3.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 353/1

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Union (TEU), særlig artikel 2, 3, 4, 6, 7 og 21,

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 1, 2, 3, 4, 18 og 19,

—

der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention og de tilhørende protokoller,

—

der henviser til FN's relevante menneskerettighedsinstrumenter, særlig den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder af 16. december 1966, den europæiske konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf af 10. december 1984 og de relevante tilhørende protokoller, og til Den internationale konvention om beskyttelse af alle personer mod tvungen forsvinding af 20. december 2006,

—

der henviser til artikel 5 i den nordatlantiske traktat af 1949,

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005 af 27. juni 2005 om handel med visse varer, der kan anvendes til henrettelse, tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (1),

—

der henviser til Stockholmprogrammet - Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse (2), og til Kommissionens meddelelse af 20. april 2010 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget "Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed for EU's borgere: Handlingsplan om gennemførelse af Stockholmprogrammet" (COM(2010)0171),

—

der henviser til retningslinjerne for en EU-politik over for tredjelande om tortur og anden grusom, inhuman og nedværdigende behandling eller straf og EU's retningslinjer for dødsstraf,

—

der henviser til Bruxelleserklæringen af 1. oktober 2010 fra den sjette konference i parlamentsudvalget for overvågning af EU-medlemsstaternes sikkerheds- og efterretningstjenester,

—

der henviser til FN's fælles undersøgelse af den overordnede praksis med hensyn til hemmelige tilbageholdelser i forbindelse med bekæmpelse af terrorisme, der gør sig gældende hos den særlige rapportør for fremme og beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder under bekæmpelse af terrorisme, Martin Scheinin; den særlige rapportør om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, Manfred Nowak; arbejdsgruppen om vilkårlige tilbageholdelser, som blev repræsenteret af gruppens næstformand, Shaheen Sardar Ali; samt arbejdsgruppen om tvungen eller ufrivillig forsvinden, som blev repræsenteret af gruppens formand, Jeremy Sarkin (3),

—

der henviser til rapporten fra den særlige rapportør om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i FN's Menneskerettighedsråd, der fokuserer på undersøgelseskommissioner som reaktion på mønstre eller anvendt praksis med hensyn til tortur eller andre former for mishandling (4),

—

der henviser til rapporten fra den særlige rapportør for fremme og beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder under bekæmpelse af terrorisme, Martin Scheinin, med titlen "Compilation of good practices on legal and institutional frameworks and measures that ensure respect for human rights by intelligence agencies while countering terrorism, including on their oversight" (samling af god praksis med hensyn til retlige og institutionelle rammer og foranstaltninger, der sikrer, at efterretningstjenesterne respekterer menneskerettighederne under bekæmpelse af terrorisme, også i forbindelse med deres tilsyn) (5),

—

der henviser til bidragene fra Europarådet, navnlig indsatsen fra den tidligere kommissær for menneskerettigheder, Thomas Hammarberg, og Den Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur samt til de relevante resolutioner fra Europarådets Parlamentariske Forsamling, navnlig følgende resolutioner: "Påståede hemmelige tilbageholdelser og ulovlige mellemstatslige overførsler af tilbageholdte, hvor Europarådets medlemsstater er involveret" (6) og "Hemmelige tilbageholdelser og ulovlige overførsler af tilbageholdte, hvor Europarådets medlemsstater er involveret: anden rapport" (7) samt rapporten fra Den Parlamentariske Forsamlings komité for retlige anliggender og menneskerettigheder med titlen "Abuse of state secrecy and national security: obstacles to parliamentary and judicial scrutiny of human rights violations" (misbrug af statshemmeligheder og national sikkerhed: hindringer for parlamentarisk og retlig kontrol af menneskerettighedskrænkelser) (8),

—

der henviser til følgende sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol: al-Nashiri mod Polen og Abu Zubaydah mod Litauen, Abu Zubaydah mod Polen, og el-Masri mod Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, som blev behandlet i den store afdeling den 16. maj 2012,

—

der henviser til sin beslutning af 25. november 2009 om Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i borgernes tjeneste - Stockholmprogrammet (9),

—

der henviser til sin beslutning af 14. februar 2007 (10) og 19. februar 2009 (11) om CIA's påståede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger,

—

der henviser til sine beslutninger om Guantánamo, navnlig til beslutningen om Guantánamo af 9. juni 2011: "forestående afgørelse om dødsstraf" (12) af 4. februar 2009 om tilbagelevering og genbosættelse af indsatte fra tilbageholdelsesfaciliteten i Guantánamo (13) og 13. juni 2006 om situationen for fangerne i Guantánamo (14), og til sin henstilling til Rådet af 10. marts 2004 om Guantánamofangernes ret til en retfærdig rettergang (15),

—

der henviser til sin beslutning af 15. december 2010 om grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union (2009) - effektiv gennemførelse efter Lissabon-traktatens ikrafttrædelse (16),

—

der henviser til sin beslutning af 14. december 2011 om EU's politik for bekæmpelse af terrorisme: vigtigste resultater og fremtidige udfordringer (17),

—

der henviser til den tale, som Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen, holdt i Strasbourg den 17. september 2008 (18),

—

der henviser til Kommissionens erklæringer om de berørte medlemsstaters behov for at foretage undersøgelser af den påståede deltagelse i CIA's overførsler og hemmelige tilbageholdelsesprogram, og til de dokumenter, som Kommissionen har overdraget ordføreren, herunder fire skrivelser, som er sendt til Polen, fire til Rumænien og to til Litauen i perioden 2007-2010,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet af 15. oktober 2003 om artikel 7 i traktaten om Den Europæiske Union: Respekt for og fremme af de værdier, som EU bygger på (COM(2003)0606),

—

der henviser til EU-formandskabets skrivelse af 29. november 2005 til den amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice, hvori USA anmodes om at kaste lys over disse indberetninger [om påstået tilbageholdelse eller transport af terrormistænkte i eller via visse EU-medlemsstater] i håb om, at dette vil dæmpe Europa-Parlamentets og offentlighedens bekymringer,

—

der henviser til det 2748./2749. møde i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 15. september 2006, hvor punktet "Bekæmpelse af terrorisme - hemmelige tilbageholdelsesfaciliteter" blev drøftet,

—

der henviser til EU-erklæringen af 7. marts 2011 på den 16. samling i FN's Menneskerettighedsråd om ovennævnte FN-undersøgelse af hemmelig tilbageholdelse,

—

der henviser til artiklen "Counter-terrorism and human rights" (bekæmpelse af terrorisme og menneskerettigheder) af Villy Søvndal, Gilles de Kerchove og Ben Emmerson, som blev offentliggjort i "European Voice" den 19. marts 2012,

—

der henviser til den amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rices svar af 5. december 2005 på EU-formandskabets skrivelse af 29. november 2005, hvori det erklæres, at (…) overførsler er et vigtigt værktøj til bekæmpelse af terrorisme, at USA eller den nuværende regering ikke er ene om at foretage overførsler, samtidig med at det understreges, at "formålet" med overførslerne ikke var at torturere den overførte person og til erklæringen fra udenrigsminister Condoleezza Rice om, at "vi (USA) respekterer vore partneres suverænitet" (19),

—

der henviser til den tidligere amerikanske præsident George W. Bushs anerkendelse i sin tale fra Det Hvide Hus' East Room den 6. september 2006 af tilstedeværelsen af et CIA-ledet program for overførsler og hemmelig tilbageholdelse, herunder oversøiske operationer,

—

der henviser til George W. Bushs erindringer, der blev offentliggjort den 9. november 2010,

—

der henviser til den ikke-klassificerede udgave fra august 2009 af CIA-generalinspektør John Helgersons rapport fra 2004 om CIA's operationer under Bush-æraen,

—

der henviser til rapporten fra Den Internationale Røde Kors Komité fra 2007 om behandlingen af 14 meget værdifulde fanger i CIA's varetægt, som blev gjort offentligt tilgængelig i 2009,

—

der henviser til de forskellige initiativer på nationalt plan til redegørelse af medlemsstaternes involvering i CIA's programmer for overførsler og hemmelige tilbageholdelser, herunder den igangværende undersøgelse i Danmark og tidligere undersøgelser i Sverige, de nuværende strafferetlige efterforskninger i Polen og Det Forenede Kongerige, tidligere straffesager i Italien, Tyskland, Litauen, Portugal og Spanien, Parlamentets tværpolitiske gruppes undersøgelse i Det Forenede Kongerige og tidligere parlamentariske undersøgelser i Tyskland, Litauen, Polen og Rumænien,

—

der henviser til den portugisiske retslige undersøgelse, som pludselig blev lukket ned i 2009 efter to års efterforskning,

—

der henviser til konklusionerne af de nationale undersøgelser, som allerede er gennemført i visse medlemsstater,

—

der henviser til de talrige medierapporter og oplysninger fremkommet ved undersøgende journalistik, navnlig, men ikke begrænset til, ABC-nyhedsudsendelser i 2005 (20) og 2009 (21) og artikler i Washington Post i 2005 (22), uden hvilke overførslerne og tilbageholdelserne ikke ville være blevet afsløret,

—

der henviser til den efterforskning og de undersøgelser og rapporter, som er blevet foretaget og udarbejdet af uafhængige forskere, civilsamfundsorganisationer, nationale og internationale ikke-statslige organisationer siden 2005, navnlig Human Rights Watch (23), Amnesty International og Reprieve,

—

der henviser til høringerne, som blev afholdt i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (LIBE) den 27. marts 2012 og i Underudvalget om Menneskerettigheder den 12. april 2012, samt til LIBE-delegationens besøg i Litauen den 25.-27. april 2012, ordførerens besøg til Polen den 16. maj 2012 og alle de skriftlige og mundtlige bidrag, som ordføreren modtog,

—

der henviser til den fælles anmodning om flyvedata fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender samt ordføreren til direktøren for Eurocontrol den 16. april 2012 samt til det omfattende svar fra Eurocontrol af 26. april 2012,

—

der henviser til notatet fra GD IPOL "The results of the inquiries into the CIA's programme of extraordinary rendition and secret prisons in European states in light of the new legal framework following the Lisbon Treaty" (PE 462.456),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48 og 50,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og udtalelse fra Udenrigsudvalget (A7-0266/2012),

A.

der henviser til, at Europa-Parlamentet har fordømt det USA-ledede CIA-program for overførsler og hemmelige tilbageholdelser, der involverer talrige krænkelser af menneskerettighederne, herunder ulovlig og vilkårlig tilbageholdelse, tortur og anden mishandling, overtrædelser af non-refoulement-princippet, samt tvungen forsvinden; der henviser til, at Det Midlertidige Udvalg om CIA's Påståede Brug af Europæiske Lande ved Transport og Ulovlig Tilbageholdelse af Fanger (i det følgende benævnt "Det Midlertidige Udvalg") har dokumenteret CIA's brug af det europæiske luftrum og territorium, og at Europa-Parlamentet siden har gentaget sin anmodning om en fuldstændig undersøgelse af nationale regeringers og myndigheders samarbejde med CIA-programmet;

B.

der henviser til, at Parlamentet gentagne gange har opfordret til, at der i forbindelse med bekæmpelse af terrorisme sikres fuld respekt for den menneskelige værdighed, menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, herunder i internationalt samarbejde på området, i overensstemmelse med den europæiske menneskerettighedskonvention, EU's charter om grundlæggende rettigheder og nationale forfatninger og love om grundlæggende rettigheder, og at denne opfordring for nylig er blevet gentaget i dokumentet om EU's politik for bekæmpelse af terrorisme, hvor det også blev fremført, at respekt for menneskerettighederne er en forudsætning for sikring af politikkens effektivitet;

C.

der henviser til, at Parlamentet gentagne gange og stærkt har fordømt ulovlig praksis, som f.eks. "ekstraordinære overførsler", bortførelse, tilbageholdelse uden rettergang, forsvindinger, hemmelige fængsler og tortur og har anmodet om tilbundsgående undersøgelse af den påståede grad af visse medlemsstaters involvering i samarbejde med USA's myndigheder, særlig CIA, på EU's territorium;

D.

der henviser til, at formålet med denne beslutning er at "følge politisk op på det midlertidige udvalgs arbejde og overvåge udviklingen, især i tilfælde af, at Rådet og/eller Kommissionen ikke har truffet nogen passende handling, for at fastslå, om der er klar fare for et alvorligt brud på de principper og værdier, som EU bygger på, og for at anbefale det enhver beslutning, der tager udgangspunkt i artikel 6 og 7 i traktaten om Den Europæiske Union, som måtte være nødvendig i denne sammenhæng" (24);

E.

der henviser til, at EU bygger på demokrati, overholdelse af retsstatsprincippet, menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder, respekt for den menneskelige værdighed og folkeretten, ikke alene i Unionens interne politikker, men også i den eksterne dimension; der henviser til, at EU's engagement i menneskerettighederne, der styrkes af ikrafttrædelsen af EU's charter om grundlæggende rettigheder og tiltrædelsesprocessen til den europæiske menneskerettighedskonvention, skal afspejles på alle politiske områder for at gøre EU's menneskerettighedspolitik effektiv og troværdig;

F.

der henviser til, at en korrekt ansvarliggørelsesproces er af afgørende betydning for at bevare borgernes tillid til EU's demokratiske institutioner og for effektivt at beskytte og fremme menneskerettigheder i EU's interne og eksterne politikker samt for at sikre en legitime og effektive sikkerhedspolitik, som bygger på retsstatsprincippet;

G.

der henviser til, at ingen medlemsstat hidtil har opfyldt sin pligt til at beskytte, bevare, respektere og forebygge krænkelser af de internationale menneskerettigheder;

H.

der henviser til, at de instrumenter, der regulerer EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) omfatter verdenserklæringen om menneskerettigheder, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og de to valgfrie protokoller hertil, konventionen mod tortur og den valgfrie protokol hertil, den europæiske menneskerettighedskonvention, EU's charter om grundlæggende rettigheder og den europæiske konvention til forebyggelse af tortur og umenneskelig eller vanærende behandling eller straf, der samlet ikke alene absolut forbyder tortur, men også rummer en positiv forpligtelse til at efterforske påstande om tortur og til at sikre retsmidler og erstatning; der henviser til, at EU's retningslinjer om tortur udgør rammerne for EU's bestræbelser på "at forebygge og udrydde tortur og mishandling i alle dele af verden";

I.

der henviser til, at alle associerings-, handels- og samarbejdsaftaler indeholder menneskerettighedsklausuler med henblik på at sikre fremme af folkeretten og respekt for menneskerettighederne, og til, at EU også fører politiske dialoger med tredjelande på baggrund af menneskerettighedsretningslinjer, som omfatter bekæmpelse af dødsstraf og tortur; der henviser til, at EU inden for rammerne af Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder (EIDHR) støtter civilsamfundsorganisationer, som bekæmper tortur og støtter rehabilitering af torturofre;

J.

der henviser til, at hemmelig tilbageholdelse, der er en form for tvungne forsvinden, hvis det praktiseres omfattende eller systematisk, kan karakteriseres som en forbrydelse imod menneskeheden; der henviser til, at undtagelsestilstande og bekæmpelse af terrorisme udgør et gunstigt miljø for hemmelig tilbageholdelse;

K.

der henviser til, at der, skønt EU har vist sin vilje til at undgå medvirken til tortur via Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005 (25), senest ændret i december 2011 (26), der forbyder enhver eksport eller import af varer, som ikke har anden praktisk anvendelse end henrettelse, tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, stadig er behov for en yderligere indsats for at sikre, at dette overholdes overalt;

L.

der henviser til, at godkendelse af udlevering eller deportation af en person til et land, hvor der er væsentlige grunde til at tro, at vedkommende vil være i fare for at blive udsat for tortur eller mishandling, udelukkende på grundlag af diplomatiske forsikringer er uforeneligt med det absolutte forbud mod tortur i international lovgivning, europæisk lovgivning og EU-lovgivning og medlemsstaternes nationale forfatninger og love (27);

M.

der henviser til, at Rådet den 15. september 2006 indrømmede, at tilstedeværelsen af hemmelige tilbageholdelsesfaciliteter, hvor de tilbageholdte personer fastholdtes i et juridisk tomrum, ikke var i overensstemmelse med den humanitære folkeret og den internationale straffelov, men at det stadig ikke har erkendt og fordømt medlemsstaternes involvering i CIA-programmet, selv om CIA's brug af det europæiske luftrum og territorium er blevet fastslået af medlemsstaternes politiske myndigheder og retsmyndigheder;

N.

der henviser til, at der forekommer vedvarende krænkelser af menneskerettighederne som følge af CIA-programmet, hvilket især den nuværende regerings frihedsberøvelse i Guantánamo Bay af hr. Abu Zubaydah og hr. Al-Nashiri, som har fået tildelt status som ofre i den polske strafferetlige undersøgelse af CIA's hemmelige fængsler, vidner om;

O.

der henviser til, at efterforskning udført af FN, Europarådet, nationale og internationale medier, undersøgende journalister og civilsamfundet har bragt nye konkrete oplysninger frem i lyset om beliggenheden af hemmelige CIA-tilbageholdelsessteder i Europa, overførselsflyvninger i det europæiske luftrum samt transport og tilbageholdelse af personer;

P.

der henviser til, at der kan være udført ulovlige handlinger på EU's territorium inden for rammerne af NATO's multilaterale ordninger eller bilaterale aftaler;

Q.

der henviser til, at nationale undersøgelser og international efterforskning viser, at medlemmer af Den Nordatlantiske Traktats Organisation (NATO) indvilligede i at foretage en række foranstaltninger i kampen mod terror, som muliggjorde CIA's brug af hemmelig lufttrafik og af EU- medlemsstaters territorium i dets overførselsprogram, hvilket lader formode, at de medlemsstater, som også er medlemmer af NATO, alle har kendt til programmet;

R.

der henviser til, at der i FN's fælles undersøgelse af globale praksisser i forbindelse med hemmelig tilbageholdelse ved bekæmpelse af terrorisme (A/HRC/13/42), som blev gennemført af den særlige rapportør om fremme og beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og bekæmpelse af terrorisme, den særlige rapportør om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, arbejdsgruppen om vilkårlige tilbageholdelser og arbejdsgruppen vedrørende påtvungen eller ufrivillig forsvinden, blev redegjort for anvendelsen af hemmelige tilbageholdelsessteder på EU-medlemsstaternes område som en del af CIA-programmet, og at der blev udsendt opfølgningsskrivelser til medlemsstaterne med anmodning om yderligere oplysninger som nævnt i meddelelsesrapporterne for særlige procedurer, herunder rapporten af 23. februar 2012 (28);

S.

der henviser til, at det af Europarådets rapport fra 2011 fremgår, at oplysningerne, der i 2009 og 2010 blev modtaget fra de polske myndigheder, "giver vished for", at syv CIA-tilknyttede fly landede i Polen, og til, at de polske medier har berettet om anklager mod den tidligere polske efterretningschef og afsløret mulige kontakter mellem efterretningsofficerer og den polske regering om brug af et CIA-tilbageholdelsescenter på polsk territorium; der henviser til, at journalister på baggrund af oplysninger fra tidligere CIA-ansatte har identificeret et "sort område" i det rumænske nationale register over fortrolige oplysninger (29); der henviser til, at eksistensen af dette "sorte område" er blevet benægtet af de rumænske myndigheder, ligesom det ikke blev påvist under den undersøgelse, som det rumænske parlament gennemførte; der henviser til, at tidligere libyske systemkritikere har anlagt sag mod Det Forenede Kongerige for MI6's direkte involvering i overførsel, hemmelig tilbageholdelse og tortur af dem selv og deres familiemedlemmer;

T.

der henviser til, at de litauiske myndigheder har bestræbt sig at kaste lys over Litauens involvering i CIA-programmet gennem parlamentariske og retlige undersøgelser; der henviser til, at det af den parlamentariske undersøgelse, der er udført af Seimas' udvalg om national sikkerhed og forsvar, vedrørende CIA's påståede transport og indespærring af tilbageholdte personer på litauisk territorium, fremgår, at fem CIA-tilknyttede fly landede i Litauen i perioden 2003-2005, og at to skræddersyede faciliteter til frihedsberøvelse af fanger i Litauen (projekt nr. 1 og projekt nr. 2) blev etableret efter anmodning fra CIA; der henviser til, at LIBE-delegationen takker de litauiske myndigheder for at modtage Europa-Parlamentets medlemmer i Vilnius i april 2012 og for at have givet LIBE-delegationen adgang til projekt nr. 2; der henviser til, at bygningernes konstruktion og indendørs installationer forekommer egnet til tilbageholdelse af fanger; der henviser til, at mange spørgsmål vedrørende CIA's operationer i Litauen stadig fremstår ubesvarede trods den efterfølgende juridiske efterforskning, der blev gennemført i 2010 og afsluttet i januar 2011; der henviser til, at de litauiske myndigheder har meddelt, at de er klar til at iværksætte nye undersøgelser, hvis der skulle dukke nye oplysninger op, og henviser til, at anklagemyndigheden på Europa-Parlamentets anmodning har tilbudt at fremsende nye oplysninger om den strafferetlige undersøgelse;

U.

der henviser til, at de portugisiske myndigheder endnu ikke har fremlagt oplysninger om de mange elementer, der peger på, at formålet med mange flyvninger, som bl.a. blev identificeret af det midlertidige udvalg, var at flytte fanger rundt mellem Bagram, Diego Garcia, hemmelige fængsler og Guantánamo;

V.

der henviser til, at efterforskning og domstolsundersøgelser af logistikken i forbindelse med tilsløringen af disse ulovlige operationer, herunder falske flyveplaner og statsgodkendte flyvninger i civile og militære luftfartøjer samt anvendelse af private luftfartsselskaber til gennemførelse af CIA-overførsler yderligere har påvist den europæiske systematiske og omfattende involvering i CIA-programmet; der henviser til en analyse af de nye data fra Eurocontrol især underbygger påstanden om, at de selskaber, der udførte overførselsmissioner skiftede fly midtvejs for at hemmeligholde, hvor fangeoverførslerne kom fra, og hvor de skulle hen;

W.

der henviser til, at EU har udviklet politikker for den indre sikkerhed og bekæmpelse af terrorisme på baggrund af politisamarbejde og retligt samarbejde samt fremme af udveksling af efterretninger; der henviser til, at disse politikker bør gennemføres i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet og på grundlag af et effektivt parlamentarisk tilsyn med efterretningstjenesterne;

X.

der henviser til, at Den Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur anfører følgende: "De forhørsmetoder, der anvendes i CIA-styrede oversøiske tilbageholdelsesfaciliteter, har helt sikkert ført til krænkelser af forbuddet mod tortur og umenneskelig og nedværdigende behandling" (30);

Y.

der henviser til, at forbindelserne mellem EU og USA bygger på et stærkt partnerskab og samarbejde på mange områder på baggrund af fælles demokratiske værdier, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder; der henviser til, at EU og USA har styrket deres engagement i kampen mod terror siden terrorangrebet den 11. september 2001, navnlig med den fælles erklæring om terrorbekæmpelse af 3. juni 2010, og henviser til, at det er nødvendigt at sikre overensstemmelse i praksis med de erklærede forpligtelser og at løse uoverensstemmelser mellem EU's og USA's politik i kampen mod terror;

Z.

der henviser til, at den amerikanske regering i december 2011 i loven om det amerikanske forsvarsbudget (NDAA), vedtog bestemmelser, som giver lovhjemmel til ubegrænset tilbageholdelse af personer, der er mistænkt for at være involveret i terroraktiviteter i USA, og dermed undergraver retten til en behørig procedure og en retfærdig rettergang; der henviser til at NDAA er genstand for en juridisk indsigelse;

AA.

der henviser til, at præsident Obama den 22. januar 2009 underskrev tre dekreter, der indebar forbud mod tortur under afhøringer, oprettelse af en task-force for alle agenturer, der systematisk skal kontrollere tilbageholdelsespolitikker og -procedurer samt alle individuelle sager og en lukning af Guantánamo;

AB.

der henviser til, at Guantánamo stadig ikke er lukket som følge af stærk modstand fra den amerikanske kongres; der henviser til, at USA med henblik på at fremskynde lukningen har anmodet EU's medlemsstater om at modtage Guantánamoindsatte; der henviser til, at FN's højkommissær for menneskerettigheder har udtrykt dyb skuffelse over, at det ikke er lykkedes at lukke Guantánamo, og over etableringen af et system med vilkårlig tilbageholdelse;

AC.

der henviser til, at Guantánamoindsatte stadig stilles for militærdomstole, navnlig efter den amerikanske præsidents beslutning af 7. marts 2011 om at underskrive det dekret, der ophævede et toårigt stop for nye sager ved militærdomstolene, og loven af 7. januar 2012, der hindrer overførsler af Guantánamoindsatte til rettergang i USA;

1.

erindrer om, at strategier til bekæmpelse af terrorisme kun kan være effektive, såfremt de føres i nøje overensstemmelse med forpligtelserne vedrørende menneskerettighederne og i særdeleshed med retten til en retfærdig rettergang;

2.

gentager, at der ikke findes noget modsætningsforhold mellem effektive terrorbekæmpelsesforanstaltninger og respekten for menneskerettigheder, men at der er tale om målsætninger, der supplerer og gensidigt forstærker hinanden; erindrer om, at respekten for grundlæggende rettigheder er en væsentlig forudsætning for en vellykket terrorbekæmpelsespolitik;

3.

påpeger, at terrorbekæmpelsespolitikkerne er særdeles følsomme; mener, at kun reelle hensyn til den nationale sikkerhed kan retfærdiggøre hemmeligholdelse; der henviser til, at statshemmeligheder aldring kan have forrang frem for ufravigelige menneskerettigheder, og at hensynet til statshemmeligheder derfor aldrig kan påberåbes som grund til at begrænse staternes juridiske forpligtelse til at undersøge alvorlige krænkelser af menneskerettighederne; mener imidlertid, at klassificeringen af visse oplysninger som fortrolige og som statshemmeligheder ikke må være for bred, og at misbrug af henvisninger til statshemmeligheder og den nationale sikkerhed udgør en alvorlig hindring for den demokratiske kontrol;

4.

understreger, at terrormistænkte ikke bør være omfattet af særlige procedurer; påpeger, at alle bør være omfattet af samtlige garantier, herunder princippet om en retfærdig rettergang som defineret i artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention;

5.

gentager sin fordømmelse af praksis som ekstraordinære overførsler, hemmelige fængsler og tortur, som er forbudt efter national og international lovgivning om menneskerettigheder, og som bl.a. krænker retten til frihed, sikkerhed, human behandling, frihed fra tortur, non-refoulement, uskyldsformodning, retfærdig rettergang, juridisk bistand og lighed for loven;

6.

insisterer på nødvendigheden af at indsætte garantier med henblik på fremover at undgå enhver krænkelse af de grundlæggende rettigheder ved gennemførelsen af terrorbekæmpelsespolitikkerne;

7.

mener, at medlemsstaterne har givet udtryk for, at de er villige til at respektere folkeretten, men hidtil ikke på korrekt vis har opfuldt deres positive pligt at undersøge alvorlige menneskerettighedskrænkelser i forbindelse med CIA-programmet, og beklager i den forbindelse forsinkelserne med at kaste lys over sagen med henblik på at kunne give ofrene fuld oprejsning hurtigst muligt samt undskyldninger og erstatning, hvis det er relevant;

8.

mener, at visse medlemsstaters problemer med at gennemføre undersøgelserne fører til, at de er ude af stand til at overholde deres internationale forpligtelser, hvilket undergraver den gensidige tillid til beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder og således bliver hele EU's ansvar;

9.

gentager, at medlemsstaternes og EU's pligt til at undersøge den europæiske involvering i CIA-programmet er i overensstemmelse med princippet om oprigtigt og loyalt samarbejde, som er nedfældet i artikel 4, stk. 3, i TEU;

10.

udtrykker bekymring over de hindringer, der er opstået i forbindelse med de nationale parlamentariske og retlige undersøgelser af visse medlemsstaters involvering i CIA-programmet som nærmere dokumenteret i Europarådets rapport fra 2011 om misbrug af statshemmeligheder og national sikkerhed, herunder manglende gennemsigtighed, klassificering af dokumenter, forrang til nationale og politiske interesser, snævre undersøgelsesbeføjelser, begrænsninger af ofres ret til reel deltagelse og forsvar, fravær af grundige undersøgelsesteknikker og manglende samarbejde mellem undersøgelsesmyndighederne i EU; opfordrer medlemsstaterne til at undgå anvende sådanne argumenter i forbindelse med deres nationale straffesager, der giver mulighed for at afslutte straffesager under påberåbelse af forældelsesbestemmelserne og deraf følgende straffrihed og til at overholde princippet i den internationale sædvaneret, som anerkender, at forældelsesbestemmelserne ikke kan eller bør anvendes i sager vedrørende alvorlige krænkelser af menneskerettighederne;

11.

opfordrer de medlemsstater, der ikke har opfyldt deres pligt til at gennemføre uafhængige og effektive undersøgelser af krænkelser af menneskerettighederne under hensyntagen til samtlige nye beviser, der er kommet frem; opfordrer især medlemsstaterne til at undersøge, om der findes hemmelige fængsler på deres territorium eller om der har været gennemført operationer, hvor mennesker er blevet tilbageholdt i henhold til CIA-programmet i faciliteter på deres territorium;

12.

bemærker, at konklusionen på den parlamentariske undersøgelse i Rumænien var, at der ikke kunne påvises eksistensen af et hemmeligt CIA-fængsel på landets territorium; opfordrer de retlige myndigheder til indlede en uafhængig undersøgelse af påståede hemmelige CIA-tilbageholdelsessteder, navnlig i lyset af de nye beviser på, at der har fundet flyvninger sted mellem Rumænien og Litauen;

13.

opfordrer Polen til at fortsætte sin igangværende strafferetlige undersøgelse af hemmelige tilbageholdelser, men beklager manglen på officiel kommunikation vedrørende undersøgelsens omfang, gennemførelse og forløb; opfordrer de polske myndigheder til at udføre en grundig og gennemsigtig undersøgelse, der giver ofrene og deres advokater mulighed for at deltage;

14.

henviser til, at de parlamentariske og retlige undersøgelser, der fandt sted i Litauen mellem 2009 og 2011, ikke fandt beviser på, at der havde fundet hemmelige tilbageholdelser sted i Litauen; opfordrer de litauiske myndigheder til at efterleve deres tilsagn om at genåbne den strafferetlige efterforskning af Litauens involvering i CIA-programmet, hvis nye oplysninger skulle komme frem i lyset, på baggrund af nye beviser fra Eurocontrols data, der viser, at fly N787WH, som efter forlydende skulle have transporteret Abu Zubaydah, gjorde et stop i Marokko den 18. februar 2005 på vej til Rumænien og Litauen; bemærker, at analysen af Eurocontrols data endvidere har afdækket nye oplysninger ud fra flyveplaner, der forbinder Rumænien og Litauen via et flyskifte i Tirana i Albanien den 5. oktober 2005, og Litauen og Afghanistan via Kairo i Egypten den 26. marts 2006; finder det vigtigt, at de nye undersøgelser ud over embedsmænds magtmisbrug også dækker eventuelle ulovlige tilbageholdelser og mishandling af personer på litauisk territorium; opfordrer anklagemyndigheden til at dokumentere de påstande, der blev fremsat under LIBE-delegationens besøg, om at de "kategoriske" konklusioner af den retlige undersøgelse var, at ingen fanger var blevet tilbageholdt i projekt 1- og 2-faciliteterne i Litauen,

15.

henviser til den strafferetlige undersøgelse, der er indledt i Det Forenede Kongerige om overførsler til Libyen, og glæder sig over beslutningen om at fortsætte med en yderligere undersøgelse af Det Forenede Kongeriges ansvar i forbindelse med CIA-programmet, når den strafferetlige undersøgelse er afsluttet; opfordrer Det Forenede Kongerige til at gennemføre denne undersøgelse i fuld åbenhed, så ofrene og civilsamfundet får mulighed for at deltage;

16.

anerkender, at medlemsstaternes undersøgelser skal være baseret på solide retslige beviser og respekt for de nationale retssystemer og EU-lovgivningen, og ikke blot på spekulationer i medierne og offentligheden;

17.

opfordrer medlemsstater som Finland, Danmark og Portugal, Italien og Det Forenede Kongerige, Tyskland, Spanien, Irland, Grækenland, Cypern, Rumænien og Polen, som blev nævnt i betænkningen fra det midlertidige udvalgs betænkning, til at videregive alle nødvendige oplysninger om alle mistænkelige flyvninger i forbindelse med CIA og deres territorium; opfordrer samtlige medlemsstater til at respektere retten til aktindsigt og reagere korrekt på anmodninger om aktindsigt; er på denne baggrund bekymret over, at de fleste medlemsstater med undtagelse af Danmark, Finland, Tyskland, Irland og Litauen ikke har reageret korrekt på anmodninger fra Reprieve og Access Info Europe om adgang til oplysninger i forbindelse med deres undersøgelser af sager med ekstraordinære overførsler;

18.

opfordrer medlemsstaterne til at revidere bestemmelser eller fortolkninger, som accepterer tortur, som f.eks. Michael Woods juridiske udtalelse (omhandlet i Europa-Parlamentets beslutning af 14. februar 2007), som i modstrid med den internationale retspraksis hævdede, at det var legitimt at modtage og bruge oplysninger, som var fremkommet via tortur, så længe man ikke var direkte ansvarlig for den (hvilket tilskynder til og begrunder udlicitering af tortur);

19.

opfordrer alle EU's medlemsstater til at underskrive og ratificere FN's konvention om beskyttelse af alle personer mod tvungne forsvindinger;

20.

opfordrer medlemsstaterne til på baggrund af det øgede samarbejde og udveksling af oplysninger mellem deres efterretningstjenester og sikkerhedsorganer at sikre en fyldestgørende demokratisk kontrol med disse tjenester og organer via et passende internt, forvaltningsmæssigt, retsligt og uafhængigt parlamentarisk tilsyn, som helst skal udføres af specialiserede udvalg med omfattende ansvarsområder og beføjelser, bl.a. til at kræve oplysninger, og med tilstrækkelige ressourcer til at foretage undersøgelser og efterforskninger, så de ikke blot kan undersøge politiske, administrative og finansielle emner, men også kan se nærmere på tjenesternes og organernes operative arbejde;

21.

anser det for afgørende, at EU i kampen mod terror fordømmer samtlige former for krænkelser, herunder krænkelser begået på EU's område, således at EU ikke blot kan leve op til sine værdier, men også på troværdig vis kan forsvare dem i sine eksterne partnerskaber;

22.

minder om, at Rådet aldrig har givet en officiel undskyldning for at have krænket princippet i Traktaten om loyalt samarbejde mellem fællesskabets institutioner ved fejlagtigt at have forsøgt at få Europa-Parlamentet til at udarbejde forkortede versioner af protokollerne fra møderne i COJUR (Arbejdsgruppen for det offentligretlige internationale råd) og COTRA (Arbejdsgruppen for de transatlantiske relationer) med højtstående amerikanske embedsmænd; forventer en undskyldning fra Rådet;

23.

forventer, at Rådet udsteder en erklæring, hvori medlemsstaternes erkender, at de har deltaget i CIA-programmet, og beskriver de problemer, som de stødte på i forbindelse med undersøgelserne;

24.

opfordrer Rådet til fuldt ud at støtte de sandhedssøgende processer og ansvarliggørelsesprocesserne i medlemsstaterne ved officielt at rejse problemet på møder inden for områderne retlige og indre anliggender, udveksle alle oplysninger, yde assistance i forbindelse med undersøgelser og især imødekomme anmodninger om aktindsigt;

25.

opfordrer Rådet til at høre de relevante EU-sikkerhedsorganer, navnlig Europol, Eurojust og EU's koordinator for bekæmpelse af terrorisme med henblik på at klarlægge deres kendskab til medlemsstaternes involvering i CIA-programmet og EU's reaktion; opfordrer desuden Rådet til at foreslå beskyttelsesforanstaltninger med henblik på at sikre respekt for menneskerettighederne i forbindelse med udveksling af efterretninger og en streng afgrænsning af rollerne mellem efterretning og retshåndhævelsesaktiviteter, så efterretningstjenesterne ikke får beføjelser til at foretage anholdelse og til at tilbageholde personer, til at aflægge beretning til Parlamentet inden for et år;

26.

opfordrer Rådet til at tilskynde medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis om det parlamentariske og juridiske tilsyn med efterretningstjenesterne og involvere de nationale Parlamenter og Europa-Parlamentet i denne indsats;

27.

gentager sin opfordring til Rådet og medlemsstaterne til ikke at stole på uforpligtende diplomatiske løfter fra tredjelande som grundlag for udlevering eller deportation af personer, som menes at true den offentlige sikkerhed, hvis der er en reel risiko for, at disse vil blive udsat for tortur eller mishandling eller vil blive retsforfulgt på grundlag af beviser, der er opnået ved tortur;

28.

opfordrer de relevante myndigheder til at undlade at påberåbe sig af statshemmeligheder i forbindelse med internationalt efterretningssamarbejde for at blokere for ansvarliggørelse og klagemuligheder, og insisterer på, at udelukkende reelle nationale sikkerhedshensyn kan begrunde hemmeligholdelse, som under alle omstændigheder tilsidesættes af ufravigelige forpligtelser vedrørende grundlæggende rettigheder såsom det absolutte forbud mod tortur;

29.

opfordrer de relevante myndigheder til at sikre, at der foretages en klar sondring mellem på den ene side efterretnings- og sikkerhedstjenesternes aktiviteter og på den anden side de retshåndhævende myndigheder, så det sikres, at det generelle princip "nemo iudex in sua causa" opretholdes;

30.

understreger, at Europa-Parlamentets midlertidige udvalg, der forestod den undersøgelse, som lå til grund for beslutningerne af 14. februar 2007 og 19. februar 2009, dokumenterede, i hvilken grad godkendelses- og kontrolprocedurerne for civile fly, der overflyver luftrum eller lander på deres område, var ekstremt mangelfulde, og derfor ikke blot udsatte dem for misbrug i CIA's "ekstraordinære overførsler", men også for let at blive omgået af enhver udøver af organiseret kriminalitet, herunder terrornetværk; minder endvidere om EU's kompetence inden for transportsikkerhed og Parlamentets henstillinger til Kommissionen om at regulere og overvåge forvaltningen af EU's luftrum, lufthavne og ikke-erhvervsmæssige luftfart; opfordrer derfor EU og medlemsstaterne til ikke længere at udsætte en grundig gennemgang af deres gennemførelse af konventionen om international civil luftfart (Chicago-konventionen), for så vidt angår godkendelse og inspektion af civile fly, der overflyver deres luftrum eller lander på deres område, for at sikre, at sikkerheden forbedres, og at der udføres systematiske kontroller, som indebærer forhåndsidentifikation af passagerer og besætning, og at flyafgange, der er klassificeret som "statslige flyvninger" (som er undtaget fra konventionens anvendelsesområde) får forudgående og korrekt godkendelse; minder også om Parlamentets anbefaling om, at Tokyo-konventionen om lovovertrædelser og visse andre handlinger begået ombord i luftfartøjer håndhæves effektivt af medlemsstaterne;

31.

bemærker Kommissionens initiativer i forlængelse af Parlamentets henstillinger; beklager imidlertid, at de ikke har været en del af en bredere dagsorden og strategi til sikring af ansvarliggørelse for menneskerettighedskrænkelser begået i forbindelse med CIA-programmet og de nødvendige klage- og erstatningsmuligheder for ofrene;

32.

opfordrer Kommissionen til at undersøge, om nogen EU-bestemmelser, navnlig bestemmelserne vedrørende asyl og retligt samarbejde, er blevet overtrådt i forbindelse med samarbejdet om CIA-programmet;

33.

opfordrer Kommissionen til at lette og støtte gensidig juridisk bistand og retsligt samarbejde, som respekterer menneskerettighedsbestemmelserne, mellem undersøgelsesorganer og samarbejde mellem jurister, som beskæftiger sig med ansvarliggørelse i medlemsstaterne, til at sikre, at de vigtigste oplysninger udveksles, og til at fremme en effektiv anvendelse af samtlige EU-instrumenter og -ressourcer;

34.

opfordrer Kommissionen til inden for et år at vedtage en ramme, herunder krav om rapportering for medlemsstaterne, for overvågning af og støtte til de nationale ansvarliggørelsesprocesser, bl.a. i form af retningslinjer for undersøgelser i overensstemmelse med menneskerettighederne, der bygger på de standarder, der er udarbejdet i Europarådet eller på FN-plan;

35.

opfordrer Kommissionen til i lyset af de institutionelle mangler, der er påvist i forbindelse med CIA-programmet, at vedtage foranstaltninger, der har til formål at styrke EU's evne til at forhindre og afhjælpe menneskerettighedskrænkelser på EU-plan og at styrke Parlamentets rolle;

36.

opfordrer Kommissionen til at overveje indførelse af foranstaltninger til etablering af et permanent samarbejde og udveksling af oplysninger og efterretninger mellem Europa-Parlamentet og de nationale tilsynsudvalg for medlemsstaternes sikkerheds- og efterretningstjenester i sager, hvor medlemsstaternes efterretnings- og sikkerhedstjenester efter al sandsynlighed har gennemført fælles aktioner på EU's territorium;

37.

opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag til, hvordan der gradvist kan føres demokratisk tilsyn med grænseoverskridende efterretningsaktiviteter i forbindelse med EU's terrorbekæmpelsespolitikpolitik; agter ud at udnytte sine egne parlamentariske beføjelser til at føre kontrol med antiterrorpolitikker i overensstemmelse med anbefalingerne fra Europa-Parlamentets undersøgelsesafdeling (PE 453.207);

38.

opfordrer Den Europæiske Ombudsmand til at undersøge Kommissionens, Rådets og EU's sikkerhedsorganers, navnlig Europol og Eurojust, manglende overholdelse af grundlæggende rettigheder og principperne om god forvaltningsskik og loyalt samarbejde, for så vidt angår deres reaktioner på TDIP-udvalgets henstillinger;

39.

opfordrer EU til at sikre, at Unionens egne internationale forpligtelser overholdes fuldt ud, og at EU's politikker og udenrigspolitiske instrumenter, såsom retningslinjerne om tortur og dialogerne om menneskerettighederne, er gennemført fuldt ud, således at EU er i en stærkere position til at opfordre til konsekvent integration af menneskerettighedsklausuler i alle internationale aftaler, som EU indgår, samt opfordre Unionens største allierede, som f.eks. USA, til at overholde landets egen nationale lovgivning og folkeretten;

40.

bekræfter, at den internationale kamp mod terror og det bilaterale og multilaterale internationale samarbejde på dette område, herunder inden for rammerne af NATO og mellem efterforsknings- og sikkerhedstjenester, udelukkende må finde sted under fuld overholdelse af menneskerettighederne og de grundlæggende friheder og med passende demokratisk tilsyn og domstolskontrol; opfordrer EU's medlemsstater, Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og Rådet til at sikre, at disse principper anvendes i deres forbindelser med tredjelande, og kræver, at de foretager en grundig vurdering af menneskerettighedssituationen i partnerlandene, inden der indgås nye aftaler, navnlig for så vidt angår efterforskningssamarbejde og udveksling af oplysninger, at de tager eksisterende aftaler op til ny vurdering, hvis modparten ikke overholder menneskerettighederne, og at de underretter Europa-Parlamentet om konklusionerne af sådanne vurderinger;

41.

kræver, at udenlandske specialtjenester fremover ikke indblandes i suveræne EU-medlemsstaters sager, og at terrorbekæmpelsen foregår med fuld respekt for menneskerettighederne, de grundlægende frihedsrettigheder, demokratiet og retsstatsprincippet;

42.

erindrer om, at den valgfri protokol til konventionen mod tortur kræver oprettelse af overvågningssystemer, der dækker alle aspekter af frihedsberøvelse, og insisterer på, at en tilslutning til dette internationale instrument giver yderligere beskyttelse; opfordrer på det kraftigste EU's partnerlande til at ratificere den valgfri protokol og til at oprette uafhængige nationale forebyggende mekanismer, der er i overensstemmelse med Paris-principperne, og til at ratificere den internationale konvention om beskyttelse af alle personer mod tvungen forsvinding;

43.

gentager sin opfordring på grundlag af til folkeretten, og særlig artikel 12 i FN's konvention mod tortur, til, at alle stater, der rettes troværdige anklager mod, gør deres yderste for at tilvejebringe de nødvendige oplysninger, og, hvis disse oplysninger berettiger det, foretager grundige efterforskninger og undersøgelser af alle påståede ekstraordinære overførsler, hemmelige fængsler, tortur og andre alvorlige menneskerettighedskrænkelser med henblik på at få sandheden frem og, om nødvendigt, placere ansvaret, sikre ansvarliggørelse og undgå straffrihed, herunder at retsforfølge personer, hvor der foreligger bevis for strafferetligt ansvar; opfordrer i den forbindelse den højtstående repræsentant/næstformanden i Rådet og EU's medlemsstater til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre en behørig opfølgning på FN's fælles undersøgelse af globale praksisser i forbindelse med hemmelig tilbageholdelse som led i bekæmpelse af terrorisme, især med hensyn til den opfølgende skrivelse, de særlige mandathavere den 21. oktober 2011 sendte til 59 stater med anmodning om, at de respektive regeringer ajourfører gennemførelsen af anbefalingerne i denne undersøgelse;

44.

opfordrer EU til at sikre, at EU-medlemsstater, associerede lande og partnerlande, navnlig under Cotonou-aftalen, som har indvilliget i at huse tidligere Guantánamoindsatte, også reelt giver dem gode levevilkår og fremmer deres integration i samfundet, giver dem adgang til lægebehandling, herunder psykologhjælp, adgang til identifikations- og rejsepapirer, mulighed for at udøve deres ret til familiesammenføring samt alle øvrige grundlæggende rettigheder, der er tilkendt mennesker med politisk asyl;

45.

er især bekymret over den sag, en amerikansk militærkommission har ført mod Abd al-Rahim al-Nashiri, der kan dømmes til døden, hvis han bliver fundet skyldig; opfordrer de amerikanske myndigheder til at sikre, at al-Nashiri ikke bliver dømt til døden og gentager sin vedvarende modstand mod dødsstraf i alle sager og under alle omstændigheder; konstaterer, at al-Nashiris sag har verseret ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol siden den 6. maj 2011; opfordrer myndighederne i alle lande, hvor han har været tilbageholdt, til at anvende alle tilgængelige midler til at sikre, at han ikke bliver dømt til døden; opfordrer den højtstående repræsentant/næstformanden til at rejse al-Nashiris sag over for USA som et prioriteret spørgsmål, i overensstemmelse med EU's retningslinjer om dødsstraf;

46.

gentager, at fuld anvendelse af menneskerettighedsklausulen i alle aftaler er fundamental i forholdet mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater og tredjelande, og mener, at øjeblikket er gunstigt til genoverveje, hvordan de europæiske regeringer har samarbejdet med diktaturers undertrykkelsessystemer med bekæmpelse af terrorisme som begrundelse; mener i den forbindelse, at den netop reviderede europæiske naboskabspolitik skal give stærk støtte til reformen af sikkerhedssektoren, som navnlig skal sikre en klar adskillelse af efterretnings- og retshåndhævelsesfunktioner; opfordrer EU-Udenrigstjenesten, Rådet og Kommissionen til at intensivere deres samarbejde med Den Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur og andre af Europarådets relevante mekanismer i planlægningen og gennemførelsen af bistandsprojekter til bekæmpelse af terrorisme med tredjelande og i alle former for terrorismebekæmpelsesdialoger med tredjelande;

47.

opfordrer regeringen i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (FYROM) til at afklare ansvaret og sikre ansvarlighed for bortførelsen - som tilsyneladende skyldtes identitetsforveksling - af Khaled el-Masri, som førte til ulovlig tilbageholdelse og mulig tortur af ham; beklager, at anklagemyndigheden i Skopje har undladt at efterforske El-Masris klage; konstaterer, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har taget El-Masris sag op, og at den store afdeling havde sin første høring den 16. maj 2012; mener, at den makedonske regerings påståede adfærd i El-Masris sag er i uoverensstemmelse med EU's grundlæggende principper om de grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet, og bør tages op officielt af Kommissionen inden for rammerne af den makedonske tiltrædelsesproces til EU;

48.

opfordrer NATO og myndighederne i USA til at foretage deres egne efterforskning, til at samarbejde tæt i forbindelse med EU's og medlemsstaternes parlamentariske og retlige undersøgelser af disse spørgsmål (31), bl.a. ved straks at besvare anmodninger om gensidig juridisk bistand, videregive oplysninger om ekstraordinære overførselsprogrammer og anden praksis, der krænker menneskerettighederne og de grundlæggende rettigheder samt til at give de mistænktes juridiske repræsentanter de oplysninger, der er nødvendige til forsvaret af deres klienter; kræver, at alle NATO-aftaler, NATO-EU-aftaler og andre transatlantiske ordninger er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder;

49.

roser det amerikanske civilsamfunds initiativer i forbindelse med oprettelsen i 2010 af en uafhængig toparts task-force, der skal undersøge den amerikanske regerings politik og handlinger i forbindelse med USA’s tilfangetagelse, tilbageholdelse og retsforfølgelse af "mistænkte terrorister" under Clinton-, Bush- og Obama-regeringerne;

50.

opfordrer, i betragtning af det transatlantiske partnerskabs afgørende rolle og USA's lederskab på dette område, USA til at foretage en fuld efterforskning af og sikre ansvarliggørelse for alle overtrædelser, landet har begået, til sikre, at relevante nationale og internationale love overholdes fuldt ud for dermed at lukke legale smuthuller, standse sagerne ved de militære domstole, fuldt ud at anvende straffelovgivningen over for terrormistænkte og at genindføre prøvelse af lovligheden af tilbageholdelser samt habeas corpus-princippet, retfærdig rettergang, frihed fra tortur og ikke-forskelsbehandling mellem udenlandske og amerikanske borgere;

51.

opfordrer præsident Obama til at holde det løfte, han gav i januar 2009 om at lukke Guantánamo, lade alle tilbageholdte, som ikke vil blive sigtet, vende tilbage til deres hjemland eller et andet sikkert land så hurtigt som muligt, samt at alle tilbageholdte, mod hvem USA har tilstrækkelige gyldige beviser, hurtigt gives en retfærdig og offentlig rettergang ved en kompetent, uafhængig og upartisk domstol, og til at sikre, at de fængsles i USA, hvis de findes skyldige i overensstemmelse med gældende internationale standarder og principper; opfordrer ligeledes til at undersøge de krænkelser af menneskerettighederne, som finder sted på Guantánamo, og til at sikre ansvarliggørelse;

52.

opfordrer til, at alle tilbageholdte, der ikke vil blive sigtet, men som ikke kan hjemsendes på grund af en reel risiko for tortur eller forfølgelse i hjemlandet, får mulighed for at bosætte sig i USA under humanitær beskyttelse og får oprejsning (32), og opfordrer EU-medlemsstaterne til også at være villige til at modtage sådanne tidligere Guantánamoindsatte;

53.

opfordrer de amerikanske myndigheder til at ophæve beføjelserne til ubegrænset tilbageholdelse uden sigtelse eller retssag under NDAA;

54.

opfordrer Delegationsformandskonferencen til at sikre, at der indledes parlamentariske dialoger om beskyttelse af de grundlæggende rettigheder og bekæmpelse af terrorisme på baggrund af og som opfølgning på resultaterne i FN's fælles undersøgelse af globale praksisser i forbindelse med hemmelig tilbageholdelse ved bekæmpelse af terrorisme og på grundlag af FN's samling af god praksis vedrørende juridiske og institutionelle rammer og foranstaltninger, der sikrer, at efterretningstjenesterne overholder menneskerettighederne i forbindelse med bekæmpelsen af terrorisme, herunder tilsynet med dem;

55.

påtager sig på det kommende interparlamentariske møde med de nationale parlamenter at afsætte tid til en fornyet gennemgang af parlamenternes rolle med hensyn til at sikre ansvarliggørelse for menneskerettighedskrænkelser begået i forbindelse med CIA-programmet samt fremme et tættere samarbejde og en regelmæssig udveksling blandt de nationale tilsynsorganer, der har ansvar for kontrol af efterretningstjenesterne, med tilstedeværelse af de relevante nationale myndigheder, EU-institutioner og EU-agenturer;

56.

er fast besluttet på fortsat at varetage det mandat, det er blevet tilkendt af Det Midlertidige Udvalg i henhold til artikel 2, 6 og 7 i TEU; pålægger Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Underudvalget om Menneskerettigheder til at tage emnet op på Europa-Parlamentets plenarforsamling et år efter vedtagelsen af denne beslutning; anser det for vigtigt at vurderer graden af opfyldelsen af Parlamentets henstillinger og at undersøge årsagerne til, at nogle eventuelt ikke er blevet fulgt;

57.

opfordrer Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Ombudsmand, medlemsstaternes, ansøgerlandenes og de associerede landes regeringer og parlamenter, Europarådet, NATO, De Forenede Nationer, USA's regering og Kongressens to kamre til at holde Parlamentet orienteret om eventuelle nye elementer på de områder, der falder ind under denne betænkning;

58.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Den Europæiske Ombudsmand, medlemsstaternes, ansøgerlandenes og de associerede landes regeringerne og parlamenter, Europarådet, NATO, De Forenede Nationer og USA's regering og Kongressens to kamre.

3.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 353/16

—

der henviser til artikel 67, stk. 2, og artikel 78 og 80 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. december 2011 til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen "Styrket solidaritet i EU på asylområdet - En EU-dagsorden for bedre ansvarsfordeling og øget gensidig tillid" (COM(2011)0835),

—

der henviser til sin beslutning af 25. november 2009 om meddelelsen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet - Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i borgernes tjeneste - Stockholmprogrammet (1),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. april 2005 til Rådet og Europa-Parlamentet om et rammeprogram om solidaritet og forvaltning af migrationsstrømme for perioden 2007-2013 (COM(2005)0123),

—

der henviser til konklusionerne fra Rådet (retlige og indre anliggender) af 8. marts 2012 om en fælles ramme for ægte og praktisk solidaritet over for medlemsstater, der er udsat for særligt pres på deres asylsystemer, herunder gennem blandede migrationsstrømme, under den 3151. samling i Rådet (retlige og indre anliggender),

—

der henviser til internationale og europæiske menneskerettighedsinstrumenter, navnlig De Forenede Nationers konvention om flygtninges retsstilling, den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (ECHR) og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (chartret),

—

der henviser til Kommissionens grønbog af 6. juni 2007 om det fremtidige fælles europæiske asylsystem (COM(2007)0301),

—

der henviser til Kommissionens strategiske plan på asylområdet af 17. juni 2008 om en integreret tilgang til beskyttelse i EU (COM(2008)0360),

—

der henviser til Rådets direktiv 2001/55/EF af 20. juli 2001 om minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer og om foranstaltninger, der skal fremme en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til modtagelsen af disse personer og følgerne heraf (2),

—

der henviser til Rådets 18-måneders program af 17. juni 2011 udarbejdet af det polske, danske og cypriotiske formandskab,

—

der henviser til Kommissionens forslag til forordning af 15. november 2011 om oprettelse af en asyl- og migrationsfond (COM(2011)0751),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A7-0248/2012),

A.

der henviser til, at Den Europæiske Union har forpligtet sig til at færdiggøre etableringen af et fælles europæisk asylsystem i 2012;

B.

der henviser til, at solidaritet fra begyndelsen er blevet anerkendt som et vigtigt element og et ledende princip i det fælles europæiske asylsystem samtidig med, at den udgør et kerneprincip i EU-retten, i henhold til hvilken medlemsstaterne skal dele både fordele og byrder på en lige og retfærdig måde;

C.

der henviser til, at solidaritet skal gå hånd i hånd med ansvarlighed, og medlemsstaterne skal sikre, at deres asylsystemer kan leve op til de standarder, der er fastsat i international og europæisk ret, navnlig dem i Genèvekonventionen fra 1951 om flygtninges retsstilling og tillægsprotokollen hertil fra 1967, den europæiske menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder;

D.

der henviser til, at tilvejebringelse af støtte til gennemførelsen af asylprocedurer i en ånd af effektiv solidaritet og retfærdig ansvarsfordeling skal betragtes som et middel til at hjælpe medlemsstaterne, således at de kan opfylde deres forpligtelse til at yde beskyttelse til de mennesker, der har behov for international beskyttelse, og yde bistand til de tredjelande, som huser det største antal flygtninge, med henblik på at styrke det fælles område for beskyttelse generelt;

E.

der henviser til, at det, hvis den fælles behandling skal føre til fælles afgørelser - uanset forpligtelsen til at behandle de enkelte asylansøgninger efter en konkret og individuel vurdering - er nødvendigt, at der udvises behørig respekt for de fælles EU-begreber "sikkert oprindelsesland" og "sikre tredjelande", og at betingelserne og beskyttelsesforanstaltningerne i Parlamentets holdning ved førstebehandling af 6. april 2011 om Kommissionens forslag til et ændret direktiv om asylprocedurer;

1.

glæder sig over Kommissionens meddelelse om styrket solidaritet i EU på asylområdet, hvori der opfordres til, at solidaritet og ansvarsfordeling omsættes til konkrete foranstaltninger og til, at medlemsstaterne opfylder deres forpligtelse til at sikre, at deres egne asylsystemer lever op til både internationale og europæiske standarder;

2.

fremhæver den centrale rolle, som solidaritet og ansvarsfordeling spiller i oprettelsen af et fælles europæisk asylsystem, og den horisontale virkning heraf; gentager, at det er nødvendigt at sikre en effektiv og ensartet gennemførelse af gældende EU-ret på asylområdet og at indføre lovgivning med henblik på at sikre et højt beskyttelsesniveau;

3.

minder om, at retten til international beskyttelse er en grundlæggende rettighed forankret i folkeretten og EU-retten, og at den suppleres med en række yderligere rettigheder og principper, som f.eks. "non-refoulement-princippet", retten til værdighed, forbuddet mod tortur, umenneskelig og nedværdigende behandling, beskyttelse af kvinder mod vold og mod alle former for forskelsbehandling, adgang til effektive retsmidler og retten til privatliv og familieliv;

4.

understreger, at princippet om solidaritet og ansvarsfordeling er nedfældet i traktaterne, og at en effektiv ramme for solidaritet som minimum indbefatter, at EU-institutionerne og -agenturerne og medlemsstaterne har pligt til at samarbejde for at finde ud af, hvordan dette princip kan virkeliggøres; fastslår, at solidaritet ikke er begrænset til medlemsstaternes indbyrdes forbindelser, men også tager sigte på asylansøgere og personer, der nyder international beskyttelse;

5.

understreger, at skønt antallet af asylansøgninger steg i løbet af 2011, har der i de seneste ti år været et betydeligt samlet fald i antallet af asylansøgninger i EU; understreger, at nogle medlemsstater modtager et uforholdsmæssigt stort antal anmodninger om asyl i forhold til andre på grund af en række faktorer, herunder deres geografiske karakteristika, og at asylansøgningerne er ulige fordelt i EU; minder om, at ti medlemsstater i 2011 stod for over 90 % af asylansøgningerne, at kun 227 personer, der nyder international beskyttelse, indtil sommeren 2011 blev flyttet inden for EU fra Malta til seks andre medlemsstater, og at der i 2011 i hele EU kun var 4 125 flygtninge, der blev genbosat i kun ti EU-medlemsstater, hvilket udgør ca. 6,6 % af alle personer, der blev genbosat i løbet af det år; understreger, at det er vigtigt at identificere disse skævheder ved bl.a. at sammenligne de absolutte tal og kapacitetsindikatorerne, og at de medlemsstater, der får flest asylansøgninger, skal have mere hjælp af EU - både administrativt og økonomisk;

6.

understreger, at et højt beskyttelsesniveau for asylansøgere og personer, der nyder international beskyttelse, ikke kan opnås, og at der ikke kan træffes troværdige asylafgørelser, hvis der ikke rettes op på skævhederne i andelen af asylansøgninger i forhold til de enkelte medlemsstaters absorptionskapacitet i såvel teknisk som administrativ forstand, og hvis de støtteforanstaltninger, der findes i medlemsstaterne er dårligt tilpasset til at reagere på varierende asylstrømme;

7.

gentager, at medlemsstaterne bør sikre, at der etableres retfærdige og effektive asylsystemer med henblik på at kunne reagere på varierende asylstrømme; er af den opfattelse, at der, selv om antallet af asylansøgninger ikke er konstant, er dokumentation for, at specifikke indrejsesteder ved EU's eksterne grænser udgør særligt belastede områder, hvor det er rimeligt forudsigeligt, at et stort antal asylansøgninger kan blive indgivet; opfordrer til, at der træffes foranstaltninger til at styrke asylsystemernes beredskab i de medlemsstater, som ligger ved de primære EU-indrejsesteder, som et udtryk for solidaritet i praksis;

8.

understreger, at alle medlemsstater er forpligtet til i fuld udstrækning at gennemføre og anvende både EU-lovgivningen og efterleve deres internationale forpligtelser med hensyn til asyl; bemærker, at medlemsstaterne ved EU's ydre grænser står over for andre udfordringer inden for det fælles europæiske asylsystem end medlemsstater uden ydre grænser og derfor også har brug for andre former for støtte for at kunne gennemføre de respektive opgaver på tilfredsstillende vis; påpeger, at artikel 80 i TEUF fastsætter, at eksisterende foranstaltninger skal aktiveres, og at der skal udvikles nye foranstaltninger for at bistå disse medlemsstater, når det er nødvendigt;

9.

opfordrer til, at anvendelsen af eksisterende foranstaltninger optimeres, samt til, at der udvikles nye målrettede foranstaltninger og redskaber med henblik på at imødegå de konstant skiftende udfordringer på en fleksibel, men alligevel effektiv måde; mener, at en sådan optimering er særlig aktuel i betragtning af den akutte økonomiske krise i EU, som lægger yderligere pres på medlemsstaternes indsats for at håndtere asylprocedurerne effektivt, navnlig hvad angår de lande, som modtager uforholdsmæssigt mange asylansøgere;

10.

bemærker i lyset af de stigende behov med hensyn til flygtninge på globalt plan, at samarbejde med tredjelande i forbindelse med miljø- og udviklingspolitik kan spille en afgørende rolle for opbygningen af forbindelser, som er baseret på solidaritet;

11.

understreger betydningen af at indsamle og analysere pålidelige, nøjagtige, omfattende, sammenlignelige og ajourførte kvantitative og kvalitative data og sætte dem i perspektiv, med henblik på at overvåge og vurdere foranstaltninger og opnå en god forståelse af asylrelaterede spørgsmål; tilskynder derfor medlemsstaterne til at give Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO) og Kommissionen relevante oplysninger om asylspørgsmål ud over dem, der er anført i forordningen om migrationsstatistikker og forordningen om EASO; understreger, at alle statistiske data så vidt muligt bør være kønsopdelt;

12.

beklager den stigning i fremmedhad og racisme og negative og forkerte antagelser om asylansøgere og flygtninge, som ledsager den samfundsøkonomiske usikkerhed i EU; anbefaler, at medlemsstaterne gennemfører oplysningskampagner vedrørende den aktuelle situation for asylansøgere og personer, der nyder international beskyttelse;

13.

understreger, at oprettelsen af Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO) giver mulighed for at fremme et tættere praktisk samarbejde mellem medlemsstaterne for at bidrage til at reducere væsentlige forskelle i asylpraksis med henblik på at skabe bedre og mere retfærdige asylsystemer i EU; mener, at dette aktive og praktiske samarbejde bør gå hånd i hånd med en lovgivningsmæssig harmonisering af de europæiske asylpolitikker;

14.

minder om, at det er nødvendigt, at EASO stiller teknisk bistand og særlig ekspertise til rådighed for medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelsen af asyllovgivningen i samarbejde med civilsamfundet og UNHCR; understreger, at det er vigtigt, at Kommissionen anvender de oplysninger, der er indsamlet af EASO til at identificere eventuelle mangler i medlemsstaternes asylsystemer; mener, at disse oplysninger, der er indsamlet af EASO i henhold til forordning (EU) nr. 439/2010 også er relevante inden for rammerne af mekanismen for tidlig varsling, beredskab og krisestyring, som vil udgøre en del af den ændrede Dublin-forordning; understreger, at det er vigtigt at fremlægge regelmæssige rapporter og udarbejde handlingsplaner med henblik på at fremme målrettede løsninger og anbefalinger til forbedring af det fælles europæiske asylsystem og afhjælpe eventuelle mangler; bemærker navnlig agenturets rolle i forbindelse med koordinering af og støtte til fælles handling med henblik på at assistere medlemsstater, hvis asylsystemer og modtagefaciliteter er under særligt pres, gennem foranstaltninger, herunder udstationering af tjenestemænd i de pågældende medlemsstater og udsendelse af asyleksperthold, socialrådgivere og tolke, som kan mobiliseres hurtigt i krisesituationer; minder om, at EASO’s betydning vil afhænge af medlemsstaternes vilje til at udnytte dets potentiale fuldt ud;

15.

opfordrer EASO til under hensyntagen til såvel dets opgaver som dets begrænsede budget, ressourcer og erfaring at optimere de tilgængelige midler ved at indgå i tæt dialog og tæt samarbejde med internationale organisationer og civilsamfundet med henblik på at udveksle oplysninger og samle viden på asylområdet, indsamle data, udveksle bedste praksis, udarbejde omfattende retningslinjer vedrørende kønsrelaterede asylspørgsmål, udvikle uddannelse og etablere puljer af eksperter, sagsbehandlere og tolke, der kan mobiliseres med kort varsel til at yde bistand; henstiller endvidere til EASO at sikre, at en bred repræsentation af organisationer deltager i det rådgivende forum;

16.

understreger, at EASO's arbejde bør fokusere på både langsigtede forebyggende mål og kortsigtede reaktive foranstaltninger med henblik på at kunne reagere tilfredsstillende i forskellige situationer; mener derfor, at EASO, selv om det bør støtte kapacitetsopbyggende foranstaltninger til underudviklede eller dårligt fungerende asylsystemer, bør prioritere nødsituationer og medlemsstater, som er udsat for et særligt eller uforholdsmæssigt stort pres; fremhæver i denne forbindelse den afgørende rolle, som asyleksperthold spiller med hensyn til at hjælpe med store sagsmængder og efterslæb, at tilbyde uddannelse, påtage sig projektledelse, rådgive og anbefale konkrete foranstaltninger samt overvåge og gennemføre opfølgende foranstaltninger;

17.

noterer sig den operationelle plan, der er indført for at støtte det græske asylsystem, og forbedre situationen for asylansøgere og personer, der nyder international beskyttelse i Grækenland; understreger, at der trods visse fremskridt er behov for, at både EU og de græske myndigheder gør en yderligere indsats for at forbedre asylsystemet og sikre, at asylansøgernes rettigheder respekteres fuldt ud; minder om, at foranstaltninger for at reducere budgetunderskuddet, udelukker, at der bevilges nationale midler til at ansætte mere personale, og henstiller, at der findes en løsning på dette problem, da en velfungerende asylmyndighed er nødvendig for at sætte Grækenland i stand til at opfylde dets forpligtelser i henhold til folkeretten og EU-retten;

18.

noterer sig Kommissionens og Rådets henstilling om samarbejde mellem EASO og Frontex og understreger, at den fuldstændige og hurtige gennemførelse af Frontex' strategi for grundlæggende rettigheder er en nødvendig betingelse for et sådant samarbejde i forbindelse med international beskyttelse, herunder udpegelse af en tjenestemand med ansvar for menneskerettigheder, oprettelse af det rådgivende forum med civilsamfundet og indbydelse af internationale organisationer til at deltage i arbejdet som menneskerettighedsobservatører; understreger, at ethvert samarbejde skal ses i sammenhæng med opretholdelse af de standarder, der udspringer af europæiske og internationale normer, således af kvaliteten af den beskyttelse, der ydes asylansøgere, øges; opfordrer derfor EASO til at støtte Frontex, hvad angår dets forpligtelser til at sørge for adgang til international beskyttelse, navnlig "non-refoulement-princippet"; understreger, at grænseforanstaltninger skal indføres på en måde, der sikrer beskyttelse;

19.

erkender behovet for at revidere EASO's mandat regelmæssigt for at sikre en tilstrækkelig evne til at reagere på de forskellige udfordringer, som asylsystemerne står overfor; foreslår - i betragtning af, at alle tiltag truffet af EASO afhænger af medlemsstaternes velvilje - at muligheden for at indføre strukturelle beskyttelsesforanstaltninger inden for EASO's mandat overvejes med henblik på at sikre, at der stilles praktisk samarbejde og teknisk bistand til rådighed, hvor det er nødvendigt;

20.

opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at udnytte mulighederne under Den Europæiske Flygtningefond (ERF) til at træffe målrettede foranstaltninger til forbedring af asylsystemerne; anbefaler, at medlemsstaterne træffer foranstaltninger til at tackle problemer såsom besværlige bureaukratiske procedurer, forsinkelser i udnyttelsen og likviditetsproblemer med henblik på at sikre en effektiv og hurtig fordeling af midlerne;

21.

bemærker, at medlemsstaterne skal tilsikre, at Den Europæiske Flygtningefonds muligheder udnyttes fuldt ud, og at alle tildelte bevillinger kan udbetales, således at projektlederne ikke får problemer med at gennemføre finansierede projekter;

22.

glæder sig over oprettelsen i 2014 af en enklere og mere fleksibel asyl- og migrationsfond, som erstatter Den Europæiske Flygtningefond, Den Europæiske Fond for Integration af Tredjelandsstatsborgere og Den Europæiske Tilbagesendelsesfond, og understreger, at det er nødvendigt at bevilge tilstrækkelige midler til at støtte beskyttelsen af personer, der nyder international beskyttelse, og asylansøgere; understreger i denne forbindelse betydningen af at inkludere beskyttelsesforanstaltninger i asyl- og migrationsfonden med henblik på at undgå overdreven tildeling af midler til et bestemt politikområde på bekostning af det fælles europæiske asylsystem som helhed; anser det for nødvendigt inden for rammerne af reformen af bevillinger på området for indre anliggender i den flerårige finansielle ramme 2014-2020 ligeledes at bevilge tilstrækkelige midler til beskyttelse af grænserne for også at opnå større solidaritet på dette område; minder om, at der altid bør være tilstrækkelige midler til, at medlemsstaterne kan finansiere foranstaltninger vedrørende international beskyttelse og solidaritet;

23.

understreger, at det er nødvendigt, at asyl- og migrationsfonden er tilstrækkeligt fleksibel og let at mobilisere, og at den giver hurtig adgang, således at der kan reageres hurtigt og hensigtsmæssigt over for uventet pres og nødsituationer, som berører en eller flere medlemsstater; foreslår i denne forbindelse, hvor det er nødvendigt, at øremærke en vis procentdel af asyl- og migrationsfondens midler til midtvejsevalueringen til foranstaltninger, der har til formål at hjælpe medlemsstaterne med i fuld udstrækning at gennemføre og anvende gældende EU-ret vedrørende asyl og at overholde alle internationale forpligtelser på dette område;

24.

glæder sig over Rådets (retlige og indre anliggender) politiske dialog med de enkelte medlemsstater om anvendelsen af midlerne forud for den flerårige programmering; understreger vigtigheden af en inddragelsesorienteret tilgang for at opnå optimale resultater og henstiller til, at partnerskabsprincippet styrkes gennem inddragelse af civilsamfundet, internationale organisationer og lokale og regionale myndigheder samt relevante interessenter, idet deres erfaringer fra stedet er afgørende for at fastsætte realistiske prioriteter og udarbejde bæredygtige programmer; mener, at deres input til udarbejdelsen, gennemførelsen, overvågningen og evalueringen af målene og programmerne således er vigtige og bør tages i betragtning af medlemsstaterne;

25.

understreger betydningen af økonomisk ansvarsfordeling på asylområdet og henstiller, at der oprettes en mekanisme med tilstrækkelige midler til at modtage et større antal asylansøgere og personer, der nyder international beskyttelse, enten i absolutte tal eller forholdsmæssigt, og til at hjælpe de lande, som har mindre udviklede asylsystemer; mener, at der er brug for yderligere forskning for at finde frem til og kvantificere de reelle omkostninger ved at indkvartere asylansøgere og behandle asylansøgninger; opfordrer derfor Kommissionen til at gennemføre en undersøgelse for at vurdere, hvilke midler der skal tildeles i forhold til den enkelte medlemsstats ansvar, på grundlag af indikatorer såsom: antallet af første asylansøgninger, antallet af positive afgørelser, der tildeler flygtningestatus eller subsidiær beskyttelse, antallet af genbosatte og flyttede flygtninge, antallet af afgørelser om og aktiviteter vedrørende tilbagesendelse og antallet af pågrebne ulovlige indvandrere;

26.

anbefaler, at medlemsstaterne udnytter de økonomiske incitamenter, der er til rådighed gennem asyl- og migrationsfonden, og erkender, at det er vigtigt at yde økonomisk bistand gennem fonden og teknisk bistand gennem EASO; foreslår, at der indføres prioriterede områder med henblik på at tackle nødsituationer og tilvejebringe mere omfattende økonomisk støtte til medlemsstater, som ønsker at deltage i initiativer vedrørende flytning, for at lette de dermed forbundne økonomiske omkostninger;

27.

mener, at oprettelsen af et mere klart og effektivt system med økonomiske incitamenter for medlemsstater, der er involveret i flytninger og proaktive strategier med sigte på at styrke infrastrukturerne i de nationale asylsystemer, vil få en langsigtet positiv virkning på konvergensen mellem standarderne i EU og kvaliteten af det fælles europæiske asylsystem;

28.

glæder sig over muligheden for at øge Kommissionens bidrag til op til 90 % af de samlede støtteberettigede udgifter for projekter, som ellers ikke havde kunnet gennemføres; mener, at der bør skabes en klar merværdi gennem projekter, som finansieres af Kommissionen; understreger, at EU-midler under ingen omstændigheder bør træde i stedet for de nationale budgetter, der er afsat til asylpolitik;

29.

fremhæver de problemer, der i øjeblikket knytter sig til finansieringen af aktiviteter, i form af hindringer for adgangen til præcise oplysninger og finansiering, opstillingen af realistiske og skræddersyede mål og gennemførelsen af effektive opfølgende foranstaltninger; foreslår, at der indføres beskyttelsesforanstaltninger for at undgå overlapning, samt en klar tildeling af midler og en grundig undersøgelse af aktiviteters merværdi og opnåede resultater;

30.

understreger betydningen af strengt tilsyn med anvendelsen og forvaltningen af midlerne på grundlag af specifikke kvantitative og kvalitative indikatorer og kriterier for at undgå forkert fordeling af menneskelige og økonomiske ressourcer og sikre overensstemmelse med de fastsatte mål; glæder sig i denne forbindelse over oprettelsen af et fælles evaluerings- og overvågningssystem;

31.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til med hjælp fra Kommissionen at sikre fuld udnyttelse af eksisterende komplementaritet mellem andre tilgængelige finansielle instrumenter såsom Den Europæiske Socialfond og andre strukturfonde med henblik på at opnå en holistisk finansieringstilgang for asylrelaterede politikker;

32.

glæder sig over Kommissionens tilsagn om at foretage en omfattende evaluering af Dublin-systemet i 2014 og herunder vurdere de retlige, økonomiske, sociale og menneskerettighedsmæssige virkninger, herunder især indvirkningen på kvindelige asylansøgeres situation; mener, at der er behov for yderligere overvejelser om udviklingen af en ligelig ansvarsfordelingsmekanisme til at fastslå, hvilke medlemsstater der skal være ansvarlige for at behandle asylansøgninger, hvilket ville åbne mulighed for hurtig og effektiv praktisk støtte til medlemsstater, der befinder sig i nødsituationer og med uforholdsmæssigt store byrder;

33.

mener, at Dublin-forordningen, som fastsætter ansvarsfordelingen i forbindelse med asylansøgninger, placerer en uforholdsmæssigt stor byrde på de medlemsstater, som er indrejsepunkter til EU, og ikke indeholder nogen bestemmelser om en rimelig fordeling af asylansvaret mellem medlemsstaterne; bemærker, at Dublin-systemet, som det har været anvendt hidtil - i en kontekst karakteriseret af meget forskellige asylsystemer og utilstrækkelige grader af gennemførelse af EU-retten på asylområdet - har ført til ulige behandling af asylansøgere, og desuden har haft en negativ indvirkning på familiesammenføring og integration; understreger endvidere systemets mangler med hensyn til effektivitet og omkostningseffektivitet, eftersom over halvdelen af de aftalte overførsler aldrig finder sted, og der stadig er et højt antal ansøgninger; anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at sikre, at asylansøgere, som sendes tilbage til en medlemsstat med hjemmel i Dublin II-forordningen, ikke bliver udsat for forskelsbehandling, blot fordi de er hjemsendt under Dublin II-forordningen;

34.

understreger, at den relevante retspraksis allerede er ved at undergrave rationalet bag Dublin-systemet; mener, at retspraksis, selv om den giver en løsning på enkeltsager, ikke har kunnet løse de mangler, der er i gennemførelsen af EU-retten på asylområdet; glæder sig derfor - samtidig med at det erkender nødvendigheden af, at medlemsstaterne sikrer, at deres asylsystemer lever op EU’s normer og internationale normer - over bestræbelserne på at indarbejde yderligere kriterier i Dublin II for at mindske de negative virkninger, som systemet har; mener, at der i drøftelserne for at fastslå, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, skal tages hensyn til, at visse medlemsstater allerede er under uforholdsmæssigt stort pres, og at visse asylansøgningssystemer er helt eller delvist dysfunktionelle;

35.

mener, at det er afgørende at fortsætte dialogen med hensyn til fordeling af ansvaret for asylansøgere og personer, der nyder international beskyttelse, herunder om anvendelsen af redskaber som fælles behandling af asylansøgninger (i det følgende benævnt "fælles behandling") og ordninger om flytning;

36.

mener, at fælles behandling kan være et værdifuldt redskab til solidaritet og ansvarsdeling i en række tilfælde, navnlig hvis medlemsstaterne står over for en betydelig eller pludselig indstrømning af asylansøgere, eller hvis der er et stort efterslæb af ansøgninger, hvilket forsinker og undergraver asylproceduren på bekostning af asylansøgerne; er af den opfattelse, at fælles behandling kan forebygge eller afhjælpe kapacitetsproblemer, reducere byrden og omkostningerne ved behandling af asylansøgninger, fremskynde behandlingstiden og sikre en mere ligelig fordeling af ansvaret for behandling af asylansøgninger; understreger, at fælles behandling forudsætter en tydelig ansvarsfordeling mellem de involverede medlemsstater for at undgå flytning af ansvaret, og at beslutningstagningen fortsat er medlemsstaternes ansvar; bemærker, at dette skal suppleres af et system, der kan sikre en mere ligelig fordeling af ansvaret, så snart ansøgninger er færdigbehandlet;

37.

glæder sig over Kommissionens forundersøgelse om de retlige og praktiske konsekvenser af indførelsen af fælles behandling af asylansøgninger på EU's territorium, eftersom der er behov for at få skabt klarhed over en række forhold;

38.

bemærker, at fælles behandling ikke nødvendigvis indebærer en fælles afgørelse, men kan omfatte støtte og fælles behandling med hensyn til andre aspekter af asylproceduren som f.eks. identifikation, udarbejdelse af førstegangsprocedurer, samtaler eller vurdering af den politiske situation i oprindelseslandet;

39.

understreger, at fælles behandling bør give en merværdi i forhold til kvaliteten af beslutningsprocessen ved at sikre og fremme en retfærdig, effektiv og hurtig procedure; understreger, at bedre asylprocedurer fra starten (frontloading) kan gøre processen både kortere og billigere til gavn for såvel asylansøgere som medlemsstater;

40.

understreger, at en ordning om fælles behandling fuldt ud bør respektere ansøgernes rettigheder og indeholde håndfaste garantier derfor; fastholder, at fælles behandling under ingen omstændigheder må anvendes til at fremskynde asylproceduren på bekostning af kvaliteten; mener, at fælles behandling vil kunne føre til mere effektive asylprocedurer, hvilket også vil være til fordel for den enkelte asylansøger, eftersom en større administrativ kapacitet vil muliggøre en hurtigere vurdering af asylansøgeres behov for beskyttelse;

41.

mener, at EASO's rolle kan vise sig at være værdifuld med hensyn til at samle, uddanne og koordinere asylstøttehold, som kan tilbyde bistand, rådgivning og anbefalinger i forbindelse med førstegangsprocedurer;

42.

henstiller, at de planlagte ordninger for fælles behandling prioriterer muligheder, der involverer udsendelse af og samarbejde med relevante myndigheder i stedet for at overføre asylansøgere;

43.

anmoder EASO om at tilskynde til, lette og samordne udveksling af oplysninger og andre aktiviteter i forbindelse med fælles behandling;

44.

understreger, at ordninger i EU om genbosættelse og flytning internt i EU er supplerende foranstaltninger, der har til formål at styrke beskyttelsen af asylansøgere og personer, der nyder international beskyttelse, og samtidig vise solidaritet både i og uden for EU;

45.

understreger, at fysisk flytning af personer, der nyder international beskyttelse, og asylansøgere under visse omstændigheder er en af de mest konkrete former for solidaritet og i høj grad kan bidrage til et mere retfærdigt fælles europæisk asylsystem; understreger, at det også er et stærkt udtryk for forpligtelse i forhold til international beskyttelse og fremme af menneskerettigheder, men at det indtil videre kun er få medlemsstater, som har deltaget i initiativer vedrørende flytning;

46.

understreger betydningen af projekter som Eurema (EU Relocation Project for Malta) og forlængelsen heraf, i henhold til hvilket personer, der nyder international beskyttelse, er blevet og bliver flyttet fra Malta til andre medlemsstater, og anbefaler, at der udvikles flere initiativer af denne type; beklager, at dette projekt ikke har været så vellykket som forventet, fordi medlemsstaterne har udvist modvilje mod at deltage; opfordrer medlemsstaterne til at deltage mere aktivt i Eurema-projektet i en ånd af solidaritet og ansvarsdeling; glæder sig over Kommissionens tilsagn om at foretage en grundig evaluering af Eurema-projektet og forelægge et forslag om en permanent flyttemekanisme i EU;

47.

opfordrer Kommissionen til i sit forslag til retsakt om en permanent og effektiv flyttemekanisme i EU at overveje at anvende en EU-fordelingsnøgle til flytning af personer, der nyder international beskyttelse, baseret på passende indikatorer for medlemsstaternes modtage- og integrationskapacitet, som f.eks. BNP, befolkning og areal samt på de pågældende personers tarv og muligheder for integration; mener, at der kan tages hensyn til denne EU-fordelingsnøgle for medlemsstater, som oplever et specifikt og uforholdsmæssigt stort pres på deres nationale asylsystemer, eller i nødsituationer; understreger, at flytning altid er afhængig af samtykke fra de personer, der nyder international beskyttelse, og at indførelsen af en EU-fordelingsnøgle ikke vil berøre den enkelte medlemsstats forpligtelse til i fuld udstrækning at gennemføre og anvende gældende EU-ret vedrørende asyl, for så vidt angår retten til beskyttelse, modtagelsesbetingelser og retssikkerhedsgarantier, samt til at overholde alle internationale forpligtelser på dette område;

48.

opfordrer Kommissionen til at indarbejde stærke retssikkerhedsgarantier og tydelige kriterier i sit forslag til en permanent ordning i EU om flytning med henblik på at garantere potentielle beskyttede personers tarv og for at lette indvandrerpresset i de medlemsstater, der er særligt udsat for migrationsstrømme; henstiller, at værtssamfundet, civilsamfundet og de lokale myndigheder fra starten inddrages i flytningstiltag;

49.

understreger, at flytning, selv om det både kan være en langsigtet løsning for personer, der nyder international beskyttelse, og aflaste medlemsstaternes asylsystemer, ikke må føre til flytning af ansvaret; fastholder, at flytning bør omfatte stærke tilsagn fra de medlemsstater, som drager fordel af den, om effektivt at tackle de beskyttelsesmæssige huller i deres asylsystemer og garantere et højt beskyttelsesniveau for dem, der bliver tilbage i afsendermedlemsstaterne, hvad angår modtagelsesbetingelser, asylprocedurer og integration;

50.

glæder sig over de finansieringsmuligheder, som asyl- og migrationsfonden giver til flytning af asylansøgere, og opfordrer medlemsstaterne til at deltage i frivillige initiativer og samtidig fuldt ud respektere asylansøgeres rettigheder og behovet for deres samtykke; opfordrer Kommissionen til at undersøge, om det er muligt at udvikle et EU-system for flytning af asylansøgere, og til blandt andet at undersøge muligheden for at basere det på en EU-fordelingsnøgle, som tager hensyn til objektivt kontrollerbare kriterier, som f.eks. BNP, befolkning og areal samt asylsøgernes tarv og muligheder for integration; mener, at et sådant program vil kunne anvendes som en solidaritetsforanstaltning i de situationer, hvor antallet af asylansøgere er uforholdsmæssigt højt i forhold til kapaciteten i en medlemsstats asylsystem, eller i nødsituationer;

51.

minder om det mandat, som EASO har med hensyn til at fremme flytning af personer, der nyder international beskyttelse, blandt medlemsstaterne, og opfordrer agenturet til at opbygge dets kapacitet med det formål aktivt at støtte genbosættelsesprogrammer og -aktiviteter i tæt samarbejde med UNHCR, gennem udveksling af oplysninger og bedste praksis samt koordinerings- og samarbejdsaktiviteter;

52.

bemærker, at Kommissionen har givet udtryk for, at den altid vil overveje at aktivere mekanismen i direktivet om midlertidig beskyttelse, når de rette betingelser er opfyldt, navnlig i tilfælde af en faktisk eller truende masetilstrømning af fordrevne personer, der ikke kan vende tilbage til deres hjemland under sikre og holdbare forhold; opfordrer Kommissionen til at åbne mulighed for, at dette direktiv også kan aktiveres i tilfælde, hvor den pågældende tilstrømning udgør en massetilstrømning for mindst én medlemsstat, og ikke kun hvis der er tale om en sådan massetilstrømning for EU som helhed;

53.

fastholder, at gensidig tillid bygger på en fælles opfattelse af ansvar; fremhæver, at overholdelse af EU-retten er en forudsætning for tillid blandt medlemsstaterne;

54.

understreger, at det øger både tilliden og solidariteten, hvis medlemsstaterne opfylder deres forpligtelser vedrørende juridiske og grundlæggende rettigheder;

55.

understreger betydningen af at skabe et solidt grundlag for gensidig tillid blandt medlemsstaterne, eftersom dette hænger uløseligt sammen med udviklingen af det fælles europæiske asylsystem og med reel og praktisk solidaritet;

56.

erkender, at selv om overholdelsen af internationale beskyttelsesforpligtelser forbedrer den gensidige tillid, fører det ikke nødvendigvis til en ensartet anvendelse af bestemmelserne, da der stadig er stor forskel på fortolkningen og gennemførelsen af international asyllovgivning og EU's asyllovgivning i medlemsstaterne, som det tydeligt fremgår af den seneste retspraksis fra Menneskerettighedsdomstolen og EU-Domstolen i forbindelse med Dublin-forordningen; fremhæver, at det er Kommissionens og domstolenes ansvar at overvåge og evaluere gennemførelsen af asylreglerne i overensstemmelse med international ret og EU-retten;

57.

mener, at tidlige varslingsmekanismer, der indføres for at spore og håndtere nye problemer, inden de fører til krise, kan være et værdifuldt redskab; mener ikke desto mindre, at der også bør påregnes supplerende løsninger for at undgå overtrædelse af de grundlæggende rettigheder og sikre, at asylsystemerne fungerer korrekt;

58.

understreger, at selv om traktatbrudsprocedurer bør anvendes oftere for at gøre opmærksom på medlemsstaternes ansvar og deres manglende overholdelse af gældende EU-ret på asylområdet, bør de ledsages af forebyggende foranstaltninger, operationelle planer og tilsynsmekanismer for at kunne give resultater; understreger betydningen af løbende evalueringer, en konstruktiv dialog og udveksling af bedste praksis som afgørende elementer for at skabe en positiv udvikling i asylsystemer, hvori der er konstateret mangler; mener, at der dermed kan leveres forskellige former for økonomisk og praktisk støtte til at nå frem til en fuldstændig og korrekt gennemførelse af den europæiske asyllovgivning;

59.

bemærker, at Dublin-systemet er baseret på gensidig tillid, og at dets gennemførelse medfører gensidig anerkendelse af afgørelser om afslag blandt medlemsstaterne, da en asylansøgning kun kan behandles i EU én gang; opfordrer Kommissionen til at sende en meddelelse om rammerne for overførsel af beskyttelsen for personer, der nyder international beskyttelse, og gensidig anerkendelse af asylafgørelser inden 2014 i overensstemmelse med handlingsplanen om gennemførelse af Stockholmprogrammet;

60.

understreger, at forvaltning af migrationsstrømme kun kan øge den gensidige tillid og solidaritetsforanstaltninger, hvis den kombineres med en tilgang, der sikrer beskyttelse, og i henhold til hvilken grænseforanstaltninger gennemføres, uden at det berører flygtninges rettigheder og rettighederne for personer, der anmoder om international beskyttelse;

61.

understreger, at visumordninger regulerer en lang række forskellige indrejse- og udrejsetilladelser, og at disse indrejse- og udrejseregler på ingen måde begrænser de retlige forpligtelser til at give adgang til asyl;

62.

minder om Kommissionens forpligtelse til at sørge for en ordentlig ankomst i EU for personer, der har behov for beskyttelse, og opfordrer den til at undersøge nye tilgange til at skabe adgang til asylprocedurerne; glæder sig i denne henseende over Kommissionens tilsagn om senest i 2013 at vedtage en meddelelse om nye tilgange til adgang til asylprocedurerne, som henvender sig til de vigtigste transitlande;

63.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes nationale parlamenter og Europarådet.

3.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 353/25

—

der henviser til den kommende meddelelse om Kommissionens arbejdsprogram for 2013,

—

der henviser til den eksisterende rammeaftale om forbindelserne mellem Parlamentet og Kommissionen, navnlig bilag 4,

—

der henviser til sin beslutning af 4. juli 2012 om mødet i Det Europæiske Råd i juni 2012 (1),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 35, stk. 3,

A.

der henviser til, at omfanget og karakteren af statsgældskrisen og den finansielle og økonomiske krise sætter styringen af Den Europæiske Union på prøve som aldrig før,

B.

henviser til, at EU har nået et kritisk punkt, og at krisen ikke kan løses uden en betydelig uddybning af den europæiske integration, navnlig inden for euroområdet, med en tilsvarende styrkelse af den demokratiske kontrol og ansvarlighed,

C.

der henviser til, at Europa-Kommissionen er forpligtet til at fremme Unionens overordnede interesser, tage passende initiativer med dette for øje, sikre traktaternes anvendelse, føre tilsyn med gennemførelsen af EU-lovgivningen, udføre koordinerings-, gennemførelses- og forvaltningsfunktioner og tage initiativ til lovgivning;

1.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at udnytte alle sine beføjelser fuldt ud og levere det politiske lederskab, som er nødvendigt for at imødegå de utallige udfordringer, der frembringes af den fortsatte krise, og samtidig sigte mod at opnå finansiel stabilitet og økonomisk genopretning på grundlag af øget konkurrenceevne og en bæredygtig, effektiv og social retfærdig dagsorden;

2.

der minder om sit krav af 4. juli 2012 om, at Kommissionen skulle fremlægge en lovforslagspakke i september i overensstemmelse med fællesskabsmetoden, på grundlag af de fire byggesten kortlagt i rapporten med titlen ”Hen imod en egentlig Økonomisk og Monetær Union”;

3.

insisterer på, at Kommissionen deltager fuldt i udarbejdelsen af rapporten til Det Europæiske Råds møder i oktober og december 2012, som skal fastlægge en klar køreplan og tidsplan for konsolideringen af den økonomiske og monetære union, herunder en integreret finansiel, finans- og økonomipolitisk ramme, som med tiden skal føre til en stærkere politisk union og især til større demokratisk ansvarlighed og legitimitet på grundlag af traktatændringer;

4.

gør opmærksom på Parlamentets holdning om ”to pakke-lovgivningen”, som vil styrke budgetovervågningen og øge budgetpolitikken i euroområdet, og som indeholder bestemmelser, der muliggør en differentieret vej for budgetkonsolidering i tilfælde af et alvorligt økonomisk tilbageslag;

5.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremsætte forslag om at gennemføre de forpligtelser, der er skitseret i ”Vækst- og beskæftigelsespagten”, navnlig med henblik på at stimulere bæredygtige vækstorienterede investeringer, forbedre konkurrenceevnen i en europæisk økonomi, der stiler efter at realisere Europa 2020-målene, navnlig målene vedrørende ressourceeffektivitet, bæredygtighed og udvidelse af det indre marked; opfordrer Kommissionen til at bruge sit arbejdsprogram for 2013 til at opstille en detaljeret vækstdagsorden, der fokuserer på at tilskynde virksomheder og iværksættere til at udvikle industrier og serviceydelser, der kan skabe varige arbejdspladser og velstand; understreger i denne forbindelse betydningen af at gennemføre en markant optrapning af europæiske projektobligationer på grundlag af et samarbejde mellem EU-budgettet og Den Europæiske Investeringsbank;

6.

påpeger desuden, at der er behov for en vedvarende og symmetrisk reducering af uforholdsmæssigt store makroøkonomiske ubalancer og opfordrer til konkrete ændringer i EU-skattelovgivningen med henblik på at tackle alle aspekter af skattely og skatteunddragelse;

7.

opfordrer Kommissionen til at gøre sit yderste for at fremme en hurtig vedtagelse af den flerårige finansielle ramme (FFR) og de dermed forbundne flerårige lovgivningsmæssige programmer med fuld inddragelse af Parlamentet og med behørig respekt for dets medbestemmelsesret; støtter kraftigt forpligtelsen til at gøre EU-budgettet til en katalysator for vækst og beskæftigelse i hele Europa; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at forsvare sit forslag om at sikre, at Unionens budget skal afspejle Unionens behov og politiske mål mere direkte;

8.

insisterer imidlertid på, at reformen af ordningen for egne indtægter, herunder oprettelsen af nye egne indtægter, er et afgørende element, uden hvilket udsigterne til at nå til en aftale om den nye FFR ikke er særlig gode; anmoder Kommissionen om at støtte anmodningen fra flere medlemsstater om at styrke samarbejdet på dette område; understreger, at det ikke desto mindre er ønskeligt at nå til samlet enighed inden udgangen af dette år;

9.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at styrke sammenhængen i sit politiske program, forbedre kvaliteten af sine udkast til retsakter, styrke konsekvensanalyserne i udkast til retsakter, om nødvendigt foreslå anvendelse af sammenligningstabeller med henblik på bedre gennemførelsen af EU-lovgivning i national lovgivning og bakke Parlamentet op i dets forhandlinger med Rådet om anvendelse af delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter; opfordrer på ny til, at den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning fra 2003 genforhandles;

10.

opfordrer Kommissionen til at tage behørigt hensyn til Parlamentets sektorspecifikke holdninger som fastsat i del 2;

11.

understreger vigtigheden af korrekt og rettidig gennemførelse af EU-lovgivningen i national lovgivning og opfordrer indtrængende Kommissionen til om nødvendigt at indlede overtrædelsesprocedurer for at sikre korrekt gennemførelse og effektiv håndhævelse;

12.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at foreslå indførelse af obligatoriske nationale forvaltningserklæringer, som skal underskrives på det rette politiske niveau og dække EU-midler, der er underlagt delt forvaltning; opfordrer til, at der gøres en konstant indsats for at forenkle EU's programmer, navnlig på området forskning og innovation; anmoder Kommissionen om nøje at overvåge brugen af finansieringstekniske instrumenter; opfordrer til systematiske, regelmæssige og uafhængige evalueringer for at sikre, at alle udgifter fører til de ønskede resultater på en omkostningseffektiv måde;

13.

forventer, at Kommissionen i god tid forelægger forslag til ændringsbudgetter for at sikre, at betalingsniveauerne er i overensstemmelse med de foranstaltninger, der blev opnået enighed om på Det Europæiske Råds møde i juni 2012 med henblik på at stimulere væksten, og er tilstrækkelige til at kunne dække uindfriede forpligtelser;

14.

opfordrer Kommissionen til fortsat at fokusere på at forbedre forvaltningen af det indre marked, at forny sine bestræbelser på at opnå administrativ forenkling, at tage behørigt hensyn til om nødvendigt snarere at foreslå forordninger end direktiver med henblik på at sikre proportionaliteten i forbindelse med de foreslåede foranstaltninger og at overvåge de fremskridt, der gøres, med henblik på fuldstændig gennemførelse af den etablerede EU-ret, navnlig inden for servicesektoren, herunder muligheden for "hurtige overtrædelsesprocedurer"; understreger, at der må tages behørigt hensyn til det indre markeds økonomiske, sociale og miljømæssige dimensioner;

15.

ser frem til Kommissionens forslag under "akten for det indre marked II" om prioriterede tiltag med henblik på at sætte skub i væksten, beskæftigelsen og tilliden til det indre marked; støtter brugen af styrket samarbejde, hvor dette er passende og nødvendigt;

16.

opfordrer Kommissionen til at være mere systematisk i vurderingen af konsekvenserne af dennes forslag om SMV'er, som Europa er afhængig af for så vidt angår nye arbejdspladser; opfordrer i den forbindelse Kommissionen til aktivt at modvirke, at EU-lovgivningen "overreguleres" på nationalt plan, hvilket forvrider de lige konkurrencevilkår i det indre marked; opfordrer til, at den bureaukratiske byrde mindskes yderligere;

17.

støtter Kommissionens fremhævelse af den digitale dagsorden; opfordrer indtrængende til forslag om at yde flere grænseoverskridende tjenester til forbrugerne i Unionen;

18.

minder om behovet for en solid revision af produktsikkerhedsdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EC (2)), som sikrer forbrugernes sundhed og sikkerhed, men som også fremmer varehandelen, især for SMV’er; opfordrer Kommissionen til at foreslå en tværgående forordning om markedstilsyn for alle produkter; anmoder endvidere om effektiv erstatning inden for finansielle detailtjenesteydelser og en fælles, horisontal og koordineret tilgang med henblik på at beskytte forbrugere;

19.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at forbedre sin reguleringsmæssige adfærd over for SMV’er og mikrovirksomheder ved at skræddersy lovgivning til SMV’ernes behov og desuden ved at fremme indførelsen af hensigtsmæssige fritagelser;

20.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at gå videre med sin reform om ophavsrettigheder, der bør være tilpasset internetmiljøet og være baseret på social legitimitet, under behørig hensyntagen til de grundlæggende rettigheder, herunder fuldendelsen af reformen om industriel ejendomsret med henblik på at stimulere væksten og skabelsen af nye arbejdspladser i Europa; anmoder Kommission om at tage hensyn til de juridiske problemer, der blev afdækket i forbindelse med antipiratkopieringsaftalen (ACTA), når den fremlægger sit forslag til revision af EU's varemærkelovgivning;

21.

fastholder, at det er nødvendigt at gennemføre køreplanen for et ressourceeffektivt Europa for at skabe incitamenter til udvikling af grøn økonomi, fremme af biodiversitet og bekæmpelse af klimaændringer, herunder integrering af ressourceeffektive foranstaltninger som forudset i Europa 2020-strategien;

22.

mener, at det europæiske semester skal give hver enkelt medlemsstat mulighed for at gøre rede for sine egne forpligtelser i forhold til Europa 2020-strategien, europluspagten, akten for det indre marked og andre betydelige EU-målsætninger;

23.

opfordrer Kommissionen til snarest muligt at forelægge forslag med henblik på at tackle svaghederne i det nuværende emissionshandelssystem for at undgå, at det bryder sammen;

24.

opfordrer Kommissionen til at forelægge en detaljeret handlingsplan, der indeholder foranstaltninger med sigte på at opnå et fuldt integreret og indbyrdes forbundet indre marked for energi, og fremhæver betydningen af at forsyne EU med en moderne netinfrastruktur;

25.

opfordrer Kommissionen til at gennemføre køreplanen for omstilling til en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi senest i 2050, herunder midtvejsmilepælene;

26.

anmoder Kommissionen om at udarbejde en strategi med henblik på at imødegå konsekvenserne af de stigende energipriser for samfundet;

27.

mener, at krisen bør udnyttes som en mulighed for at omforme vores udviklingsmodel for samfundet med henblik på at skabe en højeffektiv, klimafleksibel økonomi baseret på vedvarende energi; understreger behovet for, at Kommissionen forelægger konkrete forslag til en klima- og energipakke 2030 med udgangspunkt i de nuværende tre søjler, dvs. reduktion af drivhusgasser, vedvarende energikilder og energieffektivitet;

28.

støtter den vægt, som Kommissionen tillægger behovet for at modernisere Europas multimodale transportnet, som er afgørende for det indre markeds succes; opfordrer Kommissionen til at leve op til sine tilsagn vedrørende jernbaner og til at udvide Det Europæiske Jernbaneagenturs beføjelser inden for sikkerhedscertificering og harmonisering af det rullende materiel;

29.

beklager, at det ikke er lykkedes at gennemføre initiativet vedrørende et fælles europæisk luftrum, og opfordrer Kommissionen til en fornyet indsats i denne henseende;

30.

glæder sig meget over Kommissionens fokus på unges beskæftigelse og dens forslag om at udvide Unionens muligheder for at fremme uddannelse og erhvervsuddannelse; forventer som led i paraplymeddelelsen om beskæftigelsespakken klare mål, tidsplaner og konkrete forslag inden for mobilitet blandt unge,"ungdomsgarantien", kvalitetsrammen for praktikophold, sprogkundskaber og unges iværksætterånd for at bekæmpe den høje ungdomsarbejdsløshed; forventer også konkrete foranstaltninger til at bekæmpe fattigdom, reformere arbejdsmarkedet og indføre sociale normer, således at en afbalanceret "flexicurity-strategi" kan gennemføres i de medlemsstater, som ønsker det, og opfordrer til, at der lægges mere vægt på beskæftigelse af handicappede inden for rammerne af et aldrende samfund;

31.

understreger betydningen af at investere i menneskelig kapital, forskning og udvikling, og af tilstrækkelig uddannelse og erhvervsuddannelse for at fremme den erhvervsmæssige mobilitet; opfordrer også til, at der arbejdes videre med spørgsmålene om vold mod kvinder og menneskehandel;

32.

gentager sin opfordring til en stærk samhørighedspolitik i EU efter 2013, der skal strømline eksisterende fonde og programmer, sikre de nødvendige finansielle midler, være baseret på decentral forvaltning og være nøje afstemt efter Europa 2020-strategiens mål; insisterer på behovet for at forbedre Solidaritetsfondens effektivitet og fleksibilitet og forventer forslag i denne henseende; er overbevist om, at det er muligt på en passende måde at finde fælles grundlag for EU's samhørigheds-, forsknings- og udviklingspolitikker, som bør rettes mod vækst og konkurrenceevne, men samtidig baseres på principperne om økonomisk, social og territorial samhørighed samt på ekspertise;

33.

støtter initiativer på EU-plan med henblik på at supplere nationale bestræbelser på at øge omfanget af mikrokredit og fremme socialt iværksætteri, der tilvejebringer serviceydelser, som ikke i tilstrækkeligt omfang leveres af den offentlige og private sektor;

34.

glæder sig over den mere konsekvente tilgang, som Kommissionen har valgt, for at beskytte retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder i hele Unionen; opfordrer til en revision af Agenturet for Grundlæggende Rettigheder for at sikre en effektiv overvågning og gennemførelse af menneskerettighedschartret og bringe det i overensstemmelse med Lissabontraktaten; støtter Kommissionen i dens forhandlinger om EU's tiltrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention;

35.

opfordrer Kommissionen til at undersøge gennemførelsen af direktivet om ligebehandling af alle uanset race (Rådets direktiv 2000/43/EF (3)) og gennemførelsen af rammeafgørelsen om bekæmpelse af racisme og fremmedhad (Rådets rammeafgørelse 2008/913/RIA (4)), og anser det for beklageligt, at EU-rammen for de nationale strategier for romaernes integration ikke er retligt bindende;

36.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at den frie bevægelighed for personer sikres, og at Schengenreglerne respekteres fuldt ud; understreger behovet for at erstatte medlemsstaternes utilstrækkelige peer review og opfordrer Kommissionen til at tage det fulde ansvar for tilsynet med Schengenreglerne; glæder sig over Kommissionens støtte til dets holdning vedrørende retsgrundlaget for Schengenreglerne;

37.

beklager fraværet af et forslag til retsakt om øget solidaritet mellem EU-landene på asylområdet; kræver, at der udarbejdes et forslag til retsakt om en fælles europæisk asylordning, der kombinerer ansvarlighed og solidaritet;

38.

understreger betydningen af at vedtage en forordning om en generel ramme for databeskyttelse og et direktiv om databeskyttelse inden for forebyggelse, opsporing, efterforskning eller retsforfølgning af strafbare handlinger for at sikre, at eventuelle yderligere foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme opretholder høje standarder for privatlivets fred og databeskyttelse; opfordrer Kommissionen til at forelægge sin evaluering af direktivet om lagring af data (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/24/EF (5));

39.

støtter kraftigt Kommissionens fremhævelse af at gennemføre borgervenlige initiativer i forbindelse med forslaget til en afgørelse om borgernes Europaår (2013) (COM(2011)0489) for yderligere at styrke borgernes kendskab til fordelene ved det europæiske medborgerskab;

40.

noterer sig den igangværende reform af den fælles landbrugspolitik; glæder sig over Kommissionens tilsagn om at fremme en afbalanceret og integreret tilgang, som sikrer både en bæredygtig og effektiv produktion af fødevarer af høj kvalitet og til overkommelige priser og respekt af landdistrikternes miljømæssige og traditionelle værdi; opfordrer indtrængende til, at den fælles landbrugspolitik er nøje afstemt efter Europa 2020-strategien med henblik på at tilskynde til innovation inden for landbrug og fremme det europæiske landbrugs bæredygtighed, retfærdighed og konkurrenceevne på lokalt og regionalt plan;

41.

understreger, at reformen af den fælles fiskeripolitik skal være ambitiøs, for at der kan nås frem til bæredygtige og sunde fiskebestande på langt sigt; opfordrer Kommissionen til at sikre, at artikel 43, stk. 2 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) udgør retsgrundlaget for dens forslag, og at den begrænser sin anvendelse af artikel 43, stk. 3, til forslag, som alene vedrører opstilling og tildeling af fiskemuligheder; minder om sin modstand mod praksis med udsmid samt mod ubetænksomme og omkostningskrævende foranstaltninger til at reducere flådekapaciteten;

42.

opfordrer Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil til at samarbejde med henblik på at foreslå velkoordinerede initiativer til Rådet inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik; opfordrer indtrængende Kommissionen til at forene alle sine relevante aktiviteter og tjenestegrene, herunder udviklingspolitikken for at opfylde Lissabontraktatens internationale forpligtelser og navnlig dem i artikel 208 i TEUF, som vedrører udviklingsvenlig politikkohærens, samtidig med at den er tro mod de værdier, som selve Unionen er baseret på;

43.

forventer, at der forelægges lovgivningsmæssige initiativer til ændring af retsgrundlagene for den næste generation af eksterne finansielle bistandsinstrumenter ved fuldt ud at gøre brug af ordningen med delegerede retsakter; kræver mere fleksibilitet i forbindelse med udbetalingen af finansiel bistand i krisesituationer;

44.

forventer, at Kommissionen støtter udvidelsen af Unionen til at omfatte ethvert europæisk land, som respekterer Unionens værdier og er forpligtet til at fremme dem, samtidig med at der tages hensyn til kravet om, at tiltrædelseslande opfylder Københavnskriterierne og Unionens integrationskapacitet; mener, at EU kan miste moralsk autoritet og politisk troværdighed på verdensplan, hvis EU lukker sine døre for sine naboer; forventer, at Kommissionen fortsætter sit arbejde i forbindelse med de igangværende tiltrædelsesforhandlinger;

45.

opfordrer Kommissionen til at anvende en forbedret resultatorienteret udviklingspolitik, der sikrer større effektivitet i bistand og sikrer øget politikkohærens og øget donorkoordinering på nationalt plan, EU-plan og verdensplan og i stigende grad med nye globale udviklingsaktører; fastholder behovet for at oprette en særlig fond til at løse problemet med fejlernæring i udviklingslandene og indlede en høringsproces om fænomenet jordtyveri; opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre større effektivitet i Unionens bistand i lyset af eventuelle årtusindudviklingsmål efter 2015;

46.

mener, at en gensidig og afbalanceret åbning af markederne er et strategisk politisk instrument for væksten og beskæftigelsen i EU; understreger betydningen af at inddrage Parlamentet i alle faser af forhandlingerne og er fortsat engageret i en multilateral tilgang til international handel; understreger betydningen af at bekæmpe protektionisme på multilateralt plan og via alle handelsaftaler;

47.

støtter Kommissionens indsats i alle igangværende bilaterale og regionale handelsforhandlinger; erkender behovet for fortsatte fremskridt i indgåelsen af bilaterale frihandelsaftaler med vigtige partnere;

48.

understreger den betydning, som det tillægger integrationen af menneskerettigheder, sociale og miljømæssige normer samt virksomheders sociale ansvar i alle internationale politikker med klare regler vedrørende europæiske virksomheders ansvarlige adfærd;

49.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

3.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 353/31

—

der henviser til artikel 184 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig artikel 1 om den menneskelige værdighed og artikel 3 om ret til respekt for menneskets integritet, som henviser til "forbud mod kommercialisering af menneskekroppen og dele deraf som sådan",

—

der henviser til Kommissionens anden rapport til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om frivillig og vederlagsfri vævs- og celledonation (COM(2011)0352,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/53/EU af 7. juli 2010 om kvalitets- og sikkerhedsstandarder for menneskelige organer til transplantation (1),

—

der henviser til sin beslutning af 19. maj 2010 om Kommissionens meddelelse om Handlingsplan for organdonation og -transplantation (2009-2015): styrket samarbejde mellem medlemslandene (2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1394/2007 af 13. november 2007 om lægemidler til avanceret terapi og om ændring af direktiv 2001/83/EF og forordning (EF) nr. 726/2004 (3),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/23/EF af 31. marts 2004 om fastsættelse af standarder for kvaliteten og sikkerheden ved donation, udtagning, testning, behandling, præservering, opbevaring og distribution af humane væv og celler (4),

—

der henviser til Kommissionens direktiv 2006/17/EF af 8. februar 2006 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/23/EF for så vidt angår visse tekniske krav til donation, udtagning og testning af humane væv og celler (5),

—

der henviser til Verdenssundhedsorganisationens retningslinjer for transplantation af menneskelige celler, væv og organer,

—

der henviser til Europarådets konvention om menneskerettigheder og biomedicin samt til tillægsprotokollen hertil vedrørende transplantation af organer og væv af menneskelig oprindelse,

—

der henviser til konventionen om Menneskerettigheder og Biomedicin og tillægsprotokollen hertil om transplantation af humane organer og væv,

—

der henviser til de europæiske data om donation af væv, hæmatopoietiske celler og kønsceller og transplantationsaktiviteter i rapporten 2010 fra European Registry for Organs, Tissues and Cells,

—

der henviser til sin beslutning af 10. marts 2005 om handel med humane ægceller (6),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og udtalelse fra Retsudvalget (A7-0223/2012),

A.

der henviser til, at vævs- og celledonationer, såsom hud, knogler, sener, hornhinder og hæmatopoietiske stamceller i stigende grad anvendes til medicinsk behandling og som udgangsmateriale for lægemidler til avanceret terapi; der henviser til, at direktiv 2004/23/EF fastsætter, at medlemsstaterne bestræber sig på at sikre frivillig og vederlagsfri donation, og skal også bestræbe sig på at sikre, at udtagning af væv og celler som sådan gennemføres på ikke-kommerciel basis; der henviser til, at dette er en klar retlig forpligtelse, og at hvis en medlemsstat ikke overholder dette princip, kan der indledes overtrædelsesprocedurer;

B.

der henviser til, at medlemsstaterne i henhold til artikel 12, stk. 1, i direktiv 2004/23/EF forelægger Kommissionen en rapport hvert tredje år om praksis i forbindelse med frivillig og vederlagsfri donation;

C.

der henviser til, at 27 ud af de 29 lande, som har forelagt en rapport, har en eller anden form for bestemmelser vedrørende princippet om frivillig og vederlagsfri vævs- og celledonation (bindende eller ikkebindende);

D.

der henviser til, at 13 lande har vejledende principper vedrørende muligheden for at give donorer af væv og celler en form for kompensation eller incitament;

E.

der henviser til, at 19 lande oplyser, at de giver levende donorer af væv og celler (med undtagelse af kønsceller) en eller anden form for kompensation eller incitament;

F.

der henviser til, at 14 lande giver en eller anden form for kompensation eller incitament ved donation af kønsceller;

G.

der henviser til, at fire lande giver en form for kompensation eller incitament til slægtninge til afdøde donorer;

H.

der henviser til, at målrettede informations- og bevidstgørelseskampagner over for offentligheden og formidling af klare, loyale, videnskabeligt baserede og afgørende lægelige oplysninger på nationalt og europæisk plan, navnlig blandt patientens umiddelbare bekendtskabskreds, spiller en meget vigtig rolle i at få offentlig støtte og øge antallet af vævs- og celledonationer;

I.

der henviser til, at offentliggørelse af behovet for eller tilgængeligheden af humane væv og celler med henblik på at tilbyde eller søge økonomisk gevinst eller en tilsvarende fordel bør forbydes;

J.

der henviser til, at mens 11 lande officielt har politikker, der har som mål at fremme selvforsyning af væv og celler, har 17 andre lande bilaterale aftaler med samme mål om national forsyning med humane væv og celler;

K.

henviser til, at det endvidere er af den største etiske betydning så vidt muligt at sikre, at forsyningen af væv og celler til medicinske formål er tilstrækkelig; henviser til, at forsyningen skal forvaltes i overensstemmelse med borgernes interesse og derfor overvåges af offentlige organer;

L.

der henviser til, at de fleste af de indberettende lande har udtagning/forsyning af væv og celler i offentligt regi eller i et tostrenget system med udtagning/forsyning i offentligt og privat regi;

M.

der henviser til, at udtagning af humane væv og celler foretages af personer, der har bestået et uddannelsesprogram, der er fastlagt af et team af kliniske eksperter i de væv og celler, der skal udtages, eller af et vævscenter, der er godkendt til udtagning;

N.

der henviser til, at udtagning af væv og celler til gavn for recipienterne kun kan ske, hvis to betingelser er opfyldt: Der skal være et medicinsk eller videnskabeligt og behandlingsmæssigt formål, og alle de udtagne elementer skal være genstand for en vederlagsfri donation;

O.

der henviser til, at en udtagning af væv og celler skal være omfattet af følgende principper: anonymitet (undtagen når der er tale om donation fra en levende person til en nær slægtning), vederlagsfrihed, samtykke, forpligtelsen til at fordele transplantaterne ligeligt mellem de syge og sikring af donorernes og recipienternes sundhed;

P.

der henviser til, at udtagning af væv og celler kun kan foretages, hvis donoren på forhånd skriftligt har givet sit frie og informerede samtykke hertil; dette samtykke kan til enhver tid trækkes tilbage uden, at nogen formaliteter skal opfyldes;

Q.

der henviser til, at brugen af væv og celler til anvendelse på mennesker indebærer en risiko for overførsel af sygdomme til recipienter; der henviser til, at denne risiko kan begrænses ved hjælp af omhyggelig udvælgelse og evaluering af potentielle donorer inden udtagningen baseret på en risk-benefit-analyse, testning og opfølgning af hver enkelt donation og anvendelse af procedurer for udtagning af væv og celler, der er i tråd med de regler og procedurer, der fastsættes og ajourføres i overensstemmelse med den bedste tilgængelige videnskabelige rådgivning;

R.

der henviser til, at donation af nogle væv og celler indebærer en alvorlig risiko for donoren; og der henviser til, at denne risiko er særlig høj ved ægdonation på grund af den hormonbehandling, der er nødvendig som forberedelse af donationen;

S.

der henviser til, at EU's charter om grundlæggende rettigheder, der er det styrende princip for EU og har været juridisk bindende siden Lissabontraktatens ikrafttræden, indeholder et forbud mod kommercialisering af menneskekroppen og dele heraf som sådan;

T.

henviser til, at det vil være hensigtsmæssigt for alle medlemsstater at have bindende regler til håndhævelse af dette etiske princip, herunder strafferetlige regler;

U.

henviser til, at der fortsat hersker tvivl om, hvorvidt dette etiske princip er foreneligt med visse former for kompensation i forbindelse med donationer, navnlig når denne kompensation ydes til afdøde donorers slægtninge;

V.

der henviser til, at vederlagsfri donation ikke blot er et etisk princip, men også er nødvendig for at beskytte donorens og recipientens sundhed, da involveringen af høje pengebeløb i donationsprocessen kan tilskynde donoren til at løbe risici og forhindre, at disse risici fremgår af hans/hendes lægejournal;

W.

der henviser til, at der findes mange beviser for, at allogen transplantation af navlestrengsblod allerede er en succes for mange patienter, og der henviser til, at der også findes troværdige rapporter om, at autolog behandling med denne form for celler i visse tilfælde kan være vellykket;

X.

der henviser til, at det fremgår af beretninger fra anerkendte medier, at princippet om vederlagsfri donation af væv og celler overtrædes gang på gang;

Y.

der henviser til, at kapaciteten til at spore celler og væv fra donoren til recipienterne og omvendt, og den langsigtede opfølgning af levende donorer og recipienter af celler og væv er centrale elementer i sikkerheds- og kvalitetsstyringen;

1.

glæder sig over fremlæggelsen af den anden rapport om frivillig og vederlagsfri vævs- og celledonation, hvoraf det fremgår, at der gøres meget i medlemsstaterne for at gennemføre princippet om vederlagsfri donation, men også, at der stadig står meget tilbage at gøre;

2.

er foruroliget over, at halvdelen af medlemsstaterne oplyser, at de regelmæssigt mangler humane væv og celler, navnlig knoglemarv, kønsceller og væv som f.eks. hornhinde og hud; mener, at det derfor er nødvendigt at revidere gældende politikker og lovgivning, der har vist sig at være utilstrækkelige til at tage udfordringen med selvforsyning i EU op;

3.

Understreger, at donation bør være frivillig, vederlagsfri og anonym (undtagen når der er tale om donation fra en levende person til en nær slægtning), og omfattet af klart definerede retlige og etiske beskyttelsesregler, der respekterer personens integritet;

4.

opfordrer medlemsstaterne til at vedtage beskyttelsesforanstaltninger for levende donorer og sikre, at donationen er anonym (undtagen når der er tale om donation fra en levende person til en nær slægtning), frivillig, informeret og vederlagsfri;

5.

opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge udviklingen i medlemsstaterne, til nøje at undersøge eventuelle rapporter fra civilsamfundet og medierne om overtrædelse af princippet om vederlagsfri donation, og til at drage de nødvendige konsekvenser, herunder om nødvendigt indledning af overtrædelsesprocedurer;

6.

mener, at det er afgørende, at alle medlemsstaterne klart fastsætter betingelserne for ydelse af en retfærdig og proportional finansiel kompensation ihukommende, at kompensation udelukkende må dække godtgørelse af udgifter i forbindelse med donation af væv og celler, som f.eks. rejseudgifter, tabt arbejdsfortjeneste eller lægeudgifter i forbindelse med indgrebet og mulige bivirkninger, hvorved alle økonomiske incitamenter for en potentiel donor forbydes, og ulemper undgås; en sådan kompensation skal være gennemsigtig og skal regelmæssigt revideres;

7.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en rapport om aktuelle nationale praksis og kriterier for kompensation af levende donorer, navnlig med hensyn til ægcelledonation;

8.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at enhver kompensation til donorer er forenelig med det etiske princip; henstiller til, at der lægges særlig vægt på dette spørgsmål i tilfælde, hvor kompensationen ikke ydes til donoren, men til donorens slægtninge efter donorens død;

9.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at levende donorer udvælges på grundlag af en vurdering af deres helbredstilstand og patienthistorie, herunder, hvis det anses for nødvendigt, på grundlag af en psykologisk evaluering baseret på en risk-benefit-analyse, og at denne udvælgelse foretages af kvalificerede og uddannede fagfolk;

10.

opfordrer medlemsstaterne til at træffe beskyttelsesforanstaltninger for mindreårige og voksne personer under formynderskab i forbindelse med udtagning af væv og celler;

11.

understreger, at principperne om gennemsigtighed og sikkerhed er nøglen til at opnå en høj grad af offentlig støtte til donation; opfordrer medlemsstaterne til at arbejde på at skabe et gennemsigtigt donationssystem, der opretholder patientsikkerheden og er sikkert for donoren og recipienten;

12.

opfordrer alle medlemsstaterne til at fastsætte regler for sikring af sporbarhed af humane væv og celler fra donoren til patienten og omvendt, og til at indføre et system for regulering af import af humane væv og celler fra tredjelande, således at der sikres ensartede standarder for kvalitet og sikkerhed;

13.

opfordrer medlemsstaterne til at intensivere deres informations- og bevidstgørelseskampagne over for offentligheden om donation af væv og celler og til at sikre formidling af klare, loyale, videnskabeligt baserede og relevante lægefaglige oplysninger og data, der gør det muligt at foretage valg på et velinformeret grundlag; understreger, at donorer bør informeres fuldt ud om de procedurer, der indgår i denne proces, og om deres moralske, psykologiske, medicinske og sociale konsekvenser;

14.

opfordrer medlemsstaterne til at træffe koordinerede foranstaltninger for at forhindre fremkomsten af et sort marked for kønsceller på internettet, da et sådant marked risikerer at undergrave vævet og cellernes kvalitet og sikkerhed, og indebærer juridiske, etiske og folkesundhedsmæssige problemer;

15.

opfordrer medlemsstaterne til at intensivere udvekslingerne af god praksis, navnlig inden for forsyningen med væv og celler, bevarelse af kvaliteten af væv og celler under transport, forbedring af kendskabet til donation og uddannelse af sundhedspersonalet;

16.

forventer, at alle medlemsstater opretter offentlige celle- og vævsbanker;

17.

kræver europæiske standarder for og krav til private vævs- og cellebanker;

18.

mener, at Kommissionen og medlemsstaterne for at opfylde det etiske krav om at sikre tilstrækkelig forsyning bør overveje muligheden for at oprette en europæisk database for donorer og potentielle modtagere for at forvalte forsyningen i borgernes interesse og så vidt muligt undgå mangel på transplantater;

19.

mener, at de bilaterale aftaler spiller en yderst vigtig rolle med hensyn til at støtte lande, der oplever mangel på væv og celler, eller som ikke har nogen hjemlige donormatches, og med hensyn til at sikre, at information om væv og celler flyder mere frit mellem landene;

20.

påskønner navnlig i en europæisk sammenhæng den rolle, Eurocet spiller, da det har spillet en afgørende rolle ved at fungere som en central europæisk database for indsamling af data om vævs- og celledonation og transplantationsaktiviteter; opfordrer medlemsstaternes myndigheder til at styrke deres samarbejde med Eurocet for at nå til enighed om yderligere fælles standarder for vævs- og celledonation, hvorved det sundhedsfaglige personale kan forbedre de matches, der tilbydes europæiske borgere;

21.

opfordrer medlemsstaterne til at udforske alle mulighederne for et bredere internationalt samarbejde på dette område, navnlig med hensyn til den potentielle anvendelse af hæmatopoietiske stamceller;

22.

anerkender de betydelige videnskabelige fremskridt, der er gjort på området navlestrengsblod, der udgør et meget lovende behandlingsalternativ i behandlingen af talrige sygdomme, herunder sygdomme hos børn;

23.

påpeger, at kliniske forsøg med stamceller fra navlestrengsblod for behandlinger forbundet med ikke-hæmatologiske sygdomme i øjeblikket hovedsageligt finder sted uden for EU; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe passende foranstaltninger til at oprette et regelsæt, der kan stimulere til øget tilgængelighed af stamceller fra navlestrengsblod;

24.

beklager, at stamceller fra navlestrengsblod i øjeblikket kun udtages ved 1 % af alle fødsler i EU; understreger derfor betydningen af, at mødre donerer navlestrengsblod og væv ved fødslen til banker, som lever op til fælles operationelle og etiske standarder, for at hjælpe med at behandle sygdomme og fremme forskning på området; understreger desuden, at sporbarhed skal være en af de betingelser, der kræves opfyldt for, at disse banker kan godkendes på nationalt eller europæisk plan; understreger, at fordelingsprocessen via sådanne banker skal være retfærdig, ligelig, ikkediskriminerende og gennemsigtig;

25.

påpeger, at offentlige cellebanker skal tage de nødvendige skridt til at beskytte dataenes fortrolighed for at forene kravet om sporbarhed med behovet for at beskytte donorenes rettigheder, f.eks. tavshedspligt og privatlivets fred;

26.

mener, at donationer af allogen, ikke relateret navlestrengsblod - uanset om banken er offentlig eller privat - bør udvikles yderligere, så oplagret navlestrengsblod registreres i databasen Bone Marrow Donors Worldwide (BMDW) og er tilgængeligt for enhver forenelig patient, der har behov for det;

27.

minder om, at denne donation skal være genstand for et frit og informeret samtykke fra moderen, som gives skriftligt, og at dette samtykke på ethvert tidspunkt inden donationen kan trækkes tilbage, uden at nogen formaliteter skal være opfyldt;

28.

opfordrer medlemsstaterne til at øge kendskabet til offentlige navlestrengsbanker via informationskampagner, der kan gennemføres f.eks. i forbindelse med fødselsforberedelse, og foreslår dette i henhold til bestemmelserne i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder;

29.

mener, at mænd og kvinder bør informeres om alle eksisterende indstillinger for donation af navlestrengsblod ved fødslen fx: offentlig eller privat opbevaring, donation til autologe eller heterologe formål eller til forskning mener, at omfattende, objektive og præcise oplysninger bør tilvejebringes vedrørende fordele og ulemper ved banker for navlestrengsblod;

30.

opfordrer medlemsstaterne til samtidig at forbedre beskyttelsen af forældrenes ret til at give et informeret samtykke og foretage et frit valg med hensyn til opbevaring af stamcellerne fra navlestrengsblod;

31.

foreslår, at medlemsstaterne overvejer at vedtage og håndhæve operationelle og etiske standarder for både offentlige og private navlestrengsbanker, som for eksempel opretholder princippet om, at menneskekroppen og dele heraf ikke må kommercialiseres, og sikrer sporbarhed;

32.

forventer, at alle medlemsstater opretter mindst en offentlig stamcellebank;

33.

opfordrer til en opdatering af Den Europæiske Gruppe vedrørende Etik inden for Naturvidenskab og Ny Teknologis udtalelse fra 2004 om "Ethical Aspects of Umbilical Cord Blood Banking" (Etiske aspekter ved opbevaring af navlestrengsblod i banker) (udtalelse nr. 19) i lyset af udviklingen inden for opbevaring af stamceller fra navlestrengsblod og igangværende kliniske forsøg med brugen af stamceller fra navlestrengsblod;

34.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre et territorialt net af fødeklinikker, der er i stand til at foretage disse udtagninger, for at sikre forsyningen med navlestrengsblod i alle tætbefolkede områder;

35.

opfordrer til, at alle banker, der respekterer EU's operationelle standarder for indsamling og opbevaring af navlestrengsblod, høres af de nationale myndigheder, når der udvikles og gennemføres nationale informationskampagner for forældre;

36.

kræver europæiske standarder for og krav til private stamcellebanker;

37.

bemærker, at samarbejdsmodeller og -muligheder mellem den offentlige og den private sektor allerede findes i nogle medlemsstater, og opfordrer offentlige og private navlestrengsbanker til at samarbejde tæt for at øge tilgængeligheden og udvekslingen af europæiske og internationale navlestrengsblod- og vævsprøver; opfordrer medlemsstaterne til på passende vis at regulere både offentlige og private banker til at garantere fuld gennemsigtighed og sikkerhed for navlestrengsblod, understreger, at bankerne er nødt til at sikre arbejdsmetoder, som er åbne og robuste i deres informationsudveksling, for at skabe størst mulig gavn for patienten;

38.

fremhæver udviklingen af ikkeinvasive procedurer til udtagning af stamceller via udtagning af stamceller fra perifert blod;

39.

mener, at medlemsstaterne bør overveje at øge antallet af donorer af knoglemarv og stamceller fra perifert blod og forbedre deres registre over knoglemarvsdonorer, så enhver patient, der har behov for en stamcelletransplantation, i samarbejde med de nationale registre i andre lande via BMDW har den bedste chance for at finde en forenelig donor;

40.

opfordrer medlemsstaterne til at udvikle programmer, der opfordrer etniske minoriteter til at donere væv og celler til offentlige banker for at nedbringe manglen på vellykkede donormatches i denne gruppe;

41.

understreger, at medlemsstaterne bestemmer, om de vil tillade, forbyde eller regulere forskning i humane embryonale stamceller og reagensglasbefrugtning, men at medlemsstaterne i denne henseende skal respektere de regler, der er fastsat i direktiv 2004/23/EF, herunder de, der vedrører kvalitet og sikkerhed samt de, der omhandler princippet om vederlagsfri donation; påpeger, at EU har begrænset kompetence på dette område og ved udøvelsen af denne kompetence skal respektere principperne i EU's charter om grundlæggende rettigheder og de principper, der er fastslået i EU-Domstolens domme;

42.

opfordrer Kommissionen til snarest muligt at fremsætte forslag til en eventuel revision af direktiv 2004/23/EF for at bringe det på linje med principperne for organdonation fastlagt i direktiv 2010/45/EU, til at tage hensyn til den nye retlige situation efter Lissabontraktatens ikrafttræden og den videnskabelige udvikling, den praktiske erfaring, som de involverede personer i sektoren har erhvervet, og henstillingerne i denne betænkning;

43.

anmoder Kommissionen om også at fremsætte forslag til en revision af forordning (EF) nr. 1394/2007 for at medtage en bestemmelse, der sikrer anvendelse af princippet om vederlagsfri donation i overensstemmelse med det, der refereres til i direktiv 2010/45/EU, og for at tage hensyn til problemerne, der er opstået i forbindelse med overholdelse af forordningen, navnlig for SMV'er;

44.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen og til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

3.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 353/38

—

der henviser til artikel 2 og artikel 3, stk. 3, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 8 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. juni 2011 "Rio+20: mod en grøn økonomi og bedre styring" (COM(2011)0363),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 8. marts 2011 "Køreplan for omstilling til en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi i 2050" (COM(2011)0112),

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 11. februar 2011 "Fremskridt i ligestillingen mellem kvinder og mænd - årsrapport 2010" (SEC(2011)0193),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. september 2010 "Strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd 2010-2015" (COM(2010)0491),

—

der henviser til den fjerde verdenskonference om kvinder i Beijing i september 1995, til erklæringen og handlingsplatformen fra Beijing og til de efterfølgende slutdokumenter fra FN's særlige samlinger Beijing +5, +10 og +15 vedrørende yderligere tiltag og initiativer til gennemførelse af Beijingerklæringen og handlingsplatformen, som vedtoges henholdsvis den 9. juni 2000, den 11. marts 2005 og den 2. marts 2010,

—

der henviser til De Forenede Nationers konvention af 18. december 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW),

—

der henviser til rapporten fra 2012 fra Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder "Review of the Implementation in the EU of area K of the Beijing Platform for Action: Women and the Environment Gender Equality and Climate Change",

—

der henviser til den fælles offentliggørelse ved FN's Miljøprogram (UNEP), FN's Konference om Handel og Udvikling (UNCTAD) og Kontoret for den Høje Repræsentant for de Mindst Udviklede Lande, Udviklingslande, der er Indlandsstater, og Små Udviklingsøstater (UN-OHRLLS) af rapporten "Why a Green Economy Matters for the Least Developed Countries" (1), som udarbejdedes med henblik på FN's fjerde konference om de mindst udviklede lande i maj 2011,

—

der henviser til UNEP's rapport fra september 2008 "Green Jobs: Towards Decent Work in a Sustainable, Low-Carbon World" (2),

—

der henviser til UN Womens rapport af 1. november 2011 "The Centrality of Gender Equality and the Empowerment of Women for Sustainable Development" (3), udarbejdet i afventen af slutdokumentet fra De Forenede Nationers konference om bæredygtig udvikling (Rio+20), der skal afholdes i 2012,

—

der henviser til Women's Major Groups "Rio+20 Position Statement - Summary" af 1. november 2011 (4),

—

der henviser til Women's Major Groups positionspapir "A Gender Perspective on the "Green Economy"" (5) fra marts 2011, udarbejdet med henblik på FN's konference om bæredygtig udvikling 2012,

—

der henviser til den svenske regerings officielle rapport (Stockholm, Sverige) fra 2005 "Bilen, Biffen, Bostaden: Hållbara laster - smartare konsumtion" (6),

—

der henviser til sin beslutning af 20. april 2012 om kvinder og klimaændringer (7),

—

der henviser til sin beslutning af 13. marts 2012 om kvinders deltagelse i politisk beslutningstagning - kvalitet og ligestilling (8),

—

der henviser til sin beslutning af 13. marts 2012 om ligestilling mellem kvinder og mænd i EU - 2011 (9),

—

der henviser til sin beslutning af 29. september 2011 om udarbejdelsen af en fælles EU-holdning forud for De Forenede Nationers konference om bæredygtig udvikling (Rio+20-topmødet) (10),

—

der henviser til sin beslutning af 7. september 2010 om udvikling af jobpotentialet i en ny, bæredygtig økonomi (11),

—

der henviser til sin beslutning af 17. juni 2010 om kønsaspekter ved den økonomiske nedgang og finanskrisen (12),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder (A7-0235/2012),

A.

der henviser til, at en grøn økonomi defineres som en bæredygtig økonomi, hvilket betyder social og miljømæssig bæredygtighed, og at social bæredygtighed indebærer en samfundsorden gennemsyret af lighed og social retfærdighed uanset køn, etnisk oprindelse, hudfarve, religion, seksuel orientering, funktionsnedsættelse eller politisk holdning;

B.

der henviser til, at klimaændringer og reduceret biologisk mangfoldighed truer kvinders og mænds livsbetingelser, velfærd og velbefindende, at bevarelsen af vores økosystemer således er en grundpille for en grøn økonomi, og at den nulevende generation ikke kan overlade ansvaret for at løse nutidens miljøproblemer til kommende generationer; der henviser til, at økologisk bæredygtighed indebærer anvendelse, bevarelse og udbygning af samfundets ressourcer på en sådan måde, at de økologiske processer, som livet afhænger af, kan opretholdes, og at der kan skabes en bedre samlet livskvalitet både nu og i fremtiden;

C.

der henviser til, at kvinder på grund af kønsroller ikke påvirker miljøet på samme måde som mænd, og at kvinders adgang til ressourcer og muligheder for at klare livsbetingelserne og tilpasse sig i mange lande er begrænset som følge af strukturmæssige normer og diskriminering;

D.

der henviser til, at miljøpolitik har direkte indflydelse på menneskers sundhedstilstand og socioøkonomiske status; der endvidere henviser til, at kønsdiskrimination kombineret med manglende forståelse for kvinders anderledes økonomiske og sociale status og behov betyder, at kvinder ofte lider uforholdsmæssigt meget under en forringelse af miljøet og utilstrækkelige politiske forholdsregler på dette område;

E.

der henviser til, at kvinders rolle i den grønne økonomi i nogle medlemsstater stadig undervurderes og ignoreres, hvilket skaber omfattende forskelsbehandling i form af mangel på goder som social beskyttelse, sygesikring, rimelige lønninger og pensionsrettigheder;

F.

der henviser til, at det er de fattigste mennesker, hvoraf 70 % skønnes at være kvinder, der vil blive hårdest ramt af klimaændringer og ødelæggelsen af økosystemer;

G.

der henviser til, at det er tvingende nødvendigt med en omstilling til en grøn og bæredygtig økonomi for at reducere miljøbelastningen, øge den sociale retfærdighed og skabe et samfund, hvor kvinder og mænd har de samme rettigheder og muligheder;

H.

der henviser til, at overgangen til en grøn økonomi ofte rejser særlige spørgsmål med hensyn til integrationen af kvinder på markedet for grønne job, eftersom kvinder hyppigt ikke er i besiddelse af de tekniske kvalifikationer, der er nødvendige for at kunne påtage sig specialiserede opgaver i den grønne økonomi;

I.

der henviser til, at kvinder er klart underrepræsenterede ved miljøforhandlinger og budgetdrøftelser, og når det gælder om at træffe beslutninger om at nå frem til en grøn økonomi;

J.

der henviser til, at forbrugs- og livsstilsmønstre har stor indvirkning på miljøet og klimaet, og til, at den rige verdens forbrugsmønstre, f.eks. i forbindelse med fødevarer og transport, ikke er bæredygtige på sigt, navnlig eftersom alle kvinder og mænd på jorden har ret til at leve et godt liv i velfærd;

K.

der henviser til, at kvinder og mænd generelt har forskellige forbrugsmønstre, og at kvinder forbruger mindre end mænd uanset socioøkonomisk status, men tilsyneladende også har større vilje til handle for at bevare miljøet via forbrugsvalg som at spise mindre kød, køre mindre i bil og være mere energieffektive;

L.

der henviser til, at kvinder som følge af den nuværende magtfordeling mellem kønnene ikke har samme kontrol over eller adgang til transportsystemer som mænd, og at det for at forbedre kvinders transportmuligheder er nødvendigt at indføre mere effektiv kollektiv transport, flere gang- og cykelstier og kortere afstande til servicetilbud og at styrke vores viden om og innovation af miljøvenlige transportmidler;

M.

der henviser til, at kvinder er særligt sårbare over for følgevirkningerne af miljøskader og klimaændringer på grund af deres lavere socioøkonomiske status i forhold til mænd, deres traditionelt uforholdsmæssigt store ansvar for husarbejdet og faren for at blive udsat for voldelige overgreb i konfliktsituationer, der opstår eller forværres som følge af knapheden på naturressourcer;

N.

der henviser til, at kvinder fuldt ud skal inddrages i udformningen af politikker, i beslutningstagning og i indførelsen af en grøn økonomi, og til, at inddragelse af kvinder har ført til forbedret katastrofeberedskab, øget biologisk mangfoldighed, øget fødevaresikkerhed, reduceret ørkendannelse og øget beskyttelse af skove;

O.

der henviser til, at der ikke findes udtømmende og sammenlignelige data vedrørende en grøn økonomis indvirkning på arbejdsmarkedet;

1.

understreger behovet for at omstille samfundet i retning af en grøn økonomi, hvor miljøhensyn går hånd i hånd med social bæredygtighed, f.eks. større ligestilling og større social retfærdighed;

2.

konstaterer, at bestemte og vigtige aspekter af den grønne økonomi påvirker økosystemet, forbrug, fødevarer, vækst, transport, energi og velfærdssektoren;

3.

beklager, at Kommissionens meddelelse til EU-institutioner og EU-udvalg "Rio+20: mod en grøn økonomi og bedre styring" mangler ethvert kønsperspektiv;

4.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indsamle alders- og kønsopdelte data i forbindelse med planlægning, gennemførelse og evaluering af strategier, programmer og budgetprojekter på miljø- og klimaområdet; påpeger, at uden statistikker forringes mulighederne for at gennemføre relevante foranstaltninger med henblik på at øge ligestillingen;

5.

beklager, at kønsrelaterede problemstillinger og perspektiver ikke er særligt godt integreret i politikker og programmer for bæredygtig udvikling; minder om, at manglen på kønsrelaterede perspektiver i miljøpolitikken øger uligheden mellem kønnene, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fastlægge mekanismer for integration af kønsaspektet i miljøpolitikker på internationalt, nationalt og regionalt niveau;

6.

opfordrer Kommissionen til at iværksætte forskning om køn og grøn økonomi samt om kvinders bidrag til udviklingen af grønne innovationer, tjenesteydelser og produkter;

7.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte og fremme specifikke forskningstiltag og undersøgelser vedrørende de virkninger, som omstillingen til en grøn økonomi vil få for kvinder og mænd i forskellige sektorer, samt vedrørende kvindernes afgørende rolle som facilitatorer for omstillingen; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at integrere kønsaspektet i deres vurderinger af miljøbeskyttelse og miljøpåvirkninger;

8.

erkender det akutte behov for en international aftale om en fælles definition af grøn økonomi på basis af de to grundpiller social bæredygtighed og økologisk bæredygtighed; understreger, at der tilkommer civilsamfundet - navnlig sociale bevægelser, miljøorganisationer og kvinderetsorganisationer - en vigtig rolle, når det gælder fastlæggelsen af målsætningerne for den grønne økonomi;

9.

opfordrer Kommissionen til systematisk at inkludere et ligestillingsperspektiv i definitionen, iværksættelsen og overvågningen af miljøpolitiske tiltag på alle niveauer, herunder inden for lokal og regional udvikling samt i forbindelse med forskningsaktiviteter; opfordrer Kommissionen til at integrere kønsaspektet i sine politikker og til at støtte fremme af en sådan integration som et led i god forvaltningspraksis;

10.

opfordrer Kommissionen til at fremme ligestilling mellem kønnene som et centralt spørgsmål ved udarbejdelsen af og forhandlinger om fremtidige forordninger og programmer knyttet til EU's strukturfonde (Den Europæiske Socialfond (ESF) og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (ERDF) samt den fælles landbrugspolitik), navnlig inden for rammerne af foranstaltninger vedrørende omstillingen til en grøn økonomi;

11.

bemærker, at vedvarende energi kan benyttes i fjerntliggende og isolerede områder uden elektricitet, og at den bidrager til at producere energi, der ikke forurener; opfordrer derfor medlemsstaterne til gennem anvendelse af EFRU og ESF at udvikle faciliteter til udnyttelse af vedvarende og miljøvenlig energi; opfordrer endvidere til øget innovation og øget inddragelse af både kvinder og mænd i udviklingen af, f.eks., vedvarende og miljøvenlig energi og arkitektur;

12.

opfordrer Kommissionen til i sine informationskampagner at øge bevidstheden om betydningen af omstillingen til en grøn økonomi og om de positive følgevirkninger af miljøpolitikker, der tager hensyn til kønsaspektet;

13.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre mål for ligestilling mellem kønnene på alle miljørelaterede politikområder og på alle niveauer af den økonomiske beslutningstagning; påpeger, at disse mål bør opstilles i samråd med civilsamfundet;

14.

opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at anvende en ny, samfundsbaseret og klimavenlig vækstindikator, som omfatter ikke-økonomiske aspekter af velfærd, og som primært fokuserer på problemstillinger knyttet til bæredygtig udvikling, f.eks. ligestilling mellem kønnene, nedbringelse af fattigdommen og lavere drivhusgasemissioner;

15.

bemærker, at arbejdet med at efterkomme menneskers legitime krav om boliger, fødevarer, forsyninger, energi og arbejdspladser altid skal foregå på en sådan måde, at økosystemerne bevares og klimaændringerne begrænses, samtidig med at jordens ressourcer anvendes på en måde, der er forenelig med menneskerettighederne, fører til øget ligestilling og betyder, at de fordeles ud fra principperne om miljøretfærdighed;

16.

understreger betydningen af at sikre, at børn og børnebørn får gode livsbetingelser, og at den økonomiske udvikling opfylder de nuværende behov uden at bringe fremtidige generationers behov i fare;

17.

understreger, at BNP er et mål for produktion og ikke måler miljømæssig bæredygtighed, ressourceeffektivitet, social integration eller samfundsudvikling i almindelighed; ønsker, at der udvikles klare og målbare indikatorer, der tager hensyn til klimaændringer, biologisk mangfoldighed, ressourceeffektivitet og social retfærdighed;

18.

opfordrer medlemsstaterne til at indføre finanspolitiske foranstaltninger, der fører til en grøn økonomi, dels ved at sætte en pris på miljøpåvirkningen og dels ved at investere midler for at tilskynde til grøn innovation og bæredygtige infrastruktursystemer;

19.

mener, at EU's offentlige midler i langt højere grad bør bruges på bæredygtige offentlige goder;

20.

opfordrer til fastlæggelse af betingelser til sikring af, at EU-støtte begrænses til aktiviteter til gavn for miljø og social bæredygtighed;

21.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at skabe bæredygtige transportsystemer, som tager lige hensyn til kvinders og mænds transportbehov, og som samtidig har lav miljøpåvirkning;

22.

opfordrer Kommissionen til at koncentrere sine forskningsmidler, som er en uundværlig løftestang, om projekter til udvikling af innovative og bæredygtige transportløsninger;

23.

opfordrer medlemsstaterne til at reducere transportsektorens miljø- og energipåvirkning og til at øge ligestillingen ved at arbejde for bedre adgang til it-systemer og trafikeffektiv planlægning;

24.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre et transporthierarki, hvor det tydeligt angives, hvilke transportformer der bør prioriteres, for at de overordnede miljø- og trafikmål kan nås;

25.

opfordrer til, at der forud for indførelsen af et transporthierarki indsamles statistiske data for offentlige og private transportformers miljøbelastning i samtlige forskellige lokale sammenhænge, og opfordrer de relevante offentlige myndigheder til at sætte eksempler i arbejdet hermed;

26.

opfordrer medlemsstaterne til at sørge for, at deres respektive revisionsmyndigheders kontrol af offentlige regnskaber også ser på indvirkningen af de offentlige forvaltningers anvendelse af transportmidler;

27.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme telearbejde ved hjælp af sociale og skattemæssige incitamenter og ved at etablere en beskyttende juridisk ramme for arbejdstagerne;

28.

opfordrer medlemsstaterne til at styrke kvaliteten af den lokale kollektive trafik kraftigt ved at øge kvantiteten og kvaliteten af transporttjenester, forbedre transportmidlernes og transportfaciliteternes sikkerhed, komfort og fysiske tilgængelighed og etablere integrerede, supplerende transportsystemer, herunder også i mindre byer og i landområder, for på denne måde at give kvinder, handicappede og ældre øgede muligheder for at rejse, hvilket vil øge deres sociale inklusion og forbedre deres levevilkår;

29.

understreger, at investeringer i bæredygtige transportsystemer skal tage hensyn til, at mænds og kvinders opfattelse af offentlige miljøer er forskellige og er baseret på forskellige risikovurderinger, hvilket betyder, at det er nødvendigt at prioritere trygge miljøer inden for transportsystemerne for både kvinder og mænd;

30.

konstaterer, at grønne job inden for f.eks. landbrug, energi, transport, forbrug, forskning, teknologi, it, byggeri og affald er af stor betydning i en grøn økonomi;

31.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme kvinders iværksætteraktiviteter i den grønne økonomi ved at lette kvinders adgang til denne gennem formidling af oplysninger og afholdelse af uddannelsesworkshopper og ved at hjælpe kvinder til at skabe balance mellem deres arbejdsliv og deres privatliv; opfordrer medlemsstaterne til at befordre kvinders iværksætteraktiviteter i forbindelse med udviklingen af miljøbeskyttelsesforanstaltninger og miljøvenlige teknologier, f.eks. i sektorer som vedvarende energi, landbrug og turisme, og i forbindelse med udviklingen af grønne innovationer, navnlig i servicesektoren; bemærker, at vedvarende energi kan skabe nye beskæftigelsesmuligheder for kvindelige iværksættere i områder, hvor arbejdsløsheden blandt kvinder er særlig høj;

32.

opfordrer medlemsstaterne til at sørge for, at kvinder har passende arbejdsforhold, har adgang til sundhedspleje, uddannelse og boliger af en anstændig standard og deltager i arbejdsmarkedsdialogen med en kraftig stemme for at gøre overgangen til de nye grønne job lettere;

33.

bemærker, at en bæredygtig økonomi betyder, at den er "grøn for alle" og således skaber anstændigt arbejde og bæredygtige samfund og muliggør for en mere retfærdig fordeling af velstanden;

34.

bemærker, at ikke blot grønne job, men alle job med lav miljøpåvirkning er vigtige i en grøn økonomi; konstaterer, at sådanne job ikke blot findes i den private servicesektor, men også i velfærdssektoren, f.eks. inden for undervisning og omsorg;

35.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at kvinder er ligeligt repræsenteret i beslutningstagende politiske organer samt i regeringsudpegede organer og institutioner, som beskæftiger sig med fastlæggelse, planlægning og implementering af miljø- og energipolitikker og politikker til etablering af grønne job for på denne måde at tage hensyn til kønsperspektivet; opfordrer medlemsstaterne til at øge antallet af kvinder i lederjob og virksomhedsbestyrelser i den grønne jobsektor; understreger, at der, hvis dette ikke kan lade sig gøre ad frivillighedens vej, må træffes målrettede foranstaltninger såsom kvotering eller andre metoder for at styrke ligestillingen og demokratiet;

36.

påpeger, at den økologiske omlægning af økonomien og overgangen til en lavemissionsøkonomi vil skabe meget stor efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft; henleder opmærksomheden på, at kvindelige arbejdstagere er stærkt underrepræsenterede inden for sektoren for vedvarende energi, navnlig i forsknings- og teknologiintensive job; understreger derfor, at det er særlig vigtigt, at medlemsstaterne udvikler handlingsplaner for at få flere kvinder til at vælge uddannelser og karrierer inden for f.eks. ingeniørvæsen, naturvidenskab, it og andre højteknologiske områder, eftersom disse vil være fokus for mange af fremtidens grønne job;

37.

opfordrer medlemsstaterne til at anvende og udvikle metoder til at tilskynde kvinder til at vælge uddannelser og karrierer inden for miljø-, transport- og energisektoren og til samtidig resolut at bekæmpe stereotyper, hvor karrierer inden for naturvidenskab og anvendt forskning anses for fortrinsvis at være for mænd;

38.

bemærker, at det er nødvendigt at støtte og fremme kvinders adgang til mikrokredit til små virksomheder;

39.

opfordrer medlemsstaterne til at anvende og udvikle metoder til at tilskynde mænd til at vælge uddannelser og karrierer med lav miljøpåvirkning inden for velfærdssektoren;

40.

opfordrer medlemsstaterne til gennem EU-programmer såsom EFRU og ESF at udvikle uddannelser, der tager sigte på at lette kvinders adgang til nye grønne job, og nye teknologier med lav miljøpåvirkning, både i den private og den offentlige sektor; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at kvindelige arbejdstagere i højere grad inddrages i uddannelsesprojekter og -programmer, der tager sigte på en økologisk omlægning, dvs. inden for sektoren for vedvarende energi og i forsknings- og teknologiintensive job, og til at fokusere på gennem uddannelse og erhvervsuddannelse at give kvinder de fornødne kompetencer og kvalifikationer til at kunne konkurrere på lige fod med mændene, når det gælder beskæftigelse og personlig karriereudvikling; bemærker, at mænd har lettere adgang til de avancerede landbrugsproduktionsmidler og de erhvervsteknologier, der er nødvendige for at få de stillinger i den grønne økonomi, der kræver høje kvalifikationer;

41.

konstaterer, at der, hvis kvinder skal kunne deltage i den grønne økonomi på samme vilkår som mænd, er behov for flere børnepasnings- og ældreplejeinstitutioner, for, at både kvinder og mænd får mulighed for at forene arbejdsliv og familieliv, og for, at kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder sikres; påpeger, at politikker og forskrifter bør tage sigte på at styrke socialsikring, familieplanlægning og børnepasning, eftersom kvinder kun vil kunne bidrage til blomstrende grønne økonomier med deres ekspertise og deres lige andel i et samfund, der opfylder disse krav;

42.

påpeger, at en grønnere økonomi i dag anses for at være et middel til at stimulere den økonomiske udvikling, navnlig i forbindelse med den økonomiske krise og Europa 2020-strategien; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte bestræbelserne på at indføre en grønnere økonomi ved at befordre investeringer og programmer, der fremmer grøn innovation og grønne job, og som er målrettet dem, der har hårdest brug herfor; fastholder, at et kønsbaseret perspektiv er afgørende, hvis man vil undgå at gøre ulighederne endnu større;

43.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indsamle og analysere kønsopdelte data vedrørende fordelingen af finansielle ressourcer til kønsdelte sektorer og grønne innovationer og til at udvikle indikatorer til måling af en grøn økonomis potentielle opdelte følgevirkninger for territorial og social samhørighed; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fastlægge en strategisk retning og et sæt redskaber for at kunne reagere effektivt på mulige ændringer i beskæftigelsesniveauer og i arbejdsmarkedets struktur;

44.

forventer, at overgangen til bredere og mere bæredygtige økonomiske indikatorer, herunder også inden for udviklingspolitikken, vil føre til, at der vil blive lagt mere vægt på sociale og miljømæssige mål for udviklingslandene, og at specifikke politikker og lovgivning vil sikre kvinders ejendomsret og kontrol over naturressourcer; understreger, at der er behov for at fremme kvinders adgang til de tjenesteydelser og nye teknologier, der er nødvendige for forvaltningen og driften af energi- og vandforsyningsordninger, virksomheder og landbrugsproduktion; understreger endvidere, at der er behov for, at kvinder i højere grad deltager i erhvervslivet og i organisationer på lederniveau;

45.

opfordrer Kommissionen til fuldt ud at anerkende og tackle de mange følgevirkninger, en forringelse af miljøet vil få på uligheder, navnlig uligheden mellem kvinder og mænd, og til at sørge for at fremme kvindernes ligestilling ved udarbejdelsen af forslag til nye politikker på områderne klimaændringer og miljøbæredygtighed;

46.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle indikatorer til vurdering af projekters og programmers kønsspecifikke virkninger og til at fremme køns- og ligestillingsperspektivet inden for miljøstrategierne til opnåelse af en grøn økonomi;

47.

opfordrer Kommissionen til at være særlig opmærksom på, at adgang til rent vand er af stor betydning for piger og kvinder i store dele af verden, eftersom det ofte er deres ansvar at hente vand og bringe det hjem; understreger, at det også er vigtigt at bevare den oprindelige kvindelige befolknings viden om lokale økosystemer;

48.

opfordrer Kommissionen til at være særlig opmærksom på, at kvinders muligheder for at forfølge en karriere i en grøn økonomi i mange udviklingslande stadig er stærkt begrænsede som følge af social betingning og patriarkalske mønstre, og at kvinder ikke gives adgang til den information og uddannelse og de teknologier, der er nødvendige for at få adgang til denne sektor;

49.

opfordrer Kommissionen til at være særlig opmærksom på, at milliarder af mennesker er fuldstændig afhængige af biomasse som energikilde, og at børn og kvinder lider af sundhedsproblemer, fordi de indsamler, bearbejder og bruger biomasse; understreger, at det derfor er nødvendigt at investere i vedvarende og mere effektive energikilder;

50.

opfordrer til, at der ud fra et klima-, køns- og bæredygtighedsperspektiv foretages dybdegående analyser af konsekvenserne af multi- og bilaterale handelsaftaler indgået mellem EU og tredjelande, og henstiller indtrængende til Kommissionen at give tilladelse til, at der som led i alle aid for trade-aftaler og anden relevant udviklingsbistand udtrykkeligt afsættes støtte til forvaltning af klimaændringer;

51.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde programmer for overførsel af moderne teknologi og sagkundskab for at hjælpe udviklingslande og udviklingsregioner med at tilpasse sig miljøændringer;

52.

understreger, at manglende ligestilling mellem kønnene med hensyn til adgang til ressourcer såsom mikrolån, kreditter, information og teknologi bør tages i betragtning ved fastlæggelsen af strategier til bekæmpelse af klimaændringerne;

53.

pålægger sin formand at sende dette beslutningsforslag til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer.

3.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 353/47

—

der henviser til artikel 2 og artikel 3, stk. 3, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union samt artikel 8 og artikel 153, stk. 1, nr. i, og artikel 157 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. april 2012 "Et opsving med høj beskæftigelse" (COM(2012)0173) og det ledsagende dokument om udnyttelse af beskæftigelsespotentialet inden for personlige tjenesteydelser og tjenesteydelser i hjemmet (SWD(2012)0095),

—

der henviser til Kommissionens forslag af 6. oktober 2011 vedrørende forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et EU-program for social udvikling og innovation (COM(2011)0609),

—

der henviser til den europæiske ligestillingspagt (2011-2020), som Det Europæiske Råd vedtog i marts 2011 (1),

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene "Fremskridt i ligestillingen mellem kvinder og mænd - årsrapport 2010" (SEC(2011)0193),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. september 2010 om "Strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd - 2010-2015" (COM(2010)0491),

—

der henviser til forslag til Rådets afgørelse om "retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker - Del II i de integrerede retningslinjer for Europa 2020" (COM(2010)0193),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 8. juni 2009 om flexicurity i krisetider,

—

der henviser til direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (2),

—

der henviser til direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning) (3),

—

der henviser til Rådets direktiv 2004/113/EF af 13. december 2004 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser (4),

—

der henviser til rapporten fra 2008 fra Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene med titlen "Arbejde i EU: Kønsforskelle",

—

der henviser til rapporten fra 2007 fra Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene med titlen "Arbejdsvilkår i EU: Kønsperspektivet",

—

der henviser til konventionen af 18. december 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW),

—

der henviser til sin beslutning af 13. marts 2012 om ligestilling mellem kvinder og mænd i EU - 2011 (5),

—

der henviser til sin beslutning af 8. marts 2011 om fattigdom blandt kvinder i Den Europæiske Union (6),

—

der henviser til sin beslutning af 19. oktober 2010 om kvindelige arbejdstagere i usikre arbejdsforhold (7),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7-0246/2012),

A.

der henviser til, at mange lande har oplevet en vækst i servicesektoren, hvilket betyder, at denne sektor nu tegner sig for størstedelen af beskæftigelsen og er den største bidrager til de berørte landes BNP, idet den udgør mere end 70 % af den økonomiske aktivitet i EU og en tilsvarende og voksende procentdel af den samlede beskæftigelse; der henviser til, at beskæftigelsen i 2010 i EU inden for servicesektoren i gennemsnittet lå på næsten 70 % af den samlede beskæftigelse, mens den i industrien og landbruget lå på henholdsvis 25,4 % og 5,2 %;

B.

der henviser til, at ni ud af ti job for tiden skabes i tjenesteydelsessektoren, samt at undersøgelser viser, at yderligere forbedringer af det indre marked for tjenesteydelser ville kunne bidrage til at frigøre et betydeligt beskæftigelsespotentiale - job, som EU har et presserende behov for i disse krisetider;

C.

der henviser til, at beskæftigelsesgraden for kvinder er 62,1 %, mens den for mænd er 75,1 %, hvilket vil sige, at Europa 2020-strategiens primære mål om at opnå en beskæftigelsesgrad på 75 % i 2020 kun kan opnås, hvis flere kvinder får adgang til arbejdsmarkedet;

D.

der henviser til, at størstedelen af den kvindelige arbejdsstyrke er beskæftiget inden for servicesektoren og til, at denne andel i 2010 i gennemsnittet udgjorde 83,1 % for kvinder og 58,1 % for mænd;

E.

der henviser til, at kvinder ofte er uforholdsmæssigt repræsenteret på det fleksible arbejdsmarked og inden for deltidsbeskæftigelse på grund af kønsstereotyperne i samfundet, som skildrer kvinden som værende den hovedansvarlige for familien, hvorfor kvinder skønnes at være bedre egnet end mænd til at have midlertidige job, sæsonarbejde, deltidsjob i plejesektoren eller hjemmearbejde; der henviser til, at fleksible arbejdstidsordninger, herunder telearbejde, deltids- eller hjemmearbejde, stadig fortrinsvis betragtes som "kvinders" måde at organisere deres arbejdstid på;

F.

der henviser til, at servicesektoren tilbyder mange muligheder for fleksible ansættelseskontrakter - flekstids-, deltids- og korttidskontrakter - som kan være en hjælp for både mandlige og kvindelige omsorgspersoner, hvis de har mulighed for at vælge at kombinere arbejde og omsorg; der henviser til, at kvinder i højere grad har tendens til at benytte sig af flekstids- eller deltidsbeskæftigelse som en udvej til at forene arbejdsmæssige og familiemæssige forpligtelser, selv hvis dette indebærer en forskel i timeaflønningen mellem deltidsansatte og fuldtidsansatte; der henviser til, at kvinder har flere karriereafbrydelser og langt færre arbejdstimer end mænd, hvilket kan påvirke deres karriereudvikling og deres muligheder for social opstigning og således også give sig udslag i et mindre indbringende karriereforløb;

G.

der henviser til, at usikre ansættelsesforhold er et vedvarende kendetegn ved arbejdsmarkedet i EU, og til, at kvinder er mere berørt af usikkerhed i ansættelsen, forskelsbehandles med hensyn til løn, i højere grad er berørt af deltidsbeskæftigelse og dermed har lavere lønninger end mænd, har ringere social beskyttelse, er mere begrænsede i deres karriereudvikling og har færre muligheder for at opnå økonomisk uafhængighed, hvilket tilskynder dem til at vende tilbage til den private sektor med deraf følgende tilbageslag med hensyn til delt ansvar; der henviser til, at kvinder udgør en stor andel af arbejdstagerne på det sorte arbejdsmarked og primært er beskæftiget med husligt arbejde og omsorgsarbejde;

H.

der henviser til, at mænds beskæftigelsesgrad uanset uddannelsesniveau er højere end kvinders, til trods for at kvinder kan have tilsvarende eller højere uddannelsesniveau end mænd, men at deres kompetencer ofte er mindre ansete og deres karriereudvikling langsommere;

I.

der henviser til, at næsten 60 % af alle universitetskandidater er kvinder, men at deres repræsentation blandt højere tjenestemand og i ansvarsfulde stillinger i servicesektoren er uforholdsmæssig lav;

J.

der henviser til, at kvinder ofte besidder de laveste stillinger og positioner inden for servicesektoren for så vidt angår kvalifikationer, lønninger, vederlag og prestige, og at kvinder derfor i højere grad end mænd befinder sig i usikre ansættelsesforhold og har lavere lønninger end mænd;

K.

der henviser til, at kvinders bidrag til arbejdsstyrken som oftest er undervurderet af arbejdsgiverne, fordi der er større sandsynlighed for, at de afbryder deres karrierer med henblik på at få børn og passe disse;

L.

der henviser til, at det er nødvendigt at betragte det som et aktiv og en investering for hele samfundet at give kvinder bedre muligheder i erhvervslivet, navnlig set i sammenhæng med de aktuelle demografiske ændringer og udfordringer i Europa;

M.

der henviser til, at kvinder har større vanskeligheder ved at forene familieliv og arbejdsliv, da familieliv og -ansvar ikke altid er ligeligt fordelt, og pasning af plejekrævende familiemedlemmer primært påhviler kvinder; der henviser til, at en afbalancering af familieliv og arbejdsliv derfor vil bidrage til at frigive et betydeligt beskæftigelsespotentiale for kvinder og fremme en bedre overensstemmelse mellem kvinderne og de tilgængelige job i såvel servicesektoren som i alle andre erhvervssektorer og således give et skub til økonomisk vækst, beskæftigelse og innovation; der i denne sammenhæng henviser til, at regeringspolitikker, som tilvejebringer pasningsydelser for børn og andre plejekrævende pårørende, er en vigtig faktor for kvinders og mænds evne til at klare de forskellige krav, der hidrører fra arbejdspladsen og omsorgsaktiviteterne;

N.

der henviser til, at traditionelle kønsroller og stereotyper stadig har stor indflydelse på rollefordelingen mellem kvinder og mænd i hjemmet, på arbejdspladsen og i samfundet som helhed og har tendens til at opretholde status quo med hensyn til de nedarvede barrierer, som forhindrer opnåelsen af ligestilling mellem kønnene og begrænser kvinders beskæftigelsesmuligheder og muligheder for personlig udvikling inden for servicesektoren, hvilket forhindrer dem i at udnytte deres potentiale fuldt ud som individer og økonomiske aktører;

O.

der henviser til, at vold i hjemmet samt ægteskabelig, økonomisk og seksuel vold imod kvinder udgør en krænkelse af menneskerettighederne og berører samtlige sociale, kulturelle og økonomiske forhold;

P.

der henviser til, at kvinders økonomiske uafhængighed er en absolut betingelse for, at de kan tage kontrol over deres personlige og professionelle livsbaner og opnå reelle valgmuligheder;

Q.

der henviser til, at der fortsat er forskel på mænds og kvinders adgang til og anvendelse af de nye teknologier og internettet, hvilket ofte fører til en forskel i deres kompetencer og sågar til "digital analfabetisme", et fænomen, der almindeligvis betegnes som den digitale kløft mellem kønnene;

R.

der henviser til, at lønforskellen mellem mænd og kvinder for samme arbejde eller for arbejde af samme værdi ligger på et af de højeste niveauer inden for servicesektoren;

1.

understreger, at servicesektoren især er kendetegnet ved horisontal kønsopdeling, idet næsten halvdelen af den kvindelige arbejdsstyrke er beskæftiget inden for 10 af de 130 erhverv i den internationale stillingsklassifikation (CITP), som er udarbejdet af Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO), herunder: salgsassistent, butiksmedarbejder, lagerarbejder, hushjælp og personer, som gør rent, vasker og stryger, plejepersonale, kontorassistent, administrativt personale, personale i hotel- og restaurationsbranchen, sekretær, teknikerarbejde inden for kontormaskiner, ejer af lille virksomhed, personale i bank- eller handelsbranchen, sundhedspersonale og jordemoderarbejde;

2.

opfordrer Kommissionen til at bekæmpe denne kløft mellem kønnene ved hjælp af kampagner, der fremmer disse erhverv;

3.

understreger betydningen af at mindske den beskæftigelsesmæssige kønsopdeling for at bygge bro mellem lønforskellen mellem mænd og kvinder, som ofte er større for kvinder, der er beskæftiget i kvindedominerede job end for kvinder, der har de samme kvalifikationer, men er beskæftiget i andre sektorer;

4.

understreger, at den offentlige sektor ligeledes beskæftiger flest kvinder, idet 25 % af den aktive kvindelige befolkning findes inden for denne sektor, mens dette tal blot udgør 17 % af den aktive mandlige befolkning; fremhæver, at kvinder inden for denne sektor er mere sårbare over for tab af beskæftigelse som følge af budgetnedskæringer; påpeger, at det er nødvendigt at gøre en indsats for at få flere kvinder beskæftiget inden for både den offentlige og den private sektor, hvis Europa 2020-beskæftigelsesmålet på 75 % for kvinder og mænd (EU's vækststrategi) skal realiseres; bemærker, at der i et stort antal medlemsstater er betydeligt flere kvindelige end mandlige læger;

5.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at den offentlige sektor, som karakteriseres ved gennemsigtige og klare ansættelseskriterier og forfremmelsesvilkår, har en forbilledlig indstilling til lige adgang til ansættelse i den offentlige sektor og navnlig til lederstillinger; understreger behovet for at indføre gennemsigtige regler for udvælgelse og ansættelse af medarbejdere i den private sektor;

6.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage konkrete skridt hen imod en yderligere uddybning af markedet for tjenesteydelser med henblik på at udvikle dets betydelige beskæftigelsespotentiale;

7.

understreger betydningen af at bekæmpe stereotype opfattelser og kønsbaseret diskrimination i servicesektoren, hvor man støder på den opfattelse, at der findes mandejob og kvindejob, og at sidstnævnte omfatter husligt arbejde og lignende (på området for tekstil, undervisning, sygepleje, rengøring osv.), ved at gennemføre en aktiv politik, som kan mindske de reelle ulemper, som kvinderne er konfronteret med; opfordrer til at lade uddannelse og faglig rådgivning spille en større rolle i skolerne, fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder blandt unge og bekæmpe stereotyper med henblik på at lede unge kvinder i retning af de kvalifikationer og erhverv, hvor de er underrepræsenteret; bemærker, at andelen af mænd, der går ind i undervisningssektoren, er væsentlig mindre end andelen af kvinder, og understreger behovet for flere mænd i denne sektor;

8.

påpeger, at der blandt kvinder, der er beskæftiget i servicesektoren, er flere, som finder beskæftigelse i socialsektoren, omsorgssektoren og telekommunikationssektoren, der ofte kræver færre kvalifikationer, ikke er særlig prestigefyldte og svarer til kvindernes traditionelle roller i samfundet, mens mænd er dominerende i de mest prestigefyldte og lukrative sektorer: finanssektoren og banksektoren;

9.

påpeger, at omsorgspolitikker og -ydelser for ældre, plejekrævende pårørende og børn, herunder bestemmelser om barselsorlov, fædreorlov og forældreorlov, er helt grundlæggende elementer med henblik på at opnå ligestilling mellem kønnene; bemærker derfor, at kvinder og mænd bør have mulighed for at vælge at udføre lønnet arbejde og få børn og familie uden at blive frataget deres frihed til at gøre fuld brug af deres ret til beskæftigelse og lige muligheder;

10.

henleder opmærksomheden på, at deltidsbeskæftigelse (som udgjorde 19,2 % af den samlede beskæftigelse i EU i 2010) fortsat domineres af kvinder; noterer sig, at 31,9 % af den kvindelige arbejdsstyrke i EU havde deltidsjob i 2010, mens dette tal kun lå på 8,7 % for den mandlige arbejdsstyrke, hvormed 78 % af alle deltidsjob udføres af kvinder; påpeger, at 19 % af kvinderne og 7 % af mændene i EU havde "kort" deltidsarbejde (færre end 20 timer om ugen), og at kun 3 % af mændene fra 35 til 49 år havde "kort" deltidsarbejde i forhold til 18 % af kvinderne i den samme aldersgruppe; bemærker også, at deltidsarbejde især findes i specifikke sektorer, hvor flere end 38 % af de deltidsansatte, både dem med "kort" deltid og dem med "omfattende" arbejdstid (dvs. mellem 20 og 34 timer om ugen), er beskæftiget inden for undervisnings-, sundheds- og socialsektoren samt i sektorerne for andre tjenesteydelser og detail- og engroshandelen;

11.

henleder opmærksomheden på den stigende udbredelse af fleksible arbejdstider: weekendarbejde, uregelmæssige, uforudsigelige og øgede arbejdstider og på, at denne fleksibilitet i høj grad kendetegner deltidsarbejde, som ofte udføres af kvinder, hvormed flere kvinder end mænd oplever, at arbejdstiderne skifter fra uge til uge, hvilket gør det endnu mere vanskeligt for kvinder at forene familie- og arbejdsliv, navnlig for enlige mødre og dem, som tager sig af plejekrævende familiemedlemmer; understreger, at ansættelseskontrakter bør være stabile, og arbejdstiden fastlagt, men at arbejdstiden kan forhandles efter den ansattes ønske med henblik på bedre forening af familie- og arbejdsliv; understreger, at fleksible arbejdstider bør være arbejdstagerens beslutning og ikke pånødes eller påtvinges af arbejdsgiveren; afviser situationer med fleksibilitet og kontraktmæssig usikkerhed, som ikke giver mulighed for at stifte familie og opnå stabilitet;

12.

minder om, at fleksible arbejdsordninger kendetegner mange job i denne sektor; understreger på den ene side, at øget fleksibilitet i arbejdsordninger øger kvinders mulighed for at deltage aktivt i servicesektoren og kan være gavnlig for foreneligheden af familie- og arbejdsliv - forudsat at ordningerne er frivillige og gearet til arbejdstagernes reelle behov, samt at arbejdstagerne har kontrol og klarhed over deres arbejdstider og deltidsordninger - men at fleksibilitet på den anden side kan have en negativ indvirkning på kvinders lønninger og pensioner samt andre negative konsekvenser for kvinder i arbejde, såsom mangel på en formel kontrakt, social sikring og sikkerhed i beskæftigelsen; noterer sig, at dette også kan føre til, at arbejdsgiverne ikke tilbyder passende vilkår for arbejdstagernes beskæftigelsesmæssige sundhed og sikkerhed;

13.

fremhæver betydningen af "hjemmearbejde", som bliver mere og mere moderne; påpeger, at mere end 90 % af virksomhederne i Tyskland og Sverige opdeler deres arbejdsuge på nye måder og bedømmer de ansatte på grundlag af arbejdstimer pr. år snarere end pr. uge samt tillader, at ægtefæller deler et job;

14.

understreger betydningen af at sikre anstændige arbejdsbetingelser kombineret med rettigheder bl.a. for så vidt angår standarder for sundhed og sikkerhed, tilgængelighed, karrieremuligheder, videreuddannelse, bæredygtig social sikkerhed og livslang læring;

15.

bemærker, at antallet af kvinder med en midlertidig ansættelseskontrakt i EU i 2010 udgjorde 14,5 %, mens dette tal udgjorde 13 % for mændenes vedkommende;

16.

minder på ny om, at kvinder i gennemsnit tjener 16,4 % mindre end mændene i Den Europæiske Union; understreger, at kvinder ikke opnår samme løn i de tilfælde, hvor de har samme job som mænd eller job af samme værdi; noterer sig, at de i andre tilfælde ikke udfører samme arbejde, hvilket skal ses i lyset af den vertikale og horisontale kønsopdeling og den højere forekomst af deltidsarbejde; opfordrer derfor medlemsstaterne, arbejdsgiverne og fagbevægelserne til at udarbejde og gennemføre brugbare, specifikke jobevalueringsredskaber, som kan bidrage til at fastlægge arbejde af samme værdi og dermed sikre ligeløn mellem kvinder og mænd, og opfordrer virksomhederne til at gennemføre årlige ligelønsrevisioner og offentliggøre oplysningerne med henblik på maksimal gennemsigtighed og på at reducere lønforskellen mellem mænd og kvinder; påpeger, at lønforskellen mellem mænd og kvinder ofte fører til en forskel i pensionen, hvilket kan medføre, at kvinder ender under fattigdomsgrænsen;

17.

understreger derfor betydningen af at håndhæve princippet om lige løn til kvinder og mænd på samme arbejdsplads som nedfældet i Lissabontraktatens artikel 157; minder om sin beslutning af 24. maj 2012 om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi (8) og gentager kravet heri om at revidere direktiv 2006/54/EF senest den 15. februar 2013;

18.

bemærker med bekymring, at langt størstedelen af de lave lønninger og næsten alle de meget lave lønninger gives for deltidsarbejde, og at omkring 80 % af fattige arbejdstagere er kvinder; understreger, at der er behov for konkrete foranstaltninger til at bekæmpe usikre ansættelsesforhold i servicesektoren, en situation som især rammer kvinder, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle strategier til bekæmpelse af usikre ansættelsesforhold;

19.

hævder, at det er en diskriminerende, men sædvanlig praksis at indføre forskellige erhvervsbetegnelser for samme arbejde eller arbejde af samme værdi for henholdsvis mænd og kvinder: inden for rengøringsbranchen betegnes mænd f.eks. vedligeholdelsesteknikere, mens kvinder betegnes rengøringshjælp, hvilket benyttes som et middel til at begrunde en lavere løn til kvinder;

20.

noterer sig, at kvindernes øgede uddannelsesniveau sjældent efterfølges af en opstigning i arbejdshierarkiet eller resulterer i forbedrede arbejdsvilkår, hvormed der ofte er tale om en overkvalificeret kvindelig arbejdsstyrke;

21.

noterer sig, at kvinder - i relation til den stigende tendens til at ansætte kvinder i deltidsstillinger og arbejdsgivernes præference med hensyn til at investere i arbejdstagere med permanent beskæftigelse - tydeligvis har begrænset adgang til en bred vifte af uddannelses- og efteruddannelseskurser, hvilket reducerer deres muligheder for faglig udvikling;

22.

understreger behovet hos alle arbejdstagere i tjenesteydelsessektoren - og særligt hos dem, der tilhører de mest sårbare grupper - for at have adgang til permanente efteruddannelsesprogrammer og livslang læring med henblik på at forbedre deres fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet og mindske misforholdet mellem kompetencer og arbejdsopgaver, der er under kontinuerlig udvikling;

23.

konstaterer, at andelen af kvinder, der deltager i erhvervsuddannelse inden for tjenesteydelsessektoren i forbindelse med livslang læring, er lille, og opfordrer medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger på området;

24.

understreger behovet for opkvalificering af ældre arbejdstagere og forældre, som vender tilbage til arbejdsmarkedet efter at have passet børn eller plejekrævende slægtninge;

25.

understreger, at kun ét ud af syv bestyrelsesmedlemmer i de største europæiske virksomheder i 2010 var en kvinde (13,7 %), mens det kun var 3,4 % af bestyrelserne i de største virksomheder, der havde en kvinde som formand;

26.

understreger vigtigheden af at gøre en indsats for at få flere kvinder ind i forskningssektoren, og at kvinder kan spille en afgørende rolle i udviklingen af nye og innovative systemer, såsom produkter og serviceydelser inden for servicesektoren, navnlig eftersom de fleste produkter - på trods af, at kvinder på verdensplan er ansvarlige for 80 % af købsbeslutningerne - fortsat designes af mænd, herunder 90 % af alle tekniske produkter; tror på, at større deltagelse af kvinder i innovationsprocesserne ville åbne nye markeder og øge konkurrenceevnen; mener, at innovative serviceydelser er afgørende for at kunne imødegå fremtidens udfordringer, især den stigende efterspørgsel efter velfærdsydelser, som udspringer af en aldrende befolkning, og at de gennem tilvejebringelse af gode kommunikations- og forretningsydelser kan skabe bedre muligheder for, at folk kan bo og arbejde i storbyer, byer og landdistrikter i hele Unionen;

27.

fremhæver, at der er betydelige muligheder for og et stort potentiale blandt kvindelige iværksættere, eftersom kvinder vedbliver med at vælge uddannelse inden for tjenesteydelsessektoren og dermed opbygge deres erhvervserfaring og kendskab til denne sektor; mener, at der er behov for tilsvarende vilkår i produktionssektoren, som der er i servicesektoren, for at bestræbelserne på at øge iværksætterånd og foretagsomhed blandt kvinder kan være effektive; glæder sig i denne forbindelse over forslaget om at udvide mikrofinansiering som en specifik akse inden for rammerne af programmet for social udvikling og innovation og fremhæver betydningen af mikrofinansiering som et instrument til støtte for kvindelige iværksættere og personer i sårbare arbejdsmarkedspositioner i tjenesteydelsessektoren; glæder sig over Kommissionens meddelelse om initiativet vedrørende socialt iværksætteri (COM(2011)0682), eftersom det især er kvinder, der søger beskæftigelse i sektoren for sociale virksomheder;

28.

bemærker, at kvindelige ledere i servicesektoren ofte er beskæftiget inden for detailhandelen eller hotelbranchen, men at de også så småt ses inden for knap så traditionelle sektorer såsom forsikrings- eller banksektoren; understreger, at størstedelen af de kvindelige ledere ses i små virksomheder eller enkeltmandsvirksomheder; bemærker ligeledes, at store organisationer ofte har kvindelige ledere på knap så vigtige poster, såsom HR og administration; opfordrer virksomhederne til regelmæssigt at tilbyde uddannelse til juniormedarbejdere og indføre effektive mødre-, fædre- og forældre-støtteordninger;

29.

kræver afskaffelse af "glasloftet" i den offentlige sektor, som forhindrer kvinder i at opnå stillinger med stort ansvar; bemærker, at den offentlige sektor skal spille en forbilledlig rolle på dette område;

30.

understreger, at kvinder i højere grad end mænd er involveret i den uformelle økonomi i servicesektoren, hvilket til dels skyldes, at de erhverv, der typisk udføres af kvinder, eksempelvis husligt arbejde, sundhedspleje osv., ofte er kendetegnet ved manglende regulering; noterer sig, at den uformelle økonomi er vokset som et resultat af krisen, men at det er vanskeligt at vurdere det præcise omfang, da der ikke findes pålidelige oplysninger om økonomiens betydning og konsekvenser;

31.

glæder sig over arbejdsdokumentet fra den årlige vækstundersøgelse om udnyttelse af beskæftigelsespotentialet i de personlige tjenesteydelser og tjenesteydelser i hjemmet og opfordrer medlemsstaterne, arbejdsmarkedets parter og andre aktører til at tage imod Kommissionens indbydelse til at drøfte spørgsmålet;

32.

opfordrer medlemsstaterne til at udvikle politikker for omdannelse af arbejdstagere med usikre arbejdsvilkår i den uformelle økonomi til almindelige arbejdstagere, f.eks. ved at indføre skattefordele og servicekuponer; opfordrer til, at der udvikles et program med sigte på at undervise arbejdstagere i servicesektoren i deres rettigheder og fremme deres organisering; opfordrer til initiativer rettet mod arbejdsgivere og den brede offentlighed for at skabe opmærksomhed om de negative konsekvenser og virkningerne af usikkert og uregelmæssigt arbejde, bl.a. for arbejdsmiljøet og sundheden;

33.

opfordrer Kommissionen til at offentliggøre en uafhængig undersøgelse af konsekvenserne af en liberalisering af sektoren for pleje i hjemmet for arbejdstagernes stilling og arbejdsvilkår;

34.

er bekymret over situationen for kvindelige indvandrere og ikke-deklarerede arbejdstagere i servicesektoren, navnlig dem der er ansat i private hjem, eftersom langt størstedelen arbejder uden en kontrakt i usikre ansættelsesforhold og udfører husligt arbejde under dårlige arbejdsvilkår, betydelig lavere lønninger end de deklarerede arbejdstagere og uden nogen form for sociale rettigheder; fremhæver derfor behovet for passende politikker til at sikre, at vandrende arbejdstagere har adgang til grundlæggende menneskerettigheder, herunder retten til sundhedspleje, rimelige arbejdsvilkår, uddannelse og undervisning, moralsk og fysisk integritet og lighed for loven; opfordrer medlemsstaterne til at revidere de nationale politikker og praksisser, så der lægges mere vægt på ansættelsespraksis, adgang til information og beskyttelse af menneskerettighederne, og tilskynde sådanne arbejdstagere til at indberette misbrugslignende arbejdsvilkår, uden at det risikerer at få konsekvenser for deres opholdsstatus;

35.

opfordrer medlemsstaterne til straks at ratificere ILO's konvention nr. 189 om hushjælp, som blev vedtaget af trepartsorganisationen i 2011 med det formål at sikre anstændige arbejdsvilkår for huslige medhjælpere og de samme grundlæggende arbejdstagerrettigheder, som andre arbejdstagere har, samt støtte udviklingen af en formel hjemmeservice- og omsorgsydelsessektor;

36.

opfordrer medlemsstaterne til at overveje at indføre en særlig ordning for sektoren for personlige tjenesteydelser og tjenesteydelser i hjemmet med henblik på at regulere det udbredte fænomen sort arbejde - der navnlig berører kvinder - og derved sikre anstændige arbejdsforhold; opfordrer medlemsstaterne til at aflægge beretning om deres indsats for at bekæmpe sort arbejde i de nationale reformprogrammer, der forelægges i henhold til Europa 2020-strategien;

37.

opfordrer medlemsstaterne til at indføre en politik, der går ud på at integrere sårbare arbejdstagere på arbejdsmarkedet, navnlig for så vidt angår lavt kvalificerede, arbejdsløse, unge og ældre arbejdstagere, personer med handicap, personer med psykiske handicap og minoritetsgrupper, såsom vandrende arbejdstagere og romaer, gennem målrettet og skræddersyet erhvervsvejledning, uddannelses- og lærepladsprogrammer;

38.

understreger, at den økonomiske krise og de såkaldte spareforanstaltninger har ført til færre ligestillingsforanstaltninger og udgør en ydereligere hindring for anvendelsen af ligestillingsprincippet, navnlig hvad angår jobtab, adgang til nye job og øget usikkerhed for kvinder, hvilket sammen med den omstændighed, at den mandlige beskæftigelsesprocent normalt genoprettes hurtigere end den kvindelige beskæftigelsesprocent, har en betydelig negativ indvirkning på den kvindelige arbejdsstyrke i servicesektoren og på kvindernes karrierer og pensioner; opfordrer Kommissionen til at indsamle data om, hvordan de økonomiske stramninger indvirker på kvinder på arbejdsmarkedet, med særligt fokus på tjenesteydelsessektoren; understreger, at det er nødvendigt i højere grad at anerkende den indbyrdes sammenhæng mellem sociale og økonomiske spørgsmål, idet øget opmærksomhed på sociale spørgsmål er en forudsætning for at kunne tackle kønsbaserede uligheder effektivt;

39.

påpeger, at 18 % af arbejdstagerne ifølge den femte europæiske undersøgelse af arbejdsvilkårene fra april 2012 oplyste, at de havde en dårlig balance mellem arbejdet og privatlivet; understreger behovet for skærpede politikker til forening af familie- og arbejdsliv og opfordrer især til en forøgelse af gratis offentlige sociale tjenesteydelser og -faciliteter af høj kvalitet, som kan levere pasningsordninger for børn og andre omsorgskrævende pårørende, der gør det muligt at forene arbejds-, familie- og privatliv i såvel landområder som byområder; understreger, at tilvejebringelsen af omsorgsfaciliteter også vil bidrage til at mindske fattigdommen blandt kvinder ved at give dem mulighed for beskæftigelse;

40.

understreger, at aktiv deltagelse og inddragelse af mænd i foranstaltninger til at fremme forening af arbejds- og familieliv, såsom deltidsarbejde, er afgørende for at opnå balance mellem familieliv og arbejdsliv, da både kvinder og mænd kan drage nytte af familievenlige beskæftigelsespolitikker og af en ligelig fordeling af ulønnet arbejde og ansvar i hjemmet; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe afgørende politiske foranstaltninger til at bekæmpe kønsstereotyper og til at tilskynde mænd til at dele omsorgsansvaret og ansvaret for hjemmet ligeligt med kvinder, navnlig gennem incitamenter for mænd til at tage forældre- eller barselsorlov, hvilket vil styrke deres rettigheder som forældre, sikre en højere grad af lighed mellem kvinder og mænd, en mere passende fordeling af ansvaret for familie og husholdning samt forbedre kvindernes muligheder for at deltage fuldt ud på arbejdsmarkedet; foreslår, at medlemsstaterne anvender Rådets direktiv 2010/18/EU (9) om forældreorlov korrekt, både gennem lovgivningsmæssige og oplysende foranstaltninger vedrørende ligestilling;

41.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at vedtage en handlingsplan for, hvordan Barcelonamålene for børnepasningsydelser kan nås, og udarbejde en tidsplan for en progressiv forhøjelse af målniveauerne;

42.

gør opmærksom på de begrænsede muligheder, kvinder har for at tilpasse sig arbejdsmarkedernes krav i en moderne, stærkt globaliseret verden, hvor en arbejdstagers væsentligste egenskab er mobilitet og muligheden for at flytte for at påtage sig arbejde væk fra hjemstedet, hvilket ofte er umuligt for kvinder, idet de ofte er mere involveret i pasningen af børn og hjem således forhindres i at udnytte de muligheder, som arbejdsmarkedet tilbyder, fuldt ud;

43.

opfordrer Rådet til at genoptage revisionen af barselsdirektivet og acceptere den fleksibilitet, som Europa-Parlamentets har foreslået, således at Europa kan gøre fremskridt i retning af at beskytte rettighederne og arbejdsvilkårene for arbejdstagere, der enten er gravide eller har født for nylig; understreger i denne sammenhæng betydningen af at indføre en effektiv beskyttelse af moderskab og faderskab ved at bekæmpe i) afskedigelse fra ansættelsesforhold under og efter graviditet, ii) forringelse af lønnen under barselsorlov og iii) nedgradering af stilling og løn/vederlag i forbindelse med deres tilbagevenden til jobbet; fremhæver nødvendigheden af at sikre, at atypiske medarbejdere i virksomheder, som f.eks. vikarer, freelancemedarbejdere og andre midlertidigt ansatte, kan gøre brug af deres rettigheder i et omfang, der afspejler den enkelte medarbejders arbejdsindsats i perioden op til graviditet og fødsel, og som sikrer den størst mulige ligebehandling i forhold til fastansatte kolleger inden for det pågældende område;

44.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til under overholdelse af subsidiaritetsprincippet og efter høring af arbejdsmarkedets parter at udarbejde strategier, der skal fastlægge minimumsstandarder i tjenesteydelsessektoren, herunder almindelige ansættelsesaftaler og overenskomstforhandlinger, og til at forsøge at bekæmpe de negative følger af horisontal og vertikal opsplitning;

45.

understreger behovet for at bekæmpe alle former for vold imod kvinder i servicesektoren, herunder økonomisk vold, psykologisk og seksuel chikane på arbejdspladsen, seksuelt misbrug og menneskehandel;

46.

understreger, at det er nødvendigt, at Kommissionen og medlemsstaterne sikrer, at kvinders arbejdsvilkår (anstrengelserne og risiciene ved det udførte arbejde, såvel som arbejdsmiljøet) i servicesektoren er i overensstemmelse med ILO’s erklæring om grundlæggende principper og rettigheder på arbejdet, som blev vedtaget i juni 1998, og med dens særlige grundlæggende konventioner;

47.

opfordrer medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger imod misbrug af personlige serviceydelser, såsom massage og sauna, til at dække over seksuelle ydelser, hvis sidstnævnte er organiseret og kontrolleret af netværk inden for menneskehandel;

48.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at garantere beskyttelse af sociale og beskæftigelsesmæssige rettigheder for det store antal mobile arbejdstagere i tjenesteydelsessektoren og til at bekæmpe enhver form for udnyttelse og risiko for social udstødelse, samtidig med at det sikres, at oplysninger om arbejdstagernes rettigheder er lettilgængelige; understreger, at mobilitet bør være frivillig;

49.

bemærker, at det er nødvendigt at fremme grundlæggende og varige, målrettede uddannelsesmuligheder for udvalgte kvinder, som er i tråd med målet om at udvikle de videnskabelige og tekniske færdigheder, der er nødvendige for at finde et arbejde og skabe sig en karriere;

50.

mener, at der - til trods for, at antallet af kvinder, som anvender computere og surfer på internettet, er stigende - fortsat eksisterer en meget stor digital kløft, som begrænser kvinders adgang til og brug af informations- og kommunikationsteknologi (ikt) og dermed vanskeliggør kvinders muligheder for at søge og finde et kvalificeret job, hvilket forstærker ulighederne i hjemmene, lokalsamfundene, på arbejdsmarkederne og i økonomien i bred forstand; opfordrer derfor til at fremme kvinders mulighed for at anvende nye teknologier ved at give dem prioriteret adgang til gratis undervisning; opfordrer medlemsstaterne og regionerne til at oprette gratis computerkurser via projekter finansieret af Den Europæiske Socialfond (ESF) og derved give kvinder mulighed for at erhverve sig nye tekniske færdigheder inden for teknologi og datamatik, hvilket vil føre til bedre muligheder for kvindelig beskæftigelse i servicesektoren; opfordrer regeringerne til at gennemføre politikker (som f.eks. oplysningskampagner og særlige stipendier) med sigte på at øge optagelsen af kvindelige studerende på kurser i informations- og kommunikationsteknologi;

51.

opfordrer til en stærk social dialog samt inddragelse af arbejdsgivernes og arbejdstagernes repræsentanter ved opstillingen af EU's prioriteter inden for tjenesteydelsessektoren med hensyn til beskyttelse af sociale rettigheder og arbejdstagerrettigheder, arbejdsløshedsydelser og repræsentationsrettigheder.

52.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer.

3.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 353/56

—

der henviser til artikel 165 og 166 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og særlig artikel 14,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 23. november 2011 "Årlig vækstundersøgelse 2012" (COM(2011)0815),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. december 2011 "Almen uddannelse og erhvervsuddannelse i et intelligent, bæredygtigt og rummeligt Europa" (COM(2011)0902),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 "Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" (COM(2010)2020),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 11. maj 2010 om den sociale dimension af uddannelse (1),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 12. maj 2009 om en strategiramme for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet ("ET 2020") (2),

—

der henviser til Rådets henstilling af 28. juni 2011 "Unge på vej - flere unge i læringsmobilitet" (3),

—

der henviser til sin beslutning af 1. december 2011 om forebyggelse af, at elever forlader skolen i utide (4),

—

der henviser til sin beslutning af 12. maj 2011 om indlæring i tidlig alder i Den Europæiske Union (5),

—

der henviser til sin beslutning af 18. maj 2010 om nøglekompetencer i en verden under forandring: gennemførelsen af arbejdsprogrammet for uddannelse og erhvervsuddannelse 2010 (6),

—

der henviser til sin beslutning af 18. december 2008 om livslang læring som grundlag for viden, kreativitet og innovation - gennemførelse af arbejdsprogrammet for uddannelse og erhvervsuddannelse 2010 (7),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7-0247/2012),

A.

der henviser til, at livslang læring stadig ikke er en realitet for størstedelen af EU's befolkning trods nogen forbedring i den almene og erhvervsfaglige uddannelse, og visse indikatorer er faktisk foruroligende; der henviser til, at ud over almen uddannelse og erhvervsuddannelse bør også betydningen af formel og ikke-formel voksenuddannelse fremhæves;

B.

der henviser til, at strategier for livslang læring i mange medlemsstater langt fra gennemføres effektivt, selvom de indgår som en central del af EU 2020-strategien;

C.

der henviser til, at uddannelses- og erhvervsuddannelsespolitikkerne skal give alle mulighed for livslang læring uanset deres sproglige og socioøkonomiske baggrund, alder, handicap, køn, race eller etniske oprindelse, religion eller tro eller seksuelle orientering;

D.

der henviser til, at forskellige befolkningsgrupper stadig tilbydes dårligt tilpassede læringsmuligheder; der endvidere henviser til, at såvel oprindelige folk som forskellige sproglige og kulturelle mindretal bør kunne uddanne sig på deres eget sprog;

E.

der henviser til, at økonomisk vækst i første række skal være baseret på uddannelse, viden, innovation og passende sociale politikker for at hjælpe EU ud af den nuværende krise, og at det er væsentligt at gennemføre politikkerne på dette område effektivt og i fuld udstrækning som led i EU 2020-strategien for at komme gennem denne afgørende periode;

F.

der henviser til, at udarbejdelsen af uddannelses- og erhvervsuddannelsespolitikken er medlemsstaternes offentlige ansvar, og at disse områder kræver tilstrækkelige offentlige midler for at sikre lige adgang til uddannelse uden social, økonomisk, kulturel, racemæssig eller politisk forskelsbehandling;

G.

der henviser til, at stramningerne og de deraf følgende nedskæringer i budgetterne til uddannelsessystemer i hele EU bringer en af de vigtigste drivkræfter for samhørighed og vækst i fare og undergraver målsætningen om at skabe en videnbaseret økonomi i Europa;

H.

der henviser til, at medlemsstaterne skal fortsætte med at samarbejde og udveksle bedste praksis for at videreudvikle deres nationale uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemer;

I.

der henviser til, at utilstrækkelige sprogkundskaber fortsat udgør en betydelig hindring for mobiliteten i uddannelsesøjemed;

J.

der henviser til, at formålet med en vellykket uddannelses- og erhvervsuddannelsesstrategi også bør være at give de lærende de kvalifikationer og kompetencer, som er nødvendige for personlig udvikling og aktivt medborgerskab;

K.

der henviser til, at livslang læring virkelig bør betyde læring hele livet igennem inden for den aktuelle demografiske kontekst, og at vi fortsat bør tage bedre hensyn til det videnpotentiale, som er akkumuleret hos ældre mennesker;

L.

der henviser til, at kompetencer inden for nye teknologier i høj grad letter målene for programmet livslang læring;

M.

der henviser til, at livslang læring er en vedvarende læringsproces, som bør fortsætte gennem hele livet lige fra førskoleundervisning af høj kvalitet til pensionistundervisning;

N.

der henviser til, at førskolefaciliteter og -undervisning af høj kvalitet til alle børn er en fremtidsinvestering, som er til stor gavn for både den enkelte og samfundet;

O.

der henviser til, at skolefrafald har alvorlige konsekvenser for både den enkelte og EU's sociale og økonomiske vækst;

P.

der henviser til, at der er behov for yderligere innovation med hensyn til stipendier til præuniversitære uddannelser;

Q.

der henviser til, at adgangen til almen uddannelse og erhvervsuddannelse er en væsentlig udfordring, også med henblik på at bidrage yderligere til social integration, samhørighed og bekæmpelse af fattigdom;

R.

der henviser til, at europæiske, nationale, regionale og lokale myndigheder skal samarbejde om at håndtere de udfordringer, som Europa står over for;

1.

tager den ovennævnte meddelelse fra Kommissionen "Almen uddannelse og erhvervsuddannelse i et intelligent, bæredygtigt og rummeligt Europa" til efterretning;

2.

minder om, at der forud for den nuværende krise var stor forskel på medlemsstaternes evne til at inddrage alle aldersgrupper i uddannelse, erhvervsuddannelse og livslang læring, og at det samlede EU-gennemsnit lå under det internationale gennemsnit;

3.

påpeger, at visse medlemsstater har foretaget budgetnedskæringer inden for almen uddannelse og erhvervsuddannelse i lyset af den nuværende økonomiske situation, men mener, at de investeringer, der har den største strategiske værdi, bør sikres og endda forhøjes; understreger, at EU’s flerårige finansielle ramme påregner, at uddannelse og de dertil knyttede sektorer vil opnå den største procentvise fremgang under EU’s langsigtede budget;

4.

understreger nødvendigheden af at godkende forhøjelsen af budgettet til uddannelse og de dertil knyttede sektorer i den flerårige finansielle ramme; opfordrer medlemsstaterne til at vedtage deres strategier for livslang læring med passende finansielle midler som det bedst mulige redskab til at nå de mål, der er sat i forbindelse med ET 2020-strategien;

5.

fremhæver, at de økonomiske omkostninger som følge af ineffektiv uddannelse, herunder skolefrafald og sociale uligheder inden for uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemer og deres indvirkning på udviklingen i medlemsstaterne, er betydeligt højere end omkostningerne ved finanskrisen, og at medlemsstaterne allerede betaler prisen år efter år;

6.

anmoder medlemsstaterne om at prioritere udgifterne til de former for uddannelse, erhvervsuddannelse, unge, livslang læring, forskning, innovation og sproglig og kulturel mangfoldighed, der er investeringer i fremtidens vækst og økonomisk balance, idet de samtidigt sikrer merværdien af disse investeringer; gentager i denne forbindelse sin opfordring til at tilstræbe en samlet investering på mindst 2 % af BNP i videregående uddannelse, som Kommissionen anbefaler i den årlige undersøgelse af vækst og beskæftigelse som værende minimumsforudsætning for en videnbaseret økonomi;

7.

minder om, at det er nødvendigt, at medlemsstaterne for i fremtiden at være konkurrencedygtige med de nye globale magter når de grundlæggende Europa 2020-mål, som på området for uddannelse går ud på at opnå 3 % i investeringer i forskning, øge andelen af unge mennesker med en universitetsuddannelse til 40 % og reducere for tidligt skolefrafald til under 10 %;

8.

minder om den betydning, forskning har inden for rammerne af en ambitiøs strategi almen uddannelse og erhvervsuddannelse; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke deres indsats for at øge andelen af unge, der går i denne retning;

9.

minder om, at der bør sættes særligt fokus på unge i lyset af, at arbejdsløsheden er steget til over 20 % i EU og til over 50 % i visse medlemsstater eller visse regioner, og idet unge, især de dårligst kvalificerede unge, er særlig hårdt ramt af den nuværende krise; understreger navnlig de skadelige virkninger af stramninger med hensyn til ungdomsarbejdsløshed i visse EU-medlemsstater, især medlemsstaterne i Sydeuropa, som bl.a. fører til en betydelig hjerneflugt til andre lande, herunder lande uden for EU; minder endvidere om, at én ud af syv unge (14,4 %) på nuværende tidspunkt forlader uddannelsessystemet allerede efter grundskolen, hvorefter de ikke tager yderligere uddannelse;

10.

gør opmærksom på erhvervsuddannelsessystemerne med skiftevis skolegang og praktik i visse medlemsstater, som sikrer en forbindelse mellem teori og praksis og giver bedre adgang til arbejdsmarkedet end uddannelsessystemer, som udelukkende er baseret på skolegang;

11.

foreslår, at medlemsstaterne trækker investeringerne i almen uddannelse og erhvervsuddannelse fra ved beregningen af det nationale underskud i den finanspolitiske aftale, da disse anses for at være en vigtig drivkraft for en sund genopretning i overensstemmelse med målene i EU 2020-strategien;

12.

opfordrer EU-institutionerne til at gøre en yderligere indsats for at udforme mere præcise og mere målrettede ungdomspolitikker på EU-plan, som er tilpasset de nye samfundsmæssige udfordringer; mener, at den nuværende generation af unge ikke føler, at de vil kunne opnå samme velstandsniveau som den foregående generation;

13.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gennemføre foranstaltninger rettet mod unge, der sandsynligvis vil gå ud af skolen i utide, eller som ikke er under uddannelse eller i beskæftigelse, for at give dem tilbud om praktikophold og uddannelse af høj kvalitet samt ungdomsgarantiordninger, så de kan oparbejde de kompetencer og den erfaring, der er nødvendig for at komme i beskæftigelse og for nogles vedkommende at fremme deres reintegration i uddannelsessystemet; opfordrer samtidig til, at der lægges særlig vægt på erhvervsuddannelserne i de højere uddannelsessystemer, idet der tages hensyn til de nationale uddannelsessystemers forskelligartethed; opfordrer medlemsstaterne til at styrke deres bestræbelser på at sikre, at unge kan indhente virkelig arbejdserfaring og hurtigt komme ind på arbejdsmarkedet; understreger, at praktik skal være relevant i forhold til studierne og udgøre en del at uddannelsesplanen;

14.

påpeger, at unges beskæftigelse er særlig truet i krisetider; understreger, at det er nødvendigt at holde øje med, hvor hurtigt unge dimittender efter afslutningen af deres uddannelse får et job, som passer til deres uddannelse og viden, og at der på grundlag af disse oplysninger foretages en vurdering af kvaliteten af uddannelsessystemerne samt deres eventuelle tilpasning;

15.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at arbejde målrettet hen imod at indføre, iværksætte og yderligere udvikle det europæiske meritoverførselssystem for erhvervsuddannelser (ECVET), Europas og den europæiske referenceramme for kvalifikationer;

16.

understreger, at unge spiller en afgørende rolle i opnåelsen af EU's overordnede 2020-mål for beskæftigelse, forskning og innovation, klima og energi, uddannelse og bekæmpelse af fattigdom;

17.

understreger betydningen af uformel og ikke-formel uddannelse for udviklingen af værdier, færdigheder og kompetencer, særlig for unge, samt for læring om medborgerskab og demokratisk deltagelse; opfordrer Kommissionen til at sørge for støtte, herunder økonomisk støtte, til uformel og ikke-formel uddannelse inden for rammerne af de nye programmer vedrørende uddannelse og ungdommen samt med hensyn til medborgerskab;

18.

opfordrer universiteterne til at udvide adgangen til læring og modernisere læseplanerne for at bringe dem på højde med de nye udfordringer med henblik på at øge den europæiske befolknings kvalifikationer, uden at dette bringer de akademiske opgaver med hensyn til formidling af viden i fare, og idet der tages hensyn til, at de demografiske ændringer er et ubestrideligt faktum i Europa; fremhæver i denne forbindelse betydningen af at understøtte og anerkende ikke-formel uddannelse og uformel læring;

19.

opfordrer til dialog mellem de private aktører, særlig SMV'erne, de lokale og regionale myndigheder, aktørerne i civilsamfundet og de videregående uddannelsesinstitutioner/universiteter for at fremme de studerendes erhvervelse af viden og færdigheder, der fremmer deres integration på arbejdsmarkedet; minder arbejdsgiverne om vigtigheden af at gøre arbejdstagere fortrolige med arbejdet, da dette fremmer de unges tilpasning til arbejdslivet;

20.

minder om, at kreativitet er et væsentligt element i den nye videnbaserede økonomi; understreger, at den kreative sektor yder et betragteligt og voksende bidrag til økonomien svarende til 4,5 % af EU's BNP og 8,5 mio. arbejdspladser;

21.

mener, at synergien mellem udbuddet af arbejdskraft og arbejdsmarkedets kapacitet til at absorbere denne er væsentlig;

22.

understreger, at de offentlige arbejdsformidlinger spiller en væsentlig rolle i forbindelse med gennemførelse af politikker for understøttelse og rådgivning for arbejdssøgende, især hvad angår hjælp til at søge beskæftigelse eller uddannelse; understreger, at stadig flere af disse arbejdssøgende skal tilbydes en passende uddannelse, som vil lette deres tilbagevenden til arbejdsmarkedet, og opfordrer derfor medlemsstaterne til at afsætte de fornødne midler hertil;

23.

fremhæver, at det er af afgørende betydning at forbedre adgangen for handicappede til livslang læring, både gennem udarbejdelse og gennemførelse af målrettede programmer og ved at integrere handicapdimensionen i alle programmer for den brede befolkning; mener, at denne særlige fokusering på forbindelsen mellem handicap og livslang læring er nødvendig for at bekæmpe social udstødelse og for reelt at styrke handicappedes stilling på arbejdsmarkedet, eftersom alle undersøgelser på området viser, at handicappedes uddannelsesniveau er lavere end gennemsnittet, og at deres deltagelse i de pågældende programmer er yderst beskeden;

24.

minder om, at arbejdsgiverne har et centralt ansvar for at gøre livslang læring til en realitet for alle under behørig hensyntagen til ligestilling mellem kønnene; tilskynder arbejdsgiverne til at lette løbende efteruddannelse gennem arbejdstagernes karriereforløb ved at gøre retten til uddannelse mere synlig, ved at sikre alle arbejdstagere adgang til uddannelseskurser og ved på behørig vis at godskrive arbejdstagernes deltagelse i medarbejderkurser, således at der skabes mulighed for yderligere specialisering og karriereudvikling;

25.

slår til lyd for øgede bestræbelser på at etablere og gennemføre en EU-ordning for certificering og anerkendelse af kvalifikationer og formel og ikke-formel læring, herunder frivillige tjenester, for dermed at styrke de vitale led mellem ikke-formel og formel uddannelse, såvel som til at forbedre både den nationale som den grænseoverskridende uddannelses- og arbejdsmarkedsmobilitet;

26.

konstaterer, at der er betydelige forskelle mellem de nationale uddannelsessystemer og foreslår i overensstemmelse med nærhedsprincippet, at der samtidig med statusrapporten offentliggøres en håndbog for hver enkelt medlemsstat med henstillinger om, hvordan de eksisterende politikker kan forbedres og de nationale uddannelsessystemer udvikles;

27.

opfordrer til, at den eksterne dimension af EU's politikker udbygges gennem en intensiveret politisk dialog og et politisk samarbejde om uddannelse mellem Unionen og dens internationale partnere og nabolande, som skal a) afspejle den tiltagende økonomiske, sociale og politiske indbyrdes afhængighed, b) bidrage til gennemførelsen af den eksterne dimension af EU 2020 og c) støtte stabilitet, velstand og bedre beskæftigelsesmuligheder for vores partnerlandes borgere, samtidig med at der udvikles bedre instrumenter til styring og fremme af migration af faglært arbejdskraft til EU for at udfylde de kvalifikationsmangler og -huller, der er resultatet af de demografiske udviklingstendenser i Europa;

28.

minder om nødvendigheden af, at de nationale erhvervsuddannelsessystemer som aktører på det globale uddannelsesmarked skal knyttes an til den øvrige verden med henblik på at forblive tidssvarende og konkurrencedygtige og af, at de bliver bedre i stand til at tiltrække uddannelsestagere fra andre EU-lande og tredjelande, uddanne dem samt gøre det nemmere at få deres kvalifikationer anerkendt; fremhæver, at demografisk forandring og international migration gør disse spørgsmål endnu mere relevante;

29.

understreger, at selvom et europæisk område for almen uddannelse og erhvervsuddannelse er ved at tage form, er målet om at fjerne hindringerne for mobilitet endnu ikke nået, og mobiliteten blandt uddannelsestagerne inden for erhvervsuddannelser er stadig lav; understreger, at en betydelig forøgelse af den tværnationale mobilitet blandt uddannelsestagere og lærere inden for erhvervsuddannelse såvel som anerkendelse af den viden og de kvalifikationer og kompetencer, de har opnået i udlandet, vil udgøre vigtige udfordringer i fremtiden, og at det også er nødvendigt med bedre og målrettet information og vejledning for at tiltrække flere udenlandske uddannelsestagere til vores erhvervsuddannelsessystemer;

30.

beklager, at Kommissionens meddelelse om "Almen uddannelse og erhvervsuddannelse i et intelligent, bæredygtigt og rummeligt Europa" ikke tilstrækkeligt dækker spørgsmålet om udvikling af førskoleundervisningen, særlig med hensyn til det sproglige aspekt, til trods for, at det udgør et af de grundlæggende mål for Europa 2020-strategien; mener, at dette uddannelsestrin skal ses som det mest afgørende tidspunkt for den enkeltes fremtidige uddannelsesniveau og for personlig og social udvikling; mener, at børn vil drage fordel af en førskoleundervisning, som har til formål at styrke deres motoriske og sociale kompetencer, at fremme en afbalanceret følelsesmæssig udvikling hos dem, samtidig med, at deres intellektuelle nysgerrighed stimuleres;

31.

opfordrer Kommissionen til at tilskynde medlemsstaterne til og hjælpe dem med at iværksætte foranstaltninger for at bistå børn i reelle uddannelsesforløb fra de tidligste alderstrin;

32.

er overbevist om, at investering i førskoleundervisning og børnepasning, udformet i henhold til den enkelte målgruppes følsomhedsfase og modenhedsniveau, giver større udbytte end investering i nogen anden fase; påpeger, at investering i førskoleundervisning har vist sig at reducere senere omkostninger; mener også, at en vellykket uddannelse på alle niveauer afhænger af veluddannede lærere, som er under konstant faglig videreuddannelse, og at der derfor skal investeres tilstrækkeligt i uddannelse af lærerne;

33.

understreger nødvendigheden af professionel børnepasning med henblik på at sikre børns sociale udvikling, især børn i familier med sociale problemer;

34.

fremhæver nødvendigheden af, at alle erhverver fremragende sprogkundskaber fra en meget tidlig alder, ikke alene i de officielle EU-sprog men også i regionale sprog og mindretalssprog, eftersom dette vil hjælpe mennesker til at blive mere mobile, idet det giver dem bedre adgang til arbejdsmarkedet og væsentligt øgede muligheder for at uddanne sig og samtidig tjener til at fremme interkulturel udveksling og større europæisk samhørighed;

35.

understreger, at det er nødvendigt at fremme mobiliteten med henblik på læring af sprog for at nå målet med, at alle borgere i Den Europæiske Union bør beherske mindst to sprog foruden deres modersmål;

36.

understreger nødvendigheden af, at børn allerede begynder at erhverve sprogkundskaber, inden de begynder i skolen; glæder sig over de initiativer, som gør det muligt for eleverne at lære deres modersmål skriftligt og mundtligt i form af et valgfrit fag i skolen, hvorved de erhverver yderligere kompetencer;

37.

mener, at det er afgørende at fremme mobiliteten gennem ambitiøse fælles programmer for uddannelse og kultur, navnlig gennem udveksling af lærere, studerende og elever, især på sprogområdet, for at fremme aktivt medborgerskab, de europæiske værdier samt sprog og andre nyttige færdigheder og kompetencer;

38.

opfordrer Kommissionen til at støtte udviklingen af innovative løsninger inden for almen uddannelse og erhvervsuddannelse, som let kan tilpasses, hvad angår sprog og i teknisk henseende, og som skaber mobilitet i de sektorer, der er mindst berørt af fænomenet med multilingualisme;

39.

anerkender det vigtige bidrag, som det europæiske år for aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne 2012 har ydet, og minder om, at det er vigtigt for EU, at borgerne får mulighed for at deltage i alle former for læring sent i livet, ligesom det er vigtigt at inddrage ældre lærende i dialog med fagfolk, der arbejder for de tjenester, der udbyder og understøtter læring;

40.

minder om, at Grundtvigprogrammet har til formål at udvikle voksenuddannelsessektoren og give flere mennesker mulighed for at høste læringserfaring, påpeger, at programmet fokuserer på undervisnings- og uddannelsesbehovene hos de lærende, som tager kurser for voksne og "alternative" kurser, og på de organisationer, der udbyder disse tjenesteydelser; opfordrer medlemsstaterne til at forbedre kvaliteten af de uddannelser, der udbydes af voksenuddannelsesinstitutionerne, og til at fremme samarbejdet mellem disse;

41.

understreger nødvendigheden af at fremme de eksisterende europæiske instrumenter, særlig strukturfondene, som er bestemt til uddannelse;

42.

understreger, at voksenuddannelse ikke blot omfatter beskæftigelsesrelaterede aktiviteter, men også udvikling af livslange personlige, samfundsnyttige og sociale færdigheder gennem formelle uddannelsessystemer, som det understreges i programmet for livslang læring;

43.

anerkender den positive situation for samfundet som helhed, som er en følge af de ældres aktiviteter, der fremmes af, at de deltager i uddannelsesaktiviteter for at opnå personlig tilfredsstillelse eller social kontakt;

44.

fremhæver behovet for at udarbejde statistik over livslang læring for aldersgruppen 65 +; understreger, at det, i og med at pensionsalderen er stigende i mange EU-lande, og folk arbejder senere i deres liv, er nødvendigt at tage hensyn til udviklingen i den del af befolkningen, der falder inden for denne aldersgruppe;

45.

erkender den rolle, sporten spiller i almen uddannelse og erhvervsuddannelse, og opfordrer derfor medlemsstaterne til at øge investeringerne i sport og fremme sportsaktiviteter i skolerne for at fremme integrationen og bidrage til at udvikle positive værdier hos de unge europæere;

46.

understreger, at uddannelse af spillere på lokalt plan er af grundlæggende betydning for en bæredygtig udvikling og sportens rolle for samfundet, og udtrykker sin støtte til sportsorganisationer til at tilskynde klubber til at investere i uddannelse af unge lokale spillere gennem foranstaltninger, hvorved der sikres et minimumsantal af lokalt uddannede spillere på et klubhold, og tilskynder dem til at fortsætte denne kurs;

47.

opfordrer medlemsstaterne til at overveje muligheden af at indføre et bredere system af små tilskud med minimalt bureaukrati til de præuniversitære studerende, der er i økonomiske vanskeligheder, for at anspore dem til at blive i uddannelse og derved bidrage til at fjerne de sociale forskelle og sikre bedre muligheder for læring for alle;

48.

mener, at der bør gøres en større indsats for at udjævne forskellen i antallet af mænd og kvinder, der tager eksamen inden for naturvidenskab (forskning, teknologi, ingeniørvæsen og matematik), hvilken bl.a. kommer til udtryk ved, at kun 20 % af ingeniørkandidaterne er kvinder;

49.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen og til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

3.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 353/64

—

der henviser til artikel 167 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,