?

3)

Er effektivitetsprincippet med henblik på at sikre effektiviteten af retten til ophold for et familiemedlem til en unionsborger til hinder for, at den nationale myndighed, efter at en afgørelse om opholdsret er blevet annulleret, på ny får en frist på fulde seks måneder, som den er tillagt ved artikel 10, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område? Såfremt spørgsmålet besvares bekræftende, hvilken frist råder den nationale myndighed da over, efter at dens afgørelse om afslag på tildeling af opholdsret er blevet annulleret?

4)

Er artikel 5, 10 og 31 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, sammenholdt med artikel 8 og 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, artikel 7, 24, 41 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, forenelig med en national retspraksis og lovgivning, såsom artikel 39/2, stk. 2, artikel 40, artikel 40a, artikel 42 og artikel 43 i loi de 15 décembre 1980 sur l'accès au territoire, l’établissement, le séjour et l'éloignement des étrangers (lov af 15.12.1980 om udlændinges indrejse, etablering og ophold på samt udvisning fra det nationale område) og artikel 52, stk. 4 i arrêté royal du 8 octobre 1981 concernant l'accès au territoire, [l’]établissement, le séjour et l'éloignement des étrangers (kongelig bekendtgørelse af 8.10.1981 om udlændinges indrejse, etablering og ophold på samt udvisning fra det nationale område), der indebærer, at en dom afsagt af Conseil du contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager) om annullation af en afgørelse, hvorved der gives afslag på ret til ophold på grundlag af disse bestemmelser, har afbrydende og ikke opsættende virkning for den faste frist på seks måneder, der er fastsat i artikel 10 i direktiv 2004/38/EF, artikel 42 i lov af 15. december 1980 og artikel 52 i kongelig bekendtgørelse af 8. oktober 1981?

5)

Er det ifølge Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område et krav, at en overskridelse af den frist på seks måneder, der er fastsat i direktivets artikel 10, stk. 1, tillægges en retsvirkning, og i bekræftende fald, hvilken retsvirkning skal en sådan overskridelse da tillægges? Er det ifølge direktiv 2004/38/EF et krav eller en mulighed, at en overskridelse af denne frist tillægges den retsvirkning, at det ansøgte opholdskort tildeles automatisk, uden at der er foretaget en konstatering af, om ansøgeren faktisk opfylder betingelserne for at blive tildelt den ret til ophold, som den pågældende har ansøgt om?

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/21

—

Den appellerede dom ophæves.

—

Sagen hjemvises til Retten.

—

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

1)

Den appellerede dom indeholder en fejl, idet det heri fastslås, at Kommissionen var forpligtet til at fremlægge den endelige udgave af sin priskoncentrationsmodel for UPS, inden den vedtog afgørelsen.

2)

Selv hvis Kommissionens manglende fremlæggelse af den endelige udgave priskoncentrationsmodelsen for UPS før vedtagelsen af afgørelsen kunne tilsidesætte UPS’ ret til forsvar, indeholder den appellerede dom en fejl i sin kvalificeringen af den bevismæssige karakter af priskoncentrationsmodelen, og dermed indeholder den appellerede dom en fejl ved det retlige kriterium, der blev anvendt ved fastlæggelsen af, at afgørelsen skulle annulleres.

3)

Selv hvis der under de forelæggende omstændigheder kunne forelægge en tilsidesættelse af UPS’ ret til forsvar, indeholder den appellerede dom en fejl, idet der heri ikke tages stilling til det af Kommissionen anførte om, at UPS’ anbringende var ugrundet, og at UPS kunne forstå priskoncentrationsmodelsen.

4)

Under alle omstændigheder kunne konklusionerne i den appellerede dom ikke begrunde annullationen af afgørelsen.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/22

1)

Afgørelsen truffet den 3. september 2015 af Andet Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 356/2015-2) annulleres.

2)

EUIPO bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er blevet afholdt af Alma-The Soul of Italian Wine LLLP.

3)

Miguel Torres, SA bærer sine egne omkostninger.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/22

1)

Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)

Vincent Piessevaux betaler sagens omkostninger.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/23

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret frifindes.

2)

Piper Verlag GmbH betaler sagsomkostningerne.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/23

1)

Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)

Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/24

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Dominator International GmbH betaler sagsomkostningerne.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/25

1)

Søgsmålet afvises, i det omfang det er rettet mod EPSO’s afgørelse af 14. september 2009, for så vidt angår spørgsmålet om at give sagsøgerne adgang til den pågældende mundtlige prøve.

2)

Sagsøgte frifindes, for så vidt som søgsmålet er rettet mod EPSO’s afgørelse af 23. juli 2009 om at fastholde den ikke-beståede karakter på 18/40 for den sidste skriftlige prøve c) og om afslag på at give Eva Cuallado Martorell adgang til udvælgelsesprøvens mundtlige prøve.

3)

Eva Cuallado Martorell og Europa-Kommissionen bærer deres egne omkostninger i forbindelse med appelsagen for Retten.

4)

Eva Cuallado Martorell betaler omkostningerne i forbindelse med sagens hjemsendelse til Personaleretten samt for Retten.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/25

1)

Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)

BSH Electrodomesticos España, SA bærer sine egne omkostninger og betaler de af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) afholdte omkostninger.

3)

DKSH International Ltd. bærer sine egne omkostninger.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/26

1)

Gennemførelsen af Europa-Kommissionens afgørelse af 2. marts 2017 om at sende RW på orlov i tjenestens interesse og om at pensionere ham uden ansøgning pr. 1. juni 2017 udsættes.

2)

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/27

—

Afgørelsens artikel 1, litra a), og, som følge heraf, artikel 2, litra a), annulleres.

—

Afgørelsens artikel 2, litra a), annulleres under alle omstændigheder.

—

Under udøvelse af sin fulde prøvelsesret i henhold til artikel 261 TEUF og artikel 31 i forordning nr. 1/2003 nedsætter Retten væsentligt den bøde, som sagsøgerne er blevet pålagt.

—

Høringskonsulentens beslutning af 2. oktober 2014, af 4. marts 2015, af 27. marts 2015, af 29. juli 2015 og af 19. september 2016 annulleres, og som følge heraf annulleres afgørelsens artikel 1, litra a), og artikel 2, litra a).

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af retten til domstolsprøvelse og af kontradiktionsprincippet.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af pligten til upartiskhed og af uskyldsformodningen.

3.

Tredje anbringende vedrørende den omstændighed, at sagsøgernes deltagelse i den påståede praksis med manipulation ikke er blevet godtgjort i den anfægtede afgørelse.

4.

Fjerde anbringende vedrørende den omstændighed, at den omhandlede praksis med urette er blevet kvalificeret som konkurrencebegrænsende formål i den anfægtede afgørelse.

5.

Femte anbringende om den retlige fejl, som Kommissionen begik, idet den fandt, at praksissen i sin helhed udgjorde en enkelt overtrædelse.

6.

Sjette anbringende vedrørende den omstændighed, at det ikke i tilstrækkelig grad er blevet godtgjort i den anfægtede afgørelse, at sagsøgerne havde kendskab til den samlede plan, eller at de havde til hensigt at deltage heri.

7.

Syvende anbringende om den retlige fejl, som den anfægtede afgørelse er behæftet med, for så vidt som den overtrædelse, som sagsøgerne hævdes at have begået, i afgørelsen blev kvalificeret som vedvarende, skønt den i værste fald var gentagen.

8.

Ottende anbringende om den retlige fejl, som den anfægtede afgørelse er behæftet med, for så vidt som sagsøgerne heri er blevet pålagt ansvaret for børshandlernes praksis.

9.

Niende anbringende vedrørende den omstændighed, at Kommissionen har pålagt en bøde under tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, af princippet om god forvaltningsskik, af sin begrundelsespligt, af retten til forsvar og af proportionalitetsprincippet.

10.

Tiende anbringende vedrørende den omstændighed, at Retten bør nedsætte bødestørrelsen, der ikke står i forhold til praksissens grovhed og varighed.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/28

—

Det fastslås, at sagsøgte tilsidesatte dets kontraktmæssige og ikke-kontraktmæssige forpligtelser over for sagsøgeren.

—

Det fastslås, at den interne prøve 2016 var ulovlig og at det derfor var ulovligt, at sagsøgerens kontrakt ikke blev forlænget.

—

Det fastslås, at sagsøgeren skal have erstatning for de tab, hun har lidt som følge af den ulovlige manglende forlængelse af hendes kontrakt, svarende til 19 måneders nettoløn med tillæg af tilpasninger af dagpenge og lønforhøjelser i henhold til »Remuneration of International Staff Contracted« (aflønning af internationalt kontraktansatte) og »Indicative Level of Allowances« (vejledende godtgørelsessatser).

—

Det fastslås, at sagsøgeren skal have erstatning for det lidte ikke-økonomiske tab som følge af sagsøgtes ulovlige handlinger og afgørelser.

—

Eulex Kosovo tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af stk. 4 og stk. 6 i SOP on Reconfiguration (SOP om Omstrukturering), hvori fastsættes henholdsvis principperne samt rollen og ansvaret for HEAD, HRO, og af stk. 5 (Principper) og stk. 7 (Udvælgelser), navnlig af stk. 7.1, litra a og b), stk. 7.2, litra c, f og k), og stk. 7.3, litra c), i SOP on Staff Selection (SOP om Personaleudvælgelse) (tilsidesættelser af kontraktmæssig karakter).

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af stk. 7.2, litra f), og stk. 7.3, litra c), i SOP on Staff Selection (SOP om Personaleudvælgelse) og af artikel 3.2 i sagsøgtes »Adfærdskodeks«, af de kontaktmæssige principper om retfærdighed og god tro (tilsidesættelser af kontraktmæssig karakter) og af sagsøgerens ret til god forvaltning i medfør af artikel 41 i EU’s charter (tilsidesættelser af ikke-kontraktmæssig karakter).

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af princippet om upartiskhed og af sagsøgerens ret til god forvaltning.

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af sagsøgerens ret til retfærdige og rimelige arbejdsforhold (artikel 31 i EU’s charter), af Decision Memorandum af 26. januar 2011 (Proposal for introduction of assessment driving skills) og af kravene i indkaldelsen af ansøgninger om bidrag 2014, samt af retten til god forvaltning.

5.

Femte anbringende om tilsidesættelse af retten til retfærdige og rimelige arbejdsforhold (artikel 31 i EU’s charter).

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/29

—

Det fastlås, at Europa-Kommissionen har undladt at handle i henhold til artikel 14, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1386/2007 af 22. oktober 2007 om bevarelses- og håndhævelsesforanstaltninger gældende for det område, som reguleres af Organisationen for Fiskeriet i det Nordvestlige Atlanterhav (EUT 2007, L 318, s. 1), idet Kommissionen anmodede Portugal om at fremsende den en liste over fartøjer under Portugals flag, der har tilladelse til at fiske i det NAFO-regulerede område i sæsonen 2017, som ikke omfattede fiskerfartøjet CALVÃO, med den følge, at Kommissionen ikke har fremsendt en liste, der omfatter det nævnte fartøj, til NAFO’s sekretariat.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/29

—

Det fastslås på grundlag af artikel 277 TEUF, at artikel 20 i forordning nr. 1/2003 ikke finder anvendelse i nærværende sag.

—

Europa-Kommissionens afgørelse C(2017)1056 af 9. februar 2017 annulleres på grundlag af artikel 263 TEUF og 277 TEUF.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende om, at Europa-Kommissionens afgørelse af 9. februar 2017 er ulovlig, ved hvilken afgørelse sagsøgeren blev pålagt at underkaste sig en kontrolundersøgelse i henhold til artikel 20, stk. 1 og 4, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003, L 1, s. 1) (herefter den »anfægtede afgørelse«). Ifølge sagsøgeren er den anfægtede afgørelse ulovlig, for så vidt som den er støttet på bestemmelser, der er i strid Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (herefter »EMRK«). Sagsøgeren har i denne henseende anført, at

2.

Andet anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en begrundelsesmangel, for så vidt som nævnte afgørelse er utilstrækkeligt begrundet i strid med kravene i artikel 20, stk. 4, i forordning nr. 1/2003. Det er således sagsøgerens opfattelse, at den anfægtede afgørelse intet sted forklarer, hvordan sagsøgeren er berørt af en eventuel overtrædelse, og den periode, hvori der er mistanke om, at der har fundet overtrædelser af konkurrencebestemmelserne sted, angives heller ikke med præcision i afgørelsen. Denne tilsidesættelse af begrundelsespligten er så meget desto mere skadelig, som den anfægtede afgørelse ikke indeholder de sagsakter, som den er støttet på.

3.

Tredje anbringende om, at den anfægtede afgørelse er ulovlig, for så vidt som den blev vedtaget af Kommissionen, uden at denne institution råder over indicier, der er tilstrækkeligt alvorlige til, at der er grundlag for en mistanke om en overtrædelse af konkurrencebestemmelserne og dermed en begrundelse for en kontrolundersøgelse i sagsøgerens lokaler.

4.

Fjerde anbringende om, at den anfægtede afgørelse er ulovlig, for så vidt som den ikke overholder den grundlæggende ret til boligens ukrænkelighed, som er fastsat i chartrets artikel 7 og EMRK’s artikel 8, som følge af den uforholdsmæssige karakter af den kontrolundersøgelsesforanstaltning, som afgørelsen foreskriver, og fraværet af en tilstrækkelig garanti mod misbrug.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/30

—

Der vedtages en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse for at pålægge Kommissionen at præcisere de formodninger og fremlægge de indicier, som den var i besiddelse for at begrunde formålet og målet med afgørelserne AT.40466 — Tute 1 og At.40467 AT.40467 — Tute 2.

—

Indsigelsen om, at artikel 20, stk. 4, i forordning nr. 1/2003 er ulovlig, idet den ikke giver en adgang til effektive retsmidler med hensyn til betingelserne for gennemførelse af afgørelser om kontrolundersøgelser i overensstemmelse med EMRK’s artikel 1, 8 og 13 og chartrets artikel 7 og 47, tiltrædes.

—

Afgørelserne AT.40466 — Tute 1 og At.40467 AT.40467 — Tute 2, hvorved Les Mousquetaires S.A.S. og alle selskabets datterselskaber blev pålagt at underkaste sig en kontrolundersøgelse i medfør af artikel 20, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002, annulleres.

—

Subsidiært, annulleres afgørelserne AT.40466 — Tute 1 og AT.40467 — Tute 2, der er vedtaget med et tilsvarende indhold med hensyn til ITM Entreprises S.A.S. den 9. februar 2017, og som ikke er meddelt til afgørelsernes adressater.

—

Kommissionens afgørelse om at beslaglægge og kopiere de oplysninger, der er indeholdt i kommunikations- og lagringsværktøjer, som indeholder oplysninger, der henhører under brugernes privatliv, og om at afvise den anmodning om tilbagelevering af de omhandlede oplysninger, som sagsøgerne har fremsat, annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale de samlede sagsomkostninger.

1.

Første anbringende om en tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder, retten til boligens ukrænkelighed og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse som følgende af manglende effektive retsmidler vedrørende betingelserne for gennemførelse af kontrolundersøgelser.

2.

Andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 20, stk. 4, i forordning nr. 1/2003 og af grundlæggende rettigheder som følge af, at afgørelserne om kontrolundersøgelser er utilstrækkeligt begrundede og af denne grund har frataget sagsøgerne en grundlæggende garanti, der gælder i denne forbindelse. Navnlig begrænser afgørelserne ikke genstanden for og formålet med kontrolundersøgelserne i tilstrækkelig grad, og de præciserer ikke de formodninger og indicier, som Kommissionen har indsamlet.

3.

Tredje anbringende om en tilsidesættelse af artikel 20, stk. 3 og 4, og artikel 21 i forordning nr. 1/2003 og af grundlæggende rettigheder som følge af den omstændighed, at sagsøgerne er blevet frataget andre grundlæggende garantier. Navnlig er afgørelserne om kontrolundersøgelser tidsubegrænsede, kan gennemføres uden en faktisk meddelelse, de overholder ikke sagsøgernes ret til juridisk bistand, ret til ikke at udtale sig og ret til respekt for privatlivet, og de er til hinder for, at sagsøgerne effektivt kunne fremsætte indsigelser, henset til den konstante henvisning til muligheden for sanktioner i tilfælde af hindringer.

4.

Fjerde anbringende om et åbenbart urigtigt skøn og en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet i den måde, hvorpå Kommissionen har fastslagt hensigtsmæssigheden, varigheden og omfanget af kontrolundersøgelserne.

5.

Femte anbringende om en tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder, som blev begået ved vedtagelsen af afgørelsen om at nægte at sikre en beskyttelse, der er tilpasset visse dokumenter, der indeholder personlige oplysninger, for hvilke sagsøgerne havde anmodet om beskyttelse i henhold til EU-retten.

6.

Sjette anbringende, hvormed der subsidiært anmodes om annullation af afgørelserne om kontrolundersøgelser, dateret den 9. februar 2017, på grundlag af de samme anbringender.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/31

—

Sagsøgte tilpligtes at betale CSJU et beløb stort 101 370,94 EUR vedrørende tilskudsaftalen for partnere nr. 632462 »EASIER-Experimental Acoustic Subsonic wind tunnel Investigation of the advanced geared turbofan Regional aircraft integrating HLD innovative low-noise design« og et beløb stort 524,91 EUR som morarenter beregnet med en sats på 3,5 % for perioden mellem den 7. februar 2017 og den 1. april 2017.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale 9,72 EUR pr. dag svarende til renter fra den 2. april 2017 indtil datoen for gældens fulde indfrielse.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/32

—

Sagsøgte tilpligtes at betale CSJU et beløb stort 433 485,93 EUR vedrørende tilskudsaftalen for partnere nr. 325954 »ESICAPIA-Experimental Subsonic Investigation of a Complete Aircraft Propulsion system Installation and Architecture power plant optimization« og et beløb stort 2 244,63 EUR som morarenter beregnet med en sats på 3,5 % for perioden mellem den 7. februar 2017 og den 1. april 2017.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale 41,57 EUR pr. dag svarende til renter fra den 2. april 2017 indtil datoen for gældens fulde indfrielse.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/33

—

Sagsøgte tilpligtes at betale CSJU et beløb stort 625 793,42 EUR vedrørende tilskudsaftalen for partnere nr. 620108 »LOSITA-LOw Subsonic Investigation of a large complete Turboprop Aircraft« og et beløb stort 3 240,41 EUR som morarenter beregnet med en sats på 3,5 % for perioden mellem den 7. februar 2017 og den 1. april 2017.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale 60,01 EUR pr. dag svarende til renter fra den 2. april 2017 indtil datoen for gældens fulde indfrielse.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/34

—

Sagsøgte tilpligtes at betale CSJU et beløb stort 189 128,26 EUR vedrørende tilskudsaftalen for partnere nr. 632456 »WITTINESS-WindTunnel Tests on an Innovative regional A/C for Noise assessment« og et beløb stort 979,32 EUR som morarenter beregnet med en sats på 3,5 % for perioden mellem den 7. februar 2017 og den 1. april 2017.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale 18,14 EUR pr. dag svarende til renter fra den 2. april 2017 indtil datoen for gældens fulde indfrielse.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/35

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 4 i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 20 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

—

Tilsidesættelse af artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/35

—

Det fastslås, at artikel 2, stk. 2, tredje afsnit, i bilag VII til tjenestemandsvedtægten er ulovlig.

—

Afgørelsen truffet af Kontoret for Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder (herefter »PMO«) den 13. juli 2016, og i det omfang, det er relevant, afgørelsen af 3. februar 2017 om udtrykkeligt afslag på klagen, annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende vedrører en ulovlighedsindsigelse mod afgørelsen af 13. juli 2016, eftersom den er baseret på anvendelsen af artikel 2, stk. 2, tredje afsnit, i bilag VII til tjenestemandsvedtægten, der tilsidesætter forbuddet mod forskelsbehandling på grund af nationalitet og/eller på grundlag af herkomst, princippet om ligestilling, retten til uddannelse, beskyttelsen af barnets tarv, proportionalitetsprincippet og princippet om at legitimere enhver fravigelse af de i chartret fastsatte rettigheder.

2.

Andet anbringende vedrører en retlig fejl og tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, idet afgørelsen af 13. juli 2016 er baseret på en ulovlig bestemmelse i vedtægten.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/36

—

Europa-Parlamentets afgørelse af 2. marts 2017 om anmodning om ophævelse af Marine Le Pens immunitet 2016/2295 (IMM) annulleres.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale Marine Le Pen et beløb på 35 000 EUR som erstatning for det ikke-økonomiske tab.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale Marine Le Pen et beløb på 5 000 EUR som godtgørelse for de udgifter, der kan kræves erstattet.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale alle sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 8 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter (herefter »protokollen«). Dette anbringende er inddelt i fire led.

2.

Andet anbringende vedrører tilsidesættelse af protokollens artikel 9. Dette anbringende er inddelt i tre led.

3.

Tredje anbringende vedrører tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik. Dette anbringende er inddelt i to led.

4.

Fjerde anbringende vedrører tilsidesættelse af retten til forsvar.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/37

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2017/381 af 3. marts 2017 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2017, L 58, s. 34) annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2017/374 af 3. marts 2017 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2017, L 58, s. 1) annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende om, at Rådet savnede et korrekt retsgrundlag for de anfægtede retsakter.

2.

Andet anbringende om, at Rådet har begået magtfordrejning.

3.

Tredje anbringende om, at Rådet undlod at give en begrundelse.

4.

Fjerde anbringende om, at sagsøgeren ikke opfyldte de kriterier, der var angivet med henblik på at opføre en person på listen på det omhandlede tidspunkt.

5.

Femte anbringende om, at Rådet har foretaget åbenbart urigtige skøn, da det lod sagsøgeren være omfattet af de anfægtede foranstaltninger. Ved at genudpege sagsøgeren, uanset den tydelige manglende overensstemmelse mellem »begrundelsen« og de relevante udpegelseskriterier, har Rådet begået en åbenbar fejl.

6.

Sjette anbringende om, at sagsøgerens ret til forsvar er blevet tilsidesat og/eller at han er blevet nægtet en effektiv domstolsbeskyttelse. Det anføres bl.a., at Rådet har undladt at rådføre sig tilstrækkeligt med sagsøgeren før genudpegelsen, og sagsøgeren er ikke blevet givet en effektiv og retfærdig mulighed for enten at rette op på fejl eller fremlægge oplysninger vedrørende sine personlige forhold.

7.

Syvende anbringende om, at sagsøgerens ejendomsrettigheder i henhold til artikel 17, stk. 1, i EU’s charter om grundlæggende rettigheder er blevet tilsidesat, bl.a. fordi de restriktive foranstaltninger er en ubegrundet og uforholdsmæssig begrænsning af disse rettigheder.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/38

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2017/381 af 3. marts 2017 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2017, L 58, s. 34) annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2017/374 af 3. marts 2017 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2017, L 58, s. 1) annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Rådet savnede et korrekt retsgrundlag for de anfægtede retsakter.

2.

Andet anbringende om, at Rådet begik magtfordrejning.

3.

Tredje anbringende om, at Rådet undlod at give en begrundelse.

4.

Fjerde anbringende om, at sagsøgeren ikke opfyldte kriterierne for at blive opført på listen på det omhandlede tidspunkt.

5.

Femte anbringende om, at Rådet foretog åbenbart urigtige skøn, da det lod sagsøgeren være omfattet af de anfægtede foranstaltninger. Ved at genudpege sagsøgeren, uanset den tydelige manglende overensstemmelse mellem »begrundelsen« og de relevante udpegelseskriterier, har Rådet begået en åbenbar fejl.

6.

Sjette anbringende om, at sagsøgerens ret til forsvar er blevet tilsidesat, og/eller at han er blevet nægtet en effektiv domstolsbeskyttelse. Bl.a. anføres det, at Rådet har undladt at rådføre sig tilstrækkeligt med sagsøgeren før genudpegelsen, og sagsøgeren er ikke blevet givet en effektiv og retfærdig mulighed for enten at rette op på fejl eller fremlægge oplysninger vedrørende sine personlige forhold.

7.

Syvende anbringende om, at sagsøgerens ejendomsrettigheder i henhold til artikel 17, stk. 1, i EU’s charter om grundlæggende rettigheder er blevet tilsidesat, bl.a. fordi de restriktive foranstaltninger er en ubegrundet og uforholdsmæssig begrænsning af disse rettigheder.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/39

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale omkostningerne forbundet med sagens behandling for Retten og for EUIPO.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/40

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2017/381 af 3. marts 2017 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2017, L 58, s. 34) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2017/374 af 3. marts 2017 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2017, L 58, s. 1) annulleres, for så vidt som disse retsakter opretholder sagsøgeren på listen over personer og enheder, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende om, at lovgivningen om opførelse på listen tilsidesætter proportionalitetsprincippet, eftersom den muliggør opførelse på listen blot på grundlag af, at der er rejst straffesag mod den pågældende, og at de anfægtede retsakter følgelig er blevet vedtaget på et ulovligt grundlag.

2.

Andet anbringende om, at Rådet har anlagt et åbenbart urigtigt skøn, da det ikke havde et tilstrækkelig solidt faktuelt grundlag for at opføre sagsøgeren på listen under henvisning til, at de ukrainske myndigheder har rejst straffesag mod ham for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver.

3.

Tredje anbringende om en utilstrækkelig begrundelse, eftersom Rådet i de anfægtede retsakter gav en utilstrækkelig og stereotyp begrundelse, eftersom det blot kopierede teksten i lovgivningen om opførelse på listen.

4.

Fjerde anbringende om et forkert retsgrundlag, eftersom de af Rådet vedtagne foranstaltninger ikke i forhold til sagsøgeren udgør udenrigspolitiske foranstaltninger, men i stedet udgør foranstaltninger på området for internationalt samarbejde om straffesager, som dermed er blevet vedtaget på et forkert retsgrundlag.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/41

—

Principalt delvis annullation af Europa-Kommissionens afgørelse af 2. februar 2017 om støtteordningerne SA.26763 2014/C (ex 2012/NN), som Frankrig har indført til fordel for bustransportvirksomhederne i regionen Île-de-France, for så vidt som det i afgørelsens artikel 1 erklæres, at den regionale støtteordning blev »ulovligt« indført, til trods for, at der var tale om en eksisterende støtteordning.

—

Subsidiært delvis annullation af Europa-Kommissionens afgørelse af 2. februar 2017 om støtteordningerne SA.26763 2014/C (ex 2012/NN), som Frankrig har indført til fordel for bustransportvirksomhederne i regionen Île-de-France, for så vidt som det i afgørelsens artikel 1 erklæres, at den regionale støtteordning blev ulovligt indført for perioden forud for den 25. november 1998.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Med det første og principale anbringende gøres det gældende, at den omhandlede regionale støtteordning ikke blev ulovligt indført, eftersom den ikke var undergivet forpligtelsen til forudgående anmeldelse. Den regionale støtteordning var således en eksisterende støtteordning som omhandlet i artikel 108, stk. 1, TEUF og i bestemmelserne i artikel 1, litra b), og i kapitel VI i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT 2015, L 248, s. 9) (herefter »forordning nr. 2015/1589«). Ifølge de regler, som finder anvendelse på eksisterende støtteordninger, er disse ordningers indførelse ikke ulovlig, idet Kommissionen i givet fald alene kan fastsætte hensigtsmæssige foranstaltninger med det formål at få dem ændret eller fjernet for fremtiden.

2.

Med det andet og subsidiære anbringende gøres det gældende, at den regionale støtteordning ikke udgør en eksisterende støtteordning. Ifølge sagsøgerne behæftede Kommissionen den anfægtede afgørelse med en ulovlighed ved at fastslå, at den tiårige forældelsesfrist var blevet afbrudt af et søgsmål anlagt i 2004 af Syndicat autonome des transporteurs de voyageurs (herefter »SATV«) ved en national ret. Artikel 17 i forordning nr. 2015/1589 bestemmer således, at den tiårige forældelsesfrist alene afbrydes af en foranstaltning, der træffes af Kommissionen eller af en medlemsstat efter opfordring fra Kommissionen. Sagsøgerne har anført, at SATV’s anlæggelse af et søgsmål ved en national ret ikke udgør en foranstaltning, der afbryder forældelsesfristen som omhandlet i denne bestemmelse.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/41

—

Europa-Kommissionens afgørelse af 2. februar 2017 (SA.26763 — (2014/C) –) vedrørende den støtteordning, som Frankrig har gennemført til fordel for busselskaber, der driver virksomhed i regionen Ile-de-France, annulleres, for så vidt som denne ordning kvalificeres som statsstøtte.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om Kommissionens afvisning af at kvalificere ordningen for støtte til regionen som eksisterende støtte.

2.

Andet anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en begrundelsesmangel. Dette anbringende er opdelt i to led:

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/42

—

Den anfægtede afgørelse annulleres og indsigelsen forkastes.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/43

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), sammenholdt med artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 63, stk. 1, sammenholdt med artikel 58 og 59 i forordning nr. 207/2009, tilsidesættelse af artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 og dermed af retten til forsvar.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/43

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

For så vidt som den anden part i sagen for appelkammeret intervenerer i sagen, tilpligtes denne at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 75 i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

—

Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/44

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

For så vidt som den anden part i sagen for appelkammeret intervenerer i sagen, tilpligtes denne at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 75 i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/45

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

For så vidt som den anden part i sagen for appelkammeret intervenerer i sagen, tilpligtes denne at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 75 i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/45

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

For så vidt som den anden part i sagen for appelkammeret intervenerer i sagen, tilpligtes denne at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 75 i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/46

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

For så vidt som den anden part i sagen for appelkammeret intervenerer i sagen, tilpligtes denne at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 75 i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/47

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

For så vidt som den anden part i sagen for appelkammeret intervenerer i sagen, tilpligtes denne at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 75 i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/47

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 3, i forordning nr. 207/2009.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/48

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO og den anden part i sagen for appelkammeret, såfremt sidstnævnte intervenerer i sagen, tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 52, stk. 2, i sammenhæng med artikel 7, stk. 3, i forordning nr. 207/2009.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/49

—

Afgørelse truffet den 28. februar 2017 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 1477/2016-4) i en indsigelsessag mellem Lion’s Head Global Partners LLP og Lion Capital LLP annulleres og indsigelsen forkastes.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/49

—

Principalt: Ansættelsesmyndighedens afgørelse af 19. august 2016 om ikke at omklassificeree sagsøgeren til lønklasse AD13 i omklassificeringsåret 2013 annulleres.

—

Subsidiært: Kommissionen tilpligtes fuldt ud at erstatte sagsøgerens økonomiske og ikke-økonomiske tab.

—

Under alle omstændigheder tilpligtes Europa-Kommissionen at betale sagsomkostningerne.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/50

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/50

—

Det fastslås, at EU-varemærkeforordningens artikel 43, stk. 1, er blevet tilsidesat og urigtigt anvendt.

—

Den i klasse 33 foreslåede begrænsning »alkoholholdige drikke, især vin og mousserende vine, indeholdt i flasker eller beholdere med en kapacitet, der er større eller mindre end 0,375 liter«

—

Det fastslås, at EU-varemærkeforordningens artikel 75 er blevet tilsidesat.

—

Det fastslås, at afgørelse truffet den 1. marts 2017 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 1518/2016-5), som blev meddelt den 23. marts 2017.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse og urigtig anvendelse af artikel 43, stk. 1, i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 75 i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse og urigtig anvendelse af artikel 7, stk. 1, litra b) og c), og stk. 2, i forordning nr. 207/2009.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/51

—

Sagsøgte tilpligtes at betale CSJU et beløb stort 359 913,75 EUR vedrørende tilskudsaftalen for partnere nr. 325940 »EULOSAM — Design and Manufacturing of Baseline Low-Speed, Low-Sweep Wind Tunnel Model« og et beløb stort 2 105,25 EUR som morarenter beregnet med en sats på 3,5 % for perioden mellem den 31. januar og den 1. april 2017.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale 34,51 EUR pr. dag svarende til renter fra den 2. april 2017 indtil datoen for gældens fulde indfrielse.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/52

—

Principalt annulleres Kommissionens afgørelse af 2. februar 2017 SA.26763 vedrørende angiveligt tildelt støtte til kollektive transportvirksomheder i regionen Ile-de-France, for så vidt som det deri fastslås, at Ile-de-Frances støtteordning, der var gældende mellem 1984 og 2008, udgør ny støtte, som blev »iværksat retsstridigt«.

—

Subsidiært annulleres Kommissionens afgørelse af 2. februar 2017 SA.26763 vedrørende angiveligt tildelt støtte til kollektive transportvirksomheder i regionen Ile-de-France, for så vidt som det deri fastslås, at den individuelle støtte, der blev tildelt i henhold til regionen Ile-de-Frances støtteordning mellem maj 1994 og den 25. november 2008, udgør ny støtte, som blev »iværksat retsstridigt«.

1.

Første anbringende, der er fremsat til støtte for den første påstand, vedrører en tilsidesættelse af artikel 108 TEUF, en tilsidesættelse af artikel 1, litra b), i Rådets forordning (EU) 2015/1589 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (herefter »forordning nr. 2015/1589«) (EUT 2015, L 248, s. 9) samt en tilsidesættelse af retskraften af de domme, der blev afsagt af Den Europæiske Unions Domstol efter en præjudiciel forelæggelse.

2.

Andet anbringende, der er fremsat til støtte for den anden påstand, vedrører en tilsidesættelse af artikel 17 i forordning nr. 2015/1589, for så vidt som Kommissionen kvalificerede en foranstaltning, der ikke opfyldte de kvalifikationskriterier for denne kategori af foranstaltninger, som er fastsat i denne artikel, som en foranstaltning, der afbrød forældelsesfristen.

3.

Tredje anbringende, der er fremsat til støtte for den anden påstand, vedrører en tilsidesættelse af de berørte parters processuelle rettigheder, for så vidt som Kommissionen i sin afgørelse om at indlede proceduren fastslog, at forældelsen var blevet afbrudt ikke af indgivelsen af en stævning til forvaltningsdomstolene, men af Kommissionens første anmodning om oplysninger af 25. november 2008.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/53

—

Afgørelse truffet den 21. oktober 2002 af direktøren for EØSU's Personale- og Finansressourcer, hvorved denne gav afslag på sagsøgerens ansøgning af 2. oktober 2002 om tilbagebetaling med tillæg af renter af den del af hans belgiske pensionsrettigheder, som ikke var blevet medregnet ved overførslen til fællesskabsordningen, annulleres.

—

Meddelelse om fastsættelse af sagsøgerens alderspensionsrettigheder, der blev fastsat ved afgørelse nr. 360/03 A af 15. december 2003, annulleres, for vidt som den udelukkede eller undlod at fastsætte tilbagebetaling af de regelmæssige ydelser svarende til hans alderspension, der udbetales af det belgiske statslige pensionskontor til EØSU’s bankkonto med virkning fra den 1. januar 2004 på grund af overførslen af hans pensionsrettigheder.

—

EØSU tilpligtes at tilbagebetale de regelmæssige ydelser til sagsøgeren, som pensionskontoret har udbetalt til EØSU fra den 1. januar 2004 i forbindelse med overførslen af hans pensionsrettigheder, med tillæg af morarenter, der fastsættes efter den sats, som ECB anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner forhøjet med to procentpoints fra tidspunktet, hvor tilbagebetalingen burde være foretaget og indtil den fulde tilbagebetaling.

—

EØSU tilpligtes hver måned at tilbagebetale de regelmæssige ydelser til sagsøgeren, som pensionskontoret fortsat i fremtiden vil udbetale til EØSU’s bankkonto.

—

EØSU tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/53

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/54

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/54

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/54

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/55

17.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/57