Europa-Parlamentet SESSIONEN 2010-2011 Mødeperioden fra den 19. til 21. oktober 2010 Protokollen fra denne mødeperiode er offentliggjort i EUT C 12 E af 15.1.2011. VEDTAGNE TEKSTER

8.3.2012

Den Europæiske Unions Tidende

CE 70/1

Tirsdag den 19. oktober 2010
Kvindelige arbejdstagere i usikre ansættelsesforhold

P7_TA(2010)0365

Europa-Parlamentets beslutning af 19. oktober 2010 om kvindelige arbejdstagere i usikre ansættelsesforhold (2010/2018(INI))

2012/C 70 E/01

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til Kommissionens beretning af 18. december 2009 om ligestilling mellem mænd og kvinder - 2010 (KOM(2009)0694),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. november 2003 om forbedring af kvaliteten i arbejdet: en gennemgang af den seneste udvikling (KOM(2003)0728),

—	der henviser til Kommissionens beretning fra 2004 om usikre ansættelsesforhold i Europa: en komparativ undersøgelse af arbejdsmarkedsrelaterede risici inden for fleksible økonomier,

—	der henviser til forslag til Rådets afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker - Del II i de integrerede retningslinjer for Europa 2020 (KOM(2010)0193),

—	der henviser til Rådets konklusioner af 8. juni 2009 om flexicurity i krisetider,

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/104/EF af 19. november 2008 om vikararbejde (1),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (2),

—	der henviser til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (3),

—	der henviser til Rådets direktiv 97/81/EF af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS (4),

—	der henviser til baggrundsdokumentet fra 2010 fra Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene om meget atypisk beskæftigelse,

—	der henviser til baggrundsdokumentet fra 2008 fra Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene om foranstaltninger til bekæmpelse af sort arbejde i EU,

—	der henviser til baggrundsdokumentet fra 2007 fra Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene om arbejdsvilkår i Den Europæiske Union - Kønsperspektivet,

—	der henviser til baggrundsdokumentet fra 1998 fra Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene om usikre ansættelsesforhold og arbejdsvilkår i Europa,

—	der henviser til rapporten fra Eurobarometer fra oktober 2007 om sort arbejde i Den Europæiske Union,

—	der henviser til rapporten fra 2009 fra Kommissionens Ekspertgruppe vedrørende Køn og Beskæftigelse (EGGE) om kønsopdeling på arbejdsmarkedet,

—	der henviser til rapporten fra 2006 fra Kommissionens Ekspertgruppe vedrørende Køn, Social Inddragelse og Beskæftigelse om kønsbestemte uligheder, hvad angår ugunstigt stillede gruppers risiko for fattigdom og social udelukkelse i 30 europæiske lande,

—	der henviser til den rapporten om værdigt arbejde til personer beskæftiget som hushjælp, som Det Internationale Arbejdsbureau (ILO) udarbejdede med henblik på den 99. samling i Den Internationale Arbejdskonference i juni 2010,

—	der henviser til rapporten fra 2009 fra Det Internationale Arbejdsbureau (ILO) om kønsaspektet ved husligt arbejde i Vesteuropa,

—	der henviser til sin beslutning af 17. juni 2010 om kønsaspekter ved den økonomiske nedgang og finanskrisen (5),

—	der henviser til sin beslutning af 6. maj 2009 om aktiv integration af mennesker, der er udstødt fra arbejdsmarkedet (6),

—	der henviser til sin beslutning af 18. november 2008 med henstillinger til Kommissionen om anvendelse af princippet om lige løn for mænd og kvinder (7),

—	der henviser til sin beslutning af 19. januar 2006 om Lissabon-strategiens fremtid med hensyn til kønsperspektivet (8),

—	der henviser til sin beslutning af 18. september 1998 om kooperativers betydning for øget beskæftigelse blandt kvinder (9),

—	der henviser til sin beslutning af 17. februar 1998 om respekten for menneskerettighederne i Den Europæiske Union (1996) (10),

—	der henviser til udtalelsen af 12. maj 2010 fra Afdelingen for Beskæftigelse, Sociale Anliggender og Borgerskab i Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om professionalisering af husligt arbejde (SOC/372 - CESE 336/2010 fin),

—	der henviser til Eurostats statistikker i fokus nr. 12/2010 om arbejdsmarkeder i EU-27 stadig i krise,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—	der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7-0264/2010),

der henviser til individualiseringen af og den øgede fleksibilitet på arbejdsmarkedet, som medfører færre kollektive overenskomster, hvilket stiller arbejdstagerne og især kvinder, som ofte skal skabe balance mellem de familiære forpligtelser, i en mere sårbar situation, og hvilket kan føre til usikre ansættelsesforhold, eftersom det gør det lettere for arbejdsgiverne at tilbyde dårligere arbejdsvilkår,

der henviser til, at kvinder er overrepræsenteret inden for usikre ansættelsesforhold på arbejdsmarkedet, at visse former for usikkert arbejde, der udføres af kvinder, såsom betalt husligt arbejde og pleje, er usynlige på arbejdsmarkedet, og at der for kvinder på trods af den eksisterende lovramme stadig er store forskelle i EU, for så vidt angår beskæftigelsesmuligheder, arbejdskvalitet, en fattigdomshindrende indkomst samt lige løn for lige arbejde og arbejde af samme værdi,

C.	der henviser til, at overrepræsentationen af kvinder i usikre arbejdsforhold er en afgørende faktor, der bidrager til den kønsbestemte lønforskel, som fortsat er uforandret høj, og at en forbedring af kvinders jobkvalitet derfor vil mindske den kønsbestemte lønforskel,

D.	der henviser til, at ufrivilligt deltidsarbejde er almindelig udbredt i servicesektoren, især inden for hotel- og restaurationsbranchen, uddannelsessektoren, sundhedsvæsenet og socialt arbejde og andre kommunale, sociale og personlige plejetjenester, hvor hovedparten af de ansatte er kvinder,

E.	der henviser til, at kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet afspejler deres rolle i hjemmet, og at kvinder har tendens til at påtage sig jobs, som gør det muligt for dem at forene lønnet og ulønnet arbejde,

der henviser til, at den økonomiske og finansielle krise har haft dobbelt virkning på usikre ansættelsesforhold, eftersom mange virksomheders første reaktion var at skære ned på midlertidige ansættelser, og at det endvidere frygtes, at mange af de faste jobs, der er gået tabt under den økonomiske nedgang, ikke vil blive genskabt, men erstattet af atypiske - om ikke usikre - ansættelsesordninger,

der henviser til, at usikre ansættelsesforhold står for ikke-standardiserede beskæftigelsesformer med nogle af følgende karakteristika:

—

lille eller ingen jobsikkerhed som følge af arbejdets ikke-permanente, ofte tilfældige art med kontrakter, der giver dårlige vilkår, eller uden skriftlige kontrakter, som det f.eks. er tilfældet med midlertidige kontrakter, ufrivillige deltidskontrakter, uklare arbejdstider og pligter, som skifter alt efter arbejdsgiverens ønsker

—	lavt lønniveau, som endog kan være uofficielt eller uklart

—	ingen ret til social beskyttelse eller ingen beskæftigelsesrelaterede fordele

—	ingen beskyttelse mod forskelsbehandling

—	begrænsede eller ingen udsigter til forfremmelse på arbejdsmarkedet

—	ingen kollektiv arbejdstagerrepræsentation

—	et arbejdsmiljø, som ikke opfylder mindstekravene for sundhed og sikkerhed,

H.	der henviser til, at usikre ansættelsesforhold, såsom ikke-skriftlige kontrakter, ufrivilligt deltidsarbejde og vedvarende lønforskelle, har langsigtede følger for den sociale sikringsbeskyttelse og pensionen og udsætter arbejdstagerne for større risiko for fattigdom,

I.	der henviser til, at kvinder i visse tilfælde risikerer at blive udsat for arbejdsvilkår, der ikke er værdige, og at de derfor i den forbindelse fortjener særlig opmærksomhed, navnlig gravide og ammende kvinder,

J.	der henviser til, at globaliseringen og den nuværende økonomiske kontekst sammen med den teknologiske udvikling vil ændre arbejdsrelationerne og indholdet af arbejdstagernes opgaver,

K.	der henviser til, at kvinder, der arbejder under usikre ansættelsesforhold, sandsynligvis ikke kender deres rettigheder så godt og i højere grad risikerer at blive udelukket fra retlig beskyttelse og/eller blive uretmæssigt afskediget,

L.	der henviser til, at det bør understreges, hvor vigtigt det er, at alle arbejdstagere, herunder også kvinder, der arbejder under usikre ansættelsesforhold, har ret til faglig uddannelse og efteruddannelse,

M.	der henviser til, at det giver et fordrejet billede af en stor del af den kvindelige arbejdskraft, som er eneforsørgere, hvis kvinder defineres som sekundære forsørgere i familien,

N.	der henviser til, at antallet af kvinder, der udfører sort arbejde, er steget, især i husholdningssektoren,

der henviser til, at personer, der udfører husligt arbejde, såsom pleje i hjemmet, rengøring og catering, er kvinder, at husligt arbejde i industrilandene tegner sig for mellem 5 og 9 % af al beskæftigelse, at sådant arbejde for det meste udføres under usikre ansættelsesforhold, er undervurderet og uformelt, og at den sårbare situation, som personer, der udfører husligt arbejde befinder sig i, betyder, at de ofte forskelsbehandles og let kan udsættes for ulige, uretfærdig eller grov behandling,

der henviser til, at nedkvalificering af højtuddannede arbejdstagere er et almindeligt problem i forbindelse med usikre ansættelsesforhold, især for de arbejdstagere, som afskediges, eller for vandrende arbejdstagere, der påtager sig lavtkvalificerede jobs for at kunne blive på arbejdsmarkedet, samt at denne situation, som især berører kvinder, er en fare for karriereudviklingen og opnåelsen af de lønniveauer, som svarer til de erhvervede og eksisterende færdigheder,

der henviser til, at vandrende kvindelige arbejdstagere, der påtager sig lavtkvalificerede midlertidige jobs i udkanten af arbejdsmarkedet eller jobs som hushjælp, kan blive udsat for dobbelt forskelsbehandling, eftersom de ud over ofte at arbejde på dårlige, uordnede - om ikke illegale - vilkår med større sandsynlighed vil blive dårligt behandlet eller udsat for vold eller seksuelle overgreb, og endvidere henviser til, at de ofte er uvidende om deres rettigheder, har begrænset adgang til offentlige tjenesteydelser, har begrænset kendskab til det lokale sprog og er ude af stand til at etablere netværk, samt at de personer, der udfører illegalt arbejde, ikke vover at kontakte myndighederne for at anmode om beskyttelse, fordi de er bange for at blive sendt tilbage til deres hjemland,

R.	der henviser til, at Europarådets aftale af 24. november 1969 om au pair-beskæftigelse er forældet og følgelig ikke behandler de problemer, som kan opstå i forbindelse med au pair-beskæftigelse i mange medlemsstater i dag,

S.	der henviser til, at EU også fremover vil arbejde for integration af ligestillingsaspektet, og at lige muligheder for kvinder og mænd bør fremmes aktivt inden for beskæftigelsespolitikken,

Usikre ansættelsesforholds kønsspecifikke natur

påpeger usikre ansættelsesforholds kønsspecifikke natur og minder om skiftet på arbejdsmarkedet fra standardmæssige til ikke-standardmæssige beskæftigelsesformer, der gør det nødvendigt at forhindre, at ikke-standardmæssige beskæftigelsesformer bliver til usikre ansættelsesforhold; mener, at medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter, hvis disse problemer skal bekæmpes, skal anmodes om i vid udstrækning at samordne deres lovgivning og overenskomstregler vedrørende standardmæssig beskæftigelse og atypiske arbejdsforhold for således at forhindre, at de mest belejlige og omkostningsbesparende arbejdsformer foretrækkes, dog under hensyntagen til risikoen for en eventuel forøgelse af sort arbejde;

2.	opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til at fastlægge de karakteristiske kendetegn ved usikre ansættelsesforhold i retningslinjerne for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker og i den nye strategi for ligestilling mellem mænd og kvinder;

opfordrer medlemsstaterne til at træffe lovgivningsmæssige foranstaltninger til at bringe nultimerskontrakter til ophør, som er almindelige inden for jobs, der typisk varetages af kvinder inden for sektorer, som f.eks. husligt arbejde, pleje og catering, og til at indføre omfattende kontrolinstrumenter til regulering af alle former for tilstedeværelse i virksomheder og på arbejdspladser, der formelt er godkendt med henblik på erhvervsvejledning og videreuddannelse, men som i praksis er ved at blive en yderligere kilde til misbrug, idet der dækkes over rent faktiske tjenesteydelser, som ydes uden passende betaling eller beskyttelse;

4.	opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle strategier for usikre ansættelsesforhold, så der lægges vægt på værdige og grønne jobs og indarbejdes kønsafbalancering;

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger til at reducere kvinders dobbeltbelastning, som er en af årsagerne til, at kvinder er overrepræsenteret i usikre ansættelsesforhold, og kræver en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv i ordnede ansættelsesforhold, således at der bliver færre i usikre ansættelsesforhold;

Sociale vilkår

udtrykker skuffelse over, at EU’s lovgivningspakke på beskæftigelsesområdet og ovennævnte direktiver om tidsbegrænset arbejde, deltidsarbejde og vikarbureauarbejde ikke i tilstrækkelig grad beskæftiger sig med usikre ansættelsesforhold; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe yderligere specifikke lovgivningsforanstaltninger, som f.eks. at indføre bindende mindstenormer på det sociale område for alle arbejdstagere og give alle arbejdstagere lige adgang til sociale tjenesteydelser og fordele, herunder såvel barselsorlov, sundhedspleje og pensionsordninger som uddannelse og videreuddannelse, uanset deres ansættelsesforhold; opfordrer medlemsstaterne til endvidere at indføre lovgivning, der giver garanti for en rimelig begrænsning af arbejdstiden og for hvile- og fritid for arbejdstagerne;

7.	opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at arbejdsgivere, som udsætter kvindelige arbejdstagere for grov eller skadelig behandling, retsforfølges hurtigst muligt;

understreger, at det er nødvendigt, at kvinder i usikre ansættelsesforhold får mulighed for beskyttelse af deres rettigheder, som f.eks. anstændig løn, barselsorlov, rimelige og regelmæssige arbejdstider og et arbejdsklima uden forskelsbehandling, hvilket alt sammen er afgørende for disse kvinder; opfordrer medlemsstaterne til at gøre det strafbart at lægge hindringer i vejen for medlemskab af fagforeninger og opfordrer derudover medlemsstaterne generelt til at tilbyde lettilgængelig rådgivning til kvinder, som ikke kan få støtte fra noget samarbejdsudvalg, f.eks. ansatte i private husholdninger; opfordrer arbejdsmarkedets parter til i deres organer at skabe bedre ligestilling på alle niveauer;

understreger behovet for lovgivningsforanstaltninger for at sikre ligestilling mellem mænd og kvinder og for at mindske kønsopdelingen af arbejdsmarkedet; henleder derfor opmærksomheden på sin ovennævnte beslutning af 18. november 2008 og opfordrer indtrængende Kommissionen til at forelægge forslag om anvendelsen af princippet om lige løn til mænd og kvinder samt minder medlemsstaterne om, at direktiv 2006/54/EF skal gennemføres ufortøvet;

10.

opfordrer medlemsstaterne til at opfylde Barcelonamålene med hensyn til børnepasning for at forbedre kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet og deres økonomiske uafhængighed; opfordrer medlemsstaterne til at overvinde de hindringer, som afholder kvinder fra at arbejde det ønskede antal timer, hvad enten der er beskæftiget på deltids- eller fuldtidsbasis;

11.

understreger behovet for at nedbryde opdelingen efter erhverv og sektor på arbejdsmarkedet gennem bevidstgørelse og uddannelse fra en tidlig alder, f.eks. ved til mænd at fremme jobs, der kædes sammen med kvindelige færdigheder, og omvendt, ved at motivere kvindelige studerende til at vælge naturvidenskabelige fag og ved at bekæmpe opfattelsen af kvinder som sekundære forsørgere, alt sammen under inddragelse af Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder;

12.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at planlægge og gennemføre foranstaltninger, der muliggør tilfredsstillende uddannelse og erhvervsuddannelse samt studier for piger og unge kvinder, således at navnlig piger og unge kvinder med indvandrerbaggrund støttes; understreger derudover nødvendigheden af, at kvinder efter at have forladt arbejdsmarkedet på grund af fødsel aktivt arbejder på at vende tilbage til arbejdsmarkedet;

13.

opfordrer medlemsstaterne til at bekæmpe sort arbejde ved at ændre det til lovlig beskæftigelse via forebyggende foranstaltninger, som f.eks. ved at give immunitet mod retsforfølgelse til arbejdstagere, der anmelder deres illegale beskæftigelsesstatus, og indføre afskrækkende foranstaltninger over for arbejdsgiverne; opfordrer endvidere Kommissionen og medlemsstaterne til at forbedre dataindsamling og overvågning af fremskridt på dette område;

14.

understreger, at social beskyttelse er en væsentlig del af flexicurity; understreger, at flexicurity-begrebet har forskellig indvirkning på mænd og kvinder og har tendens til at styrke de nuværende kønsroller; minder medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter om Rådets konklusioner af 8. juni 2009 om flexicurity i krisetider, især anvendelsen af integrering af kønsaspektet ved gennemførelsen af flexicurity-principperne;

15.	mener, at bæredygtigheden ved pensionsordninger, lånefaciliteter til selvhjælpsprojekter samt programmer til skabelse af arbejdspladser og alternative indtægtskilder kan forbedre forholdene for kvinder i usikre ansættelsesforhold;

16.	går ind for, at standardjobs i fremtiden udformes i overensstemmelse med principperne om godt arbejde og ikke forvandles til usikre arbejdspladser; opfordrer til en bedre regulering af jobmarkedet ved hjælp af strenge arbejdstilsyn, således at de usikre ansættelsesforhold reduceres;

17.	opfordrer Det Europæiske Råd til at opstille klare retningslinjer for og træffe konkrete foranstaltninger til sikring af beskæftigelsen og skabelse af nye jobmuligheder inden for rammerne af EU 2020-strategien;

18.

opfordrer Kommissionen til i overensstemmelse med de opnåede praktiske resultater at give medlemsstaterne retningslinjer om bedste praksis med hensyn til bekæmpelse af direkte og indirekte forskelsbehandling, integration af ligestillingsprincippet og reducering af usikre ansættelsesforhold blandt kvinder;

19.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vedtage lovgivning med regler for sæsonarbejderes sociale og retlige status og sikre dem dækning under en social sikringsordning; mener, at der ved sæsonarbejdere skal forstås arbejdstagere, der har indgået en ansættelseskontrakt på bestemt eller ubestemt tid, hvis løbetid og fortsatte beståen er betinget af sæsonbestemte faktorer, f.eks. klimatiske sæsoner, officielle helligdage og/eller landbrugets høstperioder;

20.

påpeger, at undersøgelser har vist, at usikre ansættelsesforhold, hvor minimumsnormerne for sundhed og sikkerhed kan lades ude af betragtning, medfører et større antal skader og større risiko for sygdomme og eksponering for farer; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at øge deres overvågning af mindstekrav til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, idet der især lægges vægt på specifikke risici for kvindelige arbejdstagere;

Hushjælp

21.

opfordrer Kommissionen til at tilskynde medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis og fuldt ud gøre brug af medfinansieringsmulighederne under strukturfondene, især Den Europæiske Socialfond, for at sikre bredere adgang til betalbare og gode børnepasningsfaciliteter og plejefaciliteter for ældre, således at kvinder ikke tvinges til at påtage sig disse pligter på uofficiel basis; understreger endvidere, at det er vigtigt, at usikre jobs i form af plejearbejde i hjemmet i videst mulig omfang ændres til ordentlig, langsigtet beskæftigelse;

22.

opfordrer Kommissionen til at støtte medlemsstaterne i udarbejdelsen af en kampagne med det formål skridt for skridt at flytte arbejdstagere fra usikre ansættelsesforhold til ordnede forhold; opfordrer Kommissionen til støtte et program, der oplyse arbejdstagerne om følgerne og virkningerne af usikre ansættelsesforhold, bl.a. for sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen;

23.

opfordrer Kommissionen til at foreslå en ny europæisk aftale om regler for au pair-beskæftigelse, hvor aldersgrænsen nedsættes fra 30 år, således at voksne forsørgere i slutningen af 20'erne ikke kan ansættes som au pairer, og hvor det understreges, at deres rolle er at hjælpe familier i det daglige og deltage i familiens aktiviteter, der ikke må overskride 30 timer pr. uge, og at målet er at udvikle au pairens kulturelle forståelse og sproglige færdigheder;

Vandrende arbejdstagere

24.	opfordrer Kommissionen til i sin nye strategi for ligestilling mellem mænd og kvinder at styrke sit tilsagn om at ville fremme ligestilling inden for migrations- og integrationspolitikken, især med henblik på fuld udnyttelse af de kvindelige vandrende arbejdstageres beskæftigelsespotentiel;

25.

påpeger, at den sociale integration af kvindelige vandrende arbejdstagere er endnu mere vanskelig end for de mandlige arbejdstagere, eftersom de er udsat for dobbelt forskelsbehandling; opfordrer derfor arbejdsgiverne til at træffe særlige foranstaltninger for at fremme kvindelige vandrende arbejdstageres sociale integration ved f.eks. at tilbyde dem sprogundervisning og/eller støtteordninger samt for at sikre, at vandrende arbejdstagere registreres, således at de er ydelsesberettiget;

Forskning på området

26.

henleder navnlig opmærksomheden på den manglende forskning på området usikre ansættelsesforhold; opfordrer Kommissionen og Eurofound til at samarbejde med Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder og iværksætte målrettet forskning med henblik på at vurdere bl.a., hvor meget nedkvalificering og tab af velfærd som følge af usikre ansættelsesforhold koster, idet der tages hensyn til kønsaspektet; understreger, at der i fremtidige europæiske forskningsprogrammer bør lægges større vægt på sociale spørgsmål, som f.eks. usikre ansættelsesforhold;

27.	glæder sig over, at pilotprojektet overordnet tilsigter at tilskynde til at ændre usikre ansættelsesforhold til ansættelse med rettigheder, og understreger, at det ved projektets gennemførelse er nødvendigt at lægge særlig vægt på usikre ansættelsesforholds kønsspecifikke natur;

* *

28.	pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer.

(1) EUT L 327 af 5.12.2008, s. 9.

(2) EUT L 204 af 26.7.2006, s. 23.

(3) EFT L 175 af 10.7.1999, s. 43.

(4) EFT L 14 af 20.1.1998, s. 9.

(5) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0231.

(6) EUT C 212 af 5.8.2010, s. 23.

(7) EUT C 16 E af 22.1.2010, s. 21.

(8) EUT C 287 E af 24.11.2006, s. 323.

(9) EFT C 313 af 12.10.1998, s. 234.

(10) EFT C 80 af 16.3.1998, s. 43.

8.3.2012

Den Europæiske Unions Tidende

CE 70/8

Onsdag den 20. oktober 2010
Mindsteindkomstens betydning for bekæmpelse af fattigdom og fremme af et samfund med plads til alle

P7_TA(2010)0375

Europa-Parlamentets beslutning af 20. oktober 2010 om mindsteindkomstens betydning for bekæmpelse af fattigdom og fremme af et samfund med plads til alle (2010/2039(INI))

2012/C 70 E/02

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til artikel 4, 9, 14, 19, 151 og 153 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—	der henviser til konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, som FN vedtog i 1979,

—	der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948, som blev bekræftet på verdenskonferencen om menneskerettigheder i 1993, navnlig artikel 3, 16, 18, 23, 25, 26, 27 og 29,

—	der henviser til FN's internationale konvention fra 1966 om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder,

—	der henviser til millenniumudviklingsmålene, som blev fastsat af FN i 2000, særlig om udryddelse af ekstrem fattigdom og sult (første mål), grundlæggende uddannelse for alle (andet mål) og lige muligheder for mænd og kvinder (tredje mål),

—	der henviser til Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) konvention nr. 26 og 131 om fastsættelse af en mindsteløn og nr. 29 og 105 om afskaffelse af tvangsarbejde,

—	der henviser til ILO’s globale jobpagt,

—	der henviser til FN's og Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) dagsorden for anstændigt arbejde,

—	der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig bestemmelserne om sociale rettigheder,

—	der henviser til artikel 34, 35 og 36 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som udtrykkeligt fastsætter retten til social bistand og boligstøtte, et højt sundhedsbeskyttelsesniveau og adgang til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse,

—	der henviser til ILO's rapport med titlen: A Global Alliance Against Forced Labour, en global rapport udarbejdet som opfølgning af ILO-erklæringen om de grundlæggende principper og rettigheder på arbejdspladsen, rapport fra generaldirektøren, 2005,

—	der henviser til Rådets henstilling 92/441/EØF af 24. juni 1992 om fælles kriterier i forbindelse med sikring af tilstrækkelige indtægter og ydelser fra socialbeskyttelsesordninger (henstilling om mindsteindkomster) (1),

—	der henviser til Rådets henstilling 92/442/EØF af 27. juli 1992 om overensstemmelse mellem målene og politikken for social beskyttelse (2),

—	der henviser til konklusionerne fra den 2916. samling i EPSCO-Rådet den 16.-17. december 2008 (3),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1098/2008/EF af 22. oktober 2008 om det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse (2010) (4),

—	der henviser til sin beslutning af 6. september 2006 om en om en fremtidssikret europæisk social model (5),

—	der henviser til sin beslutning af 9. oktober 2008 om fremme af social integration og bekæmpelse af fattigdom, herunder børnefattigdom, i EU (6) og betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og udtalelse fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A6-0364/2008),

—	der henviser til sin beslutning af 6. maj 2009 om den nye sociale dagsorden (7),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. oktober 2008 vedrørende Kommissionens henstilling om aktiv integration af mennesker, der er udstødt fra arbejdsmarkedet, og sin beslutning af 6. maj 2009 om aktiv integration af mennesker, der er udstødt fra arbejdsmarkedet (8),

—	der henviser til sin skriftlige erklæring nr. 0111/2007 af 22. april 2008 om bekæmpelse af gadehjemløshed (9),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 om Europa 2020 - En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst (KOM(2010)2020),

—	der henviser til Kommissionens forslag af 27. april 2010 til Rådets afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (KOM(2010)0193),

—	der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—	der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7-0233/2010),

der henviser til, at Kommissionens social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden 2005-2010 kulminerede med udnævnelsen af 2010 til det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, der har som et erklæret mål at bekræfte og styrke EU's oprindelige politiske tilsagn i forbindelse med Lissabonstrategiens iværksættelse om at gøre en markant indsats for at få udryddet fattigdommen,

B.	der henviser til, at fattigdom og social udstødelse er krænkelser af den menneskelige værdighed og de grundlæggende menneskerettigheder, og at indkomststøtteordningernes centrale mål bør være at bringe mennesker ud af fattigdom og sikre dem en værdig tilværelse,

der henviser til, at til trods for den økonomiske velværd og alle erklæringer om nedbringelse af fattigdommen er de sociale uligheder blevet forværret, og at i slutningen af 2008 levede 17 % af befolkningen (dvs. knap 85 mio. mennesker) under fattigdomsgrænsen efter sociale overførsler (10), mens denne procentsats i 2005 var på 16 % og i 2000 på 15 % i EU15,

D.	der henviser til, at fattigdomsrisikosatsen er højere for børn og unge op til 17 år end for den samlede befolkning, og til, at den i 2008 nåede op på 20 % i EU27, hvor den højeste sats lå på 33 %,

E.	der henviser til, at ældre også er udsat for en højere risiko for fattigdom end befolkningen generelt, der henviser til, at fattigdomsrisikosatsen for ældre over 65 år var på 19 % i EU27 i 2008; 19 % i 2005 og 17 % i 2000,

der henviser til, at den vedvarende udbredte forekomst af usikre ansættelsesforhold og lave lønninger indebærer, at fattigdomsrisikosatsen for arbejdstagere er forblevet høj, der henviser til, at fattigdomsrisikosatsen for personer i beskæftigelse gennemsnitligt lå på 8 % i EU27 i 2008, mens denne sats var på 8 % i 2005 og på 7 % i 2000 i EU15,

der henviser til, at Rådet i henstilling 92/441/EØF af 24. juni 1992 henstiller til medlemsstaterne, at de erkender, at alle har en grundlæggende ret til tilstrækkelige indtægter og ydelser til at leve en menneskeværdig tilværelse, der henviser til, at Rådet i henstilling 92/442/EØF af 27. juli 1992 henstiller til medlemsstaterne, at de sikrer enhver et indtægtsniveau i overensstemmelse med menneskets værdighed, der henviser til, at Rådet i konklusionerne af 17. december 1999 forpligter sig til at fremme social integration som et af målene for modernisering og forbedring af den sociale beskyttelse,

H.	der henviser til, at kvinder udgør et stort befolkningssegment, som er truet af fattigdom, på grund af arbejdsløshed, udelt plejeansvar, usikre ansættelsesforhold med dårlige lønninger, løndiskrimination og lavere pensioner,

der henviser til, at risikoen for ekstrem fattigdom er større for kvinder end for mænd, der påpeger, at den vedvarende tendens til feminisering af fattigdommen i de europæiske samfund viser, at den nuværende ramme for de sociale beskyttelsessystemer og den brede række EU-politikker på det sociale, økonomiske og beskæftigelsesmæssige område ikke er udarbejdet under hensyntagen til kvinders behov og de særlige forhold, der kendetegner kvinders arbejde, der henviser til, at fattigdom og social udstødelse blandt kvinder i EU kræver specifikke, diversificerede og kønsrelaterede politiske svar,

der henviser til, at risikoen for at blive ramt af fattigdom er større for kvinder end for mænd, særlig når de bliver ældre, da de sociale sikringssystemer ofte er baseret på princippet om vedvarende lønnet beskæftigelse, der henviser til, at en individuel ret til en mindsteindkomst, som forhindrer fattigdom, ikke bør være betinget af beskæftigelsesrelaterede bidrag,

K.	der henviser til, at ungdomsarbejdsløsheden er større en nogensinde før, idet den ligger på 21,4 % i EU og går fra 7,6 % i Nederlandene, til 44,5 % i Spanien og 43,8 % i Letland, og at lærlingeuddannelser og praktikpladser til unge ofte er ulønnede eller dårligt lønnede,

L.	der henviser til, at hver femte person under 25 år i EU er arbejdsløs, og at arbejdstagere over 55 er de EU-borgere, som er mest berørt af arbejdsløshed, og som tillige har det særlige og alvorlige problem, at sandsynligheden for at få et job falder med alderen,

M.	der henviser til, at den finansielle og økonomiske krise har ført til et mindre udbud af job, idet det skønnes, at over 5 mio. arbejdspladser er gået tabt siden september 2008, og stigende usikkerhed,

N.	der henviser til, at der ikke findes officielle EU-data om situationer med ekstrem fattigdom, som f.eks. hjemløshed, og at det derfor er svært at følge den aktuelle udvikling,

der henviser til, at det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse bør bidrage til at skabe opmærksomhed om fattigdom og den deraf følgende sociale udstødelse og forbedre de politiske løsninger vedrørende social udstødelse, fremme aktiv integration, sikre en rimelig indkomst, give adgang til kvalitetstjenesteydelser og aktivering i værdige jobfunktioner, hvilket kræver en rimelig indkomst- og velfærdsforfordeling og forudsætter, at der træffes foranstaltninger, som sikrer en effektiv økonomisk og social samhørighed på EU-plan og mellem EU's regioner, og henviser til, at en mindsteindkomst kan udgøre et passende sikkerhedsnet for marginaliserede og sårbare personer,

P.	der henviser til, at de retningsgivende målsætninger og principper for det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse er anerkendelse af rettighederne, medansvar og deltagelse, samhørighed, engagement og konkrete handlinger,

Q.	der henviser til, at det økonomiske og finansielle klima i EU27 skal vurderes korrekt for at tilskynde medlemsstaterne til at fastsætte en mindsteindkomsttærskel, som vil gøre det muligt at forbedre levestandarden og samtidig fremme konkurrencedygtigheden,

R.	der henviser til, at EU har forpligtet sig til at opfylde FN's millenniummål samt målene i erklæringen om det andet FN-årti til udryddelse af fattigdom (2008-2017),

der henviser til fattigdommens og den sociale udstødelses flerdimensionelle karakter, eksistensen af særligt sårbare og trængende befolkningsgrupper (børn, kvinder, ældre, handicappede og andre), herunder indvandrere, etniske mindretal, familier med mange børn eller med kun én forælder, kronisk syge og hjemløse, og nødvendigheden af at integrere foranstaltninger og instrumenter til forebyggelse og bekæmpelse af fattigdom og udstødelse i de øvrige EU-politikker, der mener, at der bør opstilles retningslinjer for medlemsstaterne med henblik på at integrere disse foranstaltninger i de nationale politikker og således garantere sociale sikrings- og beskyttelsessystemer af høj kvalitet, universal adgang til lettilgængelige offentlige infrastrukturer og offentlige ydelser af almen interesse af høj kvalitet, anstændige arbejdsforhold og beskæftigelse af høj kvalitet med tilknyttede rettigheder og en garanteret mindsteindkomst, som gør det muligt at undgå fattigdom, deltage i det sociale, kulturelle og politiske liv og leve en værdig tilværelse,

T.	der henviser til, at den store fattigdom ikke blot påvirker den sociale samhørighed i EU, men også den europæiske økonomi, da en vedvarende udelukkelse af store befolkningsgrupper svækker økonomiens konkurrenceevne og øger presset på de offentlige budgetter,

der henviser til nødvendigheden af at fastsætte et globalt mål, navnlig i EU 2020-strategien, som prioriterer den økonomiske og sociale og territoriale samhørighed og respekten for de grundlæggende menneskerettigheder, hvilket forudsætter en balance mellem den økonomiske politik, beskæftigelses-, arbejdsmarkeds-, social-, regional- og miljøpolitikken samt en retfærdig formue- og indkomstfordeling under hensyntagen til en den markante stigning i forsørgerbyrden, og følgelig behovet for at foretage undersøgelser af indvirkningen på samfundet i forbindelse med alle beslutninger og anvende den horisontale sociale klausul i Lissabontraktaten,

V.	der henviser til, at respekten for den menneskelige værdighed er et af de grundlæggende principper i EU, hvis aktiviteter har til formål at fremme fuld beskæftigelse og socialt fremskridt, bekæmpe social udstødelse og forskelsbehandling samt fremme retfærdighed og social sikring,

W.	der henviser til behovet for at sikre, at strukturfondene gennemføres, forhøjes og i højere grad anvendes til at fremme social integration og til at skabe tilgængelige job af høj kvalitet og med tilknyttede rettigheder,

der henviser til de sociale sikringssystemers betydning for opretholdelsen af den sociale samhørighed, der er nødvendigt for en sikre en udvikling, som sigter på at garantere social inklusion og afbøde finanskrisens sociale virkninger, hvilket forudsætter en fattigdomsforebyggende individuelt garanteret mindsteindkomst på nationalt plan, forbedring af kompetence- og uddannelsesniveauet hos de mennesker, der er udelukket fra arbejdsmarkedet på grund af konkurrencepres, og lige muligheder på arbejdsmarkedet og i forhold til de grundlæggende rettigheder,

Y.	der henviser til, at indførelse og styrkelse af mindsteindkomstordninger er et vigtigt og effektivt redskab til at afhjælpe fattigdom gennem ved at fremme social integration og adgang til arbejdsmarkedet og gøre det muligt at leve en værdig tilværelse,

der henviser til, at mindsteindkomstordninger er et vigtigt redskab til at garantere sikkerhed til mennesker, som har behov for at overvinde følgerne af social udstødelse og arbejdsløshed, og til at fremme adgangen til arbejdsmarkedet; der henviser til, at disse mindsteindkomstordninger spiller en vigtig rolle i fordelingspolitikken og sikringen af solidaritet og social retfærdighed, og særligt i krisetider en konjunkturudlignende rolle ved at tilvejebringe yderligere ressourcer til styrkelse af efterspørgslen og forbruget på det indre marked,

AA.

der henviser til, at ifølge en nyere Eurobarometerundersøgelse om EU-borgernes holdning til fattigdom anser et overvejende flertal (73 %) fattigdom for at være et problem i deres respektive land, og til, at 89 % kræver, at deres regeringer handler hurtigt for at bekæmpe den, og 74 % forventer, at også EU spiller en vigtig rolle i denne sammenhæng,

AB.	der henviser til de smertelige sociale virkninger af den økonomiske krise, som har gjort over 6 mio. europæere arbejdsløse de sidste to år,

AC.

der henviser til den alvorlige økonomiske og sociale krise og dens indvirkning med hensyn til stigende fattigdom og social udstødelse samt stigende arbejdsløshed (fra 6,7 % i starten af 2008 til 9,5 % ved udgangen af 2009), hvor en tredjedel af de arbejdsløse er langtidsledige, og til at situationen er endnu værre i de økonomisk mere sårbare medlemsstater,

AD.

der henviser til, at Rådet og Kommissionen og internationale organisationer såsom IMF har pålagt visse medlemsstater på kort sigt at nedbringe deres budgetunderskud, som er blevet forværret af krisen, og nedskære deres udgifter, herunder de sociale udgifter, hvilket svækker velfærdsstaten og forværrer fattigdommen,

AE.

der henviser til den stigende sociale ulighed i nogle medlemsstater, som først og fremmest er et resultat af økonomisk ulighed i indkomst- og velfærdsfordelingen, uligheder på arbejdsmarkedet med deraf følgende social utryghed og ulige adgang til offentlige sociale ydelser, herunder socialsikrings-, sundheds-, uddannelses- og retssystemet,

AF.

der henviser til gennemførelsen af EU's politik for social integration og særlig de mål og det EU-program, der blev vedtaget i henhold til Lissabonstrategien i begyndelsen af 2000-tallet, med gennemførelsen af den åbne koordinationsmetode, og de fælles mål, der skal nås inden for rammerne af nationale handlingsplaner,

AG.	der henviser til, at de fleste medlemsstater nu har mange hjemløse på grund af forskellige faktorer, og at disse menneskers sociale integration kræver særlige foranstaltninger,

fremhæver nødvendigheden af konkrete foranstaltninger, som kan udrydde fattigdom og social udstødelse ved at kortlægge mulighederne for fornyet integration på arbejdsmarkedet, tilskynde til en mere retfærdig indkomst og velfærdsfordeling, sikre passende indkomster og således give det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom reel substans og desuden sikre opfyldelsen af millenniumudviklingsmålene et vægtigt politisk eftermæle i form af bl.a. en garanti for passende mindsteindkomstordninger til bekæmpelse af fattigdom og fremme af social integration på grundlag af medlemsstaternes forskellige nationale praksisser, overenskomster eller lovgivninger i hele EU og en aktiv indsats til fordel for passende indkomst- og socialsikringssystemer; opfordrer medlemsstaterne til at revidere deres indkomstsikringspolitikker, eftersom fattigdomsbekæmpelse forudsætter skabelse af anstændige og varige job til grupper, der er dårligt stillede på arbejdsmarkedet; mener, at alle lønmodtagere bør kunne føre en værdig tilværelse; mener, at velfærdspolitikken også omfatter en aktiv arbejdsmarkedspolitik;

henleder opmærksomheden på, at den seneste tids økonomiske opbremsning med stigende arbejdsløshed og færre jobmuligheder gør mange mennesker udsatte for fattigdom og social udstødelse; understreger, at dette navnlig er tilfældet i de medlemsstater, der er ramt af langtidsarbejdsløshed eller -ledighed;

3.	kræver, at der sker reelle fremskridt med hensyn til passende mindsteindkomstordninger, således at alle børn, voksne og ældre kan hjælpes ud af fattigdom og leve en værdig tilværelse;

understreger forskellene på en række områder (sundhed, boliger, uddannelse, indkomst og beskæftigelse) mellem de samfundsgrupper, som lever i fattigdom; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til tage højde for disse forskelle i deres målrettede foranstaltninger; understreger, at en af de mest effektive metoder til bekæmpelse af fattigdom er at gøre arbejdsmarkedet tilgængeligt for alle;

understreger, at det er nødvendigt at lægge særlig vægt på programmer for livslang læring som et grundlæggende redskab til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse ved at fremme beskæftigelsesegnetheden og adgangen til viden og arbejdsmarkedet; mener, at det er nødvendigt at gennemføre foranstaltninger, der kan tilskynde arbejdstagere, arbejdsløse og alle sårbare befolkningsgrupper til at deltage i programmer for livslang læring, og at træffe effektive foranstaltninger over for de faktorer, der fører til frafald, eftersom forbedring af de faglige kvalifikationer og erhvervelsen af nye færdigheder kan føre til hurtigere indslusning på arbejdsmarkedet, øge produktiviteten og hjælpe mennesker med at finde et bedre job;

understreger behovet for, at medlemsstaterne gør en indsats for at fastsætte en mindsteindkomsttærskel baseret på relevante indikatorer med henblik på at sikre social og økonomisk samhørighed, begrænse risikoen for ulige løn for det samme arbejde og mindske risikoen for, at der opstår fattige befolkningsgrupper i hele EU; efterspørger stærkere henstillinger fra EU med hensyn til disse typer foranstaltninger;

7.	understreger, at beskæftigelse skal ses som en af de mest effektive garantier mod fattigdom, og at der derfor skal vedtages foranstaltninger, som tilskynder til at ansætte kvinder, og fastsættes kvalitative mål for de job, der tilbydes;

understreger behovet for handling både på EU-plan og nationalt plan med henblik på at beskytte borgerne og forbrugerne mod urimelige vilkår i forbindelse med tilbagebetaling af lån og kreditkort og at fastlægge betingelser for adgang til lån, der har til formål at forhindre, at familier får for stor gæld og derefter bliver ramt af fattigdom og social udstødelse;

understreger fattigdommens og den sociale udstødelses flerdimensionelle karakter og insisterer på behovet for at sikre mainstreaming af de sociale mål og den sociale bæredygtighed i de makroøkonomiske politikker; mener, at de sociale målsætninger bør udgøre en integreret del af strategien til bekæmpelse af krisen såvel som EU 2020-strategien og politikken til fordel for økonomisk, social og territorial samhørighed, hvilket betyder, at der bør gennemføres ensartede sociale retningslinjer og effektive sociale konsekvensanalyser, som sikrer en omdefinering af prioriteringerne og politikkerne, bl.a. penge- og valutapolitikken, beskæftigelsespolitikken, socialpolitikken, den makroøkonomiske politik, herunder stabilitets- og vækstpagten, konkurrencepolitikken, politikkerne om det indre marked og budget- og skattepolitikken; mener, at disse politikker ikke bør udgøre en hindring for den sociale samhørighed og bør sikre iværksættelsen af de pågældende foranstaltninger og fremme af lige muligheder med henblik på at finde en stabil vej ud af krisen, sikre finanspolitisk konsolidering og gennemførelse af de reformer, der er nødvendige for at sikre fornyet økonomisk vækst og jobskabelse; henstiller, at der gennem passende mekanismer iværksættes konkrete foranstaltninger til fordel for de hårdest ramte medlemsstater;

10.	mener, at Kommissionen og medlemsstaternes regeringer bør prioritere jobskabelse som et indledende skridt i bekæmpelsen af fattigdom;

11.

mener, at mindsteindkomstordninger bør udgøre en integreret del af en strategisk tilgang til social integration, der bør omfatte både generelle politikker og målrettede tiltag - inden for områderne bolig, sundhedsvæsen, uddannelse og sociale ydelser - som kan hjælpe personer med at komme ud af fattigdom og tilskynde dem til selv at handle for at opnå social integration og adgang til arbejdsmarkedet; mener, at mindsteindkomstordningernes egentlige formål ikke kun er at hjælpe, men hovedsageligt at ledsage modtagerne i overgangen fra social udstødelse til en aktiv tilværelse;

12.

understreger behovet for, at der ved fastlæggelsen af mindsteindkomstniveauet tages behørigt hensyn til det faktum, at arbejdstagere er forsørgere, særligt for børn, så den onde cirkel med børnefattigdom kan brydes; finder yderligere, at Kommissionen bør udarbejde en årlig beretning om resultaterne af bekæmpelsen af børnefattigdom;

13.

insisterer på, at der er behov for en revision af de spareprogrammer, der indføres i nogle medlemsstater for at bekæmpe krisen, og understreger vigtigheden af effektive solidaritetsforanstaltninger, herunder styrkelse, mobilitet, foregribelse af overførsel og reduktion af medfinansieringen i forhold til budgetmidler med henblik på at skabe anstændige job, støtte produktionssektorerne, bekæmpe fattigdom og social udstødelse og undgå nye former for afhængighed og forøgelse af gældsbyrden;

14.

mener, at indførelsen af mindsteindkomstordninger i alle EU-medlemsstater - omfattende specifikke tiltag til fordel for personer, hvis indkomst er utilstrækkelig, med økonomisk hjælp og lettere adgang til tjenesteydelser - er en af de mest effektive metoder til at bekæmpe fattigdom, garantere en passende levestandard og fremme social integration;

15.	mener, at en passende mindsteindkomstordning bør fastsætte mindsteindkomsten på et niveau svarende til mindst 60 % af medianindkomsten i den pågældende medlemsstat;

16.

påpeger behovet for en evaluering af politikken for social integration, anvendelsen af den åbne koordinationsmetode, opfyldelsen af de fælles målsætninger og de nationale handlingsplaner i forhold til udviklingen af fattigdom med henblik på at skabe mere engageret handling på EU-niveau og nationalt niveau og bekæmpe fattigdom ved hjælp af politikker, der er mere globale og sammenhængende og bedre formuleret, og som er rettet mod at udrydde absolut fattigdom og børnefattigdom inden 2015 og mod at reducere relativ fattigdom væsentligt;

17.

gentager, at selv om mindsteindkomstordningerne er meget vigtige, bør de også ledsages af en koordineret strategi på nationalt plan og EU-plan med fokus på brede tiltag og specifikke foranstaltninger såsom aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger til fordel for de grupper, der er længst fra arbejdsmarkedet, uddannelse til de personer, der har færrest kompetencer, mindsteløn, socialt boligbyggeri og levering af offentlige tjenesteydelser, der er økonomisk overkommelige, tilgængelige og af høj kvalitet;

18.

insisterer på at fremme den sociale integration og inklusion i håb om at sikre effektiv overholdelse af de grundlæggende menneskerettigheder og på tydelige forpligtelser over for EU's og nationalstaternes politikker for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse; finder det nødvendigt at sikre bedre og generel adgang uden fysiske eller kommunikationsmæssige hindringer til arbejdsmarkedet, offentlige ydelser inden for sundhedsvæsenet, uddannelse (fra førskoleundervisning til gennemførelse af en grunduddannelse på universitetsniveau) og erhvervsuddannelse, offentligt boligbyggeri, energiforsyning og socialsikring; mener, at jobbene bør være tilgængelige, af høj kvalitet og ledsaget af rettigheder; mener, at lønningerne bør være anstændige, og at pensionerne bør omfatte en grundlæggende alderspension, således at pensionister, der har arbejdet hele deres liv, kan få en anstændig pension; mener endvidere, at passende generelle mindsteindkomstordninger bør forebygge risikoen for fattigdom og sikre social, kulturel og politisk integration i overensstemmelse med medlemsstaternes nationale praksis, overenskomster og lovgivning; bemærker yderligere, at jo flere medlemsstater, der investerer i disse forskellige politikker, jo mindre vil behovet på langt sigt være for en ordning med en passende mindsteindkomst pr. husstand; påpeger, at sådanne tiltag bør vedtages i fuld overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, og medlemsstaternes forskellige praksis, overenskomster og nationale lovgivning; mener, at kun på denne måde kan den enkelte persons ret til at deltage i det sociale, politiske og kulturelle liv garanteres;

19.

henleder på ny opmærksomheden på behovene hos unge, som støder på specifikke problemer med at finde sig til rette i det økonomiske og sociale liv, og som risikerer at forlade skolen i utide; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at kampen mod ungdomsarbejdsløshed gøres til et konkret mål med egne prioriteringer og med konkrete initiativer og tiltag inden for faglig uddannelse, støtte til EU-programmer (livslang læring, Erasmus Mundus) og incitamenter til iværksættere;

20.

påpeger, at andelen af personer, der forlader skolen i utide, og den begrænsede adgang til videregående uddannelser og uddannelser på universitetsniveau er grundlæggende faktorer i forhold til den høje langtidsarbejdsløshed og er ødelæggende for den sociale samhørighed; mener, at eftersom initiativer til bekæmpelse af disse to problemer er at finde blandt Kommissionens prioriterede mål i 2020-strategien, vil bør man være særligt opmærksom på at udarbejde specifikke tiltag og politikker vedrørende unges adgang til uddannelse gennem stipendier, studiestøtte, studielån og initiativer til sikring af en mere dynamisk skoleundervisning;

21.

mener, at Kommissionen bør undersøge, hvilke virkninger et eventuelt lovforslag fra Kommissionen om indførelse af en mindsteindkomst på EU-niveau vil have i de enkelte medlemsstater; foreslår navnlig, at en sådan undersøgelse skal belyse forskellen mellem den passende mindsteindkomst og mindstelønnen i den pågældende medlemsstat samt konsekvenserne for adgangen til arbejdsmarkedet;

22.

understreger vigtigheden af at indføre regler om arbejdsløshedsgodtgørelser, der kan holde modtagerne ude af fattigdom, og af at opfordre medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger, der kan tilskynde personer, der skal tilbage på arbejdsmarkedet, til at tage upopulære job, eksempelvis ved at lette mobiliteten inden for EU;

23.

understreger, at investeringer i mindsteindkomstordninger udgør et vigtigt element i forhold til at forebygge og bekæmpe fattigdom; understreger, at mindsteindkomstordninger end ikke i krisetider bør opfattes som en omkostningsfaktor, men derimod som et kerneelement i kampen mod krisen; understreger, at tidlige investeringer i fattigdomsbekæmpelse giver et stort udbytte, eftersom de langsigtede omkostninger for samfundet reduceres;

24.

understreger vigtigheden af social sikring, særligt i form af sygeforsikring, familieydelser, pensioner og handicapydelser, og opfordrer medlemsstaterne til at være særligt opmærksomme på de mest sårbare medlemmer af samfundet ved at garantere dem et sæt minimumsrettigheder, selv når de er arbejdsløse;

25.

fastholder, at ressourcer og rettigheder, der er tilstrækkelige til, at man kan leve en værdig tilværelse, er en grundlæggende menneskerettighed, som bør sikres inden for globale og sammenhængende tiltag til bekæmpelse af social udelukkelse; opfordrer medlemsstaterne til som led i en aktiv strategi til fordel for social integration at vedtage de nødvendige politikker på nationalt plan til støtte af de implicerede personers økonomiske og sociale integration;

26.

henleder opmærksomheden på det stigende antal fattige arbejdstagere og behovet for at håndtere denne nye udfordring ved at kombinere forskellige instrumenter; kræver, at en subsistensløn altid ligger over fattigdomsgrænsen, at arbejdstagere, som af en række årsager forbliver under fattigdomsgrænsen, skal modtage ubetingede og lettilgængelige supplerende ydelser; påpeger, at man i USA har gode erfaringer med negativ indkomstskat for at løfte lavtlønnede arbejdstagere op over fattigdomsgrænsen;

27.

noterer sig, at Kommissionen i dokumentet Europa 2020 - en strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst - foreslår, at der opstilles fem mål for EU, herunder et mål om at bringe 20 mio. mennesker ud af en situation, hvor de risikerer at blive ramt af fattigdom; minder om, at dette mål ikke svarer til de oprindelige ambitioner i Lissabontraktaten, som det desværre ikke har været muligt at nå (udryddelse af fattigdom); mener, at fattigdom og social udstødelse skal udryddes gennem troværdige, konkrete og bindende foranstaltninger; mener, at det foreslåede tal er for lavt, og at målsætningen om et Europa uden fattigdom ikke må glemmes; mener, at dette mål skal nås gennem konkrete og passende foranstaltninger og ved at kombinere det foreslåede tal med en målsætning om at reducere fattigdommen i alle medlemsstater for at tilskynde de enkelte medlemsstater til at bidrage til at nå målet og gøre det troværdigt gennem passende foranstaltninger, navnlig hvad angår politikkerne til støtte af omsorgsafhængige personer; mener, at dette mål skal nås gennem konkrete og passende foranstaltninger, navnlig ved at indføre mindsteindkomstordninger i alle EU-medlemsstater;

28.	mener, at man bør prioritere bekæmpelsen af social ulighed, navnlig økonomisk ulighed i indkomst- og formuefordeling, ulighed på arbejdsmarkedet med deraf følgende social utryghed og ulige adgang til statens sociale funktioner såsom socialsikring, sundhed, uddannelse og domstole;

29.

opfordrer Rådet og EU's medlemsstater til at basere det overordnede mål for Europa 2020 om at bekæmpe fattigdom på den relative fattigdomsindikator (60 % af medianindkomsten) som godkendt af det Europæiske Råd i Laeken i december 2001, da denne indikator fastsætter fattigdomsgrænsen på baggrund af hver enkelt medlemsstats forhold, idet den afspejler en opfattelse af fattigdom som en relativ situation;

30.	opfordrer medlemsstaterne til at omsætte EU's overordnede mål vedrørende fattigdom til konkrete og opnåelige nationale mål inden for de prioriterede områder i EU's strategi for social integration, såsom afskaffelse af gadehjemløshed inden 2015 i overensstemmelse med skriftlig erklæring 0111/2007;

31.

mener, at der er brug for særlig opmærksomhed og yderligere tiltag til fordel for de hjemløse, både fra medlemsstaternes og Kommissionens side, med henblik på fuld integration i samfundet inden 2015, hvilket vil kræve, at sammenlignelige oplysninger og pålidelige statistikker indsamles på EU-plan og offentliggøres årligt sammen med en redegørelse for de opnåede fremskridt og de målsætninger, der er defineret i de respektive nationale strategier og EU-strategier for bekæmpelse af fattigdom og social eksklusion;

32.

anser det for at være hver enkelt medlemsstats ansvar at træffe alle hensigtsmæssige foranstaltninger for at beskytte landets borgere mod ekstrem økonomisk sårbarhed ved at sikre, at de ikke pådrager sig alt for stor gæld, navnlig i form af banklån, eksempelvis ved at beskatte de banker og pengeinstitutter, der låner penge til personer, der ikke er kreditværdige;

33.

mener, at medlemsstaterne udtrykkeligt skal forpligte sig til at indføre aktiv integration og dermed til at have færre betingelser, investere i bedre aktivering, støtte en passende mindsteindkomst og beskytte de sociale standarder ved at forbyde besparelser inden for de vigtigste offentlige tjenester, således at de fattige ikke kommer til at betale for krisen;

34.

mener, at de mange forskellige erfaringer med mindsteindkomster og med garanterede basisindkomster til alle, ledsaget af yderligere foranstaltninger til fordel for social integration og socialsikring, viser, at der er tale om effektive metoder til bekæmpelse af fattigdom og social udelukkelse og sikring af en værdig tilværelse for alle; anmoder derfor Kommissionen om at tage initiativ til at støtte yderligere forsøg i medlemsstaterne, som tager højde for og fremme bedste praksis og sikrer individuelt garanterede passende mindsteindkomst- og basisindkomstordninger til forebyggelse af fattigdom i EU som en fattigdomsbekæmpende foranstaltning og som en garanti for social retfærdighed og lige muligheder for alle borgere, hvis fattigdom bør fastslås på baggrund af den relevante regionale målestok i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet og under hensyntagen til de specifikke forhold i hver enkelt medlemsstat; mener, at Kommissionens initiativ bør udmønte sig i udarbejdelsen af en handlingsplan, som skal ledsage implementeringen af et EU-initiativ om mindsteindkomst i medlemsstaterne i overensstemmelse med medlemsstaternes nationale praksis, overenskomster og lovgivning, med følgende formål:

—	udarbejdelse af fælles standarder og indikatorer for betingelserne for berettigelse og adgang til mindsteindkomstordningerne

—	fastsættelse af kriterier til vurdering af, på hvilke institutionelle og territoriale niveauer, herunder arbejdsmarkedets parter og relevante interessenter, mindsteindkomstforanstaltningernes gennemførelse bedst vil kunne varetages

—	fastsættelse af fælles indikatorer og benchmarks for vurderingen af fattigdomsbekæmpelsens resultater, konsekvenser og effektivitet

—	sikring af opfølgning og effektiv udveksling af bedste praksis;

35.

fastholder, at en passende mindsteindkomst er afgørende for en værdig tilværelse, og at personer, der ikke har en passende mindsteindkomst og ikke er en del af samfundet, ikke kan udnytte deres potentiale fuldt ud og deltage i samfundets demokratiske opbygning; understreger desuden, at hvis borgerne tjener en løn, man kan leve for, styrkes økonomien, og velstanden beskyttes;

36.

mener, at Kommissionen i forbindelse med sit tiltag vedrørende en garanteret mindsteindkomst bør tage højde for henstilling 92/441/EØF, hvori »den grundlæggende ret til indtægter og ydelser, der er tilstrækkelige til at leve en menneskeværdig tilværelse« anerkendes, og hvori der samtidig insisteres på, at det centrale formål med indkomststøtteordninger bør være at hjælpe personer ud af fattigdom og lade dem leve en værdig tilværelse, herunder værdige invalide- og alderspensioner; anbefaler under hensyntagen til ovenstående, at Kommissionen overvejer at formulere en fælles metode til beregning af en mindsteoverlevelsesindkomst og en leveomkostningsbaseret indkomst (en »indkøbskurv« med produkter og tjenester) for at råde over sammenlignelige metoder til måling af fattigdom og metoder til gennemførelse af sociale foranstaltninger;

37.

opfordrer medlemsstaterne til at handle omgående for at forbedre udnyttelsen af ydelser, overvåge niveauet for manglende udnyttelse og årsagerne hertil, i erkendelse af, at den manglende udnyttelse ifølge OECD udgør 20-40 % af ydelserne, gennem øget gennemsigtighed og mere effektiv information og ved at indføre mere effektive rådgivningstjenester og forenkle procedurerne samt ved at gennemføre effektive foranstaltninger og politikker til bekæmpelse af den stigmatisering og diskriminering, der forbindes med modtagelse af mindsteindkomst;

38.	understreger vigtigheden af, at der findes en arbejdsløshedsunderstøttelse, som garanterer en anstændig levestandard for modtagerne, men også behovet for at forkorte fraværet fra arbejdsmarkedet ved f.eks. at gøre de offentlige arbejdsformidlinger mere effektive;

39.	understreger behovet for at vedtage regler om socialsikring for at skabe en forbindelse mellem den fastlagte mindstepension og den tilsvarende fattigdomsgrænse;

40.

kritiserer de medlemsstater, hvor mindsteindkomstordningerne ikke tager højde for den relative fattigdomsgrænse; bekræfter på ny sit krav til medlemsstaterne om hurtigst muligt at afhjælpe denne situation; forlanger, at god og dårlig praksis tages i betragtning af Kommissionen i forbindelse med evalueringen af de nationale handlingsplaner;

41.

påpeger, at der sker en væsentlig aldersdiskrimination i forbindelse med de forskellige mindsteindkomstordninger, idet man eksempelvis sætter mindsteindkomsten for børn under fattigdomsgrænsen eller udelukker unge fra mindsteindkomstordninger på grund af manglende bidrag til socialsikringsordninger; understreger, at dette underminerer den betingelsesløshed og anstændighed, der karakteriserer mindsteindkomstordningerne;

42.

understreger, at det haster med at udarbejde og anvende passende økonomiske og sociale indikatorer inden for forskellige områder såsom sundhed, bolig, energiforsyning, social og kulturel integration, mobilitet, uddannelse, indkomst (herunder Ginikoefficienten, som kan bruges til at måle tendenser i indkomstforskelle), materielle afsavn, beskæftigelse og sociale bistandsydelser, som gør det muligt at overvåge og måle fremskridtene i kampen mod fattigdom og for social integration, som skal forelægges hvert år i forbindelse med verdensdagen for bekæmpelse af fattigdom (den 17. oktober), og omfatte en kortlægning af udviklingen efter køn, alder, civilstand, handicap, indvandring, kronisk sygdom samt forskellige indkomstgrupper (60 % af medianindkomsten, 50 % af medianindkomsten, 40 % af medianindkomsten), således at der tages højde for relativ fattigdom, ekstrem fattigdom og de mest sårbare grupper; understreger, at det haster med at udarbejde andre statistiske oplysninger for EU end monetære indikatorer for situationer med ekstrem fattigdom, f.eks. hjemløshed, da sådanne oplysninger endnu ikke er omfattet af EU-SILC; henstiller, at disse socioøkonomiske data hvert år fremlægges i en beretning til medlemsstaterne og Europa-Parlamentet med henblik på drøftelser og fastlæggelse af yderligere konkrete tiltag;

43.

påpeger behovet for yderligere konkrete ydelser til de dårligt stillede grupper (personer med handicap eller kronisk sygdom, familier med kun én forsørger og familier med mange børn), som pådrager sig ekstra omkostninger som følge af deres situation, navnlig i form af personlig hjælp, anvendelse af bestemte faciliteter, lægebehandling og social støtte;

44.

opfordrer Kommissionen og EU-medlemsstaterne til at undersøge, hvordan forskellige modeller for betingelsesløse og fattigdomsbekæmpende mindsteindkomster til alle kan bidrage til social, kulturel og politisk integration, idet der især lægges vægt på, hvorvidt de kan forhindre stigmatisering og tilfælde af skjult fattigdom;

45.	mener, for så vidt angår de fattigdomsbekæmpelsespolitikker, som ledsager fastsættelsen af en passende mindsteindkomst i medlemsstaterne, at den åbne koordinationsmetode bør revideres med henblik på at sikre en ægte udveksling af bedste praksis blandt sidstnævnte;

46.	bemærker, at mindsteindkomsten kun vil nå målsætningen om at bekæmpe fattigdom, hvis den er skattefri, og anbefaler, at det overvejes at knytte mindsteindkomstniveauet til udsvingene i udgifter til offentlige ydelser;

47.

minder om, at risikoen for at havne i ekstrem fattigdom er større for kvinder end for mænd på grund af socialsikringssystemernes utilstrækkelighed og den fortsatte diskrimination især på arbejdsmarkedet, hvilket nødvendiggør en række specifikke politikker, som tager højde for både kønsproblematikken og de konkrete omstændigheder;

48.

mener, at fattigdom, der rammer personer i arbejde, afspejler urimelige arbejdsforhold, og efterlyser bestræbelser på at ændre denne situation, således at lønniveauet generelt og mindstelønnen i særdeleshed, hvad enten de er lovbestemte eller aftalt ved kollektive forhandlinger, kan sikre en anstændig levestandard:

49.

opfordrer til integration af personer, der lever i fattigdom (med særlig tilskyndelse til foranstaltninger, der fremmer disse personers integrationen på arbejdsmarkedet); opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indlede en dialog med de personer og organisationer, der repræsenterer dem, der er ramt af fattigdom, deres netværk og arbejdsmarkedets parter; mener, at man bør sikre, at mennesker, der oplever fattigdom, og de organisationer, der repræsenterer dem, bliver interessenter og modtager passende støtte og ressourcer af økonomisk og anden art, så de får mulighed for at medvirke i udformningen, gennemførelsen og opfølgningen af politikker, foranstaltninger og indikatorer på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan, især i forbindelse med de nationale reformprogrammer under EU 2020-strategien og den åbne koordinationsmetode inden for socialsikring og social integration; fremhæver endvidere behovet for at skærpe indsatsen mod arbejdsgivere, der ansætter marginaliserede grupper ulovligt og udbetaler en løn, der er lavere end mindsteindkomsten;

50.

mener, at man bør støtte og udvide bekæmpelsen af fattigdom og social udstødelse for at forbedre situationen for de personer, der er mest truet af fattigdom og udstødelse, f.eks. arbejdstagere i usikre ansættelsesforhold, arbejdsløse, eneforsørgere (hovedsageligt kvinder), enlige ældre, kvinder, vanskeligt stillede børn, etniske mindretal, syge og handicappede;

51.	beklager, at visse medlemsstater øjensynligt ikke tager hensyn til Rådets henstilling 92/441/EØF, hvori det anerkender »den enkeltes grundlæggende ret til midler og social støtte, der er tilstrækkelige til at leve et menneskeværdigt liv«;

52.	insisterer på, at arbejdsmarkedets parter inddrages fuldt ud i udarbejdelsen af nationale handlingsplaner til bekæmpelse af fattigdom og opstilling af referencemål på alle niveauer i statsforvaltningen;

53.

fremhæver behovet for at planlægge og iværksætte målrettede interventioner gennem aktive ansættelsespolitikker på geografisk niveau, sektorniveau og operationelt niveau, og med aktiv deltagelse af arbejdsmarkedets parter for at fremme adgangen til arbejdsmarkedet for personer fra sektorer eller geografiske regioner med særlig høj arbejdsløshed;

54.	fremhæver behovet for at sætte fokus på udvalgte dele af befolkningen (indvandrere, kvinder, arbejdsløse nær pensionsalderen osv.) med det mål at forbedre deres kompetencer, forebygge arbejdsløshed og styrke den sociale integrationsstruktur;

55.	opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at træffe foranstaltninger til fremme af unges og ældres integration på arbejdsmarkedet, da disse grupper er sårbare og hårdt ramt af arbejdsløsheden i forbindelse med den nuværende recession;

56.

understreger, at mindsteindkomsten bør dække brændstofudgifter, så fattige husholdninger, der rammes af brændstoffattigdom, kan betale deres energiregninger; mener, at mindsteindkomsten bør beregnes på grundlag af realistiske vurderinger af, hvor meget det koster at opvarme et hjem under hensyntagen til de enkelte husstandes specifikke behov - f.eks. en familie med børn, ældre og handicappede;

57.

påpeger, at selv om de fleste medlemsstater i EU-27 har nationale mindsteindkomstordninger, er der stadig nogle medlemsstater, der ikke har en sådan ordning; tilskynder medlemsstaterne til at indføre ordninger med en garanteret mindsteindkomst, der er fattigdomsforebyggende og fremmer den sociale integration; opfordrer dem indtrængende til at udveksle bedste praksis; anerkender, at medlemsstaterne i forbindelse med social bistand har pligt til at sikre, at borgerne forstår og er i stand til at udnytte deres rettigheder;

58.	pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes og kandidatlandenes parlamenter og regeringer.

(1) EUT L 245 af 26.8.1992, s. 46.

(2) EUT L 245 af 26.8.1992, s. 49.

(3) Rådet for Den Europæiske Union, pressemeddelelse, 16825/08 (Presse 358), s. 18.

(4) EFT L 298 af 7.11.2008, s. 20.

(5) EUT C 305 E af 14.12.2006, s. 141.

(6) EUT C 9 E af 15.1.2010, s. 11.

(7) EUT C 212 E af 5.8.2010, s. 11.

(8) EUT C 212 E af 5.8.2010, s. 23.

(9) EUT C 259 E af 29.10.2009, s. 19.

(10) Fattigdomsgrænsen er beregnet i hvert land som 60 % af medianindkomsten i dette land, hvilket er lavere end gennemsnitsindkomsten.

8.3.2012

Den Europæiske Unions Tidende

CE 70/19

Onsdag den 20. oktober 2010
Den finansielle, økonomiske og sociale krise: henstillinger vedrørende foranstaltninger og initiativer, der bør træffes (midtvejsbetænkning)

P7_TA(2010)0376

Europa-Parlamentets beslutning af 20. oktober 2010 om den finansielle, økonomiske og sociale krise: henstillinger vedrørende foranstaltninger og initiativer, der bør træffes (midtvejsbetænkning) (2009/2182(INI))

2012/C 70 E/03

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til sin afgørelse af 7. oktober 2009 om nedsættelse af et særligt udvalg om den finansielle, økonomiske og sociale krise og fastsættelse af dets beføjelser, medlemstal og funktionsperiode (1) vedtaget i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 184,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—	der henviser til betænkning fra Det Særlige Udvalg om den Finansielle, Økonomiske og Sociale Krise (A7-0267/2010),

Årsager

1.	konstaterer, at årsagerne til den nuværende krise er mangfoldige, at den både har direkte og langsigtede virkninger, at adskillige advarselssignaler er blevet overset, og at krisens omfang samt dens indflydelse og »spillover-effekter« har været undervurderet;

2.	bemærker, at krisen, der havde sin oprindelse i USA, hvor subprime-boblen havde rødder langt tilbage i tiden;

Bemærker, at globale ubalancer, regulerende styringsformer (regulering og tilsyn) samt monetær politik - sammen med specifikke faktorer, der ligger i det finansielle system, såsom kompleksiteten og uklarheden af de finansielle produkter, kortsigtede aflønningssystemer og utilstrækkelige forretningsmodeller - er de vigtigste faktorer bag den nuværende finansielle krise;

4.	mener, at stadig flere tilfælde af interessekonflikter, særinteresser (vested interests)og aktører, der er for tæt på til at tale (too close to talk), i visse tilfælde har forværret krisen;

bemærker, at USA's ekspansionistiske pengepolitik var medvirkende til at skabe en overskydende likviditet på jagt efter høje afkast og en udvikling i den indenlandske efterspørgsel baseret på forbrugslån og dermed husholdningernes gæld samt et højt statsligt udgiftsniveau, der blev finansieret via let adgang til kapital;

bemærker, at finansmarkederne har været præget af spekulation, og at visse investorer har udvist en meget risikobetonet adfærd, og at denne udvikling blev forværret af kreditvurderingsbureauernes oligopolistiske position; bemærker, at enhver markedsøkonomi fungerer bedst, når den er ledsaget af demokratisk vedtaget, gennemsigtig og ligevægtig regulering samt sunde etiske og moralske normer, der fremmer forsvarlige finansielle og økonomiske systemer og ikke skader realøkonomien;

bemærker, at spredningen af komplekse ikke-balanceførte produkter (SPE, CDO, CDS osv.) og securitisationsmekanismer, der er et resultat af et ikke-reguleret parallelt banksystem, har øget de systemiske risici i stedet for at nedbringe dem; bemærker, at foretagender, der fokuserer på sparere og på at yde finansiering til SMV'er, har bevist deres værdi;

8.	mener, at fraværet af et mere bæredygtigt mønster af produktion, distribution og forbrug i lyset af klimaændringen, tabet af biologisk mangfoldighed og spredning af naturressourcer bidrager til de årsager, der ligger til grund for krisen;

mener, at de økonomiske og finansielle styringsstrukturer, der eksisterede inden krisen på globalt plan, i USA eller inden for EU, manglede sammenhæng og konsekvens, hvad angår skelnen mellem mikro- og makro-tilsyn, og i overdreven grad fokuserede på »bottom-up«-mikrotilsyn med finansielle institutioner og overvågning af makroøkonomiske indikatorer fra land til land, mens de tilsidesatte et systemovergribende overblik over de finansielle og makroøkonomiske udviklinger, hvilket ville have krævet overvågning af koblingerne mellem finansielle institutioner og mellem lande;

10.

bemærker, at globaliseringen er sket, uden at markedsintegrationen er blevet ledsaget af indførelse eller sideløbende udvikling af strukturer til global styring, især hvad angår de globale balancer eller ubalancer og finansmarkederne, og betragter G20-processen som et skridt i den rigtige retning, men påpeger, at det er nødvendigt med en effektiv repræsentation af EU's position i G20;

11.

bemærker, at EU i juli 1990 anerkendte den frie bevægelighed for kapital som fastsat i EU-traktaterne, der bidrog til en økonomisk udvikling; noterer sig dog, at kapitalens frie bevægelighed ikke var ledsaget af en harmonisering af beskatning af besparelser, tilstrækkelig grænseoverskridende regulering eller tilsyn på europæisk plan;

12.	fordømmer den kendsgerning, at principperne i stabilitets- og vækstpagten ikke altid er blevet fulgt tidligere, og konstaterer, at der er opstået væsentlige ubalancer mellem økonomierne i euroområdet;

13.

bemærker manglen på reel regulering og robust tilsyn og den fuldstændige mangel på instrumenter til beredskabsforvaltning i tilfælde af en bankkrise har vist, hvor meget længere EU er nødt til at gå for at iværksætte mekanismer, der er udstyret til at håndtere de politiske udfordringer, der er forbundet med at have et indre marked og et integreret finanssystem; bemærker navnlig manglen på en grænseoverskridende konkursordning;

Virkninger

14.

konstaterer, at det offentlige underskud ifølge Eurostat er steget fra 2,3 % af BNP i 2008 til 7,5 % i 2010 i EU og fra 2 % til 6,3 % i euroområdet, og at den offentlige gældskvote er steget fra 61,6 % af BNP i 2008 til 79,6 % i 2010 i EU og fra 69,4 % til 84,7 % i euroområdet og således på to år har tilintetgjort knap to årtiers budgetkonsolideringsbestræbelser i nogle medlemsstater; beklager dette tilbageslag, eftersom det vil gøre det meget vanskeligere at håndtere arbejdsløsheden og den demografiske udfordring;

15.

mener, at situationen omkring Europas offentlige finanser allerede var dårlig inden krisen, eftersom medlemsstaternes offentlige gæld siden 1970'erne er steget lidt efter lidt under indflydelse af de forskellige perioder præget af økonomisk opbremsning, som EU har oplevet; konstaterer, at omkostningerne i forbindelse med de økonomiske genopretningsplaner, faldet i skatteprovenuet og de øgede udgifter til social beskyttelse har medført en forøgelse af den offentlige gæld og en forringelse af BNP i alle medlemsstaterne, omend i forskellig grad;

16.	mener, at vi endnu ikke har set alle krisens følger, og at et tilbagefald eller en forværring, såsom en forstærket afmatning, ikke kan udelukkes, især hvad angår arbejdsløshedsniveauet;

17.

konstaterer, at krisen har haft indvirkning på beskæftigelsen over hele EU, selvom faldet i beskæftigelsen har været begrænset til 1,9 % i gennemsnit for EU-27, og at de negative følger for beskæftigelsen vil fortsætte på grund af den sædvanlige forskydning mellem de økonomiske konjunkturer og arbejdsmarkedet; understreger, at ledighedsprocenten i EU ifølge Kommissionens skøn vil komme til at ligge på omkring 11 % i 2010, hvilket vil få alvorlige konsekvenser for den menneskelige kapital i EU;

18.	konstaterer, at krisens sociale følger er meget forskellige afhængigt af medlemsstaterne, idet arbejdsløsheden, som gennemsnitligt er på 10 %, i visse lande er helt oppe på 20 % eller over 40 % for unge, hvilket understreger behovet for strukturelle forandringer i visse lande;

19.

mener, at selvom det er vigtigt med en politik, der nedbringer gælden, bør en hurtig konsolidering af de offentlige finanser ikke være til skade for systemerne med socialsikring og offentlige tjenester, eftersom disse systemer netop med rette er blevet lovprist for deres stabiliserende og krisedæmpende rolle; konstaterer, at øget effektivitet inden for socialsikring og offentlige tjenester samtidig kan øge den økonomiske effektivitet og kvaliteten af tjenesterne; mener, at hvis den rette balance ikke opnås, kan det føre til stagnerende vækst ledsaget af vedvarende arbejdsløshed og følgelig en uomgængelig udhuling af EU’s konkurrenceevne på verdensplan;

20.

bemærker, at en fortsat høj arbejdsløshed ikke alene har sociale omkostninger men også omfattende økonomiske omkostninger, idet en arbejdsløs kun bidrager svagt til den interne efterspørgsel og betaler mindre i skat og sociale bidrag; bemærker, at dette øger byrden for den arbejdende befolkning i form af højere skatter og for fremtidige generationer gennem en større gældsbyrde;

21.	bemærker, at der ifølge tal fra 2007, som er de senest kendte og følgelig stammer fra før krisen, er 30 mio. fattige arbejdstagere i EU, og at 79 mio. mennesker ifølge nylige tal lever under fattigdomsgrænsen i EU, og at dette tal sandsynligvis er steget siden da;

22.

bemærker, at krisen ikke blot har forårsaget arbejdsløshed men har haft mangesidede sociale konsekvenser, heriblandt en vis forringelse af arbejdsvilkårene, voksende problemer for nogle mennesker med at få adgang til grundlæggende ydelser og tjenester, flere hjemløse, overdreven gældsætning og økonomisk udstødelse;

23.	konstaterer, at den nuværende krise - som en hvilken som helst anden krise - har negativ indvirkning på vækst og beskæftigelse, idet den først rammer de mest sårbare grupper, herunder unge, børn og kvinder, samt etniske minoriteter og indvandrere;

24.	deler bekymringerne over de procykliske aspekter af de lovgivningsmæssige, tilsynsmæssige, regnskabsmæssige og skattemæssige regler, der forstærker de udsving, der er forbundet med markedsøkonomiens virkemåde;

Reagere

25.	bemærker, at regeringernes redning af banksektoren kun udgør en del af de omkostninger, finanskrisen påfører samfundet, idet omkostningerne som følge af recessionen og den øgede offentlige gældsætning vil være betragtelige, og der er på verdensplan er anslået et tab på 60 trillioner USD;

26.

bemærker, at krisen har ført til en drastisk stigning i statsstøtten efter vedtagelsen af den midlertidige ramme for statsstøtte, og beklager den skadelige effekt, dette må have haft i forhold til at sikre lige muligheder i Europa; opfordrer Kommissionen til at indtage en ledende rolle i bekæmpelsen af protektionismen og konkurrenceforvridning;

27.

godkender de utraditionelle foranstaltninger, der er blevet iværksat af ECB og de nationale centralbanker i løbet af de seneste to år for at redde banker i medlemsstaterne, som risikerede at gå konkurs på grund af hidtil usete niveauer af dårlige aktiver; glæder sig navnlig over, at der blev stillet indlånsgarantier for kunder i disse banker, men understreger behovet for gradvist at udfase disse utraditionelle metoder for at forhindre uretfærdig konkurrence i banksektoren;

28.	påpeger, at EU i oktober 2008 vedtog den europæiske økonomiske genopretningsplan svarende til 1,6 % af BNP, sammenlignet med 5 % i Kina og 6,55 % i USA;

29.

bifalder den stabiliseringsplan på 750 mio. euro, der blev vedtaget af Økofinrådet den 10. maj 2010, hvorved der indførtes en finansiel stabiliseringsmekanisme, der gør det muligt at håndtere risikoen for statsbankerot, delvis ved brug af artikel 122 i TEUF som retsgrundlag for denne plan; noterer sig det iboende demokratiske underskud og manglende ansvarlighed i forbindelse med Rådets beslutninger om redningspakken, der ikke omfattede høring af Europa-Parlamentet; kræver, at Europa-Parlamentet inddrages som medlovgiver i fremtidige forslag og afgørelser om krisepakker;

Nationale genopretningsplaner

30.

beklager det beskedne omfang af koordinering mellem de forskellige nationale genopretningsplaner, da multiplikator- og løftestangseffekten af en koordinering på EU-plan sandsynligvis langt ville have oversteget den virkning, der kan opnås ved hjælp af stort set national planlægning, der indebærer en risiko for indbyrdes modsatrettede tiltag; kræver en øget europæisk dimension af fremtidige genopretningsplaner og storstilede investeringer;

31.

opfordrer Kommissionen til at give en meget præcis redegørelse for effektiviteten af de nationale bankredningspakker og de nationale og europæiske genopretningsplaner, der blev vedtaget i løbet af efteråret og vinteren 2008-2009 med hensyn til EU's kort- og langsigtede mål, herunder en grundig analyse af konsekvenserne af den reviderede statsstøttemekanisme, der blev vedtaget i forbindelse med krisen, og med hensyn til konkurrencen og opretholdelse af lige vilkår i EU, finansiel reform og jobskabelse;

32.

bemærker, at nogle medlemsstater, især dem, der har modtaget betalingsbalancestøtte, for øjeblikket ikke har mulighed for at etablere reelle nationale genopretningsplaner med elementer, der giver mulighed for at stimulere vækst og beskæftigelse, idet alle muligheder frem til 2012 er begrænset til nedskæringer af de offentlige udgifter, skattestigninger og reduktion af bruttogældskvoten;

Fremtiden - et Europa med merværdi

33.

mener ikke, at Unionen kan acceptere at være det eneste integrerede område, hvor spørgsmålet om energi, især energimix, ikke betragtes som et strategisk spørgsmål såvel internt som i forhold til dens partnere; mener, at initiativer på dette område skal tages på EU-plan på grundlag af nøje samordning mellem Kommissionen, medlemsstaterne og industriens relevante sektorer med henblik på at sikre energiforsyningen til medlemsstaterne gennem et differentieret netværk af energirørledninger, navnlig ved at forhandle forsyningskontrakter og organisere lagerkapacitet, såvel som ved at finansiere og samordne forskning og udvikling af nye energiressourcer som led i alle relevante programmer, såsom det syvende rammeprogram for forskning 2007-2013 og de efterfølgende opdateringer heraf;

34.

foreslår at Kommissionen påtager sig det fulde ansvar for at sikre styringen og finansieringen af projekter på følgende områder:

—	nye investeringer i forskning, udvikling og udnyttelse af vedvarende energikilder, energieffektivitet, især i den europæiske byggesektor, samt i effektiv ressourceudnyttelse generelt

—	styrkelse af det europæiske energinetværk ved at forbinde de nationale net indbyrdes og fordele energi fra store centraler for produktion af vedvarende energi til forbrugerne, indførelse af nye former for energilagring og det europæiske »supernet« af højspændingsledninger med jævnstrøm (HVDC)

—	fremme af rumbaserede infrastrukturer i EU på området for radionavigation og jordobservation med henblik på at fremme ydelse af nye EU-tjenester og udvikle innovative anvendelser samt lette gennemførelsen af EU-lovgivning og -politikker

—	udvikling af en offentlig jernbanetjeneste for højhastighedstog, der forbinder Unionen fra øst til vest og fra nord til syd, sammen med planer, der skal gøre det nemmere at investere i infrastruktur i forbindelse hermed, samt kritiske offentlige infrastrukturer

—	udbud af hurtig internetadgang overalt i EU, der sikrer hurtig gennemførelse af EU's digitale dagsorden og giver alle borgere mulighed for fri og stabil adgang

—	udvikling af EU's førerskab inden for e-sundhed

—	færdiggørelse af udviklingen af elektrisk mobilitet og skabelse af fælles standarder i forbindelse hermed;

35.	mener, at hvis der foreligger en aftale om disse elementer af Unionens forvaltning og foranstaltninger på områderne med delt kompetence og supplerende foranstaltninger, bør Unionen skaffe sig midler, navnlig finansielle, til en sådan strategi;

Regulering af og tilsyn med det finansielle system:

36.

påpeger, at det endelige mål med det finansielle system er at skabe hensigtsmæssige instrumenter til opsparing, som anvendes til investeringer til understøttelse af den reelle økonomi og fremme af den økonomiske effektivitet, og som dækker risici for virksomheder og private husholdninger, til optimering af betingelserne for langsigtet finansiering, til pensioner og til jobskabelse, som det f.eks. er gjort af regionale og lokale detailbanker; bemærker, at denne funktion især er vigtigt i en situation med fornyede vækstmønstre, der kræver betydelige investeringer i rene teknologier;

37.

understreger, at finansiel udvikling også skal være til fordel for retfærdigheden, ved at adgangen til at opnå kredit og forsikringer - forudsat der er fornøden sikkerhed - udvides til de dele af befolkningen, der er afskåret herfra; insisterer på, at en reform af reguleringen af de finansielle markeder ikke må have som sit eneste mål at sikre finansiel stabilitet, men også skal tage hensyn til målsætninger om bæredygtig udvikling;

38.	bemærker, at denne krise markerer grænsen for et selvregulerende system og overdreven tiltro til, at markedsdeltagerne i den finansielle sektor og kreditvurderingsbureauerne altid kan evaluere og håndtere risici korrekt og undgå moralske risici;

39.

glæder sig over de aktuelle forslag fra Baselkomitéen og den rolle, som institutionen som sådan spiller, men mener, at en universalløsning er skadelig for finansielle institutioner i EU; er af den opfattelse, at reguleringen derfor bør planlægges og foreslås på grundlag af grundige analyser af dens virkninger for, i hvilket omfang de finansielle virksomheder tjener realøkonomien og samfundet; deler den bekymring, der er givet udtryk for, med hensyn til det rigtige niveau for kapitalkrav og længden af overgangsperioderne;

40.

bemærker, at det er nødvendigt at sikre gennemsigtighed både i virksomheders og medlemsstaters regnskaber for at skabe fornyet tillid; opfordrer derfor Kommissionen til at undersøge anvendelsen af ikke-bogførte transaktioner, ufinansierede passiver og den hastige vækst i antallet af SPV-selskaber og special purpose-enheder og at overveje at begrænse anvendelsen heraf eller at stille krav om obligatoriske erklæringer i offentliggjorte regnskaber;

41.

bemærker, at der som et resultat af krisen har vist sig store mangler i tilsynssystemet; opfordrer til, at mulighederne for tilsynsarbitrage mindskes globalt gennem en fast aftale på G20-plan og inden for EU, og, hvor det er muligt, afskaffes ved at gennemføre et fælles regelsæt for finansielle tjenesteydelser;

42.	mener, at huller i lovgivningen, der gav datterselskaber af udenlandske finansielle institutioner mulighed for ureguleret at drive forretning af betydeligt omfang i EU, må lukkes;

43.

bemærker, at den internationale regulering af krisestyring i den finansielle sektor for øjeblikket er utilstrækkelig; opfordrer Kommissionen til at fremsætte konkrete forslag til en EU-ramme for grænseoverskridende krisestyring i den finansielle sektor, idet den tager højde for de initiativer, som internationale organer såsom G20 og IMF måtte have taget, således at man sikrer lige vilkår på globalt plan;

44.

konstaterer, at standarder, især hvis der bruges rimelige værdier, er procykliske i deres indvirkning på beslutningstagningen, især i finansielle institutioner, der i for høj grad har sat deres lid til dem; konstaterer, at denne fejl også kan konstateres i forbindelse med visse lovgivningsmæssige, tilsynsmæssige og beskatningsmæssige regler;

45.	er opmærksom på de særlige problemer, der er forbundet med, at store dele af bank- og forsikringssektorerne i mange af de nye medlemsstater ejes af udenlandske selskaber;

46.

bemærker, at det er nødvendigt at skabe balance mellem behovet for at træffe foranstaltninger, der bidrager til at bevare den finansielle stabilitet, og behovet for at bevare bankernes evne til at yde kredit til økonomien, og at det er nødvendigt, at banksystemet er i stand til at udfylde sine grundlæggende funktioner i normale tider såvel som i krisetider;

47.	bemærker, at finansielle virksomheders størrelse og deres respektive balance har ført til begrebet »too big to fail«; opfordrer derfor Kommissionen til at kræve, at banker skal fremlægge et »testamente i levende live« for detaljeret at redegøre for en velordnet afvikling i tilfælde af en krise;

48.	bifalder ECB’s fremtrædende rolle inden for rammerne af Det Europæiske Råd for Systemiske Risici (ESRB), hvilket i høj grad kan medvirke til at sikre finansiel stabilitet i EU;

49.	understreger behovet for at indføre nye standarder for statistiske data om den finansielle sektor, der styrker Kommissionens overvågnings- og tilsynskapacitet;

50.

ønsker at fremme den finansielle innovation forudsat at den fører til udvikling af gennemsigtige redskaber til finansiering af nyttig teknologisk innovation, langsigtede investeringer, pensionsfonde, arbejdspladser og grøn økonomi; ser frem til en yderligere EU-indsats på området for innovativ finansiering med henblik på at mobilisere langsigtet opsparing til fordel for bæredygtige, strategiske investeringer på lang sigt samt øge adgangen til finansielle tjenester;

51.

fastslår, at det er overordentlig vigtigt at have en tilsyns- og reguleringsordning, hvor ingen finansielle transaktioner og ingen finansielle instrumenter kan undgå officielt at figurere nogen steder; insisterer på, at der for hedgefonde skal gælde de samme regler som for alle andre investeringsfonde; understreger, at tilsyn og regulering skal være målrettet mod spekulationsbevægelser på de finansielle markeder for at bremse og styre spekulation i lande, valutaer og økonomier;

52.

mener, at den løse corporate governance i de finansielle virksomheder har været medvirkende årsag til krisen og bør ændres for at sikre, at risikoudvalgene er funktionsdygtige og effektive, at bestyrelsesmedlemmer har tilstrækkelig viden om virksomhedens produkter, og at ledelsen og menige bestyrelsesmedlemmer påtager sig ansvaret for at tilpasse investorers og ansattes interesser med hensyn til kompensationspolitikker;

53.

konstaterer, at der er opstået en mangel på værdier og etik i visse aktørers adfærd på de finansielle markeder og i de finansielle virksomheder; understreger, at de finansielle markeder og institutioner som en del af deres sociale ansvar skal tage hensyn til alle berørte parters interesser, herunder klienter, aktionærer og ansatte;

54.

finder, at der skal anvendes tilstrækkeligt brede kriterier for systemiske risici som grundlag for en sondring mellem finansielle institutioner, navnlig inden for Unionen; mener, at disse kriterier fører til, at man ser på det antal medlemsstater, som institutionerne forekommer i, samt på institutionernes størrelse, og allervigtigst den enkelte institutions kapacitet til at forstyrre det indre marked, så meget desto mere fordi denne krise har vist, at selskabernes størrelse kun var en af flere faktorer, der udgjorde en systemisk risiko;

55.

anser det for afgørende, at EU ved fastsættelsen af nye regler tager højde for behovet for at opretholde og udvide den strukturelle mangfoldighed i den finansielle sektor, og mener, at den europæiske økonomi har behov for et solidt netværk af regionale og lokale banker, såsom sparekasser og andelsbanker, idet det anerkendes, at forskellige banker har forskellige ekspertiseområder og forskellige kernekompetencer; konstaterer, at mangfoldighed har vist sit værd i den finansielle krise og har bidraget til stabiliteten, og at for meget ensretning kan medføre en systemisk svaghed;

56.

slår til lyd for en genindsættelse af den traditionelle bankbestyrer, der kender låneansøgernes personlighed, fortid og forretningsplan og er i stand til at tage en kalkuleret risiko på grundlag af personlig viden i overensstemmelse med EU-lovgivningen, såsom MiFID- og forbrugerkreditdirektiverne, der sikrer forbrugeroplysning og -beskyttelse;

57.	understreger, at det er afgørende med henblik på at genoplive og løsne op for kreditstrømmene til virksomheder og enkeltpersoner at finde langsigtede løsninger på problemerne med det enorme omfang af privat gæld både for husholdninger og virksomheder;

58.	efterlyser øget gennemsigtighed i forbindelserne mellem medlemsstaterne og disses forbindelser til de ledende finansielle virksomheder;

59.

bifalder Kommissionens forslag af 2. juni 2010 og mener, at forretningsmodellen (business model) for kreditvurderingsinstitutter kan resultere i interessekonflikter, da institutterne anvendes for at måle den finansielle styrke hos de virksomheder, der betaler dem, og at deres model ikke gør dem i stand til at evaluere de makroøkonomiske aspekter ved afgørelser; erkender, at kreditvurderingsinstitutter har medvirket til krisen, fordi deres incitamenter blev skabt på en skadelig måde, hvilke igen i vid udstrækning er en følge af manglende konkurrence; foreslår, at man ved forskning undersøger pålideligheden af et system, hvor investorer og opsparere betaler for adgangen til den information, de skal bruge;

60.

anmoder Kommissionen om at indlede en feasibility-undersøgelse og en undersøgelse af virkningerne i forbindelse med oprettelsen af et offentligt og uafhængigt europæisk kreditvurderingsinstitut og mener, at uafhængige revisionsorganer bør bidrage aktivt til bedømmelse af statsgæld; mener, at denne udvikling vil medføre en ønskværdig mangfoldighed af standarder; mener, at øget konkurrence på vurderingsmarkedet kan forbedre vurderingernes kvalitet;

61.	opfordrer Kommissionen til at undersøge forslag om aktionærers stemmeret ved at give større gennemsigtighed i relation til aktionærernes identitet og strategier og ved at tilskynde til langsigtede investeringer;

EU-governance

62.	mener, at europæerne i tider med økonomisk og social krise forventer, at ansvarlighed, ansvar og solidaritet er de ledende principper bag den europæiske beslutningstagning;

63.

bemærker, at mange europæiske lande i årtier inden krisen havde svag vækst og høj arbejdsløshed på grund nogle medlemsstaters manglende kapacitet til at reformere deres økonomier i retning af en vidensdrevet økonomi og til at genoprette deres konkurrenceevne på de internationale markeder, samt på grund af lav indenlandsk efterspørgsel; bemærker, at Europa har brug for mere gennemsigtige og effektive finansielle markeder og højere økonomisk vækst, der fremmer beskæftigelse af høj kvalitet og social inklusion;

64.

noterer sig, at EU har vanskeligere ved at komme ud af krisen end andre dele af verden, hvilket for en stor del skyldes uhensigtsmæssige, utilstrækkelige og forsinkede politiske reaktioner på krisen og en strukturelt svag styringskapacitet, og at krisen derfor risikerer alvorligt og varigt at svække EU's internationale position økonomisk og følgelig også politisk, og at denne position måske først vil blive genvundet på lang sigt, såfremt EU viser sig i stand til at tage holdbarheden af begrebet om »the European way of life« alvorligt uden at undergrave dets centrale værdier;

65.	mener, at EU vil være nødt til at opnå større sammenhæng i politikkerne for at kunne løse EU's problemer; finder det derfor afgørende, at de politikker, der gennemføres, er konsekvente; mener, at EU-institutionernes indsats vil være afgørende i denne forbindelse;

66.	bemærker også de utilstrækkelige økonomiske styringsstrukturer i EU, idet denne opsplitning svækker EU's evne til at trænge igennem i drøftelserne om de store makroøkonomiske ubalancer, især i forhold til USA og Kina;

67.	mener, at krisen har vist, at mange lande både inden for og uden for eurozonen på grund af udviklingstendenserne i de seneste års økonomiske politik står med en alarmerende stor offentlig gæld;

68.

understreger, at de offentlige finansers langsigtede holdbarhed er af central betydning for stabilitet og vækst; glæder sig over Kommissionens forslag om styrkelse af styringen i euroområdet på mellemlang og lang sigt, som er rettet mod at undgå en gentagelse af den nuværende valutakrise, og deler den opfattelse, at der er behov for mere effektive incitaments- og sanktionsmekanismer i forbindelse med stabilitets- og vækstpagten;

69.

understreger, at for at genskabe sund vækst og nå målet om bæredygtig økonomisk udvikling og social samhørighed bør håndteringen af vedvarende og betydelige makroøkonomiske ubalancer og uligheder i konkurrenceevne prioriteres; glæder sig over, at Kommissionen anerkender denne nødvendighed i sin meddelelse om samordning af de økonomiske politikker;

70.	bemærker, at krisen har fremhævet de strukturelle svagheder i visse EU-medlemsstater, og konstaterer, at visse medlemsstaters problemer med at finansiere deres gæld på markederne kan tilskrives utilstrækkelig styring og, som det forlyder fra IMF, falsk alarm på internationale finansielle markeder;

71.	mener, at den finansielle krise i Grækenland og andre lande i euroområdet er en alvorlig sag for euroområdet som helhed, og at den afspejler euroområdets svagheder, hvad angår evnen til at overvinde »spillover-effekterne« fra den globale finansielle sektor;

72.

mener, at enhver udviklingsmodel baseret på det universelt udtrykte ønske om ikke at vende tilbage til status quo bør skabe sammenhæng mellem bæredygtighed og solidaritet; foreslår, at EU's fremtidige strategi skal sikre bæredygtighed for de finansielle markeder, økonomien, de offentlige udgifter, den økonomiske og sociale dynamik, klimaet og miljøet;

73.

anbefaler, at der indføres en afgift på finansielle transaktioner, hvis indtægter vil fremme markedernes funktion ved at begrænse spekulation og bidrage til at finansiere globale offentlige goder og nedbringe de offentlige underskud; mener, at en sådan afgift bør baseres på et så bredt grundlag som muligt, og at afgiften på finansielle transaktioner som et første skridt bør indføres på EU-plan, hvis det ikke lykkes på et bredere grundlag; opfordrer Kommissionen til inden for kort tid at udarbejde en feasibility-undersøgelse, idet der tages hensyn til lige vilkår på globalt plan, og forelægge konkrete lovgivningsforslag;

74.

mener, at med det mål at mindske eller undgå risikoen for strukturelle eftervirkninger bør ønsket om at opnå en langsigtet og bæredygtig vækst være retningsgivende for de politiske valg, der træffes i forbindelse med exitstrategien; påpeger, at indholdet af de finanspolitiske pakker i det perspektiv er altafgørende; henviser til, at de politiske beslutninger bør træffes i overensstemmelse med de mellem- og langsigtede mål, og at offentlige investeringer skal målrettes korrekt med fokus på innovation, forskning, uddannelse og energieffektivitet, og nye teknologier bør have prioritet;

75.	minder om, at Unionens største succeser stammer fra iværksættelsen af konkrete projekter og gennemførelsen af politikker med indhold, såsom det indre marked, den fælles handelspolitik, iværksættelsen af strukturreformer og Erasmusprogrammet, for hvilke Kommissionen har fungeret som drivkraft;

76.	mener, at solidaritet mellem generationerne betyder, at hverken de unge eller de ældre borgere bør overbebyrdes med gæld, som de har pådraget sig i fortiden;

77.

bemærker, at det store krak har kastet nyt lys over den demografiske udfordring og udfordringen, hvad angår pensionernes finansiering; mener, at finansiering af pensioner ikke helt og holdent kan overlades til den offentlige sektor, men at den bør hvile på tredelte systemer, der omfatter offentlige pensionsfonde, arbejdsmarkedspensionsfonde og private pensionsordninger, der sikres på behørig bis gennem specifik lovgivning og tilsyn med henblik på at beskytte investorerne; mener endvidere, at pensionssystemerne i hele EU vil være nødt til at gennemgå reformer for at bidrage til finansieringen af solidariteten mellem generationerne; mener, at den forlængede levealder rejser en række tværgående spørgsmål vedrørende samfundsstrukturerne, som der endnu er fundet en løsning på;

78.

mener, at hvad Europa har brug for, er en mere forenet og mindre bureaukratisk Union og ikke blot mere koordination; mener, at Kommissionen, hvis opgave er at definere og forsvare den overordnede europæiske interesse som led i dens initiativret, må prioritere sin forpligtelse til at handle på Unionens vegne på de områder, hvor den har delt kompetence eller kompetence til at koordinere medlemsstaternes handlinger, idet den gennemfører og håndhæver de fælles politikker og fastlægger handlingsrammerne for markedsdeltagere og aktører i medlemsstaterne, der kan hindre det indre marked; finder det altafgørende, at Kommissionen anvender forordninger og ikke direktiver som retsgrundlag med henblik på at fremme ensartet vedtagelse i hele EU og for at forebygge forvridninger;

79.

opfordrer Kommissionen til, hvor det er nødvendigt, at organisere sektorbaserede rundbordsdrøftelser, så de forskellige aktører på markedet kan arbejde sammen for at tilskynde til en genlancering af en reel europæisk industripolitik samt innovation og jobskabelse; minder om, at vi i forbindelse med disse bestræbelser skal ihukomme vore forpligtelser vedrørende klimaforandringer og visse grønne teknologiers potentiale; mener, at EU's budget skal anvendes bedre, så det kan blive en virkelig katalysator for alle nationale bestræbelser på områderne forskning, udvikling, innovation og skabelse af nye virksomheder og arbejdspladser; opfordrer endvidere Kommissionen til at fremsætte konkrete forslag om, hvordan samarbejdet mellem erhvervslivet og forskningen kan forbedres og klynger fremmes, og til at støtte disse strategier med tilstrækkelige midler; understreger, at en fundamental drivkraft i udviklingen af ethvert marked er den frie og lige konkurrence, hvor det er nemt for nye aktører at vinde indpas på markedet, og hvor dette ikke forvrides af privilegier;

80.

opfordrer Kommissionen til fuldt ud at holde sig til ånd og bogstav i rammeaftalen med hensyn til særligt partnerskab med Europa-Parlamentet, hvad angår opstilling af prioriteterne for EU's dagsorden i alle borgeres interesse; slår til lyd for en intensiveret dialog med de nationale parlamenter, især på områderne for budgetspørgsmål og finansielle anliggender; advarer imod forsøg på at skabe særskilte institutioner af mellemstatslig art, hvilket ville udelukke nogle lande fra beslutningstagning og hindre, at alle medlemsstaters holdninger ville blive vægtet ligeligt;

81.

mener, at effektiv økonomisk styring indebærer, at Kommissionen tildeles et egentligt og mere omfattende forvaltningsansvar, hvorved den gives mulighed for at anvende de allerede eksisterende værktøjer såvel som de nye værktøjer, som der er skabt grundlag for i Lissabontraktatens artikel 121, 122, 136, 172, 173 og 194, i henhold til hvilke Kommissionen har fået pålagt at samordne reformplaner og foranstaltninger samt fastlægge en fælles strategi;

82.	mener, at en styrkelse af den økonomiske governance skal gå hånd i hånd med en underbygning af den demokratiske legitimitet af EU’s governance, som skal opnås gennem tættere og mere rettidig inddragelse af Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter gennem hele processen;

83.

foreslår, at ansvaret for økonomiske og monetære spørgsmål i Kommissionen gives til en af dens næstformænd; foreslår, at den pågældende har til opgave at sikre sammenhæng i Unionens økonomiske aktiviteter, overvåge, hvordan Kommissionen varetager sit ansvar på det økonomiske og monetære område samt for de finansielle markeder og for koordineringen af de andre aspekter af Unionens økonomiske aktiviteter, mener også, at han eller hun bør deltage i Det Europæiske Råds arbejde, være formand i Økofinrådet og Eurogruppen og repræsentere EU i relevante internationale organer;

84.	er af den opfattelse, at de budgetmæssige vanskeligheder, som medlemsstaterne og EU i øjeblikket står over for, og behovet for omfattende investeringer, hvis Unionens strategiske mål skal nås pr. 2020, kræver nye finansieringsmodeller, der omfatter både offentlige og private finansieringsmidler;

85.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne og Kommissionen til at fremskynde skabelsen af betingelser, hvorunder den offentlige og den private sektor kan arbejde tæt sammen, blandt andet i form af offentlig-private partnerskaber, for at imødegå udfordringen med langsigtede investeringer på nationalt plan og EU-plan, hvilket vil føre til bæredygtig, inklusiv og konkurrencedygtig vækst;

Den Økonomiske og Monetære Unions politikker

86.

bekræfter sit engagement i euroen; anerkender den strategiske funktion og værdi af en fælles valuta; understreger den gennemsigtighed og de økonomiske fordele, som euroen har tilført euroområdet; mener, at euroen først og fremmest må være et grundlæggende stabilitetselement i den europæiske økonomi;

87.

bemærker, at det primære mål for ECB's monetære politik er at bevare prisstabiliteten; understreger, at prisstabilitet kun kan opnås effektivt, hvis de dybereliggende årsager til inflation håndteres hensigtsmæssigt; minder om, at artikel 127 i TEUF også udtrykkeligt forpligter ECB til at støtte EU’s generelle økonomiske politikker; finder det uomgængeligt, at medlemsstaterne i euroområdet og dem med særstatus nøje overholder deres forpligtelser og ikke efterlader nogen tvivl om de fælles målsætninger om prisstabilitet, ECB's uafhængighed og budgetdisciplin eller fremme af vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne;

88.	bifalder ECB’s bestræbelser for at kontrollere inflationen, men opfordrer dog ECB til at spille en større rolle i forbindelse med kontrol af inflationen i priserne på aktiver;

89.	bemærker, at en monetær union har brug for en stærk koordinering af økonomiske politikker, hvis den skal være robust over for økonomisk tilbagegang; beklager, at Den Økonomiske og Monetære Union i høj grad har prioriteret den »monetære« del;

90.	er enig med IMF i, at krisestyring ikke er et alternativ til de korrigerende politiske handlinger og grundlæggende reformer, der er nødvendige for at styrke grundlaget for EU's monetære union;

91.	understreger euroområdets behov for at øge sin elasticitet ved at færdiggøre en institutionel opbygning baseret på både incitamenter og sanktioner for nødvendige foranstaltninger;

92.	understreger, at stabilitets- og vækstpagten er det eneste eksisterende reguleringsinstrument, der kan levere en grundlæggende reguleringsramme for makroøkonomiske politikker og offentlige finanser i EU;

93.

bemærker, at overgangen til euroen, som det fremgår af status over euroens første årti, også har afsløret en udvidelse af forskellene mellem euroområdets økonomiers konkurrenceevne, hvilket har forværret følgerne heraf for de økonomisk svage lande og ført til store handelsmæssige skævheder inden for euroområdet; bemærker dog, at fordelene ved euroen for Unionen som helhed ikke desto mindre har været betydelige, f.eks. hvad angår relativ økonomisk stabilitet, prisstabilitet og en lav inflationsrate;

94.

understreger, at mange lande har brug for at bringe deres finanspolitik i orden og i betydelig grad nedbringe deres underskuds- og gældsniveau; er enig med Rådet i, at det er nødvendigt at sikre den finanspolitiske holdbarhed og en øget økonomisk vækst i samtlige medlemsstater, og er derfor enig i, at planerne for den finanspolitiske konsolidering og strukturreformerne skal defineres og sættes i værk i overensstemmelse hermed;

95.	bemærker, at dette kunne føre til finansielle konsolideringsstrategier, der vil indskrænke regeringernes handlingskapacitet betragteligt; advarer samtidig om, at disse krisepakker ikke bør resultere i foranstaltninger, som kan modvirke økonomisk genopretning, jobskabelse og social samhørighed;

96.

mener, at stabilitets- og vækstpagten er et vigtigt redskab for at lægge pres på holdbarheden af de offentlige finanser, hvilket har bidraget til det økonomiske ansvar i euroområdet; erkender, at den er blevet hæmmet af kun at være blevet håndhævet i ringe grad, og at den ikke har givet tilstrækkelig tilskyndelse for de enkelte medlemsstater og euroområdet som helhed til at optimere den økonomiske politik; mener, at dette økonomisk-politiske instrument ikke var designet til at fungere som en holdbar korrigerende proces med det formål at rette op på eksisterende ubalancer og klare perioder med krise eller med meget lav vækst; mener, at medlemsstaterne ud over at anvende eksisterende bestemmelser bør gennemføre interne politikker til fremme af vækst, innovation og konkurrenceevne og sætte sig et kvalitativt mål, idet det offentlige underskud ikke må overskride visse benchmarks;

97.	mener, at stabilitets- og vækstpagten ikke tager hensyn til andre ubalancer, såsom ubalancerne i privat gæld og i løbende regnskaber, hvilket også har indflydelse på den monetære union;

98.

bemærker, selv efter at det blev klart, at pålideligheden af de statistiske oplysninger, der blev indgivet af visse medlemsstater, var tvivlsom i nogle tilfælde, at det i den foregående valgperiode i forbindelse med revisionen af direktivet om Eurostat var Rådet, der modsatte sig Europa-Parlamentets forslag om at give Eurostat beføjelser til at foretage tilsyn på grundlag af bilag og kontrol på stedet;

99.

mener, at man ved udarbejdelsen af Maastricht-traktaten forventede en konvergens i euroområdets medlemsstaters konkurrencedygtighed, og at man ikke havde forventet de store forskelle, hvilket efterfølgende medførte en øget rentespredning, da frygten for visse medlemsstaters solvens drev risikopræmien i vejret;

100.

bemærker, at der i de seneste måneder er sket flere midlertidige undtagelser i gennemførelsen af EU-standarderne for statsstøtte, takket være hvilke medlemsstaterne havde mulighed for at begrænse virkningerne af krisen; konstaterer, at den periode med vækst, som vi er på vej imod, forudsætter et solidt grundlag, og at det er nødvendigt, at vi i denne forbindelse gradvist vender tilbage til den ordinære tilstand vedrørende statsstøtte, således at der hersker ensartede forhold i EU;

101.

opfordrer indtrængende til, at bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten styrkes, især dens forebyggende del, hvor »peer pressure« i øjeblikket er det stærkeste instrument for at få medlemsstaterne til at rette sig efter Rådets anbefalinger; opfordrer til, at den økonomiske overvågning, som udføres af Kommissionen, skærpes; mener, at muligheden for at indføre incitamenter til finanspolitisk konsolidering bør undersøges;

102.	forslår, at der oprettes en effektiv incitament- og sanktionsmekanisme, som skal anvendes i forbindelse med gennemførelsen af stabilitets- og vækstpagten, og som vil bidrage til at forhindre en hvilken som helst forværring af den nuværende krise og sikre forebyggelse af en ny krise i fremtiden;

103.

mener, at den multilaterale overvågning og kravene om tilpasning bør gælde situationer med såvel underskud som overskud under hensyntagen til hver stats specifikke forhold, f.eks. med hensyn til demografi, og at de må tage højde for private gældsniveauer, udviklingen i lønninger sammenlignet med arbejdsproduktivitet, beskæftigelse - navnlig for unge - og betalingsbalancens løbende poster; mener, at disse elementer bør anvendes som advarselssignaler, hvis de ikke kan anvendes på samme måde som de kriterier, der på nuværende tidspunkt er fastsat i stabilitetspagten; mener, at det er nødvendigt med mere gennemsigtighed, hvad angår offentlige finansielle data, og hilser Kommissionens forslag om kvaliteten af statistiske data velkommen;

104.	henstiller indtrængende til Kommissionen at indføre en styrket europæisk sanktionsmekanisme, der er underlagt dens klare beføjelser inden for euroområdet, for at tvinge medlemsstaterne til at overholde stabilitets- og vækstpagtens regler;

105.

er af den opfattelse, at stabilitets- og vækstpagten har vist sig ikke at være effektiv nok til at koordinere finanspolitikkerne, at pagtens afhængighed af individuelle landes politikker har skabt problemer med håndhævelse og oplysningers redelighed, at den ikke har formået at skabe forbindelse mellem beskæftigelsesniveau og jobskabelse på en sådan måde, at der har kunnet skabes en afbalanceret policymix, og at den også har svigtet med hensyn til at tage fat på spørgsmålene om real konvergens, konkurrenceevne og skabelse af synergier i euroområdet; mener derfor, at der er behov for yderligere koordinering mellem medlemsstaterne og især mellem økonomierne i euroområdet med henblik på at styrke den økonomiske balance i euroområdet;

106.	mener, at de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik både med hensyn til stabilitet og vækst, som Europa-Parlamentet er med til at beslutte, bør udgøre rammen for en debat om og en evaluering af medlemsstaternes budgetter, inden de forelægges for de respektive nationale parlamenter;

107.

mener, at euroområdets medlemsstater udover at have en fælles valuta bør gå et skridt videre ved at give mulighed for en fælles emission og forvaltning af en del af medlemsstaternes statsgæld og dermed danne grundlaget for en mere kompleks multilateral overvågning med hjælp fra EMF og EFSF med henblik på at sikre, at markedet i det samlede euroområde er mere attraktivt, og at gælden forvaltes i fællesskab;

108.

mener, at gennemførelsen af de strukturelle reformer, især tilpasning og omstrukturering af de sociale distributionssystemer i de nye medlemsstater, behøver kraftig støtte og solidaritet fra EU's side; understreger, at euroområdet uanset en global finansiel, økonomisk og social krisesituation bør udvides yderligere med nye medlemsstater, der er medlemmer af ERM II og opfylder Maastrichtkriterierne; mener, at sådanne beslutninger bl.a. ville bevise selve euroområdets stabilitet og bæredygtighed;

109.	mener, at udligningen af de store konkurrenceforskelle i euroområdet ved at kontrollere lønstigninger i overensstemmelse med den lokale produktivitetsforøgelse og forventninger til inflation er nøglen til at undgå, at der opstår kløfter inden for euroområdet;

110.	opfordrer til en væsentlig forbedring af den sociale makroøkonomiske dialog, som ikke kan nøjes med at indeholde information til arbejdsmarkedets parter om de foreslåede eller vedtagne retningslinjer;

111.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at definere brede fælles retningslinjer, for at EU kan gennemføre en bæredygtig markedsøkonomi; mener, at disse retningslinjer bør fastlægges årligt på grundlag af en vurdering, der omfatter udviklingen i forholdet lønninger/produktivitet på nationalt og europæisk plan gennem en reel social dialog;

Finanspolitik

112.	slår til lyd for en fælles budgetstrategi med henblik på at genoprette og sikre EU som et område med langsigtet økonomisk vækst;

113.

mener, at offentlige udgifter brugt effektivt med blikket rettet mod fremtiden (på uddannelse, erhvervsuddannelse, infrastruktur, forskning, miljø etc.) kan stabilisere økonomien ved at give næring til sund, holdbar vækst over tid; mener, at ansvarsbevidste offentlige udgifter af høj kvalitet i kombination med tiltag til fremme af den private sektors iværksætter- og innovationspotentiale, kan være drivkraft for økonomiske og sociale fremskridt;

114.

understreger betydningen af, at der etableres en tættere sammenhæng stabilitets- og vækstpagten, de makroøkonomiske instrumenter og de nationale EU 2020-reformprogrammer ved at fremlægge disse på en konsekvent måde, hvilket også indebærer bedre muligheder for at sammenligne de nationale budgetter, for så vidt angår forskellige udgiftskategorier; mener, at medlemsstaterne ikke udelukkende bør anskue deres respektive økonomiske politikker som et nationalt anliggende, men også som et fælles anliggende, og at de bør formulere deres politikker herefter; minder medlemsstaterne om den styrkede rolle, som de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker spiller;

115.	fastholder, at der, hvis Europa 2020-strategien skal være troværdig, er behov for større kompatibilitet og komplementaritet mellem de 27 EU-medlemsstaters nationale budgetter og EU-budgettet; understreger, at EU-budgettet bør spille en større rolle med hensyn til at samle ressourcer;

116.

mener, at offentlige investeringer, der målrettes på fornuftig vis, har en stærk løftestangseffekt på langsigtede investeringer; foreslår, at EIB's mandat udvides til at omfatte muligheden for at udstede euroobligationer med henblik på at investere i omfattende strukturelle projekter i overensstemmelse med EU's strategiske prioriteter;

117.	understreger, at den fælles mønt kun kan fungere, hvis medlemsstaterne koordinerer deres budgetpolitikker og åbner deres regnskaber for hinanden; erkender, at denne proces kræver tæt samarbejde med de nationale parlamenter;

118.	opfordrer Kommissionen og Rådet til med støtte fra Eurostat at forbedre sammenligneligheden af udgifterne under de nationale budgetter med henblik på at identificere de komplementære og konvergerende aspekter af de gennemførte politikker;

119.

mener, at Unionen og medlemsstaterne må arbejde på at indføre skatteprincipper, der ikke længere favoriserer gældsætning i den offentlige og den private sektor og kortsigtede lønninger i den private sektor, og som eventuelt kan indeholde bonus-malus-mekanismer på grundlag af kriterier for anstændigt arbejde og miljø;

120.

konstaterer, at genoprettelse efter den finansielle, økonomiske og sociale krise og en udvej af statsgældskrisen vil kræve en langsigtet proces, der skal være hensigtsmæssigt udformet og sikre en afbalanceret og bæredygtig udvikling; erkender, at der må indgås kompromiser mellem vækst, retfærdighed og finansiel stabilitet, og at sådanne kompromiser er politiske beslutninger; opfordrer Kommissionen til at forelægge forslag til finansiel udvikling, der tager hensyn til disse målsætninger, navnlig inden for rammerne af EU 2020-strategien, og til at præcisere, hvilke politiske valg der kan træffes med hensyn til kompromiser; håber, at dette kan danne grundlag for, at Den Europæiske Union organiserer et debatforum og et forum for politisk konfrontation efter høring af alle de parter, der berøres af reformen af de finansielle markeder (banker, investorer, sparere og arbejdsmarkedets parter); opfordrer endvidere Kommissionen til yderligere at inddrage Europa-Parlamentet i denne proces, navnlig i forbindelse med udformningen og gennemførelsen af Europa 2020-strategien;

121.	opfordrer indtrængende Unionen til at udstyre sig bedre med konjunkturudlignende instrumenter til styring af den økonomiske politik;

122.	mener, at Lissabontraktaten giver alle de instrumenter, der er nødvendige på dette stadium, for at etablere en egentlig økonomisk forvaltning i Unionen samt bedre tilsyn med situationen for medlemsstaternes offentlige finanser;

Det indre marked

123.

fremhæver opfordringerne i Mario Montis rapport og i Louis Grechs betænkning vedtaget af Europa-Parlamentet den 20. maj 2010 til en mere samlet tilgang til det indre marked, for så vidt angår såvel strategi som opfattelse af det, således at det bliver mere effektivt, og offentlighedens tillid til det genoprettes; understreger betydningen af initiativet vedrørende »lov om det indre marked« bestående af lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige forslag med henblik på at styrke og aktualisere det indre marked, færdiggøre det digitale indre marked og tage fat på samt nedbryde de sidste barrierer;

124.

anser det for væsentligt, at det indre marked omfatter en ambitiøs dagsorden for social beskyttelse og forbrugerbeskyttelse med indføjelse af en social klausul i al lovgivning i forbindelse med det indre marked, lovgivning om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, en lovgivningsdagsorden til styrkelse af arbejdstagernes rettigheder, en ambitiøs lovgivningspakke for forbrugerbeskyttelse, der gør en forskel i borgernes daglige tilværelse, og bedre koordination af beskatningen ved hjælp af en harmonisering af grundlaget for selskabsskatten og momssatserne;

125.	bemærker, at det indre marked kræver støtte fra alle som en hjørnesten i det europæiske projekt, og at der dannes bæredygtig velstand i EU;

126.	understreger, at det indre marked er en af de vigtigste drivkræfter i den europæiske vækst; understreger, at EU 2020-strategien bør tjene som et konkret program for vækst og beskæftigelse med henblik på at imødegå den økonomiske krise og styrke det indre marked;

127.

er af den opfattelse, at initiativer i enkeltstående stater ikke kan være effektive uden en koordineret indsats på EU-plan, hvilket gør det afgørende, at Den Europæiske Union taler med én stærk stemme og iværksætter fælles aktioner; mener, at solidaritet, som den europæiske socialøkonomiske model er baseret på, og koordination af nationale svar har været afgørende for at undgå kortsigtede protektionistiske foranstaltninger i de enkelte medlemsstater; giver udtryk for sin bekymring for, at en tilbagevenden til økonomisk protektionisme på nationalt plan efter al sandsynlighed ville føre til en fragmentering af det indre marked og et fald i konkurrenceevnen og derfor skal undgås; er bekymret over, at den nuværende økonomiske og finansielle krise kan anvendes til at retfærdiggøre genindførelse af protektionistiske foranstaltninger i nogle medlemsstater, når nedgangsperioden kræver fælles beskyttelsesmekanismer i stedet;

128.

mener ikke, at fremskridt på det indre marked bør baseres på den laveste fællesnævner; tilskynder derfor Kommissionen til at gå i spidsen og fremsætte modige forslag; tilskynder medlemsstaterne til at anvende metoden med udvidet samarbejde på områder, hvor bestræbelserne på at nå til enighed blandt de 27 slår fejl; understreger, at andre lande bør have lov til at deltage i disse banebrydende initiativer på et senere stadium;

129.

advarer mod tanken om, at den europæiske økonomi på eller anden måde kan udvikle sig og vokse uden fri og fair handel med så mange andre lande i verden som muligt, herunder vores førende handelspartner i dag, USA, og de nye vækstøkonomier som Kina, Indien og Brasilien; mener, at EU også bør tage udgangspunkt i sine egne styrker ved at gøre bedre brug af sit indre marked, især fordi hovedparten af EU's vækst også er knyttet til den interne efterspørgsel;

130.	understreger, at det er nødvendigt at frigøre potentialet i det indre marked for virksomhederne i globaliseringens tidsalder med henblik på at sætte skub i jobskabelse og innovation på området nye teknologier i Europa;

131.

mener, at det for at etablere et effektivt indre marked er nødvendigt, at Kommissionen fremlægger en række klare politiske prioriteringer gennem vedtagelse af en »lov om det indre marked«, som bør omfatte såvel lovgivningsmæssige som ikke-lovgivningsmæssige initiativer, der sigter på at skabe en yderst konkurrencedygtig social markedsøkonomi;

132.

erkender, at EU's opbygning af et indre marked uden en vis grad af skattemæssig harmonisering, især hvad angår selskabsskatter, og fastlæggelse af socialsikringsbestemmelser i en vis udstrækning har ført til alt for stor konkurrence mellem medlemsstater, der søger at tiltrække skatteydere fra andre medlemsstater; mener ikke desto mindre, at nogle af de store fordele ved det indre marked har været fjernelsen af hindringer for mobilitet og harmoniseringen af anstaltsanordninger, fremme af kulturel forståelse, integration, økonomisk vækst og europæisk solidaritet;

133.

henstiller, at Kommissionen gennemfører en uafhængig undersøgelse med henblik på at identificere de tyve største kilder til utilfredshed og frustration på det indre marked, som borgerne støder på hver dag, især i relation til e-handel, grænseoverskridende lægehjælp og gensidig anerkendelse af faglige kvalifikationer;

134.	opfordrer medlemsstaterne til endelig at acceptere sammenligningstabeller om gennemførelse af lovgivningen med henblik på at gøre lovgivningsmangler mere gennemskuelige;

135.

understreger, at et velfungerende marked for offentlige indkøb er afgørende for det indre marked; er dog fortsat bekymret over, at de offentlige myndigheder stadig har betydelige problemer med at nå deres politiske mål inden for rammerne af et komplekst sæt af regler, samt med at sikre SMV'ers adgang til markederne for offentlige indkøb;

136.	opmuntrer Kommissionen til at fremsætte et forslag om indførelse af en »sunrise-klausul«, hvilket ville sikre, at EU’s love omkring det indre marked automatisk træder i kraft på et givet tidspunkt, hvis ikke medlemsstaterne gennemfører dem i tide;

137.

mener, at indførelse af sunde, effektive regler for et økonomisk område efter en krise af et omfang som det, vi lige har oplevet, udgør et væsentligt bidrag til konkurrenceevnen; er af den opfattelse, at EU's myndigheder har et særligt ansvar for at opretholde disse reformplaner, herunder over for de nationale politiske myndigheder;

138.

mener, at EU på ny bør blive et attraktivt sted for investeringer og produktion, og skal blive verdens referencepunkt for innovation og vækst; mener, at finansielle virksomheder, hvad enten de er offentlige eller private, skal gøre deres yderste for at sikre, at de finansielle markeder arbejder til fordel for realøkonomien og de små og mellemstore virksomheder;

139.	opfordrer Kommissionen til at udarbejde en årlig vurdering af behovene for offentlige og private investeringer og om, hvordan opfyldes eller bør opfyldes;

Skattespørgsmål

140.

erkender, at det for at videreudvikle EU’s indre marked er nødvendigt med en koordineret tilgang såvel på nationalt plan som på EU-plan for at drage nytte af bedste praksis i kampen mod skattesvig og skatteunddragelse, samtidig med at man udvikler hensigtsmæssige incitamenter for skatteyderne til på behørig vis at betale skat og for skattemyndighederne i medlemsstaterne til at indføre effektive forebyggende foranstaltninger mod en hvilken som helst skattemæssig forkert adfærd;

141.

mener, at en nedbringelse af omfanget af skattesvig vil kunne bidrage til at begrænse de offentlige underskud, uden at skatterne må forhøjes, samtidig med at de sociale udgifter vil kunne opretholdes; er bekymret over den skævhed, der er opstået i det indre marked som følge af de forskellige niveauer i henseende til skattesvig i medlemsstaterne; anmoder Kommissionen om at udarbejde en konsekvensvurdering med henblik på at vurdere de forskellige problemer, der er forårsaget af skattesvig og sort økonomi i medlemsstaterne;

142.

understreger, at bæredygtige offentlige finanser ikke blot kræver en ansvarlig udgiftspolitik, men også en passende og retfærdig beskatning, en mere effektiv skatteinddrivelse af de nationale myndigheder og en mere intensiv bekæmpelse af skatteunddragelse; opfordrer Kommissionen til at foreslå en række foranstaltninger, der kan hjælpe medlemsstaterne med at genoprette balancen i deres offentlige regnskaber og finansiere offentlige investeringer ved at tage innovative finansieringsmetoder i anvendelse;

143.

bemærker, i fortsættelse af Mario Montis arbejde, at stigninger i de offentlige indtægter under de gunstige konjunkturer, generelt førte til skattelettelser; bemærker, at skat på arbejde bør reduceres med henblik på at øge den europæiske konkurrenceevne; støtter Mario Montis forslag om oprettelse af en skattepolitisk gruppe, der fører repræsentanter fra medlemsstaterne sammen som en vigtig metode til at sætte gang i dialogen mellem de europæiske lande; opfordrer den skattepolitiske gruppe til primært at drøfte rammen for et skattesystem, der vil tager sigte på miljømæssige mål og understøtte ressourceeffektiviteten; bifalder forslaget til et direktiv om et fælles, konsolideret grundlag for selskabsskat i Kommissionens arbejdsprogram for 2011;

144.

erkender, at en betydelig drivkraft bag institutionelle forbedringer og økonomisk vækst i medlemsstaterne er deres suveræne ret til selv at vælge beskatningsformerne; anser det for væsentligt at nedsætte skatterne på arbejde, bade for de mest uheldigt stilledes skyld og for at give middelklassen mulighed for at leve anstændigt af frugten af deres arbejde;

145.	slår til lyd for en beskatningsstruktur, der er gearet til at lette byrden for arbejde og tilskynde og skabe incitamenter for beskæftigelse, innovation og langsigtede investeringer;

Økonomisk og social samhørighed;

146.	mener, at samhørighedspolitikken bør betragtes som én af søjlerne i Unionens økonomiske politik, der bidrager til en langsigtet investeringsstrategi for EU;

147.	bemærker, at samhørighedspolitikken er blevet et vigtigt element i den europæiske økonomiske genopretningsplan som en offentlig politik, der kan bruges til at imødegå krisen, stimulere den kortsigtede efterspørgsel og samtidig investere i den langsigtede vækst og konkurrenceevne;

148.

mener, at samhørighedspolitikkens styrke med hensyn til at forbinde genopretning med langsigtet vækst ligger i dens tre grundlæggende kendetegn: den fastlægger strategiske retningslinjer, dvs. betingelser for de tildelte ressourcer, som er bindende for både medlemsstaterne og regionerne, den giver medlemsstaterne og regionerne plads til at afstemme deres indgreb efter lokale karakteristika; og den har kapacitet til at overvåge og understøtte bestræbelserne på at nå målene;

149.

understreger, at krisens forskelligartede indvirkninger inden for Europas område afspejler de forskellige konkurrencemæssige udgangspunkter og uensartede muligheder for at anvende EU's foranstaltninger til bekæmpelse af krisen, og at den indebærer forskellige perspektiver på lang sigt; påpeger, at virkningerne af krisen kan svække den territoriale samhørighed, hvis ikke den imødegås med politikker rettet mod specifikke problemer; bemærker, at i nogle af de lande, der blev hårdest ramt af krisen, blev en væsentlig andel af de samlede offentlige investeringer foretaget med midler fra samhørighedspolitikken;

150.

mener, at strategien i tiden efter krisen vil være mere effektiv, hvis regioner og byer inddrages i gennemførelsen heraf; bemærker, at forvaltning på flere planer giver et bredere politisk råderum til mere effektivt at fremme den økonomiske genopretning i EU, eftersom regionale og lokale forvaltningsniveauer i EU har evnen til at omsætte overordnede europæiske strategiske mål til deres egne territoriespecifikke tiltag og er i stand til at udnytte de politiske værktøjer, de har til rådighed, såvel som engagementet hos alle partnerne - erhvervsliv, den akademiske verden og civilsamfundet;

151.

gør opmærksom på, at der i dag findes mange politiske værktøjer på lokalt og regionalt forvaltningsniveau, understreger, at innovation, som kan føre til produktivitetsforøgelse, og grønne tiltag, der kan skabe ny efterspørgsel og nye markeder, kræver lokalt og regionalt fokus og en stedsbaseret integreret tilgang til investering og vækstpolitikker, og at en region, en by eller et landdistrikt kan være steder, hvor alle partnere kan finde sammen, og alle de elementer, som er nødvendige for at nå til en løsning, er til stede;

152.

er derfor bekymret over manglen på fremskridt med hensyn til overdragelsen af beføjelser til de lokale myndigheder, idet lokalsamfund og landbosamfund giver muligheder med hensyn til økonomi, beskæftigelse og samfundsopbygning, og at yde støtte til disse samfund giver mulighed for at reducere udelukkelsen ved at styrke samfundets netværk og således øge dets optagelseskapacitet;

153.

understreger, at regionerne fortsat vil spille en større og større rolle i EU's økonomiske dagsorden, at den lokale långivning skal styrkes, og at dette kan fremmes store stærke regionale banker; bemærker, at reguleringen af aktiviteter på området for finansielle tjenester bør tage hensyn til behovet for at stimulere iværksættervirksomhed og finansiering af SMV'er, og at den finansielle støtte til SMV'er som led i samhørighedspolitikken bør bevæge sig i retning af finansiering af risikovillig kapital, der kan give mulighed for en større inddragelse af banksektoren og mere effektiv brug af strukturmidler;

154.

slår til lyd for yderligere reform af samhørighedspolitikkens nuværende struktur for at gøre det muligt hurtigere og mere effektivt at stille midler til rådighed for medlemsstater, regioner og byer; påpeger, at det er nødvendigt med mere fleksibilitet, og at Kommissionen skal tage dette i betragtning, når den udformer den kommende samhørighedspolitik;

155.

anser det for absolut nødvendigt at knytte enhver EU-strategi for langsigtede investeringer, der støttes af samhørighedspolitikken, til resultater, hvad angår konkurrenceevne, innovation, jobskabelse, grøn vækst og forbedringer af den økonomiske samhørighed på EU-niveau, især mellem gamle og nye medlemsstater;

EU 2020

156.	opfordrer til, at Europa 2020-strategien følger et bredt politisk koncept for EU's fremtid som en konkurrencedygtig, social og bæredygtig Union, som sætter mennesker og miljøbeskyttelse i centrum for udformningen af politikker;

157.

mener, at det, hvis disse mål skal nås, er tid til at koordinere vore makroøkonomiske politikker nøje, idet man som en prioritet bestræber sig på at øge Unionens vækstpotentiale og fokuserer på en model med inklusiv og bæredygtig udvikling, uden hvilken ingen af vore problemer vil kunne løses; mener, at dette bør være sigtet med EU's nye 2020-strategi;

158.	anerkender, at Unionen for at forhindre, at eurokrisen resulterer i længerevarende økonomisk stagnation, på samme tid bør gennemføre en strategi, som tager sigte på at fremskynde bæredygtig økonomisk vækst kombineret med reformer, der har til formål at genetablere og forbedre konkurrenceevnen;

159.

bemærker de fem overordnede mål, som Det Europæiske Råd har vedtaget i forbindelse med beskæftigelsesfrekvens, forskning og udvikling, drivhusgasemissioner, uddannelsesniveauer og social udstødelse; understreger, at disse overordnede mål bør formuleres inden for rammerne af en konsekvent og sammenhængende bæredygtig udviklingsstrategi, som kombinerer de økonomiske, sociale og miljøpolitiske dagsordener;

160.

mener, at uddannelse bør stå centralt i EU's økonomiske strategi og have som mål at højne den generelle kvalitet af alle uddannelses- og erhvervsuddannelsesniveauer i EU ved at kombinere udmærkelse og lighed og omforme uddannelsesmodellen; mener, at uddannelse bør udgøre et fælles gode inden for Unionen, idet der er behov for at investere i alle aspekter af uddannelsessystemet, i uddannelsens kvalitet og i at øge adgangen til en videregående uddannelse; foreslår, at der indføres en permanent og integrerende ordning for livslang læring på EU-plan, hvilket indebærer at programmerne Erasmus og Leonardo for mobilitet inden for uddannelse og lærlingeuddannelse i højere grad vil blive generelt tilgængelige; påpeger behovet for snarest muligt at højne investeringsniveauet for forskning og udvikling, især i lyset af midtvejsevalueringen af det syvende forskningsrammeprogram og EU’s næste finansielle overslag;

161.

understreger, at der bør fokuseres på at håndtere ungdomsarbejdsløsheden og fremme en effektiv gensidig tilpasning af kvalifikationer og markedets behov. mener, at der skal udvikles offentlig-private partnerskaber inden for uddannelse, og at grænseoverskridende mobilitet for studerende og forskere som led i udvekslinger og praktikforløb skal bruges til at gøre de videregående uddannelsesinstitutioner i EU mere attraktive på internationalt plan, idet man samtidig fastholder målet med at bruge 3 % af BNP på forskning og udvikling, hvilket vil sætte skub i innovationen gennem forskning og højere uddannelse;

162.

mener, at EU 2020-strategien, som Kommissionen har stillet forslag om, bør være koncentreret om at gøre det indre marked mindre bureaukratisk ved at reducere de administrative byrder for virksomheder med 25 % inden 2012, og mere effektivitetsbaseret ved at bruge internettet som rygrad for et EU-omfattende E-marked, der skaber nye tjenesteydelser og arbejdspladser;

163.

mener, at ledelsesstrukturen i EU 2020-strategien bør styrkes for at sikre, at målet bliver nået; mener, at en bredere anvendelse af bindende foranstaltninger er nødvendig for at gøre den nye strategi til en succes, i stedet for fortsat anvendelse af den åbne koordinationsmetode i forbindelse med den økonomiske politik; opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til at stille forslag til en økonomisk strategi til økonomisk genoprettelse, der primært bygger på EU-instrumenter og ikke hovedsageligt mellemstatslige initiativer;

164.

er bevidst om, at en god styring eller en økonomisk styring ikke i sig selv er nok til at sikre EU den vækststrategi, som er nødvendig for at imødegå krisen og den globale konkurrence; er imidlertid overbevist om, at ti år med ØMU'en har vist, hvor nødvendigt dette har været i euroens særlige sammenhæng;

165.

insisterer på, at Europa 2020-strategien kommer til at omfatte et mål for nedbringelse af fattigdommen i EU til det halve, og henviser til, at flertallet af de europæere, der i dag lever eller risikerer at komme til at leve i fattigdom, er kvinder, især ældre kvinder, indvandrerkvinder, enlige mødre og personer, der plejer andre; er endvidere af den opfattelse, at der bør indføres et livsforløbsperspektiv, idet forældres fattigdom har direkte konsekvenser for et barns liv, udvikling og fremtid;

166.

opfordrer til, at der formuleres en ambitiøs og langsigtet strategi til fattigdomsbekæmpelse med det formål at mindske uligheder og social udstødelse med vidtrækkende mål for mindskelsen af fattigdom og fattigdom blandt beskæftigede; foreslår en EU-politisk ramme for ordninger om minimumsindtægter i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, forskellige former for praksis, kollektive forhandlinger og national lovgivning i medlemsstaterne på grundlag af europæiske kriterier, som beregnes ud fra levestandarderne i hver enkelt medlemsstat; opfordrer også til indførelse af et børnebidrag med det formål at mindske fattigdom, uligheder og social udstødelse;

167.	mener, at medlemsstaterne bør afholde debatter i deres respektive nationale parlamenter, inden de vedtager stabilitets- og vækstprogrammer (Europa 2020);

Innovation

168.	konstaterer, at Kommissionens innovationsresultattavle viser, at Europa stadig halter betragteligt efter Japan og De Forenede Stater, hvad forskning og innovation angår,

169.	mener, at ud over at finansiere små og mellemstore virksomheder, må EU anlægge en foregribende og koordineret tilgang til finansiering af forskning og innovation og være på forkant med de nye beskæftigelsessektorer og tiltrække private investeringer;

170.

bemærker, at overgangen til en energieffektiv økonomi som en metode til at øge EU's energisikkerhed bør være en af Kommissionens og medlemsstaternes prioriteter; mener, at EU bør tilskynde til innovation i energiproduktion fra vedvarende energikilder, idet der lægges vægt på lokale lavkulstofkilder;

171.	mener, at indbyrdes forbindelser mellem energinetværkene er afgørende for funktionen af det indre energimarked så vel som for mere omfattende energiproduktion fra vedvarende energikilder; understreger vigtigheden af at udvikle et intelligent forsyningsnet;

172.	påpeger, at SMV’er bør være rygraden i udviklingen af vedvarende og energieffektive teknologier; understreger, at skabelse af finansielle instrumenter til at tilskynde til energieffektivitet og innovation i forbindelse med vedvarende energi er afgørende;

173.	mener, at investeringer i fornyelse af boligmassen og offentlig transport skal prioriteres med henblik på at reducere energiomkostningerne og energifattigdom og for at skabe en god cirkel;

174.

går ind for en rimelig og retfærdig gradvis overgang til en grøn økonomi; mener, at overgangen til en grøn økonomi vil resultere i arbejdsløshed, som skal imødegås ved at forbedre arbejdstagernes uddannelse og færdigheder inden for de nye teknologier; bemærker, at brændstoffattigdom er en betydelig og voksende kilde til bekymring;

175.

opfordrer Kommissionen til at udvikle og foreslå en mekanisme, hvormed SMV'er og andre innovatorer tilbydes en risikoafbødende finansiering gennem et offentligt-privat partnerskab med private egenkapitalfonde, hvor midler fra Den Europæiske Investeringsbank sammen med offentlige midler fra medlemsstaterne, med støtte fra risikogaranti-mekanismer fra Den Europæiske Investeringsfond, fordelt gennem den private kapitalfond, vil sætte projekterne i stand til at dække op mod 80 % af finansieringsbehovene via privat investeringskapital;

176.	støtter oprettelsen af en finansielle institutioner, der har til formål at sikre finansiering til innovationsprojekter i hele Unionen, som er afgørende for en fremtidig bæredygtig vækst;

177.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at arbejde på at eliminere administrative hindringer og forbedre betingelserne for innovation, f.eks. ved at skabe et fælles EU-patent; understreger, at velmente programmer, der har til formål at øge konkurrenceevnen og skabe en bæredygtig økonomi ikke fungerer ordentligt, fordi SMV'er, universiteter og multinationale selskaber ikke tilskyndes til at deltage i EU-programmer;

178.

bemærker, at skatte- og valutapolitikker ikke er nogen erstatning for strukturel reform, der skal tage fat på den europæiske økonomis grundlæggende svagheder, nemlig drastisk voksende gæld og underskud, en aldrende befolkning, sandsynligheden af en ny voldsom stigning i inflationen eller en udvikling med deflation, risici for virksomhederne, der er et resultat af klimaændringspolitikkerne, især på grund af usikkerheden omkring nye mål og standarder, lav produktivitet og manglende konkurrenceevne; slår til lyd for mere effektiv anvendelse af offentlige midler på både EU-plan og nationalt plan; mener, at forskellene mellem krisens begyndelsestidspunkter og intensitet samt de forskellige forhåndsregulerende skatte- og finanspolitikker mellem de enkelte medlemsstater bør tages i betragtning ved vedtagelsen af koordinerede politikker og mål; mener, at denne indsats bør føre til en hurtigere, egentlig konvergens mellem de nationale økonomier;

179.	mener, at den europæiske vinderstrategi skal baseres på en sund finanspolitik, der fremmer innovation, uddannelse og arbejdskraftens beskæftigelsesegnethed - den eneste metode til øget produktivitet og vækst på en bæredygtig måde;

180.

påpeger, at klimaændringer, ressourceknaphed og nedgangen i den biologiske diversitet er rammebetingelserne for fremtidig økonomisk vækst i Europa; bemærker, at denne vækst derfor skal baseres på at bryde forbindelsen mellem økonomisk vækst fra ressourceanvendelse, grønne innovationer og miljømæssigt bæredygtige økonomiske fremskridt;

181.

glæder sig over den strategi, Det Europæiske Råd vedtog i 2007 med henblik på at øge EU's uafhængighed på energiområdet og fastlægge præcise forpligtelser vedrørende bekæmpelsen af den globale opvarmning; mener, at krisen har understreget denne strategis relevans yderligere; mener imidlertid, at hvis denne strategi skal lykkes, kræver det mere ambitiøs handling fra EU ud over foranstaltninger til regulering af det indre marked;

Beskæftigelse

182.	mener, at en af de store udfordringer, som Den Europæiske Union står over for, består i at bevare konkurrenceevnen, øge væksten og bekæmpe den høje arbejdsløshed;

183.

gentager, at beskæftigelse af høj kvalitet bør være en hovedprioritet i en 2020-strategi, og at større fokus på velfungerende arbejdsmarkeder og sociale vilkår er af afgørende betydning for at forbedre beskæftigelsessituationen; opfordrer derfor til en ny dagsorden med henblik på at fremme anstændigt arbejde, sikre arbejderes rettigheder i hele Europa og forbedre arbejdsvilkårene;

184.	mener, at den nye strategi skal lægge større vægt på anstændigt arbejde, herunder bekæmpelsen af sort arbejde, og samtidig sikre, at mennesker, som i øjeblikket er udelukket fra arbejdsmarkedet, får adgang hertil;

185.	mener, at den nye strategi bør fremme arbejdsmarkeder, som både forbedrer incitamentet og arbejdsvilkårene for menneskerne på arbejdspladserne og samtidig øger arbejdsgivernes incitament til at ansætte og fastholde personale;

186.

påpeger, at det er vigtigt at se Europas dalende konkurrenceevne i et globalt perspektiv; påpeger endvidere, at det i betragtning af den forventede mangel på arbejdskraft på lidt længere sigt er vigtigt at se ud over krisen og undersøge mulighederne for EU-ordninger, der kan bidrage til tilførsel af viden og forhindre europæisk hjerneflugt;

187.	mener, at en målrettet indsats til fordel for øget beskæftigelse især er nødvendig, fordi der er en risiko for, at det økonomiske opsving i EU ikke ledsages af bæredygtig jobskabelse;

188.	opfordrer indtrængende EU til at lade sine aktioner på beskæftigelsesområdet ledsage af foranstaltninger til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse samt et effektivt indre marked for arbejdstagere inden for EU, således at krisen ikke øger ulighederne yderligere;

189.	opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at nå op på en beskæftigelsesfrekvens på 75 % for såvel mænd som kvinder inden 2020 ved at mindske opdelingen på arbejdsmarkedet og øge indsatsen for at forbedre mulighederne for at forene arbejde, plejeansvar og familieliv;

190.	mener, at bestræbelserne for at støtte jobskabelsen skal være fokuseret på beskæftigelse af de unge, hvilket igen kræver fremme af programmer, der tager hensyn til ligestilling mellem kønnene, og som har til formål at udstyre de unge med de færdigheder, der er brug for i realøkonomien;

191.

fremhæver behovet for at skabe integrerende og konkurrencedygtige arbejdsmarkeder ved hjælp af flexicurity-ordninger, der giver arbejdsgiverne større fleksibilitet og samtidig sikrer passende vilkår for arbejdsløshedsunderstøttelse kombineret med aktiv støtte til fornyelse af anvendeligheden på arbejdsmarkedet i tilfælde af tab af beskæftigelse;

192.

mener, at mens uddannelse fortsat bør være medlemsstaternes ansvar, er der behov for EU-investeringer og en samlet EU-anerkendelse af kvalifikationer i alle aspekter af uddannelsessystemet, i uddannelsens kvalitet og i at øge antallet af personer, der har adgang til en videregående uddannelse; foreslår, at der indføres en permanent og integrerende ordning med retningslinjer for livslang læring på EU-plan, hvilket indebærer at EU-programmerne Erasmus og Leonardo for mobilitet inden for uddannelse og lærlingeuddannelse i højere grad vil blive generelt tilgængelige;

193.

minder om, at beskæftigelse er en afgørende faktor i økonomien, fordi den bidrager til købekraften; mener, at EU bør forfølge målet om fuld beskæftigelse af høj kvalitet, og at et anstændigt arbejdsmarked, der fremmer innovation, er en forudsætning for, at det indre marked kan fungere på bæredygtig vis;

194.	tilskynder medlemsstaterne til via arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger at håndtere både de konjunkturbetingede og de langsigtede dimensioner af arbejdsløshed;

195.	er af den opfattelse, at EU har brug for solid vækst for at underbygge sit velfærdssystem, der bidrager til den europæiske sociale markedsøkonomis konkurrenceevne;

196.

bemærker, at det er vigtigt at fremme mobiliteten, hvilket også gør det lettere for virksomheder at finde frem til de kvalifikationer, som de har brug for, og for det indre marked at fungere bedre, også under en krise; minder om, at arbejdstagernes mobilitet hænger sammen med en forbedring af arbejdsvilkårene;

Skabelse af nye job ved fremme af SMV’er

197.

bemærker, at SMV'er og iværksættere spiller en vigtig rolle i alle økonomier og er de vigtigste generatorer for beskæftigelse og indkomst samt skaber mest innovation og vækst; mener, at SMV'er er afgørende for den fremtidige udvikling, vækst og velfærd i EU, og at EU's konkurrenceevne i forhold til resten af verden kan styrkes ved at prioritere SMV'er;

198.

mener, at tiden er inde til at vende blikket mod fremtiden og lære af fortidens erfaringer og derved over tid opnå de strukturelle ændringer, der vil gøre vore SMV'er mere konkurrencedygtige og rede til at imødegå det yderligere pres, der vil komme fra det globaliserede miljø og vore konkurrenters evne til at deltage på stadig mere innovative markeder; mener, at der derved potentielt kan sikres job for mange af de mere sårbare medlemmer af arbejdsstyrken og deres familier;

199.	erkender, at den nuværende definition af SMV’er i EU bør genovervejes, og at kriteriet for antallet af medarbejdere bør sænkes for gøre det muligt at udvikle mere målrettede SMV-politikker;

200.	erkender, at ambitionen om at tilskynde industri og SMV'er til innovation ikke vil kunne opnås alene ved at sikre bedre adgang til kapital generelt, men at det også bør tilstræbes at sikre en bred vifte af finansieringskilder;

201.

mener, hvad angår genopretningen, at der især skal sættes fokus på SMV'ers rolle i produktiviteten og skabelsen af nye aktiver, og der skal derfor etableres mekanismer til at undgå SMV’ers udtrædelse af markedet, øget ledighed og forlængelse af økonomisk sårbarhed; mener, at der også bør sikres en effektiv fordeling af midlerne fra Den Europæiske Socialfond;

202.	mener, at SMV'er bør anses for en drivkraft for mindre investeringer finansieret af samhørighedsfondene; mener, at tildeling af midler til universiteterne og fremme af partnerskaber med SMV'er er essentielle i denne henseende;

203.

erkender, at EU’s indre marked bidrager til at skabe et frodigt erhvervsmiljø i hele Unionen og samtidig er til fordel for forbrugerne; er ikke desto mindre klar over, at SMV’erne står over for mange udfordringer i forbindelse med det indre marked og ofte fungerer under deres normale effektivitetsniveau, og at SMV’er især på mikrovirksomhedsplan skal støttes for at kunne fungere på hele det indre marked, og at deres adgang til oplysninger om muligheder skal bringes op på et niveau, hvor der kan etableres transeuropæiske platforme, og at SMV’erne først da får mulighed for at udforske erhvervsmulighederne, finde supplerende muligheder og ikke mindst midler til at få adgang til markeder i Unionen;

204.

mener, at det er i Europas interesse i økonomisk sammenhæng at sørge for, at borgerne er aktive og produktive efter pensionering, og at tabet af deres ekspertise kan mindskes ved at tilskynde pensionister til at forblive aktive gennem løsere strukturer og netværk baseret på deres engagement som medborgere og ved at skabe forbindelse mellem dem og økonomiske aktører og akademiske miljøer; mener, at SMV'er vil kunne drage størst fordel af sådant et netværk med en uformel struktur, som de kan konsultere, da de fleste SMV'er dårligt har råd til at anvende de konsulentvirksomheder, der er aktive i økonomien; understreger, at den viden, som pensionister besidder, skal videregives til fordel for alle gennem oprettelse af et netværk på EU-plan;

205.

opfordrer EU til at støtte sit net af SMV'er, som er spydspids for jobskabelse, ved at lette deres adgang til kredit, navnlig ved at støtte garantisystemer og skabe nye standardiserede produkter, der giver mulighed for at sammenlægge lån eller egenkapital for disse virksomheder; opfordrer Unionen til at oprette en EU-garantifond for SMV'er; opfordrer ligeledes til, at der foretages en evaluering af eksisterende finansieringsordninger, navnlig af CIP-programmet, at der gøres en beslutsom indsats for at gøre EU-støttede lån tilgængelige for virksomheder i alle medlemsstater og udvikles tjenester til SMV'er og strukturer for social dialog;

206.

opfordrer Unionen til at søge en mere afbalanceret sammensætning af finansieringen af SMV'er; bemærker, at andelen af finansiering af SMV'er via kapitalmarkederne skal øges; er af den opfattelse, at andelen af finansiering af SMV'er via kapitalmarkeder, risikokapital, »investor-engle« og offentlig-private partnerskaber bør øges og stimuleres; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til kraftigt at reducere bureaukratiet i forbindelse med offentlige indkøb for SMV'er, hvilket er af afgørende betydning for SMV'ers levedygtighed;

207.

opfordrer til, at der etableres specialiserede børser, der udelukkende er for SMV’er, og som har lave grænseværdier for adgang for at lette oparbejdelsen af egenkapital; mener, at SMV’erne bør fokusere mere på egenkapitalen og foreslår på denne baggrund, at alle negative skatteincitamenter fjernes for begge sider af markedet, både investorer og markedet;

208.	opfordrer medlemsstaterne til at overveje bestræbelser på at koordinere beskatningen af SMV’er; mener, at det er af afgørende betydning for EU’s genopretning at fuldende det indre marked for at sikre finansiering og forretningsmuligheder for SMV’er på tværs af grænserne;

209.

understreger, at en grundlæggende forbindelse mellem industri og innovation og dermed uddannelse derfor vil være ønskelig; mener, at innovatorer, herunder SMV’er, skal være i front i forhold til investeringer på europæisk og nationalt plan; mener, da innovative opstartsfaser pr. definition har en højrisiko-/konkursprofil, at man skal revurdere finansieringen heraf, og at der er brug for ledsagende aktiviteter; understreger, at da disse innovative opstartsfaser er i en vanskelig situation med hensyn til finansiering gennem bankverdenen, skal der oprettes kreditgarantiordninger specifikt for dette segment;

210.	foreslår, at Kommissionen etablerer et projekt om »En SMV - et job« ved at skabe et nyt finansielt instrument på EU-plan med henblik på at fremme SMV'ers aktiviteter i Unionen; mener, at sammensætningen af finansieringen af SMV'er skal være mere afbalanceret;

211.	kræver en reform af Small Business Act-dokumentet, herunder bindende bestemmelser, der skal anvendes i alle medlemsstater, samt etablering af en ny social Small Business Act, der ville være en nødvendig styrkelse af den europæiske sociale markedsøkonomi efter krisen;

212.

anbefaler, at der etableres kvikskranker; mener, at der er behov for kvikskranker i forbindelse med alle administrative spørgsmål for SMV'erne; er af den opfattelse, at det er af afgørende betydning at nedbringe de administrative byrder for SMV'er samt at indføre en social komponent i SMV-relevant EU-lovgivning; mener, at Europa bør blive det mest SMV-venlige område i verden;

Udvikling

213.	bemærker, at selv om flere nye vækstlande og udviklingslande tilsyneladende har undgået krisens værste følger, er 40 % af udviklingslandene i høj grad blevet udsat for finanskrisens følger, og det anslås, at 90 mio. mennesker derfor vil komme til at leve i fattigdom;

214.	opfordrer til en fornyet bekræftelse af tilsagnene om anvendelse af 0,7 % af medlemsstaternes BNI til udviklingsbistand og afsøgning af yderligere innovative finansieringskilder, hvormed finansieringshullerne, der forårsages af de skrumpende økonomier i udviklingslandene, kan lukkes;

215.	anmoder europæiske virksomheder, især multinationale virksomheder, om at sikre den sociale ansvarlighed hos deres underleverandører i produktionskæden;

Global styring

216.

erkender de svagheder og problemer, der skyldes manglende juridisk bindende beføjelser og de globale finansielle og økonomiske institutioners manglende indbyrdes forbindelse; glæder sig følgelig over initiativerne til gennem reformer at øge IMF's og andre FN-institutioners effektivitet, globale rækkevidde og ansvarlighed, så de kan få mandat til at fungere som en platform for den overordnede økonomiske og finansielle sektorkoordinering, initiativer og i givet fald beføjelser til at fastsætte juridisk bindende regler i form af internationale konventioner;

217.

mener, at EU's globale udfordringer omfatter at matche sin økonomiske styrke med relevans på verdensscenen ved at tale med én stemme; mener, at et af de centrale projekter i EU's udenrigspolitik må være at stræbe efter en reform af FN og FN-relaterede institutioner, så de bliver globale institutioner med reel politisk magt i spørgsmål af international betydning som f.eks. klimaændringer, finanstilsyn og -regulering, fattigdomsbekæmpelse og 2015-målene;

218.	opfordrer Det Europæiske Råd til at indkalde til et G20-topmøde, der udelukkende skal omhandle den nødvendige reform af den globale styring;

219.

fordømmer kraftigt den rolle, som skattely spiller ved at tilskynde til skatteunddragelse, skattesvig og kapitalflugt og til, at der tjenes på det; opfordrer derfor indtrængende medlemsstaterne til at prioritere kampen imod skattely, skattesvig og ulovlig kapitalflugt; opfordrer Den Europæiske Union til at styrke sin indsats og træffe konkrete og omgående foranstaltninger, såsom sanktioner, imod skattely, skatteunddragelse og ulovlig kapitalflugt; opfordrer Rådet til inden for rammerne for FN og andre internationale organer, som EU og medlemsstaterne deltager i, at foreslå en plan for afskaffelse af skattely;

220.	anbefaler, at der samtidig med forbedring af styringen og funktionen af Basel-komitéen for Banktilsyn bør gøres en indsats for at styrke de internationale styringsordninger for andre markedssegmenter; foreslår, at Baselkomitéens regler bør træde i kraft i form af internationale traktater;

221.

Noterer sig, at der er gjort fremskridt med hensyn til den finanspolitiske styring inden for OECD og i G20 men går ind for, at der gøres en omgående og kraftig indsats for at styrke retsvirkningerne og de økonomiske virkninger af OECD's sortlistning af ikke-samarbejdsvillige jurisdiktioner; anmoder om, at der hurtigt tages konkrete skridt med henblik på at gøre automatisk multilateral udveksling af oplysninger til en global standard for at øge fiskal gennemsigtighed og styrke bekæmpelsen af skattesvig og -unddragelse;

222.	foreslår, at Den Europæiske Union efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse bliver direkte signatar af ILO-konventioner, og at Den Europæiske Union underskriver alle de konventioner, der hidtil er vedtaget af ILO;

Konklusion

223.

konkluderer, at vi behøver mere Europa; mener, at der er et akut behov for politisk og intellektuelt lederskab for at få det europæiske projekt tilbage på den rette kurs; mener, at Kommissionen fuldt ud skal gore brug af sin initiativret på området for delte beføjelser, især inden for energipolitik, for at give EU mulighed for at møde de udfordringer, der venter forude; mener, at projektet med det miljømæssige og sociale indre marked, der understøtter Unionen, bør fuldendes; opfordrer indtrængende til, at mekanismerne for økonomisk styring i Unionen styrkes, især set ud fra behovet for bedre ansvarlighed, beredskabsforvaltning og koordination af økonomisk politik og beskæftigelsespolitik; hævder, at finans- og tilsynsreformdagsordenen hurtigt skal bevæge sig fremad, idet man ikke blot koncentrerer sig om de mangler, der er konstateret under krisen, men også arbejder på at udforme et finansielt system, der understøtter den reelle økonomi, fremmer den finansielle stabilitet og befordrer økonomisk vækst, langsigtede investeringer, jobskabelse, social samhørighed og fattigdomsbekæmpelse; anser det for nødvendigt at omforme beskatningssystemerne på en retfærdig måde og således, at det afskrækker fra skatteflugt og afholder fra udvikling af overdreven gearing, fremmer social retfærdighed, iværksætterånd og innovation; slår til yd for genoplivning af en bæredygtig social markedsøkonomi og de værdier, der er indlagt heri;

224.	er forpligtet til inden for rammerne af det Særlige udvalg om den Finansielle, Økonomiske og Sociale Krise at opfylde de målsætninger, der er indeholdt i dets mandat, i nært samarbejde med EU's nationale parlamenter at vedtage fælles henstillinger;

* *

225.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, formanden for Det Europæiske Råd, formanden for Eurogruppen, Den Europæiske Centralbank, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionaludvalget, medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til arbejdsmarkedets parter.

(1) EUT C 230 E af 26.8.2010, s. 11.

8.3.2012

Den Europæiske Unions Tidende

CE 70/41

Onsdag den 20. oktober 2010
Forbedring af EU's økonomiske forvaltning og rammer for stabilitet, navnlig i euroområdet

P7_TA(2010)0377

Europa-Parlamentets beslutning af 20. oktober 2010 med henstillinger til Kommissionen om forbedring af EU's økonomiske forvaltning og rammer for stabilitet, navnlig i euroområdet (2010/2099(INI))

2012/C 70 E/04

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—	der henviser til EU-traktatens artikel 3,

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmådes artikel 121, 126, 136, 138 og 352 og dennes protokol (nr. 12) om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud og protokol (nr. 14) om Eurogruppen, bilag til EU-traktaten og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. maj 2010 om styrket samordning af de økonomiske politikker (KOM(2010)0250) og meddelelse af 30. juni 2010 om øget samordning af de økonomiske politikker med henblik på stabilitet, vækst og beskæftigelse - redskaber til styrkelse af den økonomiske styring i EU (KOM(2010)0367),

—	der henviser til Kommissionens henstilling af 27. april 2010 med henblik på Rådets henstilling om de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Unionens økonomiske politikker - Del I i de integrerede retningslinjer for Europa 2020 (SEK(2010)0488),

—	der henviser til Kommissionens forslag af 27. april 2010 til Rådets beslutning om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker - Del II i de integrerede retningslinjer for Europa 2020 (KOM(2010)0193) og sin holdning af 8. september 2010 (1) om denne,

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010»Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (KOM(2010)2020),

—	der henviser til Rådets forordning (EU) nr. 407/2010 af 11. maj 2010 om oprettelse af en europæisk finansiel stabiliseringsmekanisme (2),

—	der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 332/2002 af 18. februar 2002 om indførelse af en mekanisme for mellemfristet betalingsbalancestøtte til medlemsstaterne (3),

—	der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (4),

—	der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1467/97 af 7. juli 1997 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (5),

—	der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 3605/93 af 22. november 1993 om gennemførelse af den protokol om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssige store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (6),

—	der henviser til konklusionerne fra Rådet (Økofin) af 7. september 2010, der godkender en øget overvågning af økonomiske politikker og budgetpolitikker (det europæiske halvår),

—	der henviser til konklusionerne fra mødet i Det Europæiske Råd den 17. juni 2010,

—	der henviser til konklusionerne fra samlingen i Rådet den 9. og 10. maj 2010,

—	der henviser til erklæringen fra stats- og regeringscheferne i euroområdet af 7. maj 2010,

—	der henviser til erklæringen fra stats- og regeringscheferne i euroområdet af 25. marts 2010,

—	der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 25. og 26. marts 2010,

—	der henviser til erklæringen fra euroområdets medlemsstater om støtten til Grækenland af 11. april 2010,

—	der henviser til konklusionerne fra mødet i Rådet den 16. marts 2010,

—	der henviser til konklusionerne fra Eurogruppen om overvågning af konkurrenceevnen og de makroøkonomiske ubalancer inden for euroområdet af 15. marts 2010,

—	der henviser til Eurogruppens mandat vedrørende exitstrategier og politikprioriteringer på kort sigt i EU 2020-strategien: implikationer for euroområdet af 15. marts 2010,

—	der henviser til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde den 22. og 23. marts 2005,

—	der henviser til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd den 23. og 24. marts 2000,

—	der henviser til Det Europæiske Råds resolution om samordningen af den økonomiske politik i ØMU'ens tredje fase og om EF-traktatens artikel 109 og 109 B af 13. december 1997,

—	der henviser til Det Europæiske Råds resolution om stabilitets- og vækstpagten af 17. juni 1997 (7),

—	der henviser til Det Europæiske Råds resolution om vækst og beskæftigelse af 16. juni 1997 (8),

—	der henviser til Den Europæiske Centralbanks notat af 10. juni 2010 om styrkelse af den økonomiske forvaltning i euroområdet,

—	der henviser til sin beslutning af 17. juni 2010 om kvaliteten af statistiske data i Unionen og udvidede revisionsbeføjelser til Kommissionen (Eurostat) (9),

—	der henviser til sin beslutning af 16. juni 2010 om økonomisk governance (10),

—	der henviser til sin beslutning af 25. marts 2010 om den årlige redegørelse vedrørende euroområdet og de offentlige finanser 2009 (11),

—	der henviser til sin beslutning af 10. marts 2010 om Europa 2020 (12),

—	der henviser til sin beslutning af 18. november 2008 om ØMU@10: resultater og udfordringer efter 10 år med Den Økonomiske og Monetære Union (13),

—	der henviser til forretningsordenens artikel 42 og 48,

—	der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelser fra Budgetudvalget, Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A7-0282/2010),

der henviser til, at den seneste økonomiske udvikling tydeligt har vist, at koordinationen af den økonomiske politik i Unionen og især i euroområdet ikke har fungeret tilstrækkelig godt, og at medlemsstaterne trods deres forpligtelser i henhold til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) ikke har formået at betragte deres økonomiske politikker som et spørgsmål af fælles interesse og samordne dem i Rådet i overensstemmelse med de relevante traktatbestemmelser og samtidig respektere Kommissionens nøglerolle i overvågningsproceduren,

B.	der henviser til, at hverken den nuværende ramme for økonomisk forvaltning, overvågning og styring eller rammebestemmelserne for finansielle tjenester har skabt nok stabilitet og vækst,

C.	der henviser til, at det er afgørende at gå videre end de midlertidige foranstaltninger med henblik på at stabilisere euroområdet,

der henviser til, at det er nødvendigt at styrke den økonomiske samordning og overvågning på EU-niveau under efterlevelse af nærhedsprincippet og under hensyntagen til euroområdets særlige fordringer og den lektie, der skal drages af den nylige økonomiske krise, uden at hæmme EU's integritet og ud fra nødvendigheden af at sikre ligebehandling af medlemsstaterne,

der henviser til, at det er nødvendigt at styrke den økonomiske samordning i hele Unionen, idet EU's økonomiske stabilitet kan afhænge af et af dens medlemmers økonomiske situation, og at den gensidige økonomiske afhængighed er overordentlig stærk mellem samtlige medlemsstater inden for rammerne af det indre marked, samt at det er nødvendigt at forberede sig på udvidelsen af euroområdet,

F.	der henviser til, at alle 27 medlemsstater i så høj grad som muligt bør følge alle forslag om økonomisk forvaltning i anerkendelse af det forhold, at dette for lande uden for euroområdet delvis vil være en frivillig proces,

der henviser til, at Lissabontraktaten gennem en tilpasning og styrkelse af den tidligere »fællesskabsmetode« omdanner den til en »unionsmetode«, der i det væsentligste består i, at

—	Det Europæiske Råd definerer overordnede politiske retningslinjer og prioriteter,

—	Kommissionen fremmer Unionens almene interesser og tager passende initiativer med henblik herpå, og at

—	Europa-Parlamentet og Rådet i fællesskab udøver den lovgivende funktion og budgetfunktionen på grundlag af forslag fra Kommissionen,

H.	der henviser til, at den nye forbedrede økonomiske forvaltning fuldt ud bør indarbejde og styrke EU's solidaritetsprincip som en forudsætning for euroområdets kapacitet til at kunne reagere på asymmetriske slag og spekulationsangreb,

der henviser til, at den nuværende økonomiske krise i EU er en solvenskrise, der oprindeligt manifesterede sig som en likviditetskrise, og på lang sigt ikke kan løses ved blot at tilføre ny gæld til allerede dybt forgældede lande i kombination med fremskyndede planer for skattepolitisk konsolidering,

J.	der henviser til, at beskæftigelsespolitikkerne spiller en central rolle i stimuleringen af vækst og konkurrenceevne i den europæiske sociale markedsøkonomi ved at forebygge makroøkonomiske ubalancer og sikre social integration og omfordeling af indkomst,

K.	der henviser til, at Kommissionens og Den Europæiske Centralbanks rolle under TEUF skal respekteres,

L.	der henviser til, at ECB's status som fuldstændig uafhængig er en nødvendig forudsætning for en stabil euro, lav inflation og gunstige finansieringsbetingelser for vækst og job,

M.	der henviser til, at der skal rettes mere opmærksomhed mod implicitte forpligtelser og ikke bogførte transaktioner, der kan øge den offentlige gæld på mellemlang og lang sigt og mindske gennemsigtigheden,

N.	der henviser til, at de politiske beslutningstagere skal identificere og klare de almindelige økonomiske og sociale udfordringer, som EU's økonomier står over for, på koordineret vis,

O.	der henviser til, at øget inddragelse af arbejdsmarkedets parter på nationalt plan og EU-plan vil bidrage til et bedre ejerskab i forbindelse med gennemførelsen af den økonomiske forvaltning og den samlede EU 2020-strategi,

P.	der henviser til, at der bør etableres en permanent kriseløsningsmekanisme, herunder procedurer for gældsomlægning eller reguleret betalingsmisligholdelse, for at sikre finansiel stabilitet i tilfælde af en statsgælds- eller privatgældskrise, idet ECB’s uafhængighed beskyttes,

der henviser til, at de nugældende bestemmelser under Stabilitets- og vækstpagten (SVP) i kombination med en mangelfuld efterlevelse ikke har været tilstrækkeligt til at sikre en forsvarlig finanspolitik og en mere udpræget makroøkonomisk politik; der henviser til, at der er behov for at styrke EU’s finanspolitiske rammer gennem en mere konsekvent regelbaseret anvendelse af forholdsregler, sanktioner og incitamenter,

R.	der henviser til, at målet om at genoprette balancen i de offentlige finanser er nødvendigt, hvad angår overforgældede stater, men at det alene ikke vil løse problemet med økonomisk ubalance mellem landene i euroområdet og EU i bredere forstand,

S.	der henviser til, at den europæiske sociale model er et aktiv i den globale konkurrence, som er blevet svækket af forskelle i den økonomiske konkurrenceevne mellem medlemsstaterne,

der henviser til, at viden, kapital og innovation og i mindre omfang arbejdskraft, har en tendens til at bevæge sig mod visse regioner, og EU's finansielle solidaritetsmekanismer skal derfor udvikles yderligere i tråd med EU 2010-strategien, især hvad angår forskning og udvikling, erhvervsuddannelse, eksisterende samarbejdsinitiativer inden for uddannelse og en grøn, CO2-fattig økonomi, der sigter mod at stimulere innovation, territoriel og social samhørighed og økonomisk vækst,

U.	der henviser til, at Europa står over for hård konkurrence fra de nye vækstøkonomier, og at stabile offentlige finanser derfor er afgørende for at fremme muligheder, nye innovationer, økonomisk vækst og dermed skabelsen af et europæisk vidensamfund,

V.	der henviser til, at budgetkonsolidering formodentlig vil være til skade for offentlige tjenester og social beskyttelse,

W.	der henviser til, at økonomisk vækst og bæredygtige offentlige finanser er forudsætningen for økonomisk og social stabilitet og skattekonsolidering og velstand på lang sigt,

X.	der henviser til, at mange medlemsstaters finanspolitik ofte har været konjunkturfremmende og landespecifik, og at SVP's budgetmål på mellemlang sigt sjældent er blevet effektivt håndhævet eller gennemført,

Y.	der henviser til, at beskæftigelsespolitikker spiller en væsentlig rolle med hensyn til at sikre arbejdsintensiv vækst og den europæiske økonomis konkurrenceevne, især i forbindelse med en aldrende befolkning,

Z.	der henviser til, at realiseringen af det indre marked, som der blev argumenteret for i Monti-rapporten (14), er afgørende for en ægte europæisk økonomisk styring,

AA.

der henviser til, at de ubæredygtige finanser såvel som de uforholdsmæssigt store ophobninger af (offentlig og privat) gæld inden for de enkelte medlemsstater kan risikere at øve indvirkning på hele Unionen; der henviser til, at en hensigtsmæssig balance mellem investeringer i bæredygtig og jobskabende vækst og forebyggelse af uforholdsmæssig stor ubalance i gennemløbet af det økonomiske kredsløb i tråd med forpligtelserne og retningslinjerne på EU-niveau skal følges, idet der tages hensyn til social samhørighed og de kommende generationers interesser, således at tilliden til EU's offentlige finanser genskabes,

AB.	der henviser til, at processen til nedbringelse af langvarige underskud skal kombineres med andre bestræbelser, der stimulerer økonomien, såsom bedre forudsætninger for investeringer og et forbedret indre marked, der giver flere muligheder og øger konkurrenceevnen,

AC.	der henviser til, at betydningen af de politikker, der finansieres fra EU-budgettet, herunder samhørighedspolitikken, til fordel for EU’s økonomiske vækst og øgede konkurrenceevne, bør anerkendes,

AD.

der henviser til, at den seneste økonomiske krise har gjort det klart, at de uforholdsmæssigt store makroøkonomiske og konkurrencemæssige afvigelser og ubalancen i skatteregnskabet og på betalingsbalancens løbende poster inden for euroområdet såvel som EU generelt har været støt stigende i årene op til krisen, bl.a. som følge af manglen på en udvidet økonomisk koordination og kontrol, og at der skal tages hånd om dette,

AE.	der henviser til, at Europa-Parlamentet i årevis har presset på for forbedringer i den økonomiske forvaltning både inden for EU, og hvad angår Unionens optræden udadtil i internationale økonomiske og monetære fora,

AF.

der henviser til, at styrkelsen af den økonomiske forvaltning skal gå hånd i hånd med styrkelsen af den europæiske forvaltnings demokratiske legitimitet, som skal opnås gennem større og hurtigere inddragelse af Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter under hele processen, og at der er behov for yderligere samordning i en ånd af gensidig respekt mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet,

AG.

der henviser til, at afgørelserne truffet under forårstopmødet 2010 om at sikre euroens stabilitet kun er midlertidige løsninger, som det er nødvendigt at understøtte ved politiske foranstaltninger på nationalt plan og en stærkere ramme for økonomisk forvaltning på EU-plan, især blandt medlemsstaterne i euroområdet,

AH.	der henviser til, at enhver forbedring af den økonomiske overvågning og forvaltning skal hvile på nøjagtige, retfærdige og sammenlignelige statistikker vedrørende de relevante økonomiske politikker og holdninger i de pågældende medlemsstater,

AI.	der henviser til, at der for at gøre Europa til en ledende aktør på globalt plan og det mest konkurrencedygtige vidensamfund så hurtigt som muligt skal etableres foranstaltninger rettet mod langsigtet vækst,

AJ.	der henviser til, at TEUF tillægger EU udvidede beføjelser til at styrke den økonomiske styring inden for Unionen, og disse bestemmelser bør anvendes i fuldt omfang samtidig med, at det ikke bør udelukkes at foretage ændringer i TEUF's bestemmelser, selv om dette formentlig vil være ømfindtligt,

AK.	der henviser til, at eventuelle sanktioner i forbindelse med overtrædelse af SVP's mål skal ske som følge af enten utilstrækkelig vilje til at efterkomme forpligtelserne eller svig og aldrig bunde i årsager, der ligger uden for medlemsstatens kontrol,

AL.	der henviser til, at institutionerne skal forberede sig på et eventuelt behov for at ændre traktaterne,

AM.	der henviser til, at artikel 48 i TEU giver Europa-Parlamentet beføjelse til at forelægge forslag til revision af traktaterne,

AN.

der henviser til, at der er behov for fastlæggelse og gennemførelse af omfattende sekundær lovgivning for at nå Unionens mål på dette område; der henviser til, at styrket økonomisk forvaltning baseret på bestemmelserne i TEUF er af afgørende betydning for Unionen, at unionsmetoden bør anvendes i fuld udstrækning, og at Europa-Parlamentets og Kommissionens nøglerolle bør respekteres for at fremme politiske tiltag, der gensidigt forstærker hinanden,

AO.

der henviser til, at alle lovgivningsforslag bør fremme kraftige incitamenter til bæredygtige, vækstfremmende økonomiske politikker, undgå moralsk uføre, være i overensstemmelse med andre EU-instrumenter og -regler, maksimere udbyttet af euroen som fælles valuta for euroområdet og genoprette tilliden til EU's økonomier og euroen,

AP.

der henviser til, at der er behov for at styrke sammenhængen mellem offentlige investeringer på kort, mellemlang og lang sigt og til, at sådanne investeringer, navnlig hvad angår infrastruktur, skal anvendes effektivt og stå i forhold til målene for EU 2020-strategien, navnlig hvad angår forskning og udvikling samt innovation og uddannelse, for at øge konkurrenceevnen og produktiviteten, skabe beskæftigelse og styrke det indre marked,

AQ.	der henviser til, at virksomheder og iværksættere for at fremme økonomisk vækst skal have reel mulighed for at udvide sig og gøre brug af Europas 500 millioner forbrugere; der henviser til, at det derfor er nødvendigt, at det indre marked for tjenesteydelser udvikles fuldt ud,

AR.	der henviser til, at de forskellige konkurrenceevnemodeller i Unionen bør respektere landespecifikke prioriteringer og behov under hensyntagen til de forpligtelser, der er indeholdt i TEUF,

AS.

der henviser til, at Unionen må optræde med en fælles holdning i det internationale monetære system og internationale finansielle institutioner og fora; der henviser til, at Rådet i overensstemmelse med ånden i TEUF skal høre Europa-Parlamentet, inden det vedtager en afgørelse under artikel 138 i TEUF, og behøver Parlamentets samtykke, inden det fastlægger fælles holdninger, der omfatter områder, for hvilke den almindelige lovgivningsprocedure gælder internt,

AT.	der henviser til, at SVP’s mål skal være forenelige ikke alene med EU 2020-strategien, men også med andre kompromiser vedrørende udgifter til udviklingsbistand, forskning og udvikling, miljø, uddannelse og fattigdomsbekæmpelse,

AU.

der henviser til, at den finanspolitiske konsolideringsstrategi fuldt ud bør tage hensyn til alle medlemsstaters særlige karakteristika og undgå en forsimplet universalløsning-tilgang for at undgå en yderligere forøgelse af de eksisterende konkurrenceforskelle i EU og en undergravning af succesen af såvel den nye styrkede europæiske økonomiske forvaltning som EU 2020-målene for jobskabelse og bæredygtig vækst,

AV.	der henviser til, at eventuelle nye foreslåede foranstaltninger ikke bør have uforholdsmæssig kraftig indvirkning på de mest sårbare medlemsstater og hæmme deres økonomiske vækst og samhørighedsbestræbelser,

AW.	der henviser til, at Parlamentet ikke blev hørt i forbindelse med vedtagelsen af den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme i maj 2010 i form af Rådets forordning (EU) nr. 407/2010, hvis retsgrundlag er artikel 122, stk. 2, i TEUF,

AX.

der henviser til, at Den Europæiske Unions ændringsbudget nr. 5 for regnskabsåret 2010 dækker de nødvendige ændringer med hensyn til opførelsen af en ny budgetkonto 01 04 01 03 under udgiftsområde 1a for den garanti på lån op til 60 mia. EUR, der stilles af EU i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 122, stk. 2, i TEUF, og tilsvarende en ny artikel 8 0 2 på indtægtssiden,

AY.	der henviser til, at visse medlemsstater eventuelt må gøre brug af redningspakken, mens de på samme tid vil være forpligtet til at tage højde for de forskellige foranstaltninger, som vil blive særligt tilpasset til hvert enkelt modtagerland,

AZ.

der henviser til, at Kommissionen den 29. september 2010 vedtog lovforslag om økonomisk styring, der delvist opfylder behovet for tiltag til forbedring af den økonomiske styring, som beskrevet i denne beslutning; der henviser til, at Parlamentet vil behandle disse lovforslag i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i TEUF; der henviser til, at denne beslutning ikke sætter grænser for nogen fremtidige holdninger, som Parlamentet måtte indtage i denne henseende,

anmoder Kommissionen om at forelægge Parlamentet - så hurtigt som muligt og efter høring af samtlige berørte parter samt på grundlag af de relevante bestemmelser i TFEU - lovforslag til forbedring af rammerne for den økonomiske forvaltning i EU, navnlig i euroområdet og i overensstemmelse med de detaljerede henstillinger i bilaget, i den udstrækning disse anbefalinger endnu ikke er behandlet i Kommissionens lovforslag af 29. september 2010 om økonomisk styring;

2.	konstaterer, at disse henstillinger respekterer subsidiaritetsprincippet og EU-borgernes grundlæggende rettigheder;

anmoder Kommissionen om, foruden at træffe foranstaltninger, der kan og skal træffes hurtigt inden for rammerne af de eksisterende traktater, at indlede overvejelser vedrørende de institutionelle udviklinger, der kan vise sig at være nødvendige for oprettelsen af en sammenhængende, virkningsfuld økonomisk forvaltning;

4.	finder, at forslagets finansielle følgevirkninger bør dækkes af passende budgetbevillinger, idet der tages hensyn til de løbende underskudsposter og besparelsesforanstaltninger i medlemsstaterne;

5.	pålægger sin formand at sende denne beslutning og de detaljerede henstillinger i bilaget til Kommissionen, Det Europæiske Råd, Rådet, Den Europæiske Centralbank, formanden for Eurogruppen samt til medlemsstaternes parlamenter og regeringer.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0309.

(2) EUT L 118 af 12.5.2010, s. 1.

(3) EFT L 53 af 23.2.2002, s. 1.

(4) EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(5) EFT L 209 af 2.8.1997, s. 6.

(6) EFT L 332 af 31.12.1993, s. 7.

(7) EFT C 236 af 2.8.1997, s. 1.

(8) EFT C 236 af 2.8.1997, s. 3.

(9) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0230.

(10) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0224.

(11) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0072.

(12) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0053.

(13) EUT C 16 E af 22.1.2010, s. 8.

(14) ‘A new strategy for the single market - at the service of Europe’s economy and society’: Rapport fra Mario Monti til formanden for Europa-Kommissionen, 9. maj 2010.

Onsdag den 20. oktober 2010
BILAG TIL FORSLAGET TIL BESLUTNING:

DETALJEREDE HENSTILLINGER VEDRØRENDE INDHOLDET AF DET FORSLAG, DER ANMODES OM

Henstilling 1: Etablering af en sammenhængende og gennemsigtig ramme for multilateral overvågning af den makroøkonomiske udvikling i Unionen og medlemsstaterne og styrkelse af den finanspolitiske overvågning

Retsakten bør have form af en eller flere forordninger om multilateral overvågning af de økonomiske politikker og den økonomiske udvikling på grundlag af artikel 121, stk. 6, om ændring af forordning (EF) nr. 1466/97 om den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten (SVP), og den bør suppleres med en ny forordning rettet mod etablering af en regelbaseret og gennemsigtig overvågningsramme for både uforholdsmæssigt stor makroøkonomisk uligevægt, afsmittende virkninger og udviklinger vedrørende konkurrenceevnen. Retsakten bør sigte på:

—	At sikre, at der afholdes en årlig debat mellem Europa-Parlamentet, Kommissionen, Rådet og repræsentanter fra de nationale parlamenter om SVP-programmerne og de nationale reformprogrammer og til vurdering af de nationale økonomiske udviklingstendenser som led i det europæiske halvår,

—

Fastlæggelse af omfanget af den multilaterale overvågning, som Kommissionen baserer på instrumenter og vurderinger hjemlet i TEUF (artikel 121, især stk. 5 og 6, og artikel 148), med henblik på at inkludere væksten og dens økonomiske indvirkninger på beskæftigelsen i de samme juridiske rammer som de eksisterende instrumenter, der har til formål at forebygge uforholdsmæssigt store makroøkonomiske ubalancer, ubæredygtig skattepolitik og andre politiske tiltag og at håndtere finansiel stabilitet (dvs. at undgå at der opstår finansielle bobler som følge af overdrevne kredittilførsler), langsigtede finansieringer og faktorer vedrørende bæredygtig vækst, med henblik på at nå målene for EU 2020-strategien og andre, relevante udviklingslinjer; egentlige vurderinger af systemiske risici foretaget af Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici bør udgøre en integreret del af den årlige overvågningsprocedure.

—

Etablering af udvidede, analytiske overvågningsrammer (herunder en resultattavle med specifikke tærskelværdier til tidlig alarmering) udstyret med hensigtsmæssige metodologiske redskaber og gennemsigtighed til fordel for en effektiv, multilateral overvågning baseret på harmoniske, økonomiske indikatorer (reelle og nominelle), som kan have indvirkning på den konkurrencemæssige position eller uforholdsmæssigt store ubalancer. Disse nøgleindikatorer kan omfatte: Reale effektive valutakurser, løbende poster, produktivitet (herunder ressourceproduktivitet og totalfaktorproduktivitet), lønomkostninger pr. enhed, låntagning og prisudviklingen for værdipapirer (herunder aktiver inden for finans- og ejendomsmarkedet), vækst- og investeringsraterne, arbejdsløsheden, nettobeholdningerne af udenlandske aktiver, udviklingen inden for beskatningsgrundlaget, fattigdom, social samhørighed og indikatorer for ekstern miljøpåvirkning. Der bør fastsættes alarmklokke-tærskler for indikatorer, bl.a. for resultattavlen, og al udvikling vedrørende disse indikatorer skal suppleres med en kvalitativ vurdering foretaget af Kommissionen.

—

Iværksættelse af grundig, landespecifik overvågning, såfremt resultattavlen og den ovenfor nævnte tilknyttede kvalitative vurdering viser behov herfor. I forlængelse af denne grundige, landespecifikke overvågning har medlemsstaterne ansvar for at træffe beslutning om nationale politikker til håndtering (forebyggelse og afhjælpning) af makroøkonomiske ubalancer sideløbende med, at der tages hensyn til Kommissionens specifikke henstillinger og EU-dimensionen af disse nationale politikker, især for euroområdets medlemsstaters vedkommende. Tilpasningen må rettes mod både stater med ekstremt store underskud og med ekstremt store overskud, idet der tages hensyn til hvert lands specifikke forhold, såsom befolkningssammensætning, omfanget af den private gæld, lønudviklingen i forhold til arbejdsproduktiviteten, beskæftigelse - især blandt unge - og betalingsbalancens løbende poster.

—	Kommissionen skal bemyndiges til at udvikle tilstrækkelige analytiske redskaber og ekspertise til at undersøge de dybere årsager til de vedholdende uensartede tendenser inden for euroområdet, herunder fælles politikkers indvirkning på de heri forekommende differentierede økonomiske systemer.

—

Indførelse af fælles regler for en mere virkningsfuld anvendelse af de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker i sammenhæng med beskæftigelsesretningslinjerne som et redskab til økonomisk vejledning, overvågning og medlemsstatsspecifikke anbefalinger under hensyntagen til EU 2020-strategien og til sammenfald og forskelle mellem medlemsstaterne og deres nationale, konkurrencemæssige fordele, herunder den demografiske situation, med det formål at styrke økonomiens modstandskraft over for udefrakommende slag og de indvirkninger, som medlemsstaternes beslutninger kan have på andre medlemsstater, især i euroområdet.

—	Etablering af en mekanisme på nationalt plan til vurdering af gennemførelsen af EU 2020-prioriteterne og i hvilket omfang, de nationale mål under de nationale reformprogrammer er nået, med henblik på at støtte den årlige evaluering, der foretages af EU-institutionerne.

—

Fastlæggelse af procedurer, der kan gøre det muligt for Kommissionen at udsende tidlige advarsler og give råd om politikker på et tidligt tidspunkt direkte til medlemsstaterne. I de tilfælde, hvor der består en vedvarende og forværret makroøkonomisk ubalance, skal en gennemskuelig og objektiv procedure muliggøre, at en medlemsstat sættes i en »ekstrem ubalance-position«, der udløser skærpet overvågning.

—

Etablering af et »Europæisk halvår« for sammenligning og vurdering af medlemsstaternes budgetudkast (hovedelementer og antagelser), efterfulgt af en debat i de nationale parlamenter, med henblik på at forbedre evalueringen af gennemførelsen og den fremtidige udførelse af stabilitets- og konvergensprogrammer og nationale reformprogrammer. Budgetbestemmelser fastsat på EU-plan såvel som på nationalt plan skal overholdes. Medlemsstaterne indgiver deres stabilitets- og konvergensprogrammer og nationale reformprogrammer til Kommissionen i april efter behørig inddragelse af de nationale parlamenter under hensyntagen til regler og konklusioner på EU-plan. Europa-Parlamentet kan på sin side fastlægge en systematisk metode til understøttelse af en offentlig debat og øge kendskabet, synligheden og ansvarligheden vedrørende disse procedurer og EU-institutionernes fremgangsmåde til anvendelse af de vedtagne regler.

—

Etablering af et »Europæisk halvår« til håndtering af de mulige afsmittende virkninger af nationale skattepolitikker såvel som til tidlig indkredsning af uforholdsmæssigt store budgetunderskud og sikring af sammenhængen mellem tiltag i henholdsvis EU- og nationalt regi under de integrerede retningslinjer såvel som til opfyldelse af de kvantitative og kvalitative mål, såsom vækst og beskæftigelse, hvilket vil muliggøre et reelt og rettidigt bidrag fra alle involverede parter, herunder national parlamenter og Europa-Parlamentet, samt ikke mindst høring af arbejdsmarkedets parter.

—	Det skal sikres, at årlige politiske henstillinger drøftes i Europa-Parlamentet inden drøftelsen i Det Europæiske Råd.

—

Sikring af, at de vigtigste forudsætninger og indikatorer, som anvendes i de underliggende prognoser til udarbejdelse af nationale stabilitets- og konvergensprogrammer og reformprogrammer, er udledt på en solid og konsekvent måde, især inden for euroområdet. Vedtagelse af en tretrinsmodel, der omfatter et negativt scenarie, et referencescenarie og et fordelagtigt scenarie, under hensyntagen til det usikre internationale økonomiske landskab. Metodologierne for beregninger af summen af budgettets hovedområder bør harmoniseres yderligere med det formål at gøre sammenligning medlemsstaterne imellem nemmere.

—

Indførelse af en skærpet forpligtelse i stabilitets- og konvergensprogrammer og nationale reformprogrammer til at overholde det finanspolitiske mål på mellemlang sigt, for dermed at tage højde for de nuværende gældsniveauer og medlemsstaternes implicitte passiver, navnlig med hensyn til den aldrende befolkning.

—	Styrkelse af forbindelsen mellem stabilitets- og konvergensprogrammer og nationale reformprogrammer og de nationale årlige og flerårige nationale budgetrammer under efterlevelse af de nationale regler og procedurer.

—	Indførelse af en grundigere analyse af stabilitets- og konvergensprogrammerne set ud fra deres indbyrdes forbindelse med andre medlemsstaters og EU's mål forud for vedtagelsen af de politikker, der foreslås i stabilitets- og konvergensprogrammerne på nationalt niveau.

—

En høj grad af inddragelse af de nationale parlamenter og høring af arbejdsmarkedets parter inden den formelle præsentation af stabilitets- og konvergensprogrammer og nationale reformprogrammer på EU-niveau inden for en vedtaget tidsramme, for eksempel gennem en årlig debat der skal finde sted mellem de nationale parlamenter med deltagelse af Europa-Parlamentet om de enkelte landes integrerede retningslinjer og budgetmæssige orientering.

—

Fastlæggelse af en mere systematisk efterfølgende sammenligning mellem de planlagte finans-, vækst- og beskæftigelsespolitiske strategier, som fastsat af medlemsstaterne i deres stabilitets- og konvergensprogrammer og nationale reformprogrammer og de håndgribelige resultater, idet der også stilles spørgsmål til og følges op på substantielle forskelle mellem de planlagte og realiserede tal.

—	Sikkerhed for, at der følges op på de årlige politikanbefalinger og advarsler fra Kommissionen vedrørende medlemsstaternes efterlevelse af EU 2020-målene, og at der udvikles »gulerod og pisk« med henblik på at sikre, at medlemsstaterne efterlever disse mål.

—	Højnelse af ansvarligheden og gennemsigtigheden i forhold til Parlamentet vedrørende bedømmelser på EU-niveau af stabilitets- og konvergensprogrammer og nationale reformprogrammer med det formål at øge kendskabet i offentligheden og den gensidige bevågenhed.

—	Oprettelse i Kommissionens regi af en uafhængig, systematisk og holdbar evalueringsproces for stabilitets- og konvergensprogrammerne og de nationale reformprogrammer for at opnå en mere gennemsigtig metode og øge omfanget af den uafhængige vurdering.

—

Opstilling af specifikke procedurer og et krav til medlemsstaterne, især dem i euroområdet, om at holde hinanden og Kommissionen underrettet, inden der træffes beslutninger om den økonomiske politik med en forventet mærkbar afsmittende virkning, som risikerer at forhindre det indre marked og Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) i at fungere gnidningsfrit.

—

Medlemsstaterne pålægges krav om at stille yderligere oplysninger til rådighed for Kommissionen, hvis det med god grund kan frygtes, at de førte politikker kan hæmme væksten i hele EU eller forhindre det indre marked eller ØMU’en i at fungere efter hensigten eller true de mål, der er fastsat på EU-niveau, navnlig i EU 2020-strategien.

—	Hensyntagen til vurderingen fra Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici inden for den multilaterale overvågningsramme, navnlig hvad angår finansiel stabilitet, stresstests, potentielle udad- og indadrettede afsmittende virkninger og ophobning af uforholdsmæssig stor privat gæld.

—

Etablering af et sundt og gennemsigtigt overvågningssystem, der består af to søjler - økonomiske politikker og beskæftigelsespolitikker - baseret på artikel 121 og 148 i TEUF. Under beskæftigelsessøjlen, der er en del af den reviderede og styrkede europæiske beskæftigelsesstrategi, bør det ved hjælp af dette system være muligt at vurdere hensigtsmæssigheden af beskæftigelsespolitikkerne ud fra retningslinjerne for beskæftigelsespolitikkerne i den hensigt at udarbejde en reel vejledning ved at tage hensyn til den europæiske dimension og de afsmittende virkninger og til, hvorledes de efterfølgende omsættes til national politik. Herudover bør der udarbejdes rettidige henstillinger for at tage fat på de største svagheder og udfordringer, som medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker og arbejdsmarkeder er stillet over for.

—	Styrkelse af Beskæftigelsesudvalgets rolle i overensstemmelse med artikel 150 i TEUF, navnlig i håndteringen af grænseoverskridende beskæftigelsesspørgsmål, og rollen for Udvalget for Social Beskyttelse som foreskrevet i artikel 160 i TEUF.

—

Det skal sikres, at der i alle budgetvurderinger eksplicit tages højde for medlemsstaternes strukturreformer, navnlig pensions-, sundheds- og socialbeskyttelsesreformer, der har til formål at behandle spørgsmålet om den demografiske udvikling og dem vedrørende bistand, uddannelse og forskning, ved både at tage hensyn til bæredygtighed og tilstrækkelighed. Der bør også foretages en vurdering af den beskæftigelsesmæssige og sociale indvirkning af disse reformer, navnlig på udsatte samfundsgrupper, således at ingen bestemmelser fastsættes uden en forudgående vurdering af deres indvirkning på beskæftigelsen og den sociale beskyttelse i medlemsstaterne.

—	Aktivering af Lissabontraktatens horisontale sociale klausul, idet der tages hensyn til sociale rettigheder og målsætninger, når nye EU-politikker fastlægges.

—

Europa-Parlamentet skal have mulighed for at blive behørigt inddraget i overvågningen af de økonomiske politikker og beskæftigelsespolitikkerne og vurderingen af disse politikkers sociale følger. I denne forbindelse bør timingen og vedtagelsen af de integrerede retningslinjer, navnlig retningslinjerne for beskæftigelsespolitikkerne, udformes på en sådan måde, at Europa-Parlamentet har den fornødne tid til at opfylde sin konsultative rolle i henhold til artikel 148, stk. 2, i TEUF.

—

Etablering af et velfungerende og gennemsigtigt overvågnings- og evalueringssystem for retningslinjerne for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker på baggrund af EU's overordnede mål, som skal følges op af passende delmål, indikatorer og resultattavler, idet der tages hensyn til hver medlemsstats særlige karakteristika i overensstemmelse med de enkelte landes forskellige udgangspunkter.

—	EPSCO- og Økofin-Rådet og deres respektive arbejdsgrupper tilskyndes til at styrke deres samarbejde, herunder ved at afholde fælles møder to gange om året for at sikre, at deres politikker reelt er integreret.

Henstilling 2: Styrkelse af reglerne i stabilitets- og vækstpagten (SVP)

Den retsakt, der skal vedtages (på grundlag af bl.a. artikel 126 i TFEU) bør navnlig være rettet mod at styrke SVP's forebyggende del og omfatte økonomisk og politisk mere mærkbare sanktioner og incitamenter under behørig hensyntagen til budgettets struktur og karakteren af de nationale underskud og gældsposter (herunder implicitte forpligtelser), den »økonomiske cyklus«, med henblik på at undgå konjunkturforstærkende budgetpolitik, ligesom der er behov for vækstfremmende strukturreformer; samtlige medlemsstater bør stræbe efter at gøre fremskridt, men de, der har de største ubalancer, bør generelt bidrage mere med henblik på at nå målene om nedbringelse af gæld og underskud. Demografisk udvikling bør også tages i betragtning i vurderingen af de nuværende ubalancer på betalingsbalancen. Retsakten bør sigte på:

—

Bedre integration af »gældskriteriet« (»bæredygtighedsaspektet«) for hvert skridt i proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud og opstilling af en procedure for overvågning af uforholdsmæssig stor gæld på grundlag af bruttogældsniveauer. Proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud forudsætter regelmæssige rapporter om gæld og underskudsdynamikken, deres indbyrdes sammenhæng og udviklingstendenser, og der skal samtidig tages hensyn til landespecifikke betingelser, der muliggør forskellige tidsplaner for hver medlemsstat, således at de kan nå de målværdier, der er fastsat i SVP. Kommissionen skal høre Parlamentet og de relevante parter på de nationale arbejdsmarkeder som led i proceduren for overvågning af uforholdsmæssig stor gæld.

—

Øget hensyntagen til gældsniveauet, gældsprofilen (herunder løbetid på gæld) og gældsdynamikken (ved bedømmelsen af de offentlige finansers bæredygtighed) i forbindelse med konvergenstempoet hen mod landespecifikke finanspolitiske mål på mellemlang sigt, som skal indarbejdes i stabilitets- og konvergensprogrammerne.

—

Etablering, som led i proceduren for overvågning af uforholdsmæssig stor gæld, af klare, harmoniserede rammer for måling og overvågning af gældsdynamik, herunder implicitte og eventuelle forpligtelser (bl.a. hovedstol, renter eller indtægter) i offentlige-private partnerskaber, og udgifterne til sådanne investeringer over de nationale budgetter gennem årene.

—	Oprettelse af en landespecifik, differentieret tidsramme for processen med finanspolitisk konsolidering, der senest vil finde sted i 2015 med henblik på at bringe al offentlig gæld på et niveau, der er i overensstemmelse med kravene indeholdt i SVP.

—

Etablering af en overvågningsmekanisme omfattende mulige advarsler og graduerede sanktioner til medlemsstater, der ikke har nået deres finanspolitiske mål for mellemlang sigt, og som ikke nærmer sig disse i det aftalte tempo, samt incitamenter for lande der har nået deres langsigtede finanspolitiske mål hurtigere end forventet.

—

Opstilling af minimumsregler og retningslinjer for de nationale budgetprocedurer (dvs. årlige og flerårige finansielle rammer) for at opfylde kravet i artikel 3 i protokol (nr. 12) om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Disse nationale rammer bør omfatte tilstrækkelige oplysninger om både udgifts- og indtægtssiden af de planlagte budgetaktioner for at muliggøre fornuftige drøftelser og kontrol af budgetplanerne på både nationalt niveau og EU-niveau. Det er desuden nødvendigt fortsat at arbejde på sammenligneligheden af de nationale budgetter, hvad angår deres udgiftskategorier, indtægter og de politiske prioriteter, som de afspejler.

—	Opfordring til oprettelse af budgetkontrolmekanismer for tidlig varsling på nationalt niveau.

—

Etablering af forud fastsatte og foregribende foranstaltninger inden for euroområdet, der skal besluttes i henhold til Kommissionens klare beføjelser, både for det præventive og det korrigerende element i SVP, med henblik på at gøre tidlige varslingsforanstaltninger nemmere og træffe dem på progressiv vis.

—

Håndhævelse og gennemførelse af disse sanktioner og incitamenter for medlemsstaterne inden for euroområdet under hensyntagen til den tætte sammenkobling med økonomier uden for euroområdet, især dem der forventes at tiltræde euroområdet, som en del af de nye, multilaterale rammer for overvågning og SVP's forbedrede instrumenter, især det kraftigere fokus på de finanspolitiske mål på mellemlang sigt.

—

Der skal foretages de nødvendige ændringer i Kommissionens interne beslutningsprocedure under behørig hensyntagen til de gældende principper fastsat i TEUF, med henblik på at sikre en effektiv og hurtig gennemførelse af sanktionsmekanismer under dets klare beføjelser, især for euroområdets medlemsstater.

—	Det skal sikres, at afgørelser om medlemsstaternes efterlevelse af SVP-målene træffes af Kommissionen i større uafhængighed af Rådet, således at SVP-principperne overholdes til fulde.

Henstilling 3: Styrkelse af Eurogruppens økonomiske forvaltning i euroområdet samt i Den Europæiske Union som helhed

Der skal ske en erkendelse af, hvor vigtigt der er, at alle Den Europæiske Unions medlemsstater deltager i bestræbelserne på at opnå økonomisk konvergens, men også af at landene i euroområdet er i en anden situation end de øvrige medlemsstater, eftersom de ikke har nogen valutakursmekanisme til deres rådighed, hvis de får behov for at justere de relative priser, og at de er fælles om ansvaret for, at Den Europæiske Monetære Union i sin helhed fungerer, og derfor bør de nye regler på grundlag af de andre henstillinger i denne beslutning og artikel 136 i TEUF og protokol (nr. 14) om Eurogruppen sigte mod følgende:

—

Etablering af euroområde-specifikke rammer om en styrket overvågning med fokus på uforholdsmæssig store makroøkonomiske forskelle, økonomisk vækst, arbejdsløshedstal, priskonkurrenceevne, de reale valutakurser, stigninger i låntagningen og udviklingen på betalingsbalancens løbende poster i de berørte medlemsstater.

—	Etablering af regulære rammer for et øget samarbejdet blandt samtlige EU-medlemsstater for at overvåge og fremme økonomisk konvergens og diskutere potentielle makroøkonomiske uligheder inden for EU.

—

Der skal tillægges øget betydning til de årlige kontrolrapporter for euroområdet, der er baseret på kvartalsmæssige tematiske multilanderapporter, med fokus på dels potentielle afsmittende virkninger fra den globale økonomiske udvikling og andre politikker og omstændigheder, der i særlig grad kan påvirke visse medlemsstater i euroområdet, og dels på den indflydelse, som de økonomiske afgørelser, der træffes af Eurogruppen, kan have for lande og regioner uden for euroområdet. Der skal lægges øget vægt på at indkredse politikker, der skaber positive afsmittende virkninger, især under lavkonjunkturer, således at bæredygtig vækst i hele euroområdet støttes.

—	Styrkelse af Eurogruppens formands sekretariat og kabinet.

—

Kommissæren for økonomiske og monetære anliggender skal også gøres til næstformand i Kommissionen og gives som opgave at sikre, at EU's økonomiske aktivitet er sammenhængende, til at føre tilsyn med Kommissionens forvaltning af dens økonomiske, skattemæssige og finansmarkedsrelaterede ansvar og til at samordne andre aspekter af den økonomiske aktivitet i EU.

—

Højnelse af gennemsigtigheden og ansvarligheden i Eurogruppens beslutningstagning ved at oprette en regulær dialog med formanden for Eurogruppen inden for rammerne af det kompetente udvalg i Parlamentet og ved hurtigt at offentliggøre beslutninger truffet af Eurogruppen på dennes websted. Det skal sikres, at EU-medlemsstater, der ikke er en del af euroområdet, og som minimum de medlemsstater, der er forpligtet til at antage den fælles valuta, har adgang til drøftelserne i Eurogruppen.

Henstilling 4: Etablering af en solid og pålidelig mekanisme til forebyggelse og løsning af problemer med uforholdsmæssig stor gæld for euroområdet

Der bør foretages en konsekvensanalyse og forundersøgelse, der ikke tager længere end ét år, forud for vedtagelse af retsakter (på grundlag af artikel 122, 125, 329 (udvidet samarbejde) og 352 i TEUF eller et andet passende retsgrundlag) med følgende formål:

—

Etablering efter en allerhøjst etårig, behørig afvejning af fordele og ulemper, af en permanent mekanisme eller instans (en EU-valutafond), der skal føre tilsyn med udviklingstendenserne vedrørende statsgæld og supplere SVP som en sidste-udvej-mekanisme i tilfælde, hvor markedsfinansiering ikke længere er en mulighed for en regering og/eller en medlemsstat, der har problemer med betalingsbalancen; den skal være baseret på eksisterende mekanismer (den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet, den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme og den europæiske mekanisme med betalingsbalancehjælp) og skal omfatte klare regler for bl.a. følgende aspekter:

a)	ejerskabskriterier, såsom manglende opfyldelse af minimumskrav for nationale budgetrelaterede regler og institutioner

b)	beslutningsprocedurer og finansiering

c)	betingelser for ekstraordinære lån

d)	overvågning og

e)	ressourcer og beføjelser.

En sådan mekanisme skal ikke begrænse budgetmyndighedens beføjelser til at fastlægge EU's budget på et hensigtsmæssigt niveau, skal undgå moralsk angribelige dispositioner og fungere i overensstemmelse med principperne og konsekvenserne for statshjælp. Det bør også nøje vurderes, hvorvidt medlemsstater uden for euroområdet eventuelt kan tilsluttes den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme efter individuel situationsbedømmelse og opfyldelse af forud fastsatte kriterier.

—

Europa-Parlamentet skal underrettes om de anslåede virkninger af EU's kreditvurdering:

a)	gennem etablering af en europæisk finansiel stabiliseringsmekanisme, og

b)	gennem brug af hele budgetposten.

—

Fremlæggelse af tilstrækkelige oplysninger om bestemmelserne for gennemførelsen af den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme, for så vidt angår grænserne for den flerårige finansielle ramme. Eftersom det kan have vidtrækkende, budgetmæssige konsekvenser, bør der gøres videre overvejelser med hensyn til den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme inden vedtagelsen af forordningen om den flerårige finansielle ramme.

—	Tilladelse til, at budgetmyndighedens to parter involveres i beslutninger vedrørende den indflydelse, som stabiliseringsmekanismen kan have på EU-budgettet.

—	Støtte til, at ethvert eventuelt budgetmæssigt behov i forbindelse med denne mekanisme bør finansieres gennem en ad hoc-revision af den flerårige finansielle ramme for at sikre, at budgetmyndigheden inddrages rettidigt og i tilstrækkeligt omfang.

Henstilling 5: Gennemgang af EU’s budgetmæssig, økonomiske og finanspolitiske instrumenter

Retsakten vedtages eller forundersøgelsen gennemføres inden for tolv måneder med henblik på følgende:

—

Udarbejdelse af en forundersøgelse inden for ét år med det formål på lang sigt at etablere et system, hvorunder medlemsstaterne kan deltage i udstedelsen af fælleseuropæiske obligationer, og som omhandler beskaffenhed, risici og fordele derved. Forundersøgelsen skal på anderledes vis opstille de juridiske alternativer og mål, såsom langsigtet finansiering af europæisk infrastruktur og strategiske projekter gennem projektobligationer. De stærke og svage sider ved alle disse valgmuligheder skal analyseres, idet der skal tages hensyn til de eventuelle moralske angribelige implikationer for de deltagende medlemsstater.

—

Styrkelse og ajourføring af EU's samhørighedspolitik i tæt samarbejde med Den Europæiske Investeringsbank (EIB), navnlig under hensyntagen til EU 2020-målene, for at reducere de strukturelle svagheder, udjævne velfærdsforskelle, styrke købekraften og øge konkurrenceevnen i svagere økonomiske regioner, bl.a. ved at lette finansieringsbehovene for SMV’er og disses vellykkede deltagelse i det indre marked.

—	Påmindelse om, at Den Europæiske Centralbanks uafhængighed er afgørende for stabiliteten af EU's finansielle situation og frie markedsøkonomi.

—	Tilskyndelse til at bevare skellet mellem skattepolitik og valutapolitik for ikke at bringe Den Europæiske Centralbanks uafhængighed i fare.

—

Udvikling af fælles budgetprincipper for kvaliteten af det offentlige forbrug (både nationale budgetter og EU-budgetter) og af et sæt fællespolitiske tiltag og instrumenter til støtte for EU 2020-strategien, samtidig med at de budgetdisciplinære mål afvejes og en langsigtet finansiering af bæredygtig beskæftigelse og investering gøres mulig.

—

Opstilling af klare rammer for en fornyet fælles indsats med inddragelse af EU-budgetmidler og midler fra EIB med henblik på yderligere gearing af budgetmidlerne i den kommende flerårlige finansielle ramme ved hjælp af EIB’s ekspertise inden for finansieringsteknik og dennes forpligtelser over for EU’s politikker og EU’s rolle som omdrejningspunkt for finansielle virksomheder i den offentlige og private sektor og udvide EIB's og samhørighedsfondenes rolle, især under lavkonjunkturer.

—

Etablering af en skattepolitik-gruppe på højt niveau under forsæde af Kommissionen med mandat til inden for et år at udarbejde en køreplan for en strategisk og pragmatisk tilgang til skattepolitiske anliggender, idet der lægges særlig vægt på bekæmpelsen af skattesvig og skattely, genoplivelse af adfærdskodeksen for erhvervsbeskatning, samtidig med at der indføres mere udvidede procedurer mod urimelig skattekonkurrence, den automatiske informationsudveksling udbygges, indførelsen af vækstfremmende skattereformer gøres nemmere og nye instrumenter afprøves. EU’s eksterne dagsorden for beskatningsspørgsmål, navnlig i forbindelse med G20, skal analyseres af denne skattepolitiske gruppe på højt plan.

—

Etablering af en politisk gruppe på højt plan under forsæde af Kommissionen med mandat til at undersøge eventuelle institutionelle ændringer inden for den igangværende reform af den økonomiske styring, herunder muligheden for at skabe en fælles europæisk finansforvaltning med det formål at give EU dens egne finansielle ressourcer i overensstemmelse med Lissabontraktaten med henblik på at reducere afhængigheden af nationale overførsler.

—	Styrkelse af det indre marked ved at fremme e-handel og grænseoverskridende handel, forenkle online-betalingsprocedurer og harmonisere skatteinstrumenter som et middel til at styrke forbrugernes tillid til den europæiske økonomi.

Henstilling 6: Regulering og kontrol af de finansielle markeder med en klar makroøkonomisk dimension

Den retsakt, der skal vedtages, bør sigte mod følgende:

—	Det skal sikres, at alle lovgivningsinitiativer, der vedrører finansielle tjenester, er i overensstemmelse med de makroøkonomiske politikker med henblik på at sikre den nødvendige gennemsigtighed og markedsstabilitet og følgelig fremme tilliden til markederne og den økonomiske udvikling.

—	Fremme af metoder til konsekvent gennemførelse af søjle II-kapitalkrav som reaktion på specifikke prisbobler på aktiver eller i forbindelse med likviditetsproblemer.

—	Regulering af forbindelsesleddene mellem de finansielle markeder og makroøkonomiske politikker for at sikre stabilitet, gennemsigtighed og ansvarlighed og bremse incitamenter til at tage overdrevne risici.

—	Regelmæssig vurdering af udviklingen i priser på aktiver og stigninger i låntagningen i medlemsstaterne samt deres indflydelse på den finansielle stabilitet og udviklingen på de løbende poster samt de reale valutakurser i medlemsstaterne.

—	Den Europæiske Tilsynsmyndighed tillægges de eksklusive tilsynsbeføjelser over store grænseoverskridende finansielle virksomheder.

Henstilling 7: Forbedring af EU-statistikkernes pålidelighed

Den retsakt, der skal vedtages, bør sigte mod følgende:

—	Sikring af konsekvent gennemførelse af aftalte politiske forpligtelser inden for statistik.

—

Forøgelse af Kommissionens (Eurostats) undersøgelsesbeføjelser, såsom uanmeldte inspektioner på stedet og adgang til alle revisions- og budgetrelaterede oplysninger, herunder møder med enkeltpersoner eller agenturer, der er fortrolige med denne type oplysninger, såsom uafhængige økonomer, virksomhedsorganisationer og fagforeninger, til at bedømme de offentlige finansers kvalitet. Hvis det er passende, bør disse foranstaltninger ledsages af en forhøjelse af budgettet og de menneskelige ressourcer.

—	Medlemsstaterne pålægges at give Kommissionen (Eurostat) data, der lever op til de statistiske principper, der er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 223/2009 af 11. marts 2009 om europæiske statistikker (1).

—	Medlemsstaterne pålægges at angive, hvilke data afgivet til Kommissionen (Eurostat), der støttes af en uafhængig revisionsberetning.

—	Fastlæggelse af økonomiske og ikke-økonomiske sanktioner for indgivelse af statistikker, der ikke er i overensstemmelse med de statistiske principper, der er fastlagt i forordning (EF) nr. 223/2009.

—

Undersøgelse af behovet for mere harmoniserede data, der er relevante for den ramme for økonomisk forvaltning, der stilles forslag om i dette bilag. Der skal navnlig sikres passende rammer om kvaliteten af de europæiske statistikker, der er behov for med henblik på at øge den analytiske overvågning, herunder en resultattavle for en effektiv multilateral overvågning under henstilling 1.

—	Harmonisering af data vedrørende de offentlige finanser på grundlag af en standardiseret og internationalt accepteret revisionsmetode.

—

Sikring af en sammenhængende og åben fremlæggelse af visse forpligtelser på poster uden for balancen, navnlig i forbindelse med fremtidige betalinger påkrævet til pensioner i den offentlige sektor og langfristede kontrakter med den private sektor vedrørende leasing eller tilvejebringelse til offentlige formål.

Henstilling 8: Forbedring af Unionens eksterne repræsentation inden for økonomiske og monetære anliggender

Den retsakt (på grundlag af artikel 138 i TEUF), der skal vedtages, bør sigte mod følgende:

—	Forsøg på at nå til enighed om euroområde/EU-repræsentation i IMF og andre relevante finansielle institutioner, hvor det er hensigtsmæssigt.

—	Gennemgang af ordningerne for euroområdets/EU’s repræsentation i andre internationale organer inden for økonomisk, monetær og finansiel stabilitet.

—	Tilføjelse af en procedure, i tråd med bestemmelserne i TEUF, for fuldstændig underrettelse og inddragelse af Europa-Parlamentet inden vedtagelsen af en afgørelse under artikel 138 i denne traktat.

—	Etablering af en klar og målrettet international euroområde/EU-dagsorden, der vil sikre lige vilkår på internationalt plan i forbindelse med EU’s dagsorden for finanspolitik, bekæmpelse af svig og finansielle bestemmelser samt tilsyn.

—

Sideløbende med de foranstaltninger, der kan og skal træffes så hurtigt som muligt inden for den nuværende institutionelle ramme, skal der påbegyndes en proces til indkredsning af afgrænsning af disse rammer og udvikling af ideer til en reform af traktaterne, der kan muliggøre etableringen af de mekanismer og strukturer, der er nødvendige for en sammenhængende og effektiv økonomisk forvaltning og en reel makroøkonomisk konvergens mellem medlemsstaterne både inden og uden for euroområdet.

(1) EFT L 87 af 31.3.2009, s. 164.

8.3.2012

Den Europæiske Unions Tidende

CE 70/56

Torsdag den 21. oktober 2010
Fremtiden for europæisk standardisering

P7_TA(2010)0384

Europa-Parlamentets beslutning af 21. oktober 2010 om fremtiden for europæisk standardisering (2010/2051(INI))

2012/C 70 E/05

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til den offentlige høring om fremtiden for europæisk standardisering, som Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse afholdt den 23. juni 2010,

—	der henviser til svarene på Kommissionens offentlige høring om revisionen af det europæiske standardiseringssystem (afholdt fra den 23. marts til den 21. maj 2010),

—	der henviser til konsekvensanalysen af »Standardiseringspakken« udført for Kommissionens Generaldirektorat for Erhvervspolitik (den 9. marts 2010),

—	der henviser til rapporten fra ekspertpanelet for undersøgelse af det europæiske standardiseringssystem, der har titlen »standardisering for et konkurrencedygtigt og innovativt Europa: en vision for 2020« (februar 2010),

—	der henviser til professor Mario Montis rapport af 9. maj 2010 til formanden for Kommissionen, der har titlen »En ny strategi for det indre marked«,

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010, »Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (KOM(2010)2020),

—

der henviser til undersøgelsen om SMV'ers adgang til europæisk standardisering, med titlen »Enabling small and medium-sized enterprises to achieve greater benefit from standards and from involvement in standardisation«, bestilt af Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) og Den Europæiske Komité for Elektroteknisk Standardisering (CENELEC) (august 2009),

—	der henviser til undersøgelsen om adgang til standardisering udført for Kommissionens Generaldirektorat for Erhvervspolitik (10. marts 2009),

—	der henviser til Kommissionens betænkning af 21. december 2009 om anvendelsen af direktiv 98/34/EF fra 2006 til 2008 (KOM(2009)0690) og Kommissionens ledsagende arbejdsdokument (SEK(2009)1704),

—	der henviser til hvidbogen af 3. juli 2009 om »modernisering af ikt-standardiseringen i EU - vejen frem« (KOM(2009)0324),

—	der henviser til Rådets konklusioner af 25. september 2008 om standardisering og innovation,

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. juni 2008 - »Tænk småt først« En »Small Business Act« for Europa (KOM(2008)0394),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 11. marts 2008 med titlen »Hvordan standardisering kan bidrage mere til innovation i EU« (KOM(2008)0133),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. oktober 2004 om den europæiske standardiserings betydning for gennemførelsen af EU's politikker og lovgivning (KOM(2004)0674) og det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene om udfordringerne for europæisk standardisering,

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. februar 2004»Inddragelse af miljøhensyn i den europæiske standardisering« (KOM(2004)0130),

—	der henviser til Kommissionens arbejdsdokument af 26. juli 2001 om europæiske politiske principper for international standardisering (SEK(2001)1296),

—	der henviser til sin beslutning af 12. februar 1999 om Kommissionens beretning om effektivitet og ansvarlighed i europæisk standardisering i den nye metode (1),

—	der henviser til Kommissionens beretning af 13. maj 1998 om effektivitet og ansvarlighed i europæisk standardisering i den nye metode (KOM(1998)0291),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1673/2006/EF af 24. oktober 2006 om finansiering af europæisk standardisering (2),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (3),

—	der henviser til Rådets beslutning 87/95/EØF af 22. december 1986 om standardisering inden for informationsteknologi og telekommunikation (4),

—	der henviser til Wien-aftalen fra juni 1991 om teknisk samarbejde mellem ISO og CEN og Dresden-aftalen fra september 1996 om udveksling af tekniske oplysninger mellem CENELEC og IEC,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—	der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelse fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A7-0276/2010),

A.	der henviser til, at det europæiske standardiseringssystem har været et vigtigt led i gennemførelsen af det indre marked, navnlig gennem brugen af standarder på centrale lovgivningsmæssige områder under »den nye metode«, der er integreret i den nye lovgivningsmæssige ramme,

der henviser til, at den nuværende retlige ramme har bidraget til succes for europæisk standardisering og har muliggjort udviklingen af europæiske standarder, der er nødvendige for alle økonomiske aktører med henblik på at sikre et velfungerende indre marked, lette verdenshandelen og markedsadgangen og styrke bæredygtig vækst og konkurrenceevne,

C.	der henviser til, at det europæiske standardiseringssystem spiller en central rolle i indsatsen for at dække det stigende behov i europæisk politik og lovgivning for standarder, der kan sikre produktsikkerhed, tilgængelighed, innovation, interoperabilitet og miljøbeskyttelse,

D.	der henviser til, at princip VII i »Small Business Act« understreger betydningen af, at SMV'ers deltagelse fremmes, og deres interesser inden for standardisering varetages,

E.	der henviser til, at udviklingen af europæiske standarder bidrager til udvikling af globale standarder,

F.	der henviser til, at et moderne og fleksibelt europæisk standardiseringssystem er afgørende for en ambitiøs og fornyet europæisk erhvervspolitik,

der henviser til, at europæisk standardisering opererer i - og i forskellige forbindelser hen imod - det globale økosystem og bygger på specifikke strukturer og en række særlige processer til udarbejdelse af standarder, som CEN og CENELEC har indført på grundlag af princippet om uddelegering til medlemsstaterne, og som det europæiske institut for standarder inden for telekommunikation (ETSI) har indført på grundlag af direkte medlemskab,

der henviser til, at Monti-rapporten om en ny strategi for det indre marked bekræfter, at standardisering er nøglen til styring af det indre marked, og understreger, at det er nødvendigt at revidere den europæiske standardiseringsproces, fastholde fordelene ved det nuværende system og skabe den rette balance mellem den europæiske og nationale dimensioner,

der henviser til, at europæisk standardisering - for at imødekomme virksomhedernes og forbrugernes fremtidige behov og for at give alle sine potentielle fordele til støtte for offentlige og samfundsmæssige mål - skal tilpasse sig de udfordringer, der følger af globaliseringen, klimaændringer, fremkomsten af nye økonomiske magter og den teknologiske udvikling,

der henviser til, at det er nødvendigt at udvikle en strategisk tilgang til europæisk standardisering og revidere det nuværende system, hvis det fortsat skal være velfungerende og dække de behov, der opstår i det næste årti, og dermed give Europa mulighed for at bibeholde sin ledende rolle i det globale standardiseringssystem,

Indledning

glæder sig over Kommissionens planer om at revidere det europæiske standardiseringssystem med henblik på at bevare dets mange vellykkede elementer, udbedre dets mangler og skabe den rette balance mellem europæiske, nationale og internationale dimensioner; understreger, at den foreslåede revision skal bygge på de stærke sider ved det eksisterende system, som udgør et solidt grundlag for forbedring, og afstå fra radikale ændringer, der ville underminere de grundlæggende værdier i systemet;

tilskynder Kommissionen til hurtigst muligt at vedtage og fremlægge et forslag om en moderne, integreret standardiseringspolitik, herunder en revision af direktiv 98/34/EF om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter, beslutning 87/95/EØF om standardisering inden for informationsteknologi og telekommunikation og afgørelse 1673/2006/EF om finansiering af europæisk standardisering, som det fremgår af Kommissionens arbejdsprogram for 2010;

3.	understreger, at revisionen af det europæiske standardiseringssystem skal kunne bidrage til europæisk innovation og bæredygtig udvikling, forbedre EU's konkurrenceevne, styrke dets position i international handel og gavne borgernes velfærd;

roser rapporten fra ekspertpanelet for undersøgelse af det europæiske standardiseringssystem (EXPRESS); opfordrer de europæiske og nationale standardiseringsorganer, medlemsstaterne og Kommissionen til at gennemføre rapportens strategiske henstillinger med henblik på at skabe et europæisk standardiseringssystem, der kan reagere på samfundsmæssige og økonomiske behov og bibeholde sin ledende rolle i det globale standardiseringssystem;

anmoder Kommissionen om at lade forslaget til revision af de nuværende juridiske rammer for europæisk standardisering være ledsaget af et strategidokument, der etablerer en samlet ramme for indsatsen på europæisk og nationalt plan, herunder konkrete forslag til de forbedringer, der ikke kan gennemføres ved gennemgang af lovgivningen; understreger, at et sådant strategidokument ikke bør begrænses til anbefalingerne i ekspertpanelets rapport;

bifalder Kommissionens hvidbog »Modernisering af ikt-standardiseringen i EU - vejen frem«; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at gennemføre hvidbogens vigtigste anbefalinger for inden for det europæiske og det internationale standardiseringssystem at sikre udvikling af relevante globale ikt-standarder til gennemførelse og anvendelse i EU's politikker og offentlige indkøb;

støtter Kommissionens hensigt om at integrere principperne i Verdenshandelsorganisationens aftale om tekniske handelshindringer (gennemsigtighed, åbenhed, upartiskhed, konsensus, effektivitet, relevans og sammenhæng) i de retlige rammer for europæisk standardisering med henblik på at styrke deres anvendelse i det europæiske standardiseringssystem; er af den opfattelse, at indarbejdelsen disse principper ikke bør udvide antallet af anerkendte europæiske standardiseringsorganer ud over de tre eksisterende, dvs. CEN, CENELEC og ETSI;

mener, at disse principper kan suppleres med egenskaber såsom vedligeholdelse, tilgængelighed, kvalitet, neutralitet og ansvarlighed; mener, at samtlige principper bør defineres nærmere, og at der skal indføres et specifikt overvågningssystem for at sikre deres gennemførelse på nationalt og europæisk plan ved udvikling af standarder til støtte for EU's politikker og lovgivning;

understreger imidlertid, at disse principper ikke i sig selv er tilstrækkelige til at sikre, at alle berørte parter - især dem, der repræsenterer sundhed og sikkerhed og forbruger- og miljøinteresser - er passende repræsenteret i proceduren til fastlæggelse af standarder i det europæiske standardiseringssystem; mener derfor, at det er afgørende at tilføje princippet om »passende repræsentation«, da det, når det gælder den offentlige interesse, er af største vigtighed at inddrage alle de berørte parters holdninger på behørig vis, især i udviklingen af standarder til støtte for EU's lovgivning og politikker, og samtidig anerkende nødvendigheden af at benytte de mest relevante tekniske eksperter til et givet standardiseringsprojekt;

10.

understreger, at SMV'er, selv om de repræsenterer en vigtig del af det europæiske marked, ikke er tilstrækkeligt involverede i standardiseringssystemet og derfor ikke kan udnytte fordelene ved standardisering fuldt ud; mener, at det er afgørende at forbedre deres repræsentation og deltagelse i systemet, navnlig i de tekniske udvalg på nationalt plan; anmoder Kommissionen om ved hjælp af sin konsekvensanalyse i forbindelse med revisionen af det europæiske standardiseringssystem at fastslå, hvordan dette mål bedst nås, og hvilke finansielle midler der kræves for at hjælpe SMV'er;

11.

påpeger, at selv om standarder har bidraget til en betydelig forbedring af varers kvalitet og sikkerhed, står deres tilgængelighed på området for tjenesteydelser langt fra mål med denne sektors økonomiske betydning og potentiale; henviser især til, at antallet af nationale standarder for tjenester, der er udviklet i Europa i de seneste år, langt overgår det tilsvarende antal europæiske standarder, der er udviklet i denne sektor;

12.

anerkender, at tjenestestandarder ofte modsvarer nationale særpræg, og at deres udvikling følger markedets behov, forbrugernes interesser og offentlighedens interesse; understreger, at udviklingen af europæiske tjenestestandarder og erhvervsorganisationers udarbejdelse af deres egne kvalitetschartre eller kvalitetsmærkningsordninger på EU-plan, som fastsat i direktiv 2006/123/EF om tjenesteydelser i det indre marked, bør tilskynde til yderligere harmonisering i tjenesteydelsessektoren, øge de europæiske tjenesters gennemsigtighed, kvalitet og konkurrenceevne og fremme konkurrence, innovation, reduktion af handelshindringer og forbrugerbeskyttelse;

13.

støtter derfor, at Kommissionen har til hensigt at lade de retlige rammer for europæisk standardisering omfatte standarder for tjenesteydelser, da dette ikke kun vil sikre registrering af alle nationale tjenestestandarder, som potentielt kunne udgøre tekniske handelshindringer på det indre marked, men også vil give et retsgrundlag, som Kommissionen kan bruge til at anmode de europæiske standardiseringsorganer om på klart afgrænsede og nøje vurderede områder at udvikle standarder for tjenesteydelsessektoren; foreslår, at Kommissionen tilskynder tjenesteudbydere til at udvikle standarder inden for rammerne af de europæiske standardiseringsorganer for så vidt muligt at undgå splittelse mellem forskellige nationale standarder og samtidig sikre, at standarder for tjenesteydelser vedrører markedets, forbrugernes og offentlighedens behov; støtter foranstaltninger, der er truffet for at sikre kvaliteten af tjenesteydelser, f.eks. kvalitetschartre og kvalitetsmærkningsordninger udarbejdet af erhvervsorganisationer, og tilskynder alle relevante aktører til at deltage i den europæiske standardiseringsproces;

Fremme af det europæiske standardiseringssystem

a) Generelle betragtninger

14.

bekræfter endnu engang, at europæisk standardisering til støtte for lovgivning efter »den nye metode« har vist sig at være et vellykket og vigtigt redskab for gennemførelsen af det indre marked; noterer sig, at antallet af standardiseringsmandater, der støtter lovgivning på andre områder end dem, der er omfattet af »den nye metode«, er steget i de seneste år, hvilket viser, at denne model nu bliver brugt i en bred vifte af EU-politikker; mener, at det er ønskeligt at udvide anvendelsen af standarder til områder af EU's lovgivning og politikker, der går ud over det indre marked, idet der tages hensyn til de særlige forhold på de pågældende områder, i overensstemmelse med principperne om bedre regulering;

15.

fastholder, at det er af allerstørste betydning, at der skelnes klart mellem lovgivning og standardisering med henblik på at undgå enhver misforståelse med hensyn til formålene med lovgivningen og det ønskede beskyttelsesniveau; understreger, at de europæiske lovgivere skal være meget årvågne og præcise, når de fastlægger de væsentlige krav i lovgivningen, og at Kommissionen skal definere målene for standardiseringsarbejdet klart og præcist i mandaterne; understreger, at standardiseringsorganernes rolle bør begrænses til at udpege de tekniske midler, der skal bruges til at nå de mål, som lovgiverne fastsætter, og sikre et højt beskyttelsesniveau;

16.

gentager, at det er afgørende, at europæiske standarder udarbejdes inden for en rimelig tidsfrist, navnlig på de områder, hvor der kræves standarder hurtigt for at opfylde krav som følge af offentlige politikker og hurtigt skiftende markedsforhold; opfordrer derfor de europæiske og nationale standardiseringsorganer til at vedblive med at forbedre deres effektivitet under hensyntagen til, at fremskyndelsen af standardiseringsprocessen ikke må ske på bekostning af principperne om åbenhed, kvalitet, gennemsigtighed og konsensus blandt alle interesserede parter;

17.	anerkender betydningen af at forenkle proceduren for indførelse af standarder; opfordrer Kommissionen til i samarbejde med de berørte parter at finde nye metoder til forbedring af den effektive vedtagelse af europæiske standarder;

18.

mener, at standardiseringsprocessen til dels vil blive fremskyndet gennem bedre samråd mellem Kommissionen og de europæiske standardiseringsorganer, før der udstedes et mandat, hvilket vil give dem mulighed for hurtigere og helst inden to måneder at oplyse, om de kan påtage sig et standardiseringsprojekt;

19.

bemærker, at udvalget under direktiv 98/34/EF er et vigtigt forum, hvor Kommissionen og medlemsstaterne kan drøfte spørgsmål om tekniske forskrifter og standardisering; mener, at Europa-Parlamentets repræsentanter bør indbydes til udvalgets (eller dets efterfølgers) møder, hvor de europæiske og nationale standardiseringsorganers observatørstatus fastholdes, samtidig med at interesseorganisationer på europæisk plan om nødvendigt også bør kunne være til stede som observatører, navnlig i forbindelse med drøftelse af standardiseringsmandater;

20.

opfordrer indtrængende Kommissionen til i samarbejde med de europæiske standardiseringsorganer at udvikle og gennemføre et forbedret og sammenhængende system til koordinering af standardiseringspolitikker og -aktiviteter, som bør dække alle aspekter af standardiseringsprocessen, fra udarbejdelse og udstedelse af mandater gennem tilsyn med de tekniske udvalgs arbejde under sikring af, at de udarbejdede standarder er i overensstemmelse med EU's politikker og opfylder den relevante lovgivnings væsentlige krav, til standardernes formelle vedtagelse, offentliggørelse og ibrugtagning; fremhæver den rolle, som relevante interessentkategorier kan udfylde som rådgivningsgruppe for Kommissionen i forbindelse med udvikling af en harmoniseret EU-politikplatform for standardisering;

21.

opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre en samordnet standardiseringspolitik og indføre en sammenhængende strategi med hensyn til anvendelse af standarder, der understøtter lovgivning; opfordrer Kommissionen til at sikre, at opnåelsen af EU's politiske mål ikke sættes på spil gennem ukoordinerede standardiseringsbestræbelser, konkurrerende eller unødvendige standarder eller overflødige certificeringsordninger;

22.

opfordrer Kommissionen til at revidere og rationalisere processen til udstedelse af standardiseringsmandater til europæiske standardiseringsorganer med henblik på at inddrage en fase til samråd med de relevante berørte parter og en tilbundsgående analyse, der begrunder behovet for en ny standardiseringsproces, for at sikre standardiseringens relevans og undgå overlapning og udbredelse af divergerende standarder og specifikationer;

23.

opfordrer Kommissionen til at fremlægge en handlingsplan, der sigter mod et mere integreret EU-standardiseringssystem, mere virkningsfuld og effektiv fastlæggelse af standarder, bedre adgang til standardisering, især for SMV'er, en større rolle til EU ved fastsættelsen af standarder på internationalt plan og et bæredygtigt system til finansiering af udvikling af standarder;

24.

understreger den vigtige rolle, som konsulenterne inden for »den nye metode« spiller for at påse, at de harmoniserede standarder er i overensstemmelse med den tilsvarende EU-lovgivning; henleder opmærksomheden på, at disse konsulenter i øjeblikket vælges af og opererer inden for de europæiske standardiseringsorganer, hvilket lægger en betydelig administrativ byrde på disse organisationer og til tider vækker bekymring blandt de berørte parter vedrørende processens upartiskhed og uafhængighed; opfordrer derfor Kommissionen til at vurdere behovet for at revidere de eksisterende procedurer; mener desuden, at Kommissionen bør fastlægge en procedure, der kan sikre, at obligatoriske standarder er i overensstemmelse med EU's øvrige politikker og lovgivning uden for rammerne af »den nye metode«; mener, at dette bør ske i forbindelse med udarbejdelsen af standarderne for at undgå forsinkelser og ineffektivitet som følge af efterfølgende forkastelse;

25.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at kontrollere standarder mere grundigt ved leveringen for at sikre, at de opfylder mandatets krav, navnlig når de anvendes inden for rammerne af »den nye metode«, og samtidig sikre, at standardgodkendelsesproceduren ikke fører til yderligere forsinkelser af betydning; agter - i forbindelse med den kommende revision af det europæiske standardiseringssystem - at undersøge muligheden for, at Parlamentet i lighed med Kommissionen og medlemsstaterne får ret til at rejse tvivl om en harmoniseret standard, der ikke synes at opfylde den tilsvarende lovgivnings væsentlige krav fuldt ud;

26.

anmoder Kommissionen om af hensyn til åbenheden at offentliggøre beslutninger om formelle indsigelser mod standarder i konsolideret form og fremlægge en ajourført liste over alle foranstaltninger truffet i relation til de formelle indsigelser; opfordrer Kommissionen til at fremlægge en årlig rapport om standardiseringsmandaterne og om status for gennemførelsen heraf;

27.

opfordrer de europæiske standardiseringsorganer til at styrke deres eksisterende klagemekanismer, som skal bruges, hvis der opstår uenighed om en standard; bemærker, at de nuværende mekanismer muligvis ikke altid er effektive, fordi deres sammensætning i praksis afspejler holdningen blandt dem, der godkendte standarden; foreslår derfor, at sammensætningen udvides, så eksterne uafhængige eksperter og/eller samfundsmæssige interesseorganisationer, som for øjeblikket er associerede medlemmer af eller samarbejdspartnere med de europæiske standardiseringsorganer, kan deltage;

28.

støtter Keymark, som er et frivilligt europæisk certificeringsmærke ejet af CEN/CENELEC, der viser overensstemmelse med europæiske standarder; understreger, at Keymark er et værdifuldt alternativ til de forskellige nationale certificeringsordninger, som fører til mange forskellige afprøvninger og mærkninger af produkter i flere medlemsstater og derfor kan blive en hindring for handel i det indre marked og skabe betydelige omkostninger for små virksomheder, hvilket kan føre til højere forbrugerpriser; tilskynder derfor de nationale standardiseringsorganer og andre nationale certificeringsorganer til at fremme Keymark som et alternativ til nationale certificeringsordninger; opfordrer ligeledes til en fælleseuropæisk oplysningskampagne med henblik på at gøre virksomheder og forbrugere opmærksom på fordelene ved Keymark;

29.

er klar over, at den nuværende ordning med EU-finansiering til støtte for europæisk standardisering ofte fører til frustration over ændrede regler, store revisionsudgifter og forsinket godkendelse af betalinger; understreger, at det er helt påkrævet at mindske disse udgifter og den store administrative byrde, der til tider opvejer fordelene ved den modtagne finansielle støtte, og samtidig overholde EU's finansielle bestemmelser; opfordrer Kommissionen og alle berørte parter til at sikre systemets finansielle bæredygtighed, herunder gennem offentlig-private partnerskaber og flerårig finansiel planlægning, hvilket er nødvendigt for at sikre dets virkning og effektivitet i den globale konkurrence; mener, at Kommissionen og de europæiske standardiseringsorganer kan forbedre deres samarbejde med henblik på at garantere en stabil og brugervenlig ramme for EU's finansielle bidrag til europæisk standardisering, hvilket vil forbedre systemets effektivitet væsentligt;

b) Forbedring af adgangen til standardiseringsprocessen

30.

anerkender princippet om uddelegering til medlemsstaterne som en hjørnesten i det europæiske standardiseringssystem, især i CEN's og CENELEC's standardiseringsproces; noterer sig dog, samfundsmæssige interesseorganisationers deltagelse i standardiseringsprocessen - som bekræftet i undersøgelsen om adgang til standardisering - i langt de fleste europæiske lande er meget begrænset eller ikke-eksisterende;

31.

opfordrer således de europæiske og nationale standardiseringsorganer til at fremme og tilskynde til, at alle interesserede parter, navnlig repræsentanter for små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og alle berørte parter, der repræsenterer den offentlige interesse, f.eks. forbrugere (herunder personer med handicap og sårbare forbrugere), miljøaktivister, arbejdstagere og organer, der repræsenterer andre samfundsmæssige interesser, faktisk deltager i standardiseringsprocessen;

32.

opfordrer også Kommissionen til at undersøge årsagerne til, at samfundsmæssige interesseorganisationers og SMV'ers deltagelse på nationalt plan er ringe, og til om nødvendigt at fremme foranstaltninger over for medlemsstaterne, som giver samfundsmæssige interesseorganisationer og SMV'er bedre adgang til den nationale standardiseringsproces; bifalder CEN's, CENELEC's og de nationale standardiseringsorganers indsats for at gennemføre den »værktøjskasse med 58 løsninger«, der indgår i undersøgelsen om SMV'ers adgang til standardisering, og henstillingerne i EXPRESS-rapporten med henblik på at forbedre adgangen for alle berørte parter;

33.

understreger behovet, som har været anerkendt siden 1990'erne, for at sikre, at samfundsmæssige interesseorganisationer deltager direkte på europæisk plan, så deres synspunkter kommer tydeligere til udtryk, da deres repræsentation i tekniske udvalg i de fleste medlemsstater fortsat er ringe; bekræfter, at den finansielle og politiske støtte til de europæiske organisationer, der blev oprettet for at repræsentere de interesserede parter, som mindstemål skal opretholdes og styrkes frem til 2020, eftersom der kun er opnået meget begrænset succes med at øge de samfundsmæssige interesseorganisationers deltagelse på nationalt plan; opfordrer disse organisationer til at intensivere rådgivningen af medlemsstater og nationale interesseorganisationer med henblik på at styrke de respektive organisationers deltagelse på nationalt plan;

34.

er af den opfattelse, at disse europæiske organisationer, som repræsenterer samfundsmæssige interesser, skal indtage en stærkere rolle i de europæiske standardiseringsorganer; opfordrer derfor Kommissionen og de europæiske standardiseringsorganer til at fremme forskellige foranstaltninger til at nå dette mål, uden dog at indskrænke princippet om uddelegering til medlemsstaterne, og således sikre disse organisationer et effektivt medlemskab, omend uden stemmeret, i de europæiske standardiseringsorganer, forudsat at de er associerede medlemmer eller samarbejdspartnere; mener endvidere, at de nationale standardiseringsorganer skal medvirke stærkt til at fremme og styrke samfundsmæssige interesseorganisationers deltagelse i standardiseringsprocessen, eftersom princippet om uddelegering til medlemsstaterne har forrang;

35.

bemærker den seneste udvikling i Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO), navnlig den model, der anvendes til at udvikle ISO 26000-standarden om social ansvarlighed, hvor nationale standardiseringsorganer kun havde ret til at udpege én repræsentant fra hver af de seks identificerede interessentkategorier (industrien, forbrugerne, regeringen, arbejdsmarkedets parter, ngo'er, SSRO (service, support, forskning og andre)) til den relevante arbejdsgruppe; fastholder, at de europæiske standardiseringsorganer og Kommissionen, i samarbejde med alle interesserede parter, nøje bør vurdere anvendelsen af en tilsvarende model som et alternativ til udarbejdelse af standarder inden for områder af særlig offentlig interesse, og at Parlamentet bør orienteres om resultaterne af vurderingen; opfordrer Kommissionen til at foreslå finansielle midler til støtte for en sådan alternativ model;

c) Styrkelse af princippet om uddelegering til medlemsstaterne

36.

påpeger, at selv om nationale standardiseringsorganer udgør et centralt element i det europæiske standardiseringssystem, er der betydelige forskelle mellem dem med hensyn til ressourcer, teknisk ekspertise og de interesserede parters engagement i standardiseringsprocessen; understreger, at de eksisterende uligheder skaber en betydelig skævhed i deres faktiske deltagelse i det europæiske standardiseringssystem, mens begrænsede ressourcer i nogle nationale standardiseringsorganer kan hindre deres effektive inddragelse i proceduren til fastlæggelse af standarder;

37.

anmoder Kommissionen og de europæiske standardiseringsorganer om at fremme uddannelsesprogrammer og om at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at muliggøre, at svagere nationale standardiseringsorganer, som ikke i øjeblikket har sekretariater for teknikudvalg eller deltager i europæisk standardisering på et niveau, der står i rimeligt forhold til deres økonomiske struktur, kan påtage sig en mere aktiv rolle i standardiseringsprocessen for at forbedre tilliden til det indre marked og sikre lige vilkår; mener, at uddannelsesprogrammer også er nødvendige for, at SMV'er kan deltage mere aktivt i proceduren til fastlæggelse af standarder, og for at fremhæve betydningen af standardisering som et strategisk forretningsværktøj;

38.

bifalder CEN's og CENELEC's initiativ til at indføre en peer review-proces for at vurdere, om de nationale standardiseringsorganer anvender WTO-principperne (og supplerende egenskaber) korrekt, og for at fremme løbende forbedringer og udveksling af god praksis; understreger, at dette projekt bør være et effektivt redskab, der kan styrke de nationale standardiseringsorganer og forbedre alle relevante berørte parters deltagelse på nationalt plan; mener, at dette projekt bør omfatte alle nationale standardiseringsorganer og underbygges af uafhængige revisioner; opfordrer CEN og CENELEC til at udarbejde og offentliggøre en rapport om resultaterne af peer review-processen;

39.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre en effektiv repræsentation af alle relevante berørte parter i nationale tekniske udvalg ved at tilrettelægge overvågnings- og rapporteringsmekanismer og yde uddannelsesstøtte og finansiel støtte til svagere samfundsmæssige interesseorganisationer og evt. til sammenslutninger af SMV'er og håndværksvirksomheder for at sikre deres effektive deltagelse; understreger betydningen af at give brugere digital adgang til informationer om standarder;

40.

opfordrer de europæiske standardiseringsorganer og medlemsstaterne til regelmæssigt at forelægge Kommissionen en statusrapport om deres indsats for at sikre en passende repræsentation af alle berørte parter i tekniske organer med ansvar for udvikling af obligatoriske standarder, som bør opfylde specifikke rapporteringskrav; understreger, at disse rapporter efterfølgende bør tages i betragtning i en rapport fra Kommissionen om europæiske og nationale standardiseringsorganers indsats og de opnåede resultater;

41.

opfordrer de nationale standardiseringsorganer til at give svagere berørte parter fri adgang til standardiseringsudvalg og udvikle redskaber til forbedring af de berørte parters deltagelse, herunder en gratis og let anvendelig onlinehøringsmekanisme til alle nye forslag til standarder; opfordrer disse organisationer til at gøre fuld brug af ikt med henblik på at styrke de berørte parters deltagelse gennem internetbaserede møder og onlinedrøftelser; opfordrer ligeledes de nationale standardiseringsorganer til at sikre kommunikation ud over systemets grænser, navnlig i forbindelse med offentlige forespørgsler om nye standarder, da offentlige forespørgsler sædvanligvis er henvendt til systemets nuværende deltagere;

42.

beklager, at offentlige myndigheder i de fleste medlemsstater viser ringe interesse for at deltage i standardiseringsprocessen, på trods af standardiseringens betydning som værktøj til understøttelse af lovgivningen og den offentlige politik; opfordrer medlemsstaterne - som repræsenterer borgernes interesser - og navnlig markedstilsynsmyndighederne til at lade repræsentanter deltage i alle nationale tekniske udvalg, der afspejler udviklingen af standarder til støtte for EU's politikker og lovgivning; understreger, at tilstedeværelsen af nationale myndigheder i debatten om udviklingen af standarder er afgørende for en velfungerende lovgivning på de områder, der er omfattet af »den nye metode«, og for at undgå efterfølgende formel indsigelse mod harmoniserede standarder;

43.

opfordrer, af hensyn til fair konkurrence på det indre marked, de nationale standardiseringsorganer til at følge ISO's etiske regler for at sikre, at standardiseringsorganers upartiskhed ikke bringes i fare af andre aktiviteter som f.eks. certificering og akkreditering; understreger også betydningen af at udvikle standarder og retningslinjer vedrørende overensstemmelsesvurdering og fremme deres vedtagelse og rimelige anvendelse, navnlig hvad angår krav om integritet, objektivitet og upartiskhed;

d) Lettere adgang til standarder

44.

anerkender, at europæisk standardisering bidrager til at skabe lige vilkår for alle markedsaktører, især SMV'er, som er rygraden i den europæiske økonomi og væsentlige bidragydere til systemet; anerkender imidlertid, at deres deltagelse i standardisering ikke altid svarer til deres økonomiske betydning, og at standarder kan være så komplekse og medføre så store omkostninger, at de kan udgøre en hindring for SMV'er;

45.

understreger, at udviklingen og tilpasningen af standarder bør tage hensyn til SMV'ers (især små virksomheders, mikrovirksomheders og håndværksvirksomheders) særlige egenskaber og situation; glæder sig over de seneste initiativer, som europæiske og nationale standardiseringsorganer har taget til at gennemføre anbefalingerne i undersøgelsen om SMV'ers adgang til europæisk standardisering, og mener, at disse skal betragtes som bedste praksis; glæder sig over og støtter de foranstaltninger, der er foreslået i CEN's og CENELEC's SMV-programmer med henblik på at gøre det nemmere for SMV'er at anvende standarder; understreger, at der bør træffes yderligere foranstaltninger for at sikre, at SMV'er kan deltage fuldt ud i udviklingen af standarder og få bedre og billigere adgang til dem;

46.

understreger navnlig, at EU og medlemsstaterne bør gøre det muligt i højere grad at tage SMV'ers og håndværksvirksomheders interesser i betragtning ved udarbejdelse af standarder ved at gennemføre de strategiske foranstaltninger i »Small Business Act« i overensstemmelse med dens syvende princip: finansiel støtte fra EU med henblik på at reducere prisen for adgang til standarder, systematisk offentliggørelse af resumeer af europæiske standarder og retfærdig sammensætning af standardiseringsudvalgene;

47.	opfordrer ligeledes Kommissionen til at forenkle procedurerne, hvor det er muligt, og til at tage hensyn til »tænk småt først«-princippet i forbindelse med fremtidige ændringer; anbefaler, at Kommissionen inddrager standardiseringsspørgsmålet i den næste SMV-uge;

48.

fastholder, at brugernes adgang til europæiske standarder, der udvikles til støtte for EU's politikker og lovgivning, er et vigtigt spørgsmål, der bør undersøges nærmere; mener, at forskellige systemer til prisfastsættelse bør overvejes for private/industrielle standarder og for harmoniserede/obligatoriske standarder; opfordrer især nationale standardiseringsorganer til at reducere omkostningerne gennem særlige satser og ved at tilbyde pakker med flere standarder til nedsat pris samt til at undersøge yderligere metoder til at forbedre adgangen, især for SMV'er;

49.	minder imidlertid om, at købsprisen på en standard kun udgør en lille del af de samlede udgifter, som brugere af standarder afholder, da de som oftest må bruge væsentligt flere midler på at indarbejde den pågældende standard i deres virksomhedsproces;

50.

understreger, at standarder bør være forståelige, enkle og lette at bruge, så de kan gennemføres bedre af brugerne; mener, at det, når det er hensigtsmæssigt, er vigtigt at begrænse de mange krydshenvisninger mellem standarder og at løse de aktuelle problemer med at finde frem til den gruppe af standarder, der er relevant for et givet produkt eller en given proces; opfordrer de nationale og europæiske standardiseringsorganer og handelsorganisationer til at sørge for brugervenlige retningslinjer for anvendelsen af standarder, gratis onlineresumeer, bedre onlineadgang til høringsudkast og enkle elektroniske søgefunktioner;

51.

bifalder de europæiske standardiseringsorganers igangværende initiativ til at udarbejde et sammendrag af alle deres standarder og offentliggøre det online og uden adgangsbegrænsning og anmoder om, at dette projekt fuldføres hurtigt; understreger imidlertid, at dette projekt også bør gennemføres på nationalt plan for at give brugere af standarder mulighed for at indhente oplysninger på deres eget sprog om de emner, som de enkelte standarder omhandler, via de nationale standardiseringsorganers websteder;

52.	understreger betydningen af at tilbyde standarder på alle EU's officielle sprog for at sikre, at brugerne virkelig forstår dem; opfordrer Kommissionen til at yde mere støtte til oversættelse af harmoniserede standarder og forenkle de dermed forbundne finansielle ordninger;

Standardisering til støtte for innovation og bæredygtig konkurrenceevne i en globaliseret verden

53.

anerkender, at europæisk standardisering er et vigtigt redskab til fremme af innovation, forskning og udvikling og dermed bidrager til EU's konkurrenceevne og fuldførelsen af det indre marked; understreger dens store økonomiske fordele, idet virksomheder bliver i stand til at opnå hurtigere overførsel af viden, færre omkostninger og risici, kortere tid til markedet og højere værdi af innovation;

54.

erkender, at selv om standardisering kan fremme udnyttelsen af ny teknologi betydeligt, overføres F&U-resultater ikke tilstrækkeligt ved udvikling af standarder; understreger behovet for at forbedre den gensidige forståelse og samarbejdet mellem standardiseringsorganisationer, innovatorer, den akademiske verden og forskersamfund; understreger, at inddragelsen af ny viden i standarder, især fra offentligt finansierede forsknings- og innovationsprogrammer, vil fremme innovation og konkurrenceevne;

55.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i samarbejde med de nationale standardiseringsorganer at fremme inddragelsen af standardisering i akademiske læseplaner, uddannelse (f.eks. inden for økonomiske og tekniske uddannelser), programmer for livslang læring og oplysningskampagner for at gøre nuværende og kommende økonomiske aktører og politiske beslutningstagere opmærksom på betydningen af og fordelene ved standarder; opfordrer de nationale standardiseringsorganer til at forbedre deres samarbejde med handelssammenslutninger og give SMV'er pålidelige oplysninger om de økonomiske fordele ved at anvende standarder; opfordrer ligeledes Kommissionen til at sikre, at spørgsmålet om standardisering tages op inden for Erasmusprogrammet for unge iværksættere; tilskynder til foranstaltninger, som tager sigte på at vurdere, kvantificere og formidle de økonomiske og samfundsmæssige fordele ved standardisering;

56.

mener, at de europæiske rammeprogrammer for forskning, konkurrenceevne og innovation kan yde et væsentligt bidrag til proceduren til fastlæggelse af standarder ved, at der indføres et kapitel om standardisering; mener, at en sådan foranstaltning vil skabe større forståelse for fordelene ved standarder og bidrage til at fremme en systematisk tilgang tidligere i forløbet mellem forskning, innovation og standardisering; opfordrer Kommissionen til at inddrage »relevans for standardisering« i evalueringskriterierne for EU-finansierede F&U-projekter for at fremme projekter vedrørende standardisering og skabe opmærksomhed om disse projekter med nyskabende metoder;

57.

opfordrer ligeledes Kommissionen til at etablere aktiviteter til opsyn med teknologien i den hensigt at indkredse fremtidige F&U-resultater, hvor standardisering vil være formålstjenligt, til at lette strømmen og gennemsigtigheden af information, der er nødvendig for indtrængning på markedet og forskning og udvikling og, i denne sammenhæng, fremme lettilgængelige og brugervenlige evalueringsmekanismer via internettet;

58.

opfordrer medlemsstaterne til med henblik på at forbedre de offentlige tjenesters kvalitet og fremme udviklingen af innovative teknologier at bruge europæiske standarder i offentlige udbud; understreger dog, at brugen af standarder ikke bør resultere i yderligere hindringer, navnlig for små virksomheder, der søger at deltage i offentlige udbud;

59.

bekræfter, at klimaforandringerne og andre fremtidige globale energi- og miljømæssige udfordringer kræver udvikling og fremme af rene teknologier og grønne produkter; mener derfor, at det er helt påkrævet at integrere miljøaspekter i alle relevante varer og tjenesteydelser, og at det europæiske standardiseringssystem skal forbedres for at sikre, at disse aspekter bliver inddraget, når der udarbejdes standarder; understreger, at det er nødvendigt at sikre, at miljøorganisationer og offentlige myndigheder med ansvar for miljøbeskyttelse deltager aktivt i standardiseringsudvalgene på nationalt og europæisk plan; fremhæver, at behovet for at gøre europæiske innovationsbestræbelser gældende i forbindelse med globale strategier til bekæmpelse af klimaforandringer og imødegåelse af energi-, samfunds- og miljømæssige udfordringer også skal afspejles i fastsættelsen af nye retningslinjer for standardiseringsmodeller;

60.

understreger, at forbedring af menneskers sundhed og levevilkår kræver, at der udvikles produkter, som kan bidrage til befolkningens sundhed og forbedre adgangen, navnlig for børn og sårbare mennesker; mener derfor, at det er helt påkrævet at integrere sundhedsaspekter i alle relevante varer og tjenesteydelser, og at det europæiske standardiseringssystem skal forbedres for at sikre, at disse aspekter bliver inddraget, når der udarbejdes standarder; opfordrer således til, at der f.eks. fastsættes europæiske standarder for ortopædisk korrekt fodtøj til børn; understreger, at det er nødvendigt at tilskynde til, at sundhedseksperter og offentlige myndigheder med ansvar for sundhed deltager aktivt i standardiseringsudvalgene;

61.

understreger, at standardisering har et stort potentiale til at fjerne hindringer, der forhindrer handicappede og ældre i at udnytte deres evner og deltage på lige fod med andre i alle aspekter af samfundslivet; opfordrer derfor til, at der udvikles standarder, som tager hensyn til befolkningens forskelligartede behov og giver virksomheder nye muligheder for at skabe innovative løsninger, med henblik på at fremme udvikling af varer, tjenesteydelser og infrastrukturer, der er tilgængelige for alle; understreger betydningen af konceptet »design for alle«, som er en kreativ og etisk udfordring for standardiseringsorganer, designere, iværksættere, offentlige myndigheder og politiske beslutningstagere, da målet med det er at give alle mennesker lige adgang til bl.a. bebyggede omgivelser, transport, uddannelse, arbejde, boliger, lægebehandling, information og kommunikation, kultur, fritid og forbrugsvarer og tjenesteydelser;

62.

opfordrer derfor Kommissionen og de europæiske standardiseringsorganer til i deres standardiseringsaktiviteter at udvikle og støtte en systematisk tilgang for at sikre, at standarderne omfatter passende krav om tilgængelighed i overensstemmelse med principperne om »design for alle«, herunder en hensigtsmæssig kontrolmekanisme til sikring af, at de pågældende standarder i tilstrækkelig grad afspejler handicappedes og ældres behov; opfordrer endvidere Kommissionen, medlemsstaterne og de europæiske og nationale standardiseringsorganer til at udvikle og støtte uddannelseskurser for handicappede med henblik på at øge deres effektive deltagelse i proceduren til fastlæggelse af standarder og for standardiseringsorganer med henblik på at gøre dem bekendt med handicap- og tilgængelighedsproblematikker;

63.

opfordrer indtrængende alle medlemsstater til omgående at ratificere FN's konvention om handicappedes rettigheder og effektivt gennemføre dens bestemmelser vedrørende fremme af principperne om »design for alle« i proceduren til fastlæggelse af standarder; opfordrer endvidere Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke de gældende bestemmelser om offentlige indkøb for at skabe grundlag for inddragelse af regler om tilgængelighed i offentlige udbud med henblik på at fremme tilgængelighed og anspore producenter til at udvikle og tilbyde tilgængelige varer og tjenesteydelser; opfordrer til, at EU-finansierede F&U-projekter vedrørende udvikling af innovative, teknologiske hjælpemidler fremmes, og til, at bestemmelser om tilgængelighed gøres til et kriterium ved tildeling af strukturstøtte på nationalt og regionalt plan;

64.	understreger, at proceduren til fastlæggelse af standarder i forbindelse med direktivet om produktsikkerhed i almindelighed bør prioriteres for at styrke forbrugerbeskyttelsen yderligere;

65.

henleder opmærksomheden på Parlamentets beslutning af 6. maj 2010 om elkøretøjer, hvori det fremhæves, at der er behov for virkningsfulde standardiseringsprocedurer på forskellige områder med henblik på at fremskynde introduktionen af elkøretøjer på markedet til gavn for konkurrenceevnen og miljøet;

66.

påpeger, at både intellektuelle ejendomsrettigheder og standardisering tilskynder til innovation og letter teknologiformidling; understreger, at der bør skabes en korrekt balance mellem de interesser, brugerne af standarder har, og de rettigheder, indehaverne af intellektuelle ejendomsrettigheder har; anmoder de europæiske og nationale standardiseringsorganer om at være særlig opmærksomme i forbindelse med udarbejdelse af standarder, der bygger på beskyttet teknologi, således at alle brugere kan få bred adgang; understreger, at det er nødvendigt at sikre, at licenser til alle væsentlige intellektuelle ejendomsrettigheder i standarder gives på fair, rimelige og ikke-diskriminerende betingelser;

67.

anerkender, at fora og konsortier yder et væsentligt bidrag til standardiseringssystemet ved at levere specifikationer med global relevans, som ofte er mere modtagelige for innovative teknologier; påpeger, at en række fora og konsortier især i ikt-sektoren har udviklet sig til globale organisationer, der udarbejder specifikationer, som i vid udstrækning gennemføres, på grundlag af åbne, gennemskuelige og konsensusbaserede udviklingsprocesser; mener, at de europæiske standardiseringsorganer og fora/konsortier bør finde måder at samarbejde på i planlægningen af deres aktiviteter ved at overføre standarder til det mest hensigtsmæssige niveau, det være sig internationalt eller europæisk, for at sikre sammenhæng og undgå opsplitning eller overlapning;

68.

opfordrer ligeledes de europæiske standardiseringsorganer til at udvikle og gennemføre en forbedret ordning for vedtagelse af specifikationer fra fora eller konsortier som europæiske standarder, hvor konsensus mellem samtlige berørte parter sikres gennem de fastsatte procedurer for høring af alle berørte parter i overensstemmelse med princippet om uddelegering til medlemsstaterne; understreger, at dette ikke bør begrænse muligheden for at indgive specifikationer fra fora eller konsortier direkte til internationale standardiseringsorganisationer med henblik på at søge en mere global status, forudsat at dette er i overensstemmelse med principperne i Verdenshandelsorganisationens aftale om tekniske handelshindringer (gennemsigtighed, åbenhed, upartiskhed, konsensus, effektivitet, relevans og sammenhæng);

69.

anerkender, at interoperabilitet er afgørende for innovation og konkurrenceevne, navnlig i ikt-sektoren, hvor fora og konsortier spiller en rolle; påpeger, at interoperabilitet ikke blot afhænger af udvikling af standarder og specifikationer, men også af, om brugerne anvender dem; anerkender, at brugerstyrede fora og konsortier er vigtige for at opnå interoperabilitet; opfordrer Kommissionen til at forbedre samordningen mellem ikt-fora og ikt-konsortier og de formelle organer til udvikling af standarder, således at interoperabiliteten øges, og risikoen for dobbeltarbejde og uoverensstemmelser mellem standarder inden for ikt reduceres;

70.

understreger det uopsættelige behov for at tilpasse ikt-standardiseringspolitikken til markedsudviklingen og den politiske udvikling, hvilket vil føre til, at EU når vigtige politiske mål, som kræver interoperabilitet, såsom e-sundhed, tilgængelighed, sikkerhed, e-handel, e-forvaltning og transport, og vil bidrage til udviklingen af standarder til støtte for beskyttelse af personoplysninger;

71.

opfordrer Kommissionen til, med henblik på at støtte andre EU-politikker, at indføre en moderniseret og udvidet EU-standardiseringspolitik for it, hvilket bl.a. vil sikre interoperabilitet, retssikkerhed og anvendelse af passende sikkerhedsmekanismer og samtidig mindske de ekstra byrder for erhvervslivet, risici for brugerne og hindringer for den frie bevægelighed for it;

72.

opfordrer Kommissionen til at gøre effektiv brug af eksisterende retsgrundlag, der muliggør it-standardisering, til at indkredse yderligere it-sektorer, it-områder eller it-anvendelsesmuligheder, hvor virkningsfuld brug af EU-standardisering kan anvendes til at støtte EU-politikker, og til at fremsætte hensigtsmæssige forslag i denne henseende; opfordrer tillige Kommissionen til at overveje, når det er hensigtsmæssigt, at anvende »den nye metode« og den nye lovgivningsmæssige ramme som en model for en moderniseret ikt-standardiseringspolitik til støtte for EU-politikken;

73.	understreger, at internationale standarder fremmer et globalt marked, fordi der i mange lande anvendes én identisk standard, som er fokuseret på en resultatorienteret tilgang og forbedrer forbrugernes forståelse og tilliden til markedet;

74.

understreger, at den lovgivningsmæssige dialog er et vigtigt aspekt af det indre markeds eksterne dimension, og at det derfor er nødvendigt at beskytte og styrke det europæiske standardiseringssystems position i det internationale standardiseringsmiljø for at fremme udviklingen af internationale standarder med ægte global relevans, lette handelen og øge den europæiske konkurrenceevne, samtidig med at udviklingslandenes legitime interesser tages i betragtning, og gentagelse af arbejde, der allerede er udført på internationalt plan, undgås;

75.

støtter udstationeringen af to europæiske standardiseringseksperter i Kina og Indien med det formål at støtte de europæiske standardiseringsorganer, fremme europæiske standarder og give feedback på disse landes standardiseringssystemer; anmoder Kommissionen om at undersøge, om det er nødvendigt at udstationere standardiseringseksperter i andre regioner i verden for at fremme det europæiske standardiseringssystem yderligere;

76.

opfordrer Kommissionen til at samordne sine standardiseringsaktiviteter med EU's internationale partnere, især inden for rammerne af den transatlantiske dialog; tilskynder Kommissionen til i forlængelse heraf at overveje og tage de nødvendige skridt til at styrke den europæiske standardiserings indflydelse på verdensplan med henblik på at forbedre europæiske varers og tjenesteydelsers konkurrenceevne i den internationale handel;

77.

opfordrer til, at de europæiske berørte parter og nationale standardiseringsorganer forpligter sig på ny til international standardisering for at drage fordel af Europas lederskab på området og af at være de første aktører på de globale markeder; understreger behovet for en bedre koordinering mellem europæiske berørte parter og nationale standardiseringsorganer inden for de tekniske og politiske aspekter af international standardisering;

* *

78.	pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EFT C 150 af 28.5.1999, s. 624.

(2) EUT L 315 af 15.11.2006, s. 9.

(3) EFT L 204 af 21.7.1998, s. 37.

(4) EFT L 36 af 7.2.1987, s. 31.

8.3.2012

Den Europæiske Unions Tidende

CE 70/70

Torsdag den 21. oktober 2010
Integreret havpolitik

P7_TA(2010)0386

Europa-Parlamentets beslutning af 21. oktober 2010 om integreret havpolitik - Evaluering af gjorte fremskridt og nye udfordringer (2010/2040(INI))

2012/C 70 E/07

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (1),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse »En integreret EU-havpolitik« (KOM(2007)0575),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse »Statusrapport om EU's integrerede havpolitik« (KOM(2009)0540),

—	der henviser til Kommissionens arbejdsdokument, der ledsager »Statusrapport om EU's integrerede havpolitik« (SEK(2009)1343),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse »En integreret havpolitik for en bedre forvaltning i Middelhavsområdet« (KOM(2009)0466),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse »Udvikling af den internationale dimension i EU's integrerede havpolitik« (KOM(2009)0536),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse »Integrering af havovervågningen: En fælles ramme for informationsudveksling for EU's maritime område« (KOM(2009)0538),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse »Undersøgelse af oprettelsen af et europæisk grænseovervågningssystem (EUROSUR)«, (KOM(2008)0068),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse »Europa 2020 - En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst«(KOM(2010)2020),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse »Kommissionens arbejdsprogram for 2010 - Nu må der handles« (KOM(2010)0135),

—	der henviser til Kommissionens hvidbog: »Tilpasning til klimaændringer: et europæisk handlingsgrundlag« (KOM(2009)0147),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse »Køreplan for maritim fysisk planlægning: Opstilling af fælles principper i EU« (KOM(2008)0791),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse »Retningslinjer for en integreret tilgang til havpolitikken: Forbedret praksis for integreret havforvaltning og høring af berørte parter« (KOM(2008)0395),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse »EU-strategien for Østersøområdet« (KOM(2009)0248),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse »Den Europæiske Union og den arktiske region« (KOM(2008)0763),

—	der henviser til Kommissionens arbejdsdokument »Building a European marine knowledge infrastructure: Roadmap for a European Marine Observation and Data Network« (SEK(2009)0499),

—	der henviser til Kommissionens arbejdsdokument »Marine data infrastructure, outcome of public consultation« (SEK(2010)0073),

—	der henviser til Kommissionens arbejdsdokument »Non-paper on Maritime surveillance« (SEK(2008)2337),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse »En europæisk strategi for havforskning og maritim forskning: En sammenhængende ramme for det europæiske forskningsrum til fremme af bæredygtig udnyttelse af havene« (KOM(2008)0534),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse »EU's søtransportpolitik frem til 2018 - strategiske mål og anbefalinger« (KOM(2009)0008),

—	der henviser til Rådets konklusioner af 16. november 2009 om den integrerede havpolitik,

—	der henviser til Rådets konklusioner af 17. november 2009 om integrering af havovervågningen,

—	der henviser til Rådets konklusioner af 14. juni 2010 om den integrerede havpolitik,

—	der henviser til konventionen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening og protokollerne hertil (2),

—	der henviser til udtalelsen fra Regionsudvalget om søfarts- og kystpakken af 17-18. juni 2009,

—	der henviser til sin beslutning af 12. juli 2007 om en fremtidig havpolitik for EU: en europæisk vision for havene (3),

—	der henviser til sin beslutning af 20. maj 2008 om en integreret EU-havpolitik (4),

—	der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—	der henviser til betænkning fra Transport- og Turismeudvalget og udtalelser fra Fiskeriudvalget og Regionaludviklingsudvalget (A7-0266/2010),

der henviser til, at oceanerne og havene er yderst komplekse og under påvirkning af mange aktiviteter, interesser og politikker; der henviser til, at ekspertisen til at tage de mangfoldige udfordringer vedrørende maritime anliggender op og beføjelserne til at håndtere dem er spredt på en række offentlige og private aktører på forskellige forvaltningsniveauer,

B.	der henviser til, at verdens oceaner og have er indbyrdes forbundne og indbyrdes afhængige, og der endvidere henviser til, at det forhold, at sektorer som skibsfart, fiskeri, energi, turisme og forskning, kombineret med klimaændringerne, har bidraget til at øge presset på havmiljøet,

C.	der henviser til, at skibsfarten og skibsværftsindustrien yder et væsentligt bidrag til den økonomiske velfærd i EU-medlemsstaterne og yder en værdifuld service til den europæiske og globale industri og forbrugerne,

der henviser til, at tilgangen med en integreret havpolitik udgør et klart svar på spørgsmålet om, hvordan der kan opnås bedre sammenhæng mellem foranstaltninger, der gennemføres under de forskellige politikker, der omfatter have og kystområder, og behovet for en miljøvenlig anvendelse af disse økosystemers ressourcer,

E.	der henviser til, at havstrategirammedirektivet udgør miljøsøjlen i den integrerede havpolitik, og til, at denne tilgang i højere grad bør knyttes sammen med de andre sektorpolitikker,

der henviser til, at en vellykket integreret havpolitik bør være baseret på det ypperste inden for havforskning, -teknologi og -innovation og bør føre til en one-stop-shop-tilgang i beslutningstagningen og dermed til en reduktion af overlap i lovgivningsbeføjelser, samtidig med at der tages hensyn til særlige forhold på regionalt og lokalt plan,

der henviser til, at disse integrerede havforvaltningsstrukturer bør forbedre den koordinerede planlægning af konkurrerende havaktiviteter, den strategiske forvaltning af havområder, kvaliteten af overvågningsaktiviteterne og retshåndhævelsen; der henviser til, at en sådan målsætning nødvendiggør, at disse samtlige strukturer identificeres korrekt, at de bliver synlige, og at samarbejdet mellem dem forbedres inden for gennemskuelige og sammenhængende rammer,

der henviser til, at Den Europæiske Union er den største søfartsmagt i verden, og at den på grundlag af den integrerede havpolitik og resultaterne heraf bør være en drivkraft på internationalt plan for at forbedre planlægningen af aktiviteterne på og i havet, for at forbedre miljøbeskyttelsen og for i internationale fora at fremme bedste praksis,

I.	der henviser til, Europas kyster og øerne i den yderste periferi spiller en særlig rolle i forbindelse med sikkerheden og beskyttelsen mod miljørisici og kriminelle handlinger,

Generelle bemærkninger

glæder sig over Europa-Kommissionens pakke fra oktober 2009 om den integrerede havpolitik, idet den indeholder en rettidig og opmuntrende kortlægning af gennemførelsen af handlingsplanen i blåbogen fra 2007, og anerkender samtidig, at de nye initiativer, der allerede er taget og påtænkt, er fuldt ud i overensstemmelse med og en logisk konsekvens af blåbogens mål; bekræfter generelt gyldigheden af den integrerede tilgang til maritime anliggender;

er enig med Kommissionen i, at vores stærke maritime tradition er en af Europas styrker; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle potentialet i de forskellige maritime sektorer yderligere ved at udarbejde en ambitiøs strategi for »blå vækst«; mener, at den integrerede havpolitik bør bidrage til udviklingen af en konkurrencedygtig, social og bæredygtig union; mener i den forbindelse, at udformningen af den integrerede havpolitik skal sikre en harmonisk integrering af indsatser for at opnå økonomisk udvikling, et højt beskæftigelsesniveau - navnlig ved at gøre sektoren mere tiltrækkende for unge gennem uddannelsestiltag og lanceringen af »Erasmus for skibsfarten« - og miljøbeskyttelse; mener derfor, at den integrerede havpolitik bør være forbundet med målsætningerne og initiativerne i Europa 2020-strategien;

opfordrer således Kommissionen til at fremlægge en overordnet, tværsektoriel strategi for bæredygtig vækst i kystregionerne og de maritime sektorer inden 2013 baseret på en bredt anlagt undersøgelse af potentialer og politiske valgmuligheder og på høring af et bredt spektrum af aktører; er af den opfattelse, at et element i denne strategi bør være en ny, integreret tilgang til at styrke EU's førerskab på verdensplan, hvad angår havforskning og maritim forskning, teknologisk udvikling og maritim teknologi på tværs af sektorer såsom skibsbyggeri, bæredygtig udvikling af havressourcer, ikke-forurenende skibsfart og offshore-energiudvikling og -teknologier; mener, at der på internationalt plan må findes frem til løsninger, som gør det muligt at afskaffe illoyal konkurrence inden for skibsbygningsindustrien;

opfordrer Kommissionen til at handle efter olieudslipkatastrofen i Den Mexicanske Golf og skabe retssikkerhed i forbindelse med offshoreboringer i Europa ved at fremlægge en koordineret europæisk handlingsplan for forebyggelse og bekæmpelse af ulykker i forbindelse med boreplatforme og olietankskibe på internationalt plan, særlig i tilfælde med grænseoverskridende forurening; opfordrer Kommissionen til at opfordre medlemsstaterne til i fuld udstrækning at anvende de allerede eksisterende internationale juridiske rammer som fastlagt i IMO's internationale konventioner på dette område, til parallelt hermed at kortlægge alle muligheder for at forhindre sådanne katastrofer og alle lovgivningsmæssige smuthuller på EU- og medlemsstatsplan og til så hurtigt som muligt foretage en dertil svarende tilpasning af alle relevante EU-foranstaltninger og al relevant EU-lovgivning i overensstemmelse hermed under hensyntagen til de forskellige forhold i Den Mexicanske Golf og kyst- og havområderne i Europa;

5.	opfordrer indtrængende Kommissionen til at udvide Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerheds (EMSA) mandat ved sikkerhedskontrol af offshoreinstallationer og oprensning efter olieudslip ved revisionen af EMSA-forordningen;

6.	mener, at det i denne forbindelse haster med en revision af direktiv 2004/35/EF om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, da det ikke omfatter ansvar i henhold til princippet om, at forureneren betaler i forbindelse med offshore olieudvinding;

7.	opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at undersøge, om EMSA's mandat bør udvides, og om det skal have ansvaret for kontrollen med overholdelsen af sikkerhedsstandarderne ved offshore olieudvinding og gennemgangen af katastrofeplanerne i forbindelse hermed;

glæder sig over Kommissionens undersøgelse »Database on EU-funded projects in maritime regions« (database om EU-støttede projekter i maritime regioner) (5) og opfordrer Kommissionen til i sin næste statusrapport om den integrerede havpolitik at give et fuldstændigt og systematisk overblik over al støtte, der ydes på tværs af alle budgetposter til aktiviteter vedrørende maritime sektorer, kystregioner og havene;

opfordrer Kommissionen til at insistere på, at der afsættes tilstrækkelige bevillinger til den integrerede havpolitik i de næste finansielle overslag, og til at undersøge samtlige finansieringsmuligheder, herunder både Regionsudvalgets forslag om en fond for kystområderne og en effektiv samordning af de forskellige finansieringsordninger;

10.	støtter Kommissionens hensigt om at finansiere den integrerede havpolitik med 50 mio. EUR i løbet af de næste to år med henblik på at bygge videre på tidligere projekter inden for områderne politik, forvaltning, bæredygtighed og kontrol;

Havforvaltning

11.

udtrykker sin anerkendelse af de medlemsstater og regioner, der allerede har indført integrerede politikker og strukturer for havforvaltning; opfordrer samtlige medlemsstater, hvis forvaltningsstrukturer i forbindelse med den integrerede havpolitik stadig er stærkt opsplittede, til straks at etablere ensartede integrerede strukturer for havforvaltning;

12.	tilslutter sig Kommissionens retningslinjer om havforvaltning og dens analyse af de ganske vist lovende, men endnu ikke tilfredsstillende fremskridt, der gjort inden for de sidste år;

13.

opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og kystregionerne til at intensivere deres bestræbelser på at fastlægge integrerede havpolitikker og opbygge passende havforvaltningsstrukturer, der gør det muligt at træffe beslutninger på grundlag af de bedste til rådighed værende oplysninger, idet alle interessenter inddrages, og de forskellige politikmål derfor tilgodeses bedre;

14.

understreger, at der er behov for at tilskynde til tilpassede lokale udviklingsstrategier baseret på en ikke-hierarkisk høringsproces, og modvirke den udifferentierede tilgang; mener derfor, at integreret havforvaltning er afgørende for at undgå overlapning af kompetence mellem forskellige forvaltningsniveauer og forbedre samarbejde og dialog med lokale og regionale myndigheder, kystsamfund, civilsamfundsaktører og andre interessenter på det maritime område; er tilhænger af, at der etableres og udvikles strategier for de maritime makroregioner i EU i forbindelse med strategiske tilgange for regionale maritime områder;

15.

opfordrer Kommissionen til at foretage en mere detaljeret resultatbaseret evaluering af kvaliteten af havforvaltningsstrukturerne på medlemsstatsniveau og på regionalt niveau og til at udveksle bedste praksis for at opnå målsætningen for den integrerede havpolitik; er af den opfattelse, at en integreret og gennemskuelig havforvaltning vil sikre en optimal planlægning, skabe en række synergier og fremme etableringen af et europæisk havområde uden grænser;

16.

er enig med Kommissionen i, at inddragelsen af interessenter i udformningen af havpolitikken ligeledes bør forankres i forvaltningsstrukturerne på mere permanent basis; opfordrer med dette for øje alle EU's kyststater, som endnu ikke har gjort det, til snarest at udpege nationale kontaktpunkter for den integrerede havpolitik, hvilket ville være en positiv reaktion på Kommissionens opfordring; understreger nødvendigheden af, at dette netværk bliver aktivt så hurtigt som muligt; støtter oprettelsen af et tværsektorielt forum, hvor interessenterne kan drøfte maritime anliggender; opfordrer til, at der gøres en indsats for at få etableret et konkret partnerskab mellem Kommissionen og regionerne, gentager sin støtte til Den Europæiske Maritime Dag og anmoder om, at der tages yderligere hensyn til bestemmelser vedrørende oplysninger til EU-borgere og offentlig deltagelse i alle aspekter af den integrerede havpolitik;

17.

glæder sig over det europæiske netværk af maritime klynger og opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og regionerne til at støtte disse spirende organisationer på alle niveauer, navnlig ved at understøtte deres innovationsevne og deres integrering i medlemsstaternes og Fællesskabets politikker og programmer, styrke samarbejdet på tværs af grænserne, bestræbe sig på at gøre dem mere åbne for små og mellemstore virksomheder og forbedre deres synlighed;

18.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at intensivere deres dialog om integreret havpolitik og andre maritime emner på internationalt plan i de kompetente fora, herunder dialogen om ratificering og gennemførelse af De Forenede Nationers havretskonvention; foreslår, at det besluttes at afholde et møde mindst en gang om året om integreret havpolitik på ministerplan med deltagelse af de medlemsstater, der er med i Middelhavsunionen;

19.	opfordrer Den Europæiske Union til inden for Middelhavsunionen at gøre en aktiv indsats for at integrere projektet om etablering af den fælles kodeks for god praksis i fiskeri- og akvakultursektorerne i programmet for denne nye internationale organisation;

20.

opfordrer Kommissionen til at styrke den internationale dimension af den integrerede havpolitik og henleder Kommissionens og medlemsstaternes opmærksomhed på, at spørgsmålet om forbedring af arbejdsforholdene på havet samt af sikkerheden og en formindskelse af skibenes forurening bør rejses i de internationale fora og ratificeres af havne-, flag- og kyststaterne som en del af internationale aftaler, så der kan opnås verdensomspændende forbedringer inden for skibsfarten;

21.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at støtte integreringen af den integrerede havpolitik i de finansielle bistandsinstrumenter og målsætningerne for EU's eksterne politik gennem vedtagelse af en række passende initiativer, som vedrører bekæmpelse af problemer som forurening, ulovligt fiskeri og piratvirksomhed;

Havområdeinitiativer og -strategier

22.

glæder sig over de regionale havområdeinitiativer og -strategier, som Kommissionen hidtil har foreslået, og over de makroregionale strategier med relevans for havet; erkender, at gennemførelsen af principperne for den integrerede havpolitik kræver, at de omsættes til målrettede strategier og specifikke foranstaltninger, der er skræddersyet til hvert enkelt havområdes særlige forhold, og i forbindelse med Middelhavet dets forskellige underområder; opfordrer til yderligere dialog og samarbejde med henblik på at forbedre forvaltningen af hav- og kystområder i de forskellige havbassiner, herunder Nordsøen, Østersøen, Atlanterhavet, Sortehavet og Middelhavsområdet, og opfordrer Kommissionen til at tage hurtige skridt i samarbejde med medlemsstaterne til at udarbejde og forelægge tiltag i disse regioner;

23.

opfordrer Kommissionen til i særlig grad at have opmærksomheden henledt på de særlige forhold i EU's regioner i den yderste periferi, idet deres farvande sikrer EU den største eksklusive økonomiske zone i verden; mener derfor, at disse territorier kan spille en central rolle for den internationale dimension af den integrerede havpolitik, og opfordrer Kommissionen til at indføje en havdimension i dens internationale aftaler med regionale undergrupper;

24.	konstaterer, at en stor del af Middelhavet og Sortehavet befinder sig uden for kyststaternes jurisdiktion eller overhøjhed, og at disse stater følgelig ikke har lovgivningsmæssige og håndhævelsesmæssige beføjelser til på en integreret måde at regulere menneskets aktiviteter uden for deres områder;

25.	opfordrer derfor de berørte kyststater til at løse spørgsmålene om grænsedragning på grundlag af De Forenede Nationers havretskonvention, og til at nå til enighed om deres respektive maritime zoner;

Maritim fysisk planlægning

26.

er klar over, at stabilitet, forudsigelighed og gennemsigtighed i forvaltningen af maritime områder er nøglen til at sikre optimal og bæredygtig udvikling af de økonomiske aktiviteter og ny vækst og beskæftigelse på havet, herunder yderligere udvikling af vedvarende energiformer såsom vind- og bølgeenergi, uden at det berører de mere traditionelle aktiviteter;

27.

er af den opfattelse, at en økosystembaseret forvaltning af de stadig mere intense og i stigende grad konkurrerende aktiviteter på og i havet forudsætter en koordineret, strømlinet og grænseoverskridende maritim fysisk planlægning som et neutralt redskab, som kan yde et væsentligt bidrag til gennemførelsen af havstrategirammedirektivet, hvilket også vil gøre det muligt for de forskellige former for udnyttelse af havet at eksistere harmonisk side om side;

28.

glæder sig over køreplanen for maritim fysisk planlægning (MSP) baseret på økosystemerne og udvikling af ti planlægningsprincipper, og anser dette tværsektorielle politikredskab for at være afgørende for gennemførelsen af den integrerede havpolitik; opfordrer Kommissionen til at fremlægge et udkast til et direktiv om maritim fysisk planlægning i 2011 eller til at fremsætte forslag til det mest hensigtsmæssige instrument til sikring af sammenhæng mellem den integrerede havpolitik og de øvrige allerede eksisterende initiativer (den integrerede kystforvaltning, Natura 2000, havstrategirammedirektivet);

29.	foreslår, at der foretages en evaluering af mulighederne for, at forskellige sektorer udnytter havområder i fællesskab (f.eks. skibsfart, vedvarende energi/vindenergi og akvakultur);

30.

gør opmærksom på den afgørende betydning af maritim fysisk planlægning i Europa og dens anvendelse i kystområder og især i regionerne i den yderste periferi, og understreger behovet for at beskytte de økologisk mest følsomme biogeografiske havområder og samtidig give fiskerisektoren mulighed for bæredygtig udnyttelse af ressourcerne;

Havovervågning

31.

forventer, at en tilgang til havovervågning, der er velkoordineret og integreret og går på tværs af søjler, sektorer og grænser, vil forbedre beskyttelsen af medlemsstaternes og Den Europæiske Unions interesser og beskyttelsen mod havforurening og ulovlige handlinger, idet der stilles oplysninger fra kontrol og overvågning på tværs af de forskellige relevante sektorer til rådighed for havmyndigheder, hvorved der skabes mere effektivitet;

32.	opfordrer derfor Kommissionen, medlemsstaterne, EU’s agenturer, herunder navnlig EMSA, og de relevante organisationer til at fremskynde deres bestræbelser på at udvikle samarbejdet og samordningen og på at gennemføre de nødvendige lovmæssige tilpasninger;

33.

opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at identificere hindringer i EU-lovgivningen, national lovgivning og agenturernes mandater for at udveksle data, at lære af erfaringer fra regionale og nationale initiativer, forskningsprojekter, pilotprojekter og FSFP-operationer i forbindelse med havovervågningen, så der i 2010 kan fremlægges en køreplan om integreret havovervågning, og at finde frem til områder, hvor man kan samarbejde både med tredjelande, navnlig de lande i Middelhavsområdet, der har ratificeret De Forenede Nationers havretskonvention, og relevante organisationer;

34.	opfordrer Kommissionen til i god tid før de næste finansielle overslag at evaluere, hvilke yderligere finansielle behov der er for at etablere en fælles ramme for informationsudveksling under den fælles havovervågning, hvilket vil være til fordel både for EU og medlemsstaterne;

35.	opfordrer Kommissionen til at foreslå en juridisk ramme for integration af havovervågningen med henblik på en fælles ramme for informationsudveksling;

36.

gentager sin opfordring til at forbedre samarbejdet mellem medlemsstaternes nationale inspektorater, kystvagter og flåder, og minder Kommissionen om, at den - jf. tidligere anmodning fra Europa-Parlamentet i 2005 i direktiv 2005/35/EF - bør foretage en gennemførlighedsundersøgelse af yderligere samarbejde mellem eller integration af de forskellige kystvagttjenester med en højere grad af interoperabilitet mellem de forskellige systemer og med henblik på inden for en forholdsvis nær fremtid at etablere en europæisk kystvagt; mener, at der er god mulighed for i større omfang at inddrage EMSA i overvågningen af kystområderne og give medlemsstaterne bedre støtte til at opspore havforurening;

Diverse

37.	gentager sin holdning og sine opfordringer fra beslutningen om EU's søtransportpolitik frem til 2018 - strategiske mål og anbefalinger;

38.

opfordrer Kommissionen til i forbindelse med den kommende hvidbog om transportsektorens fremtid at tage hensyn til den afgørende rolle, som skibsgodstransporten spiller for samhandelen i dag, at fremme udviklingen af sekundære og mindre overbelastede havne og i behørigt omfang at behandle spørgsmålet om sikkerhedsforanstaltninger inden for søtransporten i EU og udenfor gennem investering i forbedrede flerstrengede risikoforvaltningssystemer, som skal gøre det muligt at identificere og kontrollere farligt gods;

39.

understreger betydningen af et havområde uden grænser og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til:

—	at evaluere og bevare mindre havne

—	at udvide nettet af korte skibsruter for at mindske distancerne i landtransporten

—	at fremme forskning og innovation i forbindelse med lastning og håndtering af gods samt logistik med henblik på at finde frem til løsninger, som mindsker transporttiden og håndteringsudgifterne

—	at støtte udviklingen af havneinfrastrukturerne;

40.	opfordrer Kommissionen til at integrere den europæiske havpolitik og politikken for indre vandveje for at udnytte de indre vandvejes potentiale mest muligt og skabe effektive og forskelligartede transportformer;

41.	opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og erhvervslivet til at fordoble deres forsknings- og udviklingsindsats i forbindelse med vedvarende energikilder og anvendelsen af dem til fremdrift af skibe og elektricitetsfremstilling om bord;

42.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at forbedre søfolkenes arbejdsforhold gennem hensigtsmæssige tiltag, til at integrere ILO's konvention om søfarendes arbejdsstandarder i EU-retten og til at fremsætte forslag til et program for oplæring og uddannelse af søfarende, som navnlig omfatter rekruttering af unge, herunder unge fra tredjelande;

43.

opfordrer Kommissionen til at overveje et initiativ vedrørende en koordineret europæisk industripolitik, der har til formål at øge konkurrenceevnen, støtte bevarelsen af det høje niveau i den europæiske skibsbygningsindustri samt sikkerhed, miljøvenlighed og konkurrencedygtighed for skibstransport i det fælles havområde uden grænser, samtidig med at EU’s konkurrencedygtige skibsbygningskapacitet udnyttes fuldt ud til dette formål under anvendelse af miljøvenlig teknologi og erstatningsskibsbrændstof, som bidrager til en »grøn skibsfart«; opfordrer medlemsstaterne til at ratificere den internationale Hong Kong-konvention fra 2009 om genbrug af fartøjer, som både er sikre og miljøvenlige;

44.

mener, med bemyndigelse i henvisningen til territorial samhørighed i EUF-traktaten og med det formål at forbedre tilgængeligheden, at det er vigtigt, at mobiliteten for varer og passagerer forbliver en integreret del af politikken for det indre marked, ved at man fremmer nærskibsfart og cabotagesejlads mellem områder og samtidig sikrer bedre forbindelser mellem perifere maritime regioner, regioner i den yderste periferi og øer og fastland og økonomiske kraftcentre; gør i denne forbindelse opmærksom på, at det er afgørende at løse de problemer, som øer i EU, især små øsamfund, har med hensyn til transport af personer og varer, ved at yde støtte til skibsforbindelser, der ikke i tilstrækkelig grad varetages af markedet, og sørge for ensartede omkostninger pr. kilometer for transport af personer, uanset hvor de befinder sig; kræver konkrete foranstaltninger for regionerne i den yderste periferi under hensyntagen til deres særlige situation;

45.

gør opmærksom på, at havet spiller en vigtig økonomisk rolle især for medlemsstater med omfattende eksklusive økonomiske zoner, og påpeger, at det er nødvendigt at fremme udviklingen af maritime erhvervsklynger og højne disses bidrag til vækst og beskæftigelse i overensstemmelse med Europa 2020-strategien;

46.	understreger, at både fiskeriet og akvakulturen spiller en vigtig rolle for den maritime økonomi og udviklingen i de ofte fjerntliggende kystområder - en rolle som den integrerede havpolitik har til formål at øge den økonomiske, samfundsmæssige og miljømæssige betydning af;

47.

insisterer på, at der i den integrerede havpolitik tages hensyn til de særlige problemer og forhold, der gør sig gældende for fiskeri- og akvakultursektorerne, for så vidt angår søfartsområdet, og navnlig adgangen til områder, hvor disse aktiviteter kan fortsættes, og behovet for at bevare maritime naturtyper gennem etablering af havreservater og andre foranstaltninger med dette formål, med særligt fokus på bedre tilrettelagt forskning, som fuldt ud integrerer den geografiske og miljømæssige mangfoldighed i hvert havområde;

48.

minder om, at kystområder og øer er særlig sårbare over for virkningerne af klimaændringer; understreger, at der ved planlægning af alt byggeri langs Fællesskabets lange kystlinje og ligeledes i baglandet skal tages højde for følgerne af klimaændringer; foreslår, at man tager hensyn til sårbarheden over for klimaændringerne ved udformningen af den fremtidige regionalpolitik for ikke at bringe gennemførelsen af den integrerede havpolitik i fare;

49.

opfordrer Kommissionen til på en konsekvent måde at integrere målsætningen om en nedbringelse af CO2-emissionerne og indføre markedsøkonomiske instrumenter som f.eks. emissionshandelsordninger i den maritime sektor; minder som følge af resultatet af det 61. møde i IMO's Komité til Beskyttelse af Havmiljøet (den 27. september 2010 til den 1. oktober 2010), idet opfordringen til yderligere væsentlige fremskridt inden for IMO fastholdes, om Kommissionens forpligtelse til at handle, således som det er fastsat i ETS-direktivet (2009/29/EF), og opfordrer Kommissionen til som opfølgning på hvidbogen om klimaændringerne at udvikle en strategi til mindskelse af klimaændringernes konsekvenser for kyst- og øregionerne;

50.	gentager det uopsættelige behov for at lette presset på havmiljøet fra land, f.eks. forurening fra spildevandsudledning fra industri og landbrug og dårlig kystzoneforvaltning, i forbindelse med en integreret økosystembaseret strategi;

51.

opfordrer medlemsstaterne til at opfylde deres forpligtelser i henhold til havstrategirammedirektivet og inden den 15. juli 2012 at foretage en vurdering af miljøtilstanden i deres havområder og fastsætte miljømål og overvågningsprogrammer; opfordrer endvidere medlemsstaterne til at gennemføre ambitiøse handlingsprogrammer, som vil gøre det muligt at opnå en god miljøtilstand i disse farvande;

52.	opfordrer medlemsstaterne til at opfylde deres forpligtelse i henhold til artikel 13 i havstrategirammedirektivet og udpege beskyttede havområder; opfordrer endvidere medlemsstaterne til at sikre en effektiv kontrol med overholdelsen af beskyttelsesforanstaltningerne;

53.

bemærker, at nye grænseværdier for SO2-niveauer i skibsbrændstof har været gældende siden den 1. juli 2010 i Den Engelske Kanal, Nordsøen og Østersøen, der betegnes som svovlemissionskontrolområder i henhold til en beslutning truffet af IMO; mener som følge heraf, at alle europæiske kystområder bør beskyttes tilsvarende, og at det kan føre til konkurrenceforvridning, hvis nye grænseværdier for SO2-niveauer kun anvendes i visse områder; mener, at det vil være at foretrække, at der gælder ensartede regler for hele EU, og at et skift i transportformen fra søtransport til vejtransport må undgås for enhver pris;

54.	erkender, at havene er blevet en affaldsplads for enorme og stadig voksende mængder af forskelligt affald, herunder navnlig plastik, og containere, der er faldet over bord; opfordrer Kommissionen til at indlede en debat i Europa og på internationalt plan om, hvordan dette fænomen kan mindskes;

55.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en strategi for bæredygtig kyst- og havturisme for at styrke deres bæredygtighed og tiltrækning både for lokalbefolkningen og for turister, hvilket er et af målene om at beskytte naturen i havområder som f.eks. Vadehavet, og til i den forbindelse at gøre fuld brug af de nye bestemmelser om turisme i Lissabontraktaten og fremme initiativer som f.eks. EDEN-netværket,

56.

understreger i betragtning af det enorme udviklingspotentiale og den væsentlige kilde til vækst, som turismen i kyst- og havområder og dertil knyttede sektorer udgør, at kystområderne er de vigtigste turistdestinationer i Europa, og opfordrer Kommissionens til at medtage denne problematik i sin strategi for bæredygtig turisme i kyst- og havområderne;

57.	understreger betydningen af den merværdi, der opstår gennem havpolitikken i form af et styrket samarbejde mellem nabolande og navnlig mellem medlemsstater og ansøgerlande;

58.

glæder sig over den europæiske strategi for havforskning og maritim forskning såvel som de fælles indkaldelser af forslag under rammeprogrammet for forskning om »The Ocean of Tomorrow«, idet det er konkrete udtryk for en integreret tilgang til gennemførelsen af den integrerede havpolitik; foreslår, at videnskaber, som har forbindelse til havet, og oprettelsen af et europæisk institut for havforskning prioriteres i det ottende forskningsrammeprogram;

59.

er enig i, at det er af afgørende betydning at etablere en interdisciplinær videnskabelig og teknologisk videnbase om Europas have og kyster; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i samarbejde med regionale og lokale aktører at vurdere de eksisterende databaser og observationsprogrammer og at øge deres bestræbelser på at gøre Det Europæiske Havobservations- og Datanetværk (EMODNET) funktionsdygtigt så hurtigt som muligt;

60.

opfordrer Kommissionen til at bistå medlemsstaterne med at iværksætte en plan for lokalisering og kortlægning af skibsvrag og undersøiske steder af arkæologisk interesse - da de udgør en del af Fællesskabets historiske og kulturelle arv - for at lette forståelsen for og undersøgelserne af disse steder og for at bidrage til at forhindre den plyndring, som de udsættes for, og dermed bevare dem korrekt;

61.	glæder sig over det europæiske havatlas, som Kommissionen netop har udarbejdet, og opfordrer interessenterne til at gøre det maritime forum til et nyt samarbejdsinstrument og engagere den brede offentlighed mere effektivt;

* *

62.	pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 164 af 25.6.2008, s. 19.

(2) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0128.

(3) EUT C 175 E af 10.7.2008, s. 531.

(4) EUT C 279 E af 19.11.2009, s. 30.

(5) Endelig rapport Rammekontrakt FISH/2007/04, specifik kontrakt nr. 4. december 2009.

8.3.2012

Den Europæiske Unions Tidende

CE 70/79

Torsdag den 21. oktober 2010
EU's handelsforbindelser med Latinamerika

P7_TA(2010)0387

Europa-Parlamentets beslutning af 21. oktober 2010 om EU's handelsforbindelser med Latinamerika (2010/2026(INI))

2012/C 70 E/08

Europa-Parlamentet,

—

der henviser til sine beslutninger af 1. december 2005 om forberedelserne til WTO's sjette ministermøde i Hongkong (1), af 4. april 2006 om evaluering af Doha-runden efter WTO's ministerkonference i Hongkong (2), af 1. juni 2006 om handel og fattigdom: udarbejdelse af handelspolitikker, der kan øge handelens bidrag til fattigdomslindring mest muligt (3), af 27. april 2006 om et styrket partnerskab mellem Den Europæiske Union og Latinamerika (4), af 12. oktober 2006 om de økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem EU og Mercosur med henblik på indgåelsen af en interregional associeringsaftale (5), af 23. maj 2007 om EU's handelsrelaterede bistand (6), af 12. juli 2007 om TRIPS-aftalen og adgang til medicin (7), af 29. november 2007 om handel og klimaændringer (8), af 24. april 2008 om det 5. topmøde Latinamerika/Den Europæiske Union og Caribien i Lima (9), af 24. april 2008 om »Mod en reformeret Verdenshandelsorganisation« (10), af 20. maj 2008 om handel med råvarer og råstoffer (11), af 25 marts 2010 om den økonomiske og finansielle krises følger for udviklingslandene og udviklingssamarbejdet (12) og af 5. maj 2010 om EU's strategi for forbindelserne med Latinamerika (13),

—

der henviser til beslutningerne fra Den Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling og især beslutningerne af 19. december 2007 om globaliseringens udfordringer og muligheder for de økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem EU og Latinamerika, af 1. maj 2008 om Doha-rundens udfordringer og muligheder, af 8. april 2009 om handel og klimaændringer og af 14. maj 2010 om reformen af WTO,

—

der henviser til sluterklæringerne fra samlingerne i den parlamentariske konference om Verdenshandelsorganisationen (WTO), der blev vedtaget i Genève den 18. februar 2003, i Cancún den 12. september 2003, i Bruxelles den 26. november 2004, i Hongkong den 15. december 2005 og i Genève den 2. december 2006 og den 12. september 2008,

—

der henviser til erklæringerne fra de seks topmøder mellem stats- og regeringscheferne fra Den Europæiske Union, Latinamerika og Caribien, som fandt sted i henholdsvis Rio de Janeiro (28.-29. juni 1999), Madrid (17.-18. maj 2002), Guadalajara (28.-29. maj 2004), Wien (12.-13. maj 2006), Lima (16.-17. maj 2008) og Madrid den 18. maj 2010,

—

der henviser til de fælles kommunikéer fra det femte topmøde EU-Mexico (16. maj 2010), det fjerde topmøde EU-Mercosur (17. maj 2010), det fjerde topmøde EU-Chile (17. maj 2010), det fjerde topmøde EU-Cariforum (17. maj 2010), det fjerde topmøde EU-Mellemamerika (19. maj 2010) og topmødet EU-Det Andinske Fællesskab (19. maj 2010),

—	der henviser til Genève-aftalen om handel med bananer mellem Den Europæiske Union og Brasilien, Colombia, Costa Rica, Ecuador, Guatemala, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Peru og Venezuela og til aftalen om handel med bananer mellem Den Europæiske Union og De Forenede Stater,

—	der henviser til aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Republikken Chile på den anden side, og en associering mellem EU og Chile med fokus på udvikling og innovation,

—	der henviser til aftalen om økonomisk partnerskab og politisk samordning og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og De Forenede Mexicanske Stater på den anden side og til det strategiske partnerskab mellem Mexico og EU,

—	der henviser til afslutningen af forhandlingerne om en associeringsaftale mellem EU og Mellemamerika,

—	der henviser til afslutningen af forhandlingerne mellem EU og Colombia og Peru om en flerpartshandelsaftale,

—	der henviser til genoptagelsen af forhandlingerne mellem EU og Mercosur med henblik på en ambitiøs og afbalanceret associeringsaftale mellem de to regioner, som kunne udbygge forbindelserne mellem de to parter og give dem store politiske og økonomiske fordele,

—	der henviser til den erklæring om bananaftalen mellem EU og Latinamerika og dens virkning på bananproducenterne i EU og i AVS-staterne, som blev vedtaget den 1. april 2010 af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU,

—	der henviser til det fælles kommuniké fra det 14. ministermøde mellem EU og Rio-Gruppen, der blev afholdt i Prag den 11.-14. maj 2009,

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 30. september 2009 om »Den Europæiske Union og Latinamerika: et partnerskab mellem globale aktører« (KOM(2009)0495),

—	der henviser til et oplæg af 2. juni 2010, som dannede grundlag for Kommissionens offentlige høring om den fremtidige retning for EU’s handelspolitik,

—	der henviser til Rådets konklusioner af 8. december 2009 om forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Latinamerika,

—

der henviser til sin beslutning af 5. juni 2008 om forslag til Rådets forordning om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer for perioden 1. januar 2009 til 31. december 2011 og om ændring af forordning (EF) nr. 552/97, (EF) nr. 1933/2006 og af Kommissionens forordning (EF) nr. 964/2007 og (EF) nr. 1100/2006 (14),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 732/2008 af 22. juli 2008 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer for perioden 1. januar 2009 til 31. december 2011 og ændring af forordning (EF) nr. 552/97, (EF) nr. 1933/2006 og Kommissionens forordninger (EF) nr. 1100/2006 og (EF) nr. 964/2007 (15),

—	der henviser til Marrakesh-aftalen om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen,

—	der henviser til erklæringerne fra WTO’s Ministerkonference, som vedtoges i Doha den 14. november 2001 og i Hongkong den 18. december 2005 og til formandens resumé, som vedtoges i Genève den 2. december 2009,

—	der henviser til rapporten fra januar 2005 fra det rådgivende råd under forsæde af Peter Sutherland om WTO's fremtid (16),

—	der henviser til De Forenede Nationers millenniumerklæring af 8. september 2000, der opstiller 2015-målene som kriterier, der er udarbejdet af det internationale samfund i fællesskab med henblik på udryddelse af fattigdom,

—	der henviser til rapporten om 2015-målene og rapporten af 12. februar 2010 fra FN’s generalsekretær om gennemførelsen af millenniumerklæringen med titlen »Indfrielse af løfte: en fremadskuende undersøgelse for at fremme en vedtagen handlingsagenda for at opnå målene inden 2015«,

—	der henviser til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), den dertil hørende Kyotoprotokol og til resultaterne af den 15. konference mellem parterne i UNFCCC i København (17),

—	der henviser til den 16. konference mellem parterne i UNFCC, der vil finde sted i Mexico,

—	der henviser til FN's pagt, verdenserklæringen om menneskerettigheder, de internationale menneskerettighedskonventioner, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder,

—	der henviser til Lissabontraktaten, navnlig artikel 3 og 21, og til EU's charter om grundlæggende rettigheder,

—	der henviser til menneskerettighedsklausuler i EU's eksterne aftaler,

—	der henviser til ILO's dagsorden for anstændigt arbejde og til ILO's globale jobpagt, der blev vedtaget ved global konsensus den 19. juni 2009 på Den Internationale Arbejdskonference,

—	der henviser til konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW), der blev vedtaget i 1979 af FN's Generalforsamling, og til den valgfrie protokol hertil,

—	der henviser til Stiglitz-rapporten og slutdokumentet fra konferencen om den globale finansielle og økonomiske krise og dens følger for udviklingen (den 24.-26. juni 2009),

—	der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—	der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel (A7-0277/2010),

A.	der henviser til, at Latinamerika og EU ikke blot deler værdier, historie og kultur, men også udgør et strategisk partnerskab,

B.	der henviser til, at Latinamerikas internationale forbindelser i løbet af de seneste tre årtier har gennemgået en omfattende diversificeringsproces, hvis formål er at mindske Latinamerikas afhængighedsgrad,

der henviser til, at Den Europæiske Union har styrket sine økonomiske og handelsmæssige forbindelser med Latinamerika, der er blevet dens anden vigtigste handelspartner og den førende handelspartner for Mercosur og Chile; der henviser til, at handelsvolumen ifølge Eurostat blev fordoblet mellem 1999 og 2008, idet EU’s import fra Latinamerika steg til 96,14 mia. euro, og eksporten af varer til regionen steg til 76,81 mia. euro, var der tale om en fortsat stigning i handelen med tjenesteydelser; der endvidere henviser til, at disse tal på grund af de dramatiske følger af den finansielle og økonomiske krise i 2009 faldt til 70,11 mia. euro (import) og 61,57 mia. euro (eksport) men begyndte at stige igen i 2010; der endvidere henviser til, at de europæiske lande udgør den største kilde til direkte udenlandske investeringer (FDI) i Latinamerika,

D.	der henviser til, Latinamerika trods sin rigdom på naturressourcer ikke har været i stand til at udvide sin andel af verdenshandelen og har tabt terræn til de mere åbne, konkurrencedygtige og dynamiske økonomier i Asien,

der henviser til, at adskillige latinamerikanske lande regnes blandt de tre lande i verden, som er mest sårbare over for klimaændringer, og der henviser til de betragtelige følger af ørkendannelse og skovrydning, den stigende forekomst af fænomener som cykloner og udryddelse af arter, der i væsentlig grad berører Latinamerika, samt konkrete alarmerende og meget væsentlige eksempler på den globale trussel, som klimaændringerne udgør, såsom Amazon-regnskovens tilstand, eller den risiko, som Andesbjergenes gletsjere udgør,

der henviser til, at der i Latinamerika ifølge ECLAC er sket vigtige fremskridt i bekæmpelsen af fattigdom, idet fattigdomsraten i Latinamerika er faldet fra 44,4 % i 2003 til 33 % i 2010, og at både fattigdom og migration i stigende grad berører kvinder, men at næsten 63 % af børn og unge i Latinamerika ifølge ECLAC og UNICEF er ramt af fattigdom,

der henviser til, at forskelle i udviklingsniveauet er forklaringen på, at samhandelen mellem visse lande i EU og Latinamerika og Caribien (LAC) er asymmetrisk med hensyn til de varetyper, som de eksporterer; der endvidere henviser til, at handelen mellem de to regioner er stærkt koncentreret, og at samhandelen, selv om den er blevet mere end fordoblet siden 1990, udvikler sig langsommere end handelen mellem de to regioner og andre dele af verden,

der henviser til, at EU-LAC-topmødet i Lima i 2008 resulterede i fastlæggelsen af hovedpunkterne i det biregionale strategiske partnerskab med det formål at etablere et net af associeringsaftaler mellem EU og de forskellige subregionale integrationsgrupper; der endvidere henviser til, at EU-LAC-topmødet i Madrid i maj 2010 betød et stort fremskridt for denne strategi og banede vej for en genoptagelse af alle handelsforhandlingerne mellem EU og LAC, som havde været skrinlagt i de seneste år,

der henviser til, at formålet med oprettelsen af et netværk af omfattende aftaler, der allerede er i kraft, er indgået eller er under forhandling med de forskellige grupper af latinamerikanske lande, er at bidrage til en udbygning af samarbejdet mellem de to kontinenter samtidig med, at den regionale integrationsproces kan fungere med forskellige hastigheder,

J.	der henviser til, at BNI pr. capita i regionen varierer fra 1 211 US$ i Haiti eller 2 635 US$ i Nicaragua til 11 225 US$ i Brasilien og rundt regnet 15 000 US$ i Argentina, Chile og Mexico,

K.	der henviser til, at gældsbyrden, som ofte er en arv fra en tidligere periode, trods betydelige fremskridt i forvaltningen af de offentlige finanser fortsat er en hindring for handelsrelaterede investeringer, udvikling og sunde offentlige finanser i en række latinamerikanske lande,

der henviser til, at der er et generelt ønske i Latinamerika om at øge regionens økonomiske betydning i den globale økonomi, og at Latinamerika har mindsket sin økonomiske afhængighed ved aktivt at tilstræbe en diversificering i sine økonomiske forbindelser; der endvidere henviser til, at Europa burde handle klogt og styrke sin rolle som en meget vigtig handelspartner med dette formål for øje; der endvidere henviser til, at Europa og Latinamerika fortsat er forpligtet til at styrke deres strategiske partnerskab, der er baseret på deres fælles principper, værdier og interesser,

M.	der henviser til, at den nye EU-handelspolitik, der tilpasses Europa 2020-strategien, bør tage højde for den særlige situation i den latinamerikanske region,

der henviser til, at eksporten af »intelligente« produkter af høj kvalitet, som Europa 2020-strategien fremmer, kræver betalingsdygtige kunder; der endvidere henviser til, at det er i begge parters interesse, at aftalerne mellem Latinamerika og EU fortsat medfører håndgribelige fordele for deres respektive samfund,

O.	der henviser til, at forhandlingerne i 2004 om oprettelse af et frihandelsområde bestående af 750 millioner forbrugere gik i stå på grund af en uoverensstemmelse, der for en stor dels vedkommende drejede sig om adgang til EU's landbrugsmarkeder for eksportører fra Mercosur,

understreger, at Lissabontraktaten definerer EU's handelspolitik som en integrerende og relevant del af Unionens samlede optræden udadtil, og at handelspolitikken kan spille en afgørende og positiv rolle med hensyn til at skabe velstand, udvide de økonomiske og politiske forbindelser mellem folkeslag og lande, sikre fred og tage fat på udvikling, miljømål og sociale mål, og at disse politikker gensidigt skal supplere hinanden, således at de mål, der er fastsat i traktaten om Den Europæiske Union, nås; mener, at en moderne europæisk handelspolitik kan spille en vigtig rolle for opnåelsen af FN’s 2015-mål og indfrielsen af de internationale forpligtelser på områderne menneskerettigheder, fødevaresikkerhed og miljømæssig bæredygtighed;

2.	glæder sig over, at handelsforbindelserne med partnere i Latinamerika er blevet et emne, som EU prioriterer højt,

3.	påpeger, at handelspolitikken er et vigtigt redskab til at opfylde målet om et biregionalt strategisk partnerskab mellem EU og Latinamerika; støtter derfor oprettelsen af et euro-latinamerikansk interregionalt partnerskabsområde baseret på en model for regionalisme, der er forenelig med WTO;

bemærker, at målet for en mere udbygget integration mellem de europæiske og latinamerikanske økonomier er at skabe en optimal situation for begge parter; understreger, at intensiverede og retfærdige handelsforbindelser bør skabe flere og bedre jobs i begge regioner og skal underbygge målet med flere ressource-effektive og grønnere økonomier; bemærker imidlertid, at en vækst i handelen ikke bør føre til afskovning og større udledning af drivhusgasser;

5.	opfordrer Kommissionen til aktivt at støtte udviklingen af fair trade-ordninger og handel med bæredygtigt forvaltede ressourcer;

6.	glæder sig over, at Madriderklæringen udtrykkeligt anerkender princippet om staters suveræne ret til at forvalte og regulere deres egne naturressourcer, og påpeger, at der bør tages behørigt hensyn til bæredygtighedskriterier;

7.	fastholder, at alle lande har ret til at indføre de nødvendige mekanismer til at beskytte deres fødevaresikkerhed og til at sikre, at små og mellemstore fødevareproducenter overlever og udvikler sig;

mener, at regeringerne i begge regioner for at drage større fordel af deres handelsforbindelser med EU og for at fordele handelsindtægterne på passende måde i befolkningen, bør mobilisere disse indtægter for at forbedre deres sociale velfærd og bør følge handelspolitikken op med vedtagelsen af passende interne og strukturelle reformer, navnlig på det sociale og finanspolitiske område og fremme ejerskabet til handelsreformer og yderligere øge og udbygge den handelsrelevante institutionelle kapacitet;

understreger, at det er nødvendigt at fremme iværksættelsen af landespecifikke, supplerende politikker, som kan øge mulighederne for samhandel mellem de interesserede parter i overensstemmelse med de specifikke udviklingsmål; mener, at det er af afgørende betydning at mobilisere bistand til handel (»Aid for Trade«) og udnytte handelsliberaliseringen til at skabe udvikling;

10.

glæder sig over den positive udvikling i disse latinamerikanske lande, hvor nye politikker for handel og ressourcer ledsaget af interne reformer har bidraget til at mindske fattigdom og uligheder, hvilket afspejles i en forbedring i deres gini-koefficienter, og mener, at denne udvikling illustrerer de vilkår, der skal til, for at handelspolitik kan få en progressiv indvirkning på fordelingen;

11.

glæder sig over, at der i Latinamerika afprøves nye og ambitiøse former for økonomisk samarbejde, der ledsages af interne reformer, og som er knyttet til socioøkonomiske politikker; opfordrer Kommissionen til at støtte sådanne initiativer til Syd-Syd-integration og til at undgå bestemmelser i EU’s handelsaftaler, der kan undergrave de positive virkninger af de respektive integrationsinitiativer;

12.

understreger, at der skal mobiliseres ressourcer og teknisk bistand for at finde frem til og finansiere programmer, som på lokalt og regionalt plan sikrer produktionsmuligheder, der kan garantere fødevaresikkerhed og bæredygtig adgang til globale markeder for udstødte samfund i bunden af den samfundsøkonomiske pyramide og for små og mellemstore virksomheder;

13.	mener, at handelsrelevant bistand bør hjælpe producenter til at mindske transaktionsomkostningerne ved overholdelse af regulerings- og kvalitetsnormer, og at programmerne bør udvikles til at bistå firmaer med inspektion, afprøvning og officiel godkendelse;

14.	fastholder betydningen af anvendelsen af miljømæssige normer og normer for sporbarhed og fødevaresikkerhed på landbrugsvarer, der importeres inden for rammerne af samarbejdsaftalerne mellem EU og de latinamerikanske lande;

15.

finder det altafgørende for Latinamerika, at det opnår en større diversifikation af sin handel, som hovedsageligt er baseret på råmaterialer, og at det fortsat bør bevæge sig i retning af en bæredygtig handel med varer og tjenesteydelser med større værditilvækst for at kunne konkurrere på globalt plan; mener, at global transport i forbindelse med de nuværende forsyningskæder og den internationale arbejdsdeling bør tage miljømæssige hensyn;

16.

opfordrer til et tættere samarbejde mellem EU og de latinamerikanske lande, således at de i overensstemmelse med de tilsagn, der er givet i Madriderklæringen, i fællesskab sætter kræfterne ind på at opnå en hurtig indgåelse af en retfærdig, ambitiøs og udtømmende Doha-aftale i WTO-regi; understreger, at et åbent multilateralt handelssystem baseret på retfærdige bestemmelser vil bidrage til at hjælpe verdensøkonomierne på fode igen efter den økonomiske krise og fremme vækst og udvikling ved hjælp af en progressiv og afbalanceret reduktion af told og ikke-tekniske handelshindringer, hvor det er hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med princippet om særlig og differentieret behandling for udviklingslande samtidig med, at der bidrages effektivt til at bekæmpe fattigdom;

17.	beklager de protektionistiske foranstaltninger, som nogle latinamerikanske lande, navnlig Argentina, har truffet under finanskrisen; opfordrer indtrængende Kommissionen til regelmæssigt at behandle spørgsmålet om markedsadgang med lande i Latinamerika;

18.

understreger, at opnåelsen af alle FN’s otte 2015-mål bør betragtes som en altafgørende opgave under de igangværende multilaterale og bilaterale handelsforhandlinger; der understreger, at opfyldelsen af de fornyede tilsagn i Madriderklæringen om opnåelsen af 2015-målene og udryddelsen af fattigdom på verdensplan vil kræve et handelsklima, hvor udviklingslande i Latinamerika har reel adgang til markederne i de udviklede lande og kan bevare og udvikle deres egne konkurrencedygtige fremstillings- og fødevareforarbejdningsindustrier - et miljø, hvor der gennemføres en mere retfærdig handelspraksis, og hvor der anvendes stringente og håndhævede regler om beskyttelse af miljøet og de sociale rettigheder;

19.

mener, at EU bør søge at komme med det mest tiltrækkende tilbud, der kan imødekomme vore partneres interesser med hensyn til økonomisk udvikling, for at sikre sin tilstedeværelse i regionen ved siden af USA og Kina; mener, at dette bør omfatte supplerende tilbud, f.eks. i forbindelse med. kapacitetsopbygning og teknologioverførsel; understreger ligeledes, at det er nødvendigt at give vore partnere en respektfuld behandling og anerkende indbyrdes afvigende behov;

20.

understreger atter betydningen af at medtage menneskerettighedsklausuler og miljømæssige og sociale normer i alle handelsaftaler, der indgås mellem EU og tredjelande, herunder latinamerikanske lande, således at der skabes en sammenhængende optræden udadtil, som både afspejler EU’s økonomiske interesser og fremme af dets grundlæggende værdier;

21.	understreger, at en positiv markedsudvikling undervejs i hele værdikæden må give mulighed for passende indtægter, og at fortjenstmarginer bør komme alle involverede aktører i hele værdikæden til gode;

22.	mener, at det er nødvendigt at give vort handelspartnerskab en ægte europæisk dimension ved at øge samhandelen mellem de latinamerikanske lande og alle lande, herunder lande i Central- og Østeuropa; finder det nødvendigt integrere et bredere spektrum af økonomiske aktiviteter i vores samhandel;

23.	understreger den konstruktive rolle, som de EU-baserede selskaber, der driver virksomhed i Latinamerika, spiller, idet de anvender høje normer på miljøområdet, det sociale område og med hensyn til kvalitetsstyring og tilbyder anstændig løn og jobsikkerhed;

24.

er klar over, at der tidligere har været nogle tilfælde af misbrug begået af selskaber, der driver virksomhed i Latinamerika, herunder miljøskader, tilfælde af udnyttelse af arbejdskraften og alvorlige krænkelser af menneskerettighederne; påpeger, at EU som helhed og EU-baserede selskaber, der driver virksomhed i Latinamerika, bør udvise en eksemplarisk optræden på det miljø- og arbejdsmæssige samt sociale område som et led i gennemskuelighed og respekt for menneskerettighederne, der sikrer beskyttelse af alle involverede parter; understreger, at europæiske multinationale selskaber for en stor dels vedkommende tegner billedet af EU i regionen og skal fremme EU’s værdier samtidig med, at de overholder principperne om virksomhedernes sociale ansvar;

25.

glæder sig over, at indgåelsen af WTO-aftalerne om handel med bananer, som har gjort det muligt at gøre en ende på mange års stridigheder med bananleverandører i Latinamerika og AVS-partnerlandene, kunne skabe fremskridt i forhandlingerne i Doha-runden og har medvirket til afslutningen på forhandlingerne om forskellige aftaler med Centralamerika og Colombia og Peru; opfordrer ikke desto mindre til, at der tages hensyn til de tilsagn, der er givet til AVS-partnerne, og til EU-producenternes interesser; opfordrer til for således at undgå yderligere stridigheder, at der gives garanti for en retfærdig behandling af alle handelspartnere i Latinamerika, herunder dem, som ikke har indgået en handelsaftale med EU;

26.

påpeger, at de aftaler, der er vedtaget inden for rammerne af WTO, og de bilaterale aftaler, der er under forhandling med visse latinamerikanske lande, har konsekvenser for de sårbare økonomier i regionerne i den yderste periferi, navnlig for så vidt angår lighederne mellem deres landbrugssektorer og dem på det latinamerikanske kontinent; går derfor ind for den strategi, hvor der i handelsforbindelserne mellem EU og Latinamerika gøres en indsats for at bevare de strategiske og traditionelle sektorer i regionerne i den yderste periferi, og hvor der både gives passende kompensation for disse konsekvenser og tages særlig højde herfor, således at de forpligtelser, som disse EU påtog sig over for disse regioner i dets europæiske strategi for regionerne i den yderste periferi i 2009, ikke undergraves;

27.	påpeger, at gennemførelsen af alle associeringsaftaler skal tage hensyn til de pågældende befolkningers interesser og skal ratificeres af parlamenterne under overholdelse af alle deres søjler, dvs. den politiske dialog, samarbejde og handel;

28.

noterer sig den positive afslutning på forhandlingerne om en associeringsaftale mellem EU og Mellemamerika, der som et første ekstempel på en region-til-region-aftale burde bidrage til sammen med hensigtsmæssige ledsagepolitikker at øge ikke blot velstanden i men også den yderligere integration af de centralamerikanske lande; noterer sig Panamas beslutning om at indlede en procedure for tiltrædelse af undersystemet for økonomisk integration i Mellemamerika (Subsistema de Integración Económica Centroamericana);

29.

påpeger, at forhandlingerne om en flerpartshandelsaftale mellem EU og Colombia og Peru er blevet afsluttet på tilfredsstillende måde; bemærker, at Bolivia har trukket sit sagsanlæg ved Det Andinske Fællesskabs domstol vedrørende flerpartshandelsaftalen tilbage; opfordrer derfor de relevante parter til at tilstræbe en fremtidig associeringsaftale, som forhandles med alle landene i Det Andinske Fællesskab;

30.

støtter genoptagelsen af forhandlinger om associeringsaftalen mellem EU og Mercosur i betragtning af, at en sådan associeringsaftale, som er af allerstørste betydning og berører 700 millioner mennesker, hvis den indgås hurtigt, ville blive verdens mest ambitiøse biregionale aftale; understreger derfor, at Europa-Parlamentet bør inddrages nøje i alle stadier af forhandlingerne; er klar over, at landbrugsanliggenderne sandsynligvis vil blive et kontroversielt emne i forhandlingerne; kræver, at der kun må gives tilladelse til landbrugsimport til EU, når de europæiske normer for forbruger-, dyre- og miljøbeskyttelse og de sociale mindstenormer for denne import overholdes; understreger, at der i sidste instans skal opnås et afbalanceret resultat for begge parter, idet der skabes garanti for, at der i forhandlingerne i fuldt omfang hensyn til den seneste udvikling i verdensøkonomien, de globale miljømæssige udfordringer, såsom klimaændringer, og til de krav og betænkeligheder, som Europa-Parlamentet har fremsat;

31.	opfordrer Kommissionen til at inddrage Parlamentet nøje i forhandlingerne i forbindelse med den nødvendige ajourføring af aftalerne med Chile og Mexico;

32.

støtter kraftigt godkendelsen af den fælles gennemførelsesplan for det strategiske partnerskab mellem Mexico og EU og forhandlingerne om at opnå en ambitiøs modernisering af handelsforbindelserne med henblik på at udnytte alle mulighederne i associeringsaftalen mellem EU og Mexico, der siden dens ikrafttræden har ført til en stigning i samhandelen på 122 %;

33.

støtter kraftigt køreplanen og arbejdsprogrammet for associeringen mellem Chile og EU med fokus på udvikling og innovation og den gensidigt fordelagtige udvidelse af handelen med varer og tjenesteydelser i forbindelse med associeringsaftalen, der siden 2003 har gjort det muligt at øge handelen mellem Chile og EU til mere end det dobbelte;

34.

understreger behovet for en forudgående konsekvensanalyse af en aftale med Mercosur i betragtning af den forventede stigning i importen af kød til Europa - 70 % for oksekøds og 25 % for fjerkræs vedkommende - der er billigere som følge af de mere lempelige krav på det sundhedsmæssige, miljømæssige og sociale område, der gælder for produktionen heraf;

35.

opfordrer Kommissionen og dens latinamerikanske partnere til at inddrage civilsamfundet i vurderingen af, hvorvidt arbejds-, menneskerettigheds- og miljønormerne i handelsaftalerne overholdes, og til at fremme afholdelse af den regelmæssige dialog med civilsamfundet, der er fastlagt inden for rammerne af associeringsaftalerne;

36.

er dybt bekymret over de restriktive foranstaltninger, som de argentinske myndigheder for nylig har vedtaget for fødevarer, der importeres fra tredjelande, herunder EU; betragter disse foranstaltninger som en reel ikke-teknisk handelshindring, der er uforenelig med de forpligtelser, der gælder inden for WTO; opfordrer derfor de argentinske myndigheder til at fjerne denne ulovlige hindring for fødevarer, som kunne udsende et dårligt signal og være en alvorlig hindring for de igangværende forhandlinger mellem EU og Mercosur;

37.

opfordrer Kommissionen til at gøre handelsforhandlingerne mere gennemskuelige ved på et tidligt tidspunkt at give adgang til vigtige dokumenter og aftaleudkast for alle arbejdsmarkedets parter i de sektorer, som kan blive berørt af resultatet af handelsaftalerne, og til at anvende standardprocedurer for fortrolige dokumenter og til at indføre en løbende og formaliseret høringsprocedure med disse parter;

38.	henleder opmærksomheden på den vigtige rolle, som Unionen af Sydamerikanske Nationer (UNASUR) spiller;

39.	opfordrer Kommissionen til at overveje muligheden af at etablere et tæt samarbejde mellem de to kontinenter med henblik på at udvikle et nyt latinamerikansk jernbanenet;

40.	noterer sig beslutningen om at oprette et fællesskab for latinamerikanske og caribiske stater (CELAC); påpeger, at regional integration er en proces, der er vigtig for at hjælpe Latinamerika med at tilpasse sig de nye globale udfordringer;

41.	mener, at rammerne for handel, energi og klimaforandringer bør supplere hinanden;

42.

opfordrer Kommissionen til at bistå partnerne i Latinamerika med at etablere konkurrencedygtige produktionsfaciliteter, der kan skabe en værditilvækst; foreslår, at der oprettes regionale handelsakademier både i latinamerikanske regioner og i EU-medlemsstater med henblik på kapacitetsopbygning hos små og mellemstore virksomheder gennem tilbud om kurser om forudsætningerne for handel med landbrugsprodukter, varer og tjenesteydelser med partnerregionen;

43.	opfordrer indtrængende de latinamerikanske lande til at gøre en seriøs indsats for at bekæmpe klimaændringer og navnlig standse afskovningen;

44.	tilskynder til, at der ydes EU-støtte til afholdelse af EU-latinamerikanske handelsmesser i de forskellige europæiske og latinamerikanske lande med henblik på at skabe et forum for kontakter og partnerskabsaftaler, navnlig blandt små og mellemstore virksomheder;

45.

mener, at den næste reform af den generelle præferenceordning (GSP) skal gøre den mere effektiv og stabil for at sikre, at latinamerikanske producenter høster de potentielle fordele ved denne præferenceordning; mener, at forhandlingerne om handelsaftaler med de lande, der allerede nyder godt af GSP+-ordningen, bør give mulighed for en grad af asymmetri, som i stor udstrækning tager hensyn til præferenceniveauet under GSP+-ordningen; påpeger, at alle lande frit kan vælge ikke at indlede forhandlinger og derfor fortsat kan drage fordel af GSP+-ordningen, så længe de fortsætter med at opfylde de relevante betingelser;

46.

noterer sig EU's indførelse af en ny latinamerikansk investeringsfacilitet, hvis hovedformål skulle være at fungere som en løftestang med henblik på at mobilisere yderligere finansiering til diversificering af investeringer i Latinamerika, der skal støtte fremskridt på prioriterede områder, såsom fornuftige offentlige transport- og mobilitetssystemer, energibesparelser, vedvarende energikilder, uddannelse og forskning;

47.	glæder sig over beslutningen om at oprette en EU-LAC-stiftelse, der kan fremme handelen og bidrage til at styrke det biregionale partnerskab, synliggøre det og udnytte hele dets potentiale;

48.

mener, at udformningen af kapitlerne om investeringsbeskyttelse i handelsaftaler skal bidrage til at underbygge retssikkerheden i forbindelse med de investeringer, der foretages, uden indflydelse på den måde, hvorpå regeringerne reagerer på deres borgeres krav på miljø- og sundhedsområdet og det sociale område;

49.

erkender betydningen af den revision af Ecuadors udlandsgæld, der blev foretaget af en international kommission, og tilskynder andre lande til at iværksætte lignende procedurer; opfordrer Kommissionen og Rådet til at fremskynde løsningen af visse latinamerikanske og caribiske landes problemer med udlandsgæld både bilateralt og i de internationale finansielle virksomheder;

50.

opfordrer EU til at støtte det nye koncept med støtte til miljøbeskyttelse ved at udligne for tabet i potentielle handelsindtægter og medfinansiere oprettelsen af »Yasuni-ITT Trust Fund« under UNDP’s auspicier i henhold til et forslag fra den ecuadorianske regering, som har til formål at give det ecuadorianske folk erstatning for, at det afholder sig fra udvinding af olie fra oliefelter beliggende i Yasuni-nationalparken;

51.	gentager, at EU bør støtte de udviklingslande aktivt og konkret, som udnytter den såkaldte fleksibilitet, der er indbygget i TRIPS-aftalen, således at de kan tilbyde lægemidler til overkommelige priser under deres nationale folkesundhedsprogrammer;

52.	opfordrer Kommissionen til at indarbejde henstillingerne i denne betænkning i sin nye EU-handelsstrategi, især hvad angår den fremtidige handel mellem EU og Latinamerika og Caribien;

53.	pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 285 E af 22.11.2006, s. 126.

(2) EUT C 293 E af 2.12.2006, s. 155.

(3) EUT C 298 E af 8.12.2006, s. 261.

(4) EUT C 296 E af 6.12.2006, s. 123.

(5) EUT C 308 E af 16.12.2006, s. 182.

(6) EUT C 102 E af 24.4.2008, s. 291.

(7) EFT C 175 E af 10.7.2008, s. 591.

(8) EUT C 297 E af 20.11.2008, s. 193.

(9) EUT C 259 E af 29.10.2009, s. 64.

(10) EUT C 259 E af 29.10.2009, s. 77.

(11) EUT C 279 E af 19.11.2009, s. 5.

(12) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0089.

(13) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0141.

(14) EUT C 285 E af 26.11.2009, s. 126.

(15) EFT L 211 af 6.8.2008, s. 1.

(16) »The Future of the WTO - Addressing Institutional Challenges in the New Millennium«, rapport fra det rådgivende organ for generaldirektøren Supachai Panitchpakdi (WTO, januar 2005).

(17) UNFCCC udkast til afgørelse -/CP.15, Københavnsaftalen, FCCC/CP/2009/L.7.

MEDDELELSER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

8.3.2012

Den Europæiske Unions Tidende

CE 70/98

Onsdag den 20. oktober 2010
Revision af rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen

P7_TA(2010)0366

Europa-Parlamentets afgørelse af 20. oktober 2010 om revision af rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen (2010/2118(ACI))

2012/C 70 E/12

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til artikel 295 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde,

—	der henviser til sin afgørelse af 26. maj 2005 om revision af rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen (1) og sin beslutning af 9. februar 2010 om en revideret rammeaftale mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen for den næste valgperiode (2),

—	der henviser til Formandskonferencens afgørelser af 26. november 2009 og 1. juli 2010,

—	der henviser til udkastet til revideret rammeaftale om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen (i det følgende benævnt »den reviderede aftale«),

—	der henviser til sin afgørelse af 20. oktober 2010 om tilpasning af Parlamentets forretningsorden til den reviderede rammeaftale om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen (3),

—	der henviser til forretningsordenens artikel 25, stk. 3, og artikel 127 og til dens bilag VII, punkt XVIII, nr. 4,

—	der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A7-0279/2010),

A.	der henviser til, at traktaterne nu for første gang indeholder et udtrykkeligt retsgrundlag for interinstitutionelle aftaler,

B.	der henviser til, at Lissabontraktaten tillægger Parlamentet og Kommissionen nye beføjelser og indfører en ny interinstitutionel balance, der skal afspejles i den reviderede aftale,

C.	der henviser til, at Lissabontraktaten uddyber demokratiet i EU væsentligt, idet den giver borgerne i Unionen styrkede kontrolbeføjelser over for Kommissionen, hovedsagelig gennem Parlamentet,

D.	der henviser til, at Lissabontraktaten stiller Parlamentet på lige fod med Rådet under den almindelige lovgivningsprocedure og i budgetanliggender og styrker Parlamentets rolle i EU’s politik udadtil, herunder den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, jf. bestemmelserne herom,

E.	der henviser til, at den reviderede aftale afspejler denne udvikling, omend der kræves visse nærmere præciseringer, som der redegøres for i det nedenstående,

1.	betragter den reviderede aftale som et vigtigt gennembrud for Parlamentet i dets samarbejde med Kommissionen;

minder om de traditionelle beføjelser, som parlamenter har ifølge princippet om magtadskillelse, som i fuld overensstemmelse med Lissabontraktaten vil ligge til grund for de resultater, der opnås ved den reviderede aftale: lovgivningsmæssige beføjelser, parlamentarisk kontrol med den udøvende myndighed (herunder hvad angår internationale forbindelser), oplysningsforpligtelser og den udøvende myndigheds tilstedeværelse i Parlamentet;

bifalder navnlig følgende forbedringer indeholdt i den reviderede aftale:

—

Lovgivningsprocedure og planlægning: gensidigt samarbejde

a)	de reviderede bestemmelser vedrørende Kommissionens arbejdsprogram og EU’s planlægning, der forbedrer inddragelsen af Parlamentet (punkt 33, 36 og 53 og bilag 4)

b)	revisionen af alle ikke vedtagne forslag i begyndelsen af en ny Kommissions mandatperiode under behørig hensyntagen til de synspunkter, som Parlamentet har givet udtryk for (punkt 39)

c)	kravet om, at Kommissionen på områder, hvor Parlamentet normalt er inddraget i lovgivningsprocessen, kun anvender »soft law«, hvor det er behørigt begrundet, og efter først at have hørt Parlamentet (punkt 43)

d)	Kommissionens løfte vedrørende snarest muligt at tilpasse gældende EU-ret til den nye ordning med delegerede retsakter (punkt 51)

e)	Kommissionens løfte om at aflægge rapport om den konkrete opfølgning af en hvilken som helst anmodning om et lovgivningsinitiativ i henhold til artikel 225 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde

—

Parlamentarisk kontrol

f)	de nærmere bestemmelser om valg af Kommissionens formand og Kommissionen som kollegium samt om dens sammensætning, dens eventuelle ændring og omrokering

g)	de nye bestemmelser for medlemmer af Kommissionens deltagelse i valgkampagner (punkt 4)

h)	Kommissionens forpligtelse til at indhente udtalelse fra Parlamentet, når den agter at revidere adfærdskodeksen for medlemmer af Kommissionen

i)	forpligtelsen for kandidater til stillinger som administrerende direktør for reguleringsagenturer, til at deltage i høringer i de kompetente parlamentsudvalg (punkt 32)

—

Den interinstitutionelle dimension af EU’s internationale forbindelser

j)	de nærmere bestemmelser om Parlamentets styrkede rolle i internationale forhandlinger, herunder Kommissionens løfte om at videresende fortrolige dokumenter vedrørende disse forhandlinger gennem passende procedurer og sikkerhedsforanstaltninger (punkt 23-27 og bilag 3)

—

Oplysningsforpligtelser

Kommissionens anerkendelse af Parlamentets og Rådets respektive roller i medfør af traktaterne, navnlig hvad angår det grundlæggende princip om ligebehandling, især hvad angår adgang til møder og udlevering af bidrag eller anden information, navnlig i forbindelse med lovgivnings- og budgetmæssige spørgsmål (punkt 9)

l)	etablering af en regelmæssig dialog mellem Kommissionens formand og Parlamentets formand om centrale horisontale spørgsmål og større lovgivningsmæssige forslag, uden at det berører den rolle, som Formandskonferencen har, eller de fastlagte budget- og lovgivningsprocedurer (punkt 11, led 2)

m)	de nærmere bestemmelser om oplysninger, der skal forelægges Parlamentet, i forbindelse med Kommissionens møder med nationale eksperter, og forberedelse og gennemførelse af EU-lovgivning og »soft law« (punkt 15 og bilag 1)

n)	samarbejdsordninger på området for forbindelser med nationale parlamenter (punkt 18)

o)	de nærmere bestemmelser om Parlamentets adgang til fortrolige oplysninger, herunder klassificerede dokumenter (bilag 2)

—

Kommissionens tilstedeværelse i Parlamentet

p)	Kommissionens løfte om at prioritere sin tilstedeværelse, hvis der er anmodet herom, på plenarmøderne eller møder i andre af Parlamentets organer (punkt 45)

q)	den nye spørgetid med alle medlemmer af Kommissionen efter samme mønster som spørgetiden med Kommissionens formand (punkt 46)

r)	forbedringer, hvad angår taletid, idet den vejledende tildeling af tid respekteres

s)	opfordring til at deltage i møder i Formandskonferencen og Udvalgsformandskonferencen (punkt 11, led 3);

4.	opfordrer sit kompetente udvalg til at anmode Kommissionen om en udtalelse, når Parlamentet foreslår en ændring af sin forretningsorden med hensyn til forbindelserne med Kommissionen;

er af den opfattelse, at udtalelsen som omhandlet i den reviderede aftales punkt 8 er en udtalelse, der skal videresendes af Parlamentets formand efter afgørelse fra Formandskonferencen; finder, at Formandskonferencen, inden den træffer en sådan afgørelse, bør høre Udvalgsformandskonferencen om den reviderede adfærdskodeks for medlemmer af Kommissionen vedrørende interessekonflikter eller etisk adfærd;

bemærker, at Kommissionen på alle internationale konferencer skal give parlamentsmedlemmer observatørstatus og lette deres tilstedeværelse på alle relevante møder, især koordinationsmøder, hvor det påhviler Kommissionen at informere Parlamentet om sin holdning i forhandlingsprocessen; understreger, at Kommissionen kun i undtagelsestilfælde og på grund af manglende juridiske, tekniske eller diplomatiske muligheder kan nægte at give medlemmer af Parlamentet observatørstatus, men mener, at disse begreber på forhånd bør forklares for Parlamentet og fortolkes meget nøjagtigt af Kommissionen;

noterer sig, at udtrykket »internationale konferencer«, som findes i punkt 25 og 27 i den reviderede aftale, skal forstås som dækkende ikke kun multilaterale men også bilaterale aftaler af særlig politisk vigtighed (nemlig dem, der vedrører vigtigt politisk samarbejde, handels- eller fiskeriaftaler), for hvilke Parlamentets samtykke under alle omstændighed er påkrævet;

8.	finder, at udtrykket »møder i organer oprettet ved multilaterale internationale aftaler«, som findes i punkt 26 i den reviderede aftale, også omfatter organer, der er oprettet ved bilaterale aftaler, forudsat at betingelserne fastlagt i det punkt er opfyldt;

bemærker, at Kommissionen i henhold til artikel 218, stk. 10, i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde straks skal underrette Parlamentet fuldt ud, når den ønsker at foreslå, at en international aftale anvendes foreløbigt, eller foreslå, at den ophæves, og at Kommissionen skal tage hensyn til Parlamentets synspunkter, inden Rådet træffer de relevante afgørelser;

10.

opfordrer Kommissionen til at forelægge Parlamentet samtlige oplysninger vedrørende forhandlingerne af internationale aftaler, herunder »fortrolige oplysninger« i henhold til bilag 2, punkt 1.2.1, til den reviderede aftale, i overensstemmelse med de detaljerede ordninger, der er fastlagt i det bilag; mener, at dette også gælder fortrolige dokumenter fra medlemsstater elle tredjelande, såfremt udstederen giver sit samtykke dertil;

11.	noterer sig, at begrebet »soft law« i forbindelse med den reviderede aftale skal omfatte henstillinger, fortolkende meddelelser, frivillige aftaler og frivillige instrumenter;

12.	godkender den reviderede aftale, der er vedføjet denne afgørelse;

13.	beslutter at føje den reviderede aftale til sin forretningsorden som erstatning for bilag XIV for at lette adgangen dertil og sikre gennemsigtighed;

14.	pålægger sin formand at sende denne afgørelse og dens bilag til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes parlamenter til orientering.

(1) EUT C 117 E af 18.5.2006, s. 123.

(2) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0009.

(3) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0367.

Onsdag den 20. oktober 2010
BILAG

Rammeaftale om Forbindelserne Mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen

Europa-Parlamentet og Europa- Kommissionen (i det følgende benævnt »de to institutioner«) har,

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union (TEU) , traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 295, og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab (i det følgende benævnt »traktaterne«),

under henvisning til de interinstitutionelle aftaler og dokumenter, der regulerer forbindelserne mellem de to institutioner,

under henvisning til Parlamentets forretningsorden (1), særlig artikel 105, 106 og 127 samt bilag VIII og XIV ,

under henvisning til de udstedte politiske retningslinjer og de relevante redegørelser, som den valgte formand for Kommissionen forelagde den 15. september 2009 og den 9. februar 2010, og til de redegørelser, de enkelte kandidater til posterne som medlem af Kommissionen afgav under deres høringer i parlamentsudvalgene, og ud fra følgende betragtninger:

A.	Lissabontraktaten styrker den demokratiske legitimitet i Unionens beslutningsproces.

B.	De to institutioner tillægger en effektiv gennemførelse og implementering af EU-retten den allerstørste betydning.

C.	Denne rammeaftale berører ikke de to institutioners eller nogen anden EU-institutions eller noget andet EU-organs kompetencer og prærogativer, men søger at sikre, at disse kompetencer og prærogativer udøves så effektivt og så gennemsigtigt som muligt.

D.	Denne rammeaftale bør fortolkes i overensstemmelse med de institutionelle rammer, der er fastlagt i traktaterne.

E.	Kommissionen vil tage behørigt hensyn til de roller, traktaterne tildeler henholdsvis Parlamentet og Rådet, især hvad angår det grundlæggende princip om ligebehandling, der er fastlagt i punkt 9.

F.	Det er hensigtsmæssigt at ajourføre rammeaftalen fra maj 2005 (2) og erstatte den med følgende tekst.

vedtaget følgende aftale:

I. ANVENDELSESOMRÅDE

Med henblik på bedre at afspejle det »særlige partnerskab« mellem Parlamentet og Kommissionen er de to institutioner enige om nedennævnte foranstaltninger, der skal styrke Kommissionens politiske ansvar og legitimitet, udvide den konstruktive dialog, forbedre udvekslingen af informationer mellem de to institutioner og forbedre samarbejdet om procedurer og planlægning.

De er også enige om specifikke bestemmelser om:

—	Kommissionens møder med nationale eksperter, jf. bilag 1

—	tilsendelse af fortrolige oplysninger til Parlamentet , jf. bilag 2

—	forhandling og indgåelse af internationale aftaler, jf. bilag 3, og

—	tidsplan for Kommissionens ▐ arbejdsprogram, jf. bilag 4.

II. POLITISK ANSVAR

2.	Efter at være blevet foreslået af Det Europæiske Råd forelægger den indstillede formand for Kommissionen de politiske retningslinjer for sin mandatperiode for Parlamentet, således at sagen kan forhandles på et velinformeret grundlag, inden Parlamentets afstemning om valg.

Parlamentet hører den valgte formand for Kommissionen i god tid før indledningen af procedurerne for godkendelse af den nye Kommission, jf. artikel 106 i Parlamentets forretningsorden. Parlamentet tager hensyn til den valgte kommissionsformands bemærkninger.

Kandidaterne til posterne som medlem af Kommissionen sikrer, at alle relevante oplysninger fremlægges i fuldt omfang, i overensstemmelse med uafhængighedsforpligtelsen i artikel 245 TEUF.

Procedurerne udformes således, at det sikres, at den samlede indstillede Kommission vurderes på en åben, retfærdig og konsekvent måde.

Hvert enkelt medlem af Kommissionen påtager sig det politiske ansvar for indsatsen inden for sit ansvarsområde, uden at dette berører princippet om Kommissionens kollegialitet.

Kommissionens formand har det fulde ansvar for at identificere enhver interessekonflikt, som bevirker, at et kommissionsmedlem ikke kan varetage sine opgaver.

Kommissionens formand er ligeledes ansvarlig for enhver efterfølgende foranstaltning, der træffes i denne anledning og underretter ▐ straks Parlamentets formand herom skriftligt.

Kommissionsmedlemmers deltagelse i valgkampagner er reguleret i adfærdskodeksen for medlemmer af Kommissionen.

Kommissionsmedlemmer, der deltager aktivt i valgkampagner som kandidater til valg til Europa-Parlamentet, bør tage valgorlov uden løn med virkning fra slutningen af den sidste mødeperiode før valget.

Kommissionens formand underretter i god tid Parlamentet om sin beslutning om at bevilge en sådan orlov med angivelse af det medlem af Kommissionen, som vil overtage det relevante ansvarsområde i orlovsperioden.

Udtrykker Parlamentet over for Kommissionens formand mistillid til et bestemt medlem af Kommissionen, overvejer Kommissionens formand grundigt, om han/hun skal anmode det pågældende medlem om at træde tilbage i overensstemmelse med artikel 17, stk. 6, TEU. Formanden skal enten kræve, at medlemmet træder tilbage, eller under den følgende mødeperiode give Parlamentet sin begrundelse for at nægte dette.

Såfremt det bliver nødvendigt at udnævne en efterfølger for et kommissionsmedlem inden udløbet af den pågældendes tjenesteperiode, jf. artikel 246, stk. 2, TEUF , vil Kommissionens formand grundigt overveje resultatet af høringen af Parlamentet, inden der gives samtykke til Rådets afgørelse.

Parlamentet sikrer, at dets procedurer gennemføres hurtigst muligt, således at Kommissionens formand kan nå at overveje Parlamentets udtalelse grundigt , før kommissionsmedlemmet udnævnes .

I tilfælde, hvor der kun er kort tid tilbage af et kommissionsmedlems tjenesteperiode, jf. artikel 246, stk. 3, TEUF, vil Kommissionens formand ligeledes grundigt overveje Parlamentets holdning.

Agter Kommissionens formand at ændre fordelingen af ansvarsområder mellem Kommissionens medlemmer i løbet af dens mandatperiode, jf. artikel 248 TEUF, underretter han/hun Parlamentet i god tid inden den relevante høring i Parlamentet om disse ændringer . Formandens afgørelse om ændring af fordelingen af ansvarsområder kan træde i kraft med øjeblikkelig virkning.

8.	Såfremt Kommissionen fremsætter forslag om en revision af adfærdskodeksen for medlemmer af Kommissionen vedrørende interessekonflikter eller etisk adfærd, anmoder den om en udtalelse fra Parlamentet . ▐

III. KONSTRUKTIV DIALOG OG INFORMATIONSUDVEKSLING

i. Almindelige bestemmelser

9.	Kommissionen garanterer, at den vil overholde det grundlæggende princip om ligebehandling af Parlamentet og Rådet, navnlig hvad angår adgang til møder og udlevering af bidrag eller anden information, især om lovgivnings- og budgetmæssige spørgsmål.

10.	▐ Kommissionen træffer inden for rammerne af sine beføjelser foranstaltninger til bedre at inddrage Parlamentet, således at der i videst muligt omfang tages hensyn til Parlamentets synspunkter på området for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik .

11.

Der skal indføres en række ordninger med henblik på at udmønte det »særlige partnerskab« mellem Parlamentet og Kommissionen i praksis:

—	Kommissionens formand vil efter anmodning fra Parlamentet og mindst to gange om året mødes med Formandskonferencen for at drøfte spørgsmål af fælles interesse

—	Kommissionens formand vil føre en løbende dialog med Parlamentets formand om centrale horisontale spørgsmål og større lovgivningsmæssige forslag. Denne dialog bør også omfatte indbydelse af Parlamentets formand til at deltage i kommissærkollegiets møder

—

Kommissionens formand eller den næstformand, der er ansvarlig for interinstitutionelle forbindelser, skal indbydes til at deltage i Formandskonferencens og Udvalgsformandskonferencens møder, når der skal drøftes specifikke spørgsmål vedrørende fastlæggelse af dagsordener for plenarmøder, de interinstitutionelle forbindelser mellem Parlamentet og Kommissionen samt lovgivnings- og budgetmæssige spørgsmål

—	der afholdes årligt møder mellem Formandskonferencen, Udvalgsformandskonferencen og kommissærkollegiet med henblik på at drøfte relevante spørgsmål, herunder forberedelsen og gennemførelsen af Kommissionens arbejdsprogram

—

Formandskonferencen og Udvalgsformandskonferencen underretter i god tid Kommissionen om resultaterne af deres drøftelser, når disse har en interinstitutionel dimension. Parlamentet holder endvidere Kommissionen fuldt og regelmæssigt underrettet om resultatet af dets møder vedrørende tilrettelæggelsen af mødeperioder under hensyntagen til Kommissionens synspunkter. Dette berører ikke punkt 45

—	med henblik på at sikre en regelmæssig udveksling af information mellem de to institutioner mødes Parlamentets og Kommissionens generalsekretærer med jævne mellemrum.

12.	De enkelte medlemmer af Kommissionen sikrer, at der foregår en regelmæssig og direkte udveksling af oplysninger mellem kommissionsmedlemmet og formanden for det relevante parlamentsudvalg.

13.

Kommissionen offentliggør ikke forslag til retsakter eller andre vigtige initiativer eller beslutninger, før den skriftligt har underrettet Parlamentet herom.

På grundlag af Kommissionens ▐ arbejdsprogram ▐ fastlægger de to institutioner på forhånd og efter fælles aftale, hvilke ▐ initiativer ▐ af særlig betydning, ▐ der skal forelægges plenarforsamlingen . Kommissionen vil principielt først forelægge plenarforsamlingen disse initiativer og først derefter offentligheden.

På samme måde fastlægger de, hvilke forslag og initiativer der skal orienteres om på Formandskonferencen eller formidles til det relevante parlamentsudvalg eller dets formand på passende måde.

Disse afgørelser træffes inden for rammerne af den løbende dialog mellem de to institutioner, jf. punkt 11 i denne aftale, og ajourføres regelmæssigt under behørig hensyntagen til enhver politisk udvikling.

14.

Såfremt et internt kommissionsdokument - som Parlamentet ikke er blevet orienteret om i henhold til denne rammeaftale - bringes i omløb uden for institutionerne, kan Parlamentets formand anmode om, at det straks oversendes til Parlamentet, således at det kan videregives til ethvert medlem af Parlamentet, der måtte anmode herom.

15.

Kommissionen vil i forbindelse med sit arbejde med at forberede og gennemføre EU-lovgivning, herunder »soft law« og delegerede retsakter, fremlægge fuldstændig information om og dokumentation for sine møder med nationale eksperter. Såfremt Parlamentet anmoder herom, kan Kommissionen også indbyde Parlamentets eksperter til disse møder.

De relevante bestemmelser er fastlagt i bilag 1.

16.

Senest tre måneder efter vedtagelsen af en parlamentsbeslutning skal Kommissionen ▐ skriftligt underrette Parlamentet om, hvordan den har reageret på specifikke anmodninger rettet til den i Parlamentets beslutninger, herunder i sager, hvor den ikke har været i stand til at følge Parlamentets synspunkter. Denne frist kan forkortes, såfremt en anmodning er af hastende karakter. Fristen kan forlænges med en måned, såfremt en anmodning kræver et mere omfattende forarbejde, og dette dokumenteres behørigt. Parlamentet vil sørge for, at denne underretning distribueres bredt inden for institutionen.

Parlamentet vil bestræbe sig på at undgå, at der stilles spørgsmål til mundtlig eller skriftlig besvarelse om emner, som Kommissionen i forvejen har taget stilling til i en skriftlig opfølgningsmeddelelse til Parlamentet.

▐

Kommissionen forpligter sig til at aflægge rapport om den konkrete opfølgning af enhver anmodning om fremsættelse af forslag i henhold til artikel 225 TEUF (lovgivningsmæssig initiativbetænkning) inden for en frist på tre måneder fra vedtagelsen af den tilsvarende beslutning på plenarmødet. Senest efter ét år fremsætter Kommissionen et forslag til retsakt eller opfører forslaget i sit arbejdsprogram for det følgende år. Fremsætter Kommissionen ikke et forslag, giver den Parlamentet en detaljeret begrundelse herfor.

Kommissionen forpligter sig endvidere til at indlede et tæt og tidligt samarbejde med Parlamentet om enhver anmodning om lovgivningsinitiativer hidrørende fra borgerinitiativer.

For så vidt angår dechargeproceduren finder de specifikke bestemmelser i punkt 31 anvendelse.

▐

17.	Såfremt der fremsættes forslag om lovgivningsmæssige retsakter på grundlag af initiativer, henstillinger eller begæringer efter artikel 289, stk. 4, TEUF , underretter Kommissionen efter anmodning Parlamentets relevante udvalg om sin holdning til disse forslag .

18.

De to institutioner er enige om at samarbejde på området for forbindelser med de nationale parlamenter.

Parlamentet og Kommissionen samarbejder om gennemførelsen af protokol nr. 2 til TEUF om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet. Dette samarbejde omfatter ordninger for eventuelle nødvendige oversættelser af begrundede udtalelser fra nationale parlamenter.

Når de i artikel 7 i protokol nr. 2 til TEUF omhandlede tærskler er nået, sørger Kommissionen for at få oversat alle de begrundede udtalelser, der er fremsat af nationale parlamenter, sammen med sin egen holdning hertil.

19.

Kommissionen underretter Parlamentet om listen over de ekspertgrupper, der er nedsat til at bistå Kommissionen under udøvelsen af dens initiativret. Listen skal ajourføres regelmæssigt og offentliggøres.

I denne sammenhæng underretter Kommissionen på passende måde det kompetente parlamentsudvalg på specifik og begrundet anmodning fra udvalgets formand om disse gruppers virksomhed og sammensætning.

20.	De to institutioner fører gennem passende kanaler en konstruktiv dialog om spørgsmål vedrørende vigtige administrative forhold, særlig spørgsmål, der har direkte virkninger for Parlamentets egen administration.

21.	Såfremt Parlamentet fremsætter forslag om en revision af bestemmelserne i sin forretningsorden vedrørende forbindelserne med Kommissionen, anmoder det om en udtalelse fra Kommissionen.

22.	Påberåbes der fortrolighed med hensyn til oplysninger, der videregives i henhold til denne rammeaftale, finder bestemmelserne i bilag 2 anvendelse.

ii. ▐ Internationale aftaler og udvidelse

23.

Parlamentet skal straks underrettes fuldt ud i alle faser af forhandlingen om og indgåelsen af internationale aftaler, herunder ved fastlæggelsen af forhandlingsdirektiverne. Kommissionen handler på en måde, der giver dens forpligtelser i henhold til artikel 218 TEUF fuld virkning, samtidig med at hver institutions rolle i henhold til artikel 13, stk. 2, TEU respekteres.

Kommissionen anvender de i bilag 3 fastlagte ordninger.

24.

Parlamentet skal modtage den i punkt 23 omhandlede underretning i så god tid, at det i givet fald kan udtrykke sine synspunkter, og således at Kommissionen er i stand til at tage hensyn til Parlamentets synspunkter i videst muligt omfang. Underretningen af Parlamentet skal som hovedregel ske via det kompetente parlamentsudvalg og i givet fald på et plenarmøde. I behørigt begrundede tilfælde kan underretningen gives til mere end ét parlamentsudvalg.

Parlamentet og Kommissionen påtager sig ▐ at fastsætte passende procedurer og sikkerhedsforanstaltninger for tilsendelse af fortrolige oplysninger fra Kommissionen til Parlamentet i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag 2 .

▐

25.

De to institutioner anerkender, at det som følge af deres forskellige institutionelle roller er Kommissionen, der repræsenterer Den Europæiske Union i internationale forhandlinger, med undtagelse af forhandlinger om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og andre i traktaterne fastlagte tilfælde.

Når Kommissionen repræsenterer Unionen på internationale konferencer , giver den på Parlamentets anmodning en delegation af medlemmer af Europa-Parlamentet mulighed for at deltage som observatører i EU- delegationer, således at Parlamentet straks kan underrettes fuldt ud om aktiviteterne på konferencen . Kommissionen påtager sig i påkommende fald systematisk at orientere parlamentsdelegationen om resultatet af forhandlingerne.

Medlemmer af Europa-Parlamentet må ikke deltage direkte i disse forhandlinger . De kan dog, inden for rammerne af de juridiske, tekniske og diplomatiske muligheder, tildeles observatørstatus af Kommissionen. Afviser Kommissionen at gøre dette, oplyser den Parlamentet om grundene hertil.

Herudover giver Kommissionen medlemmer af Europa-Parlamentet mulighed for at deltage som observatører i alle relevante møder under dens ansvar før og efter forhandlingsmøderne.

26.

Kommissionen holder på samme betingelser systematisk Parlamentet underrettet om møder i organer oprettet ved multilaterale internationale aftaler, der involverer Unionen, og letter adgangen for medlemmer af Europa-Parlamentet, der deltager i EU-delegationer som observatører, til sådanne møder, når de pågældende organer skal træffe afgørelser, der kræver Parlamentets godkendelse, eller hvis gennemførelse kan nødvendiggøre vedtagelse af retsakter efter den almindelige lovgivningsprocedure.

27.

Kommissionen giver endvidere parlamentsdelegationer, der indgår i EU-delegationer ved internationale konferencer, adgang til at benytte alle EU-delegationernes faciliteter ved sådanne lejligheder, i overensstemmelse med det overordnede princip om godt samarbejde mellem institutionerne inden for rammerne af den disponible logistik.

Parlamentets formand sender senest fire uger før en konferences begyndelse et forslag til Kommissionens formand om optagelse af en parlamentsdelegation i EU-delegationen med angivelse af parlamentsdelegationslederens navn og antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet, der ønskes optaget. Denne frist kan undtagelsesvist forkortes i behørigt begrundede tilfælde.

Antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet i parlamentsdelegationen og af disses medarbejdere skal være proportionalt med den samlede EU-delegations størrelse.

28.	Kommissionen holder Parlamentet fuldt orienteret om fremskridtene i tiltrædelsesforhandlinger og navnlig om vigtige aspekter og udviklinger, således at det i god tid kan udtrykke sine synspunkter gennem de relevante parlamentsprocedurer.

29.

Såfremt Parlamentet vedtager en henstilling i henhold til artikel 90, stk. 5, i sin forretningsorden om de forhold, der er omtalt i punkt 28 , og såfremt Kommissionen af vægtige grunde beslutter, at den ikke kan støtte den pågældende henstilling, redegør den for grundene over for Parlamentet på et plenarmøde eller på det førstkommende møde i det relevante parlamentsudvalg.

iii. Gennemførelse af budgettet

30.	Inden Kommissionen på donorkonferencer giver tilsagn, som indebærer nye finansielle forpligtelser og kræver budgetmyndighedens samtykke, underretter den budgetmyndigheden og tager dennes bemærkninger under overvejelse.

31.

I forbindelse med den årlige dechargeprocedure i henhold til ▐ artikel 319 TEUF forelægger Kommissionen alle de oplysninger, der er nødvendige for at kontrollere gennemførelsen af budgettet for det pågældende år, og som formanden for det parlamentsudvalg, der er ansvarligt for dechargeproceduren i henhold til bilag VII i Parlamentets forretningsorden, anmoder om til dette formål.

Fremkommer der nye aspekter vedrørende tidligere år, der allerede er givet decharge for, forelægger Kommissionen alle nødvendige oplysninger om sagen med henblik på at nå frem til en løsning, der er acceptabel for begge parter.

iv) Forholdet til reguleringsagenturer

32.

Kandidater til posten som administrerende direktør for reguleringsagenturer bør deltage i høringer i parlamentsudvalg.

Kommissionen og Parlamentet vil endvidere i forbindelse med drøftelserne i den interinstitutionelle arbejdsgruppe om agenturer, der blev nedsat i marts 2009, sigte mod en fælles tilgang til spørgsmålet om de decentrale agenturers rolle og stilling i EU's institutionelle landskab, ledsaget af fælles retningslinjer for oprettelsen, opbygningen og driften af disse agenturer samt finansierings- budget-, tilsyns- og forvaltningsspørgsmål.

IV. SAMARBEJDE OM LOVGIVNINGS-PROCEDURER OG -PLANLÆGNING

i. Kommissionens arbejdsprogram og Den Europæiske Unions programmering

33.	Kommissionen tager initiativ til Unionens årlige og flerårige programmering med henblik på at indgå interinstitutionelle aftaler.

34.	Kommissionen forelægger hvert år sit arbejdsprogram .

35.	De to institutioner samarbejder i overensstemmelse med den tidsplan, der er fastsat i bilag 4 . Kommissionen tager hensyn til Parlamentets prioriteringer. Kommissionen giver tilstrækkeligt detaljerede oplysninger om sine planer for hvert enkelt punkt i sit arbejdsprogram .

36.

Kommissionen skal give en forklaring, hvis den ikke er i stand til at fremsætte specifikke forslag i arbejdsprogrammet for det pågældende år, eller hvis den fraviger programmet.

Kommissionens næstformand med ansvar for interinstitutionelle forbindelser forpligter sig til regelmæssigt at aflægge beretning til Udvalgsformandskonferencen om den politiske gennemførelse af Kommissionens arbejdsprogram for det pågældende år ▐.

ii. Procedurer for vedtagelse af retsakter

37.

Kommissionen forpligter sig til omhyggeligt at gennemgå de ændringer, som Parlamentet vedtager til dets forslag til retsakter, med henblik på at tage hensyn til dem i et eventuelt ændret forslag.

Når Kommissionen i henhold til ▐ artikel 294 TEUF afgiver sin udtalelse om Parlamentets ændringer, forpligter den sig til at tage størst muligt hensyn til de ændringer, der er vedtaget ved andenbehandlingen; såfremt den af vægtige grunde og efter behandling i kollegiet beslutter ikke at vedtage eller støtte disse ændringer, skal den redegøre for sin beslutning over for Parlamentet og under alle omstændigheder i sin udtalelse om Parlamentets ændringer, jf. ▐ artikel 294, stk. 7 , ▐ litra c), TEUF .

38.

Når der er tale om et initiativ forelagt af mindst en fjerdedel af medlemsstaterne, jf. artikel 76 TEUF, forpligter Parlamentet sig til ikke at vedtage nogen betænkning i det relevante udvalg, før det har modtaget Kommissionens udtalelse om initiativet.

Kommissionen forpligter sig til at afgive sin udtalelse om et sådant initiativ senest 10 uger efter dets forelæggelse.

39.

Kommissionen giver en detaljeret begrundelse i god tid før den trækker et forslag tilbage, som Parlamentet allerede har vedtaget en holdning til ved førstebehandling.

Kommissionen indleder en ny mandatperiode med at gennemgå alle udestående forslag med henblik på enten at bekræfte dem politisk eller trække dem tilbage under behørig hensyntagen til de synspunkter, Parlamentet har udtrykt.

40.

Ved særlige lovgivningsprocedurer , der kræver høring af Parlamentet, herunder andre procedurer, som den i artikel 148 TEUF fastlagte , skal Kommissionen:

i)	træffe foranstaltninger til at forbedre inddragelsen af Parlamentet, således at der i videst muligt omfang tages hensyn til Parlamentets synspunkter, navnlig ved at sikre, at Parlamentet får den fornødne tid til at behandle Kommissionens forslag

ii)

sørge for i god tid at minde Rådets organer om, at der ikke må indgås politiske aftaler om dens forslag, før Parlamentet har vedtaget sin udtalelse. Den anmoder om, at forhandlingerne afsluttes på ministerniveau, når medlemmerne af Rådet har haft et rimeligt tidsrum til at behandle Parlamentets udtalelse

iii)

sørge for, at Rådet følger de regler, som er udviklet i Den Europæiske Unions Domstols praksis, om at Parlamentet skal høres på ny, såfremt Rådet ændrer et kommissionsforslag væsentligt. Kommissionen skal orientere Parlamentet om eventuelle påmindelser til Rådet om, at der skal foretages fornyet høring

iv)	forpligte sig til i givet fald at trække et forslag til retsakt tilbage, som Parlamentet har forkastet. Såfremt Kommissionen af vægtige grunde efter behandling i kollegiet beslutter at fastholde forslaget, begrunder den dette i en redegørelse til Parlamentet.

41.

Med henblik på at forbedre planlægningen af lovgivningen forpligter Parlamentet sig på sin side til:

i)	at planlægge de lovgivningsmæssige afsnit af sine dagsordener således, at de bringes i overensstemmelse med Kommissionens arbejdsprogram og de beslutninger, som det har vedtaget om programmet , navnlig med henblik på at forbedre planlægningen af de prioriterede forhandlinger

ii)	i det omfang det er hensigtsmæssigt for proceduren, at overholde rimelige frister ved vedtagelsen af sin holdning ved førstebehandlingen under den almindelige lovgivningsprocedure og i forbindelse med høringsproceduren

iii)	i videst muligt omfang at udnævne ordførere for kommende forslag, så snart Kommissionens arbejdsprogram er vedtaget

iv)	at behandle anmodninger om fornyet høring som spørgsmål af absolut prioritet, forudsat at det har modtaget alle de nødvendige oplysninger.

▐

iii) Spørgsmål i tilknytning til bedre lovgivning

42.

Kommissionen sikrer, at dens konsekvensanalyser gennemføres på dens ansvar ved en gennemsigtig procedure, der sikrer en uafhængig analyse. Konsekvensanalyserne offentliggøres rettidigt og tager højde for en række forskellige scenarier, herunder »undlade at handle« løsningen, og forelægges i princippet det relevante parlamentsudvalg i løbet af fasen med information til de nationale parlamenter i henhold til protokol nr. 1 og 2 til TEUF.

43.

På områder, hvor Parlamentet normalt er inddraget i lovgivningsprocessen, anvender Kommissionen, hvor det er relevant og behørigt begrundet, »soft law« efter at have givet Parlamentet lejlighed til at give udtryk for sine synspunkter. Kommissionen giver, når den vedtager sit forslag, en grundig redegørelse for, hvordan Parlamentets synspunkter er blevet tilgodeset.

44.

For at sikre bedre overvågning af gennemførelsen og anvendelsen af EU-retten, bestræber Kommissionen og Parlamentet sig på at indføje obligatoriske sammenligningstabeller og fastlægge en bindende frist for gennemførelsen, som for direktivers vedkommende normalt ikke bør overstige to år.

Kommissionen stiller i tilgift til sine særberetninger og den årlige beretning om gennemførelsen af EU-retten oversigter over alle traktatbrudsprocedurer fra tidspunktet for åbningsskrivelsen, til rådighed for Parlamentet, herunder - efter anmodning fra Parlamentet, på enkeltsagsbasis og under overholdelse af fortrolighedsreglerne, især dem, der er anerkendt af Den Europæiske Unions Domstol - oplysninger om de spørgsmål, der er omfattet af traktatbrudsproceduren.

V. KOMMISISONENS DELTAGELSE I PARLAMENTETS FORHANDLINGER

45.

Er Kommissionens tilstedeværelse ved møder i plenarforsamlingen eller andre af Parlamentets organer påkrævet, prioriterer den denne tilstedeværelse i forhold til andre konkurrerende begivenheder eller indbydelser.

Kommissionen sikrer navnlig, at kommissionsmedlemmer er til stede på plenarmøderne under behandlingen af de dagsordenspunkter, der hører under deres ansvarsområde, når Parlamentet anmoder herom. Dette gælder for de foreløbige dagsordensforslag, som Formandskonferencen godkender under den foregående mødeperiode.

Parlamentet søger at sikre, at dagsordenspunkter for en mødeperiode , som hører under samme kommissionsmedlems ansvarsområder, som hovedregel opføres samlet.

46.

På Parlamentets anmodning vil der blive indført en fast spørgetid med Kommissionens formand. Denne spørgetid vil falde i to dele: den første del, med deltagelse af de politiske gruppers ledere eller disses repræsentanter, afvikles på et rent spontant grundlag; den anden del skal dreje sig om et bestemt politisk emne, der vedtages på forhånd, senest torsdagen før den pågældende mødeperiode, men uden forberedte spørgsmål.

Desuden skal der indføres en spørgetid med medlemmer af Kommissionen, herunder næstformanden for eksterne forbindelser/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik efter samme mønster som spørgetiden med Kommissionens formand med henblik på at reformere den eksisterende spørgetid. Denne spørgetid skal vedrøre de enkelte kommissionsmedlemmers sagsområder. ▐

47.	Kommissionsmedlemmer skal høres, hvis de anmoder om det. Med forbehold af artikel 230 TEUF, vedtager de to institutioner generelle regler for fordelingen af taletid mellem sig. De to institutioner er enige om, at deres vejledende tildeling af taletid bør respekteres.

48.

For at sikre, at kommissionsmedlemmerne kan være til stede, forpligter Parlamentet sig til at bestræbe sig på at fastholde sine endelige forslag til dagsorden.

Såfremt Parlamentet ændrer sit endelige forslag til dagsorden eller rækkefølgen af punkterne på dagsordenen for en mødeperiode, underretter det straks Kommissionen. Kommissionen gør sit bedste for at sikre, at det ansvarlige kommissionsmedlem kan være til stede.

49.	Kommissionen kan senest frem til Formandskonferencens vedtagelse af det endelige forslag til dagsorden for en mødeperiode foreslå medtagelse af punkter på dagsordenen. Parlamentet tager størst muligt hensyn til sådanne forslag. ▐

50.

Parlamentsudvalg tilstræber at fastholde deres forslag til dagsorden og dagsordener.

Ændrer et parlamentsudvalg sit forslag til dagsorden eller sin dagsorden, underrettes Kommissionen straks herom. Parlamentsudvalgene bestræber sig navnlig på at overholde en rimelig frist med henblik på at muliggøre kommissionsmedlemmernes tilstedeværelse på deres møder.

Er der ikke udtrykkeligt anmodet om et kommissionsmedlems tilstedeværelse på et parlamentsudvalgsmøde, sikrer Kommissionen, at den er repræsenteret ved en kompetent embedsmand på et passende niveau.

Parlamentsudvalgene vil bestræbe sig på at samordne deres arbejde, herunder undgå afholdelse af parallelle møder om samme spørgsmål, og på ikke at afvige fra forslaget til dagsorden, således at Kommissionen kan sikre et passende repræsentationsniveau.

Er der på et udvalgsmøde vedrørende et kommissionsforslag blevet anmodet om tilstedeværelse af en højtstående tjenestemand (generaldirektør eller direktør), skal Kommissionens repræsentant kunne tage ordet.

VI. AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

▐

51.

Kommissionen bekræfter sit tilsagn om snarest muligt at undersøge de lovgivningsmæssige retsakter, som ikke blev tilpasset til forskriftsproceduren med kontrol inden Lissabontraktatens ikrafttræden, med henblik på at vurdere, om det er nødvendigt at tilpasse disse retsakter til ordningen med delegerede retsakter, der er indført ved artikel 290 TEUF.

Det endelige mål om et sammenhængende system af delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, som er fuldt i overensstemmelse med traktaten, bør nås gennem en løbende vurdering af karakteren og indholdet af de foranstaltninger, som på nuværende tidspunkt er omfattet af forskriftsproceduren med kontrol, således at de efterhånden kan tilpasses ordningen i artikel 290 TEUF.

52.

Bestemmelserne i denne rammeaftale supplerer den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (3) uden at berøre den og foregriber ikke en eventuel yderligere revision af samme. Med forbehold af fremtidige forhandlinger mellem Parlamentet, Kommissionen og Rådet forpligter de to institutioner sig til at nå til enighed om væsentlige ændringer som forberedelse til de kommende forhandlinger om tilpasning af den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning til de nye bestemmelser, der er indført ved Lissabontraktaten, under hensyntagen til gældende praksis og denne rammeaftale.

De er i relation til målet om bedre lovgivning også enige om behovet for at forstærke den eksisterende interinstitutionelle kontaktmekanisme på politisk og på teknisk plan med henblik på at sikre et effektivt interinstitutionelt samarbejde mellem Parlamentet, Kommissionen og Rådet.

53.

Kommissionen forpligter sig til hurtigt at indlede Unionens årlige og flerårige programmering med henblik på at indgå interinstitutionelle aftaler, jf. artikel 17 TEU.

Kommissionens arbejdsprogram er Kommissionens bidrag til Unionens årlige og flerårige programmering. Når det er blevet vedtaget af Kommissionen, bør der afholdes trepartsforhandlinger mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen med henblik på at nå frem til en aftale om Unionens programmering.

De to institutioner tager i den forbindelse, og så snart Parlamentet, Rådet og Kommissionen er nået til enighed om Unionens programmering, denne rammeaftales bestemmelser om programmering op til revision.

Parlamentet og Kommissionen opfordrer Rådet til snarest muligt at påbegynde drøftelser om Unionens programmering i overensstemmelse med artikel 17 TEUF.

54.	De to institutioner foretager regelmæssigt en evaluering af den praktiske gennemførelse af denne rammeaftale og af dens bilag. Den tages ▐ op til revision ved udgangen af 2011 på grundlag af de praktiske erfaringer. ▐

Udfærdiget i

På Europa-Parlamentets vegne

Formanden

På Europa-Kommissionens vegne

Formanden

BILAG 1

Kommissionsmøder med nationale eksperter

Dette bilag fastlægger de nærmere bestemmelser for gennemførelsen af rammeaftalens punkt 15.

1. Anvendelsesområde

Bestemmelserne i rammeaftalens punkt 15 vedrører følgende møder:

1)	kommissionsmøder inden for rammerne af de ekspertgrupper, Kommissionen har nedsat, hvortil nationale myndigheder fra samtlige medlemsstater indbydes, for så vidt som de vedrører forberedelse og gennemførelse af EU-lovgivning, herunder »soft law« og delegerede retsakter

ad hoc-kommissionsmøder, hvortil nationale eksperter fra samtlige medlemsstater indbydes, for så vidt som de vedrører forberedelse og gennemførelse af EU-lovgivning, herunder »soft law« og delegerede retsakter.

Møder i komitologiudvalg er undtaget, dog uden at det berører nuværende og fremtidige særlige ordninger vedrørende underretning af Europa-Parlamentet om udøvelsen af Kommissionens gennemførelsesbeføjelser (4).

2. Oplysninger, der skal fremsendes til Parlamentet

Kommissionen forpligter sig til at sende Parlamentet den samme dokumentation, som den sender til de nationale myndigheder i forbindelse med de ovennævnte møder. Kommissionen vil fremsende disse dokumenter, herunder dagsordener, til en særlig mailboks i Parlamentet samtidig med, at de sendes til de nationale eksperter.

3. Indbydelse af Parlamentets eksperter

Efter at være blevet anmodet herom af Parlamentet kan Kommissionen beslutte at opfordre Parlamentet til at sende parlamentseksperter med til Kommissionsmøder med nationale eksperter, jf. punkt 1.

BILAG 2

Tilsendelse af fortrolige oplysninger til Parlamentet

1. Anvendelsesområde

1.1.

I dette bilag fastsættes bestemmelser om Kommissionens tilsendelse til Parlamentet af fortrolige oplysninger , jf. punkt 1.2., og disses behandling som led i udøvelsen af Parlamentets prærogativer og beføjelser. De to institutioner handler i overensstemmelse med deres gensidige pligt til loyalt samarbejde og med fuld gensidig tillid, samt under nøje overholdelse af relevante traktatbestemmelser ▐.

1.2.

Ved »oplysninger« forstås alle skriftlige eller mundtlige oplysninger, uanset medium og ophavsmand.

1.2.1.

Ved »fortrolige oplysninger« forstås »EU-klassificerede oplysninger« og ikke-klassificerede »andre fortrolige oplysninger«.

1.2.2.

Ved »EU-klassificerede oplysninger« forstås enhver oplysning og ethvert materiale, der er klassificeret som »TRÈS SECRET UE/ EU TOP SECRET«, »SECRET UE«, »CONFIDENTIEL UE« eller »RESTREINT UE«, eller som er mærket med en tilsvarende national eller international klassifikationsbetegnelse, der ved uberettiget videregivelse i forskellig grad kunne skade Unionens interesser eller en eller flere medlemsstater, uanset om sådanne oplysninger hidrører fra Unionen eller er modtaget fra medlemsstater, tredjelande eller internationale organisationer.

a) TRÈS SECRET UE/EU TOP SECRET:

denne klassifikation anvendes kun til oplysninger og materiale, hvis uberettigede videregivelse kunne forvolde Unionens eller en eller flere af dens medlemsstaters vitale interesser overordentlig alvorlig skade.

b) SECRET UE:

denne klassifikation anvendes kun til oplysninger og materiale, hvis uberettigede videregivelse kunne forvolde Unionens eller en eller flere af dens medlemsstaters vitale interesser alvorlig skade.

c) CONFIDENTIEL UE:

denne klassifikation anvendes til oplysninger og materiale, hvis uberettigede videregivelse kunne forvolde Unionens eller en eller flere af dens medlemsstaters vitale interesser skade.

d) RESTREINT UE:

denne klassifikation anvendes til oplysninger og materiale, hvis uberettigede videregivelse kunne være uhensigtsmæssig for Unionens eller en eller flere af dens medlemsstaters interesser.

1.2.3.

Ved »andre fortrolige oplysninger« forstås enhver anden fortrolig oplysning, herunder oplysninger, der er omfattet af tavshedspligt, som Parlamentet har anmodet om, og/eller som videregives af Kommissionen.

1.3.

Kommissionen sikrer, at Parlamentet får adgang til fortrolige oplysninger i overensstemmelse med bestemmelserne i dette bilag, når den fra et eller en af de i punkt 1.4. nævnte parlamentsorganer eller hvervsindehavere modtager en anmodning om tilsendelse af fortrolige oplysninger. Desuden kan Kommissionen på eget initiativ videregive enhver fortrolig oplysning i overensstemmelse med bestemmelserne i dette bilag.

1.4.

I dette bilags forstand kan følgende anmode Kommissionen om fortrolige oplysninger:

—	Parlamentets formand,

—	formændene for de berørte parlamentsudvalg

—	Præsidiet og Formandskonferencen , samt

—	ledere af Parlamentsdelegationer, som deltager i EU-delegationer på internationale konferencer.

1.5.

Dette bilags anvendelsesområde omfatter ikke oplysninger om traktatbrudsprocedurer og konkurrencesager, for så vidt der endnu ikke foreligger en endelig kommissionsafgørelse eller en dom fra Den Europæiske Unions Domstol på det tidspunkt, hvor anmodningen fra et eller en af de i punkt 1.4. nævnte parlamentsorganer eller hvervsindehavere modtages , eller der er tale om hensyn til beskyttelsen af Unionens finansielle interesser. Dette berører ikke rammeaftalens punkt 44 og Parlamentets budgetkontrolbeføjelser.

1.6.

Disse bestemmelser berører ikke afgørelse 95/167/EF, Euratom, EKSF truffet af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 19. april 1995 om de nærmere vilkår for udøvelse af Europa-Parlamentets undersøgelsesbeføjelse (5) og de relevante bestemmelser i Kommissionens afgørelse 1999/352/EF, EKSF, Euratom af 28. april 1999 om oprettelse af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) (6).

2. Generelle bestemmelser

2.1.

Efter anmodning fra et parlamentsorgan/en hvervsindehaver som nævnt i punkt 1.4. sender Kommissionen hurtigst muligt det pågældende parlamentsorgan/den pågældende hvervsindehaver alle de fortrolige oplysninger, der er nødvendige, for at Parlamentet kan udøve sine prærogativer og beføjelser . De to institutioner respekterer inden for deres respektive beføjelser og ansvarsområder:

—	grundlæggende menneskerettigheder, herunder retten til retfærdig rettergang og retten til beskyttelse af privatlivet

—	bestemmelser vedrørende retslige og disciplinære procedurer

—	beskyttelse af forretningshemmeligheder og kommercielle forbindelser

—	beskyttelse af Unionens interesser, særlig i tilknytning til offentlig sikkerhed, forsvar, internationale forbindelser, valutastabilitet og finansielle interesser.

I tilfælde af uenighed forelægges spørgsmålet de to institutioners formænd, således at de kan bilægge tvisten.

Fortrolige oplysninger fra en stat, en institution eller en international organisation videregives kun med dennes samtykke.

2.2.

EU-klassificerede oplysninger videregives til og behandles og beskyttes af Parlamentet under overholdelse af de fælles minimumsstandarder for sikkerhed, som anvendes af de øvrige EU-institutioner, særlig Kommissionen.

Kommissionen sikrer ved klassificering af oplysninger, der hidrører fra den, at den anvender den relevante klassifikationsgrad i overensstemmelse med de internationale standarder og definitioner og sine interne bestemmelser under behørig hensyntagen til, at Parlamentet skal kunne få adgang til klassificerede dokumenter for effektivt at kunne udøve sine beføjelser og prærogativer.

2.3.

Hersker der tvivl om en oplysnings fortrolige karakter eller om den relevante klassifikationsgrad , eller er det nødvendigt at fastlægge de relevante nærmere betingelser for dens meddelelse i overensstemmelse med punkt 3.2., hører de to institutioner hinanden hurtigst muligt og forud for fremsendelsen af dokumentet. Under disse høringer repræsenteres Parlamentet af formanden for det berørte parlamentsorgan , om nødvendigt sammen med ordføreren , eller af den hvervsindehaver, der indgav anmodningen. Kommissionen repræsenteres af det ansvarlige kommissionsmedlem efter høring af medlemmet af Kommissionen med ansvar for sikkerhedsanliggender . I tilfælde af uenighed forelægges spørgsmålet de to institutioners formænd, således at de kan bilægge tvisten.

2.4.

Er der efter afslutning af proceduren i punkt 2.3. ikke opnået enighed, opfordrer Parlamentets formand efter begrundet anmodning fra det berørte parlamentariske organ/den hvervsindehaver, som indgav anmodningen, Kommissionen til inden for den behørigt angivne passende frist at fremsende den pågældende fortrolige oplysning og angiver, hvilke af de nærmere betingelser i punkt 3.2. i dette bilag der skal opfyldes. Inden udløbet af denne frist meddeler Kommissionen skriftligt Parlamentet sin endelige holdning, som Parlamentet i givet fald forbeholder sig ret til at gøre indsigelse imod.

2.5.

Adgang til EU-klassificerede oplysninger gives i overensstemmelse med de gældende regler vedrørende personlig sikkerhedsgodkendelse.

2.5.1.

Adgang til oplysninger, der er klassificeret »TRÈS SECRET UE/ EU TOP SECRET«, »SECRET UE« og »CONFIDENTIEL UE«, gives kun til Parlamentets tjenestemænd og ansatte ved Parlamentet, der arbejder for politiske grupper, for hvem det er strengt nødvendige, og som på forhånd er udpeget af det parlamentsorgan/ hvervsindehaveren som personer, for hvem indsigt er tjenstlig nødvendig, og som er sikkerhedsgodkendt til den pågældende klassifikationsgrad.

2.5.2.

I kraft af Parlamentets prærogativer og beføjelser gives medlemmer, som ikke råder over en personlig sikkerhedsgodkendelse, adgang til dokumenter, der er klassificeret som »CONFIDENTIEL UE«, efter praktiske ordninger, der er fastlagt efter fælles overenskomst, herunder undertegnelse af en erklæring på tro og love om, at de ikke vil videregive indholdet af de pågældende dokumenter til tredjemand.

Adgang til dokumenter, der er klassificeret som »SECRET UE«, gives medlemmer, som har fået en passende personlig sikkerhedsgodkendelse.

2.5.3.

Der træffes foranstaltninger med støtte fra Kommissionen for at sikre, at de nationale myndigheders nødvendige bidrag til godkendelsesproceduren hurtigst muligt modtages af Parlamentet.

De nærmere oplysninger om kategorien eller kategorierne af personer, der skal have adgang til de fortrolige oplysninger, meddeles samtidig med anmodningen. Forud for adgangen til disse oplysninger orienteres hver enkelt person om fortrolighedsgraden og de deraf følgende sikkerhedsforpligtelser. I forbindelse med revisionen af dette bilag og de fremtidige sikkerhedsregler, jf. punkt 4.1 og punkt 4.2, tages spørgsmålet om sikkerhedsgodkendelse op til fornyet behandling

3. Nærmere regler for adgang til og behandling af fortrolige oplysninger

3.1.

De fortrolige oplysninger, der meddeles efter procedurerne i punkt 2.3. og i givet fald punkt 2.4., stilles på kommissionsformandens eller et kommissionsmedlems ansvar til rådighed for det parlamentsorgan /den hvervsindehaver , der har indgivet anmodningen , på følgende betingelser:

Parlamentet og Kommissionen sørger for den fortrolige oplysnings registrering og sporbarhed.

Mere specifikt fremsendes EU-klassificerede oplysninger klassificeret som »CONFIDENTIEL UE« og »SECRET UE« fra Kommissionens Generalsekretariats centralregister til den tilsvarende kompetente tjenestegren i Parlamentet, der vil være ansvarlig for efter de vedtagne regler at stille dem til rådighed for det parlamentsorgan/ den hvervsindehaver, der har indgivet anmodningen.

Fremsendelse af EU-klassificerede oplysninger klassificeret som »TRÈS SECRET UE/EU TOP SECRET« underkastes yderligere regler, der aftales mellem Kommissionen og det parlamentsorgan/den hvervsindehaver, der har indgivet anmodningen, med henblik på at sikre et beskyttelsesniveau svarende til klassifikationsgraden.

3.2.

Med forbehold af bestemmelserne i punkt 2.2. og 2.4. og de fremtidige sikkerhedsregler, som er omhandlet i punkt 4.1., fastsættes de nærmere regler for adgang til oplysningerne og bevarelse af deres fortrolige karakter efter fælles overenskomst forud for fremsendelsen af oplysningerne. I denne overenskomst mellem kommissionsmedlemmet med ansvar for det pågældende politikområde og det ▐ parlamentsorgan (repræsenteret ved sin formand)/den hvervsindehaver, der har indgivet anmodningen , skal en af de i punkt 3.2.1. og 3.2.2. nævnte muligheder være valgt med henblik på at sikre et passende fortrolighedsniveau .

3.2.1.

For så vidt angår de personer, de fortrolige oplysninger må udleveres til, bør en af følgende muligheder vælges:

—	▐ oplysninger udelukkende forbeholdt Parlamentets formand (kun i absolutte undtagelsestilfælde)

—	Præsidiet og/eller Formandskonferencen

—	formanden og ordføreren for det relevante parlamentsudvalg

—	alle medlemmer (faste og stedfortrædende) af det relevante parlamentsudvalg

—	alle medlemmer af Europa-Parlamentet.

De pågældende fortrolige oplysninger må ikke offentliggøres eller videregives til nogen anden modtager uden Kommissionens samtykke .

3.2.2.

For så vidt ordningerne for behandling af fortrolige oplysninger bør der være følgende muligheder:

a)	gennemsyn af dokumenter i et sikkert læseværelse, hvis oplysningerne har klassifikationsgrad »CONFIDENTIEL UE« og derover

afholdelse af et møde for lukkede døre, kun med deltagelse af Præsidiets og Formandskonferencens medlemmer eller af faste og stedfortrædende medlemmer af det kompetente parlamentsudvalg samt af de tjenestemænd i Parlamentet og de medarbejdere, der arbejder for de politiske grupper, som formanden på forhånd har udpeget som havende behov for at blive informeret, og hvis tilstedeværelse er strengt nødvendig, forudsat at de har fået den krævede sikkerhedsgodkendelse, under hensyntagen til følgende betingelser:

—	alle dokumenter kan være nummererede, blive omdelt ved mødets begyndelse og indsamlet igen ved dets afslutning. Der må ikke tages noter eller fotokopier.

—	protokollen fra mødet må ikke omtale drøftelsen af det punkt, som er behandlet fortroligt.

Inden udleveringen kan alle personoplysninger fjernes fra dokumenterne. Fortrolige oplysninger, som afgives mundtligt til modtagere i Parlamentet, skal være omfattet af det samme beskyttelsesniveau, som hvis de blev afgivet skriftligt. Dette kan omfatte en højtidelig erklæring fra modtagerne af oplysningerne om, at de ikke vil videregive oplysningernes indhold til tredjemand.

3.2.3.

Når skriftlige oplysninger skal gennemses i et sikkert læseværelse, sikrer Parlamentet, at der rent faktisk forefindes :

—	et sikkert system for lagring af fortrolige oplysninger

—	et sikkert læseværelse ▐ uden fotokopimaskiner, telefoner, fax, scanner eller anden teknik til reproduktion eller videresendelse af dokumenter m.m. ▐,

—	sikkerhedsregler for adgang til læseværelset med registrering i et adgangsregister og en højtidelig erklæring om, at de behandlede fortrolige oplysninger ikke vil blive videregivet.

3.2.4.

Ovenstående forhindrer ikke, at institutionerne kan aftale andre tilsvarende ordninger.

3.3.

Overholdes disse ordninger ikke, finder , for medlemmernes vedkommende, sanktionsbestemmelserne i bilag VIII til Parlamentets forretningsorden og for Parlamentets tjenestemænds og øvrige ansattes vedkommende, de relevante bestemmelser i artikel 86 i tjenestemandsvedtægten (7) eller artikel 49 i ansættelsesvilkårene for øvrige ansatte anvendelse. ▐

4. Afsluttende bestemmelser

4.1.

Kommissionen og Parlamentet træffer de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af bestemmelserne i dette bilag.

Kommissionens og Parlamentets kompetente tjenestegrene samarbejder med henblik herpå snævert om gennemførelsen af dette bilag. Dette omfatter kontrollen af fortrolige oplysningers sporbarhed og regelmæssig fælles kontrol af de anvendte sikkerhedsordninger og -standarder.

Parlamentet forpligter sig til om nødvendigt at tilpasse sine interne bestemmelser til gennemførelsen af de sikkerhedsregler for behandlingen af fortrolige oplysninger, der er fastlagt i dette bilag.

Parlamentet forpligter sig til hurtigst muligt at fastlægge sine fremtidige sikkerhedsordninger og kontrollere disse ved fælles overenskomst med Kommissionen med henblik på at fastslå at sikkerhedsstandarderne stemmer overens. Dette vil få virkning for dette bilag for så vidt angår:

—	tekniske sikkerhedsbestemmelser og -standarder vedrørende håndtering og lagring af fortrolige oplysninger, herunder sikkerhedsforanstaltninger inden for fysisk sikkerhed samt personale-, dokument- og it-sikkerhed

—	nedsættelse af et særligt tilsynsudvalg sammensat af medlemmer med den fornødne sikkerhedsgodkendelse til håndtering af EU-klassificerede oplysninger klassificeret som »TRÈS SECRET UE/ EU TOP SECRET.«

4.2.

Parlamentet og Kommissionen vil gennemgå dette bilag og om fornødent tilpasse det senest på tidspunktet for den revision, der er omtalt i rammeaftalens punkt 54, for at tage højde for nye udviklinger i form af:

—	fremtidige sikkerhedsregler, der berører Parlamentet og Kommissionen

—	andre aftaler eller retsakter af relevans for fremsendelsen af oplysninger mellem institutionerne.

BILAG 3

Forhandling og indgåelse af internationale aftaler

Dette bilag indeholder de nærmere bestemmelser for fremsendelse af oplysninger til Parlamentet om forhandling og indgåelse af internationale aftaler, jf. rammeaftalens punkt 23, 24 og25:

1)	Kommissionen informerer Parlamentet om sine planer om at foreslå indledningen af forhandlinger på samme tid, som den informerer Rådet.

2)	I overensstemmelse med bestemmelserne i rammeaftalens punkt 24 skal Kommissionen, når den forelægger forslag til forhandlingsdirektiver for Rådet til vedtagelse, samtidig forelægge dem for Parlamentet.

3)	Kommissionen tager behørigt hensyn til Parlamentets bemærkninger under hele forhandlingsprocessen.

I overensstemmelse med bestemmelserne i rammeaftalens punkt 23 holder Kommissionen Parlamentet løbende og hurtigt underrettet om forhandlingsprocessen frem til det tidspunkt, hvor aftalen paraferes, og redegør for, om og i bekræftende fald hvordan Parlamentets bemærkninger er indarbejdet i den forhandlede tekst, samt i benægtende fald oplyse, hvorfor det ikke er sket.

I forbindelse med internationale aftaler, hvis indgåelse kræver Parlamentets godkendelse, giver Kommissionen i løbet af forhandlingsprocessen Parlamentet alle de relevante oplysninger, som den også giver Rådet (eller det særlige udvalg, Rådet har udpeget). Dette omfatter ændringsforslag til vedtagne forhandlingsdirektiver, forhandlingsoplæg, vedtagne artikler, den vedtagne dato for parafering af aftalen og den aftaletekst, der skal paraferes. Kommissionen skal endvidere sende ethvert relevant dokument modtaget fra en tredjepart til såvel Parlamentet som Rådet (eller det særlige udvalg, Rådet har udpeget), med forbehold af tredjepartens samtykke. Kommissionen skal holde det kompetente parlamentsudvalg underrettet om udviklingen i forhandlingerne og især redegøre for, hvordan Parlamentets synspunkter er blevet tilgodeset.

I forbindelse med internationale aftaler, der ikke kræver Parlamentets godkendelse, sørger Kommissionen for, at Parlamentet underrettes straks og fuldt ud, ved at forelægge det oplysninger, som mindst omfatter udkastene til forhandlingsdirektiver, de vedtagne forhandlingsdirektiver samt de efterfølgende forhandlinger og disses afslutning.

Kommissionen underretter i overensstemmelse med bestemmelserne i rammeaftalens punkt 24 Parlamentet rettidigt og detaljeret, når en international aftale paraferes, og informerer Parlamentet så tidligt som muligt, når den agter at foreslå Rådet en midlertidig anvendelse af samme, herunder om begrundelsen herfor, medmindre sagens hastende karakter forhindrer Kommissionen heri.

8)	Kommissionen underretter Rådet og Parlamentet samtidigt og rettidigt, hvis den agter at foreslå Rådet at suspendere en international aftale, og anfører grundene hertil.

9)	For så vidt angår internationale aftaler, der henhører under godkendelsesproceduren i TEUF, holder Kommissionen også Parlamentet fuldt underrettet, inden den godkender ændringer af en aftale, som Rådet undtagelsesvis har bemyndiget, jf. artikel 218, stk. 7, TEUF.

BILAG 4

Tidsplan for Kommissionens ▐ arbejdsprogram

Kommissionens arbejdsprogram skal ledsages af en liste over lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige forslag for de kommende år. Kommissionens arbejdsprogram dækker det kommende år og giver endvidere detaljerede oplysninger om Kommissionens prioriteter for de efterfølgende år. Kommissionens arbejdsprogram kan derfor danne grundlag for en struktureret dialog med Parlamentet med henblik på at nå frem til en fælles forståelse.

Kommissionens arbejdsprogram skal også omfatte planlagte initiativer om soft law, tilbagetrækning af forslag og forenkling.

Inden for den første halvdel af et givet år skal Kommissionens medlemmer føre en løbende dialog med de relevante parlamentsudvalg om gennemførelsen af Kommissionens arbejdsprogram for det pågældende år og om forberedelsen af dens kommende arbejdsprogram. Hvert parlamentsudvalg skal på grundlag heraf aflægge beretning til Udvalgsformandskonferencen om resultatet af denne løbende dialog.

Udvalgsformandskonferencen skal sideløbende hermed føre drøftelser med Kommissionens næstformand med ansvar for interinstitutionelle forbindelser for at evaluere gennemførelsen af Kommissionens igangværende arbejdsprogram, drøfte forberedelsen af Kommissionens kommende arbejdsprogram og gøre status over resultaterne af den løbende bilaterale dialog mellem de berørte parlamentsudvalg og de relevante kommissionsmedlemmer.

Udvalgsformandskonferencen skal i juni fremlægge en sammenfattende rapport for Formandskonferencen, der bl.a. omfatter resultaterne af evalueringen af Kommissionens arbejdsprograms gennemførelse samt Parlamentets prioriteter for Kommissionens næste arbejdsprogram. Parlamentet underretter Kommissionen herom.

4.	På grundlag af denne sammenfattende rapport vedtager Parlamentet under mødeperioden i juli en beslutning, hvori det redegør for sin holdning, navnlig vedrørende anmodninger fremsat i lovgivningsmæssige initiativbetænkninger.

Hvert år under den første mødeperiode i september vil der blive afholdt en debat om Unionens tilstand, hvorunder Kommissionens formand holder en tale, hvori han gør status over det indeværende år og opstiller prioriteterne for de følgende år. Med henblik herpå vil Kommissionens formand give Parlamentet en skriftlig redegørelse for de vigtigste retningslinjer for udarbejdelsen af Kommissionens arbejdsprogram for det følgende år.

Fra begyndelsen af september kan de kompetente parlamentsudvalg og de relevante kommissionsmedlemmer mødes til en mere detaljeret drøftelse om fremtidige prioriteringer inden for hvert enkelt politikområde. Disse møder rundes af med et møde mellem Udvalgsformandskonferencen og kommissærkollegiet og i givet fald et møde mellem Formandskonferencen og Kommissionens formand. ▐

7.	Hvert år i oktober vedtager Kommissionen sit arbejdsprogram for det følgende år. Derefter forelægger Kommissionens formand arbejdsprogrammet for Parlamentet på et passende plan .

8.	Parlamentet kan drøfte og vedtage en beslutning herom under mødeperioden i december.

9.	Denne tidsplan finder anvendelse på enhver regelmæssig programmeringscyklus, bortset fra parlamentsvalgår, som falder sammen med afslutningen af Kommissionens mandatperiode.

10.	Denne tidsplan foregriber ikke fremtidige aftaler om interinstitutionel programmering.

(1) EUT L 44 af 15.2.2005, s. 1.

(2) EUT C 117 E af 18.5.2006, s. 125.

(3) EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1 .

(4) De oplysninger, der skal gives til Parlamentet vedrørende arbejdet i komitologiudvalgene, og Parlamentets prærogativer i forbindelse med udvalgsprocedurerne, er klart fastlagt i andre retsakter: (1) Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23), (2) den interinstitutionelle aftale af 3. juni 2008 mellem Parlamentet og Kommissionen om komitologiprocedurerne og (3) de nødvendige retsakter til gennemførelse af artikel 291 TEUF.

(5) EFT L 113 af 19.5.1995, s. 1.

(6) EFT L 136 af 31.5.1999, s. 20.

(7) Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968 om vedtægten for tjenestemænd i De europæiske Fællesskaber og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber samt om særlige midlertidige foranstaltninger for tjenestemænd i Kommissionen.

8.3.2012

Den Europæiske Unions Tidende

CE 70/144

Onsdag den 20. oktober 2010
Ændringsbudget nr. 3/2010: Sektion III – Kommissionen

P7_TA(2010)0371

Europa-Parlamentets beslutning af 20. oktober 2010 om Rådets holdning til forslag til Den Europæiske Unions ændringsbudget nr. 3/2010 for regnskabsåret 2010, Sektion III – Kommissionen (13472/2010 - C7-0263/2010 - 2010/2048(BUD))

2012/C 70 E/24

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 310 og 314 og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 106a,

—	der henviser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (1), særlig artikel 37,

—	der henviser til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2010, endeligt vedtaget den 17. december 2009 (2),

—	der henviser til den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (3),

—	der henviser til det foreløbige forslag til Den Europæiske Unions ændringsbudget nr. 3/2010 for regnskabsåret 2010, forelagt af Kommissionen den 8. april 2010 (KOM(2010)0149),

—	der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om at bringe fleksibilitetsinstrumentet i anvendelse, som Kommissionen fremsatte den 8. april 2010 (KOM(2010)0150),

—	der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde, som Kommissionen fremsatte den 17. marts 2010 (KOM(2010)0102),

—	der henviser til Rådets holdning til forslag til ændringsbudget nr. 3/2010, vedtaget af Rådet den 13. september 2010 (13472/2010 - C7-0263/2010),

—	der henviser til forretningsordenens artikel 75b,

—	der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A7-0281/2010),

der henviser til, at Kommissionen foreslår at ændre Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 (4) med henblik på at give mulighed for finansiering af ledsageforanstaltninger for bananer i årene 2010-2013 med et overordnet budget på 190 mio. EUR, eventuelt med yderligere 10 mio. EUR, hvis margenerne tillader det,

B.	der henviser til, at den foreslåede årlige fordeling af den finansielle bistand til ledsageforanstaltninger for bananer fastsættes til et beløb på 75 mio. EUR i 2010,

C.	der henviser til, at den tilgængelige margen under udgiftsområde 4 kun udgør 875 530 EUR på grund af behovet for i vides mulig udstrækning i 2010 at finansiere EU's prioriteter i dets rolle som global aktør,

D.	der henviser til, at størstedelen af denne finansielle bistand i 2010 opnås ved omfordeling af bevillinger under udgiftsområde 4 i budgettet (55,8 mio. EUR ud af 75 mio. EUR).

E.	der henviser til, at den foreslåede omfordeling berører instrumenter og aktioner, som EU, og navnlig Europa-Parlamentet, har defineret som værende af stor interesse,

F.	der henviser til, at der ikke var taget højde for behovet for finansiel bistand til ledsageforanstaltninger for bananer ved vedtagelsen af den nuværende flerårige finansielle ramme,

G.	der henviser til, at de tidligere budgetprocedurer har illustreret, at dette udgiftsområde har været under ekstremt pres,

H.	der henviser til, at EU's finansielle bistand til AVS-bananleverandørlandene, der berøres af mestbegunstigelsesliberaliseringen i WTO, ikke bør drages i tvivl, og at den budgetmæssige indsats ikke bør forsinkes,

I.	der henviser til, at Parlamentet grundlæggende er parat til ved forlig at forhandle med budgetmyndighedens anden part,

J.	der henviser til, at den resterende margen på 875 530 EUR kan anvendes til finansiering af ledsageforanstaltninger for bananer,

1.	bemærker forslaget til ændringsbudget nr. 3/2010 og Rådets holdning;

2.	minder om sin principielle holdning, nemlig at nye prioriteter bør finansieres gennem nye fonde;

3.	mener, at finansieringen af ledsageforanstaltninger for bananer opfylder de betingelser, der er fastsat i punkt 27 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 om anvendelse af fleksibilitetsinstrumentet;

4.	opfordrer Kommissionen til at fremsætte et nyt forslag til anvendelse af fleksibilitetsinstrumentet for den resterende del af beløbet på 74 124 470 EUR;

5.	har besluttet at ændre Rådets holdning til forslaget til ændringsbudget nr. 3/2010 som anført nedenfor;

6.	pålægger sin formand at sende denne beslutning sammen med ændringerne til Rådet og Kommissionen.

Ændring 1

SEKTION: III Kommissionen

	Budget 2010		Kommissionen FÆB 3/2010		Rådets holdning		Europa-Parlamentets ændring		Nyt beløb
			Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.
07 02 04 Forberedende foranstaltning vedrørende miljømæssig overvågning af Sortehavsområdet
Bevilling	2 000 000	2 000 000	500 000	2 000 000	500 000	2 000 000	1 500 000	0	2 000 000	2 000 000
Reserve

	Budget 2010		Kommissionen FÆB 3/2010		Rådets holdning		Europa-Parlamentets ændring		Nyt beløb
			Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.
19 06 08 Hurtig reaktion på den finansielle og økonomiske krise i udviklingslandene
Bevilling	3 000 000	2 000 000	500 000	2 000 000	500 000	2 000 000	2 500 000	0	3 000 000	2 000 000
Reserve

	Budget 2010		Kommissionen FÆB 3/2010		Rådets holdning		Europa-Parlamentets ændring		Nyt beløb
			Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.
19 09 01 Samarbejde med udviklingslandene i Latinamerika
Bevilling	356 268 000	306 484 268	355 268 000	306 484 268	355 268 000	306 484 268	1 000 000	0	356 268 000	306 484 268
Reserve

	Budget 2010		Kommissionen FÆB 3/2010		Rådets holdning		Europa-Parlamentets ændring		Nyt beløb
			Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.
19 10 01 01 Samarbejde med udviklingslande i Asien
Bevilling	523 450 000	483 097 103	521 450 000	483 097 103	521 450 000	483 097 103	2 000 000	0	523 450 000	483 097 103
Reserve

	Budget 2010		Kommissionen FÆB 3/2010		Rådets holdning		Europa-Parlamentets ændring		Nyt beløb
			Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.
21 02 01 Fødevaresikkerhed
Bevilling	238 766 452	190 000 000	237 766 452	190 000 000	237 766 452	190 000 000	1 000 000	0	238 766 452	190 000 000
Reserve

	Budget 2010		Kommissionen FÆB 3/2010		Rådets holdning		Europa-Parlamentets ændring		Nyt beløb
			Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.
21 05 01 01 Sundhed
Bevilling	45 885 491	16 271 430	44 885 491	16 271 430	44 885 491	16 271 430	1 000 000	0	45 885 491	16 817 430
Reserve

	Budget 2010		Kommissionen FÆB 3/2010		Rådets holdning		Europa-Parlamentets ændring		Nyt beløb
			Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.
21 05 01 06 Forberedende foranstaltning vedrørende lægemiddelrelateret teknologioverførsel til udviklingslande
Bevilling	3 300 000	3 000 000	p.m.	3 000 000	p.m.	3 000 000	3 300 000	0	3 300 000	3 000 000
Reserve

	Budget 2010		Kommissionen FÆB 3/2010		Rådets holdning		Europa-Parlamentets ændring		Nyt beløb
			Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.
21 06 03 Tilpasningsstøtte til sukkerprotokollande
Bevilling	175 756 786	80 000 000	151 432 316	80 000 000	151 432 316	80 000 000	24 324 470	0	175 756 786	80 000 000
Reserve

	Budget 2010		Kommissionen FÆB 3/2010		Rådets holdning		Europa-Parlamentets ændring		Nyt beløb
			Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.
21 07 04 Vareaftale
Bevilling	4 600 000	4 600 000	2 800 000	4 600 000	2 800 000	4 600 000	1 800 000	1 800 000	4 600 000	4 600 000
Reserve

	Budget 2010		Kommissionen FÆB 3/2010		Rådets holdning		Europa-Parlamentets ændring		Nyt beløb
			Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.	Forpl.	Betal.
21 02 03 Facilitet med henblik på hurtig reaktion på de kraftigt stigende fødevarepriser i udviklingslandene
Bevilling	162 700 000	342 700 000	145 300 000	342 700 000	145 300 000	342 700 000	17 400 000	0	162 700 000	342 700 000
Reserve

NOMENKLATUR:

Uændret

BEMÆRKNINGER:

Uændret

BEGRUNDELSE

Se den af Parlamentet vedtagne beslutning om Rådets holdning.

(1) EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.

(2) EUT L 64 af 12.3.2010.

(3) EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1.

(4) EUT L 378 af 27.12.2006, s. 41.

8.3.2012

Den Europæiske Unions Tidende

CE 70/149

Onsdag den 20. oktober 2010
Parlamentets holdning om forslaget til budget 2011 som ændret af Rådet - alle sektioner

P7_TA(2010)0372

Europa-Parlamentets beslutning af 20. oktober 2010 om Rådets holdning til forslaget til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2011 - alle sektioner (12699/2010 - C7-0202/2010 - 2010/2001(BUD))

2012/C 70 E/25

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til artikel 314 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 106a i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab,

—	der henviser til Rådets afgørelse 2007/436/EF, Euratom af 7. juni 2007 om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter (1),

—	der henviser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (2),

—	der henviser til den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (3) (IIA),

—	der henviser til sin beslutning af 25. marts 2010 om prioriteringer for 2011-budgettet, Sektion III - Kommissionen (4),

—	der henviser til sin beslutning af 15. juni 2010 om mandatet for trepartsmødet om forslaget til budget for 2011 (5),

—	der henviser til forslaget til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2011, forelagt af Kommissionen den 27. april 2010 (KOM(2010)0300),

—	der henviser til holdningen til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2011, vedtaget af Rådet den 12. august 2010 (12699/2010 - C7-0202/2010),

—	der henviser til ændringsskrivelse nr. 1/2011 til forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2011, forelagt af Kommissionen den 15. september 2010,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 75b,

—	der henviser til betænkning fra Budgetudvalget og udtalelser fra de øvrige berørte udvalg (A7-0284/2010),

SEKTION III

Vigtige spørgsmål og prioriteringer for 2011-budgettet

er særdeles overbevist om, at budgetproceduren under den nye traktat om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) kræver en nøje, politisk indsats på højt plan af alle de berørte institutioner; understreger, at forligsproceduren har til formål at skabe overensstemmelse mellem begge budgetmyndighedens parters holdninger, og at det fælles udkast til 2011-budgettet fortsat skal godkendes af begge parter i henhold til deres respektive bestemmelser og artikel 314, stk. 7, i TEUF;

2.	mener, at den skriftlige procedure til vedtagelse af Rådets holdning er særdeles uhensigtsmæssig for budgetproceduren og problematisk som følge af, at Rådet på ministerplan ikke offentligt og politisk klart har godkendt en afgørende EU-retsakt;

er desuden temmelig bekymret over, hvordan Rådets holdning til forslag til budget (BF) for 2011 skal vurderes, idet de vedtagne nedskæringer ikke svarer til de klart fastsatte målsætninger, men derimod lader til at være fordelt vilkårligt og på gennemgribende vis i hele budgettet; mener, at vilkårlige nedskæringer i bevillinger ikke er i overensstemmelse med forsvarlig budgettering;

mener, at efter TEUF's ikrafttrædelse, der styrker EU-politikkerne og opstiller nye kompetenceområder - især FUSP, konkurrenceevne og innovation, rummet, energipolitik, turisme, bekæmpelse af klimaændringer, sport og ungdom, socialpolitik, retsforhold og indenrigsforhold, hvilket betyder, at Lissabontraktaten får indvirkning på budgetproceduren - bør EU udstyres med de fornødne finansielle midler til at nå sine mål, og at dette fordrer, at begge budgetmyndighedens parter tilstræber sammenhæng og konsekvens, hvad angår øgede finansielle beføjelser;

5.	minder om, at trods fortløbende traktatændringer og overførsel af ansvarsområder til EU-niveau, svarer EU's budget kun til 1 % af BNI; er derfor imod de betydelige nedskæringer, som Rådet har vedtaget;

forstår den bekymring, som nogle delegationer i Rådet har givet udtryk for, om at presset på medlemsstaternes budgetter er særdeles stort for regnskabsåret 2011, og at besparelser er så meget desto mere nødvendige, men mener ikke desto mindre, at vilkårlige nedskæringer i betalingsbevillinger ikke er i overensstemmelse med forsvarlig budgettering, og mener desuden, at vilkårlige nedskæringer i forpligtelsesbevillinger skader gennemførelsen af de politikker og programmer, som Unionen allerede har godkendt;

minder desuden såvel Rådet som Kommissionen om sin beslutning af 29. marts 2007 om EU's egne indtægter i fremtiden (6), hvori Parlamentet understregede, at det nuværende system for EU's egne indtægter - hvor 70 % af disse indtægter kommer direkte fra de nationale budgetter - resulterer i, at bidraget til EU opfattes som en ekstra byrde for de nationale budgetter; er dybt overbevist om, at alle EU-institutioner bør enes om en klar og bindende tidsplan for at nå til enighed om et nyt system for egne indtægter inden den nye flerårige finansielle ramme efter 2013 træder i kraft; er indstillet på at udforske alle muligheder for dette;

minder endnu en gang om, at EU-budgettet på ingen måde bør betragtes eller vurderes som en enkel finansiel post, der tillægges som en byrde for de nationale budgetter, men derimod skal ses som en mulighed for at sætte fart i de initiativer og investeringer, som er af fælles interesse og skaber merværdi for hele EU, hvoraf de fleste er vedtaget af Parlamentet og Rådet i fællesskab og dermed også godkendt på nationalt plan; opfordrer EU-institutionerne til at opstille en egentlig mekanisme til evaluering og bedømmelse af omkostningerne ved et »ikke-Europa«, hvilket vil fremhæve de besparelser på de nationale budgetter, der fremkommer ved sammenlægning af ressourcer;

9.	gentager, at EU-budgettets supplerende karakter i forhold til de nationale budgetter og den herved skabte impuls, ikke bør kontrolleres og begrænses af vilkårlige nedskæringer, der udgør en forsvindende lille andel (mindre end 0,02 %) af de samlede budgetter for de 27 medlemsstater;

10.

minder om, at ungdoms-, uddannelses- og mobilitetsrelaterede politikker af Parlamentet er blevet udpeget som et af de vigtigste prioriteringsområder for 2011-budgettet, herunder i Parlamentets beslutning om mandatet for trepartsmødet, der blev vedtaget i juni 2010, da de er væsentlige og nødvendige dele af EU's strategi for den økonomiske genopretning og Europa 2020-strategien; understreger, at den foreslåede forhøjelse af bevillinger til en række udvalgte budgetposter er til fordel for strategier på både kort og lang sigt for EU's fremtid;

11.

gentager sin faste overbevisning om, at i en situation med knappe midler og global økonomisk afmatning bør finansieringen af EU's politikker overvåges nøje for at undgå alle overflødige udgifter, der ikke drives af en klar og identificerbar målsætning, idet der tages højde for EU-budgettets europæiske merværdi, da dette er et udtryk for solidaritet og effektivitet i form af sammenlægning af de finansielle ressourcer, som ellers ville være spredt på nationalt, regionalt og lokalt plan; understreger ligeledes, at en overvældende del af udgifterne i EU-budgettet går til finansiering af de langsigtede investeringer, der er nødvendige for at stimulere den økonomiske vækst i EU;

12.

påpeger, at de margener, der følger af den flerårige finansielle ramme (FFR), ikke muliggør et reelt råderum, navnlig under udgiftsområde 1a og 3b og udgiftsområde 4, og mindsker EU's evne til at reagere på politiske ændringer og uforudsete behov og samtidig bevare sine prioriteringer; påpeger, at størrelsesordenen af de udfordringer, som EU står over for, kræver midler, der i betydelig grad overstiger de nuværende FFR-lofter; minder i denne forbindelse om, at en omfattende budgetrevision er absolut nødvendig, og at en øjeblikkelig revision af lofterne for den nuværende FFR samt af visse bestemmelser i IIA af 17. maj 2006 er blevet gjort uundgåelig som følge af de forskellige udfordringer og nye prioriteringer, der er opstået;

13.

opfordrer indtrængende Rådet til i fuldt omfang at tage hensyn til de tydelige betingelser, som Parlamentet opstillede i sin beslutning af 22. september 2010 om forslag til Rådets forordning om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2007-2013 (KOM(2010)0072 - 2010/0048(APP)) (7), som lægges til grund for Parlamentets godkendelse af den nye FFR-forordning, jf. TEUF;

14.

minder om, at finansieringen af dets prioriteter og de nye politikker, som udspringer af TEUF's ikrafttrædelse, umuliggøres af FFR's udgiftslofter; understreger, at det for at lette forhandlingerne om 2011-budgettet i Forligsudvalget har foreslået finansieringen af disse politikker inden for lofterne, selv om prisen herfor er drastiske kompromiser; understreger ikke desto mindre, at dette kun kan gennemføres ved hjælp af en nedskæring i bevillingerne på andre specifikke og omhyggeligt udvalgte budgetposter;

15.

støtter kraftigt oprettelsen af en garantifond inden for EU-budgettet i forbindelse med den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme; insisterer på, at begge grene af budgetmyndigheden skal involveres i beslutninger om at aktivere denne mekanisme; anmoder om, at eventuelle budgetbehov i forbindelse med denne mekanisme finansieres gennem ad hoc-revision af den aktuelle FFR for 2007-2013 eller IIA af 17. maj 2006 for at sikre, at budgetmyndigheden er tilstrækkeligt involveret i tide;

16.	afviser med hensyn til betalingsbevillinger at betragte Rådets holdning om et samlet beløb som et endeligt mål, der er nået frem til ved at nedskære eller øge udgifterne på forskellige budgetposter uden en grundig vurdering af de reelle behov;

17.	minder om, at denne praksis fra Rådets side kan få indflydelse på udnyttelsesgraden for forpligtelser for det samme år idet hastigheden for indgåelsen af nye kontrakter nedsættes, især i sidste kvartal, hvilket derfor vil forstyrre EU-programmernes flerårige livscyklusser;

18.

indtager den generelle holdning, at de administrative udgifter til støtte for EU-programmer ikke bør nedskæres, således at der sikres en hurtig gennemførelse af dem og et passende niveau af kvalitet og overvågning; genopfører derfor alle Rådets nedskæringer i budgetposterne vedrørende den administrative forvaltning af disse programmer;

Underudgiftsområde 1a

19.

minder om, at Parlamentets horisontale prioriteter for 2011-budgettet, ungdom, uddannelse og mobilitet, kræver tværsektorielle, målrettede investeringer under de forskellige politikker for at fremme EU's vækst og udvikling; erklærer derfor sin vilje til at forhøje bevillingerne til alle programmer i forbindelse med disse prioriteringer, nemlig Livslang Læring, Mennesker og Erasmus Mundus;

20.

mener især, at unges beskæftigelsesmobilitet er et vigtigt instrument for at sikre udviklingen af et konkurrencedygtigt og dynamisk arbejdsmarked i Europa, og at det som sådan skal styrkes; er derfor tilhænger af at øge bevillingerne til det europæiske arbejdsformidlingsnet og støtter kraftigt med henblik herpå lanceringen af den forberedende foranstaltning »Dit første EURES Job«, som sigter mod at hjælpe unge mennesker ind på arbejdsmarkedet eller få adgang til specialiserede job i en anden EU-medlemsstat som et første skridt hen imod et specifikt ikke-akademisk program for unges mobilitet;

21.

anerkender den merværdi ved EU-finansieret forskning, der skaber en dynamik mellem de forskellige nationale bestræbelser og investeringer inden for forskning, og især forskning i energi, herunder i vedvarende energi, og den centrale rolle, som SMV'er spiller for europæisk vækst og beskæftigelse; gentager derfor sin støtte til rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation og især programmerne for iværksætterånd & innovation og intelligent energi ved at forhøje forpligtelses- og betalingsbevillingerne i en række udvalgte budgetposter; bemærker, at der bør sikres gnidningsfri gennemførelse af forsknings- og udviklingsprogrammerne for at undgå, at bevillingerne ved budgetperiodens udløb bliver overført til andre formål;

22.

er yderst bekymret over de utilstrækkelige ressourcer, der står til rådighed for finansieringen af de politikker, som udgør kernen i konkurrenceevnen for vækst og beskæftigelse, og over forværringen af denne situation som følge af den kommende finansiering af Europa 2020-strategien; minder om, at investeringer i politikker, såsom uddannelse, forskning, innovation, transport (navnlig transeuropæiske transportnet) og turisme, spiller en afgørende rolle for fremme af vækst og beskæftigelse;

23.	mener, at det er af afgørende betydning, at de nyoprettede europæiske finansielle myndigheder fra begyndelsen oprettes på en hensigtsmæssig og fyldestgørende måde, så de kan bidrage til et stabilt europæisk og internationalt finansielt system;

24.

er overbevist om, at finansieringen af fællesforetagendet for ITER under Euratom bør genovervejes i lyset af Kommissionens forslag om finansiering af ITER for årene 2012 og 2013; kan ikke acceptere omfordeling inden for det nuværende syvende rammeprogram for forskning med henblik på at finansiere stigende finansielle behov, der ikke længere er i tråd med det oprindelige forslag; mener i lyset af forsinkelser i gennemførelsen derfor, at en nedskæring på 47 mio. EUR i forpligtelses- og betalingsbevillinger på budgetpost 08 20 02 er den mest velegnede budgetmæssige mulighed for at indlede forhandlinger med Rådet om den fremtidige finansiering af ITER;

25.

støtter Kommissionens forslag om at indføre betalingsbevillinger under udgiftsområdet vedrørende Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen for at forenkle de finansielle procedurer i forbindelse med ansøgninger, der er blevet godkendt af budgetmyndighedens to parter; genopfører som følge heraf det oprindelige beløb, men bemærker, at det kan vise sig at være utilstrækkeligt for behovet i 2011;

26.

er overbevist om, at der er behov for et strategisk perspektiv på energisituationen i Europa; bemærker, at Kommissionen har udarbejdet en strategisk energiteknologiplan (SET-plan), hvorom der stadig hersker uklarhed, hvad finansieringen angår; har derfor oprettet poster med p.m. for flere områder i SET-planen, som forventes iværksat snart;

Underudgiftsområde 1b

27.

bemærker, at Rådets holdning ikke ændrer Kommissionens forslag med hensyn til niveauet for forpligtelser, og understreger, at denne holdning for forpligtelsesbevillingerne er i god overensstemmelse med de tildelinger, der er fastsat i FFR, idet der tages hensyn til den tekniske justering af den finansielle ramme for 2011 som er fastsat i punkt 17 i IIA af 17. juni 2006;

28.

beklager Rådets restriktive tilgang til betalinger, som blev nedskåret med 1 075 mio. EUR (hvoraf halvdelen vedrører afslutningen af programperioden 2006-2010) i forhold til Kommissionens prognoser for betalingsbehovene for 2011; understreger, at Parlamentet allerede har anslået, at disse prognoser muligvis var undervurderede, og at Rådets tilgang kan true den nødvendige indhentning af tidsplanen for programmets gennemførelse efter dets langsomme start i begyndelsen af perioden 2007-2013 og de nylige lovgivningsmæssige ændringer, som Parlamentet og Rådet er blevet enige om inden for rammerne af den europæiske økonomiske genopretningsplan;

29.

genopfører derfor Rådets nedskæringer i betalingsbevillingerne til niveauet i BF, samtidig med at det fastholder sin oprindelige holdning om, at Kommissionen og Rådet hurtigt bør forelægge og vedtage et ændringsbudget i tilfælde af, at betalingsbevillingerne ikke er tilstrækkelige til at dække behovene; glæder sig over Rådets erklæring i denne henseende;

30.

minder om, at handlingsplanen for EU-strategien for Østersøområdet angiver, at de foreslåede foranstaltninger så vidt muligt bør finansieres gennem eksisterende midler, herunder strukturfondene og Samhørighedsfonden; påpeger, at Rådets konklusioner vedrørende EU-strategien for Østersøområdet angiver, at strategien bygger på en mere effektiv anvendelse af eksisterende EU-instrumenter og -midler samt på andre eksisterende ressourcer og finansielle instrumenter; understreger, at denne strategi skal have passende anerkendelse og finansiering;

Udgiftsområde 2

31.

påpeger, at den fælles landbrugspolitiks primære mål bør være at stabilisere markederne, fødevaresikkerheden, prissikkerheden for landbrugere, herunder beskyttelse af miljø og landskab, og opfordrer derfor Kommissionen til at afsætte de nødvendige midler som en finansiel stødpude i 2011-budgettet for at gøre adgangen til finansiering ukompliceret, såfremt der forekommer markedsudsving i 2011;

32.

er opmærksom på fordelene ved de 300 mio. EUR i ekstraordinære bevillinger til mejerisektoren, som blev afsat i 2010-budgettet; støtter oprettelsen af en ny budgetpost, der skal fungere som en mejerifond, for at yde støtte til modernisering, diversificering og omstrukturering og til at forbedre markedsføringen og mælkeproducenternes forhandlingsposition med henblik på at imødegå forarbejdnings- og detailvirksomhedernes voksende markedsstyrke i fødevarekæden; påpeger, at Kommissionen allerede har godkendt mejerifonden;

33.	mener, at det nationale støtteprogram for vinsektoren bør opretholdes, dog på et lavere niveau; påpeger, at Kommissionen på tidspunktet for reformen af markedsordningen for vin udtrykkeligt erklærede, at denne reform skulle være budgetneutral;

34.

er opmærksom på, at skolefrugtordningen og skolemælksordningen er vigtige, når det drejer sig om at opmuntre børn til at spise sundt; glæder sig over Kommissionens forslag om at øge støtten til disse to ordninger og beslutter at øge bevillingerne hertil yderligere; understreger betydningen af programmet for dårligt stillede personer og beslutter at forhøje bevillingerne, idet det minder om, at det skal gennemføres i lyset af retsforhandlingerne ved Retten;

35.	støtter, i overensstemmelse med sine prioriteringer, oprettelsen af et pilotprojekt med henblik på at fremme udvekslingen af bedste praksis mellem unge landmænd, især i forhold til de udfordringer, som den europæiske landbrugssektor er stillet over for;

36.

er overbevist om, at LIFE+ (det finansielle instrument for miljøet - 2007-2013) bør styrkes yderligere med henblik på at gennemføre de supplerende foranstaltninger; understreger, at miljøhensyn er en prioritet i miljø- og landbrugspolitikken, og at en forhøjelse af midlerne er afgørende for at bevare naturen og biodiversiteten; mener, at der ud over LIFE+ bør integreres kriterier for bæredygtig udvikling i alle relevante EU-instrumenter;

Underudgiftsområde 3a

37.

mener, at flere programmer, såsom forebyggelse, beredskab og konsekvensstyring i forbindelse med terrorisme er afgørende for gennemførelsen af Stockholmprogrammet, og gentager sin støtte til Daphneprogrammet om forebyggelse af vold, hvorunder programmer, der er værdige til finansiering, ikke kan finansieres på grund af manglende bevillinger, samt sin støtte til information om og forebyggelse af narkotikamisbrug; lægger i denne sammenhæng særlig vægt på bekæmpelsen af vold mod kvinder, herunder tvangsaborter, kønslig lemlæstelse af piger/kvinder, tvangssterilisation eller enhver anden form for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling;

38.	mener som følge af det ringe informationsniveau om de næste skridt i SIS II-projektet, der blev forelagt Parlamentet, at en reserve til bevillinger er det mest hensigtsmæssige middel til at opnå de ønskede oplysninger om de nødvendige forbedringer;

39.	mener, at den planlægning, der redegøres for i arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene af 21. september 2010 ikke i tilstrækkelig grad imødekommer Parlamentets anmodninger om oplysninger om nødvendige forbedringer og et fuldt overblik over SIS II-budgetteringen;

Underudgiftsområde 3b

40.

minder om, at udgiftsområde 3b omfatter politikker, som har en direkte indvirkning på de europæiske borgeres dagligdag, og er fuldstændig overbevist om, at det faktiske potentiale af dette udgiftsområde ikke fuldt ud kan frigøres med den begrænsede margen, der er fastsat i den nuværende FFR; understreger, at midlerne til disse instrumenter, som Rådet har foreslået, ikke svarer til de centrale prioriteringer, der indgår i dette udgiftsområde, og fremhæver især, at de ekstremt høje udnyttelsesgrader for ungdomsrelaterede programmer hidtil har vist, at de fortjener en langt større investering;

41.

gentager, at det har til hensigt at forhøje bevillingerne til programmet Aktive Unge, internationale Special Olympics sommerlege, informationscentrene og den igangværende forberedende foranstaltning på idrætsområdet; noterer sig Rådets initiativ til at fremlægge en ny forberedende foranstaltning vedrørende mindesmærker i Europa, og er af den opfattelse, at denne forberedende foranstaltning kan fremme unionsborgerskabet ved at bevare og lette adgangen til de historiske lokaliteter som en del af den kollektive europæiske hukommelse;

42.	finder det nødvendigt, at Kommissionen fremlægger en omfattende strategi for en forbedret kommunikation med EU-borgerne og for etableringen af en europæisk offentlig sfære i overensstemmelse med den interinstitutionelle fælleserklæring »Partnerskab om formidling om EU« fra oktober 2008;

Udgiftsområde 4

43.

er aldeles overbevist om, at EU's rolle som en global aktør ikke kan finansieres hensigtsmæssigt inden for de margener, der er fastsat i FFR, og at denne mangel på midler ikke bør behandles af budgetmyndighedens to parter ved hjælp af kompromiser i sidste øjeblik uden behørig hensyntagen til behovene på mellemlang sigt; minder om, at en revision af FFR og en revision af loftet for udgiftsområde 4 med henblik på at tage hensyn til de behov, der er opstået, og som ikke kunne have været forudset i 2006, er en ufravigelig betingelse for dette udgiftsområdes administration og bæredygtighed;

44.

er af den opfattelse, at finansieringen af prioriteterne i lyset af det ekstremt begrænsede råderum inden for dette udgiftsområde samt Rådets bestræbelser på at foretage besparelser kun kan sikres ved hjælp af udvalgte nedskæringer i bevillingerne på et begrænset antal budgetposter; mener, at bevillingerne, der er afsat til bistand til rehabilitering af Afghanistan og makrofinansiel bistand, delvist kunne reduceres, uden at det væsentligt indvirker negativt på operationerne; beslutter i samme ånd at genoprette bevillingerne til den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik på samme niveau som 2010-budgettet, jf. punkt 42 i IIA;

45.

gentager sin forpligtelse til ikke at ikke at skære vilkårligt ned på bevillingerne til bistand til Palæstina, fredsprocessen og UNRWA; gentager ikke desto mindre sin faste overbevisning om, at forskellen mellem EU's globale finansielle bistand - EU er samlet set den førende donor - og dens begrænsede indflydelse på fredsprocessen hverken er berettiget eller forståelig og skal behandles grundigt, især i forbindelse med den nyoprettede EU-Udenrigstjeneste;

46.

gentager sin modstand mod den foreslåede omfordeling af bevillinger fra flere instrumenter og programmer til ledsageforanstaltninger for bananer og til instrumentet til finansiering af samarbejdet med industrialiserede og andre højindkomstlande og -territorier, hvis finansiering ikke var forudset på tidspunktet for vedtagelsen af den nuværende FFR, men gentager ikke desto mindre sin støtte til disse instrumenter; understreger, at instrumentet for udviklingssamarbejde ikke kan betragtes som en fond, der kan anvendes til finansiering af eventuelle nye behov, der opstår i forbindelse med udgiftsområde 4, men at dette er blevet vedtaget og finansieret via en særlig liste over mål, som EU ved flere lejligheder har forpligtet sig til at nå; opfordrer derfor Rådet til at aftale en multinational finansiering af disse foranstaltninger via alle de måder, der står til rådighed i kraft af IIA;

47.

beslutter at opføre en del af bevillingerne til miljø og bæredygtig forvaltning af naturressourcerne i reserven, mens der afventes en fremlæggelse fra Kommissionen af et politisk bindende dokument, der viser, at klimafinansieringspakken til hurtig gennemførelse reelt er supplerende, at den tildeler EU-midler til partnerregioner på en geografisk afbalanceret måde, og at den ikke fungerer på bekostning af eksisterende programmer om udviklingssamarbejde, såvel som klar information om kriterierne for udvælgelse af støttemodtagere og detaljer om aftaler med udviklingslande;

48.	indleder en integreret tilgang til EU-støtte til Fair Trade på tværs af budgetafsnit;

49.

mener, at der i overensstemmelse med de firesidede forhandlinger om oprettelsen af EU-Udenrigstjenesten bør tilstræbes en bedre identifikation af FUSP- og FSFP-missioner af hensyn til øget gennemsigtighed og et klarere budgetmæssigt overblik; beslutter derfor at opdele budgetpost 19 03 01, 19 03 03 og 19 03 07 for at oprette separate budgetposter for EUMM Georgien, EULEX Kosovo og EUPOL Afghanistan, der er de store missioner, som gennemføres under FUSP/FSFP for 2011;

50.	udtrykker sin forundring over, hvorfor der stadig udbetales bidrag til afgåede kommissærer, når de har fået anden beskæftigelse; kræver, at Kommissionen foretager en detaljeret gennemgang af de gældende procedurer og fremlægger en detaljeret rapport for Parlamentet inden den 30. april 2011;

51.	mener i overensstemmelse med sine beslutninger om transatlantiske forbindelser, at det strategiske EU/USA-partnerskab skal afgrænses tydeligt via oprettelse af en særlig budgetpost om »Samarbejde med USA«;

52.

er overbevist om, at en yderligere forhøjelse af finansieringsrammen for støtte til det tyrkisk-cypriotiske samfund er nødvendig for at kunne sikre tilstrækkelig finansiering af det arbejde, der udføres af Komitéen for Forsvundne Personer på Cypern, og de restaureringsprojekter, som forestås af det tekniske udvalg om kulturarv; anser disse organers arbejde for at være af allerstørste betydning for begge samfund på Cypern;

Udgiftsområde 5

53.

afviser Rådets generelle holdning til udgifterne i udgiftsområde 5, der består i en samlet nedskæring på mere end 115 mio. EUR, der skyldes manglende budgettering af vederlags- og pensionsjusteringen på 1,85 %, og udgør en samlet nedskæring på Europaskolernes budgetposter, som går imod Parlamentets prioriteringer med hensyn til uddannelsesmobilitet for unge;

54.

understreger, at en sådan restriktiv holdning, der samtidig resulterer i kortfristede besparelser for EU-budgettet og medlemsstaterne, truer gennemførelsen af EU's politikker og programmer; understreger endvidere, at institutionerne bør være forsynet med tilstrækkelige ressourcer til at udføre deres opgaver, især efter ikrafttrædelsen af TEUF;

55.	genopfører derfor generelt de nedskæringer, Rådet har foretaget, samtidig med at de beløb, der svarer til 1,85 % af tilpasningen af vederlagene, opføres i reserven, indtil Domstolens dom foreligger; mener, at budgetteringen af disse udgifter svarer til en forsvarlig og fornuftig budgetforvaltning;

56.

genopfører bevillingerne fra Kommissionens budgetforslag vedrørende alle andre af de ovennævnte nedskæringer, undtagen den for konferencer, møder og udvalg; mener, at nedskæringerne i Europaskolernes budget er uacceptable; undrer sig desuden over, hvordan Rådet er i stand til at vurdere de mulige personaleniveauer i Kommissionens tjenestegrene med større nøjagtighed end Kommissionen selv;

57.

anmoder Rådet om hurtigt at vedtage ændringsskrivelse nr. 1/2011, således at EU-Udenrigstjenesten kan begynde sin virksomhed med tilstrækkelige ressourcer i begyndelsen af 2011, men beslutter at opføre bevillinger i reserven, indtil Parlamentets relevante organer har gennemført flere høringer med næstformanden i Kommissionen - den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik om de prioriteringer, som skal frigøres ved en sammenlægning af Kommissionens og Rådets nuværende strukturer;

58.

opretter reserver på visse administrative budgetposter, som afventer særlige foranstaltninger, opfølgning samt forslag eller yderligere oplysninger fra Kommissionen; anmoder især om en revision af adfærdskodeksen for kommissærer og en konsekvent anvendelse heraf i forbindelse med tildelingen af pensioner til tidligere medlemmer med henblik på at frigive nogle af disse reserver;

Agenturer

59.

støtter generelt Kommissionens overslag over agenturernes budgetmæssige behov og afviser de principper, som har været grundlaget for Rådets holdning til EU's decentrale agenturers budgetter sammenlignet med 2010, dvs.:

—	begrænsningen af stigningen til 1,5 % for agenturer, der er på fuld kapacitet

—	begrænsningen af stigningen til 3 % for agenturer, som har fået pålagt nye opgaver, med kun halvdelen af de anmodede stillinger

—	ingen ændringer til Kommissionens forslag vedrørende nye agenturer;

60.	mener imidlertid, at EU-tilskuddet til agenturer, der opkræver gebyrer, ikke bør reduceres med beløbet til formålsbestemte indtægter, således at de gives passende budgetmæssig fleksibilitet i betragtning af de store udsving i opkrævede gebyrer;

61.

beslutter desuden at forhøje bevillingerne i 2011-budgettet til de tre nye finansielle tilsynsmyndigheder i overensstemmelse med de foreliggende overslag over de budgetmæssige konsekvenser af resultatet af forhandlingerne med Rådet og at afsætte en reserve til Det Europæiske Politiakademi indtil resultatet af dechargeproceduren for 2008 for at øge EU's finansiering til Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut i overensstemmelse med Parlamentets prioriteringer, samt øge bevillingerne til Fiskerikontrolagenturet, således at det er i stand til at opfylde sine kontrolforpligtelser i internationale farvande;

Pilotprojekter og forberedende foranstaltninger

62.

understreger, at pilotprojekter og forberedende foranstaltninger, som er vedtaget i et begrænset antal, er blevet grundigt undersøgt og evalueret, herunder også i lyset af den nyttige og konstruktive første evaluering, som Kommissionen udførte i juli 2010, med henblik på at undgå dobbeltfinansiering af foranstaltninger, der allerede er dækket af eksisterende EU-programmer; minder om, at pilotprojekter og forberedende foranstaltninger har til formål at formulere politiske prioriteringer og introducere nye initiativer, som kan udvikle sig til fremtidige EU-aktiviteter og -programmer;

SEKTION I, II, IV, V, VI, VII, VIII, IX

Generel baggrund

63.

minder om, at institutionerne bør udarbejde deres budgetter på grundlag af en forsvarlig og effektiv forvaltning og under hensyntagen til virkningerne af den nuværende økonomiske krise gøre sig de nødvendige bestræbelser på at udnytte ressourcerne effektivt, så de kan forfølge deres forpligtelser i henhold til Lissabontraktaten og samtidig lede efter besparelser, hvor det er muligt;

64.

henleder opmærksomheden på den verserende sag, som Kommissionen har anlagt ved Domstolen, om tilpasninger af vederlag, og har besluttet at opføre bevillinger i reserven ud fra princippet om budgetmæssig forsigtighed, som vil dække udgifter for 2011, hvis Domstolen skulle afsige en dom til fordel for Kommissionen om den pågældende tilpasning af vederlag på 1,85 %;

65.	bemærker, at Rådet har nedskåret bevillingerne til Kroatien ved at bruge en anden arbejdshypotese for datoen for Kroatiens tiltrædelse end Kommissionen; beslutter, i mangel af nye elementer, der berettiger til en ændring på dette tidspunkt, at følge Kommissionens tilgang;

66.	har efter at have vurderet anmodningerne fra hver institution besluttet at genopføre en del af de nedskæringer, som Rådet har foretaget i institutionernes budgetter i de tilfælde, hvor de enkelte institutioners specifikke anmodninger anses for at være fuldt berettiget;

67.	understreger, at Rådets hidtidige manglende evne til at nå frem til en holdning om ændringsbudget nr. 2/2010 vedrørende Regionsudvalget og Det Økonomiske og Sociale Udvalg, ingen anden mulighed giver end at gøre indholdet af dette ændringsbudget til en del af drøftelsen om 2011-budgettet;

Sektion I - Europa-Parlamentet

Generel ramme

68.

understreger, at der fandt forhandlinger sted under to forberedende samråd i marts og april 2010, og at der på en lang række spørgsmål blev opnået klare resultater på tidspunktet for udarbejdelsen af overslagene; glæder sig over den gode vilje og konstruktive karakter af disse møder; glæder over, at ændringsskrivelsen, som blev vedtaget af Præsidiet i september 2010, ikke indebærer væsentlige ændringer i overslagene;

69.

er klar over, at der skal findes en vanskelig, men tilfredsstillende balance mellem behovene for fuldt ud at gennemføre Parlamentets opgaver som fastsat i Lissabontraktaten, som kræver øgede ressourcer, anvendelse af forsvarlige budgetmæssige principper og tilbageholdenhed i en tid med finansiel krise; har derfor gennemgået de forskellige budgetposter i detaljer og foretaget en række tilpasninger af bevillingerne opført i overslagene;

70.	påpeger, at det samlede niveau for dets budget beløber sig til 1 700 349 283 EUR, svarende til 20,21 % af udgifterne under udgiftsområde 5 (administrationsbevillinger) i FFR, dvs. i overensstemmelse med sine tidligere beslutninger om, at udgifterne bør fastsættes omkring 20 %-grænsen;

71.	understreger i denne forbindelse, at de betydelige øgede beføjelser i henhold til Lissabontraktaten og de deraf resulterende behov for personale og andre ressourcer er medregnet i dette beløb;

72.	bemærker, at det endelig beløb, budgetmyndigheden beslutter, udgør en nettoreduktion på 6 198 071 EUR sammenlignet med budgetforslaget og 25 029 014 EUR i forhold til det oprindelige forslag forud for samrådet med Præsidiet;

73.	fastholder sin holdning om, at en politik med at identificere besparelser, hvor det er muligt, og den fortsatte udøvelse af omstrukturering og omfordeling af eksisterende ressourcer er afgørende elementer i dets budgetpolitik, især i denne tid med økonomisk krise;

Menneskelige ressourcer

74.

bemærker, at der lægges stor vægt på indirekte støtte til medlemmerne som foreslået af Præsidiet og godkendt af Budgetudvalget ved klart at styrke områder som f.eks. Parlamentets kapacitet inden for forskning og politiske analyser, biblioteksvirksomhed, politikafdelinger og beslægtede områder; minder om, at dette er det tilsvarende supplement, efter at Parlamentet har fået en ny og stærkere rolle, til foranstaltningerne vedrørende direkte assistance, der allerede er blevet styrket i 2010-budgettet og ændringsbudget nr. 1/2010;

75.	minder om sin beslutning af 18. maj 2010 om overslag over Europa-Parlamentets indtægter og udgifter for regnskabsåret 2011 (8) og den ledsagende stillingsfortegnelse; beslutter nu at foretage visse justeringer som beskrevet i nedenstående punkter;

76.

minder om sin beslutning om at øge kapaciteten for bibliotekstjenester med 15 nye stillinger i 2011 og ændre 13 kontraktansættelser til fastansættelser som led i denne proces; beslutter at reducere bevillingerne i forbindelse med otte af disse stillinger med henblik på rekrutteringsindfasning over en toårig periode;

77.	har besluttet at opretholde de bevillinger, som er forbundet med de 30 stillinger (6 AD5 og 24 AST1), i reserven til »andre sektorer«, der afventer yderligere oplysninger;

78.	beslutter at godkende internaliseringen af godkendelsestjenesten som foreslået i ændringsskrivelsen, og som en konsekvens heraf oprette 16 nye stillinger i stillingsfortegnelsen (1 AD5 og 15 AST1) og stille de nødvendige midler til rådighed;

79.

godkender på baggrund af ændringsskrivelsen følgende budgetneutrale foranstaltninger:

—	ændring af 5 eksisterende midlertidige stillinger til faste stillinger (1 AD9T til 1 AD5P, 1 AD8T til 1 AD5P, 1 AD5T til 1 AD5P og 2 AST3T til 2 AST1P)

—	opgradering af to midlertidige AD11-stillinger til AD12-stillinger

—	ændring af 15 AST-stillinger (5 AST10, 5 AST6 and 5 AST5) til 15 AD5-stillinger;

80.	har frigivet 3 mio. EUR, der er opført i reserven vedrørende Kroatien, i overensstemmelse med sin tidligere beslutning om bevillingsoverførsel C1/2010; har overført disse midler til budgetposten for ansættelse af kontraktansatte;

Direkte assistance til medlemmerne

81.

beslutter efter sin tidligere indgående debat om udgifterne til parlamentarisk assistance i forbindelse med ændringsbudget nr. 1/2010 og Præsidiets forslag for 2011 til en anden tranche til styrkelse af denne at opretholde disse bevillinger i reserve; bemærker de svar, som administrationen har modtaget, men finder dem ikke tilstrækkelig fyldestgørende til at berettige en yderligere forhøjelse på nuværende tidspunkt; gentager sin anmodning om oplysninger, der blev vedtaget i sin beslutning af 25. marts 2010 om retningslinjerne for 2011-budgetproceduren (9);

82.	afviser anmodningen fra Præsidiet om at opgradere kvæstorernes assistenter fra AST 4 til AST 8;

Bygningspolitik

83.	har ændret overskriften til budgetpost 2008 for at øge gennemsigtigheden vedrørende de forskellige byggeprojekter;

84.	anmoder om at blive holdt regelmæssigt underrettet om forløbet af byggeprojekter med en betydelig indvirkning på budgettet, f.eks. KAD-bygningen, og afventer svar med hensyn til den finansielle indvirkning på budgettet af mulige parallelle byggeprojekter i Bruxelles;

Kommunikations- og informationspolitik

85.

noterer sig svaret om, hvor langt man er nået med videnstyringssystemet, idet det dog i denne fase af projektet endnu ikke kan vurderes, om det vil opfylde forventningerne; understreger behovet for en tidsplan for gennemførelsen af dette system; gentager sin anmodning fra beslutningen om retningslinjerne om, at systemet skal gøres lettilgængeligt for europæiske borgere via internettet; anmoder om oplysninger om, hvordan der kan hentes besparelser efter gennemførelsen af videnstyringssystemet;

86.

bemærker, at et betydeligt antal medlemmer har sat spørgsmålstegn ved it-mobilitetsprojektets indhold og status, hvilket kan berettige til en mere dybdeborende analyse og drøftelse; har vedtaget at opføre bevillinger til dette projekt i reserven indtil videre for at give mulighed for en sådan drøftelse og analyse;

87.	anmoder om at blive holdt underrettet om udviklingen med hensyn til Parlamentets web-tv, og beslutter at opføre 1 mio. EUR i reserven;

Miljørelaterede spørgsmål

88.

gentager sin opbakning til effektivt at få iværksat konkrete incitamenter og foranstaltninger til at gøre mere og bedre brug af mindre forurenende transportmidler end fly og biler, såsom offentlig transport og cykler, som også kan bidrage til at finde frem til mulige fremtidige besparelser på budgetposter som f.eks. budgetposten »transportmateriel«;

89.	understreger i samme ånd behovet for yderligere at udvikle foranstaltninger til forbedring af den effektive udnyttelse af ressourcerne, både i budgetmæssig og miljømæssig sammenhæng;

90.	er tilfreds med, at der kan opnås nogle yderligere besparelser på budgetposten for medlemmernes rejseudgifter og budgetposten for energiforbrug til et samlet beløb af 4 mio. EUR;

Flerårige projekter og andre udgiftsposter

91.

beslutter med hensyn til Huset for Europæisk Historie at opføre de ønskede 2,5 mio. EUR til yderligere undersøgelser i reserven; bemærker, at der indtil vurderingen af arkitekternes forslag stadig ikke er noget overblik over de samlede udgifter til projektet; henviser også til andre anmodninger i Parlamentets forskellige beslutninger, som endnu ikke er blevet besvaret, som f.eks. eventuelt samarbejde med andre institutioner og mulige interesserede partnere;

92.	beslutter at justere bevillingerne til en række yderligere budgetposter og oprette visse reserver på budgetposter, hvor bevillingsbehovet er vanskeligt at forudse, og hvor der eventuelt kan opstå yderligere behov eller alternativt foretages besparelser i løbet af året;

93.

minder om, at under udarbejdelsen af overslagene og i forbindelse med forligsproceduren mellem Budgetudvalget og Præsidiet, blev det beløb på 1,2 mio. EUR, der indledningsvist var foreslået til at dække sidstnævntes beslutning om at indføre et embedstillæg, sat ned til 400 000 EUR; minder endvidere om, at udgifterne til denne embedstillægsordning kun kan godtgøres ved forelæggelse af følgedokumenter, der til fulde retfærdiggør de pågældende udgifter; gør opmærksom på, at andre forhøjelser sammenlignet med regnskabsåret 2010 fortrinsvis er afsat til protokoltjenesternes indkøb af repræsentationsartikler; mener, at hvis beholdningen af disse artikler fornys i år, vil udgifterne hertil formentlig kunne reduceres i de kommende år; understreger behovet for budgetmæssig forsigtighed ved anmodninger om tjenesterejser mellem og uden for Parlamentets arbejdssteder og andre tjenesterejser, og tilbageholdenhed med hensyn til repræsentationsudgifter i disse tider med økonomisk krise; vil derfor glæde sig meget over en reduktion af disse udgifter i løbet af året i forhold til de behov, der indledningsvist fremgik af prognosen;

Sektion IV, Domstolen

94.

beslutter at oprette 29 nye stillinger ud af de 39 anmodede, hovedsagelig som følge af en stor stigning i antallet af sager og den deraf følgende arbejdsbyrde, der fører til en yderligere efterspørgsel efter juristlingvister og oversættelse (24 af stillingerne er relateret til dette) og et begrænset antal andre berettigede forhøjelser;

95.

bemærker i forbindelse med sin behandling, at Rådet har nedskåret bevillingerne på en måde, der ikke i tilstrækkelig grad afspejler den høje besættelsesgrad for stillinger, Domstolen har opnået i 2009 og første halvdel af 2010; har derfor besluttet, at den nedskæring på 3 %, som Rådet har pålagt (og som svarer til at forhøje den faste nedskæringssats fra 2,5 % til 5,5 %), skal reduceres for at imødekomme de berettigede behov på stillingsfortegnelsen og give Domstolen mulighed for korrekt at udføre sine opgaver;

96.

indtager en kompromisholdning angående forskellige budgetposter vedrørende udgifter til støttefunktioner, og afsætter her flere bevillinger end Rådet, men færre end i budgetforslaget; gør en undtagelse for nogle it-relaterede udgifter, hvor der efter den eksterne revisions anbefalinger opføres det fulde beløb på to budgetposter;

Sektion V, Revisionsretten

97.

bemærker, at Revisionsrettens budgetforslag kun blev marginalt ændret af Rådet, og at de deraf følgende niveauer generelt kan accepteres; bemærker, at der efter en stigning på 32 revisorstillinger de seneste to år som et udslag af tilbageholdenhed ikke blev anmodet om yderligere personale, selv om det oprindeligt var planlagt;

98.	glæder sig over Revisionsrettens systematiske forpligtelse til at nedbringe sine udgifter til administrativ støtte og gennemførelse af revisioner af interne budgetter; ønsker yderligere at undersøge, i hvilket omfang andre institutioner kan gøre brug af Revisionsrettens ekspertise på dette område;

Sektion VI- Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

99.

beslutter at indføre en kompromisløsning om nye stillinger, der er anmodet om som en konsekvens af Lissabontraktaten, i lighed med de retningslinjer, som det spanske formandskab foreslog i sommer, der består i at oprette følgende 11 nye stillinger for at håndtere de øgede beføjelser og den øgede arbejdsbyrde: 6 AD 5, 3 midlertidige AD 9 og 2 AST 3;

100.	bemærker, at disse stillinger bl.a. har til formål at styrke udvalgets kapacitet inden for rådgivende arbejde, programmering og forbindelser med civilsamfundet, og at de er et acceptabelt kompromis mellem udvalgets oprindelige anmodninger og Rådets budgetforslag;

101.	har noteret sig det nuværende niveau for ubesatte stillinger og har hørt udvalget om dette spørgsmål; beslutter at foretage en nedskæring på 4,5 % på vederlag, i stedet for Rådets nedskæring på 5,5 %, for ikke at hindre en effektiv besættelse af ledige stillinger;

102.

understreger behovet for straks at gennemføre udvalgets principbeslutning om at godtgøre sine medlemmernes transportbilletter på grundlag af de faktiske omkostninger og afskaffe det nuværende system, som muliggør faste godtgørelser; glæder sig over denne principbeslutning og har stillet bevillinger til rådighed til denne ændring og vil fortsat følge dette spørgsmål;

103.	accepterer et begrænset antal forhøjelser sammenlignet med Rådets behandling, idet det stadig udgør en besparelse i forhold BF, for så vidt angår budgetposter for forskellige støtteudgifter;

Sektion VII, Regionsudvalget

104.

105.	bemærker, at disse stillinger bl.a. har til formål at styrke udvalgets kapacitet inden for nærhedsprincippet, territorial samhørighed, konsekvensanalyser, rådgivende arbejde og udvidede interregionale aktiviteter;

106.	beslutter på baggrund af udvalgets argumenter at indføre en samlet nedskæring på 5 % af ansættelserne og antallet af ledige stillinger;

107.	indtager en kompromisholdning mellem udvalgets anmodninger og Rådets nedskæringer i de forskellige budgetposter vedrørende støtteudgifter;

Sektion VIII / Den Europæiske Ombudsmand

108.	anser budgetforslaget for denne institution generelt for at være tilfredsstillende og bemærker også, at Rådet kun har foretaget få ændringer;

109.	understreger dog, at det indtager den modsatte holdning i forhold til Rådet vedrørende oprettelsen af 1 midlertidig stilling uden nogen budgetmæssig virkning, idet de samme udgifter for øjeblikket betales via kontrakter, og beslutter derfor at godkende den;

Sektion IX - Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse

110.

har besluttet at oprette to nye stillinger i 2011 (1 AD 6 og 1 AD 9) ved at tage hensyn til denne institutions kombinerede arbejdsbyrde, der er baseret på tidligere eksisterende forpligtelser og nye forpligtelser i henhold til Lissabontraktaten, hvilket fører til øget høring om lovgivning med følger for databeskyttelsen;

111.	har indtaget en restriktiv holdning til de ønskede forhøjelser til andre budgetposter, og anmoder den tilsynsførende om at håndtere disse behov internt inden for de eksisterende budgetter;

* *

112.	pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til de øvrige berørte institutioner og organer.

(1) EFT L 163 af 23.6.2007, s. 17.

(2) EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.

(3) EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1.

(4) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0086.

(5) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0205.

(6) EUT C 27 E af 31.1.2008, s. 214.

(7) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0328.

(8) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0171.

(9) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0087.

8.3.2012

Den Europæiske Unions Tidende

CE 70/162

Onsdag den 20. oktober 2010
Forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer ***I

P7_TA(2010)0373

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 20. oktober 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 92/85/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (KOM(2008)0637 - C6-0340/2008 - 2008/0193(COD))

2012/C 70 E/26

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2008)0637),

—	der henviser til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, og artikel 137, stk. 2 og artikel 141, stk. 3, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C6-0340/2008),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om følgerne af Lissabontraktatens ikrafttræden for de igangværende interinstitutionelle beslutningsprocedurer (KOM(2009)0665),

—	der henviser til artikel 294, stk. 3, artikel 153, stk. 2, og artikel 157, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—	der henviser til udtalelse af 13. maj 2009 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

—	efter høring af Regionsudvalget,

—	der henviser til udtalelse fra Retsudvalget om retsgrundlaget

—	der henviser til forretningsordenens artikel 37, 55 og 175,

—	der henviser til første betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A6-0267/2009),

—	der henviser til anden betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7-0032/2010),

1.	vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.	anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre dette forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.	pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

(1) EUT C 277 af 17.11.2009, s. 102.

Onsdag den 20. oktober 2010
P7_TC1-COD(2008)0193

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 20. oktober 2010 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/…/EU om ændring af Rådets direktiv 92/85/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, og om indførelse af foranstaltninger, der kan forbedre arbejdstagernes muligheder for at forene arbejde og familieliv

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 153, stk. 2, og artikel 157, stk. 3,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter høring af Regionsudvalget,

efter den almindelige lovgivningsprocedure (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ifølge artikel 153 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) støtter og supplerer Unionen med henblik på at virkeliggøre de i artikel 151 i TEUF fastsatte mål medlemsstaternes indsats med henblik på at forbedre arbejdsmiljøet for at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed og lige muligheder for mænd og kvinder på arbejdsmarkedet og ligebehandling i arbejdet.

(2)

Artikel 157 i TEUF fastsætter, at Europa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure og efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtager foranstaltninger, der skal sikre anvendelsen af princippet om lige muligheder for ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.

(3)

Da dette direktiv ikke blot vedrører sundhed og sikkerhed for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, men også spørgsmål vedrørende ligebehandling såsom retten til at vende tilbage til det samme eller et tilsvarende arbejde, regler om afskedigelse og rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen eller om bedre økonomisk støtte under orloven, danner artikel 153 og 157 i TEUF i fællesskab retsgrundlaget for dette direktiv.

(4)

Ligestilling mellem mænd og kvinder er et grundlæggende princip i Den Europæiske Union. Artikel 21 og 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder forbyder enhver forskelsbehandling på grund af køn og kræver, at ligestilling mellem mænd og kvinder skal sikres inden for alle områder , herunder også når det handler om at skabe balance mellem arbejde og fritid .

(5)	Det fremgår af artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union, at fremme af ligestilling er en af Unionens væsentlige opgaver. Ligeledes hedder det i artikel 8 i TEUF, at Unionen tilstræber at fjerne uligheder og fremme ligestilling mellem mænd og kvinder i alle sine aktiviteter.

(6)	I sin dom af 26. februar 2008 i sag C-506/06 Mayr/Flöckner (3) fastslog Domstolen, at der er tale om direkte kønsdiskrimination, hvis en kvindelig ansat stilles ringere på grund af fravær i forbindelse med in vitro-fertilitetsbehandling.

(7)

Retten for kvinder på barselsorlov til at vende tilbage til det samme eller et tilsvarende arbejde efter endt orlov er fastlagt i artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (4).

(8)	Rådets direktiv 92/85/EØF (5) vedrører iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer.

(9)

Ifølge målsætningerne i formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i Barcelona den 15. og 16. marts 2002 skulle medlemsstaterne fjerne hindringer for kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet og tilstræbe senest i 2010 at stille børnepasningsfaciliteter til rådighed for mindst 90 % af alle børn fra tre år og op til den skolepligtige alder og for mindst 33 % af alle børn under tre år og sikre, at disse børn får lige adgang til sådanne faciliteter både i byerne og i landområderne.

(10)

I Verdenssundhedsorganisationens generelle strategi for spædbørns og børns ernæring af 16. april 2002, som Verdenssundhedsforsamlingen tilsluttede sig med resolution 55.25 under den 55. samling, slås det fast, at et barn sikres optimal vækst og udvikling, hvis det udelukkende ernæres med modermælk i løbet af de første seks levemåneder. Medlemsstaterne bør på grundlag af denne resolution fremme indførelsen af bestemmelser om orlov til dette formål.

(11)

Et af de seks prioriterede mål i Kommissionen meddelelse af 1. marts 2006 om en køreplan for ligestilling mellem kvinder og mænd 2006-10 er at opnå en bedre balance mellem arbejds-, privat- og familieliv. I den forbindelse foretog Kommissionen en gennemgang af gældende lovgivning på ligestillingsområdet med henblik på eventuelt at modernisere lovgivningen. Kommissionen bebudede også, at den med henblik på at skabe bedre forvaltningsskik for ligestilling mellem mænd og kvinder ville »gennemgå eksisterende EU-ligestillingslovgivning, der ikke er omfattet af omarbejdningen i 2005, med henblik på at ajourføre, modernisere og om nødvendigt omarbejde den«. Direktiv 92/85/EØF var ikke omfattet af omarbejdningen.

(12)	I Kommissionens meddelelse af 2. juli 2008»Den nye sociale dagsorden: Muligheder, adgang og solidaritet i det 21. århundredes Europa« bekræftede den behovet for at skabe en bedre balance mellem privat- og arbejdsliv.

(13)	Alle forældre har ret til at passe deres barn.

(14)	Bestemmelserne om barselsorlov i dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes andre bestemmelser om forældreorlov og bør ikke undergrave disse. Barselsorlov, fædreorlov og forældreorlov supplerer hinanden og kan, når de kombineres, fremme en bedre balance mellem arbejds- og familieliv.

(15)	En arbejdstager, der har adopteret et barn, bør have samme rettigheder som biologiske forældre og have mulighed for at tage barselsorlov på samme vilkår.

(16)	Sårbarheden hos arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, nødvendiggør en ret til barselsorlov i mindst 20 sammenhængende uger fordelt før og/eller efter fødslen og en obligatorisk barselsorlov på mindst seks uger efter fødslen.

(17)

At skulle sørge for børn med handicap udgør en særlig udfordring for arbejdende mødre, hvilket bør anerkendes af samfundet. Den øgede sårbarhed, der kendetegner arbejdende mødre til handicappede børn, betyder, at de bør tildeles yderligere barselsorlov, hvis minimumsvarighed bør fastlægges i nærværende direktiv.

(18)

For at kunne betragtes som barselsorlov i dette direktivs forstand, bør familierelateret orlov, som er til rådighed på nationalt plan, strække sig videre end de perioder, der gives mulighed for i Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996 om den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS (6), betales i henhold til bestemmelserne i nærværende direktiv, og garantierne i nærværende direktiv vedrørende afskedigelse, tilbagevenden til samme eller et tilsvarende arbejde samt forskelsbehandling bør finde anvendelse.

(19)

Domstolen har konsekvent anerkendt, at det er legitimt, for så vidt angår princippet om ligebehandling, at beskytte kvinder på grund af deres fysiologiske tilstand under og efter graviditet. Den har desuden været konsekvent i sine afgørelser om, at enhver form for negativ forskelsbehandling af kvinder i forbindelse med graviditet og barsel udgør direkte forskelsbehandling på grund af køn.

(20)

Ud fra princippet om ligebehandling har Domstolen desuden anerkendt beskyttelsen af kvinders beskæftigelsesmæssige rettigheder, og navnlig deres ret til at vende tilbage til det samme eller et tilsvarende arbejde med arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige, og til at nyde godt af enhver forbedring i arbejdsvilkårene, som er blevet indført under deres fravær.

(21)	Et »tilsvarende« arbejde bør defineres som et arbejde, der er det samme som det forrige arbejde med hensyn til såvel aflønning som opgaver, eller, når dette ikke er muligt, et lignende arbejde, der svarer til arbejdstagerens kvalifikationer og aktuelle løn.

(22)	I lyset af de demografiske tendenser i Unionen er det nødvendigt at fremme en stigning i fødselsraten ved hjælp af særlig lovgivning og foranstaltninger, der gør det muligt at kombinere arbejds-, privat- og familieliv mere effektivt.

(23)	Kvinder bør derfor beskyttes mod forskelsbehandling på grund af graviditet eller barselsorlov og bør sikres den fornødne retsbeskyttelse , så deres ret til rimelige arbejdsvilkår og en bedre balance mellem familie- og arbejdsliv respekteres .

(24)

I resolutionen vedtaget af Rådet og arbejds- og socialministrene, forsamlet i Rådet, af 29. juni 2000 om afbalanceret deltagelse af kvinder og mænd i arbejds- og familieliv (7) tilskyndes medlemsstaterne til at vurdere muligheden for, at de enkelte retssystemer giver mandlige arbejdstagere ret til personligt at tage fædreorlov, der ikke kan overdrages, uden at de mister deres beskæftigelsesmæssige rettigheder.

(25)

Med henblik på at hjælpe arbejdstagerne med at forene deres arbejds- og familieliv er det vigtigt at åbne mulighed for længere barselsorlov og fædreorlov, herunder i forbindelse med adoption af et barn på under 12 måneder. En arbejdstager, der har adopteret et barn på under 12 måneder, bør have samme rettigheder som biologiske forældre og have mulighed for at tage barsels- og fædreorlov på samme vilkår.

(26)

Med henblik på at hjælpe arbejdstagerne med at forene deres arbejds- og familieliv er det afgørende, at mænd får ret til betalt fædreorlov efter samme bestemmelser, som er gældende for barselsorloven, bortset fra længden, således at de nødvendige betingelser for reel ligestilling gradvist kan blive indført. Også ugifte par bør have denne ret. Medlemsstaterne opfordres til at overveje, om mænd, der er i beskæftigelse, i henhold til deres respektive lovgivning kan tildeles ret til en fædreorlov, der ikke kan overdrages, uden at de mister deres beskæftigelsesmæssige rettigheder.

(27)	I lyset af Unionens aldrende befolkning og Kommissionens meddelelse af 12. oktober 2006»Den demografiske udvikling i Europa - En udfordring, men også en chance« er det nødvendigt at gøre alt for at sikre en effektiv beskyttelse af moder- og faderskabet.

(28)

I Kommissionens grønbog »Demografiske ændringer - behov for ny solidaritet mellem generationerne« anføres det, at medlemsstaterne har lave fertilitetskvotienter, som er utilstrækkelige til at holde befolkningstallet stabilt. Der er derfor behov for foranstaltninger til forbedring af vilkårene på arbejdspladsen for arbejdstagere inden, under og efter graviditet. Det anbefales at følge bedste praksis i de medlemsstater, der har høje fertilitetskvotienter, og som sikrer kvinders fortsatte deltagelse i arbejdsmarkedet.

(29)

I konklusionerne fra Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik) fra december 2007 om afbalancerede roller for kvinder og mænd i arbejdslivet, væksten og den sociale samhørighed, anerkendte Rådet, at forening af arbejds-, familie- og privatliv er grundlæggende for at sikre ligestilling på arbejdsmarkedet.

(30)

Nærværende direktiv tilsidesætter ikke bestemmelserne i Europa-Parlaments og Rådets direktiv 2002/73/EF af 23. september 2002 om ændring af Rådets direktiv 76/207/EØF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (8) som omarbejdet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.

(31)	Sikkerheden og sundheden for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, bør sikres og må ikke være i modstrid med de principper, der er nedfældet i direktiverne om ligebehandling af mænd og kvinder.

(32)

Med henblik på at forbedre den effektive beskyttelse af arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, bør reglerne om bevisbyrde tilpasses, når der umiddelbart synes at foreligge en sag om overtrædelse af rettighederne i dette direktiv. Hvis disse rettigheder skal anvendes effektivt, bør bevisbyrden hvile på sagsøgte, når der fremlægges beviser for en sådan overtrædelse.

(33)	Bestemmelserne vedrørende barselsorlov er formålsløse, medmindre de samtidig sikrer opretholdelsen af alle rettigheder forbundet med ansættelseskontrakten, herunder fuld løn og ret til en tilsvarende ydelse.

(34)	Effektiv gennemførelse af princippet om ligebehandling forudsætter passende retsbeskyttelse mod repressalier.

(35)	Medlemsstaterne bør fastsætte effektive sanktioner, der står i rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og har afskrækkende virkning i tilfælde af overtrædelser af forpligtelserne i dette direktiv.

(36)

Medlemsstaterne opfordres indtrængende til inden for deres nationale retssystems rammer at indføre foranstaltninger, der sikrer, hvad de anser for at være passende, reel og effektiv kompensation eller erstatning for skader, der påføres en arbejdstager som følge af overtrædelser af de i dette direktiv fastsatte forpligtelser, på en måde, der virker afskrækkende, effektiv og står i rimeligt forhold til den skade, den pågældende har lidt.

(37)

Erfaringerne viser, at beskyttelsen mod overtrædelser af rettighederne i dette direktiv kunne styrkes ved at give et eller flere ligebehandlingsorganer i hver medlemsstat kompetence til at analysere problemer i forbindelse med forskelsbehandling, undersøge mulige løsninger og yde konkret hjælp til ofrene. Dette direktiv bør derfor indeholde bestemmelser herom.

(38)

Ofre for forskelsbehandling på grund af køn bør være sikret en passende retsbeskyttelse. For at sikre en mere effektiv beskyttelse bør der også være mulighed for, at forbund, organisationer og andre juridiske enheder, som medlemsstaterne anser for passende, uanset de nationale procesregler om repræsentation og forsvar kan indtræde i en retssag på vegne af eller til støtte for et offer.

(39)

Medlemsstaterne bør tilskynde til og fremme arbejdsmarkedets parters aktive deltagelse med henblik på at sikre bedre information af de interesserede parter og mere effektive ordninger. Ved at tilskynde til dialog med de ovennævnte instanser vil medlemsstaterne kunne opnå mere viden og større forståelse, hvad angår effektiv anvendelse af dette direktiv samt de eventuelle problemer, der kan opstå, med henblik på at bekæmpe forskelsbehandling.

(40)

Dette direktiv fastsætter mindstekrav og giver derved medlemsstaterne mulighed for at opretholde eller indføre gunstigere bestemmelser. Gennemførelsen af dette direktiv bør ikke benyttes som begrundelse for at forringe de eksisterende vilkår på dette felt i de enkelte medlemsstater , navnlig nationale love, der ved at kombinere forældreorlov og barselsorlov giver moderen ret til mindst 20 ugers orlov før og/eller efter fødslen og med en ydelse på et niveau, der mindst svarer til det, der er fastsat i dette direktiv .

(41)	Medlemsstaterne bør fremme dialogen mellem arbejdsmarkedets parter og med ikke-statslige organisationer for at kunne danne sig et billede af og bekæmpe de forskellige former for forskelsbehandling.

(42)

Målene for den påtænkte handling, nemlig at forbedre minimumsbeskyttelsen af arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, og forbedre den effektive gennemførelse af princippet om ligebehandling kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne på grund af de forskellige beskyttelsesniveauer og kan derfor bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål -

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

Direktiv 92/85/EØF ændres således:

1)	I artikel 1 indsættes følgende stykke: »1a. Dette direktiv har ligeledes til formål at give arbejdstagere, som er gravide eller lige har født, bedre mulighed for at blive på arbejdsmarkedet eller vende tilbage hertil og forene arbejds-, privat- og familieliv.«.

Artikel 2 affattes således:

»Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

a) »gravid arbejdstager«:

enhver arbejdstager uanset kontraktform, herunder hushjælp, som er gravid, og som underretter arbejdsgiveren om sin tilstand i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis

b) »arbejdstager, som lige har født«:

enhver arbejdstager uanset kontraktform, herunder hushjælp, som lige har født som defineret efter national lovgivning og/eller praksis, og som underretter arbejdsgiveren om sin tilstand i overensstemmelse med denne lovgivning og/eller praksis; i dette direktiv forstås også en arbejdstager, som for nylig har adopteret et barn

c) »ammende arbejdstager«:

enhver arbejdstager uanset kontraktform, herunder hushjælp, som ammer som defineret i national lovgivning og/eller praksis, og som underretter arbejdsgiveren om sin tilstand i overensstemmelse med denne lovgivning og/eller praksis.«.

Artikel 3 affattes således:

»Artikel 3

Retningslinjer

1. Kommissionen fastlægger i samråd med medlemsstaterne og bistået af Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed, Hygiejne og Sundhedsbeskyttelse på Arbejdspladsen retningslinjer for vurdering af de kemiske, fysiske og biologiske agenser samt de industrielle processer, der anses for at udgøre en fare for mandlige og kvindelige arbejdstageres reproduktive sundhed og for de i artikel 2 definerede arbejdstageres sikkerhed og sundhed. Disse retningslinjer evalueres og opdateres, fra og med 2012, mindst hvert femte år.

Retningslinjerne i første afsnit skal også omfatte arbejdsbevægelser og -stillinger, psykisk og fysisk træthed og andre fysiske og psykiske belastninger i forbindelse med de i artikel 2 definerede arbejdstageres arbejdsopgaver.

2. De i stk. 1 nævnte retningslinjer skal være vejledende for den vurdering, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1.

Med henblik herpå meddeler medlemsstaterne arbejdsgivere og mandlige og kvindelige arbejdstagere og/eller deres repræsentanter samt arbejdsmarkedets parter i deres respektive medlemsstater disse retningslinjer.«.

Artikel 4 affattes således:

»Artikel 4

Vurdering, underretning og høring

1. I den risikovurdering, der gennemføres i henhold til direktiv 89/391/EØF, medtager arbejdsgiveren en vurdering af reproduktive risici for mandlige og kvindelige arbejdstagere. For alle arbejdsopgaver, som kan indebære en specifik risiko for, at arbejdstagere udsættes for de agenser, arbejdsprocesser eller arbejdsforhold, som er opført på en ikke-udtømmende liste i bilag I, skal arbejdsgiveren eller de beskyttelses- og forebyggelsestjenester, som er omhandlet i artikel 7 i direktiv 89/391/EØF, vurdere arten, omfanget og varigheden af den belastning, arbejdstagere som defineret i artikel 2 i nærværende direktiv og arbejdstagere, der kan tænkes at befinde sig i en af de i artikel 2 beskrevne situationer, udsættes for i den pågældende virksomhed og/eller institution, således at man kan:

—	foretage en bedømmelse af alle risici for sikkerheden og sundheden samt alle virkninger for de i artikel 2 definerede arbejdstagere og arbejdstagere, der kan tænkes at befinde sig i en af de i artikel 2 beskrevne situationer, under graviditet eller amning

—	afgøre, hvilke foranstaltninger der skal træffes.

2. Med forbehold af artikel 10 i direktiv 89/391/EØF skal arbejdstagere som defineret i artikel 2 i dette direktiv og arbejdstagere, der kan tænkes at befinde sig i en af de i artikel 2 beskrevne situationer, og/eller deres repræsentanter og de relevante arbejdsmarkedsparter underrettes om resultaterne af den i stk. 1 nævnte vurdering og om alle foranstaltninger vedrørende sikkerhed og sundhed under arbejdet i den pågældende virksomhed og/eller institution.

3. Der træffes passende foranstaltninger til at sikre, at arbejdstagerne og/eller deres repræsentanter i den pågældende virksomhed eller institution kan kontrollere anvendelsen af dette direktiv eller blive inddraget i dets anvendelse, navnlig for så vidt angår de i stk. 1 nævnte foranstaltninger, der er fastlagt af arbejdsgiveren, uden at dette berører det ansvar, der påhviler arbejdsgiveren for at fastlægge disse foranstaltninger.

4. Høring og deltagelse af arbejdstagere og/eller deres repræsentanter i spørgsmål, der er omfattet af dette direktiv, sker i overensstemmelse med artikel 11 i direktiv 89/391/EØF.«.

Artikel 5, stk. 2 og 3, affattes således:

»2. Hvis en ændring af arbejdsforhold og/eller arbejdstid ikke er teknisk og/eller objektivt mulig, træffer arbejdsgiveren de nødvendige foranstaltninger til at overføre den pågældende arbejdstager til andre arbejdsopgaver.

3. Hvis overførslen til andre arbejdsopgaver ikke er teknisk og/eller objektivt mulig, fritages den pågældende arbejdstager i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis for at arbejde, så længe dette er nødvendigt for at beskytte arbejdstagerens sikkerhed eller sundhed.«.

I artikel 6 tilføjes følgende nr.:

»3)	må gravide arbejdstagere derudover ikke udføre arbejdsopgaver som f.eks. at bære eller løfte tunge objekter eller arbejdsopgaver, der er farlige, anstrengende eller indebærer en sundhedsrisiko.«.

Artikel 7 affattes således:

»Artikel 7

Natarbejde og overarbejde

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at en arbejdstager som defineret i artikel 2 ikke skal udføre natarbejde og ikke er forpligtet til at tage overarbejde:

a)	i løbet af de sidste ti uger før den forventede dato for fødslen

b)	i den resterende del af graviditeten, hvis dette er påkrævet af hensyn til moderens eller fostrets sundhed

c)	i løbet af hele ammeperioden.

2. De i stk. 1 omhandlede foranstaltninger skal i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis omfatte muligheden for:

a)	overgang til en passende arbejdstid i dagtimerne, eller

b)	fritagelse for arbejde eller forlængelse af barselsorloven, når overgang til dagarbejde ikke er teknisk og/eller objektivt muligt.

3. Arbejdstagere, som ønsker at blive fritaget for natarbejde, skal i overensstemmelse med medlemsstaternes regler informere deres arbejdsgiver og aflevere en lægeerklæring til denne i de tilfælde, der henvises til i stk. 1, litra b).

4. For enlige forældre og forældre til børn med alvorlige handicap kan perioderne i stk. 1 forlænges i henhold til procedurerne fastlagt af medlemsstaterne.«.

Artikel 8 affattes således:

»Artikel 8

Barselsorlov

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre arbejdstagere som defineret i artikel 2 barselsorlov i mindst 20 sammenhængende uger fordelt før og/eller efter fødslen.

2. Med hensyn til de sidste fire uger af den i stk. 1 nævnte periode kan en ordning for familierelateret orlov på nationalt plan betragtes som barselsorlov med henblik på dette direktiv på betingelse af, at den giver en generel beskyttelse af arbejdstagere som defineret i artikel 2, som svarer til det i dette direktiv fastsatte niveau. I sådanne tilfælde skal den samlede orlovsperiode være længere end den forældreorlov, der er fastsat i Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996 om den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS (9).

Den ydelse, der udbetales i de sidste fire uger af barselsorloven, må ikke være lavere end den i artikel 11, stk. 5 omhandlede ydelse, eller kan i stedet udgøre gennemsnittet af ydelsen under de 20 ugers barselsorlov, hvilket skal svare til mindst 75 % af den seneste månedsløn eller af en gennemsnitlig månedsløn i overensstemmelse med national ret og inden for et loft fastsat i henhold til den nationale lovgivning. Medlemsstaterne kan fastlægge de perioder, der lægges til grund for beregningen af den gennemsnitlige månedsløn.

Har en medlemsstat indført bestemmelser om barselsorlov på mindst 18 uger, kan denne medlemsstat beslutte, at de sidste to uger ydes i form af en fædreorlov, der er tilgængelig på nationalt plan, med samme ydelsesniveau.

3. Den i stk. 1 nævnte barselsorlov skal omfatte en obligatorisk barselsorlov med fuld løn på mindst seks uger efter fødslen med forbehold af national lovgivning, der foreskriver en obligatorisk orlovsperiode inden fødslen . De obligatoriske seks ugers barselsorlov gælder for alle kvindelige arbejdstagere, uanset det antal dage de har arbejdet inden fødslen. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at arbejdstagere som defineret i artikel 2 frit kan vælge, hvornår den ikke-obligatoriske del af barselsorloven placeres, før eller efter fødslen , med forbehold af national lovgivning og/eller praksis, der foreskriver et maksimalt antal uger inden fødslen .

4. Denne periode kan, hvis parret er enige og anmoder derom, deles med faderen i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats lovgivning.

5. For at beskytte såvel moderens som barnets sundhed træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at arbejdstagerne frit og uden tvang kan vælge, om de ønsker at tage den ikke-obligatoriske del af barselsorloven før fødslen eller ej.

6. Arbejdstageren skal oplyse perioden for den ikke-obligatoriske del af barselsorloven mindst en måned, før denne orlov påbegyndes.

7. I forbindelse med flerfødsler forlænges den obligatoriske del af barselsorloven i stk. 3 med en måned for hvert yderligere barn i overensstemmelse med den nationale lovgivning.

8. Den del af orloven, der ligger forud for fødslen, kan forlænges ubegrænset mellem det forventede og det faktiske fødselstidspunkt, uden at dette medfører en forkortelse af den resterende orlov.

9. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at der gives supplerende orlov med fuld løn i tilfælde af for tidlig fødsel, hospitalsindlæggelse af barnet umiddelbart i forlængelse af fødslen, handicappede børn , handicappede mødre og flerfødsler. Varigheden af den supplerende orlov skal stå i forhold til moderens og barnets/børnenes særlige behov, således at der kan tages hensyn hertil. Den samlede barselsorlov udvides med mindst otte uger efter fødslen i tilfælde af fødsel af et handicappet barn, og medlemsstaten sikrer endvidere en yderligere orlovsperiode på seks uger i tilfælde af dødfødsel.

10. Medlemsstaterne sikrer, at sygeorlov i tilfælde, hvor der opstår sygdom eller komplikationer som følge af graviditeten fire uger eller mere før fødslen, ikke har konsekvenser for barselsorlovens længde.

11. Medlemsstaterne beskytter mødres og fædres rettigheder ved at sikre særlige arbejdsvilkår med henblik på at hjælpe forældre med handicappede børn.

12. Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger til at sikre, at fødselsdepression bliver anerkendt som en alvorlig sygdom, og støtter oplysningskampagner for at fremme korrekt information om sygdommen og modvirke de fordomme og den risiko for stigmatisering, som den stadig er forbundet med.

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 8a

Fædreorlov

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre arbejdstagere, hvis partner for nylig har født, ret til en sammenhængende fædreorlov, som ikke kan overdrages, med løn i en periode på mindst to uger, der ydes på et tilsvarende grundlag som barselsorloven - dog ikke med hensyn til dens varighed - der skal tages, efter at den pågældende arbejdstagers ægtefælle eller partner har født, og under barselsorlovsperioden.

Medlemsstater, der ikke allerede har indført en fædreorlov med løn, der ydes på et tilsvarende grundlag som barselsorloven - dog ikke med hensyn til dens varighed - som ikke kan overdrages og skal afholdes inden for barselsorlovsperioden, på et obligatorisk grundlag i en sammenhængende periode på mindst to uger efter at arbejdstagerens ægtefælle eller partner har født, opfordres på det kraftigste til at gøre dette og således fremme lige deltagelse fra begge forældres side og en mere ligelig fordeling af rettigheder og ansvar i familien.

2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre arbejdstagere, hvis partner for nylig har født, en særlig orlov, der omfatter den uudnyttede del af moderens barselsorlov, i tilfælde af at moderen er afgået ved døden eller er fysisk ude af stand til at tage vare på barnet.

Artikel 8b

Adoptionsorlov

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at dette direktivs bestemmelser vedrørende barsels- og fædreorlov også finder anvendelse i forbindelse med adoption af et barn på under 12 måneder.«.

10)

Artikel 10 affattes således:

»Artikel 10

Forbud mod afskedigelse

For at sikre, at arbejdstagere som defineret i artikel 2 kan udøve den ret til beskyttelse af sikkerhed og sundhed, som er anerkendt i nærværende artikel, fastsættes følgende:

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at forbyde afskedigelse og ethvert skridt med henblik på afskedigelse af arbejdstagere som defineret i artikel 2 i perioden fra graviditetens indtræden til mindst seks måneder efter udløbet af den i artikel 8, stk. 1. fastsatte barselsorlov, undtagen i særlige tilfælde, som ikke har forbindelse med deres tilstand, hvor afskedigelse er tilladt efter national lovgivning og/eller praksis, eventuelt med den kompetente myndigheds samtykke.

2)	Når en arbejdstager som defineret i artikel 2 afskediges i den periode, der er nævnt i nr. 1, skal arbejdsgiveren skriftligt give en berettiget begrundelse for afskedigelsen. ▐

3)	Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at beskytte arbejdstagere som defineret i artikel 2 mod følgerne af en afskedigelse, som er ulovlig efter nr. 1 og 2.

4)	Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at forbyde forskelsbehandling af gravide kvinder på arbejdsmarkedet ved at skabe lige muligheder for dem i forbindelse med ansættelse, såfremt de opfylder alle krav til den pågældende stilling.

Enhver form for dårligere behandling af en kvinde i forbindelse med graviditet eller barselsorlov som omhandlet i artikel 8 udgør forskelsbehandling som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (10).

6)	Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at arbejdstagere under fædreorlov/fælles barselsorlov har ret til samme beskyttelse imod afskedigelse, som de i artikel 2 definerede arbejdstagere har i henhold til nr. 1.

7)	Medlemsstaterne tilskyndes til at vedtage foranstaltninger, som sikrer, at en arbejdstager kan vælge at arbejde på nedsat tid i højst et år med fuld beskyttelse imod afskedigelse og fuld ret til at genindtræde i sin fuldtidsstilling samt til at oppebære fuld løn ved udløbet af denne periode.

11)

Artikel 11 affattes således:

»Artikel 11

Rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen

For at sikre, at arbejdstagere som defineret i artikel 2 kan udøve den ret til beskyttelse af sikkerhed og sundhed, som er anerkendt i nærværende artikel, fastsættes følgende:

1)	I de tilfælde, der er omhandlet i artikel 5, 6 og 7, skal de i artikel 2 definerede arbejdstageres rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen, herunder bevarelse af deres løn og/eller oppebærelse af en tilsvarende ydelse, sikres i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.

En arbejdstager som defineret i artikel 2, som udelukkes fra beskæftigelse af sin arbejdsgiver, der vurderer, at hun er uarbejdsdygtig , uden at arbejdstageren har fremlagt lægeerklæring herom, kan på eget initiativ søge læge. Hvis denne læge bekræfter, at arbejdstageren er i stand til at arbejde, skal arbejdsgiveren enten fortsat beskæftige hende som hidtil, eller hun skal indtil begyndelsen af barselsorloven, jf. artikel 8, stk. 3, modtage en ydelse svarende til den fulde løn.

Medlemsstaterne træffer de fornødne foranstaltninger til at sikre beskyttelse af gravide arbejdstageres sundhed og sikkerhed, for så vidt angår ergonomisk indretning, arbejdstider (herunder natarbejde og jobskift), arbejdsintensitet og øget beskyttelse mod særlige infektiøse agenser og ioniserende stråling.

I det tilfælde, der er omhandlet i artikel 8:

a)	skal de i artikel 2 definerede arbejdstageres rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen, bortset fra de i litra b) nedenfor nævnte, sikres

b)	skal arbejdstagere som defineret i artikel 2 sikres bevarelse af lønnen og/eller oppebærelse af en tilsvarende ydelse

c)	skal enhver lønstigning, som en arbejdstager på barselsorlov er berettiget til, tildeles automatisk, uden at den pågældende arbejdstager er nødt til at afbryde sin orlov for at kunne nyde godt af lønstigningen

skal arbejdstagere som defineret i artikel 2 sikres ret til at vende tilbage til det samme eller et tilsvarende arbejde med betingelser og vilkår, som ikke er mindre gunstige, med samme løn, stillingskategori og arbejdsopgaver som før barselsorlovsperioden, og til at nyde godt af enhver forbedring i arbejdsvilkårene, som de ville have været berettiget til under deres fravær og i ekstraordinære situationer i forbindelse med omstrukturering eller gennemgribende omlægning af produktionsprocessen, skal arbejdstageren altid sikres mulighed for sammen med arbejdsgiveren at drøfte disse ændringers indvirkning på den pågældendes arbejdssituation, og indirekte på vedkommendes personlige situation

e)	skal arbejdstagere som defineret i artikel 2 bevare deres muligheder for karriereudvikling gennem videreuddannelse og løbende faglig og supplerende efteruddannelse for at styrke deres karrieremuligheder

f)	må barselsorlovsperioden ikke skade arbejdstagerens pensionsrettigheder, og den skal i pensionsøjemed tælle som en arbejdsperiode, således at arbejdstageren ikke får forringet sine pensionsrettigheder ved at tage barselsorlov.

Den ydelse, der er omtalt i nr. 4), litra b), anses for tilsvarende , når den sikrer en indtægt, der mindst svarer til den seneste månedsløn eller en gennemsnitlig månedsløn . Arbejdstagere på barselsorlov skal have udbetalt fuld løn, og ydelsen skal udgøre 100 % af den seneste månedsløn eller den gennemsnitlige månedsløn . Medlemsstaterne kan fastlægge den periode, der lægges til grund for beregningen af gennemsnitslønnen.

6)	Den ydelse, som arbejdstagere er berettiget til i henhold til artikel 2, må ikke være lavere end den ydelse, som de i artikel 2 definerede arbejdstagere ville få under sygeorlov.

7)	Medlemsstaterne sikrer, at enhver lønstigning, som en arbejdstager på barselsorlov er berettiget til, tildeles automatisk, uden at den pågældende arbejdstager er nødt til at afbryde sin orlov for at kunne nyde godt af lønstigningen.

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at arbejdstagere som defineret i artikel 2 under barselsorloven eller ved tilbagevenden fra barselsorlov som defineret i artikel 8 kan anmode om ændringer i deres arbejdstider og arbejdsordninger, og at arbejdsgiverne skal være forpligtede til at tage sådanne anmodninger i betragtning under hensyntagen til arbejdsgivernes og arbejdstagernes behov.

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at tilskynde arbejdsgiverne til og fremme dialogen mellem arbejdsmarkedets parter med henblik på at tilvejebringe støtte til fornyet integration og uddannelse af arbejdstagere, der genoptager deres aktiviteter efter endt barselsorlov, hvis dette er nødvendigt og/eller efter anmodning fra arbejdstageren og i overensstemmelse med national lovgivning.

10)	Arbejdsgiveren sikrer, at arbejdstiden for den gravide arbejdstager tager hensyn til behovet for regelmæssige og ekstraordinære lægeundersøgelser.

11)	Medlemsstaterne tilskynder arbejdsgiverne til at etablere børnepasningsfaciliteter for arbejdstageres børn under tre år.«.

12)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 11a

Fritagelse fra arbejde til amning

1. En mor, som ammer sit barn, har med henblik herpå ret til fritagelse fra arbejdet, som deles op i to separate perioder af en times varighed hver, medmindre der er truffet anden aftale med arbejdsgiveren, og uden at det indebærer tab af privilegier i tilknytning til ansættelsen.

2. I tilfælde af flerfødsler øges fritagelsen fra arbejdet i stk. 1 med 30 minutter for hvert yderligere barn.

3. I forbindelse med deltidsansættelse nedsættes fritagelsen fra arbejdet som omhandlet i stk. 1 proportionelt i forhold til den normale arbejdstid, men må dog ikke være kortere end 30 minutter.

4. I det i stk. 3 nævnte tilfælde indrømmes fritagelsen fra arbejdet for en periode, der ikke må overstige en time, og i givet fald for en anden periode for at dække den resterende tid, medmindre der er truffet anden aftale med arbejdsgiveren.

Artikel 11b

Forebyggelse af forskelsbehandling og integration af ligestillingsaspektet

Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale traditioner og praksis passende foranstaltninger til at fremme dialogen mellem arbejdsmarkedets parter på passende niveauer med henblik på at iværksætte effektive foranstaltninger til forebyggelse af forskelsbehandling af kvinder på grund af orlov i forbindelse med graviditet, barsel eller adoption.

Medlemsstaterne tilskynder gennem kollektive aftaler eller praksis arbejdsgiverne til at træffe effektive foranstaltninger til forebyggelse af forskelsbehandling af kvinder på grund af orlov i forbindelse med graviditet, barsel eller adoption.

Medlemsstaterne tager bevidst hensyn til målet om ligestilling mellem mænd og kvinder ved udarbejdelsen og gennemførelsen af lovgivning, forordninger, administrative bestemmelser, politikker og aktiviteter på de områder, der er omfattet af dette direktiv.«.

▐

13)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 12a

Beskyttelse mod repressalier

Medlemsstaterne indfører i deres retsorden de nødvendige foranstaltninger til at beskytte enkeltpersoner , herunder vidner, mod ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger som reaktion på en klage eller enhver form for retsforfølgning, de har anlagt, med det formål at sikre, at rettighederne i dette direktiv overholdes.

Artikel 12b

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførelsen heraf. Sanktionerne kan indebære skadeserstatning ▐ og ▐ skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og have en afskrækkende virkning.

Artikel 12c

Ligebehandlingsorgan

Medlemsstaterne skal sikre, at det eller de organer, der er udpeget i henhold til artikel 20 i direktiv 2006/54/EF, til fremme, evaluering og overvågning af, samt til støtte for ligebehandling af kvinder og mænd uden forskelsbehandling på grund af køn, også er kompetente i sager, der falder inden for dette direktivs anvendelsesområde, når disse sager hovedsagelig vedrører ligebehandling og ikke udelukkende arbejdstagernes sundhed og sikkerhed.«.

Artikel 2

1. Medlemsstaterne kan vedtage eller opretholde bestemmelser, som er gunstigere for arbejdstagerne end bestemmelserne i dette direktiv.

2. Medlemsstaterne kan vedtage forebyggende foranstaltninger samt kontrolforanstaltninger med henblik på beskyttelse og sikkerhed under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, og arbejdstagere som lige har født.

3. Gennemførelsen af dette direktiv berettiger under ingen omstændigheder til at forringe det eksisterende beskyttelsesniveau på de områder, der er omfattet af direktivet.

4. Bestemmelserne i dette direktiv indarbejdes i kollektive overenskomster i medlemsstaterne.

Artikel 3

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den … (11). De tilsender straks Kommissionen disse bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og dette direktiv.

2. Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

Artikel 4

1. Medlemsstaterne og de nationale ligebehandlingsorganer meddeler senest den … (12) og hvert tredje år herefter Kommissionen alle oplysninger, denne har brug for til at udarbejde en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af direktiv 92/85/EØF som ændret ved dette direktiv.

2. I Kommissionens rapport skal der i relevant omfang tages hensyn til arbejdsmarkedets parters og relevante ikke-statslige organisationers synspunkter. I overensstemmelse med princippet om integration af ligestillingsaspektet skal beretningen bl.a. indeholde en evaluering af virkningen for kvinder og mænd af de foranstaltninger, der er truffet. Rapporten skal også omfatte en analyse af de sociale og økonomiske virkninger på EU-plan af en yderligere forlængelse af barselsorloven og indførelse af fædreorlov. På baggrund af de modtagne oplysninger skal rapporten om nødvendigt indeholde forslag med henblik på revision og ajourføring af direktiv 92/85/EØF som ændret ved nærværende direktiv.

Artikel 5

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 6

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i

På Europa-Parlamentets vegne

Formand

På Rådets vegne

Formand

(1) EUT C 277 af 17.11.2009, s. 102.

(2) Europa-Parlamentets holdning af 20.10.2010.

(3) ECR 2008, I-01017.

(4) EUT L 204 af 26.7.2006, s. 23.

(5) EFT L 348 af 28.11.1992, s. 1.

(6) EFT L 145 af 19.6.1996, s. 4.

(7) EFT C 218 af 31.7.2000, s. 5.

(8) EFT L 269 af 5.10.2002, s. 15.

(9) EFT L 145 af 19.6.1996, s. 4.«.

(10) EUT L 204 af 26.7.2006, s. 23.«.

(11) To år efter dette direktivs ikrafttræden.

(12) Tre år efter dette direktivs ikrafttræden.

8.3.2012

Den Europæiske Unions Tidende

CE 70/192

Torsdag den 21. oktober 2010
Instrument til finansiering af samarbejdet med industrialiserede lande ***I

P7_TA(2010)0381

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 21. oktober 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1934/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af samarbejdet med industrialiserede og andre højindkomstlande og -territorier (KOM(2009)0197 - C7-0101/2009 - 2009/0059(COD))

2012/C 70 E/31

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (KOM(2009)0197),

—	der henviser til EF-traktatens artikel 181 A, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C7-0101/2009),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse til Parlamentet og Rådet om følgerne af Lissabontraktatens ikrafttræden for de igangværende interinstitutionelle beslutningsprocedurer (KOM(2009)0665),

—	der henviser til artikel 294, stk. 3, artikel 207, stk. 2, og artikel 209, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 55,

—	der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel og udtalelser fra Udenrigsudvalget, Udviklingsudvalget og Budgetudvalget (A7-0052/2010),

1.	vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.	mener, at forslaget er foreneligt med den flerårige finansielle ramme for perioden 2007-2013; minder dog om, at de årlige bevillinger for perioden 2010-2013 vedtages af budgetmyndigheden under den årlige budgetprocedure;

3.	anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre dette forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

4.	pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Torsdag den 21. oktober 2010
P7_TC1-COD(2009)0059

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 21. oktober 2010 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2010 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1934/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af samarbejdet med industrialiserede og andre højindkomstlande og -territorier

[Ændring 3, medmindre andet er angivet]

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 2, og artikel 209, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter den almindelige lovgivningsprocedure (1),

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Siden 2007 har Fællesskabet strømlinet sit geografiske samarbejde med udviklingslande i Asien, Centralasien og Latinamerika og med Irak, Iran, Yemen og Sydafrika under Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 af 18. december 2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (2).

(2)

Det primære, overordnede mål for forordning (EF) nr. 1905/2006 er at udrydde fattigdom ved forsat at forfølge millenniumudviklingsmålene. Samarbejdet under de geografiske programmer med udviklingslande, -territorier og -regioner, som er fastsat i forordningen, er desuden begrænset til finansiering af foranstaltninger, som opfylder kriterierne for officiel udviklingsbistand (ODA-kriterierne), som er fastsat af Komiteen for Udviklingsbistand under Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD/DAC).

(3)

Det er i Unionens interesse at uddybe forbindelserne med de berørte udviklingslande, som både er vigtige bilaterale partnere og aktører i multilaterale fora og inden for global governance, og som Unionen har en strategisk interesse i at fremme forskelligartede forbindelser med, især på områder som økonomiske, kommercielle, akademiske, forretningsmæssige og videnskabelige udvekslinger. Det er hertil nødvendigt med et finansielt instrument, som giver mulighed for at finansiere foranstaltninger, som er af en sådan art, at de i princippet ikke er berettiget til officiel udviklingsbistand ud fra ODA-kriterierne, men som har afgørende betydning for konsolidering af forbindelserne og yder et vigtigt bidrag til fremskridt og udvikling i de pågældende udviklingslande .

(4)

Med henblik herpå blev der i budgetprocedurerne for 2007 og 2008 vedtaget fire forberedende foranstaltninger for at indlede et sådant udvidet samarbejde i overensstemmelse med artikel 49, stk. 6, litra b), i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (3) (finansforordningen): erhvervsmæssige og videnskabelige udvekslinger med Indien; erhvervsmæssige og videnskabelige udvekslinger med Kina; samarbejde med mellemindkomstlande i Asien; og samarbejde med mellemindkomstlande i Latinamerika. I henhold til nævnte artikel skal lovgivningsproceduren for de forberedende foranstaltninger være tilendebragt inden udgangen af det tredje regnskabsår.

(5)

Målene for og bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 1934/2006 (4) er velegnede til at kunne fortsætte med et sådant udvidet samarbejde med lande, der er omfattet af forordning (EF) nr. 1905/2006. Til det formål er det nødvendigt at udvide det geografiske anvendelsesområde for forordning (EF) nr. 1934/2006 og at vedtage en finansieringsramme, der dækker samarbejdet med disse udviklingslande.

(6)

Med udvidelsen af det geografiske anvendelsesområde for forordning (EF) nr. 1934/2006 omfattes de respektive udviklingslande af to forskellige finansieringsinstrumenter for eksterne aktioner. Det bør sikres, at disse to finansieringsinstrumenter holdes helt adskilt fra hinanden. Forordning (EF) nr. 1905/2006 vil blive anvendt ved finansiering af foranstaltninger, der opfylder ODA-kriterierne, mens forordning (EF) nr. 1934/2006 udelukkende vil finde anvendelse på foranstaltninger, der ikke opfylder disse kriterier. Derudover bør det sikres, at de lande, der hidtil har været omfattet af forordning (EF) nr. 1934/2006, nemlig de industrialiserede og andre højindkomstlande og -territorier, med udvidelsen af nævnte forordnings geografiske anvendelsesområde ikke stilles ringere, navnlig ikke i økonomisk henseende.

(7)

Da finanskrisen har ført til en yderst spændt budgetsituation i hele Unionen, og da den foreslåede udvidelse vedrører lande, der til tider udviser en konkurrenceevne svarende til Unionens, og som har nået en gennemsnitlig levestandard, der nærmer sig visse medlemsstaters, bør Unionens bistand stå i forhold til de bestræbelser, der i de begunstigede lande gøres for at overholde internationale aftaler indgået under Den Internationale Arbejdsorganisation og bidrage til de globale mål om en reduktion i udledningen af drivhusgasser.

(8)

Under revisionen af gennemførelsen af finansielle instrumenter til eksterne aktioner er det blevet konstateret, at der ikke er konsekvens i de bestemmelser, som udelukker omkostninger vedrørende skatter, told og andre afgifter fra støtte. For at sikre konsekvens foreslås det, at disse bestemmelser bringes på linje med de øvrige instrumenter.

(9)

Kommissionen bør i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter for så vidt angår flerårige samarbejdsprogrammer, eftersom disse programmer supplerer forordning (EF) nr. 1934/2006 og er almengyldige. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau.

(10)	Forordning (EF) nr. 1934/2006 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed -

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 1934/2006 foretages følgende ændringer:

1)	Titlen på forordningen affattes således:

Artikel 1 til 3 affattes således:

»Artikel 1

Mål

1. I denne forordning omfatter industrialiserede lande og andre højindkomstlande og -territorier lande og territorier, der er opført i bilag I til denne forordning, og udviklingslande omfatter lande, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 af 18. december 2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (5) opført i bilag II til denne forordning (herefter (»partnerlande«).

Unionens finansiering under denne forordning støtter økonomisk, finansielt ▐, teknisk , kulturelt og akademisk samarbejde med partnerlande på de områder, der er nævnt i artikel 4, og som henhører under dens kompetence. Formålet med denne forordning er at finansiere foranstaltninger, der ikke opfylder kriterierne for officiel udviklingsbistand (ODA), som er fastsat af Komiteen for Udviklingsbistand under Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD/DAC).

2. Det primære mål for samarbejdet med partnerlandene er at give specifik respons på behovet for at styrke forbindelserne med dem og for et yderligere engagement i forhold til dem på et bilateralt, regionalt eller multilateralt grundlag for at skabe gunstigere og mere gennemsigtige rammer for udvikling af forbindelserne mellem Unionen og partnerlandene i overensstemmelse med principperne for Unionens optræden udadtil som fastlagt i traktaten . De omfatter blandt andet til fremme af demokrati, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, retsstatsprincippet, anstændigt arbejde, god regeringsførelse og miljøbeskyttelse med henblik på at bidrage til fremskridt og bæredygtige udviklingsprocesser i partnerlandene.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1. Formålet med samarbejdet er at indgå i et samarbejde med partnerlandene for at udvide dialogen og den indbyrdes tilnærmelse samt i fællesskab at fremme indbyrdes overensstemmende politiske, økonomiske og institutionelle strukturer og værdier . Unionen bestræber sig desuden på at øge samarbejdet og udvekslingen med etablerede eller stadig vigtigere bilaterale partnere og aktører i multilaterale fora og inden for global governance. Samarbejdet omfatter også partnere, hvor Unionen har en strategisk interesse i at fremme forbindelserne og de værdier, der er nedfældet i traktaten .

2. ▐ Under behørigt begrundede omstændigheder og for at sikre, at Unionens bistand er konsekvent og effektiv, og for at fremme regionalt samarbejde kan Kommissionen ▐ i forbindelse med vedtagelse af de årlige handlingsprogrammer ▐, der er omhandlet i artikel 6, beslutte, at lande, der ikke er opført på listerne i bilagene, kan omfattes af de i denne forordning omhandlede foranstaltninger, hvis det projekt eller program, der skal gennemføres, er af regional eller grænseoverskridende karakter. Der fastsættes bestemmelser herom i de flerårige samarbejdsprogrammer, der er omhandlet i artikel 5.

3. Kommissionen ændrer listerne i bilag I og II efter OECD/DAC's regelmæssige revisioner af sin liste over udviklingslande og underretter Europa-Parlamentet og Rådet herom.

4. I forbindelse med EU-finansiering i henhold til denne forordning tages der, hvor det er relevant, særlig hensyn til partnerlandenes overholdelse af Den Internationale Arbejdsorganisations grundlæggende arbejdsstandarder og deres bestræbelser på at reducere udledningen af drivhusgasser.

5. I forbindelse med de lande, som er opført på listen i bilag II til denne forordning, skal der være nøje sammenhæng med de foranstaltninger, som finansieres i henhold til forordning (EF) nr. 1905/2006 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1337/2008 af 16. december 2008 om etablering af en facilitet med henblik på hurtig reaktion på de kraftigt stigende fødevarepriser i udviklingslandene (6)

Artikel 3

Generelle principper

1. Unionen bygger på principperne om frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstaten og søger at vinde, udvikle og styrke tilslutning til disse principper i partnerlandene gennem dialog og samarbejde.

2. Ved gennemførelsen af denne forordning anvendes om nødvendigt en differentieret tilgang ved udformningen af samarbejdet med partnerlandene for at tage hensyn til deres økonomiske, sociale og politiske situation samt til Unionens særlige interesser, strategier og prioriteter.

3. Foranstaltninger, der finansieres i henhold til denne forordning, skal være i overensstemmelse med og omfatte samarbejdsområder, der især er fastlagt i instrumenter, aftaler, erklæringer og handlingsplaner mellem Unionen og partnerlandene, samt områder, der vedrører Unionens særlige interesser og prioriteter.

4. Med hensyn til foranstaltninger, der finansieres i henhold til denne forordning, stræber Unionen også mod at sikre sammenhæng med andre områder for sin optræden udadtil samt andre relevante unionspolitikker, især udviklingssamarbejde. Denne sammenhæng skal sikres ved politikudformningen, den strategiske planlægning og ved programmeringen og gennemførelsen af foranstaltningerne.

5. Foranstaltninger, der finansieres i henhold til denne forordning, supplerer og tilfører merværdi til de bestræbelser, der gøres af medlemsstaterne og offentlige EU-organer med hensyn til handelsmæssige forbindelser og kulturelle, akademiske og videnskabelige udvekslinger.

6. Kommissionen informerer og udveksler regelmæssigt synspunkter med Europa-Parlamentet.

Artikel 4 ændres således:

indledningen affattes således:

»Unionens finansiering støtter samarbejdsaktioner, der er i overensstemmelse med artikel 1, og skal være i overensstemmelse med det denne forordnings overordnede formål, anvendelsesområde, mål og generelle principper. Unionens finansiering omfatter aktioner, der i princippet ikke opfylder ODA-kriterierne, og som også kan have en regional dimension, på følgende samarbejdsområder:«

nr. 1) til 5) affattes således:

»1)	fremme af samarbejde, partnerskaber og fællesforetagender mellem økonomiske, sociale, kulturelle, akademiske og videnskabelige aktører i Unionen og partnerlandene

2)	stimulering af bilateral handel, investeringsstrømme og økonomiske partnerskaber med særlig fokus på små og mellemstore virksomheder

3)	fremme af dialoger mellem politiske, økonomiske, sociale og kulturelle aktører og andre ikke-statslige organisationer inden for relevante sektorer i Unionen og partnerlandene

fremme af mellemfolkelige forbindelser, uddannelses- og erhvervsuddannelsesprogrammer og intellektuel udveksling og fremme af gensidig forståelse mellem kulturer, især på familieplan, herunder foranstaltninger til at sikre og øge Unionens deltagelse i Erasmus Mundus og deltagelse i europæiske uddannelsesmesser

fremme af samarbejdsprojekter på områder som forskning, videnskab og teknologi, sport og kultur, energi (navnlig vedvarende energi), transport, miljø (herunder klimaændringer), told, finansielle og juridiske spørgsmål og menneskerettighedsspørgsmål samt andre spørgsmål af gensidig interesse mellem Unionen og partnerlandene«

nr. 7) affattes således:

»7)

støtte til specifikke initiativer, herunder forskningsarbejde, undersøgelser, pilotordninger eller fælles projekter, som på en effektiv og fleksibel måde skal bidrage til at nå de mål for samarbejde, der følger af udviklingen i Unionens bilaterale forbindelser med partnerlandene, eller som kan medvirke til yderligere at uddybe forbindelserne med dem og inddrage flere områder i disse forbindelser.«

I artikel 5 affattes stk. 2 og 3 således:

»2. Flerårige samarbejdsprogrammer dækker kun denne forordnings gyldighedsperiode. De fastlægger Unionens specifikke interesser og prioriteter, generelle mål og forventede resultater. Især hvad angår Erasmus Mundus, tager programmerne sigte på en så ligelig geografisk dækning som muligt. De fastlægger desuden de områder, der er udvalgt med henblik på EU-finansiering, og angiver de vejledende finansielle tildelinger, samlet, for hvert prioriteret område og for hvert partnerland eller hver gruppe af partnerlande i den pågældende periode. Dette kan eventuelt ske i form af et beløbsinterval. Flerårige samarbejdsprogrammer underkastes en midtvejsrevision og eventuelt ad hoc-revisioner.

3. Flerårige samarbejdsprogrammer og revisioner heraf vedtages af Kommissionen ved hjælp af delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 14a og på de i artikel 14b og 14c anførte betingelser.«

Artikel 6 ændres således:

a)	stk. 1 affattes således: »1. Kommissionen vedtager hvert år handlingsprogrammer, som bygger på de flerårige samarbejdsprogrammer, der er omhandlet i artikel 5, og underretter samtidig Europa-Parlamentet og Rådet herom.«

stk. 3 affattes således:

»3. Årlige handlingsprogrammer vedtages af Kommissionen under hensyntagen til Europa-Parlamentets og Rådets udtalelser. Det er ikke nødvendigt at anvende denne procedure i forbindelse med ændringer af handlingsprogrammer som f.eks. tekniske tilpasninger, forlængelse af gennemførelsesperioden, omfordeling af midler mellem de planlagte aktioner inden for det planlagte budget, forhøjelse af budgettet med et beløb på under 20 % af det oprindelige budget eller nedsættelse heraf, forudsat at disse ændringer er i overensstemmelse med de oprindelige mål, der er fastsat i handlingsprogrammerne.«

[Ændring 4]

Artikel 7 ændres således:

litra e) og f) affattes således:

»e)	fælles organer, som partnerlandene og -regionerne og Unionen har oprettet

f)	EU-institutioner og -organer, i det omfang de gennemfører de støtteforanstaltninger, der er omhandlet i artikel 9«

følgende stykker tilføjes:

»1a. Foranstaltninger, der er omfattet af Rådets forordning (EF) nr. 1257/96 af 20. juni 1996 om humanitær bistand (7), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1717/2006 af 15. november 2006 om oprettelse af et stabilitetsinstrument (8) eller forordning (EF) nr. 1905/2006, og som er berettiget til støtte derunder, er ikke støtteberettigede i henhold til denne forordning.

1b. EU-bistand i henhold til denne forordning må ikke anvendes til at finansiere anskaffelse af våben og ammunition og operationer, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet.

7)	Artikel 8, stk. 3, affattes således: »3. Unionens finansiering må i princippet ikke anvendes til betaling af skatter, told eller andre afgifter i partnerlandene.«

Artikel 9 ændres således:

stk. 1 affattes således:

»1. Unionens finansiering kan anvendes til at dække udgifter i forbindelse med forberedelse, opfølgning, kontrol, revision og evaluering, som er direkte nødvendige for gennemførelsen af denne forordning og realiseringen af dens mål, og alle andre udgifter til administrativ og teknisk bistand, som Kommissionen, herunder dens delegationer i partnerlandene, måtte pådrage sig til forvaltningen af aktioner, som finansieres i henhold til denne forordning.«

b)	stk. 3 affattes således: »3. Kommissionen vedtager støtteforanstaltninger, der ikke indgår i de flerårige samarbejdsprogrammer, og underretter samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet herom.«

Artikel 12 ændres således:

a)	overskriften affattes således: »Beskyttelse af Unionens finansielle interesser«

stk. 1 affattes således:

»1. Aftaler, der indgås i henhold til denne forordning, skal indeholde bestemmelser, som garanterer beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser, særlig i forbindelse med uregelmæssigheder, svig, korruption og anden ulovlig virksomhed, jf. Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (9) og Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 af 11. november 1996 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder (10) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 af 25. maj 1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) (11). «

stk. 2 affattes således:

»2. I aftalerne anføres det udtrykkeligt, at Kommissionen og Revisionsretten har beføjelse til at foretage revision, herunder dokumentrevision eller revision på stedet for alle kontrahenter og underkontrahenter, der har modtaget EU-midler. Det skal også udtrykkelig fastsættes, at Kommissionen kan foretage kontrol og inspektion på stedet i overensstemmelse med forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96.«

10)

Artikel 13 affattes således:

»Artikel 13

Evaluering

1. Kommissionen evaluerer regelmæssigt de aktioner og programmer, der finansieres i henhold til denne forordning, hvor det er relevant eller på anmodning fra Europa-Parlamentet eller Rådet ved hjælp af uafhængige eksterne evalueringer, for at efterprøve, om målene er nået, og for at kunne rette henstillinger om en forbedring af fremtidige aktioner. Der tages højde for resultaterne, når programmerne udformes og midlerne tildeles.

2. Kommissionen sender de i stk. 1 omhandlede evalueringsrapporter til Europa-Parlamentet og Rådet til orientering.

3. Kommissionen inddrager alle relevante interessenter, herunder de ikke-statslige aktører, i evalueringen af Unionens samarbejde i henhold til denne forordning.«

[Stk. 2 svarer til ændring 5]

11)

Artikel 14 affattes således:

»Artikel 14

Årlig rapport

Kommissionen undersøger, hvilke fremskridt der er gjort med gennemførelsen af de foranstaltninger, der er truffet i henhold til denne forordning, og forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en detaljeret årlig rapport om gennemførelsen af denne forordning. I rapporten redegøres der for resultaterne af gennemførelsen af budgettet og alle de finansierede aktioner og programmer og så vidt muligt for det vigtigste udbytte og de vigtigste virkninger af samarbejdsaktionerne og - programmerne.«

12)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 14a

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de delegerede retsakter, der er omhandlet i artikel 5, for denne forordnings gyldighedsperiode.

2. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidig Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

3. Beføjelserne til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i artikel 14b og 14c anførte betingelser.

Artikel 14b

Tilbagekaldelse af delegationen

1. Den i artikel 5 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet.

2. Den institution, der har indledt en intern procedure med henblik på at afgøre, om delegationen af beføjelser skal tilbagekaldes, bestræber sig på at give den anden institution og Kommissionen meddelelse herom i rimelig tid, inden den endelige afgørelse træffes, med angivelse af hvilke delegerede beføjelser der kunne være genstand for tilbagekaldelse, samt den mulige begrundelsen herfor.

3. Afgørelsen om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning øjeblikkeligt eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af de delegerede retsakter, der allerede er i kraft. Den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 14c

Indsigelser mod delegerede retsakter

1. Europa-Parlamentet eller Rådet kan gøre indsigelse mod en delegeret retsakt inden for to måneder fra datoen for meddelelsen.

Fristen forlænges med to måneder på initiativ af Europa-Parlamentet eller Rådet.

2. Har hverken Europa-Parlamentet eller Rådet ved udløbet af den frist, der er omhandlet i stk. 1, gjort indsigelse mod den delegerede retsakt, offentliggøres den i Den Europæiske Unions Tidende og træder i kraft på den dato, der er fastsat heri.

Den delegerede retsakt kan offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende og træde i kraft inden fristens udløb, hvis både Europa-Parlamentet og Rådet har meddelt Kommissionen, at de ikke agter at gøre indsigelse.

3. Gør Europa-Parlamentet eller Rådet indsigelse mod en delegeret retsakt inden udløbet af den frist, der er omhandlet i stk. 1 nævnte, træder den ikke i kraft. Den institution, der gør indsigelse mod den delegerede retsakt, anfører begrundelsen herfor.«

13)	Artikel 15 udgår. [Ændring 6]

14)

Artikel 16 affattes således:

»Artikel 16

Finansielle bestemmelser

Det finansielle referencegrundlag for gennemførelsen af denne forordning er for perioden 2007-2013 på 172 mio. EUR for lande, som er opført på listen i bilag I, og på 176 mio. EUR for lande, som er opført på listen i bilag II. De årlige bevillinger for perioden 2010-2013 vedtages af budgetmyndigheden under den årlige budgetprocedure. Kommissionen forelægger budgetmyndigheden detaljerede oplysninger om alle budgetposter og de årlige bevillinger, der anvendes til finansiering af foranstaltningerne i henhold til denne forordning. Disse bevillinger godkendes af budgetmyndigheden inden for rammerne af den finansielle ramme. Det sikres, at de industrialiserede og andre højindkomstlande og -territorier, som er opført på listen i bilag I, ikke stilles ringere som følge af anvendelsen af denne forordning på de partnerlande, som opført på listen i bilag II.

De bevillinger, der planlægges anvendt som led i forordning (EF) nr. 1905/2006, anvendes ikke til dette formål. «

[Ændring 1 CP]

15)	I bilaget affattes overskriften således:

16)	Teksten i bilaget til nærværende forordning indsættes som bilag II.

Artikel 2

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i

På Europa-Parlamentets vegne

Formand

På Rådets vegne

Formand

(1) Europa-Parlamentets holdning af 21.10.2010.

(2) EUT L 378 af 27.12.2006, s. 41.

(3) EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.

(4) EUT L 405 af 30.12.2006, s. 41.

(5) EUT L 378 af 27.12.2006, s. 41.

(6) EUT L 354 af 31.12.2008, s. 62.«

(7) EFT L 163 af 2.7.1996, s. 1.

(8) EUT L 327 af 24.11.2006, s. 1.«

(9) EFT L 312 af 23.12.1995, s. 1.

(10) EFT L 292 af 15.11.1996, s. 2.

(11) EFT L 136 af 31.5.1999, s. 1.

Torsdag den 21. oktober 2010
BILAG

»BILAG II

Liste over udviklingslande omfattet af denne forordning

Latinamerika

Argentina

Bolivia

Brasilien

Chile

Colombia

6.	Costa Rica

Cuba

Ecuador

9.	El Salvador

10.

Guatemala

11.

Honduras

12.

Mexico

13.

Nicaragua

14.

Panama

15.

Paraguay

16.

Peru

17.

Uruguay

18.

Venezuela

Asien

19.	Afghanistan

20.	Bangladesh

21.

Bhutan

22.

Cambodja

23.

Kina

24.

Indien

25.	Indonesien

26.	Den Demokratiske Folkerepublik Korea

27.

Laos

28.

Malaysia

29.	Maldiverne

30.

Mongoliet

31.	Myanmar/Burma

32.

Nepal

33.

Pakistan

34.	Filippinerne

35.

Sri Lanka

36.

Thailand

37.

Vietnam

Centralasien

38.	Kasakhstan

39.	Den Kirgisiske Republik

40.	Tadsjikistan

41.	Turkmenistan

42.	Usbekistan

Mellemøsten

43.

Iran

44.

Irak

45.

Yemen

Sydafrika

46.	Sydafrika«

8.3.2012

Den Europæiske Unions Tidende

CE 70/203

Torsdag den 21. oktober 2010
Instrument til finansiering af udviklingssamarbejde ***I

P7_TA(2010)0382

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 21. oktober 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (KOM(2010)0102 - C7-0079/2010 - 2010/0059(COD))

2012/C 70 E/32

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2010)0102),

—	der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 209, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget (C7-0079/2010),

—	der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—	der henviser til de begrundede udtalelser, som formanden har modtaget fra de nationale parlamenter, om, hvorvidt udkastet til retsakt overholder nærhedsprincippet,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 55,

—	der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelse fra Budgetudvalget (A7-0285/2010),

1.	fastlægger nedenstående holdning ved førstebehandling;

mener, at der i forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning med den drastiske nedsættelse af margenen under loftet for udgiftsområde 4 i den flerårige finansielle ramme for perioden 2007-2013 ikke levnes tilstrækkeligt råderum til at imødegå og reagere hensigtsmæssigt på en eventuel krisesituation;

3.	mener på grund af det vedvarende problem med handelen med bananer, at de foreslåede foranstaltninger kunne være medtaget i den flerårige finansielle ramme på et tidligere tidspunkt;

4.	gentager sin overbevisning om, at ethvert nyt instrument ikke bør finansieres gennem omlægning, eftersom dette har negative konsekvenser for eksisterende prioriteter;

minder om, at fleksibilitetsinstrumentet, jf. punkt 27 i den interinstitutionelle aftale (IIA) af 17. maj 2006 om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (1), sigter mod at finansiere »nøje fastlagte udgifter, der ikke kan finansieres inden for de disponible lofter«, og mener, at foranstaltninger vedrørende handel med bananer falder ind under denne kategori;

mener derfor ikke, at forslaget er i overensstemmelse med loftet for udgiftsområde 4 i den flerårige finansielle ramme, og henstiller, at der foretages en revision af denne efter de procedurer, der er fastlagt i punkt 21-23 i IIA, eller efter andre procedurer som dem, der er omhandlet i aftalens punkt 25 og 27;

7.	anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre dette forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

8.	pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

(1) EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1.

Torsdag den 21. oktober 2010
P7_TC1-COD(2010)0059

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 21. oktober 2010 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2010 om ændring af forordning (EF) nr. 1905/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 209, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkastet til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

efter den almindelige lovgivningsprocedure (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)	Unionens udviklingspolitik har til formål at mindske og på sigt udrydde fattigdommen.

(2)	Unionen støtter som medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO), at handel integreres i udviklingsstrategier, og at verdenshandelen fremmes for at fremhjælpe udvikling og mindske og på sigt udrydde fattigdommen på verdensplan.

(3)	Unionen støtter gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS) i deres bestræbelser for fattigdomslempelse og bæredygtig økonomisk og social udvikling og erkender betydningen af deres råvaresektorer.

(4)

Unionen støtter en gnidningsløs og gradvis integration af udviklingslandene i verdensøkonomien med sigte på bæredygtig udvikling. De vigtigste bananeksporterende AVS-stater kan blive udsat for problemer i forbindelse med ændringen af handelsordningen, navnlig som følge af mestbegunstigelsesliberaliseringen i WTO og de bilaterale eller regionale aftaler, der er indgået eller ved at blive indgået mellem Unionen og lande i Latinamerika . Programmet for ledsageforanstaltninger for AVS-bananer bør derfor indgå i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 af 18. december 2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (2).

(5)

De finansielle støtteforanstaltninger, der skal træffes i henhold til dette program, bør sigte mod at forbedre levestandarden og -vilkårene for befolkningerne i banandyrkningsområderne, som lever af banansektorens værdikæde, navnlig mindre landbrug og enheder, og at sikre overholdelsen af arbejdsstandarderne og standarderne for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen samt miljøstandarderne, navnlig hvad angår anvendelsen af og eksponeringen for pesticider, ved at lette tilpasningen og om nødvendigt inkludere en omorganisering i områder, som er afhængige af bananeksport, ved hjælp af en sektorspecifik budgetstøtte eller projektspecifikke interventioner. Foranstaltningerne bør bidrage til, at der etableres en politik for, hvordan den sociale robusthed styrkes, og til at fremme økonomisk diversificering eller investeringer i forbedring af konkurrenceevnen, hvor dette er ▐ muligt ▐, idet der tages hensyn til resultater og erfaringer fra den særlige støtteordning for traditionelle AVS-leverandører af bananer oprettet i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 2686/94 (3) og den særlige ramme for bistand (SFA) til traditionelle AVS-leverandører af bananer oprettet i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 856/1999 (4) og Kommissionens forordning (EF) nr. 1609/1999 (5). Unionen anerkender betydningen af at fremme en mere lige fordeling af indtægterne fra bananproduktionen.

(6)

Programmet bør støtte tilpasningsprocessen i AVS-stater, som har eksporteret væsentlige mængder bananer til EU i de senere år, og som vil blive påvirket af liberaliseringen inden for rammerne af WTO (6) eller som følge af de bilaterale eller regionale aftaler, der er indgået eller ved at blive indgået mellem Unionen og visse lande i Latin- og Centralamerika . Programmet bygger på SFA til traditionelle AVS-bananleverandører. Det er i overensstemmelse med EU's internationale forpligtelser inden for WTO og sigter ▐ mod omstrukturering og forbedring af konkurrencedygtigheden og er dermed af midlertidig karakter med en ▐ løbetid på fire år (2010-2013).

(7)

Ifølge konklusionerne i Kommissionens meddelelse af 17. marts 2010 med titlen »Den toårige rapport om den særlige ramme for bistand til traditionelle AVS-bananleverandører« bidrog tidligere støtteprogrammer væsentligt til at opnå en forbedret kapacitet til en vellykket økonomisk diversificering, selv om den fulde indvirkning endnu ikke kan gøres op i tal, og bæredygtigheden af bananeksporten fra AVS-landene fortsat er skrøbelig.

(8)	Kommissionen har foretaget en evaluering af SFA-programmet og har ikke gennemført en konsekvensvurdering af ledsageforanstaltningerne vedrørende bananer (BAM).

(9)	Kommissionen bør sikre, at dette program koordineres effektivt med de regionale og nationale vejledende programmer, der er etableret i modtagerlandene, navnlig med hensyn til at nå økonomiske, landbrugsmæssige, sociale og miljømæssige mål.

(10)

Næsten to procent af verdenshandlen med bananer er certificeret af fair trade-producentorganisationer. Mindstepriserne for fair trade fastsættes på grundlag af en udregning af de »bæredygtige produktionsomkostninger«, der fastsættes efter en høring af de involverede parter med det formål at internalisere omkostningerne ved at leve op til rimelige sociale standarder og miljøstandarder, skabe en rimelig fortjeneste og derved gøre det muligt for producenterne at sikre deres indkomstmuligheder på lang sigt.

(11)	For at undgå udbytning af den lokale arbejdskraft bør de forskellige aktører i produktionskæden inden for banansektoren blive enige om en ligelig fordeling af indtægterne fra sektoren.

(12)

Kommissionen bør i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter for så vidt angår geografiske strategidokumenter, flerårige vejledende programmer og strategidokumenter for tematiske programmer og ledsageforanstaltninger, eftersom disse programmer supplerer forordning (EF) nr. 1905/2006 og er almengyldige. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau.

(13)	Forordning (EF) nr. 1905/2006 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed -

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 1905/2006 foretages følgende ændringer:

Artikel 4 affattes således:

»Artikel 4

Gennemførelse af EU-bistanden

I overensstemmelse med denne forordnings overordnede formål og anvendelsesområde, mål og generelle principper gennemføres EU-bistanden på basis af de geografiske og tematiske programmer, der er omhandlet i artikel 5-16 og de programmer, der er omhandlet i artikel 17 og 17a.«

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 17a

Vigtigste AVS-bananleverandørlande

1. Ledsageforanstaltningerne for bananer skal komme de AVS-bananleverandørlande, der er anført i bilag IIIa til gode. EU-bistanden til disse lande sigter mod at støtte deres tilpasningsproces efter liberaliseringen af EU-bananmarkedet inden for rammerne af WTO. EU-bistanden anvendes især til at bekæmpe fattigdom ved at forbedre levestandarden og -vilkårerne for de berørte landbrugere og personer, i givet fald små bedrifter, herunder gennem at sikre overholdelse af arbejds- og sikkerhedsstandarder samt overholdelse af miljøstandarder, herunder anvendelsen af og eksponeringen for pesticider. EU-bistanden skal tage hensyn til landenes politikker og tilpasningsstrategier og samtidig tage hensyn til deres regionale miljø (hvad angår afstand til regionerne i Unionens yderste periferi og de oversøiske lande og territorier) og særlig rettes mod følgende samarbejdsområder:

a)	fremme konkurrenceevnen i bananeksportsektoren, hvor dette er bæredygtigt, under hensyntagen til situationen for de forskellige interessenter i kæden

b)	fremme den økonomiske diversificering i områder, der er afhængige af bananproduktion , hvor dette er en bæredygtig strategi

c)	håndtere vidererækkende konsekvenser af tilpasningsprocessen med mulig tilknytning til, men ikke begrænset til beskæftigelse og sociale serviceydelser, arealanvendelse og miljøgenopretning og makroøkonomisk stabilitet.

2. Kommissionen fastsætter inden for det beløbsloft, der er angivet i bilag IV maksimumsbeløbet, som er til rådighed for hvert støtteberettiget AVS-bananleverandørland, der er omhandlet i stk. 1, på grundlag af følgende objektive og vægtede indikatorer :

a)	først og fremmest bananhandelen i Unionen

b)	dernæst bananeksportens betydning for økonomien i den pågældende AVS-stat og landets udviklingsniveau.

Fordelingskriterierne vil blive fastsat ud fra repræsentative data fra før 2010 og omfattende en periode, der ikke overstiger fem år, og på grundlag af en undersøgelse fra Kommissionen, der evaluerer konsekvenserne for AVS-staterne af den aftale, der blev indgået inden for rammerne af WTO, samt af de bilaterale eller regionale aftaler, der er indgået eller ved at blive indgået mellem Unionen og visse lande i Latin- og Centralamerika, som er de vigtigste bananeksporterende lande .

3. Kommissionen vedtager i analogi med artikel 19 flerårige støttestrategier i overensstemmelse med artikel 21. Den drager omsorg for, at sådanne strategier supplerer de geografiske strategidokumenter for de pågældende lande, og sikrer ledsageforanstaltningernes midlertidige karakter.

De flerårige støttestrategier for ledsageforanstaltninger vedrørende bananer skal omfatte:

a)	en opdateret miljøprofil, der tager behørigt hensyn til landets banansektor og bl.a. fokuserer på pesticider

b)	oplysninger om resultater fra tidligere bananstøtteprogrammer

c)	indikatorer til evaluering af fremskridt hvad angår udbetalingsbetingelserne, i tilfælde hvor budgetstøtte vælges som bistandsform

d)	de forventede resultater af støtten

e)	en tidsplan for støtteaktiviteterne og de forventede udgifter for hvert enkelt modtagerland

f)	måden, hvorpå fremskridt med hensyn til overholdelsen af ILO's internationalt anerkendte centrale arbejdsstandarder og af relevante konventioner vedrørende sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen samt relevante internationalt anerkendte centrale miljøstandarder skal opnås og overvåges.

18 måneder inden programmets ophør foretages der en evaluering af programmet og af landenes fremskridt, der indeholder anbefalinger af eventuelle handlinger, der skal fastlægges, og arten af disse. «

Artikel 21 affattes således:

»Artikel 21

Vedtagelse af strategidokumenter og flerårige vejledende programmer

Strategidokumenterne og de flerårige vejledende programmer, der er omhandlet i artikel 19 og 20, samt de revisioner, der er omhandlet i artikel 19, stk. 2, og artikel 20, stk. 1, samt de i artikel 17 og 17a omhandlede ledsageforanstaltninger vedtages af Kommissionen ved hjælp af delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 35 og på de i artikel 35a og 35b anførte betingelser .«

4)	Artikel 22, stk. 3, affattes således: »3. De årlige handlingsprogrammer vedtages af Kommissionen under hensyntagen til Europa-Parlamentets og Rådets udtalelser.«

Artikel 23, stk. 3 og 4, affattes således:

»3. Særlige foranstaltninger til et beløb på over 10 mio. EUR vedtages af Kommissionen under hensyntagen til Europa-Parlamentets og Rådets udtalelser. For særlige foranstaltninger til et beløb på under 10 mio. EUR meddeler Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet de særlige foranstaltninger til orientering senest en måned efter, at den har truffet afgørelse herom.

4. Ændringer af særlige foranstaltninger som f.eks. tekniske tilpasninger, forlængelse af gennemførelsesperioden, reallokering af bevillinger inden for det planlagte budget, forhøjelse eller nedsættelse af budgettet med et beløb på under 20 % af det oprindelige budget, så længe ændringerne ikke påvirker de oprindelige mål, der er fastsat i Kommissionens afgørelse meddeles Europa-Parlamentet og Rådet inden for en frist på én måned.«

6)	Artikel 25, stk. 2, affattes således: »2. EU-bistanden anvendes i princippet ikke til at betale skat, told eller afgifter i modtagerlandene.«

7)	Artikel 29, stk. 1, affattes således: »1. Budgetforpligtelser indgås ved afgørelser, som Kommissionen træffer i medfør af artikel 17a, stk. 3, artikel 22, stk. 1, artikel 23, stk. 1, og artikel 26, stk. 1.«

Artikel 31, stk. 1, tredje afsnit, affattes således:

»Ved indkøbs- eller tilskudsaftaler, der finansieres i henhold til et tematisk program, som defineret i artikel 11-16, og i henhold til programmerne i artikel 17 og 17a er deltagelse åben for alle fysiske personer, der er statsborgere i, og juridiske personer, der er etableret i et udviklingsland, som fastlagt af OECD/DAC og i bilag II, ud over de fysiske eller juridiske personer, der er støtteberettigede i henhold til det tematiske program og programmerne i artikel 17 og 17a. Kommissionen offentliggør og ajourfører bilag II i overensstemmelse med de regelmæssige revisioner, som OECD/DAC foretager af listen over bistandsmodtagere, og underretter Rådet herom.«

9)	Artikel 33, stk. 2, affattes således: »2. Kommissionen sender sine evalueringsrapporter til Europa-Parlamentet og til Rådet til orientering. Der tages højde for resultaterne, når programmerne udformes og midlerne tildeles.«

10)

Artikel 35 erstattes af følgende:

»Artikel 35

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de delegerede retsakter, der er omhandlet i artikel 17, stk. 2, artikel 17a og artikel 21 for denne forordnings gyldighedsperiode.

2. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidig Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

3. Beføjelserne til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i artikel 35a og 35b anførte betingelser.

Artikel 35a

Tilbagekaldelse af delegationen

1. Den i artikel 17, stk. 2, artikel 17a og artikel 21 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet.

Artikel 35b

Indsigelser mod delegerede retsakter

1. Europa-Parlamentet eller Rådet kan gøre indsigelse mod en delegeret retsakt inden for en frist på to måneder fra datoen for meddelelsen.

Fristen forlænges med to måneder på initiativ af Europa-Parlamentet eller Rådet.

3. Gør Europa-Parlamentet eller Rådet indsigelse mod en delegeret retsakt inden udløbet af den frist, der er omhandlet i stk. 1, træder den ikke i kraft. Den institution, der gør indsigelse mod den delegerede retsakt, anfører begrundelsen herfor.«

11)

Artikel 38, stk. 1 og 2, affattes således:

»1. Finansieringsrammen til gennemførelsen af denne forordning for perioden 2007-2013 er på 17 087 mio. EUR.

2. De vejledende beløb til hvert program som omhandlet i artikel 5-10 og 11-16 samt artikel 17 og 17a er anført i bilag IV. Disse beløb er fastlagt for perioden 2007-2013.«

12)	Bilag I til denne forordning indsættes som bilag IIIa.

13)	Bilag IV erstattes af teksten i bilag II til denne forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i

På Europa-Parlamentets vegne

Formand

På Rådets vegne

Formand

(1) Europa-Parlamentets holdning af 21.10.2010.

(2) EUT L 378 af 27.12.2006, s. 41.

(3) EFT L 286 af 5.11.1994, s. 1.

(4) EFT L 108 af 27.4.1999, s. 2.

(5) EFT L 190 af 23.7.1999, s. 14.

(6) Genève-aftalen om handel med bananer (EUT L 141 af 9.6.2010, s. 3).

Torsdag den 21. oktober 2010
BILAG I

»Bilag IIIA

Vigtigste AVS-bananleverandørlande

Belize

Cameroun

3.	Côte d'Ivoire

Dominica

5.	Den Dominikanske Republik

Ghana

Jamaica

8.	Saint Lucia

9.	Saint Vincent og Grenadinerne

10.

Surinam«

Torsdag den 21. oktober 2010
BILAG II

»BILAG IV

Vejledende finansielle tildelinger for perioden 2007-2013

(mio. EUR)
I alt	17 087
Geografiske programmer:	10 057
Latinamerika	2 690
Asien	5 187
Centralasien	719
Mellemøsten	481
Sydafrika	980
Tematiske programmer:	5 596
Investering i mennesker	1 060
Miljø og bæredygtig forvaltning af naturressourcer	804
Ikke-statslige aktørers og lokale myndigheders rolle i forbindelse med udvikling	1 639
Fødevaresikkerhed	1 709
Migration og asyl	384
AVS-sukkerprotokollande	1 244
Vigtigste AVS-bananleverandørlande	190«

8.3.2012

Den Europæiske Unions Tidende

CE 70/211

Torsdag den 21. oktober 2010
Angivelse af oprindelseslandet for visse varer, der importeres fra tredjelande ***I

P7_TA(2010)0383

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 21. oktober 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om angivelse af oprindelseslandet for visse varer, der importeres fra tredjelande (KOM(2005)0661 - C7-0048/2010 - 2005/0254(COD))

2012/C 70 E/33

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (KOM(2005)0661),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om følgerne af Lissabontraktatens ikrafttræden for de igangværende interinstitutionelle beslutningsprocedurer (KOM(2009)0665),

—	der henviser til artikel 294, stk. 2 og artikel 207, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget (C7-0048/2010),

—	der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 55,

—	der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel (A7-0273/2010),

1.	fastlægger nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.	anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre dette forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.	pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Torsdag den 21. oktober 2010
P7_TC1-COD(2005)0254

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 21. oktober 2010 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2011 om angivelse af oprindelseslandet for visse varer, der importeres fra tredjelande

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter den almindelige lovgivningsprocedure (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)	Den Europæiske Union har ikke harmoniserede bestemmelser eller ensartede praksisser for oprindelsesmærkning i Unionen, undtagen på visse områder i landbrugssektoren.

(2)

Denne forordning bør gælde for importerede industrivarer, bortset fra fiskerivarer og akvakulturprodukter som defineret i artikel 1 i Rådets forordning (EF) nr. 104/2000 af 17. december 1999 om den fælles markedsordning for fiskerivarer og akvakulturprodukter (2) og fødevarer som defineret i artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (3).

(3)	Mange virksomheder i EU gør allerede nu frivilligt brug af oprindelsesmærkning.

(4)

Manglende EU-regler og forskellene mellem de gældende ordninger i medlemsstaterne med hensyn til, hvordan oprindelseslandet angives på visse varer, har skabt en situation, hvor det inden for en række sektorer konstateres, at størstedelen af de varer, der importeres fra tredjelande og distribueres på EU-markedet, ikke er påført oplysninger eller er påført misvisende oplysninger om deres oprindelsesland. Disse forskelle fører også til, at importtrafikken fra tredjelande retter sig mod særlige indgangssteder til EU, som passer eksportlandet bedst.

(5)

Resultaterne af Kommissionens generelle høring af berørte parter (omfattende industrien, importører, forbrugerorganisationer, fagforeninger osv.) om den mulige udarbejdelse af en EU-forordning om oprindelsesmærkning indikerer, at de europæiske forbrugere generelt er af den opfattelse, at oprindelsesmærkning har stor betydning for oplysninger til dem vedrørende sikkerhed og sociale og miljømæssige spørgsmål.

(6)	En EU-oprindelsesmærkningsordning opfattes af EU-borgere som tæt sammenknyttet med beskyttelse af deres sundhed og sikkerhed.

(7)

EU satte i Lissabondagsordenen sig selv det mål, at den europæiske økonomi skulle styrkes ved bl.a. at forbedre EU-industris konkurrenceevne i verdensøkonomien, og der stræbes med EU 2020-strategien efter at bygge videre på dette behov for forbedring af konkurrenceevnen. Hvad visse kategorier af forbrugsgoder angår, kan deres konkurrenceforspring være den omstændighed, at de er produceret i EU og derfor bliver forbundet med et ry for kvalitet og høje produktionsstandarder.

(8)	EU-bestemmelser om oprindelsesmærkning ville styrke konkurrenceevnen for virksomheder i EU og økonomien som helhed i EU, idet borgerne således sættes i stand til at træffe kvalificerede valg.

(9)

Den økonomiske betydning af oprindelsesmærkning for forbrugernes valg og handelen er anerkendt i praksis af andre store handelspartnere, som har vedtaget krav om obligatorisk oprindelsesmærkning. Eksportører i EU er nødt til at opfylde disse krav og mærke varer, som de ønsker at eksportere til de pågældende markeder, med deres oprindelse.

(10)

Der har været flere tilfælde med hændelser af sundheds- og sikkerhedsmæssig karakter, der er opstået som følge af produkter importeret til EU fra tredjelande. En tydeligere oprindelsesangivelse vil give EU-borgerne flere oplysninger og mere kontrol over deres valg, hvorved de bliver beskyttet mod uafvidende køb af produkter af potentielt tvivlsom kvalitet.

(11)	Medlemsstaternes toldmyndigheder bør udføre grænsekontroller af den korrekte anvendelse af denne forordning ved hjælp af en fælles harmoniseret procedure for at lette den administrative byrde.

(12)	For at sikre, at denne forordning er effektiv og kun pålægger lette administrative byrder, samtidig med at EU-virksomheder sikres mest mulig fleksibilitet, bør den være i overensstemmelse med eksisterende »made in«-ordninger i verden.

(13)	EU burde sættes på lige fod med handelspartnerne og indføre en tilsvarende lovgivning, som også vil bidrage til at forhindre urigtige eller misvisende angivelser af oprindelse på visse importerede varer.

(14)

Ifølge Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked (4) tillægger forbrugerne måske oplysningerne om en vares geografiske oprindelse handelsmæssig værdi. Ifølge direktivet kan tilfælde, hvor urigtige eller misvisende oplysninger om den geografiske oprindelse foranlediger en forbruger til at købe et produkt, som vedkommende ellers ikke ville have købt, udgøre en urimelig handelspraksis. Dette direktiv kræver ikke, at der skal gives oplysninger om varernes geografiske oprindelse, og begrebet oprindelse defineres heller ikke.

(15)	En oprindelsesmærkningsordning ville sætte forbrugerne i stand til at identificere produkter med de sociale samt miljø- og sikkerhedsmæssige standarder, der generelt forbindes med oprindelseslandet.

(16)	En fælles definition af oprindelse med henblik på mærkning, regler for mærkning og fælles regler for kontrol vil således kunne skabe lige vilkår, gøre det lettere for forbrugerne at vælge i de omhandlede sektorer og bidrage til at mindske forekomsten af misvisende oprindelsesangivelser.

(17)

Et oprindelsesmærke kan bidrage til, at strenge EU-normer kan blive til fordel for EU-industrien, navnlig for små og mellemstore virksomheder , som ofte lægger en virkelig indsats i deres produkters kvalitet, og som desuden bevarer traditionelle og håndværksrelaterede job og produktionsmetoder, men som også i høj grad er udsat for presset fra den globale konkurrence, hvor der ikke findes regler, så der kan sondres mellem forskellige produktionsmetoder . Det vil også bidrage til at forhindre, at EU-industriens omdømme skades af unøjagtige angivelser af oprindelse. Bedre gennemsigtighed og forbrugerinformation om varers oprindelse vil således kunne bidrage til målene i Lissabon-dagsordenen og EU 2020-strategien .

(18)	Ifølge artikel IX i den generelle overenskomst om told og handel (GATT) fra 1994 kan WTO-medlemmer vedtage og håndhæve love og forskrifter vedrørende oprindelsesmærker på importerede varer, navnlig for at beskytte forbrugerne mod svigagtige og misvisende angivelser.

(19)

Reglerne om oprindelsesmærkning udgør også en effektiv beskyttelse mod varemærkeforfalskning og illoyal konkurrence og en styrkelse af Rådets forordning (EF) nr. 1383/2003 af 22. juli 2003 om toldmyndighedernes indgriben over for varer, der mistænkes for at krænke visse intellektuelle ejendomsrettigheder, og om de foranstaltninger, som skal træffes over for varer, der krænker sådanne rettigheder (5) , samt yderligere et vigtigt redskab til beskyttelse og fremme af produktionen i EU.

(20)	I henhold til aftalerne mellem Det Europæiske Fællesskab og ▐ Tyrkiet og de kontraherende parter i EØS-aftalen er det nødvendigt at udelukke varer med oprindelse i disse lande fra anvendelsesområdet for nærværende forordning.

(21)

EU's ikke-præferentielle oprindelsesregler er fastlagt i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (6) og gennemførelsesbestemmelserne hertil i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks (7). Det er bedst at lægge disse oprindelsesregler til grund for bestemmelse af importerede varers oprindelse med henblik på denne forordning. Anvendes et begreb, som er forhandlere og administrationer bekendt, vil det være lettere at indføre og gennemføre. Ikke-præferentielle oprindelsesregler bør være gældende for alle ikke-præferentielle handelspolitiske foranstaltninger. Overlapning med andre erklæringer og dokumentation bør undgås.

(22)

For at begrænse byrderne for erhvervsliv, handel og administration bør oprindelsesmærkning gøres obligatorisk i de sektorer, hvor Kommissionen ved forudgående høringer har konstateret, at der var tale om værditilvækst. ▐ Der bør ▐ fastsættes bestemmelser om, at bestemte produkter kan undtages af tekniske ▐ årsager, eller at der er tilfælde, hvor oprindelsesmærkning på anden måde er unødvendig i forbindelse med denne forordning. Dette kan navnlig være tilfældet, hvor oprindelsesmærkning ville være til skade for den pågældende vare, eller i forbindelse med visse råmaterialer.

(23)

Der bør fastsættes bestemmelser om, at det er muligt at udveksle oplysninger om varers oprindelse, der er fremkommet og/eller efterprøvet ved de kompetente myndigheders kontrol, også med myndigheder og andre personer og organisationer, som medlemsstaterne påtænker at give en håndhævende rolle i henhold til direktiv 2005/29/EF. Der bør tages hensyn til beskyttelse af personoplysninger, drifts- og forretningshemmeligheder, tavshedspligt og forvaltningshemmelighed.

(24)

I henhold til artikel 291 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fastsættes ved forordning efter den almindelige lovgivningsprocedure på forhånd generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af dennes gennemførelsesbeføjelser. Indtil en sådan ny forordning er vedtaget, finder bestemmelserne i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (8) , fortsat anvendelse, dog med undtagelse af forskriftsproceduren med kontrol, der ikke finder anvendelse .

(25)

Kommissionen bør i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter for at fastsætte, hvornår mærkning på emballagen kan godtages i stedet for mærkning af selve varen, eller varerne ikke kan eller skal mærkes af tekniske årsager, samt foranstaltninger til at fastsætte andre regler, som måtte være nødvendige, når det konstateres, at varer ikke er i overensstemmelse med denne forordning, eller til at ajourføre bilaget dertil, i tilfælde hvor vurderingen har ændret sig med hensyn til, om oprindelsesmærkning er nødvendig i en bestemt sektor.

(26)

Varer, som rejsende medfører i deres personlige bagage til personligt brug, bør fritages for anvendelsen af denne forordning inden for de grænser, der er fastsat for fritagelse for told, og hvis der ikke er noget, der tyder på, at varerne er del af en erhvervsmæssig vareudveksling. Der bør også fastsættes bestemmelser om, at andre tilfælde, der er omfattet af Rådets forordning (EF) nr. 1186/2009 af 16. november 2009 om en fællesskabsordning vedrørende fritagelse for import- og eksportafgifter (kodificeret udgave) (9), eventuelt kan udelukkes fra anvendelsesområdet for denne forordning ved hjælp af gennemførelsesbestemmelserne -

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

1. Denne forordning gælder for varer til endelige forbrugere , bortset fra fiskerivarer og akvakulturprodukter som defineret i artikel 1 i forordning (EF) nr. 104/2000 og fødevarer som defineret i artikel 2 i forordning (EF) nr. 178/2002.

2. Varer til endelige forbrugere , der kræver mærkning, er dem, der er beregnet på endelige forbrugere og opført i bilaget til denne forordning og importeres fra tredjelande, bortset fra varer med oprindelse i Den Europæiske Unions territorium, ▐ Tyrkiet og de kontraherende parter i EØS-aftalen.

Varer til endelige forbrugere kan fritages for oprindelsesmærkning, når det af tekniske ▐ årsager forekommer umuligt at mærke dem.

De produkter, som er omfattet af denne forordning, begrænser sig til varer til endelige forbrugere. Denne forordnings anvendelsesområde kan udvides af Kommissionen efter godkendelse fra Europa-Parlamentet og Rådet.

Med hensyn til tekstiler og tekstilvarer (kapitel 50-63), fodtøj, gamacher og lignende (kapitel 64), beklædningsgenstande og tilbehør dertil samt andre varer af pelsskind, kunstigt pelsskind og varer deraf (KN-kode 4303/4304), varer af læder, sadelmagerarbejder, rejseartikler, håndtasker og lignende varer, varer af tarme (undtagen tarme fra silkeorme) (KN-kode 4104 41 / 4104 49 / 4105 30 / 4106 22 / 4106 32 / 4106 40 / 4106 92 / 4107 - 4114 / 4302 13 / ex 4302 19 (35, 80)) forstås ved»vare til den endelige forbruger« det færdige produkt eller halvfabrikata, som skal gennem flere forarbejdningsfaser i Unionen, inden det bringes i omsætning.

3. Udtrykkene »oprindelse« og »med oprindelse i« henviser til ikke-præferenceoprindelse i overensstemmelse med artikel 22-26 i EF-toldkodeksen.

4. Ved »markedsføring« forstås tilrådighedsstillelse på fællesskabsmarkedet, hvad enten det sker mod betaling eller gratis, af en vare bestemt til endeligt forbrug, med henblik på distribuering og/eller anvendelse.

5. Ved »kompetente myndigheder« forstås myndigheder, der er involveret i varekontrollen, enten på det tidspunkt, hvor varerne importeres, eller på det tidspunkt, hvor sådanne varer markedsføres.

6. Denne forordning gælder ikke for varer af ikke-kommerciel karakter, som rejsende medfører i deres bagage inden for de grænser, der er fastsat for fritagelse af told, og under forudsætning af, at der ikke er noget, der tyder på, at varerne er del af en erhvervsmæssig vareudveksling.

Når det er muligt at indrømme fritagelse for importafgifter for importerede varer i henhold til forordning (EF) nr. 1186/2009, og der ikke er noget væsentligt, der tyder på, at varerne er del af en erhvervsmæssig vareudveksling, undtages disse varer også fra anvendelsesområdet for denne forordning.

▐

7. Denne forordning skal være i overensstemmelse med allerede eksisterende »made in«-ordninger i verden for at sikre effektiv regulering med lette administrative byrder og mere fleksibilitet for virksomheder i EU.

Artikel 2

Import eller markedsføring af varer er underlagt oprindelsesmærkning på de betingelser, der er fastsat i denne forordning.

Artikel 3

1. Disse varer mærkes med deres oprindelsesland. I tilfælde, hvor varerne er emballeret, foretages mærkningen også separat på emballagen.

Kommissionen kan ved hjælp af delegerede retsakter vedtage foranstaltninger for at bestemme, i hvilke tilfælde mærkning på emballagen kan godtages i stedet for mærkning af selve varen. Dette bør navnlig være tilfælde, hvor varerne normalt når frem til den endelige forbruger eller bruger i deres normale emballage. Sådanne foranstaltninger og alle revisioner heraf vedtages af Kommissionen efter den i artikel 7 fastlagte procedure.

2. Ordene »made-in« plus navnet på oprindelseslandet angiver varernes oprindelse. Mærkningen kan foretages på et af EU's officielle sprog, som det er let at forstå for de endelige forbrugere i den medlemsstat, hvor varerne skal afsættes , eller på engelsk ved at anvende ordene »made-in« samt den engelske betegnelse for oprindelseslandet .

3. Oprindelsesmærkningen foretages med let læselige bogstaver, som ikke må kunne fjernes, den skal være synlig under normal håndtering, være mærket på en måde, som adskiller den fra andre oplysninger og være præsenteret på en måde, som hverken er misvisende eller giver et fejlagtigt indtryk af varens oprindelse.

I forbindelse med produkter, der bringes i omsætning i lande, hvor sproget skrives med det latinske alfabet, må mærkningen ikke forekomme med andre bogstaver end dem tilhørende dette alfabet.

4. Varerne skal være påført den krævede mærkning ved importen. Uanset foranstaltninger, som træffes i henhold til artikel 5, stk. 3, må mærkningen hverken være fjernet eller have været udsat for manipulation, inden varerne er blevet solgt til den endelige forbruger eller bruger.

Artikel 4

1. Kommissionen kan vedtage gennemførelsesforanstaltninger i overensstemmelse med den i artikel 6, stk. 2, omhandlede procedure, navnlig for at:

—	fastlægge en detaljeret form og nærmere bestemmelser for oprindelsesmærkningen

—	opstille en liste over udtryk på alle officielle sprog i EU, som klart viser, at varerne har oprindelse i det land, der er angivet i mærkningen

—	fastlægge de tilfælde, hvor almindeligt anvendte forkortelser entydigt angiver oprindelseslandet og kan anvendes med henblik på denne forordning.

2. Kommissionen kan ved hjælp af delegerede retsakter vedtage foranstaltninger for at:

—	fastlægge, i hvilke tilfælde det er muligt ikke at mærke varerne eller hvor det ikke er nødvendigt af tekniske ▐ årsager

—	fastsætte andre regler, som måtte være nødvendige, når det konstateres, at varer ikke er i overensstemmelse med denne forordning

—	ajourføre bilaget til denne forordning i tilfælde, hvor vurderingen har ændret sig med hensyn til, om oprindelsesmærkning er nødvendig i en bestemt sektor.

Sådanne foranstaltninger og alle revisioner heraf vedtages af Kommissionen efter den i artikel 7 fastlagte procedure.

Artikel 5

1. Varer er ikke i overensstemmelse med denne forordning, hvis:

—	de ikke er påført oprindelsesmærkning

—	oprindelsesmærkningen ikke svarer til varernes oprindelse

—	oprindelsesmærkningen er blevet ændret eller fjernet eller på anden måde er blevet udsat for manipulation, undtagen i tilfælde, hvor det har været nødvendigt at foretage en rettelse i henhold til stk. 3 i denne artikel.

2. Kommissionen kan vedtage yderligere gennemførelsesforanstaltninger i overensstemmelse med den i artikel 6, stk. 2, omhandlede procedure med hensyn til erklæringer og støttedokumenter, som kan anvendes til at påvise overensstemmelse med denne forordning.

3. Kommissionen stiller forslag om fælles minimumsnormer for, hvilke sanktioner der skal anvendes ved overtrædelse af denne forordning.

4. Medlemsstaterne fastsætter, hvilke sanktioner der skal anvendes ved overtrædelse af denne forordning på grundlag af de af Kommissionen foreslåede fælles minimumsnormer og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de gennemføres. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver senest ni måneder efter denne forordnings ikrafttrædelse Kommissionen meddelelse herom og underretter den hurtigst muligt om senere ændringer. Kommissionen skal mindst sikre et minimumsniveau af harmonisering af sanktionsordningerne i medlemsstaterne, så forskelle mellem disse undgås, og eksportører ikke gives anledning til at anvende visse indgangssteder til EU frem for andre.

5. I tilfælde, hvor varerne ikke er i overensstemmelse med denne forordning, vedtager medlemsstaterne desuden de nødvendige foranstaltninger med henblik på at kræve, at ejeren af varerne eller en anden person, som er ansvarlig for dem, mærker disse varer i overensstemmelse med denne forordning og for egen regning. Medlemsstaterne giver senest … (10) Kommissionen meddelelse herom og underretter den hurtigst muligt om senere ændringer.

6. For at denne forordning kan anvendes effektivt, kan de kompetente myndigheder udveksle de oplysninger, der er modtaget ved kontrollen af, om forordningen er overholdt, herunder også med myndigheder og andre personer og organisationer, som medlemsstaterne har givet beføjelse dertil i henhold til artikel 11 i direktiv 2005/29/EF.

Artikel 6

1. Kommissionen bistås af et udvalg for oprindelsesmærkning (i det følgende benævnt »udvalget«). Dette udvalg består af repræsentanter for medlemsstaterne samt de relevante industrier og sammenslutninger.

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 3 og 7 i afgørelse 1999/468/EF.

▐

3. Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.

Artikel 7

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de delegerede retsakter, der er omhandlet i artikel 3 og artikel 4 stk. 2, i denne forordnings gyldighedsperiode.

2. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidig Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

3. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter på de i artikel 8 og 9 anførte betingelser.

Artikel 8

Tilbagekaldelse af delegationen

1. Den i artikel 3 og artikel 4, stk. 2, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet.

2. Den institution, der har indledt en intern procedure med henblik på at afgøre, om delegationen af beføjelser skal tilbagekaldes, bestræber sig på at give den anden institution og Kommissionen meddelelse herom i rimelig tid, inden den endelige afgørelse træffes, og angiver samtidig, hvilke delegerede beføjelser der kunne være genstand for tilbagekaldelse, samt den mulige begrundelse herfor.

3. Afgørelsen om tilbagekaldelse bringer delegationen af den beføjelse, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning øjeblikkeligt eller på et senere tidspunkt, der præciseres i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af de delegerede retsakter, der allerede er i kraft. Den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 9

Indsigelser mod delegerede retsakter

1. Europa-Parlamentet eller Rådet kan gøre indsigelse mod en delegeret retsakt inden for en frist på to måneder fra meddelelsen.

Fristen forlænges med to måneder på initiativ af Europa-Parlamentet eller Rådet.

2. Har hverken Europa-Parlamentet eller Rådet ved udløbet af fristen i stk. 1 gjort indsigelse mod den delegerede retsakt, offentliggøres den i Den Europæiske Unions Tidende og træder i kraft på den dato, der er fastsat heri.

3. Gør Europa-Parlamentet eller Rådet indsigelse mod en delegeret retsakt inden udløbet af fristen i stk. 1, træder den ikke i kraft. Den institution, der gør indsigelse mod den delegerede retsakt, anfører begrundelsen herfor.

Artikel 10

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Artikel 2, artikel 3 og artikel 5 finder anvendelse 12 måneder efter denne forordnings ikrafttræden. I overensstemmelse med den i artikel 6, stk. 2, omhandlede procedure kan Kommissionen forlænge denne periode med den tid, der er nødvendig for aktørerne til at efterkomme de krav til oprindelsesmærkning, der er fastsat ved gennemførelsesbestemmelserne, og i intet tilfælde med mindre end seks måneder.

Kommissionen foretager senest … (11) en undersøgelse af denne forordnings virkning.

Denne forordning udløber … (12). Europa-Parlamentet og Rådet beslutter et år inden periodens udløb på grundlag af et forslag forelagt af Kommissionen, hvorvidt den skal forlænges eller ændres.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i

På Europa-Parlamentets vegne

Formand

På Rådets vegne

Formand

(1) Europa-Parlamentets holdning af 21.10.2010.

(2) EFT L 17 af 21.1.2000, s. 22.

(3) EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1.

(4) EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22.

(5) EUT L 196 af 2.8.2003, s. 7.

(6) EFT L 302 af 19.10.1992, s. 1.

(7) EFT L 253 af 11.10.1993, s. 1.

(8) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(9) EFT L 324 af 10.12.2009, s. 23.

(10) Ni måneder efter denne forordnings ikrafttræden.

(11) Tre år efter denne forordnings ikrafttræden.

(12) Fem år efter denne forordnings ikrafttræden.

Torsdag den 21. oktober 2010
BILAG

Varer, som er omfattet af denne forordning, identificeres ved deres KN-kode.

KN-kode	Beskrivelse
4011 92 00	Dæk af gummi, nye, af den art, der anvendes til landbrugs- og skovbrugskøretøjer og maskiner (undtagen med slidbane med sildebensmønster eller lignende mønster)
4013 90 00	Slanger af gummi (undtagen af den art der anvendes til personmotorkøretøjer, herunder stationcars og racerbiler, busser, lastbiler og cykler)
4104 41 / 4104 49 / 4105 30 / 4106 22 / 4106 32 / 4106 40 / 4106 92 / 4107 to 4114 / 4302 13 / ex 4302 19 (35, 80)	»Crust«-skind og færdigbehandlet læder
4008 21 / 4008 11 / 4005 99 / 4204 / 4302 30 (25, 31) 8308 10(00) / 8308 90(00) / 9401 90 / 9403 90	Hæle, såler, bånd, dele, syntetiske og andre
4201 / 4202 / 4203 / 4204 / 4205 / 4206	Saddelmagerarbejder, rejseartikler, håndtasker og lignende varer, varer af tarme
4303 / 4304	Beklædningsgenstande og tilbehør dertil samt andre varer af pelsskind, kunstigt pelsskind og varer deraf
Kap. 50 – 63	Tekstilvarer
6401 / 6402 / 6403 / 6404 / 6405 / 6406	Fodtøj, gamacher og lignende
6904 / 6905 / 6907 / 6908 / 6911 / 6912 / 6913 / 6914 90 100	Keramiske produkter
7013 21 11 / 7013 21 19 / 7013 21 91 / 7013 21 99 / 7013 22 10 / 7013 31 10 / 7013 31 90 / 7013 91 10 / 7013 91 90	Bordservice, køkken-, toilet- og kontorartikler, dekorationsgenstande til indendørs brug og lignende varer, af glas (undtagen varer henhørende under pos. 7010 eller 7018), af blykrystal , fremstillet ved manuel glasudtagning
7113 / 7114 / 7115 / 7116	Juvelérarbejder samt dele deraf, af ædle metaller eller af ædelmetaldoublé. Guld- og sølvsmedearbejder og dele deraf, af ædle metaller eller af ædelmetaldoublé. Andre varer af ædelmetaldoublé. Varer af naturperler eller kulturperler, af ædel- eller halvædelsten (naturlige, syntetiske eller rekonstruerede)
7318	Skruer, bolte, møtrikker, svelleskruer, skruekroge, øjeskruer, nitter, splitter, kiler samt underlagsskiver (herunder fjedrende) og lignende varer, af jern og stål
8201 / 8202 / 8203 / 8205 / 8207 / 8208 / 8209 / 8211 / 8212 / 8213 / 8214 / 8215	Værktøj og redskaber
8302 20 00	Møbelruller med beslag, af uædle metaller
8481	Haner, ventiler og lignende tilbehør til rørledninger, kedler, tanke, kar og lignende beholdere, herunder trykreguleringsventiler og termostatregulerede ventiler
9307	Sabler, huggerter, bajonetter, lanser og lignende våben samt dele og skeder dertil
Kap. 94	Møbler, sengebunde, madrasser, dyner; lamper og belysningsartikler; lysskilte, navneplader med lys og lignende varer; præfabrikerede bygninger
9603	Koste og børster og lign. ▐, håndbetjente mekaniske gulvfejeapparater, uden motor, samt svabere og fjerkoste; tilberedte børstebundter; malerpuder og malerruller; vinduesviskere

		ISSN 1977-0871 doi:10.3000/19770871.CE2012.070.dan
Den Europæiske Unions Tidende		C 70E

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	55. årgang 8. marts 2012

Informationsnummer	Indhold	Side
	I Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser
	BESLUTNINGER OG RESOLUTIONER
	Europa-Parlamentet SESSIONEN 2010-2011 Mødeperioden fra den 19. til 21. oktober 2010 Protokollen fra denne mødeperiode er offentliggjort i EUT C 12 E af 15.1.2011. VEDTAGNE TEKSTER
	Tirsdag den 19. oktober 2010
2012/C 070E/01	Kvindelige arbejdstagere i usikre ansættelsesforhold Europa-Parlamentets beslutning af 19. oktober 2010 om kvindelige arbejdstagere i usikre ansættelsesforhold (2010/2018(INI))	1

	Onsdag den 20. oktober 2010
2012/C 070E/02	Mindsteindkomstens betydning for bekæmpelse af fattigdom og fremme af et samfund med plads til alle Europa-Parlamentets beslutning af 20. oktober 2010 om mindsteindkomstens betydning for bekæmpelse af fattigdom og fremme af et samfund med plads til alle (2010/2039(INI))	8

2012/C 070E/03	Den finansielle, økonomiske og sociale krise: henstillinger vedrørende foranstaltninger og initiativer, der bør træffes (midtvejsbetænkning) Europa-Parlamentets beslutning af 20. oktober 2010 om den finansielle, økonomiske og sociale krise: henstillinger vedrørende foranstaltninger og initiativer, der bør træffes (midtvejsbetænkning) (2009/2182(INI))	19

2012/C 070E/04	Forbedring af EU's økonomiske forvaltning og rammer for stabilitet, navnlig i euroområdet Europa-Parlamentets beslutning af 20. oktober 2010 med henstillinger til Kommissionen om forbedring af EU's økonomiske forvaltning og rammer for stabilitet, navnlig i euroområdet (2010/2099(INI))	41

	BILAG TIL FORSLAGET TIL BESLUTNING:	48
	Torsdag den 21. oktober 2010
2012/C 070E/05	Fremtiden for europæisk standardisering Europa-Parlamentets beslutning af 21. oktober 2010 om fremtiden for europæisk standardisering (2010/2051(INI))	56

2012/C 070E/06	Gennemførte reformer og udvikling i Republikken Moldova Europa-Parlamentets beslutning af 21. oktober 2010 om gennemførte reformer og udviklingen i Republikken Moldova	68

2012/C 070E/07	Integreret havpolitik Europa-Parlamentets beslutning af 21. oktober 2010 om integreret havpolitik - Evaluering af gjorte fremskridt og nye udfordringer (2010/2040(INI))	70

2012/C 070E/08	EU's handelsforbindelser med Latinamerika Europa-Parlamentets beslutning af 21. oktober 2010 om EU's handelsforbindelser med Latinamerika (2010/2026(INI))	79

2012/C 070E/09	Tvangsudsættelser i Zimbabwe Europa-Parlamentets beslutning af 21. oktober 2010 om tvangsudsættelser i Zimbabwe	88

2012/C 070E/10	Cambodja, navnlig sagen om Sam Rainsy Europa-Parlamentets beslutning af 21. oktober 2010 om Cambodja, især sagen om Sam Rainsy	90

2012/C 070E/11	Nordkaukasus, navnlig sagen om Oleg Orlov Europa-Parlamentets beslutning af 21. oktober 2010 om menneskerettighedssituationen i Nordkaukasus (Den Russiske Føderation) og retssagen mod Oleg Orlov	93

	II Meddelelser
	MEDDELELSER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER
	Europa-Parlamentet
	Onsdag den 20. oktober 2010
2012/C 070E/12	Revision af rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen Europa-Parlamentets afgørelse af 20. oktober 2010 om revision af rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen (2010/2118(ACI))	98

	BILAG	101
2012/C 070E/13	Revision af rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen Europa-Parlamentets afgørelse af 20. oktober 2010 om tilpasning af Europa-Parlamentets forretningsorden til den reviderede rammeaftale om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen (2010/2127(REG))	119

	III Forberedende retsakter
	EUROPA-PARLAMENTET
	Tirsdag den 19. oktober 2010
2012/C 070E/14	Statistisk registrering af godstransport og passagerbefordring ad søvejen ***I Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 19. oktober 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/42/EF om statistisk registrering af godstransport og passagerbefordring ad søvejen (KOM(2010)0065 - C7-0068/2010 - 2010/0041(COD))	124

	P7_TC1-COD(2010)0041Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 19. oktober 2010 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2010 om ændring af direktiv 2009/42/EF om statistisk registrering af godstransport og passagerbefordring ad søvejen	124
2012/C 070E/15	Anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen: Nordjylland, Danmark Europa-Parlamentets beslutning af 19. oktober 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i henhold til punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (ansøgning EGF/2010/001 DK/Nordjylland, Danmark) (KOM(2010)0451 - C7-0222/2010 - 2010/2163(BUD))	125

	BILAG	127
2012/C 070E/16	Anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen: NXP Semiconductors/Nederlandene Europa-Parlamentets beslutning af 19. oktober 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i henhold til punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (ansøgning EGF/2010/011 NL/NXP Semiconductors, Nederlandene) (KOM(2010)0446 - C7-0210/2010 - 2010/2141(BUD))	128

	BILAG	130
2012/C 070E/17	Anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen: Qimonda/Portugal Europa-Parlamentets beslutning af 19. oktober 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i henhold til punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (ansøgning EGF/2009/023 PT/Qimonda, Portugal) (KOM(2010)0452 - C7-0223/2010 - 2010/2164(BUD))	131

	BILAG	133
2012/C 070E/18	Anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen: Cataluña automoción/Spanien Europa-Parlamentets beslutning af 19. oktober 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i henhold til punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (ansøgning EGF/2010/002 ES/Cataluña automoción, Spanien) (KOM(2010)0453 - C7-0224/2010 - 2010/2165(BUD))	134

	BILAG	136
2012/C 070E/19	Kontrol- og håndhævelsesordning for det område, der er omfattet af konventionen om det fremtidige multilaterale samarbejde vedrørende fiskeriet i det nordøstlige Atlanterhav ***I Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 19. oktober 2010 om forslag til Rådets forordning om en kontrol- og håndhævelsesordning for det område, der er omfattet af konventionen om det fremtidige multilaterale samarbejde vedrørende fiskeriet i det nordøstlige Atlanterhav (KOM(2009)0151 - C7-0009/2009 - 2009/0051(COD))	137

	P7_TC1-COD(2009)0051Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 19. oktober 2010 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2010 om en kontrol- og håndhævelsesordning for det område, der er omfattet af konventionen om det fremtidige multilaterale samarbejde vedrørende fiskeriet i det nordøstlige Atlanterhav, og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2791/1999	138
	BILAG	138
2012/C 070E/20	Godkendelse af ændringer af konventionen om det fremtidige multilaterale samarbejde vedrørende fiskeriet i det nordvestlige Atlanterhav *** Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 19. oktober 2010 om forslag til Rådets afgørelse om godkendelse på Den Europæiske Unions vegne af ændringen af konventionen om det fremtidige multilaterale samarbejde vedrørende fiskeriet i det nordvestlige Atlanterhav (11076/2010 - C7-0181/2010 - 2010/0042(NLE))	138

	Onsdag den 20. oktober 2010
2012/C 070E/21	Ændring af forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget, hvad angår Tjenesten for EU's Optræden Udadtil ***I Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 20. oktober 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget, hvad angår Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (KOM(2010)0085 - C7-0086/2010 - 2010/0054(COD))	139

	P7_TC1-COD(2010)0054Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 20. oktober 2010 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. …/2010 om ændring af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget, hvad angår Tjenesten for EU's Optræden Udadtil	140
	BILAG	140
2012/C 070E/22	Ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne ***I Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 20. oktober 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (KOM(2010)0309 - C7-0146/2010 - 2010/0171(COD))	140

	P7_TC1-COD(2010)0171Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 20. oktober 2010 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. …/2010 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne	141
	BILAG	141
2012/C 070E/23	Ændringsbudget nr. 6/2010: Sektion II - Det Europæiske Råd og Rådet; Sektion III - Kommissionen; Sektion X - Tjenesten for EU's Optræden Udadtil Europa-Parlamentets beslutning af 20. oktober 2010 om Rådets holdning til forslag til Den Europæiske Unions ændringsbudget nr. 6/2010 for regnskabsåret 2010, Sektion II - Det Europæiske Råd og Rådet, Sektion III - Kommissionen, Sektion X - Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (13475/2010 - C7-0262/2010 - 2010/2094(BUD))	142

2012/C 070E/24	Ændringsbudget nr. 3/2010: Sektion III – Kommissionen Europa-Parlamentets beslutning af 20. oktober 2010 om Rådets holdning til forslag til Den Europæiske Unions ændringsbudget nr. 3/2010 for regnskabsåret 2010, Sektion III – Kommissionen (13472/2010 - C7-0263/2010 - 2010/2048(BUD))	144

2012/C 070E/25	Parlamentets holdning om forslaget til budget 2011 som ændret af Rådet - alle sektioner Europa-Parlamentets beslutning af 20. oktober 2010 om Rådets holdning til forslaget til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2011 - alle sektioner (12699/2010 - C7-0202/2010 - 2010/2001(BUD))	149

2012/C 070E/26	Forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer ***I Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 20. oktober 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 92/85/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (KOM(2008)0637 - C6-0340/2008 - 2008/0193(COD))	162

	P7_TC1-COD(2008)0193Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 20. oktober 2010 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/…/EU om ændring af Rådets direktiv 92/85/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, og om indførelse af foranstaltninger, der kan forbedre arbejdstagernes muligheder for at forene arbejde og familieliv	163
2012/C 070E/27	Bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner ***I Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 20. oktober 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (omarbejdning) (KOM(2009)0126 - C7-0044/2009 - 2009/0054(COD))	176

	P7_TC1-COD(2009)0054Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 20. oktober 2010 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/…/EU om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (omarbejdning)	177
	Torsdag den 21. oktober 2010
2012/C 070E/28	Ændring af stabilitetsinstrumentet ***I Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 21. oktober 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1717/2006 om oprettelse af et stabilitetsinstrument (KOM(2009)0195 - C7-0042/2009 - 2009/0058(COD))	178

	P7_TC1-COD(2009)0058Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 21. oktober 2010 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2010 om ændring af forordning (EF) nr. 1717/2006 om oprettelse af et stabilitetsinstrument	179
2012/C 070E/29	Instrument til finansiering af udviklingssamarbejde ***I Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 21. oktober 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1905/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde og om ændring af forordning (EF) nr. 1889/2006 om oprettelse af et finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder på verdensplan (KOM(2009)0194 - C7-0043/2009 - 2009/0060A(COD))	183

	P7_TC1-COD(2009)0060AEuropa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 21. oktober 2010 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2010 om ændring af forordning (EF) nr. 1905/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde	184
2012/C 070E/30	Finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder på verdensplan ***I Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 21. oktober 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1905/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde og om ændring af forordning (EF) nr. 1889/2006 om oprettelse af et finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder på verdensplan (KOM(2009)0194 - C7-0158/2009 - 2009/0060B(COD))	188

	P7_TC1-COD(2009)0060BEuropa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 21. oktober 2010 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2010 om ændring af forordning (EF) nr. 1889/2006 om oprettelse af et finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder på verdensplan	188
2012/C 070E/31	Instrument til finansiering af samarbejdet med industrialiserede lande ***I Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 21. oktober 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1934/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af samarbejdet med industrialiserede og andre højindkomstlande og -territorier (KOM(2009)0197 - C7-0101/2009 - 2009/0059(COD))	192

	P7_TC1-COD(2009)0059Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 21. oktober 2010 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2010 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1934/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af samarbejdet med industrialiserede og andre højindkomstlande og -territorier[Ændring 3, medmindre andet er angivet]	193
	BILAG	201
2012/C 070E/32	Instrument til finansiering af udviklingssamarbejde ***I Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 21. oktober 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (KOM(2010)0102 - C7-0079/2010 - 2010/0059(COD))	203

	P7_TC1-COD(2010)0059Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 21. oktober 2010 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2010 om ændring af forordning (EF) nr. 1905/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde	204
	BILAG I	210
	BILAG II	211
2012/C 070E/33	Angivelse af oprindelseslandet for visse varer, der importeres fra tredjelande ***I Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 21. oktober 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om angivelse af oprindelseslandet for visse varer, der importeres fra tredjelande (KOM(2005)0661 - C7-0048/2010 - 2005/0254(COD))	211

	P7_TC1-COD(2005)0254Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 21. oktober 2010 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2011 om angivelse af oprindelseslandet for visse varer, der importeres fra tredjelande	212
	BILAG	219