5.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 33/1

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningspligtdirektivet) (1),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 af 27. oktober 2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009 om ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, direktiv 2002/58/EF om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor samt forordning (EF) nr. 2006/2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (3),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet) (4),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF af 7. marts 2002 om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter (adgangsdirektivet) (5),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (6),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/140/EF af 25. november 2009 om ændring af direktiv 2002/21/EF om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, direktiv 2002/19/EF om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter og direktiv 2002/20/EF om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (7),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1211/2009 af 25. november 2009 om oprettelse af Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) og dens støttekontor (8),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (9),

—

der henviser til den offentlige høring, som Kommissionen iværksatte den 2. marts 2010 om de fremtidige forsyningspligtprincipper i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. september 2010"Bredbånd i Europa: Investering i digitalt drevet vækst" (KOM(2010)0472),

—

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om indførelse af et radiofrekvenspolitikprogram (KOM(2010)0471),

—

der henviser til Kommissionens henstilling af 20. september 2010 om reguleret adgang til næste generation af accessnet (NGA-net),

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens kommunikationsudvalg "Bredbåndsadgang i EU: situationen pr. 1. juli 2010",

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. august 2010"Statusrapport om det indre europæiske marked for elektronisk kommunikation i 2009 (15. rapport) SEK(2010)0630" (KOM(2010)0253),

—

der henviser til den fjerde udgave af resultattavlen for forbrugermarkederne "Consumer Markets Scoreboard - Making markets work for consumers", som blev offentliggjort i oktober 2010,

—

der henviser til Rådets beslutning 91/396/EØF af 29. juli 1991 om indførelse af et fælleseuropæisk alarmnummer (10),

—

der henviser til Kommissionens henstilling om, hvordan lokaliseringsoplysninger om den kaldende part bør behandles i elektroniske kommunikationsnet med henblik på alarmtjenester, der er udbygget med opkaldslokalisering,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 717/2007 af 27. juni 2007 om roaming på offentlige mobiltelefonnet i Fællesskabet og om ændring af direktiv 2002/21/EF (11),

—

der henviser til De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder, der blev ratificeret den 23. december 2010,

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 2 (Ret til livet), artikel 3 (Ret til respekt for menneskets integritet), artikel 6 (Ret til frihed og sikkerhed), artikel 26 (Integration af mennesker med handicap) og artikel 35 (Sundhedsbeskyttelse),

—

der henviser til undersøgelsen "Det europæiske alarmnummer 112" (Flash Eurobarometer nr. 314),

—

der henviser til arbejdsdokumentet fra Kommissionens kommunikationsudvalg om "indførelse af det europæiske alarmnummer 112 - resultater af den fjerde dataindsamlingsrunde" (10. februar 2011),

—

der henviser til sin erklæring af 25. september 2007 om det europæiske alarmnummer 112 (12),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A7-0220/2011),

A.

der henviser til, at forsyningspligtdirektivet forebygger social udstødelse ved at sikre, at borgere i landdistrikter og fjerntliggende områder eller lavindkomsthusstande har billig adgang til grundlæggende og livsvigtige telekommunikationstjenester,

B.

der henviser til, at der skal lægges særlig vægt på at sikre, at sårbare grupper ikke tabes, og at der altid bør træffes særlige, effektive foranstaltninger for at sikre deres sociale integration og adgang til tjenesteydelser på lige fod med alle andre borgere,

C.

der henviser til, at den teknologiske udvikling, især udviklingen af mobiltelefoni til overkommelige priser, nu sikrer de fleste borgere adgang til grundlæggende telekommunikationstjenester,

D.

der henviser til, at forsyningspligtydelser defineres som "det minimum af tjenester af en bestemt kvalitet, som alle slutbrugere under hensyn til særlige nationale forhold har adgang til til rimelige priser, uden at det medfører konkurrenceforvridning",

E.

der henviser til, at forsyningspligtydelser bør sikre alle borgere adgang til de tjenesteydelser, der er en afgørende forudsætning for, at de kan deltage i samfundet, i de tilfælde, hvor markedskræfterne ikke kan klare det alene,

F.

der henviser til, at grundlæggende bredbåndsdækning på 100 % for alle EU-borgere inden 2013 er et af den digitale dagsordens hovedmål, men finder imidlertid, at når bredbåndsforbindelser allerede er tilgængelige, er den gennemsnitlige udnyttelse omtrent 50 % af husstandene,

G.

der henviser til, at det endnu ikke er muligt at vurdere gennemførelsen af det reviderede direktiv om forsyningspligt og brugerrettigheder, idet gennemførelsesfristen er den 25. maj 2011, og at den treårige periode, som er påkrævet inden evalueringen af, om alle direktivets bestemmelser er korrekt og fyldestgørende gennemført, netop er startet,

H.

der henviser til, at selv om den eksisterende lovgivning giver positive resultater for borgerne, er dette ikke et mål i sig selv, og det også er nødvendigt at drage maksimal fordel af de nye foranstaltninger ved hjælp af vedvarende overvågning fra medlemsstaternes side samt bestræbelser på at forbedre kvaliteten, fuldstændigheden og tilgængeligheden af oplysninger,

I.

der henviser til, at det indre marked aldrig vil kunne betragtes som fuldført og altid bør revurderes, således at det afspejler socialsikringsgarantier, sociale behov og den teknologiske udvikling og fremkomsten af innovative løsninger, og at vækst- og beskæftigelsesfremmende foranstaltninger desuden er en nøgle til at sikre, at det indre marked og det digitale indre marked straks muliggøres og gennemføres til gavn for de europæiske borgere, forbrugere, og virksomheder,

J.

der henviser til, at ønsket om fremskridt er drivkraften bag den europæiske lovgivers vision og mål; der henviser til, at der ved udarbejdelsen af nye retsakter eller ændringsretsakter skal tages højde for de konkrete erfaringer og gennemførelsesmuligheder; der henviser til, at tilpasninger af bestemmelserne skal have utvetydig politisk støtte, som yderligere understøttes af en objektiv socioøkonomisk cost-benefit-evaluering som den afgørende faktor,

K.

der henviser til, at det europæiske alarmnummer 112, som blev indført ved en rådsafgørelse i 1991 for at give borgerne adgang til alle alarmtjenester (som f.eks. brandvæsen, politi og lægetjenester), er det eneste alarmnummer, som kan anvendes i alle EU-medlemsstater, og at langt de fleste europæere stadig ikke kender det, og at der ikke har kunnet konstateres fremskridt siden 2000,

L.

der henviser til sin erklæring af 11. marts 2008 om tidlig varsling af borgerne i tilfælde af alvorlige katastrofer (13) var underskrevet af 432 EP-medlemmer,

M.

der henviser til, at der stadig er behov for at vurdere og sikre kvaliteten af den hjælp, der tilbydes, når der ringes til 112, både hvad angår telekommunikations- som alarmtjenesternes funktion og koordineringsaspekterne, der afhænger af flere faktorer, samt at der endnu ikke er foretaget nogen omfattende og detaljeret evaluering af, hvor langt man efter borgernes opfattelse reelt er nået med indførelsen af 112-alarmtjenesten i EU, navnlig med hensyn til tilgængelighed, interoperabilitet og responstid,

N.

der henviser til, at flere nylige katastrofer har vist, at alarmering og tidlig varsling af borgerne i tilfælde af overhængende eller truende alvorlige nødsituationer eller katastrofer er nødvendig med henblik på at begrænse lidelser og tab af menneskeliv,

1.

understreger betydningen af forsyningspligt som et sikkerhedsnet for social integration, når markedskræfterne alene ikke kan sikre borgerne og erhvervslivet basisydelser;

2.

støtter den regelmæssige evaluering som en del af forsyningspligtdirektivet af hensigtsmæssigheden af de eksisterende EU-lovbestemmelser vedrørende forsyningspligten i lyset af den sociale, økonomiske og teknologiske udvikling med det formål at identificere og indføre hensigtsmæssige definitioner, som afspejler skiftende reelle behov og forbedrer kvaliteten af ydelserne;

3.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde retningslinjer for den bedste gennemførelse og håndhævelse af det reviderede forsyningspligtdirektiv og undgå markedsforvridninger, samtidig med at medlemsstaterne får mulighed for at vedtage bestemmelser, der passer bedre til deres nationale forhold;

4.

støtter den digitale dagsordens mål om "bredbånd til alle" og er overbevist om, at almen adgang til bredbånd vil give borgere og erhvervsliv mulighed for at høste det fulde udbytte af det digitale indre marked, navnlig ved at forbedre den sociale integration, skabe nye muligheder for socialt og miljømæssigt innovative virksomheder, der kan bidrage til at skabe jobs, vækst samt muligheder for handel over grænserne; støtter i den forbindelse styrkelsen af it-kundskaber;

5.

opfordrer Kommissionen til at yde større finansiel støtte til lokale projekter, som giver digital adgang, og til alle samfund, som hjælper grupper af handicappede med at få adgang til teknologiske anordninger ved at installere forbindelser i offentlige bygninger med tilbud om gratis internetadgang;

6.

understreger, at en kombination af politikker og teknologier (som f.eks. trådbårne netværk, kabelnetværk, fibernetværk, mobile netværk og satellitnetværk) kan fremme udviklingen af nye online-tjenester og programmer til brug for virksomheder og offentlige organer som f.eks. e-forvaltning, e-sundhed og e-uddannelse, hvilket øger efterspørgslen efter hurtige internetforbindelser og gør investeringer i bredbåndsnet med åben adgang mere rentable, hvorved offentlig-private partnerskaber fremmes, og det digitale indre marked, udvikles, samtidig med at integrationen af marginaliserede borgere fremmes;

7.

understreger betydningen af EU's regler for offentlige indkøb og mener, at det i forbindelse med den omfattende revision af disse regler er særdeles vigtigt, at såvel lokale som regionale myndigheder nyder godt af foranstaltninger, der fremmer deres deltagelse i investeringer i kommunikationsteknologi og i prækommercielle indkøb (som middel til at fremme forskningens fordele), samt at der sikres bred anvendelse af e-indkøb;

8.

kræver effektiv gennemførelse af rammebestemmelserne for telekommunikation, især bestemmelserne om netneutralitet, således at slutbrugerne får adgang til tjenester og indhold og til efter eget valg at køre applikationer på internettet;

9.

understreger, at forsyningspligtydelsen ikke er den eneste eller den afgørende faktor for at opfylde målet om "bredbånd til alle", idet den forudsætter store investeringsomkostninger uden nødvendigvis at kunne levere væsentligt forbedrede tjenester til forbrugerne; bemærker imidlertid, at det i artikel 15 i forsyningspligtdirektivet bestemmes, at forsyningspligtens omfang med jævne mellemrum skal tages op til nyvurdering, og understreger at denne nyvurdering bør tage hensyn til evalueringen af gennemførelsen af direktivets bestemmelser og resultaterne af den løbende konsekvensanalyse, navnlig hvad angår omfanget af bredbåndsnettets udbredelse og husholdningernes faktiske udnyttelse;

10.

mener ikke, at indførelse af en pligt til at sikre bredbåndsdækning automatisk vil resultere i en højere udnyttelsesgrad; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til i højere grad at træffe foranstaltninger til at fremme efterspørgslen og stimulere udnyttelsen frem for blot at sikre en forbindelse; mener desuden, at forsyningspligtydelser med tiden, eventuelt som et mål på mellemlang sigt, kan blive et ekstra incitament for at udvikle bredbånd, men at målene for bredbåndsdækning burde nås ved hjælp af veltilrettelagte nationale programmer;

11.

mener desuden, at en effektiv radiofrekvenspolitik, der muliggør harmoniseret udnyttelse af "digitaliseringsdividenden", og investeringsvenlig regulering er vigtige instrumenter til udvidelse af bredbåndsdækningen;

12.

opfordrer Kommissionen til at fuldføre den igangværende konsekvensanalyse og tilvejebringe lovgiverne pålidelige oplysninger om den nuværende udnyttelse, den efterspørgsel efter og forbedring af forsyningspligtydelser, som bredbånd forventes at medføre, samt en analyse af den mest effektive finansieringsmekanisme for medlemsstater, forbrugere og virksomheder med henblik på varetagelse af forsyningspligtydelser og samtidig undgå ineffektive omkostninger og uforholdsmæssige store byrder;

13.

opfordrer Kommissionen til sideløbende hermed og i samarbejde med de nationale tilsynsmyndigheder omhyggeligt at overvåge af markederne for at sikre, at de medlemsstater, som allerede er i stand til eller ønsker at levere forsyningspligtydelser ved hjælp af de mange bredbåndsteknologier og hastigheder, kan gøre dette i tilfælde, hvor markedet har svigtet, uden at det fører til konkurrenceforvridning;

14.

bifalder Kommissionens beslutning om at foretage en dybtgående undersøgelse af leveringen af internettjenester som opfølgning på den fjerde resultattavle for forbrugermarkederne;

15.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til med hjælp fra de nationale tilsynsmyndigheder at undersøge mulighederne for en ensartet anvendelse af bestemmelserne om forsyningspligtydelser og brugerrettigheder, hvilket ville sikre udsatte grupper, og navnlig handicappede, adgang til disse ydelser - ikke kun via indførelsen af særligt terminaludstyr og overkommelige tariffer, men også ved at sikre adgang til fyldestgørende oplysninger, samt sikre forbrugerne reelle valgmuligheder mellem tilgængelige tjenester og eftersalgstjenester;

16.

mener ikke desto mindre, at det primære grundlag for finansiering af forsyningspligtydelser, som sikrer, at de behandles på en ikke-diskriminerende og gennemsigtig måde, fortsat bør findes i EU-lovgivningen og bør udvides til at omfatte pligten til at varetage såvel data- som stemmeoverførsel;

17.

understreger, at det europæiske alarmnummer 112 kan redde liv og øger beskyttelsen af EU-borgerne, fordi det fungerer som et vigtigt støttesystem for borgere og forbrugere i det indre marked; understreger betydningen af at sikre, at 112-nummeret fungerer problemfrit overalt i EU; mener, at Kommissionen bør sikre, at alle samfundsgrupper får adgang til denne tjeneste, herunder også personer med handicap (høreproblemer, taleproblemer osv.) og andre sårbare grupper;

18.

beklager imidlertid, at det europæiske 112-alarmnummer endnu langt fra har indfriet sit fulde potentiale; mener derfor, at der stadig mangler at blive iværksat en række grundlæggende tiltag for at sikre, at nummeret vinder indpas hos borgerne, samt for at sikre borgernes anerkendelse af andre emner vedrørende teknologi og bedre koordinering;

19.

påpeger, at det ifølge en Eurobarometerundersøgelse offentliggjort i februar 2011 kun er 26 % af EU's borgere, der spontant kan identificere 112 som det nummer, der skal ringes til for at få fat i alarmtjenester i EU, og at 58 % af EU-borgerne stadig er uenige i udsagnet om, at folk i deres land er tilstrækkeligt informeret om 112-alarmnummeret (14);

20.

opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at intensivere deres bestræbelser for at øge offentlighedens kendskab til eksistensen og brugen af 112-nummeret, navnlig ved at udvikle en målrettet og vidtrækkende kommunikationsstrategi, som tager hensyn til de problemer og spørgsmål, som borgerne har med hensyn til, hvordan systemet fungerer;

21.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til yderligere at intensivere deres informationsarbejde, således at 112-alarmnummeret når ud til alle EU-borgere og rejsende gennem medierne, navnlig de trykte og audiovisuelle medier, ved hjælp af oplysningskampagner som det EU-dækkende alarmnummer, samt til at organisere og yde støtte til oplysningsaktiviteter for at øge bevidstheden i offentligheden og arrangementer, der afholdes hvert år den 11. februar, som er blevet udnævnt til "europæisk 112-dag"; påpeger, at der bør lægges særlig vægt på tilvejebringelsen af praktiske oplysninger såsom at understrege, at 112 er det fælleseuropæiske alarmnummer, der gratis kan nås fra fastnet- og mobiltelefoner overalt i EU;

22.

bemærker de betydelige forskelle medlemsstaterne imellem, for så vidt angår viden om det europæiske alarmnummer 112, og opfordrer medlemsstaterne til at dele deres erfaringer og udveksle bedste praksis med henblik på at opnå, at mindst 80 % af EU's borgere inden 2020 bliver i stand til umiddelbart at identificere alarmnummer 112 som det nummer, der skal anvendes for at få kontakt med alarmtjenester overalt i EU;

23.

opfordrer medlemsstaterne til at benytte de bedst egnede steder til at udbrede information om 112-alarmnummeret, dvs. steder, hvor det er let at gøre en masse husstande opmærksomme på nummeret, især lægekonsultationer og apoteker, hospitaler og klinikker, uddannelsessteder, som f.eks. skoler og universiteter, og lufthavne, havne og jernbanestationer, i betragtning af, at 112-nummeret er særlig nyttigt for rejsende, samt de nationale alarmtjenesters informationsportaler;

24.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til også at fremme brugen af 112 som det EU-dækkende alarmnummer online og i radio, da det er to af de mest almindeligt anvendte medier blandt unge og folk, der ofte rejser; understreger, at kun 16 % af befolkningen, der er opmærksomme på 112-nummeret, har hørt om det i radioen og kun 11 %, via internettet;

25.

opfordrer alle medlemsstaterne til at sikre, at 112-nummeret vises tydeligt på alle udrykningskøretøjer, herunder politibiler, ambulancer, brandbiler og køretøjer, der tilhører andre tjenester;

26.

konstaterer, at medlemsstaterne har deres egne undertiden meget gamle alarmnumre, og understreger, at såfremt de har til hensigt at opretholde disse nationale numre, er det vigtigt ikke at svække opmærksomheden eller skabe forvirring med hensyn til, hvilket nummer man skal ringe til;

27.

beklager, at medlemsstaterne endnu ikke sikrer, at 112-alarmtjenesterne får hurtig, præcis og pålidelig lokaliseringsinformation; opfordrer derfor Kommissionen til i nært samarbejde med medlemsstaterne i væsentlig grad og så hurtigt som muligt at forbedre nøjagtigheden og pålideligheden af lokaliseringsoplysningernes nøjagtighed og pålidelighed i henhold til EU's nye telekommunikationsregler samt til at opgradere deres teknologi med henblik på at opfylde det endelige mål om obligatorisk og automatisk lokalisering af alle 112-opkald, herunder opkald fra roamingkunder, inden for nogle få sekunder for at tilvejebringe værdifuld information til dem, der skal sende hjælpen af sted, og dem, der skal yde førstehjælp, og på den måde vise tjenestens uvurderlige betydning for borgerne; opfordrer Kommissionen til at overveje at træffe foranstaltninger over for medlemsstater, der ikke opfylder deres forpligtelser i denne henseende;

28.

anmoder medlemsstaterne og Kommissionen om at træffe foranstaltninger til at forbedre adgangen til finansiering og støtte til forskningsprojekter for at sikre udvikling af de bedst mulige teknologier til at lokalisere opkald, herunder via VoIP, og støtter derfor udviklingen af næste generation af standarder og bestemmelser; anmoder om, at bevillingerne til støtteprogrammet for informations- og kommunikationsteknologi, der er nævnt i EU-budgettet for 2009, 2010 og 2011, anvendes med henblik på at støtte afprøvning og etablering af innovative tjenester (baseret på VoIP og IP-adgang til 112-nummeret), der kan iværksættes via applikationer, der ikke er afhængige af et netværk, indtil næste generation af 112-alarmtjenesten er etableret i EU; opfordrer Kommissionen til også at undersøge indførelsen af den næste generation af 112-applikationer som f.eks. tekstbeskeder, videooptagelser og sociale netværk, samt hvordan disse applikationer, som nu er til borgernes rådighed, kan benyttes i forbindelse med beredskabskommunikation til at forbedre adgangen til 112-alarmtjenesten og til at styrke borgernes katastrofeberedskab;

29.

mener, at eCall gennem regulering bør gøres til en obligatorisk tjeneste;

30.

fremhæver betydningen af bedre koordinering mellem redningstjenester både på nationalt plan, på tværs af grænserne og på EU-plan for at opnå den størst mulige effektivitet, og opfordrer derfor Kommissionen til at støtte og samarbejde med medlemsstaternes administrationer med henblik på at finde metoder til at forbedre interoperabiliteten mellem deres systemer;

31.

opfordrer Kommissionen til i nært samarbejde med medlemsstaterne snarest muligt at fastsætte krav til pålidelighed og kvalitet for alle led i 112-alarmtjenesten og indføre indikatorer og retningslinjer for kvaliteten af 112-alarmtjenesten, som den opleves af borgerne, under hensyntagen til kravet om tilgængelighed, interoperabilitet mellem alarmtjenester, flersprogethed og hurtig intervention af høj kvalitet fra alarmtjenesternes side;

32.

anbefaler med henblik på at forbedre effektiviteten af 112-alarmtjenesten, at der udarbejdes et handlingsprogram til støtte for udveksling af erfaringer og bedste praksis mellem nationale tilsynsmyndigheder, alarmtjenester og civilsamfundsorganisationer i medlemsstaterne samt udvidelse af denne udveksling til at omfatte organisationer i EU's kandidat- og nabolande; foreslår, at der til dette formål kan oprettes et ekspertnetværk; anbefaler især udveksling af bedste praksis mellem medlemsstater om behandlingen af 112-opkald, navnlig om uddannelse af operatører, brugen af en enkelt operatør til at håndtere et opkald og anvendelsen af online- og tolkeydelser, der kan hjælpe dem, der ikke taler sproget i det land, hvor de benytter alarmtjenesterne;

33.

opfordrer medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at reducere antallet af mislykkede forsøg på nødopkald, forkorte opkaldsetableringstiden og svartiden og reducere antallet af falske opkald; opfordrer medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis vedrørende blokering af opkald fra mobiltelefoner uden SIM-kort;

34.

understreger behovet for at sikre handicappede og udsatte grupper adgang til 112-nummeret og opfordrer indtrængende til, at der indføres standardiserede adgangsfaciliteter til 112-nummeret for navnlig disse grupper, eventuelt gennem tilvejebringelse af særligt terminaludstyr for høre- eller synshæmmede brugere, tekstformidlings- eller tegnsprogstjenester eller andet specialudstyr; opfordrer også Kommissionen og medlemsstaterne til at intensivere bestræbelserne på at øge disse menneskers kendskab til 112-nummeret ved at anvende kommunikationsmidler, der er specielt tilpasset deres behov;

35.

opfordrer Kommissionen til at gennemføre en undersøgelse af 112-alarmtjenesternes hidtidige resultater og af samarbejdet mellem de relevante organer med henblik på at forbedre tjenesten samt af de foranstaltninger, der hidtil er truffet af de enkelte medlemsstater; opfordrer desuden Kommissionen til at overveje muligheden af at udvide 112-alarmtjenesten til ud over taletelefoniopkald at omfatte sms, således at tekstbeskeden "112" udløser en indsats;

36.

opfordrer Kommissionen til, igennem uafhængige organer og senest ved udgangen af 2012, at foretage en evaluering af, hvor langt man efter borgernes opfattelse er nået med gennemførelsen af 112-nummeret i hele EU, navnlig med hensyn til tilgængelighed, interoperabilitet og responstid; opfordrer i den forbindelse også Kommissionen til inden for samme tidsfrist at udarbejde en oversigt over de lovpligtige og praktiserede responstider i EU og udvide den resultatanalyse, der udarbejdes i forbindelse med eCall-systemet, til at omfatte de menneskelige og finansielle konsekvenser af 112-nummeret;

37.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til - i betragtning af, at teknologien allerede findes - at fremme indførelsen af et "omvendt 112-alarmsystem", dvs. et universelt, flersproget, lettilgængeligt, enkelt og effektivt sammenkoblet EU-system til varsling og alarmering af borgerne i tilfælde af overhængende eller truende natur- og/eller menneskeskabte alvorlige nødsituationer eller katastrofer af enhver art; mener, at et sådant system bør indføres uden gener for privatlivets fred og ledsages af passende oplysnings- og uddannelseskampagner rettet mod borgerne;

38.

opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for i fremtiden at oprette en 116- tjeneste svarende til 112-tjenesten for borgere under et følelsesmæssigt pres, der lider af depression eller andre psykiske problemer;

39.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

5.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 33/9

—

der henviser til Kommissionens rapport af 5. juli 2010 med titlen "Overvågning af handels- og distributionsmarkedet - Mod et mere effektivt og fair indre marked for handel og distribution frem til 2020" (KOM(2010)0355) og det tilhørende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene om tjenesteydelser i detailleddet i det indre marked (SEK(2010)0807),

—

der henviser til svarene på Kommissionens offentlige høring om overvågningsrapporten om detailmarkedet (afholdt fra den 5. juli til den 10. september 2010),

—

der henviser til rundbordskonferencen om et mere effektivt og fair detailmarked for virksomheder og forbrugere, som blev afholdt af Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse den 25. januar 2011,

—

der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 20. januar 2011 om "Overvågning af handels- og distributionsmarkedet - Mod et mere effektivt og fair indre marked for handel og distribution frem til 2020",

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. april 2011 med titlen "Akten for det indre marked - Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid - "Sammen om fornyet vækst" " (KOM(2011)0206),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. oktober 2010 med titlen "På vej mod en akt for det indre marked - For en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne: 50 forslag med henblik på at blive bedre til at arbejde, iværksætte og handle sammen" (KOM(2010)0608),

—

der henviser til professor Mario Montis rapport af 9. maj 2010 med titlen "En ny strategi for det indre marked",

—

der henviser til Rådets konklusioner af 10. december 2010 om en akt for det indre marked,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 8. oktober 2010 med titlen "Smart regulering i Den Europæiske Union" (KOM(2010)0543),

—

der henviser til den fjerde udgave af resultattavlen for forbrugermarkederne, "The Consumer Markets Scoreboard - Making Markets Work For Consumers" (efterårsudgave - oktober 2010) og den femte udgave af resultattavlen om forbrugerforhold, "Consumer Conditions Scoreboard - Consumers at home in the single market" (forårsudgave - marts 2011),

—

der henviser til den 21. udgave af resultattavlen for det indre marked, som blev offentliggjort den 23. september 2010,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen "Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inkluderende vækst" (KOM(2010)2020),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. oktober 2009 om en bedre fungerende fødevareforsyningskæde i Europa (KOM(2009)0591),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. juni 2008 - "Tænk småt først" En "Small Business Act" for Europa (KOM(2008)0394),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16. februar 2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (1),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 764/2008 af 9. juli 2008 om procedurer for anvendelsen af visse nationale tekniske forskrifter på produkter, der markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, og om ophævelse af beslutning nr. 3052/95/EF (2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93 (3),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 768/2008/EF af 9. juli 2008 om fælles rammer for markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets afgørelse 93/465/EØF (4),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (5),

—

der henviser til sin holdning af 23. juni 2011 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forbrugerrettigheder (6),

—

der henviser til sin beslutning af 6. april 2011 om styring og partnerskab i det indre marked (7),

—

der henviser til sin beslutning af 6. april 2011 om realisering af et indre marked for forbrugere og borgere (8),

—

der henviser til sin beslutning af 6. april 2011 om det indre marked (9),

—

der henviser til sin beslutning af 21. oktober 2010 om fremtiden for europæisk standardisering (10),

—

der henviser til sin beslutning af 21. september 2010 om gennemførelse af det indre marked for e-handel (11),

—

der henviser til sin beslutning af 7. september 2010 om rimelige indkomster for landbrugere: En bedre fungerende fødevareforsyningskæde i Europa (12),

—

der henviser til sin beslutning af 20. maj 2010 om realisering af et indre marked for forbrugere og borgere (13),

—

der henviser til sin beslutning af 9. marts 2010 om forbrugerbeskyttelse (14),

—

der henviser til sin beslutning af 9. marts 2010 om resultattavlen for det indre marked (15),

—

der henviser til sin beslutning af 9. marts 2010 om SOLVIT (16),

—

der henviser til sin erklæring af 19. februar 2008 om undersøgelse af og indgreb over for magtmisbrug udøvet af store supermarkeder i Den Europæiske Union (17),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A7-0217/2011),

A.

der henviser til, at det er foruroligende at se, at protektionismen har fået vind i sejlene i Europa;

B.

der henviser til, at realøkonomien atter bør gives en central placering på den politiske dagsorden for at udnytte det indre markeds fulde potentiale,

C.

der henviser til, at detailmarkedet er et uundværligt led i vores planer om at lancere det indre marked på ny,

D.

der henviser til, at detailmarkedet som førende energiforbruger og affaldsproducent kan yde et vigtigt bidrag til at fremme bæredygtighed, herunder EU 20-20-20-energimålene,

E.

der henviser til, at der ikke i tilstrækkeligt omfang har manifesteret sig et kommercielt potentiale med hensyn til grænseoverskridende onlinehandel på grund af diverse forhindringer som f.eks. sprogbarrierer, manglende sikkerhed i systemet, mangelfuld og utilstrækkelig information samt, manglende koordinering og samarbejde i administrativ henseende, hvilket betyder, at forbrugerne er tilbageholdende med at købe online hos detailhandlere i andre medlemsstater, og detailhandlerne er tilbageholdende med at sælge online på tværs af grænserne,

1.

understreger, at detailsektoren er en drivkraft bag vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse i Europa og spiller en central rolle, når det gælder om at realisere målene i EU 2020-strategien;

2.

understreger, at de detailhandlende benytter sig af forskelligartede og moderne metoder til køb og salg af varer og tjenesteydelser og bidrager til at give forbrugerne flere valgmuligheder såvel som fleksible og anstændige beskæftigelsesmuligheder, særlig for den unge generation;

3.

opfordrer EU-institutionerne til at give detailbranchen den højeste politiske prioritet som en søjle i akten for det indre marked og som en aktør, der kan genoprette borgernes tillid til det indre marked;

4.

opfordrer Kommissionen til at styrke den tværpolitiske koordinering og til at anlægge en holistisk og langsigtet strategi for detailbranchen;

5.

beklager, at detailbranchen stadig står over for en række væsentlige forhindringer, når det gælder om at udnytte branchens fulde potentiale online og offline; understreger behovet for straks at finde en løsning på disse problemer;

6.

understreger, at de detailhandlende og leverandørerne har et delt ansvar for at opnå et mere effektivt, gennemskueligt og fair detailmarked;

7.

mener, at den centrale målsætning må være en effektiv håndhævelse af traktatens principper, de eksisterende regler og instrumenter i det indre marked samt selvregulering, inden man imødeser en eventuel regulering;

8.

er foruroliget over, at restriktive nationale regler, divergerende fortolkninger og utilstrækkelig håndhævelse stiller sig hindrende i vejen for varers og tjenesteydelsers frie bevægelighed i EU; understreger, at krav om supplerende testning og registrering, manglende anerkendelse af attester og standarder, territorialt betingede indskrænkninger i forsyninger og tilsvarende foranstaltninger skaber ekstra omkostninger for forbrugere og detailhandlende, særlig SMV’er, og således begrænser det indre markeds potentielle nytteværdi for EU-borgerne og erhvervslivet;

9.

erkender, at der er behov for yderligere at analysere årsagerne til prisforskelle i EU på grundlag af passende statiske redskaber for at sikre større prisgennemsigtighed og -sammenlignelighed for forbrugerne, uden at dette berører europæiske eller nationale regler på skatte- og afgiftsområdet og arbejdsmarkedet, således at man fremmer muligheden for at træffe et mere velovervejet valg og samtidig skaber større tillid til den grænseoverskridende handel; minder om, at der er behov for et aktivt samarbejde mellem de nationale statistiske kontorer på dette punkt;

10.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gennemføre regler og lovgivning om det indre marked fuldt ud og korrekt - særlig "varepakken", tjenesteydelsesdirektivet, direktivet om forsinket betaling, direktivet om elektronisk handel, "Small Business Act" og direktivet om urimelig handelspraksis; anmoder desuden medlemsstaterne om at fjerne overlapninger og mindske administrative byrder og reguleringsmæssige barrierer, der kan virke hæmmende på vækst og beskæftigelse;

11.

anmoder Kommissionen om at overvåge medlemsstaterne nøjere for at formindske gennemførelsesefterslæbet og sikre effektiv gensidig anerkendelse af varer og tjenesteydelser; anmoder Kommissionen om også at sikre en forenkling af de gældende regler;

12.

noterer sig de vanskeligheder, som Europas uafhængige detailhandlere står over for, og mener, at lovgivningen om detailmarkedet i højere grad bør bygge på kendsgerninger, særlig når det gælder om i tilstrækkeligt omfang at undersøge og forstå lovgivningens konsekvenser for små virksomheder;

13.

opfordrer erhvervssammenslutninger og forbrugerforeninger til, med støtte fra Kommissionen, at sikre flere oplysninger samt mere uddannelse og juridisk rådgivning til de berørte aktører om deres rettigheder og de problemløsningsinstrumenter, de har til rådighed, deriblandt Solvit, og til at støtte indbyrdes udveksling af bedste praksis;

14.

understreger, at et opsplittet betalingssystem udgør en hindring for handel; opfordrer Kommissionen til at forbedre SEPA-systemet for at udvikle en grundlæggende betalingstjeneste for alle kort, fremme konkurrence mellem betalingsmidler ved at fjerne barrierer, skabe øget gennemsigtighed med hensyn til transaktionsomkostninger og fjerne uberettigede formidlingsgebyrer, og til at sikre hurtigere bankoverførsler inden for EU; påpeger endvidere, at SEPA kan betragtes som et nyttigt redskab til bekæmpelse af den sorte økonomi;

15.

henleder opmærksomheden på, at dele af civilsamfundet samt SMV’er har givet udtryk for bekymring over, at antallet af indkøbscentre er vokset, mens der er sket et fald i antallet af lokale forretninger og markeder i fjerntliggende områder og bycentre;

16.

understreger, at planlægningen af detailhandlen bør skabe strukturelle rammer, der gør det muligt for virksomhederne at konkurrere, fremme forbrugernes valgmuligheder og sikre dem adgang til varer og tjenesteydelser, navnlig i mindre tilgængelige eller tyndt befolkede regioner, eller i tilfælde, hvor forbrugernes mobilitet er begrænset; understreger endvidere, at lokale forretninger og markeder spiller en central social, kulturel og miljømæssig rolle, når det gælder om at skabe fornyet dynamik i landdistrikter og byområder; opfordrer derfor indtrængende medlemsstaterne til at fremme bæredygtige lokalsamfund ved at fremme innovation og vækst blandt SMV’erne;

17.

understreger, at SMV’erne er rygraden i den europæiske økonomi og kan spille en unik rolle, når det gælder om at skabe beskæftigelse, navnlig i landdistrikter, og fremme innovation og vækst i detailsektoren i lokalsamfund overalt i EU;

18.

mener, at spørgsmålet om tilgængelighed må behandles under behørig hensyntagen til nærhedsprincippet;

19.

erkender, at medlemsstaterne har det politiske ansvar med hensyn til forretningers placering, og at bæredygtighed, mobilitet, regionalplanlægning og konsolidering af bykerner er vigtige faktorer, som der må tages hensyn til, når man tager stilling til placering af nye forretninger;

20.

mener, at det må være muligt at sænke huslejeniveauet ved at skabe incitamenter til at renovere ejendomme i byområderne, også via strukturfondene (offentlig-private partnerskaber), og at det vil anspore virksomheder og særlig lokale virksomheder til at vende tilbage, hvilket vil virke fremmende på den økonomiske og sociale udvikling;

21.

opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at udarbejde en undersøgelse om virkningerne og de eventuelle konsekvenser af etablering af store indkøbscentre, såkaldte shopping malls, for beskæftigelsen, SMV'erne og forbrugerne;

22.

noterer sig, at omvandrende gadesælgere, der arbejder på offentlige steder, er dybt foruroligede over muligheden for, at medlemsstaterne skal anvende direktiv 2006/123/EF på en sådan måde, at begrebet "naturlig ressource" også kommer til at omfatte offentlige arealer, hvilket vil betyde, at handelstilladelser vedrørende offentlige steder bliver gjort tidsbegrænsede; konstaterer, at dette vil være yderst skadeligt for beskæftigelsen, forbrugernes valgfrihed og selve de traditionelle lokale gademarkeders eksistens;

23.

understreger, at elektronisk handel er et vigtigt supplement til offline-handel, og at der må træffes passende foranstaltninger til at udnytte den elektroniske handels fulde potentiale, bl.a. ved at forbedre adgangen til internettet i EU's mest fjerntliggende egne; opfordrer Kommissionen til at sikre, at den kommende meddelelse om elektronisk handel omfatter tillidsskabende foranstaltninger, særlig ved at forenkle grænseoverskridende registrering af domæner, forbedre sikkerheden omkring online-betalinger, gøre det lettere at inddrive gæld på tværs af grænserne og ved at forbedre oplysningsindsatsen over for forbrugerne med hensyn til deres rettigheder, navnlig hvad angår fortrydelsesret og ankemuligheder;

24.

beklager, at der findes et betydeligt antal hindringer for de detailhandlendes etableringsfrihed inden for EU; er særlig bekymret over visse nationale handels- og skattelove, som de facto virker diskriminerende over for udenlandske detailhandlende;

25.

opfordrer Kommissionen til at optræde mere bestemt over for medlemsstater, der overtræder principperne for det indre marked, til at fremskynde traktatbrudsprocedurer gennem en "fast track-strategi" og til at rapportere til Europa-Parlamentet årligt om detailhandelssager, hvor der er fundet en løsning;

26.

bekræfter, at fri og fair konkurrence, aftalefrihed og en reel håndhævelse af relevant lovgivning er en forudsætning for et velfungerende detailmarked;

27.

erkender, at virksomhederne har forskellige markedsstyrker, at de er nødt til at agere på en økonomisk set forsvarlig måde, og at EU har behov for virksomheder i førerposition, der kan konkurrere på globalt plan;

28.

understreger imidlertid, at de større aktørers dominerende stilling på markedet giver anledning til stor bekymring, fordi det er en udbredt opfattelse, at disse aktører påtvinger svagere leverandører og detailhandlere urimelige vilkår, f.eks. via ubegrundede selektive distributionsmekanismer, geografisk segmentering, priskontrol, fjernelse af produkter fra varesortimentet uden varsel og anden restriktiv praksis, hvilket virker konkurrenceforvridende; understreger, at hele detailforsyningskæden påvirkes af disse former for praksis; tager afstand fra disse former for praksis, som udnytter den skæve magtbalance mellem økonomiske aktører og hindrer ægte aftalefrihed; understreger, at hvis alle aktører, særlig SMV'er, i højere grad bliver bevidste om deres kontraktmæssige rettigheder, vil det medvirke til at forebygge disse former for praksis;

29.

erkender, at franchising er en god løsningsmodel for uafhængige detailhandlere, der skal overleve i et særdeles konkurrencepræget miljø; noterer sig med bekymring, at kontrakter til detailhandlere, der skal indgå i en franchise, indeholder stadigt strengere krav;

30.

understreger, at egenmærkerne bør udvikles på en sådan måde, at de forbedrer forbrugernes valgmuligheder, især hvad angår gennemsigtigheden, oplysningernes kvalitet og diversiteten, og giver SMV’ernes mulighed for at innovere og ekspandere;

31.

mener, at emballageefterligninger, som kan blive resultatet af den detailhandlendes dobbeltrolle som kunde og som konkurrent til varemærkeproducenter, er en uacceptabel praksis, som der straks bør gribes ind over for; glæder sig over, at Kommissionen har iværksat en undersøgelse for at skabe større klarhed over de retlige rammer og praksis vedrørende forretningshemmeligheder og emballageefterligninger i de 27 EU-medlemsstater;

32.

erkender, at der er behov for bedre ligevægt mellem aktørerne og større åbenhed i detailforsyningskæden; understreger, at der er behov for at bevæge sig væk fra konfrontation til en dialog, der baserer sig på kendsgerninger, genskabe et tillidsforhold og gøre det muligt at føre mere rimelige forhandlinger med lige vilkår for alle, således at samtlige økonomiske aktører i forsyningskæderne kan drage fordel af deres produkters merværdi og fuldt ud nyde godt af det indre marked;

33.

opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til fuldstændig og konsekvent at håndhæve konkurrenceretten og, hvor det er relevant på nationalt plan, reglerne om illoyal konkurrence og karteller;

34.

understreger, at for at sikre en korrekt gennemførelse af konkurrencereglerne og forebygge misbrug af dominerende stilling er det først og fremmest nødvendigt at styrke de lokale konkurrencemyndigheder og sikre kontinuerlige og uafbrudte kommunikationslinjer og samarbejde mellem dem og Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence;

35.

støtter det fortrinlige arbejde, der udføres af ekspertgruppen om aftalepraksis mellem virksomheder under Forummet på Højt Plan for en Bedre Fungerende Fødevareforsyningskæde, særlig med hensyn til at definere, optegne og vurdere, hvad der udgør en åbenlyst urimelig forretningspraksis på grundlag af data og konkrete eksempler; slår til lyd for, at der ydes en målrettet støtte til initiativer vedrørende dialog mellem parter om dette spørgsmål; er betænkelig over, at Europa-Parlamentet ikke formelt er inddraget i arbejdet i ekspertgruppen og forummet på højt plan; mener, at Parlamentet straks bør tage dette spørgsmål op og aktivt bør deltage i forummets arbejde;

36.

deler den opfattelse, at der - som anført af aktørerne - er behov for at anlægge en bredere og horisontal indfaldsvinkel, således at ikke kun fødevareindustrien er omfattet; anmoder Kommissionen og erhvervslivets sammenslutninger om at bygge videre på ekspertgruppens arbejde og undersøge mulighederne for at skabe et nyt forum, der uden tidsbegrænsning skal beskæftige sig med detailbranchen som helhed;

37.

støtter samtidig ihærdigt de intense bestræbelser, der udfoldes af de detailhandlendes og leverandørernes sammenslutninger for at etablere mekanismer til uformelle dialoger og regelmæssige høringer på det konkurrenceretlige område; tilslutter sig deres frivillige initiativ, der går ud på at nå til enighed om en erklæring om fælles principper for god handelspraksis på tværs af detailforsyningskæden;

38.

støtter også Kommissionens mekanisme til overvågning af fødevarepriserne samt andre tilsvarende initiativer, der er iværksat af medlemsstaterne for at sikre en rimelig indtjening i hele fødevareforsyningskæden, med en analyse af omkostninger, processer, merværdi, volumen, priser og marginer i alle fødevareforsyningskædens led;

39.

noterer sig med beklagelse, at de eksisterende retlige instrumenter ikke udnyttes fuldt ud, særlig ikke af SMV’erne, til at forsvare deres rettigheder, hvilket skyldes økonomisk afhængighed og betænkeligheder med hensyn til risikoen for at miste forretningsmuligheder; anmoder Kommissionen, medlemsstaterne og erhvervssammenslutningerne om at identificere metoder til at genetablere et tillidsforhold og lette adgangen til retssystemerne, herunder muligheden for anonyme klager og indførelse af en EU-ombudsmandsinstitution på dette område; er desuden overbevist om, at det er nødvendigt at videreudvikle begrebsapparatet for at sikre fair konkurrence både vertikalt og horisontalt i virksomhedernes indbyrdes forbindelser og således bane vejen for helt lige vilkår for virksomhederne;

40.

anmoder Kommissionen om inden udgangen af 2011 at offentliggøre en meddelelse med en oversigt over den nationale lovgivning og de nationale værktøjer, der i øjeblikket finder anvendelse på forretningsmetoder og kontraktforhold, og at foretage en grundig vurdering af, om disse regler håndhæves korrekt, og om der er behov for yderligere tiltag;

41.

mener, at man bør undersøge, hvilke alternative og uformelle mekanismer til tvistløsning og prøvelse der findes, og vurdere disse mekanismers effektivitet, eftersom de kan være et effektivt middel til løsning af tvister for detailhandlere; opfordrer Kommissionen til at foreslå foranstaltninger til alternativ tvistløsning inden udgangen af 2011 for at styrke forbrugernes og virksomhedernes tillid;

42.

anmoder Kommissionen og operatørerne i detailforsyningskæden om årligt at rapportere til Parlamentet om, hvilke fremskridt der er gjort inden for de eksisterende platforme og uformelle dialogmekanismer; foreslår, at resultaterne drøftes på en årlig rundbordskonference for detailmarkedet, med Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse som arrangør;

43.

påpeger detailsektorens ansvar, hvad angår bæredygtighed; noterer sig med tilfredshed, at de detailhandlende og leverandørerne er gået i spidsen for at udvise en miljøbevidst holdning, især hvad angår affald, energiforbrug, transport og nedbringelse af CO2-udledninger; støtter de tilsagn, som de allerede har givet i retning af bæredygtigt forbrug, men mener, at en yderligere indsats er påkrævet; mener, at der i forbindelse med virksomhedernes ansvar bør lægges større vægt på sociale og miljømæssige spørgsmål;

44.

understreger, at de detailhandlende og leverandørerne er drivkraften bag innovation, forskning og udvikling; understreger, at hele sektoren har brug for fortsat at hæve investeringsniveauet i forhold til innovative teknologier og praksisser for yderligere at forbedre konkurrenceevnen i hele forsyningskæden, herunder logistik og transport, energieffektivitet, emballage, affaldsbehandling og produktgenbrug og udveksle bedste praksis;

45.

opfordrer Kommissionen til at udvikle en fælles evaluerings- og mærkningsordning, som anført i Parlamentets beslutning om det indre marked for virksomheder og vækst, på grundlag af produktets fuldstændige livscyklus, særlig med henblik på at forenkle, harmonisere og overvinde omkostningerne ved fragmentering for virksomhederne og forbrugerne;

46.

opfordrer aktørerne til at iværksætte yderligere initiativer for at bekæmpe fødevarespild;

47.

støtter den fælles aftale mellem EuroCommerce og UNI-Europa, der illustrerer, at dialogen mellem arbejdsmarkedets parter fungerer fint på handelsområdet; erkender, at der bør ydes en supplerende indsats for at forbedre forbrugernes oplysningsniveau med hensyn til de detailhandlendes sociale ansvar, matche investeringer i nye teknologier med menneskelig kapital, særlig via kompetenceudvikling, og bekæmpe den sorte økonomi;

48.

erindrer om betydningen af en korrekt gennemførelse af den eksisterende sociale og arbejdsretlige lovgivning; beklager, at den høje forekomst af uregistreret beskæftigelse, hvilket indebærer en høj grad af skatteunddragelse og forhindrer, at der skabes lige vilkår for de handlende på det indre marked;

49.

påpeger, at de vigtigste udfordringer for denne sektor bl.a. er at forbedre arbejdsvilkårene, bekæmpe den sorte økonomi og opretholde beskæftigelsesniveauet og konkurrenceevnen ved i højere grad at få de detailhandlendes behov og arbejdstagernes færdigheder til at passe sammen; påpeger i denne forbindelse behovet for at investere i uddannelse og kompetenceopbygning, eftersom det kan give sektoren bedre muligheder for hurtigt at tilpasse sig de nye teknologier;

50.

anmoder Kommissionen om at forberede en omfattende europæisk handlingsplan for detailsektoren i samråd med denne sektor for at udforme en strategi, der bygger på de hidtidige resultater og løser udestående spørgsmål med sektorspecifikke henstillinger; noterer med tilfredshed, at Parlamentet har støttet dette initiativ i sin beslutning om et indre marked for virksomheder og vækst;

51.

understreger, at denne handlingsplan bør tage hensyn til de initiativer, som Kommissionen allerede har udviklet, såsom Forummet på Højt Plan for en Bedre Fungerende Fødevareforsyningskæde, initiativer vedrørende bæredygtighed og klimaændringer og relevante forslag fra akten for det indre marked;

52.

foreslår, at opfølgningen af de foreslåede tiltag i handlingsplanen, herunder fremskridtene i dialogen mellem interessenterne, forelægges og drøftes på den første rundbordskonference om detailmarkedet;

53.

forventer, at en fortsat optimering af købs- og salgsprocesserne i hele detailforsyningskæden fra markedsforskning og produktmarkedsføring til leverandørrelationer, logistik, lagerforvaltning samt håndtering af mangelfulde varer, forbrugerklager og kundepleje vil forbedre detailsektorens konkurrenceevne, sænke forbrugerpriserne og resultere i en forbedret service;

54.

opfordrer de detailhandlende og leverandørerne til aktivt at engagere sig i en åben, konstruktiv og vedvarende dialog for at finde pragmatiske løsninger; opfordrer medlemsstaterne og EU-institutionerne til aktivt at støtte denne proces;

55.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

5.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 33/17

—

der henviser til artikel 2, 3, 4, 6 og 7 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), artikel 49, 56, 114, 167 og 258 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention vedrørende overholdelse, beskyttelse og fremme af de grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til den ungarske grundlov, der vedtoges af Den Ungarske Republiks Nationalforsamling den 18. april 2011, og som vil træde i kraft den 1. januar 2012 (herefter benævnt "grundloven"),

—

der henviser til udtalelse nr. CDL(2011)016 og nr. CDL(2011)001 fra Den Europæiske Kommission for Demokrati gennem Lov (Venedig-Kommissionen) om den ny ungarske grundlov og de tre juridiske spørgsmål, der er opstået under udarbejdelsen af den,

—

der henviser til forslag til resolution nr. 12490, der blev forelagt den 25. januar 2011 i Europarådets Parlamentariske Forsamling om alvorlige tilbageskridt vedrørende retsstatsprincippet og menneskerettighederne i Ungarn,

—

der henviser til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse nr. 30141/04 (Schalk og Kopf mod Østrig) og navnlig bibemærkningerne,

—

der henviser til forespørgslerne til mundtlig besvarelse, som er blevet forelagt i Europa-Parlamentet om den nye ungarske grundlov, og til Rådets og Kommissionens erklæringer om den ændrede ungarske grundlov og den efterfølgende drøftelse den 8. juni 2011,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 4,

A.

der henviser til, at Den Europæiske Union er baseret på de demokratiske værdier og retsstatsprincippet, som er fastlagt i artikel 2 i TEU-traktaten, på den fuldstændige respekt for de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, som er nedfældet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og på anerkendelsen af den juridiske værdi af ovennævnte rettigheder, frihedsrettigheder og principper, som yderligere vil blive bekræftet gennem EU's forestående tiltrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention,

B.

der henviser til, at Ungarn har undertegnet den europæiske menneskerettighedskonvention, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og andre internationale retsakter, der forpligter det til at respektere og gennemføre principperne om magtens deling, sikring af gensidig kontrol og tilsyn mellem institutionerne og fremme af demokrati og menneskerettigheder,

C.

der henviser til, at både de nuværende og kommende medlemsstater og EU som sådan, selv om udarbejdelsen og vedtagelsen af en ny forfatning henhører under medlemsstaternes beføjelser, har pligt til at sikre, at indholdet og procedurerne er i overensstemmelse med EU’s værdier, chartret om grundlæggende rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention, og at ånd og bogstav i de vedtagne forfatninger ikke er i modstrid med disse værdier og instrumenter; der endvidere henviser til, at dette klart kommer til udtryk ved, at en række nuværende EU-medlemsstater måtte tage deres forfatninger op til fornyet behandling og ændre disse for at sikre sig adgang til EU eller tilpasse deres forfatninger til efterfølgende krav i EU-traktaterne, navnlig efter anmodning fra Kommissionen,

D.

der henviser til, at den grundlovsgivende proces har været præget af manglende gennemsigtighed, og til, at udarbejdelsen og vedtagelsen af den nye grundlov foregik usædvanligt hurtigt, hvorfor der ikke var tid til en grundig og tilbundsgående offentlig debat om grundlovsforslaget; der endvidere henviser til, at vellykket og legitim grundlov bør være baseret på den størst mulige opbakning,

E.

der henviser til, at forfatningen i vidt omfang er blevet kritiseret af nationale, europæiske og internationale ikke-statslige organisationer og andre organisationer, Venedig-Kommissionen og repræsentanter for medlemsstaternes regeringer og udelukkende er blevet vedtaget med stemmer fra parlamentsmedlemmer fra regeringspartierne, hvorfor der ikke blev opnået bred politisk og samfundsmæssig opbakning,

F.

der henviser til, at Europa-Parlamentet deler den bekymring, som Venedig-kommissionen har givet udtryk for vedrørende åbenhed og bredde i forbindelse med vedtagelsen og svækkelsen af systemet med indbyrdes kontrol og tilsyn, navnlig bestemmelserne om forfatningsdomstolen, domstolene og dommerne, som kan bringe uafhængigheden af det ungarske retssystem i fare,

G.

der henviser til, at grundloven ikke udtrykkelig fastlægger en række principper, som Ungarn på grund af sine internationale juridisk bindende forpligtelser skal respektere og fremme såsom forbud mod dødsstraf og livsvarigt fængsel uden prøveløsladelse, forbud mod forskelsbehandling baseret på seksuel orientering og ophævelse eller begrænsning af grundlæggende rettigheder gennem særlige retsdekreter,

H.

der henviser til, at grundloven gennem de værdier, der er fastlagt i den, og en uklar formulering af definitionen på grundlæggende begreber som f.eks. familie og retten til liv fra undfangelsen, indebærer en risiko for forskelsbehandling af visse samfundsgrupper, nemlig etniske, religiøse og seksuelle mindretal, eneforældre, folk, der lever i registreret partnerskab og kvinder,

I.

der henviser til, at den uklare formulering af præamblet, især vedrørende den ungarske stats forpligtelser over for etniske ungarere, der bor i udlandet, kan udgøre et retsgrundlag for aktioner, som nabolandene kan betragte som indblanding i deres interne forhold, hvilket kan føre til spændinger i området,

J.

der henviser til, at forfatningen giver præamblen retsvirkning, hvilket kan få juridiske og politiske konsekvenser og føre til juridisk usikkerhed,

K.

der henviser til, at indføjelsen af EU's charter om grundlæggende rettigheder kan give anledning til overlappende beføjelser mellem ungarske og internationale domstole, som understreget i udtalelsen fra Venedig-kommissionen,

L.

der henviser til, at forfatningen indeholder bestemmelser om udbredt anvendelse af såkaldte forfatningslove, der skal vedtages med et 2/3 flertal, og som skal dække en lang række spørgsmål vedrørende Ungarns institutionelle system, anvendelsen af grundlæggende rettigheder og vigtige samfundsspørgsmål, der henviser til, at dette i praksis gør deres vedtagelse til en del af den nye ungarske forfatningsprocedure,

M.

der henviser til, at en række spørgsmål som f.eks. bestemte dele af familieretten og skatte- og pensionssystemerne, som normalt henhører under regeringens beføjelser eller under den lovgivende forsamlings almindelige beslutningsbeføjelser, ifølge forfatningen også vil skulle fastlægges ved forfatningslove, hvilket betyder, at fremtidige valg vil få mindre betydning, og at en regering med 2/3 flertal vil få mere råderum til at cementere sine politiske overbevisninger; der henviser til, at vedtagelsen af specifikke og detaljerede bestemmelser gennem forfatningslove derfor kan udgøre en risiko for det demokratiske princip,

N.

der henviser til, at kultur-, religions-, og finanspolitik samt socioøkonomisk politik ikke bør sættes i sten gennem forfatningslove, hvilket Venedig-Kommissionen også har givet udtryk for,

O.

der henviser til, at et ikke-parlamentarisk organ, Budgetrådet, med en begrænset demokratisk legitimitet vil have beføjelse til at nedlægge veto mod vedtagelsen af det almindelige budget, hvorefter statschefen kan opløse Nationalforsamlingen, hvilket udgør en alvorlig begrænsning af den demokratisk valgte lovgivende forsamlings aktionsmuligheder,

P.

der henviser til, at den velfungerede ordning med fire parlamentariske kommissærer vil blive nednormeret til én almindelig ombudsmand og to viceombudsmænd, hvilket risikerer ikke at give den samme beskyttelse af rettigheder, idet deres beføjelser bl.a. ikke vil omfatte de beføjelser, som den tidligere kommissær for persondata og aktindsigt havde; der henviser til, at sidstnævntes beføjelser vil blive overført til en myndighed, hvis arbejdsmetoder ikke nærmere er angivet,

Q.

der henviser til, at Ungarns regering og regeringspartierne samtidig med vedtagelsen af den nye forfatning gennemførte en række udnævnelser af folk i nøglepositioner som f.eks. den nye kammeradvokat, chefen for statens revisionskontor og formanden for Budgetrådet; der henviser til, at det ungarske parlament som krævet af den nye forfatning for nylig valgte de dommere, der skal udgøre den nye ungarske forfatningsdomstol; der henviser til, at indstillingen og valget ikke foregik på grundlag af enighed,

R.

der henviser til, at den nye grundlov indeholder meget generelle bestemmelser vedrørende retsvæsenet og skaber usikkerhed om, hvorvidt højesteret under sit nye navn vil fortsætte under den nuværende formand;

S.

der henviser til, at Europarådets Parlamentariske Forsamling har besluttet at udarbejde en betænkning om den nye ungarske grundlov på grundlag af udtalelsen fra Venedig-kommissionen,

T.

der henviser til, at udarbejdelsen og vedtagelsen af en ny grundlov ikke var nævnt i regeringspartiernes valgprogrammer,

U.

der henviser til, at De Forenede Nationers generalsekretær Ban-ki Moon, har udtalt, at han gerne så, at den ungarske regering indhentede råd og vejledning i sit eget land og hos Europarådet eller De Forenede Nationer, og til, at Ungarn som medlem af Den Europæiske Union burde henvende sig til EU- institutionerne for at få rådgivning og for at få dem til at gennemgå den nye grundlov,

1.

opfordrer de ungarske myndigheder til at tage stilling til de spørgsmål og forbehold, som Venedig-Kommissionen har rejst, og til at gennemføre dens henstillinger enten ved at ændre den nye grundlov eller gennem fremtidige forfatningslove eller almindelige love, navnlig med henblik på:

2.

opfordrer Kommissionen til at foretage en grundig og dybtgående undersøgelse og analyse af den ungarske forfatning og de forfatningslove, der skal vedtages i fremtiden, for at kontrollere, om de er i overensstemmelse med EU's regelsæt og navnlig charteret om grundlæggende rettigheder og ånd og bogstav i traktaterne,

3.

pålægger sit kompetente udvalg at følge denne sag i samarbejde med Venedig-Kommissionen og Europarådet og evaluere, om og i hvilket omfang dets henstillinger er blevet fulgt;

4.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Europarådet, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Agenturet for Grundlæggende Rettigheder, OSCE og FN's generalsekretær.

5.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 33/21

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 9. november 2010 om konklusionerne af den femte rapport om økonomisk, social og territorial samhørighed: samhørighedspolitikkens fremtid (KOM(2010)0642) (herefter kaldet konklusioner),

—

der henviser til Kommissionens femte rapport om økonomisk, social og territorial samhørighed: samhørighedspolitikkens fremtid af 9. november 2010 (herefter kaldet "femte samhørighedsrapport"),

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig del III, afsnit XVIII,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1080/2006 af 5. juli 2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1783/1999 (1),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1081/2006 af 5. juli 2006 om Den Europæiske Socialfond og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1784/1999 (2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1082/2006 af 5. juli 2006 om oprettelse af en europæisk gruppe for territorialt samarbejde (EGTS) (3),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden (4),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1084/2006 af 11. juli 2006 om oprettelse af Samhørighedsfonden og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1164/94 (5),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1085/2006 af 17. juli 2006 om oprettelse af et instrument til førtiltrædelsesbistand (IPA) (6),

—

der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1906/2006 af 18. december 2006 om regler for virksomheders, forskningscentres og universiteters deltagelse i foranstaltninger under syvende rammeprogram og for formidling af forskningsresultater (2007-2013) (7),

—

der henviser til sin beslutning af 24. april 2007 om konsekvenserne af fremtidige udvidelser for samhørighedspolitikkens effektivitet (8),

—

der henviser til sin beslutning af 24. marts 2009 om grønbog om territorial samhørighed og status for debatten om den kommende reform af samhørighedspolitikken (9),

—

der henviser til sin beslutning af 20. maj 2010 om samhørighedspolitikkens bidrag til opfyldelse af Lissabonmålsætningerne og EU2020-målene (10),

—

der henviser til sin beslutning af 22. september 2010 om den europæiske strategi for den økonomiske og sociale udvikling i bjergområder, på øer og i tyndt befolkede områder (11),

—

der henviser til sin beslutning af 7. oktober 2010 om EU's samhørigheds- og regionalpolitik efter 2013 (12),

—

der henviser til sin beslutning af 7. oktober 2010 om fremtiden for Den Europæiske Socialfond (13),

—

der henviser til sin beslutning af 23. juni 2011 om status over hidtidige resultater og fremtidige synergier med henblik på en øget effektivitet mellem EFRU og andre strukturfonde (14),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. maj 2004 om "Et styrket partnerskab for regionerne i EU’s yderste periferi" (KOM(2004)0343) og til Kommissionens meddelelse af 17. oktober 2008 om "Regionerne i den yderste periferi: et aktiv for Europa" (KOM(2008)0642),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 om "Europa 2020 - En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" (KOM(2010)2020),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. oktober 2010"Regionalpolitikkens bidrag til intelligent vækst i Europa 2020" (KOM(2010)0553),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. januar 2011 om "Regionalpolitikkens bidrag til bæredygtig vækst i Europa 2020" (KOM(2011)0017),

—

der henviser til Rådets (almindelige anliggender) konklusioner af 21. februar 2011 vedrørende den femte rapport om økonomisk, social og territorial samhørighed (06762/2011),

—

der henviser til Regionsudvalgets udtalelse af 1. april 2011 om den femte samhørighedsrapport (15),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Regional Udvikling samt udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Budgetkontroludvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0222/2011),

A.

der henviser til, at EU's samhørighedspolitik i vid udstrækning har bidraget til, at der i løbet af den seneste og igangværende støtteperiode har kunnet registrere en produktivitetsstigning i alle EU-regioner; der understreger, at den efterfølgende evaluering derudover har kunnet påvise en tydelig formindskelse af de økonomiske, sociale og regionale forskelle; der henviser til, at disse udviklinger både har haft positive indvirkninger på den sociale sikring og på investeringerne i miljøbeskyttelse,

B.

der henviser til, at sigtet med samhørighedspolitikken var at fungere som en modvægt til det indre marked og fremme udviklingen af et innovativt, solidarisk og beskyttende Europa over for de udfordringer, der er forbundet med globaliseringen, den demografiske udvikling og ressourceknapheden, og at det er nødvendigt at udnytte de egne muligheder i alle regionerne til at fremme væksten og den regionale og sociale samhørighed

C.

der henviser til, at samhørighedspolitikken er af stor betydning for borgeren, da den gør Europa nærværende, konkret og synligt for alle,

D.

der henviser til, at samhørigheds- og strukturpolitikken har forevist fleksibilitet i krisesituationer og har kunnet bidrage afgørende til forskellige nationale konjunktur- og kvalificeringsprogrammer, og at det er vigtigt at bevare denne fleksibilitet,

E.

der henviser til, at den europæiske strukturpolitik yder et vigtigt bidrag til løsning af den økonomiske og finansielle krise, da den har formål at både mindske uligheder og skabe innovation og dermed kraftigt tilskynder de europæiske regioner til at forbedre infrastrukturen, øge det regionale innovationspotentiale og fremme en miljømæssigt bæredygtig udvikling,

F.

der henviser til, at det har været effektivt at lade strukturfondene fokusere på målene i Lissabon-strategien, hvilket ses gennem imponerende bindingskvoter i forbindelse med målene "konvergens" og "regional konkurrenceevne og beskæftigelse", og tilføjer, at omkring 20 % af projekterne under "territorialt samarbejde" er i overensstemmelse med Lissabon-strategien,

G.

der henviser til, at det territoriale samarbejde har til formål at tilskynde territorierne og regionerne til at samarbejde i bestræbelserne på at tage deres fælles udfordringer op, ligesom det skal mindske de fysiske, administrative og lovgivningsmæssige hindringer, der bremser dette samarbejde, og reducere "grænseeffekten";

H.

der henviser til, at en delvist mislykket Lissabonstrategi ikke skyldes den mangelfulde gennemførelse af samhørighedspolitikken, men snarere forvaltningsmæssige mangler på de forskellige niveauer og den manglende tilegnelse af denne strategi på det regionale og lokale niveau, konsekvenserne af finanskrisen og manglerne i forbindelse med gennemførelsen af det indre marked, den manglende budgetdisciplin og de mangelfulde makroøkonomiske rammebetingelser i nogle medlemsstater,

I.

der henviser til, at fejlprocenterne og misbruget af støttemidler er faldet betydeligt i løbet af den seneste periode; der dog beklager, at strukturpolitikken fortsat er et politisk område med mange uregelmæssigheder, og at nogle medlemsstater fortsat ikke har effektive mekanismer til bekæmpelse af misbrug af støttemidler og inddrivelse af uretmæssigt betalte midler; der henviser til, at der bevidst eller ubevidst muligvis ikke sker indberetning af uregelmæssigheder, og til, at det skal bemærkes, at en betydelig del af fejlene i samhørighedspolitikken kan tilskrives lovgivningsmæssige krav uden for samhørighedspolitikken, f.eks. offentlige udbud, miljøkrav og statsstøtte

J.

der henviser til, at samhørigheds- og strukturpolitikkens eksisterende målsystem (konvergens, konkurrenceevne og beskæftigelse, territorialt samarbejde) med forvaltning på flere forskellige niveauer, horisontale målsætninger, planlægningssikkerhed på grundlag af tilsikrede bevillinger og et godkendt planlægningstidsrum (syv år) har vist sig at fungere; der dog samtidig påpeger, at de betydelige forsinkelser i programoprettelsen skyldes de lange økonomiske og lovgivningsmæssige forhandlinger i EU's beslutningsproces og de omfattende ændringer i de gældende bestemmelser for samhørighedspolitikken,

K.

der henviser til, at en bæredygtig fremme og udvikling af konvergensregioner har en positiv indvirkning på deres markedsefterspørgsel efter varer og tjenesteydelser og således beviseligt også har en positiv effekt på de rigere EU-medlemsstater,

L.

der henviser til, at de regionaløkonomiske og sociale uligheder og geografiske hindringer i visse regioner (navnlig for regionerne i den yderste periferi) samt specifikke strukturproblemer og tilpasningsproblemer i forbindelse med nye udfordringer fortsat kræver en omfattende europæisk samhørighedspolitik i alle europæiske regioner; der henviser til, at det også er et krav i Lissabontraktaten,

M.

der henviser til, at samhørighedspolitikken som følge af den strategiske betydning for fremtiden ikke må blive en fleksibel variabel i de kommende budgetforhandlinger;

1.

kræver i forbindelse med samhørigheds- og strukturpolitikken et større fokus på den europæiske merværdi; ser denne merværdi som givet, når EU-projekterne resulterer i en bæredygtig og målbar økonomisk, infrastrukturel, social og/eller miljømæssige forbedring af situationen i dårligt stillede og tilbagestående regioner, og mener, at dette ikke kan realiseres uden det europæiske incitament;

2.

ser endvidere merværdien i en europæisk fremme, når støtteprojekterne på regionalt niveau bidrager til at opnå de fælles europæiske målsætninger inden for europæisk integration, økonomisk vækst, forskning, miljøbeskyttelse, kultur ressourcebesparelser, demografisk udvikling, bæredygtig energiforsyning, social samhørighed eller grænseoverskridende udvikling, og mener, at dette ikke ville kunne opnås uden det europæiske incitament;

3.

betragter virkeliggørelsen af de europæiske målsætninger på grundlag af princippet om decentralisering, forvaltning på forskellige niveauer og fælles forvaltning som en stor fordel inden for samhørighedspolitikken og således som en merværdi i sig selv; mener, at forvaltning på forskellige niveauer med klart definerede strukturer og en klart defineret ansvarsfordeling både er selve kernen i nærhedsprincippet og en anerkendelse af de regionale myndigheders betydning for gennemførelsen af samhørighedspolitikken; kræver en yderligere styrkelse af dette partnerskabsprincip og af de involverede aktørers ejerskabsfølelse ved fastlæggelse af detaljerede og bindende bestemmelser i en territorialpagt, der skal vedtages i hver medlemsstat, for derved at fremme en mere resultatorienteret planlægning og implementering;

4.

er af den opfattelse, at åbenhed omkring samhørighedspolitikken og dens programmeringscyklus, fordeling af udgifter og adgang til oplysninger for potentielle modtagere af støttemidler fra strukturfondene er nogle af de vigtigste forudsætninger for, at man kan opfylde samhørighedspolitikkens overordnede mål, og at åbenhed derfor bør indføres som et ledende princip på tværs af alle sektorer i programmerings- og beslutningsprocessen på samhørighedsområdet i den næste finansieringsperiode; er overbevist om, at offentliggørelse af listen over modtagere bør fortsættes, navnlig online, da det er et effektivt redskab til forbedring af gennemsigtigheden;

5.

mener, at gennemsigtighedsbestemmelserne (forpligtelse til at offentliggøre slutmodtageren) er et nødvendigt instrument for eksperter, offentligheden og politiske beslutningstagere for at vurdere, om strukturfondene er blevet anvendt i overensstemmelse med målene og lovligt; opfordrer til, at beskrivelsen ikke kun foreligger på det relevante nationale sprog, men også på et af de tre arbejdssprog (engelsk, fransk eller tysk), og anbefaler yderligere harmonisering af de krævede oplysninger;

6.

understreger, at der på trods af, at regionale uligheder er blevet mindsket, stadig er store skævheder - der tilmed øges i og mellem en række medlemsstater som følge af den økonomiske og finansielle krise - og fastslår, at samhørighedspolitikken således fortsat skal have fokus rettet mod en reduktion af de udviklingsmæssige forskelle og fremme af en harmonisk og bæredygtig udvikling i alle regioner i EU, uanset i hvilken medlemsstat de befinder sig;

7.

anerkender de særlige behov i de regioner, der geografisk og naturmæssigt er særligt sårbare; gentager sit krav til medlemsstaterne og Kommissionen om, at de særlige støttepræferencer for de særligt ugunstigt stillede regionstyper (regioner i den yderste periferi, de meget tyndt befolkede nordligste regioner og ø-, bjerg- eller grænseområder), som er angivet i Lissabontraktaten, fastholdes, for så vidt de er effektive og tilføjer en europæisk merværdi;

8.

anerkender den særlige status og de særlige behov i visse regioner som følge af deres geografiske placering, demografiske forandringer eller andre specifikke begrænsninger som f.eks. de naturgivne forhold, idet der også skal tages hensyn til deres særlige muligheder; gentager sit krav om særlige præferenceordninger, fleksibilitet og særlige budgetbevillinger, så der fortsat kan ydes denne form for regioner og navnlig dem, der er omhandlet i artikel 349 og 174 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og som er særlig forfordelt (ydre randområder, herunder randlanddistrikter, de nordligste områder med en meget lav befolkningstæthed og ø- og bjergregioner samt grænseoverskridende regioner) mere gunstige vilkår med hensyn til investeringer enten gennem direkte støtte eller skattebegunstigelser; kræver desuden, at der gennemføres undersøgelser af mulighederne for at bevare eller indføre en række begunstigelser for denne form for regioner for at sikre, at anvendelsen af samhørighedsinstrumenterne er tilpasset deres økonomiske forhold under behørig hensyntagen til deres små og mellemstore virksomheder og nødvendigheden af at blive konkurrencedygtige og sikre ligestillingen, så de kan blive en integreret del af EU's indre marked;

9.

understreger, at Fællesskabet kun kan klare sig i den globale konkurrence, hvis samhørighedspolitikken kan udnytte alle regioners, storbyområders og byers udviklingspotentiale og muliggøre en tilstrækkelig fleksibel regional tilgang til de udfordringer og flaskehalse, der er identificeret i EU-2020-strategien; understreger i denne forbindelse, at en målretning af strukturfondsmidlerne som led i en bred territorial løsning også bør tjene til at kompensere for strukturelle svagheder i de stærkere regioner; understreger imidlertid, at samhørighedspolitikken ikke blot er et redskab til gennemførelse af EU-2020-strategien, og mener, at vedvarende fokus på de grundlæggende principper i samhørighedspolitikken ydermere vil opretholde resultaterne af EU-2020, også efter strategiens afslutning;

10.

understreger, at samhørighedspolitikken fortsat skal have fokus rettet mod det regionale sammenhold ("territorial samhørighed"), og understreger, at Lissabontraktaten har tilføjet målet om territorial samhørighed til målene om økonomisk og social samhørighed; konstaterer, at denne målsætning stadig er uløseligt forbundet med udfordringerne i forbindelse med den økonomiske og sociale samhørighed og styrker samhørighedspolitikkens europæiske merværdi; understreger, at territorial samhørighed også er relevant på subregionalt plan, navnlig i byområder (bydele i vanskeligheder, ukontrolleret byspredning) selv inden for regioner, der anses for at være rige;

11.

mener, at makroregionale strategier - forudsat at de regionale myndigheder inddrages i forvaltningen af dem - giver store muligheder for bedre at udnytte det overregionale potentiale, for at forbedre samarbejdet mellem de forskellige forvaltningsniveauer og for at gøre en fælles indsats for at løse fælles udfordringer som miljøbeskyttelse, ressourceanvendelse og udviklingsmuligheder, hvilket vil gøre det muligt at fremme en mere effektiv, afbalanceret og bæredygtig udvikling; understreger nødvendigheden af at knytte lokale samarbejdsprogrammer mere effektivt sammen med lokale udviklingsstrategier (som f.eks. regionaludviklingsplaner, lokale udviklingsstrategier og lokale udviklingsplaner); mener, at EU-strukturfondene kan udnyttes mere målrettet gennem en forbedret koordinering af de eksisterende støttemuligheder, uden at dette medfører en stigning i tildelingen af midler øremærket til disse områder af det interregionale samarbejde; mener endvidere ikke, at der skal skabes et nyt instrument, nye bevillinger eller gennemførelsesstrukturer for disse strategier og at der ikke må rører ved den økonomiske støtte til disse regioner til mindre udviklingsprojekter; mener, at den makroregionale tilgang, som ikke kræver yderligere midler, kunne bruges til at styrke forbindelserne mellem samhørighedspolitikken og naboskabspolitikken; tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til i den forbindelse i højere grad at tage hensyn til den lokale dimension af Den Europæiske socialfond, navnlig med hensyn til adgang til beskæftigelse;

12.

stiller spørgsmålstegn ved, om specifikke operationelle programmer for funktionelle geografiske enheder såsom grupper af lokale myndigheder, herunder lokalområder eller hav- og flodområder, kan medføre yderligere fordele, navnlig i de tilfælde, hvor der ikke er nogen myndigheder (herunder folkevalgt myndighed) med tilstrækkelige beføjelser til at gennemføre dem; kræver en mere intensiv samordning af de makroregionale, storbyregionale eller naturregionale strategier på mellemstatsligt niveau og passende hensyntagen til disse funktionelle geografiske enheder i de nationale operationelle programmer for at fremme anvendelsen af EU-finansiering i tværregionale udviklingsprojekter; mener, at specifikke oprationelle programmer bør være en løsning i regioner, hvor subregionale løsninger giver en merværdi i forhold til nationale og regionale programmer, og hvor der er etableret partnerskaber mellem politiske organer med henblik på gennemførelse; opfordrer til, at man i forbindelse med grænseoverskridende programmer inddrager grænseoverskridende grupperinger i udformningen af de operationelle programmer på grundlag af EGTS-forordningen;

13.

understreger byernes og regionernes - herunder hovedstædernes og hovedstadsregionernes - nøglerolle i forbindelse med opnåelsen af de økonomiske, økologiske og sociale mål for Europa 2020-strategien; støtter den dynamiske proces, der blev iværksat under de integrerede byprogrammers foregående programmeringsperiode, og understreger de igangværende forsøgs betydning; opfordrer til støtte af modelkoncepter og projekter på grundlag af integrerede lokale udviklingsplaner og - til gensidig fordel - fremme af forbindelserne mellem byerne og de landdistrikter, der er funktionelt knyttet til dem; mener, at en bedre samhørighed mellem disse områder er af særlig betydning for løsningen af problemer med dårligt stillede samfund; understreger, at de største socioøkonomiske forskelle ofte findes i byerne, og at byer med dårligt stillede områder og fattigdomslommer også findes i rige regioner;

14.

understreger, at byer og storbyer kan yde et vigtigt bidrag som vækstcentre og vækstkilder i en given region; påpeger samtidig behovet for, at gøre det muligt for landdistrikterne at deltage i integrerede løsninger for en given funktionel geografisk enhed gennem fremme af partnerskaber og netværk; understreger, at de større byområder står over for specifikke udfordringer som følge af deres komplekse sociale, økonomiske og miljømæssige funktioner; ser i denne forbindelse landdistrikternes og byudkanternes eget potentiale som en mulighed for udvikling, der dog ikke kun er centreret om byområder og store byer; gør endvidere opmærksom på de økonomiske udviklingsmuligheder i de særligt ugunstigt stillede regioner gennem en hensigtsmæssig udnyttelse af og støtte til landdistrikternes eget potentiale, herunder deres miljømæssige og kulturelle værdier; mener også, at partnerskaberne mellem landområder og byområder i forbindelse med struktur- og samhørighedspolitikken i højre grad bør ses som et middel til at sikre landområderne samme udviklingsbetingelser og livskvalitet hvad angår de sociale og økonomiske faktorer; opfordrer i betragtning af byernes dynamiske indvirkning på den økonomiske udvikling i regionerne og stimulering af økonomien i de omkringliggende landområder medlemsstaterne til at sikre de nødvendige ressourcer til gennemførelse af de nødvendige projekter i byerne og forstæderne;

15.

afviser anvendelsen af obligatoriske kvoter, navnlig i forbindelse med nationale bevillinger til ESF/EFRU-programmer, for lokal udvikling og byudvikling, landdistrikter og andre bykategorier eller. funktionelle områder, da det vil kunne sikre en større kritisk masse for interventionerne; mener, at en obligatorisk fastlæggelse af støtteberettigede byer og områder i de operationelle programmer er en mulighed, der bør prioriteres, og at dette, for så vidt denne metode sikrer merværdi og koncentration af støtteintensiteten, bør forhandles på grundlag af principperne om forvaltning på forskellige niveauer; mener, at medlemsstaterne og regionerne også i denne forbindelse skal have et større ansvar for tilrettelæggelse af udvælgelsesprocedurer på grundlag af konkurrence og ydeevne;

16.

understreger, at der i forbindelse med struktur- og samhørighedspolitikken ikke må opstå en ensidig præference for regionstyper; kræver, at partnerskaberne mellem landområder og byområder i større omfang skal ses i deres sociale, økonomiske og miljømæssige sammenhæng;

17.

understreger, at støtte fra samhørighedsfonden og strukturfondene skal tage hensyn til de uddannelsesmæssige, kulturelle og socialpolitiske udfordringer i forbindelse med EU-2020-strategierne under hensyntagen til det overordnede mål for EU om økonomisk, social og territorial samhørighed som nedfældet i traktaten samt nærhedsprincippet; mener dog, at en generel europæisering af de pågældende politikområder vil mislykkes af finansielle årsager; kræver derfor den fortsatte stedsbaserede lokale udvikling af modeltilgange samtidig med at eksisterende kompetencer på nationalt og regionalt niveau bevares;

18.

understreger ligeledes, at samhørighedspolitikken ikke kan blive et middel eller et instrument for sektorspecifikke spørgsmål, såsom bl.a. politikker for forskning og udvikling, industriel innovation og bekæmpelse af klimaændringer, da dette ville udvande det primære mål og lægge begrænsninger på politikkens anvendelse til fremme af regionernes udviklingspotentiale, som er afgørende for at bringe de dårligst stillede regioner tættere på de mest udviklede regioner;

19.

kræver navnlig på baggrund af den nødvendige energifornyelse mod vedvarende energikilder og klimadiskussionen, at samhørighedspolitikken i større omfang bidrager til den hurtige udvikling af miljøteknologi og vedvarende energi; mener, at det bør være én af prioriteterne, hvis der stilles tilstrækkelige midler til rådighed i programmerne, og hvis mere fokus på vedvarende energi skaber en EU-merværdi, idet det bør baseres på planer for decentrale energikoncepter med effektive lagringsteknologier i regionerne; støtter i denne forbindelse inddragelse af den regionale økonomis potentiale på dette område;

20.

ser muligheder i forbindelse med strukturfondene for at støtte investeringer i bestemte energiinfrastrukturer, som dog kun skal være tilgængelig for de regioner, hvor der af politiske og geografiske årsager er begrænsede muligheder for markedsøkonomiske løsninger inden for energiforsyningen; kræver endvidere, at støtten fra strukturfondene altid sammenkobles med en styrkelse af det indre marked for energi og forsyningssikkerheden samt med princippet om ressouceforvaltning på forskellige niveauer;

21.

mener også, at samhørighedspolitikken har et ansvar for at gøre det nødvendige for at udfylde huller og fjerne flaskehalse i hoved-TEN-nettet bestående af de vigtigste ruter af europæisk betydning, især i grænseregionerne, som hidtil i høj grad har været forsømt i denne henseende;

22.

understreger, at de transeuropæiske transportnet spiller en afgørende rolle for samhørigheden mellem de europæiske regioner, og at udbygningen af og adgangen til TEN-infrastrukturerne, motorveje til søs og de klassificerede E-veje, navnlig i grænseregionerne og regionerne i den yderste periferi, derfor skal styrkes; opfordrer til, at der træffes alle nødvendige foranstaltninger for at sikre tilstrækkelig finansiering og garantere rettidig gennemførelse af de prioriterede TEN-T-projekter; foreslår, at visse grænseoverskridende infrastrukturer betragtes som prioriterede projekter, der kan søge om midler fra mål 1, 2 og 3, og kræver en obligatorisk ret til at fremsætte det første forslag på regionalt niveau for denne type foranstaltning samt grænseregionernes og de lokale myndigheders lige deltagelse i planlægningen;

23.

tilskynder til, anvendelse af nationale ressourcer, da sådanne foranstaltninger har en merværdi i forbindelse med styrkelsen af den regionale konvergens, territorial samhørighed og udviklingsaktiviteter, som f.eks. turisme, som er vigtige for de fjerntliggende områder, som f.eks. øområder;

24.

støtter økonomisk udvikling af og beskæftigelsen i SMV'er og mikrovirksomheder; anmoder derfor om, at de grundlæggende elementer i Small Business Act, nemlig "tænk småt først" og "Kun én gang", betragtes som en del af grundlaget for samhørighedspolitikken og mener, at disse principper bør anvendes af medlemsstaterne og regionerne i forbindelse med fastlæggelsen af deres operationelle programmer;

25.

understreger, at kerneområderne inden for Europa 2020-strategien (innovation, uddannelse, energi, miljø, beskæftigelse, konkurrenceevne, kvalifikation, bekæmpelse af fattigdom) allerede er en del af samhørigheds- og strukturpolitikken; mener, at EU-2020-udfordringerne nemt kan integreres i de anerkendte tre målstrukturer (konvergens, vækst og beskæftigelse, grænseoverskridende udvikling);

26.

understreger, at investeringer i innovation og uddannelse kan fremme vækst; påpeger dog, at de skal understøttes af den relevante infrastruktur (transport, internetbredbånd, energi) og passende institutioner (en afbalanceret blanding af offentlige investeringer og finanspolitisk konsolidering med makroøkonomiske foranstaltninger, e -forvaltningstjenester og grænseoverskridende læring);

27.

mener, at fremme af grundinfrastrukturer ligeledes skal anses som EU-2020-konforme, da konkurrencedygtige transport-, energi- og kommunikationsnet samt bortskaffelsesinfrastrukturer sætter konvergensregionerne i stand til at bidrage til Europa 2020-målene - derfor skal Europa 2020-målene til en vis grad netop kunne anvendes specifikt på de svageste regioner med det største behov;

28.

understreger, at ESF er det vigtigste instrument til gennemførelse af den sociale dimension i Europa 2020-strategien, og at ESF kan bidrage væsentligt til opfyldelsen af de centrale prioriteringer i denne strategi, nemlig beskæftigelse, omlægning til en bæredygtig økonomi, begrænsning af antallet af elever, der forlader skolen uden afgangseksamen, og bekæmpelse af fattigdom, forskelsbehandling og social udstødelse og tilvejebringelse af løsninger på de forskellige sociale situationen, som folk befinder sig i; understreger i denne forbindelse, at andre sociale indikatorer ud over BNP ville være nyttige i SWOT-analysen

29.

mener, at ESF har en afgørende betydning for samhørighedspolitikken og potentielt kan øge dens bidrag til Europa 2020-målene, bl.a. inden for bæredygtig vækst ved at yde støtte til små og mellemstore virksomheder til skabelse af grønne job;

30.

mener, at bekæmpelse af forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, hvad enten denne skyldes køn, seksuel orientering, etnisk tilhørsforhold, alder, handicap eller bopæl, er afgørende for at sikre, at der reelt er lige muligheder; konstaterer, at en øget erhvervsfrekvens for kvinder er afgørende for at nå beskæftigelsesmålet i Europa 2020-strategien, og at der derfor i fuldt omfang må tages fat på hindringerne for kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet;

31.

mener, at BNP fortsat skal være det centrale kriterium i forbindelse med fastsættelsen af områderne med maksimal støtte (mindre end 75 % af det gennemsnitlige BNP pr. indbygger) og i givet fald samhørighedsstater (mindre end 90 % af EU-gennemsnittet); finder, at de kompetente nationale og regionale enheder på de relevante beslutningsniveauer, for de enkelte mål og under hensyntagen til den geografiske koncentration bør kunne inddrage andre indikatorer, som fastlægges i udviklings- og investeringspartnerskabsaftaler, og som kan gøre det muligt at vurdere de respektive sociale, økonomiske, miljømæssige, demografiske og geografiske udfordringer, som de står over for;

32.

kræver, at samhørighedspolitikken i henhold til bestemmelserne i Lissabontraktaten fortsat skal have fokus rettet mod de mest tilbagestående regioner; understreger, at regionerne med de største behov skal have en andel af bevillingerne til mål 1 (konvergens), der står i forhold til deres udviklingsproblemer;

33.

kræver, at der indføres en grænse for perioden for støtteberettigelse for de regioner, som ikke kan påvise nogen betydelige forbedringer i deres økonomiske, sociale og miljømæssige situation efter flere programmeringsperioder til trods for maksimal støtte;

34.

opfordrer Kommissionen til at fremsætte et forslag, som skal dække den kommende programperiode, og som vil sikre tilvejebringelsen af fleksibel, effektiv og tilstrækkelig overgangsstøtte til de regioner, som ikke længere falder ind under konvergensmålsætningen med henblik på at løse deres specifikke problemer, og til regioner med et per capita-BNP på mellem 75 % og 90 % af EU-gennemsnittet i form af en mellemkategori for at undgå, at regioner, der befinder sig i en lignende situation, behandles forskelligt; mener, at en sådan ordning skal erstatte de nuværende udfasnings. og indfasningsordninger og dermed skabe et retfærdigt system, som i højere grad kan afbøde de negative konsekvenser af den økonomiske og finansielle krise i regionerne og samtidig styrke retfærdigheden og solidariteten, som er afgørende værdier bag samhørighedspolitikken; understreger, at disse overgangsordninger i den næste programperiode ikke må indføres på bekostning af de nuværende konvergensprogrammer (mål 1), programmer til fremme af konkurrenceevnen (mål 3) eller programmerne for territorialt samarbejde (mål 3);

35.

opfordrer til en styrkelse af mål 2 (regional konkurrenceevne og beskæftigelse), baseret på en horisontal tilgang med sigte på at opnå resultater inden for et begrænset antal EU-prioriteter, som f.eks. støtte til SMV'er, grøn innovation, lokale økonomier, skole- og uddannelsesinfrastrukturer, bæredygtig mobilitet, varig energi og energiforsyning, effektiv ressourceudnyttelse, og social integration; understreger, at det anerkendte system for sikring af, at mere udviklede regioner er i stand til at afhjælpe regionale strukturelle svagheder, reducere territoriale skævheder, bidrage til fælles europæiske udfordringer og løse fremtidige udfordringer under anvendelse af strukturer, der kan tilpasses til skiftende omstændigheder, heriblandt innovationsklynger og konkurrence om støttemidler, skal opretholdes og udvikles yderligere; anmoder om indførelse af yderligere instrumenter for områder, der er hårdt ramt af strukturforandringer, med henblik på at bidrage til socioøkonomiske og infrastrukturelle forbedringer; påpeger i den forbindelse, at strategierne bør udformes så fleksibelt, at de kan anvendes på de specifikke forhold og særtræk i hver enkelt region;

36.

opfordrer til sikring af, at mere udviklede regioner er i stand til at modernisere deres sociale og økonomiske kapital og sætte ind mod specifikke fattigdomslommer og manglende økonomisk udvikling;

37.

mener helt klart, at mål 3 for europæisk territorialt samarbejde skal styrkes ved alle EU's indre grænser og i de tre dimensioner (grænseoverskridende, interregionalt, transnationalt), og kræver, at den relevante strukturfondsandel øges til 7 %; kræver, at afsættelsen af midler til hvert program for territorialt samarbejde baseres på harmoniserede kriterier for at give et strategisk og integreret svar på det enkelte geografiske territoriums og det pågældende områdes behov og særlige karakteristika; understreger værdien af grænseregionerne i forbindelse med opnåelsen af Europa 2020-målene; mener, at det er nødvendigt med en bedre samordning mellem de transeuropæiske netværk, navnlig dem, som vedrører transport og energi, og de grænseoverskridende infrastrukturer, og med en øget støtte til disse netværk i overensstemmelse med EU's prioritering og kræver en tilsvarende forhøjelse af midlerne til alle grænseregioner; opfordrer til en forenkling af gennemførelsesbestemmelserne for mål 3-programmer, der er baseret på proportionalitetsprincippet såvel som til udvikling af et fælles sæt af regler om støtteberettigelse, som alle er forudsætninger for, at disse programmer bliver mere effektive og mere synlige; understreger nødvendigheden af en omfattende inddragelse af beslutningstagere på lokalt plan, idet programmerne kun kan konkretiseres, hvis dette sikres;

38.

mener, at EGTC'er udgør et enestående, særdeles værdifuldt instrument til regional forvaltning, der svarer til behovene for strukturelt samarbejde, og som skal fremmes som et instrument til at oprette ordninger for grænseoverskridende forvaltning, der sikrer ejerskabet af de forskellige politikker på regionalt og lokalt plan;

39.

afviser kategorisk alle forslag om at nationalisere eller sektorisere samhørighedspolitikken; mener, at nye temafonde (klima, energi, transport) vil undergrave det det anerkendte princip om delt forvaltning af og integreret udvikling som mål for programmerne og true de potentielle synergier, interventionernes effektivitet og dermed den regionale medvirken til virkeliggørelsen af Europa 2020-målene;

40.

understreger, at Den Europæiske Socialfond fortsat skal være en del af samhørighedspolitikken, da der; kun på denne måde kan udvikles og gennemføres integrerede strategier til løsning af økonomiske og sociale problemer;

41.

støtter Kommissionen i dens mål om at sikre en styrket, effektiv og mere synlig ESF; opfordrer i dette øjemed Kommissionen og medlemsstaterne til i deres forhandlinger at nå til enighed om den nødvendige størrelse af ESF's bidrag inden for rammerne af strukturfondene;

42.

er af den opfattelse, at ESF's effektivitet i første række bør øges via incitamenter snarere end sanktioner;

43.

understreger, at den økonomiske krise har gjort det endnu mere påkrævet med indgreb i de sektorer, som ESF vedrører, navnlig indgreb til støtte af beskæftigelsen, omskoling, social integration og fattigdomsbekæmpelse;

44.

understreger, at ESF på afgørende vis støtter arbejdsmarkedspolitikken som f.eks. den forebyggende og lokale politik og politiske tiltag, der tager sigte på at hjælpe unge med at vinde fodfæste på arbejdsmarkedet og bekæmpe arbejdsløshed; understreger, at medlemsstaterne bør anvende ESF til investeringer i nye kvalifikationer, uddannelse (herunder førskolepædagogik), livslang læring samt omskoling og videreuddannelse, og betoner, at ESF spiller en vigtig rolle med hensyn til at styrke alle dimensioner af den sociale integration, herunder for de dårligst stillede og mest udsatte grupper;

45.

opfordrer Kommissionen til at styrke ESF's interventioner med henblik på at fremme integrationen på arbejdsmarkedet; opfordrer medlemsstaterne til at investere i børn fra en meget tidlig alder ved hjælp af uddannelse og senere etablere en skolevejledning på grundlag af de lokale og regionale jobmuligheder og programmer for livslang læring, således at arbejdstagerne lettere kan tilpasse deres kvalifikationer til arbejdsmarkedets behov, samtidig med at der gennemføres foranstaltninger for at bekæmpe ungdomsarbejdsløshed og tackle fænomenet med "arbejdende fattige" og etableres skræddersyede programmer for at bistå dårligt stillede og udsatte grupper som f.eks. romaer, indvandrere, handicappede og elever, der forlader skolen uden afgangseksamen, med henblik på at fremme effektiv og inklusiv vækst og et Europa med en videnbaseret økonomi;

46.

kræver supplerende og mere målrettet teknisk bistand til de enheder, der er ramt af dyb fattigdom og ofte præget af en spændt sameksistens mellem flertals- og mindretalskulturer på subregionalt plan; mener, at disse subregionale enheder nemt kan udvikle sig til permanente isolerede enklaver med dyb fattigdom selv i regioner, der ikke nødvendigvis ligger under det statistiske gennemsnit; bemærker, at der bør gøres en koncentreret indsats for at udvikle disse subregionale enheder;

47.

glæder sig over, at der i nogle medlemsstater for første gang også på nationalt plan er udarbejdet et operationelt program (OP) omfattende alle målområder for ESF for støtteperioden 2007-2013;

48.

understreger, at de uvurderlige erfaringer fra fællesskabsinitiativet EQUAL stadig er relevante i dag, navnlig vedrørende kombinationen af lokale og regionale foranstaltninger og udvekslingen af bedste praksis i hele EU;

49.

henviser til de synergier, der kan opnås gennem en integreret lokal og regional tilgang, navnlig gennem en sammenknytning af ESF og EFRU, og kræver fælles regler om støtteberettigelse, og øgede muligheder for og lettere krydsfinansiering mellem begge fonde med henblik på en integreret udviklingsplanlægning; støtter indførelsen af en mulighed for operationelle programmer fra flere fonde, der yderligere vil fremme integrerende tilgange; kræver endvidere, at der opnås bedre synergi mellem EUF og EFRU;

50.

kræver for at øge synergien ved øget integration af sektorpolitikker (transport, energi, forskning, miljø, uddannelse) i samhørigheds- og strukturpolitikken, at der opnås mere effektivitet og bedre koordinering mellem strukturfondene, rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation og rammeprogrammerne for forskning og udvikling; foreslår, at programmering for flere fonde kunne bidrage til en mere integreret metode og øge effektiviteten mellem disse forskellige fonde; mener, at nationale og regionale udviklingspartnerskaber er et hensigtsmæssigt instrument til at samle de forskellige politikker; understreger i denne forbindelse behovet for at fastsætte klare målsætninger og at vurdere, hvorvidt målene er nået i medlemsstaterne;

51.

foreslår, at forsknings- og udviklingspolitikken målrettes territorialt; understreger derfor betydningen af, at samhørigheds-, forsknings- og innovationspolitikken tilpasses de forskellige regioners specifikke behov, mener, at øget inddragelse af regionale og lokale myndigheder i udformningen og gennemførelsen af regionale udviklingsfonde og forsknings- innovationsprogrammer er afgørende i betragtning af, at det er umuligt at anvende den samme udviklingsstrategi for alle regioner

52.

kræver en fælles strategiramme for EFRU, ESF, Samhørighedsfonden, rammeprogrammerne, ELFUL og EFF for støtteperioden efter 2013; mener, at modellen for en ensartet reguleringstilgang (forvaltning, støtteberettigelse, revision, rapporteringsforskrifter) skal styrkes yderligere ved hjælp af en fælles rammeforordning; fremhæver i denne forbindelse betydningen af, at forskellige fonde arbejder problemfrit sammen for at opnå resultater; opfordrer Kommissionen til at foretage tilpasninger i overensstemmelse hermed, for at de relevante fonde, når det er muligt, kan supplere hinanden;

53.

kræver, at Rådet og Parlamentet vedtager en ny fælles strategisk ramme i overensstemmelse med den almindelige lovgivningsprocedure på grundlag af EUF-traktatens artikel 177;

54.

anser det for nødvendigt, at Den Europæiske Socialfond integreres i den fælles strategiske ramme, idet den dog bevarer sine egne forvaltningsregler og -bestemmelser, og det sikres, at den tildeles tilstrækkelige bevillinger; opfordrer Kommissionen til at styrke ESF's rolle, højne fondens profil og forenkle dens budgetkontrol ved at fastlægge enkle og effektive samarbejdsprocedurer mellem forvaltningsmyndighederne og afdelingerne for budgetkontrol;

55.

opfordrer i denne forbindelse til genintegreringen af regionalt baserede ELFUL (eksisterende støttesøjle 3 og 4); er dog modstander af muligheden for, at denne reintegration kunne føre til en reduktion i budgetterne for EFRU og ELFUL; kræver bindende regler for medlemsstaterne og regionerne for at skabe ensartede forvaltningsstrukturer for EU-strukturfondene og de regionale programmer til udvikling af landdistrikterne;

56.

kræver en revision af forordningen om grænseoverskridende samarbejde ved ydre grænser og den nuværende ENPI for at integrere disse fonde i mål 3 for europæisk territorialt samarbejde;

57.

glæder sig over sigtet med de udviklings- og investeringspartnerskaber mellem EU og medlemsstaterne, som Kommissionen har foreslået i stedet for de tidligere nationale strategiske referencerammer, som blev udarbejdet af de enkelte medlemsstater; opfordrer i denne sammenhæng til fastlæggelse af investeringsprioriteter til gennemførelse af Europa 2020-strategien og yderligere samhørighedspolitiske målsætninger; mener, at det er nødvendigt med en snarlig afklaring af ansvarsfordelingen mellem de forskellige forvaltningsniveauer, og kræver, at de nationale, regionale og lokale kompetencer bibeholdes i overensstemmelse med nærhedsprincippet; kræver et klart tilsagn om at inddrage alle partnere på hensigtsmæssig vis i udviklings- og investeringspartnerskabsaftalerne;

58.

støtter fastholdelsen i de operationelle programmer som vigtigt instrument, der skal omsætte de strategiske dokumenter til konkrete investeringsprioriteter; kræver i denne sammenhæng nogle klare og målbare målsætninger;

59.

opfordrer til, at det gøres obligatorisk, at de regionale og lokale myndigheder og foreninger i overensstemmelse med de enkelte medlemsstaters forfatningsmæssige og institutionelle ordninger og på en struktureret og systematisk måde inddrages i alle faser af gennemførelsen af samhørighedspolitikken (strategisk planlægning, udformning af og forhandlinger om udviklings og investeringspartnerskabsaftaler og operationelle programmer, tilsyn og evaluering); mener, at der er behov for tilsvarende formuleringer inden for strukturfondsforordningerne;

60.

mener, at en fremtidig strategi for anvendelsen af midlerne vil blive mest effektiv, hvis den involverer de regionale og lokale forvaltningsniveauer, som har mulighed for at tilpasse de strategiske målsætninger til de lokale forhold, bl.a. gennem en struktureret dialog med samtlige berørte parter;

61.

støtter systemet med tematisk prioritering, som Kommissionen har foreslået; påpeger, jo lavere medlemsstaternes eller regionernes udviklingsniveau er, des mere omfattende skal en sådan prioriteringsliste være, idet der skal tages hensyn til de specifikke regionale udviklingsbehov, samtidig med at det sikres, at denne tematiske tilgang for programmeringen af struktur- og samhørighedsfondene ikke kan finde sted på bekostning af den integrerede stedsbaserede tilgang;

62.

opfordrer medlemsstaterne til i tilfælde af, at der fastsættes visse obligatoriske prioriteringer for alle medlemsstater, blandt deres prioriteringer at medtage innovation, infrastruktur, transport og ressourceforvaltning, men mener, at der bør være et vist råderum for at tage hensyn til programmernes omfang, referencescenariet i hver region og de resultater, der skal opnås, så disse prioriteret kan skræddersys til hver regions specifikke behov; understreger i denne forbindelse, at innovation skal fortolkes bredt i overensstemmelse med flagskibsinitiativet Innovation i EU; bemærker, at SMV'er den største kilde til arbejdspladser i EU og grobund for forretningsideer; understreger, at støtten til SMV'er skal fortsættes og styrkes som følge af deres centrale rolle i forbindelse med gennemførelsen af Europa 2020-strategien; understreger, at der i forbindelse med Innovation i EU skal anvendes en bred fortolkning af begrebet innovation, mens SMV'erne fortsat skal have let adgang til finansiering; understreger, at der skal være muligt at foreslå og gennemføre yderligere prioriteringer på frivillig basis og i overensstemmelse med nærhedsprincippet; kræver, at energi, uddannelse og bekæmpelse af fattigdom integreres i de foreslåede prioriteringer;

63.

kræver, at forsinkelser i forbindelse med programstarten undgås, og at beslutnings- og evalueringsprocesserne principielt fremskyndes; understreger, at dette er særdeles vigtigt navnlig for små og mellemstore virksomheder; kræver i denne forbindelse en forbedring af det tekniske udstyr, som de relevante forvaltninger har til rådighed, og af deres indbyrdes samarbejde, en formindskelse af offentliggørelsespligten og en betydelig forkortelse af udbuds- og tilbudsfristerne; opfordrer Kommissionen til at vurdere, hvorvidt pilotområder kan oprettes for at afprøve nye forordninger i begrænset omfang, inden de finder anvendelse på resten af regionerne for at finde frem til mulige problemer i forbindelse med gennemførelsen;

64.

opfordrer til, at støtte i medfør af udviklings- og investeringspartnerskabsaftaler gøre afhængig at visse specifikke tilsagn, som fastsættes på forhånd gennem en dialog mellem Kommissionen og medlemsstaterne; mener, at sådanne forhåndsbetingelser skal omfatte krav til medlemsstaterne om at gennemføre reformer til sikring af, at midlerne anvendelse effektivt på områder, der direkte falder ind under samhørighedspolitikken, at medlemsstaterne om nødvendigt skal opfordrer til at gøre det, og at støtten skal gøres afhængig af sådanne betingelser; opfordrer til, at dem, der er involveret i forvaltningen af operationelle programmer, skal have mulighed for at påvirke konditionaliteten; mener, at det vil være rimeligt blandt disse betingelser at inddrage en fuldstændig gennemførelse af gældende EU-lovgivning (f.eks. prisregulering, udbud, transport, miljø og sundhed) for således at kunne forhindre uregelmæssigheder og sikre effektiviteten; afviser dog krav om, at medlemsstaterne skal gennemføre grundlæggende sociale og økonomiske reformer; mener, at alle betingelser fuldt ud bør respektere nærheds- og partnerskabsprincippet;

65.

mener, at nye betingelser ikke må føre til øgede administrative byrder for de berørte aktører; tilskynder til udvikling af konsekvente, standardiserede konditionalitetsordninger for både EFRU og ESF, der skal kunne vurderes objektivt;

66.

mener, at Kommissionen skal være ansvarlig for fastsættelsen af betingelser og kontrollen med deres gennemførelse, og foreslår tilsvarende handlingsplaner for medlemsstaterne og regionerne;

67.

glæder sig over Kommissionens forslag om at gøre samhørighedspolitikken mere resultatorienteret gennem en forudgående fastsættelse af hensigtsmæssige mål og indikatorer; understreger, at der kun må være tale om nogle få, klart definerede og målbare indikatorer, som skal stå i direkte effektmæssig forbindelse til støtten og skal kunne aftales i samarbejde mellem regionerne eller medlemsstaterne; mener imidlertid, at alle de foreslåede instrumenter og kriterier til at måle resultater stadig bør have en kvalitativ vision for programmerne;

68.

mener, at indikatorerne for fastsættelse af regionale tilskud fra strukturfondene og Samhørighedsfonden skal baseres på Eurostats nyeste statistiske data, for at man fuldt ud kan tage hensyn til krisens økonomiske og sociale følger for regionerne;

69.

opfordrer til, at ESF's effektivitet øges via mere resultatorienterede foranstaltninger, og anser det i dette øjemed for nødvendigt med en forudgående fastsættelse af klare og målbare mål og resultatindikatorer, der har direkte relevans for formålet med støtten, og som navnlig måler gode resultater i forbindelse med bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse samt integration i beskæftigelse af høj kvalitet; mener, at interessenter på alle forvaltningsniveauer skal inddrages i fastsættelsen af disse mål og indikatorer, og at sidstnævnte bør defineres klart i god tid, inden finansieringen stilles til rådighed, således at både medlemsstaterne og Kommissionen kan vurdere de opnåede resultater og anvende erfaringerne under den næste planlægningsfase; støtter Kommissionens forslag om at knytte forudgående betingelser til tildelingen af ESF-midler, herunder en forhåndsbetingelse om implementering af EU-lovgivning og EU-mål, som er absolut nødvendige for, at ESF-foranstaltninger kan give vellykkede resultater, samt strukturreformer og tilstrækkelige kapaciteter i forvaltningerne; understreger, at resultatorientering ikke må føre til, at mindre projektledere stilles ringere, og at der ikke må opstå nye adgangshindringer eller risici for disse;

70.

mener, at offentlig og privat samfinansiering er et af samhørighedspolitikkens grundlæggende principper; opfordrer til, at loftet over EU's bidrag tages op til revision, så det i højere grad følger det regionale udviklingsniveau, den europæiske merværdi og typen af foranstaltninger, og øges eller sænkes i overensstemmelse hermed;

71.

opfordrer medlemsstaterne og regionerne til at være forudseende, når de planlægger samfinansieringsbevillinger og styrke dem ved hjælp af finansieringsteknikker;

72.

opfordrer til, at der i forbindelse med den direkte virksomhedsstøtte tages hensyn til, at samhørighedsmidler i højere grad inddrives af virksomheder og navnlig store selskaber, som allerede har truffet afgørelse om åbning af en produktionsenhed på et givet sted, end de påvirker en sådan afgørelse (dødvægtseffekt), og kræver derfor, at direkte støtte til private virksomheder fokuseres på investeringer i forskning og udvikling eller i højere grad end hidtil at tilbyde denne indirekte via infrastrukturstøtte; opfordrer derudover til indføjelse af klare bestemmelser i den generelle strukturforordning, som udelukker tildeling af EU-midler til udflytninger inden for EU, samt en væsentlig tærsklen for udløsning af en kontrol med af sådanne investeringer, idet store selskaber skal udelukkes fra direkte støtte og der skal fastsættes en minimumsgrænse på 10 år for driftens varighed;

73.

anerkender de nye finansieringsinstrumenters løftestangseffekt og mobiliseringspotentiale, støtter generelt en stærkere lånefinansiering og kræver udvidelsen af revolverende finansieringsinstrumenter til de støtteberettigede områder, som har vist sig at være hensigtsmæssige; opfordrer til, at procedurerne forenkles med henblik herpå, og til, at der skabes større retssikkerhed under hele støtteperioden og oprettes et EU-register, som viser, hvilke projekter der er givet lån til, og hvilke projekter, der er ydet støtte til; opfordrer til, at det sikres, at instrumenterne er fleksible, så de forbliver levedygtige og gennemførlige i alle regioner og byer; mener, at ansvaret for anvendelsen af midlerne på nationalt niveau eller. projektniveau senest skal overdrages efter en støtteperiode; påpeger, at det ikke er alle medlemsstater der har vedtaget en decentral tilgang i indeværende periode for så vidt angår finansielle instrumenter som f.eks. JESSICA; understreger behovet for, at byerne har direkte adgang;

74.

understreger, at direkte støtte altid skal forblive en mulighed, og at det skal være op til de lokale aktører at anvende det egnede finansieringsmix i overensstemmelse med de regionale krav;

75.

mener, at EIB skal spille en større rolle i forbindelse med finansieringen af TEN-infrastrukturerne; opfordrer til at der lægges større vægt på offentlig-private partnerskaber, der hviler i sig selv; mener, at Europa-Parlamentet principielt har et stort ansvar for at sikre åbenheden i den forbindelse og i forbindelse med beslutningstagning og tilsyn;

76.

glæder sig over det effektive samarbejde mellem EIB og Kommissionen i forbindelse med gennemførelsen af tre fælles initiativer - JESSICA, JEREMIE og JASMINE - som forventes at øge samhørighedspolitikkens effektivitet og gennemslagskraft samt forbedre strukturfondenes funktion; opfordrer Kommissionen til at fortsætte med aktivt at vedtage fælles initiativer sammen med EIB, navnlig inden for samhørighedspolitikken og med henblik på at sikre finansiel støtte til SMV'er;

77.

anser globaltilskuddene på sub-regionalt plan som et egnet instrument til udvikling af uafhængige innovationsstrategier i overensstemmelse med de europæiske regionalpolitiske målsætninger;

78.

afviser indførelsen af kvoter eller betingelser for globaltilskud, eftersom sådanne kan være i strid med fastsættelsen af overordnede prioriteter, der er skræddersyet til regionernes behov;

79.

mener, at programperioden på syv år har vist sit værd for så vidt angår samhørighedspolitikken og bør bibeholdes mindst indtil udløbet af den næste planlægningsperiode (2020); kræver dog et system til en hurtigere strategisk nytænkning af udgangsbetingelserne, så EU kan reagere hurtigere og mere fleksibelt på ekstraordinære begivenheder (finanskrise, energikrise, naturkatastrofer);

80.

understreger, at EU-budgettet med den nuværende struktur og de eksisterende bevillingsbestemmelser bakket op af de gældende fondsforordninger har vist sit værd med henblik på gennemførelsen af samhørigheds- og strukturpolitikken, hvorfor der kun skal foretages ændringer på de steder, hvor procesforløbene ikke har givet positive resultater, eller hvor eksisterende ordninger er i modstrid med finansforordningen; støtter i den forbindelse Kommissionens forslag om en harmonisering af bestemmelserne for alle bevillinger, som er afsat til regionalpolitikken; kræver, at alle ændringer - uanset hvor små de er - af de etablerede og anerkendte strukturer skal gennemføres med yderste forsigtighed for at undgå mangler og usikkerhed hos de nationale og regionale administrative organer og en øget byrde for modtagerne, navnlig modtagere med små strukturer og begrænset kapacitet;

81.

mener, at det er muligt at integrere Europa 2020-målsætningerne i de eksisterende mål- og fondstrukturer og budgetposter; afviser en opdeling af EU-budgettet i de teoretiske vækstbegreber "smart", "inklusiv" eller "bæredygtig" og enhver anden form for opsplitning af samhørighedspolitikken i forskellige budgetkapitler; mener, at denne politik bør have sit eget kapitel i budgettet;

82.

mener, at samhørigheds- og strukturpolitikken efter 2013 vil være i stand til at yde et endnu større bidrag til en øget og mere bæredygtig udvikling af EU's regioner og bør anses som det afgørende politiske område til gennemførelse af Europa 2020-strategien på tværs af sektorer, og kræver derfor, at der afsættes mindst ligeså store bevillinger;

83.

minder om, at Revisionsretten i mange år har rapporteret, at betalinger på området for samhørighed er behæftet med en fejlrate, der overstiger 5 %, men at der dog er tale om et fald på 11 %, som det fremgår af Revisionsrettens årsberetning, i forhold til foregående dechargeprocedure, og at tilsyns- og kontrolsystemerne kun er delvist effektive; opfordrer i øvrigt til tydeliggørelse af metoden til beregning af fejlraten, da forskelle mellem Revisionsrettens og Kommissionens tal medfører forvirring og mistillid til officielle tal;

84.

opfordrer til, at der vedtages strengere regler for overvågning af uregelmæssigheder i forbindelse med anvendelsen af strukturfondene i medlemsstater, som har et stort antal uregelmæssigheder i forbindelse med anvendelsen af støtte fra strukturfondene, og indføres en procedure for systematisk afbrydelse og suspendering af betalinger, så snart der er påvist betydelige funktionelle mangler hos de akkrediterede myndigheder; opfordrer samtidig til, at unødig kontrol i de medlemsstater, som har et tilfredsstillende fondsforvaltningssystem, indstilles; mener, at "tillidskontrakt"-princippet og principperne om "én enkelt revision" så vidt muligt bør gennemføres, hvor det er muligt;

85.

opfordrer medlemsstaterne eller de offentlige myndigheder til at udpege en myndighed eller et organ, som skal være eneansvarlig for den korrekte forvaltning af strukturfondsmidlerne;

86.

finder, at de årlige reviderede forvaltningserklæringer fra lederen af det kontor, der administrerer midlerne (betalingskontor/administrativ myndighed) er en hensigtsmæssig måde at styrke indberetnings- og kontrolkæden, og fremhæver, at der er et tvingende behov for, at disse erklæringer er korrekte med hensyn til indhold; kræver derfor et sanktionssystem for urigtige erklæringer; støtter stadig sigtet med nationale revisionserklæringer

87.

opfordrer til, at Kommissionen allerede i den næste programperiode får større ansvar for forbedringen af de nationale forvaltningsprocesser mener i denne forbindelse, at det er bydende nødvendigt med en forenkling og afklaring med hensyn til forvaltningen af støtteprogrammer, især på området for finansiel gennemførelse og finanskontrol; mener således, at Kommissionen skal have ansvaret for at gennemføre akkrediteringsprocesserne for de nationale eller. føderale forvaltnings- og revisionsorganer; mener, at retten til en forenklet og mindre hyppig rapportering bør hænge sammen med en vellykket akkreditering og en lavere fejlkvotient;

88.

opfordrer endvidere til, at Kommissionens tilsynsrolle styrkes, ved at der indføres systematisk afbrydelse og suspendering af betalinger, så snart der klart er påvist betydelige og velbegrundede funktionelle mangler hos de akkrediterede myndigheder; opfordrer Kommissionen til også at indføre mere effektive planer for at øge geninddrivelsesraten for fejlagtige betalinger;

89.

opfordrer til en forenkling af kontrolsystemet og en nedskæring af antallet af inspektionsniveauer, samt til en præcisering af Kommissionens og medlemsstaternes respektive ansvarsområder; opfordrer til anvendelse af en inspektionsprocedure med kun ét niveau, hvor medlemsstaterne kontrollere projekterne og Kommissionen kontrollerer medlemsstaternes kontrolsystemer;

90.

er af den opfattelse, at der med henblik på at forbedre effektiviteten af de operationelle programmer, bør gøres større brug af konkurrencebaserede procedurer for projektudvælgelse inden for regionerne;

91.

opfordrer med henblik på en forenkling af forvaltningen til en mere udbredt anvendelse af standardprocedurer med højere standardenhedsomkostninger samt faste fælles omkostninger, hvor en sådan ordning er hensigtsmæssig; kræver, at der tages større hensyn til proportionalitetsprincippet, dvs. at der stilles betydeligt færre rapporterings- og kontrolkrav i forbindelse med gennemførelsen af mindre programmer;

92.

opfordrer Kommissionen til at holde fast ved en årlig offentlig resultattavle over mangler, der viser utilstrækkelig og/eller forsinket indberetning og offentliggørelse samt uregelmæssigheder, misbrug og bedragerier i forbindelse med anvendelsen af midler fra Samhørighedsfonden; opfordrer til, at disse oplysninger opdeles efter medlemsstat og fond.

93.

er bekymret over, at administrative byrder forhindrer små virksomheder og organisationer i at få adgang til strukturfondsmidler; opfordrer til, at de relevante bestemmelser og den tekniske dokumentation affattes så klart som muligt;

94.

opfordrer til, at der for den nye programmeringsperiode, der også omfatter flerårige programmer, fastsættes årlige regnskabsafslutningsprocedurer;

95.

finder, at det er nødvendigt med mere effektive e-forvaltningsløsninger (harmoniserede formularer)for det samlede gennemførelses- og overvågningssystem; opfordrer Kommissionen til at samordne udvekslingen af erfaringer mellem medlemsstaterne og til, at gennemførelsen samordnes gennem sammenslutninger af administrative myndigheder og revisionsorganer;

96.

understøtter Kommissionens forslag om først at yde udgiftsgodtgørelse til de nationale myndigheder, når det tilsvarende EU-bidrag er blevet udbetalt til modtageren; mener, at dette kan bevirke en fremskyndelse af udbetalingerne og tilskynde til en streng nationale kontrol; henviser dog til, at der kan opstå eventuelle likviditetsproblemer på nationalt eller regionalt plan, og at der således skal findes passende sikringsløsninger;

97.

. finder, at Kommissionens opfordring til, at betalinger skal være mere resultatorienterede, er ulogisk, idet resultater kun kan opnås ved at finansiere projekter i første omgang; er bekymret over, at overvågningen formentlig vil være meget bureaukratisk; men anser i bedste fald, at krav, der gør betalinger betinget af en bevist sammenhæng mellem projekterne og Europa 2020-strategien, for mulige

98.

finder, at selv om godtgørelsen bør ske, efter at EU-midler er blevet betalt til projekterne, bør modtagerne ikke pålægges yderligere byrder i form af renter, der ikke afspejler den lave risikofaktor for sådanne lån for banker eller andre finansielle institutioner;

99.

opfordrer til diversificering af sanktionsordningen, herunder en bonusordning for de medlemsstater, der overholder gennemførelseskravene, navnlig gennem administrative indrømmelser;

100.

minder om, at ESF's særpræg i modsætning til andre strukturfonde er, at fonden er nært knyttet til de målgrupper, den støtter, og at den skal udformes på en måde, der muliggør mange mindre, lokalt baserede projekter; opfordrer til, at medlemsstaterne forpligtes til straks at overføre midlerne til projekterne, således at der ikke opstår problemer for mindre støttemodtagere; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i forbindelse med fastlæggelsen af kontrol- og revisionsforpligtelserne at tage hensyn til proportionalitetsprincippet for så vidt angår tid, indsats og finansielle bidrag og til til gavn for projekterne og støttemodtagerne at forenkle procedurerne, begrænse de unødige administrative byrder og fjerne de øvrige hindringer med henblik på at virkeliggøre Den Europæiske Unions målsætninger vedrørende vækst og jobskabelse; opfordrer Kommissionen til at øge valgmulighederne for forvaltningsmyndigheder og støttemodtagere, når det gælder finansieringsmuligheder, og til at foreslå, at det skal være muligt at anvende standardomkostningsmodellen sideløbende med traditionel regnskabsførelse;

101.

støtter Kommissionens forslag om, at n+2- og n+3-reglen i visse situationen med undtagelse af førsteårsstøtte eller grænseoverskridende programmer skal anvendes systematisk, eventuelt i forbindelse med fordelingen på medlemsstatsniveau, for at sikre større fleksibilitet, og at enhver undtagelse fra reglen om automatisk frigørelse kun bør afspejle en tilpasning til de administrative byrder, der skyldes nye bestemmelser om strategisk programlægning, resultatorienteret forvaltning og forhåndsbetingelser; støtter endda anvendelsen af en n+3-regel ved grænseoverskridende programmer for at tage højde for den langsommere administrative proces som følge af de sproglige og kulturelle udfordringer, de står over for; mener, at dette vil sikre et afbalanceret forhold mellem investeringer af høj kvalitet og en problemfri og hurtig gennemførelse af programmerne;

102.

understreger den samhørighedspolitiske betydning af det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument (ENPI) i forbindelse med det grænseoverskridende samarbejde med lande uden for Den Europæiske Union; tager de aktuelle problemer med gennemførelsen af programmet til efterretning; er overbevist om, at det i sidste ende vil være nødvendigt at genintegrere de grænseoverskridende ENPI-samarbejdsprogrammer i samhørighedspolitikken; mener, at navnlig infrastrukturforbindelser (transport, energi og miljø) med nabolande kan have positive virkninger for de europæiske grænseregioner; kræver, at ENPI-midlerne i højere grad fokuseres på den strategiske nødvendighed af energiforsyning og transportinfrastrukturer; understreger den rolle makroregioner kan spille i denne forbindelse; opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for at etablere bedre synergi mellem EFRU- initiativer, instrumentet til førtiltrædelsesbistand, det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument (ENPI) og Den Europæiske Udviklingsfond (EUF); opfordrer endvidere Kommissionen til at vurdere, om de allerede fungerende strukturer, som findes inden for regionalpolitikken, også kan anvendes på forvaltningen af ENPI

103.

understreger derudover EU-udvidelsesprocessens samhørighedsrelevans i forbindelse med instrumentet til førtiltrædelsesbistand (IPA), som bl.a. støtter kandidatlandene i forbindelse med den indholdsmæssige og organisatoriske forberedelse af samhørighedsstrukturer; henleder opmærksomheden på problemerne med gennemførelsen i medlemsstaterne; minder om de oprindelige formål med IPA, især dem, der tager sigte på at finansiere kapacitets- og institutionsopbygning og støtte landenes forberedelser til gennemførelsen af EU's samhørighedspolitik med henblik på at forberede kandidatlandene til fuldstændig gennemførelse af den gældende EU-ret på tidspunktet for tiltrædelsen; opfordrer Kommissionen til at identificere problemerne med den måde IPA fungerer i dag;

104.

gentager sin opfordring til, at Udvalget om Regional Udvikling inddrages i og får en del af ansvaret for den fremtidige udformning af instrumenter;

105.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til lederne af EU's regioner og delstater.

5.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 33/38

—

der henviser til forpligtelserne om bistandens størrelse, bistand til de afrikanske lande syd for Sahara og bistandens kvalitet, der blev indgået på G8-topmødet i Gleneagles i 2005 og på alle efterfølgende G8- og G20-møder,

—

der henviser til årtusindeerklæringen vedtaget af De Forenede Nationer den 8. september 2000,

—

der henviser til Den Europæiske Konsensus om Udvikling (1) og EU's adfærdskodeks for komplementaritet og arbejdsdeling i udviklingspolitikker (2),

—

der henviser til Pariserklæringen om bistandseffektivitet og Accrahandlingsplanen,

—

der henviser til artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvori det hedder, at "Unionen tager hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene",

—

der henviser til artikel 25, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 af 18. december 2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (3) ("instrumentet for udviklingssamarbejde"(DCI)),

—

der henviser til artikel 61, stk. 2, i Cotonouaftalen,

—

der henviser til sin beslutning af 6. april 2006 om bistandseffektivitet og korruption i udviklingslandene (4),

—

der henviser til sin beslutning af 5. maj 2010 med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for 7., 8., 9. og 10. Europæiske Udviklingsfond for regnskabsåret 2008 (5),

—

der henviser til sin holdning af 3. februar 2011 om Rådets førstebehandlingsholdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1905/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (6),

—

der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 11/2010 om Kommissionens forvaltning af generel budgetstøtte i AVS-stater og lande i Latinamerika og Asien,

—

der henviser til grønbog fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om EU's budgetstøtte til tredjelande i fremtiden (KOM(2010)0586),

—

der henviser til Kommissionens dokument fra 2007 med titlen "Guidelines on the Programming, Design & Management of General Budget Support",

—

der henviser til Kommissionens rapport fra 2008 med titlen "Budget support: The effective way to finance development?",

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Økonomisk Udvikling, Finanser og Handel i Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU om budgetstøtte som middel til at yde officiel udviklingsbistand (ODA) til AVS-landene,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelser fra Udenrigsudvalget, Budgetudvalget samt fra Budgetkontroludvalget (A7-0206/2011),

A.

der henviser til, at det i henhold til Lissabontraktaten er hovedformålet med EU’s udviklingspolitik at bekæmpe, og på længere sigt udrydde, fattigdommen,

B.

der henviser til, at budgetstøtte er blevet et af de vigtigste instrumenter til støtte,

C.

der henviser til, at mange donorer betragter generel budgetstøtte og sektorbudgetstøtte som et middel til at fremme partnerlandenes ejerskab over udviklingspolitikken og varige reformprocesser, styrke de nationale kontrolinstitutioner og -systemer og fremme vækst, fattigdomsbekæmpelse og opfyldelsen af udviklingsmål,

D.

der henviser til, at en operationel kapacitetsudvikling er nødvendig for overhovedet i første omgang at kunne skabe de nødvendige forudsætninger for programbaserede foranstaltninger - herunder budgetstøtte eller andre modeller,

E.

der henviser til, at budgetstøtte gør det muligt at afhjælpe visse svagheder i den traditionelle projekttilgang (høje transaktionsomkostninger, ukoordinerede parallelle systemer) og dermed styrke EU-foranstaltningernes sammenhæng og effektivitet som fastlagt i Lissabontraktaten,

F.

der henviser til, at budgetstøtte bør bidrage til at forbedre kvaliteten og effektiviteten af bistanden, med særlig henvisning til principperne om ejerskab og harmonisering, da den politiske dialog mellem donorer og modtagere gør det muligt at skræddersy bidrag til de prioriteringer, som lande har sat i deres nationale strategier til bekæmpelse af fattigdom;

G.

der henviser til, at den "dynamiske tilgang" i budgetstøttens generelle vilkår fortsat er et meget vigtigt instrument til politisk dialog uanset de risici, Revisionsretten har påpeget i sine rapporter om budgetstøtte, men at budgetstøtte under ingen omstændigheder må betragtes som en "blankocheck",

H.

der henviser til, at alle de forpligtelser, modtagerlandene indgår over for alle deres partnere, til tider kan vanskeliggøre udnyttelsen, da donorerne somme tider opstiller modstridende betingelser,

I.

der henviser til, at EU i forbindelse med partnerskabsaftalerne indtil nu i højere grad har beskæftiget sig med krænkelser af menneskerettighederne ("af første generation") end med krænkelser af de sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder ("af anden generation"),

J.

der henviser til, at alle donorerne bør rådføre sig med hinanden for at undgå uoverensstemmelser mellem vilkårene,

K.

der henviser til, at i henhold til artikel 2, stk. 3, i Lissabontraktaten, er et af Unionens mål at fremme en bæredygtig social markedsøkonomi, og at denne tilgang også gælder for udviklingspolitikken og naboskabspolitikken,

L.

der henviser til, at et partnerlands regerings ansvarlighed over for sine borgere med hensyn til budgetforvaltning er afgørende for landets kapacitetsudvikling som følge af dets parlaments kontrol over og civilsamfundets oplysning om de offentlige finanser,

1.

glæder sig over Kommissionens initiativ, som er defineret i grønbogen om budgetstøtten, der i første række sigter mod at fremme partnerlandenes udnyttelse af deres eget udviklingspotentiale, og opfordrer til, at kriterierne for berettigelse til budgetstøtte præciseres på en sådan måde, at man undgår risikoen for eventuelle fejlbeslutninger eller fejlagtig anvendelse af denne form for støtte, ved at der lægges mærke til sådanne faktorer som landenes korruptionsindeks;

2.

glæder sig over høringsprocessen på EU-plan; håber, at praksis for tildeling af budgetstøtte vil blive objektivt analyseret og forbedret med henblik på at øge effektiviteten;

3.

erindrer om, at hovedformålet med EU’s udviklingspolitik ifølge Lissabontraktaten er at nedbringe og udrydde fattigdommen, og understreger, at fattigdom har mange dimensioner, f.eks. en menneskelig, økonomisk, sociokulturel, politisk, kønsmæssig og miljømæssig dimension, og at der skal tages hensyn til alle disse dimensioner i forbindelse med udarbejdelsen af EU’s udviklingspolitik;

4.

mener, at EU-støtten bør skabe en reel kvalitetsmæssig forandring i partnerlandene; anerkender, at budgetstøtte er et effektivt redskab til at opfylde dette mål, forudsat at den, ud over at indebære støttebetingelser, anvendes sideløbende med en effektiv politisk og strategisk dialog;

5.

understreger, at en sammenhængende politik spiller en afgørende og nødvendig rolle for gennemførelsen af en udviklingspolitik med høj effektivitet; opfordrer endvidere til at lade EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik fokusere på fremme af demokrati og menneskerettigheder, fred og sikkerhed, som alle er centrale betingelser for bæredygtig udvikling; efterlyser mere systematiske bestræbelser på at give højere prioritet til foranstaltninger vedrørende tilpasning til klimaændringer og formindskelse af katastroferisici;

6.

er af den opfattelse, at beskatning sikrer en uafhængig kilde til finansiering af bæredygtig udvikling og udgør et vigtigt bindeled mellem regeringer og borgere i udviklingslandene; opfordrer til, at der etableres en levedygtig skatteforvaltning og en omfattende skatteinfrastruktur, der skal udgøre en af de højeste prioriteter for budgetstøtte; anbefaler, at budgetstøttepolitikken omfatter foranstaltninger til bekæmpelse af skattely, skatteunddragelse og ulovlig kapitalflugt;

7.

understreger behovet for i givet fald at benytte sektorbudgetstøtte for at fokusere mere på de grundlæggende sociale sektorer, herunder navnlig sundhed, uddannelse, støtte til de mest sårbare og især handicappede;

8.

påpeger, at budgetstøtte ikke må anvendes til at styrke EU's særlige økonomiske og strategiske interesser, men til at nå udviklingsmålene i og for udviklingslandene, navnlig at udrydde fattigdom og sult;

9.

erindrer om EU’s rolle som banebryder inden for budgetstøtte samt den merværdi, som Kommissionen tilfører takket være sin faglige ekspertise på området;

10.

bemærker, at budgetstøtte ikke blot kan forstærke regeringers ansvarlighed, men også koordinationen af donorerne imellem, i kraft af den krævende dialog om budgetspørgsmål; påpeger, at dette er en mulig vej frem for en bedre koordinering med nye donorer;

11.

understreger EU's ønske om at lade de andre institutionelle aktører drage fordel af sin erfaring, navnlig i forummet på højt plan om effektiviteten af bistand i Busan;

12.

understreger, at den dynamiske tilgang, som Kommissionen og flertallet af ydere af budgetstøtte har valgt, indebærer flere risici, som der skal tages behørigt hensyn til; anmoder Kommissionen om at foretage vurderinger på nationalt plan vedrørende risici og potentielle fordele af budgetstøtte i partnerlandene;

13.

anmoder EU om at styre budgetstøtten ved at sætte som mål at udnytte dens komplementaritet samt andre former for bistand;

14.

understreger, at det er nødvendigt at styrke Kommissionens kontrolmekanismer og den parlamentariske kontrol samt oplysning af civilsamfundet i de lande, der modtager budgetstøtte; understreger endvidere, at det må være en forudsætning for enhver udbetaling af midler, at der er indført optimale procedurer for kontrol med modtagerlandenes offentlige finansier;

15.

påpeger, at klart definerede og velunderbyggede indikatorer, som følges nøje, er en væsentlig forudsætning for at kunne påvise de konkrete resultater af budgetstøtte i tredjelande, og at de relevante budgetmyndigheder regelmæssigt bør modtage opdaterede oplysninger om de indikatorer og retningslinjer, som indvirker på beslutningsprocessen vedrørende budgetstøtte; understreger, at disse indikatorer i højere grad skal være skræddersyede til de enkelte partnerlandes specifikke behov, så man undgår den standardtilgang, Kommissionen har valgt, og som indebærer risiko for at virke mod hensigten;

16.

opfordrer til, at budgetstøtte gøres betinget af demokratisk parlamentarisk kontrol af budgettet i modtagerlandene; opfordrer til bred deltagelse af parlamenterne og høring af civilsamfundet i partnerlandene for at sikre, at beslutninger om anvendelsen af budgetstøttemidler træffes på demokratisk vis;

17.

opfordrer Kommissionen til, inden budgetstøtten ydes, at sikre, at formålet med interventionen er en del af modtagerlandets nationale programmer, og at principperne for koordinering, komplementaritet og sammenhæng i forhold til de andre donorer respekteres ligesom additionaliteten i forhold til de ressourcer, som tildeles af modtagerlandet;

18.

opfordrer Kommissionen til med henblik på at sikre relevansen af EU's budgetstøtte at strømline sit programmerings- og udformningsarbejde ved at forbedre forberedelsen af og dokumentationen for beslutningerne om at iværksætte budgetstøtteaktiviteter; opfordrer Kommissionen til, som følge af begrænsede ressourcer i delegationerne, som ofte begrænser deres muligheder for at udføre visse aktiviteter, at stille tilstrækkeligt kvalificeret personale til rådighed for gennemførelsesprocessen, idet budgetstøtte kræver forskellige analytiske evner inden for området projekt- og programfinansiering;

19.

insisterer på den førende rolle, som de nationale parlamenter i modtagerlandene og civilsamfundets organisationer samt de lokale myndigheder bør spille, da de er bedst placeret til at fastlægge de prioriterede sektorer, forberede landestrategidokumenterne og overvåge budgettildelingen; kræver, at de nationale parlamenter vedtager landestrategidokumenter og flerårige budgetter i samråd med civilsamfundet, inden den politiske dialog med donorerne om budgetstøtte finder sted, for at styrke den parlamentariske kontrol;

20.

understreger vigtigheden af, at EU’s udviklingsstøtte er effektiv; opfordrer til, at der på EU-plan udformes uafhængige evalueringssystemer og en klagemekanisme for dem, der forbigås af EU-støtten, samt til støtte til nationale ansvarlighedsmekanismer;

21.

anmoder Kommissionen om at fremlægge samlede tal for den generelle og sektorspecifikke budgetstøtte til lokal regeringsførelse og til at udforske muligheder og risici i forbindelse med decentralisering af en del af budgetstøtten for at give aktørerne i de lokale regeringer et reelt ejerskab;

22.

opfordrer EU til at respektere og fremme udviklingslandenes reelle ejerskab af deres udviklingsstrategi og til at afstå fra at fortrænge nationale politiske beslutningstagere gennem politisk dialog om budgetstøtte, da en sådan tilgang vil undergrave den demokratiske ansvarlighed og bidrage til at afpolitisere den indenrigspolitiske virkelighed;

23.

mener, at budgetstøtten bør prioritere de dele af den offentlige forvaltning, der har størst indflydelse på nedbringelsen af fattigdommen, hvilket grundlæggende vil sige ministerierne for sundhed og uddannelse;

24.

mener også, at kønsaspektet bør indarbejdes i budgetstøtten, og at dette aspekt bør tages i betragtning gennem hele budgetprocessen ved at fremme dialogen med kvindeforeninger og oprette kønsopdelte indikatorer;

25.

understreger, at for at styrke den gensidige ansvarlighed bør Kommissionen styrke sin rolle som mægler mellem regering, parlamentarikere og civilsamfundet, og mener med henblik herpå, at en procentdel af budgetstøtten, der er forbeholdt teknisk bistand til at styrke fagministerierne, også kunne anvendes til at opbygge parlamenternes og civilsamfundets kapacitet, således at de fuldt ud kan varetage deres rolle som tilsynsmyndighed for budgetstøtten;

26.

understreger donororganisationernes fremtrædende rolle i at bistå partnerlande med at udvikle deres kapacitet og den positive effekt af støtte til lokale projekter til fattigdomsbekæmpelse, inklusiv vækst og bæredygtig udvikling i partnerlandene;

27.

er bekymret over den makroøkonomiske destabilisering og de konsekvenser for den mest sårbare del af befolkningen, som en pludselig standsning af budgetstøtten kunne medføre; foreslår, at der ved en fælles indsats fra donorernes side og i samråd med civilsamfundet og parlamentet i partnerlandet indføres en ordning, hvorefter nedskæringer i udbetalingerne af budgetstøtte foretages gradvist, hvilket kan afbøde virkningerne heraf, fremme den politiske dialog og give mulighed for, at der kan findes samordnede løsninger på de problemer, der opstår;

28.

mener, at budgetstøtte lige som programmeret bistand bør betragtes som et overgangsinstrument, og ikke bør hæmme bestræbelserne på at styrke landenes evne til at skaffe sig egne ressourcer, som f.eks. skatter, for at blive uafhængige af bidrag fra tredjelande;

29.

opfordrer donorerne til at styrke koordineringen og forudsigeligheden af budgetstøtten og fastholder, at donorerne skal være rede til en langsigtet forpligtelse over for partnerlandene;

30.

opfordrer EU til at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at tredjelandene engagerer sig i at investere i en mekanisme, der fremmer deres finansielle stabilitet;

31.

insisterer på en effektiv gennemførelse af kravet i artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1905/2006 af 18. december 2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde, hvoraf det fremgår, at "Kommissionen vil konsekvent anvende en resultatbaseret tilgang, der tager udgangspunkt i en række resultatindikatorer, og den vil klart definere og overvåge støttebetingelserne og støtte partnerlandenes bestræbelser på at indføre parlamentarisk kontrol og tilsynskapaciteter og forbedre gennemsigtigheden og offentlighedens adgang til informationer"; anmoder indtrængende Kommissionen om at udvide disse bestemmelser til også at omfatte budgetstøtte til modtagerlandene fra den Europæiske Udviklingsfond (AVS-landene), for hvilke - indtil videre - kun de mere tekniske kriterier i artikel 61, stk. 2, i Cotonou-aftalen finder anvendelse;

32.

mener, da budgetstøtte er blevet et vigtigt strategisk beslutningselement i Unionens forbindelser med partnerlandene, at artikel 290 i TFEU (delegerede retsakter) bør anvendes på definitionen af betingelserne for støtteberettigelse i forbindelse med denne bistandsform, og at Rådet og Parlamentet som medlovgivere gives fuld medbestemmelse over vedtagelsen, inklusive - om nødvendigt - retten til tilbagekaldelse af delegerede retsakter;

33.

erindrer om, at store kapacitetsmangler og navnlig svage forvaltninger kan føre til, at en del udviklingslande ikke får budgetstøtte;

34.

er af den opfattelse, at finansieringsafgørelser om budgetstøtte ikke alene skal styres af de forventede fordele, men også af de kort- og langsigtede risici i både donor- og partnerlandene; konstaterer, at Revisionsretten støtter denne vurdering fuldt ud i sin særberetning (7), idet den understreger, at der stadig er behov for at udvikle og indføre en solid ramme for risikoforvaltning;

35.

er bekymret over, at Revisionsretten i sin årsberetning for regnskabsåret 2009 om 8., 9. og 10. Europæiske Udviklingsfonds aktiviteter konstaterede, at udbetalinger i forbindelse med budgetstøtten var behæftet med mange ikke-kvantificerbare fejl, som skyldtes, at det ikke formaliseret og velstruktureret var påvist, at betingelserne for betalingen var opfyldt; noterer samtidig og glæder sig over, at Revisionsretten inden for rammerne af den 10. EUF bemærkede en væsentlig forbedring, når det drejer sig om at vise, at et projekt er støtteberettiget, som følge af de klarere rammer for vurderingen heraf, som nu anvendes rutinemæssigt;

36.

minder om, at offentlige investeringer i offentlige goder, såsom uddannelse, social sikkerhed, infrastruktur og produktionskapacitet, især med hensyn til små landbrug og støtte til lokale markeder, er af afgørende betydning for vellykkede udviklingsstrategier;

37.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at de specifikke betingelser, der er knyttet til resultatbaserede udbetalinger af variable trancher, klart specificerer indikatorerne, målene, beregningsmetoderne og verifikationskilderne, og at delegationernes rapporter velstruktureret og formaliseret dokumenterer de fremskridt, der er gjort med hensyn til forvaltningen af de offentlige finanser, ved at fastsætte klare kriterier, som disse fremskridt skal måles i forhold til, og ved at beskrive de fremskridt, der er sket, samt årsagerne til, at reformprogrammet eventuelt ikke er blevet gennemført efter planen;

38.

opfordrer Kommissionen til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til bekæmpelse af korruption i modtagerlandene, herunder om nødvendigt ved suspendering af udbetalingerne; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at opretholde en tæt og regelmæssig dialog med partnerlandenes regeringer om spørgsmål vedrørende korruption og tage behørigt hensyn til kapacitetsopbygningsbehov i de enkelte modtagerlande med hensyn til ansvarlighed og anti-korruptions-mekanismer;

39.

anser bistandsstrømmenes forudsigelighed for at være en af de vigtigste faktorer til at sikre udgifternes kvalitet, eftersom den bevirker, at partnerlandene tør foretage en langsigtet planlægning af deres udgifter og støtte forbedringer inden for sektorpolitikker; går ind for, at en sådan tilgang styrkes af partnerlandenes skattepolitik og anvendelse af nationale indtægter, der på lang sigt bør føre til en mindsket afhængighed af støtte;

40.

minder om, at der fortsat er mange lande, der ikke kan få budgetstøtte, fordi der ikke gøres fremskridt med hensyn til forvaltningen af de offentlige finanser;

41.

mener, at budgetstøtte bør indfases gradvist i udviklingslande og begynde med et begrænset antal lande, der vil stige, i takt med at partnerlandenes kapacitet forbedres;

42.

gentager, at budgetstøtten bør gives som et middel til at nedbringe fattigdommen, herunder til at nå 2015-målene og overholde principper om f.eks. partnerskab, bistandseffektivitet og politisk sammenhæng i udviklingspolitikken; udtrykker sin støtte til resultatorienterede incitamenter, men understreger, at forskellige udbetalingsformer så vidt muligt skal være forudsigelige for at undgå, at de får negativ indflydelse på budgetplanlægningen; gentager, at budgetstøtte kun bør ydes til lande, der opfylder og fastholder minimumsstandarder for politisk ledelse og respekt for menneskerettighederne; understreger, at betingelserne om makroøkonomiske reformer skal være i overensstemmelse med den menneskelige og sociale udvikling;

43.

opfordrer udviklingslandene og Kommissionen til at fremme den folkelige deltagelse i udviklingsprocessen i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i Cotonouaftalen samt artikel 19 og 20 i forordning (EF) nr. 1905/2006, navnlig med hensyn til fremme af og samråd med civilsamfundet og de lokale og regionale myndigheder;

44.

understreger, at det i forbindelse med bevilling af budgetstøtte til bananeksporterende AVS-lande, der nyder godt af ledsageforanstaltningerne i denne sektor, er vigtigt, at man i den variable rate baseret på indikatorer for regeringsførelse medtager de særlige betingelser i den nye artikel 17a, som Parlamentet foreslår indført i forordning (EF) nr. 1905/2006 i overensstemmelse med sin ovennævnte holdning af 3. februar 2011;

45.

kræver, at Kommissionen offentliggør aftalerne med udviklingslande om budgetstøtte og kontrakterne for årtusindudviklingsmålene;

46.

understreger, at sektorspecifik budgetstøtte under visse omstændigheder kan være en nyttig midlertidig løsning for at give de berørte regeringer og parlamenter et større eget ansvar for bistandsmidlerne, når disse øremærkes til 2015-målene;

47.

mener, at lande med store olie- og mineralressourcer har mulighed for at finansiere deres egen udvikling og bekæmpelse af fattigdom gennem et gennemsigtigt system til skatteinddrivelse og retfærdig omfordeling af rigdom;

48.

mener, at kontrakterne for årtusindudviklingsmålene i princippet udgør et eksempel på budgetstøtte af god kvalitet (langsigtet, forudsigelig, fokuseret på de sociale sektorer osv.), der er bundet til resultaterne; anmoder derfor Europa-Kommissionen om i 2011 at offentliggøre en evaluering af kontrakterne for årtusindudviklingsmålene og vurdere muligheden af at udvide dem til et større antal lande;

49.

anmoder Kommissionen om i forbindelse med midtvejsrevisionen også at offentliggøre vilkårene og resultatindikatorerne i "landestrategidokumenterne"; mener, at resultatindikatorerne for budgetstøtte bør baseres på graden af gennemførelse af fattigdomsbekæmpelse og 2015-målene;

50.

gentager sine tidligere opfordringer til Kommissionen om at skifte fra kontrol med input til kontrol af resultaterne baseret på indikatorer ved at forbedre rapporteringssystemet, således at der sættes fokus på programmernes effektivitet;

51.

konstaterer, at de udviklingspolitiske foranstaltninger i partnerlandene for at være effektive fuldt ud skal tage hensyn til de lokale forhold og respektere EU’s værdier, som fastsat i traktaten, herunder retsstatsprincippet og princippet om demokrati; understreger, at behov fortsat skal være et afgørende kriterium for tildeling af EU’s udviklingsbistand;

52.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til oprette et offentligt register, hvor aftaler om budgetstøtte, procedurer og udviklingsindikatorer opføres transparent med henblik på at styrke de nationale demokratiske institutioner og sikre gensidig kontrol;

53.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre større sammenhæng i deres indsats på nationalt plan og på EU-plan med hensyn til udviklingsbistand; anmoder medlemsstaterne om at benytte sig af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil med henblik på i højere grad at koordinere deres tiltag med Kommissionen med hensyn til budgetstøtte med henblik på at undgå overlapninger og uoverensstemmelser;

54.

minder Kommissionen og medlemsstaterne om, at de skal tilpasse udviklingssamarbejdet med hinanden og forbedre kravene om ansvarlighed, der er bindende for alle parter;

55.

er af den faste overbevisning, at spørgsmålet om Den Europæiske Udviklingsfonds opførelse på budgettet må tages op som led i en tilbundsgående analyse af EU's fremtidige budgetstøtte til tredjelande; er bekendt med den historiske og institutionelle baggrund for den nuværende situation, men mener, at tiden er inde til, at Rådet, medlemsstaterne og AVS-landene erkender, at denne situation bringer EU-budgetstøttens effektivitet og gennemsigtighed samt ansvarligheden i den forbindelse i fare; understreger imidlertid, at en opførelse på budgettet ikke må føre til en reduktion af den samlede finansielle ramme for udviklingspolitikker;

56.

opfordrer medlemsstaterne, Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil til i lighed med den praksis, der følges på andre politikområder, til at forbedre koordineringen af deres respektive budgetstøtte til tredjelande for dermed at undgå og/eller forhindre overlapninger, inkonsekvens og mangel på sammenhæng; beklager, at vurderinger viser, at svage politikker, institutioner og systemer for levering af tjenesteydelser på sektorniveau har fået donorerne til at iværksætte projekter ved hjælp af deres egne systemer og anvende en bilateral adfærd, som ikke er samordnet, hvilket er omend endnu mere uacceptabelt på baggrund af de begrænsede midler, der er til rådighed, og hvilket også gør det meget svært for EU at leve op til sine løfter om at sikre en mere forudsigelig støtte; fastholder, at en fokusering på specifikke områder, der giver den største merværdi, bør styre EU's budgetstøtte gennem alle forberedende faser og frem til den endelige "levering";

57.

opfordrer Kommissionen til at gøre offentligheden mere bevidst om de risici, der er forbundet med at yde budgetstøtte, men samtidig fremhæve budgetstøttens positive virkninger for partnernes frigørelse;

58.

opfordrer EU og medlemsstaterne til fortsat at fremme og bevare deres økonomiske støtte og samtidig give rådgivende støtte til teknokratisk forvaltning af de offentlige finanser;

59.

understreger, at formålet med en bedre koordinering er at optimere tildelingen af ressourcer, styrke udvekslingen af bedste praksis og fremme budgetstøttens effektivitet;

60.

mener, at Unionen bør anerkende og udnytte den merværdi, den har i kraft af sin store politiske tyngde og den potentielt brede rækkevidde af dens aktiviteter, og således sikre politisk indflydelse, der står i forhold til den ydede finansielle støtte;

61.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

5.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 33/46

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "Prioriteringer på energiinfrastrukturområdet for 2020 og derefter - en plan for et integreret europæisk energinet" (KOM(2010)0677),

—

der henviser til Kommissionens arbejdsdokument om en konsekvensanalyse af "Prioriteringer på energiinfrastrukturområdet for 2020 og derefter - en plan for et integreret europæisk energinet" (SEK(2010)1395),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "Energi 2020 - En strategi for konkurrencedygtig, bæredygtig og sikker energi" (KOM(2010)0639),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "Energi 2020 - En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" (KOM(2010)2020),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "Vedvarende energi: på vej mod 2020-målet" (KOM(2011)0031),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF (1),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "Analyse af mulighederne for at nedbringe drivhusgasemissionerne ud over 20 % og vurdering af risikoen for udflytning af CO2-emissionskilder" (KOM(2010)0265),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "Køreplan for omstilling til en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi i 2050" (KOM(2011)0112),

—

der henviser til den tredje lovpakke om det indre marked på energiområdet med titlen "Ny Energi i Europa - et rigtigt marked med sikre forsyninger" (2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 994/2010 af 20. oktober 2010 om foranstaltninger til opretholdelse af naturgasforsyningssikkerheden (3),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "Flagskibsinitiativet Et ressourceeffektivt Europa under Europa 2020-strategien" (KOM(2011)0021),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1364/2006/EF af 6. september 2006 om retningslinjer for de transeuropæiske net på energiområdet og om ophævelse af beslutning 96/391/EF og 1229/2003/EF (4),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 663/2009 af 13. juli 2009 om et program til støtte for den økonomiske genopretning i form af fællesskabsstøtte til projekter på energiområdet (5),

—

der henviser til Kommissionens rapport om gennemførelsen af retningslinjerne for transeuropæiske net på energiområdet i perioden 2007-2009 (KOM(2010)0203),

—

der henviser til sin beslutning af 6. maj 2010 om udnyttelse af informations- og kommunikationsteknologien til at lette overgangen til en energieffektiv, kulstoffattig økonomi (6),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet: En energipolitik for Europa (KOM(2007)0001),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet: Plan for hovedopgaverne i sammenkoblingen af forsyningsnet (KOM(2006)0846),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF (7),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF (8),

—

der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om "Frem mod en ny energistrategi for Europa 2011-2020" (9),

—

der henviser til sin beslutning af 15. december 2010 om revision af handlingsplanen for energieffektivitet (10),

—

der henviser til sin beslutning af 17. februar 2011 om EU 2020 (11),

—

der henviser til artikel 194 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til artikel 170 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvorefter Unionen bidrager til oprettelse og udvikling af transeuropæiske net på transport-, telekommunikations- og energiinfrastrukturområdet,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi, Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og Regionaludviklingsudvalget (A7-0226/2011),

A.

der henviser til, at vores største udfordringer på energiområdet er at imødegå klimaforandringerne, styrke energisikkerheden og -uafhængigheden og samtidig reducere det samlede energiforbrug, importen af fossilt brændsel og afhængigheden, diversificere energileverandørerne og -kilderne, opnå et konkurrencedygtigt indre energimarked og sikre almen adgang til bæredygtig, økonomisk overkommelig, sikker og effektiv energi,

B.

der henviser til, at den fælles energipolitik på EU-niveau er opbygget omkring det fælles mål at sikre uafbrudt fysisk adgang til energiprodukter og -tjenester på markedet til priser, som alle forbrugere kan betale (privatkunder og erhvervskunder),

C.

der henviser til, at det er nødvendigt at sikre forsyningssikkerheden og konsolidere solidariteten mellem medlemsstaterne i situationer, hvor en medlemsstat står over for en energikrise,

D.

der henviser til, at Lissabontraktaten giver et særligt retsgrundlag for at udvikle en energipolitik, der fremmer en vellykket sammenkobling af energinet mellem medlemsstaterne på tværs af nationale og regionale grænser, hvilket er nødvendigt for at nå EU’s andre energipolitiske og solidaritetsorienterede mål (om at få energimarkedet til at fungere og om energieffektivitet, vedvarende energi og forsyningssikkerhed, diversificering af energikilder og forsyningsformer),

E.

der henviser til, at manglende rettidig modernisering, opgradering, sammenkobling og justering af EU’s energiinfrastruktur til en mere bæredygtig og effektiv model for energiproduktion, -overførsel og -forbrug, kan gøre det vanskeligt at nå energi- og klimamålene for 2020 - navnlig målsætningen om at integrere og øge andelen af vedvarende energikilder - og kan underminere EU’s langsigtede målsætning om at reducere drivhusgasudledningen med 80-95 % inden 2050,

F.

der henviser til, at planlægningen af investeringerne i infrastrukturen og de beslutninger, der skal træffes i denne forbindelse, skal underbygges af langsigtede scenarier, som tager højde for de forventede fremskridt og behovet for yderligere teknisk udvikling,

G.

der henviser til, at yderligere integration af vedvarende energikilder vil kræve nogle tilpasninger af den europæiske energiinfrastruktur på såvel overførsels- som fordelingsniveau,

H.

der henviser til, at der er behov for et åbent, gennemsigtigt, integreret og konkurrencepræget energimarked i EU med henblik på at opnå konkurrencedygtige energipriser, forsyningssikkerhed og bæredygtighed samt effektiv anvendelse af vedvarende energi i stor skala, og at det fortsat er en stor udfordring for medlemsstaterne at etablere et sådant marked,

I.

der henviser til, at det er af afgørende betydning, at den eksisterende lovgivning gennemføres rettidigt og fuldt ud, herunder den lovgivning, der skal vedtages i henhold til den tredje pakke vedrørende det indre marked for energi samt passende indberetning af investeringer i energiinfrastruktur, indtil der foreligger en domstolsafgørelse (12), med henblik på at have et overblik over potentielle kløfter mellem efterspørgsel og udbud samt forhindringer for investeringer,

J.

der henviser til, at sammenkoblingskapaciteten eller dens tilgængelighed mellem medlemsstaterne fortsat er utilstrækkelig i en tredjedel af EU, set i forhold til det 10 %-mål for sammenkobling, der blev fastsat af Det Europæiske Råd i 2002, og henviser til, at visse medlemsstater og regioner fortsat er afsondrede og afhængige af en enkelt leverandør, hvilket er til hinder for reel integration af markeder, likviditet og energistrømme,

K.

der henviser til, at der bør tages højde for de særlige behov på øer og i perifere regioner som De Kanariske Øer, Madeira, Azorerne og de franske regioner i den yderste periferi, med hensyn til energiinfrastrukturen,

L.

der henviser til, at energitransportnettet er mindre tæt i Sydøsteuropa end på resten af kontinentet,

M.

der henviser til, at det er vigtigt at få etableret alternative forsyningskilder og transitruter og nye sammenkoblinger for at sikre, at solidariteten mellem medlemsstaterne bliver en realitet,

N.

der henviser til, at der især bør fokuseres på endnu ikke afsluttede projekter, som er udvalgt af EU som prioriterede projekter i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1364/2006/EF af 6. september 2006 om retningslinjer for de transeuropæiske net på energiområdet og om ophævelse af beslutning 96/391/EF og 1229/2003/EF,

O.

der henviser til, at den tredje energipakke har opstillet en lovramme, som bør forbedre konkurrenceevnen på energimarkedet,

P.

der henviser til, at den energiinfrastruktur, der planlægges i dag, skal være i overensstemmelse med markedets behov og med EU’s langsigtede klima- og energimål, og med gennemførelsen heraf i de forskellige nationale energipolitikker, idet energikilder uden samfundsmæssige eller miljømæssige omkostninger skal prioriteres højt,

Q.

der henviser til, at der, for så vidt angår gas og elektricitet, er behov for at styrke investeringerne i transmissionskapaciteten, idet EU's 20-20-20-energimål og det nye stærkt kulfattige energimiljø efter 2020 samtidig skal holdes i erindring,

R.

der henviser til, at det er strategisk vigtigt at opbygge energiinfrastruktur med henblik på at opfylde målene i SET-planen (strategisk energiteknologiplan),

S.

der henviser til, at energieffektivitet er et stærkt og omkostningseffektivt redskab til at opnå en bæredygtig energifremtid, idet der ved nedbringelse af energiefterspørgslen også kan opnås en reduceret importafhængighed og flytning af værker som reaktion på stigende omkostninger og, via fornuftige investeringer i eksisterende og ny infrastruktur, kan det reducere behovet for offentlige og private investeringer i energiinfrastrukturen,

T.

der henviser til, at intelligente net giver gode muligheder for at etablere en effektiv forbindelse mellem energiproduktion, energioverførsel, energidistribution og slutbrugere, hvilket vil muliggøre rationelt energiforbrug og dermed øge energieffektiviteten,

U.

der henviser til, at styrkelsen af sammenkoblingskapaciteten mellem gassystemer langs den sydvestlige akse i nord-sydkorridoren vil åbne mulighed for, at både importkapaciteten for flydende naturgas og den underjordiske opbevaringskapacitet på Den Iberiske Halvø kan bidrage til EU's forsyningssikkerhed, og det vil samtidig være et vigtigt skridt hen imod et virkeligt integreret indre energimarked,

V.

der henviser til, at langvarige godkendelsesprocedurer og manglende koordinering mellem administrative organer kan skabe store forsinkelser og yderligere omkostninger, især i forbindelse med grænseoverskridende projekter,

W.

der henviser til, at langvarige tilladelsesprocedurer og manglen på omkostningsfordelende metoder og instrumenter til fordeling af fordele og udgifter ved grænseoverskridende infrastrukturprojekter er en betydelig hindring for udviklingen af disse,

X.

der henviser til, at det er nødvendigt, at der sikres en offentlig debat af høj kvalitet og tages behørigt hensyn til EU’s miljølovgivning,

Y.

der henviser til, at de regulerende myndigheder kan spille en vigtig rolle med hensyn til at skabe et forbrugerorienteret, integreret og konkurrencedygtigt indre energimarked,

Z.

der henviser til, at der ifølge Kommissionens meddelelse "Prioriteringer på energiinfrastrukturområdet for 2020 og derefter - en plan for et integreret europæisk energinet" er behov for 200 mia. EUR i det kommende årti for at finansiere energiinfrastrukturen, og henviser til, at halvdelen af dette beløb skal ydes af medlemsstaterne,

AA.

der henviser til, at markedsbaserede redskaber og brugerbetalingsprincippet fortsat skal være grundlaget for finansieringen af infrastrukturen, og henviser til, at der på gennemsigtig vis og individuel basis vil være nødvendigt med et begrænset beløb af offentlige midler til finansiering af visse projekter af fælleseuropæisk interesse, som ikke er økonomisk rentable, samtidig med at der stås vagt om lige konkurrencevilkår på EU's energimarked, således at gives sikkerhed for forsyning, konkurrenceforvridning forhindres og effektiv integration af vedvarende energi fremmes,

AB.

der henviser til, at der er behov for at foretage investeringer i stor skala så hurtigt som muligt,

AC.

der henviser til, at de regionale myndigheder spiller en afgørende rolle, da de er vigtige aktører i energispørgsmål og har ansvaret for en række aktiviteter i forbindelse med overordnet og regional planlægning, tildeling af tilladelser, tildeling af godkendelser til større infrastrukturprojekter, investering, offentlige indkøb, produktion og det faktum, at de er tæt på forbrugerne,

1.

understreger, at det offentlige har et overordnet ansvar for at varetage offentlige interesser ved at opfylde samfunds- og miljømæssige målsætninger, men at hovedansvaret for udviklingen af energiinfrastrukturen bør påhvile et velreguleret marked;

2.

understreger, at det er af afgørende betydning, at den eksisterende lovgivning gennemføres rettidigt, korrekt og i fuldstændigt omfang, herunder det regelværk, der skal vedtages i henhold til den tredje pakke vedrørende det indre marked for energi, med henblik på at opnå et integreret og konkurrencedygtigt indre marked i EU senest i 2014;

3.

understreger behovet for at gennemføre de nuværende politikker og forordninger, så den eksisterende energiinfrastruktur udnyttes bedre til gavn for EU's forbrugere; opfordrer Kommissionen og Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER) til at foretage en nøjere overvågning af den nationale forvaltning af reglerne, såsom dem der er gældende for princippet "hvad der ikke forbruges, fortabes";

4.

mener, at der er behov for en EU-tilgang - formuleret i samarbejde med alle interessehavere - for at få fuldt udbytte af en ny infrastruktur, og understreger behovet for at udvikle en komplementær, harmoniseret metode i tråd med reglerne for det indre marked til udvælgelse af infrastrukturprojekter; mener, at denne metode bør tage hensyn til de EU-orienterede og regionale perspektiver med henblik på at udjævne uligheder og optimere de socioøkonomiske og miljømæssige virkninger;

5.

understreger, at planlægningen af energiinfrastrukturprojekter fuldt ud bør overholde forsigtighedsprincippet; handlingsplaner bør underkastes en grundig, individuel miljøkonsekvensvurdering, der tager hensyn til lokale og regionale miljøforhold;

6.

understreger, at der er behov for at sikre et passende niveau for forsyningssikkerheden for energiråvarer i EU og for at udvikle fordelagtige forbindelser med tredjelande, dvs. leverandører af energiråvarer såvel som transitlande, ved at indgå i samarbejde inden for rammerne af regionale og globale systemer for transport af energiråvarer;

7.

understreger, at referencescenariet for vurderingen af behovet for energiinfrastruktur i 2020 skal være gennemskueligt og i overensstemmelse med både de overordnede energipolitiske målsætninger, der er fastsat i EU-traktatens artikel 194 og i EU’s 2050-køreplan, med andre EU-politikker (f.eks. transport, bygninger og emissionshandelsordningen), med de politiske tiltag om energieffektivitet, der er påkrævede for at nå energibesparelsesmålet på 20 % (især planen om energieffektivitet), med den mulige indvirkning af teknologiske fremskridt, navnlig vedvarende energi og elektriske køretøjers voksende rolle, samt med anlæggelsen af smarte netværk og initiativerne om Intelligente byer og regioner;

8.

støtter en hurtig lancering af innovationspartnerskabet "Intelligente byer" og opfordrer de relevante parter, som er involveret i planlægningsprocessen for bæredygtig byudvikling, til i højere grad at fremme og udnytte de fordele, som Jessica- og Elena-initiativerne kan give med hensyn til investeringer i bæredygtig energi på lokalt plan med henblik på at hjælpe byer og regioner med at påbegynde rentable investeringsprojekter inden for områderne energieffektivitet, afbrænding og vedvarende energikilder samt bæredygtig transport i byerne; påpeger desuden mulighederne for grænseoverskridende finansiering sammen med nabolande inden for rammerne af det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument (ENPI);

9.

understreger nødvendigheden af at fastlægge, med prioritering efter vigtighed og med henblik på omkostningseffektivitet, hvor infrastrukturen kan minimeres ved hjælp af energieffektivitetsforanstaltninger, hvor eksisterende national og tværnational infrastruktur kan forbedres eller moderniseres, og hvor der er behov for og kan bygges ny infrastruktur ved siden af eksisterende energi- og transportinfrastruktur;

10.

mener, at nedbringelse af energiforbruget og af forurenende udledninger samt forbedret energieffektivitet kan opnås ved at gennemføre programmer for større energieffektivitet i bygnings- og transportsektorerne;

11.

fremhæver, at det er vigtigt at identificere potentielle fremtidige kløfter mellem efterspørgslen og udbuddet af energi samt potentielle kommende mangler i produktions- og transmissionsinfrastrukturen;

12.

understreger, at det er vigtigt at harmonisere EU-markedets udformning og udvikle fælles EU-infrastrukturordninger for at sikre administrationen af de interne EU- sammenkoblinger og sammenkoblingerne med tredjelande;

13.

er af den opfattelse, at udvikling af elektricitetsinfrastruktur mellem EU og tredjelande og i nogle tilfælde eksisterende elektricitetsinfrastruktur kan skabe risiko for kulstoflækage eller øge allerede eksisterende risici; opfordrer Kommissionen til at evaluere denne mulighed og, om nødvendigt, stille forslag til foranstaltninger til, hvordan EU effektivt kan håndtere dette spørgsmål i overensstemmelse med direktiv 2009/28/EF om vedvarende energi;

14.

opfordrer netværksoperatørerne, tilsynsmyndighederne, herunder ACER, og Kommissionen til i samarbejde med netværksoperatører og myndigheder i tredjelande at skabe de nødvendige betingelser for at sikre kompatibilitet og stabilitet mellem EU's elektricitetsinfrastruktur og den i tredjelande, med det formål at udbygge medlemsstaternes energisikkerhed;

15.

betoner, at der ikke blot bør være fokus på tværnationale projekter, men også på interne overførselssystemer, som er afgørende for integrationen af energimarkederne, integrationen af vedvarende energiformer og systemsikkerhed, ophøret af energienklaver og afhjælpning af interne flaskehalsproblemer, der har konsekvenser for hele EU's strømsystem; understreger betydningen af at garantere, at der tages behørigt hensyn til fjerntliggende regioner og deres behov;

16.

understreger behovet for ny infrastruktur, som vil kunne afvikle energienklaver og afhængighed af en enkelt leverandør og forbedre forsyningssikkerheden;

17.

understreger, at ingen regioner, herunder øområder, i EU's medlemsstater bør forblive afsondrede fra europæiske gas- og elektricitetsnet efter 2015, ligesom deres energisikkerhed ikke må bringes i fare som følge af mangel på passende forbindelser;

18.

glæder sig over Kommissionens indsats for at fremme regionalt samarbejde og efterlyser yderligere vejledning angående sådanne regionale initiativer;

19.

henleder opmærksomheden på de muligheder, som eksisterende EU-regionale samarbejdsordninger frembyder for at udvikle og intensivere grænseoverskridende energiinfrastrukturprojekter, navnlig med hensyn til vedvarende energi, og opfordrer indtrængende til, at de regionale samarbejdsinstrumenter (Euregios, EGTS) anvendes til dette formål;

20.

finder, at regionale initiativer bør uddybes og videreudvikles, da de bedst afspejler de særlige betingelser, som energisystemet skal operere under i den pågældende region (f.eks. hvad angår produktionskildernes struktur i regionen, vindenergi, netbegrænsninger og kildernes tilgængelighed);

21.

understreger, at samarbejde mellem kommuner og regioner på nationalt og europæisk plan medvirker til at afvikle energienklaver, bidrager til virkeliggørelsen af det indre marked på energiområdet og til gennemførelse af energiinfrastrukturprojekter; mener, at samhørighedspolitikkens målsætning om europæisk territorialt samarbejde i lighed med makroregionale strategier kan øge samarbejdsmulighederne for grænseoverskridende projekter med henblik på at opnå effektive og intelligente sammenkoblinger mellem ikke-konventionelle lokale og regionale energikilder og større energinet; understreger, at tilstrækkelig koordination af infrastrukturprojekter kan sikre det bedst mulige cost-benefit-forhold og kan maksimere effektiviteten af EU-midlerne; mener i denne forbindelse, at det regionale samarbejde bør forbedres, især med henblik på at sikre en fornuftig sammenhæng mellem de fastlagte prioriteringer og de europæiske regioner;

22.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at indføre foranstaltninger til at sikre, at transmissionssystemoperatører har gode incitamenter til at undersøge mulige sammenkoblinger fra et regionalt eller EU-orienteret perspektiv, og at deres investeringsplaner bygger på de samfundsøkonomiske effekter af energisammenkoblinger og ikke snævert på projektøkonomien, så det undgås, at der investeres for lidt i transmissionskapaciteten;

23.

opfordrer Kommissionen til inden udgangen af 2011 at fremsende forslag til at løse de afvejninger, som den europæiske koordinator Georg Wilhelm Adamowitsch beskriver i sin tredje årsrapport af 15. november 2010, f.eks. afvejningen mellem det akutte behov for ny infrastruktur og stive miljøbeskyttelsesregler;

24.

opfordrer til, at der tages skridt til at sikre overholdelsen af internationale aftaler, såsom konventionen om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne, inden grænseoverskridende projekter påbegyndes eller udvikles yderligere, og henleder i forbindelse med udvidelsen af energinettene opmærksomheden på behovet for at fremme et tættere samarbejde, især mellem Rusland og Hviderusland og de baltiske stater, og i denne forbindelse udvikle energidialogen mellem EU og Rusland, navnlig med henblik på at nå målet om energisikkerhed for EU’s medlemsstater og regioner;

25.

glæder sig over Kommissionens beslutning om at indføre "stress-tests" for atomkraftværkerne i EU; mener, at det er vigtigt med fremtidige lovgivningsinitiativer til at etablere fælles rammer for atomsikkerhed med henblik på en løbende forbedring af sikkerhedsstandarderne i EU;

26.

påpeger, at der er betydelige risici forbundet med energiinfrastrukturen, herunder operationelle (f.eks. overbelastning, forsyningsafbrydelse), naturforårsagede (f.eks. jordskælv og oversvømmelser), miljømæssige (f.eks. forurening og tab af levesteder og biodiversitet) eller menneskeskabte/politiske (f.eks. sikkerhed og terrorisme); opfordrer derfor til, at afgørelser om udvikling af intelligente net gennemføres i overensstemmelse med direktiv 2008/114/EF om kritisk infrastruktur; foreslår, at medlemsstaterne kortlægger risiciene som et redskab for beslutningstagningen og for overvågningen af resultaterne af etableringen af intelligente net for at forbedre mulighederne for at sammenkoble nettene;

27.

opfordrer Kommissionen til at vurdere muligheden for at lade de projekter indgå i energiinfrastrukturprioriteterne, som vil kunne forbedre sikkerheden for eksisterende større energiinfrastrukturer i Europa (gas- og olierørledninger, LNG-terminaler etc.) i forbindelse med ulykker og naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer;

28.

er af den opfattelse, at den tiårige netudviklingsplan indkredser nogle relevante el- og gasinfrastrukturprojekter og vil kunne bidrage til at fastsætte prioriteterne for udvælgelsen af projekter af fælleseuropæisk interesse med henblik på at nå EU’s energi- og klimamål, uden samtidig at påvirke det indre markeds funktionsdygtighed; er af den opfattelse, at sammenkoblingskapacitet i denne forbindelse bør betragtes som værende på samme niveau som 20-20-20-målene, og at den tiårige netudviklingsplan følgelig bør opfattes som et instrument til at overvåge efterlevelsen af sammenkoblingsmålet på 10 %;

29.

opfordrer Kommissionen til, med henblik på at sikre en bedre styring af EU’s planlægning med hensyn til el- og gasinfrastruktur fremover, at fremlægge et konkret forslag til at forbedre åbenheden og den offentlige deltagelse i fastlæggelsen af EU’s prioriteter inden for en udvidet proces med deltagelse af interessehaverne (herunder f.eks. energisektoren, uafhængige eksperter, forbrugerorganisationer og ngo’er); anser offentliggørelse af tekniske planlægningsdata for et essentielt element i at sikre denne deltagelse;

30.

mener, at der skal være opmærksomhed om ejerskabsforholdene vedrørende energiinfrastrukturer i EU, der ejes af udenlandske selskaber, eller datterselskaber herunder, der ikke besidder en gennemsigtig ledelsesstruktur eller er genstand for utilbørlig påvirkning fra udenlandske regeringer; opfordrer Kommissionen til at stille forslag om passende juridiske og institutionelle sikringer i denne forbindelse, navnlig hvad angår adgang til EU-midler;

31.

mener, at den tiårige netudviklingsplan bidrager til det rullende program for udvikling af gastransport- og eltransmissionsinfrastruktur i EU i et langsigtet EU-planlægningsperspektiv kontrolleret af ACER og Kommissionen, under behørig hensyntagen til de relevante bestemmelser i den tredje pakke om det indre marked;

32.

understreger, at denne nedefra-orienterede tilgang skal suppleres af et velstruktureret oppefra-synsvinkel i EU-perspektiv;

33.

fremhæver, at indsatsen til at fremme anlæggelsen af transmissions- og distributionsinfrastruktur til effektiv og intelligent integration af vedvarende energi og nye anvendelsesmuligheder for elektricitet (såsom elektriske eller hybride plug-in-køretøjer) er afgørende for en vellykket opfyldelse af de overordnede energimålsætninger; glæder sig over, at det fremtidige europæiske supernet og de pilotprojekter, som Firenzeforummet har slået til lyd for, er blevet opprioriteret; anmoder Kommissionen om at foretage en høring med alle de relevante interessehavere med henblik på at fremskynde fastlæggelsen af elmotorveje som en integreret del af en centralbaseret netinfrastruktur med det formål at optimere sammenkobling, system-overlevelsesevne og operationel fleksibilitet og for at reducere omkostninger, uden at noget større geografisk territorium i EU udelukkes, og opfordrer Kommissionen til senest i midten af 2014 at forelægge Parlamentet et udkast, der i videst muligt omfang imødekommer de specifikke behov, der opstår som følge af transmission af vedvarende energiformer;

34.

påpeger, at de geografiske forhindringer, der følger af deres beliggenhed, gør det særdeles vanskeligt at integrere øer og bjergegne i EU’s energinet; opfordrer derfor Kommissionen til at tage hensyn til de mange forskellige forhold, der gør sig gældende i regionerne, og til at være særligt opmærksom på regioner med specielle geografiske og demografiske karakteristika, såsom øer, bjergegne og regioner med lav befolkningstæthed, med henblik på at opnå en øget diversificering af energikilder og for at fremme vedvarende energi med henblik på at mindske afhængigheden af importeret energi; opfordrer indtrængende Kommissionen til at medtage den særlige situation, der gør sig gældende for øers energisystemer, i sine prioriteringer på energiinfrastrukturområdet for 2020;

35.

understreger, at der er behov for en tværgående politisk sammenhæng, hvad angår energiinfrastrukturer og deres forbindelse med rammerne for maritim fysisk planlægning, og at dette også kunne være nyttigt for indarbejdelse af større projekter om offshore-vindmølleparker i en samlet strategi;

36.

minder imidlertid Kommissionen om, at samtlige medlemsstater ikke kun bør støttes i at blive producenter, men også forbrugere af vedvarende energi af både sikkerhedsmæssige og økonomiske årsager;

37.

fastholder, at udviklingen af regional energiproduktion er et vigtigt middel til sikring af selvforsyning på energiområdet i de forskellige egne af Europa, navnlig i den baltiske region, som fortsat er afsondret og afhængig af én enkelt forsyningskilde; bemærker, at regionerne råder over en bred vifte af ressourcer, inklusive muligheder for udnyttelse af naturressourcer, og at det fremtidige mål bør være fuldt ud at udnytte disse ressourcer med henblik på at diversificere energiproduktionen;

38.

betoner, at en effektiv gasinfrastruktur er vigtig for at kunne forbedre energispredningen og forsyningssikkerheden, bidrage til at det indre marked for energi fungerer bedre og dermed til at reducere energiafhængigheden, under samtidig hensyntagen til behovet for en omfattende reduktion af emissionerne fra energisektoren inden 2050; fremhæver behovet for yderligere og korrekt anvendelse af fleksibilitetskravene i gasinfrastrukturen, navnlig med det formål at sikre sammenkoblinger og tilbagestrømning af gas, og understreger, at gasinfrastruktur bør udvikles under fuld hensyntagen til bidraget fra LNG/CNG-terminaler, transportskibe og lagre, såvel som udviklingen af gasomdannet biomasse og biogas;

39.

glæder sig over Kommissionens meddelelse om, at naturgas vil få stor betydning som støttebrændsel; fremhæver imidlertid, at andre former for energi og energilagringsfaciliteter også kommer til at udfylde en sådan rolle, hvis forsyningssikkerheden skal sikres; understreger, at et bredt energimiks fortsat vil være grundlaget for sikker, omkostningseffektiv energiforsyning;

40.

noterer sig, at i modsætning til alle andre infrastrukturinvesteringer, som EU planlægger at skabe incitament for, er gassammenkoblingerne og lagringen i henhold til forordningen af 2009 om gasforsyningssikkerhed obligatorisk infrastruktur; anmoder Kommissionen om at vurdere, hvorvidt der er behov for EU-finansiering af infrastrukturforbedringer, som kræves i henhold til forordningen af 2009;

41.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at evaluere ikke-konventionelle gastyper under hensyntagen til juridiske forhold, livscyklus-vurderinger, til rådighed stående reserver, miljøpåvirkning og økonomisk levedygtighed; anmoder Kommissionen om på grundlag af princippet om ligebehandling af primære energikilder, at foretage en grundig evaluering af de mulige fordele og risici ved anvendelsen af ikke-konventionelle gastyper i EU;

42.

mener, at skønt dekarboniseringen af økonomien vil føre til en progressiv nedgang i brugen af fossil energi, vil olie være en væsentlig del af EU's energiforsyning i mange år endnu, og der skal derfor fortsat være en konkurrencedygtig europæisk olietransport og raffineringsinfrastruktur i overgangsperioden for at garantere sikre og overkommelige produktleveringer til EU's forbrugere;

43.

understreger betydningen af en integreret energiinfrastrukturplanlægning for energikilder, der er baseret på landbrug eller forefindes i beskeden målestok i landdistrikterne, med henblik på at fremme decentral energiproduktion, markedsdeltagelse og udvikling af landdistrikterne; fremhæver betydningen af, at vedvarende energi gives prioriteret adgang til nettet, som skitseret i direktiv 2009/28/EF;

44.

påpeger behovet for at klargøre og tilpasse nettet til produktion af energityper som f.eks. elektricitet og biogas fra landbrug og skovbrug som følge af en reform af den fælles landbrugspolitik;

45.

mener, at der bør fokuseres på nye teknologiløsninger for brugen af energiaffald, dvs. afbrændt gas, overskudsvarme etc.;

46.

fremhæver betydningen af infrastruktur på distributionsniveau og producenternes/forbrugernes og distributionsnetoperatørernes vigtige rolle i forbindelse med integration af decentrale energiprodukter og effektivitetsforanstaltninger på efterspørgselssiden i systemet; gør opmærksom på, at en opprioritering af efterspørgselsorienteret styring og ditto energiformer i betydelig grad ville styrke integreringen af decentraliserede energityper og være et fremskridt for opnåelsen af de overordnede energipolitiske mål; er af den opfattelse, at dette også gælder for nationale infrastrukturprojekter, som har positiv indvirkning ud over de nationale grænser med hensyn til forsyningen eller sammenkoblingen af det indre marked for energi;

47.

opfordrer indtrængende Kommissionen til inden 2012 at fremlægge konkrete initiativer til at fremme udviklingen af energilagringskapaciteten (herunder gas-/hydrogenanlæg til flere formål, smarte returstrømsbatterier til elektriske køretøjer, pumpe- og lagringsanlæg for vandkraft, decentraliserede biogaslagring, højtemperatur-solcelleanlæg, trykluftlagringsanlæg og andre innovative teknologier); foreslår, at Kommissionen vurderer yderligere initiativer til energilagring med henblik på at maksimere integreringen af vedvarende energi;

48.

mener, at modernisering og forbedring af effektiviteten i nettene til opvarmning og nedkøling i byerne skal være en prioritet for EU, som bør afspejles og støttes i forbindelse med revisionen af den eksisterende finansielle ramme og det kommende finansielle overslag;

49.

glæder sig over de hidtidige projekter vedrørende CO2-opsamling, -transport og -lagring; opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at udarbejde en midtvejsrapport, herunder fra en teknisk og økonomisk synsvinkel, hvori den evaluerer de resultater, der er opnået ved anvendelsen af EU-støttet, eksperimentel CO2-opsamling og -lagringsteknologier (CCS) for kulfyrede kraftværker;

50.

opfordrer indtrængende Kommissionen til - i samarbejde med alle relevante interessehavere, herunder netværks- og markedsoperatørerne - i nødvendigt omfang at foretage en kritisk vurdering og gennemgang af de tal for investeringsbehov, der er angivet i meddelelsen om prioriteringer på energiinfrastrukturområdet, navnlig hvad angår efterspørgselsreduktion gennem energibesparelsesforanstaltninger, og anmoder den om at aflægge rapport til Rådet og Parlamentet om de formodentlig nødvendige investeringer;

51.

bemærker, at opførelse, drift og nedlukning af energiinfrastrukturprojekter ikke blot medfører kapital- og driftsudgifter, men også betydelige miljømæssige omkostninger; understreger vigtigheden af at indregne disse miljømæssige omkostninger i cost-benefit-analysen baseret på livscyklus-omkostningsberegninger;

52.

mener, at transmissionssystemoperatører (TSO'er) bør pålægges at stille alle transmissionslinjer til rådighed for markedet, således at det undgås, at transmissionskapacitet forbeholdes grænseoverskridende udligning etc., og at dette påbud skal indskrives i bindende lovgivning baseret på de gældende retningslinjer om bedste praksis fra Gruppen af Europæiske Tilsynsmyndigheder for Elektricitet og Gas;

53.

støtter styrket samarbejde mellem medlemsstaterne hen imod dannelsen af regionale forvaltningsmyndigheder for flere medlemsstater; hilser lignende initiativer til dannelse af enkeltstående regionale TSO'er velkommen;

54.

anmoder Kommissionen og ACER om fortsat at stræbe efter at danne et fælles europæisk intradag-marked inden 2014, da dette ville gøre det muligt frit at udveksle energi på alle transmissionsforbindelser mellem lande og/eller forskellige prisområder;

55.

mener, at energiinfrastruktur i højere grad bør orienteres mod slutbrugeren, med større fokus på samspillet mellem distributionssystemets kapacitet og forbruget, og betoner behovet for realtidsbaseret tovejsstrømme af strøm og oplysninger; betoner fordelene ved et nyt gas- og elektricitetssystem, der omfatter effektive teknologier, udstyr og tjenesteydelser, såsom intelligente net, intelligente målere og samvirkende ikt-baserede tilførsels- og efterspørgselsorienterede energistyringsservicer, der inddrager udviklingen af innovative og aktive prisfastsættelsesformler og efterspørgselsfølsomme systemer til gavn for forbrugerne;

56.

understreger behovet for at fremme udviklingen af brugervenlig teknologi og efterspørgselsorienteret styring med det formål at sikre etableringen af intelligent net-teknologier og efterspørgselsfølsomme systemer og for at samtlige interessehavere kan høste de fulde fordele af de intelligente net;

57.

understreger, at ibrugtagningen af intelligente net bør være en af energiinfrastruktur-prioriteterne i den hensigt at opfylde EU's energi- og klimamålsætninger, eftersom det vil bidrage til integreringen af fordelte, vedvarende energityper og elbiler, nedbringelse af energiafhængigheden, forbedringen af energieffektiviteten og udviklingen af fleksibilitet og kapacitet i elektricitetssystemet; mener, at intelligente net giver en enestående mulighed for at styrke innovation, jobskabelse og den EU-baserede industris konkurrenceevne, især hvad angår SMV’er;

58.

anmoder Kommissionen om at træffe foranstaltninger til at lette omgående ibrugtagning af demonstrationsprojekter for store intelligente net som den bedste måde til at måle fordele og ulemper for det europæiske samfund på; bemærker, at der for at dele risikoen ved de investeringer, som der er brug for til disse projekter, kræves offentlig finansiering inden for en offentlig-privat partnerskabsramme, som med fordel bør opstilles af initiativet angående europæiske elektricitetsnet (EEGI);

59.

bemærker, at intelligente net er et resultat af konvergensen mellem elektricitet og ikt, og at der derfor skal lægges særlig vægt på samarbejdet mellem disse to sektorer, f.eks. med hensyn til effektiv brug af radiospektret i hele Europa og til forståelsen af de intelligente energifunktioner inden for planlægningen af det fremtidige "tingenes internet"; anmoder Kommissionen om at udarbejde en samarbejdsplan for de forskellige involverede afdelinger (GD Forskning, GD Energi, GD INFSO osv.) for at sikre den mest sammenhængende og overordnet set effektive måde at bidrage på til opstilling og drift af intelligente net som et fundamentalt grundlag for de energipolitiske aktiviteter;

60.

anmoder Kommissionen om at vurdere, hvorvidt der er behov for eventuelle yderligere lovgivningsmæssige initiativer for gennemførelsen af intelligente net i henhold til reglerne for den tredje lovgivningspakke om det interne energimarked; mener, at der i vurderingen skal tages højde for følgende målsætninger: i) sikring af tilstrækkelig åben adgang og deling af operative oplysninger mellem aktører og deres fysiske grænseflader; ii) skabelse af et velfungerende marked for energiservicer; og iii) passende tilskyndelse for netoperatører til at investere i intelligente teknologier til intelligente net;

61.

slår til lyd for et øget fokus på samvirket mellem distributionssystemets kapacitet og forbruget i form af en fælles EU-strategi for intelligente net, og bemærker som fremhævet i Det Europæiske Råds konklusioner af 4. februar 2011, at der bør være vedtaget tekniske standarder for intelligente netværk senest ved udgangen af 2012;

62.

understreger, at nettene bør tilpasses nytilkomne operatører for at lette de nye små produktionskilder, som f.eks. husholdninger og SMV'er;

63.

mener, at der i det syvende og ottende rammeprogram for forskning og udvikling som en prioritet bør skabes et område for intelligent net-teknologi med hensyn til private opladningsinfrastruktur for elbiler med henblik på hurtig ibrugtagning af decentraliserede, tovejsenerginetværk på dette område;

64.

noterer sig behovet for at skabe et regelsæt for at fremme de meget store investeringer, der er behov for til etablering af intelligente net;

65.

understreger, at standardiseringen og interoperabiliteten af intelligente net skal prioriteres; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til i samarbejde med EU's og de internationale standardiseringsorganer og industrien at fremskynde arbejdet vedrørende tekniske og sikkerhedsmæssige standarder for elkøretøjer, afgiftsbestemmelser for infrastruktur, intelligente net og intelligent måling med henblik på at afslutte arbejdet inden slutningen af 2012; fremhæver, at teknologierne bør baseres på åbne internationale standarder for at sikre omkostningseffektiviteten heraf, hvilket vil forstærke interoperabiliteten mellem anlæggene og give forbrugerne flere løsningsmuligheder at vælge imellem;

66.

anerkender, at standardiseringsarbejdet inden for intelligent måling udføres i henhold til Kommissionens mandat M/441 til de europæiske standardiseringsorganisationer (CEN, CENELEC og ETSI), og understreger, at der i tekniske standarder for intelligente målere bør tages højde for yderligere funktionaliteter, som er påvist i den endelige rapport fra CEN/CENELEC/ETSI-koordineringsgruppen for intelligente målere (SM-CG), nemlig:

67.

glæder sig over det arbejde, som udføres af EEGI og Kommissionens aktionsgruppe for intelligente elektricitetsnet; anmoder Kommissionen om at tage nøje hensyn til deres konklusioner vedrørende den specifikke lovgivning om intelligente net, der forventes i første halvdel af 2011;

68.

understreger, at formålet med intelligente målere er at sætte forbrugere effektivt i stand til at overvåge og kontrollere deres energiforbrug;

69.

påpeger, at medlemsstaterne allerede, under forudsætning af positiv vurdering, er forpligtede til at stille intelligente målere til rådighed for mindst 80 % af slutbrugerne inden 2020, og minder om det foreløbige mål om installation af intelligente målere i 50 % af alle husstande inden 2015 som aftalt i den nye digitale dagsorden for Europa;

70.

understreger, at medlemsstaterne bør støtte et tilstrækkeligt antal pilotprojekter for privatkunder for at styrke den offentlige accept og højne innovationsprocessen, som omhandlet i den tredje pakke vedrørende energimarkedet; opfordrer Kommissionen til på basis af de vurderinger, der kræves i den tredje energipakke, at foreslå yderligere foranstaltninger til sikring af ibrugtagningen af intelligente målere blandt alle andre forbrugere end husstande pr. 2014, idet mikrovirksomheder er midlertidigt undtaget; kræver, at der indføres klare regler om sikkerhed og privatlivs- og databeskyttelse i overensstemmelse med gældende EU-ret;

71.

understreger, at opstillingen af anordninger til energistyring, navnlig installation af intelligente målere til brug for forbrugere i hjemmet, først og fremmest skal være til klar, konkret gavn for slut-forbrugeren; indskærper nødvendigheden af, at forbrugerne holdes informeret om deres energiforbrug, således at de aktivt kan inddrages i energibesparelsesindsatsen, og at dette kræver et særligt fokus på at lave bevidstgørende oplysningskampagner, stille undervisning til rådighed, fakturere tydeligt, sikre omkostningseffektivitet og fremme udviklingen af brugervenlige teknologier;

72.

fremhæver i denne forbindelse den store betydning af støtte til forskning og innovation, som skal understøttes af en aktiv finansieringspolitik, herunder brugen af innovative instrumenter, der endnu mangler at blive udviklet, som f.eks. en europæisk fond til finansiering af innovation eller en europæisk fond for patenter;

73.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at arbejde frem mod udvælgelse af et standardiseret godkendt radiospektrumbånd for intelligente målere og net;

74.

opfordrer indtrængende Kommissionen til i tæt samarbejde med Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse at vurdere behovet for yderligere databeskyttelsesforanstaltninger, forskellige aktørers opgaver og ansvar, bl.a. vedrørende adgang, besiddelse og håndtering af data og læse- og ændringsrettigheder, og, om nødvendigt, at fremsætte hensigtsmæssige lovforslag og/eller retningslinjer;

75.

er tilfreds med de prioriterede korridorer, Kommissionen har udpeget, og er enig i, at de begrænsede midler skal udnyttes optimalt; gentager, at selv om ansvaret for planlægning og udvikling af infrastrukturprojekter fortrinsvist påhviler markedet, så har EU en rolle at udfylde i at fremme visse projekter ved at give dem status af "projekter af europæisk interesse" og yde finansiering til nogle af dem;

76.

opfordrer til en klar og gennemsigtig metodologi, som fører til udvælgelse af prioritetsprojekter, der imødekommer EU's pressende behov; indskærper, at udvælgelsen af projekter af europæisk interesse bør ske på grundlag af objektive og gennemsigtige kriterier under inddragelse af alle berørte parter;

77.

fremhæver, at alle projekter af europæisk interesse bør bidrage til at opfylde EU's energipolitiske målsætninger - færdiggørelse af det indre marked, fremme af energieffektivitet og vedvarende energi og forbedring af forsyningssikkerheden - og bør være i stand til at yde et betragteligt bidrag til

78.

finder, at et projekt kun skal være berettiget til prioritering, hvis det opfylder følgende kriterier:

79.

er af den opfattelse, at følgende berettigelseskriterier skal tages i betragtning med henblik på yderligere prioritering af projekter:

80.

understreger betydningen af regionalt samarbejde i planlægningen, gennemførelsen og overvågningen af de fastlagte prioriteter og udarbejdelsen af investeringsplanerne og de særlige projekter; mener, at de eksisterende strategier for makroregioner (som f.eks. de baltiske regioner og Donauregionen) også kan fungere som modeller for samarbejdsplatforme, når der træffes aftale om og gennemføres energiprojekter;

81.

påpeger, at det er nødvendigt at gå videre med integration af det internationale energimarked ved især at fremme projekter, der sikrer, at nabolande har et afbalanceret nationalt energimiks;

82.

understreger, at hindringer for konkurrence og markedsbetinget udvikling af alle energiinfrastrukturer, herunder fjernvarme og -køling, skal fjernes;

83.

understreger, at de geografiske hindringer, som skyldes øområdernes beliggenhed, gør deres integration i EU's energinet meget vanskelig, og at de bør bevilges særlige faciliteter for at mindske deres energiafhængighed, enten ved at udvikle deres endogene potentiale inden for vedvarende energikilder eller ved at fremme energieffektivitet og energibesparelser;

84.

påpeger, at gennemsigtigheden bør øges ved, at offentligheden gives klare oplysninger om hvert enkelt projekts formål og tekniske planlægningsdata; anmoder om, at det i forbindelse med offentlige høringer kontrolleres, at kriterierne er opfyldt;

85.

mener, at der ikke blot bør ydes støtte til store infrastrukturprojekter, men også til mindre projekter, som kan have en stor merværdi og blive hurtigere gennemført;

86.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at projekter, som får status af "projekter af europæisk interesse", stadig opfylder ovenstående kriterier efter godkendelsen; mener, at hvis der sker nogen større ændringer af et projekt, skal dets status som "projekt af europæisk interesse" revurderes;

87.

er enig i, at det skal sikres, at projekter af europæisk interesse gennemføres rettidigt, og er tilfreds med Kommissionens forslag om at strømline, øge koordineringen af, forbedre og fremskynde tilladelsesprocedurerne - forudsat at nærhedsprincippet overholdes og den nationale kompetence vedrørende udstedelse af tilladelse respekteres - for at sikre, at de eksisterende frister på disse områder ikke afholder private investorer fra at være innovative;

88.

glæder sig over oprettelsen af en national kontaktmyndighed ("kvikskranke") for hvert projekt af europæisk interesse, der skal fungere som et samlet administrativt kontaktpunkt mellem bygherrerne og de forskellige myndigheder, der er involveret i tilladelsesproceduren; er af den opfattelse, at der i relation til grænseoverskridende projekter bør sikres yderligere koordinering mellem de nationale kvikskranker og at Kommissionen bør tildeles en større rolle i forbindelse med en sådan koordinering; påpeger, at Kommissionen og de nationale myndigheder, inden der oprettes nye administrative kvikskranker, bør gøre fuldstændig brug af de eksisterende institutioner;

89.

understreger, at alle nationale kontaktmyndigheder skal være uafhængige og frie af politisk eller økonomisk indflydelse; mener, at projekter af europæisk interesse skal behandles i den rækkefølge, de fremlægges i, og inden for den tidsfrist, der fastsættes i Kommissionens kommende forslag;

90.

betoner vigtigheden af rettidig færdiggørelse af projekter og af en grundig dialog mellem interessehaverne; tilskynder Kommissionen til at etablere et system, der spænder fra mild til streng advarsel, for det tilfælde, at en medlemsstat undlader at behandle en ansøgning om tilladelse inden for en rimelig tid, og til nøje at overvåge, hvorvidt de nationale administrative procedurer tilsikrer korrekt og hurtig gennemførelse af projekter af europæisk interesse; glæder sig over, at der i tilfælde af vanskeligheder indføres vejledende frister, inden for hvilke de kompetente myndigheder skal træffe en endelig afgørelse; opfordrer indtrængende Kommissionen til - i mangel af en sådan afgørelse - at undersøge, om den pågældende forsinkelse kan betragtes som et tilfælde af, at medlemsstaten lægger hindringer i vejen for en korrekt og hurtig gennemførelse af EU's indre marked for energi;

91.

opfordrer Kommissionen til under hensyntagen til den forskelligartede række af særtræk og territoriale karakteristika ved projektet at afgøre, hvorvidt fælles eller samordnede procedurer til etablering af konkrete ad hoc-foranstaltninger og bedste praksis (regelmæssig informationsudveksling, rettidig oplysning om trufne beslutninger, fælles problemløser-mekanismer etc.) kan indføres, og til at evaluere hensigtsmæssigheden af at anvende voldgiftsprocedurer som et sidste middel til at træffe beslutning;

92.

understreger nødvendigheden af en mere deltagerorienteret tilgang og anerkender, at det er en forudsætning for at opnå større accept af energiinfrastrukturprojekter i lokalbefolkningen, at den i tilstrækkelig grad informeres om projektets formål og inddrages i udviklingen af projekterne så tidligt som muligt; opfordrer til deltagelse på alle civilsamfundets niveauer af ngo'er, industri, arbejdsmarkedets parter og forbrugerorganisationer i forbindelse med høringsprocessen vedrørende projekter af europæisk interesse; opfordrer Kommissionen til at oprette et hørings- og vurderingssystem for at identificere og formidle bedste praksis og oplysning med henblik på offentlighedens accept af infrastrukturen;

93.

understreger i betragtning af den betydning, regionernes strategier for bæredygtig energi har for deres udviklingspotentiale, behovet for at oprette en platform til udveksling af den bedste praksis, som er udviklet i regionerne, idet der tages højde for vellykkede eksempler på kommuner og regioner, der har specialiseret sig i vedvarende energi, energibesparelser og effektivitet; opfordrer i denne forbindelse til en høring og et evalueringssystem med henblik på indkredsning og formidling af bedste praksis og viden om offentlighedens accept af infrastruktur;

94.

understreger, at den største udfordring består i at sikre lokalsamfundenes accept af energiinfrastrukturprojekter; er overbevist om, at offentlighedens og beslutningstagernes accept og tillid kun kan opnås ved at afholde åbne og gennemsigtige debatter, inden der træffes afgørelser om energiinfrastrukturprojekter;

95.

anmoder Kommissionen om at vurdere, om modernisering og opgradering af eksisterende energikorridorer er at foretrække frem for oprettelsen af nye korridorer, når det gælder omkostningseffektivitet og offentlighedens accept;

96.

slår til lyd for, at der gives mere information om vigtigheden af energinet i EU; anmoder Kommissionen om at overveje at iværksætte en informations- og kommunikationskampagne om EU-energinet, der er skræddersyet til det nationale og lokale publikum;

97.

bemærker, at netinvesteringer er konjunkturbestemte og bør ses i et historisk perspektiv; påpeger, at meget af den infrastruktur, der er blevet anlagt i de seneste årtier for at sammenkoble centraliserede kraftværker, forældes; påpeger, at der i samfundet vil være en forventning om, at udgifterne til videre drift af eksisterende infrastruktur og anlæggelse af ny infrastruktur anvendes på den bedst mulige måde ved hjælp af offentlig-private partnerskaber og udviklingen af innovative finansieringsinstrumenter; fremhæver nødvendigheden, at de infrastrukturelle krav anslås præcist, og at der undgås fastlåsninger i overskudskapaciteten, ved at det omkostningseffektive energieffektivitetspotentiale tages fuldstændigt i betragtning;

98.

understreger, at når markedet er velfungerende, bør det kunne dække en betydelig del af udgifterne til påkrævede infrastrukturinvesteringer på grundlag af principperne om ordentlig omkostningsfordeling, gennemsigtighed, ikke-diskrimination og omkostningseffektivitet og i tråd med brugerbetalingsprincippet; anmoder Kommissionen om at vurdere, hvor de eksisterende reguleringsmæssige incitamenter er tilstrækkelige til at sende de nødvendige signaler til markedet, og hvilke supplerende foranstaltninger der er behov for, herunder til forbedring af omkostningsfordelingen;

99.

er af den opfattelse, at når der ikke findes noget reguleringsmæssigt alternativ, og markedet alene ikke kan tilvejebringe de nødvendige investeringer, kan EU-midler være nødvendige for at finansiere visse begrænsede projekter af europæisk interesse, hvis specifikke særtræk gør dem økonomisk urentable, men som ikke desto mindre skal udvikles for, at EU's energipolitiske målsætninger kan opfyldes; finder, at offentlig finansiering kan anvendes til at tilvejebringe private investeringer ved, at der etableres en innovativ blanding af finansielle instrumenter, forudsat at de ikke er konkurrenceforvridende;

100.

bemærker, at Den Europæiske Fond for Regionaludvikling yder et meget stort bidrag til finansieringen af energi- og andre infrastrukturprojekter, og påpeger samhørighedspolitikkens betydelige rolle på lokalt og regionalt plan med hensyn til energieffektivitet og opfyldelsen af EU's mål for vedvarende energi;

101.

understreger, at samhørigheds- og strukturfondene fortsat bør være centrale for vores infrastrukturprojekter; mener, at ethvert forsøg på at skabe nye sektorfonde med midler fra samhørighedspolitikken er en fejltagelse;

102.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at finansieringen af infrastrukturinvesteringer er markedsbaseret for at forhindre konkurrenceforvridning og frembringelse af falske incitamenter for investering, samt at ubegrundede udsving mellem medlemsstaterne dermed undgås, dog under forudsætning af at offentlighedens interesser - især på lokalt og regionalt plan og i områder med særlige geografiske karakteristika, såsom øer, bjergrige regioner og regioner med en meget lav befolkningstæthed - samtidig beskyttes gennem en begrænset mængde offentlig finansiering, der skal resultere i et innovativt miks af finansielle instrumenter, der kan fungere som løftestang for private investeringer;

103.

mener, at EU bør finansiere kommercielt uattraktive projekter, der ikke er i stand til at tiltrække private investorer, men som ud fra et energimæssigt synspunkt er essentielle, for så vidt angår tilslutningen af isolerede EU-regioner til de europæiske energi- og gasnet som en integreret del af indførelsen af et indre marked for energi i EU;

104.

opfordrer Kommissionen til udelukkende at muliggøre offentlig finansiering for medlemsstater, der har gennemført den eksisterende EU-lovgivning fuldstændigt og anvender den korrekt, herunder de lovgivningsmæssige bestemmelser i den tredje pakke om det indre marked;

105.

opfordrer Kommissionen til at revidere statsstøttebestemmelserne med hensyn til energiinfrastrukturen og om nødvendigt stille forslag om at ændre disse bestemmelser, så medlemsstaterne får mulighed for at fremme infrastrukturens modernisering; opfordrer samtidig Kommissionen til at udarbejde et nyt dokument med retningslinjer for offentlig finansiering af projekter og de nuværende statsstøttebestemmelser, som opstiller klare kriterier for den offentlige finansiering af energiinfrastruktur; understreger, at dette dokument skal udarbejdes af GD Energi, GD Konkurrence og GD Regionalpolitik i fællesskab for at fjerne eventuelle uoverensstemmelser i Kommissionens bestemmelser;

106.

opfordrer på baggrund af de strategiske målsætninger til, at der tages hensyn til det geografiske princip i forbindelse med fremtidig energistøtte på områderne infrastruktur og forskning og udvikling; fastholder desuden, at udviklede regioner kun bør modtage yderligere støtte til forskning og udvikling, hvis de støttede aktiviteter udføres sammen med mindre udviklede regioner;

107.

understreger, at det med henblik på at fremme investeringer er helt afgørende, at der gælder stabile, forudsigelige og passende regler, herunder et passende afkast og incitamenter til ny infrastruktur, for at kunne fremme projekter inden for både transmission og distribution; fremhæver, at reguleringsmyndighederne bør fremme anvendelsen af ny teknologi gennem markedsincitamenter og pilotprojekter;

108.

mener, at privat finansiering kan fremme en rettidig opførelse af de påkrævede energiinfrastrukturer, da infrastrukturudfordringens omfang er så stort, at det er nødvendigt at frigøre private midler på en korrekt måde; mener, at eftersom private investorer tager infrastrukturudfordringen op, bør Kommissionen udarbejde klare retningslinjer for markedsaktørernes og de private investorers inddragelse i tredjepartsdrevne el-linjer; mener, at betænkelighederne ved de mulige indvirkninger på markedets funktion kan overvindes, hvis tredjepartsdrevne el-operatører har pligt til at overdrage den fulde kapacitet til markedet;

109.

fremhæver, at der i videst muligt omfang bør gøres brug af markedsbaserede redskaber, herunder forbedringer af regler om omkostningsfordeling, projektobligationer, revolverende midler, vedvarende energi-relateret egenkapitalfinansiering, lånegarantier, ikke-kommercielle risikodelingsfaciliteter, incitamenter til finansiering af offentlig-private partnerskaber, partnerskaber med EIB - gennem forbedring af bankens interventionskapacitet og til rådighed stående ressourcer - og anvendelse af indtægter fra emissionshandelssystemet til projekter tilknyttet vedvarende energityper og energieffektivitet, samt, hvis det er hensigtsmæssigt, andre innovative finansieringsinstrumenter; opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til den finansielle kapacitet og markedsbetingelserne i mindre udviklede medlemsstater;

110.

understreger betydningen af et tættere og mere effektivt samarbejde med den private sektor og finansielle institutioner, navnlig Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling, med henblik på at fremme den nødvendige finansiering, især til grænseoverskridende projekter; opfordrer Kommissionen til at undersøge andre innovative finansielle instrumenter og hjælpe med at fremme etableringen af offentlig-private partnerskaber, til hvilke de lokale, regionale og nationale myndigheder skal sikre incitamenter, de nødvendige lovgivningsmæssige rammer og politiske støtte; understreger i denne forbindelse, at det er nødvendigt at udvikle teknisk bistand og finansieringsteknik på lokalt og regionalt myndighedsniveau for at støtte lokale aktører med at igangsætte energieffektivitetsprojekter - f.eks. ved at gøre brug af EIB’s tekniske bistandsfacilitet Elena og ESCOS’ erfaringer, for så vidt angår energieffektivitetsinfrastruktur;

111.

støtter forslaget om at udstede fælles europæiske projektobligationer for at finansiere EU's vigtige infrastrukturbehov og strukturprojekter i forbindelse med EU 2020-dagsordenen, herunder den nye strategi for udvikling af energiinfrastrukturen; mener, at EU-projektobligationer vil sikre de nødvendige investeringer og skabe tilstrækkelig tillid til at gøre det muligt for større investeringsprojekter at tiltrække den støtte, de har brug for, og at de dermed ville blive en vigtig mekanisme til at udgøre en optimal løftestang for offentlig støtte; indskærper, at hvis Europa skal have et bæredygtigt grundlag, skal disse projekter også bidrage til den miljømæssige omlægning af vores økonomier;

112.

mener navnlig, at EU-projektobligationer kan blive et vigtigt finansielt instrument for de påkrævede energiinfrastrukturinvesteringer i EU, der hjælper private projektvirksomheder med at tiltrække kapitalmarkedsmidler fra investorerne; opfordrer Kommissionen til hurtigt at stille et lovgivningsmæssigt forslag om EU-projektobligationer;

113.

understreger vigtigheden af, at reguleringsmyndighederne udvikler en fælles metodologi for omkostningsfordeling ved grænseoverskridende infrastrukturprojekter, eftersom sådanne incitamenter til infrastrukturnetværk er karakteriseret ved mange markedsfiaskoer, som hovedsagelig skyldes det naturlige monopol og den manglende konkurrence;

114.

fremhæver vigtigheden af gennemsigtige, proportionelle, rimelige og ikke-diskriminerende tariffer med henblik på at sikre en passende omkostningsfordeling i forbindelse med investeringer i grænseoverskridende og interne transmissionsinfrastrukturer med grænseoverskridende effekter, som bidrager væsentligt til opnåelsen af EU's politiske mål, rimelige priser for forbrugerne og større konkurrenceevne; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at afholde sig fra at fastsætte uforholdsmæssigt lavt regulerede tariffer; glæder sig over Kommissionens REMIT-forslag;

115.

minder om, at den tredje pakke forpligter reguleringsmyndighederne til, når de fastlægger tarifferne, ikke blot at vurdere investeringerne ud fra fordelene for den pågældende medlemsstat, men også ud fra fordelene for hele EU; opfordrer indtrængende ACER til at sikre, at dets medlemmer tager hensyn til denne forpligtelse; anmoder Kommissionen om i de tilfælde, hvor omkostninger og ulemper ikke kan fordeles retfærdigt gennem tariffastsættelsen, at foretage en videre vurdering af, hvorvidt kompensationsmekanismer baseret på konsekvent gennemsigtighed kan vise sig nyttige i forhold til godkendelsen af grænseoverskridende projekter eller af relevante interne projekter, der er nødvendige for opnåelsen af EU's energimål;

116.

understreger vigtigheden af at øge energinettenes sammenkoblingskapacitet på tværnationalt plan og påpeger betydningen af at yde tilstrækkelig finansiering med henblik på at opnå de fastsatte mål, herunder territorial samhørighed;

117.

opfordrer til forbedrede EU-finansieringsinstrumenter som støtte for de regionale og lokale myndigheder, når de ønsker at investere i bæredygtig energiproduktion;

118.

glæder sig over Kommissionens initiativ til i 2011 at fremsætte et forslag angående spørgsmålet om omkostningsfordelingen i forbindelse med teknologisk komplekse eller grænseoverskridende projekter, da dette anses for at være en af de største hindringer for udviklingen af grænseoverskridende infrastruktur, og til at foreslå et nyt finansieringsinstrument til støtte for prioritetsprojekter for perioden 2014-2010;

119.

betragter det som vigtigt, at der i fremtiden lægges større vægt på håndteringen af de finansielle garantier for investeringerne, og at de planlagte finansielle overslag udarbejdes i forbindelse med planlægningen af budgetperioden 2014-2020;

120.

mener, at alle eksterne rørledninger og andre energinet, der passerer gennem EU's territorium, bør være omfattet af gennemskuelige mellemstatslige aftaler og underlagt det indre markeds regler, herunder reglerne om tredjeparters adgang, destinationsklausuler, tilsyn med allokering, styring af flaskehalse, aftalernes varighed og "take or pay"-klausuler; opfordrer Kommissionen til at sikre, at nuværende og fremtidige rørledninger og kommercielle aftaler respekterer den etablerede EU-ret på energiområdet, og til at træffe foranstaltninger, hvis det er nødvendigt;

121.

opfordrer Kommissionen til yderligere at begrænse bevillingen af undtagelser for tredjepartsadgang i forbindelse med energiinfrastruktur, og til, at bevillingsmodtagerne underkastes kontrol af, hvorvidt de stadig er nødvendige; bemærker, at ydelsen af offentlig finansiering eller støtte til projekter via instrumenter såsom EIB-baserede projektobligationer osv. burde reducere eller fjerne behovet for at få undtagelser for tredjepartsadgang;

122.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaterne.

5.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 33/65