6.3.2012

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 68/1

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om videregående erhvervsuddannelse som et tiltrækkende alternativ til videregående akademisk uddannelse (initiativudtalelse)

2012/C 68/01

Ordfører: Vladimíra DRBALOVÁ

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 20. januar 2011 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Videregående erhvervsuddannelse som et tiltrækkende alternativ til videregående akademisk uddannelse.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab. Sektionen vedtog sin udtalelse den 16. december 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 477. plenarforsamling den 18.-19. januar 2012, mødet den 19. januar 2012, følgende udtalelse med 208 stemmer for, 7 imod og 10 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og forslag

Henstillinger til Kommissionen

1.1   EØSU opfordrer Kommissionen til at opmuntre medlemsstaterne til at opfylde de kortsigtede og langsigtede målsætninger, der er fastlagt i Bruggekommunikéet og forbedre kvaliteten og effektiviteten af erhvervsrettet uddannelse (VET) for at øge dens tiltrækning og relevans. Arbejdsmarkedets parter på alle niveauer bør fortsat spille en aktiv rolle i Københavnprocessen og medvirke til at opnå de kortsigtede resultater.

1.2   Udvalget henstiller til, at Kommissionen kombinerer begge processer – Bologna-processen og Københavnprocessen – i én integreret strategi. Denne synergi vil være med til at give arbejdstagerne de rette kvalifikationer, så de kan realisere deres potentiale vedrørende karriereudvikling og beskæftigelsesegnethed.

1.3   Udvalget mener, at Kommissionen bør udgøre en platform for statistisk dokumentation og overvågning af situationen i de forskellige medlemsstater, og at den bør etablere en platform for udveksling af god praksis.

1.4   EØSU bifalder Kommissionens bestræbelser på at anvende nye redskaber og søsætte nye initiativer. Inden dette gøres, er der imidlertid presserende behov for at evaluere de tiltag, der allerede er blevet iværksat, så man undgår at skabe overflødige redskaber og sikrer, at de eksisterende programmer og politikker gennemføres korrekt og i fuldt omfang.

Henstillinger til medlemsstaterne

1.5   Det er misvisende at fokusere på antallet af universitetsstuderende som den eneste indikator, når man udformer uddannelsespolitik, og det har kun delvist relevans for arbejdsmarkedets behov, når det gælder kvalifikationer. Man skal finde en balance mellem de almene uddannelsessystemer og erhvervsuddannelsessystemerne.

1.6   Medlemsstaterne opfordres til at gennemføre Bruggekommunikéet og Københavnprocessen effektivt og bidrage til opfyldelsen af EU's overordnede mål om, at 40 % af befolkningen skal tage en videregående eller tilsvarende uddannelse. Det indebærer, at flere skal tage en erhvervsuddannelse.

1.7   Medlemsstaterne skal udvikle finansielle og ikke-finansielle incitamenter for både virksomheder (især SMV'er og mikro- og håndværksvirksomheder) for at øge tiltrækningskraften for både erhvervsrettet grunduddannelse (initial vocational education and training, IVET) og erhvervsrettet efter- og videreuddannelse (continuing vocational education and training, CVET) samt for at opmuntre uddannelsesinstitutionerne til at samarbejde med erhvervslivet.

1.8   Der bør iværksættes omfattende PR-aktiviteter for systematisk at øge samfundets anerkendelse af videregående erhvervsuddannelse.

1.9   Man bør tilbyde rådgivningstjenester, der er mere effektive og er tilpassede til arbejdsmarkedets og de unges behov, herunder individuel rådgivning til personer med handicap. Det er tvingende nødvendigt at ændre indstillingen blandt de unge, deres familier og rådgiverne, som har en tendens til at tro, at en universitetsuddannelse er nøglen til arbejdsmarkedet.

Anbefalinger til erhvervsorganisationerne

1.10   Erhvervsorganisationerne bør i samarbejde med arbejdsmarkedets øvrige parter deltage aktivt i rådgivnings- og vejledningssystemerne, eftersom disse er relevante strukturer til formidling af information om mulighederne for erhvervsuddannelse og beskæftigelse. De bør hjælpe voksenuddannelsesudbyderne med at udvikle arbejdsintegreret læring og nye metoder.

1.11   De industrielle sektorer og virksomheder er nødt til at tilbyde flere lære- og praktikpladser og muligheder for læring på arbejdspladsen og opmuntre de ansatte til at videregive deres viden og erfaring til lærlinge og praktikanter eller midlertidige erhvervsuddannelsesundervisere.

Anbefalinger til uddannelsesinstitutionerne

1.12   Uddannelsesinstitutionerne er nødt til at udvise tillid med hensyn til at etablere forbindelser med virksomheder, og de bør anerkende behovet for konstruktivt samarbejde samt værdien af erfaringer, der er samlet i eksterne miljøer.

1.13   En mere fleksibel indstilling til erhvervsuddannelse er en forudsætning for, at man kan opnå et tættere samarbejde med industrisektoren og videreudvikle et bredt spektrum af metoder til arbejdsintegreret læring.

1.14   Man skal sikre, at der er et højt niveau blandt undervisere og erhvervslærere. De skal være fortrolige med arbejdspladsens skiftende behov. Undervisere og erhvervslærere bør tilskyndes til praktikantophold i virksomheder.

Henstillinger til arbejdsmarkedets parter

1.15   EØSU opfordrer arbejdsmarkedsorganisationerne til at tage deres del af ansvaret og indtage en proaktiv rolle i processen ved at anvende alle metoder og redskaber til at gøre videregående erhvervsuddannelser mere attraktive (sektorielle råd for beskæftigelse og kvalifikationer osv.).

1.16   Arbejdsmarkedets parter på alle niveauer bør opfylde forpligtelserne i de fælles arbejdsprogrammer fyldestgørende og bidrage til processen med at udarbejde og gennemføre alle EU's redskaber på erhvervsuddannelsesområdet på nationalt niveau.

Henstillinger til borgerne og civilsamfundsorganisationerne

1.17   Borgerne bør gøres opmærksomme på, at en videregående uddannelse ikke nødvendigvis er nogen garanti for ansættelse, og at man bør overveje andre, effektive alternativer. De skal derfor erkende, at de har et ansvar for at træffe informerede valg med hensyn til studier og erhvervsuddannelse. I sidste ende bør de føle sig sikre nok i deres sag til at turde vælge en videregående erhvervsuddannelse.

1.18   De studerendes præferencer og deres familiers forventninger skal sættes i forhold til arbejdsgivernes behov. I fremtiden vil de kunne bruge den nyudviklede EU-oversigt over kvalifikationer og dens prognoser for udbuddet af kvalifikationer og efterspørgslen på arbejdsmarkedet.

2.   Den europæiske politiske ramme

2.1   I juni 2010 vedtog Det Europæiske Råd Europa 2020-strategien for vækst og beskæftigelse, der er baseret på syv flagskibsinitiativer og strategiske dokumenter, der skal sætte skub i EU's indre marked (akt for det indre marked).

2.2   Dagsordenen for nye kvalifikationer og nye job, som er et centralt flagskibsinitiativ med fokus på at give arbejdstagerne de rette kvalifikationer og afstemme de kvalifikationer, der udbydes, med arbejdsmarkedets behov, indgår i en stærk synergi med andre initiativer (en industripolitik for en globaliseret verden, en digital dagsorden, innovation i EU, unge på vej, den europæiske fattigdomsplatform osv.).

2.3   Europa 2020-målsætningerne bliver understøttet af den foreslåede flerårige finansielle ramme (FFR)  (1). Budgettet for Europa 2020 fokuserer på investeringer i uddannelsesniveauet inden for EU gennem at øge midlerne til uddannelse, efteruddannelse, forskning og innovation.

3.   Erhvervsuddannelse – aktuelle fremskridt og udfordringer

3.1   Udviklingen på det europæiske arbejdsmarked præges i øjeblikket af den finansielle og økonomiske krise, globaliseringen, de demografiske udfordringer, nye teknologier og mange andre faktorer.

3.2   De fem horisontale mål for Europa 2020-strategien omfatter bl.a.:

—	at 75 % af befolkningen mellem 20-64 år skal være i beskæftigelse;

—	at man på uddannelsesområdet tackler problemet med unge, der forlader skolen for tidligt, ved at reducere andelen til 10 % fra de nuværende 15 %;

—	at andelen af befolkningen mellem 30-34 år, der afslutter en tertiær (dvs. videregående), øges fra 31 % til mindst 40 % i 2020.

3.3   Med Københavnerklæringen fra den 29.-30. november 2002 søsatte man den europæiske strategi for et styrket europæisk samarbejde om erhvervsuddannelse, der går under betegnelsen »Københavnprocessen«

3.4   Den 12. maj 2009 vedtog Rådet en strategiramme for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet.

3.5   I Kommissionens meddelelse »Et nyt afsæt for europæisk samarbejde om erhvervsuddannelse til støtte for Europa 2020-strategien« (2) redegøres der for de vigtigste tiltag, der skal iværksættes for at sætte nyt skub i Københavnprocessen og fremhæve den centrale rolle, erhvervsuddannelse spiller for livslang læring og mobilitet.

3.6   I Bruggekommunikéet, der blev vedtaget i december 2010 af de europæiske uddannelsesministre og de europæiske arbejdsmarkedsparter, blev der formuleret et klart tilsagn til dette. I kommunikéet vurderes og fastlægges følgende prioriteter for EU-samarbejde på erhvervsuddannelsesområdet frem til 2020:

—	udvikling af videregående erhvervsuddannelse og erhvervsuddannelse på højere niveau i den europæiske referenceramme for kvalifikationer (EQF);

—	gennemtrængelighed og åbne forbindelser mellem de videregående erhvervsuddannelser og de videregående akademiske uddannelser;

—	politikdokument om den rolle, erhvervsekspertise spiller for intelligent og bæredygtig vækst.

3.7   For at bygge videre på tilsagnene fra Brugge er Kommissionen ved at udvikle en dagsorden for ekspertise i erhvervsuddannelse med fokus på både erhvervsrettet grunduddannelse (IVET) og erhvervsrettet efter- og videreuddannelse (CVET). Denne proces ventes afsluttet med Rådets konklusioner ved udgangen af 2012.

4.   Evidensgrundlag for øget samarbejde om erhvervsuddannelse

4.1   Cedefop's prognoser for kvalifikationsbehov, at behovet for kvalifikationer på mellem- og højt niveau vil stige frem til 2020, og at behovet for lavtuddannet arbejdskraft vil falde. Imidlertid er der stadig 78 millioner lavtuddannede arbejdstagere i den erhvervsaktive alder i Europa.

4.2   Cedefop's fjerde rapport om forskning i erhvervsuddannelse i Europa, Modernising vocational education and training, giver belæg for, at der er behov for øget europæisk samarbejde om erhvervsuddannelse. Rapporten opstiller også prioriteter for reformen af VET med det formål at bidrage til EU's strategi for vækst og beskæftigelse.

4.3   Det er tvingende nødvendigt at modernisere VET med henblik på den voksende globale konkurrence, den aldrende befolkning, presset på arbejdsmarkedet og målsætningen om at forbedre den sociale samhørighed i EU.

4.4   Cedefop behandler også spørgsmålet om, hvordan man kan gøre VET mere tiltrækkende og forbedre dens image. Analysen af indikatorer for VET's attraktivitet i EU giver generelt et negativt billede. Nogle undersøgelser har gjort det muligt at identificere de vigtigste kategorier af faktorer, der er med til at bestemme, hvor attraktivt et uddannelsesforløb opfattes som:

a)	grunduddannelsens indhold og baggrund, uddannelsesvejenes selektivitet samt institutionernes, uddannelsessporenes eller programmernes omdømme;

b)	de studerendes uddannelses- og beskæftigelsesudsigter: adgang til videre uddannelse (navnlig på tertiært niveau), beskæftigelsesmuligheder;

c)	økonomiske faktorer: finansiel støtte, skattefordele eller studiegebyrer.

4.5   I sin udgivelse A bridge to the future fokuserer Cedefop også på de fremskridt, der er sket med hensyn til udvikling og gennemførelse af de fælles europæiske principper (vejledning og rådgivning, identifikation og validering af ikke-formel og uformel læring) og redskaber (EQF, ECVET, EQAVET og Europass) (3). Disse principper og redskaber sigter mod at bidrage til at forbedre arbejdstagernes, de studerendes og undervisernes mobilitet, både mellem de forskellige uddannelses- og efteruddannelsessystemer og mellem forskellige lande. Udviklingen og gennemførelsen af dem fremmer udviklingen af læringsresultater inden for alle typer og niveauer af uddannelse og videreuddannelse med livslang læring for øje.

4.6   Den nye Cedefop-undersøgelse (4) omfatter erhvervsuddannelse og uddannelse på højere niveau i 13 lande og seks sektorer. Undersøgelsen viser, at holdningen til og opfattelsen af erhvervsuddannelse og EQF på niveau seks og otte er påvirket af de nationale kontekster.

4.7   Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut (ETF) understreger, at der er stort behov for at tilvejebringe information om de forskellige erhvervssektorer, og at det er nødvendigt med evidensbaserede politikker for at kæde uddannelsessektoren sammen med erhvervssektorerne. For at øge de videregående erhvervsuddannelsers tiltrækning anbefaler ETF, at:

—	eksamensbeviser anerkendes gennem et tæt samarbejde med erhvervslivet;

—	videregående erhvervsuddannelse (eller højere erhvervsuddannelse) integreres i det tertiære uddannelsessystem;

—	der skabes uddannelses- og karrieremuligheder med livslang læring for øje;

—	der skabes internationale partnerskaber for højere erhvervsuddannelse;

—	uddannelsesforløbet består af 20 % forelæsninger, 40 % demonstrationsforløb/praktiske forløb og 40 % workshops;

—	lærerstaben består af både akademikere og eksperter fra erhvervslivet.

4.8   I en undersøgelse, som Kommissionen har fået udarbejdet om identifikation og analyse af mikro- og håndværksvirksomheders (5) fremtidige kvalifikationsbehov, anbefales det, at uddannelsesprogrammerne i højere grad indarbejder fremtidstendenser og udvikling vedrørende kvalifikationsbehov, end det er tilfældet på nuværende tidspunkt. Desuden skal der etableres flere arbejdsrelaterede undervisningsprogrammer og metoder til at anerkende praktiske kundskaber, også på EU-niveau.

4.9   På OECD's uformelle ministermøde om efteruddannelse, der blev afholdt i København i januar 2007, anerkendte man, at erhvervsuddannelsens profil er blevet styrket kraftigt, og iværksatte en analyse, der i 2010 resulterede i den endelige rapport »Learning for Jobs« (6). En opfølgende politisk gennemgang af videregående erhvervsuddannelse – »Skills beyond School« – blev iværksat i slutningen af 2010.

5.   Erhvervsuddannelse set ud fra et arbejdsmarkedssynspunkt

5.1   Demografiske forandringer – kombineret med et prognosticeret behov for bedre uddannede af arbejdstagere – betyder, at Europa trods den økonomiske krise står over for en svindende arbejdsstyrke og mangel på arbejdskraft i nogle sektorer.

5.2   Det er en kendsgerning, at der hersker strukturel mangel på kvalificeret arbejdskraft i EU. Denne mangel har umiddelbare konsekvenser for det europæiske erhvervsliv i form af forpassede muligheder for vækst og øget produktivitet. Manglen på kvalificeret arbejdskraft vil være en af de største hindringer for økonomisk vækst i de kommende år.

5.3   Grønnere arbejdspladser og udviklingen på markedet for det »grå guld«, herunder sociale tjenester og sundhedsydelser, giver muligheder for at skabe nye, anstændige arbejdspladser for arbejdstagere i alle aldersgrupper, samt for at forbedre konkurrenceevnen og vækstpotentialet i hele EU's økonomi. Udviklingen vil også øge efterspørgslen efter nye jobfunktioner samt ajourførte og forbedrede kvalifikationer.

5.4   Erhvervsuddannelse kan bidrage til at opfylde ovennævnte overordnede Europa 2020-mål gennem at 1) gøre det muligt at bygge videre på en erhvervsrettet uddannelse og få adgang til en special- og videregående uddannelse, 2) udvikle erhvervsrettet uddannelse på højere EQF-niveauer (den europæiske referenceramme for kvalifikationer) med udgangspunkt i stabile efteruddannelsessystemer på gymnasialt niveau samt 3) bidrage til at træffe passende foranstaltninger for validering og meritoverførsel af ikke-formelle læringsresultater på alle niveauer samt 4) udvikle vekseluddannelse, hvor de voksne er med til at sikre de unges succes.

5.5   For at øge de europæiske virksomheders konkurrenceevne er det afgørende, at Europa har en mobil arbejdsstyrke, der besidder de kvalifikationer og færdigheder, der er brug for på arbejdsmarkedet lige nu. Virksomhederne har brug for gennemskuelige og sammenlignelige kvalifikationer, uanset hvordan disse færdigheder er blevet erhvervet.

5.6   Et system for meritoverførsel og kvalifikationer, der bygger på de konkrete læringsresultater, vil gøre det lettere at vurdere de enkeltes færdigheder. Det vil medvirke til at sikre en bedre overensstemmelse mellem udbud og efterspørgsel på det europæiske arbejdsmarked. Arbejdsgiverne belønner ikke kvalifikationerne, men resultaterne. På samme måde bør uddannelsessystemet i højere grad belønne de konkrete uddannelsesresultater og i mindre grad f.eks. det antal uger, et kursus varer.

5.7   Det er vigtigt at skabe muligheder for at taget springet videre fra erhvervsuddannelse til videregående uddannelse. Man bør forbedre disse muligheder ved at gøre resultaterne mere gennemskuelige. EQF kan vise sig at være et nyttigt redskab til at øge gennemtrængeligheden mellem erhvervsuddannelserne og meritsystemet for videregående uddannelser, eftersom EQF giver mulighed for at konvertere uddannelsesresultaterne til enheder på det tilsvarende kvalifikationsniveau.

5.8   Man skal ikke placere videregående erhvervsuddannelse i en gråzone mellem øvre sekundær erhvervsuddannelse og videregående akademisk uddannelse. Videregående erhvervsuddannelse spiller en strategisk vigtig rolle inden for Europa 2020-strategien for at gøre erhvervsuddannelse til en mere tiltrækkende karrieremulighed for unge, og for at støtte opkvalificering og højne uddannelsesniveauet. Set fra de europæiske SMV'ers synspunkt er der gjort fremskridt med hensyn til at gøre erhvervsuddannelse og videregående erhvervsuddannelse mere relevant og tiltrækkende. Der skal dog stadig gøres mere på alle niveauer – på EU-plan samt nationalt, regionalt, lokalt og sektoralt – for at diversificere udbuddet af erhvervsuddannelser på videregående niveau, forbedre gennemtrængeligheden, reformere erhvervsuddannelsessystemerne og sørge for finansielle incitamenter til at stimulere både virksomheder og den enkelte borger med hensyn til at tilbyde og modtage videregående erhvervsrettet uddannelse.

5.9   Erhvervsuddannelsens kvalitet og kompetencer er altafgørende, hvis man vil øge dens tiltrækning. Det er imidlertid ikke gratis at opnå et højt kvalitetsniveau for erhvervsuddannelse, og SMV'erne står over for følgende konkrete udfordringer: 1) de er de største udbydere af grundlæggende erhvervsuddannelse, 2) de skal opdatere alle deres arbejdstageres færdigheder og ikke bare fokusere på de bedst kvalificerede. Hvad sidstnævnte angår, er efteruddannelse på tjenestestedet afgørende for ajourføring af færdigheder i SMV'er.

5.10   Uddannelsesmobilitet på tværs af grænserne er et nøgleområde, som virksomhederne længe har støttet, især når det gælder unge under erhvervsuddannelse eller i praktik. På nuværende tidspunkt er mobilitetsniveauet i Europa stadig for lavt, når det gælder erhvervsuddannede arbejdstagere, personer under erhvervsuddannelse og erhvervsundervisere. Man kan kun forbedre deres mobilitet, hvis de har grundigt kendskab til mindst ét fremmedsprog.

6.   Hvorfor mangler erhvervsuddannelsen – navnlig på videregående niveau – tiltrækningskraft?

6.1   Udtrykket »videregående uddannelse« bruges ofte som synonym for en akademisk orienteret uddannelse i universitetsregi. »Videregående uddannelse« ses ofte som en modsætning til erhvervsuddannelse – underforstået at sidstnævnte befinder sig på et lavere niveau.

6.2   De politikker, der skal udvikle og udbygge de videregående uddannelser, har ikke fokuseret nok på erhvervsuddannelsen. Erhvervsrettet (eller arbejdsmarkedsorienteret) uddannelse er allerede en vigtig – men »usynlig« – del af det videregående uddannelsessystem.

6.3   Erhvervsuddannelsen er yderst heterogen i Europa. De mange forskellige institutionelle løsninger skaber forvirring. I nogle lande er der end ikke tale om et egentligt system.

6.4   De nationale uddannelsessystemer er i sig selv temmelig uigennemskuelige, og der er ikke megen gennemtrængelighed mellem de forskellige uddannelsesveje. En række forskellige aktører tilbyder videregående erhvervsuddannelser: universiteter, tertiære erhvervsuddannelsesinstitutioner, voksenundervisningsinstitutioner, arbejdsmarkedets parter samt private virksomheder.

6.5   Det kan være vanskeligt at gennemskue erhvervsuddannelseskvalifikationerne, og det er ikke så ligetil at få dem godkendt i andre lande. Erhvervsuddannelsesprogrammerne svarer ikke til Bolognaprocessens tre etaper (bachelor, master, ph.d.). Der mangler stadig en klar vision om, hvordan og på hvilket niveau faglige kvalifikationer skal vurderes inden for den nationale referenceramme for kvalifikationer (NQF) eller den europæisk referenceramme for kvalifikationer (EQF).

6.6   Der er ingen kobling mellem de kvalifikationer og færdigheder, man opnår gennem studier og de nationale stillingsbetegnelser.

6.7   Selve erhvervslivets image er undermineret af det billede, der formidles i medierne, samt af den nuværende krise. Det giver anledning til stigende skepsis over for Europas virksomheder.

6.8   Stigmatiseringen af de mennesker, der afslutter en erhvervsuddannelse, og deres lave sociale status er med til at forhindre unge i at slå ind på denne uddannelsesvej.

6.9   Dårlige matematiske færdigheder i grundskolen er medvirkende til, at de unge ikke søger ind på uddannelser inden for fagområder som naturvidenskab, teknologi, ingeniørvirksomhed og matematik eller på praksisorienterede uddannelser.

6.10   Man evner ikke at reagere på de meget omskiftelige kvalifikationsbehov, der forårsages af ikt-styrede forandringer og den gradvise overgang til en lavemissionsøkonomi.

6.11   Der er tilsyneladende mangel på uddannelses- og beskæftigelsesmæssige udsigter på områder som adgang til videregående studier, især på tertiært niveau, beskæftigelsesmuligheder, lønninger, jobtilfredshed samt at finde et job, der svarer til ens uddannelse.

6.12   Der er for lidt information og rådgivning til de unge og deres familier, når de begynder at gøre sig overvejelser omkring de fremtidige karrieremuligheder. Forældrenes livserfaring og karriereforløb er ofte afgørende for den endelige beslutning om skole- og jobvalg. Karrierevejledningen er ofte fragmenteret, reaktiv og virkelighedsfjern.

6.13   Nogle medlemsstater giver ikke arbejdsgiverne tilstrækkelige finansielle og ikke-finansielle incitamenter til at investere i og udbyde erhvervsundervisning.

6.14   Rammerne for samarbejde mellem repræsentanter for erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne er utilstrækkeligt til at udforme programmer, der giver den rette balance mellem teoretisk viden og faglig kunnen. Skolerne og universiteterne er stadig præget af mangel på tillid, når det gælder samarbejde med virksomheder. På uddannelsesinstitutionerne hersker der ingen udbredt anerkendelse af værdien af erfaringer, der er samlet i eksterne miljøer.

6.15   Den nuværende arbejdsstyrke bliver ældre. Mange lande står over for mangel på lærere og undervisere på erhvervsuddannelsesinstitutionerne. Desuden mangler nogle lærere og undervisere nyere erfaringer med arbejdslivet.

6.16   Erhvervsuddannelsens betydning for bekæmpelsen af sociale problemer bliver undervurderet. Der er større risiko for, at socialt dårligt stillede unge forlader skolen for tidligt.

6.17   Erhvervsuddannelse, navnlig videregående erhvervsuddannelse, kæmper med fastlåste kønsrollemønstre, der påvirker karriereudviklingen.

6.18   Uddannelsesmobilitet på tværs af grænserne udgør en stor udfordring, når det gælder erhvervs- og lærlingeuddannelse. Mobilitetsniveauet i Europa blandt personer under erhvervsuddannelse og undervisere på området er stadig for lavt.

6.19   Der er behov for bedre sprogkundskaber, hvis mobiliteten ikke bare skal være mulig, men også skal være umagen værd.

6.20   Tertiær uddannelse – især videregående erhvervsuddannelse – bliver ikke i tilstrækkeligt omfang betragtet som en global udfordring. Man bør støtte deltagelsen i den internationale frie bevægelighed for viden.

7.   Hvordan kan den videregående erhvervsuddannelse gøres mere tiltrækkende?

7.1   Andelen af unge, der går på universitetet, kan ikke længere betragtes som den eneste indikator for modernitet og fremskridt. Universiteterne alene kan ikke sikre økonomisk vækst og social fremgang. Derfor skal man identificere og fremme alle alternative uddannelsesveje.

7.2   Københavnprocessen, som har til hensigt at sikre erhvervskvalifikationernes gennemskuelighed og kvalitet, skal kobles tæt sammen med reformen af de videregående uddannelser. Ønsker man en vellykket og bæredygtig integration af unge på arbejdsmarkedet, er det afgørende, at de to processer – Bologna og København – kombineres i én integreret tilgang.

7.3   Industriens omdømme i Europa skal forbedres. Der er behov for nye perspektiver på industripolitikken, fordi den yder et vigtigt bidrag til væksten og jobskabelsen, samt til udviklingen af innovation. En sådan tilgang vil kunne styrke industrien ved at lægge vægt på bæredygtighed, innovation og de menneskelige færdigheder, der er nødvendige for at EU's industri kan forblive konkurrencedygtig på verdensmarkedet.

7.4   Tjenesteydelser har grundlæggende betydning for EU's økonomi. De tegner sig for 70 % af EU's BNP og omkring to tredjedele af alle arbejdspladser. Ni ud af ti nye job opstår inden for servicesektoren. De skaber nye muligheder med henblik på videregående erhvervsuddannelse.

7.5   I et EU med mangel på arbejdskraft inden for mange erhverv skal man skærpe fokus på at skabe ligevægt mellem uddannelsessystemerne og på at finde den rette balance mellem almen, erhvervsrettet og akademisk uddannelse. Den videregående erhvervsuddannelse demonstrerer udfordringerne i den henseende. Hensigten er at gøre bedst mulig brug af arbejdspladsen som et værdifuldt læringsmiljø.

7.6   Erhvervsuddannelsessystemerne kan få stor gavn af referencerammer for kvalifikationer. Med disse referencerammer vil man kunne gøre erhvervsuddannelsessystemet ensartet, øge gennemsigtigheden, så de studerende, arbejdsgiverne og de andre interessenter bedre kan anerkende værdien af forskellige kvalifikationer, fremme livslang læring og forbedre adgangen til videregående uddannelse for alle. Den indsats, man allerede har gjort med hensyn til referencerammerne for kvalifikationer, har genoplivet debatten om erhvervsuddannelsernes profil og status – om definitionen af og forståelsen for erhvervsuddannelse.

7.7   Man skal udvikle et ægte samarbejdsbånd mellem uddannelsesinstitutionerne, repræsentanterne for erhvervslivet og SMV'erne, der bygger på gensidig tillid og forståelse. EØSU tror på de »vidensalliancer« (7), der er blevet foreslået for nylig, dvs. tiltag, der samler virksomhederne og uddannelsesinstitutionerne med henblik på udvikling af nye læseplaner som reaktion på manglen på innovationskompetence og behovet for at dække arbejdsmarkedets behov. I den henseende er Kommissionens forslag om at afholde det første erhvervsuddannelses/erhvervsforum i 2012 et lovende nyt initiativ.

7.8   Industrisektorerne og virksomhederne selv bør investere i interne kurser, tilbyde flere praktik- og lærepladser, give interesserede og egnede ansatte bedre mulighed for at blive tutorer for lærlinge og praktikanter, opmuntre egnede ansatte til at fungere som midlertidige erhvervsundervisere, tilbyde erhvervskurser til de ansatte i arbejdstiden og samarbejde med uddannelsesudbydere om at udvikle kurser, der er tilpasset til arbejdsmarkedets efterspørgsel efter visse kvalifikationer.

7.9   Uddannelsesudbyderne bør videreudvikle metoder til arbejdsintegreret læring (f.eks. bør størsteparten af undervisningen, og ikke bare praktikken, foregå på arbejdspladsen), have en mere fleksibel indstilling til erhvervsuddannelse (mere fleksible indlæringsmetoder), herunder brugen af ikt i al erhvervsuddannelse, samt indgå i tæt samarbejde med industrisektorerne om at indkredse nye læringsbehov.

7.10   I takt med, at arbejdslivet bliver mere diversificeret, bliver det både vanskeligere – og samtidig vigtigere og mere udfordrende – at tilbyde effektiv karrierevejledning. Folk – navnlig unge – skal have et klart billede af deres uddannelse og deres muligheder. Den gamle forestilling om, at den erhvervsrettede grunduddannelse forbereder de studerende til at arbejde i én bestemt branche resten af deres arbejdsliv, holder ikke længere. Karrierevejledningen skal være sammenhængende, have tilstrækkelige mider til rådighed, være proaktiv, objektiv og velunderbygget. Der bør rettes særlig opmærksomhed mod den rådgivning, der tager sigte på personer med handicap, og som skal være skræddersyet den enkelte og tage hensyn til de forskellige typer handicap og en deraf følgende eventuel nedsat mobilitet eller vanskeligheder med at opnå visse kvalifikationer.

7.11   Man bør ikke undervurdere familiens rolle. Den information, rådgivning og vejledning, der tilbydes, bør også rettes mod familien, fordi forældre og familiemedlemmer ofte spiller en afgørende rolle for den enkeltes valg af uddannelse og karriere. Der er behov for mere information, bevidstgørelse og politikker, der bygger på fakta for at illustrere de beskæftigelsesmuligheder, der er forbundet med videregående erhvervsuddannelse.

7.12   Ikke desto mindre bør erhvervsuddannelsesudbuddet imødekomme de studerendes præferencer og arbejdsgivernes behov. De studerendes præferencer er relevante, men de er som regel ikke nok i sig selv. Arbejdsgivernes behov er vigtige, men de er ikke altid lette at indkredse. Balancen afhænger også af de midler, som regeringen, de studerende og arbejdsgiverne tilvejebringer.

7.13   Man skal garantere ligebehandling for alle studerende i alle uddannelsesforløb, lige adgang til finansiel støtte til bolig, transport, samt sundheds- og socialsikringsordninger.

7.14   Undervisernes faglige niveau er vigtigt; de skal være fortrolige med arbejdspladsen. For at tackle disse problemer, skal man opmuntre til at etablere fleksible ansættelsesforløb, der skal lette adgangen til erhvervsinstitutionerne for lærere med faglig erfaring fra industrien. Der skal udvikles programmer for at øge lærerkræfternes mobilitet.

7.15   Arbejdsmarkedets parter spiller en afgørende rolle med hensyn til at gøre erhvervsuddannelsen mere relevant og fleksibel. For at fremme ekspertisen i erhvervsuddannelsen skal arbejdsmarkedets partner inddrages bedre i udformningen og gennemførelsen af politikkerne på erhvervsuddannelsesområdet (navnlig vedrørende læseplaner), så man sikrer, at de færdigheder, der formidles, er relevante for arbejdsmarkedet. Det er en kendsgerning, at de lande, der koordinerer forbindelserne mellem undervisningsinstitutionerne og arbejdsmarkedet og inddrager arbejdsmarkedets aktører i overvågningen af, tilsynet med og certificeringen af erhvervsfærdigheder og kvalifikationer, generelt har succes med det. EØSU har flere gange fremhævet den rolle, som de sektorielle og horisontale råd for beskæftigelse og kvalifikationer (8) spiller i gennemførelsen af analyser af kvantitative og kvalitative arbejdsmarkedsbehov, og har bifaldet de europæiske arbejdsmarkedsparters indsats for at fokusere på uddannelse i deres fælles arbejdsprogrammer (9).

7.16   Krisen har vist, at der er blevet udviklet mange intelligente og effektive løsninger for jobbevarelse og iværksættelse af forskellige uddannelsesordninger på virksomhedsniveau. EØSU's udtalelse om strategier til at komme ud af krisen (10) indeholder flere eksempler på »god praksis« i den henseende.

7.17   Uddannelsesmobilitet er med til at øge ansættelsesmulighederne, navnlig for unge, i og med at de erhverver sig centrale færdigheder. EØSU bifalder derfor den ambitiøse, men politisk nødvendige målestok, som Kommissionen foreslår vedrørende uddannelsesmobilitet. Her fastsættes det, at mindst 10 % af de studerende i EU, der afslutter en grundlæggende erhvervsuddannelse, skal have været på studie- eller praktikophold i udlandet. Ved at ligestille erhvervsrettet uddannelse med videregående uddannelse vil man forbedre mobiliteten inden for videregående erhvervsuddannelse, både kvalitativt og kvantitativt.

7.18   Den aktuelle grønbog om gensidig anerkendelse af faglige kvalifikationer (11) satte en offentlig debat i gang om, hvordan man kan mindske og forenkle de restriktive regler vedrørende faglige kvalifikationer for at forbedre det indre markeds funktion og sætte skub i den grænseoverskridende mobilitet og den økonomiske aktivitet. Det afhænger frem for alt af den gensidige tillid og samarbejdet mellem medlemsstaterne, om det europæiske erhvervspas, der blev foreslået for nylig, bliver en succes.

7.19   EØSU er overbevist om, at det er overordentlig vigtigt for alle lærerkræfter – navnlig på erhvervsuddannelsesområdet – at have meget gode sprogkundskaber for at kunne fremme indholds- og sprogintegreret læring (ET 2020). EØSU støtter de aktiviteter, som virksomhedsplatformen for flersprogethed (12) og civilsamfundsplatformen for flersprogethed udfører på området, med det formål at sikre livslange sproglæringsmuligheder for alle (13).

7.20   Her i det 21. århundrede er det absolut nødvendigt at få udryddet de stereotyper, der allerede opstår i grundskolen, og fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder på alle uddannelsesniveauer, støtte kulturelle tiltag til – i overensstemmelse med den europæiske ligestillingspagt – at inspirere unge kvinder til at orientere sig mod mere videnskabelige og teknologiske studier (14).

7.21   I de sidste ti år er der blevet udviklet og gennemført flere forskellige metoder til omkostningsdeling på nationalt niveau Det har ændret balancen mellem statens, arbejdsgivernes og enkeltpersoners bidrag. De finansielle foranstaltninger omfatter: efteruddannelsesfonde, skattefordele, uddannelseschecks, individuelle læringskonti, lån og opsparingsordninger. Hensigten med disse foranstaltninger er at øge private investeringer og deltagelsen i ECVET.

7.22   Det største finansielle bidrag fra EU-budgettet til investering i mennesker kommer fra Den Europæiske Socialfond. For at forbedre kvalifikationsniveauet og hjælpe med at imødegå den høje ungdomsarbejdsløshed, der findes i mange medlemsstater, vil de nuværende foranstaltninger indenfor Leonardo-programmet blive styrket under den næste flerårige finansielle ramme (15).

8.   En forsvarlig gennemførelse af EU's redskaber og principper på nationalt plan

8.1   Med de nye redskaber, der har til formål at øge EU-samarbejdet på erhvervsuddannelsesområdet, er det blevet klart, at der er behov for mere samarbejde mellem de forskellige strukturer, hvis strukturerne i sig selv skal fungere bedre.

8.2   Københavnprocessen og Bolognaprocessen kan ikke blive ved med at udvikle sig uafhængig af hinanden. Interoperabiliteten og sammenligneligheden mellem de forskellige redskaber skal øges. Man bør erkende, at Københavnprocessen endnu ikke er kommet så langt, og at det stadig vil tage år, før ECVET (16) og EQF kommer til at fungere efter hensigten.

8.3   EQF, ECVET og EQAVET bør være med til at fremme læring på alle niveauer og inden for alle typer af uddannelse. EQF bør vurderes i forhold til niveau 6-8 i de nationale referencerammer for kvalifikationer (NQF), svarende til de videregående uddannelser. I gennemførelsen af det europæiske meritoverførselssystem for erhvervsuddannelse (ECVET) skal det sikres, at der er sammenhæng og samordning med ECTS (17), eftersom ECVET endnu ikke er et operationelt system.

8.4   De europæiske redskaber kan suppleres af nationale redskaber (f.eks. de nationale kvalifikationsrammer), eller indarbejdes i de nationale lovgivninger (f.eks. vedrørende nationale meritoverførselssystemer), hvis det viser sig at være nødvendigt i forbindelse med nationale reformer. Der er behov for mere interaktion mellem de forskellige niveauer (EU, nationalt og regionalt).

8.5   Der skal ske fremskridt i gennemførelsen af »Erasmus for lærlinge«. Dette program vil gøre det muligt for erhvervsuddannelserne at få status af ligeværdige med højere uddannelsesinitiativer, hvilket vil være med til at styrke erhvervsuddannelserne. Det vil tilføre erhvervsuddannelserne en international dimension, tackle manglen på mobilitet på området og øge de videregående erhvervsuddannelsers synlighed og tiltrækningskraft.

8.6   Imidlertid bør Kommissionen være forsigtig med at skabe nye redskaber, inden de allerede eksisterende redskabers potentielle merværdi er blevet evalueret. Kommunikationen og samarbejdet inden for og mellem de eksisterende redskaber skal forbedres, for at deres målsætninger kan føres ud i livet på konkret vis.

8.7   EØSU har udarbejdet en række udtalelser af høj kvalitet om de relevante redskaber – om ECVET (18), EQAVET (19) samt om sammenligneligheden medlemsstaterne imellem af kvalifikationer opnået gennem erhvervsuddannelse (20).

---

(1)  Et budget for Europa 2020, KOM(2011) 500 endelig, del I og II, 29.6.2011.

(2)  Kommissionens meddelelse KOM(2010) 296 endelig.

(3)  EQF (den europæiske referenceramme for kvalifikationer), ECVET (det europæiske meritoverførselssystem for erhvervsuddannelse), EQAVET (den europæiske referenceramme for kvalitetssikring af erhvervsuddannelse) og Europass (fællesskabsrammen for større gennemsigtighed i kvalifikationer og kompetencer).

(4)  Cedefop Research Paper No. 15: Vocational education and training at higher qualification levels.

(5)  Endelig rapport Identification of future skills needs in micro and craft (-type) enterprises up to 2020, FBH (Forschungsinstitute úr Berufsbildung in Handwerk, Kölns Universitet januar 2011).

(6)  OECD-analyse af »Learning for Jobs«-projektet (med fokus på erhvervsrettet efteruddannelse), http://www.oecd.org/dataoecd/41/63/43897561.pdf.

(7)  Flagskibsinitiativet »En dagsorden for nye kvalifikationer og nye job«.

(8)  EØSU's sonderende udtalelse, OJ C 34/1, 18.12.2010.

(9)  Rammen for aktioner til fremme af livslang udvikling af kompetencer og kvalifikationer (2002) og Selvstændig aftale om rummelige arbejdsmarkeder (2010).

(10)  EØSU's initiativudtalelse, OJ C 318/43, 29.10.2011.

(11)  KOM(2011) 367 endelig Grønbog – Modernisering af direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, 22.6.2011.

(12)  http://ec.europa.eu/education/languages/pdf/business_en.pdf

(13)  http://ec.europa.eu/education/languages/pdf/business_en.pdf

(14)  Den 3073. samling i Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik), 7. marts 2011.

(15)  »Et budget for Europa 2020«, KOM (2011) 500 endelig af 29.6.2011.

(16)  Det europæiske meritoverførselsystem for erhvervsuddannelse, der hjælper med at validere, anerkende og opbygge arbejdsrelaterede kvalifikationer og kundskaber.

(17)  Det europæiske meritoverførselsystem.

(18)  EØSU's udtalelse i EUT C 100/140 af 30.4.2009.

(19)  EØSU's udtalelse i EUT C 100/136 af 30.4.2009.

(20)  EØSU's udtalelse i EUT C 162/90 af 30.4.2008.

---

---

6.3.2012

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 68/11

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om beskæftigelse af unge, tekniske kvalifikationer og mobilitet (initiativudtalelse)

2012/C 68/02

Ordfører: Dorthe ANDERSEN

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 14. juli 2011 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Beskæftigelse af unge, tekniske kvalifikationer og mobilitet.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab, som vedtog sin udtalelse den 16. december 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 477. plenarforsamling den 18.-19. januar 2012, mødet den 18. januar 2012, følgende udtalelse med 173 stemmer for, 1 imod og 4 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   Den demografiske udvikling stiller store udfordringer for arbejdsmarkedet. Konsekvenserne af den økonomiske krise viser, at arbejdsmarkederne lider under strukturelle problemer. Især har unge mennesker svært ved at få ordentligt fodfæste på arbejdsmarkedet trods de rette kvalifikationer. Medlemslandene skal derfor gennemføre de reformer, som er aftalt i Europa 2020-strategien og de nationale reformprogrammer, med henblik på at genskabe væksten.

1.2   Ungdomsledigheden medfører store økonomiske og sociale tab for samfundet og for de unge samt resulterer i tab af vækstmuligheder. Europas konkurrenceevne vil være helt afhængig af en velkvalificeret arbejdsstyrke, og Europa risikerer at sakke bagud i kapløbet om den faglærte og højt kvalificerede arbejdskraft.

1.3   Ingen kender reelt morgendagens job, men uddannelserne skal tage udgangspunkt i arbejdsmarkedernes behov og de reelle opgaver, der skal løses. Anerkendelse af kvalifikationer erhvervet uden for uddannelsessystemerne skal styrkes. Der skal mere fokus på de almene og innovative kompetencer i læseplanerne.

1.4   Barriererne mellem uddannelsesverdenen og arbejdsmarkedet skal brydes ned, og kassetænkning skal undgås. Partnerskab mellem erhvervsliv og uddannelsesverden skal styrkes i forhold til udvikling af curricula og foregribelse af fremtidige behov. Uddannelse skal føre til beskæftigelse.

1.5   Vekseluddannelse og praktikophold skal udbredes i uddannelserne – også i relevante videregående uddannelser og i erhvervsuddannelserne. Synergien mellem praktisk arbejde og oplæring på en arbejdsplads og teoretisk undervisning styrker de unges beskæftigelsesegnethed, skaber bedre overgang mellem skole og arbejde og giver nye impulser til udvikling af undervisningen.

1.6   Den europæiske socialfond bør yde tilskud til dækning af initialomkostninger til lande, som ønsker at etablere et vekseluddannelsessystem.

1.7   Et åbent og dynamisk arbejdsmarked kan understøtte mobiliteten og generere jobåbninger for især de unge. Som aftalt i Europa 2020-strategien og de nationale reformprogrammer skal medlemslandene modernisere deres arbejdsmarkeder, så de bliver mere rummelige og velfungerende.

1.8   En aktiv arbejdsmarkedspolitik, der motiverer jobsøgende og beskæftigede til livslang uddannelse, er med til at styrke den faglige og geografiske mobilitet og skaber derved flere jobåbninger.

2.   Formål og introduktion

2.1   Europas ungdom er Europas fremtid. Imidlertid står mange unge uden et job eller de rette kvalifikationer. Mange unge har desuden svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet trods de rette kvalifikationer.

2.2   Denne udtalelse drejer sig om de unges beskæftigelsesmuligheder, herunder fremtidens behov for teknisk og faglært arbejdskraft samt de unges adgang til arbejdsmarkedet og den faglige mobilitet. Det vil sige den kernearbejdskraft med uddannelsesmæssig baggrund i de tekniske eller faglige uddannelser eller med kompetencer på mellemniveau, som ifølge Cedefop vil udgøre 50 % af arbejdsstyrken i 2020.

2.3   Udtalelsen sigter på at lægge op til konkrete forslag, som kan forbedre de unges beskæftigelsesmuligheder og sikre virksomhederne de rigtige kvalifikationer.

2.4   Begrebet »kvalifikationer« dækker over mange aspekter, f.eks. sociale og almene kompetencer, tekniske og faglige kompetencer og kvalifikationer opnået såvel via uddannelsessystemerne som gennem arbejde eller sociale og familiemæssige relationer og aktiviteter.

2.5   Denne udtalelse forsøger at besvare to tæt forbundne spørgsmål: 1) Hvad er arbejdsmarkedets fremtidige behov for kvalifikationer? og 2) Hvordan sikrer vi de unges indgang og faglige mobilitetsmuligheder?

2.6   EU-Kommissionen har iværksat flere flagskibe på området, senest med »Unge på vej« og »En dagsorden for nye kvalifikationer og job«. Disse flagskibe er centrale og indeholder en række initiativer, som styrker de unges beskæftigelsesmuligheder. Der henvises til EØSU's relevante udtalelser (1).

3.   Den europæiske virkelighed

3.1   Den demografiske udvikling betyder, at Europas arbejdsstyrke bliver mindre, på grund af at store årgange af ældre forlader arbejdsmarkedet, og mindre årgange af unge træder ind på arbejdsmarkedet. Dette stiller store udfordringer for arbejdsmarkedet, idet et stort, velkvalificeret arbejdsudbud er afgørende for væksten i Europa.

3.2   Ifølge Kommissionens seneste »Quarterly Employment and social situation review« kommer EU-arbejdsmarkedet sig kun langsomt og uensartet. Men der skabes ikke nok nye job, og især ungdomsledigheden (20,3 %) viser behovet for en omgående og effektiv indsats.

3.3   Ledighed rammer alle grupper af unge, også de sårbare grupper, uafhængigt af uddannelsesniveau. Dog har unge med et lavere uddannelsesniveau eller ingen arbejdserfaring større risiko for at blive arbejdsløse. Desuden er langtidsledigheden også steget til 9,5 % i marts 2011, og især mange unge risikerer at blive fanget i langtidsledighed.

3.4   Både ledighed og underbeskæftigelse af unge medfører store økonomiske og sociale tab for såvel samfund som unge samt resulterer i tab af vækstmuligheder.

3.5   Forud for krisen gik en periode med relativt stor jobskabelse. Ifølge Kommissionen blev der skabt 20 mio. nye job i perioden 1995-2006.

3.6   Samtidig er der gået omkring 5 mio. job tabt under krisen. Ifølge Eurofound er disse job især lavere betalte og ufaglærte job. Imidlertid er der stor forskel mellem de enkelte medlemsstater.

3.7   Cedefop forventer, at der vil blive skabt omkring 7 mio. nye job i perioden 2010-2020 samt omkring 73 mio. jobåbninger som følge af den demografiske udvikling. Jobskabelsen vil især være koncentreret omkring kvalifikationer på et højere niveau.

3.8   Paradoksalt oplever visse lande og sektorer mangel på arbejdskraft, samtidig med at der er mange ledige, hvilket indikerer, at der er stadige strukturelle problemer på de europæiske arbejdsmarkeder. F.eks. var der i Holland 118 000 ledige stillinger ved udgangen af 2009, i Tyskland er der 87 800 ledige IT-job og i Polen 18 300 ledige IT-job.

3.9   Den private sektors konkurrenceevne vil være helt afhængig af en velkvalificeret arbejdsstyrke. Hvis private virksomheder ikke finder den rette arbejdskraft i Europa, kan de blive nødsaget til at søge til andre regioner i verden, hvor den rette arbejdskraft findes. Den demografiske udvikling stiller også krav til en større ældre- og sundhedssektor, som vil trække på arbejdskraften.

4.   De fremtidige behov for arbejdskraft

4.1   Den faldende beskæftigelse og store vækstudfordringer accentuerer behovet for, at de kommende generationer af unge, som træder ind på arbejdsmarkedet, har et højt uddannelsesniveau, der modsvarer de eksisterende og kommende behov. Herunder, at antallet af unge, der forlader skolen tidligt, bliver reduceret, og at flere unge opnår en erhvervskompetencegivende uddannelse. Endvidere er det afgørende, at arbejdsmarkedet er gearet til at sikre, at unge får fod på arbejdsmarkedet. De senere år har vist, at overgangen fra uddannelse til beskæftigelse er svær. Også uddannelsesmæssige eller ansættelsesretlige barrierer gør jobskifte vanskeligt.

4.2   EU og medlemsstaterne har allerede forpligtet sig til en række reformer gennem Europa 2020-strategien, bedste praksis og de nationale reformprogrammer. I den forbindelse har en række medlemsstater foreslået reformer med henblik på at bringe deres uddannelsessystemer tættere på de behov, der er på arbejdsmarkederne.

4.3   Europa 2020-strategien fastsætter to centrale mål på uddannelsesområdet. Imidlertid er der tale om rent kvantitative mål. Lige så interessant er uddannelsessystemernes evne til at give de unge de rette kvalifikationer, som de kan anvende, og som der er efterspørgsel efter.

4.4   Prognoser anslår, at borgernes uddannelsesniveau i Europa vil fortsætte med at stige, men med risiko for en polarisering. Visse prognoser viser, at målet om, at mindst 40 % af de 30-34-årige har en videregående uddannelse, sandsynligvis vil være realiseret i 2017.

4.5   Derimod ser det knapt så lyst ud i forhold til at nå målet om, at der højst må være 10 %, der forlader skolen tidligt i 2020. I 2020 anslår f.eks. Cedefop, at mindst 83 % af de 22-24-årige har fuldført en ungdomsuddannelse (mod 78 % i 2010) – dvs. en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse. I forhold til at sikre et stort kvalificeret arbejdskraftudbud er det en stor udfordring, at mange unge ender som ufaglærte, da fremtidens job især vil forudsætte højtuddannet eller faglært arbejdskraft. Der er derfor som det første behov for at sikre, at flere unge afslutter en kompetencegivende uddannelse, herunder at flere afslutter en erhvervsuddannelse.

4.6   Globalisering og ny teknologi vil ændre arbejdsmarkedet og f.eks. betyde, at produktlivscyklussen bliver stadig kortere. Nye styrkeforhold mellem brancher og nye måder at organisere arbejdet på skaber nye job, men også nye kompetencebehov.

4.7   Det vil stille større krav til livslang læring, voksenuddannelse og omstillingsparathed som en del af arbejdslivet. Det er et fælles ansvar, hvor især arbejdsmarkedets parter sammen med uddannelsesudbydere i fællesskab kan finde innovative løsninger.

4.8   Ifølge Cedefop vil efterspørgslen efter højtkvalificerede personer i EU stige med næsten 16 mio. frem mod 2020, og efterspørgslen efter personer med mellemlange kvalifikationer forventes at stige med 3,5 mio. Omvendt forventes efterspørgslen efter lavtuddannede at falde med omkring 12 mio.

4.9   I perioden 2010-2020 forventes betydelige fald i beskæftigelsen i de primære industrier, men også i produktion og fremstilling. Den største vækst vil ske i servicesektoren, især inden for forretnings-service til virksomheder, men også distribution, catering, sundhed og transport er sektorer, som vil være i vækst. Væksten vil findes både i de videntunge sektorer, men også i mindre videntunge sektorer som f.eks. detailhandel. Udviklingen mod en videnøkonomi og en innovationsdreven og hurtigt forandrende verden fortsætter. Derfor er det vigtigt, at den højere faglighed bliver omsat til viden, som så bliver til innovation og nye produkter og services. Omstillingsparathed bliver et helt centralt parameter for såvel den enkelte som uddannelsessystemet for at imødekomme arbejdsmarkedets behov.

4.10   Når man analyserer de fremtidige beskæftigelsesmønstre og kompetencebehov, er innovation et nøgleelement. Innovation drejer sig om evnen til at forbedre processer og metoder, men involverer også almene kompetencer som kreativitet, problemknuser, samarbejds- og ledelsesevner og iværksætterånd. F.eks. beskæftiger den mere videntunge del af industrien mange, som ikke er direkte højtuddannede, men som bidrager til innovationen f.eks. i forbindelse med forbedring af arbejdsprocesser eller organisatoriske forbedringer.

4.11   En del undersøgelser viser, at den innovation, der er grundlaget for vækst, først og fremmest sker i virksomhederne. Virksomheden udvikler sig på grundlag af input og krav fra kunder, leverandører og medarbejdere.

4.12   Innovation bør dog ikke opfattes som en disciplin. Innovationskapaciteten stiller nye krav til uddannelsessystemerne, herunder hvordan man styrker de unges innovative kompetencer, så de kan gå direkte ud i arbejdslivet og bidrage til værditilvæksten i vort samfund.

5.   Den fremtidige kernearbejdskraft og uddannelsessystemerne

5.1   Ingen kender reelt morgendagens nye job. EU lancerer snart et Skills Panorama, »sector skills councils« er ved at blive etableret i EU, og prognoser bliver stadig bedre til at forudsige fremtidige behov og flaskehalse. Den globale konkurrence, den teknologiske udvikling og ind- og udvandring betyder, at behovet for fleksibilitet og omstillingskapacitet i uddannelsessystemerne bliver et nøgleelement.

5.2   Der er også behov for et langt tættere samspil og samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner, regeringerne og arbejdsgivere, f.eks. i forhold til udvikling af læseplaner. Kvalifikationer erhverves og udvikles hele livet gennem uddannelse og arbejde, men også uden for arbejdsmarkedet, hvilket i højere grad skal anerkendes.

5.3   Uddannelsen af den fremtidige kernearbejdskraft starter tidligt i grundskolen, hvor kvaliteten af undervisningen skal styrkes, men hvor også skolen skal lære børn og unge at lære – og tilegne sig ny viden. Eksempelvis er det vigtigt med erhvervsvejledning i grundskolen og karrierevejledere. Det stiller krav til undervisernes færdigheder.

5.4   Erhvervsuddannelsessystemet bliver behandlet i en anden udtalelse fra EØSU (2), men erhvervsuddannelserne spiller en nøglerolle i forhold til at sikre de rette kvalifikationer i fremtiden.

5.5   Erhvervsuddannelserne står imidlertid over for store udfordringer. F.eks. i forhold til image og kvalitet af uddannelserne, at matche erhvervslivets behov for kvalifikationer og at fremme overgangen til arbejdslivet. Mange erhvervsuddannelser lider også under store frafaldsprocenter som følge af de unges ringe grundskolekundskaber i f.eks. læsning, ligesom det ofte er svært at gå fra erhvervsuddannelsessystemet til de videregående uddannelser. Endelig ses der også en kønssegmentering af uddannelserne.

5.6   I forhold til erhvervsuddannelserne har nogle lande indført et vekseluddannelsessystem. Det betyder, at uddannelsen veksler mellem skolebaseret undervisning og virksomhedsbaseret arbejde og træning. Den stærke virksomhedskontakt bygger bro til arbejdslivet og sikrer, at størstedelen af alle erhvervsuddannede kommer hurtigt i job. Til forskel herfra er eksempelvis det svenske, belgiske og spanske erhvervsuddannelsessystem karakteriseret ved en lille virksomhedskontakt, idet erhvervsuddannelserne hovedsageligt afvikles i skolen. Mange unge i disse lande oplever samtidig problemer med at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

5.7   Netop kombinationen mellem arbejde, praktik og skoleuddannelse bliver af mange (Kommissionen, OECD, Europa-Parlamentet …) fremhævet som en god indgang til arbejdsmarkedet, hvorfor EØSU vil foreslå konkrete initiativer til, hvordan vekseluddannelsessystemets praktikordninger kan blive mere udbredt i Europa.

6.   Overgangen fra uddannelse til job og faglig jobmobilitet

6.1   Overgangen mellem uddannelse og job – og derved uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet – er ofte præget af megen kassetænkning. Skønt det er en politisk prioritet i EU at sikre en bedre sammenhæng mellem uddannelsessystem og arbejdsmarked og fremme de unges adgang til arbejdsmarkedet, har de seneste år tydeligt vist, at der er store udfordringer.

6.2   Den faglige og geografiske mobilitet i Europa er stadig begrænset og vanskeliggøres ofte af barrierer i kvalifikationssystemerne, problemer med anerkendelse af kvalifikationer eller ringe vejledning. Især EU-udvekslings- og mobilitetsprogrammer er helt centrale og skal styrkes. Fokus har i høj grad været på universitetsuddannelserne, men fremover bør mobilitetsmulighederne for de tekniske uddannelser og erhvervsuddannelserne være i fokus, f.eks. gennem virksomhedspraktikophold på tværs af grænserne. Eksempelvis kan grænseoverskridende praktikordninger afhjælpe situationen i grænseområder, hvor der er mangel på praktikpladser i et land, men stort udbud i nabolandet.

6.3   Vekseluddannelsessystemet kunne være en isbryder for, at de unge får en god og sikker start på arbejdsmarkedet, og at virksomhederne får tilført de rette kvalifikationer. En Eurobarometer-undersøgelse har f.eks. vist, at 87 % af arbejdsgiverne anser praktisk erhvervserfaring, f.eks. i form af praktikophold, som essentiel i forbindelse med jobansættelse.

6.4   Vekslingen mellem teoretisk skoleundervisning og læring på en arbejdsplads bør udbredes mere generelt. Der bør dog være tale om et sikret kontraktmæssigt forhold, hvor der stilles krav til den enkelte virksomhed om at deltage i oplæringen af den unge og til den enkelte elev. Alle parter vil være tjent med dette. Virksomhederne får både adgang til en større rekrutteringsbase, men også tilført ny viden og inspiration. For uddannelsesinstitutionen er der større adgang til viden og samarbejde med erhvervslivet. Og for den enkelte er der tale om praktisk erfaring med arbejdslivet.

6.5   Da der er initialomkostninger ved at oprette og udbrede et vekseluddannelsessystem, kan EU-fonde og -programmer, f.eks. socialfonden, i en opstartsfase understøtte de lande eller regioner, som ønsker at fremme vekselsystemet.

6.6   Imidlertid skal visse forudsætninger være på plads for at sikre en god overgang og muligheder for faglig og karrieremæssig jobmobilitet. Det drejer sig om både at stimulere jobskabelsen og at skabe nogle åbne og dynamiske arbejdsmarkeder, som dels understøtter mobiliteten, dels sikrer de unge en sikker start. Et arbejdsmarked med mange jobåbninger og frivillig mobilitet til nye job er med til at bane vejen for unge.

6.7   Som en del af EU-2020 er mange lande ved at modernisere deres arbejdsmarkeder, så de bliver mere rummelige og velfungerende. Især med henblik på at lette indgangen for unge gælder det om at fjerne de barrierer, som demotiverer arbejdsgivere i at ansætte en ung i et normalt ansættelsesforhold. Som udgangspunkt burde det ikke være fordele eller ulemper for hverken arbejdsgiver eller medarbejder, men alene jobbets natur, der afgør, hvilken kontraktform der vælges i forbindelse med ansættelse.

6.8   Det drejer sig derfor om at indrette en aktiv arbejdsmarkedspolitik, som motiverer både den jobsøgende og den beskæftigede til livslang uddannelse, efteruddannelse og opkvalificering. En aktiv arbejdsmarkedspolitik, der er med til at øge mobiliteten og derved skabe nye jobåbninger for især de unge.

6.9   Samtidig kan forskellige former for individuelle rettigheder, som ikke er bundet til en enkelt virksomhed eller et job, men som følger den enkelte – også ved jobskifte – bidrage til mobiliteten på arbejdsmarkedet, f.eks. pensionsrettigheder eller uddannelsesmuligheder, som er finansieret via fonde.

---

(1)  EØSU's udtalelse om »Unge på vej«, EUT C 132 af 3.5.2011, s. 55, og om »En dagsorden for nye kvalifikationer og job«, EUT C 318 af 29.10.2011, s. 142.

(2)  EØSU's udtalelse om »En mere tiltrækkende erhvervs- og efteruddannelse« (Se side 1 i denne EUT).

---

6.3.2012

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 68/15

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om civilsamfundets deltagelse i gennemførelsen af et fremtidigt europæisk energifællesskab (initiativudtalelse)

2012/C 68/03

Ordfører: Pierre-Jean COULON

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 14. juni 2011 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, på eget initiativ at udarbejde en udtalelse om:

Civilsamfundets deltagelse i gennemførelsen af et fremtidigt europæisk energifællesskab.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som vedtog sin udtalelse den 20. december 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 477. plenarforsamling den 18.-19. januar 2012, mødet den 18. januar 2012, følgende udtalelse med 183 stemmer for, 2 stemmer imod og 8 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   EØSU bifalder Kommissionens seneste initiativer til at fortsætte sammenkoblingerne og fuldføre det indre marked for energi. Udvalget støtter ligeledes indsatsen – navnlig i Rådet – med henblik på at styrke EU's og medlemsstaternes position på den internationale scene. EØSU bemærker især energikøreplanen for 2050, som blev offentliggjort af Kommissionen den 15. december 2011. Det gælder navnlig målet om at udarbejdelse »en europæisk strategi, hvori alle medlemsstaterne har en fælles vision (…)«.

1.2   EØSU støtter i princippet etableringen af et europæisk energifællesskab og godkender de mellemliggende stadier, der er nødvendige, navnlig europæiske, regionale energinet, en fond til udvikling af vedvarende energi og en indkøbscentral for gas.

1.3   EØSU anbefaler at gå videre og at integrere de europæiske markeder for at samordne og nedbringe energipriserne. Da der er tale om et energimix, anbefaler udvalget samtidig at træffe de mest sammenhængende og effektive valg i EU. Grupperinger af stater kunne formalisere et tættere samarbejde med udgangspunkt i prioriterede infrastrukturprojekter, sammenkoblinger og komplementaritet i energiproduktionen og energiforsyningen.

1.4   EØSU foreslår at lade investeringerne – også de nationale – fokusere på energiteknologi med lav CO2-udledning. Vægten bør lægges på den vedvarende energi og større projekter, der forventes at kunne bidrage til Europas genindustrialisering og beskæftigelse.

1.5   EØSU opfordrer til, at universel adgang til energi bliver en af målsætningerne for den fælles energipolitik i EU. Udvalget anbefaler, at de kompetente myndigheder eller energiselskaber rutinemæssigt informerer slutbrugerne om deres rettigheder, og at man i givet fald styrker forbrugerbeskyttelsen. EØSU henstiller til, at den umiddelbare løsning på problemet med energifattigdom foregår gennem en »europæisk solidaritetspagt på energiområdet«.

1.6   EØSU opfordrer til, at der oprettes en europæisk struktur for fossil energiforsyning. Det opfordrer til en styrkelse af EU's kompetencer i forhandlingerne og overvågningen af internationale aftaler om levering af energi.

1.7   Udvalget anbefaler at intensivere samarbejdet på energiområdet med udviklingslandene og EU's naboer i en ånd præget af udvikling og partnerskab.

1.8   I betragtning af de miljømæssige udfordringer, mængden af nødvendige investeringer, de politiske beslutningers sociale konsekvenser, indflydelsen på livsstil og den nødvendige støtte fra offentligheden, er det vigtigt, at borgerne bliver informeret og inddraget i debatten om energispørgsmål. EØSU opfordrer til at skabe et europæisk civilsamfundsforum til overvågning af energispørgsmål, der giver medlemsorganisationerne mulighed for at give deres mening til kende over for beslutningstagerne.

1.9   EØSU bør være et forum for periodiske, strukturerede debatter med det europæiske civilsamfundsforum, om hvor langt man er nået med dette europæiske energifællesskab.

1.10   EØSU anbefaler, at man inden 2014 foretager en evaluering af fremskridtene ved hjælp af artikel 194 i EUF-traktaten og derefter undersøger, om der er behov for ændringer i lyset af de forslag, udtalelsen indeholder.

2.   EU's energipolitik: udfordringer, fremskridt og begrænsninger

2.1   EU's energisituation er kendetegnet ved en voksende ubalance mellem indenlandsk produktion og forbrug og en stærk og vedholdende afhængighed af kulstofholdige energikilder. EU står således over for tre store udfordringer på samme tid, som umiddelbart er vanskelige at forene:

—	kampen mod klimaændringer og overgangen til et samfund med lav CO2-udledning,

—	integrationen og et effektivt indre marked for energi samt fornuftige energipriser samt,

—	forsyningssikkerhed.

2.2   Målsætningen om at skabe et indre marked for elektricitet og gas går tilbage til 1996 (første liberaliseringspakke), men 15 år senere er det indre marked for energi stadigvæk stort set ikke andet end en tom skal: blot 10 % af elektriciteten bevæger sig fra et land til et andet; forbrugerne kan endnu ikke vælge en leverandør, der er etableret i en anden medlemsstat; udviklingen af vedvarende energi – som ifølge planerne bliver den overvejende el-produktionskilde – er fortsat baseret på nationale støttemekanismer. Planlægningen af netværkerne er overvejende en national kompetence (ACER har kun ansvaret for den grænseoverskridende kapacitet, selvom et egentligt indre marked forudsætter, at der handles i fællesskab i de nationale netværker), og EU taler stadig ikke med samme røst over for leverandørlandene, osv. De vigtigste politikker, der finder anvendelse for gas- og elsektoren, fastlægges hovedsageligt stadig på nationalt niveau.

2.3   Omfanget af disse spørgsmål, og den høje grad af politisk, økonomisk og teknisk indbyrdes afhængighed mellem EU's medlemsstater forudsætter fælles tiltag, hvor der fokuseres på EU's fælles interesser frem for de interesser, der opfattes som værende af national karakter.

2.4   Målet er på nuværende tidspunkt, at det indre marked for energi skal være etableret i 2014. Etableringen et europæisk energisystem svarer til de ønsker, europæerne har. Det fremgår af nyere Eurobarometer-undersøgelser fra Europa-Parlamentet, (Standard EB 74.3 on Energy fra 31.1.2011 og Special EB 75.1 fra 19.4.2011) (i) at europæerne tror på den europæiske merværdi og foretrækker en EU-tilgang, og (ii) at deres bekymringer svarer til de store udfordringer, der er skitseret ovenfor i nævnte rækkefølge: prisstabilitet, vedvarende energi og garanti for energiforsyning. 60 % af Europas borgere mener, at de for så vidt angår forsyningssikkerheden ville være bedre beskyttet af en koordineret indsats med andre EU-lande. Endelig går 78 % af europæerne ind for forslaget om et europæisk energifællesskab.

2.5   EØSU mener, at EU atter vil være i stand til at berettige sin indsats ved effektivt at forholde sig til borgernes alvorlige bekymringer. En gradvis etablering af et europæisk energifællesskab er den bedste måde for europæerne til at mindske de økonomiske og sociale konsekvenser af den energimæssige udfordring. Medlemsstaternes faktuelle indbyrdes energiafhængighed udgør i virkeligheden en alvorlig trussel mod samhørigheden i EU, hvis den ikke ledsages af ordninger for demokratisk regeringsførelse, så man kan træffe fælles beslutninger til fælles bedste.

3.   Mod et Europæisk Energifællesskab

3.1   Jacques Delors fremsatte i denne sammenhæng idéen om at skabe et vaskeægte »europæisk energifællesskab«, et projekt som Jerzy Buzek har støttet. EØSU mener, at dette politiske projekt, som har været genstand for en detaljeret rapport udarbejdet af tænketanken Notre Europe (se: http://www.notre-europe.eu/uploads/tx_publication/Etud_Energie_fr.pdf), formår at tage udfordringerne op, samtidig med, at det kan bidrage til at give den europæiske konstruktion en ny start og fornyet legitimitet.

3.2   Der foreslås flere muligheder lige fra status quo (artikel 194 i EUF-traktaten) til indgåelse af en ny europæisk energitraktat.

3.3   Der foreslås også mellemliggende etaper, navnlig:

—	et udvidet samarbejde omkring europæiske regionale energinet,

—	en fælles energifond til udvikling af nye teknologier,

—	oprettelse af en europæisk indkøbscentral for gas.

3.4   EØSU, der allerede i tidligere udtalelser har slået til lyd for en fælles europæisk energitjeneste (1), finder, at tiden er inde til at udnytte den fremdrift, som tænketanken Notre Europes rapport har igangsat, og at gå et skridt videre ved både at inddrage civilsamfundet i debatten og iværksætte foranstaltninger for at nå målsætningerne om integration og samarbejde.

4.   EU er på vej mod en mere integreret energipolitik

4.1   EØSU glæder sig over Kommissionens initiativer med henblik på at løse de energimæssige udfordringer, herunder de seneste forslag til kriseforebyggelse, netværker, infrastruktur og forsyningssikkerhed over for tredjelande. Disse forslag bidrager til solidaritet, samarbejde samt øget effektivitet og samles i en fælles vision.

4.2   EØSU ser med velvilje på det nylige forslag til forordning om retningslinjer for transeuropæisk energiinfrastruktur (KOM (2011) 658 endelig), som udspringer af en masterplan for et integreret europæisk energinet foreslået i 2010 (KOM (2010) 677 endelig). Udvalget vil tage stilling i en separat udtalelse (udtalelse TEN/470)

4.3   EØSU støtter Kommissionens initiativer med henblik på at give EU's energipolitik en integreret og sammenhængende ekstern dimension, der formår at fremme forsyningssikkerheden fra tredjelande (KOM (2011) 539 endelig). EØSU støtter enhver styrkelse af EU's stilling over for sine partnere uden for EU. Udvalget vil undersøge spørgsmålet nærmere i sin udtalelse TEN/464.

4.4   EØSU støtter mekanismen til informationsudveksling om mellemstatslige aftaler, der er indgået mellem medlemsstaterne og tredjelande på energiområdet (KOM (2011) 540 endelig). Dette forslag fra Kommissionen er vigtigt for at fastholde, at europæiske interesser har forrang frem for nationale interesser (udtalelse TEN/464).

5.   En mere ambitiøs og dynamisk deltagelse er nødvendig for at kunne klare fremtidens udfordringer

5.1   På trods af disse betydelige fremskridt, anser EØSU det for nødvendigt at gå længere i den fælles styring af energispørgsmål, især i lyset af målet om et kulstoffattigt energisystem i 2050.

Mod et integreret energimarked i Europa

5.2   Når det kommer til energiproduktion, bør europæisk lovgivning om energi i højere grad fremme en fælles tilgang. Dette gælder især for vedvarende energi, der har nationale målsætninger. Det er vigtigt at fokusere på de investeringer, der bedst kan betale sig omkostnings- og indtjeningsmæssigt ved produktion i EU. Der er også behov for øget solidaritet i tilfælde af perioder med lav produktion på europæisk plan. Dette kan forudsætte en tilpasning af europæisk lovgivning.

5.3   EØSU minder således om, at det er vigtigt i fællesskab at planlægge netværkerne og forbinde disse indbyrdes, så flaskehalsproblemer undgås, navnlig ved grænserne. Kommissionen bør i den forbindelse spille en ledende rolle. De private operatører skal også være synlige på længere sigt for så vidt angår investeringsafkast. Man kunne i den forbindelse forestille sig offentlige-private partnerskaber.

5.4   Selvom valg af energimix er et nationalt anliggende, skal medlemsstaterne udvise ansvarlighed i deres beslutninger for så vidt angår energiproduktion. De beslutninger, der træffes ensidigt af visse medlemsstater, såsom dem, der direkte udspringer af ulykken i Fukushima, der har forrykket balancen mellem udbud og efterspørgsel for energi på regionalt niveau, bør fremover træffes på EU-niveau, da der er tale om en høj grad af indbyrdes afhængighed. Den øgede anvendelse af vedvarende energikilder forudsætter, at man i fællesskab på sigt kan sikre en reserve af produceret energi, der fungerer som en tilstrækkelig stødpude i tilfælde af lav produktion fra vedvarende energikilder.

5.5   Den manglende koordinering går ud over pålideligheden af energiforsyningen i medlemsstaterne og ødelægger de parallelle bestræbelser for at styrke sammenkoblingen og solidariteten mellem EU's medlemmer. Samtidig bør afkaldet på atomkraft – som er en kulstoffattig energikilde – på kort sigt ikke ske til fordel for en massiv brug af forurenende energikilder. Det ville være stik imod EU's målsætninger. Dette bør ske med størst mulig gennemsigtighed og i samråd med det organiserede civilsamfunds repræsentanter.

5.6   EØSU mener, at på grund af medlemsstaternes indbyrdes afhængighed på energiområdet, kan udsigten til energimæssig uafhængighed kun opnås europæisk og ikke nationalt.

5.7   Udvalget foreslår at overveje etableringen af fælles tilgange blandt undergrupper af medlemsstater eller operatører på baggrund af deres respektive energimix og praksis for grænseoverskridende handel med energi. En sådan regional koordinering kan sikre en større sammenhæng mellem de pågældende medlemsstaters energivalg og øget sikkerhed af deres forsyninger. Disse grupper ville desuden også kunne få større udbytte af hver enkelt lands energiressourcer både med hensyn til vedvarende energi og den grundlæggende el-produktion fra andre energikilder.

5.8   EØSU foreslår, at disse grupper får ansvaret for at vælge såvel deres energimix som deres netværk af infrastrukturer. Der kunne således oprettes regionale, sammenhængende og indbyrdes forbundne energifællesskaber. De udgør den fordel, at der etableres ensartede markedsvilkår (energipriser, tilskud til vedvarende energi, kunderelationer osv.) mellem medlemsstaterne.

5.9   En af de politikker, der med succes er blevet harmoniseret i visse af Europas regioner er et godt bevis på, at harmonisering af politikker klart påvirker markedernes integration: det drejer sig om sammenkoblingen af markederne til fordeling af transmissionskapacitet. En prissammenkædning mellem forskellige lande gør det muligt at oprette et enkelt handelsområde – og som følge deraf områder med enhedspriser, når kapaciteten for samkøring ikke begrænser den grænseoverskridende handel. Det medvirker til et indre europæisk marked for elektricitet. Nord Pool Spot indførte »price splitting« i 1993, og i 2006 anvendtes for første gang en prissammenkædning mellem Frankrig, Belgien og Nederlandene. Disse markedsbetingelser forventes med tiden at give forbrugerne et bredere transeuropæisk udvalg.

5.10   EØSU henleder opmærksomheden på de økonomiske muligheder, som disse makroregionale grupper kan have for medlemsstaterne, hovedsagelig på grund af stordriftsfordele og den industrielle udvikling i forbindelse med vedvarende energikilder.

5.11   EØSU minder om sin støtte til et diversificeret og bæredygtigt sammensat energimix. De nationale valg skal være i overensstemmelse med national lovgivning og EU's målsætninger. EØSU holder fast ved, at disse valg ikke må have en uforholdsmæssig stor negativ indvirkning på økonomien, miljøet eller samfundet. EU bør i den ånd udnytte nye energikilder såsom skifergas efter en bred og åben høring af det organiserede civilsamfunds repræsentanter for at forebygge risikoen for forskelle i de nationale strategier.

Fremme af EU's konkurrenceevne: gensidige og øgede finansielle midler

5.12   Den fælles forskningsindsats mellem medlemsstater og operatører bør fremmes, og der bør etableres relevante netværker og fællesskaber inden for forskning, især på områder som vedvarende energi og teknologier med lave kulstofemissioner eksempelvis gennem platforme for teknologisk forskning.

5.13   I lyset af de større nødvendige investeringer og de nuværende budgetmæssige begrænsninger, bør de tilgængelige ressourcer koncentreres om de store udfordringer. Det er vigtigt at styrke forbindelserne mellem national og europæisk finansiering. Dette kan indebære, at medlemsstaterne retter deres nationale støtte mod forskningsprojekter relateret til europæiske mål.

5.14   Det er nødvendigt at vurdere, om en konsolidering af de finansielle midler til infrastruktur og forskning vil kunne øge effektiviteten af finansieringen. Dette kunne betyde en tildeling af faste beløb til energiprojekter under de forskellige finansieringsprogrammer på europæisk og nationalt plan.

5.15   Hvis en sådan vurdering viser sig at være positiv, kan anvendelsen af obligationer til finansiering af projekterne være et effektivt middel til at øge ressourcerne til fremme af forskning og udbredelse af vedvarende energikilder og infrastrukturer.

5.16   Det er vigtigt bedre at kunne prioritere lån fra EIB til EU's prioriterede infrastrukturprojekter. Investeringer foretaget af medlemsstaternes makroregionale grupper bør være berettigede til EIB-lån.

5.17   EØSU mener, at en samlet og koordineret indsats til fordel for vedvarende energi kan hjælpe EU ud af den aktuelle økonomiske krise. At have adgang til energi til rimelige priser er et væsentligt element for den økonomiske konkurrenceevne. Fordelene er mange: jobskabelse, knowhow, genindustrialisering af EU osv. Projekter som Supergrid eller udvikling og udbredelse af intelligente forsyningsnet ville egne sig til industrielt samarbejde og øget innovation i hele EU.

En energipolitik for alle

5.18   Den universelle adgang til energi skal være et af målene for den fælles energipolitik i EU, ud over det indre markeds integration.

5.19   Retfærdige og gennemsigtige energipriser giver virksomhederne mulighed for at vokse og investere. Tilgængelige energipriser opnås gennem effektive valg, et integreret og gennemsigtigt indre marked for energi samt øgede kontrolbeføjelser til de nationale og europæiske lovgivningsmyndigheder.

5.20   EU-lovgivningen sikrer forbrugerne nogle rettigheder, men disse er ikke fortrolige med dem og drager derfor ikke fuld nytte af dem. EØSU anbefaler, at de kompetente myndigheder eller elselskaber rutinemæssigt informerer slutbrugerne om deres rettigheder. Udvalget anmoder om, at man på nationalt plan offentliggør regelmæssige rapporter om gennemførelsen af forbrugernes rettigheder. Om nødvendigt kan yderligere foranstaltninger træffes for at sikre gennemførelsen af forbrugernes rettigheder.

5.21   I løbet af vinterhalvåret 2010/2011 har energifattigdom ramt mellem 50 og 125 millioner europæere (alt efter hvilken definition, der lægges til grund). Denne mangelsituation rammer de dårligst stillede med dårlige boligforhold, der som oftest bor i dårligt isolerede boliger og ikke engang har råd til de lave priser for en almennyttig bolig, man har indført i medlemsstaterne. Parallelt med en europæisk indsats, der er nødvendig for energieffektivitet og begrænsning af efterspørgslen, foreslår EØSU, at man gør sig fornyede tanker om en styrkelse af solidaritetsmekanismerne i de 27 medlemslande i kampen mod energifattigdom, hvor første skridt er en fælles definition. (2)

5.22   En »europæisk pagt for energisolidaritet« kan således knæsætte den strategiske og vitale dimension i energien (tilgængelighed, rimelige satser og priser, regelmæssighed, pålidelighed, oprindelse). Et sådant europæisk socialt energiskjold er en måde at få Europa til at lytte til borgernes bekymringer. Det kan være en del af bestræbelserne for at nå at en højere social harmonisering, hvilket er ønskeligt for at styrke og give det europæiske projekt fornyet mening. Det bør gennemføres ved hjælp af praktiske foranstaltninger på de relevante niveauer.

Styrkelse af den eksterne dimension i EU's energipolitik

5.23   EØSU støtter forslaget fra tænketanken Notre Europe vedrørende oprettelsen af en europæisk indkøbscentral for gas, såfremt det kommer de deltagende stater og virksomheder til gode i form af en styrket forhandlingsposition, bedre forsyningsgaranti og mere stabile priser under overholdelse af konkurrencereglerne. Et yderligere skridt kunne være oprettelsen af en fælles europæisk struktur for forsyning af gas og eventuelt andre fossile brændstoffer.

5.24   Såfremt flere medlemsstater berøres, bør Rådet give Kommissionen mandat til på et samlet EU's vegne at forhandle aftaler om energiforsyning med tredjelande. EØSU glæder sig over Rådets beslutning om at give Kommissionen til opgave på medlemsstaternes vegne at forhandle aftaler med Aserbajdsjan og Turkmenistan med henblik på levering af gas via den transkaspiske rørledning. EØSU opfordrer Rådet og Kommissionen til under lignende omstændigheder at fortsætte denne praksis.

5.25   EØSU anbefaler, at Kommissionen foretager en nærmere opfølgning på samtlige nationale energiforsyningsaftaler indgået med tredjelande. Kommissionen bør være i stand til at godkende disse aftaler, alt efter de såvel positive som negative følger, de kan have for EU som helhed (udtalelse TEN/464).

5.26   EØSU anbefaler en tilgang i form af udvikling og partnerskab med Euromedlandene og EU's østlige naboer, der giver mulighed for at sprede og sikre energiforsyningerne i EU (herunder vedvarende energi gennem Desertec, Mediterranean Ring, Mediterranean Solar Plan, Medgrid) samt at hjælpe sine partnere med at udnytte deres potentiale. EU kunne yde teknisk bistand og ekspertise samt knowhow inden for uddannelse og projektledelse (udtalelse REX/329).

5.27   EØSU mener, at et europæisk energifællesskab og de mellemliggende enheder bør udstyres med en stærk ekstern dimension, der fremmer adgangen til energi i udviklingslandene. Disse lande bør have hjælp til at fremstille den energi, de har behov for, men de bør også være i stand til at eksportere energi til Europa til finansiering af deres investeringer.

5.28   EØSU noterer sig Rådets konklusioner i »Transport, telekommunikation og energi« fra 24. november 2011 til fordel for en styrkelse af den eksterne dimension af energipolitikken. Udvalget noterer sig ligeledes Rådets prioriteter og holder fast i sit krav om en bedre integration af energipolitikkerne og som minimum systematisk samråd, inden beslutningerne træffes. Med hensyn til metode anbefaler udvalget en EU-tilgang i tæt samarbejde med medlemsstaterne, i hvert fald når dette indebærer en merværdi.

Inddragelse af civilsamfundet

5.29   I betragtning af de miljømæssige udfordringer, beløbsstørrelsen for de nødvendige investeringer, de politiske beslutningers sociale konsekvenser, indflydelsen på livsstil og den nødvendige støtte fra offentligheden, er det vigtigt, at borgerne bliver inddraget i debatten om energispørgsmål. Europæerne har ret til klare og gennemskuelige oplysninger, om hvilke energivalg der træffes på europæisk, nationalt og regionalt plan (3). De nationale økonomiske og sociale råd spiller i den forbindelse en vigtig rolle. Der er behov for informationskampagner og høringer om, hvad der står på spil for Europa rent energimæssigt. Vægten bør tillige lægges på energieffektivitet.

5.30   Borgerne bør også have mulighed for at give deres mening til kende om de vigtigste politiske valg gennem afholdelse af høringer på det passende niveau. EØSU har igennem en årrække afholdt sådanne høringer i EU (navnlig om atomenergi samt opsamling og lagring af CO2 – også kaldet CCS). De nationale, regionale og lokale myndigheder opfordres til at iværksætte en bred høring af det civile samfund.

5.31   EØSU foreslår at oprette et europæisk civilsamfundsforum til overvågning af energispørgsmål. Idéen er, at dette forum skal arbejde tæt sammen med EU-institutionerne og mødes regelmæssigt for at bidrage til et flerårigt program for integration af energimarkedet. Det kunne fungere som samlingspunkt for europæiske og nationale organisationer, der er aktive på energiområdet og kunne høres om udformningen af EU's energisystem, overgangen til et kulstoffattigt energisystem i 2050 og de deraf følgende økonomiske og social spørgsmål. Forummets medlemmer bør samtidig modtage den nødvendige information, som de kan formidle videre til lignende organisationer i medlemsstaterne.

5.32   Offentlighedens accept af de energimæssige valg udgør en yderligere udfordring (atomkraft, CCS, vindmølleparker, højspændingsledninger osv.). Deltagelse og ansvar går hånd i hånd. EØSU, der netop sidder i spidsen for arbejdsgruppen »Gennemsigtighed« i Det Europæiske Kerneenergiforum (ENEF), kunne bidrage til gennemsigtig information af borgerne og kommunikere med dem via sin hjemmeside (udbredelse af god praksis, overvågning af initiativer og samarbejdsprojekter, udvikling af branchen, indsamling af synspunkter fra civilsamfundet med henblik på diskussioner i civilsamfundsforummet om energi og formidling til de politiske beslutningstagere). EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at give borgerne relevant information gennem neutrale og objektive kanaler. I den henseende spiller civilsamfundsorganisationerne og høringsforaene en afgørende rolle.

Overvejelser om eventuelle institutionelle forandringer på længere sigt

5.33   Oprettelsen af Det Europæiske energifællesskab er og bliver det endelig mål. Men i betragtning af at det kan være svært for 27 medlemsstater at bevæge sig i samme retning på én og samme gang, kan et mere indgående samarbejde mellem medlemsstaterne, navnlig på regionalt plan, gøre det muligt at gøre hurtigere fremskridt. Disse tiltag må dog ikke være i strid med lovgivning eller andre foranstaltninger i EU, og dette sikres gennem løbende høring og inddragelse af EU-institutionerne. Om nødvendigt kan der oprettes mere formelle mekanismer.

5.34   EØSU anbefaler, at man inden 2014 foretager en evaluering af fremskridtene ved hjælp af artikel 194 i EUF-traktaten og derefter undersøger, om der er behov for ændringer i lyset af de mest ambitiøse forslag i dette dokument. En eventuel ny institutionel ramme kunne lade sig inspirere af EKSF-traktaten. Det bør være muligt at integrere enhver ny institutionel foranstaltning og dens resultater i EU-strukturen, hvis medlemsstaterne beslutter det.

---

(1)  EUT C 175 af 28.7.2009, s. 43-49.

EUT C 306 af 16.12.2009, s. 51-55.

(2)  EØSU's udtalelse om »Energifattigdom på baggrund af liberaliseringen og den økonomiske krise«, EUT C 44 af 11.2.2011, s. 53-56.

(3)  Angående atomkraft i f.eks. Frankrig, se: l'ANCCLI, Association nationale des comités et des commissions locales d'information, instaurée par décret en Conseil d'État.

---

6.3.2012

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 68/21

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om EU's fredsopbyggende rolle i de eksterne forbindelser: god praksis og perspektiver

2012/C 68/04

Ordfører: Jane MORRICE

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede på sin plenarforsamling den 19. og 20. januar 2011 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

EU's fredsopbyggende rolle i de eksterne forbindelser: god praksis og perspektiver.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser, som vedtog sin udtalelse den 15. december 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 477. plenarforsamling den 18.-19. januar 2012, mødet den 19. januar, følgende udtalelse med 190 stemmer for, 1 imod og 3 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   Fredsopbygning er en del af EU's dna. Unionen er i sig selv en fredsopbyggende proces – det vidner både dens grundlæggelse, dens udvidelse og dens overlevelse i krisetider om. Som et fællesskab af nationer, der fremmer demokrati, menneskerettigheder, lighed og tolerance er EU moralsk forpligtet til at støtte fredsopbygning verden over, og har nu også traktatfæstet mandat til at gøre det. Som verdens største bistandsyder med årelang erfaring i konfliktområder og en lang række redskaber til sin rådighed bør EU tage føringen inden for international fredsopbygning. Men EU formår ikke at udnytte sit potentiale tilstrækkeligt i den internationale indsats for fredsopbygning. De kræfter, som den bruger på at skabe positive forandringer, har derfor ikke så stor en effekt, som de burde eller kunne have. Trods oprettelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil – som en del af bestræbelserne på at forbedre samhørigheden – mangler der stadig en fælles europæisk tilgang. Uden en klart defineret strategi for fredsopbygning og uden at trække på de erfaringer, man har samlet gennem alle EU's fredsopbyggende operationer, og uden et effektivt samarbejde med medlemsstaterne, de internationale bistandsydere, ngo'erne og de civilsamfundsorganisationer, der arbejder på at gennemføre fredsprocessen lokalt, kan EU's potentiale for at gøre en konkret og varig forskel i de mest konfliktplagede områder i verden ikke virkeliggøres fuldt ud. Udfordringen er stor, men belønningen endnu større. Et fredeligt Europa står bedre i en fredelig verden.

1.2   På baggrund af disse konklusioner anbefaler EØSU følgende:

Strategi og politik

1.2.1   Tjenesten for EU's Optræden Udadtil bør udarbejde en strategi for fredsopbygning, der omfatter civile, diplomatiske, militære, politiske og humanitære initiativer, en hurtig reaktionsindsats, langsigtet udviklingsbistand, nødhjælp, klimaændringer, handels- og investeringspolitik samt alle andre EU-foranstaltninger, der kan gøre en forskel i kriseområder.

1.2.2   Tjenesten for EU's Optræden Udadtil bør opstille en taskforce, hvor repræsentanter fra Europa-Parlamentet, Kommissionen, Regionsudvalget, EØSU, Den Europæiske Investeringsbank og fredsopbyggende ngo'er inddrages i udarbejdelsen af strategien.

1.2.3   EU-politikker og -programmer – navnlig vedrørende konfliktområder – bør underkastes en konfliktfølsom konsekvensanalyse for at sikre, at de er på linje med EU's normer og værdier, og at de kan garantere den mest omkostningseffektive anvendelse af EU's bistand.

Operationelle spørgsmål

1.2.4   Der bør opstilles en principkodeks for alle EU-operationer i konfliktområder og potentielle konfliktområder.

1.2.5   Alle projekter for fredsopbygning bør omfatte fremme af god forvaltningspraksis og demokratiske principper (menneskerettigheder, ytringsfrihed, lighed, politiske og fagforeningsrelaterede friheder) samt miljøbeskyttelsesstandarder.

1.2.6   Der bør opstilles mål for overvågning af reformernes fremskridt, og overvågningssystemerne bør forbedres, så de omfatter repræsentanter fra civilsamfundet, garanterer en jævn kønsfordeling i overvågningsorganerne og sikrer forpligtelsen til at gennemføre reformer. Der bør være større fokus på forebyggelse af konflikter med særlig vægt på den rolle, som uddannelse og medier, herunder sociale medier, spiller i kriseområder, og man bør aktivt opfordre til og bakke op omkring tiltag til fremme af forsoning, herunder interkulturel dialog og fredsmægling.

1.2.7   EU's engagement i det organiserede civilsamfund i kriseområder bør styrkes gennem øget støtte til organisationer, der deler EU's værdier og fremmer tolerance, pluralisme og andre initiativer for fredsopbygning. EØSU's arbejde på dette område bør lettes.

1.2.8   Man bør opmuntre til, at FN's resolution nr. 1325 om kvinder, fred og sikkerhed bliver overholdt, lige som man bør øge støtten til kvindegrupper, der arbejder lokalt, og fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder.

1.2.9   Konfliktofre, navnlig børn, bør have mere målrettet opmærksomhed samt større anerkendelse og støtte fra EU's side.

1.2.10   Man bør opmuntre, lette og fremme programmer til støtte af udsatte unge – navnlig drenge – for at give dem en chance for at spille en fyldestgørende og konstruktiv rolle i samfundet.

1.2.11   Man bør udvide og forbedre udvælgelsesproceduren og uddannelsen af civilt personale til missioner, og missionernes fokus bør ændres fra militærorienteret til civilorienteret krisestyring.

1.2.12   Der bør etableres en database over europæiske eksperter i fredsopbygning og kandidater til civile missioner, herunder jurister, advokater, politifolk, ngo'er, der er aktive inden for fredsopbygning, mediatorer, administratorer og politikere, der har erfaring på området.

God praksis og udveksling af erfaringer

1.2.13   EU-institutioner, medlemsstater og internationale organer bør udveksle de vigtigste erfaringer. Et kompendium over bedste praksis inden for fredsopbygning samt yderligere undersøgelser af anvendelsen af EØSU's redskaber til konfliktløsning (1) kan lette denne proces.

1.2.14   Der bør lægges større vægt på at koordinere de erfaringer, man har samlet gennem EU's interne arbejde for fredsopbygning, herunder EU's Fredsprogram i Nordirland, samt gennem den eksterne indsats.

1.2.15   Man bør alvorligt overveje at oprette et europæisk ekspertisecenter/-institut for fredsopbygning, som knytter an til og bygger videre på eksisterende strukturer samt følger op på andre institutioners og eksperters idéer og anbefalinger.

1.2.16   Der bør afholdes en stor konference om fredsopbygning, hvor man samler alle trådene for en ny strategi for fredsopbygning, og hvor man fastlægger anbefalinger om, hvordan man bedst kan udveksle erfaringer.

2.   Baggrund

2.1   Denne udtalelse er en opfølgning på initiativudtalelsen om EU's rolle i fredsprocessen i Nordirland, der blev vedtaget af EØSU i oktober 2008 (2) og understreger EU's pligt til at gøre fredsopbygning til et helt centralt element i sin strategi for fremtiden. Undersøgelsesmaterialet rækker ud over EU's grænser, og udtalelsen vurderer de redskaber for fredsopbygning, der er til rådighed (navnlig efter oprettelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil) og analyserer, hvorvidt man har delt erfaringer. Endelig fremsættes der anbefalinger for det fremtidige arbejde på dette område.

3.   Indledning

3.1   EU beskrives ofte som verdens mest succesrige overnationale fredsopbygningsprojekt og kan betragtes som en rollemodel for andre på dette område. Unionens egen erfaring med at forene gamle fjender i kølvandet på Anden Verdenskrig må være dens største bedrift nogensinde. At holde sammen på dem i et fællesskab af nationer, øge antallet af medlemmer og udbrede deres indflydelse på verdensplan er endnu en sejr udi fredsopbygning. Det vil være en enorm udfordring at fortsætte denne fremdrift midt i finanskrisen.

3.2   Indtil nu har EU imidlertid ikke været tilstrækkeligt rustet til at bære sit moralske ansvar, hverken som rollemodel eller som førende aktør inden for fredsopbygning verden over. I sin indsats i konfliktområderne gør EU brug af en lang række forskellige redskaber, der er til rådighed, fra krisestyring over humanitær hjælp og militær bistand til udviklingshjælp. Denne tilgang har dog været præget af manglende sammenhæng, manglende koordination og manglende troværdige forbindelser til civilsamfundets græsrodsorganisationer.

3.3   Med Lissabontraktatens ikrafttræden har EU fået et nyt mandat til fredsopbygning (artikel 21), en ny struktur, der støtter det (Tjenesten for EU's Optræden Udadtil) og en ny leder (EU's højtstående repræsentant Catherine Ashton), der skal gennemføre det. Der er derfor ikke længere nogen grund til, at EU ikke skulle kunne overtage føringen og få reel indflydelse på fredsopbygning i hele verden.

3.4   Der har aldrig været et bedre tidspunkt for EU til at udvise lederskab end nu. EU's nærmeste naboer oplever store politiske, økonomiske og sociale omvæltninger. Det er et afgørende historisk vendepunkt for dem, og de har brug for konkret støtte. Med iværksættelsen af den »nye og ambitiøse« naboskabspolitik har EU vist sit beredskab og sin vilje til at foregå med et godt eksempel. Men her – lige som i al anden fredsopbygning verden over – siger handling mere end ord.

3.5   EU har et »enormt potentiale« til at knytte alle aspekterne af sin indflydelse sammen og gøre en sammenhængende og omfattende indsats for fredsopbygning, og EU har også ressourcerne til at gøre det. I sidste ende står og falder succesen imidlertid med medlemsstaternes politiske vilje, deres evne til at tale med én stemme samt deres ønske om at bakke fuldt og helt op om en ambitiøs fælles strategi for fredsopbygning, der ikke kun vil give EU større troværdighed på den internationale scene, men også vil være med til at skabe positive forandringer i hele verden.

4.   Baggrund

4.1   Termen »fredsopbygning« er et relativt nyt udtryk i det internationale diplomatiske ordforråd. Det blev brugt første gang af Boutros Boutros-Ghali, FN's daværende generalsekretær, i den globale Dagsorden for Fred fra 1992 til at beskrive en indsats, der identificerer og støtter strukturer, der kan forstærke og konsolidere freden for at hindre, at en konflikt genoptages. I 2006 nedsatte FN en fredsopbygningskommission til at støtte fredsbestræbelserne i lande, der netop har overstået en væbnet konflikt, og i 2009 oprettede OECD et internationalt netværk vedrørende konflikt og struktursvaghed (INCAF).

4.2   I europæisk sammenhæng finder man den første specifikke henvisning til fredsopbygning inden for EU's Eksterne Forbindelser i Göteborg-programmet til forebyggelse af voldelige konflikter, der blev vedtaget i 2001. Den nyeste henvisning findes i Lissabontraktatens artikel 21, der nævner princippet om menneskerettigheder og demokrati, forebyggelse af konflikter og fredsbevarelse som centrale mål for EU's optræden udadtil.

4.3   Lissabontraktaten fastsætter også en ny rammelovgivning for EU i de eksterne relationer. Den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik kombinerer de kompetencer, der tidligere har været delt op mellem Rådet og Kommissionen. Den højtstående repræsentant, Catherine Ashton, har Tjenesten for EU's Optræden Udadtil i ryggen. Tjenestens ansvarsområde er udvikling, diplomati og forsvar, der alle kan anvendes til fredsopbygning.

4.4   Med Tjenesten og de relevante GD'er i Kommissionen råder EU over en lang række redskaber, der kan bruges inden for fredsopbygning. Disse redskaber omfatter:

—

Civile og militære FSFP-missioner, med fokus på politik, retsstatsprincippet, civil forvaltning og civil beskyttelse. FSFP-missionerne vanskeliggøres ofte af manglen på uddannet personale. Den sikkerhedsmæssige og logistiske dimension betragtes som en forudsætning for et stabilt og sikkert miljø for fredsopbygning.

—	Stabilitetsinstrumentet (IfS) – den vigtigste finansieringskilde til fredsopbygning. Mere end 70 % af de tilgængelige midler (2 mia. euro for perioden 2007-13) anvendes til kriseberedskab for at fylde »hullet« mellem kortsigtet humanitær bistand og langsigtet udviklingsstøtte.

—

Fredsopbyggende partnerskaber, etableret inden for rammerne af stabilitetsinstrumentet for at forbedre kommunikationen med vigtige partnere i kriseberedskabet. De støtter arbejdet med civilsamfundsorganisationer, medvirker til at udbrede god praksis og letter adgangen til logistisk og teknisk støtte.

4.5   Der er mange andre EU-værktøjer, som ikke er specifikke for fredsopbygning, men som kan anvendes til at støtte EU i denne rolle. De omfatter Generaldirektoratet for Humanitær Bistand og Civilbeskyttelse (ECHO), Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder (EIDHR), udviklingsstøtte under Den Europæiske Udviklingsfond (AVS/oversøiske lande og territorier) samt udviklingssamarbejdsinstrumentet (Latinamerika, Asien, Golfstaterne og Sydafrika).

4.6   EU-politikker for handel, EIB-investeringer, miljø, energi og landbrug kan også anvendes inden for fredsopbygning, og EU's udvidelsespolitik indeholder et fredsopbyggende element, fordi den foreskriver, at kandidatlandene tilslutter sig EU's grundlæggende værdier (3). EU's naboskabspolitik (ENP), der omfatter 16 af EU's nærmeste naboer, er desuden blevet »genoplivet« i kølvandet på det »arabiske forår«, så det nu også indeholder en fredsopbyggende dimension for at medvirke til at udvikle et »velforankret og bæredygtigt demokrati«. I EU's nye »dagsorden for forandring« foreslås det, at EU's rolle inden for fredsopbygning styrkes på en række forskellige måder.

4.7   Skønt størstedelen af EU's fredsopbygning foregår inden for politikområdet eksterne forbindelser, har EU også iværksat et unikt fredsinitiativ inden for sine egne grænser. Det særlige støtteprogram for fred og forsoning i Nordirland og de tilgrænsende områder i Irland blev iværksat i 1996, og er i skrivende stund i sin tredje finansieringsperiode (4).

5.   Udfordringer for fredsopbygning

5.1   At finde en definition og en strategi

5.1.1   Selvom fredsopbygning efterhånden er alment anerkendt som en værdifuld ny tilgang til intervention i konfliktområder, findes der ingen klar definition på termen. Nogle mener, at fredsopbygning kun bør bruges i postkonfliktsituationer til stabilisering og genopbygning. Andre ser fredsopbygning som et middel til at slå bro over kløften mellem forsvars- og udviklingspolitikker. Andre igen definerer fredsopbygning som »en katalytisk proces«, der anvendes i hele den sammenhængende helhed, der omfatter konfliktforebyggelse, fredsskabelse og fredsbevarelse samt postkonfliktstabilisering.

5.1.2   Hvis man ser nærmere på de forskellige områder, drejer fredsbevarelse sig om sikkerhed og forsvar, fredsskabelse om at bruge diplomati til politiske aftaler, mens fredsopbygning omfatter begge aspekter og flere til. Ideelt set er fredsopbygning en indsats, der begynder inden den fredsbevarende eller fredsskabende indsats. Hvis indsatsen lykkes og situationen kan opretholdes, er der muligvis slet ikke behov for fredsbevarelse og fredsskabelse. Fredsopbygning er altomfattende, altfavnende, langsigtet og foregår under fuld høring af alle parter. Fredsopbygning kan muligvis beskrives som en åben proces, der er med til at bilægge uoverensstemmelser ved at skabe åbne døre og åbne sind.

5.2   Behovet for fælles tænkning

5.2.1   Uanset definitionen er eksperterne enige om, at fredsopbygning er en yderst kompleks proces, der omfatter en lang række aktører på områder som militær og civil intervention og omfatter diplomatiske tiltag samt finansiel og teknisk støtte på kort og lang sigt – både på lokalt, nationalt og internationalt niveau. Den største udfordring ligger i at finde en metode, der kan skabe »sammenhæng, koordinering og komplementaritet« inden for det enorme spektrum af politikker, aktører og redskaber både i og uden for EU, der alle er aktive inden for samme område. Det største problem er, at forskellige medlemsstater og forskellige eksterne donorer har forskellige prioriteter, og der kan opstå spændinger, når de enkelte aktørers behov og interesser trækker i hver sin retning.

5.2.2   Inden for EU medfører de komplekse strukturer, der kendetegner institutionerne og direktoraterne, at den praktiske koordinering mellem de ansvarlige bliver en yderligere udfordring. Ligeledes er der et stort behov for at sikre sammenhæng mellem de politikker, der har et særligt fokus på kriseområder, såsom udviklingsstøtte, samt politikker, der kan have en større indvirkning på disse områder, særligt politikker for handel, investering, klimaændringer og energi. Oprettelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil betragtes som en reel mulighed for at skabe en politisk og praktisk sammenhæng EU's institutioner imellem og mellem EU, medlemsstaterne og andre større donorer, såsom FN, USA, Kina og andre aktører.

5.2.3   Den overordnede strategis »hellige gral« er endnu uklar, men der er blevet gjort en indsats for at anvende EU's redskaber på en mere sammenhængende måde. Som eksempel kan nævnes, at Rådet for Udenrigsanliggender i juni 2011 vedtog en samlet tilgang til Sudan og Sydsudan, der spænder fra politisk dialog over civil kapacitetsopbygning til udviklingsbistand og handelssamarbejde. EU's nye »dagsorden for forandring«, der omprioriterer udviklingspolitikken, er endnu et eksempel på en ny tilgang til fredsopbygning. I forslagene lægges der øget vægt på menneskerettigheder, demokrati, lighed, god regeringsførelse og forbindelser med civilsamfundet. I nogle kredse ses dette som en værdifuld form for nytænkning, mens andre mener, at der er lang vej endnu.

5.3   Civilsamfundets styrkede rolle i konfliktløsning

5.3.1   Der er behov for grundlæggende holdnings- og adfærdsændringer i konfliktløsningsprocessen. Inklusion, engagement og dialog er våben, der indsættes i kampen mod frygt, had, intolerance og uretfærdighed, og de udgør det nødvendige fundament for konfliktforebyggelse og fredsopbygning. Dette arbejde skal udføres på græsrods- og gadeniveau – der, hvor fredsopbygning gør den største forskel. Inddragelsen af civilsamfundsorganisationer, der deler EU's værdier som lighed, menneskerettigheder, inklusion og tolerance, kan ikke længere overlades til tilfældigheder. Støtten til sårbare og udsatte mennesker og dem, der ikke har mulighed for at komme til orde, skal prioriteres højt.

5.3.2   Det er bredt accepteret, at civilsamfundsorganisationer spiller en afgørende rolle, når det drejer sig om at sikre effektiviteten og den langsigtede bæredygtighed i enhver strategi for fredsopbygning. Samarbejde og høringer med »ikke-statslige aktører« er ikke kun med til at øge EU's forståelse for en konfliktsituation nedefra og op, men sikrer også græsrøddernes engagement i processen. Desuden medvirker det til en mere »konfliktfølsom« fredsopbygning og fungerer som en positiv styrkelse af den fredsopbyggende indsats.

5.3.3   Hidtil har det fokus, der har været på fredsopbygning – både på politisk og operationelt niveau – haft en tendens til at overse grupper, der kan få en afgørende indflydelse på processen. Kvinder, der ofte er med til at holde sammen på selve samfundets struktur, deltager sjældent i beslutningsprocessen. Den »business as usual«-holdning, der præger de lokale erhvervsfolk i konfliktområder, vidner om en ukuelig holdning, der fortjener støtte. Fagforeningsaktiviteter som freds- og solidaritetsdemonstrationer, der ofte kan ses på gaden i det, der nu er EU, er endnu en vigtig faktor i støtten til fredsopbygning. De unge har brug for støtte til at kanalisere deres energi over i konstruktive tiltag. Udsatte grupper – navnlig ofre – skal have målrettet opmærksomhed fra eksperter.

5.3.3.1   Forebyggelse af konflikter og forsoning mellem splittede grupper anerkendes i stigende grad som områder, der fortjener større opmærksomhed i forbindelse med fredsopbyggende initiativer. Uddannelse spiller en afgørende rolle i denne sammenhæng, da unge kan lære ikke blot at acceptere, men også at respektere forskellighed. Medierne er en anden vigtig aktør at have i tankerne, særligt den rolle, de sociale medier kan spille i forbindelse med tilskyndelse til positive forandringer. En anden vigtig del af arbejdet er at fremme specifikke strategier, der kan bringe grupper sammen, såsom interkulturel dialog og mægling.

5.3.4   En »struktureret dialog« mellem EU og civilsamfundsorganisationerne i konfliktområder kan skabe varige forbindelser og varig forståelse i marken. På grund af de tætte forbindelser med organiserede civilsamfund har EØSU gode forudsætninger for at spille en større rolle i EU's dialog med græsrodsorganisationer i disse områder. EØSU samarbejder allerede med erhvervslivet, fagforeninger og andre aktører i områder som Kina, Tibet, Nordafrika og AVS-landene og er parat til at udbygge og dele ud af disse erfaringer for at »underbygge og styrke« civilsamfundsorganisationernes indsats og at samarbejde med EU om fredsopbygningsprojekter.

5.4   Større anerkendelse af værdien af udveksling af erfaringer

5.4.1   Som et fællesskab af 27 nationer, der har sluttet sig sammen til gavn for alle, er EU i stand til at dele sine egne særlige erfaringer med andre. Fra beslutningsprocesserne til udvidelsesstrategien tilbyder EU eksempler på en praksis, der kan anvendes af regionale sammenslutninger i andre dele af verden. Den Afrikanske Union er én af de organisationer, der efterligner EU's tilgang – og andre er parat til at gøre det samme. Der findes andre vellykkede eksempler på lande og regioner, der har formået at opnå forandringer uden konflikt – og det er værd at fremhæve dem i politik og praksis for fredsopbygning.

5.4.2   Fordi EU har arbejdet med fredsopbygning i de eksterne forbindelser siden sin opståen, har Unionen også samlet en enorm mængde erfaring, vi kan dele med andre, fra områder som Sydøstasien, Mellemøsten, Centralamerika, Balkan og Afrika syd for Sahara. Noget af dette arbejde har givet meget vellykkede resultater, andet har ikke. Faktisk har EU's resultater i visse konfliktområder været genstand for alvorlig kritik, men også disse erfaringer kan bruges til i politikrådgivning, hvis de formidles ordentligt.

5.4.3   Med hensyn til at udveksle positive erfaringer er der meget at tage ved lære af. Aceh-fredsprocessen i Indonesien, genetableringen af kloaksystemet i den delte by Nicosia (5) samt EU's støtte til fredsopbygningen i Nordirland er alle eksempler, der i større udstrækning kan indgå i EU's »håndbog« i erfaringer fra fredsopbygning. Selv om der ikke er noget patentløsninger, er der dog visse centrale principper, der går igen i mange konfliktområder, og som man ikke bør overse.

5.4.4   Undersøgelser har dog vist, at udveksling af erfaringer ikke er nogen veletableret praksis i EU's politikker, navnlig hvis det går på tværs af interne og eksterne indsatser. Hvad Fredsprogrammet i Nordirland angår, mangler der en systematisk tilgang til at sammenligne erfaringer, der er samlet i andre konfliktområder. Set i lyset af, at EU får æren for at bidrage til fred i området, at Barrosos taskforce for Nordirland anbefalede, at man udvekslede erfaringer med andre konfliktområder, og at der blev oprettet et »fredsnetværk« til at gennemføre dette i praksis, er den åbenlyse mangel på analogislutninger herfra og til den eksterne indsats en forspildt chance og en alvorlig politisk fejl.

5.5   På vej mod et center for fredsopbygning

5.5.1   Der er derfor lang vej endnu, før EU kan opbygge sit ry som verdens førende strategiske fredsopbygger og sikre, at indsatsen på området har større rækkevidde og virkning. Et af de forslag, der står til diskussion, er oprettelsen af et Europæisk Institut for Fred, som Finlands forhenværende præsident og den svenske udenrigsminister har opfordret til for at sikre større »sammenhæng, koordinering og komplementaritet« i EU's indsats for fredsopbygning. Nordirlands ledere har selv foreslået, at der oprettes et internationalt ekspertisecenter med fokus på fredsopbygning uden for Belfast. De har ansøgt om midler fra EU's PEACE-fonde, og Europa-Parlamentet har iværksat en debat og udarbejdet et politisk dokument med titlen »A Blue Print for an Institute for Peace«.

5.5.2   Muligheden for at skabe et nyt institut/center, der er knyttet til andre organer inden for området – herunder Den Europæiske Unions Institut for Sikkerhedsstudier (EUISS) og EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder bør overvejes nøje. Hvis en sådan organisation kan danne en ramme for uafhængig ekspertrådgivning, dialog, undervisning, studier og erfaringsudveksling mellem personer, der arbejder inden for området, kan det blive et værdifuldt aktiv og en støtte for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil på dette afgørende europæiske indsatsområde.

5.6   En chance, der ikke bør forpasses

5.6.1   Denne udtalelse fokuserer på, hvorledes EU bedst kan tilrettelægge og spille en mere konstruktiv rolle inden for det, der er blevet den største udfordring for verden i dag – konfliktløsning. Det faktum, at der ikke er nogen definition på fredsopbygning, og at EU endnu ikke har formuleret en strategi for fredsopbygning betyder, at man har et næsten ubeskrevet ark at arbejde ud fra. Det er en enestående mulighed for EU på området eksterne forbindelser, og den kommer måske ikke igen.

5.6.2   Oprettelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil bør gøre EU i stand til at gribe denne chance og overtage føringen inden for international fredsopbygning. Udfordringen lige nu består i at udarbejde en særlig strategi for fredsopbygning, der ikke bare skaber sammenhæng mellem EU's programmer og politikker, men også mellem de værdier og interesser, som EU og medlemsstaterne har. Dette kan være svært at opnå uden en fælles udenrigspolitik med anerkendte principper for intervention og ikke-intervention i konfliktområder, men der er nogen, der mener, at en samlet EU-tilgang er den eneste måde, hvorpå man kan sikre, at fredsopbygning får en reel virkning i praksis.

5.6.3   EU har taget ved lære af historien. Vi har lært at sætte demokratiets værdier over diktaturet, vi har lært, hvor vigtig justits, lighed og menneskerettigheder er – og vi kender de farer, der er forbundet med intolerance, fremmedfjendskhed, diskriminering og fordomme. Fra Anden Verdenskrig og frem til Berlinmurens fald har EU konstant bevæget sig fremad ad fredsopbygningens vej, konsolideret sine resultater og banet vejen for andre. Vi har oplevet vanskelige tider, ikke mindst den nuværende finansielle krise, men de grundlæggende værdier fungerer som en rettesnor for EU's indsats – både hjemme og uden for EU – som vi aldrig må fravige.

5.6.4   I disse tider, der er præget af intern krise og selvransagelse, må EU ikke miste blikket for helheden og sit internationale ansvar. EU må ikke give afkald på sine eksterne politikker og forpligtelser og skal tildele sig selv en særlig rolle, som ingen anden nation eller gruppe af nationer kan måle sig med. Som fredsopbygger tilfører EU sin historie, sin moral og sit enestående brand – der er præget af intervention »nedefra og op« – til et område, hvor omdømme, forståelse, erfaring, generøsitet og tillid er de mest værdifulde faktorer. Som verdens førende kraft inden for fredsopbygning har EU også brug for sikkerhed, overbevisning og mod til at tage dette skridt fremad.

---

(1)  Se udtalelse SC/029, »EU's rolle i fredsprocessen i Nordirland« (ordfører: Jane Morrice, 2009), EUT C 100 af 30.4.2009, s. 100-108.

(2)  Se fodnote 1.

(3)  Jf. punkt 2 i Rådets konklusioner om udvidelsen og stabiliserings- og associeringsprocessen »Udvidelsesprocessen styrker fortsat freden, demokratiet og stabiliteten i Europa og sætter EU bedre i stand til at imødegå globale udfordringer. Udvidelsesprocessens forandringspotentiale skaber vidtrækkende politiske og økonomiske reformer i udvidelseslandene, som også gavner EU som helhed. Den vellykkede afslutning af tiltrædelsesforhandlingerne med Kroatien udgør et stærkt bevis på dette og sender et positivt signal til regionen som helhed«.

(4)  Se udtalelse CESE, »Udkast til notat til medlemsstaterne om retningslinjer for et initiativ i forbindelse med det særlige støtteprogram for fred og forsoning i Nordirland og de tilgrænsende counties i Irland« (SEK(95) 279 endelig)), EFT C 236/29 af 11.9.1995, og udtalelse CESE »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om finansielle bidrag fra Den Europæiske Union til Den Internationale Fond for Irland (2007-2010)«, KOM(2010) 12 – 2010/0004 (COD), EUT C 18/114 af 19.1.2011.

(5)  Jf. Regionsudvalgets udtalelse af 12. februar 2009 om »Diplomati mellem bymyndigheder« (EUT C 120/01 af 28.5.2009).

---

---

6.3.2012

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 68/28

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Et indre marked for intellektuelle ejendomsrettigheder — Fremme af kreativitet og innovation med sigte på at skabe økonomisk vækst, arbejdspladser af høj kvalitet og førsteklasses produkter og tjenester i Europa

KOM(2011) 287 endelig

2012/C 68/05

Ordfører: Denis MEYNENT

Kommissionen besluttede den 24. maj 2011 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Et indre marked for intellektuelle ejendomsrettigheder – Fremme af kreativitet og innovation med sigte på at skabe økonomisk vækst, arbejdspladser af høj kvalitet og førsteklasses produkter og tjenester i Europa

KOM(2011) 287 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 19. december 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 477. plenarforsamling den 18.-19. januar 2012, mødet den 18. januar 2012, følgende udtalelse med 160 stemmer for, 3 imod og 7 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   Intellektuelle ejendomsrettigheder (IPR) har traditionelt været drivkraft for innovation og vækst og bør fortsat spille denne rolle. Den beskyttelsesordning, som Kommissionen har til hensigt at videreudvikle, bør tage højde for dette klassiske aspekt uden dog at ende som en rent formuemæssig og økonomisk tilgang, om end det er tydeligt, at de største multinationale virksomheders markedsværdi nu om dage i høj grad er baseret på deres portefølje af immaterielle rettigheder og licensaftaler, hvis værdi bør opføres på balancen under anvendelse af de internationale regnskabsstandarder (IFRS).

1.2   Den af Kommissionen fremlagte strategi for intellektuelle ejendomsrettigheder i det indre marked er både et grundlæggende i og et supplement til Europa 2020-strategien, akten for det indre marked og den digitale dagsorden for Europa. Der er stærkt brug for en strategi på dette område, eftersom de immaterielle ejendomsrettigheder får stadig større betydning for økonomien og for finansialiseringen heraf. Man skal imidlertid ikke glemme, at den nuværende udvikling bygger på borgernes stadig højere uddannelsesniveau og større viden samt deres kendskab til den nye økonomis vækst. Det menneskelige aspekt og samfundets interesse bør være en integreret del af strategien, hvilket efter udvalgets opfattelse ikke fremgår særlig tydeligt af de fremsatte forslag og analyser.

1.3   Som udvalget altid har understreget i sine tidligere udtalelser, bør det i øvrigt prioriteres at give SMV'erne mulighed for at beskytte deres opfindelser og værker, samtidig med at de skal have adgang til det videnpotentiale, som udgøres af patentansøgninger og forretnings- og markedsføringsstrategier, som i viden- og informationssamfundet kan være meget forskellige.

1.4   Det europæiske enhedspatent og muligheden for at forene de nationale domstoles retspraksis i det indre marked har været længe ventet af udvalget, som håber, at dette vil vise sig at være en fordel for de europæiske virksomheder og den europæiske økonomi, som er ugunstigt stillet i forhold til konkurrencen udefra. Udvalget forventer, at Kommissionen træffer foranstaltninger, som kan nedbringe transaktionsomkostningerne betragteligt, navnlig for så vidt angår patenter på opfindelser.

1.5   I 2012 fremsætter Kommissionen et lovforslag om opkrævning af royalties i forbindelse med online-musiktjenester. Udvalget understreger, at de organisationer, som repræsenterer de pågældende rettigheder og interesser på forhånd bør høres uformelt. Det gælder også brugerne og lønmodtagerne. Udvalget betoner endvidere, at det foreslåede opkrævningssystem bør være gennemsigtigt, og at det bør omfatte et tilsyn med de organisationer, som forvalter ophavsret og dermed beslægtede rettigheder. Afgiften på kopiering til privat brug finder udvalget uretfærdig, for denne form for kopiering må siges at være omfattet af fair use. Under alle omstændigheder burde den i hvert fald ikke gælde harddiske, der anvendes af virksomheder i deres industri- og handelsvirksomhed.

1.6   I øvrigt er det ikke tilstrækkeligt at behandle IPR som værdipapirer, der eventuelt vil kunne handles på en særlig europæisk børs, for der vil ikke være de samme adgangsmuligheder for henholdsvis de europæiske SMI'er og SMV'er og de store multinationale koncerner, hvorfor der kan blive sat ekstra skub i flugten af europæiske innovationer til andre kontinenter. Udvalget afventer interesseret Kommissionens konkrete forslag på dette område.

1.7   Den fremtidige harmoniserede politik for IPR bør også tage samfundets interesse og forbrugernes rettigheder i betragtning. Endvidere bør alle dele af samfundet inddrages i overvejelserne og udarbejdelsen af en overordnet og afbalanceret strategi på området. Den således beskyttede innovation og kreative virksomhed skal dermed være en del af samfundets fælles pulje af viden og bidrage til fremme af kultur, oplysning og uddannelse samt mere generelt til de fælles grundlæggende rettigheder i medlemsstaterne.

1.8   Der er behov for en tilnærmelse af de nationale lovgivninger om beskyttelse af immaterielle rettigheder og bekæmpelse af varemærkeforfalskning i det indre marked for at lette det administrative samarbejde og samarbejdet på toldområdet og eventuelt også det politimæssige og retlige samarbejde for så vidt angår efterforskning og retsforfølgning i forbindelse med de alvorligste krænkelser af de beskyttede rettigheder, når krænkelserne er af forretningsmæssig art, og navnlig når forbrugernes sundhed og sikkerhed bringes i fare.

1.9   Storstilet varemærkeforfalskning og piratkopiering til kommercielle formål er ofte direkte forbundet med organiseret kriminalitet, eftersom risikoen for at blive fanget og straffen for denne form for forbrydelser ikke virker tilstrækkeligt afskrækkende.

1.10   Derfor støtter udvalget Kommissionens strategi med henblik på at fremme koordinerede politikker og foranstaltninger samt et egentligt administrativt samarbejde, som er en væsentlig del heraf. Dette er både i erhvervslivets interesse og i samfundets almene interesse.

1.11   I dag viser en række eksempler på online-distributionstjenester, der skal betales for, og som er udviklet af f.eks. Apple, Amazon, Google og Deezer, at økonomisk udnyttelse af ophavsretten ikke kan ske via en kriminalisering af ungdommen. Hvis priserne ellers er rimelige og overkommelige, mister piratkopiering til privat brug det meste af sin tiltrækningskraft.

1.12   De civile domstole er kompetente i de fleste sager om krænkelse af immaterielle rettigheder, men i tilgift til den sædvanlige langsommelige sagsgang, er den bevisbyrde, som påhviler SMV’erne, ofte overvældende. Det gælder navnlig ved krænkelser uden for hjemlandet. Der bør derfor etableres særlige procedurer i forbindelse med det indre marked, når det gælder efterforskning, beslaglæggelser, gensidig anerkendelse af administrative og retslige afgørelser samt omvendt bevisbyrde.

1.13   Erstatning til sagsøgerne kan også vise sig at være en vanskelig sag i en international sammenhæng, og de berørte lande bør indlede et samarbejde med henblik på at sikre, at rettighedshaverne får en erstatning, der så vidt muligt svarer til det tab, de har lidt, uafhængigt af hvilke bøder og andre straffe, domstolene i øvrigt kan idømme de skyldige.

1.14   Der er behov for et sæt klare retlige rammer i forhold til private »løsninger« (kodekser osv.), og frem for alt bør sådanne initiativer erstattes af retlig kontrol og garantier i forbindelse med sagsbehandlingen samt respekt for de individuelle rettigheder (ret til information, respekt for privatlivets fred, ytringsfrihed og kommunikationsfrihed samt garantier for internettets neutralitet).

1.15   Samtidig bør det overordnede proportionalitetsprincip mellem lovovertrædelse og straf anvendes effektivt. Visse nationale lovgivninger, som er meget indgribende og strenge i forhold til piratkopiering af audio-visuelle produkter, der er foretaget i mindre omfang af privatpersoner via internettet og uden kommercielle formål, bør revideres i denne ånd. Man bør ikke give det indtryk, at lovgivningen er udformet efter pres fra lobbyer, snarere end på basis af grundlæggende principper i strafferetten.

1.16   Udvalget afventer endvidere med interesse Kommissionens forslag om en modernisering af varemærkeretten og harmonisering og fornyelse af denne i forbindelse med det indre marked. Udvalget mener faktisk, at en sådan modernisering og forbedring af beskyttelsen er nødvendig set i lyset af dens betydning for virksomhedernes økonomiske muligheder.

2.   Kommissionens forslag

2.1   Når man taler om immaterielle rettigheder, tænker man ofte umiddelbart på forskning, patenter og mere generelt på teknologisk innovation. Selv om disse elementer ganske vist er vigtige aktiver for konkurrenceevnen, findes der imidlertid også en anden kategori af immaterielle aktiver, nemlig alle de immaterielle rettigheder, der har at gøre med fantasiens verden. Der er tale om en hel vifte af aktiviteter, koncepter og sektorer, som spænder over kulturel og kunstnerisk kreativitet i videste forstand, design, reklame, varemærker osv. Alle disse elementer har et fælles træk. De er nemlig baseret på nyskabelse og kreativitet.

2.2   Det var ikke muligt at tage hensyn til den seneste udvikling – EU's og medlemsstaternes ratificering af Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsrets »internettraktater«, dvs. WIPO-traktaten om ophavsret (WCT) og WIPO-traktaten om fremførelser og fonogrammer (WPPT) – i Kommissionens forslag fra 2009. Nu tager Kommissionens meddelelse højde for denne nye virkelighed samt for handelsaftalen om bekæmpelse af varemærkeforfalskning (ACTA).

2.3   Der skelnes mellem to former for immateriel (eller »intellektuel«) ejendomsret, nemlig industriel ejendomsret og litterær og kunstnerisk ejendomsret.

2.4   De to hovedformer for beskyttelse af opfindere og ophavsmænd består historisk set af henholdsvis patenter for så vidt angår opfindelser, der kan anvendes industrielt, og ophavsret (eller den mere restriktive version i form af copyright under common law) for så vidt angår publikationer og andre litterære, audiovisuelle eller kunstneriske værker.

2.5   Denne meddelelse tager sigte på at fremlægge Kommissionens overordnede strategiske vision for at realisere et ægte indre marked for intellektuel ejendom, som endnu ikke findes i Europa – en EU-ordning for IPR (intellektuelle ejendomsrettigheder), som er tilpasset morgendagens økonomi, og som belønner den kreative indsats og opfindelser, skaber incitamenter for EU-baseret innovation og fremmer den kulturelle mangfoldighed ved at give yderligere mulighed for at få offentliggjort indhold på et åbent konkurrencebaseret marked.

2.6   Det drejer sig om en række forslag, hvoraf nogle er en videreførelse af politikker, som allerede er blevet iværksat for længe siden, men som bør harmoniseres og tilpasses, mens andre er nye forslag rettet mod en inddragelse og integration af IPR i EU's indre marked.

2.7   Nogle forslag er ikke konkret formuleret, og først om nogle måneder vil vi råde over konkrete forslag til, hvordan et europæisk marked for IPR skal organiseres, og til en revision med henblik på harmonisering af beskyttelsen af varemærker. Kommissionen vil i 2012 fremlægge forslag til, hvordan man skal administrere rettighederne i forbindelse med online-musiktjenester.

2.8   De øvrige forslag er allerede blevet fremsat for længe siden. Det gælder f.eks. enhedspatentet, som efter tre årtiers arbejde ser ud til at være ved at være på plads. Det gælder også harmoniseringen af lovgivningerne og konkrete foranstaltninger til bekæmpelse af varemærkeforfalskning og piratkopiering af produkter samt snylteri på varemærker. Imidlertid er disse forslag nu fremsat inden for en harmoniseret og kohærent ramme for sammen med andre forslag at kunne bidrage til den foreslåede strategis effektivitet.

3.   Generelle bemærkninger

3.1   Efter udvalgets opfattelse vil en moderne, integreret EU-ordning for intellektuelle ejendomsrettigheder yde et stort bidrag til den økonomiske vækst, bæredygtig jobskabelse og den europæiske økonomis konkurrenceevne og dermed til at nå de vigtige mål i EU's 2020-dagsorden. Udvalget har tidligere regelmæssigt udtalt sig om dette emne og er kommet med forslag vedrørende industrielle, litterære og kunstneriske ejendomsrettigheder i det indre marked (1).

3.2   De intellektuelle ejendomsrettigheder omfatter retten til industriel og kommerciel udnyttelse og tager form af f.eks. patenter og brugsmodeller, varemærker, sortsbeskyttelse, rettigheder til oplysninger i databaser eller elektroniske oversigter, mønstre og modeller, geografiske betegnelser, ophavsret og dermed beslægtede rettigheder, fabrikshemmeligheder osv.

3.3   De videnbaserede industrier alene står for 1,4 millioner SMV'er og 8,5 millioner arbejdspladser i Europa, og de er inde i en rivende udvikling i forhold til de andre økonomiske sektorer. Dermed er de med til at sætte fornyet gang i økonomien.

3.4   Kommissionen påpeger, at »IPR er ejendomsrettigheder«. De behandles som ejendomsrettigheder, men er i virkeligheden immaterielle rettigheder, som beskytter indehaverne mod kopiering og konkurrence. De udgør undtagelser fra den fri konkurrence og optræder i form af midlertidige monopoler, der er beskyttet af en attest eller et certifikat, som er udstedt af en kompetent statslig myndighed (patenter osv.), eller anerkendt ved en statslig lov eller forskrift (ophavsret og dermed beslægtede rettigheder).

3.5   Indehaverne af disse rettigheder kan overdrage dem eller blot sælge reproduktionsretten i form af licenser, hvorved de kommer til at ligge tættere op af en immateriel rettighed. Som følge af deres forskellige grundlag er beskyttelsen af immaterielle rettigheder dog mere vilkårlig end den beskyttelse, der bliver materielle rettigheder til del. Midlertidige monopoler anerkendes og beskyttes således kun ud fra en overordnet interesse i at øge udbyttet af viden og teknologi til at sætte skub i den industrielle eller kulturelle udvikling.

3.6   Dette samfundsaspekt findes ikke længere inden for software, hvor man ikke mere er forpligtet til at offentliggøre sine kilder i forbindelse med udstedelsen af patenter. EU-retten udelukker patentbeskyttelse af software (Münchenkonventionen) og beskytter ved hjælp af en rettighed, der er afledt af ophavsretten, ikke kilderne, men udelukkede de virkninger, den såkaldte ophavsretsbeskyttede software har. Dette giver ikke desto mindre anledning til et problem, da man kan opnå de samme virkninger ved hjælp af forskellige programmer. Desuden er der tilknyttet en række særlige forpligtelser til ophavsretsbeskyttelsen af software med henblik på at sikre interoperabilitet mellem forskellige programmer, hvilket kan betyde, at dekompilering er i orden. Beskyttelsen, som i princippet gælder i 50 år, virker imidlertid temmelig overdrevet på et område, hvor fornyelse og innovation sker med lynets hast, og hvor »vinderen stryger hele gevinsten« (winner takes all) på et marked, hvor teknologier og programmer er i konstant udvikling og ændrer sig hele tiden.

3.7   Derimod er der bevægelser, som opponerer mod de traditionelle beskyttelsesformer ved at oprette frie, offentlige licenser såsom »General Public Licence« for software og »creative commons« inden for litteratur og kunst. Det er en protest mod de klassiske beskyttelsesformer, der opfattes som en bremse for viden- og informationssamfundet. Disse frie licenser, som udgør en stor del af det globale marked, bør anerkendes og beskyttes på lige fod med de øvrige licenser for ejendomsrettigheder.

3.8   Der kan forekomme undtagelser til den midlertidige beskyttelse ud fra et hensyn til samfundets interesse (obligatoriske licenser når indehaverne af rettighederne afviser at udstede licens i visse lande, eller med hensyn til medicin i tilfælde af epidemier blandt mennesker eller dyr). Inden de immaterielle rettigheder i forbindelse med international handel som følge af TRIPS-aftalen og de seneste WIPO-traktater fik en bredere, om end ikke universel dimension, var der en lang række lande, som ikke gav en reel eller tilstrækkelig beskyttelse, eller som tolererede krænkelser af den industrielle og litterære ejendomsret for at opbygge deres industrielle grundlag og udvide deres kompetencer (Japan, visse europæiske lande osv.). En sådan praksis er på tilbagetog, men landene kan i praksis være mere eller mindre tolerante over for forfalskninger (Kina, Indien osv.).

3.9   Udvikling af immaterielle aktiver (varemærker) gør virksomheden i stand til at differentiere sig fra sine konkurrenter, markedsføre nye produkter, nye koncepter og mere overordnet at blive mere konkurrencedygtig på andre parametre end prisen, hvilket i sidste ende vil give nye kunder og øget indtjening samt skabe nye arbejdspladser. Varemærkeforfalskning og snylteri griber om sig og truer både beskæftigelse og investeringer. Det truer også forbrugernes sundhed og sikkerhed samt rokker ved deres tillid til de mærker, der forfalskes eller kopieres, og mindsker dermed både mulighederne for udstedelse af licenser og de forventede indtægter og skatter.

3.10   Den værdi, der skabes af disse aktiver, medtages imidlertid stadig oftere i fastsættelsen af de store virksomheders børsværdi i en immateriel økonomi i forbindelse med finansialiseringen af denne økonomi. Op til 90 % af markedsværdien af virksomheder som Microsoft, Apple, IBM (portefølje på 40 000 patenter), Google og Facebook består af immaterielle aktiver. Denne andel skifter fra sektor til sektor, men den er altid stor, mellem 90 % og 40 % af børsværdien af de virksomheder, der er på markedet. De nye regnskabsstandarder kræver, at immaterielle aktiver opføres på balancen, men dette medfører alvorlige problemer med værdiansættelse.

3.11   En sådan målestoksændring har direkte konsekvenser for begrebet »intellektuelle ejendomsrettigheder«, som faktisk har ændret karakter siden den klassiske anvendelse af patenter og ophavsret, således som det afspejles i de seneste WIPO-konventioner. Kommissionen har anmodet WIPO om at sætte beskyttelsen af databaser på dagsordenen for en kommende konference med henblik på en international traktat.

3.12   Dette forklarer også handelsaftalen vedrørende bekæmpelse af varemærkeforfalskning (ACTA) og betingelserne for vedtagelsen af denne (uden imidlertid at berettige dem). Denne traktat sigter mod at gennemføre de foranstaltninger til beskyttelse af patentrettigheder og ophavsret, som er nedfældet i WTO's TRIPS-aftale, på tværs af grænserne. Visse lande som f.eks. Kina og Indien blokerer faktisk for, at der i Genève kan vedtages foranstaltninger til gennemførelse af TRIPS-aftalen, og forhindrer dermed enhver effektiv beskyttelse af immaterielle rettigheder i den internationale handel.

3.13   I princippet burde ACTA ikke ændre fællesskabsretten. At den udelukkende er rettet mod at styrke beskyttelsen af rettighedshaveres interesser gennem told- og politimæssige foranstaltninger og administrativt samarbejde betyder imidlertid, at den fortsat begunstiger et specifikt billede af ejerskabet af rettigheder. De øvrige menneskerettigheder, der utvivlsomt er de mest grundlæggende, som retten til oplysning, retten til sundhed, retten til en tilstrækkelig kost, til landbrugernes valg af afgrøder, til kultur, tages der ikke i tilstrækkeligt omfang hensyn til, og dette vil få konsekvenser for den fremtidige EU-lovgivning, som vil blive udformet med henblik på at harmonisere medlemsstaternes lovgivninger. Opfattelsen af, at de immaterielle rettigheder er individuelle og eksklusive midlertidige undtagelser fra den fri konkurrence, vil derfor langt fra være uden konsekvenser for viden- og informationssamfundets fremtid og de tredjegenerationsmenneskerettigheder, som indgår i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

3.14   Det skal bemærkes, at det varierer en hel del fra land til land, hvilke opfindelser der anses for patenterbare, navnlig når det gælder ny teknologi. Software har særlige karakteristika og beskyttes i nogle lande (USA) af patenter og i andre lande (Europa) af en særlig ophavsret, men disse modstridende ordninger skaber hver især store hindringer for innovation og medfører, f.eks. i USA, uforholdsmæssigt store udgifter til retsbeskyttelse. Udstedelse af trivielle patenter giver stor juridisk usikkerhed. USA har netop gennemført en reform af USPTO og revideret deres system for beskyttelse af nye teknologier, navnlig software, således at der vil kunne blive udstedt patenter af høj kvalitet med henblik på at fremme innovation og retssikkerhed.

3.15   Proceduren for undersøgelse af patentansøgninger er væsentlig. Den skal være af højeste kvalitet og skal anerkendes til det fremtidige enhedspatent med henblik på at forankre dets værdi og i størst muligt omfang undgå uenighed og retssager. Der findes kvalificeret personale hos Den Europæiske Patentmyndighed, men det er også nødvendigt, at de har tilstrækkelig tid til at undersøge de enkelte sager, hvis de skal kunne sikre denne kvalitet, som bør være kendemærket for europæisk innovation. Ligeledes bør oversættelsen fra de nationale sprog til de arbejdssprog, som er fastlagt i Londonkonventionen, være genstand for samme omhu og foretages af specialister i teknisk oversættelse. Efter udvalgets opfattelse er de nuværende maskinoversættelsesprogrammer således endnu ikke er i stand til at levere et tilstrækkeligt højt niveau i det specialiserede teknisk-juridiske sprog, som kræves til patenter (2).

4.   Særlige bemærkninger

4.1   Patentbeskyttelse af opfindelser

4.1.1   Ifølge Münchenkonventionen kan opfindelser, som har karakter af en nyhed og kan anvendes industrielt, gøres til genstand for en ansøgning om patentbeskyttelse. Der kan ikke tages patent på software, forretningsmetoder, algoritmer og ligninger samt videnskabelige opdagelser. Anfægtelse af disse principper for så vidt angår software (som er algoritmer) og genetiske opdagelser (det menneskelige genom, hvordan generne fungerer) har givet anledning til debat, for der findes stor modstand. USA udsteder (som følge af den amerikanske højesterets retspraksis) patenter på områder, hvor Europa har en undtagelse, hvilket i dag giver anledning til alvorlige problemer og afstedkommer uforholdsmæssigt store udgifter til beskyttelse i tilfælde af tvister.

4.2   Beskyttelse af software

4.2.1   »I henhold til bestemmelserne i Rådets direktiv 91/250/EØF skal edb-programmer gives ophavsretlig beskyttelse som litterære værker efter Berner-konventionen til værn for litterære og kunstneriske værker (Paris-akten, 1971). Spørgsmålet om ophavsmand er i et vidt omfang overladt til EU-medlemsstaterne. Arbejdsgivere er berettigede til at udøve de økonomiske rettigheder, der er knyttet til programmer, som udvikles af deres ansatte. De ideelle rettigheder er ikke omfattet af direktivet  (3).« Dette direktiv regulerer ikke problemet vedrørende lønmodtagende opfinderes rettigheder, hverken når det gælder ophavsret eller patent.

4.2.2   Udvalget foreslår, at Kommissionen undersøger muligheden for en særlig beskyttelse af ganske kort varighed, når det gælder software. Direktiv 91/250/EØF (4) kunne blive revideret med henblik på at nedsætte beskyttelsestiden betragteligt til f.eks. fem år og derefter stille krav om offentliggørelse af kilder, under hensyntagen til innovationshastigheden og større udgiveres fornyelse af programmerne.

4.3   Beskyttelse af databaser

4.3.1   Det drejer sig om en »sui generis«-beskyttelse inspireret af litterær og kunstnerisk ejendomsret, men af en varighed på 15 år, medens værker, der henvises til eller citeres fra af visse baser, fortsat vil være omfattet af ophavsretten. EU-lovgivningen er en af de få lovgivninger, som yder beskyttelse til personer, der har oprettet en database. I resten af verden tages der kun ringe hensyn til dem.

4.4   Beskyttelse af computersystemer

4.4.1   Printplader og computer-processorer beskyttes generelt og på ad hoc-basis mod kopiering ifølge Marrakeshaftalerne (1994), hvor WTO blev oprettet.

4.5   Beskyttelse af litterær og kunstnerisk ejendom

4.5.1   Ophavsretten (opdelt i copyright og ophavsmandens ideelle rettighed) samt kunstneres følgeret er ligeledes genstand for generel beskyttelse i Europa.

4.5.2   Beskyttelsen af værker, navnlig bøger, film og musik, påvirkes af de moderne midler til digital reproduktion og transmission via internettet. Disse midler kan gøre det nemmere at lave kopier i samme kvalitet som originalen og markedsføre dem. Denne praksis er ulovlig i Europa, men de nationale lovgivninger på området er forskellige, og udvalget går ind for en egentlig harmonisering af lovgivningerne for at opnå proportionalitet og balance for så vidt angår kontrol og sanktioner.

4.5.3   Der har udviklet sig en europæisk lovgivning på dette område, som yder særlig beskyttelse til indehavere af ophavsret og dermed beslægtede rettigheder. Dette er også tilfældet i USA, hvilket i høj grad forklarer ACTA, den »hemmelighedsfulde« udarbejdelsesproces, der blot er begrænset til få lande, og især dens mål for »håndhævelse«. Baggrunden er, at det er umuligt at få godkendt de praktiske procedurer og forpligtelser i WTO, da der skal være enstemmighed, men visse lande som f.eks. Kina og Indien blokerer.

4.5.4   Udvalget mener imidlertid, at ACTA's tilgang sigter mod en fortsat styrkelse af rettighedsindehaverne på bekostning af en »offentlighed«, som må se visse af sine grundlæggende rettigheder (privatliv, informationsfrihed, brevhemmelighed, uskyldsformodning) svækket stadig mere af lovgivninger, der i høj grad tager distributørernes parti.

4.5.5   »Professionelle« privatkopister ved præcis, hvordan de skal undgå enhver form for kontrol af datastrømmene på nettet, og de straffe, der for at statuere et eksempel idømmes enkelte teenagere, kan ikke skjule, at producenterne af audiovisuelle værker er ti år bagud med at skabe en forretningsmodel, der er tilpasset de nye informations- og kommunikationsteknologier. For at nedbringe sagsomkostningerne og den tid, der går med at træffe en afgørelse, er der nogle steder blev udarbejdet adfærdskodekser, i visse tilfælde tilskyndet af regeringen, som forpligter internetudbyderne til at udlevere navne og adresser på formodede »piratkopister«, der ulovligt har downloadet materiale fra internettet, til distributørerne af audiovisuelle produkter og musik. Der er en vis risiko for fejl. Denne form for angivelse kan blive endnu alvorligere, ved at de formodede piratkopisters internetadgang afbrydes. Selv om dette letter de overbebyrdede domstoles arbejde, og i en tid med budgetmæssige begrænsninger gør det muligt for lovgiverne at undlade at handle og foreslå officielle institutioner til bekæmpelse af varemærkeforfalskning, kan sådanne private tiltag være et skråplan. Dette gælder i øvrigt lige så vel lovgivninger, der er vedtaget under pres fra film- og musikdistributørernes lobbyer i en række forskellige lande. Disse udviser generelt lidet overbevisende resultater, og de indføres på bekostning af forbrugerne, som får overtrådt deres rettigheder, og som generelt er temmelig oversete og som gruppe opfattes som potentielle piratkopister

4.5.6   Selv om det som sådan er nødvendigt at håndhæve lovgivningen mod varemærkeforfalskning, som i de fleste tilfælde beskytter forbrugerne mod sundheds- og sikkerhedsmæssige risici, og som også beskytter de kvalificerede stillinger, der respekterer de ansattes rettigheder, ville det være bedre at definere det overordnede begreb litterær og kunstnerisk ejendomsret mere præcist for at kunne skabe fornyet balance i de lovgivninger, som skal harmoniseres, idet der også tages hensyn til forbrugernes og brugernes samt de ansattes rettigheder, og deres repræsentative organisationer inddrages i udarbejdelsen af normer på disse områder.

4.5.7   Et direktiv (5) regulerer radiotransmissionen af værker via kabel eller satellit. Der findes også andre europæiske normer:

—	et direktiv om forældreløse værker (er ved at blive gennemgået af lovgiveren) (6)

—	et direktiv om udlejning og udlån (7)

—	og undtagelser til ophavsretten (8).

Der afrapporteres regelmæssigt om disse lovgivninger. »Undtagelser« eller »tilladelser« bør tages op til fornyet overvejelse, så der kan skabes fuldstændig klarhed om brugernes rettigheder ved hjælp af en lovgivning, der beskytter deres grundlæggende rettigheder, og fastsættelse af undtagelser, f.eks. i tilfælde af handicap (9).

4.6   Kommissionens forslag om et indre marked for intellektuelle ejendomsrettigheder og udvalgets kommentarer hertil

4.6.1   Der har tegnet sig en sejlivet og stadig stærkere tendens til at behandle midlertidige patentbeskyttede rettigheder, ophavsrettigheder og andre »sui generis«-systemer (elektroniske oversigter, mønstre og modeller, sortsbeskyttelse osv.) som ejendomsrettigheder, der ligner ejendomsretten over løsøre og fast ejendom. Denne tendens, som vi ikke ved om vil vare ved, er blevet bemærket af Kommissionen og har sat et tydeligt præg på den foreslåede strategi.

4.6.2   En sådan sammenblanding af midlertidige undtagelser og en ejendomsret, som er baseret på romerretten, har ikke kun fordele, hvis man altså ser bort fra rettighedsindehaverne. Suspensionen af retten til at konkurrere og et system, hvor rettighedsindehaverne giver tilladelse gennem licenser, resulterer imidlertid ikke i en egentlig ejendomsret med alt hvad deraf følger. Der findes begrænsninger i samfundets interesse (obligatoriske licenser), territorial afgrænsning af patenterne sætter en begrænsning for beskyttelsen, og det samme gælder forskellene i de nationale lovgivninger, også internt i Europa, osv.

4.6.3   Ikke desto mindre er den aktuelle tendens, at patenter og licenser anses for at være investeringsaktiver og investeringsgarantier, og der ses endda eksempler på securitisation med henblik på finansiel spekulation. Dette er et resultat af finansialiseringen af økonomien sammen med udbredelsen af en immateriel økonomi, der er forbundet med de nye informations- og kommunikationsteknologier samt de nye internationale regnskabsstandarder (IFRS). Kommissionen burde i den nærmeste fremtid konkretisere sin strategi på markedet for patenter i form af et »IPR-valoriseringsinstrument« (en europæisk børs?). Det store problem for nye innovative virksomheder i opstartsfasen i Europa ligger i den manglende forbindelse mellem grundforskning, anvendt forskning og forskning i samarbejde mellem erhvervsliv og universiteter, samt i den skrigende mangel på risikovillig kapital i innovative virksomheder. Udvalget henleder endnu en gang opmærksomheden på den praksis, der anvendes i de multinationale virksomheder i de højteknologiske sektorer, som består i at overtage SMV'er og ingeniører med en portefølje af de innovative virksomheders patenter, i stedet for at gå efter licenser, som også kunne blive udstedt til konkurrenterne. Formålet med dette er at anvende patenterne og andre industrielle ejendomsrettigheder til monopolistiske og konkurrenceforvridende strategier.

4.6.4   En anden søjle i strategien bekræfter den vigtige plads, der indtages af det europæiske enhedspatent og af en højere europæisk domsmyndighed, som skal have til opgave at forene retspraksis med henblik på at afbøde de alvorlige vanskeligheder, virksomhederne er udsat for, navnlig når det gælder SMV'ernes adgang til at få beskyttet deres industrielle ejendomsret, samt fremme et bedre kendskab til teknologiske fremskridt i det indre marked.

4.6.5   EØSU har altid været en stærk støtte for Kommissionens indsats for at skabe et sådant enhedspatent. Samtidig har udvalget dog været forbeholden over for visse af Den Europæiske Patentmyndigheds praksisser, som ikke fuldstændigt overholder Münchenkonventionens bestemmelser om udtrykkelig undtagelse af software. Alle patenter vedrørende software eller forretningsmetoder er da også blevet annulleret af de nationale domstole, når der er blevet anlagt sag ved dem. Sådanne praksisser underminerer den retssikkerhed, som bør være forbundet med erhvervelsen af et patent, som er en dyr procedure for ansøgerne (udgifter til undersøgelse, oversættelse, årsafgift, patentagenter). Sådanne afvigelser bør ikke have lov at få indflydelse på det kommende patent.

4.6.6   Hvad angår Kommissionens forslag om at indføre en europæisk ophavsretskodeks og undersøge mulighederne for at indføre en frivillig EU-ophavsretbetegnelse mener udvalget, at det er meget ambitiøse forslag, når det gælder harmonisering og etablering af det indre marked, men at det endnu er for tidligt at udtale sig på dette spinkle grundlag. Udvalget opfordrer Kommissionen til at gå videre med sine undersøgelser og fremsætte konkrete forslag, som tager hensyn til, hvor langt udviklingen på dette område er nået i de enkelte medlemsstater.

4.6.7   Efter udvalgets opfattelse bygger de afgifter, der er pålagt enhver form for elektroniske eller magnetiske medier til finansiering af kopiering til privat brug, på en formodning om skyld. Udvalget mener derimod, at kopiering til privat brug er lovlig praksis, som muliggør skift af medie eller udstyr, og som burde anerkendes som en rettighed, der tilfalder den lovlige indehaver af brugstilladelsen som en del af fair use-princippet (10).

---

(1)  EUT C 18 af 19.1.2011, s. 105.

EUT C 116 af 28.4.1999, s. 35.

EUT C 32 af 5.2.2004, s. 15.

EUT C 77 af 31.3.2009, s. 63.

(2)  Den Europæiske Patentmyndighed tilbyder oversættelsesværktøjer, men de er begrænset til de tre officielle sprog.

(3)  Jf. KOM(2000) 199 endelig.

(4)  EFT L 122 af 17.5.1991, s. 42.

(5)  Direktiv 93/83/EF, EUT L 248 af 6.10.1993, s. 15.

(6)  Udtalelse CESE: EUT C 376 af 22.12.2011, s. 66.

(7)  Direktiv 2006/115/EF, EUT L 376 af 27.12.2006, s. 28.

(8)  Direktiv 2001/29/EF, EUT L 167 af 22.6.2001, s. 10.

(9)  EUT C 228 af 22.9.2009, s. 52.

(10)  Denne analyse deles af EU-Domstolen i Padawan-dommen.

---

6.3.2012

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 68/35

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg — En strategisk vision for europæiske standarder: En indsats for at forbedre og fremskynde bæredygtig vækst i den europæiske økonomi inden 2020

KOM(2011) 311 endelig

2012/C 68/06

Ordfører: Edgardo Maria IOZIA

Kommissionen besluttede den 1. juni 2011 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg – En strategisk vision for europæiske standarder: En indsats for at forbedre og fremskynde bæredygtig vækst i den europæiske økonomi inden 2020

KOM(2011) 311 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 19. december 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 477. plenarforsamling den 18.-19. januar 2012, mødet den 19. januar, følgende udtalelse med 158 stemmer for, 6 imod og 2 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) er en stærk tilhænger af Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst og byder Kommissionens initiativ velkommen. Vedtagelsen af fælles EU-standarder vil især bidrage til udviklingen af et konkurrencedygtigt indre marked med innovative og standardbaserede produkter og tjenesteydelser, som er interoperable.

1.2   Standarder kan betragtes som vores civilisations arv: de repræsenterer nuværende og tidligere viden og skal være progressive, hvis der skal ske de rette fremskridt. For altid at kunne afspejle samfundets behov bør den tid, der bruges til udvikling af standarder, reduceres. EØSU støtter Kommissionens indsats for at nedbringe denne periode med 50 % inden 2020, uden at dette dog skal ske på ensartet vis og uden at gribe ind i de nødvendige og undertiden langvarige høringer af de involverede aktører. Disse høringer foretages mest effektivt på nationalt plan og udbygges med fordel af den direkte indsats fra europæiske særorganisationer.

1.3   Deltagelse i standardisering bør være lige så vigtigt som deltagelse lovgivningsprocessen. Der er behov for større inddragelse af forbrugere, SMV'er og andre aktører, og det kan opnås gennem finansiel støtte. Peerevaluering af de berørte interessenter i den nationale standard kunne sikre, at samfundets interesser er repræsenteret på alle niveauer.

1.4   Standarder inden for offentlige indkøb er afgørende for en korrekt gennemførelse af det indre marked.

1.5   EØSU gentager sin tidligere udtrykte holdning: »at specifikationer, der vedtages af internationale fora og/eller industrikonsortier på ikt-området, først bør accepteres efter en kontrol foretaget af de europæiske standardiseringsorganer (ESO'erne), hvori der inddrages repræsentanter for SMV'er, forbrugere, miljøorganisationer, arbejdstagere og organisationer, der repræsenterer vigtige samfundsinteresser« (1).

1.6   Kommissionen foreslår flere foranstaltninger inden for forskellige områder. Da standardisering er et meget værdifuldt værktøj til at fremme industripolitik, innovation og konkurrenceevne, støtter EØSU de foreslåede foranstaltninger, især dem der vedrører Kommissionens Fælles Forskningscenters rolle som kontrolorgan, som skal sikre, at de videnskabelige standarder overholder de europæiske og nationale økonomiers krav med hensyn til konkurrenceevne, sociale behov, sikkerhed og miljømæssig bæredygtighed (meddelelsens foranstaltning 1-5).

1.7   Hvad angår de samfundsmæssige interesser, agter Kommissionen at være særligt opmærksom på civilsikkerhed og beskyttelse og anmode medlemsstaterne om at sikre en effektiv inddragelse af forbrugere, miljøorganisationer og handicappede og ældre. EØSU mener, at disse forslag har stor værdi (foranstaltning 6-9).

1.8   EØSU har altid bakket op om, at man inddrager civilsamfundsorganisationer og giver dem en effektiv rolle, og er enig med Kommissionen og dens initiativ til at udvide og sikre en arbejdsproces, der er mere inklusiv, både på nationalt og EU-niveau, og som er baseret på anerkendte kriterier, som f.eks. principperne i WTO-aftalen om tekniske handelshindringer. Der bør gives finansiel støtte til SMV-organisationer, forbrugere, fagforeninger og andre relevante interesseparter (foranstaltning 10-15).

1.9   Kapitel 5 i meddelelsen behandler udviklingen af standarder for tjenesteydelser: EØSU går ind for det synspunkt, der præsenteres i kapitlet, og mener, at idéen om at give ansvaret til Gruppen på højt plan om forretningsservice, som foreslået i meddelelsen »Akten for det indre marked«, kan være meget fordelagtig for alle økonomiske sektorer, også uden for servicesektorens grænser (foranstaltning 16-18).

1.10   EØSU erkender ikt-markedets særlige karakter og behovet for en hurtig udarbejdelse af standarder, som i praksis vil blive udviklet af fora og konsortier. Som angivet burde en ægte inklusiv proces validere disse standarder. EØSU hilser oprettelsen af en multistakeholderplatform velkommen og anbefaler, at platformen afholdes regelmæssigt og omfatter flere end blot et enkelt initiativ. EØSU vil gerne deltage i platformen.

Ikt-standarder er afgørende inden for offentlige e-indkøb og e-forvaltning generelt. Det er vigtigt at sikre, at der er ikt-interoperabilitet (foranstaltning 19-23).

1.11   De sidste forslag fremhæver EU's rolle inden for international standardisering og Kommissionens aktive initiativ. EØSU bifalder de foreslåede foranstaltninger og mener med EU's interesse in mente, at det er afgørende at spille en meget aktiv rolle i de internationale aktiviteter, og blåstempler derfor Kommissionens beslutning om at støtte ESO'erne i deres arbejde både bilateralt og multilateralt (foranstaltning 24-28).

1.12   Den uafhængige evaluering, som senest skal lanceres i 2013, er baseret på Kommissionens ønske om at vurdere fremskridt og overensstemmelse med målsætningerne: industripolitik, innovation og teknologisk udvikling, set fra markedets synspunkt og dets behov for inddragelse og repræsentativitet. EØSU er enig i forslaget (foranstaltning 29).

2.   Generelle bemærkninger

2.1   Et effektivt europæisk standardiseringssystem vil alt i alt gøre det muligt at skabe produkter og tjenesteydelser, der er interoperable, og som uden vanskeligheder kan udbydes i EU, ikke kun på tværs af landegrænser, men også på lokalt, regionalt og nationalt niveau.

2.2   EØSU er enig i, at standarder udgør effektive politikværktøjer, og at de kan bidrage til et velfungerende indre marked, især inden for ikt og tjenesteydelser, hvor man er i gang med at udarbejde processer og produktionsstandarder.

2.3   EØSU giver sin fulde støtte til brugen af standarder i offentlige indkøb, fordi det vil sætte gang i udbuddet af standardbaserede produkter og tjenesteydelser. Offentlige indkøbere i EU bør idet omfang de findes anvende globale eller europæiske standarder på alle indkøb af produkter og tjenesteydelser, og samtidig bør der lægges en kraftig dæmper på brugen af proprietære standarder og ikke-interoperable produkter og tjenesteydelser.

2.4   EØSU bemærker, hvor afgørende det er at fjerne handelshindringer, og bifalder alle medlemsstaternes nationale standardiseringsorganers indsats for at gennemføre europæiske standarder som identiske nationale standarder og fjerne de gældende nationale standarder, som er modstridende hermed, samt deres bestræbelser på ikke at træffe foranstaltninger, der kan svække denne harmonisering.

2.5   EØSU er enig i, at de europæiske standardiseringsprocesser bør gøres hurtigere, enklere, mere moderne og mere inklusive. Brugen af særligt stramme frister, eksperter og effektiv inddragelse af alle interesserede parter (især SMV'er, forbrugere og andre samfundsaktører, som ofte er svagt repræsenteret eller helt mangler på nationalt niveau) bør være en del af Kommissionens krav vedrørende standarder og finansiering.

2.5.1   Inddragelse på det nationale niveau er også meget vigtig. De nationale standardiseringsorganers forslag udgør grundlaget for en europæisk standard. For forbrugere og SMV'er er det lettere at bidrage på det nationale niveau.

2.6   Standardisering er en frivillig, markedsorienteret proces, hvis succes først og fremmest afhænger af markedets accept, og EØSU understreger derfor, at det er vigtigt med en bedre inddragelse af SMV'erne, selv gennem deres sammenslutninger, i alle standardiseringens faser: høring om nye projekter, herunder mandater, udarbejdelse af standarder og den endelige afgørelse, både på nationalt og europæisk niveau.

3.   Særlige bemærkninger

3.1   Spørgsmål vedrørende ESO'er  (2)

3.2   EØSU anerkender den betydelige reduktion af den gennemsnitlige udviklingstid for europæiske standarder, der har fundet sted de seneste år. Ikke desto mindre bør der foretages yderligere reduktioner, så længe det ikke sker på bekostning af det inklusive element eller kvaliteten. EØSU tilskynder også Kommissionen til at forbedre og fremskynde sine procedurer for opstilling af standardiseringsmandater og henvisning til harmoniserede standarder i Den Europæiske Unions Tidende. EØSU bifalder Kommissionens indsats for at nedbringe denne periodes længde med 50 % inden 2020.

3.2.1   Medlemssammensætningen i ESO's arbejdsgrupper og tekniske udvalg skal være mere afbalanceret, så alle markedsdeltagere inden for det område, der er genstand for standardisering, er repræsenteret. Der bør afsættes midler til at sikre, at mikrovirksomheder, forbrugere og andre interesseparter i samfundet og deres organisationer deltager i workshops. EØSU bakker op omkring forslaget om at revidere og rationalisere det nuværende system for incitamenter og finansiel støtte, så alle interesserede aktører får mulighed for at deltage. En fælles lovgivning for de eksisterende værktøjer vil blive særdeles vel modtaget.

3.2.2   Det er brug for et passende overblik for at forhindre enhver form for dobbeltarbejde eller overlapning af resultater i arbejdsgrupper på EU-niveau (finansieret af Kommissionen).

3.2.3   De nationale standardiseringsorganer kræver fuld inddragelse af medlemsstaterne, og især politisk opbakning såvel som tekniske og finansielle ressourcer, så alle aktører kan deltage.

3.2.4   En af de største fordele ved standardisering er muligheden for at levere interoperable produkter og tjenesteydelser, og derfor bør der opstilles en klar metode og værktøjer til afprøvning og validering af EU-standarder for at sikre, at produktudviklingscyklussen bliver hurtigere.

3.2.5   I forbindelse med et »aldrende Europa« har europæisk standardisering også en hovedrolle, når det kommer til at sikre, at der leveres sikre og tilgængelige produkter og tjenesteydelser til forbrugere i alle aldre og med forskellige evne. Det gælder især, når man tænker på, hvor vigtige europæiske standarder er for offentlige indkøbskontrakter.

3.3   Retningslinjer for gennemførelse – Nogle af de internationale standardiseringsorganer har ikke udarbejdet retningslinjer for brugen af udarbejdede standarder. ESO bør opfylde dette behov ved at opstille klare og præcise retningslinjer og sikre en let gennemførelse.

SMV'er vil kunne få adgang til markeder, hvor de fælles standarder anvendes, hvilket vil mindske kompleksiteten og omkostningerne og forbedre konkurrencen.

Fremme brugen af EU-standarder på områder, hvor nationale standarder er mangelfulde, eller sikre harmonisering mellem nationale og europæiske standarder ved at opstille klare køreplaner.

3.4   Oplysning om og repræsentation af SMV'er: der bør iværksættes målrettede workshops, uddannelse og oplysningsaktiviteter på regionalt og nationalt niveau, da det er lettere at nå ud til SMV'erne gennem lokale erhvervsorganisationer eller SMV-sammenslutninger og offentlige administrationer.

3.4.1   SMV'er er ofte uvidende om, hvordan standarder udarbejdes, og accepterer uden videre produkter med forud fastlagte standarder. SMV-sammenslutninger på nationalt og europæisk niveau har ofte ikke de nødvendige ressourcer til at bidrage til udarbejdelsen af standarder, og det er med til yderligere at begrænse deres indflydelse.

3.4.2   EØSU bifalder, at de europæiske sammenslutninger, der repræsenterer SMV'er og samfundets interesseparter, får en stærkere profil. Man bør kraftigt overveje at give europæiske SMV-sammenslutninger og samfundets interesseparter stemmeret i ESO'er. EØSU vil gerne deltage i denne debat, som er kontroversiel lige i øjeblikket, fordi ESO'er er private organer.

3.4.3   EØSU sætter pris på det arbejde, der med finansiel støtte fra Kommissionen er udført af NORMAPME, som er de europæiske håndværksfags og SMV'ers kontor for standardisering, og ANEC, som er forbrugernes repræsentant.

3.4.4   For at oplyse om og øge brugen af standarder foreslår EØSU, at standardiseringsorganisationer på EU- og nationalt niveau giver potentielle brugere en forenklet adgang til standarder, herunder et sammendrag af deres indhold. Hvis en retsakt gør det obligatorisk at anvende standarder, skal lovgiveren sørge for, at standarderne er lige så lettilgængelige som retsakten.

3.5   Uddannelse: Standardiseringsprogrammer bør være en del af pensum på de europæiske videregående uddannelser og universiteter. Man bør give støtte særlige incitamenter for studerende og forskere, der udvikler standardbaserede løsninger og applikationer, der er interoperable. F.eks. bør det være lettere for studerende og forskere som enkeltpersoner eller grænseoverskridende grupper at få støtte fra EU.

3.5.1   Kommissionen bør holde øje med tendenser inden for innovation gennem et tæt samarbejde med ikt-industrien, forskningscentre og universiteter for at sikre, at udarbejdelsen af standarder er på linje med innovation inden for produkter/tjenesteydelser. Arbejdsprogrammet for standardisering bør imødekomme dette ved at prioritere foranstaltninger, der er baseret på udbredelse, adfærd og behov på markedet.

3.6   Standarder er en frivillig proces, hvor man vurderer hvilke behov, krav og regler, der skal opfyldes for at forenkle accepten af relaterede produkter og tjenesteydelser. Imidlertid bliver reglerne først til standarder, når de accepteres på markedet gennem en bred anvendelse hos brugerne. Grundlaget for ethvert standardiseringsarbejde bør derfor være afbalancerede krav og konsensus blandt aktørerne. Imidlertid er det hovedsageligt de store private og offentlige virksomheder, der deltager i udarbejdelsen af standarder, hvilket resulterer i en skæv repræsentation af interessepartere.

3.7   Standardisering er et vigtigt konkurrenceværktøj. EØSU opfordrer medlemsstaterne til at opstille effektive nationale rammer for standardisering, der både kan bidrage til udarbejdelsen af europæiske og internationale standarder og levere standardiseringsløsninger til rent nationale behov.

3.8   Man bør styrke de nationale standardiseringsorganer. Dette tiltag afhænger imidlertid af den nationale industripolitik, og den nationale indsats er derfor forskellig fra land til land. Der kan opstilles særlige incitamenter, som kan knyttes til en kommunikationskampagne om bedste praksis fra medlemsstater, der ser standarder som et strategisk aktiv for deres konkurrenceevne.

3.9   EØSU er enig i, at udarbejdelsen af standarder for tjenesteydelser spiller en vigtig rolle, men det er også afgørende at sikre, at disse standarder er markedsorienterede og konsensusbaserede.

3.9.1   Nationale standarder kan skabe forhindringer for færdiggørelsen af det indre marked. Det er afgørende, at man når at udarbejde standarder på EU-niveau, inden medlemsstater begynder at opstille landespecifikke standarder, som ofte ikke er interoperable.

3.10   EØSU giver sin fulde opbakning til Kommissionens foranstaltninger vedrørende ikt-standarder og interoperabilitet. Det drejer sig især om muligheden for at anvende almindeligt accepterede ikt-standarder for offentlige indkøb til at skabe efterspørgsel efter interoperable tjenesteydelser med udgangspunkt i den offentlige sektor, hvilket vil fungere som en vigtig drivkraft for standardisering.

3.10.1   Som allerede foreslået, »anser EØSU det for absolut nødvendigt, at ESO'erne og Kommissionen sørger for en forebyggende kontrol, som kan godtgøre, at specifikationer, der er vedtaget af internationale fora og/eller industrikonsortier, og hvortil der kan henvises i offentlige indkøbskontrakter, er udarbejdet på objektiv, fair og gennemsigtig vis med passende inddragelse af repræsentanter for små og mellemstore virksomheder, forbrugere, miljøorganisationer, arbejdstagere og organisationer, der repræsenterer vigtige samfundsinteresser«.

3.11   EØSU er også skeptisk over for forslaget om at forbedre den globale konkurrenceevne; politikker og standarder bør suppleres af lovgivning, ikke omvendt. Standardisering bør ikke hindre innovation og udvikling.

3.12   Standardbaserede produkter og/eller tjenesteydelser, som stammer fra succesfulde EU-finansierede initiativer bør omfattes af fremtidige EU-initiativer, der er relateret hertil, med henblik på at undgå overlapning og fremme yderligere udbredelse/vedtagelse af disse standarder.

---

(1)  EUT C 376 af 22.12.2011, s. 58.

(2)  ESO: Europæisk standardiseringsorgan. De tre officielle europæiske standardiseringsorganer er: CEN, CENELEC og ETSI.

---

6.3.2012

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 68/39

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om reguleringskrav for kreditinstitutter og investeringsselskaber

KOM(2011) 452 endelig — 2011/0202 (COD)

2012/C 68/07

Ordfører: Peter MORGAN

Under henvisning til EUF-traktatens artikel 114 besluttede Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet hhv. den 30. november 2011 og den 17. november 2011 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om reguleringskrav for kreditinstitutter og investeringsselskaber

KOM(2011) 452 endelig – 2011/0202 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 19. december 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 477. plenarforsamling den 18.-19. januar 2012, mødet den 18. januar, følgende udtalelse med 179 stemmer for, 2 imod og 7 hverken for eller imod:

1.   Konklusion og henstillinger

1.1   EØSU bifalder hovedindholdet i kapitalkravsdirektiv IV (1) og Basel III-aftalen, som direktivet bygger på. Kapitalkravsdirektiv IV vil imidlertid betyde stigende bankomkostninger, hvilket er af betydning for EU's erhvervsliv, især SMV'erne. Baselrammen er udformet til internationalt aktive banker, som alle skal overholde rammen.

1.2   EU's kapitalkravsdirektiv har altid været gældende for alle banker, og dette er vigtigt på grund af den rolle, som de regionale banker og banker, der ikke er aktieselskaber, spiller i økonomien. SMV'er er meget afhængige af bankfinansiering, og man bør derfor være omhyggelig med ikke at pålægge EU's SMV'er omkostninger, som deres internationale konkurrenter ikke skal betale. Det er på den baggrund, at EØSU kraftigt opfordrer Kommissionen til at fremme den videre udvikling af etisk og deltagelsesbaseret bankdrift (2).

1.3   Kommissionens konsekvensanalyse viste, at SMV'er ikke vil blive specielt forfordelt af de nye kapitalkrav, men udvalget er fortsat skeptisk og ønsker, at Kommissionen følger udviklingen i bankernes udlån og omkostninger til SMV'er tæt. EØSU støtter desuden den revision af risikovurderingen for udlån til SMV'er, som Kommissionen vil gennemføre.

1.4   Den nye ramme forener reguleringselementer på mikro- og makroplan. På mikroplan findes større kapital af bedre kvalitet, bedre dækning af risici, indførelse af en gearingsgrad som bagstopper for den risikobaserede ordning og en ny model for likviditet. På makroplan kræver kapitalkravsdirektiv IV, at der i gode tider opbygges kapitalbuffere, som man kan trække på i perioder under pres, samt andre foranstaltninger til at imødegå systemiske risici og indbyrdes afhængighed. Forslagene behandler – i hvert fald på det teoretiske plan – alle de problemer, som bankkrisen har afsløret, og som er forklaret nærmere i den tidligere EØSU-udtalelse om kapitalkravsdirektiv III (3).

1.5   I sidste ende afhænger lovgivningens effekt af gennemførelsen og af de involverede aktører. Der var ikke nogen enkeltstående årsag til bankkrisen – alle aktører havde et ansvar. De ansvarlige direktører for mange banker begik klart fejl, det samme gjorde revisorer, vurderingsbureauer, institutionelle investorer og analytikere, og heller ikke medlemsstaternes lovgivere og tilsynsmyndigheder, centralbanker, finansministerier og politikere, og forskningsøkonomer og mediekommentatorer så, hvad der var ved at ske. EØSU vil gerne tro, at aktørerne har lært noget af den sidste krise, men den måde, som statsgældskrisen er blevet behandlet på, tyder på noget andet. I nogle tilfælde har man ikke taget fat på en rekapitalisering af bankerne, stresstest har ikke været overbevisende (Dexia), revisorer har ikke krævet strenge hensættelser til at imødegå afskrivninger af statsgælden, og politikerne, som har anvendt politiske midler på økonomiske problemer, er ansvarlige for at have ladet krisen komme ud af kontrol.

1.6   Modvægten til den nye forordning må være at gennemføre genopretnings- og saneringsordninger på basis af midler som f.eks. redningsplaner. Staten vil fortsat garantere for små indskud, men den moralske risiko, som ubegrænset statsstøtte til fallerede banker udgør, må fjernes. Hvis situationen er tilstrækkelig klar, må investorer, kreditorer og direktører påtage sig det direkte ansvar for det enkelte kreditinstituts sundhed i fremtiden.

1.7   For at genskabe stabilitet og tillid til markederne er EU's stats- og regeringschefer med kriseløsningsplanen af 26. oktober 2011 blevet enige om at stille krav til en række banker om, at de skal opbygge en kapitalkoefficient på 9 % af kapital af højeste kvalitet inden juni 2012, herunder en særlig og midlertidig buffer mod statsgældseksponering. Beslutningen er et nødvendigt træk, da man i direktivforslaget forudså, at overgangen til nye kapitalkrav skulle ske over flere år. På grund af denne bestemmelse vil nogle banker få meget svært ved at rejse ny kapital, ikke mindst fordi de også skal forlænge eksisterende gæld, hvilket i sig selv er problematisk, fordi midlerne var sluppet op allerede i anden halvdel af 2011. Udvalget anerkender, at disse foranstaltninger er usædvanlige, men at de ikke desto mindre har en umiddelbar effekt, uanset hvilken løsning der måtte være mulig i sidste ende.

1.7.1   Dette kan få enorme konsekvenser for mindre og lokale banker, som normalt er mere velvillige over for SMV'er og mikrovirksomheder end de internationale banker. Hvis de mindre banker får svært ved at rejse denne kapital, vil det blive vanskeligere at stille finansiering til rådighed for SMV'er.

1.8   Denne bestemmelse giver anledning til to alvorlige bekymringer, hvis den aktuelle finansieringskrise fortsætter. For banker, som ikke kan eller vil rejse ny tier 1-aktiekapital på kort sigt – en handling, som kunne forringe de eksisterende aktionærers aktiver – er alternativet at reducere deres balancer ved at reducere deres udlån, så de kommer i overensstemmelse med deres kapitalreserver. I en tid, hvor alle medlemsstater forsøger at revitalisere deres økonomier, ville det være en katastrofe, hvis bankkredit blev trukket tilbage. For at undgå at det bliver resultatet, bør medlemsstaterne og EU-myndighederne forsøge at samarbejde med banksektoren i stedet for hele tiden at konfrontere den. De bør endvidere søge at træffe omfattende foranstaltninger for at fremme alternativ finansiering, bl.a. deltagelsesbaseret bankdrift som allerede foreslået i en tidligere EØSU-udtalelse (4).

1.9   Den anden bekymring gælder de banker, som faktisk rejser ekstra egenkapital på markederne. Størstedelen af den tilgængelige kapital findes i statslige formuefonde og asiatiske og mellemøstlige banker. Der er en reel risiko for, at ejerskabet af EU's banksystem vil flytte uden for EU-landenes kontrol.

1.10   Et særligt problem, som er kommet frem i lyset under statsgældskrisen, er, at det klart har vist sig, at statsgæld, modsat retningslinjerne i både aftalen og kapitalkravsdirektiverne, er forbundet med en risiko. Dette er en stor svaghed ved kvaliteten af forordningens kapitalbestemmelser. Det har store følger for banker, der som følge af lovgivningen har været nødt til at opkøbe statsgæld. Den mekaniske anvendelse af den risikofrie vurdering må tages op til fornyet overvejelse både hos lovgiverne og i bankernes interne procedurer.

1.11   Kapitalkravsdirektiv II, III og IV's kumulative effekt på kapital, likviditet og gearing, de kommende saneringsordninger, den voksende interesse for forslag af Volcker-typen for at begrænse bankers handel for egen regning og for idéen om at skabe en afgrænsning mellem detail- og investeringsbankvirksomhed vil sandsynligvis betyde, at den forretningsmodel, som de større banker med så stor succes har anvendt i det seneste årti, vil skulle genudvikles til de knappe og kapitalbegrænsede forhold i dette årti. Det er i alle parters interesse – låntagere såvel som långivere, ansatte og investorer – og i samfundets interesse som helhed, at bankerne kan etablere en ny forretningsmodel, som ganske vist er mindre profitabel, men som forhåbentlig er mere bæredygtig for årene fremover.

1.12   Efter EØSU's opfattelse må nye forretningsmodeller være etiske og langtidsholdbare. Forholdet til kunderne må forbedres, der må ikke kunne stilles spørgsmål ved, om forretningsmetoderne er etiske, og aflønningsordningerne må radikalt omlægges. Alle aktører havde en del af skylden, som krisen udviklede sig. De må nu alle deltage i skabelsen af kreditinstitutioner, der evner at understøtte EU's økonomi i det kommende vanskelige årti.

2.   Indledning

2.1   Hensigten med EU's kapitalkravsdirektiver er at skabe rammen for det indre marked for banktjenesteydelser. Med direktiverne gennemføres Baselaftalerne i EU-lovgivningen. Baseludvalget blev nedsat i 1975. I 1988 besluttede udvalget at indføre et målesystem for kapital, som normalt omtales som Baselkapitalaftalen. Med dette system blev der indført en ramme for at måle kreditrisiko. EU gennemførte aftalen med det første kapitalkravsdirektiv (5) om kravene til investeringsselskabers og kreditinstitutters kapitalgrundlag i marts 1993.

2.2   Den anden Baselaftale (Basel II) blev offentliggjort i 2004. EU gennemførte denne aftale med et nyt kapitalkravsdirektiv, som blev vedtaget i juni 2006 og trådte i kraft i december 2006. EØSU vedtog en udtalelse (6) om forslaget til kapitalkravsdirektiv på sit plenarmøde i marts 2005

2.3   I oktober 2008 vedtog Kommissionen et forslag om centrale ændringer af kapitalkravsdirektivet (kapitalkravsdirektiv II). Denne revision af kapitalkravsdirektivet var delvis et svar på anbefalingerne fra G7's Forum for Finansiel Stabilitet (FSF) og markedskrisen. Teksten blev offentliggjort i juli 2009 til gennemførelse i december 2010.

2.4   I overensstemmelse med det parallelle arbejde i Basel offentliggjorde Kommissionen (i juli 2009) forslag om ændringer af handelsbeholdningen, gensecuritisation og bankernes vederlag som en del af kapitalkravsdirektiv III-pakken. EØSU vedtog sin udtalelse (7) på plenarmødet i januar 2010.

2.5   Som reaktion på finanskrisen blev den tredje Baselaftale offentliggjort i december 2010. De kapital- og likviditetsbuffere, der blev foreslået, var mange gange større end tidligere. I henhold til Basel III kræves det, at bankerne har en kernekapital på 4,5 % (steget fra 2 % i Basel II) og en tier 1-kapital af risikovægtede aktiver på 6 % (steget fra 4 % i Basel II). Med Basel III indføres også ekstra kapitalbuffere, dels en obligatorisk kapitalbevaringsbuffer på 2,5 % og dels en skønsmæssig kontracyklisk buffer, som giver de nationale myndigheder mulighed for at kræve en buffer på op til yderligere 2,5 % af kapitalen i perioder med høj kreditvækst. Desuden indføres der med Basel III en gearingsgrad på minimum 3 % og to krævede likviditetsgrader. Likviditetsdækningsgraden kræver, at en bank skal have tilstrækkelige likvide aktiver af høj kvalitet til at dække bankens totale nettopengestrømme over en 30-dages-periode. Net stable funding ratio kræver, at det tilgængelige beløb i stabile finansieringskilder overstiger det krævede beløb i stabile finansieringskilder i en periode på et år med fortsat pres. Forslagene til gennemførelse af Basel III i kapitalkravsdirektiv IV blev offentliggjort i juli 2011 og danner grundlag for nærværende udtalelse.

3.   Resumé af forslagene

3.1   Kommissionen har stillet forslag med henblik på at ændre adfærden i de 8 000 banker, som opererer i Europa. Det overordnede mål med dette forslag er at styrke den europæiske banksektors modstandsdygtighed og samtidig sikre, at bankerne fortsat finansierer økonomisk aktivitet og vækst. Kommissionens forslag har tre konkrete mål.

—

Forslaget vil forpligte banker til at have større og bedre kapital, så de selv kan modstå fremtidige rystelser. Institutterne gik ind i den seneste krise med kapital, som var utilstrækkelig både i kvantitet og kvalitet, hvilket førte til hidtil uset støtte fra nationale myndigheder. Kommissionen omsætter med sit forslag de internationale standarder om bankers kapital, som er vedtaget på G20-niveau (bedst kendt som Basel III-aftalen) til europæiske forhold. Europa vil være førende på dette område, idet reglerne skal gælde for over 8 000 banker, som til sammen står for 53 % af de globale aktiver.

—	Kommissionen ønsker også at etablere en ny styringsramme, som giver tilsynsmyndigheder nye beføjelser til at følge bankerne tættere og gribe ind, når de observerer risici, f.eks. mindske kreditten, når det ser ud til, at den er ved at vokse til en boble.

—	Ved at samle al den gældende lovgivning om dette område foreslår Kommissionen et fælles regelsæt for reguleringen af bankerne. Det vil forbedre både gennemsigtighed og håndhævelse.

3.2   Forslaget består af to dele: Et direktiv, som regulerer adgangen til indlånsaktiviteter, og en forordning, som regulerer udførelsen af kreditinstitutters og investeringsvirksomheders aktiviteter. De to lovgivningsinstrumenter udgør en pakke og skal ses samlet. Forslaget er ledsaget af en konsekvensanalyse, som viser, at denne reform vil mindske sandsynligheden for en systemisk bankkrise markant.

3.3   Forordningen indeholder detaljerede reguleringskrav for kreditinstitutter og investeringsselskaber, og den dækker:

—	Kapital: Kommissionens forslag øger størrelsen af den egenkapital, som banker skal have, samt kvaliteten af denne kapital. Det harmoniserer også de beløb, der fratrækkes af egenkapitalen for at bestemme størrelsen af den lovpligtige kapital, som i medfør af lovgivningen skal opgøres.

—

Likviditet: For at forbedre den kortsigtede modstandsdygtighed for finansieringsinstitutters likviditetsrisikoprofil foreslår Kommissionen, at der bliver indført en likviditetsdækningsgrad. Den nøjagtige sammensætning og kalibrering vil blive fastsat i 2015 efter en observationsperiode med mulighed for at tage ordningen op til revision.

—

Gearingsgrad: For at begrænse overdreven gearing på kreditinstitutters og investeringsselskabers balancer foreslår Kommissionen også, at gearingsgraden omfattes af tilsynskontrollen. Virkningerne af den fastsatte gearingsgrad vil blive overvåget med henblik på at gøre den til et bindende krav den 1. januar 2018.

—	Modpartskreditrisiko: I overensstemmelse med Kommissionens politik med hensyn til OTC- (over the counter) instrumenter indføres der ændringer for at øge incitamentet for bankerne til at foretage clearing af OTC-instrumenter gennem centrale modparter.

—

Fælles regelsæt: Finanskrisen fremhævede risikoen ved forskellige nationale regler. Et fælles marked har brug for et fælles regelsæt. Forordningen vil finde direkte anvendelse uden behov for national gennemførelse og eliminerer dermed en af kilderne til sådanne forskelle. Forordningen fastsætter også et fælles regelsæt for kapital.

3.4   Direktivet dækker områder af det aktuelle kapitalkravsdirektiv, hvor EU-bestemmelser skal gennemføres af medlemsstaterne på en måde, som passer til deres forhold, f.eks. kravene til at optage og udøve bankvirksomhed, betingelserne for at udøve etableringsfriheden og tjenesteydelsesfriheden, og definitionen af kompetente myndigheder og principperne for tilsynsvirksomhed. Der er følgende nye elementer i direktivet:

—	Bedre forvaltning: Forslaget styrker kravene med hensyn til reglerne for virksomhedsledelse og indfører nye regler, som skal gøre bestyrelsernes risikotilsyn mere effektivt, forbedre risikostyringens status og sikre effektiv overvågning af risikostyringen fra tilsynsmyndighedernes side.

—

Sanktioner: Hvis institutter bryder EU-krav, vil forslaget sikre, at alle tilsynsmyndigheder kan udstede sanktioner, som er virkelig afskrækkende, men også effektive og forholdsmæssige – f.eks. administrative bøder på op til 10 % af et instituts årlige omsætning eller midlertidige udelukkelser af medlemmer af instituttets ledelsesorgan.

—	Kapitalbuffere: Det indfører to kapitalbuffere foruden mindstekapitalkravene, nemlig dels en kapitalbevaringsbuffer, som er identisk for alle banker i EU, dels en kontracyklisk buffer, som skal fastsættes på nationalt niveau.

—

Forstærket tilsyn: Kommissionen foreslår at styrke tilsynet ved at kræve udarbejdelse af et årligt tilsynsprogram for hvert enkelt institut, der føres tilsyn med, på grundlag af en risikovurdering, større og mere systematisk anvendelse af tilsynsbesøg, mere robuste standarder og mere indgribende og fremsynede tilsynsvurderinger.

3.5   Endelig vil forslaget i videst muligt omfang mindske kreditinstitutternes afhængighed af eksterne kreditvurderinger ved at kræve, at a) alle bankens investeringsbeslutninger ikke kun baseres på vurderinger, men også på deres egen interne kreditopfattelse, og b) at banker med et stort antal eksponeringer i en given portefølje udvikler interne vurderinger for den pågældende portefølje i stedet for at basere beregningen af deres kapitalkrav på eksterne vurderinger.

3.6   Kommissionen skønner, at:

—	forslaget vil øge risikovægtede aktiver i store kreditinstitutter med 24,5 % og i små kreditinstitutter med 4,1 %,

—	behovet for at rejse ny egenkapital som følge af de nye krav og kapitalbevaringsbufferen vil være på 84 mia. i 2015 og 460 mia. i 2019.

4.   EØSU's synsvinkel

4.1   Direktivet er ikke blevet henvist til EØSU. Udvalgets udtalelse gælder derfor kun forordningen, med to undtagelser.

4.2   Kapitalkravsdirektiv IV er et stort skridt fremad for kapitallovgivningen. Det vil øge reguleringskravene betydeligt, sikre, at lovpligtig kapital virkelig opsuger tab og virker afskrækkende for nogle af de risikable aktiviteter, som reglerne før krisen krævede alt for lille kapital til. Mere generelt har både denne og tidligere kriser vist, at utilstrækkelig kapital af høj kvalitet og utilstrækkelig likviditet skaber store økonomiske udgifter for samfundet, når bankerne kommer i problemer. Det er vigtigt, at der rettes op på dette. EØSU ser overordnet med positive øjne på forordningen, men har dog nogle forbehold, som der redegøres nærmere for i denne udtalelse.

4.3   Banker skal have tilstrækkelige likvide aktiver til at imødegå de likviditetsproblemer, som de måtte møde, uden at have brug for offentlig støtte Kun under ekstreme omstændigheder bør centralbanken overveje at fungere som sidste lånemulighed. Likviditetsdækningsgraden udfylder derfor en nyttig opgave. Bankerne skal også begrænse misforholdene i løbetid i deres regnskaber. Hvis man finansierer meget langsigtede aktiver med meget kortsigtede passiver, skaber det risiko ikke kun for banken selv, men også for økonomien i bred forstand. EØSU støtter derfor forslaget om at udvikle og indføre net stable funding ratio (NSFR), når tiden er inde.

4.4   Alligevel vil det være nødvendigt at kalibrere likviditetskravene meget omhyggeligt, hvis de ikke skal udløse udflytning af banker. EØSU glæder sig over, at forslagene er fleksible, så der er mulighed for at ændre NSFR og LCR, efterhånden som tilsynsorganerne får erfaring med deres indvirkning. Bankers traditionelle forretningsområde har været transformation af løbetid, dvs. at låne kort og udlåne langt. Hvis der indføres for skrappe restriktioner på dette område, vil det gå ud over økonomien. EØSU er skeptisk over for tanken om løbetidsmatchede bankbalancer.

4.5   Der er et procyklisk element i den måde, det finansielle system fungerer på. Der er en tendens til at undervurdere risici i faser med økonomisk ekspansion og overvurdere dem i krisetider. Krisen i kølvandet på Lehmankrakket har imidlertid vist, hvor ekstreme udsving der kan være tale om. Foruden forordningens kapital- og likviditetskrav vil direktivet også indføre en kapitalbevaringsbuffer og en kontracyklisk kapitalbuffer. EØSU hilser dette velkommen. Den langsigtede finansielle stabilitet bør blive forbedret som et resultat heraf, hvilket igen bør understøtte økonomisk vækst.

4.5.1   Ikke desto vil mindre lokale banker kunne komme under et særligt pres, hvis Baselreglerne systematisk eller på anden måde skal finde anvendelse for alle banker. Udvalget beder Kommissionen, EBA og medlemsstaternes tilsynsmyndigheder om at sikre, at kapitalbufferen for de mindre banker tilpasses disse bankers forretningsmodel.

4.6   Beregningen af kapitalkrav afhænger af de regnskabsregler, der anvendes. Det britiske overhus fandt ved sin undersøgelse af revisorernes rolle under finanskrisen, at anvendelse af IFRS-standarder var en væsentlig hindring for bankbalancernes pålidelighed og rigtighed. Det er i de seneste måneder kommet frem, at banker i en eller flere medlemsstater ikke har værdisat statsobligationer til markedsværdi i beretninger til aktionærerne, hvilket har ført til en inkonsekvent anvendelse af IFRS-standarderne. Under hensyntagen til at IFRS er et principbaseret system, opfordrer EØSU Kommissionen til at samarbejde med regnskabsstandardiseringsmyndighederne, revisorerhvervet og medlemsstaternes tilsynsmyndigheder om at sikre, at harmoniserede regler om kapitalgrundlag understøttes af harmoniserede og præcise revisionsmetoder. Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) bør have en vigtig koordinerende funktion i denne proces. Dette er en afgørende forudsætning for en harmoniseret gennemførelse af den nye reguleringsramme.

4.7   Kommissionen regner naturligvis med, at det bliver, hvordan de nye kapital- og likviditetsordninger reagerer på fremtidige finanskriser, der kommer til at afgøre, om kapitalkravsdirektiv IV bliver en succes. Med tanke på omfanget af den økonomiske krise, som i øjeblikket har grebet EU, bekymrer det EØSU, at der ikke er noget i den nye ordning, som vil begrænse kreditten til økonomien eller strømmen af eksportkreditter eller handelsfinansiering. Hvis bankerne kun kan opfylde de foreskrevne kapital- og likviditetsgrader ved at mindske deres balancer og begrænse kreditten, vil forordningen have fejlet. Dette må ikke ske. Udvalget finder ikke den allerede gennemførte konsekvensanalyse tilfredsstillende og efterlyser en mere detaljeret analyse. EØSU foreslår, at der kontinuerligt holdes øje med tilgængeligheden af kredit (denne opgave kunne eventuelt varetages af et observatorium med deltagelse af EØSU) indtil udløbet af tidsplanen i kapitalkravsdirektiv IV (2019), og EU's 2020-strategi (der er afhængige af bankstøtte) er gennemført.

4.8   På samme måde er begrundelsen for at søge maksimal harmonisering forståelig, men den økonomiske krise og kreditstrømmen kan nødvendiggøre en finjustering af såvel grader som tidsfrister, hvis resultaterne og genopretningen af hver enkelt medlemsstats økonomi i de næste mange år skal optimeres.

4.9   Den samlede krævede kapital foreslås i forordningen sat til 8 %. Heraf skal den krævede kernekapital udgøre 4,5 %, supplerende tier 1-kapital 1,5 % og tier 2-kapital 2 %. Hertil kommer kapitalbevaringsbufferen på 2,5 % tier 1-kernekapital. Når alle ændringer er faset ind i 2019, vil den samlede krævede kapital plus kapitalbevaringsbuffer være 10,5 %. Forordningen kræver maksimal harmonisering, dvs. ensartede kapitalkrav i hele EU ved hjælp af et egentligt fælles regelsæt. Tankegangen er, at uhensigtsmæssige og ukoordinerede strengere krav i enkelte medlemsstater kan føre til, at de underliggende eksponeringer og risici flyttes til den grå banksektor eller fra den ene medlemsstat til den anden. Det er sandsynligt, at nogle medlemsstater, som har planer om højere procentsatser, vil gøre indsigelser mod denne opfattelse, inden forordningen vedtages endeligt. EØSU vil modsætte sig dette, hvis det vil få negative konsekvenser for små banker og/eller SMV'ernes kreditmuligheder.

4.10   Baselrammen er udformet til internationalt aktive banker. EU's kapitalkravsdirektiver gælder for alle kreditinstitutter i EU. Baselrammen begrænser mere eller mindre definitionen af tier 1-kernekapital til kun aktier og tilbageholdt overskud. Dette kunne være et problem for virksomheder, som ikke er aktieselskaber, f.eks. andelsselskaber, gensidige selskaber og sparekasser i Europa. I artikel 25 i kapitalkravsdirektiv III anerkendes det, at der er behov for en anden model for kernekapital for disse institutioner. Det er vigtigt, at forordningens endelige bestemmelser passer til disse institutioners alternative forretningsmodeller.

4.11   Selv om denne udtalelse ikke omhandler direktivet, føler EØSU sig nødsaget til at kommentere forslaget om at mindske kreditinstitutternes anvendelse af kreditvurderinger (punkt 3.5 ovenfor). EØSU opfordrede i sin udtalelse (8) fra maj 2009 om regulering af kreditvurderingsbureauer EU's lovgivere til ikke at lægge for stor vægt på vurderinger, navnlig i lyset af erfaringerne med værdipapirer med sikkerhed i fast ejendom, hvor vurderingerne havde vist sig at være værdiløse. EØSU glæder sig derfor over det aktuelle forslag, for selv om det fortsat tillader anvendelse af eksterne kreditvurderinger, forpligter det medlemsstaterne til at sikre, at deres regulerede institutter ikke udelukkende eller mekanisk forlader sig på eksterne vurderinger, og at de har interne metoder til at vurdere kreditværdigheden. Det indebærer også, at hvis et instituts interne metode tilsiger et højere kapitalniveau end en ekstern vurdering, bør den interne metode anvendes.

4.12   Et særligt problem, som er kommet frem i lyset under statsgældskrisen, er, at det klart har vist sig, at statsgæld, modsat retningslinjerne i både aftalen og kapitalkravsdirektiverne, er forbundet med en risiko. Dette er en stor svaghed ved kvaliteten af forordningens kapitalbestemmelser. Det har store følger for banker, der som følge af lovgivningen har været nødt til at opkøbe statsgæld. Den mekaniske anvendelse af den risikofrie vurdering må tages op til fornyet overvejelse både hos lovgiverne og i bankernes interne procedurer.

4.13   EØSU accepterer, at forordningen vil opretholde kapitalkravene for lån til SMV'er på 75 % af normen, men tvivler på, at det vil være tilstrækkeligt, som forholdene er nu. Udvalget mener, at det centrale for SMV'erne er bankernes risikovillighed. Historisk set har bankerne været parate til at indgå partnerskaber med lovende SMV'er og støtte deres vækst. Konkurser som følge af den finansielle krise og bankernes generelt svage balancer har gjort, at bankerne i stigende grad er uvillige til at indgå risici. For at mildne denne risikouvillighed anbefaler EØSU, at graden nedsættes til 50 % for SMV'er. Udvalget har forstået, at Kommissionen planlægger en yderligere undersøgelse af dette spørgsmål.

4.14   På denne baggrund opfordrer EØSU kraftigt Kommissionen til at fremme den videre udvikling af etisk og deltagelsesbaseret bankdrift. Denne type bankdrift har bestået krisetesten, og selvom modellen ikke har været upåvirket af konsekvenserne af krisen, har den bestemt vist sig modstandsdygtig, og at den har sin berettigelse. Med tanke på det pres banksystemet er under, kan denne form for bankdrift tilbyde SMV'er en værdifuld, yderligere kilde til kredit. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at fremlægge et direktiv om etisk og deltagelsesbaseret bankdrift som allerede foreslået i en tidligere EØSU-udtalelse (9).

4.15   Samlet set er kapitalkravsdirektiv II, III og IV en enorm byrde på bankforretningerne, fordi den lovgivningsmæssige byrde og udgifterne til at opfylde kravene øges, samtidig med at kapitalafkastet og den langsigtede rentabilitet mindskes. På baggrund af bankernes rolle i den nylige krise og deres uigennemskuelige indtjeningsstrukturer vil de fleste europæiske borgere nok mene, at bankerne får, hvad de fortjener. EØSU må dog komme med en advarsel. Hvis EU skal blomstre, må bankerne blomstre. Hvis de skal yde kredit, må de give overskud. Desværre er EU's banker ikke i god form i øjeblikket. Det er vanskeligt at forudsige, hvor meget statsgældskrisen yderligere vil skade de europæiske bankers balancer og langsigtede rentabilitet.

4.16   Under disse forhold vil den endelige udformning og efterfølgende gennemførelse af kapitalkravsdirektiv IV-pakken være afgørende for projektets udfald og navnlig for bankernes evne til både at foretage de krævede ændringer og genoprette deres egen sundhed. I kølvandet på statsgældskrisen vil banker i forskellige regioner i EU muligvis ikke være i stand til at handle lige hurtigt. Det må lovgivere og tilsynsmyndigheder være forberedt på, selv om tidsplanen for gennemførelsen strækker sig helt til 2019.

---

(1)  EUT L 329 af 14.12.2010, s. 3-35, EØSU-udtalelse: EUT C 339 af 14.12.2010, s. 24-28.

(2)  EUT C 48 af 15.2.2011, s. 33.

(3)  EUT C 228 af 22.9.2009, s. 62-65.

(4)  EUT C 48 af 15.2.2011, s. 33.

(5)  EFT L 141 af 11.6.1993, s. 1-26.

(6)  EUT C 234 af 22.9.2005, s. 8-13.

(7)  EUT C 339 af 14.12.2010, s. 24-28.

(8)  EUT C 54 af 19.2.2011, s. 37-41.

(9)  EUT C 48 af 15.2.2011, s. 33.

---

6.3.2012

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 68/45

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets forordning om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet

KOM(2011) 730 endelig — 2011/0330 (CNS)

2012/C 68/08

Hovedordfører: Heidi LOUGHEED

Den 28. november 2011 besluttede Rådet under henvisning til artikel 113 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Rådets forordning om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet

KOM(2011) 730 endelig — 2011/0330 (CNS).

Den 6. december 2011 henviste Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs præsidium det forberedende arbejde til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed.

På grund af sagens hastende karakter udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 477. plenarforsamling den 18.-19. januar 2012, mødet den 18. januar 2012, Heidi LOUGHEED til hovedordfører og vedtog følgende udtalelse med 138 stemmer for, 0 imod og 10 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   EØSU støtter og er enig i forslaget til en ny »forordning om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet«, som det anser for en nødvendig og nyttig opdatering af de gældende regler, der kan understøtte de nationale myndigheders samarbejde om at sikre effektiv afgiftsopkrævning og bekæmpe punktafgiftssvig.

2.   Begrundelse

2.1   I EU opkræves der skat i form af punktafgifter på tre kategorier af produkter: alkohol og alkoholiske drikke, tobaksvarer og energiprodukter. Disse punktafgifter er meget vigtige med hensyn til at påvirke borgernes adfærd og som bidrag til medlemsstaternes og EU's offentlige finanser (1).

2.2   Svig (navnlig i sektorerne for tobak og alkohol) har været temmelig udbredt i EU af en række årsager, bl.a. at der kan indhentes en betydelig fortjeneste ved en relativt begrænset aktivitet. Faktisk så udbredt, at der blev nedsat en Gruppe på Højt Plan vedrørende Alkohol- og Tobakssvig (2), og dens anbefalinger om bekæmpelse af denne form for svig blev sanktioneret af Økofinrådet i maj 1998. Der blev fremlagt en række anbefalinger, hvoraf den vigtigste og mest langsigtede var, at EU burde etablere et fuldstændigt edb-baseret system til kontrol af varebevægelser.

2.3   På den baggrund har EU brugt flere år på gradvist at udvikle og indføre et nyt, moderne system til kontrol af varebevægelser under punktafgiftssuspension i det indre marked – systemet til kontrol af punktafgiftspligtige varers bevægelser (EMCS).

3.   Systemet til kontrol af punktafgiftspligtige varers bevægelser

3.1   Systemet til kontrol af punktafgiftspligtige varers bevægelser (EMCS) blev etableret ved beslutning 1152/2003/EF. Der er blevet lagt et stort arbejde i at få systemet op at stå, og Kommissionen, medlemsstaternes afgiftsmyndigheder og erhvervsdrivende har alle arbejdet sig igennem forskellige udviklingsfaser, således at et overvejende papirbaseret system, der var temmelig omstændeligt for alle involverede parter, vil blive erstattet af et næsten papirløst computerbaseret og elektronisk system. Allervigtigst skal det nye system gøre det muligt for de relevante myndigheder at følge varernes bevægelser i realtid og sikre, at information straks lagres i databaserne, således at det bliver lettere at foretage mere indgående analyser og automatiserede risikoanalyser.

3.1.1   For alle de involverede erhvervsdrivende gør den nye automatisering den nødvendige administration hurtigere (alle bevægelser ledsages allerede nu af et elektronisk administrativt dokument i stedet for papirer). Det har standardiseret mange af de nødvendige dokumenter og omfatter webbaseret hjælp til at kontrollere potentielle handelspartneres opnåede resultater og kvalifikationer.

3.1.2   EØSU mener, at EMCS fremmer den lovlige handel i det indre marked, og samtidig er det endnu et værktøj, medlemsstaterne kan tage i brug for at bekæmpe afgiftssvig og -unddragelse.

4.   Forslag til Rådets forordning om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet

4.1   Forslaget er en af de sidste »brikker i puslespillet«, inden systemet kan tages fuldt i brug. Forslaget træder i stedet for den gældende forordning om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet (forordning 2073/2004), idet det tager hensyn til den næsten fuldførte modernisering og sikrer, at medlemsstaternes myndigheder kan drage fordel heraf i deres indbyrdes samarbejde, hvorved deres muligheder for at koordinere, og dermed opnå maksimalt udbytte, reelt forbedres.

4.2   EØSU anerkender og tilslutter sig, at forslagets bredere rækkevidde til også at omfatte samarbejde om håndhævelse af afgiftslovgivningen og ikke blot vurdering af omfanget af udestående afgifter, er et nyttigt skridt i kampen mod svig og styrkelsen af det indre marked og i at udbygge borgernes tillid til det.

4.3   En stor del af forslaget omhandler nødvendigvis de juridiske regler for, hvordan det administrative samarbejde skal foregå under det nye system. EØSU mener, at forslaget afspejler en afvejet tilgang, der gør det muligt for medlemsstaterne at udnytte det nye systems naturlige fordele, men således at den administrative byrde for medlemsstaterne og de erhvervsdrivende ikke øges.

4.3.1   EØSU mener endvidere, at det klart beskriver alle de involveredes, men vigtigst af alt de nationale myndigheders rettigheder og forpligtelser, og at de foreslåede procedurer og tidsfrister på den ene side er tilstrækkelig ambitiøse til at sikre nogenlunde rettidige svar og på den anden side let kan opfyldes af alle. I den forbindelse er EØSU interesseret i indholdet af den gennemførelsesretsakt, der er under udarbejdelse, og som skal specificere, hvilke typer af information det er frivilligt, hhv. obligatorisk at udveksle under den automatiske udvekslingsordning.

4.4   De fleste af forslagets nye bestemmelser knytter sig direkte til moderniseringen af systemet og de nye muligheder for at forbedre samarbejdet mellem myndigheder. EØSU støtter fuldt ud Kommissionen og medlemsstaterne i bestræbelserne på at udnytte det udbyggede system bedst muligt til at forbedre den effektive vurdering og opkrævning af afgifter og til at opdage og bekæmpe svig særligt gennem et bedre administrativt samarbejde herom medlemsstaterne imellem.

4.4.1   Udvalget håber dermed, at det nye system vil føre til, at kvaliteten af den automatiserede indberetning forbedres, således at medlemsstaterne hurtigere kan koncentrere sig om problematiske aktiviteter. Særligt er forslaget om at indføre et system for opfølgning hensigtsmæssigt, og det burde gøre det lettere at gennemgå og forbedre kvaliteten og anvendeligheden af de informationer, der løbende udveksles.

4.5   EØSU er enig med forslaget i, at det er nødvendigt med et retsgrundlag for indsamling af data fra individuelle bevægelsesregistre og brugen af disse registre i medlemsstaternes analyser, men advarer alligevel mod denne brug og minder myndighederne om, at de må være påpasselige med kun at anvende disse data i et passende og rimeligt omfang.

4.6   EØSU mener, at forslaget præcist rammer en balance i ansvarsfordelingen vedrørende punktafgifter og EMCS med Kommissionen som ansvarlig for systemets virke og opretholdelse og medlemsstaterne for de informationer, der tilgår systemet, udvekslingen af informationer og selvfølgelig for at opdage og gribe ind over for svig.

4.7   EØSU mener, at det er hensigtsmæssigt, at forslaget bringer reglerne om punktafgifter i overensstemmelse med ændringerne i EU-reglerne om administrativt samarbejde på områderne for moms og direkte beskatning. EØSU støtter fuldt ud denne indsats for at forbedre kommunikationen og samarbejdet mellem nationale skatte-, afgifts- og toldmyndigheder, da det mener, at dette i sidste ende vil være med til at forbedre det indre marked.

4.8   Især er EØSU tilfreds med forslaget om et retsgrundlag for SEED-on-Europa-tjenesten, som det anser for et nyttigt værktøj, lovlige erhvervsdrivende kan bruge til hurtigt at verificere troværdigheden af dem, de ønsker at handle med.

---

(1)  Hvert år hentes der anslået 307 mia. euro (tal for 2010) ind i punkt- og lignende afgifter i EU, fordelt på 22 mia. euro på alkohol og alkoholiske drikke, 207 mia. euro på energiprodukter og 77 mia. euro på tobaksvarer – tallene er sammentællinger af tallene i Kommissionens særskilte »Excise Duty Tables« for alkoholiske drikke, energiprodukter og elektricitet og tobaksvarer, som findes på GD for Beskatning og Toldunions websted: http://ec.europa.eu/taxation_customs/index_en.htm.

(2)  Dengang anslog Gruppen på Højt Plan, at tabene som følge af svig i 1996 var på omkrig 3,3 mia. ecu i tobakssektoren og 1,5 mia. ecu i alkoholsektoren.

---

6.3.2012

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 68/47

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en flerårig plan for laksebestanden i Østersøen og fiskeriet efter denne bestand

KOM(2011) 470 endelig — 2011/0206 (COD)

2012/C 68/09

Ordfører: Seppo KALLIO

Europa-Parlamentet besluttede den 13. september 2011 under henvisning til artikel 43, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en flerårig plan for laksebestanden i Østersøen og fiskeriet efter denne bestand

KOM(2011) 470 endelig — 2011/0206 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 21. december 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 477. plenarforsamling den 18.-19. januar 2012, mødet den 18. januar 2012, følgende udtalelse med 169 stemmer for, 4 imod og 9 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og forslag

1.1   Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg bifalder og støtter målene for den flerårige plan, der skal sikre en bæredygtig udnyttelse af alle Østersøens laksebestande og bevare deres genetiske integritet og mangfoldighed. Ifølge de eksisterende oplysninger er tidsplanen imidlertid urealistisk, når det gælder de svage bestande i syd.

1.2   EØSU mener, at det er afgørende, at fiskeribegrænsningerne tager hensyn til hele laksens livscyklus og alle former for fiskeri. Udover at begrænse fiskeriet er det nødvendigt med foranstaltninger til at genoprette laksens ynglepladser, hvis man vil genskabe de svage laksebestande. Efter EØSU's opfattelse giver det ingen mening at fastsætte samlede tilladte fangstmængder for flodområder, eftersom det vil medføre en stor administrativ byrde, og kontrollen vil give betydelige meromkostninger. Hovedansvaret for at regulere og kontrollere fiskeriet i medlemsstaternes indre farvande bør ligge hos den berørte medlemsstat. Med udgangspunkt i medlemsstaternes rapporter vil Kommissionen føre tilsyn med gennemførelsen af de nationale kontrolhandlingsprogrammer.

1.3   EØSU er enig i, at servicefartøjer skal omfattes af forordningen. Imidlertid tegner det rekreative fiskeri, som falder uden for planens anvendelsesområde, sig for en stor del af den samlede laksefangst. Det rekreative fiskeri bør også reguleres og kontrolleres på nationalt niveau, og processen bør opfølges gennem de rapporter, medlemsstaterne forelægger for Kommissionen.

1.4   Med henblik på fiskeriets levedygtighed understreger EØSU vigtigheden af, at kvoter og fiskeribegrænsninger gradvist tilpasses til målsætningerne for fiskeridødelighed. Reguleringen af laksefiskeriet i havet bør fremover ikke være baseret på den samlede tilladte fangstmængde for flere forskellige laksebestande, men på tekniske forskrifter for fangstperioder og udstyr med henblik på beskyttelse af netop de svage laksebestande.

1.5   EØSU modsætter sig forbuddet mod kompenserende udsætning, medmindre der foreligger solid videnskabelig dokumentation for, at udsætningen har en skadelig indvirkning. Man bør kontrollere kvaliteten af smolt til udsætning. EØSU anbefaler, at den genetiske risiko, der kan opstå i forbindelse med udsætningsaktivitet, nedbringes ved at producere smolt fra hunlaks, der hvert år fanges i naturen.

1.6   EØSU mener, at det er afgørende at kontrollere laksefiskeriet på en hensigtsmæssig og effektiv måde og foreslår, at man hurtigst muligt centrerer ressourcerne om at kontrollere laksefiskeriet. EØSU mener, at man – i stedet for at indføre nye, permanente kontrolforpligtelser – hovedsageligt bør fokusere på, at alle medlemsstater sikrer effektiv gennemførelse af kontrollovgivningen, der har gennemgået en stor udvikling i de seneste år. EØSU opfordrer til en mere indgående belysning af den udbredte fejlrapportering af laksefangst, som Det Internationale Havundersøgelsesråd mener finder sted.

1.7   EØSU understreger, at avanceret lakseforskning spiller en afgørende rolle for, at den flerårige plan kan gennemføres på vellykket vis. Man kan kun sikre, at der både er passende foranstaltninger til at beskytte og genskabe laksebestandene, og at man har mulighed for at udnytte disse bestande på en bæredygtig måde, hvis man har tilstrækkelig pålidelig information til rådighed. Udover pålidelige statistiske fangstdata er der behov for mere information om årsagerne til fiskeridødeligheden i havet.

1.8   EØSU mener, at den foreslåede ordning kan få negative konsekvenser for erhvervsfiskerne, fiskeforarbejdningsindustrien, salget af fisk, produktionen af fiskeriredskaber, fisketurismen og akvakulturvirksomhederne. Omfanget af disse negative konsekvenser vil variere fra medlemsstat til medlemsstat og fra region til region. EØSU henstiller til, at man minimerer de negative følger for beskæftigelsen, når foranstaltningerne gennemføres under den foreslåede lovgivning, samt at der tages behørigt hensyn til følgevirkningerne i forbindelse med tildelingen af strukturfondsstøtte samt i den fremtidige reform af den fælles fiskeripolitik. EØSU konstaterer, at forbedring og forenkling af adgangen til strukturfonde ville øge laksebestandene på en bæredygtig måde og skabe flere arbejdspladser i fiskeindustrien i Østersøområdet.

2.   Indledning

2.1   Tidligere reguleringer af Østersøens laksebestande har omfattet nationalt fastlagte fiskeribegrænsninger samt tekniske bestemmelser for fiskeri i henhold til Rådets forordning samt årlige fangstkvoter (samlet tilladt fangstmængde, TAC). Frem til 2006 blev kvoterne fastlagt af Den Internationale Østersøfiskerikommission (IBSFC). Indtil 2010 blev alle foranstaltninger vedrørende laks koordineret gennem Den Internationale Østersøfiskerikommissions laksehandlingsplan (SAP).

2.2   Efter 2006 er EU-landenes fiskekvoter i Østersøen blevet fastlagt på årsbasis ved en rådsforordning. Kommissionens forslag til forordning har trukket på rådgivning fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) og Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF).

2.3   EU fordeler de fastlagte kvoter mellem medlemsstaterne under hensyntagen til den såkaldte »relative stabilitet«. Det betyder, at medlemsstaternes relative andel af kvoterne forbliver uændret fra år til år, selv om kvoternes størrelse kan variere.

2.4   Rusland er det eneste tredjeland, der driver fiskeri i Østersøen. EU's medlemsstater og Rusland drøfter status for Østersøens fiskebestande og fiskerimuligheder i separate bilaterale forhandlinger. På nuværende tidspunkt er der ingen formel forhandlingsprocedure – som f.eks. den Internationale Østersøfiskerikommission – for fordelingen af fiskekvoter mellem EU og Rusland.

2.5   Østersøens kommercielle kvoter er delt op i to dele: den centrale del af Østersøen og Den Botniske Bugt (ICES-underområder 22-31) samt Den Finske Bugt (ICES 32). I praksis har kvoterne ikke haft nogen indflydelse på laksefangsten i flere år. Den samlede laksekvote for 2010 var på 309 665, hvoraf kun 150 092 (eller 48 % af kvoten) blev fanget. Udnyttelsesprocenten varierede landene imellem fra 2,8 til 84,9 %. Laksen fanges af både erhvervsfiskere og fritidsfiskere på havet, ved flodmundinger og i flodområder. Rekreativt fiskeri tegner sig for 20-30 % af den samlede laksefangst i Østersøen og næsten halvdelen af fangsten ved kyster og i floder. Laksefangst ved rekreativt fiskeri modregnes ikke i fangstkvoterne.

2.6   De største laksefloders tilstand blev forbedret markant i midten af 1990erne som følge af Finlands og Sveriges tidsbegrænsninger for kystfiskeri. Siden da har smoltproduktionen fra disse floder holdt sig på et markant højere niveau, tæt på den potentielle produktionskapacitet og det maksimale bæredygtige udbytte i overensstemmelse med planen. Laksefiskeriet i Østersøen bygger i vid udstrækning på produktionen fra disse laksefloder nordpå, som befinder sig i en god tilstand.

2.7   Smoltproduktionen i den centrale og sydlige del af Østersøen er stadig utilstrækkelig, trods de hidtidige tiltag. Fiskeriet efter de blandede laksebestande i Østersøens hovedbassin er gået mærkbart tilbage siden forbuddet mod drivnet blev indført i 2008. Den voksende brug af flydeliner har nu øget laksefiskeriet i hovedbassinet igen.

2.8   Selv om smoltproduktionen har oplevet en kraftig vækst, er størrelsen af de laksebestande, der kan fiskes, ikke vokset i samme omfang. Der er behov for flere videnskabelige oplysninger om de faktorer, der påvirker fiskeridødeligheden blandt laks i havet.

2.9   I Det Internationale Havundersøgelsesråds (ICES) vurdering af fiskerimulighederne i 2012 skønnes det, at en stor del af den laks, der fanges med flydeliner i Østersøen, fejlagtigt rapporteres som havørred.

2.10   ICES har udtrykt bekymring over laksebestandenes situation og genetiske mangfoldighed i Østersøen. Også Kommissionen til Beskyttelse af Havmiljøet i Østersøområdet (Helcom) har gjort opmærksom på laksebestandenes tilstand i Østersøen.

2.11   Laksefiskeriet har stor socioøkonomisk betydning for fiskersamfundene i kystområderne. De nyeste tal for antallet af laksefiskere i Østersøen er fra 2007, da Kommissionen skønnede, at antallet af erhvervsfiskere, der fiskede laks, lå på omkring 400, hvoraf 340 drev kystfiskeri. I 2010 skønnede ICES's arbejdsgruppe om laks, at det samlede antal fartøjer, der fiskede på åbent hav, lå på 141, hvilket var langt over vurderingen fra 2007. Udover erhvervsfiskere beskæftiger laksefiskeriet mindst lige så mange mennesker inden for fisketurisme-sektoren. Det erhvervsmæssige laksefiskeri og det rekreative fiskeri i Den Botniske Bugt skønnes at have lige stor betydning for beskæftigelsen. Laksefiskeriet beskæftiger stadig indirekte et stort antal mennesker, der arbejder med fiskeforarbejdning, salg af fisk og produktion af fiskeriredskaber. Smoltproduktionen, der garanterer laksefiskeriet og laksebestandenes bevarelse, sørger også for mange lokale arbejdspladser.

3.   Kommissionens forslag

3.1   Den 12. august 2011 fremlagde Kommissionen sit forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en flerårig plan for laksebestanden i Østersøen og for fiskeriet efter denne bestand (KOM (2011) 470 endelig).

3.2   Hensigten er, at forvaltningsplanen for østersølaksen skal omfatte erhvervsfiskeri i Østersøen samt i floder med udløb i Østersøen. Planen omfatter også virksomheder, der organiserer guidede fisketure og tilbyder serviceydelser for rekreativt fiskeri i Østersøen. I forslaget lægges der op til, at man under visse omstændigheder kan regulere flodfiskeriet ved hjælp af EU-bestemmelser. Forslaget gælder også udsætning af laks.

3.3   Forslagets centrale formål er at sikre en bæredygtig udnyttelse af laksebestanden i Østersøen i overensstemmelse med princippet om maksimalt bæredygtigt udbytte, samt at bevare den genetiske integritet og mangfoldighed af laksebestanden i Østersøen.

3.4   Med hensyn til de vilde laksebestande i Østersøen fastsættes der separate mål for de forskellige floder, som er 75 % af hver lakseflods anslåede potentielle kapacitet for smoltproduktion. Alt afhængig af lakseflodernes nuværende tilstand bør målet opnås inden for fem til ti år efter forordningens ikrafttræden.

3.5   Med hensyn til de vilde laksebestande foreslås der en obligatorisk regulering af de flodspecifikke TAC-niveauer. Medlemsstaterne skal have ansvaret for reguleringen. Medlemsstaterne bør med udgangspunkt i videnskabelige data fastsætte den maksimale tilladte fiskeridødelighed for hver flod og et tilsvarende TAC-niveau.

3.6   Hvert tredje år skal Kommissionen evaluere medlemsstaternes foranstaltninger samt deres forenelighed med henblik på at nå målet. Hvis en medlemsstat undlader at offentliggøre data, eller hvis en medlemsstats indsats ikke lever op til målene, skal Kommissionen kunne ændre de fiskeridødelighedsniveauer, som medlemsstaten har fastsat for vildlaksefloder og TAC-niveauer eller forbyde laksefiskeri i de berørte floder.

3.7   Der foreslås et fælles niveau for fiskeridødelighed for alle laksebestande i Østersøen på 0,1. Med et niveau for fiskeridødelighed på 0,1 ville man årligt kunne fange omkring 10 % af laksebestanden. Når det årlige TAC-niveauet fastsættes, bør man sørge for, at den maksimale fiskeridødelighed på 0,1 ikke overskrides. Kommissionen kan tilpasse fiskeridødelighedsniveauet i havet, hvis omstændighederne ændrer sig så meget, at der er risiko for, at målene ikke nås.

3.8   Laks fanget af servicefartøjer til rekreativt fiskeri bør modregnes i medlemsstaternes nationale kvoter.

3.9   Medlemsstaterne bør fastsætte flodspecifikke tekniske bestemmelser for fiskeri for svage vildlaksebestande, der ikke har nået målet på 50 % af vildlakseflodens kapacitet for smoltproduktion. Bestemmelserne bør fastsættes senest to år efter forordningens ikrafttræden. Medlemsstaterne bør selv kunne vælge og træffe beslutninger om disse tekniske bestemmelser for fiskeri (f.eks. begrænsninger med hensyn til fiskeriredskaber og fredningsperioder/-områder).

3.10   Hvert tredje år vurderer Kommissionen de tekniske bestemmelser for fiskeri, som medlemsstaterne har fastsat. Hvis en medlemsstat ikke fastsætter nogen bestemmelser inden for tidsfristen, hvis den undlader at offentliggøre dem, eller hvis foranstaltningerne ikke er vidtgående nok til at nå de mål, som er fastlagt for vildlaksefloderne, kan Kommissionen fastsætte tekniske bestemmelser for fiskeri for hver enkelt flod.

3.11   Udsætningen af laks bør begrænses til udsætning og direkte udsætning. Her er der tale om henholdsvis udsætning i vildlaksefloder og direkte udsætning i potentielle laksefloder med det formål at skabe selvbærende vildlaksebestande.

3.12   Der foreslås en overgangsperiode på syv år for udsætning. Efter overgangsperioden skulle andre former for udsætning end de ovennævnte forbydes.

3.13   I forslaget præsenteres der nye kontrolforanstaltninger ud over de allerede eksisterende kontrolordninger. De nye kontrolkrav gælder erhvervsfiskeri af laks uafhængig af fartøjets længde samt servicefartøjer til rekreativt fiskeri.

3.14   Fangsterne bør inspiceres i forbindelse med landingen. Disse inspektioner af landinger skal omfatte mindst 10 % af det samlede antal landinger.

3.15   Kommissionen foreslår, at beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter efter behov tillægges Kommissionen for en ubegrænset periode til regulering af laksefiskeriet i havet og i floderne.

4.   Særlige bemærkninger

4.1   EØSU mener, at målene i planen er gode og fortjener støtte. Forslagets mål om opnåelse af mindst 75 % af smoltproduktionspotentialet senest 10 år efter forordningens ikrafttræden er imidlertid overordentlig ambitiøst. Ifølge Det Internationale Havundersøgelsesråds (ICES) vurdering er man ved at nå målet, når det gælder de største laksefloder i det nordlige Østersøområde. Med hensyn til de svage laksebestande i syd er tidsplanen imidlertid urealistisk, uafhængig af niveauet for fiskeribegrænsningerne.

4.2   Forordningen omfatter erhvervsfiskeri og fiskeri, der udøves fra servicefartøjer til rekreativt fiskeri. Sidstnævnte har ringe betydning for den samlede laksefangst. Den samlede laksefangst ved rekreativt fiskeri langs kysterne og i flodområder, som ikke omfattes af forordningen, er dog i samme størrelsesorden som fangsten ved erhvervsfiskeri i et tilsvarende område. EØSU mener ikke, at det er hensigtsmæssigt at fastsætte samlede tilladte fangstmængder for flodområder, fordi der næsten udelukkende drives rekreativt fiskeri i flodområderne. EØSU mener, at fiskeribegrænsningerne bør tage hensyn til hele laksens livscyklus og alle former for fiskeri. Hovedansvaret for at regulere erhvervsfiskeriet og det rekreative fiskeri i medlemsstaternes indre farvande bør ligge hos den berørte medlemsstat.

4.3   I de forvaltnings- og genopretningsplaner for fiskebestandene, som allerede er godkendt i EU, har man fastsat et niveau for fiskeridødelighed for hver fiskebestand, som er optimalt for den berørte bestand med henblik på en bæredygtig udnyttelse. I Østersøen er flere forskellige laksebestande genstand for fiskeri, og deres biologiske situation varierer. Det fremgår ikke af forordningen og begrundelsen, hvorfor man har foreslået ét og samme niveau for fiskeridødeligheden i havet, og på hvilket grundlag man har besluttet denne værdi.

4.4   Østersøens nordlige bestande er allerede meget tæt på det niveau for et maksimalt bæredygtigt udbytte, der er fastsat som mål. Hvis laksekvoten for Østersøens hovedbassin og Den Botniske Bugt sænkes til et niveau, hvor selv fiskeridødeligheden i fiskebestandene i syd opfylder målet for et maksimalt bæredygtigt udbytte, medfører det samtidig en unødig begrænsning af fiskeriet af de nordlige fiskebestande. Reguleringen af havfiskeriet bør derfor fremover være baseret på tekniske regler for fangstperioder og udstyr med henblik på at beskytte de svage laksebestande, i stedet for på den samlede tilladte fangstmængde for flere forskellige laksebestande. Hvis reguleringen af laksefiskeriet også fremover tager udgangspunkt i en årlig samlet tilladt fangstmængde, bør man – når det gælder laksekvoterne for havfiskeri – stræbe efter en gradvis sænkning af fiskeridødeligheden, der svarer til niveauet i forvaltningsplanerne for andre fiskebestande. Pludselige, store ændringer i reguleringen, der foretages uden tvingende grund er yderst skadelige for fiskerisektoren.

4.5   Laksefiskeriet i Østersøens hovedbassin er generelt blandingsfiskeri, der er rettet mod forskellige laksebestande. Jo tættere man fisker på en flod, desto bedre kan fiskeriet rettes mod laksebestanden i den berørte flod. Bestemmelserne for og kontrollen med fiskeri med flydeliner i Østersøens hovedbassin kommer til at spille en vigtig rolle for genopretningen af de sydlige laksebestande, som befinder sig i en dårlig tilstand. Man har konstateret, at antallet af laks under mindstemålene, der fanges med flydeliner om efteråret, er større end ved andre fangstmetoder. Derfor vil tidsbegrænsninger for fiskeri med flydeliner kunne reducere udsmidet af laks. Det bør dog påpeges, at genopretningen af Østersøens sydlige laksebestande ikke er lykkedes trods en kraftig reduktion af fiskeriet i hovedbassinet. Det betyder, at genopretningen af svage laksebestande ikke kun forudsætter begrænsninger af havfiskeriet, men også kræver begrænsninger af fiskeriet ved flodmundinger og i floder samt genopretning af laksens ynglepladser for at sikre den naturlige reproduktion.

4.6   EØSU er bekymret over den formodede fejlrapportering af laks og henstiller til, at spørgsmålet belyses mere indgående. Udvalget finder det vigtigt at kontrollere laksefiskeriet på en hensigtsmæssig og effektiv måde. Kommissionens forslag ville øge den offentlige sektors kontrolforpligtelser markant og medføre ekstraomkostninger. Omkostningerne ville frem for alt opstå i forbindelse med ændringer i og vedligeholdelse af edb-systemer samt det øgede behov for personale og andre ressourcer til at kontrollere og undersøge overholdelsen af bestemmelserne. EØSU forudsætter, at kontrolressourcerne øges så meget som muligt, og at de eksisterende ressourcer koncentreres om kontrol af laksefiskeri, indtil den flerårige plan for laksebestanden er blevet godkendt, og rapporteringsproblemerne er blevet løst. Når det gælder kontrollen af bestemmelserne om laksefiskeriet, mener EØSU, at man hovedsageligt bør fokusere på, at alle medlemsstater sikrer en effektiv gennemførelse af kontrollovgivningen, der har gennemgået en stor udvikling i de seneste år. Kommissionen vil føre tilsyn med gennemførelsen af de nationale kontrolhandlingsprogrammer med udgangspunkt i medlemsstaternes rapporter.

4.7   Laks sættes ud som udsætning eller direkte udsætning, samt - efter domstolsafgørelse - som kompensation for fangsttab i forbindelse med udnyttelse af vandkraft. Forslaget vil standse alle andre former for udsætning end udsætning og direkte udsætning i potentielle laksefloder syv år efter forordningens ikrafttræden. Den tidsfrist på syv år, som foreslås for at erstatte den kompenserende udsætning med andre foranstaltninger er alt for kort, fordi det vil tage tid at planlægge og gennemføre de alternative foranstaltninger og at gennemføre forandringerne – som sikkert skal behandles ved alle tre domstole.

4.8   Begrundelsen for forbuddet mod kompensationsudsætning er, at udsætningen er skadelig for laksebestandens genetiske mangfoldighed. Det foreligger der dog ikke videnskabelig dokumentation for. De fangster, der opnås takket være kompensationsudsætning, har en ubestridt betydning for fiskeriet i udsætningsområdernes flodmundinger og langs kysterne, ligesom de skaber beskæftigelse svarende til snesevis af mandeår i akvakulturvirksomheder i kystområderne. Man bør derfor ikke forbyde denne form for udsætning uden holdbar videnskabelig dokumentation for, at de har en skadelig indvirkning. EØSU mener også, at man bør kontrollere kvaliteten af smolt til udsætning, og at man mærker alle udsatte laks ved bortklipning af fedtfinnen, så man ved fangsten kan skelne mellem naturligt reproducerede laks og udsatte laks. Man kan minimere den risiko, som udsætning udgør for den genetiske mangfoldighed, ved så vidt muligt at bruge hunlaks, der hvert år indfanges i naturen og har gennemgået en naturlig udvælgelsesproces, i stedet for at anvende smolt fra lakseopdræt.

4.9   Situationen i Den Finske Bugt giver et godt billede af lakseudsætningens betydning. Hvis man forbød lakseudsætningen i f.eks. floden Kymis udbyggede udmunding, ville man i praksis sætte en stopper for både laksefiskeriet i Den Finske Bugt og det omfattende rekreative fiskeri neden for kraftværket i Kymi. Dette fiskeri har stor betydning for fisketurismen. Mange andre floder i Østersøområdet befinder sig i en lignende situation.

4.10   Gennem at nedsætte kvoterne, for eksempel, vil forslaget kunne få betydelige økonomiske konsekvenser for erhvervsfiskerne og for de sektorer, der er afhængig af primærproduktion som fiskeforarbejdning og salg af fisk, samt producenter af fiskeriredskaber. Laksens lange vandring, forskellige fangstmetoder og varierende behov for regulering i vandringens forskellige faser medfører variationer i fordelingen af de økonomiske konsekvenser, både medlemsstaterne imellem og inden for de enkelte medlemsstater. Eftersom sæsonen for laksefiskerier er kort, fanger de fleste laksefiskere også andre fiskearter. Økonomisk set er laks dog den vigtigste fiskeart for de fleste, og selv små ændringer i reguleringen kan give mærkbare forandringer for fiskeindustriens rentabilitet. Set fra de fiskeres synspunkt, som risikerer at miste deres erhverv, vil forslaget mindske adgangen til laks og andre fisk, der fanges sideløbende med den til konsum, forarbejdning og salg, og dermed øge afhængigheden af fisk produceret uden for EU. Fisketurismen i flodområderne kan også blive hårdt ramt økonomisk af strammere regler for flodfiskeri og tilpasningen af den samlede tilladte fangstmængder for flodområder. På længere sigt vil forslaget dog kunne øge antallet af arbejdspladser inden for fisketurismen i floderne, fordi laksebestanden vil vokse.

4.11   Forslaget har også finansielle konsekvenser for akvakulturvirksomheder. Akvakulturvirksomheder, der producerer smolt til kompenserende udsætning, har snesevis af ansatte i områder med meget få alternative beskæftigelsesmuligheder. Hvis akvakulturvirksomhederne er tvunget til at opgive deres aktiviteter, fordi kompensationsudsætningen udfases, forværres beskæftigelsessituationen i området, og hvis virksomhederne lukker, mister man også akvakulturens langvarige ekspertise og knowhow.

4.12   Forslagets negative indflydelse på beskæftigelsen bør også tages i betragtning i anvendelsen af de eksisterende regler for EU's strukturfonde og i reformen af den fælles fiskeripolitik. Potentielle støttemuligheder kan f.eks. omfatte erstatning for nedlæggelse af fiskerivirksomheder samt investeringer og uddannelse med henblik på omlægning af fiskerivirksomheder. EØSU mener dog, at den form for støtte kun skal være en supplerende foranstaltning. Frem for alt bør man allerede i planlægningen af de konkrete foranstaltninger tage hensyn til de beskæftigelsesmuligheder, som laksefiskeriet og de dermed forbundne industrier giver og stræbe efter at minimere de negative konsekvenser.

---

6.3.2012

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 68/52

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om det 6. miljøhandlingsprogram — Endelig vurdering

KOM(2011) 531 endelig

2012/C 68/10

Ordfører: Franco CHIRIACO

Kommissionen besluttede den 31. august 2011 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om det 6. miljøhandlingsprogram – Endelig vurdering

KOM(2011) 531 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, der vedtog sin udtalelse den 21. december 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 477. plenarforsamling den 18.-19. januar 2012, mødet den 18. januar, følgende udtalelse med 174 stemmer for, 4 imod og 8 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   EØSU ser positivt på Kommissionens initiativ, der sigter mod at give en vurdering af det 6. miljøhandlingsprogram. Kommissionen mener, at programmet var nyttigt, da det tilvejebragte en overordnet ramme for EU's miljøpolitik. EØSU er kun deltvist enig i den konklusion. Selvom det 6. miljøhandlingsprogram var et vigtigt bidrag til politikudviklingen, havde det kun begrænset indflydelse på vedtagelsen af konkrete instrumenter. Til trods for vanskeligheder med at samle oplysninger til at vurdere gennemførelsen af programmets aktioner kan man påvise betydelige forsinkelser i vedtagelsen af lovgivningsinstrumenterne, vanskeligheder med at opstille konkrete målsætninger og utilstrækkelige kontrol- og overvågningsmekanismer.

1.2   EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at forbedre de instrumenter, man råder over, herunder også overvågnings- og evalueringsmekanismerne, med det sigte at sikre en effektiv gennemførelse af den eksisterende lovgivning. EØSU slår samtidig til lyd for en større sammenhæng mellem de forskellige lovgivnings- og programinitiativer på miljøområdet og større integration af miljøhensyn i de indbyrdes forbundne sektorpolitikker. Som allerede sagt i en nylig udtalelse (1), opfordrer EØSU Kommissionen til at være mere klar og konkret i forhold til miljøudfordringerne. Den skal især gøre klart rede for, hvad der forstås ved »ressourceeffektivitet«, »grøn økonomi« og nøjagtigt beskrive, hvilke konkrete adfærdsændringer - såvel kvantitative som kvalitative - der kræves af både producenter og forbrugere.

1.3   EØSU mener desuden, at der bør sættes øget fokus på den internationale dimension. Miljøudfordringerne har nemlig global rækkevidde, hvilket kræver en tilgang, der er baseret på et styrket multilateralt samarbejde og bedre internationale styringsredskaber.

1.4   Endelig mangler Kommissionens meddelelse en langsigtet vision, der hentydes ikke til et eventuelt nyt handlingsprogram og det siges ikke, hvilken merværdi det syvende miljøhandlingsprogram bør have. EØSU mener, at programmet bør være sammenhængende med og supplere Europa 2020-strategien og flagskibsinitiativerne, indeholde realistiske målsætninger og prioriteter, der har bred politisk opbakning, samt indeholde instrumenter, der kan sikre, at de foreslåede foranstaltninger virker effektivt.

2.   Resumé af meddelelsen

2.1   Den politiske baggrund

2.1.1   Miljøhandlingsprogrammerne har styret udviklingen af EU's miljøpolitik siden begyndelsen af 70'erne, og det 6. miljøhandlingsprogram bør ses som en del af en løbende proces, som er i fortsat udvikling.

2.1.2   Det 6. miljøhandlingsprogram påpeger igen vigtigheden af begreberne grøn vækst og en ressourceeffektiv økonomi med lav CO2-udledning, hvilket også bekræftes af Europa 2020-strategien (2), som er en passende ramme til at sikre, at miljømålene indarbejdes i EU's overordnede socioøkonomiske dagsorden, af den nye strategi for at stoppe tabet af biodiversitets- og økosystemtjenester i EU senest i 2020 (3), af forberedelserne til Rio+ 20-konferencen (4), af køreplanen for overgangen til en økonomi med lavt kulstofforbrug i 2050 (5), af hvidbogen om transport (6), af meddelelsen om energi 2020 (7) og af planen for energieffektivitet 2011 (8).

2.2   Generelle konklusioner

2.2.1   Kommissionens samlede konklusion er, at det 6. miljøhandlingsprogram var nyttigt, eftersom det tilvejebragte en overordnet ramme for miljøpolitikken, og en stor del af de aktioner, der er fastlagt i programmet er blevet eller er ved at blive gennemført.

2.2.2   Da det 6. miljøhandlingsprogram blev vedtaget ved fælles beslutningsprocedure, finder interessenterne, at det er mere legitimt end tidligere programmer, hvilket har medvirket til at skabe en større følelse af ejerskab af efterfølgende politiske forslag.

2.2.3   De syv tematiske strategier (9) i det 6. miljøhandlingsprogram – luft, pesticider, forebyggelse og genanvendelse af affald, naturressourcer, jordbund, havmiljø, bymiljø – blev udviklet for at styrke politisk integration og for at forbedre vidensgrundlaget. Selvom fremskridtene varierede i de forskellige områder, medvirkede udarbejdelsen i nogle tilfælde til opbygning af politisk vilje til at vedtage effektive mål og tidsplaner og implementere dem efterfølgende. Imidlertid er der ikke overbevisende dokumentation for det 6. miljøhandlingsprograms evne til at fremme vedtagelsen af specifikke miljømæssige instrumenter.

2.3   Prioriterede områder

2.3.1   Natur- og biodiversitet: Det 6. miljøhandlingsprogram påbegyndte udviklingen af temastrategierne for jordbundsbeskyttelse og beskyttelse og bevaring af havmiljøet. Det pegede på behovet for at opbygge et stærkere vidensgrundlag, forbedre finansieringsmuligheder og øge nuværende aktiviteter. Der kunne dog være sket større fremskridt imod målet om at standse tabet af biodiversitet inden 2010, hvis det havde været ledsaget af den nødvendige politiske opmærksomhed og finansielle midler fra både EU og medlemsstaterne.

2.3.2   Miljø og sundhed: Det 6. miljøhandlingsprogram førte til en nyttig statusopgørelse af eksisterende forpligtelser og planlagte tiltag samt større fokus på sammenhængen mellem miljøfaktorer og menneskets sundhed. Programmet gjorde det navnlig muligt at iværksætte handlinger, som ellers måske ikke ville være sket, f.eks. i forbindelse med bymiljøet, eller som kunne have taget længere tid eller var blevet mindre omfattende uden programmets drivkraft, eksempelvis i forbindelse med pesticider. På den anden side er der visse huller i lovgivningen, og forskningsresultater og oplysninger om virkningen af miljøkvalitet på sundhed bør integreres i det bredere politiske mål om at forbedre folkesundheden.

2.3.3   Naturressourcer og affald: Det 6. miljøhandlingsprogram styrkede forbindelsen mellem affaldspolitik og ressourcepolitik og bidrog til at styrke affaldshåndtering og bevæge sig mod en politik baseret på bæredygtig produktion og bæredygtigt forbrug. Ressourceanvendelse vokser ikke længere i samme takt som den økonomiske vækst. I absolutte tal er ressourceanvendelsen dog stadig stigende, hvilket ikke er foreneligt med målet om respekt for miljøets bæreevne på længere sigt. Der er desuden fortsat betydelige forskelle i ressourceproduktiviteten blandt medlemsstaterne, og generelt er importafhængigheden stigende.

2.3.4   Klimaændringer: Det 6. miljøhandlingsprogram var en stor hjælp på klimaområdet. Selvom man ikke har nået målsætningerne for det internationale samfunds initiativer, og skønt de kvantificerbare mål var mere utopiske og vanskeligere at nå, gjorde det 6. miljøhandlingsprogram det muligt at nå vigtige politiske mål.

2.3.5   Internationale spørgsmål: Det 6. miljøhandlingsprogram gentog EU's tilsagn om at integrere miljøhensyn i alle EU's eksterne forbindelser og i den eksterne dimension af EU's strategi for bæredygtig udvikling. Trods EU's bestræbelser på at styrke det multilaterale samarbejde og vise sit engagement i internationale konventioner og aftaler, er der kun sket få fremskridt i retning af en forbedret global styring af miljøet. De miljømæssige udfordringer, som i stigende grad er globale, kræver en mere sammenhængende og målrettet indsats inden for EU, så det kan spille sin rolle mere effektivt i udformningen af international politik og fortsat arbejde for en bedre global styring af miljøet.

2.4   Effektiviteten af strategiske fremgangsmåder og instrumenter

2.4.1   Det 6. miljøhandlingsprogram opfordrede til og fremmede principper og instrumenter til bedre udformning af politikker, især integrerede konsekvensanalyser og øget anvendelse af markedsbaserede instrumenter. Det fremhævede også betydningen af et solidt videnskabeligt grundlag for den politiske beslutningsproces. Trods nylige, positive udviklinger er miljøoplysninger, navnlig officielle data og statistikker, stadig ufuldstændige og ikke altid rettidigt til rådighed.

2.4.2   Den ændrede karakter af de miljømæssige udfordringer kræver bedre sammenhæng mellem udformningen og gennemførelsen af politikkerne, det europæiske, nationale og regionale plan og de prioriterede indsatsområder.

2.4.3   Dårlig implementering af miljølovgivningen undergraver opfyldelsen af målene og troværdigheden af miljøpolitikken og bidrager ikke til at sikre engagement i andre sektorer med henblik på bedre resultater. Desuden bør disse politikker med en klar værditilvækst ved at skabe en grøn økonomi, og som kan leveres på kort/mellemlangt sigt, prioriteres.

2.5   Udfordringer i fremtiden

2.5.1   De vigtigste grundpiller i miljøpolitik og -lovgivning, med undtagelse af jordbund, er nu på plads, selvom deres fulde potentiale til at medføre forbedringer endnu ikke er blevet omsat til virkelighed som følge af mangler i implementeringen. Traditionel miljøpolitik spiller stadig en meget vigtig rolle i forbindelse med beskyttelse af miljøet, men skiftende omstændigheder og den i stigende grad indbyrdes forbundne karakter af miljømæssige udfordringer indebærer et behov for at være fleksibel samt evnen til at kunne tilpasse sig.

2.5.2   De underliggende centrale udfordringer for fremtidig miljøpolitik handler om gennem vedtagelse af en langsigtet vision at udvikle sig fra udbedring til forebyggelse af nedbrydning og at bidrage til yderligere integration af miljøet i alle relevante politikker.

2.5.3   Integrering af miljømæssige og kulstoffattige faktorer i forretningsmodellerne i andre sektorer og sikring af sammenhæng fra formulering af en politik hele vejen til implementering er afgørende for at nå målet for Europa 2020-strategien om en grøn, ressourceeffektiv, konkurrencedygtig og lavemissionsøkonomi. Hindringer for den korrekte implementering af gældende lovgivning skal desuden tackles, navnlig styringsproblemer på alle niveauer i medlemsstaterne, for at beskytte miljøet og begrænse negative konsekvenser for folkesundheden.

2.5.4   Miljøbelastninger er i stigende grad globale og systemiske af karakter. På grund af de komplekse indbyrdes sammenhænge kræves et mere omfattende vidensgrundlag og potentialet til at ændre forbrugernes adfærd skal også undersøges fuldstændigt.

3.   Generelle bemærkninger

3.1   Det 6. miljøhandlingsprogram repræsenterer formelt et politisk tilsagn fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen og er et vigtigt pejlemærke for vurderingen af udviklingen af den europæiske miljøpolitik. Efter vedtagelsen af det 6. miljøhandlingsprogram har EU haft succes med at iværksætte adskillige initiativer, opnået ambitiøse målsætninger og udarbejdet diverse strategier og tværsektorielle planer. Det er imidlertid vanskeligt at afgøre, i hvilket omfang de generelle rammer, der udstukket af programmet har haft indflydelse på udviklingen af politikker. Dette aspekt bør overvejes i en analyse af gennemførelse af tiltagene i programmet og samspillet med og den gensidige påvirkning mellem den europæiske strategi for bæredygtig udvikling og Lissabonstrategien (10).

3.2   Den debat, der i de senere år har pågået i EU-institutionerne og civilsamfundet, om vurderingen af, hvad der er blevet gjort og de fremtidsmuligheder, der tegner sig for EU's miljøpolitik (11), har haft fokus på to centrale spørgsmål: at indkredse nye prioriteter og styrke de tilgængelige værktøjer for at sikre de foreslåede foranstaltningers effektivitet.

3.3   Man kan navnlig ikke kun gøre det til et spørgsmål om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt med et nyt program. I stedet bør man især koncentrere sig om, hvilken udformning programmet bør have, hvad dets mål og indhold bør være, og hvilke frister det bør have. Allerførst bør man finde ud af, hvordan man sikrer, at de næste tiltag på miljøområdet bliver et mere synligt, vigtigt og effektivt strategisk redskab ved at tage ved lære af erfaringerne og undgå de faldgruber, der har undergravet effektiviteten af det 6. miljøhandlingsprogram.

3.4   I lyset af de erfaringer, der hidtil er indhøstet i andre sammenhænge (såsom EFRU, ESF og ELFUL), bør man overveje muligheden for også i forbindelse med miljøhandlingsprogrammet at forsøge sig med en progressiv styrkelse af overvågnings- og evalueringsredskaberne i de forskellige faser: forudgående, undervejs og efterfølgende.

4.   Særlige bemærkninger

4.1   De tematiske strategier

4.1.1   Indførelsen af de tematiske strategier har givet en mere strategisk tilgang og har gjort det muligt at afhjælpe nogle af manglerne i det femte miljøhandlingsprogram, herunder navnlig programmets manglende dækning af visse sektorer. Imidlertid har processen med at udvikle de tematiske strategier faktisk bremset beslutningsprocessen som helhed og vedtagelsen af de enkelte foranstaltninger.

4.1.2   Mange af de lovgivningsinstrumenter, der ledsager de tematiske strategier, er stadig i den tidlige gennemførelsesfase. Forsinkelser med at vedtage dem, den manglende indkredsning af specifikke mål, uddelegeringen af ansvaret til medlemsstaterne, ikke kun for gennemførelsen, men også for opstillingen af yderligere specifikationer for mange af de planlagte foranstaltninger og den utilstrækkelige kontrol- og overvågningsmekaniske har i visse tilfælde alvorligt udhulet muligheden for at nå programmets målsætninger inden for fristen.

4.2   Sammenhæng og integration

4.2.1   Det står klart, at de miljømæssige udfordringer ikke kan løses alene ved hjælp af specifikke miljøpolitikker, men at det er nødvendigt at inddrage hele økonomien og samfundet som helhed. Der er således behov for større sammenhæng både mellem de områder, der er direkte indbyrdes forbundne, som klimaændringer, energi og sundhedsbeskyttelse, og mellem de forskellige sektorpolitikker, fødevarer, transport, byggeri og innovation. Dette princip har i reformen af den fælles landbrugspolitik, som fortsat er under udarbejdelse, konkret udmøntet sig i indførelsen af en grøn komponent i enkeltbetalingen, hvilket EØSU også har påpeget (12).

4.2.2   Desuden er det afgørende at støtte og udvikle integrationen af miljøpolitikken i de overordnede strategier (Europa 2020) og i de finansielle instrumenter. Med henvisning til køreplanen til et ressourceeffektivt (13) Europa blev programmets afgørende betydning for at lette overgangen til en »grøn økonomi« og den særlige vigtighed af de to initiativers komplementaritet, især hvad angår gennemførelse af foranstaltningerne, naturressourcerne og forvaltningen af økosystemer, anerkendt på en workshop, der for nylig blev afholdt i Bruxelles. (14)

4.3   Prioriterede områder

4.3.1   De prioriterede områder bør indkredses med særlig henvisning til miljøproblemer såsom naturressourceknaphed, luftforurening, biodiversitet og bymiljø.

4.3.2   Man bør især efterlyse og fremme nye adfærdsmønstre inden for forbrug, handel og produktion. De teknologiske ændringer bør nemlig ledsages af en adfærdsændring.

4.4   Bedre værktøjer

4.4.1   Bedre værktøjer til EU's miljøpolitik betyder først og fremmest bedre regulering gennem vedtagelse af lovgivningsmæssige foranstaltninger og valg af entydige og ikke fakultative regler, også hvad angår de økonomiske aspekter. Som EØSU allerede påpegede det i en udtalelse fra 2001 er det på den anden side afgørende at sikre en effektiv gennemførelse af den gældende lovgivning for at undgå konkurrenceforvridning og beskytte de europæiske virksomheders konkurrenceevne (15). EØSU har navnlig med henvisning til programmet for bistand til SMV til overholdelse af miljølovgivning (ECAP) understreget, at det er vigtigt, at evalueringen af miljøkonsekvenser udgør en integreret del af en virksomheds forvaltning (16).

4.4.2   For det andet bør man forbedre evalueringsredskaberne, både hvad angår miljøets tilstand og gennemførelsen af politikkerne og deres effektivitet (17), ved hjælp af uafhængige, åbne og rettidige konsekvensanalyser.

4.4.3   Endelig er det afgørende at forbedre gennemførelsesfasen ved at udarbejde internationale bistands-, kontrol- og sanktionsmekanismer. Det vil med andre ord sige at formulere, omsætte til lovgivning, iværksætte, kontrollere og sanktionere (18).

4.5   De vigtigste aktørers rolle

4.5.1   De decentrale myndigheder bør allerede inddrages i forbindelse med udarbejdelsen af politikkerne. Regionsudvalget (19) sagde i en af sine senere udtalelser, at der var behov for en proaktiv inddragelse af de decentrale myndigheder, og stillede forslag om at udvikle innovative metoder til forvaltning på flere myndighedsniveauer, herunder mobilisering af de eksisterende platforme og netværk.

---

(1)  EUT C 376 af 22.12.2011, s. 97.

(2)  KOM(2010) 2020 endelig af 3.3.2010.

(3)  KOM(2011) 244 endelig af 3.5.2011.

(4)  KOM(2011) 363 endelig af 20.6.2011.

(5)  KOM(2011) 112 endelig af 8.3.2011.

(6)  KOM(2011) 144 endelig af 28.3.2011.

(7)  KOM(2010) 639 endelig.

(8)  KOM(2011) 109 endelig af 8.3.2011.

(9)  KOM(2005) 446 endelig (luftforurening), KOM(2006) 372 endelig (bæredygtig anvendelse af pesticider), KOM(2005) 666 endelig (forebyggelse og genanvendelse af affald), KOM(2005) 670 endelig (bæredygtig anvendelse af naturlige ressourcer), KOM(2006) 231 endelig (jordbundsbeskyttelse), KOM(2005) 504 endelig (beskyttelse og bevaring af havmiljøet) og KOM(2005) 718 endelig (bymæssigt miljø).

(10)  Strategiske retningslinjer for EU's miljøpolitik i det 6. miljøhandlingsprogram og følgerne for fremtiden, endelig rapport IEEP, maj 2010.

(11)  Alle bidrag til disse arrangementer og forundersøgelser kan findes på www.eapdebate.org

(12)  EUT C 132 af 3.5.2011, s. 63-70.

(13)  KOM(2011) 571 endelig.

(14)  Workshop for eksperter: »Fremtiden for EU's miljøpolitik: Hvilken rolle skal køreplanen for ressourceeffektivitet spille, og hvilken rolle skal miljøhandlingsplanen spille?«, Bruxelles 13.9.2011.

(15)  EFT C 221 af 7.8.2001 s. 80-85.

(16)  EUT C 211 af 19.8.2008, s. 37.

(17)  Evalueringsproblematikken i forbindelse med EU's miljøpolitik, Brussels Environment, 11.6.2010.

(18)  »Bedre værktøjer til EU's miljøpolitik«. Workshop arrangeret af det spanske miljøministerium i samarbejde med Brussels Environment, Madrid, 20.5.2010.

(19)  Regionsudvalgets udtalelse af 5.-6. oktober 2010.

---

6.3.2012

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 68/56

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om genetisk modificerede organismer i EU (tillægsudtalelse)

(2012/000/)

Ordfører: Martin SIECKER

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 16. marts 2011 i henhold til artikel 29, punkt A i gennemførelsesbestemmelserne til forretningsordenen at udarbejde en tillægsudtalelse om

Gmo'er i EU

(tillægsudtalelse).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, der vedtog sin udtalelse den 21. december 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 477. plenarforsamling af 18.-19. januar 2012, mødet den 18. januar, følgende udtalelse med 160 stemmer for, 52 imod og 25 hverken for eller imod:

1.   Genetisk modificerede organismer i EU – retningslinjer for den fremtidige debat

1.1   Genetisk modificerede organismer (gmo'er) er et ømtåleligt spørgsmål. Genteknologien vækker stor interesse, men også stor bekymring. Debatten er ofte følelsesladet og polariseret, og når den er rationel, har både tilhængere og modstandere tendens til at omgå sandheden selektivt og være unuancerede i deres argumentation. Hertil kommer, at der udover uenighed om fordele og ulemper ved genteknologi synes at bestå mange uklarheder og antagelser, selv inden for EØSU, om arten og omfanget af den juridiske regulering af gmo'er i EU. Dette er beklageligt, da dette vigtige og politisk følsomme emne fortjener en bedre kvalitet i debatten.

1.2   Den eksisterende EU-retlige ramme for gmo gennemgår forandringer. I den forbindelse vil EØSU snart mere hyppigt afgive udtalelser om gmo-politik og –lovgivning. Som en rettesnor og forberedelse af denne fremtidige debat giver udtalelsen en opsummering af den aktuelle situation, gmo-debatten og lovgivningen i EU. Forskellige spørgsmål står på spil i denne sammenhæng herunder etiske, økologiske, teknologiske, (socio-)økonomiske, juridiske og politiske. Alle disse spørgsmål, som genteknologiens næsten ubegrænsede muligheder og den meget hurtige udvikling i gmo-anvendelsesmulighederne rejser, skal ses i en bred samfundsmæssig kontekst. Denne udtalelse er tænkt som en køreplan for en afbalanceret og relevant politisk debat om disse væsentlige spørgsmål.

1.3   Denne udtalelse fremhæver blot de vigtigste punkter i debatten og nævner kun nogle af de centrale dilemmaer vedrørende gmo'er og deres regulering i EU. Om mange af disse spørgsmål vil der være behov for detaljerede (sonderende) udtalelser fra EØSU's side, og det agter at udforske dette emne i den kommende periode. De prioriterede områder omfatter en evaluering af EU's nuværende gmo-lovgivning, den eventuelle revision heraf og afhjælpningen af de lovgivningsmæssige mangler, der afdækkes i denne udtalelse. EØSU forpligter sig til at følge op på disse vigtige spørgsmål i yderligere udtalelser i den nærmeste fremtid.

2.   Genteknologien historisk set

2.1   Der er delte meninger selv om genteknologiens historie. Mens kritikere taler om en fundamentalt ny teknologi med visse risici og etiske forbehold, ser tilhængere genteknologien som en fortsættelse af århundredgamle traditioner for planteforædling og fremstillingsprocesser ved hjælp af gær, bakterier og svampe. Men de objektive kendsgerninger viser dog, at genteknologien er noget fundamentalt nyt og andet end disse historiske anvendelser. Den definitive skillelinje mellem »gammel« og »moderne« bioteknologi opstod med indførelsen af genetik. Med Watsons og Cricks opdagelse i 1953 af den dobbelte helix-struktur af DNA afsløredes den genetiske kode hos mennesker og alt plante- og dyreliv omkring os, hvilket gjorde det muligt for forskere at foretage revolutionerende manipulationer på det genetiske niveau – i selve livets byggesten.

2.2   Genteknologien blev grundlagt i 1973, da amerikanske forskere gennemførte de første succesfulde rekombinant-DNA (rDNA) eksperimenter med bakterier. Med muligheden for at identificere, isolere og transplantere specifikke gener over i en anden levende organisme blev forskere for første gang i stand til at foretage konkrete forandringer i de arvelige egenskaber i levende organismer på en måde, der ikke er mulig gennem reproduktion og/eller naturlig rekombination. Ved tidligere klassisk krydsning blev hele genomer (af artsfæller) kombineret for at forsøge at fastholde de gode egenskaber gennem (omvendt) udvælgelse. Selv om genteknologi således muliggør mere præcis manipulation, er indførelsen af gener i en anden organisme (eller art) en ustabil og usikker proces med mulige bivirkninger og konsekvenser for det modtagende genom og samspillet med det naturlige miljø, som er vanskelige at forudsige. Især er de langsigtede konsekvenser fortsat stort set ukendte.

2.3   Efter 1975 accelererer udviklingen af genteknologien. Allerede i 1982 blev de første kommercielle (medicinske) genmodificerede produkter bragt på markedet. I begyndelsen af 1990'erne blev dette fulgt op af transgene dyr og planter. I årenes løb er grænsen mellem sorterne også blevet nedbrudt. Således er et gen fra en gris blevet indført i en tomatsort, et ildflue gen i en tobaksplante og et menneskeligt gen i en tyr. Nedbrydelsen af de naturlige sortgrænser, de uforudsigelige konsekvenser på længere sigt og de uigenkaldelige potentielle (miljø)virkninger gør genmodificering til en fundamentalt ny og potentielt risikabel teknologi. Dette danner grundlaget for reguleringen af gmo'er i EU og dets medlemsstater, i mange tredjelande og i internationale traktater.

3.   Berørte sektorer og samfundets holdning til gmo'er

3.1   De vigtigste sektorer for anvendelse af gmo er: landbrug og fødevaresektoren (hovedsagelig pesticidresistens), den medicinske og farmaceutiske sektor (lægemidler, gendiagnostik, genterapi), den (petro)kemiske industri og våbenindustrien. Disse sektorer beskrives også ofte som henholdsvis »grøn«, »rød« og »hvid« bioteknologi.

3.2   Genteknologien er ikke lige kontroversiel inden for alle disse sektorer. Politikkernes og offentlighedens bekymringer og forbehold synes i højere grad at blive skabt af specifikke anvendelser end af genteknologien i sig selv. Medicinske anvendelser modtages overvejende positivt, mens kritikken især koncentrerer sig om anvendelser på landbrugs- og fødevareområdet. Vægtningen af nytte og behov på den ene side og mulige risici og forbehold på den anden er her et vigtigt element. Således ser mange mennesker genteknologien som et vigtigt og lovende bidrag til behandlingen af alvorlige sygdomme hos mennesker, mens forbrugernes fordele ved (den nuværende generation af) landbrugs- og fødevaregmo'er er langt mindre indlysende (indtil nu rent udbytteforbedrende egenskaber til fordel for producenten). Sikkerhedskravene og de kliniske undersøgelser, der går forud for godkendelsen af medicinske anvendelser, har længe været langt strengere og mere omfattende end procedurerne forud for indførelsen af gmo'er i miljøet eller fødevarer.

3.3   Derudover er det såvel ud fra et samfundsmæssigt som lovgivningsmæssigt synspunkt væsentligt at skelne mellem genetisk modificering, der foregår i lukkede, isolerede rum såsom laboratorier, fabrikker og drivhuse, hvor effektiv indeslutning og sikkerhedsmæssige forholdsregler kan forhindre utilsigtede udslip og anvendelser, hvor genmodificerede planter eller dyr sættes fri i naturen, uden mulighed for indeslutning, som levende væsener, der kan formere sig og spredes ukontrolleret og irreversibelt i biosfæren med uforudsigelige konsekvenser for biodiversiteten og interaktion hermed.

3.4   Hvor plantearter udsættes i fri natur, bør der imidlertid skelnes mellem to situationer, nemlig for det første tilfælde, hvor der grundet tæt kontakt er mulighed for krydsbestøvning mellem den dyrkede art og vilde planter, og for det andet tilfælde, hvor krydsbestøvning ikke er mulig, fordi der ikke i nærmiljøet vokser vilde planter, der er beslægtet med den genmodificerede planteart. Det er vigtigt at tage hensyn til denne sondring ved udarbejdelsen af de lovgivningsmæssige rammebetingelser for udplantning af genmodificerede afgrøder i åbne landbrugsarealer.

3.5   Dette er ikke pr. definition en sondring mellem »rød« og »grøn« bioteknologi. I landbrugs- og fødevaresektoren kan videnskabelig grundforskning også gennemføres sikkert og innovativt i isolerede laboratorier på samme måde, som det længe har været accepteret inden for den medicinske bioteknologi. Gmo-enzymer anvendes også i udstrakt grad i fødevareproduktionen i isolerede miljøer, uden at disse er til stede som levende organismer i det færdige produkt eller frigives i miljøet. Sondringen mellem indesluttet anvendelse og udsætning i det åbne miljø samt sondringen mellem videnskabelig grundforskning og kommercielle anvendelser, er centrale aspekter af den politiske debat og af offentlighedens opfattelse af og forbrugernes reaktion på gmo'er.

3.6   Mange meningsmålinger herunder Eurobarometer (1) og videnskabelig litteratur viser konsekvent, at et stigende flertal af befolkningen er meget skeptisk om ikke afvisende over for gmo'er især i fødevarer, dyrefoder og inden for landbruget. Medlemsstaternes regeringer forfægter også divergerende synspunkter og politikker med hensyn til gmo'er. På den ene side er der faste modstandere som Østrig, Ungarn, Italien, Grækenland, Polen og Letland og på den anden erklærede fortalere som Holland, UK, Sverige, Spanien, Portugal og Tjekkiet. Endvidere er der mange medlemsstater, der afholder sig fra at tage stilling.

3.7   Denne splittelse har resulteret i en omstridt og langvarig demokratisk beslutningsproces vedrørende gmo. Godkendelser gives generelt ensidigt af Kommissionen på grund af medlemsstaternes manglende evne til gennem komitologiproceduren med kvalificeret flertal at tage beslutning om gmo-tilladelser. Selv om der var et de facto-moratorium for gmo-godkendelser mellem 1999 og 2004, lykkedes det ikke i denne periode at gennemføre en indgående debat for at komme frem til en mere konsensusbaseret tilgang til gmo i EU. Antallet af medlemsstater, der forbyder gmo på deres område, er steget i de seneste år. Kommissionens nylige forslag om større spillerum på (sub)nationalt niveau til at træffe beslutning om at forbyde dyrkningen af gmo-afgrøder har rejst megen kritik fra medlemsstaterne, Europa-Parlamentet, forskellige civilsamfundsorganisationer og industrien samt i en udtalelse for nylig fra EØSU (2). Det er utilfredsstillende ud fra ethvert synspunkt, at der er udsigt til et politisk dødvande om et så vigtigt emne som gmo'er.

3.8   Forskellige civilsamfundsorganisationer og interessenter har udtrykt deres modstand mod gmo'er af forskellige årsager som miljø, dyrevelfærd, forbrugernes interesser, landmænd, biavlere, landdistrikternes og den globale udvikling, etik, religion osv. Europa-Parlamentet har også ofte udtalt sig kritisk om gmo'er og deres regulering i lighed med EØSU og nationale, regionale og lokale myndigheder samt uafhængige forskere. Tilhængerne er især store virksomheder med gmo-patenter og andre interessenter, herunder visse landmænd og forskere samt internationale handelspartnere med stærk økonomisk interesse i en mere fleksibel lovgivning om gmo i EU. Nogle af de vigtigste fremførte fordele ved gmo'er gennemgås i kapitel 5.

3.9   Også uden for EU er der udbredt (politisk og samfundsmæssig) modstand mod gmo'er i fødevarer og miljø, især i lande som Japan, Schweiz, Korea, New Zealand, Mexico, Filippinerne og forskellige afrikanske lande. Men i nogle lande dyrkes gmo'er i udstrakt grad: i 2010 blev der dyrket gmo-afgrøder af over 15 mio. landmænd på ca. 150 mio. ha. land (primært soja, majs og bomuld). Det er imidlertid værd at bemærke, at dyrkningen af 90 % af dette samlede areal foregik i kun 5 lande: USA, Canada, Argentina, Brasilien og Indien. Trods denne udbredelse er gmo'er ikke ukontroversielt i disse lande. Tværtimod synes den offentlige kritik på det seneste at være vokset hovedsagelig på grund af hændelser med utilsigtet spredning af gmo-afgrøder som majs og ris samt domsafgørelser om sameksistens. Det er vigtigt at bemærke, at mærkning i disse lande ikke er lovpligtigt, hvilket betyder, at forbrugerne er uvidende om brugen af gmo og derfor ikke kan foretage et informeret valg.

4.   Økonomiske interesser, intellektuel ejendomsret og markedskoncentration

4.1   De potentielle økonomiske interesser i forbindelse med anvendelsen af gmo inden for sektoren for planteavl er store. Det årlige globale salg af frø er nået op på mere end 35 milliarder euro og danner grundlag for et endnu større produktmarked med en omsætning på flere hundrede milliarder euro.

4.2   Genteknologien og kommercialiseringen heraf har udviklet sig med svimlende hastighed med betydelige konsekvenser for forholdene inden for sektoren. I mere end et halvt århundrede har den intellektuelle ejendomsret vedrørende planteforædling været underlagt den »sortsbeskyttelse«, der er fastlagt i internationale aftaler. En undtagelse herfor er den midlertidige eneret for udviklere af nye sorter, den såkaldte »planteavlerfritagelse«. Dette gør det muligt for andre avlere at benytte beskyttede sorter med henblik på at udvikle nye, yderligt forbedrede sorter uden tilladelse fra den oprindelige rettighedshaver. Denne undtagelse forekommer ikke i andre brancher og bygger på den erkendelse, at nye sorter ikke kan skabes ud af ingenting.

4.3   Udviklingen af den molekylære biologi, som opstod uden for landbrugssektoren, førte til, at patentrettigheder blev indført i planteavlssektoren. Patentrettigheden og sortsbeskyttelsen strider af flere årsager mod hinanden. For det første fordi patentretten ikke kender til fritagelser for avlere. Dette betyder, at patenthaveren kan påberåbe sig eneret til det genetiske materiale og forhindre andre i at bruge det eller pålægge det dyre licenser. I modsætning til sortsbeskyttelsen fører patentretten ikke til åben innovation og kombinerer ikke de økonomiske incitamenter til innovation med beskyttelsen af andre offentlige samfundsmæssige interesser.

4.4   Men kampen om rettigheder går endnu videre. EU-direktivet fra 1998 om patentering af bioteknologiske opfindelser (3) tillader patentbeskyttelse af opfindelser relateret til planter. Plantegener og gensekvenser kan patenteres, men ikke plantesorter. Der hersker dog ikke enighed om denne fortolkning. Ledende multinationale selskaber inden for planteavl, hævder, at eftersom genetiske egenskaber kan patenteres, så er sorten indirekte dækket af patentlovgivningen (4). Er dette tilfældet, kan sorter, der er omfattet af et patent, ikke længere bruges af andre til yderligere innovation. Dette er til skade for landbrugets biodiversitet og betyder, at planter med interessante egenskaber, ikke er til rådighed for andre til yderligere innovation. Udviklingen inden for den medicinske bioteknologi viser de potentielle negative konsekvenser heraf: streng beskyttelse af patenter og høje priser resulterer i, at nye produkter kun bliver solgt til mennesker, der har råd til dem, mens de dårligst stillede, der behøver dem mest, ikke har adgang til dem. De samme uønskede konsekvenser kan forekomme inden for planteavlssektoren.

4.5   I de sidste årtier har man hovedsagelig som følge af patentbeskyttelse og lovgivningsmæssige krav oplevet en enorm markedskoncentration inden for planteavlssektoren. Mens der tidligere var hundredvis af aktive forædlingsvirksomheder, domineres det globale marked nu af kun en håndfuld store aktører. I 2009 kontrollerede kun ti virksomheder næsten 80 % af verdensmarkedet for frø og de største tre sågar 50 %. De samme multinationale virksomheder kontrollerede også 75 % af den globale agro-kemiske industri. Det er ikke længere virksomheder, der kun er involveret i planteforædling, men globale selskaber, der også er aktive inden for fødevare-, pesticid-, kemi-, energi- og medicinsektoren. De producerer også ofte komplementære produkter, såsom genetisk modificerede planter, der er gjort resistente over for et bestemt pesticid, der markedsføres af samme virksomhed. Denne konsolidering betyder, at en lille gruppe af multinationale selskaber udøver betydelig kontrol over hele produktionskæden af fødevarer og relaterede produkter, hvilket kan udgøre en trussel mod valgfriheden, betalbarheden, en åben innovation og den genetiske mangfoldighed. En sådan grad af markedskoncentration og monopolisering er på ingen måde ønskelig, især inden for så fundamentale sektorer som landbrug og fødevareforsyning og fortjener EØSU's og EU's umiddelbare opmærksomhed.

5.   Andre spørgsmål i forbindelse med gmo'er

5.1   Der er mange forskellige spørgsmål i forbindelse med gmo'er. Der er meget delte meninger om fordelene og ulemperne, og debatten er stærk polariseret og meget følelsesladet. Denne udtalelse er for kort til en detaljeret analyse af denne debat, men en række centrale punkter fortjener opmærksomhed. Hyppige argumenter for brugen af gmo'er er den nødvendige bekæmpelse af sult og den hurtigt voksende verdensbefolknings forsyning med fødevarer samt bekæmpelse af klimaforandringen. Der er et stort behov for uafhængig videnskabelig forskning på alle disse områder, og EØSU understreger nødvendigheden af (fortsat) EU-strukturfondsstøtte til sådan forskning, ikke kun for at fremme videnskabelig og kommerciel innovation, men også for at studere socioøkonomiske, miljømæssige og andre konsekvenser af teknologiske fremskridt.

5.2   Genmodificerede planter kan aldrig være løsningen på problemerne vedrørende sult og fattigdom i verden. En forbedring af produktiviteten er ikke ensbetydende med en bedre fordeling af fødevarerne. For at løse det alvorlige problem med fødevaresikkerhed på en effektiv måde er det desværre nødvendigt at forbedre adgangen til jorden, fremme en mere retfærdig fordeling af rigdommen, styrke handelsaftalers bæredygtighed og mindske råvarernes prisudsving. Selvom bioteknologi naturligvis ikke er nogen mirakelkur, har FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO) i de seneste rapporter understreget, at bioteknologi udgør betydelige agronomiske og økonomiske fordele for landmænd i tredjelande, særligt for mindre landbrug. Lige fra gm-teknologiens spæde begyndelse har dens fortalere fremført, at genmodificerede planter er afgørende for at bekæmpe sult og fattigdom i verden. Det blev forudsagt, at planter beriget med vitaminer eller næringsstoffer ville hjælpe med at bekæmpe sult og sygdom i den tredje verden. Potentielle egenskaber som resistens over for tørke, saltholdighed, frost og andre stressfaktorer ville gøre det muligt at dyrke afgrøder, hvor det tidligere var umuligt, og større høstudbytte blev også forudsagt. Trods årtiers lovende løfter er ingen af disse output-fremmende egenskaber imidlertid blevet udviklet kommercielt. Det økonomiske incitament til at udvikle sådanne afgrøder er også begrænset, da deres fordele er rettet mod de dårligst stillede og mest sårbare grupper af verdens befolkning. Selv om de fremtidige generationer af gmo'er opfylder løftet om større udbytte og bedre stresstolerance, er dette ikke en løsning på sulten i verden, eftersom de fleste landbrugsarealer i udviklingslandene anvendes til at fremstille luksuseksportvarer til de velhavende lande. Hertil kommer, at de fleste gmo-afgrøder, der nu er på markedet, anvendes til foder for at dække vores vesterlandske forbrug af kød- og mejeriprodukter (90 % af EU's sojaimport) eller til biobrændstof og plast. Som følge af den stigende anvendelse af afgrøder til andet end fødevarer er verdenspriserne på råstoffer og fødevarer blevet presset i vejret på globalt plan, hvilket kun har forværret fødevareusikkerheden og fattigdommen (5).

5.3   Det globale fødevaredilemma er ikke så meget et produktionsproblem som et distributionsproblem (verdensproduktionen er mere end 150 % af det globale forbrug) og kræver derfor mere en politisk og økonomisk løsning end agrarisk innovation. EØSU erkender, at den globale fødevaresikkerhed vil blive yderligere presset af den hurtige befolkningstilvækst. Internationale organisationer som FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO), større ngo'er som Oxfam og den seneste panelrapport fra FN's autoritative landbrugsvidenskabsorgan International Assessment of Agricultural Knowledge, Science and Technology for Development (IAASTD) peger alle på vigtigheden af et bæredygtigt landbrug for at garantere fødevaresikkerhed og autonomi. Disse autoritative vurderinger understreger behovet for bæredygtige og økologiske landbrugsmetoder og -teknikker og forudser ikke nødvendigvis en rolle for gmo'er, men snarere for alternative teknikker. Det mest fremtrædende eksempel på sådanne alternative teknikker som fremført af IAASTD og andre er »markørassisteret selektion«, som anvender genetiske markører til specifikt og effektivt at vælge egenskaber, men uden at det indebærer en risikabel og uforudsigelig genetisk manipulation eller overførsel af gener. Da denne teknologi beviseligt er effektiv og billigere end genteknologi, kunne det være et ukontroversielt alternativ til gmo'er, mens de lavere omkostninger kunne mindske problemet med patenter og markedskoncentration. Selv om gmo'ers fremtidige potentiale ikke bør udelukkes, kunne en bevidst beslutning om at udvikle ikke-gmoteknikker og bæredygtige landbrugsmetoder give EU en betydelig konkurrencefordel, som er gået tabt i forbindelse med gmo'er. Intensiv investering i bæredygtigt landbrug kunne give EU en enestående og innovativ lederposition på verdensplan med positive virkninger for økonomien og beskæftigelsen, innovationen og EU's konkurrenceevne. Desuden ville det være mere på linje med den planlagte landbrugsmodel til gavn for den biologiske mangfoldighed, som forudses i EU's fremtidige fælles landbrugspolitik.

5.4   Fortalere for genteknologi ser det også som et potentielt redskab til både at tilpasse sig og afbøde klimaændringerne. Men også her gælder det, at den nuværende generation af kommercialiserede gmo-afgrøder ikke har nogen nyttige egenskaber. En af de mest højtprofilerede anvendelser, produktionen af biobrændstoffer på grundlag af gmo-afgrøder, har allerede en negativ indvirkning på de globale priser og udbuddet af råvarer og fødevarer og indebærer stadig stærk afhængighed af fossile brændstoffer.

5.5   Det kan bestemt ikke udelukkes, at gmo'er kan være med til at bekæmpe globale farer som sult, fattigdom, klimaforandring og miljøproblemer, men realiteten er, at den nuværende generation af gmo'er ikke er egnet og bestemt hertil. Deres egenskaber er til dato begrænset til »input«-fordele for producenterne såsom resistens mod pesticider. Om disse afgrøder har ført til mindre snarere end mere brug af pesticider er genstand for en (videnskabelig) kappestrid, men gmo'ers bidrag synes ikke at være entydigt positiv. Flere og flere undersøgelser peger på de langsigtede effekter, herunder en stigning i intensiv monokultur, udvikling af pesticidresistens, forurening af grundvand, alvorlige skader på den lokale biodiversitet og risici for menneskers sundhed som følge af langvarig udsættelse for visse pesticider, der har tilpasset sig gmo'er. Selv om nogle af disse konsekvenser kan tilskrives dårlige landbrugsmetoder som sådan, da den nuværende generation af gmo'er sælges som samlede pakkeprodukter sammen med de pesticider, de afhænger af, skal disse produkter og deres miljømæssige og samfundsmæssige virkninger ligeledes vurderes under et (6).

5.6   Et andet stort problem med gmo'er er forbrugernes og landmændenes frie valg. Denne problematik gælder såvel inden som uden for EU. I udviklingslandene skaber de høje priser for patenterede frø, kombineret med købsforpligtelser og forbuddet mod den traditionelle praksis med at gemme frø fra tidligere sæsoner, et stort socioøkonomisk og kulturelt dilemma for landmændene, især de fattige småbønder. I lande hvor gmo-dyrkning er udbredt, navnlig i USA, Canada, Argentina og Brasilien er diversiteten i afgrøder faldet drastisk. Globalt er næsten 80 % af al soja gmo-produceret, hertil kommer 50 % af bomulden, over 25 % af majsen og over 20 % af rapsen. I EU formodes forbrugernes og landmændenes valg at være sikret på grund af mærkningskravene. Opretholdelsen af denne valgfrihed for både landmænd og forbrugere kræver dog en fuldstændig og pålidelig adskillelse af produktionskæder med og uden gmo'er. Et vigtigt aspekt af denne adskillelse er indførelsen af stram lovgivning om sameksistens, herunder effektive regler for ansvar og erstatning for miljø- og/eller økonomisk skade som følge af utilsigtet kontaminering, produktkædecertificering og adskillelsesordninger samt renheds- og mærkningskrav vedrørende forekomsten af gmo-materiale i ikke gmo-frø og afledte produkter.

6.   Lovgivning og revision af politikken

6.1   Siden 1990 har EU fastlagt en omfattende rammelovgivning om gmo'er, der ligesom teknologien har været under konstant udvikling og gennemgået mange revisioner. Dette har resulteret i et kompleks kludetæppe af direktiver og forordninger, hvor de vigtigste elementer er:

—	direktiv 2001/18/EF om bevidst udsætning af gmo'er i miljøet (7),

—	forordning (EF) 1829/2003 om gmo-fødevarer og -foderstoffer (8),

—	forordning (EF) 1830/2003 om sporbarhed og mærkning af gmo'er samt sporbarhed af fødevarer og foder fremstillet af gmo'er (9),

—	forordning (EF) 1946/2003 om grænseoverskridende overførsel af gmo-organismer (gennemførelse af den internationale Cartagena-protokol om biosikkerhed til konventionen om den biologiske mangfoldighed) (10) og

—	direktiv 2009/41/EF om indesluttet anvendelse af genmodificerede mikroorganismer (11).

6.2   De gældende regler for godkendelse og anvendelse af gmo'er er baseret på en række (juridiske) principper, især:

—	uafhængig, videnskabeligt funderet godkendelse forud for indførelsen,

—	højt niveau for beskyttelse af menneskers, dyrs og miljøets sundhed og trivsel i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet og forureneren betaler-princippet,

—	valgfrihed og gennemsigtighed i hele fødekæden og beskyttelse af andre forbrugerinteresser, bl.a. gennem oplysning og offentlig deltagelse,

—	hensyntagen til det indre marked og internationale forpligtelser,

—	retssikkerhed og

—	subsidiaritet og proportionalitet.

6.3   Der er dog stadig visse huller i den specifikke EU-lovgivning eller -politik om vigtige aspekter i forbindelse med indførelsen af gmo'er, især følgende:

—	sameksistensen mellem gmo, økologisk og konventionelt landbrug,

—

regler for ansvar og erstatning for miljømæssig og/eller økonomisk skade som følge af indførelsen af gmo eller utilsigtet kontaminering af økologiske eller konventionelle produkter og kompensationsordninger for udgifter som følge af sameksistens- og produktionskædecertificering for at forhindre sammenblanding,

—	renheds- og mærkningskrav vedrørende forekomsten af gmo-materiale i gmo-fri frø og plantemateriale,

—	krav til mærkning, især af kød og mejeriprodukter fra dyr, som fodres med gmo-foder, og harmoniserede normer for mærkning af gmo-frie produkter,

—	generel stramning af gmo-mærkningskravene for at sikre forbrugernes valgfrihed, herunder juridisk afklaring af »utilsigtet tilstedeværelse« og mulig skærpelse af tærskelværdier,

—	regler for transgene og klonede dyr og deraf afledte (fødevare)produkter især med hensyn til godkendelse og mærkning,

—	en robust juridisk ret i medlemsstaterne og/eller autonome regioner til at nedlægge et delvist eller fuldt forbud mod dyrkning af gmo af forskellige grunde som miljømæssige, socioøkonomiske, etiske og andre hensyn.

6.4   Selv om Kommissionen fremsatte et lovforslag i juli 2010 om at tillade (sub)nationale begrænsninger eller forbud mod gmo-dyrkning, synes forslaget at have rejst flere spørgsmål end det har besvaret, hovedsagelig på grund af flere juridiske uklarheder og selvmodsigelser i teksten og udelukkelsen af bl.a. miljømæssige problemer som begrundelse for restriktioner. Mens den grundlæggende ide om at øge den (sub)nationale suverænitet over gmo-dyrkning har fået bred opbakning, har det aktuelle mangelfulde forslag ført til en kritisk førstebehandling med væsentlige forslag til ændringer i Europa-Parlamentet og en kritisk udtalelse fra EØSU (12). Rådet drøfter i øjeblikket forslaget, men har hidtil ikke været i stand til at nå frem til en fælles holdning. EØSU betragter dette som en meget vigtig sag, der fortjener at blive prioriteret og bestemt også at blive taget i betragtning i forbindelse med en fremtidig revision af den generelle juridiske ramme for gmo'er. EØSU opfordrer Kommissionen til i en konstruktiv dialog med Europa-Parlamentet og Rådet at samarbejde aktivt om at tilvejebringe et forsvarligt retsgrundlag for (sub)nationale myndigheders beslutning om gmo-dyrkning baseret på legitime årsager herunder miljømæssige, socioøkonomiske, etiske og kulturelle overvejelser i bredeste forstand. Dette bør ledsages af en retlig forpligtelse af medlemsstaterne og/eller regionerne til at vedtage bindende sameksistensregler for at forhindre utilsigtet kontaminering mellem gmo- og konventionelle afgrødeområder.

6.5   EØSU har i de sidste år gentagne gange opfordret til vedtagelsen af EU-lovgivning om sameksistens, ansvarlighed og omfattende mærkning af genmodificerede produkter (13). Endvidere blev vigtigheden af at lukke de resterende huller i lovgivningen med en harmoniseret EU-politik for nylig gentaget af EU-Domstolen i en dom af 6. september 2011 i forbindelse med sameksistensspørgsmålet som følge af et tilfælde, hvor honning utilsigtet blev forurenet med pollen fra genmodificeret majs. Domstolen bekræftede, at der gælder absolut nul tolerance i EU-lovgivningen for en sådan uautoriseret tilstedeværelse af gmo (14). Denne dom understreger betydningen af at have en effektiv, sammenhængende og stringent politik for sameksistens og adskillelse i produktionskæden for at forebygge sammenblanding af gmo-produkter med gmo-frie produkter kombineret med passende regler for ansvar og erstatning for skade og kompensation for omkostninger forbundet med sameksistensforanstaltninger og forsyningskædecertificering samt muligheden for via zoneinddeling i visse regioner (f.eks. til honningproduktion) at forbyde gmo-dyrkning i det åbne miljø.

6.6   Selv om Kommissionens henstilling om sameksistens af juli 2010 er mere fleksibel end den tidligere henstilling fra 2003, understreger EØSU udtrykkeligt, at ingen af de to henstillinger er juridisk bindende, og de kan derfor hverken pålægge en juridisk bindende begrænsning af det brede nationale mandat for sameksistenspolitik eller fastsætte de forpligtelser, der er nødvendige for sameksistensnormer. Den forestående indførelse af non-food gmo-planter sammen med gmo-fødevareafgrøder (f.eks. til farmaceutiske og industrielle formål og til biobrændsel) vil endda yderligere øge behovet for effektiv regulering af spørgsmålet om sameksistens og ansvar, og EØSU mener, at det er vigtigt at foregribe og tage fat på disse spørgsmål nu på et tidligt stadium.

6.7   I december 2008 opfordrede Rådet (miljøministrene) til, at den nuværende retlige ramme for gmo'er blev styrket og gennemført bedre. Især syntes der bl.a. at være behov for forbedringer i relation til: EFSA's vurdering af miljørisici og efterfølgende indførelse af kontrol, overvågningsprotokoller med en større rolle for den eksterne ekspertise fra medlemsstaterne og uafhængige forskere, vurdering af de sociale og økonomiske konsekvenser af indførelsen og dyrkningen af gmo'er, tærskelværdier for mærkning af gmo-spor i såsæd samt bedre beskyttelse af følsomme og/eller beskyttede områder herunder mulighed for at etablere gmo-frie zoner på lokalt, regionalt eller nationalt plan.

6.8   Selv om Kommissionen har taget initiativer på nogle af disse områder, lever de konkrete resultater slet ikke op til Rådets krav. EØSU understreger vigtigheden af, at der på hvert af disse punkter og for ovennævnte lovgivningsmæssige huller hurtigst muligt tages konkrete materielle skridt til at indføre en passende lovgivning og politik. I relation til procedurerne for risikovurdering og risikostyring og gmo-godkendelser anbefaler EØSU i lighed med Rådet og Europa-Parlamentet, at ikke blot naturvidenskabsfolk, men også samfundsforskere, jurister, etikere og repræsentanter for civilsamfundsorganisationer inddrages, således at man i beslutningsprocessen ikke kun tager hensyn til den videnskabelige vurdering af risici for mennesker og miljø, men også til andre »legitime faktorer« som f.eks. socioøkonomiske, kulturelle og etiske overvejelser og samfundsmæssige værdier. Dette kunne også bidrage til at løse de samfundsmæssige kontroverser omkring gmo'er og overvinde det politiske dødvande i beslutningsprocessen.

6.9   Et væsentligt projekt, der er blevet forsinket, er evalueringen af de nuværende retlige rammer for gmo'er og gmo-fødevarer og –foderstoffer, som Kommissionen indledte i 2008 på Rådets anmodning, og hvis resultater skulle have været præsenteret i begyndelsen af 2011. Kommissionen har lovet Rådet, at der inden 2012 vil blive taget initiativer til at revidere lovgivningen, og EØSU understreger betydningen af, at denne målsætning holdes. Ovenstående lovgivningsmæssige mangler skal under alle omstændigheder behandles i forbindelse med denne revision. Som et første skridt skal Kommissionen og organisere en omfattende offentlig høring på grundlag af den nu offentliggjorte evalueringsrapport (15) for at sikre et samfundsmæssigt bidrag til revisionen af de lovgivningsmæssige rammer. På den måde vil man helt sikkert bedre kunne imødegå offentlighedens bekymringer og eventuelt øge tilliden til myndighederne.

6.10   Et aspekt, som uundgåeligt vil være på den fremtidige dagsorden, er definitionen af gmo'er. Selv om videnskaben og anvendelsesmulighederne af genteknologien har udviklet sig ekstremt hurtigt i løbet af de sidste årtier, er den juridiske definition af en gmo forblevet uændret, siden den første EU-lovgivning blev vedtaget i 1990. Ifølge den gældende definition er en gmo »en organisme med undtagelse af et menneskeligt væsen, hvori det genetiske materiale er blevet ændret på en måde, der ikke kan forekomme på naturlig vis ved formering og/eller naturlig rekombination.« (16) Visse genteknologiske teknikker er dog udtrykkeligt undtaget og er derfor ikke underlagt bestemmelserne i de retlige rammer for gmo'er.

6.11   I årenes løb er der blevet udviklet mange nye planteforædlingsteknikker, som man endnu ikke havde forudset, da den nuværende lovgivningsmæssige ramme blev fastlagt. Et eksempel er cisgenese, hvor gener overføres mellem organismer af samme art ved hjælp af rekombinant DNA. Sådanne nye teknikker rejser spørgsmålet om, hvorvidt disse falder ind under den nuværende definition af genteknologi og dermed også, hvorvidt organismer opnået på denne måde er underlagt den nuværende retlige ramme om gmo. I betragtning af den administrative byrde, for ikke at nævne den politiske og offentlige stigmatisering af genteknologien, er det af stor økonomisk betydning for planteforædlingsindustrien, at den undtages for denne lovgivning. Det gør det muligt at bringe innovationer på markedet tidligere, uden at mærkningskravene fremprovokerer negative reaktioner hos forbrugerne. Men disse teknikker rejser de samme etiske, økologiske, socioøkonomiske og politiske betænkeligheder som den nuværende generation af gmo'er, da de hovedsagelig anvender samme genteknologi samtidig med, at erfaringen hermed stadig er begrænset og usikkerheden stor.

6.12   For at sikre en ensartet reguleringsstrategi i alle medlemsstater i forbindelse med disse nye teknikker til forædling af planter og de deraf følgende produkter, nedsatte Kommissionen i 2008 en videnskabelig arbejdsgruppe, der skal følges op af en politisk gruppe, til at rådgive om den juridiske tilgang. Rapporterne fra de to arbejdsgrupper skulle være klar inden sommeren 2011 og skal tages i betragtning i 2012-revisionen af den retlige ramme. EØSU finder det nødvendigt at opretholde EU's nuværende procesbaserede reguleringsstrategi og dermed, at disse nye planteforædlingsteknikker i princippet bør være underlagt den EU-retlige ramme for gmo på grundlag af den anvendte genteknologi (rDNA), også selv om de resulterende planter eller afledte slutprodukter som sådan ikke er mærkbart forskellige fra konventionelle ækvivalenter.

---

(1)  Seneste Eurobarometerundersøgelse: »Europeans and Biotechnology in 2010« http://ec.europa.eu/public_opinion/archives/ebs/ebs_341_winds_en.pdf

(2)  CESE, EUT C 54 af 19.2.2011, s. 51.

(3)  Direktiv 98/44/EF af 6. juli 1998 om retlig beskyttelse af bioteknologiske opfindelser, EFT L 213/13.

(4)  Jf. C-428/08, Monsanto Technology.

(5)  Som det blev fremført under høringen om »The Agricultural biotechnology: genetically modified food and feed in the EU«, EØSU, den 20. oktober 2011 i Bruxelles.

(6)  Jf. fodnote 5.

(7)  EFT L 106 af 17.4.2001, s. 1.

(8)  EUT L 268 af 18.10.2003, s. 1.

(9)  EUT L 268 af 18.10.2003, s. 24.

(10)  EUT L 287 af 5.11.2003, s. 1.

(11)  EUT L 125 af 21.5.2009, s. 75.

(12)  Se fodnote 2.

(13)  Jf. endvidere CESE, EUT C 54 af 19.2.2011, s. 51; CESE, EUT C 157 af 28.6.2005, s. 155; CES, EFT C 125 af 27.5.2002, s. 69; CES, EFT C 221 af 17.9.2002, s. 114-120 etc.

(14)  Sag C-442/09, Bablok e.a. t. Freistaat Bayern og Monsanto.

(15)  http://ec.europa.eu/food/food/biotechnology/index_en.html

(16)  Jf. artikel 2, stk. 2 i direktiv 2001/18/EF, og artikel. 2(b) i direktiv 2009/41/EF. Organisme defineres som »enhver biologisk enhed, der kan formere sig eller overføre genetisk materiale«.

---

---

6.3.2012

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 68/65

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om indførelse af en mekanisme for udveksling af oplysninger vedrørende mellemstatslige aftaler mellem medlemsstater og tredjelande på energiområdet

KOM(2011) 540 endelig — 2011/0238 (COD)

2012/C 68/12

Ordfører: Jonathan PEEL

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 27. september 2011 under henvisning til artikel 194, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om indførelse af en mekanisme for udveksling af oplysninger vedrørende mellemstatslige aftaler mellem medlemsstater og tredjelande på energiområdet

KOM(2011) 540 endelig — 2011/0238 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som vedtog sin udtalelse den 20. december 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 477. plenarforsamling den 18.-19. januar 2012, mødet den 18. januar, følgende udtalelse med 177 stemmer for, 1 imod og 10 hverken for eller imod:

1.   Henstillinger og konklusioner

1.1   Energi er afgørende for vores levestandard og vores livskvalitet (1). EØSU bifalder Kommissionens forslag til afgørelse om indførelse af en mekanisme for udveksling af oplysninger vedrørende mellemstatslige aftaler mellem medlemsstater og tredjelande på energiområdet. EØSU ser det som et passende skridt mod en effektiv gennemførelse af en fælles ekstern energipolitik i EU i tråd med både Lissabontraktaten (EUF-traktatens (2) artikel 194), EU's Energi 2020-strategi (3) og konklusionerne om energi fra Det Europæiske Råds samling den 4. februar 2011. Det er på høje tid, at man indfører et effektivt obligatorisk informationsudvekslingssystem som foreslået, hvor Kommissionen spiller en aktiv rolle, når medlemsstaterne forhandler mellemstatslige energiaftaler med partnerlande.

1.2   Med dette for øje bifalder udvalget også den foreslåede afgørelses indarbejdelse af informationsudveksling om alle eksisterende bilaterale energiaftaler. Kommissionen anslår, at der er ca. 30 mellemstatslige aftaler mellem medlemsstater og tredjelande om olie, ca. 60 om gas og færre om elektricitet.

1.2.1   EØSU er overrasket over, at der ikke allerede eksisterer en sådan informationsmekanisme enten mellem Kommissionen og medlemsstaterne eller medlemsstaterne imellem, som fuldt ud tager hensyn til fortrolighedsaspektet. EØSU vurderer, at mens hverken Kommissionen eller enkelte medlemsstater på nuværende tidspunkt har overblik over alle aftaler med relation til en specifik handelspartner, så har de vigtigste partnere det helt sikkert! Det er afgørende, at Europa handler i forening for at sikre en passende, stabil og sikker energiforsyning inden for en overskuelig fremtid, og at man fortsætter bestræbelserne på at etablere et effektivt indre energimarked. Det skønnes, at den globale energiefterspørgsel på udtømmelige energiressourcer vil stige med ca. 40 % i løbet af de næste 20 år, hvilket primært skyldes øget konkurrence fra vækstøkonomier, men situationen vil sandsynligvis blive endnu mere vanskelig som følge af uforudsigelige tiltag, der skal afbøde klimaændringernes effekter.

1.3   EØSU glæder sig over indarbejdelsen i forslagets artikel 5 af muligheden for en officiel udmelding fra Kommissionen under forhandlinger om aftaler. Udmeldingen skal bekræfte, at et projekt ikke overtræder det indre markeds regler, og udsendes uden unødig forsinkelse og inden for den planlagte tidshorisont. Som EØSU tidligere har påpeget i sin udtalelse om en samlet europæisk international investeringspolitik (4), hvor mange af de emner, der behandles her, gentages, er retssikkerhed for investorerne altafgørende.

1.3.1   Udvalget er dog bekymret for, om fire måneders tavshed fra Kommissionen kan være et tegn på samtykke. EØSU er klar over, at det af proceduremæssige årsager ikke er praktisk eller nemt for Kommissionen at give formelt samtykke i alle sager, men fordi man er nødt til specifikt at anmode om en kompatibilitetsundersøgelse og af hensyn til klarheden, anmoder udvalget om, at der gives en positiv omend uformel melding, når dette er muligt, eller tilstrækkeligt tidligt varsel, i tilfælde af at der er fundet et potentielt problem, der kræver yderligere undersøgelser.

1.4   Energiaftaler bør tage højde for både strategiske og kommercielle hensyn. Med henvisning til kravet om overholdelse af principperne om proportionalitet og gennemsigtighed beklager EØSU, at arbejdsaftaler, der omfatter kommercielle operatører, ikke omfattes af forslaget, ikke mindst på grund af den stærke besked i begrundelsen (kapitel 1) om særlige transportører, der opnår monopol eller kvasi-monopol, hvilket ville være i strid med EU-lovgivningen. EØSU anmoder Kommissionen om i det mindste aktivt at træffe foranstaltninger, der kan give den fuld adgang til dele af handelsaftaler, hvor det formodes, at der kan være tale om lovgivningsmæssige virkninger på europæisk niveau, særligt når disse er bilag til mellemstatslige aftaler. Udvalget bemærker med særlig bekymring potentielle trusler, der kan opstå, når strategiske partnerskaber fører til en tvungen indførelse af praksis, som interesser uden for EU dikterer, og som kan vise sig at være skadelige.

1.4.1   Desuden understreger EØSU, at de europæiske forbrugere ikke uden videre vil forstå forskellen mellem eksterne mellemstatslige og private energiaftaler, herunder konsekvenser for priser, valg af leverandør, energisammensætning og andre relevante overvejelser, der gør sig gældende.

1.4.2   EØSU anmoder om retfærdig men bestemt handling, når en tredjelandsleverandør har strategiske og kommercielle interesser, der er forskellige fra EU's, hvilket er uundgåeligt. Der sættes spørgsmålstegn ved, hvor let det bliver at nå Kommissionens målsætning om, at disse leverandører i højere grad skal overholde EU's regler for det indre marked. Ikke desto mindre er udvalget af den overbevisning, at man bør forhandle, når det er muligt, i en ånd af partnerskab, oprigtighed og gensidig tillid.

1.5   EØSU beklager dog især manglen på en fuldstændig konsekvensanalyse, da en sådan ville have resulteret i bedre og åben foregribelse og forståelse af medlemsstaternes forventede reaktion. Energiområdet er naturligvis en kompetence, der deles mellem Kommissionen og medlemsstaterne, og for mange hænger det tæt sammen med deres forståelse af suverænitet. Dette går begge veje: Nogle vil efterlyse ekstra støtte, mens andre måske ser det som et uberettiget indgreb, især da de mister kontrollen over deres forhandlingsmandat og deres selvstændighed. De vil se den nye mekanisme som et skjult forsøg på at gøre kompetencen om energipolitikken til et EU-anliggende. Kommissionen har ikke samme magt her som på investeringsområdet, hvor lignende tiltag foreslås i forbindelse med bilaterale investeringsaftaler (som der er mange flere af), men hvor alle også ville have interesse i en større grad af forsigtighed.

1.5.1   Kommissionen bør vise, at man er opmærksom på sådanne forbehold fra medlemsstater, der kan føle sig truede, og bør håndtere en eventuel overgang med forsigtighed for at sikre forståelse for, at hovedformålet med den foreslåede informationsudveksling er at forbedre medlemsstaternes forhandlingsposition over for tredjelande. Her er det særligt vigtigt, at der er et tæt samarbejde med medlemsstaternes kontrolmyndigheder. EØSU bifalder støtten til medlemsstaterne under forhandlinger, men det er afgørende, at der i tidlige tilfælde, hvor Kommissionen involveres aktivt i forhandlingerne, kan påvises en virkning og skabes tilstrækkelige resultater til at dæmpe de uundgåelige bekymringer.

1.5.2   Udvalget savner en yderligere afklaring af, hvordan artikel 7 om fortrolighed vil fungere i praksis, da alle grundlæggende elementer i en handelskontrakt (herunder pris og betingelser) som forretningshemmeligheder er fortrolige. Dette vil være et vigtigt punkt i forbindelse med at opnå accept af afgørelsen. I fraværet af en fuldt ud etableret fælles energipolitik i EU bør medlemsstaterne og Kommissionen fortsætte bestræbelserne på at opbygge den gensidige tillid, der er nødvendig mellem alle involverede parter. Dette forslag bør kun være et udgangspunkt.

1.6   EØSU sætter spørgsmålstegn ved, om forslaget virkelig vil være uden budgetmæssige konsekvenser som hævdet. Den europæiske energipolitiks stigende krav bevirker, at EØSU ikke mener, at de planlagte regelmæssige overvågnings- og rådgivningsaktiviteter kan gennemføres uden yderligere ressourcer.

1.7   Udvalget anmoder om, at den første midtvejsevaluering finder sted efter to år frem for fire, da man på det tidspunkt vil have tilstrækkelig erfaring og data til at vurdere mekanismens effektivitet.

1.8   Vedrørende forslagets bredere følgevirkninger, som hovedsageligt beskrives i den medfølgende og mere vidtrækkende meddelelse, bifalder EØSU Kommissionens overordnede målsætning om at styrke den eksterne dimension af EU's overordnede energipolitik. Der er en klar sammenhæng mellem energieffektivitet, -sikkerhed og -stabilitet, men udvalget beklager, at der ikke er blevet skabt fuldstændig klarhed om forbindelsen til de tre mere etablerede mål om konkurrencedygtig, bæredygtig og sikker energi, da konkurrencedygtig og bæredygtig energi ikke altid er forenelige størrelser.

1.8.1   EØSU konstaterer også med beklagelse, at forslaget, der primært indeholder tekniske formaliteter og procedurer, ikke omfatter nært beslægtede områder (som kun i begrænset omfang behandles i meddelelsen), herunder diplomatiske og socioøkonomiske relationer med leverandør- og transitlande.

1.8.2   Det er heller ikke blevet gjort klart, at forslaget er fuldt forbundet og afstemt med de generelle handelsmæssige energiaspekter. Handelsforhandlinger har naturligvis været et af EU's kompetenceområder i årtier. Her står det klart, at energi spiller en vigtig rolle i forhandlingerne om EU's første og banebrydende vidtgående og brede frihandelsaftale, der er ved at nå til ende med Ukraine, som er et vigtigt energitransitland for EU. Der påtænkes også forhandlinger om vidtgående og brede frihandelsaftaler med andre EU-nabolande, både i det østlige partnerskab og i Euro-Middelhavspartnerskabet, hvor energi ligeledes bør spille en central rolle.

1.8.3   EØSU opfordrer især Kommissionen til at være særlig opmærksom på de tre baltiske staters specielle situation under forhandlingerne om de vigtigste omfattende energiaspekter i den foreslåede nye aftale mellem Rusland og EU, da deres energinet i højere grad er synkroniseret med det russiske energisystem end med noget EU-system.

1.9   Endelig beklager EØSU dybt, at hverken forslaget eller meddelelsen henviser til en mekanisme, der skal omfatte inddragelse af civilsamfundet. Dette skal der rettes op på. Formelle mekanismer er eller vil snart være under udarbejdelse med henblik på overvågning af gennemførelsen af de nyligt indgåede EU-frihandelsaftaler, særligt aftalen med Sydkorea. Desuden er der etableret et civilsamfundsforum for det østlige partnerskab.

1.9.1   Dog bifalder EØSU, at udvalget endelig er blevet inddraget i det østlige partnerskabs tematiske platform om energi, ikke mindst da inddragelsen af civilsamfundet allerede er en veletableret del af møderne under de øvrige tre platforme.

2.   Baggrund

2.1   Den 4. februar 2011 erklærede Det Europæiske Råd, at der er behov for, at EU og medlemsstaterne forbedrer koordinationen af deres eksterne energiaktiviteter. Derfor anmodede man medlemsstaterne om at orientere Kommissionen om alle nye og nuværende bilaterale energiaftaler med tredjelande fra januar 2012.

2.2   I september udsendte Kommissionen derfor to dokumenter om oprettelse af en ekstern energipolitik i EU: »Forslag til afgørelse om indførelse af en mekanisme for udveksling af oplysninger vedrørende mellemstatslige aftaler mellem medlemsstater og tredjelande på energiområdet« (5) og en meddelelse om »EU's energipolitik: Samarbejde med partnere uden for vores grænser« (6).

2.3   EØSU er kun blevet anmodet om en udtalelse om lovforslaget, der etablerer en mekanisme til gennemførelse af konklusionerne fra Det Europæiske Råd i februar 2011. Meddelelsen dækker et langt bredere område og berører kun forslaget i mindre grad. EØSU beklager denne begrænsning, da meddelelsen dækker adskillige vigtige områder, som udvalget ellers gerne ville kommentere, såsom vedvarende energi og energieffektivitet og andre emner i forbindelse med bæredygtig udvikling samt EU's forhold til Rusland, Kina, andre hurtigt voksende økonomier og udviklingslande generelt.

2.3.1   Kommissionen har meddelt, at meddelelsen vil føre til en række forslag, hvoraf dette forslag til afgørelse er det første, dog samtidigt et af de vigtigste.

2.4   Både den globale energiefterspørgsel og EU's afhængighed af importerede fossile brændstoffer er stigende. Som nævnt i Kommissionens meddelelse importerer EU som helhed 60 % af sin gas og over 80 % af sin olie, og samtidig står man over for en stigende konkurrerende efterspørgsel fra især vækstøkonomierne. Den globale energiefterspørgsel kan stige med 40 % inden for de næste 20 år, og uforudsigelige tiltag i forbindelse med klimaændringer kan tænkes at vanskeliggøre situationen yderligere. Mange medlemsstater er afhængige af et begrænset antal energileverandører og er derfor sårbare over for flaskehalse og prisudsving, især hvad angår gas og olie. Derfor bør man hurtigst muligt sørge for et langt stærkere fundament for EU's eksterne energipolitik. Det er afgørende, at Europa handler i forening for at sikre en passende, stabil og sikker energiforsyning inden for en overskuelig fremtid, og at man fortsætter bestræbelserne på at etablere et effektivt indre energimarked.

2.5   På nuværende tidspunkt findes der få effektive instrumenter til dette formål. Det forventes, at energi vil spille en vigtig rolle i den vidtgående og omfattende frihandelsaftale, som er ved at blive forhandlet færdig mellem EU og Ukraine. Til gengæld regulerer Energifællesskabet EU's energiforbindelser med ni partnerlande (7) i det østlige og sydøstlige Europa. En langsigtet strategisk international tilgang kræver langt mere strukturerede og konsekvente institutionelle bestemmelser. EU's 2020-strategi på energiområdet påpeger ganske korrekt, at en styrkelse af den eksterne dimension af EU's energipolitik er en nøgleprioritet, hvilket den foreslåede afgørelse har til formål at tage hånd om.

2.6   Den foreslåede afgørelse kræver, at medlemsstaterne udveksler information med Kommissionen om deres planer om mellemstatslige energiaftaler med tredjelande. Ved hjælp af en mekanisme til kontrol af foreneligheden (artikel 5) vil Kommissionen sikre, at sådanne aftaler er i overensstemmelse med reglerne for det indre marked. En stor fordel heraf vil være etableringen af retssikkerhed i forbindelse med investeringer (8). Kommissionen understreger, at den nye mekanisme er et koordineringstiltag, der skal støtte medlemsstaterne og styrke deres forhandlingsposition frem for at erstatte den eller begrænse deres frihed til at indgå sådanne aftaler. I artikel 7 understreges det, at der er bestemmelser, der garanterer oplysningers fortrolighed, hvilket er et yderst følsomt punkt.

2.7   EØSU beklager dog, at anvendelsesområdet ikke omfatter aftaler mellem kommercielle operatører, ikke mindst på grund af Kommissionens klare advarsel om, at visse transportører risikerer at opnå monopol eller kvasi-monopol, hvilket ville være i strid med EU-lovgivningen (9). EØSU anmoder Kommissionen om i det mindste aktivt at træffe foranstaltninger, der kan give den fuld adgang til dele af handelsaftaler, hvor det formodes, at der kan være tale om lovgivningsmæssige virkninger på europæisk niveau, særligt når disse er bilag til mellemstatslige aftaler.

3.   EØSU bakker fuldt op om en stærk europæisk ekstern energipolitik med udgangspunkt i energiforsyningssikkerhed

3.1   I marts 2011 opfordrede udvalget til, at man hurtigt og gradvist styrker den fælles udenrigspolitik på energiområdet (10). EØSU anmodede det daværende ungarske formandskab om konkrete tiltag med henblik på bedre at kunne afstemme interne og eksterne politikker og om en sammenhængende og konsekvent tilgang. Udvalget efterlyste også en ny institutionel ramme for energi, en strategisk multilateral politisk kurs og en effektiv iværksættelse af privilegerede energipartnerskaber med EU's nabolande.

3.2   I 2009 efterlyste EØSU (11) en vidtrækkende ekstern energistrategi for EU samt midlerne til at gennemføre den i praksis. Udvalget så på det langsigtede perspektiv og udpegede energiforsyningssikkerhed og klimapolitik som de to grundsten i EU's internationale forbindelser på energiområdet. Det understregede, at den tredje energipakke er vigtig for at gøre EU mindre afhængig af eksterne leverandører, men påpegede samtidigt, at man bør fremme bæredygtig produktion og anvendelse af energi i tredjelande. EØSU påpegede den nære forbindelse mellem energi og relevant handelspolitik samt partnerlandenes forpligtelse til at indføre regler på deres markeder såsom gensidighed, ligebehandling, åbenhed, beskyttelse af investeringer, retsstatsprincipper og respekt for menneskerettigheder. Energi vil spille en stadig vigtigere rolle i internationale konflikter, og EØSU betoner atter det påtrængende behov for at afbalancere medlemsstaternes nationale interesser med en fælles europæisk stemme.

3.3   Udvalget (12) har desuden fremhævet, at fremme af vedvarende energi og diversificering af energikilder ikke kan adskilles fra ekstern europæisk handling, særligt i Euro-Middelhavsregionen. For at overholde EU's klimapolitik er det nødvendigt at afvikle den skadelige støtte til fossile brændstoffer i partnerlande, øge støtten til F&U i projekter om vedvarende energi og fremme handelen med energivenlige varer og tjenesteydelser.

4.   Civilsamfundets rolle

4.1   Civilsamfundets afgørende rolle i overgangen til demokrati, reform af forfatninger og oprettelse af institutioner er atter blevet påvist af de utilstrækkeligheder, der førte til de omfattende oprør i den arabiske verden i 2011. Civilsamfundets og særligt arbejdsmarkedsparternes bidrag både i de arabiske lande og i landene i det østlige partnerskab (13) skal tages i betragtning i fuldt omfang for at sikre gennemsigtige og inklusive beslutningsprocesser, der har offentlighedens accept i ryggen. EØSU beklager dybt, at der hverken i forslaget eller i meddelelsen henvises til en mekanisme til inddragelse af civilsamfundet på trods af, at arbejdsmarkedets parter vil være dybt involveret og er nødvendige for at indhente vigtig feedback, når problemer opstår, og trods meddelelsens reference til »fælles industristyrede projekter« (14). Dog bifalder EØSU, at udvalget endelig er blevet inddraget i det østlige partnerskabs tematiske platform om energi, ikke mindst da inddragelsen af civilsamfundet allerede er en veletableret del af møderne under de øvrige tre platforme.

4.2   Formelle mekanismer er eller vil desuden snart være under udarbejdelse med henblik på overvågning af gennemførelsen af de nyligt indgåede EU-frihandelsaftaler, særligt aftalen med Sydkorea. Desuden er der etableret et civilsamfundsforum for det østlige partnerskab. På energiområdet er civilsamfundets stemme lige så vigtig. Dette bør omfatte forbrugerne, som ofte påvirkes i uforholdsmæssig grad af markedssvigtene, ikke mindst med henblik på større gennemsigtighed, større indflydelse og uddannelse af befolkningen.

5.   Bredere strategiske overvejelser

5.1   EØSU støtter fuldt ud Kommissionens bestræbelser på at spille en førende rolle i etableringen af en vidtrækkende og koordineret europæisk ekstern energistrategi og opfordrer medlemsstaterne til at støtte disse bestræbelser på et grundlag af solidaritet og gensidig tillid.

5.2   Udvalget ser solidaritet som en grundsten i en kommende europæisk energipolitik ikke mindst med henblik på at hjælpe de medlemsstater, der ikke har den fornødne forhandlingsposition til at sikre en energiforsyning til rimelige og bæredygtige priser.

5.3   EU er storforbruger af energi og samtidig også storleverandør af teknologi, hvilket anerkendes, og Unionens standarder for markedsgennemsigtighed og -regulering er blandt de højeste i verden, også hvad angår sikkerhed inden for nukleare og andre energityper.

5.4   EØSU bemærker tallene i meddelelsen (15), hvor det nævnes, at Rusland, Norge og Algeriet tegner sig for 85 % af EU's import af naturgas og for næsten 50 % af EU's import af råolie. OPEC-landene leverer ca. 36 % af EU's råolie. Rusland spiller også en ledende rolle i forbindelse med EU's kul- og uranforsyning.

5.5   Sammen med adgang til råstoffer er adgang til energi et grundlæggende strategisk punkt til overvejelse for EU, da den globale efterspørgsel på energi vil stryge i vejret i løbet af de næste 20 år. EØSU går ind for at etablere strategiske partnerskaber med de største globale aktører (hvad enten de er leverandør-, transit- eller forbrugsaktører) på energiområdet, hvilket bør omfatte et samarbejde om at forbedre rentabiliteten og anvendelsen af kulstoffattige teknologier samt om fremme af energieffektivitet og energifornyelse og mere fokus (16) på forsyningssikkerheden. Udvalget ser særligt frem til den nært forestående aftale med Ukraine, der bør omfatte sikkerhed for uafbrudt forsyning, pris og andre centrale områder.

5.6   Dette er især vigtigt for fremtiden for EU's handelspolitik, men EØSU bifalder også meddelelsens henvisning til et større samspil mellem energipolitik og de politikker, der vedrører EU's udvikling, udvidelse, investeringer og bredere internationale forbindelser. En af Lissabontraktatens primære målsætninger var at bringe forvaltningen af disse forskellige områder af EU-politikken tættere sammen. Det er afgørende, at EU's energipolitik nu også er i tråd med disse politikker, ikke mindst i forbindelse med udviklingslandenes bæredygtige økonomiske og sociale udvikling.

5.7   EØSU regner med, at Energifællesskabets partnere vil arbejde for at opfylde og respektere lovgivningen på EU's indre marked for energi. Udvalget er dog bekymret over Kommissionens kritiske vurdering af Fællesskabets resultater fra marts 2011 (17). Der eksisterer stadig en betydelig kløft mellem de politiske løfter og den praktiske gennemførelse af lovgivningen på energiområdet af Fællesskabets medlemmer, som også kritiseres af Kommissionen for at opretholde forældede markedsbetingelser, vanskeliggøre investeringer og forvrænge konkurrencen, da offentlige leverandører stadig gives en fordel gennem regulerede priser. EØSU overvejer derfor, hvilke instrumenter der er mest hensigtsmæssige for EU's forvaltning af aftaler med mere fjerntliggende partnere, og hvorvidt man skal fjerne sig fra leverandør-køber-forhold og gå i retning af større overensstemmelse mellem energimarkederne.

5.8   Da Rusland på nuværende tidspunkt er EU's førende leverandør på energiområdet, anmoder EØSU Kommissionen om fortsat at arbejde hårdt på at opnå en ny aftale mellem EU og Rusland, som bør omfatte en vidtgående energiaftale. Rusland er i samme grad afhængig af det store marked, som EU kan tilbyde. En sådan aftale ville være et stort fremskridt og en milepæl i arbejdet mod en fælles EU-politik på området for eksterne energiforbindelser.

5.8.1   I forhandlingerne om en sådan aftale bør man tage særligt hensyn til de baltiske stater i de tilfælde, hvor deres energinet er synkroniserede med det russiske, men ikke med noget EU-system. Dermed afhænger disse tre lande fuldstændigt af Rusland med hensyn til stabilitet og regulering af frekvensen i deres energisystemer.

5.9   Algeriet, Libyen og Euro-Middelhavsområdet som helhed er også et centralt område for det eksterne energisamarbejde.

5.10   Endelig har EØSU anerkendt, at Centralasien (18)»besidder betydelige potentielle energireserver, som kan udgøre yderligere og supplerende (i modsætning til alternative) energikilder for Europa« og opfordrer til, at levedygtigheden af en sådan forbindelse bedømmes ud fra praktiske og økonomiske aspekter. Udvalget understreger, at EU's forbindelser med den region »i høj grad skal være tæt forbundet med og gensidigt påvirket af EU's forbindelser med Rusland, Kina og Tyrkiet«. Kina er en særligt vigtig aktør som endnu en storforbruger af energi, hvilket betyder, at det er afgørende, at også dette partnerskab lægger særlig vægt på et tæt samarbejde på områder som energi, teknologi og klimaændringer.

---

(1)  Giles Chichester, medlem af Europa-Parlamentet, tidligere formand for et af Europa-Parlamentets udvalg, oktober 2011.

(2)  Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

(3)  KOM(2010) 639 endelig.

(4)  EUT C 318 af 29.10.2011, s. 150-154.

(5)  KOM(2011) 540 endelig.

(6)  KOM(2011) 539 endelig.

(7)  Albanien, Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Moldova, Montenegro, Serbien, Ukraine og Kosovo.

(8)  Dette skal naturligvis være i tråd med EU's nye vidtrækkende investeringsbeføjelser og -politikker fra Lissabontraktaten – se udvalgets udtalelse EUT C 318 af 29.10.2011, s. 150-154.

(9)  Begrundelse, kapitel 1 i KOM (2011) 540 endelig.

(10)  EUT C 132 af 3.5.2011, s. 15-21.

(11)  EUT C 182 af 4.8.2009, s. 8-12.

(12)  EUT C 376 af 22.12.2011, s. 1.

(13)  Ukraine, Moldova, Georgien, Armenien, Aserbajdsjan og Hviderusland.

(14)  Kapitel 1.3, s. 7.

(15)  KOM(2011) 539 endelig, s. 9 (fodnote 20).

(16)  EUT C 318 af 29.10.2011, s. 150-154.

(17)  KOM(2011) 105 endelig.

(18)  EUT C 248 af 25.8.2011, s. 49-54.

---

6.3.2012

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 68/70

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 1999/32/EF for så vidt angår svovlindholdet i skibsbrændstoffer

KOM(2011) 439 final — 2011/0190 (COD)

2012/C 68/13

Ordfører: Jan SIMONS

Under henvisning til artikel 192, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde besluttede Rådet og Europa-Parlamentet henholdsvis den 1. og den 13. september 2011 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 1999/32/EF for så vidt angår svovlindholdet i skibsbrændstoffer

COM(2011) 439 final — 2011/0190 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, der vedtog sin udtalelse den 21. december 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 477. plenarforsamling den 18.-19. januar 2012, mødet den 18. januar 2012, følgende udtalelse med 110 stemmer for, 46 imod og 31 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner

1.1   Med det ultimative mål at sikre anvendelse af stort set svovlfri brændstoffer i søfarten fremhæver EØSU endnu engang sin støtte til den beslutning, som FN's Internationale Søfartsorganisation (IMO) traf i 2008 om at sænke svovlindholdet i skibsbrændstoffer drastisk inden 2020. EØSU opfordrer til, at alle IMO-medlemsstater ratificerer denne IMO-konvention så hurtigt som muligt med det formål at sikre en verdensomspændende anvendelse.

1.2   EØSU støtter dermed også Kommissionens forslag om en tilpasning af direktiv 1999/32/EF til bilag VI vedrørende forebyggelse af skibes luftforurening under Marpol 73/78 og IMO's internationale konvention til forebyggelse af forurening af havet med olie. Visse forslag og konsekvenser må imidlertid overvejes nøjere.

1.3   EØSU er fortaler for, at der i direktivet på en eller anden måde indarbejdes bestemmelser, der falder i tråd med IMO's regel 18 om fueloliekvalitet, tilgængelighedsklausulen (anmodningen om »markedsføring«), rapporteringsforpligtelserne i tilfælde af, at et skib anvender regel 18 og »ikke-tilgængelighedsklausulen«.

1.4   EØSU stiller spørgsmålstegn ved forslaget om at indføre en grænseværdi på 0,1 % for svovlindholdet for passagerskibe uden for svovlemissionskontrolområder (SECA-områder) fra 2020. Forslaget er ikke undersøgt til bunds. Udvalget er ikke desto mindre af hensyn til passagerernes og besætningens sundhed tilbøjelig til at støtte dette forslag. Hensynet til befolkningens sundhed bør prioriteres lige højt i hele EU.

1.5   EØSU mener, at forbuddet mod markedsføring af skibsbrændstoffer med et svovlindhold på mere end 3,5 vægtprocent vil begrænse fordelene ved og anvendelsen af metoder til emissionsreduktion ombord på skibene (scrubbers). Dette spørgsmål må afklares.

1.6   EØSU er bekymret over de eventuelle problemer, som kan opstå, hvis der fra 2015 indføres en svovlgrænseværdi på 0,1 % i SECA-områderne. IMO har ikke udarbejdet nogen detaljeret rapport om de mulige følgevirkninger heraf. Udvalget anbefaler, at IMO fremover foretager en forudgående vurdering af sådanne følgevirkninger.

1.7   EØSU har den holdning, at de alternative emissionsteknologier eller mulige alternative brændstoffer må undersøges yderligere og forbedres. På basis af de forskellige usikkerhedsmomenter, f.eks. vedrørende tilgængeligheden af brændstof med lavt svovlindhold i 2015 og risikoen for en »omvendt« trafikoverflytning, foreslår Kommissionen i sin meddelelse, at indførelsesdatoen ændres, hvis de nævnte usikkerhedsmomenter viser sig at blive fakta. EØSU anbefaler, at dette om nødvendigt gøres rettidigt for at sikre, at de nødvendige investeringer fortsat kan fremmes. I betragtning af at 2015 nærmer sig med hastige skridt, bør man først og fremmest udskyde fristen for indførelsen af grænseværdien på 0,1 % til 2020.

2.   Indledning

2.1   Brændstofferne til skibsfarten er de billigste og mindst raffinerede brændstoffer. Som oftest er der tale om biprodukter fra en mere kompliceret raffineringsproces for olie. De er for nærværende en betydelig kilde til luftforurening, særligt kuldioxid (4 % af den samlede globale udledning fra menneskeskabte kilder) og svovloxid (9 %)

2.2   Inden konventionerne og protokollerne under FN's Internationale Søfartsorganisation (IMO), og særligt konventionen om forebyggelse af forurening fra skibe (Marpol) fra henholdsvis 1973 og 1978 og senere protokollen fra 2008, trådte i kraft var det tilladt at anvende brændstoffer med et svovlindhold på 4,5 %.

2.3   Marpol-protokollens bilag VI fra 2008 indebærer en drastisk progressiv reduktion til 0,5 % generelt i 2020, og i tilfælde af vanskeligheder senest 2025.

2.4   Det er velkendt, at svovlpartikler, som stort set er fjernet fra landbaserede kilder, (emissioner fra energi og vejtransport) forårsager luftvejs- og hjerteproblemer, og der er bred enighed om, at svovlindholdet i skibsbrændstoffer skal reduceres.

3.   Kommissionens forslag

3.1   Direktiv 1999/32/EF (som ændret ved direktiv 2005/33/EF) regulerer svovlindholdet i brændstoffer, der anvendes ved søtransport, og indarbejder visse regler, der er fastsat under Den Internationale Søfartsorganisation (IMO), i EU-lovgivningen.

3.2   Direktivet i sin nuværende form indeholder især strengere regler for svovlindholdet i skibsbrændstoffer, som skal anvendes i områder, der har behov for særlig miljøbeskyttelse, nemlig svovlemissionskontrolområder (SECA-områder).

3.3   EØSU offentliggjorde allerede den 14. maj 2003 en udtalelse om direktivforslaget 1999/32/EF (1).

3.4   Med støtte fra EU's medlemsstater blev de internationale IMO-regler revideret i oktober 2008 og skærpet gennem en justering af Marpol-bilag VI (2).

3.5   De væsentligste ændringer af Marpol-bilag VI med relation til SO2-forurening kan sammenfattes som følger:

—	En reduktion fra 1,50 vægtprocent svovlindhold i alle skibsbrændstoffer, som anvendes i SECA-områder, nærmere bestemt til 1,00 % inden 1. juli 2010 og til 0,10 % inden 1. januar 2015.

—	En reduktion fra 4,50 vægtprocent svovlindhold i alle skibsbrændstoffer, der anvendes uden for SECA-områder, til 3,50 % inden 1. januar 2012 og 0,50 % inden 1. januar 2020, underlagt en vurdering i 2018 med en mulig udsættelse til 2025.

—	Tilladelse til brug af en bred vifte af emissionsreduktionsmetoder (ækvivalenter), såsom udstyr, metoder, procedurer eller alternative brændstoffer.

3.6   For at sikre overensstemmelse med international ret, samt behørig håndhævelse af de nye globalt etablerede svovlstandarder i EU, foreslår Kommissionen, at bestemmelserne i direktiv 1999/32/EF tilpasses til det reviderede bilag VI til Marpol (3), navnlig:

—	at ændringen i Marpol bilag VI fra 2008 vedrørende svovlindholdet i skibsbrændstoffer indarbejdes i direktivet;

—

at direktivet justeres i tråd med IMO-bestemmelserne, der tillader en bredere vifte af ækvivalente emissionsreduktionsmetoder, og at disse bestemmelser suppleres med ekstra beskyttelsesforanstaltninger med henblik på at sikre, at de ækvivalente reduktionsmetoder ikke har uacceptable følger for miljøet;

—	at IMO's kontrolprocedure for brændstoffer indarbejdes.

3.7   Derudover foreslår Kommissionen følgende tiltag:

—	Fastsættelse af en ny svovlgrænseværdi på 0,1 % for passagerskibe uden for SECA-områderne fra 2020.

—	Udvikling af ikke-bindende retningslinjer for prøveudtagning og rapportering. Hvis denne tilgang ikke virker, bør det overvejes at indføre bindende regler.

4.   Generelle bemærkninger

4.1   EØSU har den holdning, som i øvrigt deles af Kommissionen og mange andre interessenter, at det ultimative mål, også af sundhedsmæssige årsager, er at sikre anvendelse af stort set svovlfri brændstoffer i skibsfarten. I den henseende er såvel befolkningen som denne globale transportform bedst tjent med internationale regler.

4.2   EØSU bifalder derfor IMO's beslutning om at reducere skibsfartens svovlemissioner væsentligt. Ifølge EØSU bør der ikke være forskel på de internationale regler og EU's regler.

4.3   EØSU opfordrer til, at alle IMO-stater ratificerer bilag VI til Marpol 73/78 med det formål at sikre en global anvendelse af reglerne.

4.4   Regel 18 i bilag VI fastslår, at hver aftalepart skal fremme tilgængeligheden af de pågældende brændstoffer og aflægge rapport til IMO om, hvorvidt disse brændstoffer er tilgængelige i havne og terminaler. Ikke desto mindre har IMO, realistisk nok, også indført en »ikke-tilgængelighedsklausul«.

4.5   EØSU konstaterer, at denne »ikke-tilgængelighedsklausul« for et bestemt brændstof, som findes i bilag VI til Marpol, ikke er indarbejdet i ændringsforslaget til direktivet. EØSU er fortaler for, at der i direktivet på en eller anden måde indarbejdes bestemmelser, der falder i tråd med IMO's regel 18 om fueloliekvalitet, tilgængelighedsklausulen (anmodningen om »markedsføring«), rapporteringsforpligtelserne i tilfælde af, at et skib anvender regel 18 og »ikke-tilgængelighedsklausulen«.

4.6   EØSU stiller spørgsmålstegn ved Kommissionens nye forslag om indførelse af en grænseværdi på 0,1 % svovlindhold i brændstoffer til passagerskibe uden for SECA-områder i 2020. Forslaget er ikke undersøgt til bunds. Udvalget er ikke desto mindre af hensyn til passagerernes og besætningens sundhed tilbøjelig til at støtte dette forslag. Hensynet til befolkningens sundhed bør prioriteres lige højt i hele EU.

4.7   Etableringen af nye SECA-områder bør følge IMO's procedure, og der bør tages højde for videnskabelige, miljømæssige og økonomiske aspekter. Den nye artikel 4a, stk. 2, er ikke tydelig nok i den henseende. Skal nye SECA-områder, der er godkendt i IMO, automatisk indarbejdes i direktivet, eller giver en restriktiv EU-procedure Kommissionen mulighed for at oprette nye SECA-områder, der herefter straks præsenteres som forslag i IMO? Her er der behov for en præcisering.

4.8   I artikel 1.4 (den nye artikel 3a) foreslår Kommissionen, at medlemsstaterne skal sikre, at skibsbrændstoffer ikke anvendes eller markedsføres på deres område, hvis deres svovlindhold overstiger 3,5 vægtprocent. Formålet er at afværge risikoen for, at der anvendes sådanne brændstoffer, som bl.a. kan forårsage udledning af spildevand med høj densitet. Der bør imidlertid medtænkes emissionsreduktionsmetoder (scrubbing), som gør det muligt at anvende brændstoffer med et højt svovlindhold uden at overskride IMO's standarder.

4.9   Selvom det ikke indgår i IMO-reglerne, foreslår Kommissionen, at der ved brug af emissionsreduktionsmetoder til stadighed skal opnås reduktioner i SO2-emissioner, der mindst svarer til de reduktioner, der ville være opnået ved anvendelse af skibsbrændstoffer, der opfylder kravene i artikel 4a og 4b. Dette vil være vanskeligt at realisere, idet der kan optræde periodiske afbrydelser af de emissionsreducerende foranstaltninger og/eller forringelser af effektiviteten af udstyret pga. et stort pres på motorerne, hvilket i perioder kan resultere i højere svovlemissioner. Dette krav bør derfor fjernes.

4.10   I tråd med bemærkningen i punkt 4.8 gør EØSU opmærksom på, at et skib ikke i praksis kan overholde forslagets bilag 2 til artikel 4c, stk. 3 om: »grundigt (at) dokumentere, at eventuelle affaldsstrømme, der er udledt i havet, herunder i beskyttede trafikhavne, anløbssteder og flodmundinger, ikke har nogen væsentlige negative virkninger på og ikke udgør risici for menneskers sundhed og miljøet«. Også her må der ifølge EØSU henvises til kravene i IMO's resolution MEPC184(59), som netop forbyder udledninger i trafikhavne, anløbssteder og flodmundinger.

4.11   Mens den drastiske reduktion af svovlindholdet i skibsbrændstoffer som fastlagt i bilag VI til Marpol-konvention under IMO i 2008 generelt blev hilst velkommen og bør indarbejdes i direktiv 1999/32/EF, har beslutningen om at indføre en grænseværdi på 0,1 % i SECA-områderne (4) fra 1. januar 2015 givet anledning til bekymring.

4.12   Som reaktion på IMO's beslutning vedrørende dette specifikke punkt og i anledning af Kommissionens offentlige høring vedrørende ændringen af direktiv 1999/32/EF har forskellige interessenter gjort opmærksom på de betydelige omkostningsstigninger, som vil være resultatet, hvis svovlindholdet i skibsbrændstoffer begrænses til maksimalt 0,1 %. Ifølge visse undersøgelser lyder vurderingen, alt efter de valgte parametre, at forbruget af dette brændstof (distillat-brændstof) vil være ensbetydende med en meget kraftig omkostningsstigning og tab af konkurrenceevne. Andre undersøgelser har imidlertid ikke bekræftet, at risikoen vil være så stor.

4.13   Hvad konsekvenserne end bliver, er det en kendsgerning, at IMO ikke gennemførte en passende konsekvensanalyse, inden denne beslutning blev truffet. EØSU anbefaler, at de EU-medlemsstater, der er tilsluttet IMO, og Kommissionen opfordrer IMO til at gennemføre relevante forudgående konsekvensanalyser.

4.14   En trafikoverflytning til vejtransporten er i modstrid med den strategi, som foreslås i hvidbogen »En køreplan for et fælles europæisk transportområde – mod et konkurrencedygtigt og ressourceeffektivt transportsystem« (transportstrategien 2050) fra marts 2011 (5). En sådan ændring i transportmiddelfordelingen vil derudover resultere i en kraftig stigning i de eksterne omkostninger, navnlig hvad angår miljøet og især en stigning i CO2-emissionerne, trafikal overbelastning, støjgener, trafikuheld mm. Af den grund anbefaler EØSU, at der ikke løbes nogen risiko for, at der sker en »omvendt« trafikoverflytning.

4.15   Interessenterne i de tre SECA-områder frygter, at deres konkurrenceevne vil blive væsentligt forringet på grund af de stigende transportomkostninger, hvilket indebærer en risiko for, at produktionen, og de dermed forbundne arbejdspladser, vil blive flyttet til ikke-SECA-områder i såvel Europa som andre steder i verden.

5.   Særlige bemærkninger

5.1   Der arbejdes proaktivt med en »toolbox«, som skal gøre det muligt at realisere IMO-beslutningen om et svovlindhold i skibsbrændstoffer på maksimalt 0,1 % i SECA-områder fra 2015. I den forbindelse har forskellige eksperter udført en grundig analyse af tilgængeligheden af skibsbrændstof med et svovlindhold på 0,1 %, anvendelse af emissionsreduktionsmetoder (scrubbers) og anvendelse af flydende naturgas (LNG) som skibsbrændstof. Analysen gav ikke noget entydigt svar med hensyn til tilgængeligheden.

5.2   Anvendelsen af emissionsreduktionsmetoder (scrubbers/rensningssystemer til udstødningsgas) testes i forskellige pilotprojekter. Der gøres betydelige fremskridt med scrubber-teknologi ombord på skibe, der allerede fungerer. Med den samtidige fjernelse af NO2 og CO2 kan et sådant udstyr eventuelt bevise sin omkostningseffektivitet i nærmeste fremtid og bør fortsat indgå i overvejelserne. I betragtning af at 2015 nærmer sig med hastige skridt, bør man først og fremmest udskyde fristen for indførelsen af grænseværdien på 0,1 % til 2020.

5.3   Anvendelsen af LNG som alternativt skibsbrændstof – som det eneste brændstof eller i kombination med olie (et dualt system) – vurderes positivt af skibsfartsindustrien, først og fremmest inden for nærskibsfarten. Der er iværksat forskellige pilotprojekter, navnlig i Nordeuropa. De udestående problemer diskuteres med interessenterne, herunder: udledningen af metangas som øger udledningen af drivhusgasser, muligheden for at bunkre i forskellige europæiske havne og sikkerhedsregler ved bunkring. Enkelte spørgsmål behandles af Det Europæiske Fællesskabs Rederisammenslutning (ECSA) i et samarbejde med Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed (EMSA). Også her står det klart, at det vil tage tid at løse de udestående problemer.

5.4   Skibsfartsindustrien arbejder videre med de tre elementer i »toolbox'en«. Set i lyset af at disse ikke kan være klar i 2015, kræves det fra mange sider, at indførelsen udsættes vha. en undtagelsesbestemmelse i IMO.

5.5   Kommissionen foreslår i meddelelsen, at indførelsesdatoen ændres, hvis de nævnte usikkerhedsmomenter viser sig at blive fakta. EØSU anbefaler, at dette om nødvendigt gøres rettidigt, så de nødvendige investeringer fortsat kan fremmes.

5.6   Kommissionen er klar over, at efterlevelse af IMO-beslutningen, som fastlagt i Marpol-konventionens bilag VI, om at indføre en grænseværdi på 0,1 % for svovlindholdet i skibsbrændstoffer, der anvendes i SECA-områder fra 2015, vil resultere i en betydelig omkostningsstigning. I Kommissionens meddelelse om vurdering af gennemførelsen af direktiv 1999/32/EF behandles dette spørgsmål indgående (6).

5.7   Kommissionen konstaterer, at den yderligere mulighed for overholdelse vha. teknologiske foranstaltninger – som emissionsreduktionsmetoder (scrubbers/rensningssystemer til udstødningsgas), alternative brændstoffer (LNG) og strømforsyning på fastlandet – som er indeholdt i bilag VI til Marpol-konventionen, og senere i forslaget til revision af direktiv 1999/32/EF, kræver betydelige investeringer fra såvel den private som den offentlige sektor.

5.7.1   I den forbindelse stiller Kommissionen på kort sigt en række ledsageforanstaltninger til rådighed for sektoren gennem eksisterende EU-finansieringsinstrumenter, såsom programmet for transeuropæiske transportnet (TEN-T), Marco Polo II-programmet, den europæiske facilitet for ren transport (ECTF) og Den Europæiske Investeringsbank (EIB), og skaber mulighed for, at der kan anvendes midler fra medlemsstaterne til støtte for foranstaltninger ombord på skibe og udvikling af onshore-infrastruktur.

5.7.2   På mellemlangt sigt udvikler Kommissionen en overordnet tilgang, som f.eks. en »værktøjskasse til bæredygtig vandtransport«.

5.7.3   EØSU bifalder Kommissionens initiativer til støtteforanstaltninger, men påpeger, at omkostningerne ved at anvende alternative metoder er meget høje. Imidlertid kan emissionsreduktionsteknologier, særligt når de anvendes til NO2 og CO2-emissionskontrol, være mere omkostningseffektive. De støtteprogrammer, som Kommissionen henviser til, er positive i sig selv, men det er spørgsmålet, om de nuværende ressourcer og tidsplaner kan bidrage til at mindske gennemførelsesomkostningerne inden 2015

5.8   Hvad angår anvendelse af IMO's kontrolprocedure for brændstoffer gør EØSU opmærksom på, at der er forskel på IMO'S kontrolprocedure og Den Internationale Standardiseringsorganisations standarder. Her er der behov for en afklaring.

---

(1)  CESE 580/2003, EFT C 208 af 3.9.2003, s. 27-29.

(2)  Resolution MEPC.176(58) vedtaget den 10. oktober 2008 (revideret bilag VI til Marpol-konventionen).

(3)  COM(2011) 439 final.

(4)  SECA-områder inden for EU omfatter Østersøen, Nordsøen og Den Engelske Kanal.

(5)  COM(2011) 144 final.

(6)  COM(2011) 441 final af 17.7.2011.

---

6.3.2012

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 68/74

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1300/2008 af 18. december 2008 om fastlæggelse af en flerårig plan for sildebestanden i området vest for Skotland og fiskeriets udnyttelse af denne bestand

KOM(2011) 760 endelig — 2011/0345 (COD)

2012/C 68/14

Europa-Parlamentet og Rådet besluttede henholdsvis den 30. november 2011 og den 13. december 2011 under henvisning til artikel 43, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1300/2008 af 18. december 2008 om fastlæggelse af en flerårig plan for sildebestanden i området vest for Skotland og fiskeriets udnyttelse af denne bestand

KOM(2011) 760 endelig — 2011/0345 (COD).

Da EØSU fuldt ud går ind for forslagets indhold, besluttede det på sin 477. plenarforsamling den 18.-19. januar 2012, mødet den 18. januar, med 171 stemmer for og 14 hverken for eller imod at afgive en udtalelse til støtte for Kommissionens forslag.

---