ISSN 1725-2393

Den Europæiske Unions

Tidende

C 254E

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

51. årgang
7. oktober 2008


Informationsnummer

Indhold

Side

 

III   Forberedende retsakter

 

RÅDET

2008/C 254E/01

Fælles holdning (EF) nr. 21/2008 af 19. maj 2008 fastlagt af Rådet i henhold til fremgangsmåden i artikel 251 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en ramme for Fællesskabets indsats for en bæredygtig anvendelse af pesticider ( 1 )

1

2008/C 254E/02

Fælles holdning (EF) nr. 22/2008 af 23. juni 2008 fastlagt af Rådet i henhold til fremgangsmåden i artikel 251 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om lufthavnsafgifter ( 1 )

18

2008/C 254E/03

Fælles holdning (EF) nr. 23/2008 af 15. september 2008 fastlagt af Rådet i henhold til fremgangsmåden i artikel 251 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/88/EF om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden

26

2008/C 254E/04

Fælles holdning (EF) nr. 24/2008 af 15. september 2008 fastlagt af Rådet i henhold til fremgangsmåden i artikel 251 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om vikararbejde

36

 

2008/C 254E/05

Meddelelse til læserne(se omslagets tredje side)

s3

 


 

(1)   EØS-relevant tekst

DA

 


III Forberedende retsakter

RÅDET

7.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 254/1


FÆLLES HOLDNING (EF) Nr. 21/2008

fastlagt af Rådet den 19. maj 2008

med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/…/EF af … om en ramme for Fællesskabets indsats for en bæredygtig anvendelse af pesticider

(EØS-relevant tekst)

(2008/C 254 E/01)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 175, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget (2),

efter proceduren i traktatens artikel 251 (3),

og ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved dette direktiv skabes en fælles lovramme for at sikre bæredygtig anvendelse af pesticider i tråd med Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1600/2002/EF af 22. juli 2002 om fastlæggelse af Fællesskabets sjette miljøhandlingsprogram (4).

(2)

Dette direktiv bør indtil videre anvendes på pesticider, som er plantebeskyttelsesmidler. Det er dog planen, at dette direktivs anvendelsesområde med tiden også skal omfatte biocidholdige produkter.

(3)

Foranstaltningerne i dette direktiv bør supplere, men ikke berøre foranstaltninger, der er fastsat i anden beslægtet fællesskabslovgivning, særlig Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (5), Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (6), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (7), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 af 23. februar 2005 om maksimalgrænseværdier for pesticidrester i eller på vegetabilske og animalske fødevarer og foderstoffer (8) og Rådets forordning (EF) nr. …/… af … om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (9). Disse foranstaltninger bør heller ikke berøre frivillige foranstaltninger inden for rammerne af strukturfondsforordningerne eller i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (10).

(4)

For at fremme gennemførelsen af dette direktiv bør medlemsstaterne anvende nationale handlingsplaner med sigte på at opstille mål, foranstaltninger og tidsplaner for nedbringelse af risici og virkninger for menneskers sundhed og miljøet i forbindelse med anvendelse af pesticider og på at tilskynde til udvikling og indførelse af integreret bekæmpelse af skadegørere og af alternative metoder eller teknikker med henblik på at nedbringe afhængigheden af pesticider. De nationale handlingsplaner kan koordineres med gennemførelsesplaner henhørende under anden relevant fællesskabslovgivning og kan bruges til at gruppere mål, der skal gennemføres ifølge anden fællesskabslovgivning vedrørende pesticider.

(5)

Udveksling af oplysninger om de målsætninger og tiltag, medlemsstaterne opstiller i deres nationale handlingsplaner, er af stor betydning for opfyldelse af målsætningerne for dette direktiv. Medlemsstaterne bør derfor forpligtes til jævnligt at rapportere til Kommissionen og de andre medlemsstater, især om gennemførelsen og resultaterne af deres nationale handlingsplaner og om deres erfaringer.

(6)

I forbindelse med udarbejdelse og ændring af de nationale handlingsplaner bør der tages hensyn til bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/35/EF af 26. maj 2003 om mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer på miljøområdet (11).

(7)

Det er vigtigt, at medlemsstaterne indfører ordninger for såvel grundlæggende som supplerende uddannelse af distributører, rådgivere og professionelle pesticidbrugere og certificeringsordninger til registrering heraf, så alle, der anvender eller kommer til at anvende pesticider, har fuldt kendskab til de potentielle risici for menneskers sundhed og miljøet og til egnede foranstaltninger til at mindske disse risici mest muligt. Uddannelsesaktiviteterne for professionelle brugere kan koordineres med tilsvarende aktiviteter, der gennemføres inden for rammerne af forordning (EF) nr. 1698/2005.

(8)

Salg af pesticider, herunder internetsalg, er et vigtigt element i distributionskæden, hvor der bør gives særlige råd i form af sikkerhedsinstrukser vedrørende menneskers sundhed og miljøet til den endelige bruger, og navnlig til professionelle brugere, på salgstidspunktet. Til ikke-professionelle brugere, der generelt ikke har samme uddannelse, bør der gives henstillinger, især om sikker håndtering og opbevaring af pesticider samt om bortskaffelse af emballagen.

(9)

I betragtning af den mulige risiko ved anvendelsen af pesticider bør den brede offentlighed informeres bedre om den samlede virkning heraf gennem oplysningskampagner, information fra detailhandlerne og andre hensigtsmæssige foranstaltninger.

(10)

I det omfang håndtering og udbringning af pesticider kræver, at der fastsættes minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen for risici forbundet med arbejdstageres eksponering for disse produkter såvel som almindelige og særlige forebyggende foranstaltninger til at mindske disse risici, er disse foranstaltninger omfattet af Rådets direktiv 98/24/EF om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet mod risici i forbindelse med kemiske agenser (12) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/37/EF af 29. april 2004 om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at være udsat for kræftfremkaldende stoffer eller mutagener (13).

(11)

Da Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner (14) vil indeholde regler om markedsføring af pesticidudbringningsudstyr til sikring af, at miljøkravene opfyldes, bør der indføres ordninger for regelmæssig teknisk inspektion af ibrugværende udbringningsudstyr for at minimere dette udstyrs negative virkninger på menneskers sundhed og miljøet. Medlemsstaterne bør beskrive, hvordan de vil sikre gennemførelsen af disse krav i deres nationale handlingsplaner.

(12)

Sprøjtning fra luften kan have alvorlige negative virkninger for menneskers sundhed og miljøet, navnlig som følge af aerosolspredning. Der bør derfor nedlægges generelt forbud mod sprøjtning fra luften, dog med mulighed for undtagelse, hvis det indebærer klare fordele i form af mindskede virkninger for menneskets sundhed og miljøet i forhold til andre sprøjtemetoder, eller hvis der ikke er brugbare alternativer.

(13)

Vandmiljøet er særlig følsomt over for pesticider. Der bør derfor lægges særlig vægt på at undgå forurening af overfladevand og grundvand gennem passende foranstaltninger, f.eks. udlægning af sprøjtefri randzoner og sikkerhedszoner eller plantning af hegn langs vandområder med henblik på at mindske vandområdernes eksponering for aerosolspredning, afdræning og afstrømning. Randzonernes dimensioner bør navnlig afhænge af jordbundsforhold, pesticidernes egenskaber samt den form for landbrug, der praktiseres i de berørte områder. Anvendelse af pesticider i områder, der bruges til drikkevandsindvinding, på eller langs transportveje, f.eks. jernbanelinjer, og på befæstede eller stærkt permeable overflader kan medføre øget risiko for forurening af vandmiljøet. I sådanne områder bør pesticidanvendelse derfor mindskes mest muligt eller helt undgås.

(14)

Anvendelse af pesticider kan være særlig farligt i meget miljøfølsomme områder f.eks. Natura 2000-områder, der beskyttes i medfør af direktiv 79/409/EØF og direktiv 92/43/EØF. Andre steder, f.eks. offentlige parker, sportspladser og legepladser, er risikoen ved offentlighedens eksponering for pesticider høj. I sådanne områder bør pesticidanvendelse derfor forbydes, begrænses eller risikoen herved minimeres.

(15)

Især ved håndtering af pesticider, bl.a. i forbindelse med opbevaring, fortynding og opblanding af pesticider, rengøring af pesticidudbringningsudstyret og nyttiggørelse og bortskaffelse af restsprøjtevæske i tanke, tomme emballager og pesticidrester, er der stor risiko for uønsket eksponering af mennesker og miljø. For disse aktiviteter bør der derfor fastsættes særlige foranstaltninger som supplement til de foranstaltninger, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/12/EF af5. april 2006 om affald (15) og i Rådets direktiv 91/689/EØF af 12. december 1991 om farligt affald (16). Foranstaltningerne bør også omfatte ikke-professionelle brugere, da ukorrekt håndtering må formodes at være hyppigt forekommende i denne brugergruppe som følge af manglende viden.

(16)

Anvender alle landbrugere generelle principper og afgrøde- og sektorspecifikke retningslinjer for integreret bekæmpelse af skadegørere, vil det kunne resultere i en mere målrettet brug af alle de tilgængelige bekæmpelsesforanstaltninger, herunder pesticider. Det bidrager derfor til yderligere at mindske risikoen for menneskers sundhed og miljøet samt afhængigheden af pesticidanvendelse. Medlemsstaterne bør fremme bekæmpelsen af skadegørere med lav pesticidanvendelse, navnlig integreret bekæmpelse af skadegørere, og tilvejebringe de nødvendige betingelser og foranstaltninger for dens anvendelse.

(17)

Da det i medfør af forordning (EF) nr. …/… og dette direktiv er obligatorisk at gennemføre principperne for integreret bekæmpelse af skadegørere, og subsidiaritetsprincippet lægges til grund for, hvordan principperne for integreret bekæmpelse af skadegørere gennemføres, bør medlemsstaterne gøre rede for, hvordan de vil sikre, at principperne for integreret bekæmpelse af skadegørere bliver gennemført i de nationale handlingsplaner.

(18)

Det er nødvendigt at måle de fremskridt, der gøres for at mindske risikoen ved og de negative virkninger af pesticidanvendelse for menneskers sundhed og miljøet. Egnede midler hertil er harmoniserede risikoindikatorer, som vil blive fastlagt på fællesskabsplan. Medlemsstaterne bør anvende disse indikatorer til risikohåndtering på nationalt plan og til rapporteringsformål, mens Kommissionen bør beregne indikatorer til vurdering af fremskridtet på fællesskabsplan. Der bør anvendes statistiske data, som er indsamlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. …/… af … (9) om statistik over plantebeskyttelsesmidler. Medlemsstaterne bør, ud over harmoniserede fælles indikatorer, have adgang til at bruge deres nationale indikatorer.

(19)

Medlemsstaterne bør fastsætte regler om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv og sikre, at de iværksættes. Sanktionerne bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(20)

Målet for dette direktiv, nemlig at beskytte menneskers sundhed og miljøet mod de mulige risici ved anvendelsen af pesticider, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(21)

I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i bl.a. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Det sigter navnlig mod at fremme integreringen af et højt miljøbeskyttelsesniveau i Fællesskabets politikker i overensstemmelse med princippet om bæredygtig udvikling som fastsat i artikel 37 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(22)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (17).

(23)

Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelser til at udarbejde og ajourføre bilagene til dette direktiv. Da der er tale om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv, herunder ved at supplere det med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltningerne vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.

(24)

I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (18) tilskyndes medlemsstaterne til både i egen og i Fællesskabets interesse at udarbejde og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

KAPITEL I

Almindelige bestemmelser

Artikel 1

Formål

Med dette direktiv fastsættes en ramme, der skal sikre en bæredygtig anvendelse af pesticider ved at mindske risici og virkninger for menneskers sundhed og miljøet og ved at fremme anvendelsen af integreret bekæmpelse af skadegørere og alternative metoder eller teknikker.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1.   Dette direktiv finder anvendelse på pesticider i form af plantebeskyttelsesmidler som defineret i artikel 3, nr. 9, litra a).

2.   Anvendelsen af dette direktiv berører ikke anden relevant fællesskabslovgivning.

Artikel 3

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

1)

»professionel bruger«: enhver person, der anvender pesticider i forbindelse med sine erhvervsmæssige aktiviteter, herunder operatører, teknikere, arbejdsgivere og selvstændige i både landbrugssektoren og andre sektorer

2)

»distributør«: enhver fysisk eller juridisk person, der gør et pesticid tilgængeligt på markedet, herunder engroshandlere, detailhandlere, forhandlere og leverandører

3)

»rådgiver«: enhver person, der rådgiver om bekæmpelse af skadegørere og sikker pesticidanvendelse professionelt eller kommercielt, herunder private selvstændige og offentlige rådgivningstjenester, handelsagenter, fødevareproducenter og detailhandlere

4)

»pesticidudbringningsudstyr«: ethvert apparat, der specifikt er beregnet til udbringning af pesticider, herunder tilbehør, som er nødvendige for, at dette fungerer effektivt, f.eks. dyser, manometre, filtre og sier samt udstyr til rengøring af tankene

5)

»sprøjtning fra luften«: pesticidudbringning fra fly (vingefly eller helikopter)

6)

»integreret bekæmpelse af skadegørere«: nøje gennemgang af alle til rådighed stående plantebeskyttelsesmetoder og integreret iværksættelse på dette grundlag af passende foranstaltninger, der bidrager til at hindre skadegørere i at udvikle sig og som holder brugen af plantebeskyttelsesmidler og andre interventionsmidler på et økonomisk og økologisk forsvarligt niveau, samtidig med at de reducerer eller minimerer risikoen for menneskers sundhed og miljøet. Med integreret bekæmpelse af skadegørere lægges der vægt på dyrkning af sunde afgrøder med så få forstyrrelser af landbrugsøkosystemerne som muligt samt fremme af naturlige mekanismer til bekæmpelse af skadegørere

7)

»risikoindikator«: resultatet af en beregningsmetode, der anvendes til at vurdere risikoen ved pesticider for menneskers sundhed og/eller miljøet

8)

»overfladevand« og »grundvand« har samme betydning som i direktiv 2000/60/EF

9)

»pesticid«:

a)

et plantebeskyttelsesmiddel som defineret i forordning (EF) nr. …/…

b)

et biocidholdigt produkt som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF af 16. februar 1998 om markedsføring af biocidholdige produkter (19).

Artikel 4

Nationale handlingsplaner

1.   Medlemsstaterne vedtager nationale handlingsplaner, der fastlægger mål, foranstaltninger og frister for mindskelse af risici for og virkninger på menneskers sundhed og miljøet i forbindelse med anvendelse af pesticider og tilskynder til udvikling og indførelse af integreret bekæmpelse af skadegørere og af alternative metoder eller teknikker med henblik på at nedbringe afhængigheden af pesticider.

Medlemsstaterne tager ved udarbejdelse og revision af deres nationale handlingsplaner hensyn til de sociale, økonomiske, miljømæssige og sundhedsmæssige virkninger af de påtænkte foranstaltninger. Medlemsstaterne gør i deres nationale handlingsplaner rede for, hvordan de vil gennemføre de foranstaltninger, der følger af artikel 5-14, for at nå de mål, der er omhandlet i første afsnit i dette stykke.

2.   Medlemsstaterne meddeler senest … (20) Kommissionen og de andre medlemsstater deres nationale handlingsplaner.

De nationale handlingsplaner tages op til revision mindst hvert femte år, og alle væsentlige ændringer i de nationale handlingsplaner rapporteres til Kommissionen uden unødig forsinkelse.

3.   Kommissionen stiller om nødvendigt de oplysninger, den har modtaget i medfør af stk. 2, til rådighed på internettet.

4.   Bestemmelserne om offentlig deltagelse, jf. artikel 2 i direktiv 2003/35/EF, finder anvendelse på udarbejdelse og ændring af de nationale handlingsplaner.

KAPITEL II

Uddannelse, salg af pesticider, oplysning og bevidstgørelse

Artikel 5

Uddannelse

1.   Medlemsstaterne sørger for, at alle professionelle brugere, distributører og rådgivere har adgang til passende uddannelse. Der skal være tale om såvel grundlæggende som supplerende uddannelse med henblik på erhvervelse og ajourføring af viden alt efter behov.

Uddannelsen udformes således, at sådanne brugere, distributører og rådgivere tilegner sig fyldestgørende viden om de emner, der er opført i bilag I, idet der tages hensyn til deres forskellige roller og ansvarsområder.

2.   Senest … (21) indfører medlemsstaterne certifikatsordninger og udpeger de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for deres gennemførelse. Disse certifikater skal som et minimum dokumentere, at de professionelle brugere, distributørerne og rådgiverne har erhvervet fyldestgørende viden om de emner, der er opført i bilag I, enten ved at følge en uddannelse eller på anden vis.

Certifikatsordningerne skal indeholde krav og procedurer for tildeling, bevarelse og inddragelse af certifikater.

3.   Foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv vedrørende ændring af bilag I for at tage hensyn til den tekniske og videnskabelige udvikling vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 19, stk. 2.

Artikel 6

Krav til salg af pesticider

1.   Medlemsstaterne sikrer som et minimum, at de distributører, der sælger pesticider til professionelle brugere, har tilstrækkeligt mange ansatte, der besidder et certifikat som omhandlet i artikel 5, stk. 2. Disse personer skal stå til rådighed på salgstidspunktet for at kunne give kunderne fyldestgørende oplysninger om anvendelsen af pesticider og sikkerhedsforskrifterne vedrørende de pågældende produkter i henseende til menneskers sundhed og miljøet.

2.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger, således at salg af pesticider, der er godkendt til professionel brug, begrænses til personer, der besidder et certifikat som omhandlet i artikel 5, stk. 2.

3.   Medlemsstaterne stiller krav om, at distributører, der sælger pesticider til ikke-professionelle brugere, stiller generelle oplysninger til rådighed om risikoen ved anvendelse af pesticider, navnlig om farer, eksponering, forsvarlig opbevaring, håndtering, udbringning og sikker bortskaffelse i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen om affald samt med hensyn til lavrisiko-alternativer. Medlemsstaterne kan kræve, at pesticidproducenterne stiller sådanne oplysninger til rådighed.

4.   Foranstaltningerne i stk. 1 og 2 træffes senest … (22).

Artikel 7

Oplysning og bevidstgørelse

Medlemsstaterne træffer foranstaltninger til oplysning af den brede offentlighed og fremme af bevidstgørelsestiltag samt letter offentlighedens adgang til nøjagtig og afbalanceret information om pesticider, navnlig om risiciene for menneskers sundhed, ikke-målorganismer og miljøet og om anvendelse af ikke-kemiske alternativer.

KAPITEL III

Pesticidudbringningsudstyr

Artikel 8

Inspektion af udstyr i brug

1.   Medlemsstaterne sørger for, at pesticidudbringningsudstyr i professionel brug inspiceres med jævne mellemrum. Der må ikke gå mere end fem år mellem inspektionerne indtil 2020, og ikke mere end tre år derefter.

2.   Senest … (23) sørger medlemsstaterne for, at der er gennemført en inspektion af pesticidudbringningsudstyret mindst én gang. Efter denne dato må kun pesticidudbringningsudstyr, der ved inspektionen er fundet at være i orden, være i professionel brug.

Nyt udstyr skal inspiceres mindst én gang inden for en periode på fem år efter anskaffelsen.

3.   Uanset stk. 1 og 2 kan medlemsstaterne efter en vurdering af risikoen for menneskers sundhed og miljøet, herunder en vurdering af omfanget af anvendelsen af udstyret:

a)

anvende andre tidsfrister og inspektionsintervaller for pesticidudbringningsudstyr, der ikke anvendes til sprøjtning, håndholdt pesticidudbringningsudstyr eller rygsprøjter samt andet udstyr, der kun anvendes i meget begrænset omfang, og som skal optages i den nationale handlingsplan, der er omhandlet i artikel 4.

Følgende andet pesticidudbringningsudstyr anses aldrig for anvendt i meget begrænset omfang:

i)

sprøjteudstyr monteret på tog eller fly

ii)

bomsprøjter, der er større end 3 m, herunder bomsprøjter, der er monteret på såudstyr

b)

undtage håndholdt pesticidudbringningsudstyr eller rygsprøjter fra inspektionen.

4.   Ved inspektionerne kontrolleres det, om pesticidudbringningsudstyret opfylder de relevante krav i bilag II med henblik på at nå et højt niveau for beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet.

Pesticidudbringningsudstyr, der opfylder harmoniserede standarder udarbejdet i medfør af artikel 18, stk. 1, formodes at opfylde de væsentlige sundheds-, sikkerheds- og miljøkrav.

5.   Professionelle brugere foretager regelmæssig kalibrering og teknisk kontrol af pesticidudbringningsudstyret i overensstemmelse med den relevante uddannelse, de har modtaget, jf. artikel 5.

6.   Medlemsstaterne udpeger de organer, der er ansvarlige for gennemførelse af inspektionsordningerne, og underretter Kommissionen herom.

Hver medlemsstat indfører certifikatordninger for kontrol af inspektioner og anerkender certifikater tildelt i andre medlemsstater i henhold til kravene i stk. 4, når den periode, der er gået siden den sidste inspektion, der er foretaget i en anden medlemsstat, er lig med eller kortere end det inspektionsinterval, der gælder på dens eget område.

Medlemsstaterne bestræber sig på at anerkende certifikater udstedt i andre medlemsstater, forudsat at inspektionsintervallerne i stk. 1 er overholdt.

7.   Foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv vedrørende ændring af bilag II for at tage hensyn til den tekniske og videnskabelige udvikling vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 19, stk. 2.

KAPITEL IV

Særlige metoder og anvendelser

Artikel 9

Sprøjtning fra luften

1.   Medlemsstaterne sørger for, at sprøjtning fra luften forbydes.

2.   Uanset stk. 1 kan sprøjtning fra luften kun tillades i særlige tilfælde, hvis følgende betingelser er opfyldt:

a)

der er ingen brugbare alternativer, eller der er klare fordele i form af færre virkninger for menneskers sundhed og miljøet i forhold til udbringning fra jorden

b)

de anvendte pesticider skal af medlemsstaten udtrykkeligt være godkendt til sprøjtning fra luften efter en særlig vurdering, der tager hensyn til risikoen ved sprøjtning fra luften

c)

den operatør, der udfører sprøjtning fra luften, er i besiddelse af et certifikat som omhandlet i artikel 5, stk. 2. I overgangsperioden, mens certifikatordningerne endnu ikke er indført, kan medlemsstaterne acceptere anden dokumentation for ret til sprøjtning fra luften

d)

den virksomhed, der står for indgivelse af ansøgninger om sprøjtning fra luften, skal være godkendt af en kompetent myndighed for godkendelse af udstyr og fly til sprøjtning fra luften.

3.   Medlemsstaterne udpeger de myndigheder, der har beføjelse til at indføre særlige betingelser for sprøjtning fra luften, og offentliggør oplysninger om de afgrøder, områder, nærmere vilkår og specifikke krav for udbringningen såsom vejrforhold, hvor sprøjtning fra luften kan tillades.

De kompetente myndigheder anfører de nødvendige foranstaltninger til at advare beboere og andre tilstedeværende og til at beskytte miljøet i nærheden af det sprøjtede område.

4.   En professionel bruger, der ønsker at udbringe pesticider ved sprøjtning fra luften, forelægger i god tid en anmodning for den kompetente myndighed om udbringning af pesticider ved sprøjtning fra luften, ledsaget af dokumentation for, at betingelserne i stk. 2 og 3 er opfyldt. Medlemsstaterne kan bestemme, at anmodninger, med hensyn til hvilke der inden for den frist, som de kompetente myndigheder har fastsat, ikke er modtaget noget svar på, hvilken afgørelse der er truffet, anses for at være godkendt.

5.   Medlemsstaterne sikrer sig, at betingelserne i stk. 2 og 3 er opfyldt, ved at sørge for passende overvågning.

6.   De kompetente myndigheder fører register over de anmodninger, der er forelagt i henhold til stk. 4.

Artikel 10

Særlige foranstaltninger til beskyttelse af vandmiljøet og drikkevandet

1.   Medlemsstaterne sørger for, at der vedtages passende foranstaltninger til beskyttelse af vandmiljøet og drikkevandsforsyningerne mod pesticidernes virkninger. Foranstaltningerne skal støtte og være forenelige med de relevante bestemmelser i direktiv 2000/60/EF og i forordning (EF) nr. …/….

2.   De foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, omfatter:

a)

prioritering af pesticider, der ikke er klassificeret som farlige for vandmiljøet, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/45/EF af 31. maj 1999 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om klassificering, emballering og etikettering af farlige præparater (24) og som ikke indeholder prioriterede farlige stoffer, jf. artikel 16, stk. 3, i direktiv 2000/60/EF

b)

prioritering af de mest effektive udbringningsteknikker såsom anvendelse af lavdriftspesticidsprøjteudstyr, især ved højtvoksende afgrøder som humle og sådanne afgrøder i frugtplantager og på vinmarker

c)

anvendelse af begrænsende foranstaltninger, der mindsker risikoen for forurening uden for det sprøjtede område som følge af aerosolspredning, afdræning og afstrømning. Disse skal om nødvendigt omfatte oprettelse af randzoner af passende størrelse til beskyttelse af ikke-vandorganismer uden for målgruppen og beskyttelseszoner for overfladevand og grundvand, der er udlagt til drikkevandsindvinding, hvor pesticider ikke må udbringes eller opbevares

d)

størst mulig begrænsning eller om nødvendigt afskaffelse af pesticidudbringning på og langs veje og jernbanelinjer, på stærkt permeable arealer eller anden infrastruktur i nærheden af overfladevand og grundvand, og på befæstede arealer med stor risiko for afstrømning til overfladevand eller kloaksystemer.

Artikel 11

Begrænsning af pesticidanvendelsen og risici i specifikke områder

Medlemsstaterne sikrer under behørigt hensyn til de nødvendige krav til hygiejne og offentlig sundhed samt biodiversitet eller resultaterne af relevante risikovurderinger, at brug af pesticider forbydes eller indskrænkes, eller at risiciene fra brugen heraf begrænses i

1)

områder, der bruges af offentligheden eller udsatte befolkningsgrupper, såsom parker, offentlige haver, sportspladser, skolegårde og legepladser, og

2)

beskyttede områder som defineret i direktiv 2000/60/EF eller andre områder, der er udpeget med henblik på indførelse af de nødvendige bevaringsforanstaltninger i overensstemmelse med direktiv 79/409/EØF og direktiv 92/43/EØF

3)

nyligt behandlede områder, der anvendes af eller er tilgængelige for beskæftigede i landbruget.

Artikel 12

Håndtering og opbevaring af pesticider og behandling af emballager og rester

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at følgende operationer, der udføres af professionelle brugere og eventuelt af distributører, ikke er til fare for menneskers sundhed eller miljøet:

a)

opbevaring, håndtering, fortynding og opblanding af pesticider inden udbringning

b)

håndtering af pesticidemballager og -rester

c)

bortskaffelse af restsprøjtevæske i tanke efter udbringning

d)

rengøring af udbringningsudstyr efter udbringning

e)

nyttiggørelse eller bortskaffelse af pesticidrester og emballager i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen om affald.

2.   Medlemsstaterne træffer alle de nødvendige foranstaltninger til at undgå farlige håndteringsoperationer i forbindelse med pesticider, der er godkendt til ikke-professionelle brugere. Disse foranstaltninger kan omfatte anvendelse af pesticider med lav toksicitet, færdigblandede formuleringer og grænser for størrelsen af beholdere eller emballage.

3.   Medlemsstaterne sørger for, at opbevaringsområder for pesticider til professionel brug anlægges således, at uønskede udslip forhindres. Der skal navnlig lægges vægt på beliggenhed, størrelse og byggematerialer.

Artikel 13

Integreret bekæmpelse af skadegørere

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til fremme af bekæmpelse af skadegørere med lavt pesticidforbrug, idet man, når det er muligt, lægger vægt på ikke-kemiske metoder og i øvrigt blandt de former for praksis og de produkter, der kan bruges til behandling af det samme plantebeskyttelsesproblem, vælger dem, der belaster menneskers sundhed og miljøet mindst. Bekæmpelse af skadegørere med lavt pesticidforbrug omfatter integreret bekæmpelse af skadegørere samt økologisk landbrug i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 834/2007 af 28. juni 2007 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter (25).

2.   Medlemsstaterne skaber eller støtter skabelsen af de nødvendige betingelser for gennemførelse af integreret bekæmpelse af skadegørere. De sørger navnlig for, at professionelle brugere har adgang til information og værktøjer til overvågning af skadegørere og til beslutningstagning såvel som adgang til rådgivningstjenester for integreret bekæmpelse af skadegørere.

3.   Senest den 30. juni 2013 rapporterer medlemsstaterne til Kommissionen om gennemførelsen af stk. 1 og 2 og navnlig om, hvorvidt de nødvendige betingelser for gennemførelsen af integreret bekæmpelse af skadegørere er til stede.

4.   Medlemsstaterne gør i deres nationale handlingsplan efter artikel 4 rede for, hvordan de vil sikre, at de generelle principper for integreret bekæmpelse af skadegørere som omhandlet i bilag III bliver fulgt af alle professionelle brugere senest den 1. januar 2014.

Foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv vedrørende ændring af bilag III for at tage hensyn til den tekniske og videnskabelige udvikling vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 19, stk. 2.

5.   Medlemsstaterne indfører passende incitamenter til at anspore de professionelle brugere til på frivillig basis at anvende afgrødespecifikke eller sektorspecifikke retningslinjer for integreret bekæmpelse af skadegørere. Offentlige myndigheder og/eller organisationer, der repræsenterer bestemte professionelle brugere, kan opstille sådanne retningslinjer. Medlemsstaterne henviser til de retningslinjer, som de finder relevante og hensigtsmæssige, i deres nationale handlingsplaner, der er udarbejdet i henhold til artikel 4.

KAPITEL V

Indikatorer, rapportering og informationsudveksling

Artikel 14

Indikatorer

1.   Der fastlægges harmoniserede risikoindikatorer som omhandlet i bilag IV. Medlemsstaterne kan dog fortsat anvende allerede eksisterende nationale indikatorer eller vedtage andre passende indikatorer som supplement til de harmoniserede indikatorer.

Foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv vedrørende ændring af bilag IV for at tage hensyn til den tekniske og videnskabelige udvikling vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 19, stk. 2.

2.   Medlemsstaterne

a)

beregner de harmoniserede risikoindikatorer i stk. 1 under anvendelse af statistiske data, der indsamles i overensstemmelse med forordning (EF) nr. …/…, sammen med andre relevante data

b)

kortlægger tendenserne i anvendelsen af visse aktivstoffer

c)

indkredser prioriterede emner såsom aktivstoffer, afgrøder, regioner og praksis, der kræver særlig opmærksomhed eller god praksis, der kan tjene som forbillede for at nå dette direktivs mål om at mindske risici og virkninger for menneskers sundhed og miljøet i forbindelse med brug af pesticider og tilskynde til udvikling og indførelse af integreret bekæmpelse af skadegørere og alternative metoder eller teknikker med henblik på at nedbringe afhængigheden af pesticider.

3.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de andre medlemsstater resultaterne af deres vurderinger i medfør af stk. 2.

4.   Kommissionen beregner risikoindikatorer på fællesskabsplan under anvendelse af statistiske data, der indsamles i overensstemmelse med forordning (EF) nr. …/…, og andre relevante data med henblik på at vurdere udviklingen i risiciene ved pesticidanvendelse.

Kommissionen anvender også disse data og oplysninger til at vurdere fremskridtet med opfyldelse af målsætningerne for andre fællesskabspolitikker, der tager sigte på at mindske virkningen af pesticider for menneskers sundhed og miljøet.

Artikel 15

Rapportering

Kommissionen forelægger med jævne mellemrum Europa-Parlamentet og Rådet en statusrapport om gennemførelsen af direktivet, eventuelt ledsaget af ændringsforslag.

KAPITEL VI

Afsluttende bestemmelser

Artikel 16

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv, og træffer de fornødne foranstaltninger til at sikre, at de iværksættes. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

Medlemsstaterne meddeler Kommissionen sådanne bestemmelser senest … (20) og meddeler ligeledes hurtigst muligt enhver efterfølgende ændring.

Artikel 17

Gebyrer og afgifter

1.   Medlemsstaterne kan for at dække udgifterne i forbindelse med udførelsen af deres opgaver i henhold til dette direktiv opkræve gebyrer eller afgifter.

2.   Medlemsstaterne sørger for, at gebyret eller afgiften i henhold til stk. 1 fastlægges på en gennemsigtig måde og svarer til de faktiske udgifter til de pågældende opgaver.

Artikel 18

Standardisering

1.   De standarder, der er nævnt i artikel 8, stk. 4, udarbejdes efter proceduren i artikel 6, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (26).

Anmodningen om udarbejdelse af disse standarder kan udarbejdes i samråd med det udvalg, der er nævnt i artikel 19, stk. 1.

2.   Kommissionen offentliggør referencerne for standarderne i Den Europæiske Unions Tidende.

3.   Finder en medlemsstat eller Kommissionen, at en standard ikke fuldt ud dækker de væsentlige krav, som den vedrører, forelægger Kommissionen eller den pågældende medlemsstat sagen for det udvalg, der er nedsat ved direktiv 98/34/EF, med angivelse af argumenterne herfor. Udvalget afgiver ufortøvet sin udtalelse.

På baggrund af denne udtalelse træffer Kommissionen beslutning om at offentliggøre, ikke at offentliggøre, at offentliggøre med begrænsninger, at opretholde, at opretholde med begrænsninger eller at tilbagetrække henvisningerne til den pågældende harmoniserede standard i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 19

Udvalgsprocedure

1.   Kommissionen bistås af Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, der er nedsat ved artikel 58 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (27).

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Artikel 20

Udgifter

For at støtte indførelsen af harmoniserede foranstaltninger og systemer på området bæredygtig pesticidanvendelse kan Kommissionen finansiere:

1)

udvikling af et harmoniseret system, herunder en passende database for indsamling og lagring af alle oplysninger om pesticid-risikoindikatorer og tilrådighedsstillelse af disse oplysninger for de kompetente myndigheder, andre interesserede parter og offentligheden

2)

gennemførelse af undersøgelser som led i forberedelse og udarbejdelse af lovgivning, bl.a. tilpasning af bilagene til dette direktiv til den tekniske udvikling, og

3)

udarbejdelse af retningslinjer og udvikling af bedste praksis til fremme af gennemførelsen af dette direktiv.

Artikel 21

Gennemførelse

1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv … (28).

Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 22

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 23

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i …

På Europa-Parlamentets vegne

Formand

På Rådets vegne

Formand


(1)  EUT C 161 af 13.7.2007, s. 48.

(2)  EUT C 146 af 30.6.2007, s. 48.

(3)  Europa-Parlamentets udtalelse af 23. oktober 2007 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets fælles holdning af 19. maj 2008 og Rådets afgørelse af … (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(4)  EFT L 242 af 10.9.2002, s. 1.

(5)  EFT L 103 af 25.4.1979, s. 1.

(6)  EFT L 206 af 22.7.1992, s. 7.

(7)  EFT L 327 af 22.12.2000, s. 1.

(8)  EUT L 70 af 16.3.2005, s. 1.

(9)  EUT L …

(10)  EUT L 277 af 21.10.2005, s. 1.

(11)  EUT L 156 af 25.6.2003, s. 17.

(12)  EFT L 131 af 5.5.1998, s. 11.

(13)  EUT L 158 af 30.4.2004, s. 50. Berigtiget i EUT L 229 af 29.6.2004, s. 23.

(14)  EUT L 157 af 9.6.2006, s. 24.

(15)  EUT L 114 af 27.4.2006, s. 9.

(16)  EFT L 377 af 31.12.1991, s. 20.

(17)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(18)  EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1.

(19)  EFT L 123 af 24.4.1998, s. 1.

(20)  Tre år efter dette direktivs ikrafttræden.

(21)  Fire år efter dette direktivs ikrafttræden.

(22)  Seks år efter dette direktivs ikrafttræden.

(23)  Syv år efter dette direktivs ikrafttræden.

(24)  EFT L 200 af 30.7.1999, s. 1.

(25)  EUT L 189 af 20.7.2007, s. 1.

(26)  EFT L 204 af 21.7.1998, s. 37.

(27)  EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1.

(28)  To år efter dette direktivs ikrafttræden.


BILAG I

Uddannelsesemner som omhandlet i artikel 5

1.

Al relevant lovgivning om pesticider og anvendelsen heraf.

2.

De farer og risici, der er forbundet med pesticider, og hvordan de kan identificeres og begrænses, navnlig:

a)

risici for mennesker (operatører, beboere, andre tilstedeværende samt personer, der færdes på behandlede arealer, eller som håndterer eller spiser behandlede produkter), og hvordan faktorer, som f.eks. rygning, forværrer disse risici

b)

symptomer på pesticidforgiftning, førstehjælpsforanstaltninger

c)

risici for ikke-målplanter, nyttige insekter, vilde dyr og planter, biodiversitet og miljøet i almindelighed.

3.

Basisviden om strategier og metoder til integreret bekæmpelse af skadegørere, strategier og metoder til integrerede dyrkningsmetoder og principperne for økologisk landbrug, information om generelle principper og afgrødespecifikke eller sektorspecifikke retningslinjer for integreret bekæmpelse af skadegørere.

4.

Indføring i sammenlignende vurdering på brugerplan som middel til at hjælpe professionelle brugere med at træffe de mest hensigtsmæssige valg af de pesticider, der har de mindste bivirkninger for menneskers sundhed, ikke-målorganismer og miljøet, blandt alle produkter, der er godkendt til behandling af et givet plantebeskyttelsesproblem i en given situation.

5.

Foranstaltninger til at minimere risici for mennesker, ikke-målorganismer og miljøet: sikker arbejdspraksis i forbindelse med opbevaring, håndtering og blanding af pesticider og i forbindelse med bortskaffelse af tomme emballager, andre kontaminerede materialer og overskydende koncentrerede eller fortyndede pesticider (herunder tankblandinger); anbefalet metode til at begrænse operatørens eksponering (personlige værnemidler).

6.

Procedurer til klargøring af pesticidudbringningsudstyr, herunder kalibrering, og til anvendelse af udstyret med færrest mulige risici for brugeren, andre mennesker, ikke-målarter af dyr og planter, biodiversiteten og miljøet.

7.

Anvendelse og vedligeholdelse af pesticidudbringningsudstyr, særlige sprøjtemetoder (f.eks. lavdosissprøjtning, lavdriftdyser) og målsætningerne med den tekniske kontrol af sprøjteudstyr i brug og metoder til at forbedre sprøjtekvaliteten.

8.

Beredskabsforanstaltninger til beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet i tilfælde af udslip og kontaminering.

9.

Sundhedsovervågning og faciliteter til rapportering om uheld eller formodede uheld.

10.

Journalføring af pesticidanvendelse i overensstemmelse med den relevante lovgivning.


BILAG II

Sundheds-, sikkerheds- og miljøkrav til inspektion af pesticidudbringningsudstyr

Inspektion af pesticidudbringningsudstyr skal omfatte alle aspekter, som har betydning for opnåelsen af et højt sikkerheds- og beskyttelsesniveau for menneskers sundhed og miljøet. Der skal sikres fuld opnåelse af maksimal sprøjteeffektivitet, idet udstyrets komponenter og funktioner skal være funktionsdygtige, så følgende mål nås.

Pesticidudbringningsudstyret skal fungere pålideligt og anvendes korrekt til det påtænkte formål, og det skal sikres, at pesticiderne kan doseres og udbringes præcist. Udstyret skal være i en sådan tilstand, at det kan fyldes og tømmes sikkert, let og fuldstændig uden udsivning af pesticider. Det skal også kunne renses let og grundigt. Det skal også kunne håndteres sikkert og kunne kontrolleres og standses omgående fra operatørens sæde. Tilpasning af udstyret skal kunne foretages enkelt, nøjagtigt og reproducerbart.

Der skal navnlig lægges vægt på følgende:

1)   Kraftoverføringsdele

Til beskyttelse af operatøren skal afskærmningen af kraftudtag og kraftindtag være monteret og i god stand, og beskyttelsesudstyr og bevægelige og roterende kraftoverføringsdele skal kunne fungere uhindret.

2)   Pumpe

Pumpens kapacitet skal være tilpasset udstyret, og pumpen skal fungere korrekt til sikring af stabil og pålidelig sprøjtehastighed. Pumpen må ikke være utæt.

3)   Omrøring

Omrøringsanordninger skal sikre god cirkulation, så der opnås en jævn koncentration i al sprøjtevæsken i tanken.

4)   Tank til sprøjtevæske

Sprøjtetanke, herunder indikator for tankindhold, påfyldningsudstyr, sier og filtre, tømnings- og rensningsanordninger og blandingsudstyr, skal fungere på en måde, der minimerer udslip, ujævn koncentrationsfordeling, eksponering af operatøren og restindhold af sprøjtevæske.

5)   Målesystemer og styre- og reguleringssystemer

Alle anordninger til måling, åbning og lukning og indstilling af tryk og/eller ydelse skal være behørigt kalibreret og fungere korrekt og være uden utætheder. Det skal være nemt at regulere trykket og håndtere trykindstillingsanordningerne under sprøjtning. Trykindstillingsanordningerne skal opretholde et konstant arbejdstryk ved konstant pumpeomdrejningstal til sikring af stabil sprøjtehastighed.

6)   Rør og slanger

Slanger og rør skal være i god stand, så forstyrrelser i væskestrømmen eller udslip som følge af lækager undgås. Der må ikke være udsivning fra rør eller slanger, når systemet drives med det højest mulige tryk.

7)   Filtrering

For at undgå turbulens og ujævnheder i spredebilledet skal filtrene være i god stand, og filtrenes hulstørrelse skal svare til størrelsen af de dyser, der er monteret på sprøjten. Systemet til angivelse af filtertilstopning skal fungere korrekt, hvis det er relevant.

8)   Sprøjtebom (udstyr, hvor sprøjtning foregår ved hjælp af en vandret bom, der anbringes i tæt afstand fra den afgrøde eller det materiale, der skal behandles)

Sprøjtebommen skal være i god stand og stabil i alle retninger. Fastgørelses- og justeringssystemer og anordninger til svingningsdæmpning og hældningskompensation skal fungere korrekt.

9)   Dyser

Dyser skal fungere korrekt, så drypning ikke forekommer, når sprøjtningen indstilles. For at sikre et jævnt spredebillede må ydelsen fra den enkelte dyse ikke afvige betydeligt fra oplysningerne i de af fabrikanten leverede ydelsestabeller.

10)   Væskefordeling

Sprøjtevæsken skal fordeles jævnt til siderne og lodret (ved behandling af højtvoksende afgrøder) i målområdet, når det er relevant.

11)   Luftblæser (udstyr, hvor sprøjtevæsken fordeles ved hjælp af luft)

Blæseren skal være i god stand og skal sikre en stabil og pålidelig luftstrøm.


BILAG III

Generelle principper for integreret bekæmpelse af skadegørere

1.

Forebyggelse og/eller udryddelse af skadegørere bør foregå eller støttes ved hjælp af flere metoder, navnlig

omdrift

anvendelse af hensigtsmæssige dyrkningsmetoder (f.eks. falsk såbedsteknik, såtidspunkt- og tæthed, undersåning, pløjefri dyrkning, beskæring og direkte såning)

anvendelse af resistente/tolerante kultivarer og standardfrø/certificeret frø og plantemateriale, når det er relevant

brug af afbalanceret gødskning, kalkning og vandings-/afvandingsmetoder

forebyggelse af spredning af skadegørere ved hjælp af hygiejne (f.eks. ved jævnlig rensning af maskiner og udstyr)

beskyttelse og forøgelse af vigtige nytteorganismer, f.eks. gennem hensigtsmæssige plantebeskyttelsestiltag eller brug af økologiske infrastrukturer i og uden for produktionssteder.

2.

Skadegørere skal overvåges med passende metoder og værktøjer, når det er muligt. Sådanne værktøjer bør også omfatte observationer i marken samt videnskabeligt plausible varslings-, prognose- og tidlig diagnosticeringsordninger, når det kan lade sig gøre, samt rådgivning ved professionelt kvalificerede rådgivere.

3.

Den professionelle bruger skal ud fra resultaterne af overvågningen beslutte, om og hvornår plantebeskyttelsestiltagene skal anvendes. Solide og videnskabeligt plausible grænseværdier er væsentlige elementer i beslutningstagningen. Der tages inden behandling hensyn til grænseværdier, der er fastlagt for skadegørere regionalt og for specifikke områder og afgrøder og særlige klimatiske forhold, når det er muligt.

4.

Bæredygtige biologiske, fysiske og andre ikke-kemiske metoder skal foretrækkes for kemiske metoder, hvis de er tilstrækkeligt effektive til skadedyrsbekæmpelse.

5.

De anvendte pesticider skal være tilpasset det tilstræbte mål så specifikt som muligt og have færrest mulige bivirkninger for menneskers sundhed, ikke-målorganismer og miljøet.

6.

Den professionelle bruger bør anvende pesticider og andre former for indgreb i de mængder, der er nødvendige, dvs. ved nedsatte doser, mindre hyppig udbringning eller delvis udbringning, idet risikoniveauet i vegetationen skal være acceptabelt og risikoen for udvikling af resistens i skadegørerpopulationen ikke må øges.

7.

Hvis risikoen for resistens mod et plantebeskyttelsestiltag er kendt, og mængden af skadegørere kræver gentagen udbringning af pesticider på afgrøderne, bør tilgængelige antiresistensstrategier bringes i anvendelse for at bevare produkternes effektivitet. Dette kan omfatte anvendelse af forskelle pesticider med forskellig virkemåde.

8.

Den professionelle bruger bør med udgangspunkt i registrene om anvendelse af pesticider og overvågningen af skadegørere kontrollere, at de benyttede plantebeskyttelsestiltag har virket.


BILAG IV

Harmoniserede risikoindikatorer

 


RÅDETS BEGRUNDELSE

I.   INDLEDNING

1.

Kommissionen forelagde den 18. juli 2006 Rådet et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en ramme for Fællesskabets indsats for en bæredygtig anvendelse af pesticider. Forslaget er baseret på artikel 175, stk. 1, i traktaten.

2.

Europa-Parlamentet vedtog sin førstebehandlingsudtalelse den 23. oktober 2007 (1). Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget afgav udtalelse henholdsvis den 14. marts og 1. februar 2007.

3.

Den 19. maj 2008 vedtog Rådet sin fælles holdning i overensstemmelse med traktatens artikel 251.

II.   MÅL

Forslaget har til formål at beskytte menneskers og dyrs sundhed samt miljøet mod negative virkninger af anvendelse af pesticider i landbruget og økosystemet. Det tager sigte på at mindske de risici og skadelige virkninger, der er forbundet med anvendelsen af pesticider, på en måde, der er forenelig med den nødvendige afgrødebeskyttelse.

Det omfatter bl.a.:

indførelse af nationale handlingsplaner, der skal mindske risiciene og virkningerne for menneskers sundhed og miljøet i forbindelse med anvendelsen af pesticider

oplysning, bevidstgørelse og uddannelse rettet mod rådgivere og professionelle pesticidbrugere

konkrete krav til salg af pesticider

regelmæssig inspektion af udbringningsudstyr

forbud mod sprøjtning fra luften, dog med mulighed for undtagelser

særlige foranstaltninger til beskyttelse af vandmiljøet mod pesticidforurening

begrænsning af pesticidanvendelsen i specifikke områder

krav til håndtering og opbevaring af pesticider og af emballager og rester

indførelse af obligatoriske standarder for integreret bekæmpelse af skadegørere og

udvikling af risikoindikatorer til måling af fremskridt inden for pesticidanvendelsen.

III.   ANALYSE AF DEN FÆLLES HOLDNING

1.   Generelle bemærkninger

Rådets fælles holdning stemmer generelt overens med Kommissionens og Europa-Parlamentets holdning, idet den

bekræfter de mål og de fleste af de ordninger, som Kommissionen har foreslået, og som Europa-Parlamentet støtter

indarbejder en lang række af de ændringer, som Europa-Parlamentet vedtog under førstebehandlingen.

Ændring 6, 17, 43, 49, 52, 60, 61, 62, 63, 68, 85, 93, 95, 103, 106, 112, 122, 137 og 155 er indarbejdet i deres helhed.

Ændring 13, 18, 29, 35, 36, 39, 42, 48, 51, 54, 59, 64, 87, 90, 114, 146 og 164 er blevet accepteret i ånden eller delvis indarbejdet.

Ændring 1, 5, 16, 22, 23, 28, 30, 32, 37, 40, 55, 57, 58, 69, 72, 77, 84, 88, 91, 96, 98, 99, 102, 104, 120, 121, 138 og 139 er ikke blevet indarbejdet, da Rådet deler Kommissionens holdning.

Ændring 2-4, 7-11, 15, 19-21, 24-27, 31, 33, 44, 46, 47, 50, 53, 56, 65, 66, 70, 71, 74, 76, 78, 79, 81-83, 92, 94, 97, 100, 101, 105, 107-111, 113, 115-119, 133, 135, 141, 143, 151 og 153, som Kommissionen har accepteret, er ikke blevet medtaget i den fælles holdning, da Rådet ikke deler Kommissionens synspunkter.

Den fælles holdning indeholder også andre ændringer end dem, Europa-Parlamentet har foreslået; de imødekommer nogle af de betænkeligheder, som medlemsstaterne har givet udtryk for under forhandlingerne.

Der er også foretaget en række tekniske og redaktionelle ændringer for at definere anvendelsesområdet for nogle af bestemmelserne, gøre direktivets affattelse tydeligere og mere i overensstemmelse med affattelsen af udkastet til forordningen om markedsføring, garantere retssikkerheden eller for at gøre det mere konsekvent i forhold til andre fællesskabsinstrumenter.

Kommissionen har accepteret den fælles holdning, som Rådet er blevet enigt om.

2.   Særlige bemærkninger

Retsgrundlag

Rådet har ikke accepteret ændring 1, da det mener, at artikel 175, stk. 1, både er det rette og et tilstrækkeligt retsgrundlag.

Definitioner

Der er foretaget følgende ændringer i forhold til det oprindelige forslag:

definitionen af »anvendelse« er udgået, da den anses for at være unødvendig

begrebet »professionelt eller kommercielt« er blevet indarbejdet i definitionen af »rådgiver«

definitionerne af »pesticidudbringningsudstyr« og »tilbehør til pesticidudbringning« er blevet slået sammen

definitionen af »integreret bekæmpelse af skadegørere« er blevet flyttet til dette forslag fra forslaget til forordning om omsætning af plantebeskyttelsesmidler og

der er tilføjet definitioner af »overfladevand« og »grundvand«.

Ændring 29 om indsættelse af en definition af pesticider som plantebeskyttelsesmidler er blevet indarbejdet i den fælles holdning, selv om Kommissionen har forkastet den. Rådet har udvidet definitionen til også at omfatte biocidholdige produkter.

Nationale handlingsplaner

Parlamentet og Rådet har været enige om følgende:

medlemsstaterne bør tage hensyn til de påtænkte foranstaltningers sundhedsmæssige virkninger

de nationale handlingsplaner bør beskrive, hvordan medlemsstaterne gennemfører direktivet (navnlig med hensyn til de foranstaltninger, der udspringer af artikel 5-14) med henblik på at nedbringe afhængigheden af pesticider

de oplysninger, som Kommissionen modtager om de nationale handlingsplaner, bør være tilgængelige på internettet.

Rådet har ikke fundet det hensigtsmæssigt at tage hensyn til andre ændringer, herunder bl.a. fastsættelsen af kvantitative mål for nedbringelse af anvendelsen. Rådet har foretrukket at koncentrere indsatsen om mindskelse af risiciene frem for at fastlægge mål for nedbringelse af anvendelsen.

Uddannelse

Rådet har indsat bestemmelser, der skal sikre, at der tilbydes såvel grundlæggende som supplerende uddannelse. Europa-Parlamentet lægger også vægt på dette. Rådet har også accepteret et af Europa-Parlamentets forslag til bilag I vedrørende indføring i sammenlignende vurdering for at hjælpe professionelle brugere med at vælge et godt pesticid med de mindst negative virkninger for mennesker og miljøet.

Rådet har også fundet det nyttigt at præcisere, at uddannelsen skal tage hensyn til de forskellige roller og ansvarsområder, som de, der beskæftiger sig med pesticider (brugere, distributører og rådgivere), har. Rådet har desuden indarbejdet en bestemmelse om, at de uddannelsescertifikatsordninger, som medlemsstaterne indfører, skal indeholde krav og procedurer for tildeling, bevarelse og inddragelse af certifikater.

Krav til salg af pesticider

Rådet har accepteret Parlamentets forslag om, at de, der sælger pesticider til professionelle brugere, skal rådgive ikke alene om pesticidernes anvendelse, men også om sikkerhedsinstrukser vedrørende menneskers sundhed og miljøet.

Rådet har også tilføjet et krav om, at distributører, der sælger pesticider til ikke-professionelle brugere, desuden skal stille oplysninger til rådighed om midler med lav risiko. Det har endvidere ændret denne artikel, så den, der besidder et certifikat, ikke behøver at være fysisk til stede, men alligevel skal være til rådighed på anden måde. Rådet har fundet det nødvendigt med denne fleksibilitet af hensyn til små detailhandlere.

Oplysning og bevidstgørelse

Europa-Parlamentet har udbygget artikel 7 i betydeligt omfang, og Rådet har ikke kunnet acceptere alle dets forslag. Dog har Rådet medtaget kravet om, at oplysningerne til offentligheden om pesticider skal være nøjagtige og afbalancerede.

Inspektion af udstyr i brug

Rådet har accepteret alle Parlamentets ændringer bortset fra én, der vedrører inspektion af udstyr til professionel brug. Rådet mener ligesom Parlamentet, at det er nødvendigt med en nærmere præcisering af, hvor langt der må gå mellem inspektionerne, men er gået et skridt videre, således at der kræves hyppigere inspektioner fra 2020.

Rådet mener imidlertid ikke, at det vil stå i rimeligt forhold til formålet at kræve inspektion af alt håndholdt pesticidudbringningsudstyr eller rygsprøjter, og har tilføjet en mulighed for at undtage dette udstyr. Det har også givet mulighed for på baggrund af en risikovurdering at anvende andre tidsfrister og inspektionsintervaller for visse typer udstyr, der kun benyttes i meget begrænset omfang.

Derudover har Rådet også fundet det nødvendigt at stille krav om, at professionelle brugere foretager regelmæssig kalibrering og teknisk kontrol af pesticidudbringningsudstyret.

Endelig har Rådet besluttet, at medlemsstaterne bør etablere en certifikatsordning med gensidig anerkendelse.

Sprøjtning fra luften

Selv om Rådet er enigt med Parlamentet om den generelle tilgang til dette spørgsmål og har accepteret ændring 63 og til dels ændring 64, har det ikke fundet det nødvendigt med de ændringer, der risikerer at skabe overdrevne administrative byrder for de kompetente myndigheder.

Rådet har ændret det oprindelige forslag, så det præciseres, at de anvendte midler skal være godkendt på baggrund af en risikovurdering, og at virksomheder, der foretager sprøjtning fra luften, skal være godkendt, og så der gives mulighed for, at de kompetente myndigheder efter udløbet af et bestemt tidsrum stiltiende kan godkende anmodninger om sprøjtning fra luften.

Særlige foranstaltninger til beskyttelse af vandmiljøet

Rådet har indarbejdet ændring 68 for at fremhæve, hvor vigtigt det er at beskytte drikkevandet. Artikel 10 er også blevet ændret for at give forrang til pesticider, som ikke indeholder prioriterede farlige stoffer.

Med hensyn til ændring 70 om obligatorisk oprettelse af randzoner har Rådet fundet det mere hensigtsmæssigt at udbygge artikel 10, så den kommer til at omfatte en bredere vifte af begrænsende foranstaltninger, som kan indføres, når det er nødvendigt.

Begrænsning af pesticidanvendelsen og risici i specifikke områder

Teksten er blevet omformuleret for at give medlemsstaterne mulighed for at minimere risikoen ved pesticider, når de anvendes i sådanne specifikke områder. Rådet kan ikke acceptere Parlamentets ændringer i denne forbindelse.

Håndtering, opbevaring og behandling af emballager og rester

Rådet har ændret affattelsen af artikel 12, stk. 1 og 3, så det præciseres, at disse foranstaltninger kun gælder for professionelle brugere og eventuelt også for rådgivere. Det har tillige tilføjet en bestemmelse om nyttiggørelse eller bortskaffelse af pesticidrester og emballager. Rådet har ikke fundet Parlamentets ændringer relevante.

Integreret bekæmpelse af skadegørere

Rådets og Parlamentets synspunkter med hensyn til dette spørgsmål er i det store og hele sammenfaldende. Navnlig kan Rådet støtte Parlamentets ændring 85 og 122 om, at der i forslaget indsættes et nyt bilag med de generelle principper for integreret bekæmpelse af skadegørere. Det kan også delvis gå med til ændring 164 og 87.

Rådet har desuden erstattet udtrykket »landbrug med lav pesticidanvendelse« med »bekæmpelse af skadegørere med lavt pesticidforbrug« og præciseret, at dette begreb omfatter integreret bekæmpelse af skadegørere og økologisk landbrug.

Indikatorer

Rådet er enigt med Kommissionen i, at det ikke er relevant med ændringer, så anvendelse også bliver omfattet. Rådet har kun delvis accepteret ændring 93 og princippet i ændring 95.

Udvalgsprocedure

Rådet har accepteret de ændringer, der tilpasser visse artikler til den nye komitologi-afgørelse (ændring 17, 52, 62, 103, 137 og 155).

IV.   KONKLUSION

Rådet finder, at den fælles holdning udgør en afbalanceret og realistisk løsning på en række betænkeligheder, som der er givet udtryk for med hensyn til Kommissionens forslag, og ser frem til en konstruktiv debat med Europa-Parlamentet med henblik på en brugbar aftale om direktivet.


(1)  14183/07.


7.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 254/18


FÆLLES HOLDNING (EF) Nr. 22/2008

fastlagt af Rådet den 23. juni 2008

med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/…/EF af … om lufthavnsafgifter

(EØS-relevant tekst)

(2008/C 254 E/02)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 80, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget (2),

efter proceduren i traktatens artikel 251 (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Lufthavnenes hovedopgave og forretningsvirksomhed består i at betjene fly fra ankomst til afgang samt passagerer og fragt, så luftfartsselskaberne kan levere lufttransporttjenester. Til dette formål stiller lufthavnene en række faciliteter og tjenesteydelser til rådighed i forbindelse med flydriften samt passager- og fragtekspedition, og omkostningerne herved får de generelt dækket gennem lufthavnsafgifter. Lufthavnsdriftsorganer, der leverer faciliteter og tjenesteydelser, for hvilke der opkræves lufthavnsafgifter, bør bestræbe sig på at operere på et omkostningseffektivt grundlag.

(2)

Det er nødvendigt at fastlægge en fælles ramme for regulering af de centrale aspekter af lufthavnsafgifter og den måde, hvorpå afgifterne fastsættes, da der i mangel af en sådan ramme er risiko for, at grundlæggende krav i forholdet mellem lufthavnsdriftsorganerne og lufthavnsbrugerne ikke opfyldes. En sådan ramme bør ikke berøre en medlemsstats mulighed for at fastlægge, i hvor stort omfang der kan tages hensyn til indtægter fra en lufthavns kommercielle aktiviteter ved fastlæggelsen af lufthavnsafgifterne.

(3)

Dette direktiv bør gælde for lufthavne i Fællesskabet over en vis minimumsstørrelse, da forvaltningen og finansieringen af små lufthavne ikke kræver, at der anvendes en fællesskabsramme og for den lufthavn i hver medlemsstat, der har flest passagerbevægelser.

(4)

Med henblik på at fremme territorial samhørighed bør medlemsstaterne have mulighed for at anvende et fælles afgiftssystem, der skal dække et lufthavnsnet. Økonomiske overførsler mellem lufthavne i sådanne net bør være i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen.

(5)

Af hensyn til fordelingen af trafikken bør medlemsstaterne kunne tillade, at et lufthavnsdriftsorgan for lufthavne, der trafikmæssigt dækker samme by eller bygruppe, anvender samme lufthavnsafgiftsniveau. Økonomiske overførsler mellem disse lufthavne bør være i overensstemmelse med den relevante fællesskabslovgivning.

(6)

Incitamenter til oprettelse af nye ruter for bl.a. at fremme udviklingen af ugunstigt stillede områder og fjernområder bør kun indrømmes i overensstemmelse med fællesskabsretten.

(7)

Opkrævning af afgifter i forbindelse med luftfarts- og groundhandlingydelser er allerede blevet behandlet i henholdsvis Kommissionens forordning (EF) nr. 1794/2006 af 6. december 2006 om en fælles afgiftsordning for luftfartstjenester (4) og Rådets direktiv 96/67/EF af 15. oktober 1996 om adgang til groundhandlingmarkedet i Fællesskabets lufthavne (5). Opkrævning af afgifter i forbindelse med ydelse af bistand til handicappede og bevægelseshæmmede personer er reguleret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2006 af 5. juli 2006 om handicappede og bevægelseshæmmede personers rettigheder, når de rejser med fly (6).

(8)

Rådet for Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO-Rådet) vedtog i 2004 nogle principper for lufthavnsafgifter, der bl.a. omfatter principperne om, at afgifterne bør være omkostningsrelaterede og ikke-diskriminerende, og at der bør være en uafhængig mekanisme til den økonomiske regulering af lufthavne.

(9)

ICAO-Rådet har udtalt, at lufthavnsafgifter er gebyrer, der er beregnet på og specielt anvendes til dækning af omkostningerne i forbindelse med faciliteter og tjenesteydelser, der stilles til rådighed for civil luftfart, mens skatter er gebyrer, der er beregnet på at forøge de nationale eller lokale offentlige indtægter, som generelt ikke anvendes på civil luftfart i deres helhed eller på en omkostningsspecifik basis.

(10)

Lufthavnsafgifter bør ikke medføre forskelsbehandling. Der bør iværksættes en obligatorisk procedure for regelmæssigt samråd mellem lufthavnsdriftsorganet og lufthavnsbrugerne, og begge parter bør have mulighed for at klage til en uafhængig tilsynsinstans, hvis en afgørelse om lufthavnsafgifter eller ændring af afgiftssystemet anfægtes af lufthavnsbrugerne.

(11)

For at sikre upartiske afgørelser og en korrekt og effektiv anvendelse af dette direktiv bør der oprettes en uafhængig tilsynsinstans i hver medlemsstat. Instansen bør råde over de nødvendige personale- og ekspertressourcer samt økonomiske midler til at udføre sine opgaver.

(12)

Det er af afgørende betydning for lufthavnsbrugerne, at de jævnligt modtager oplysninger fra lufthavnsdriftsorganet om, hvordan og på hvilket grundlag lufthavnsafgifterne beregnes. En sådan åbenhed vil give luftfartsselskaberne indsigt i, hvilke omkostninger lufthavnen har, og hvor produktive lufthavnens investeringer er. For at gøre det muligt for lufthavnsdriftsorganet at vurdere behovet for fremtidige investeringer korrekt bør der stilles krav om, at lufthavnsbrugerne i god tid underretter lufthavnsdriftsorganet om alle deres driftsprognoser, udviklingsplaner samt særlige behov og forslag.

(13)

Lufthavnsdriftsorganerne bør underrette lufthavnsbrugerne om større infrastrukturplaner, da disse har en væsentlig indflydelse på lufthavnsafgiftssystemer eller -niveauet. Disse oplysninger bør fremlægges for at gøre det muligt at overvåge infrastrukturomkostningerne og sikre, at der stilles passende og omkostningseffektive faciliteter til rådighed i den pågældende lufthavn.

(14)

Lufthavnsdriftsorganer bør have mulighed for at anvende lufthavnsafgifter, der svarer til den infrastruktur og/eller det serviceniveau, der tilbydes, eftersom de pågældende luftfartsselskaber har en legitim interesse i at kræve ydelser fra lufthavnsdriftsorganet, der svarer til pris-/kvalitetsforholdet. Imidlertid bør alle luftfartsselskaber, der ønsker det, have adgang til infrastruktur og ydelser på ikke-diskriminerende vilkår og i differentieret udstrækning. Hvis efterspørgslen er større end udbuddet, bør der gives adgang på grundlag af objektive og ikke-diskriminerende kriterier, der opstilles af lufthavnsdriftsorganet. Enhver differentiering i lufthavnsafgifterne bør være gennemskuelig, objektiv og baseret på tydelige kriterier.

(15)

Lufthavnsbrugerne og lufthavnsdriftsorganet kan indgå en aftale om et serviceniveau for kvaliteten af de tjenesteydelser, der stilles til rådighed til gengæld for lufthavnsafgifterne. Som led i det regelmæssige samråd kan der forhandles om kvaliteten af de tjenesteydelser, der stilles til rådighed til gengæld for lufthavnsafgifterne.

(16)

Dette direktiv bør ikke berøre traktaten, særlig artikel 81-89.

(17)

Målet for dette direktiv, nemlig at fastlægge fælles principper for opkrævning af lufthavnsafgifter i Fællesskabets lufthavne, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, da der ikke kan opnås en ensartet løsning i hele Fællesskabet, hvis lufthavnsafgiftssystemerne fastlægges på nationalt plan; målet kan således på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Formål

1.   Dette direktiv fastlægger fælles principper for opkrævning af lufthavnsafgifter i Fællesskabets lufthavne.

2.   Dette direktiv gælder for alle lufthavne, som er beliggende på et område, der er omfattet af traktaten, og som er åbne for erhvervsmæssig trafik, hvor den årlige trafik overstiger 5 mio. passagerbevægelser, og for den lufthavn i hver medlemsstat, der har flest passagerbevægelser.

3.   Medlemsstaterne offentliggør en liste over de lufthavne i deres område, der er omfattet af dette direktiv. Denne liste udarbejdes på grundlag af oplysninger fra Kommissionen (Eurostat) og ajourføres årligt.

4.   Dette direktiv gælder ikke for de afgifter, der opkræves som betaling for overflyvningstjenester samt tårn- og indflyvningskontroltjenester i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1794/2006, og heller ikke for de afgifter, der opkræves som betaling for de groundhandlingydelser, der er opført i bilaget til direktiv 96/67/EF, eller for afgifter, der opkræves til finansiering af assistance til handicappede og bevægelseshæmmede passagerer som omhandlet i forordning (EF) nr. 1107/2006.

5.   Dette direktiv berører ikke den enkelte medlemsstats ret til at anvende yderligere reguleringsforanstaltninger, der ikke er uforenelige med dette direktiv, eller andre relevante fællesskabsbestemmelser over for lufthavnsdriftsorganer, der er beliggende på medlemsstatens område. Dette kan omfatte økonomiske kontrolforanstaltninger såsom godkendelse af afgiftssystemer og/eller afgiftsniveauet, herunder incitamentbaserede metoder for pålæggelse af afgifter eller bestemmelser om prislofter.

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

1)

»lufthavn«: et område, der er specielt indrettet til landing, start og manøvrering af luftfartøjer, herunder også eventuelle tilknyttede anlæg, der er nødvendige af hensyn til flytrafikken og service af luftfartøjer, bl.a. nødvendige anlæg til betjening af den erhvervsmæssige lufttrafik

2)

»lufthavnsdriftsorgan«: organ, som eventuelt i tilknytning til andre aktiviteter, i henhold til nationale love, bestemmelser eller kontrakter har fået til opgave at administrere og forvalte lufthavnsinfrastrukturen eller lufthavnsnetinfrastrukturen og at koordinere og kontrollere de aktiviteter, der udføres af de forskellige virksomheder, der opererer i de pågældende lufthavne eller lufthavnsnet

3)

»lufthavnsbruger«: en fysisk eller juridisk person, der er ansvarlig for flybefordring af passagerer, post og/eller fragt til eller fra den pågældende lufthavn

4)

»lufthavnsafgift«: en afgift, som lufthavnsbrugerne betaler til lufthavnsdriftsorganet for brug af de faciliteter og tjenesteydelser, der udelukkende stilles til rådighed af lufthavnsdriftsorganet, og som er knyttet til landing, start, afmærkning af flyvepladsen, parkering af fly samt passager- og fragtekspedition

5)

»lufthavnsnet«: en gruppe lufthavne, der er behørigt udpeget som sådan af medlemsstaten og drives af samme lufthavnsdriftsorgan.

Artikel 3

Ikke-diskrimination

Medlemsstaterne sikrer, at lufthavnsafgifterne ikke medfører forskelsbehandling af lufthavnsbrugere, i overensstemmelse med fællesskabsretten. Dette udgør ikke nogen hindring for, at lufthavnsafgifterne kan gradueres i almenhedens og samfundets interesse, herunder af miljøhensyn. Kriterierne for en sådan graduering skal være relevante, objektive og gennemsigtige.

Artikel 4

Lufthavnsnet

1.   Medlemsstaterne kan tillade, at lufthavnsdriftsorganet for et lufthavnsnet indfører et fælles og gennemsigtigt lufthavnsafgiftssystem, der skal dække lufthavnsnettet.

2.   Medlemsstaterne kan tillade, at lufthavnsdriftsorganet for lufthavne, der trafikmæssigt dækker samme by eller bygruppe, anvender samme lufthavnsafgiftsniveau for alle de berørte lufthavne, forudsat at hver enkelt lufthavn fuldt ud opfylder kravene om åbenhed i artikel 6.

Artikel 5

Samråd og klageadgang

1.   Medlemsstaterne sikrer, at der indføres en obligatorisk procedure for regelmæssigt samråd mellem lufthavnsdriftsorganet og lufthavnsbrugerne eller disses repræsentanter eller sammenslutninger om, hvordan lufthavnsafgiftssystemet skal fungere, om lufthavnsafgifternes størrelse og eventuelt om kvaliteten af de tjenesteydelser, der stilles til rådighed. Et sådant samråd skal finde sted mindst én gang om året, medmindre andet er aftalt under det seneste samråd. Når der er indgået en flerårig aftale mellem lufthavnsdriftsorganet og lufthavnsbrugerne, skal samråd finde sted i henhold til denne aftale. Medlemsstaterne bevarer retten til at anmode om hyppigere samråd.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at ændringer i en lufthavns afgiftssystem eller i afgiftsniveauet så vidt muligt sker efter aftale mellem lufthavnsdriftsorganet og lufthavnsbrugerne. Til dette formål forelægger lufthavnsdriftsorganet ethvert forslag om ændring af lufthavnens afgiftssystem eller afgiftsniveauet for lufthavnsbrugerne, senest fire måneder før ændringen skal træde i kraft, sammen med en begrundelse for de påtænkte ændringer, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, der skal begrundes over for lufthavnsbrugerne; i dette tilfælde må perioden ikke være mindre end to måneder. Lufthavnsdriftsorganet holder samråd om de påtænkte ændringer med lufthavnsbrugerne og tager hensyn til disses synspunkter, før der træffes afgørelse om ændringerne. Lufthavnsdriftsorganet skal offentliggøre sin afgørelse eller anbefaling inden for en rimelig frist, før den træder i kraft. Lufthavnsdriftsorganet skal begrunde sin afgørelse, set i forhold til lufthavnsbrugernes synspunkter, hvis driftsorganet og lufthavnsbrugerne ikke er nået til enighed om de foreslåede ændringer.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at begge parter i tilfælde af uenighed om en afgørelse om lufthavnsafgifter, der er truffet af lufthavnsdriftsorganet, kan klage til den uafhængige tilsynsinstans, jf. artikel 10, som derpå undersøger begrundelsen for ændringen af lufthavnsafgiftssystemet eller afgiftsniveauet.

4.   Beslutter lufthavnsdriftsorganet at ændre lufthavnsafgiftssystemet eller -niveauet, og indbringes denne afgørelse for den uafhængige tilsynsinstans, træder ændringen ikke i kraft, før denne instans har undersøgt sagen. Den uafhængige tilsynsinstans kan træffe en foreløbig afgørelse om ikrafttrædelsen af lufthavnsafgiftsændringen.

5.   En medlemsstat kan beslutte ikke at anvende stk. 3 og 4 i forbindelse med ændringer af lufthavnsafgiftssystemet eller -niveauet eller i de lufthavne, for hvilke den har indført en procedure, hvorefter der foretages økonomisk kontrol. Disse økonomiske kontrolforanstaltninger kan være de samme som dem, der henvises til i artikel 1, stk. 5. Hvis foranstaltningerne omfatter godkendelse af lufthavnsafgiftssystemet eller -niveauet, skal disse foranstaltninger godkendes af den instans, som er blevet udpeget eller oprettet som en uafhængig tilsynsinstans med henblik på dette direktiv.

Artikel 6

Åbenhed

1.   Medlemsstaterne sikrer, at lufthavnsdriftsorganet forelægger hver enkelt lufthavnsbruger eller lufthavnsbrugernes repræsentanter eller sammenslutninger oplysninger om, hvilke elementer der tjener som grundlag for fastsættelsen af systemet eller niveauet for samtlige lufthavnsafgifter, der opkræves i hver lufthavn af lufthavnsdriftsorganet, hver gang de i artikel 5, stk. 1, nævnte samråd skal holdes. Disse oplysninger skal som minimum omfatte følgende:

a)

en opgørelse over de forskellige tjenesteydelser og infrastrukturanlæg, som stilles til rådighed til gengæld for den lufthavnsafgift, der opkræves

b)

den metode, der anvendes til at fastsætte lufthavnsafgifterne

c)

lufthavnens overordnede omkostningsstruktur med hensyn til de faciliteter og ydelser, som lufthavnsafgifterne vedrører

d)

indtægterne fra de forskellige lufthavnsafgifter og den samlede udgift til de tjenesteydelser, der dækkes af disse

e)

prognoser vedrørende lufthavnens situation, for så vidt angår afgifter, trafikudvikling og planlagte investeringer

f)

den faktiske udnyttelse af lufthavnens infrastruktur og udstyr over en given periode.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at lufthavnsbrugerne forud for hvert samråd, jf. artikel 5, stk. 1, forelægger oplysninger til lufthavnsdriftsorganet om navnlig følgende aspekter:

a)

trafikprognoser

b)

prognoser over sammensætningen og den forventede udnyttelse af deres luftfartøjsflåde

c)

deres udviklingsplaner i den pågældende lufthavn

d)

deres behov i den pågældende lufthavn.

3.   Med forbehold af national lovgivning anses de oplysninger, der forelægges i medfør af denne artikel, som fortrolige eller økonomisk følsomme og behandles i overensstemmelse hermed. I forbindelse med børsnoterede lufthavnsdriftsorganer overholdes navnlig de børsretlige bestemmelser.

Artikel 7

Ny infrastruktur

Medlemsstaterne sikrer, at lufthavnsdriftsorganet hører lufthavnsbrugerne, før planer om ny infrastruktur lægges fast.

Artikel 8

Kvalitetsnormer

1.   For at opnå en smidig og effektiv lufthavnsdrift træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger for at gøre det muligt for lufthavnsdriftsorganet og de repræsentanter eller sammenslutninger, der repræsenterer lufthavnsbrugerne, at indlede forhandlinger med henblik på at indgå en serviceniveauaftale om kvaliteten af de tjenester, der ydes i lufthavnen. Disse forhandlinger om servicekvaliteten kan finde sted som led i de samråd, der henvises til i artikel 5, stk. 1.

2.   I alle serviceniveauaftaler fastsættes, hvilket serviceniveau luftfartsdriftsorganet skal stille til rådighed under hensyntagen til det faktiske lufthavnsafgiftssystem eller -niveauet og det serviceniveau, som lufthavnsbrugerne er berettiget til til gengæld for lufthavnsafgifterne.

Artikel 9

Skræddersyede tjenesteydelser

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at gøre det muligt for lufthavnsdriftsorganet at variere kvaliteten og omfanget af bestemte lufthavnsydelser, terminaler eller terminaldele, med det formål at tilbyde skræddersyede tjenesteydelser eller en terminal eller terminaldel til særlige formål. Lufthavnsafgiftssystemet og/eller -niveauet kan differentieres på grundlag af kvaliteten og omfanget af sådanne ydelser samt omkostningerne ved dem eller enhver anden objektiv begrundelse. Lufthavnsdriftsorganet kan frit fastsætte sådanne differentierede lufthavnsafgifter.

2.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for, at alle lufthavnsbrugere, der ønsker at benytte sig af skræddersyede tjenesteydelser eller særlige terminaler eller terminaldele, får mulighed for det.

Hvis der er flere lufthavnsbrugere, der ønsker adgang til de skræddersyede tjenesteydelser og/eller en særlig terminal eller terminaldel, end der er kapacitet til, gives der adgang på grundlag af relevante, objektive, gennemskuelige og ikke-diskriminerende kriterier. Disse kriterier kan fastsættes af lufthavnsdriftsorganet, og medlemsstaterne kan kræve, at disse kriterier godkendes af den uafhængige tilsynsinstans.

Artikel 10

Uafhængig tilsynsinstans

1.   Medlemsstaterne udpeger eller opretter en uafhængig instans som national uafhængig tilsynsinstans, der skal sikre, at de foranstaltninger, der træffes for at efterkomme dette direktiv, anvendes korrekt, samt mindst varetage de opgaver, det pålægges i henhold til artikel 5. Denne instans kan være den samme som den, medlemsstaten pålægger at varetage gennemførelsen af de yderligere reguleringsforanstaltninger, der henvises til i artikel 1, stk. 5, herunder godkendelse af afgiftssystemet og/eller lufthavnsafgiftsniveauet, forudsat at instansen opfylder kravene i nærværende artikels stk. 2.

2.   Medlemsstaterne garanterer, at tilsynsinstansen er uafhængig, ved at sikre, at den er retligt adskilt fra og funktionelt uafhængig af lufthavnsdriftsorganerne og luftfartsselskaberne. Medlemsstater, som bevarer ejerskab til lufthavne, lufthavnsdriftsorganer eller luftfartsselskaber eller kontrol over lufthavnsdriftsorganer eller luftfartsselskaber, sikrer også, at de funktioner, der er knyttet til ejerskabet eller kontrollen, ikke overdrages til den uafhængige tilsynsinstans. Medlemsstaterne sikrer, at de uafhængige tilsynsinstanser udøver deres beføjelser på en upartisk og gennemskuelig måde.

3.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen navn og adresse på den uafhængige tilsynsinstans samt dens opgaver og ansvarsområder og anfører, hvilke foranstaltninger der er truffet for at sikre, at stk. 2 overholdes.

4.   Medlemsstaterne kan indføre en finansieringsmekanisme for den uafhængige tilsynsinstans, som kan omfatte opkrævning af en afgift på lufthavnsbrugere og lufthavnsdriftsorganer.

5.   Med forbehold af artikel 5, stk. 5, sikrer medlemsstaterne, at der for den uafhængige tilsynsinstans med hensyn til en sådan uenighed, som der henvises til i artikel 5, stk. 3, træffes de nødvendige foranstaltninger vedrørende lufthavnsafgiftssystemet eller afgiftsniveauet, herunder kvaliteten af tjenesteydelserne, for at:

a)

indføre en procedure for løsning af uenighed mellem lufthavnsdriftsmyndigheden og lufthavnsbrugerne

b)

fastsætte, på hvilke betingelser en uenighed kan forelægges den uafhængige tilsynsinstans. Instansen kan navnlig afvise klager, der ikke er behørigt begrundet eller tilstrækkelig dokumenteret

c)

fastsætte de kriterier, som uenighed vil blive vurderet ud fra med henblik på løsning.

Disse procedurer, betingelser og kriterier skal være ikke-diskriminerende, gennemsigtige og objektive.

6.   Når den uafhængige tilsynsinstans undersøger begrundelsen for ændringen af lufthavnsafgiftssystemet eller afgiftsniveauet, jf. artikel 5, skal denne have adgang til de oplysninger fra de berørte parter, den har brug for, og den skal høre de berørte parter for at kunne træffe afgørelse i sagen. Den træffer afgørelse snarest muligt og under alle omstændigheder inden seks måneder efter modtagelsen af klagen. Den uafhængige tilsynsinstans' afgørelser er bindende, uden at det berører en eventuel parlamentarisk eller judiciel kontrol i medlemsstaterne.

7.   Den uafhængige tilsynsinstans offentliggør hvert år en beretning om sin virksomhed.

Artikel 11

Rapport og revision

1.   Senest … (7), forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af dette direktiv, med en vurdering af fremskridt med hensyn til at opfylde dets mål, og hvis det er relevant, passende forslag.

2.   Medlemsstaterne og Kommissionen samarbejder om anvendelsen af dette direktiv, navnlig om indsamling af oplysninger til den rapport, der er nævnt i stk. 1.

Artikel 12

Gennemførelse

1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest … (8). De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 13

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 14

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i …

På Europa-Parlamentets vegne

Formand

På Rådets vegne

Formand


(1)  EUT C 10 af 15.1.2008, s. 35.

(2)  EUT C 305 af 15.12.2007, s. 11.

(3)  Europa-Parlamentets udtalelse af 15. januar 2008 (endnu ikke offentliggjort i EUT), Rådets fælles holdning af 23. juni 2008 og Europa-Parlamentets holdning af … (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(4)  EUT L 341 af 7.12.2006, s. 3.

(5)  EFT L 272 af 25.10.1996, s. 36.

(6)  EUT L 204 af 26.7.2006, s. 1.

(7)  4 år efter dette direktivs ikrafttræden.

(8)  36 måneder efter dette direktivs ikrafttræden.


RÅDETS BEGRUNDELSE

I.   INDLEDNING

1.

Kommissionen sendte Rådet ovennævnte forslag den 29. januar 2007. Forslaget er baseret på EF-traktatens artikel 80, stk. 2.

2.

Den 29.-30. november 2007 nåede TTE-Rådet frem til en generel indstilling til forslaget.

3.

Den 15. januar 2008 holdt Europa-Parlamentet (ordfører Ulrich Stockmann (PSE-DE)) afstemning om forslaget ved førstebehandlingen. Europa-Parlamentets udtalelse indeholder 45 ændringer.

4.

Den 7. april 2008 nåede TTE-Rådet til politisk enighed om forslaget, idet det accepterede en række af Parlamentets 45 førstebehandlingsændringer (dok. 8017/08). Den heraf følgende fælles holdning forventes vedtaget af Rådet den 23. juni 2008.

II.   FORMÅL

Formålet med det foreslåede direktiv er at fastlægge fælles principper for opkrævning af lufthavnsafgifter i Fællesskabets lufthavne. Det sigter mod en præcisering af forholdet mellem lufthavnsoperatører og lufthavnsbrugere, idet det lægger op til åbenhed, samråd med brugerne og anvendelse af princippet om ikke-diskrimination ved beregningen af de afgifter, der opkræves af brugerne. Desuden tilsigter det oprettelse af stærke, uafhængige nationale myndigheder i medlemsstaterne, der kan mægle og bilægge tvister, så de hurtigt kan løses.

III.   ANALYSE AF DEN FÆLLES HOLDNING

1.   Generelt

På plenarmødet den 15. januar 2008 vedtog Europa-Parlamentet (EP) 45 ændringer til Kommissionens forslag. Rådets fælles holdning afspejler ændringerne i forhold til Kommissionens forslag (jf. nedenfor under punkt 2, litra a)), idet der er indarbejdet et betydeligt antal ændringer,

enten ordret (EP's ændring 8, 10, 11 og 45) eller

i princippet ved hjælp af en tilsvarende affattelse (EP's ændring 1, 2, 3, 15, 23, 28 og 29).

Et betydeligt antal ændringer er imidlertid ikke afspejlet i den fælles holdning, fordi Rådet enten finder, at

1)

de er overflødige, da de allerede er omfattet af andre instrumenter, der er vedtaget efter EP's udtalelse, eller

2)

der er taget hensyn til dem andetsteds i teksten, fordi Kommissionens oprindelige forslag er blevet omformuleret i den fælles holdning.

2.   Specifikke spørgsmål

a)   De vigtigste ændringer i forhold til Kommissionens forslag

Med udgangspunkt i Kommissionens forslag har Rådet foretaget adskillige ændringer, som kan sammenfattes således:

—   Direktivforslagets anvendelsesområde, artikel 1

Kommissionen foreslog oprindelig at medtage alle lufthavne med en årlig trafik på mere end 1 mio. passagerer. Rådet er blevet enigt om at hæve denne grænse til 5 mio. og om at medtage den største lufthavn i hver medlemsstat. Dette er anvendelsesområde er også mere i overensstemmelse med EP's udtalelse.

—   Graduering af afgifterne af miljøhensyn og af andre grunde i almenhedens interesse, artikel 3

Rådet er blevet enigt om at tilføje denne mulighed i artiklen om ikke-diskrimination. Denne tilføjelse afspejler medlemsstaternes ønske om at få mulighed for at fremme blandt andet anvendelsen af mere miljøvenlige fly ved graduering af lufthavnsafgifterne.

—   Omkostningsrelaterede afgifter, betragtning 8

Denne betragtning er et afbalanceret kompromis mellem medlemsstaternes ønske om, at lufthavnsafgifterne bør hænge nøje sammen med omkostningerne i forbindelse med levering af lufthavnsydelser (i overensstemmelse med ICAO's principielle anbefalinger om lufthavnsafgifter), og en passende grad af fleksibilitet for andre medlemsstater, inkl. dem, der mener, at dette kan få konsekvenser for den måde, lufthavnsnettene fungerer på, da nogle medlemsstater har brug for fleksibilitet med hensyn til anvendelsen af de kommercielle indtægter inden for lufthavnsnettet.

—   Lufthavnsnet og lufthavnssystem, artikel 2, stk. 5, og artikel 4

Rådet er enigt om, at det er nødvendigt at tilføje en definition af lufthavnsnet i direktivet. Desuden mener det, at der bør tilføjes en tekst, der sikrer, at lufthavne, der betjener den samme by eller bygruppe, kan have et fælles afgiftssystem.

—   Økonomiske kontrolforanstaltninger, artikel 5, stk. 5

Rådet finder, at der bør tilføjes en bestemmelse om økonomiske kontrolforanstaltninger, ifølge hvilken medlemsstater, der anvender økonomiske kontrolsystemer, ikke er forpligtet til at anvende den procedure for bilæggelse af tvister, som direktivet foreskriver. Dette skyldes, at økonomisk kontrol giver en beskyttelse svarende til den, der er fastsat i direktivet.

—   Frist for gennemførelse af direktivet, artikel 12

Rådet har forlænget den periode, der kræves til gennemførelse af direktivet i national ret, til 36 måneder, således at alle medlemsstaterne får tilstrækkelig tid til at træffe de fornødne foranstaltninger til gennemførelsen.

b)   Europa-Parlamentets ændringer

Rådet har desuden angivet en række ændringer, selv om det ikke har indsat dem i sin fælles holdning. Disse spørgsmål kan sammenfattes således:

—   Sikkerhedsafgifter

Ændring 4, 13 og 37-41

Den fælles holdning omfatter ikke ændringerne om sikkerhedsfinansiering, da EP's betænkeligheder på dette område allerede er imødekommet med ikrafttrædelsen af den nye forordning om sikkerhed inden for civil luftfart (forordning nr. 300/2008). Disse betænkeligheder vil også blive imødekommet i Kommissionens kommende politikinitiativ.

—   Forfinansiering

Ændring 31 og 32

Den fælles holdning anerkender betydningen af nye infrastrukturprojekter og sikrer muligheden for, at de kan finansieres, samtidig med af lufthavnsbrugernes interesser beskyttes. Dette forfinansieringsprincip nævnes allerede i ICAO-tekster, men Rådet finder det mere hensigtsmæssigt ikke at indsætte det i den fælles holdning, da medlemsstaterne følger forskellige fremgangsmåder, og fleksibiliteten skal bibeholdes. Kommissionen har ikke accepteret disse ændringer.

—   En- eller tostrenget system

Ændring 6 og 22

Rådet mener, at der bør lægges op til etablering af en fælles ramme til regulering af de grundlæggende træk i forbindelse med lufthavnsafgifter og den måde, de fastsættes på, men det mener også, at medlemsstaterne frit bør kunne tillade et en- eller tostrenget system eller en kombination af de to systemer, og at de ikke skal være forpligtet til at vedtage lovgivning, der gør ét af disse systemer obligatorisk, eller til at give lufthavnene ret til at vælge, hvilket system de vil anvende. Dette er grundene til, at den fælles holdning ikke indeholder en udtrykkelig bestemmelse om dette spørgsmål.

—   Dækning af alle lufthavne i et net

Ændring 9 og 14

Disse ændringer er ikke blevet accepteret i den fælles holdning af hensyn til sammenhængen i hele tilgangen til net, nemlig ikke-diskriminering af net mellem medlemsstater og eliminering af unødigt bureaukrati i små lufthavne samt den omstændighed, at der ikke er noget praktisk behov, da Rådet ikke mener, der er risiko for krydssubsidiering.

—   Andre ændringer

En række ændringer er ikke medtaget i den fælles holdning af tre grunde:

Rådet finder ikke, at de er i overensstemmelse med den filosofi og den tilgang, der er fulgt i direktivudkastet

Rådet finder, at de ikke er udformet tilstrækkelig klart, og at de kunne føre til juridisk usikkerhed, fordi de kan fortolkes på mere end én måde

Rådet finder, at de i praksis ville være vanskelige for medlemsstaterne at gennemføre, hvilket navnlig gælder ændringer, der fastsætter tidsfrister, som medlemsstaterne enten finder for korte eller for lange.

Der er tale om følgende ændringer:

principperne om konkurrence og statsstøtte (del af 7, 16, 24, 25 og 26)

ikke-diskrimination (34, 35 og 36)

betingelserne for en indgriben fra det uafhængige tilsynsorgans side og uddelegering af beføjelser (19, 21, 42 og 43)

serviceniveau og kvaliteten af tjenesteydelser (5, 27 og 33)

henvisning til faktorer, der er bestemmende for afgiftsniveauet (12)

samråd (17)

tidsplanen for forelæggelse af ændringer til afgiftssystemet (18)

klageadgang (20)

gennemsigtighed (30)

frist for afgørelser truffet af det uafhængige tilsynsorgan (44).

IV.   KONKLUSION

Rådet finder, at den fælles holdning er afbalanceret, og at den respekterer sigtet med og målsætningerne bag Kommissionens forslag. Den tager også hensyn til resultaterne af Europa-Parlamentets førstebehandling.

Rådet noterer sig de uformelle forhandlinger, der allerede har fundet sted mellem Rådet og Europa-Parlamentet, og regner med, at den kompromistekst, der er fremkommet, vil gøre det muligt hurtigt at vedtage direktivet i den nærmeste fremtid.


7.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 254/26


FÆLLES HOLDNING (EF) Nr. 23/2008

fastlagt af Rådet den 15. september 2008

med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/…/EF af … om ændring af direktiv 2003/88/EF om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden

(2008/C 254 E/03)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 137, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget (2),

efter proceduren i traktatens artikel 251 (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til traktatens artikel 137 skal Fællesskabet støtte og supplere medlemsstaternes indsats med henblik på at forbedre arbejdsmiljøet for at beskytte arbejdstagernes sundhed og sikkerhed. Det skal i direktiver vedtaget på grundlag af denne artikel undgås at pålægge administrative, finansielle og retlige byrder af en sådan art, at de hæmmer oprettelse og udvikling af små og mellemstore virksomheder.

(2)

I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF (4) er der fastsat minimumsforskrifter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden bl.a. med hensyn til daglig og ugentlig hviletid, pauser, maksimal ugentlig arbejdstid, årlig ferie samt visse aspekter i forbindelse med natarbejde, skifteholdsarbejde og arbejdsrytme.

(3)

I henhold til artikel 19, stk. 3, og artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 2003/88/EF skal der ske en fornyet behandling inden den 23. november 2003.

(4)

Mere end ti år efter vedtagelsen af Rådets direktiv 93/104/EF (5), der var det første direktiv om tilrettelæggelse af arbejdstiden, er det nu blevet nødvendigt at tage hensyn til ny udvikling og ønsker fra både arbejdsgivernes og arbejdstagernes side og tilvejebringe ressourcer til at opfylde de mål for vækst og beskæftigelse, der blev fastsat af Det Europæiske Råd på mødet den 22. og 23. marts 2005 inden for rammerne af Lissabonstrategien.

(5)

At kunne forene arbejdsliv og familieliv er også en væsentlig forudsætning for at realisere de mål, som EU har opstillet i Lissabonstrategien, navnlig for at øge kvinders beskæftigelsesfrekvens. Det tilsigtes ikke blot at skabe et mere tilfredsstillende arbejdsklima, men også at reagere bedre på arbejdstagernes behov, navnlig arbejdstagere med familieansvar. Flere af de ændringer, der er indeholdt i dette direktiv, sigter mod at gøre det lettere at forene arbejdsliv og familieliv.

(6)

I den forbindelse bør medlemsstaterne tilskynde arbejdsmarkedets parter til at indgå aftaler på et passende niveau, der skal gøre det lettere at forene arbejdsliv og familieliv.

(7)

Det er nødvendigt at styrke beskyttelsen af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed og gøre tilrettelæggelsen af arbejdstiden mere fleksibel, navnlig med hensyn til rådighedsvagter, og nærmere betegnet de inaktive dele af rådighedsvagter, og også at finde en ny balance mellem på den ene side forening af arbejdsliv og familieliv og på den anden side en mere fleksibel arbejdstidstilrettelæggelse.

(8)

Der bør ydes arbejdstagerne kompenserende hvileperioder i de tilfælde, hvor der ikke ydes hvileperioder. Det bør overlades til medlemsstaterne at bestemme, hvad der er en rimelig frist for at yde arbejdstagerne tilsvarende kompenserende hvileperioder, under hensyntagen til nødvendigheden af at sikre de pågældende arbejdstageres sikkerhed og sundhed samt proportionalitetsprincippet.

(9)

Bestemmelserne om referenceperioden for en maksimal ugentlig arbejdstid skal også tages op til fornyet behandling med det formål at tilpasse dem til arbejdsgivernes og arbejdstagernes behov, forudsat at beskyttelsen af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed kan garanteres.

(10)

Når arbejdskontraktens varighed er på under et år, bør referenceperioden ikke være længere end arbejdskontraktens varighed.

(11)

Erfaringerne i forbindelse med anvendelsen af artikel 22, stk. 1, i direktiv 2003/88/EF viser, at en beslutning om ikke at være bundet af artikel 6 heri kan give problemer med hensyn til beskyttelsen af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed og arbejdstagernes frie valg.

(12)

Muligheden i artikel 22, stk. 1, udgør en undtagelse fra princippet om en maksimal ugentlig arbejdstid på 48 timer, beregnet som gennemsnit i en referenceperiode. Der kræves effektiv beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed og udtrykkeligt, frit og informeret samtykke fra den berørte arbejdstager. Når denne mulighed benyttes, skal der være passende garantier for at sikre, at disse betingelser overholdes, og der skal gennemføres en nøje overvågning.

(13)

Inden muligheden i artikel 22, stk. 1, tages i anvendelse, bør det overvejes, hvorvidt den længste referenceperiode eller andre fleksibilitetsbestemmelser fastsat i direktiv 2003/88/EF sikrer den nødvendige fleksibilitet.

(14)

For at undgå sundheds- og sikkerhedsrisici for arbejdstagerne er det ikke muligt i en medlemsstat at kumulere både den fleksible referenceperiode, der er omhandlet i artikel 19, stk. 1, litra b), og muligheden i artikel 22, stk. 1.

(15)

I overensstemmelse med traktatens artikel 138, stk. 2, har Kommissionen konsulteret arbejdsmarkedets parter på fællesskabsplan om de mulige retningslinjer for en fællesskabsindsats på dette område.

(16)

Efter denne konsultation fandt Kommissionen en fællesskabsindsats tilrådelig og konsulterede på ny arbejdsmarkedets parter om indholdet af det påtænkte forslag, jf. traktatens artikel 138, stk. 3.

(17)

Efter den anden konsultationsfase har arbejdsmarkedets parter på fællesskabsplan ikke meddelt Kommissionen, at de ønsker at indlede den proces, der kan føre til indgåelse af en aftale, jf. traktatens artikel 139.

(18)

Målet for dette direktiv, nemlig at modernisere fællesskabslovgivningen om tilrettelæggelse af arbejdstiden, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(19)

Direktivet respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der er anerkendt ved EU's charter om grundlæggende rettigheder (6). Direktivet sigter navnlig mod at sikre fuld overholdelse af retten til retfærdige og rimelige arbejdsforhold som fastsat i artikel 31 i chartret og især stk. 2 heri, hvori det fastslås, at »enhver arbejdstager har ret til en begrænsning af den maksimale arbejdstid, til daglige og ugentlige hvileperioder samt til årlig ferie med løn«.

(20)

Gennemførelsen af dette direktiv bør fastholde det generelle beskyttelsesniveau for arbejdstagerne for så vidt angår sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

I direktiv 2003/88/EF foretages følgende ændringer:

1.

I artikel 2 indsættes følgende punkter:

»1a.

»rådighedsvagt«: det tidsrum, hvori arbejdstageren er forpligtet til at stå til rådighed på sin arbejdsplads for på foranledning af arbejdsgiveren at udføre sin beskæftigelse eller sine opgaver

1b.

»arbejdsplads«: det eller de steder, hvor en arbejdstager normalt udfører sin beskæftigelse eller sine opgaver, og som fastsættes i overensstemmelse med det arbejdsforhold eller den arbejdskontrakt, som er gældende for arbejdstageren

1c.

»inaktiv del af en rådighedsvagt«: det tidsrum, hvori arbejdstageren har vagt som omhandlet i punkt 1a, men ikke anmodes af arbejdsgiveren om rent faktisk at udføre sin beskæftigelse eller sine opgaver«.

2.

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 2a

Rådighedsvagt

Den inaktive del af en rådighedsvagt betragtes ikke som arbejdstid, medmindre andet følger af national lovgivning eller, i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis, af en kollektiv overenskomst eller en aftale mellem arbejdsmarkedets parter.

Den inaktive del af en rådighedsvagt kan beregnes på grundlag af et gennemsnitligt timeantal eller som en andel af rådighedsvagten under hensyntagen til erfaringerne i den pågældende sektor, ved kollektiv overenskomst eller aftale mellem arbejdsmarkedets parter eller ved national lovgivning efter høring af arbejdsmarkedets parter.

Den inaktive del af rådighedsvagten kan ikke medregnes ved beregningen af daglige eller ugentlige hvileperioder som omhandlet i henholdsvis artikel 3 og 5 medmindre andet er fastsat:

a)

i en kollektiv overenskomst eller en aftale mellem arbejdsmarkedets parter

eller

b)

ved national lovgivning efter høring af arbejdsmarkedets parter.

Det tidsrum, hvori arbejdstageren rent faktisk udfører sin beskæftigelse eller sine opgaver under rådighedsvagten, betragtes altid som arbejdstid.«.

»Artikel 2b

Forening af arbejdsliv og familieliv

Medlemsstaterne opfordrer arbejdsmarkedets parter på et passende niveau til — uden at det berører deres uafhængighed — at indgå aftaler, der skal gøre det lettere at forene arbejdsliv og familieliv.

Medlemsstaterne sikrer, at arbejdsgiverne, uden at det berører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF af 11. marts 2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab (7) og efter drøftelser med arbejdsmarkedets parter rettidigt informerer arbejdstagerne om enhver væsentlig ændring af arbejdsrytmen eller tilrettelæggelsen af deres arbejdstid.

Under hensyntagen til arbejdstagernes behov for fleksibilitet i deres arbejdstid og arbejdsrytme skal medlemsstaterne i overensstemmelse med national praksis også tilskynde arbejdsgiverne til at behandle anmodninger om ændringer i arbejdstid og arbejdsrytme, med forbehold af erhvervslivets behov og arbejdsgivernes og arbejdstagernes behov for fleksibilitet.

3.

Artikel 17 ændres således:

a)

i stk. 1 erstattes »artikel 3-6, 8 og 16« med »artikel 3-6, artikel 8 samt artikel 16, litra a) og c)«

b)

i stk. 2 erstattes »forudsat at der ydes de pågældende arbejdstagere tilsvarende kompenserende hvileperioder« med »forudsat at der ydes de pågældende arbejdstagere tilsvarende kompenserende hvileperioder inden for en rimelig frist, der fastsættes ved national lovgivning eller ved en kollektiv overenskomst eller en aftale mellem arbejdsmarkedets parter«

c)

i stk. 3 erstattes »artikel 3, 4, 5, 8 og 16« i den indledende sætning med »artikel 3, 4, 5 og 8 samt artikel 16, litra a) og c)«

d)

stk. 5 ændres således:

i)

første afsnit affattes således:

»5.   I overensstemmelse med stk. 2 kan artikel 6 fraviges for læger under uddannelse i overensstemmelse med bestemmelserne i andet til sjette afsnit i nærværende stykke.«

ii)

sidste afsnit udgår.

4.

I artikel 18, stk. 3, erstattes »hvis der ydes de pågældende arbejdstagere tilsvarende kompenserende hvileperioder« med »hvis der ydes de pågældende arbejdstagere tilsvarende kompenserende hvileperioder inden for en rimelig frist, der fastsættes ved national lovgivning eller ved en kollektiv overenskomst eller en aftale mellem arbejdsmarkedets parter«.

5.

Artikel 19 affattes således:

»Artikel 19:

Begrænsninger i undtagelser fra referenceperioden

Uanset artikel 22a, litra b), og som undtagelse fra artikel 16, litra b), skal medlemsstaterne under overholdelse af de almindelige principper for beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed have mulighed for at tillade, at der af objektive eller tekniske grunde eller af hensyn til arbejdets tilrettelæggelse fastsættes en referenceperiode, der ikke overstiger tolv måneder:

a)

ved en kollektiv overenskomst eller en aftale mellem arbejdsmarkedets parter som omhandlet i artikel 18

eller

b)

ved lov eller administrative bestemmelser efter høring af arbejdsmarkedets parter på et passende niveau.

Hvis medlemsstaterne benytter sig af litra b), skal de sikre, at arbejdsgiverne overholder deres forpligtelser som fastsat i del II i direktiv 89/391/EØF.«.

6.

Artikel 22 affattes således:

»Artikel 22

Diverse bestemmelser

1.   Selv om det almindelige princip er, at den maksimale ugentlige arbejdstid i EU er på 48 timer, og det i praksis er en undtagelse, at arbejdstagere i EU arbejder mere, kan medlemsstaterne beslutte at undlade at anvende artikel 6, forudsat at de træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre effektiv beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed. De kan dog kun benytte sig af denne mulighed, hvis det udtrykkeligt er fastsat ved kollektiv overenskomst eller aftale mellem arbejdsmarkedets parter på et passende niveau eller ved national lovgivning efter høring af arbejdsmarkedets parter på et passende niveau.

2.   De medlemsstater, der ønsker at benytte sig af denne mulighed, skal under alle omstændigheder træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre:

a)

at ingen arbejdsgiver kan kræve, at en arbejdstager præsterer mere end 48 timers arbejde i løbet af en syvdagesperiode, beregnet som gennemsnit i den referenceperiode, der er omhandlet i artikel 16, litra b), medmindre han først har indhentet arbejdstagerens samtykke til at udføre et sådant arbejde. Et sådant samtykke kan kun være gyldigt i en periode på et år og kan forlænges.

b)

at det ikke af arbejdsgiveren lægges arbejdstageren til last, at vedkommende ikke er villig til at give sit samtykke til at udføre et sådant arbejde eller af en eller anden grund trækker sit samtykke tilbage

c)

at et samtykke, der gives:

i)

ved den enkelte arbejdskontrakts undertegnelse eller

ii)

i løbet af de første fire uger i et arbejdsforhold

er ugyldigt

d)

at ingen arbejdstager, der har givet et samtykke i henhold til denne artikel, i løbet af en syvdagesperiode arbejder mere end:

i)

60 timer beregnet som et gennemsnit over en periode på tre måneder, medmindre andet er fastsat i en kollektiv overenskomst eller en aftale mellem arbejdsmarkedets parter eller

ii)

65 timer beregnet som et gennemsnit over en periode på tre måneder, hvis der ikke findes en kollektiv overenskomst, når den inaktive del af en rådighedsvagt betragtes som arbejdstid i overensstemmelse med artikel 2a

e)

at enhver arbejdstager i de første seks måneder efter indgåelse af en gyldig aftale eller op til tre måneder efter afslutningen af den prøvetid, der er fastsat i kontrakten, alt efter hvilket tidsrum der er længst, har ret til skriftligt rettidigt over for arbejdsgiveren at trække sit samtykke til at udføre et sådant arbejde tilbage med øjeblikkelig virkning. Derefter kan arbejdsgiveren kræve, at arbejdstageren giver et skriftligt varsel, der ikke må overstige to måneder

f)

at arbejdsgiveren fører ajourførte registre over de arbejdstagere, der udfører et sådant arbejde samt dækkende registre, der gør det muligt at fastslå, om bestemmelserne i dette direktiv er overholdt

g)

at registrene stilles til rådighed for de kompetente myndigheder, som af hensyn til arbejdstagernes sikkerhed og/eller sundhed kan forbyde eller begrænse muligheden for at overskride den maksimale ugentlige arbejdstid

h)

at arbejdsgiveren efter anmodning fra de kompetente myndigheder giver disse oplysninger om aftaler indgået med arbejdstagerne om at arbejde ud over 48 timer i løbet af en syvdagesperiode, beregnet som gennemsnit i den referenceperiode, der er omhandlet i artikel 16, litra b), samt adækvate registre, der gør det muligt at fastslå, om bestemmelserne i dette direktiv er overholdt.

3.   Hvis en arbejdstager er beskæftiget hos samme arbejdsgiver i en eller flere perioder, der ikke overstiger i alt ti uger i en periode på tolv måneder, finder bestemmelserne i stk. 2, litra c), nr. ii), og litra d), ikke anvendelse, idet de almindelige principper for beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed dog skal overholdes.«.

7.

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 22a

Særlige bestemmelser

Når en medlemsstat benytter muligheden i artikel 22,

a)

finder muligheden i artikel 19, stk. 1, litra b), ikke anvendelse

b)

kan denne medlemsstat som en undtagelse fra artikel 16, litra b), og af objektive eller tekniske grunde eller af hensyn til arbejdets tilrettelæggelse ved lov eller administrative bestemmelser tillade, at der fastsættes en referenceperiode, der ikke overstiger seks måneder.

En sådan referenceperiode skal overholde de almindelige principper for beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed og berører ikke den tremåneders referenceperiode, der i henhold til artikel 22, stk. 2, litra d), finder anvendelse for arbejdstagere, der har indgået en gyldig bestående aftale i henhold til artikel 22, stk. 2, litra a).«.

8.

Artikel 24 affattes således:

»Artikel 24

Rapporter

1.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de allerede har udstedt, eller som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

2.   Medlemsstaterne forelægger hvert femte år Kommissionen en rapport om den praktiske gennemførelse af dette direktiv med angivelse af arbejdsmarkedsparternes synspunkter.

Kommissionen underretter Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed og Sundhed på Arbejdspladsen herom.

3.   Fra den 23. november 1996 forelægger Kommissionen hvert femte år Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af dette direktiv under hensyntagen til stk. 1 og 2.«.

9.

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 24a

Evalueringsrapport

1.   Senest den … (8):

a)

underretter de medlemsstater, der gør brug af muligheden i artikel 22, stk. 1, efter høring af arbejdsmarkedets parter på nationalt plan Kommissionen om begrundelser, berørte sektorer, arbejdsområder og antal berørte arbejdstagere. Rapporten fra hver medlemsstat skal indeholde oplysninger om følgevirkningerne for arbejdstagernes sundhed og sikkerhed samt en angivelse af synspunkter fra arbejdsmarkedets parter på et passende plan og skal desuden sendes til arbejdsmarkedsparterne på nationalt plan.

b)

underretter de medlemsstater, der gør brug muligheden i artikel 19, stk. 1, litra b), Kommissionen om, hvordan de har gennemført denne bestemmelse, og om følgerne for arbejdstagernes sundhed og sikkerhed.

2.   Senest den … (9) forelægger Kommissionen efter høring af arbejdsmarkedets parter på fællesskabsplan, Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om:

a)

anvendelsen af muligheden i artikel 22, stk. 1, og begrundelserne herfor samt

b)

andre forhold, som kan bidrage til lange arbejdstider, herunder anvendelsen af artikel 19, stk. 1, litra b).

Rapporten kan ledsages af passende forslag til nedbringelse af overdrevent lange arbejdstider, bl.a. for så vidt angår anvendelsen af muligheden i artikel 22, stk. 1, under hensyntagen til dens indvirkning på sundheden og sikkerheden for de arbejdstagere, der er omfattet af denne mulighed.

3.   På grundlag af den i stk. 2 omhandlede rapport vurderer Rådet anvendelsen af mulighederne i direktivet, navnlig mulighederne i artikel 19, stk. 1, litra b), og artikel 22.

Under hensyntagen til denne vurdering kan Kommissionen senest den … (10), hvis det er relevant, forelægge Europa-Parlamentet og Rådet et forslag til revision af direktivet, herunder af den mulighed, der er fastsat i artikel 22, stk. 1.«.

Artikel 2

Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om de sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelse af nationale bestemmelser, der er vedtaget til gennemførelse af dette direktiv, og træffer de fornødne foranstaltninger til at sikre deres iværksættelse. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver senest den … (11) Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser, og enhver senere ændring meddeles i god tid. De sørger navnlig for, at arbejdstagerne og/eller arbejdstagerrepræsentanterne råder over de fornødne procedurer til at sikre, at de forpligtelser, der er fastlagt i dette direktiv, opfyldes.

Artikel 3

1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den … (11) eller sikrer, at arbejdsmarkedets parter indfører de nødvendige bestemmelser ved aftale; medlemsstaterne skal i den forbindelse træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for på et hvilket som helst tidspunkt at kunne garantere, at direktivets mål er opfyldt. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 4

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 5

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i …

På Europa-Parlamentets vegne

Formand

På Rådets vegne

Formand


(1)  EUT C 267 af 27.10.2005, s. 16.

(2)  EUT C 231 af 20.9.2005, s. 69.

(3)  Europa-Parlamentets udtalelse af 11. maj 2005 (EUT C 92 E af 20.4.2006, s. 292) og Rådets fælles holdning af 15. september 2008 og Rådets afgørelse af … (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(4)  EUT L 299 af 18.11.2003, s. 9.

(5)  EFT L 307 af 13.12.1993, s. 1. Ophævet ved direktiv 2003/88/EF.

(6)  EUT C 303 af 14.12.2007, s. 1.

(7)  EFT L 80 af 23.3.2002, s. 29.«.

(8)  Seks år efter dette direktivs ikrafttræden.

(9)  Syv år efter dette direktivs ikrafttræden.

(10)  Otte år efter dette direktivs ikrafttræden.

(11)  Tre år efter dette direktivs ikrafttræden.


RÅDETS BEGRUNDELSE

I.   INDLEDNING

Kommissionen forelagde den 24. september 2004 et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/88/EF om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (1). Forslaget er baseret på traktatens artikel 137, stk. 2.

Europa-Parlamentet afgav førstebehandlingsudtalelse den 11. maj 2005 (2) i henhold til traktatens artikel 251.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg afgav udtalelse den 11. maj 2005 (3) og Regionsudvalget den 14. april 2005 (4).

Kommissionen forelagde sit ændrede forslag (5) den 2. juni 2005, hvor den accepterede 13 af de 25 ændringer, Europa-Parlamentet havde vedtaget.

Den 9. juni 2008 nåede Rådet til politisk enighed med kvalificeret flertal om en fælles holdning parallelt med den politiske enighed med kvalificeret flertal om en fælles holdning vedrørende direktivet om vikaransattes arbejdsforhold. Fem af delegationerne, der ikke kunne acceptere teksten til den politiske enighed om arbejdstidsdirektivet, fremsatte en fælles erklæring til Rådets protokol (6).

Rådet vedtog sin fælles holdning med kvalificeret flertal den 15. september 2008 i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2.

II.   MÅL

Forslaget har et dobbelt sigte:

For det første at tage visse af bestemmelserne i direktiv 2003/88/EF (den seneste ændring af direktiv 93/104/EF) op til revision i overensstemmelse med direktivets artikel 19 og 22. Disse bestemmelser vedrører undtagelserne fra referenceperioden med hensyn til anvendelsen af artikel 6 (maksimal ugentlig arbejdstid) og muligheden for at undlade at anvende artikel 6, hvis arbejdstageren giver sit samtykke til at udføre sådant arbejde (»opt-out-bestemmelsen«).

For det andet at tage hensyn til EF-Domstolens retspraksis, især dommene i SIMAP-sagen (7) og i Jaeger-sagen (8), hvorefter vagttjeneste udført af en læge, hvor det kræves, at denne er fysisk til stede på hospitalet, skal betragtes som arbejdstid. Denne fortolkning fra EF-Domstolens side af visse bestemmelser i direktivet, der er en følge af flere anmodninger om præjudicielle afgørelser i henhold til traktatens artikel 234, har fået vidtrækkende konsekvenser for begrebet »arbejdstid« og dermed for væsentlige bestemmelser i direktivet.

Især skal nævnes følgende:

For at sikre en passende balance mellem på den ene side beskyttelse af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed og på den anden side arbejdsgiverens behov for fleksibilitet fastsættes der i forslaget generelle principper for beskyttelse af arbejdstagere, der udfører vagttjeneste, i såvel aktive som inaktive vagtperioder. Inden for disse rammer er det fastsat i forslaget, at den inaktive del af en rådighedsvagt ikke er arbejdstid som defineret i direktivet, medmindre andet følger af den nationale lovgivning, kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter.

Forslaget tilsigter at give arbejdsgiverne og medlemsstaterne større fleksibilitet med hensyn til tilrettelæggelsen af arbejdstiden ved på visse betingelser at give mulighed for at udvide referenceperioden for beregning af den maksimale ugentlige arbejdstid til indtil et år og dermed give virksomhederne mulighed for at håndtere mere eller mindre regelmæssige udsving i efterspørgslen.

Forslaget giver bedre muligheder for at forene arbejdsliv og familieliv, navnlig gennem de foreslåede ændringer af artikel 22.

Med hensyn til den individuelle opt-out fra begrænsningen på 48 timer af den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid styrker forslaget den sociale dialog ved at inddrage arbejdsmarkedets parter i alle afgørelser, som en medlemsstat træffer om at tillade individuelle arbejdstagere at bruge opt-out. Med dette nye system skal en medlemsstats afgørelse om at tillade brugen af opt-out gennemføres enten i form af en forudgående kollektiv overenskomst eller en overenskomst mellem arbejdsmarkedets parter på passende niveau eller national lovgivning efter høring af arbejdsmarkedets parter på passende niveau. Det er fortsat sådan, at ingen arbejdsgiver kan tvinge en arbejdstager til at arbejde mere end de gennemsnitlige 48 timer om ugen, så den individuelle arbejdstager skal også acceptere brugen af opt-out. Der skal også gælde skærpede betingelser på fællesskabsniveau for at forebygge misbrug og sikre, at en arbejdstager, der overvejer at bruge opt-out, kan træffe dette valg helt frit. Endvidere indføres der med forslaget et generelt princip, der betyder, at den maksimale ugentlige arbejdstid skal være begrænset.

III.   ANALYSE AF DEN FÆLLES HOLDNING

1.   Generelle bemærkninger

a)   Kommissionens ændrede forslag

Europa-Parlamentet vedtog 25 ændringer til Kommissionens forslag. 13 af disse ændringer blev indarbejdet i Kommissionens ændrede forslag, enten helt, delvis eller efter omformulering (ændring 1, 2, 3, 4, 8, 11, 12, 13, 16, 17, 18, 19 og 24). 12 andre ændringer kunne imidlertid ikke accepteres af Kommissionen (ændring 5, 6, 7, 9, 10, 14, 15, 20, 21, 22, 23 og 25).

b)   Rådets fælles holdning

Rådet kunne acceptere 8 af de 13 ændringer, der helt eller delvis er indarbejdet i Kommissionens ændrede forslag, nemlig ændring 1 og 2 (betragtning 4, henvisning til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Lissabon), 3 (betragtning 5, omtale af en forøgelse af kvinders beskæftigelsesfrekvens), 4 (betragtning 7, tilføjelse af en omtale af foreneligheden af arbejdsliv og familieliv), 8 (betragtning 14, henvisning til artikel 31, stk. 2, i EU's charter om grundlæggende rettigheder), 16 (artikel 17, stk. 2, vedrørende kompenserende hvileperioder), 17 (artikel 17, stk. 5, første afsnit, rettelse af en fejl) og 18 (artikel 18, stk. 3, vedrørende kompenserende hvileperioder).

Rådet accepterede også (med forbehold af den endelige udformning) principperne i følgende ændringer:

ændring 12 (artikel 2b: indsættelse af en bestemmelse om foreneligheden af arbejdsliv og familieliv)

ændring 13 (udeladelse af artikel 16, litra b, andet afsnit, om referenceperioden på 12 måneder)

ændring 19 (artikel 19: referenceperioden).

Rådet fandt det imidlertid ikke hensigtsmæssigt at medtage følgende ændringer:

ændring 11 (summen af arbejdstiden i tilfælde af, at arbejdstageren har flere arbejdskontrakter), som medtaget i betragtning 2 i det ændrede forslag, da betragtning 3 i det nugældende direktiv lyder som følger: »Bestemmelserne i Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet finder fortsat i fuld udstrækning anvendelse på de områder, der er omfattet af nærværende direktiv, dog med forbehold af strengere og/eller mere specifikke bestemmelser i nærværende direktiv.«, og det endvidere fremgår af dette direktivs artikel 1, stk. 4, at bestemmelserne i direktiv 89/391/EØF i fuld udstrækning finder anvendelse på de minimale daglige hvileperioder, ugentlige hvileperioder og årlige ferier, på pauser og på den maksimale ugentlige arbejdstid, samt på visse aspekter i forbindelse med natarbejde, skifteholdsarbejde og arbejdsrytme

ændring 24 (bestemmelse om gyldighedsperioden for undtagelsesordninger, der er indgået inden direktivets ikrafttrædelse, artikel 22, stk. 1c): Rådet fandt det ikke nødvendigt at indarbejde denne bestemmelse, som er medtaget i Kommissionens ændrede forslag

ændring 25 (der fastsætter, at en kopi af direktivet skal sendes til kandidatlandenes regeringer og parlamenter).

Rådet kunne heller ikke acceptere ændring 5, 6, 7, 9, 10, 14, 15, 20, 21, 22 og 23 af de grunde, Kommissionen har nævnt i sit ændrede forslag.

Kommissionen har accepteret den fælles holdning, som Rådet er nået til enighed om.

2.   Særlige bemærkninger

Bestemmelser om rådighedsvagt

Rådet tilsluttede sig de definitioner af »rådighedsvagt« og »inaktiv del af en rådighedsvagt«, som Kommissionen har foreslået i sit oprindelige forslag og bekræftet i sit ændrede forslag.

Rådet er også enigt med Kommissionen med hensyn til behovet for at indføje en definition af begrebet »arbejdsplads« i artikel 1, stk. 1, nr. 1b), i den fælles holdning for at tydeliggøre definitionen af rådighedsvagt.

Med hensyn til den nye artikel 2a om rådighedsvagt er Rådet enigt med Kommissionen i princippet om, at den inaktive del af en rådighedsvagt ikke skal betragtes som arbejdstid, medmindre andet følger af national lovgivning eller, i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis, af en kollektiv overenskomst eller en aftale mellem arbejdsmarkedets parter. Rådet mener ligesom Kommissionen, at indførelsen af denne nye kategori vil bidrage til at klargøre forholdet mellem arbejdstid og hvileperioder.

Rådet fulgte også Kommissionens tilgang hvad angår metoden til beregning af den inaktive del af en rådighedsvagt, men fastsatte samtidig, at den inaktive del kan fastsættes ikke blot ved kollektiv overenskomst eller ved aftale mellem arbejdsmarkedets parter, men også ved national lovgivning efter høring af arbejdsmarkedets parter.

Rådet anerkendte som et generelt princip, at den inaktive del af rådighedsvagten ikke skal medregnes ved beregningen af de daglige og ugentlige hvileperioder. Rådet mente imidlertid også, at det var hensigtsmæssigt at give mulighed for gennem kollektive overenskomster, aftaler mellem arbejdsmarkedets parter eller ved national lovgivning efter høring af arbejdsmarkedets parter at indføre en vis fleksibilitet ved anvendelsen af denne bestemmelse.

Kompenserende hvileperioder

Med hensyn til direktivets artikel 17, stk. 2, og artikel 18, stk. 3, kan Rådet tilslutte sig ændring 16 og 18, sådan som de nu er formuleret i Kommissionens ændrede forslag.

Det generelle princip er, at der skal ydes arbejdstagerne kompenserende hvileperioder i de tilfælde, hvor der ikke er mulighed for normale hvileperioder. Det bør overlades til medlemsstaterne at bestemme, hvad der er en rimelig frist for at yde arbejdstagerne tilsvarende kompenserende hvileperioder, under hensyntagen til nødvendigheden af at sikre de pågældende arbejdstageres sikkerhed og sundhed og i henhold til proportionalitetsprincippet.

Forening af arbejdsliv og familieliv

Rådet er enigt med Parlamentet i, at der er behov for at gøre det lettere at forene arbejdsliv og familieliv. Dette hensyn tilgodeses meget klart i den fælles holdning i betragtning 5, 6 og 7 samt i artikel 1, stk. 2, og en ny artikel 2b indsættes.

Rådet er enigt i ændring 2 og 3 (vedrørende betragtning 4 og 5), sådan som de nu er formuleret i Kommissionens ændrede forslag.

Med hensyn til den nye artikel 2b medtog Rådet teksten fra stk. 1 i Kommissionens ændrede forslag, der lyder som følger: »Medlemsstaterne opfordrer arbejdsmarkedets parter på et passende niveau til at indgå aftaler, der gør det lettere at forene arbejdsliv og familieliv, uden at det berører arbejdsmarkedets parters uafhængighed«.

De to følgende stykker er inspireret af ændring 12 og bygger på Kommissionens ændrede forslag. I stk. 2 henvises endvidere til direktiv 2002/14/EF om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab, og der foreskrives samråd med arbejdsmarkedets parter. I stk. 3 fastsættes det, at medlemsstaterne bør tilskynde arbejdsgiverne til at behandle arbejdstagernes anmodninger om ændringer i deres arbejdstid og arbejdsrytme, med forbehold af erhvervslivets behov og såvel arbejdsgivernes som arbejdstagernes behov for fleksibilitet.

Referenceperiode (artikel 19)

Rådet er enigt med Europa-Parlamentet i, at en udvidelse af referenceperioden bør ledsages af øget inddragelse af arbejdstagerne og deres repræsentanter samt af de fornødne foranstaltninger til forebyggelse af risici for arbejdstagernes sundhed og sikkerhed. Det var imidlertid af den opfattelse, at en henvisning til del II i direktiv 89/391/EF (9), der indeholder en række bestemmelser med henblik herpå, vil give tilstrækkelige garantier i så henseende.

Rammerne for opt-out-muligheden (artikel 22)

Rådet kunne hverken acceptere ændring 20, ifølge hvilken artikel 22 om opt-out ophæves 36 måneder efter direktivets ikrafttrædelse, eller Kommissionens ændrede forslag, der giver mulighed for at forlænge opt-out-muligheden ud over tre år. Nogle af delegationerne gik ind for det princip, at benyttelsen af opt-out bør bringes til ophør efter en vis periode, men et flertal af dem var imod en sådan løsning, selv om dette ikke nødvendigvis skulle tages som udtryk for, at de alle agtede at benytte opt-out-muligheden på indeværende tidspunkt.

På denne baggrund kom Rådet efter at have undersøgt forskellige mulige løsninger til sidst til den konklusion, at den eneste acceptable løsning for et kvalificeret flertal af delegationerne vil være at fastsætte, at opt-out-muligheden bibeholdes, men at der samtidig indføres garantier mod misbrug til skade for arbejdstageren.

Navnlig fastsættes det i den fælles holdnings artikel 1, stk. 7, der vedrører direktivets artikel 22a, litra a), at benyttelse af opt-out-muligheden ikke kan kombineres med muligheden i artikel 19, litra b). Videre hedder det i betragtning 13, at inden opt-out-muligheden tages i anvendelse, bør det overvejes, om den længste referenceperiode eller andre fleksibilitetsbestemmelser fastsat i direktivet ikke sikrer den nødvendige fleksibilitet.

Med hensyn til de betingelser, der gælder for opt-out, fastsættes det i den fælles holdning:

at arbejdsugen i EU bør være på maksimalt 48 timer, jf. artikel 6 i det nugældende direktiv, medmindre en medlemsstat fastsætter en opt-out-mulighed enten ved kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter på et passende niveau eller ved national lovgivning efter høring af arbejdsmarkedets parter på et passende niveau, og den enkelte arbejdstager beslutter at benytte opt-out-muligheden. Det er derfor fortsat den enkelte arbejdstagers beslutning, og vedkommende kan ikke pålægges at arbejde ud over begrænsningen på 48 timer

at benyttelse af denne mulighed desuden er underlagt strenge betingelser med det formål at sikre et frit samtykke fra arbejdstageren, at fastsætte en retlig begrænsning af det ugentlige antal arbejdstimer ved benyttelse af opt-out og at indføre en særlig forpligtelse for arbejdsgiveren til efter anmodning at underrette de kompetente myndigheder.

Med hensyn til sikring af, at arbejdstageren frit kan give sit samtykke, fastsættes det i den fælles holdning, at opt-out kun er gyldig, hvis arbejdstageren har givet sit samtykke, inden et sådant arbejde udføres, og kun for en periode på ikke over et år, som kan forlænges. Arbejdsgiveren kan under ingen omstændigheder lægge arbejdstageren til last, at han ikke er villig til at give sit samtykke til at udføre et sådant arbejde eller af en eller anden grund trækker sit samtykke tilbage. Bortses fra kortsigtede kontrakter (jf. nedenstående) kan en aftale om opt-out desuden først underskrives efter de første fire uger i et arbejdsforhold, og en arbejdstager kan ikke blive bedt om at underskrive en aftale om opt-out i forbindelse med undertegnelsen af sin arbejdskontrakt. Endelig har arbejdstageren ret til inden for specifikke frister at trække sit samtykke til at arbejde i henhold til opt-out-bestemmelsen tilbage.

Den fælles holdning indfører retlige begrænsninger af det tilladte ugentlige antal arbejdstimer i forbindelse med opt-out, hvilket ikke findes i det nugældende direktiv. 60 timer om ugen beregnet som et gennemsnit over en periode på tre måneder vil normalt være grænsen, medmindre andet er fastsat i en kollektiv overenskomst eller en aftale mellem arbejdsmarkedets parter. Denne grænse kan sættes op til 65 timer beregnet som et gennemsnit over en periode på tre måneder, hvis der ikke findes en kollektiv overenskomst, og når den inaktive del af en rådighedsvagt betragtes som arbejdstid.

Endelig fastsættes det i den fælles holdning, at arbejdsgiverne skal føre registre over arbejdstiden for arbejdstagere, der arbejder i henhold til opt-out-bestemmelsen. Registrene stilles til rådighed for de kompetente myndigheder, som af hensyn til arbejdstagernes sikkerhed og/eller sundhed kan forbyde eller begrænse muligheden for at overskride den maksimale ugentlige arbejdstid. Desuden kan arbejdsgiveren af de kompetente myndigheder blive anmodet om, at give oplysninger om aftaler, der er indgået med arbejdstagerne om udførelse af et arbejde, hvorved de overskrider en arbejdstid på 48 timer i løbet af en syvdagesperiode, beregnet som gennemsnit i den referenceperiode, der er omhandlet i artikel 16, litra b).

I den fælles holdning fastsættes der særlige betingelser for kortfristede kontrakter (hvor en arbejdstager er ansat af den samme arbejdsgiver i en eller flere perioder, der ikke overstiger i alt ti uger i en periode på 12 måneder): samtykke til benyttelse af opt-out kan i så fald gives i løbet af de første fire uger i et arbejdsforhold, og de retlige begrænsninger af det tilladte ugentlige antal arbejdstimer i forbindelse med opt-out finder ikke anvendelse. Dog må man ikke bede en arbejdstager om at give sit samtykke til at arbejde i henhold til opt-out-bestemmelsen, samtidig med at vedkommendes ansættelseskontrakt underskrives.

Endvidere fastsættes det i den fælles holdning, at en medlemsstat, når den benytter opt-out-bestemmelsen, ved love eller administrative bestemmelser kan tillade, at der af objektive eller tekniske grunde eller af hensyn til arbejdets tilrettelæggelse fastsættes en referenceperiode, der ikke overstiger seks måneder. Denne referenceperiode berører dog ikke den tremåneders referenceperiode, der finder anvendelse ved beregning af den maksimale ugentlige begrænsning på 60 eller 65 timer.

Bestemmelser om overvågning, evaluering og revision

I den fælles holdnings artikel 1, stk. 6, vedrørende en ny artikel 24a i direktivet stilles der krav om udførlig rapportering vedrørende benyttelse af opt-out og andre faktorer, der kan bidrage til lang arbejdstid, såsom benyttelse af artikel 19, litra b) (referenceperiode på 12 måneder). Hensigten med disse krav er, at Kommissionen skal have mulighed for en nøje overvågning.

Mere specifikt fastsættes det i den fælles holdning, at Kommissionen:

senest fire år efter direktivets ikrafttrædelse skal forelægge en rapport, der om nødvendigt ledsages af passende forslag til nedbringelse af overdrevent lange arbejdstider, bl.a. anvendelse af opt-out-muligheden, under hensyntagen til dens indvirkning på sundheden og sikkerheden for de arbejdstagere, der er omfattet af denne mulighed. Denne rapport skal vurderes af Rådet

under hensyntagen til denne vurdering senest fem år efter direktivets ikrafttrædelse kan forelægge Rådet og Europa-Parlamentet et forslag til revision af direktivet, bl.a. af opt-out-muligheden.

IV.   KONKLUSION

Med tanke på de meget konkrete fremskridt, der sideløbende er opnået med hensyn til direktivet om vikaransatte, finder Rådet, at den fælles holdning vedrørende arbejdstidsdirektivet udgør en afbalanceret og realistisk løsning på de spørgsmål, der indgår i Kommissionens forslag, i betragtning af, at der er så store forskelle på arbejdsmarkedsforholdene i medlemsstaterne og på deres synspunkter med hensyn til de betingelser, der er nødvendige for at imødekomme disse forhold. Rådet ser frem til en konstruktiv debat med Europa-Parlamentet med henblik på at nå til endelig enighed om dette vigtige direktiv.


(1)  EUT C 322 af 29.12.2004, s. 9.

(2)  EUT C 92 af 20.4.2006, s. 292.

(3)  EUT C 267 af 27.10.2005, s. 16.

(4)  EUT C 231 af 20.9.2005, s. 69.

(5)  EUT C 146 af 16.6.2005, s. 13.

(6)  Dok. 10583/08 ADD 1.

(7)  Domstolens dom af 3. oktober 2000, sag C-303/98, Sindicato de Médicos de Asistencia Pública (Simap) mod Conselleria de Sanidad y Consumo de la Generalidad Valenciana, Sml. 2000, s. I-7963.

(8)  Domstolens dom af 9. oktober 2003, sag C-151/02, anmodning om præjudiciel afgørelse: Landesarbeitsgericht Schleswig-Holstein (Tyskland) i den verserende sag for denne domstol mellem Landeshauptstadt Kiel og Norbert Jaeger, endnu ikke offentliggjort.

(9)  EFT L 183 af 29.6.1989, s. 1.


7.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 254/36


FÆLLES HOLDNING (EF) Nr. 24/2008

fastlagt af Rådet den 15. september 2008

med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/…/EF af … om vikararbejde

(2008/C 254 E/04)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 137 stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter høring af Regionsudvalget,

efter proceduren i traktatens artikel 251 (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og principperne i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (3). Det har navnlig til formål at sikre fuld overholdelse af charterets artikel 31, ifølge hvilken enhver arbejdstager har ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold og til en begrænsning af den maksimale arbejdstid, til daglige og ugentlige hvileperioder samt til årlig ferie med løn.

(2)

Desuden hedder det i punkt 7 i fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder bl.a., at etableringen af det indre marked skal føre til en forbedring af arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår inden for Det Europæiske Fællesskab. Dette skal opnås ved indbyrdes tilnærmelse på et stadigt stigende niveau af disse vilkår, bl.a. med hensyn til sådanne former for arbejde som tidsbegrænset ansættelse, deltidsansættelse, vikaransættelse og sæsonarbejde.

(3)

Den 27. september 1995 konsulterede Kommissionen, jf. traktatens artikel 138, stk. 2, arbejdsmarkedets parter på fællesskabsplan om de mulige retningslinjer for en fællesskabsindsats vedrørende arbejdstidens fleksibilitet og arbejdstagernes sikkerhed i ansættelsen.

(4)

Efter denne konsultation mente Kommissionen, at en fællesskabsindsats var ønskelig, og den konsulterede yderligere den 9. april 1996 arbejdsmarkedets parter, jf. traktatens artikel 138, stk. 2, om indholdet af det påtænkte forslag.

(5)

I præambelen til den rammeaftale om tidsbegrænset ansættelse, som blev indgået den 18. marts 1999, angav de underskrivende parter, at de havde til hensigt at overveje nødvendigheden af en lignende aftale om vikaransættelse og besluttede ikke at medtage vikaransatte i direktivet om tidsbegrænset ansættelse.

(6)

De generelle tværfaglige organisationer, dvs. Sammenslutningen af Industri- og Arbejdsgiverorganisationer i Europa (UNICE) (4), De Offentlige Arbejdsgiveres Europæiske Organisation (CEEP) og Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS), meddelte ved en fælles skrivelse af 29. maj 2000 Kommissionen, at de ønsker at indlede den proces, der er omhandlet i traktatens artikel 139. De anmodede i en fælles skrivelse af 28. februar 2001 Kommissionen om at forlænge fristen i artikel 138, stk. 4, med én måned. Kommissionen imødekom denne anmodning og forlængede forhandlingsperioden til den 15. marts 2001.

(7)

Den 21. maj 2001 erkendte arbejdsmarkedets parter, at deres forhandlinger om vikaransættelse ikke havde ført til en aftale.

(8)

I marts 2005 fandt Det Europæiske Råd det absolut nødvendigt, at der sættes ny gang i Lissabonstrategien, og at vækst og beskæftigelse udvælges som kerneprioriteter. Rådet godkendte de integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse 2005-2008, der bl.a. tager sigte på at skabe større fleksibilitet kombineret med sikkerhed i beskæftigelsen og begrænse segmenteringen af arbejdsmarkedet samtidig med, at arbejdsmarkedsparternes rolle respekteres.

(9)

I overensstemmelse med Kommissionens meddelelse om den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden for perioden frem til 2010, som Det Europæiske Råd på mødet i marts 2005 udtrykte tilfredshed med, idet den bidrager til virkeliggørelsen af Lissabonstrategiens mål ved at styrke den europæiske sociale model, fandt Det Europæiske Råd, at for arbejdstagernes og virksomhedernes vedkommende vil nye former for tilrettelæggelse af arbejdet og mere forskelligartede aftalevilkår, der bedre kombinerer fleksibilitet og sikkerhed, bidrage til tilpasningsevnen. Endvidere gav Det Europæiske Råd på mødet i december 2007 sin tilslutning til de aftalte fælles principper for flexicurity, der er udtryk for en passende balance mellem fleksibilitet og sikkerhed på arbejdsmarkedet og hjælper både arbejdstagere og arbejdsgivere med at udnytte de muligheder, globaliseringen byder.

(10)

Inden for Den Europæiske Union er der store forskelle i brugen af vikaransættelse og i vikaransattes juridiske situation, status og arbejdsvilkår.

(11)

Vikararbejde opfylder ikke blot virksomhedernes fleksibilitetsbehov, men også de ansattes behov for at forene familie- og arbejdsliv. Det bidrager dermed til jobskabelse og til deltagelse og integration på arbejdsmarkedet.

(12)

Dette direktiv opstiller en ramme for beskyttelse af vikaransatte, som er ikke-diskriminerende, gennemsigtig og står i rimeligt forhold til formålet, samtidig med at den respekterer arbejdsmarkedernes og arbejdsmarkedsrelationernes forskellighed.

(13)

I Rådets direktiv 91/383/EØF af 25. juni 1991 om supplering af foranstaltningerne til forbedring af sikkerheden og sundheden på arbejdsstedet for arbejdstagere, der har et tidsbegrænset ansættelsesforhold eller et vikaransættelsesforhold (5), fastsættes de gældende bestemmelser for vikaransatte, for så vidt angår sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen.

(14)

De væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår for vikaransatte bør mindst svare til dem, der gælder for arbejdstagere, der er ansat direkte af brugervirksomheden til udførelse af det samme arbejde.

(15)

Arbejdsaftaler uden tidsbegrænsning er den almindelige form for ansættelsesforhold. For så vidt angår arbejdstagere, som er tilknyttet et vikarbureau via en tidsubegrænset kontrakt, og som dermed nyder særlig beskyttelse, bør det sikres, at der kan afviges fra de bestemmelser, der gælder i brugervirksomheden.

(16)

For at tilgodese arbejdsmarkedernes og arbejdsmarkedsrelationernes forskellighed på en fleksibel måde kan medlemsstaterne tillade arbejdsmarkedets parter at fastsætte arbejds- og ansættelsesvilkårene, forudsat at den generelle beskyttelse af vikaransatte respekteres.

(17)

Under visse begrænsede omstændigheder bør medlemsstaterne endvidere, på grundlag af en aftale indgået mellem arbejdsmarkedets parter på nationalt plan, inden for visse grænser kunne fravige princippet om ligebehandling, forudsat at der sikres en passende beskyttelse.

(18)

Den forbedrede minimumsbeskyttelse af vikaransatte bør ledsages af en revision af eventuelle restriktioner eller forbud, som måtte være pålagt vikararbejde. Disse kan kun begrundes i almene hensyn til f.eks. beskyttelse af arbejdstagerne og krav til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og i behovet for at sikre et velfungerende arbejdsmarked og forebygge misbrug.

(19)

Dette direktiv berører ikke arbejdsmarkedets parters uafhængighed eller forholdet mellem dem, herunder retten til at forhandle og indgå kollektive overenskomster i overensstemmelse med national lov og praksis under overholdelse af gældende fællesskabsret.

(20)

Bestemmelserne i dette direktiv vedrørende forbud mod eller restriktioner i anvendelsen af vikararbejdskraft berører ikke national lovgivning eller praksis, som forbyder, at strejkende arbejdstagere erstattes med vikarer.

(21)

Medlemsstaterne bør fastsætte administrative eller retslige procedurer til beskyttelse af vikaransattes rettigheder og bør fastsætte sanktioner, der er effektive, afskrækkende og står i et rimeligt forhold til overtrædelsens karakter, i tilfælde af tilsidesættelse af de forpligtelser, der følger af dette direktiv.

(22)

Dette direktiv bør gennemføres i overensstemmelse med traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser og fri etableringsret, og berører ikke Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (6).

(23)

Målet for dette direktiv, nemlig at skabe en ramme for beskyttelse af vikaransatte, som er harmoniseret på fællesskabsplan, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af handlingens omfang eller virkninger bedre nås på fællesskabsplan ved at der indføres minimumsforskrifter, som gælder for hele Fællesskabet; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf., traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

KAPITEL I

Generelle bestemmelser

Artikel 1

Anvendelsesområde

1.   Dette direktiv finder anvendelse på arbejdstagere, som har indgået en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med et vikarbureau og udsendes til brugervirksomheder for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under disses tilsyn og ledelse.

2.   Dette direktiv gælder for offentligretlige og privatretlige virksomheder, som er vikarbureauer eller brugervirksomheder, der udøver en økonomisk aktivitet, uanset om de opererer med gevinst for øje.

3.   Medlemsstaterne kan efter høring af arbejdsmarkedets parter bestemme, at dette direktiv ikke skal gælde for arbejdsaftaler og ansættelsesforhold, der er indgået inden for rammerne af et specifikt offentligt eller offentligt støttet program, som vedrører erhvervsuddannelse, integration på arbejdsmarkedet eller omskoling.

Artikel 2

Formål

Dette direktiv har til formål at beskytte vikaransatte og forbedre kvaliteten af vikararbejde ved at sikre, at princippet om ligebehandling, som fastsat i artikel 5, gælder for vikaransatte, og ved at anerkende vikarbureauer som arbejdsgivere samtidig med, at der tages hensyn til behovet for at etablere passende rammer for anvendelsen af vikararbejde med henblik på at bidrage effektivt til at skabe arbejdspladser og til at udvikle fleksible former for arbejde.

Artikel 3

Definitioner

1.   I dette direktiv forstås ved:

a)

»arbejdstager«: enhver person, som i den pågældende medlemsstat er beskyttet som arbejdstager i medfør af de nationale arbejdsretlige bestemmelser

b)

»vikarbureau«: enhver fysisk eller juridisk person, som i overensstemmelse med national lovgivning indgår en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med vikaransatte med henblik på at udsende dem til brugervirksomheder for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under disses tilsyn og ledelse

c)

»vikaransat«: en arbejdstager, som har indgået en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med et vikarbureau med det formål at blive udsendt til en brugervirksomhed for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under dennes tilsyn og ledelse

d)

»brugervirksomhed«: enhver fysisk eller juridisk person, for hvem og under hvis tilsyn og ledelse en vikaransat midlertidigt udfører en arbejdsopgave

e)

»udsendelse«: den periode, hvor den vikaransatte udstationeres i brugervirksomheden for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under dennes tilsyn og ledelse

f)

»væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår«: arbejds- og ansættelsesvilkår fastsat i henhold til love og administrative bestemmelser, kollektive overenskomster og/eller andre bindende generelle bestemmelser, der gælder i brugervirksomheden, vedrørende:

i)

arbejdstidens længde, overarbejde, pauser, hvileperioder, natarbejde, ferie og helligdage

ii)

aflønning.

2.   Dette direktiv berører ikke national lovgivning for så vidt angår definitionen af aflønning, arbejdsaftale, ansættelsesforhold eller arbejdstager.

Medlemsstaterne må ikke undtage arbejdstagere, arbejdsaftaler og ansættelsesforhold fra dette direktivs anvendelsesområde udelukkende med den begrundelse, at der er tale om deltidsansatte, arbejdstagere i et tidsbegrænset ansættelsesforhold eller personer, der har indgået en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med et vikarbureau.

Artikel 4

Revision af restriktioner eller forbud

1.   Forbud mod og restriktioner i anvendelsen af vikararbejde kan kun begrundes i almene hensyn til især beskyttelse af vikaransatte og krav til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen eller i behovet for at sikre et velfungerende arbejdsmarked og forebygge misbrug.

2.   Senest … (7) tager medlemsstaterne efter høring af arbejdsmarkedets parter i overensstemmelse med national lovgivning, kollektive overenskomster og praksis eventuelle restriktioner og forbud vedrørende anvendelsen af vikararbejde op til revision for at afgøre, om de er begrundet ud fra de hensyn, der er anført i stk. 1.

3.   Hvis sådanne restriktioner og forbud er fastsat i kollektive overenskomster, kan den i stk. 2 omhandlede revision udføres af de arbejdsmarkedsparter, der har forhandlet den relevante overenskomst.

4.   Stk. 1, 2 og 3 berører ikke nationale krav til vikarbureauer for så vidt angår registrering, udstedelse af tilladelse, godkendelse, finansielle garantier eller tilsyn.

5.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen om resultaterne af den i stk. 2 og stk. 3 omhandlede revision senest … (7).

KAPITEL II

Arbejds- og ansættelsesvilkår

Artikel 5

Princippet om ligebehandling

1.   De væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår, der gælder for vikaransatte under deres udsendelse til en brugervirksomhed, skal mindst svare til dem, der ville være gældende, hvis de vikaransatte havde været ansat direkte af denne virksomhed til udførelse af samme arbejdsopgave.

Når første afsnit finder anvendelse, skal de regler, der gælder i brugervirksomheden, vedrørende:

a)

beskyttelse af gravide og ammende kvinder samt af børn og unge og

b)

ligebehandling af mænd og kvinder og foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering

overholdes som fastsat ved lov, administrative bestemmelser, kollektive overenskomster og/eller andre generelle bestemmelser.

2.   Med hensyn til aflønning kan medlemsstaterne efter høring af arbejdsmarkedets parter bestemme, at det i stk. 1 fastsatte princip kan fraviges, når den vikaransatte har en tidsubegrænset arbejdsaftale med et vikarbureau og aflønnes i perioderne mellem udsendelserne.

3.   Medlemsstaterne kan efter høring af arbejdsmarkedets parter give disse mulighed for på det relevante niveau og på betingelser, som medlemsstaterne fastsætter, at videreføre eller indgå kollektive overenskomster, hvorved der, samtidig med at den generelle beskyttelse af vikaransatte respekteres, kan indføres ordninger vedrørende vikaransattes arbejds- og ansættelsesvilkår, som kan afvige fra dem, der er omhandlet i stk. 1.

4.   Forudsat at der sikres en passende beskyttelse af vikaransatte, kan medlemsstater, hvor der ikke findes en lovbestemt procedure for at erklære kollektive overenskomster alment gældende eller ikke findes en lovbestemt procedure eller praksis for at udvide deres bestemmelser til alle lignende virksomheder i en bestemt branche eller et bestemt geografisk område, efter høring af arbejdsmarkedets parter på nationalt plan og på grundlag af en aftale indgået mellem disse indføre ordninger vedrørende de væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår, der fraviger princippet i stk. 1. Sådanne ordninger kan omfatte en frist for overholdelse af princippet om ligebehandling.

De ordninger, der omhandles i dette stykke, skal være i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen og skal være tilstrækkelig præcise og tilgængelige, så de pågældende brancher og virksomheder kan identificere og overholde deres forpligtelser. Navnlig skal medlemsstaterne ved anvendelsen af artikel 3, stk. 2, præcisere, om de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, herunder pensions-, og sygesikringsordninger eller medarbejderaktieordninger, indgår i de væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår i stk. 1. Sådanne ordninger berører heller ikke aftaler på nationalt, regionalt eller lokalt niveau eller på brancheplan, som er mindst lige så gunstige for arbejdstagerne.

5.   Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger i overensstemmelse med national lov og/eller praksis med henblik på at forebygge misbrug ved anvendelsen af denne artikel og navnlig forebygge successive udsendelser, der har til formål at omgå dette direktivs bestemmelser. De underretter Kommissionen om de trufne foranstaltninger.

Artikel 6

Adgang til beskæftigelse, kollektive faciliteter og efteruddannelse

1.   Vikaransatte skal informeres om eventuelle ledige stillinger i brugervirksomheden, så de har samme mulighed for at opnå fast beskæftigelse som andre arbejdstagere i den pågældende virksomhed. Dette kan ske ved et generelt opslag på et passende sted i den virksomhed, for hvilken og under hvis tilsyn den vikaransatte udfører en arbejdsopgave.

2.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at eventuelle klausuler, der forbyder eller reelt forhindrer, at der efter en udsendelses ophør indgås en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold mellem brugervirksomheden og den vikaransatte, er ugyldige eller kan erklæres ugyldige.

Dette stykke berører ikke ordninger, i henhold til hvilke vikarbureauer modtager en rimelig betaling for tjenester, som er ydet brugervirksomheder i forbindelse med udsendelse, ansættelse og uddannelse af vikaransatte.

3.   Vikarbureauer må ikke kræve betaling af arbejdstagere som modydelse for at sørge for, at de kan blive ansat i en brugervirksomhed eller kan indgå en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med en brugervirksomhed efter at have været udsendt til den pågældende virksomhed.

4.   Uden at dette i øvrigt berører artikel 5, stk. 1, har vikaransatte adgang til brugervirksomhedens kollektive faciliteter, navnlig kantine, børnepasnings- og transportfaciliteter, på samme vilkår som arbejdstagere, der er ansat direkte af virksomheden, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet.

5.   Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger eller fremmer dialogen mellem arbejdsmarkedets parter i overensstemmelse med nationale traditioner og praksis med henblik på:

a)

at forbedre vikaransattes adgang til uddannelsesaktiviteter og børnepasningsfaciliteter i vikarbureauerne, herunder også i perioderne mellem udsendelser, for at fremme deres karrieremuligheder og øge deres beskæftigelsesegnethed

b)

at forbedre vikaransattes adgang til uddannelsesaktiviteter for arbejdstagere i brugervirksomhederne.

Artikel 7

Vikaransattes repræsentation

1.   Vikaransatte indgår på betingelser, som fastlægges af medlemsstaterne, i beregningen af den tærskel, over hvilken der ifølge fællesskabslovgivningen og national lovgivning samt kollektive overenskomster skal etableres organer til repræsentation af arbejdstagerne i vikarbureauet.

2.   Medlemsstaterne kan bestemme, at vikaransatte på betingelser, som fastlægges af medlemsstaterne, indgår i beregningen af den tærskel, over hvilken der ifølge fællesskabslovgivningen og national lovgivning samt kollektive overenskomster skal etableres organer til repræsentation af arbejdstagerne i brugervirksomheden, på samme måde som hvis de havde været ansat direkte af brugervirksomheden for samme periode.

3.   De medlemsstater, der benytter sig af muligheden i stk. 2, er ikke forpligtet til at gennemføre bestemmelserne i stk. 1.

Artikel 8

Information af arbejdstagerrepræsentanterne

Med forbehold af strengere og/eller mere specifikke nationale bestemmelser og fællesskabsbestemmelser om information og høring, navnlig i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF af 11. marts 2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab (8), skal brugervirksomheden give passende oplysninger om sin anvendelse af vikaransatte, når den giver oplysninger om beskæftigelsessituationen i virksomheden til de organer til repræsentation af arbejdstagerne, som er oprettet i overensstemmelse med den nationale lovgivning og fællesskabslovgivningen.

KAPITEL III

Afsluttende bestemmelser

Artikel 9

Minimumskrav

1.   Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan anvende eller indføre love eller administrative bestemmelser, som er gunstigere for arbejdstagerne, eller kan tilskynde arbejdsmarkedets parter til eller give dem mulighed for at indgå kollektive overenskomster, som er gunstigere for arbejdstagerne.

2.   Gennemførelsen af dette direktiv kan under ingen omstændigheder udgøre en tilstrækkelig begrundelse for en forringelse af det generelle beskyttelsesniveau for arbejdstagerne på de områder, der er omfattet af dette direktiv. Dette er ikke til hinder for, at medlemsstaterne og/eller arbejdsmarkedets parter på baggrund af ændrede forhold kan vedtage love og administrative bestemmelser eller overenskomstmæssige bestemmelser, som afviger fra de bestemmelser, der var gældende på tidspunktet for vedtagelsen af dette direktiv, forudsat at minimumskravene i dette direktiv overholdes.

Artikel 10

Sanktioner

1.   Medlemsstaterne påser, at der kan træffes passende foranstaltninger, hvis et vikarbureau eller en brugervirksomhed ikke overholder dette direktiv. De sørger navnlig for, at der findes passende administrative eller retslige procedurer til at sikre, at de forpligtelser, der følger af dette direktiv, kan håndhæves.

2.   Medlemsstaterne fastsætter regler for sanktioner, som skal anvendes i tilfælde af overtrædelse af nationale bestemmelser, der er vedtaget til gennemførelse af dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at sanktionerne iværksættes. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver senest … (7) Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser. Medlemsstaterne giver omgående Kommissionen meddelelse om enhver senere ændring af disse bestemmelser. Medlemsstaterne sørger navnlig for, at arbejdstagerne og/eller deres repræsentanter har de fornødne midler til at sikre håndhævelsen af de forpligtelser, der følger af dette direktiv.

Artikel 11

Gennemførelse

1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest … (7) eller påser, at arbejdsmarkedets parter fastsætter de nødvendige bestemmelser ved overenskomst, idet medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger for til enhver tid at kunne garantere, at formålet med dette direktiv bliver opfyldt. De underretter straks Kommissionen herom.

2.   Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastlægges af medlemsstaterne.

Artikel 12

Revision foretaget af Kommissionen

Senest … (9) tager Kommissionen i samråd med medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter på europæisk plan anvendelsen af dette direktiv op til revision med henblik på om nødvendigt at forelægge ændringsforslag.

Artikel 13

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 14

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i …

På Europa-Parlamentets vegne

Formand

På Rådets vegne

Formand


(1)  EUT C 61 af 14.3.2003, s. 124.

(2)  Europa-Parlamentets udtalelse af 21. november 2002 (EUT C 25 E af 29.1.2004, s. 368), Rådets fælles holdning af 15. september 2008 og Rådets afgørelse af … (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(3)  EUT C 303 af 14.12.2007, s. 1.

(4)  UNICE ændrede navn til BUSINESSEUROPE i januar 2007.

(5)  EFT L 206 af 29.7.1991, s. 19.

(6)  EFT L 18 af 21.1.1997, s. 1.

(7)  Tre år efter dette direktivs ikrafttræden.

(8)  EFT L 80 af 23.3.2002, s. 29.

(9)  Fem år efter vedtagelsen af dette direktiv.


RÅDETS BEGRUNDELSE

I.   INDLEDNING

Kommissionen vedtog den 20. marts 2002 som led i Lissabonstrategien et forslag til direktiv om vikaransattes arbejdsforhold med henblik på at forene fleksibilitet på arbejdsmarkedet og jobsikkerhed og skabe flere og bedre job.

Europa-Parlamentet afgav førstebehandlingsudtalelse den 21. november 2002 i overensstemmelse med traktatens artikel 251.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg afgav sin udtalelse om Kommissionens forslag den 19. september 2002.

Regionsudvalget oplyste i en skrivelse af 23. maj 2002, at det ikke ville afgive udtalelse om direktivforslaget.

Den 28. november 2002 vedtog Kommissionen et ændret forslag under hensyn til Europa-Parlamentets udtalelse.

Rådet nåede med kvalificeret flertal til politisk enighed om en fælles holdning på samlingen den 9.-10. juni 2008 og nåede samtidig til politisk enighed om arbejdstidsdirektivet, ligeledes med kvalificeret flertal.

I overensstemmelse med EF-traktatens artikel 251, stk. 2, vedtog Rådet formelt sin fælles holdning med kvalificeret flertal den 15. september 2008.

II.   MÅL

Direktivudkastets mål er at beskytte vikaransatte og forbedre kvaliteten af vikararbejde ved at sikre, at princippet om ligebehandling gælder for vikaransatte, og ved at anerkende vikarbureauer som arbejdsgivere. Direktivudkastet tager også sigte på at etablere passende rammer for anvendelsen af vikararbejde med henblik på at bidrage effektivt til at skabe arbejdspladser og til at udvikle fleksible former for arbejde.

III.   GENNEMGANG AF DEN FÆLLES HOLDNING

1.   GENERELLE BEMÆRKNINGER

I henhold til traktatens artikel 137, stk. 1, »støtter og supplerer Fællesskabet medlemsstaternes indsats på« en række områder, herunder »arbejdsvilkår«.

I traktatens artikel 137, stk. 2, hedder det, at Rådet »ved udstedelse af direktiver [kan] vedtage minimumsforskrifter, der skal gennemføres gradvis under hensyn til de vilkår og tekniske bestemmelser, der gælder i hver af medlemsstaterne«.

Rådets fælles holdning er i overensstemmelse med målene i traktatens artikel 137, stk. 2, på det pågældende område, da den har til formål at beskytte vikaransatte og forbedre kvaliteten af vikararbejde. Den fælles holdning tager endvidere hensyn til behovet for at etablere passende rammer for anvendelsen af vikararbejde med henblik på at bidrage til at skabe arbejdspladser og til at udvikle fleksible former for arbejde.

Den fælles holdning overholder de mål, som Kommissionen har fremlagt, og som støttes af Parlamentet, navnlig at princippet om ligebehandling skal være hovedreglen lige fra begyndelsen. Den omfatter generelt de fleste af de ændringer, der er resultatet af Parlamentets førstebehandling af Kommissionens forslag.

2.   OPBYGNING OG HOVEDELEMENTER

2.1.   Generel opbygning og direktivets titel

Den generelle opbygning af den fælles holdning følger den generelle opbygning af Kommissionens ændrede forslag. Med hensyn til direktivets titel har Rådet fulgt Kommissionens ændrede forslag og valgt en mere generel titel: direktivet om vikararbejde. Det bemærkes, at Rådets fælles holdning i en række tilfælde præciserer de vigtigste termer og udtryk, navnlig ved konsekvent at anvende de engelske ord »temporary agency worker« (vikaransat) og »temporary work agency« (vikarbureau).

2.2.   De vigtigste forskelle i forhold til Kommissionens ændrede forslag

I artikel 4 om revision af restriktioner i og forbud mod anvendelsen af vikararbejde følger Rådet i alt væsentligt substansen i Parlamentets ændring 34, men har tilføjet et nyt stk. 3 om revision af overenskomster, der er forhandlet af arbejdsmarkedets parter. Rådet fandt, at arbejdsmarkedets parter af hensyn til deres autonomi selv bør vurdere, om de restriktioner og forbud, som de har forhandlet, er berettiget ud fra de i artikel 4, stk. 1, anførte grunde. Rådet fandt det ikke nødvendigt at opretholde en udtrykkelig henvisning til afskaffelse af uberettigede restriktioner og forbud.

Rådet har generelt fulgt Kommissionens ændrede forslag, men har ændret artikel 5, stk. 3, og i væsentlig grad omformuleret artikel 5, stk. 4 og 5. Rådet fandt også, at princippet om ligebehandling som hovedregel bør gælde lige fra begyndelsen. Enhver behandling af vikaransatte, som afviger fra dette princip, bør aftales af arbejdsmarkedets parter, enten via kollektive forhandlinger eller ved overenskomster indgået af arbejdsmarkedets parter på nationalt plan. I lyset af de ændringer, der er foretaget i artikel 5, stk. 3-5, blev en særlig undtagelse for kontrakter af kortere varighed (seks uger eller kortere), sådan som der lægges op til i Kommissionens ændrede forslag, ikke længere anset for nødvendig eller hensigtsmæssig.

I artikel 5, stk. 3 og 4, og i en række andre tilfælde afspejler den fælles holdning de af Parlamentets ændringer, der understreger betydningen af den rolle, som arbejdsmarkedets parter spiller i forbindelse med forhandlingen af ordninger om arbejds- og ansættelsesvilkår. I artikel 5, stk. 5, afspejler den fælles holdning Parlamentets betænkeligheder i forbindelse med forebyggelsen af misbrug.

I artikel 10 omfatter Rådets fælles holdning et nyt stk. 1 vedrørende foranstaltninger, som medlemsstaterne forventes at træffe for at sikre, at vikarbureauerne eller brugervirksomhederne overholder dette direktiv.

Rådet fandt, at medlemsstaterne har behov for tre år til at gennemføre direktivet, mens Kommissionen havde foreslået en gennemførelsesperiode på to år (artikel 11).

Endvidere er en række betragtninger blevet ajourført og ændret både for at forklare de ændringer, som Rådet har foretaget i Kommissionens ændrede forslag, og for at beskrive udviklingen, siden det ændrede forslag blev offentliggjort i 2002. I betragtning 8 og 9 omtales f.eks., at der er sat ny gang i Lissabonstrategien (i 2005), ligesom de aftalte fælles principper for flexicurity, som Det Europæiske Råd godkendte i december 2007, er nævnt.

3.   EUROPA-PARLAMENTETS FØRSTEBEHANDLINGSÆNDRINGER

3.1.   Europa-Parlamentets ændringer, som Rådet har accepteret

Rådet har i den fælles holdning helt eller delvis overtaget den direkte ordlyd eller substansen i alt 26 ændringer (1, 15, 19, 20, 23, 26, 27, 28, 29, 30, 31, 32, 33, 34, 35, 36, 40, 42, 43, 46, 47, 48, 49, 51, 85 og 86).

Rådet accepterede navnlig ændring 1 vedrørende titlen, tre ændringer af betragtningerne (ændring 15, 19 og 20) samt en række ændringer af følgende artikler: artikel 1 om anvendelsesområdet (ændring 23), artikel 2 om direktivets formål (ændring 26), artikel 3 om definitioner (ændring 27-33 og 85), artikel 4 om revision af restriktioner eller forbud (ændring 34-36), artikel 5 om princippet om ligebehandling (ændring 40, 42, 43 og 86), artikel 6 om adgang til beskæftigelse, kollektive faciliteter og efteruddannelse (ændring 46-49) og artikel 7 om vikaransattes repræsentation (ændring 51).

Det bemærkes, at nogle ændringer er medtaget i en anden del af teksten til den fælles holdning end oprindelig foreslået af Parlamentet. F.eks. er en del af ændring 32 afspejlet i artikel 5, stk. 1, og ikke i artikel 3, stk. 1, litra d). Et andet eksempel er ændring 36, der er gengivet i en mere generel form i betragtning 20 i stedet for i artikel 4.

3.2.   Europa-Parlaments ændringer, som Rådet delvist har accepteret

Ændring 4 vedrørende »nye former for styret fleksibilitet« er afspejlet i betragtning 9 for så vidt angår substansen; Rådet fandt det dog hensigtsmæssigt at ajourføre teksten til betragtningen og henvise til de fælles principper for flexicurity, der blev aftalt i 2007, frem for at benytte den formulering, som Parlamentet havde foreslået i sin førstebehandlingsudtalelse.

Ændring 6 er accepteret for så vidt angår substansen, da betragtning 5 angiver forbindelserne mellem dette direktiv og direktiv 1999/70/EØF af 28. juni 1999 om tidsbegrænset ansættelse. For så vidt angår denne ændring følger den fælles holdning Kommissionens ændrede forslag.

Hovedlinjerne i ændring 12 vedrørende tidsubegrænsede ansættelseskontrakter som den almindelige form for ansættelsesforhold er medtaget i betragtning 15.

De underliggende mål i ændring 18, hvorefter arbejdsmarkedets parter skal kunne forhandle og definere de væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår for vikaransatte, når disse afviger fra princippet om ikke-forskelsbehandling, er medtaget i den fælles holdning (se betragtning 16 og 17 og artikel 5, stk. 3 og 4).

Ændring 24 er accepteret delvist, da det i overensstemmelse med det ændrede forslag er hensigtsmæssigt at præcisere, at såvel brugervirksomhederne som vikarbureauerne er omfattet af direktivet. Det vil dog ikke være hensigtsmæssigt at give medlemsstaterne mulighed for at udelukke visse virksomheder fra princippet om ligebehandling (den sidste del af ændringen).

Ændring 54 (om jobskabelse og om, at vikararbejdet skal gøres mere attraktivt, samt om anerkendelse af forskellige nationale forhold) er accepteret i substansen i artikel 2 (direktivet formål), der indeholder følgende ordlyd: »samtidig med, at der tages hensyn til behovet for at etablere passende rammer for anvendelsen af vikararbejde med henblik på at bidrage effektivt til at skabe arbejdspladser og til at udvikle fleksible former for arbejde«. Nødvendigheden af at tage hensyn til forskellige nationale forhold kommer udtrykkeligt frem i betragtning 12, 16, 17 og 19.

Ændring 87 er delvis overtaget i artikel 5, stk. 1: mens første del af ændringen (om princippet om ligebehandling) var medtaget i Kommissionens ændrede forslag og er overtaget af Rådets i den fælles holdning, er anden del blevet overflødig, da begrebet »sammenlignelig arbejdstager« er blevet udeladt af teksten (jf. ændring 28, der er accepteret af Kommissionen og Rådet).

I overensstemmelse med Kommissionens ændrede forslag er ændring 92 delvist accepteret i artikel 5, stk. 3. Det blev dog anset for hensigtsmæssigt specifikt at nævne, at arbejdsmarkedsparternes overenskomster skal respektere »den generelle beskyttelse af vikaransatte«, når der indføres ordninger vedrørende arbejds- og ansættelsesvilkår, som afviger fra princippet om ligebehandling.

3.3.   Europa-Parlamentets ændringer, som Rådet ikke har accepteret

Rådet fandt det ikke tilrådeligt at medtage ændring 3, 5, 7, 8, 9, 10, 11, 12 (første del), 13, 16, 21, 22, 25, 44, 45, 52, 53, 71, 84, 88, 91, 93, 94 og 95 i den fælles holdning af følgende grunde:

i)   Betragtningerne

Der var ingen særlig grund til, at der i betragtninger skal redegøres for visse historiske udviklinger i vikararbejdet eller direktivudkastet; Rådet fulgte derfor Kommissionens ændrede forslag og forkastede ændring 3, 5, 7 og 11 samt første del af ændring 12.

I overensstemmelse med Kommissionens ændrede forslag blev ændring 8, 9, 10, 13 og 84 ikke vedtaget af Rådet. Ændringerne indeholdt specifikke eksempler på, hvordan vikaransættelse enten kunne være til gavn for eller skade selve de vikaransatte (kvinder, arbejdstagere med afbrudte arbejdsforløb osv.) eller brugervirksomhederne (navnlig små og mellemstore virksomheder) eller påvirke systemer eller traditioner inden for forholdet mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

Ændring 16 og 94 var blevet overflødige, da Kommissionens ændrede forslag ikke længere indeholdt den tidligere betragtning 16 om, hvornår forskelle i behandling kan være tilladt.

De grunde, der er redegjort for i forbindelse med artikel 7 (se punkt v) i det følgende), gælder også for afvisningen af ændring 21 om information og høring af arbejdstagere og disses deltagelse.

Ændring 22 vedrørende arbejdskraftens grænseoverskridende bevægelighed (accepteret af Kommissionen), der kunne betragtes som et eksempel, er ikke medtaget i den fælles holdning, da teksten ikke specifikt er begrænset til grænseoverskridende mobilitet.

Rådet har omformuleret betragtning 12 og forkortet den væsentligt. Nogle aspekter af ændring 93 (f.eks. kravet om, at der skal skabes klarhed med hensyn til vikaransattes rettigheder og vikarbureauers status som arbejdsgivere) er dog medtaget i den omredigerede tekst til betragtningen.

Mens Rådet har styrket betragtning 15 vedrørende vikaransatte med en tidsubegrænset kontrakt med deres bureau ved at tilføje et punktum om, at arbejdsaftaler uden tidsbegrænsning er den almindelige form for ansættelsesforhold, indeholder den fælles holdning ikke den mere detaljerede ordlyd i ændring 88 om, hvad sådanne tidsubegrænsede kontrakter skal sikre en vikaransat.

ii)   Artikel 1 — Anvendelsesområde

I overensstemmelse med Kommissionens ændrede forslag accepterede Rådet ikke ændring 25, der ville have udvidet muligheden for ikke at anvende direktivet på arbejdskontrakter eller ansættelsesforhold, der er indgået inden for rammerne af specifikke uddannelsesprogrammer uden offentlig støtte.

iii)   Artikel 4 — Revision af restriktioner eller forbud

I ændring 91 krævede Parlamentet en samlet genvurdering af de nationale lovgivninger om vikaransatte. Rådet fandt lige som Kommissionen i dens ændrede forslag, at dette ligger uden for direktivets anvendelsesområde.

iv)   Artikel 5 — Princippet om ligebehandling

I overensstemmelse med det ændrede forslag blev ændring 39 (om ikke-forskelsbehandling) anset for overflødig, da der i artikel 5, stk. 1, er indarbejdet relevante elementer fra ændring 32.

Selv om ændring 44 er blevet overflødig, eftersom artikel 5, stk. 5, i det ændrede forslag ikke blev medtaget i den fælles holdning, skal det bemærkes, at substansen i ændringen er blevet fulgt i de store linjer i teksten, der kræver, at medlemsstaternes nationale praksis respekteres.

Ændring 45 om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen og om uddannelse inden for sikkerhed blev anset for overflødig, da den relevante fællesskabslovgivning om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen og navnlig direktiv 91/383/EØF om supplering af foranstaltningerne til forbedring af sikkerheden og sundheden på arbejdsstedet for arbejdstagere, der har et tidsbegrænset ansættelsesforhold eller et vikaransættelsesforhold, under alle omstændigheder skal anvendes. Rådet fulgte derfor Kommissionens ændrede forslag og afviste denne ændring.

v)   Artikel 7 — Vikaransattes repræsentation

Ændring 95 samt den hermed forbundne ændring 21 til betragtning 21 blev ikke vedtaget, da den gik ud over anvendelsesområdet for artiklen om vikaransattes repræsentation.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at artikel 8 i den fælles holdning indeholder en henvisning til direktiv 2002/14/EF om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab.

vi)   Artikel 10 — Sanktioner

Rådet finder, at ordene »arbejdstagerne og/eller deres repræsentanter« i artikel 10, stk. 2, på korrekt vis tager hensyn til de mange forskellige situationer på arbejdsmarkedet i medlemsstaterne. Dette udtryk er derfor opretholdt i den fælles holdning og ændring 52 dermed afvist.

vii)   Artikel 11 — Gennemførelse

Teksten til artikel 11 om gennemførelse blev anset for at være tilstrækkelig klar uden ordene »i overensstemmelse med national lovgivning eller praksis«, der var foreslået i ændring 53.

Ændring 71 (om en periode på fem år for ikke-anvendelse af direktivet i visse situationer) er blevet overflødig, da den fælles holdning i artikel 5 nu gør princippet om ligebehandling til hovedreglen lige fra begyndelsen og ikke rummer mulighed for at udelukke udsendelser af en kortere varighed end seks uger fra dette princip. Det bemærkes dog, at essensen i den sidste del af ændringen, der vedrører forebyggelse af misbrug, er medtaget i artikel 5, stk. 5, i den fælles holdning.

IV.   KONKLUSION

Rådet finder som helhed, at den fælles holdning er i overensstemmelse med de grundlæggende mål i Kommissionens ændrede forslag. Rådet finder også, at det har taget hensyn de hovedprincipper, Europa-Parlamentet har tilstræbt i sine ændringer til Kommissionens oprindelige forslag.


7.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 254/s3


MEDDELELSE TIL LÆSERNE

Institutionerne har besluttet, at der ikke længere skal henvises til den seneste ændring af en given retsakt.

Medmindre andet er angivet, forstås en henvisning til en retsakt i de tekster, der offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, derfor som en henvisning til retsakten i dens gældende udgave.