19.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/1

1.1

EØSU's uforbeholdne støtte til Kommissionens initiativ er betinget af, at der ikke kun ses på problemerne på efterspørgselssiden, men også — og især — at udbuddet optimeres for at undgå fiaskoer og bureaukrati.

1.2

EØSU er helt overbevist om, at fremme af initiativer på lokalt og regionalt plan og evnen til at forbinde dem i netværk med henblik på at gennemføre Lissabonstrategien er afgørende for, at fælles F&U-initiativer fører til oprettelse og udvikling af succesrige innovative virksomheder over hele EU. Ikke mindst er det afgørende for, at de regionale økonomiske og sociale aktører arbejder mod samme mål om bedre og flere arbejdspladser inden for rammerne af en bæredygtig og konkurrencedygtig udvikling.

1.3

EØSU understreger endnu engang vigtigheden af videntrekanten — uddannelse, forskning og innovation — som er helt afgørende for øget vækst og beskæftigelse. EØSU mener endvidere, at det er af allerstørste vigtighed at fremskynde reformer, fremme den faglige ekspertise på de videregående uddannelser og i samarbejdet mellem universiteter, forskningscentre og virksomheder samt sikre, at alle uddannelsesinstitutioner fuldt ud udfylder deres rolle med hensyn til fremme af kreativitet og innovation især på regionalt og lokalt niveau. Dette gælder især de regioner — Euregio — hvor netværk mellem naboer og samarbejdspartnere forbinder områder, som rækker ud over de nationale grænser.

1.4

EØSU mener, at der fra alle sider bør sættes mere proaktivt ind for i højere grad end nu at fremme europæiske regioners konkurrenceevne og økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige udvikling på en koordineret måde med det formål at opnå de bedst mulige konkrete resultater i forbindelse med opfyldelsen af Lissabonstrategiens målsætninger.

1.5

EØSU er helt enigt i Kommissionens diagnose af manglerne ved den fælles, samordnede brug af fællesskabsinstrumenterne, men konstaterer med beklagelse, at dette centrale spørgsmål efter 10 år stadig befinder sig på analyseniveauet, uden at man har taget fat på problemets kerne, der er udviklingen af nye simultaneous engineering -kompetencer (1) inden for forskellige indsatsområder på EU- og europæisk niveau.

1.6

EØSU mener, at en indsats på efterspørgselssiden er en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig betingelse. Udvalget mener, at man nu bør lade talen om, at regionerne skal være mere fokuserede, forstumme og i stedet satse på:

1.7

Ifølge EØSU er der på udbudssiden brug for mere gennemgribende tiltag. Det må derfor sikres, at alle de instrumenter, der er til rådighed for at øge de europæiske regioners konkurrenceevne, er lettilgængelige og indbyrdes sammenhængende, således at man får udryddet de juridiske hindringer og de tidsforskydninger, der er mellem projektiværksættelse og udbetaling af finansiel støtte.

1.8

EØSU mener, at det er nødvendigt, at der udarbejdes en praktisk europæisk vejledning, der i tabelform opsummerer:

1.9

Derudover mener EØSU, at man ikke længere kan udskyde en veldefineret og konkret fællesskabsindsats, hvis man skal opnå nye simultaneous engineering-kompetencer inden for forskellige indsatsområder og optimere og koncentrere ressourcerne i regionerne.

1.10

EØSU mener derfor, at det for at øge de europæiske regioners konkurrenceevne først og fremmest er vigtigt at løse de problemer, der knytter sig til de mange styringsniveauer for de forskellige foranstaltninger, der er til rådighed, og den manglende sammenhæng mellem foranstaltningerne, sådan som allerede foreslået af EØSU (2). Det foreslår, at der iværksættes et nyt initiativ Jasmine (Joint Assistance Supporting Multiprojects for Innovation Networking in Europe), som skal bygge bro over de eksisterende institutionelle kløfter på såvel efterspørgsels- som udbudssiden og afgørende mindske de administrative byrder.

1.11

Formålet med Jasmine bør være en bedre forståelse for og større overensstemmelse mellem den adfærd, som udvises af forskellige aktører, der deltager i en netværksforbundet beslutningsproces, inden for ens og sammenhængende regionale planlægningsrammer.

2.1

De europæiske videnregioner står over for mange forandringer, der både rummer udfordringer, men også muligheder, som har indvirkning på deres evne til at opfylde målene i den reviderede Lissabonstrategi.

2.2

Forandringerne sker bl.a. som følge af:

—   Eksterne faktorer: en forstærket globaliseringsproces, fremkomst af regioner i Europa med en stærk vækstdynamik, store stigninger i energipriser og råmaterialer, uforudsete videnskabelige og teknologiske fremskridt, internationaliseringen af innovation, problemer knyttet til klimaændringerne samt migrationstryk, som ofte ikke er styret eller ikke kan styres;

—   Interne faktorer: befolkningens aldring, beskyttelse af miljøet og livskvaliteten, forældelse af produktionsudstyr og tjenesteydelser, moderniseringen af den offentlige sektor, den stadig større vekselvirkning mellem den nye viden, der opstår, og de til rådighed værende menneskelige ressourcer, evnen til kulturel udvikling og kreativitet, udviklingen af fælles fysiske og ikke-fysiske infrastrukturer på regionalt plan.

2.3

EØSU har flere gange haft lejlighed til at udtale sig om disse emner både på generelt plan i forbindelse med udviklingen af Lissabonstrategien og EU-politikkerne om forskning og innovation, miljøet og uddannelse og efteruddannelse og på mere specifikt plan.

2.4

Navnlig har EØSU understreget behovet for at »gøre det muligt for hele EU's område at tilpasse sig udfordringerne i den videnbaserede økonomi og dermed bidrage til, at alle regioner kan tage højde for målene fra Lissabon« (3).

2.5

Derudover har EØSU betonet, at »Den nye konfigurering af konkurrencemodellerne på det globale marked kræver omfattende ændringer. De nye integrerede platforme og netværkene skal håndtere emner som forskning og innovation, forvaltning af ny arbejdskraft, promovering og markedsføring, finans og kredit, logistik samt pleje af markeder og kundeservice« (4).

2.6

EØSU understreger, at det er overbevist om, at fremme af initiativer på lokalt plan og evnen til at forbinde dem i netværk med henblik på at gennemføre Lissabonstrategien er afgørende for at kunne fremme oprettelsen af innovative virksomheder inden for rammerne af en bæredygtig og konkurrencedygtig udvikling. Dette bør også og navnlig omfatte de regioner — Euregio — og aktiviteter, hvor netværk mellem naboer og samarbejdspartnere forbinder områder, som rækker ud over nationale grænser.

2.7

I udtalelsen om grønbogen om nye perspektiver på det europæiske forskningsrum anbefalede EØSU, »at supplere det europæiske forskningsrum med et europæisk videnrum med henblik på at skabe et europæisk vidensamfund«, samtidig med at det anførte, at der var behov for »koordinering fra Kommissionens side med henblik på at opbygge effektive ledelses- og rådgivningsstrukturer samt en velfungerende tilrettelæggelse af arbejdet« (5).

2.8

Endelig har EØSU understreget vigtigheden af videntrekanten, uddannelse, forskning og innovation, der har afgørende betydning for øget vækst og beskæftigelse. Det er derfor vigtigt at fremskynde reformer, fremme den faglige ekspertise på de videregående uddannelser og i samarbejdet mellem universiteter, forskningscentre og -virksomheder og sikre, at alle uddannelsesinstitutioner fuldt ud udfylder deres rolle med hensyn til at fremme kreativitet og innovation især på regionalt og lokalt niveau.

2.9

EØSU mener, at der fra alle sider bør sættes mere proaktivt og koordineret ind på at fremme de europæiske regioners konkurrenceevne og økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige udvikling. Kommissionen bør søge at overvinde de hindringer, som forskellige retsgrundlag og proceduremæssige kriterier medfører, således at det ved hjælp af EU-budgettets forskellige instrumenter bliver lettere at opnå de bedst mulige konkrete resultater i forbindelse med opfyldelsen af Lissabonstrategiens målsætninger, hvorved man lever op til ansvaret over for skatteyderne. En effektiv, fælles adgang til koordinerede, indbyrdes forstærkende og synkroniserede tiltag iværksat på EU- og paneuropæisk plan er desuden nødvendig af hensyn til opnåelse af den kritiske masse, der kræves for at skabe en multiplikatoreffekt.

2.10

I henhold til de integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse i den reviderede Lissabondagsorden er der tre strategiske prioriteter med samhørighedspolitikken (6):

2.11

På udbudssiden skyldes vanskelighederne med at opnå en løftestangseffekt og sikre samordnet brug af de finansielle instrumenter, der er til rådighed til opnåelse af disse målsætninger, de forhold, der specielt kendetegner disse instrumenter, nemlig

2.12

På efterspørgselssiden er der i regionerne ofte:

2.13

Disse mangler må udbedres ved at sikre teknisk assistance til og koordination af alle fællesskabsprogrammer lige fra starten.

2.14

De prisværdige synergiinitiativer i diverse strukturelle programmer og tiltag for perioden 2007-2013 synes at være en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for at opnå de bedst mulige resultater.

2.15

EØSU har udtalt sig til fordel for Kommissionens initiativer som Jeremie og har stillet forslag om et Jeremie-kontaktpunkt, der skal være en enhed, som koordinerer og informerer om de forskellige aktioner, idet det har påpeget, at der »mangler et projekt, der kan koordinere og finjustere de mange eksisterende låneinstrumenter« (8).

2.16

EØSU støtter og er helt enigt i kommissær Danuta Hübners erklæringer om, at Jasper, Jeremie og Jessica (9) har skabt en ny dynamik og nye forventninger til investeringer, vækst og beskæftigelse på nationalt og regionalt plan såvel som hos arbejdsmarkedets parter i alle regioner i EU.

2.17

EØSU mener, at de retningslinjer, som EU's Udvalg for Videnskabelig og Teknisk Forskning, Crest (10), offentliggjorde i september 2007, er et vigtigt vejledende instrument, også selv om det er begrænset til samspillet mellem det fælles rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling og de nye strukturfonde.

3.1

Kommissionens meddelelse fremhæver de indbyggede synergier mellem de finansieringsinstrumenter for EU's politikker for forskning, innovation og samhørighed, som de berørte aktører kan gøre brug af til at øge de europæiske regioners konkurrenceevne i overensstemmelse med deres absorberingsevne.

3.2

Som de væsentligste instrumenter nævnes det syvende rammeprogram for FTU og det nye rammeprogram for konkurrence og innovation såvel som de nye retningslinjer for struktur- og samhørighedsfondene.

3.3

Kommissionen anfører, at den har arbejdet via en række rådgivende og koordinerende grupper, som har anbefalet:

3.4

Kommissionen opfordrer medlemsstaterne til at forbedre ordningerne for samordnet forberedelse og brug af fællesskabsinstrumenterne med henblik på at etablere systemer til information af de involverede operatører om de muligheder, der er til rådighed, og forpligter sig til inden udgangen af 2007 at offentliggøre en praktisk vejledning, som ser på finansieringsmulighederne for forskningsinstitutioner og på, hvordan man etablerer mekanismer på nationalt og regionalt niveau for at fremme samordnet adgang til de forskellige instrumenter.

4.1

EØSU er helt enigt i Kommissionens diagnose af manglerne ved den fælles og samordnede brug af de nævnte fællesskabsinstrumenter, men er ikke enigt i kuren, idet det ikke mener, at den er stærk nok til at nå målene for EU's politikker, især ikke på forsknings-, innovations- og uddannelsesområdet.

4.2

EØSU er enigt med Kommissionen (11) i, at »Indsatsen for at fremme videnøkonomien, navnlig ved hjælp af forskning, teknologisk udvikling og innovation, er afgørende for omsætningen af det fornyede partnerskab for vækst og beskæftigelse«, men er af den opfattelse, at ansvaret for dette partnerskab ikke kun påhviler de berørte parter på nationalt, regionalt og lokalt niveau, men først og fremmest parterne på EU-niveau.

4.3

EØSU mener, at der er behov for at gå videre end til blot at udvikle en regional strategi for forskning, teknologisk udvikling og innovation ved i højere grad at:

4.4

Ifølge EØSU er der på udbudssiden brug for mere gennemgribende tiltag for at sikre, at alle de instrumenter, der er til rådighed for at øge de europæiske regioners konkurrenceevne, er lettilgængelige i overensstemmelse med målsætningerne om socialt ansvarlige områder, ligesom arbejdsmarkedets parter, handelskamre, den akademiske verden og det organiserede civilsamfund skal inddrages i henhold til strategier for bæredygtige europæiske industripolitikker (13) for såvel produktion som bæredygtigt forbrug.

4.5

EØSU mener endvidere, at listen over de fællesskabsinstrumenter, som kan anvendes til at øge væksten, skabe flere og bedre arbejdspladser og øge de europæiske regioners konkurrenceevne gennem forskning og innovation, er mangelfuld hvad angår rækken af muligheder, der er til rådighed for de europæiske regioner, og behovet for samordning mellem de paneuropæiske og internationale instrumenter, der kan anvendes.

4.6

I meddelelsen nævnes de følgende foranstaltninger kun i forbigående (14):

4.7

Derudover er der ingen omtale af de paneuropæiske programmer og initiativer, som ikke hører under EU, men ikke desto mindre virker til fremme af innovationen i EU, herunder

4.8

Under hensyntagen til Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006, artikel 54, stk. 5 mener EØSU desuden, at vanskelighederne med og hindringerne for en fælles, samordnet brug af de instrumenter, der er til rådighed på nationalt, regionalt og lokalt niveau (19) og for de enkelte operatører, bør beskrives nærmere ikke kun på basis af forskellige retsgrundlag, emneopdelte programmer, geografiske områder og iværksættelsesbetingelser, men tillige med hensyn til væsentlige og undertiden uovervindelige forskelle, herunder

4.9

EØSU finder det helt uomgængeligt, at der udarbejdes en praktisk europæisk vejledning, der i tabelform opsummerer de forskellige typer af EU- og paneuropæiske foranstaltninger, der er til rådighed, de forskellige bedømmelseskriterier, og i hvor høj grad foranstaltningerne er kompatible og komplementære.

4.10

EØSU gør endnu en gang opmærksom på kravet om en samordnet og fælles indsats, der »sammenkæder EU's strukturpolitik og forsknings- og innovationspolitik, hvilket EØSU flere gange har efterlyst«, og understreger, »at en tæt samordning af disse politikområder er uomgængelig, hvis man vil opnå den optimale synergieffekt, og hvis man vil imødekomme borgernes, virksomhedernes og samfundets behov, med det overordnede formål på mellemlang og lang sigt at skabe en bæredygtig, harmonisk vækst på basis af en integreret problemløsningsstrategi på FTU-området og immaterielle investeringer som en central udviklingsfaktor« (20).

4.11

EØSU fremhæver de mange fællesskabspolitikker, som tillige med samhørigheds- og forskningspolitikken bidrager til at opfylde målet om at øge de europæiske regioners konkurrenceevne, og gør endnu engang opmærksom på behovet for en integreret og samordnet strategi, herunder

4.12

EØSU gentager derfor sine tidligere fremsatte synspunkter (23) om at:

4.12.1

Derudover henstiller EØSU, at EU's uddannelsesprogrammer integreres.

4.13

EØSU konstaterer med beklagelse, at dette centrale spørgsmål efter 10 år stadig befinder sig på analyseniveauet, uden at man har taget fat på problemets kerne, som forudsætter EU-foranstaltninger med henblik på at sikre ny »simultaneous engineering«-kompetence inden for forskellige indsatsområder (teknologi, demonstration, innovation, teknologispredning, uddannelse, finansiering, …) med det mål at fremme beskæftigelsen og produktionen på regionalt plan (24).

4.14

EØSU mener, at man ikke længere kan udskyde en veldefineret og konkret fællesskabsindsats, i modsat fald risikerer man, at de europæiske regioners konkurrenceevne svækkes, og at de mister arbejdspladser.

5.1

EØSU understreger kraftigt, at Jasmine skal være et frivilligt instrument til forenkling og fjernelse af bureaukratiske, proceduremæssige og teoretiske hindringer for den fælles anvendelse af paneuropæiske, EU-, nationale og regionale programmer i takt med en hurtig udvikling af det europæiske forskningsrum.

5.2

Som situationen er nu, mener EØSU, at det for at øge de europæiske regioners konkurrenceevne først og fremmest er vigtigt at løse de problemer, der knytter sig til de mange styringsniveauer for de forskellige foranstaltninger, der er til rådighed, og foreslår, at der iværksættes et nyt initiativ, Jasmine (Joint Assistance Supporting Multiprojects for Innovation Networking in Europa), til at bygge bro over de eksisterende institutionelle kløfter på såvel efterspørgsels- som udbudssiden mellem foranstaltningerne til støtte for innovation og forskning i regionerne.

5.3

EU's indsats bør være baseret på en netværkspolitik — Policy Networking, som i praksis kan udmøntes på følgende vis:

5.4

Med afsæt i de nye prioriteringer under de regionale programmer for innovation, konkurrenceevne og gensidig læring gennem hele det aktive liv skal der udvikles aktive politikker, der kan øge og opretholde regionernes konkurrenceevne gennem finansiering af regionale og tværregionale fremsynsforanstaltninger og lokale klynger og netværk, der garanterer, at der i hver region er en fælles strategisk vision, der kan danne grundlaget for initiativer vedrørende teknisk assistance, således at der gøres bedst mulig fælles brug af de bedst egnede nationale, EU- og paneuropæiske instrumenter og offentlig-private partnerskaber.

5.5

Jasmine kunne stå som garant over for forskellige finansieringsorganer og -programmer og dermed lette godkendelsen af umiddelbart supplerende og/eller efterfølgende projekter på grundlag af en overenskomst (memorandum of understading) eller samarbejdsaftale mellem Kommissionen og andre fællesskabs- og ikke-fællesskabsorganer eller Kommissionens administrative regler, når det er Kommissionens egne tjenestegrene, der er ansvarlige for de enkelte programmer, således at der kun skal indsendes et sæt projektdokumentation, som godkendes på vegne af flere finansieringsorganer.

5.6

Målsætningen med Jasmine er at gøre det lettere at tilvejebringe finansiering til dækning af forskelligt forvaltningsansvar og forskellige styringsniveauer, offentligt som privat, for at nå den optimale kritiske masse af ressourcer og dermed styrke den overordnede løftestangseffekt med det formål at skabe ensartede rammer omfattende flere projekter, som helt opfylder den enkelte europæiske regions fælles strategiske vision om at udbygge sine styrkepositioner inden for teknologi og innovation.

5.7

Jasmine bør bygge på erfaringerne fra Lead Market-initiativet, de europæiske teknologiplatforme og de fælles teknologiinitiativer, resultaterne fra Eranet og Eranet-Plus, initiativet »Regioner for økonomisk forandring« og Pro Inno-initiativet og på Jereme, Jasper og Jessica (28).

5.8

Via Jasmine kunne man bl.a. ved hjælp af VIS (Det Europæiske Teknologiske Instituts viden- og informationssamfund) optimere innovations- og forskningsindsatsen i regionerne og virksomhederne, såvel som den indsats, der ydes af de menneskelige ressourcer, universiteter, forskningscentre og myndigheder, som arbejder inden for området. Man bør dog huske på, at innovation hovedsageligt er en erhvervsmæssig aktivitet, som for at skabe flere og bedre arbejdspladser skal kunne udvikle sig under de bedst mulige betingelser, særligt når det gælder beskatning af forskning, behandlingen og beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder og ekspertisestrukturer for uddannelse og efteruddannelse.

5.9

Endelig kan Jasmine medvirke til, at de særlige fordele, som findes i regionerne, udnyttes bedst muligt og være med til at fremme udveksling inden for innovation og forskning.

19.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/9

1.1

Hvert år er der i de 27 medlemsstater over 44 000 mennesker, som bliver dræbt, og 1,7 millioner, som kvæstes ved trafikulykker. Heriblandt tilhører over 8 000 og 300 000 kategorien bløde trafikanter, dvs. fodgængere og cyklister (1).

1.2

For at sikre disse trafikanter større beskyttelse vedtoges i 2003 et rammedirektiv, som krævede betydelige ændringer i konstruktionen af bilernes frontparti og som skulle gennemføres i to faser: den første blev iværksat for typegodkendte køretøjer den 1. oktober 2005, og den anden skulle træde i kraft i september 2010 efter en vurdering af gennemførligheden, som skulle have været foretaget inden udgangen af 2004.

1.3

Denne anden fase har som påvist i talrige uafhængige ekspertundersøgelser vist sig at være uigennemførlig i det mindste i den foreliggende form: Kommissionen foreslår derfor nu at tage den op til revision og medtage nye alternative foranstaltninger, som kan sikre og endda forbedre sikkerheden i forhold til det gældende direktivs bestemmelser.

1.4

Nærmere bestemt indeholder den undersøgelse, som Kommissionens ekspert (2) har gennemført, flere løsningsforslag, som er medtaget i det foreliggende forslag, og som omfatter aktive og passive sikkerhedsforanstaltninger i tråd med anbefalingerne fra CARS 21 (3) og med forslaget til globale tekniske forskrifter fra De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa — Geneve (United Nations Economic Commission for Europe — UN/ECE).

1.5

EØSU mener endvidere, at forslaget ikke påvirker den fri konkurrence blandt fabrikanterne, da det ikke indeholder begrænsninger for markedsføringen af bilmodeller, men søger at styre efterspørgslen i retning af modeller, som opfylder højere sikkerhedskrav.

1.6

I lyset af ovenstående tilslutter EØSU sig uforbeholdent Kommissionens forslag. Det må dog beklage den forsinkelse — omkring tre år — hvormed det nu er lykkedes at revidere de foranstaltninger, som viste sig at være uigennemførlige, og udarbejde nye, skønt forsinkelsen nok blandt andet skyldes fremskaffelsen af data og tekniske løsninger, som ikke forelå, da det gældende direktiv blev vedtaget.

1.7

EØSU opfordrer til at indhente denne forsinkelse — der er særligt alvorlig, fordi den har betydning for de europæiske borgeres liv og sundhed — ved at Parlamentet og Rådet hurtigt vedtager forslaget i dets fulde udstrækning, således at anden fase kan indledes inden for den fastsatte frist.

1.8

EØSU udtrykker tilfredshed med, at de foreslåede tekniske forskrifter for køretøjer er mere effektive, men opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til mere beslutsomt at videreføre initiativerne på de to andre områder, der også har betydning for trafiksikkerheden: nemlig forbedring af infrastrukturerne og deres sikkerhed samt oplysning og bevidstgørelse af alle trafikanter. Denne opfordring må også gælde de regionale og lokale myndigheder, som i stadig højere grad pålægges et afgørende ansvar på dette område.

2.1

Hvert år kan der i EU's 27 medlemsstater tælles over 8 000 trafikdræbte og 300 000 kvæstede fodgængere og cyklister, som er de mest sårbare trafikanter.

2.2

I 2001 opnåede Kommissionen, at bilfabrikanterne frivilligt forpligtede sig til at udvikle nye foranstaltninger til bedre beskyttelse af fodgængeres og cyklisters sikkerhed, såvel aktive (dvs. før påkørsel) som passive (dvs. ved en påkørsel).

2.3

Blandt de foranstaltninger, som fabrikanterne på det tidspunkt selv foreslog, kan nævnes montering af blokeringsfri bremsesystemer (Anti-lock Brake Systems — ABS) på alle køretøjer, et frivilligt forbud mod salg af hårde safarigitre, installering af kørelys (Daytime Running Lights — DRL), som senere blev trukket tilbage på grund af modstand fra nogle medlemsstater, samt fremtidig indførelse af avancerede aktive sikkerhedssystemer baseret på ny teknologi.

2.4

Rådet og Europa-Parlamentet hilste industriens forpligtelser velkommen, samtidig med at de ytrede ønske om, at området blev reguleret — ikke af en frivillig aftale eller henstilling — men af en egentlig lovgivning om beskyttelse af fodgængere i form af et specifikt direktiv.

2.5

Dette er baggrunden for rammedirektivet 2003/102/EF (4) om beskyttelse af fodgængere og andre bløde trafikanter og derefter direktiv 2005/66/EF (5) om anvendelsen af systemer til frontal beskyttelse på motorkøretøjer.

2.6

Rammedirektivet om beskyttelse af fodgængere er baseret på prøvninger og grænseværdier, som Det Europæiske Udvalg for Eksperimentalkøretøjer (EEVC) har foreslået, og det skal gennemføres i to faser, som begge er koncentreret om den passive sikkerhed. Den første fase, som fastsætter ændringer i konstruktionen og en lettere motorhjelm og kofanger for køretøjer i klasse M1 og N1  (6) med en totalmasse på højst 2 500 kg, trådte i kraft for køretøjer, der er typegodkendt efter den 1. oktober 2005. Den anden fase, som fastsætter strengere prøvninger og grænseværdier, skal træde i kraft for køretøjer, der typegodkendes fra og med 1. september 2010.

2.7

Der blev under behandlingen af forslaget i Europa-Parlamentet rejst alvorlig tvivl om gennemførligheden af de prøvninger, der var planlagt for anden fase, hvorfor det i den endelig tekst blev fastsat, at Kommissionen skulle foranstalte en undersøgelse af gennemførligheden af denne anden fase inden 1. juli 2004. Navnlig skulle undersøgelsen indkredse »alternative foranstaltninger — enten passive foranstaltninger eller en kombination af aktive og passive foranstaltninger — der har mindst samme reelle virkning« (7).

2.8

En række undersøgelser udarbejdet af uafhængige eksperter, herunder undersøgelser bestilt af Kommissionen, viste, at det var teknisk umuligt at opfylde kravene i anden fase inden for de frister og med de prøvninger, som EEVC havde foreslået. I lyset af denne konklusion er der i det nye forslag fastsat reviderede parametre for den passive sikkerhed sammen med nye aktive sikkerhedsforanstaltninger, som industrien i mellemtiden har udviklet, som til fulde opfylder kravet i artikel 5 om, at de skal have »mindst samme reelle virkning«.

2.9

I øvrigt er de nu foreslåede prøvninger de samme som i forslaget til globale tekniske forskrifter fra FN's Økonomiske Kommission for Europa (UN/ECE). Den mulige harmonisering af EU-lovgivningen med lovgivningen uden for Europa, som derved opnås, vil helt klart også være til gavn for den europæiske bilindustri.

3.1

Det nye forslag — nu ikke længere til et direktiv, men til en forordning — går først og fremmest ud på at kombinere forskrifterne i direktivet om systemer til frontal beskyttelse med det foregående direktiv om beskyttelse af fodgængere, hvori der foretages de nødvendige ændringer for at sikre, at det kan gennemføres. Følgelig vil de to nævnte direktiver blive ophævet, hvis den foreliggende forordning vedtages.

3.2

De prøvningskrav, som køretøjerne skal opfylde for at blive typegodkendte i overensstemmelse med den foreslåede forordning, vedrører:

3.2.1

Kollision mellem barnehovedattrap eller lille voksenhovedattrap og motorhjelmens forkant; Kollision mellem voksenhovedattrap og motorhjelmens bageste del og kollision mellem underben- og lårattrap og kofanger med delvist reviderede parametre, hvad angår anden fase i det gældende direktiv. Med overvågning — og ikke typegodkendelse — som formål skal der desuden foretages kollisionsforsøg med bækkenattrap mod hjelmforkant og voksenhovedattrap mod forrude med henblik på fremtidige tekniske forbedringer.

3.2.2

Det bekræftes, at der med henblik på typegodkendelse skal foretages prøvninger af systemer til frontal beskyttelse (tidligere direktiv 2005/66/EF) i form af kollisionsforsøg med underben- og lårattrap samt barnehoved- eller lille voksenhovedattrap mod strukturen. Der fastsættes andre prøvninger med henblik på overvågning samt bindende forskrifter for konstruktion og montering af systemerne.

3.3

De passive sikkerhedsforanstaltninger suppleres med montering af et aktivt sikkerhedssystem for at garantere de sikkerhedsniveauer, der er fastsat i de to tidligere direktiver. Det drejer sig om bremseassistentsystemet (Brake Assist System — BAS), som skal assistere føreren ved en nødopbremsning, der ikke er kraftig nok. Kombineret med ABS-bremsesystemet sikrer dette system et maksimalt tryk på bremserne og optimerer nedsættelsen af hastigheden, således at den hastighed, hvormed en fodgænger påkøres, reduceres betydeligt.

3.4

I betragtning af det stigende antal tunge køretøjer, der kører rundt i byernes gader (især SUV'er), anbefales det, at forskrifterne efter en overgangsperiode kommer til at gælde ikke kun for køretøjer i klasse M1 og N1 med en totalmasse på højst 2 500 kg i henhold til den gældende lovgivning, men også for tungere biler på op til 3 500 kg, som er den vægtgrænse, der gælder for de to nævnte kategorier.

4.1

Først og fremmest glæder EØSU sig over Kommissionens beslutning om at samle de to foregående direktiver i den foreslåede forordning. Denne løsning tydeliggør og forenkler bestemmelserne på området, således som EØSU selv i sin tid foreslog i udtalelsen om direktivforslaget om anvendelsen af systemer til frontal beskyttelse (8).

4.2

På denne baggrund bifalder EØSU også den valgte retsakt, dvs. en forordning, som sikrer, at gennemførelsen sker på samme måde og inden for samme frister i alle medlemsstater, hvilket er særligt vigtigt i forbindelse med meget tekniske bestemmelser.

4.3

Derimod beklager EØSU, at de prøvninger, som EEVC havde foreslået for anden fase, ikke har kunnet indføres, da vurderingen af gennemførligheden ikke blev foretaget inden for den fastsatte frist (1. juli 2004), hvilket har medført en yderligere forsinkelse på tre år.

4.4

EØSU udtrykker dog sin anerkendelse af den foreslåede løsning, som er resultatet af en lang, men frugtbar proces, hvorunder anbefalingerne fra CARS 21 er blevet fulgt mht. en integreret tilgang, som også giver mulighed for harmonisering af lovgivningen i og uden for EU. EØSU glæder sig særligt over, at alt dette ledsages af en omhyggelig konsekvensanalyse, der som den første er blevet undersøgt og godkendt af Kommissionens nyligt oprettede Udvalg for Konsekvensanalyse.

4.5

Den valgte løsning, hvori der også indgår aktive sikkerhedsforanstaltninger, vil ifølge Kommissionens og dens eksperters egne skøn reducere antallet af trafikdræbte og hårdt kvæstede med henholdsvis 80 % og 44 % i forhold til, hvad man kunne have opnået med den oprindelige anden fase (9), som viste sig uigennemførlig. Den vil altså bidrage til at redde yderligere 1 100 menneskeliv og nedbringe antallet af kvæstede med yderligere 46 000. Hertil kommer, at de nye foranstaltninger er forbundet med meget beskedne omkostninger, så indvirkningen på bilernes pris vil være ubetydelig.

4.6

I lyset af ovennævnte opfordrer EØSU kraftigt til, at Kommissionens forslag hurtigt bliver vedtaget af Parlamentet og Rådet i sin fulde form, så der ikke sker yderligere udsættelser med de deraf følgende uundgåelige forsinkelser på grund bilindustriens lead time  (10).

4.7

EØSU håber i øvrigt, at de nye bestemmelser hurtigt finder anvendelse også på de tungere biler, herunder SUV'er, som optræder stadigt hyppigere i bytrafikken. Derfor vil det være hensigtsmæssigt allerede nu at definere den overgangsperiode, der nævnes i forslaget.

4.8

Endelig må man ikke glemme, at disse beskyttelsesforanstaltninger naturligvis ikke gælder for den ældre bilpark, som på dette punkt udgør en af de største farer for de bløde trafikanter. Eksempelvis vil ABS-bremsesystemet, som nu effektivt kombineres med BAS, først være obligatorisk, når de nye bestemmelser træder i kraft, skønt det på frivillig basis har fundet stor udbredelse siden 2004.

4.9

EØSU påpeger desuden, at de kvæstelser, der sker ved denne form for påkørsel, falder i to kategorier: dels kvæstelser, som opstår ved selve kollisionen mellem fodgængeren eller cyklisten og bilens frontparti, dels kvæstelser, som opstår, når personen — som det ofte sker — slynges mod vejoverfladen. Under alle omstændigheder skal det understreges, at man ikke skal forvente, at fodgængere kan beskyttes, hvis påkørslen sker ved en hastighed på over 40 km/t.

4.10

Dette bemærkes for endnu en gang at understege, at løsningen af dette problem ligesom så mange andre problemer vedrørende trafikanternes sikkerhed forudsætter en overordnet tilgang, som — ud over den tekniske forbedring af bilerne — bør omfatte to andre grundlæggende aspekter, nemlig trafikanternes adfærd og infrastrukturerne. På disse to områder må såvel EU-institutionerne som medlemsstaterne påtage sig et afgørende ansvar.

4.11

EØSU understreger i denne forbindelse, at Kommissionen på sin side har gjort og fortsat gør meget ved at foreslå lovgivningsmæssige og politiske initiativer, stille finansielle midler til rådighed via de europæiske forskningsrammeprogrammer og støtteprogrammet for øget trafiksikkerhed og ikke mindst ved at lancere det europæiske charter om trafiksikkerhed.

4.12

Derimod bakker de øvrige institutioner og medlemsstaterne — selv om de er opmærksomme på problemet — ikke altid tilstrækkeligt op om Kommissionens initiativer. Som et aktuelt eksempel herpå kan nævnes Kommissionens forslag med henblik på at højne sikkerhedsstandarderne for vejnettet (11). Dette forslag, som EØSU anser for nødvendigt for at nedbringe antallet af trafikofre, er for nyligt af Europa-Parlamentet blevet bedømt som for præskriptivt og derfor — i subsidiaritetsprincippets navn — blevet tømt for mere virkningsfulde bindende krav. Også i dette tilfælde overlader Parlamentet enhver beslutning til medlemsstaterne, medmindre der indføjes ændringer ved afstemningen på plenum, hvilket ikke er sandsynligt.

4.13

Hvad angår det første af de to ovennævnte aspekter, nemlig trafikanternes adfærd, skal det bemærkes, at skønt ulykkerne ganske rigtigt ofte skyldes bilisternes uforsigtighed, er det dog lige så ofte fodgængerne og cyklisterne, som forser sig ved at tilsidesætte elementære færdselsregler og undertiden almindelig sund fornuft. Uddannelse og oplysning på dette område bør finde sted lige fra underskolen og gennem regelmæssige oplysningskampagner for at tilskynde alle trafikanter til en korrekt adfærd. Lige så vigtigt er det at indføre strenge sanktioner for hasarderet adfærd over for alle trafikanter.

4.14

Det andet vigtige aspekt for trafiksikkerheden vedrører infrastrukturerne, og dette gælder især i byerne, som tegner sig for 80 % af alle trafikdræbte fodgængere og cyklister. Fysisk adskillelse mellem trafikanterne — hvor dette er muligt — er den mest effektive måde, hvorpå man kan undgå kontakt mellem biler, fodgængere og cyklister. Ud fra denne synsvinkel vil anlæg af beskyttede fodgængerovergange, gangbroer, cykelstier, passende belysning og vejbelægning, klar og så vidt mulig ensartet skiltning i alle medlemsstater osv. bidrage til at nedbringe ulykkestallet og samtidigt skabe et mere fremkommeligt bymiljø for handicappede.

4.15

Initiativer af denne art vil styrke sikkerheden og forbedre livskvaliteten i byerne: de burde derfor nævnes i ethvert forslag fra Kommissionen, herunder i forslag, der som det foreliggende udelukkende vedrører bilernes tekniske aspekter.

M1

=

køretøjer med 8 passagerer + fører og en totalmasse på højst 3 500 kg.

N1

=

erhvervskøretøjer afledt af M1 med en totalmasse på højst 3 500 kg.

19.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/12

1.1

Den stigende mobilitetsefterspørgsel, omfanget af den individuelle trafik og problemerne med overbelastning af vejene især — men ikke udelukkende — i byområderne har bidraget til at gøre vejtransport til en af de menneskelige aktiviteter, der er mest fokus på, når det gælder vurdering af indvirkning på miljøet. Kommissionens forslag, som sigter mod at mindske de luftforurenende emissioner fra tunge køretøjer, skal ses i denne sammenhæng.

1.2

EØSU støtter forslaget, som det i relation til miljøkravene og industriens forberedelsestid finder passende, både hvad angår effektivitet og gennemførselsfristerne.

1.3

EØSU er enigt med Kommissionen, når den siger, at denne forordning er et skridt i retning af en gradvis, overordnet harmonisering på emissionsområdet.

1.4

EØSU finder den valgte retsakt, dvs. en forordning, passende og særdeles velegnet, fordi den sikrer en tidsmæssig og metodemæssig sikker gennemførelse i samtlige medlemsstater, hvilket er særligt vigtigt for en lovgivning med et meget højt teknisk indhold.

1.5

EØSU er helt enigt i, at uafhængige værksteder skal have fri adgang til reparationsinformationer om køretøjer. Udvalget er dog af nedenstående grunde betænkelig ved, at man har valgt at anvende det standardiserede OASIS-format, som er beregnet til personbiler, i forbindelse med tunge erhvervskøretøjer.

1.6

For at rydde disse betænkeligheder af vejen ser EØSU gerne, at Kommissionen igen undersøger, om der findes alternative løsninger, der kan give de samme formodede fordele som OASIS-systemet, men som er lettere og billigere at anvende for brugerne.

1.7

EØSU vil endnu en gang gerne påpege, at det i forbindelse med Kommissionens politikker til nedbringelse af forurenende emissioner vil være nyttigt at fremme indførelsen af køretøjer, der anvender alternative brændstoffer og udsender færre nitrogenoxider og partikler, samt at sikre, at spørgsmålet om brændstofkvalitet indgår i den kommende forordning.

1.8

Endelig finder EØSU det uhensigtsmæssigt at indføje et krav om måling af CO2-emissioner i en retsakt, som udelukkende burde handle om forurenende emissioner. EØSU frygter således, at spørgsmålets komplekse og specifikke karakter samt dets store betydning for konkurrencen vil sætte gang i en debat, der risikerer at forhale lovgivningsprocessen og dermed forsinke de forventede resultater af forordningen. EØSU foreslår derfor, at CO2-spørgsmålet behandles i en ad hoc-forordning, når der foreligger mere pålidelige oplysninger end på nuværende tidspunkt.

2.1

Selv om luftkvaliteten i løbet af de sidste ti år er blevet bedre, er den stadig et alvorligt problem overalt i EU, især i byområderne og de tæt befolkede regioner.

2.2

Selv i 2020 vil EU fortsat være langt fra at have nået målsætningerne for det sjette miljøhandlingsprogram. Blandt de forskellige former for forurening giver partikelforurening anledning til stadig stigende bekymring blandt forskere: det her behandlede forslag til forordning sigter mod at få en bedre luftkvalitet uden at påvirke industriens konkurrenceevne og varernes fri bevægelighed i negativ retning.

2.3

Den nye Euro VI-standard vil, som Kommissionens næstformand Günter Verheugen har sagt det, også være et skridt i retningen af en global harmonisering af reglerne vedrørende emissioner, eftersom forslaget indeholder grænseværdier svarende til dem, der er fastsat i lande uden for Europa, f.eks. USA.

2.4

De støvpartikler, der udgør partikelmassen, er dels af naturlig oprindelse og skyldes dels menneskelige aktiviteter, herunder navnlig forbrændingsprocesser. De har en kompleks sammensætning såvel kemisk som størrelsesmæssigt.

2.5

Man bør huske på, at selv om de ofte hænger sammen med de stigende menneskelige aktiviteter, opstår der også tilfælde med akut partikelforurening i områder, der ligger langt væk fra stærkt befolkede områder pga. naturfænomener, som befordres af særlige vejrmæssige forhold og det pågældende områdes morfologi. Desuden kan de forskellige emissionskilders procentvise indvirkning variere kraftigt fra område til område: EEA (Det Europæiske Miljøagentur) anslår, at i EU-15 kan 26 % af de samlede emissioner, der skyldes menneskelige aktiviteter, henledes til vejtransport.

2.6

Det bekræfter endnu en gang, at problemerne med emissioner og forurening altid bør ses i en større sammenhæng og ud fra en holistisk synsvinkel.

2.7

I den sammenhæng sætter EØSU pris på, at Kommissionen har udarbejdet forslaget inden for rammerne af programmet »Ren luft i Europa« (CAFE (1)), som udgjorde det tekniske grundlag for udarbejdelsen af temastrategien om luftforurening.

2.8

EØSU bifalder desuden også, at Kommissionen har valgt at anvende en todelt fremgangsmåde til at behandle dette emne. Forordningsforslaget fastlægger således de grundlæggende principper for de nye bestemmelser, som skal vedtages efter den fælles beslutningstagning. De tekniske specifikationer til gennemførelse af de grundlæggende bestemmelser vil blive fastlagt i en anden forordning, som vedtages af Kommissionen med bistand fra Udvalget for Tilpasning til den Tekniske Udvikling, dvs. efter udvalgsproceduren.

3.1

Kommissionen har ønsket at finde frem til en række initiativer, som er nødvendige for at opnå det nødvendige luftkvalitetsniveau. Euro VI-normen er et af flere sådanne initiativer, som er vigtige for at nedbringe emissioner af forurenende luftarter (som f.eks. NOX (nitrogenoxid) og HC (carbonhydrid)) og partikler.

3.2

Denne forordning finder anvendelse på køretøjer i klasse M1, M2, N1 og N2, jf. definitionerne i bilag II til direktiv 2007/46/EF, med en referencemasse på over 2 610 kg og alle motorkøretøjer i klasse M3 og N3, jf. definitionerne i nævnte bilag. Hvis en fabrikant anmoder herom, finder den derimod ikke anvendelse på køretøjer i klasse M1, M2, N1 og N2 med en referencemasse mindre end eller ligt med 2 840 kg, som er godkendt iht. forordning (EF) nr. 715/2007 (2).

3.3

I forhold til Euro V-emissionsgrænserne (som er obligatoriske for nye godkendelser fra 1. oktober 2008) medfører de foreslåede nye grænser for udstødningsemissioner (Euro VI) en 80 % reduktion af kvælstofemissionerne og en 66 % reduktion af partikelforureningen. De tilladte emissionsgrænser er tilpasset de grænser, der vil være gældende i USA i samme periode. Forordningen indeholder desuden bestemmelser om at indføre en grænseværdi for partikelantal, når den pågældende metode til måling er blevet udviklet.

3.4

Forordningsforslaget fastsætter grænseværdierne på baggrund af konkrete testcyklusser, men sigter mod at indføre cyklusser, som er harmoniseret på verdensplan, når det bliver muligt at sammenholde de emissioner, der er målt med de nuværende cyklusser, med dem der er målt med de harmoniserede cyklusser.

3.5

I forhold til den nugældende lovgivning forlænger forordningsforslaget køretøjernes levetid, hvad angår de forureningsbegrænsende anordningers holdbarhed og disses overensstemmelse efter ibrugtagning.

3.6

Definitionerne af de forskellige køretøjers levetid udvides følgelig således:

3.7

Ifølge forslaget til forordning skal Kommissionen udarbejde endnu en forordning med gennemførelsesbestemmelser vedrørende:

3.8

Forordningen fastsætter endvidere, at uafhængige aktører skal have ubegrænset og standardiseret adgang til informationer fra OBD-systemet og reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer (3). Med henvisning til en anden mere detaljeret forordning stilles der krav om, at informationer fra egendiagnosesystemet (OBD) og reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer gøres tilgængelige fra websteder i det standardiserede format, som de berørte parters tekniske udvalg har udviklet (det såkaldte »OASIS-format« (4)).

3.9

Ikrafttrædelsesdatoerne for de foreslåede Euro VI-grænseværdier i forordningen er:

4.1

I det seneste årti er luftkvaliteten blevet bedre, til trods for at der er kommet væsentlig flere køretøjer på vejene. Alligevel er man overalt i EU meget langt fra at have løst luftforureningsproblemet, især i byområderne og i de tæt befolkede regioner. EØSU bifalder derfor Kommissionens forslag, der sigter mod at fastsætte harmoniserede bestemmelser for fremstillingen af motorkøretøjer for at sikre et velfungerende indre marked, samtidig med at der sikres et højt miljøbeskyttelsesniveau.

4.2

Euro IV-emissionsgrænserne for lastvogne og busser har fundet anvendelse for nye typegodkendelser siden 9. november 2006, mens Euro V-emissionsgrænserne finder anvendelse for nye godkendelser af sådanne køretøjer fra 1. oktober 2008. EØSU mener derfor, at de foreslåede datoer for ikrafttrædelse af bestemmelserne i den nye forordning er passende.

4.3

EØSU støtter anvendelsen af subsidiaritetsprincippet, eftersom forslaget ikke hører ind under Fællesskabets enekompetence. Udvalget er dog enigt med Kommissionen, der med rette er opmærksom på at undgå at skabe hindringer for det indre marked og som er bevidst om de grænseoverskridende virkninger af luftforurening og derfor ikke mener, at forslagets målsætninger kan nås udelukkende på de enkelte medlemsstaters initiativ, men at der er behov for bindende foranstaltninger, som er aftalt på EU-plan.

4.4

EØSU bifalder endvidere valget af retsinstrument, dvs. forordningen, der sikrer en tidsmæssig og metodemæssig sikker gennemførelse i samtlige medlemsstater, hvilket er særligt vigtigt for en lovgivning med det meget højt tekniske indhold.

4.5

EØSU er enigt i Kommissionens udsagn i punkt 5 i indledningen, hvor der står, at »opfyldelse af EU's mål for luftkvalitet kræver, at der ydes en konstant indsats for at begrænse emissionerne fra køretøjer. Derfor bør industrien have klare oplysninger om fremtidige emissionsgrænser«, og i det efterfølgende punkt 6, hvor der står, at »hvis der på et tidligt stadium fastsættes grænseværdier for nitrogenoxidemission, vil dette give bilproducenterne mulighed for at planlægge på lang sigt i hele EU«.

4.6

EØSU er endvidere enigt med Kommissionen, der minder om, at når der fastsættes emissionsnormer, er det vigtigt at overveje, hvordan disse vil påvirke markederne og fabrikanternes konkurrenceevne, hvilke direkte og indirekte omkostninger virksomhederne påføres, og hvilke fordele der opstår i form af innovationsstimulering, forbedret luftkvalitet, nedbringelse af sundhedsudgifterne og forøgelse af den forventede levetid.

4.7

EØSU er helt enigt i, at uafhængige værksteder skal have fri adgang til reparationsinformationer om køretøjer. Udvalget er dog særdeles forundret over, at man har valgt også at anvende det standardiserede OASIS-format, som er beregnet til personbiler, i forbindelse med tunge erhvervskøretøjer.

4.7.1

Køretøjer fra meget store serier er således ikke omfattet af forordningen, der gælder for erhvervskøretøjer med en vægt på over 2 610 kg. Erhvervskøretøjer findes i et meget stort antal udgaver og varianter, hvilket gør forsøget på at standardisere oplysningerne problematisk og overmåde kostbart i forhold til den reelle gevinst, der opnås, hvis man også tager i betragtning, at de virksomheder, der reparerer tunge køretøjer, kun er få og specialiserede i bestemte mærker. At anvende OASIS-systemet på værksteder for tunge erhvervskøretøjer, der stort set alle er SMV'er, er ensbetydende med at pålægge dem en betydelige finansiel og organisatorisk byrde i forbindelse med installation og forvaltning af det nye system: en sådan byrde risikerer at overstige den forventede gevinst ved at bruge det pågældende system.

4.7.2

I lyset af ovenstående overvejelser foreslår EØSU derfor, at Kommissionen foretager en konsekvensanalyse, der indeholder en costbenefitanalyse af anvendelsen af OASIS sammenlignet med andre mulige løsninger, som er enklere og billigere.

4.8

EØSU gentager som tidligere i forbindelse med andre af Kommissionens forslag, at det er hensigtsmæssigt at fremme indførelsen af køretøjer drevet af alternativt brændstof med lave nitrogenoxid- og partikelemissioner. Udvalget er dermed enigt i, at der bør indføres grænseværdier for carbonhydrider, andre carbonhydrider end methan samt methan.

4.9

EØSU ser gerne, at Kommissionen snarest muligt anvender verdensomspændende harmoniserede kørecyklusser i forbindelse med den prøvningsmetode, der danner grundlag for EF-typegodkendelseslovgivning med hensyn til emissioner.

4.10

Forordningen vil også indføre måling af brændstofforbrug og CO2-emissioner, hvorved den til en vis grad afviger fra sin erklærede målsætning om at mindske luftforureningen.

4.10.1

Data til disse målinger skal tilsyneladende indsamles ved afprøvning af motoren på bremsebænk, men i virkeligheden afspejler sådanne data ikke, hvordan motoren virker, når den sidder i køretøjet. Køretøjets energieffektivitet afhænger som bekendt af forskellige aspekter, og motoren er blot én af flere vigtige elementer (tillige med transmissionen, aerodynamikken, rullemodstanden, hjælpeorganer osv.). Den samme type motor kan anvendes på køretøjer med vidt forskellige karakteristika og funktion (lastbiler, arbejdsmaskiner, bybusser osv.).

4.10.2

EØSU ønsker her at minde om, at det således ikke var noget tilfælde, at Kommissionen i sin meddelelse om Resultater af revisionen af Fællesskabets strategi for nedbringelse af CO2 -emissionerne fra personbiler og lette erhvervskøretøjer (KOM(2007) 19 endelig) også havde ladet lette erhvervskøretøjer (kategori N1) være omfattet, men at den gik bort fra den idé i det tilhørende forordningsforslag (KOM(2007) 856 endelig) på grund af emnets specifikke karakter og de foreliggende oplysningers mangelfuldhed.

4.10.3

EØSU minder desuden om, at der for erhvervskøretøjers vedkommende er et kraftigt markedspres for at nedbringe brændstofforbruget (proportionelt i forhold til CO2-emissionerne), eftersom udgifterne til brændstof i forbindelse med transport i mange tilfælde er den største post på driftsregnskabet. Det er således konkurrencen, der driver bilfabrikanter til at tilbyde mere avancerede løsninger, hvad angår brændstofforbrug og følgelig CO2-emissioner.

4.10.4

Sidst men ikke mindst vil EØSU i forbindelse med måling af CO2-emissionerne gerne påpege, at hvis de oplysninger om brændstofforbruget og CO2-emissionerne, der måles på motoren, blev anvendt til at fastlægge eventuelle incitamenter eller skatter, kunne det skabe irrationelle markedsforvridninger.

4.10.5

I lyset af ovenstående bekræfter EØSU, at det er enigt i, at det vil være en god idé snarest muligt også at lovgive om CO2-emissioner fra tunge køretøjer. Det vil dog være mere hensigtsmæssigt, hvis emnet behandles og uddybes separat i et særskilt forslag for bl.a. at undgå risikoen for en konfliktfuld debat, der kunne forsinke vedtagelsen af den foreliggende forordning.

4.11

Eftersom markedet er tilbageholdende med at købe mere miljøvenlige biler pga. den uundgåeligt højere pris, ser EØSU positivt på muligheden for at indføre finansielle købsincitamenter og finder det på sin plads, at medlemsstaterne med forskellige incitamentsordninger kan fremme markedsføringen af køretøjer, der overholder de opstillede EU-krav.

4.12

EØSU kan naturligvis kun støtte forslaget om, at medlemsstaterne fastsætter sanktionsbestemmelser i tilfælde af overtrædelse af denne forordning, og at disse sanktioner skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

4.13

EØSU anser de ikrafttrædelsesdatoer, som Kommissionen har foreslået (1. april 2013 for nye typegodkendelser og 1. oktober 2014 for nye indregistreringer) for passende. Fem års stabilitet mellem én emissionstærskel og den efterfølgende er nemlig nok til, at industrien kan nå at få et økonomisk afkast af de investeringer, der er foretaget i markedsføringen af de nye løsninger.

4.14

EØSU er enigt med Kommissionens forslag, der fastsætter, at hvis en fabrikant anmoder herom, skal den nye forordning ikke finde anvendelse på køretøjer i klasse M1, M2, N1 og N2 med en referencemasse mindre end eller lig med 2 840 kg, som er godkendt iht. forordning (EF) nr. 715/2007. Med andre ord går EØSU ind for, at der ved typegodkendelsen udvises en vis grad af fleksibilitet over for køretøjer med en vægt, der ligger på grænsen, således at man mere effektivt kan imødekomme kundernes forskellige krav i relation til bl.a. afvejning af forbrug/kilometerforbrug/forurening.

5.1

EØSU støtter de foreslåede emissionsgrænser. Disse grænser stammer fra den første løsningsmodel (A) (5), som Kommissionen har set på, og som er blevet positivt modtaget af størstedelen af de interessenter, der har deltaget i høringsprocessen.

5.2

EØSU føler sig imidlertid forpligtet til endnu en gang at pege på problemet med det omvendte forhold mellem NOX- og CO2-emissionerne. Eftersom nedbringelsen af begge er en vigtig miljømålsætning, er det afgørende at fastsætte grænsen for nitrogenoxider på et sådant leje, at man ikke befordrer en stigning i emissionerne af kuldioxid. Den forventede nedbringelse af NOX-emissionerne vil således føre til en stigning i CO2-emissionerne på mellem 2 % og 3 %. På baggrund af en amerikansk studie fra 2001 mener Kommissionen tværtimod, at den stigning, der på nuværende tidspunkt forventes, ved forordningens ikrafttrædelse vil være blevet udlignet takket være den teknologiske udvikling af motorer. EØSU tillader sig alligevel at foreslå, at den pågældende studie ajourføres med henblik på at tilvejebringe nogle sikrere oplysninger om effekten af de foreslåede NOx-grænseværdier på brændstofforbruget og den deraf følgende produktion af CO2.

5.3

Som sagt er EØSU enigt i den todelte fremgangsmåde (split approach), hvorved kun de elementer, der har størst politisk betydning, behandles efter proceduren med fælles beslutningstagning, og gennemførelsesbestemmelserne og de tekniske detaljer behandles efter udvalgsproceduren.

5.4

Det skal dog bemærkes, at mange af de bestemmelser, der er henvist til forskriftsudvalget (OBD, partikelantal, incitamentsordninger for chaufføren i tilfælde af brug af et kemisk stof osv.) er særdeles vanskelige og har omfattende indflydelse på køretøjets teknologi. Det anbefales derfor, at alle disse elementer gennemføres på én gang samtidig med Euro VI-grænserne, og at der som også for denne forordning indrømmes en tilstrækkelig lang frist mellem ikrafttrædelse og håndhævelse, således at sektoren får tid nok til at foretage den nødvendige udvikling.

19.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/17

19.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/17

1.1

Energiforsyning, diversificering af energikilder og udvikling af vedvarende energikilder er nogle af de vigtigste spørgsmål for EU's fremtid, den globale balance og bestræbelserne for at begrænse klimaændringerne.

1.2

EØSU mener, at Den Europæiske Union er en velegnet ramme for deltagelse i den globale konfrontation, som kapløbet om energiressourcerne har ført til, og bekæmpelse af klimaforandringer, da Unionen har den størrelse, der er nødvendig for at opnå reel politisk indflydelse på de internationale forhandlinger.

1.3

Udvalget konstaterer med tilfredshed, at der i Lissabontraktaten er indført en artikel 176 om energi, som vil styrke retsgrundlaget for EU's tiltag på dette område.

1.4

EØSU fremhæver den afgørende betydning af forskning og udvikling inden for vedvarende energi og miljø og understreger, hvor vigtigt det er at fordele ressourcerne hensigtsmæssigt. Man bør omhyggeligt undersøge støtten til energikilder og energi- og emissionsbegrænsende teknologier, om hvilke det er rimeligt at antage, at de ikke vil kunne opnå økonomisk balance, for ikke at spilde offentlige midler på tilskud til teknologier uden fremtid. Ressourcerne bør anvendes til forskning i teknikker, som efter forskernes mening har en lovende fremtid, f.eks. teknikker, der gør det muligt at reducere eller opfange drivhusgasemissioner, energieffektivitet, rent kul, elektro- eller andre alternative motorer i køretøjer, brændselsceller, solenergi, effektiv energiudnyttelse af affald, kernefusion og nedbringelse af radioaktiviteten i nukleart affald.

1.5

Udvalget insisterer også på betydningen af udstyrs og bygningers energieffektivitet.

1.6

EØSU finder det nødvendigt, at der etableres en egentlig indkøbspolitik på EU-plan for at imødegå presset fra producenter, der ofte er yderst velorganiserede, og anbefaler EU-koordination af energipolitikkerne og holdningerne i internationale instanser som WTO, FN, NATO og OECD.

1.7

Udvalget understreger, at det er vigtigt at diversificere forsyningskilderne, og anbefaler en konstruktiv, men forsigtig holdning til partnerskab med Rusland og med republikkerne i Kaukasus og Centralasien.

1.8

Udvalget understreger, at det ville være hensigtsmæssigt at undersøge muligheden for at relancere atomenergiprogrammer i lande, hvor der eksisterer en konsensus om dette emne, og at øge forskningen i affaldsoparbejdning. Desuden tilskynder EØSU til yderligere forskning i nuklear fusion i forbindelse med Euratoms 7. forskningsrammeprogram og via ITER-initiativet.

1.9

EØSU mener, at det er nødvendigt at styrke samarbejde og koordination inden for energipolitik, repræsentation og indsats i internationale fora, at udbygge naboskabspolitikken på energiområdet og overveje muligheden for en gang i fremtiden at etablere en fælles energipolitik i EU, eventuelt med egne institutioner. De vedvarende energikilders kommercielle opsving i alle EU's medlemsstater viser, at de har borgernes interesse. Denne situation, som falder sammen med den nye fælles energipolitik, der defineres i Lissabontraktaten, kan være en strategisk god lejlighed til at acceptere og udvikle denne politik.

2.1.1

Det Internationale Energiagentur forudser en stigning på 55 % i energiefterspørgslen på verdensplan op til 2030.

2.1.2

Den Europæiske Union er selv meget afhængig af faste fossile brændstoffer, olie og naturgas, og afhængigheden vil sandsynligvis stige i de kommende år. EU er 80 % afhængigt af fossile brændstoffer, og dets energiimport forventes at stige fra 50 til 70 % op til 2030.

2.1.3

Olieressourcerne vil blive mere sparsomme efter 2050, mens andre ressourcer, der ikke udnyttes i dag, vil blive økonomisk rentable at udnytte fremover på baggrund af den stigende efterspørgsel og de teknologiske fremskridt.

2.1.4

Overgangen til andre energiformer vil blive vanskelig, men er uundgåelig. Verden har imidlertid allerede én gang før oplevet forandringer af denne art, nemlig i det 19. århundrede, hvor man gik fra biomassebrændstoffer (især træ) til kul og derefter til olie. I dag har vi imidlertid endnu ikke midlerne til at udnytte de vedvarende energikilder så godt, at vi kan foretage et skift, der kan sammenlignes med det i det 19. århundrede.

2.1.5

Vanskelighederne skyldes mange faktorer: energitætheden, de påkrævede arealer til produktion af biobrændstoffer (på bekostning af andre aktiviteter, især landbrug), energistrømmenes punktvise og vanskeligt forudsigelige karakter (vind, solenergi, tidevand), der kræver grundig planlægning med hensyn til lagerkapacitet, og de vedvarende energikilders geografiske fordeling. Hvad atomenergi angår, ville den internationale atomindustri ikke være i stand til at dække efterspørgslen, selvom man lancerede en meget ambitiøs fornyelsespolitik og byggede nye atomkraftværker.

2.1.6

Situationen i Europa er kendetegnet ved en meget stor energiafhængighed. EU dækker i dag 50 % af sit energibehov med import, og afhængigheden kan nå op på 70 % i 2030. EU vil da være 90 % afhængig af olie og 70 % afhængig af gas!

2.1.7

I marts 2006 foretog Det Europæiske Råd en foruroligende statusopgørelse, der viste:

Denne foruroligende status har inspireret til forslagene i den nye energipakke, som på en måde er et svar på de udfordringer, der skal tages op.

2.1.8

De europæiske ledere skal således se et dobbeltsidet problem i øjnene: på den ene side knaphed på de traditionelle primære ressourcer og på den anden side ressourcernes problematiske geografiske placering, idet størstedelen af dem findes i politisk ustabile lande, som kan benytte sig af deres ressourcer som pressionsmiddel mod energiafhængige lande, hvilket allerede har været tilfældet.

2.2.1

Hver enkelt EU-medlemsstat er berørt af energiproblemet, men de spredte, individuelle foranstaltninger stiller dem selvfølgelig svagt over for producenterne, der ofte er velorganiserede.

2.2.2

Det er derfor i medlemsstaternes interesse at stå sammen og anvende EU som et effektivt middel til at opbygge en fælles energipolitik baseret på målet om en bedre forvaltning af energiforbruget og diversificering af forsyningskilderne.

2.2.3

EU har den rette størrelse og råder over institutionelle instrumenter. Unionen kan udvikle transnationale politikker, koordinere de nationale politikker, skabe større europæisk samhørighed på energiområdet og udvikle en energipolitik over for tredjelande.

2.2.4

Endelig kan en europæiske energipolitik efter forkastelsen af traktaten om en forfatning for Europa og i forlængelse af Lissabontraktatens dynamik blive et nyt samlingspunkt og samtidig bevise den konkrete nytte af EU.

2.3.1

I dag har Den Europæiske Union ingen egenkompetence på energiområdet. En af Lissabontraktatens nyskabelser er at skabe en sådan.

2.3.2

Det er rigtigt, at Euratom og EKSF ved oprettelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab hver især behandlede en vigtig del af datidens energispørgsmål.

2.3.3

Men vil det sige, at EU har afholdt sig fra enhver form for energiforanstaltninger?

2.3.4

Bestemt ikke. EU har på grundlag af EF-traktatens artikel 308 udviklet en reel energipolitik og på grundlag af artikel 154 en politik vedrørende transeuropæiske energinet (jf. beslutning nr. 1364/2006/EF). Desuden er reglerne for det indre marked og konkurrencereglerne selvfølgelig blevet anvendt på energimarkedet (direktiv 2003/55/EF om liberaliseringen af det indre marked for naturgas, direktiv 2003/54/EF om det indre marked for elektricitet, direktiv 90/377/EØF som ændret ved direktiv 93/87/EØF om gennemsigtigheden af prisen på gas og elektricitet). De første virkninger af denne liberalisering af markederne og de offentlige monopolers ophør har ind imellem vakt bekymring for energiens prisniveau, men de prisstigninger, som af og til har kunnet konstateres, skyldes først og fremmest den voksende efterspørgsel på verdensplan efter ressourcer, som er begrænsede og i visse tilfælde dømt til at forsvinde.

2.3.5

Hertil kommer tekster fra Kommissionen af ikke-lovgivningsmæssig karakter: Grønbog om en europæisk forsyningssikkerhedsstrategi (28. november 2000), meddelelse om en europæisk strategi for energiforsyningssikkerhed (26. juni 2002), grønbog om energieffektivitet — eller hvordan vi kan få mere ud af mindre, handlingsplan for perioden 2007-2012 (19. oktober 2006), meddelelse om oprettelse af en verdensfond for energieffektivitet og vedvarende energi (6. oktober 2006).

2.3.6

EU har således tænkt meget over energispørgsmål, men Unionens indsats har dog bygget på et noget usikkert retsgrundlag, EF-traktatens artikel 308, den såkaldte fleksibilitetsklausul, hvori det hedder: »Såfremt en handling fra Fællesskabets side viser sig påkrævet for at virkeliggøre et af Fællesskabets mål inden for fællesmarkedets rammer, og denne traktat ikke indeholder fornøden hjemmel hertil, udfærdiger Rådet på forslag af Kommissionen og efter at have indhentet udtalelse fra Europa-Parlamentet med enstemmighed passende forskrifter herom«. EU har også har behandlet spørgsmålet mere indirekte ved bl.a. at anvende reglerne for det indre marked, konkurrencereglerne og miljøreglerne. Fremgangsmåden har, i hvert fald tilsyneladende, været mere teknisk og juridisk end politisk.

2.3.7

Det er netop derfor — i lyset af energispørgsmålets stigende betydning for såvel europæernes daglige liv som for økonomien og stabiliteten i verden — at Lissabontraktaten indeholder en artikel 176 om energi, der fastlægger EU's målsætninger på energiområdet »under hensyn til kravet om at bevare og forbedre miljøet« og »i en ånd af solidaritet mellem medlemsstaterne«.

2.3.8

I henhold til den kommende traktat vil EU's energipolitik sigte mod:

2.3.9

Denne politik indebærer delt kompetence, hvor reglen er afstemning med kvalificeret flertal, bortset fra skattespørgsmål, som fortsat er underlagt enstemmighedsreglen. Det præciseres dog i artikel 176A, stk. 2, at »en medlemsstats ret til at fastsætte betingelserne for udnyttelsen af dens energiressourcer, dens valg mellem forskellige energikilder og den generelle sammensætning af dens energiforsyning« ikke berøres af de foranstaltninger, der er nødvendige for at nå de mål, der er nævnt i artiklens stk. 1.

2.3.10

EU får således en kompetence på energiområdet, hvilket er det første nødvendige redskab til gennemførelse af stærkere og mere konkrete foranstaltninger. Er dette redskab tilstrækkeligt, eller skal man gå endnu videre på det institutionelle plan? Før redskabet udformes, må man imidlertid fastlægge nogle politikker, og disse kan udvikle sig under indflydelse af ydre begrænsninger og udviklingen af tjenester og teknologier.

3.1

De europæiske energipolitikker har hidtil været underlagt økonomiske krav eller bæredygtighedskrav: liberalisering af energimarkedet gennem direktiver og en politik for netværksindustrierne, en politik for fremme af energieffektivitet, en politik for fremme og udvikling af vedvarende energi, bekæmpelse af CO2-emissioner osv.

3.2

Da EU ikke hidtil har haft egenkompetence på energiområdet, har det behandlet spørgsmålet mere indirekte ved bl.a. at anvende reglerne for det indre marked, konkurrencereglerne og miljøreglerne. Fremgangsmåden har, i hvert fald tilsyneladende, været mere teknisk og juridisk end politisk.

3.3

Dette har, som man har set, ikke forhindret EU i at lovgive og udstikke grundlæggende retningslinjer for energiområdet i betydeligt omfang. EU har for nylig (19. september 2007) offentliggjort en række lovgivningsforslag til ændring af aktuelle tekster (ændring af forordningen om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling, forordning om oprettelse af et agentur for samarbejde mellem energimyndigheder, ændring af forordning om betingelserne for adgang til naturgastransmissionsnet, ændring af direktiverne om fælles regler for det indre marked for henholdsvis elektricitet og naturgas).

3.4

Hvis Lissabontraktaten ratificeres i sin nuværende udformning, kan EU tage dette vigtige politiske spørgsmål op på en mere klar og direkte facon. Men den juridiske kompetence fjerner ikke i sig selv alle politiske, økonomiske og sociale vanskeligheder. Alle ved, at medlemsstaterne har foretaget meget forskellige valg, især hvad angår atomenergi. Siden det uformelle europæiske topmøde i Hampton Court har Det Europæiske Råd fastlagt grundlaget for en egentlig EU-energipolitik, som afspejles i den nye energipakke udarbejdet i et samarbejde mellem Kommissionens Generaldirektorat for Energi og Generaldirektoratet for Miljø.

3.5

EU ønskede først at anvende markedsmekanismerne og skabe et konkurrencedygtigt marked, som formodedes at være mere effektivt, og derefter ved hjælp af de transeuropæiske energinet nå frem til et sammenkoblet marked.

3.6

Desuden ønskede EU at fremme energieffektivitet, især i de mest energiforbrugende sektorer: opvarmning og klimatisering af bygninger, fremstillingsindustrier og transport.

3.7

Det ambitiøse mål for handlingsplanen 2007-2012 (oktober 2006) er som bekendt at opnå en årlig energibesparelse på 20 % frem til 2020 eller en besparelse på ca. 1,5 % pr. år i energiintensitet indtil 2020.

3.8

EU har også insisteret meget på behovet for at udvikle vedvarende energi. På dette område er EU's målsætning også meget ambitiøs, da det drejer sig om at nå op på 20 % af det samlede energiforbrug frem til 2020, og derudover skal der fastsættes et obligatorisk mindstemål på 10 % biobrændstof (køreplanen for vedvarende energi af 10. januar 2007).

3.9

De vedvarende energikilder har imidlertid indtil videre været forbundet med en hel del handicap i forhold til fossil energi: de har lavere energitæthed, lægger beslag på store arealer (f.eks. solcelleparker), produktionen er uregelmæssig, og teknologierne er dyre. Selvom de relative omkostningsmæssige ulemper hele tiden bliver mindre, betyder dette, at bevægelsen hen imod disse teknologier sandsynligvis vil ske gradvist og langsomt, med mindre den politiske og økonomiske støtte øges betydeligt. Desuden skal der foretages seriøse konsekvensanalyser af alle de nye energiformer (jf. OECD Observer, december 2006, nr. 258/259: »21st century energy: some sobering thoughts« af Vaclav Smil).

3.10

Hvad angår energi til transport, har Kommissionen særligt interesseret sig for fremme af biobrændsel samt for brændselsceller og brint. Omfanget af den planlagte ekspansion for biobrændsel er dog forbundet med visse problemer. Brændselsceller er meget effektive energiomdannere, der kan sikre en betydelig samlet reduktion af drivhusgasemissioner og forurening. Det er dog lidet sandsynligt, at disse teknologer hurtigt bliver kommercielt levedygtige.

3.11

Derfor har Kommissionen i tråd med det syvende rammeprogram for forskning og med et fælles teknologisk initiativ med henblik på oprettelse af offentlig-private partnerskaber foreslået en forordning om oprettelse af fællesforetagendet for brændselsceller og brint (KOM(2007) 571 endelig) med det formål at gennemføre et program for forskning, teknologisk udvikling og demonstrationsaktiviteter inden for brændselscelle- og brintområdet.

3.12

For at bane vej for en udvikling af markedet for brintdrevne motorkøretøjer har Kommissionen ligeledes foreslået en forordning om typegodkendelse af brintdrevne motorkøretøjer (KOM(2007) 593 endelig), der skal sikre, at reglerne ikke varierer fra medlemsstat til medlemsstat, hvilket kunne være en hindring for spredningen af denne teknologi.

4.1

Efterspørgslen efter fossil energi vil fortsat være stor og afgørende. Denne kendsgerning må nødvendigvis indgå i debatten, og man bør forblive realistisk i forhold til vedvarende energi.

4.2

Medlemsstaterne må i dette spørgsmål udvise solidaritet — i Lissabon-traktatens ånd — og fastlægge en koordineret politik over for de lande, der producerer fossile brændstoffer. En indkøbspolitik ville også være hensigtsmæssig, men er først og fremmest en sag for de multinationale olieselskaber.

4.3

Oliemarkedet organiseres officielt af OPEC. EU's 27 medlemsstater ville selvfølgelig have større vægt som gruppe end hver for sig, især da de hører til de mest udviklede industrilande og dermed er storforbrugere af energi. Man må ikke glemme, at EU udgør et integreret marked på næsten en halv milliard forbrugere.

4.4

En sådan indkøbsblok kan råde over en reel politisk styrke over for olieproducenternes kartel, men situationen er en anden for gas, hvor der ikke findes karteldannelse.

4.5

Forsyningssikkerhed kræver diversificering. Derfor bør Rusland, denne store europæiske nation, behandles mindst lige så godt som OPEC. Det bør ligeledes overvejes at etablere en forsyningspolitik med de kaukasiske og centralasiatiske republikker.

4.6

I forbindelse med fossil energi er det højst ønskeligt at opbygge alternative sektorer, især baseret på kul. Forskningen i »rent kul« gør væsentlige fremskridt og skal fremskyndes, så man undgår, at et nyt opsving i anvendelsen af kul forværrer den globale opvarmning. Der bør udarbejdes en stor europæisk forsknings- og udviklingsplan på dette område, især da Europa stadig har store kulressourcer, som er meget billigere end olie på verdensmarkedet. Dog er kuludvindingsmetoderne et meget følsomt spørgsmål. Minearbejderes vanskelige og af og til farlige arbejdsvilkår er velbekendte. Man bør derfor være særlig opmærksom på arbejdsbetingelserne og sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen i denne sektor.

4.7

Kasserede dæk fra køretøjer kan også udnyttes som vedvarende energikilde, forudsat at emissionerne fra deres afbrænding opfanges effektivt. Kraftværker, der producerer energi gennem afbrænding af brugte dæk, har været i drift i flere årtier i forskellige lande.

4.8

CO2-lagringsteknikken går frem, men er stadig kostbar og vanskelig og indebærer risiko for udslip, f.eks. i tilfælde af klipperevner eller jordrystelser og gennem forurening af det dybtliggende grundvand. EØSU arbejder i øjeblikket på udtalelser om disse spørgsmål.

4.9

Ud over de fossile brændstoffer er der en lokal ressource, som findes i (alt for) rigt mål: affald. Der produceres milliarder af tons affald i EU. Genbrug og genanvendelse af affaldsmaterialer anses normalt for at være den bedste anvendelse af affald, da det mindsker efterspørgslen efter alle former for nye materialer og ikke indebærer produktion af drivhusgasser, som er forbundet med de fleste former for bortskaffelse af affald. Hvis det imidlertid ikke er muligt, bør man i hvert fald overveje muligheden for at anvende affald som energikilde. Også på dette område bør der opmuntres til forskning og udvikling for at opnå den bedst mulige energieffektivitet, samtidig med at drivhusgasser og andre forurenende emissioner reduceres til et minimum.

4.10

Lovgivning og retspraksis bør udvikles på dette punkt, eftersom energiudnyttelse af affald ikke anerkendes som sådan. En gunstig udvikling er dog begyndt med det reviderede forslag til rammedirektiv om affald, som i øjeblikket drøftes i Europa-Parlamentet.

4.11

Endelig vil spørgsmålet om atomenergi uundgåeligt blive rejst. Det vil være vanskeligt at sætte et mål på en 20 %'s reduktion af drivhusgasserne i 2020 uden at overveje en relancering af programmer for en ny generation af atomkraftværker i de medlemsstater, som har besluttet at anvende denne form for energi. De øvrige medlemsstater bør forbedre deres politikker for vedvarende energi.

4.12

Vi kender selvfølgelig de store problemer med hensyn til sikkerhed og affaldsforvaltning, som udvikling af denne sektor rejser. Men kan vi alvorligt talt tillade os at give afkald på den?

4.13

Valget af energikilder vækker polemik, men ingen når det polemiske niveau, som findes i debatten mellem tilhængere og modstandere af atomkraft. Det er en kendsgerning, at Europa er delt i spørgsmålet om atomkraft, og dette tilsiger i meget høj grad, at det helt og holdent bør overlades til medlemsstaterne at afgøre, om de ønsker at anvende denne energikilde eller ej.

4.14

EU råder med Euratom over et effektivt værktøj. Det hjælper EU med at fastholde sit teknologiske fremskridt, sikre sin konkurrenceevne, reducere energiafhængigheden og øge den internationale indsats og det internationale samarbejde om sikkerhed og ikke-spredning. Man kunne også overveje at give Euratom nye retningslinjer.

4.15

En af de største udfordringer er fusionsforskningen. Det syvende forskningsrammeprogram for Euratom har et budget på ca. 2,75 mia. EUR, hvoraf næsten to tredjedele er afsat til forskning i fusionsenergi. Denne prioritering bør fremmes og fastholdes, da beherskelse af denne teknologi vil gøre det meget lettere at forvalte affaldet gennem en væsentlig reduktion af dets levetid. Lanceringen af ITER-projektet på EU's område er en lovende begyndelse.

4.16

Hvad angår fremdrift af motorkøretøjer, bør EU interessere sig for hybridbiler med brændselsceller, solenergi og trykluftmotor. Også på dette område går forskningen og udviklingen fremad. En fransk ingeniør har udviklet et køretøj, der er meget billigt i drift, og som kan nå en hastighed på 150 km i timen. Det drives frem af trykluft, og produktionen af det starter i de kommende måneder. Det kendte indiske firma Tata har købt rettighederne for Indien.

4.17

I denne forbindelse minder EØSU om, at det i tidligere udtalelser om EU's energiressourceproblematik har fremsat henstillinger, som ligger til grund for og styrker holdningen i denne udtalelse.

5.1

Det er vigtigt at fastlægge politikker og vælge prioriteter, men der skal politiske og juridiske instrumenter til for at gennemføre dem. Er bestemmelserne i Lissabontraktaten, hvis den ratificeres, tilstrækkelige i den henseende, eller bliver det nødvendigt at gå længere?

5.2

Det er helt sikkert udmærket at understrege behovet for solidaritet mellem medlemsstaterne på energiområdet, og fastlæggelsen af fire hovedlinjer for denne politik er en nyskabelse, som man kun kan kun glæde sig over, selvom disse hovedlinjer ikke er så nye endda.

5.3

Men det er tilladt at mene, at verdens energiproblemer er så alvorlige, at de fortjener noget mere.

5.4

Er Lissabontraktaten ikke for forsigtig, selv om en fælles energipolitik, der støtter sig til en særlige institutionel ramme som det tidligere EKSF eller nutidens Euratom, nok endnu ikke er mulig?

5.5

I verdens energikapløb har konkurrenterne kontinentale dimensioner. EU-rammen giver mere tyngde, men oprettelsen af en specifik myndighed, som har »energidiplomati«, indkøbspolitik samt fastlæggelse og finansiering af rammeprogrammer for forskning og udvikling som sine opgaver, ville formodentlig kunne gøre Europa til en vigtig aktør med indflydelse på det store spil om energi i verden. Det ville være umuligt for medlemsstaterne at opnå enkeltvis.

5.6

Situationen i dag er præget af meget forskellige nationale tilgange, utvivlsomt fordi alle efter det første oliechok i 1973 har villet sikre deres egen energiforsyning. Der er utallige eksempler på denne spredning af kræfterne og forskelle med hensyn til fremgangsmåde.

5.7

For at undgå en disharmoni, som ville sætte Europa i baggrunden, er det nødvendigt at udforme en omfattende energipolitik for EU, som skal være knyttet tæt sammen med klimaændringspolitikken, hvor EU indtager en førende position i de internationale forhandlinger. Denne politik bør begynde med en stram europæisk koordinering inden for internationale institutioner som WHO, FN, NATO og OECD, så snart der rejses spørgsmål om energi. Den bør ledsages af koordinering af energipolitikkerne og især indførelse af en egentlig indkøbspolitik samt en målrettet, og ikke blot empirisk, politik for sammenkobling af netværkene. Når tiden en gang er inde, kunne denne politik, der omfatter koordinering, samråd og fælles projekter, støtte sig til specifikke institutioner, der kunne hjælpe EU med at tage energiudfordringen op. Har vi modet til at gøre det?

19.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/23

—

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/54/EF om fælles regler for det indre marked for elektricitet«

—

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/55/EF om fælles regler for det indre marked for naturgas«

—

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et agentur for samarbejde mellem energimyndigheder«

—

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1228/2003 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling«

—

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1775/2005 om betingelserne for adgang til naturgastransmissionsnet«

1.1.1

EØSU ser som helhed positivt på Kommissionens bevæggrunde for at fremlægge en tredje lovpakke vedrørende energi, der juridisk og økonomisk set er et komplekst og vanskeligt emne, som har affødt modsatrettede holdninger og reaktioner.

1.1.2

EØSU mener ikke, at den nuværende situation i energisektoren længere er holdbar. Efter at have iværksat integrations- og liberaliseringsprocessen står vi nu midt i vadestedet og skal beslutte, i hvilken retning vi skal gå. Liberaliseringen af energimarkedet har været inde i en død periode, hvilket har givet høje omstillingsomkostninger, som risikerer at overstige de dertil knyttede fordele. Disse omkostninger skyldes manglen på en ensartet regelramme på EU-plan og — i nogle tilfælde — på oprigtig vilje til liberalisering og på en klar ansvarsfordeling mellem de forskellige aktører. Denne usikkerhed på regelområdet kan føre til et lavt investeringsniveau i sektoren og en ringe konkurrenceudvikling. Det har skabt et opsplittet europæisk marked, der i nogle tilfælde styres af de tidligere monopolindehavere. Derfor et det nødvendigt eftertrykkeligt at bekræfte nødvendigheden af, at liberaliseringsprocessen fortsættes uden tøven.

1.1.3.1

Hovedformålet med denne strategi er at gennemføre EU's indre marked for energi. EU er nødt til at udarbejde en fælles strategi, så det kan reagere hurtigt, utvetydigt og med større gennemslagskraft i forhandlinger på internationalt plan. Der er et grundlæggende behov for samarbejde mellem medlemsstater, regulerende myndigheder og transmissionssystemoperatører (TSO'er). Der bør derfor gennemføres strukturelle ændringer, som sigter mod at integrere systemforvaltning og systemudvikling på regionalt plan. De enkelte medlemsstater bør samle deres erfaringer, viden og regler, så de kan stå sammen og foreslå (pålægge) deres egen prispolitik på forsyningsområdet for at skabe en så konkurrencepræget situation som muligt, der kan sikre så fair priser som muligt og samtidig undgå finansiel spekulation. Af hensyn til brugerne/forbrugerne bør medlemsstaterne stå mere sammen og omsætte de vedtagne EU-regler i den nationale ret.

1.1.4.1

EØSU mener, at en passende reguleret, fair konkurrence (hvilket ikke kan opnås med Kommissionens foreliggende forslag) ville give flere alternative energikilder og investeringer i energiinfrastruktur. Det ville igen føre til større effektivitet i virksomhederne (som f.eks. SMV'erne), hvorved det bliver muligt at opnå fair priser og dermed fremme gennemsigtigheden og mindske risikoen for markedsdominans.

1.1.4.2

En af de prioriterede målsætninger for den tredje lovpakke er at fremme de nødvendige investeringer i energiinfrastruktur og sikre koordinering heraf på EU-plan. De foranstaltninger, som Kommissionen foreslår på dette område, er et skridt i den rigtige retning. Det bør dog sikres, at disse foranstaltninger gør det muligt at foretage de nødvendige investeringer i energiproduktion, som skaber tillid hos investorerne. Hvad angår udbygningen af nettene, bør foranstaltningerne sikre, at der foretages en passende planlægning, som tager hensyn til alle berørte parter, og sørge for, at planlægningen foretages på et hensigtsmæssigt plan i forhold til tidsplanen. Der er endvidere behov for at føre tilsyn med investeringerne på EU-plan (skal varetages af agenturet for tilsynsmyndighederne). I en situation, hvor markedet er ret uelastisk, hvor virksomheder arbejder som oligopoler, og hvor visse medlemsstater viger tilbage fra at uddelegere kontrollen med forsyningen, mister operatører og brugere tilliden, hvilket fører til likviditetsstop. Denne situation bør ændres.

1.1.5.1

De omstruktureringsprocesser, der er iværksat som følge af den tredje lovpakke, bør ledsages af en beskæftigelsesfremmende politik og bør foregå under fuld inddragelse af fagforeningerne og virksomhederne ved hjælp af redskaber som f.eks. virksomhedsomstruktureringer (corporate social restructuring) og gennemførelse af sociale afbødningsforanstaltninger på nationalt og europæisk plan. Det er opmuntrende at konstatere, at de lande, der har indført ejendomsretlig adskillelse i transmissionsnettene, ikke har oplevet negative konsekvenser på beskæftigelsen.

1.1.5.2

Selv om beskyttelsen af de svage samfundsgrupper og de sårbare forbrugere er og bliver et nationalt anliggende, er det afgørende, at Kommissionen anerkender vigtigheden af disse foranstaltninger på internationalt plan. Kommissionen bør også sikre tilsyn med gennemførelsen for at sikre, at disse instrumenter er i overensstemmelse med forudsætningerne for et åbent og konkurrencebetinget marked. Det vil være nødvendigt at indføre begrebet »energifattigdom« på EU-plan (overkommelig pris) og opfylde målsætningerne om forsyningspligtydelse og almen interesse som fastlagt i de nugældende direktiver.

1.1.6.1

En ny energipolitisk strategi bør således være i stand til at fremme reel konkurrence blandt virksomhederne for at øge brugernes valgmuligheder. Transmissionsnettene bør være tilgængelige for alle, der måtte ønske at bruge dem. Hvad angår de store energiforbrugende virksomheder, bør der indgås en europæisk aftale om køb af energi til ensartede priser (sammenlignelige priser eller »loven om én pris«), og samtidig bør statsstøtten ophøre (konkurrenceforvridning). Forbrugerne bør indrømmes de rettigheder, som EU opstiller, og de bør frit kunne vælge den leverandør, de ønsker, og den laveste mulige pris.

1.1.7

Endelig mener EØSU, at Kommissionens forslag bør sigte mod at imødegå det ufrivillige dobbelte pres for at opretholde status quo, dvs. presset fra de store monopollignende selskaber, som ønsker at bevare deres privilegerede stilling, og fra fagforeningerne, som ønsker at bevare arbejdspladserne.

1.2.1.1

For at fremskynde udviklingen i retning af et indre energimarked bør Kommissionen ændre forslagene til den tredje energipakke med det sigte at få beføjelser til at handle uafhængigt på internationalt plan, specielt hvad energikilder angår. I den forbindelse bør pakkens forslag om regionalt samarbejde ses som et skridt på vejen til at nå det endelige mål om et indre energimarked. Medlemsstaterne bør endvidere bestræbe sig på at integrere deres elektricitetsmarkeder, og systemoperatørerne bør operere i flere medlemsstater. EØSU mener, at forslagene i den tredje pakke om regionalt samarbejde mellem netværksoperatører under ingen omstændigheder bør ses som en midlertidig erstatning for det indre marked. Det er afgørende at have et regionalt samarbejde baseret på ejendomsretlig adskillelse mellem netværksoperatører, der er effektivt adskilt fra produktion/salg. De regionale initiativer, som på det seneste er blevet fremmet af Gruppen af Europæiske Tilsynsmyndigheder for Elektricitet og Gas (ERGEG), bør også bruges til at afprøve sammenhængen mellem forordningen og markedsmekanismerne.

1.2.2.1

EØSU mener, at EU bør foretrække den ejendomsretlige adskillelse (ownership unbundling), som med garanti er bedre til at fremme investeringerne end den funktionelle adskillelse. Det ville øge gennemsigtigheden og operatørernes tillid, forbedre systemsikkerheden og muliggøre tilsyn med monopoler. Det ville ligeledes modvirke diskriminerede adfærd og optimere udnyttelsen og vedligeholdelsen af nettet.

1.2.2.2

Der er behov for yderligere uddybninger og analyser af dels de strategiske konsekvenser af netejerskab dels behovet for at sikre uafhængighed i den sammenhæng, bl.a. i relation til eventuel interesse fra tredjelandes side, inklusive valget vedrørende typen af netejerskab (offentligt eller privat). Kommissionens forslag kræver i forbindelse med indførelsen af ejendomsretlig adskillelse ikke privatisering af de transmissionsnet, der på nuværende tidspunkt er offentligt ejede.

1.2.2.3

Forskellene mellem el- og gassektoren (se f.eks. USA, Danmark, Nederlandene, Portugal, Det Forenede Kongerige, Spanien og Sverige) er ikke markante nok til at berettige, at de behandles forskelligt med hensyn til ejendomsretlig adskillelse. Der er behov for ejendomsretlig adskillelse af fremstillings- og salgsaktiviteterne og transmissionsaktiviteterne i begge sektorer. Risikoen for diskriminerende adfærd som følge af en utilstrækkelig vertikal adskillelse er lige stor begge steder. De selskaber, der sælger gas, bør således ikke interessere sig for, hvem der transporterer gassen. De bør kun arbejde med firmaer, der er pålidelige og økonomisk solide, og som er i stand til at sælge deres gas.

—

spille en selvstændig og uafhængig regulerende rolle,

—

overvåge aktiviteterne i det europæiske net af transmissionssystemoperatører (ENTSO) og sammen med ENTSO og et stående fagpanel hjælpe Kommissionen med at udarbejde en liste over nødvendige bestemmelser med henblik på at udarbejde og godkende tekniske og kommercielle retningslinjer og regler,

—

opstille kriterier og godkende de tekniske og kommercielle regler,

—

opstille procedurer for fastsættelse af tariffer og fastsætte tarifferne for udligningsmekanismen for netværksoperatørernes omkostninger i forbindelse med grænseoverskridende eltransmission,

—

udarbejde retningslinjer for netudviklingsprincipper og godkende ENTSO's forslag til den 10-årige investeringsplan,

—

forelægge anbefalinger og udtalelser for Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen,

—

høre markedsoperatørerne,

—

koordinere de nationale myndigheders arbejde, og

—

fremme gennemsigtigheden, herunder betingelserne for udpegelsen af agenturets eget styreorgan.

1.2.4.1

De nationale tilsynsmyndigheder spiller en afgørende rolle med at fremme konkurrencen og sikre korrekt gennemførelse af direktiverne på nationalt plan, specielt for så vidt angår overholdelse af reglerne om ikke-diskriminerende adgang til infrastrukturen. Deres beføjelser bør derfor harmoniseres, og deres uafhængighed af lande og energiselskaber, så de kan overvåge og forhindre misbrug af dominerende markedsposition. En mere uafhængig tilsynsmyndighed vil skabe tillid til markedet og vil kunne arbejde mere aktivt sammen med EU-agenturet.

1.2.5.1

EØSU opfordrer til effektivere koordinering blandt de nationale netværksoperatører med henblik på at gennemføre investeringer og optimere den infrastrukturforvaltning, der er nødvendig for at udvikle et integreret europæisk net. Agenturet bør spille en større rolle end planlagt, så det kan foreslå, udarbejde, overvåge og godkende regler og dermed sikre, at der tages behørigt hensyn til offentlighedens interesse. ENTSO's rolle bør udelukkende være baseret på dets evner og kompetencer. Følgelig bør ansvaret for at udarbejde retningslinjer og regler ligge hos EU-agenturet.

1.2.6.1

EØSU mener, at EU bør foregribe fremtidige udviklinger inden for netværksanvendelsen via et investeringsprogram, som sigter mod at skabe et system af offentlige og/eller private EU-regulerede europæiske netværk, som er tilgængelige for alle, hvad angår både transmission og energiforbrug. I dette øjemed bør det sikres, at forvaltningen af sammenkoblingerne reelt er gennemsigtig og baseret på markedsøkonomiske principper, som gør det muligt at øge handlen mest muligt. Investeringer bør foretages der, hvor de set ud fra et regionalt perspektiv fører til socioøkonomiske fordele. Alle markedsoperatører bør behørigt inddrages i beslutningstagningen vedrørende udarbejdelsen af regler og den tiårige investeringsplan.

1.2.7.1

EØSU mener, at forbrugerne på baggrund af nugældende og kommende bestemmelser bør være repræsenteret i agenturets bestyrelse. Det samme gælder alle de berørte aktører (agenter, fagforeninger, virksomheder), som ud over at være repræsenteret i bestyrelsen kunne sidde i en særlig overvågningskomite, således at regelfastlæggelsen kan foregå med størst mulig konsensus og deltagelse lige fra første færd og ikke kun i de afsluttende faser.

2.1

For cirka ti år siden tog Kommissionen (med stor forsinkelse) de første skridt i retning af en europæisk lovgivning om et indre marked for elektricitet og gas. EØSU har således haft lejlighed til at tilkendegive sin holdning — og til tider været uenigt med Kommissionen — til et emne, der gennem årene er blevet stadig mere vigtigt og kontroversielt.

2.2

Med vedtagelsen af den tredje pakke med lovforslag om el- og gasmarkedet ønsker Kommissionen at afslutte den indledte proces i en international situation, der er markant anderledes og som stiller alle over for nye problemer. Medlemsstaterne støtter ikke forslagene enstemmigt, hvilket risikerer at forsinke vedtagelsen og ikrafttrædelsen af de nye forslag og således hindre gennemførelsen af et indre europæisk marked for energi.

2.3

EØSU står med et stort ansvar, når det skal udarbejde en udtalelse om et af de senere års vigtigste (og mest kontroversielle) spørgsmål, som har afgørende betydning ikke alene for energimarkedet, men også for, hvordan det vil gå de europæiske virksomheder i denne sektor, de europæiske forbrugere samt virksomhederne i tredjelande.

2.4

EØSU ser positivt på den konsekvensanalyse, som Kommissionen har udarbejdet, og som allerede giver nogle gode fingerpeg om virkningerne af liberaliseringen og den »fair« konkurrence (se teksten).

3.1

At sikre, at forbrugerne har frit valg til i praksis at vælge leverandør ud fra et bredt udvalg og at de kan udnytte de »fordele«, som det pågældende valg »burde« medføre. Virksomheder fra tredjelande, der driver virksomhed i EU, bør have som fælles mål at sikre forbrugerne disse mere fordelagtige vilkår.

3.2

At adskille produktion og transmission fra ejerskab og drift af el- og gastransmissionsnettene. Desuden beskrives en alternativ løsning — den med en »uafhængig systemforvalter« — hvorved vertikalt integrerede selskaber får mulighed for at bevare ejendomsretten til deres netanlæg under den forudsætning, at selskabets anlægskapital forvaltes af et uafhængigt organ eller et andet selskab; dette burde fremme investeringer i infrastruktur.

3.3

At sætte effektivt ind mod markedsfragmenteringen langs de nationale grænser, den eksisterende vertikale integration og den stærke markedskoncentration, som hidtil i praksis har forhindret reel konkurrence og etablering af et indre marked for energi.

3.4

At forenkle den grænseoverskridende handel ved at oprette et særligt agentur, som skal have til opgave at koordinere de nationale reguleringsmyndigheder og skabe ens vilkår for EU-selskaber i sektoren, der opererer i forskellige lande. Dette burde sikre, at der oprettes et ægte europæisk af hensyn til forsyningssikkerheden og -spredningen. De nationale myndigheder bør i praksis blive mere uafhængige.

3.5

At fremme samarbejde på baggrund af nye regler, som skal udarbejdes af de europæiske netværksoperatører, og sikre et større samarbejde mellem forskellige nationale markeder, hvor der er risiko for forsyningssvigt.

3.6

At øge gennemsigtigheden ved at strømline markedsreglerne og holde forbrugerne informeret, med det sigte at øge brugernes tillid til markedets værdi (men har det egentlig været tilfældet hidtil?).

3.7

At sørge for, at forbrugerne næste år sikres visse rettigheder som energiforbrugere med et specifikt (obligatorisk) »charter«, som bl.a. bør indeholde oplysninger om leverandører, de forskellige markedsmuligheder, forenkling af de administrative procedurer, energifattigdom osv. (1).

4.1

Effektiv adskillelse (juridisk og funktionel) i samtlige medlemsstater af forsynings- og transmissionssystemet for el og gas gennem oprettelse af systemer, der ikke er vertikalt integrerede. Det er en afgørende forudsætning for at løse eventuelle interessekonflikter og for at

4.2

I en situation med vertikalt integrerede selskaber og modvilje mod at foretage en effektiv ejendomsretlig adskillelse kan en løsning være at udpege en uafhængig systemoperatør. Denne operatør kan lade selskaberne bevare ejendomsretten til deres netanlæg, men tillader dem ikke at forvalte det. Denne form for uafhængighed kan kun gennemføres med et effektivt reguleringssystem.

4.2.1

Kravet om netoperatørens uafhængighed såvel som den ejendomsretlige adskillelse mellem transmissionsnetværk og produktionssystemer gælder både offentlige og private selskaber.

4.2.2

Det overordnede mål er en situation i samtlige EU-lande, hvor virksomheder, der beskæftiger sig med fremstilling og levering af el og gas, kommer til at arbejde helt adskilt.

4.2.3

Direktivforslaget indeholder mulighed for at indrømme midlertidig fritagelse fra kravet om ejendomsretlig adskillelse, hvis der investeres i energiinfrastruktur.

4.3

Adskillelsen af forsyning og produktion fra systemoperatører er ikke alene planlagt på nationalt plan, men i hele EU. Ingen energiproducerende virksomhed har ret til at forvalte eller eje et transmissionssystem i et andet medlemsland. Alle nye operatører, som bliver en del af systemet, skal bevise deres uafhængighed i forhold til forsynings- eller produktionsaktiviteter.

4.4

Den ejendomsretlige adskillelse skal føre til et korrekt fungerende marked og net, som i den sidste ende skal resultere i korrekt prisdannelse for el og gas, eventuelt efterfulgt af en prisnedsættelse, hvilket klart er til gavn for sektorens forbrugere og investorer.

4.5

En uafhængig systemoperatør kan kun fungere korrekt og en ejendomsretlig adskillelse af produktions- og forsyningssystemet kan kun være effektiv, hvis der findes en uafhængig og velfungerende reguleringsmyndighed. Den regulerende myndighed skal være en selskabsretligt særskilt enhed og være funktionelt uafhængig af enhver anden offentlig eller privat enhed, og den skal handle uafhængigt af alle markedsinteresser. De regulerende myndigheder bør have uindskrænkede beføjelser og bør kunne samarbejde med hinanden på tværs af medlemsstaterne, så de kan:

De eksterne agenturer (Agenturet for Samarbejde mellem Energimyndigheder — CESR) har en rådgivende rolle at spille over for Kommissionen med hensyn til gennemførelsen af de opstillede regler.

5.1

En konsolidering af det indre marked — ved hjælp af fælles regler og foranstaltninger — er af afgørende betydning for det fremtidige europæiske energimarked og den nødvendige grænseoverskridende udveksling. Det er nødvendigt med en harmonisering af de eksisterende forskrifter (f.eks. de tekniske forskrifter eller »grid-codes«, som elselskaber i øjeblikket må arbejde efter) i de forskellige lande. Dette synes indtil videre ikke at være sket med hjælp fra ERGEG. En sådan harmonisering kan kun gennemføres af et særskilt uafhængigt organ, der i henhold til traktatens bestemmelser kun kan tage form af et agentur.

5.2

Agenturet bør først og fremmest:

5.3

Organisationsstrukturen vil følge det typiske organigram for regulerende fællesskabsagenturer, hvor der lægges særlig vægt på et system, der sikrer uafhængige regulerende funktioner. Ud over bestyrelsen, som udpeger direktøren for agenturet, kunne der derfor nedsættes et repræsentantskab med ansvar for alle reguleringsmæssige spørgsmål og et klagenævn, som skal behandle klager over agenturets afgørelser. Agenturet kunne bestå af højest 40-50 personer, og de årlige omkostninger til agenturet måtte højest være 6-7 mio. euro, der dækkes af tilskud fra Fællesskabet.

5.4

Kommissionen fungerer som traktatens vogter og skal »kontrollere kontrolløren«. Agenturet har beslutningsbeføjelser og dets skønsbeføjelser begrænser sig til specifikke tekniske spørgsmål. Kommissionen kan som svar på oplysninger fra agenturet eller på eget initiativ træffe beslutning om foranstaltninger, der skal beskytte samarbejdet eller sikre et velfungerende marked.

5.5

Et effektivt samarbejde mellem transmissionssystemoperatørerne er en afgørende forudsætning for at kunne opnå reel markedsintegration. Hidtil har der kun været tale om et frivilligt samarbejde, og dette samarbejde har ikke givet tilfredsstillende resultater, navnlig i forbindelse med forstyrrelser på nettet og strømudfald. Integrationen af systemoperatørerne på regionalt niveau gør det muligt at:

5.6

Transmissionssystemoperatørernes samarbejdsstrukturer bør anerkendes fuldt ud på europæisk plan. Der kunne benyttes eksisterende strukturer som f.eks. GTE og ETSO, eller der kunne etableres nye, centrale og permanente strukturer, hvad angår både organisationen og de praktiske redskaber til planlægning og forvaltning af nettene.

6.1

Hovedproblemet med nettene, navnlig el-nettene, er ikke blot liberaliseringen, men også hvordan borgerne og virksomhederne kan få fuldt udbytte heraf. Man kunne f.eks. overveje europæiske net, der er offentlige eller EU-regulerede, og som er tilgængelige for alle.

6.2

Det vil være ønskeligt, at Kommissionen fremmer investeringer i oprettelse af et helt nyt transmissionssystem, der giver mulighed for at anvende elektricitet på europæisk niveau ved hjælp af et interaktivt intelligent net i stil med internettet, der takket være intelligente måleteknologier giver mulighed for at sende energi i begge retninger.

6.3

Dette vil i høj grad fremme investeringerne, skabe nye arbejdspladser og gøre det gamle slogan »Power to the people« til en realitet; energiudvekslingen tilpasses alles behov med net, der er åbne for alle, og anvendelse af de samme regler i alle EU's medlemsstater uden undtagelse (som det allerede er tilfældet med internettet).

6.4

Dette er grundene til, at en fuldstændig opsplitning af el-transmissionssystemet og et valg mellem opsplitning og »uafhængig systemoperatør« kan komme på tale i forbindelse med gasnet.

6.5

Det vil være svært for Kommissionen at nå de opstillede målsætninger (styrke de nationale myndigheder og samarbejdet mellem transmissionssystemoperatører (ISO, TSO), gøre markedet mere gennemsigtigt osv.), hvis ikke man sætter sig ud over den nationale tankegang — ikke kun hvad angår net, men også forsyning, investeringer osv. Dette er de eneste foranstaltninger, der kan sikre en service af højere kvalitet, også selv om de ikke er tilstrækkelige til at holde priserne nede.

6.6

Den kendsgerning, at oliereserverne er koncentreret i nogle ganske få områder i verden (61,8 % i Mellemøsten, 11,7 % i Europa og Rusland, 9,4 % i Afrika, 8,5 % i Sydamerika, 5,1 % i Nordamerika og 3,5 % i Fjernøsten (F. Profumo, Politecnico di Torino)), bør få Kommissionen til at føre en mere målrettet fælles politik over for disse områder og i de internationale organisationer, hvor aftalerne indgås og beslutningerne træffes. I modsat fald kan en ren og skær liberalisering blive blændværk for de mindre forsigtige, og det vil ikke være tilstrækkeligt til at holde priserne nede, der ofte sættes op som følge af monopoler, der dikterer betingelserne selv i politiske kredse.

6.7

EU bør gøre fremskridt med hensyn til konkurrenceregulering og gennemsigtighed, for at det økonomiske system kan blive mere konkurrencedygtigt og gennemsigtigt. Sejrene over Microsoft og Volkswagen er opmuntrende præcedenser i konkurrencens navn, selv om de ikke er nok i sig selv. Der bør samtidig træffes mere effektive foranstaltninger til afbødning af konsekvenserne for beskæftigelsen, ligesom der bør gennemføres foranstaltninger og investeringer, der kan gøre det økonomiske system mere dynamisk, og som kan skabe flere muligheder for arbejdstagere og unge og derved begrænse deres behov for »beskyttelse«. De seneste tal for Europas økonomiske vækst er ikke ligefrem opmuntrende (se Kommissionens meddelelse), hvilket ikke kun skyldes euroens styrke, men også virksomhedernes ringe konkurrenceevne og den »beskyttelse«, som mange af disse virksomheder nyder godt af. Denne afvikling af monopoler, som indledtes efter vedtagelsen af Den Europæiske Fælles Akt, skal blive en succes, for lykkes den ikke, er der en risiko for, at borgernes/forbrugernes interesser trues af markedsforstyrrelser og at man eventuelt tvinges til at genindføre offentlig støtte for at sikre nettenes overlevelse, som det var tilfældet med det britiske jernbanenet.

6.8

Debatten om disse foranstaltninger bør ikke kun foregå internt i institutionerne eller blandt de indviede. Kommissionen og EØSU bør bringe debatten uden for EU-institutionerne, og denne debat bør være åben og inddrage borgerne i deres egenskab af forbrugere, arbejdstagerne og virksomhederne for at undgå, at beslutningerne kun påvirkes af elselskaber, der ofte har en dominerende stilling (der kunne f.eks. oprettes en blog for borgerne, afholdes åbne høringer i mange medlemsstater og i nogle europæiske byer, og resultaterne kunne fremlægges samlet på en større offentlig konference på fællesskabsniveau). Den kontrol, som Kommissionen foretager af de europæiske tilsynsmyndigheder, bør desuden gives en demokratisk dimension og bekræftes af Europa-Parlamentet.

7.1

Ejendomsretlig adskillelse af de forskellige aktiviteter i kæden: forsynings- og produktionsvirksomhed fra driften af net (»ownership unbundling«). Dette er en afgørende forudsætning for at kunne begrænse adgangsbarriererne. Målet er at forhindre integrerede virksomheder, der udfører flere aktiviteter i kæden, i at »overføre« nogle af omkostningerne ved de liberaliserede aktiviteter til regulerede aktiviteter og derved opnå en urimelig konkurrencefordel i forhold til de virksomheder, der kun udfører aktiviteter på områder med konkurrence. Direktiverne om markedet for naturgas og elektricitet er ikke blev vedtaget på ensartet vis i medlemsstaterne, hvilket i nogle tilfælde har åbnet op for oprettelse af vertikalt integrerede produktions- og forsyningsvirksomheder og virksomheder med ansvar for nettransmissionsdriften.

7.2

Større beføjelser til de nationale regulerende myndigheder. Disse myndigheder skal både sikre en neutral drift af nettene og koncessioneret infrastruktur generelt, og de har afgørende betydning for liberaliseringen (transmission, forsyning og måling på energiområdet; transport, forsyning, måling, lagring og forgasning på gasområdet).

7.3

Den vigtige rolle, som spilles af agenturet for samarbejde mellem regulerende energimyndigheder, hvad angår kontrol af uafhængige nationale organer. Oprettelse af et overnationalt regulerende organ, der skal overvåge aktiviteterne i de enkelte involverede lande, vil resultere i et klart defineret reguleringssamarbejde og mindske uligevægten mellem perspektiverne for EU som helhed og perspektiverne for de enkelte lande til fordel for løsninger, der er fokuseret på et integreret energimarked.

7.4

Etablering af transmissionssystemoperatører, der er uafhængige af produktionssystemet, og som samarbejder om at finde effektive løsninger på transmissionsproblemer. Transmissionssystemoperatører fra vertikalt integrerede virksomheder er tilbøjelige til at favorisere deres egne tilknyttede virksomheder, hvorved nye konkurrenter oplever et betydeligt informationsunderskud. De investeringer, der foretages internt i stærkt integrerede virksomheder, forvrides ofte, eftersom det dominerende selskab ikke har nogen interesse i at forbedre nettet, når det først og fremmest vil komme konkurrenterne til gode. En formel, væsentlig adskillelse af transmissionsoperatørerne vil give alle transmissionsselskaber de samme garantier for netadgang, hvilket vil muliggøre de investeringer, der er nødvendige for at kunne sikre en mere effektiv drift og i sidste ende lavere priser for brugerne.

7.5

Større gennemsigtighed og lettere markedsadgang for at øge likviditeten på markederne for elektricitet og gas. Der findes ikke tilstrækkeligt med oplysninger om markedets pålidelighed og muligheder (mellem de enkelte parter i kæden). Der er en stor informationsmæssig asymmetri mellem de etablerede operatører og deres konkurrenter. Forbedret gennemsigtighed vil mindske adgangsrisikoen for de nye spillere på markedet og ligeledes mindske hindringerne for adgang og forbedre tilliden til engrosmarkederne og dermed prissignalerne. Der bør under alle omstændigheder sikres en vis ensartethed/overensstemmelse i informationerne, således at der — uden at tilsidesætte betydningen af den virksomhedsstrategiske fortrolighed omkring forretningshemmeligheder — ikke gives mulighed for fortolkninger, som er vage og dermed til skade for sand markedsgennemsigtighed.

7.6

Garanteret adgang til information for alle markedsaktører med henblik på at skabe tillid og derved sikre en udvikling, der går i den rigtige retning. Mange aktører har begrænset tillid til prisdannelsesmekanismerne. Kontrakter om gasimport indgås på basis af prisindekser, som er knyttet til en række oliederivater, og priserne følger derfor nøje udviklingen på oliemarkedet. Denne sammenknytning påvirker engrospriserne, der således ikke dannes på basis af udbuds- og efterspørgselsmekanismen, til skade for forsyningssikkerheden (udbuddet). Hvad angår langfristede importkontrakter, kan der ikke konstateres nogen klar tendens i retning af markedsbaserede prisdannelsesmekanismer.

7.7

Fastsættelse af særligt detaljerede krav for at sikre gennemsigtighed i elektricitets- og gasproduktionen. Der bør tilvejebringes nøjagtige informationer om prognoserne for efterspørgsel og udbud på kort sigt. Disse krav skal efterleves af de enkelte elektricitetsproducenter, og de nationale regulerende myndigheder bør derfor have flere beføjelser.

7.8

Indførelse af derivat-markeder. Afledte instrumenter er ikke kun et effektivt middel til prisrisikostyring, men også et naturligt instrument til udvikling af markederne for elektricitet og gas. Selv om der på elektricitetsmarkederne har været direkte eller indirekte forhandlinger om derivat-kontrakter med det resultat, at der allerede er taget skridt mod større ensartethed — vejen er ganske vist stadig lang — er der klare forskelle på det europæiske marked for naturgas. Mens liberaliseringsgraden er forholdsvis høj på nogle markeder (f.eks. Det Forenede Kongerige), findes der i andre lande ikke engang et kontantmarked for naturgas (f.eks. Italien).

7.9

Regulering af oplagringsfaciliteter for at sikre, at al lagerkapacitet, der står til rådighed for tredjeparter, udbydes på markedet på en gennemsigtig og ikke-diskriminatorisk måde, der forhindrer kapacitetshamstring.

7.10

Ensartede offentlige kriterier for hvornår og hvordan tredjeparter kan få adgang til den lagerkapacitet, der udbydes på markedet.

7.11

Fastsættelse af gennemsigtige, detaljerede regler for adgang til LNG-terminaler, der giver mulighed for at identificere undtagne infrastrukturanlæg. Der bør fastsættes passende regler for iværksættelse af den såkaldte »open season«-procedure. Denne procedure, som også omfatter en mekanisme, hvor der kan reserveres kapacitet, endnu inden kapaciteten er opført, vil formentlig ikke være tilstrækkelig til at sikre operatørerne bedre adgang. Som led i denne procedure skal der nemlig i forbindelse med fordelingen af transmissionskapaciteten i de nationale transportnet under alle omstændigheder gives prioritet til den virksomhed, der fremstiller rørledningerne eller LNG-terminalen, og som er indehaver af undtagelsen. Endvidere kan proceduren for fordeling af den resterende kapacitet på 20 % udgøre en hæmsko for udviklingen af konkurrencen på forsyningsmarkedet, eftersom den tilgodeser operatører, der ved hjælp af langtidsaftaler forsøger at udnytte denne restkvote fuldt ud, hvilket er til skade for både spotmarkedet og en fleksibel forsyning.

7.12

Identifikation af langsigtede bilaterale forsyningsaftaler på downstream-markedet, der er i overensstemmelse med EF's konkurrenceret. Konkurrencen på detailmarkedet er meget begrænset. Den kumulative virkning af langfristede kontrakter, kontrakter med ubegrænset varighed, kontrakter med klausuler om stiltiende videreførelse og lange opsigelsesperioder kan være en væsentlig hæmsko for konkurrencen. De langsigtede aftaler, der er indgået mellem industrikunderne og producenterne (de etablerede), varierer fra et land til et andet. Efterspørgslen efter mere konkurrencedygtige tilbud fra ikke-etablerede virksomheder er dog stigende. Der findes ikke et fælleseuropæisk leveringstilbud, hvilket der bør ses alvorligt på. Det nuværende konkurrenceniveau (få udbydere) er særlig utilfredsstillende i nogle medlemsstater, der er karakteriseret ved et højt koncentrationsniveau (Østrig, Belgien). Begrænsningerne med hensyn til, hvordan forbrugerne kan få adgang til deres gas, sammenholdt med leverandørernes restriktive praksis med hensyn til leveringssteder giver anledning til en del konkurrencemæssige betænkeligheder.

7.13

Tilskyndelse af detailmarkederne på elektricitets- og gasområdet til at virkeliggøre liberaliseringsprocessen. Kun i kraft af et virkeligt detailmarked kan EU's borgere nyde godt af konkurrencevirkningerne. Derfor bør der indføres forenklede regler for adgang til markedet, således at små producenter og distributører kan deltage, og markedslikviditeten derved kan forbedres og priserne kan blive så konkurrencedygtige som muligt. Sikring af likviditeten er af væsentlig betydning for at få forbedret aktørernes tillid til prisdannelsen på elektricitetsmarkedspladserne og gasbørserne, navnlig eftersom det i sidstnævnte tilfælde vil give mulighed for en afkobling fra produkterne.

7.14

Et liberaliseret elektricitets- og gasmarked spiller en vigtig rolle, når det det drejer sig om at oplyse virksomhederne og borgerne om forskellige former for »intelligent« forbrug, der gør det muligt at holde omkostningerne nede og kontrollere dem. Derfor bør borgerne oplyses om tilgængelige energikilder, herunder alternative kilder (fornyelige energikilder), således at de bliver bevidste om, hvor vigtigt dette knappe gode er. Hvad angår både energi- og omkostningsbesparelser, bør den endelige forbruger tilbydes aftaler, der kan tilpasses forbrugsbehovet.

7.15

Borgerne bør i deres egenskab af ansvarlige forbrugere også oplyses om de regulerende organers overholdelse af reglerne og eventuelt misbrug, således at de kan gøre deres rettigheder gældende, bl.a. gennem forbrugerbeskyttelsesorganisationer.

7.16

Garanti for, at efterspørgslen også kan dækkes under spidsbelastning. For elektricitet er der problemer i forbindelse med produktionskapaciteten, transmissionsnettets størrelse og transmissionskapaciteten i nettet. For gas bør det sikres, at der er tilstrækkeligt med import- og oplagringskapacitet. Det er imidlertid velkendt, at importkapaciteten er særlig begrænset, eftersom overførsel af kapacitet reserveres af etablerede virksomheder ved hjælp af flerårige kontrakter, der kan strække sig over mere end 20 år. Dette er ensbetydende med, at nye projekter og projekter om omstrukturering/udvidelse af elektricitets- og naturgasinfrastruktur (rørledninger) bør gennemføres hurtigst muligt på såvel europæisk som nationalt niveau. Forgasningsanlæg er af afgørende betydning. Disse spiller en central rolle i navnlig Middelhavsområdet, eftersom de sikrer forbindelse til de vigtigste producentlande (Libyen, Algeriet).

7.17

Fremme af solidaritet: EU-landene bør på såvel regionalt som bilateralt niveau fremme samarbejdsaftaler, der sikrer gensidig bistand og samarbejde i tilfælde, hvor en medlemsstat af forskellige årsager oplever et energiunderskud, som den ikke direkte selv er skyld i.

19.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/31

1.1

EØSU påskønner den enestående høringsproces, som har fundet sted om grønbogen om En fremtidig havpolitik for EU: en europæisk vision for havene, og har aktivt bidraget hertil med sin udtalelse herom og deltagelse i to konferencer (1).

1.2

I meddelelsen peges der på den menneskelige faktors betydning i de maritime klynger. EØSU udtrykker tilfredshed med, at arbejdsmarkedsparterne (ETF og ECSA (2)) er blevet enige om at medtage bestemmelser fra ILO's (3) søfartskonvention fra 2006 i EU-lovgivningen. Det nærer ønske om en verdensomspændende gennemførelse af arbejdsnormer for søfarende, så der sikres ens vilkår for alle søfolk i overensstemmelse med konventionen snarest muligt. Det er også vigtigt, at medlemsstaterne ratificerer internationale regelsæt om fiskerisektoren, bl.a. ILO-konventionen fra 2007 om arbejdsforhold inden for fiskeriet.

1.3

EØSU godkender tanken om at genbehandle udelukkelser af søfarende/fiskere fra EU's arbejdslovgivning i snævert samarbejde med arbejdsmarkedets parter og efterlyser tydeliggørelse vedrørende certifikatet for maritim ekspertise. Der bør anstilles overvejelser over, om det lader sig gøre at indføre et certifikat for maritim ekspertise for søfolk, som bør være obligatorisk i færgetrafikken internt i EU og frivilligt i anden trafik.

1.4

Det flydende universitet giver en sødygtighedserfaring til studerende, som deltager i dets rejse. Tanken om en søgående, flydende campus passer ind i bredere tendenser, og Kommissionen bør undersøge dette nærmere for at få kvalitetsstuderende til at følge en maritim karriere (4). Arbejdsmarkedsparterne i EU bør tage søfolks livsstil op snarest og undersøge den nærmere.

1.5

Ved behandlingen af skibsulykker bør EU's fremtidige politik bygge på følgende hensyn:

1.6

EØSU gentager, at søtransporterhvervet forbruger olie af ringe kvalitet, fordi raffinaderierne ikke kan levere olie af bedre kvalitet. Udvalget støtter initiativer på verdensplan til behandling af brændstofkvaliteten, så der kan opnås fremskridt med hensyn til skibes luftforurening.

1.7

Meddelelsen og handlingsplanen overser den store del af havforureningen, som skyldes olie fra fritidsfartøjer, selv om det især er de kyststater, i hvis farvande denne sejlads som oftest finder sted, der er mest følsomme over for denne form for forurening (5). Desuden skærpes havmiljøforureningsproblemet af militære fartøjers aktiviteter, som falder uden for EU-reglerne.

1.8

Landbaseret forurening af floder og have (Østersøen og Sortehavet) er et spørgsmål, hvor EU's bestræbelser bør øges. Af politiske hensyn bør problemerne behandles multilateralt i stedet for bilateralt.

1.9

EU bør spille en førende rolle internationalt set med hensyn til tackling af miljøspørgsmål. Der er plads til mere samarbejde og samordning af EU-medlemsstaternes holdninger i internationale organisationer, uden at de enkeltes deltagelse sættes på spil. EU-medlemsstaternes ekspertbidrag til internationale organisationer er stærkt velanskrevet og dette bør ikke undermineres, men tværtimod udbygges.

1.10

Med hensyn til »det europæiske søtransportområde uden barrierer« erkender EØSU fordelen ved et virtuelt maritimt område. På linje med EØSU's synspunkter understreger meddelelsen, at begrebet kun skal omhandle en forenkling af administrative formaliteter og toldformaliteter samt lettelse af samhandelen — som en følge af EU's indre marked.

1.11

EØSU godkender meddelelsens symbolske budskab om, at Europa er og har været en søfartsnation. Dog afventer det stadig, at konkrete tiltag sættes i værk.

1.12

EØSU gentager den rolle, som det kan spille ved iværksættelsen af havpolitikken, herunder fysisk planlægning, ved fremme af EU's maritime identitet og maritime kulturarv og ved bevidstgørelsen af EU's befolkning omkring global opvarmning.

1.13

EØSU godkender forslagene om det europæiske netværk for havovervågning og det forbedrede samarbejde mellem medlemsstaternes kystvagter. Disse tiltag vil fremme den maritime sikkerhed, fiskerikontrollen og kontrollen ved de ydre grænser samt beskytte havmiljøet.

EØSU gentager, at en koordineret tilgang vedrørende bilaterale boardingaftaler med tredjelande er ønskelig for at imødekomme de skærpede krav til sikkerheden. Det henstiller tillige, at EU skrider til handling over for de omsiggribende tilfælde af væbnede overfald og sørøverier mod handelsskibe i Sydøstasien og Afrika.

2.1

Meddelelsen om en integreret EU-havpolitik og den vedføjede handlingsplan, som lægger op til fremtidig udformning af 29 særlige foranstaltninger, tager hensyn til EU-institutionernes og interessenternes syn på den pågældende grønbog.

2.2

Den enestående høringsrunde om grønbogen resulterede i bred enighed om behovet for en holistisk, integreret, tværsektoriel, strategisk indfaldsvinkel til havene. Målet om at erstatte en fragmentarisk tilgang med en bred vision fortjener støtte, selv om der undertiden opstår utilsigtede konsekvenser.

2.3

EØSU godkender meddelelsens symbolske budskab om, at Europa er og har været en søfartsnation. Handlingsplanens 29 foranstaltninger kan alle godkendes (med forbehold af særlige bemærkninger), men er ikke tilstrækkelige.

3.1.1

EØSU lægger stor vægt på at bevare integriteten i havmiljøet og sikre, at hele viften af menneskelige aktiviteter, som påvirker det, ikke resulterer i dets gradvise forværring.

3.1.2

EØSU udtrykker tilfredshed med, at der i Kommissionens planer lægges vægt på at gøre det internationale samarbejde mere effektivt, forbedre politikintegrationen, gennemføre eksisterende lovgivning og tilskynde til miljøteknologier (sjette EU-miljøhandlingsprogram). Der bør lægges vægt på at gennemføre konventionen om forebyggelse af landbaseret havforurening (6).

3.1.3

Ophobningen af CO2 og andre drivhusgasser i atmosfæren som følge af for store emissioner fører allerede til, at havene optager mere CO2, og denne proces ventes at fortsætte. Den deraf følgende surhed i havene vil formentlig øge presset på havmiljøet. Forskningen i disse konsekvenser for havene bør intensiveres sideløbende med forskning i udviklingen af miljøvenlige metoder til optagelse af CO2. Endvidere vil maritime energiressourcer få stor betydning for diversificering af EU's energiforsyning.

3.1.4

Meddelelsen overser den store del af hav- og flodforureningen, som skyldes olie fra fritidsfartøjer, selv om det især er de kyststater, i hvis farvande denne sejlads som oftest finder sted, der er mest følsomme over for denne form for forurening (7). Desuden skærpes havmiljøforureningsproblemet af militære fartøjers aktiviteter — som falder uden for EU-reglerne — som er til stadig større skade for miljøet og turismen.

3.1.5

EØSU gentager, at søtransporterhvervet forbruger olie af ringe kvalitet, fordi raffinaderierne ikke kan levere olie af bedre kvalitet. Udvalget støtter initiativer på verdensplan til behandling af brændstofkvaliteten (8), så der kan opnås fremskridt med hensyn til skibes luftforurening.

3.1.6

Hav- og luftforurening fra alle kilder forværrer havmiljøet, med sundhedsmæssige, sociale og økonomiske konsekvenser til følge. Der findes tilstrækkelige bestemmelser til at kontrollere og mindske havforureningen fra skibe, herunder sanktionering af forurenere, og reglerne bør håndhæves striks. Derimod findes der ikke tilsvarende lovrammer til at imødegå forurening af have og floder fra andre kilder (f.eks. industri-, by-, landbrugsaktiviteter, pesticider). EØSU er bange for, at hvis der ikke sættes effektivt ind i stor målestok, vil kyst- og havturismens sundhed, som er Europas største erhverv med tilknytning til havet, blive bragt i fare. En sådan indsats vil også kunne bidrage til at bevare omfanget og forskelligartetheden af livet i havmiljøet, inklusive fiskebestande.

3.1.7

EØSU mener, at man bør forhandle sig frem til en bilateral aftale mellem EU og landene syd for Middelhavet som led naboskabspolitikkens årlige handlingsplaner. Aftalen skal sikre, at de pågældende tredjelande sammen med EU's medlemsstater deler ansvaret for at bevare rene have ved at føre kontrol med luftemissioner og affaldsudledninger i deres floder (f.eks. Nil-deltaet). Endemålet skal være at bevare Middelhavet som en fællesarv.

3.2.1

Meddelelsen fremhæver den menneskelige faktors betydning inden for den maritime klyngedannelse. I higen efter den rette balance i handlingsplanen mellem de økonomiske, sociale og miljømæssige dimensioner af en bæredygtig havpolitik bør der tillægges den sociale dimension den vægt, som den fortjener.

3.2.2

EØSU udtrykker tilfredshed med, at arbejdsmarkedsparterne (ETF og ECSA) er blevet enige om at indlemme nogle af bestemmelserne i ILO's konvention fra 2006 om søfarendes arbejdsstandarder (MLC — Maritime Labour Standards) i fællesskabsretten. Det nærer ønske om en verdensomspændende gennemførelse af maritime arbejdsstandarder, så der snarest muligt sikres lige vilkår for søfarende i henhold til konventionen. Lige så vigtigt er det, at medlemsstaterne ratificerer relevante internationale instrumenter for fiskerisektoren, herunder ILO's konvention fra 2007 om arbejdsforhold i fiskerisektoren.

3.2.3

Med hensyn til udviklingen af en handlingsplan om søfarendes kvalifikationer henleder EØSU opmærksomheden på revisionen af IMO's STCW-konvention (9) om globale standarder for uddannelse og certificering. Ethvert EU-forslag bør være foreneligt med IMO/ILO-ordningen.

3.2.4

EØSU godkender tanken om at nyvurdere situationen for søfarende og fiskere, der ikke er omfattet af EU's arbejdsmarkedslovgivning, i snævert samarbejde med arbejdsmarkedets parter, og efterlyser tydeliggørelser omkring certifikatet for maritim ekspertise. Der bør anstilles overvejelser over gennemførligheden af et certifikat for maritim ekspertise for søfolk, som bør være obligatorisk i færgetrafikken internt i EU og frivilligt i anden trafik.

3.2.5

Indsatsen til fremme af EU-søfarendes karrierer kan kun blive effektiv, hvis der investeres i højere kvalitetsstandarder og man derved øger EU-søfarendes konkurrencemæssige fordele i henseende til kvalitet snarere end omkostninger.

3.2.6

Den stigende knaphed i verden på kvalificerede søfolk kan få foruroligende følger for EU's havsikkerhedsinfrastruktur og vil tage til, hvis ikke EU og medlemsstaterne gør en koordineret indsats. Uden arbejdskraft af denne art vil EU blive ramt af større mangel på den viden og erfaring, som er nødvendig for afgørende sikkerhedskritiske maritime aktiviteter (skibsinspektion, tilsyn, lovgivning, forsikring, skibstrafiktjenester, redningstjenester, kystvagt og lodsning). Desuden risikerer maritime klynger at flytte til andre regioner. Den igangværende indsats har vist sig ikke at være tilstrækkelig, og EØSU beklager, at Kommissionen ikke har til hensigt at behandle dette emne før sidst i 2009.

3.2.7

EØSU er foruroliget over det store frafald på søfartsskoler i nogle medlemsstater og over, at de, der allerede arbejder i branchen, hurtigt opgiver en søfartskarriere. EU's status som søfartsnation vil blive sat alvorligt på spil, medmindre der øjeblikkeligt gribes ind over for den nuværende krise; der bør udformes løsninger som led i en holistisk strategi med det sigte at gøre søfartsbranchen mere attraktiv. Den kortlægning af karriereudsigter, som arbejdsmarkedsparterne (ECSA og ETF) allerede har foretaget, bør videreudbygges. Bestræbelserne på at trække folk til søfartsbranchen bør derfor kobles sammen med tiltag til at »holde på dem«.

3.2.8

Det flydende universitet giver en sødygtighedserfaring til studerende, som deltager i dets rejse. Kommissionen bør undersøge tanken om en søgående, flydende campus for at få kvalitetsstuderende til at følge en maritim karriere. På samme måde kunne man i de store europæiske havne oprette skoler efter forbilledet »Harbor School« (10), hvor man for nemheds skyld underviser elever på primær- og eventuelt også på sekundærtrinnet på land, men dog i nærheden af havet i alle fag for at gøre dem fortrolige med det maritime miljø, skibsfart og navigationens grundlag.

3.2.9

EØSU anmoder Kommissionen om at undersøge bedste praksis i medlemsstaterne på det sekundære uddannelsestrin for at udbrede kendskabet til karrieremuligheder på havet.

3.2.10

Ved behandlingen af skibsulykker bør EU's fremtidige politik bygge på følgende hensyn:

3.2.11

Søfolk kan komme ud for at skulle tage skridt, som ligger langt uden for deres almindelige pligter under særdeles risikable vejrforhold. Som IMO's generalsekretær har udtalt: Det forhold, at arbejdsmiljøet er i direkte kontakt med elementerne bringer undertiden professionelle søfolk ud i situationer, som de ikke kan forberede sig passende på. De er i så fald nødt til at opvise et mod, som fortjener anerkendelse (11). Kommissionen opfordres til at medtænke ovennævnte forhold, når den i fremtiden fremlægger forslag til imødegåelse af ulykker til søs.

3.3.1

Den kommende meddelelse om EU's søtransportpolitik for 2008-2018 skulle kunne tilvejebringe en passende ramme, som kan tiltrække investeringer i skibsfart og bidrage til at styrke EU-søtransportens førende rolle på verdensplan og dens katalysatorrolle for den maritime klyngedannelse.

3.3.2

EØSU udtrykker tilfredshed med Kommissionens erkendelse af det nødvendige i globale regler for et globalt erhverv, betydningen af international maritim regulering og støtten til at finde løsninger på de reguleringsmæssige udfordringer i internationale organer (som IMO). Søtransportens globale karakter, det globale arbejdsmarked som søfarten opererer på og EU-søtransportens konkurrencemæssige stilling på det globale marked er emner, som bør tages med i billedet.

3.3.3

Behovet for at forbedre effektiviteten af eksisterende havnekapacitet og -tjenester samt for større havnekapacitet og bedre baglandsforbindelser skal gentages.

3.3.4

EØSU bemærker, at dets forslag er medtænkt, med hensyn til det nødvendige i at gøre fremskridt i ratificeringen af IMO-konventioner fra EU-medlemsstaternes side og internationalt, og forslagene om havneudvikling, nedbringelse af luftforureningsniveauerne fra skibe, etableringen af klynger omfattende flere sektorer samt et europæisk netværk for maritim klyngedannelse. Den europæiske søtransports livsvigtige rolle for samhandelen i Europa og på verdensplan og for de europæiske borgeres dagligdag erkendes også.

3.3.5

Med hensyn til »det europæiske søtransportområde uden barrierer«, som ligger på linje med EØSU's synspunkter, understreger meddelelsen, at begrebet kun skal ses i tilknytning til etableringen af et virtuelt maritimt område (12), inden for hvilket der vil ske en forenkling af administrative formaliteter og toldformaliteter, ligesom samhandelen vil blive lettet — som en følge af EU's indre marked. EØSU noterer sig den høring, som Kommissionen har indledt for at finde frem til, om der eventuelt bør fremsættes forslag til at iværksætte begrebet i praksis.

3.3.6

EØSU mener, at der er plads til mere samarbejde/samordning mellem EU-medlemsstaterne i internationale organisationer, uden at de enkeltes deltagelse sættes på spil. EU-medlemsstaternes ekspertbidrag til internationale organisationer er stærkt velanskrevet og bør ikke undermineres, men tværtimod udbygges.

3.3.7

EØSU støtter målet om at bruge EU's indflydelse over for tredjelande til at tilskynde dem til at håndhæve og ratificere større internationale søfartskonventioner. Den europæiske havnestatskontrol bør undersøge både EU- og tredjelandefartøjers overensstemmelse med internationale miljøkrav og sociale normer.

4.1.1

Det er tilfredsstillende, at EØSU's forslag om fremme af kystturisme og en database om EU-støtte til kystregioner er taget til følge. Øer bør anbringes i centrum for EU's indsats i kraft af følgende tiltag:

4.2.1

I særdeleshed udtrykker EØSU tilfredshed med forslagene om øget samarbejde om forvaltning af Middelhavet og Sortehavet, udvidelsespolitikken og den europæiske naboskabspolitik og politikken for den nordlige dimension.

4.2.2

20-30 % af verdens uopdagede oliereserver ligger under Det Nordlige Ishav. På grund af klimaændringerne vil arktiske skibsruter i 2015 måske være åbne det meste af året. Det er attraktivt at åbne den arktiske rute af hensyn til både afstand og sikkerhed: f.eks. er Shanghai til Rotterdam via den arktiske rute 1000 miles kortere end via Suez. Kortere skibsruter kan begrænse brændstofforbrug og emissioner betydeligt. EØSU bemærker, at de mangfoldige juridiske og miljømæssige problemer, som omfatter adskillige lande, gør det nødvendigt at tydeliggøre international ret om havis. På den baggrund afventer det med interesse den bebudede rapport om Det Nordlige Ishav, som skal omfatte klimaændringernes geopolitiske følger. Eventuelle miljøkonsekvenser af brug af nye skibsruter gennem det arktiske område bør undersøges på forhånd.

4.3.1

EØSU godkender forslagene om det europæiske netværk for havovervågning og det forbedrede samarbejde mellem medlemsstaternes kystvagter. Disse tiltag vil fremme den maritime sikkerhed, fiskerikontrollen og kontrollen ved de ydre grænser samt beskytte havmiljøet.

4.4.1

Landbaseret forurening af floder og have (Østersøen og Sortehavet), er et spørgsmål, hvor EU's bestræbelser bør øges som led i handlingsplanen. Af politiske hensyn bør problemerne behandles multilateralt i stedet for bilateralt.

4.5.1

Da marine arter er udsat for en foruroligende nedgang eller helt forsvinder, finder EØSU det nødvendigt, at fiskeressourcerne udnyttes rationelt. Forslagene om fiskeriforvaltning går i den rigtige retning. Da fiskeri er et af de farligste erhverv, bør der gøres mere for at øge sikkerhedskulturen blandt de beskæftigede i branchen. I særdeleshed er det nødvendigt at se på sikkerhedsforanstaltningerne for fiskerifartøjer på under 24 meters længde (der er her tale om et hul i de eksisterende internationale konventioner og EU's direktiver). EØSU understreger, at den nødvendige artsbeskyttelse har sociale konsekvenser, som skal behandles som sådanne: Den måde, fiskerne udøver deres virksomhed på, er ofte betinget af, at de ikke længere har tilstrækkelige ressourcer, og da er det deres liv, der sættes på spil.

4.5.2

De fysiske og finansielle risici ved fiskerierhvervet er så store, at det forklarer den enorme afvandring fra erhvervet. Der består et presserende behov for EU-projekter og -programmer til forbedring af fiskefartøjers teknologi. Med hensyn til udveksling af bedre praksis om fiskerierhvervets fordele henstiller EØSU, at der sker en omfattende formidling af den håndbog om forebyggelse af ulykker til søs og fiskeres sikkerhed, som for nyligt blev udsendt i et samarbejde mellem de europæiske arbejdsmarkedsparter Europêche og ETF (det europæiske transportarbejderforbund). Lige så vigtigt er det, at medlemsstaterne fremskynder ratificeringen af ILO-konventionen om arbejdsvilkår på fiskerfartøjer (juni 2007). Det endelige mål bør være at gøre fiskerivirksomhed bæredygtigere og attraktivere.

4.6.1

I sin nylige udtalelse om en grønbog om forbedret ophugning af skibe KOM(2007) 269 gav EØSU udtryk for bekymring over, at der hersker »alvorlig mangel på ophugningsanlæg, hvor man arbejder på en socialt og miljømæssigt bæredygtig vis«. Situationen skærpes som følge af det enorme antal skibe, der tages ud af brug efter den globale udfasning af olietankere med enkelt skrog (13). Forbedring af anlæg og arbejdsvilkår i Sydøstasien, hvor langt hovedparten af ophugningen af skibe finder sted, bør bringes op på internationalt acceptable niveauer.

4.6.2

EØSU udtrykker tilfredshed med fremskridtene på internationalt plan vedrørende ophugning af udtjente skibe på effektiv, sikker og miljømæssigt bæredygtig vis. Det vigtige er, at der indgås en bindende international konvention senest i 2008/2009 og man i den mellemliggende tid fremmer IMO's retningslinjer. Denne internationalt anerkendte benchmark vil opstille klare forpligtelser for redere til at levere nærmere oplysninger om potentielt farlige materialer på deres skibe og indføre mindstenormer for genbrugsværfter med hensyn til sikkerheds- og sundhedsbestemmelser og forvaltning af farlige materialer.

4.7.1

Skærpede krav til sikkerheden har fået adskillige EU-medlemsstater til at indgå bilaterale boardingaftaler med tredjelande. EØSU gentager, at en koordineret tilgang fra EU-medlemsstaternes side til sådanne initiativer vil være ønskelig, og det samme gælder en koordineret arbejdsfordeling mellem medlemsstaterne, inkl. deres flåder, om håndhævelse af sådanne regler. Alternativt kunne EU-medlemsstaterne gå i front med at ratificere protokollerne om bekæmpelse af ulovlige handlinger mod søfartssikkerheden (SUA), som omfatter sikkerhedsforanstaltninger til at beskytte rederiernes legitime kommercielle interesser og søfolkenes menneskerettigheder.

4.7.2

EØSU giver udtryk for bekymring over det stadig stigende antal angreb på handelsskibe og de omsiggribende tilfælde af væbnede overfald og sørøverier, især i Sydøstasien og Afrika. Det henstilles, at EU skrider til handling, så kommercielle fartøjer eskorteres af søværnsstyrker i farlige farvande.

4.8.1

Som et middel til at nedbringe drivhusgasemissioner fra skibe, der ligger ved kaj, foreslår Kommissionen at anvende strøm fra land (handlingsplanen). Ved at benytte strøm fra land bruger skibene ikke brændstof og udsender derfor ikke forurenende stoffer (SOx, NOx, partikler) og CO2.

4.8.2

EØSU støtter forslaget ovenfor; det henleder dog opmærksomheden på følgende problemer: én enkelt løsning egner sig måske ikke for alle skibstyper; strøm fra land fremstilles måske på kraftværker, der afbrænder brændstoffer og kul, og som derfor producerer yderligere CO2, hvilket måske vil udligne fordelene. Derfor opfordrer det Kommissionen til at tage hensyn til ovenstående betragtninger, så der foreslås en fornuftig politik på verdensplan.

19.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/36

19.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/37

1.1

EØSU udtrykker tilfredshed med, at Kommissionen i betragtning af de små og mellemstore virksomheders økonomiske og sociale betydning for den europæiske økonomi har taget initiativ til et program, der netop skal hjælpe små og mellemstore virksomheder (SMV) med at overholde miljølovgivningen, som er meget indviklet. EØSU understreger dog i den forbindelse, at mikrovirksomhederne har brug for særlig opmærksomhed på grund af de strukturelle vanskeligheder, som gør disse mere sårbare.

1.2

EØSU er bevidst om, at små og mellemstore virksomheder kan få problemer med at leve op til miljølovgivning, og bifalder derfor udviklingen af instrumenter, der kan gøre den lettere at forstå. Selv om hensynet til sociale aspekter og navnlig miljøaspekter er vokset det sidste årti, så opfattes virksomhedernes sociale ansvar (Corporate Social Responsibility) endnu ikke som en konkurrencefordel i alle dele af erhvervslivet.

1.3

Efter EØSU's mening er Kommissionens forslag til et program, der skal hjælpe de små og mellemstore virksomheder med at overholde miljølovgivningen, et meget vigtigt første skridt.

1.4

EØSU finder det nødvendigt, at Kommissionen udvikler en proaktiv tilgang til de små og mellemstore virksomheder og skaber en struktureret samarbejdsordning for virksomheder på territorialt niveau. I den sammenhæng bør man især være opmærksom på det grænseoverskridende samarbejde.

1.5

Det er især vigtigt

2.1

Formålet med Kommissionens meddelelse er at hjælpe små og mellemstore virksomheder (SMV) med at udnytte energi og ressourcer på en effektiv måde (1). Den indeholder derfor en lovramme og foreslår foranstaltninger, der kan styrke de eksisterende politikker og initiativer under hensyntagen til små virksomheders særlige kendetegn. I dette øjemed foreslår Kommissionen et program, som skal hjælpe de små og mellemstore virksomheder med at overholde miljølovgivningen: gennem et sådant program bliver det muligt at frigøre økonomiske ressourcer til udvikling af støttenetværk, at forenkle adgangen til forvaltningssystemer og at højne miljøbevidstheden hos disse virksomheder.

2.2

Selv om alle små og mellemstore virksomheder har færre end 250 ansatte hver især, beskæftiger de sammenlagt 23 mio. mennesker, udgør ca. 99 % af alle virksomheder og står for 57 % af den økonomiske merværdi i EU. Som ansvarlige for så stor en del af EU's omsætning har de væsentlig indflydelse på miljøet.

2.3

Mange virksomheder er ikke klar over miljøkonsekvenserne af deres aktiviteter og flertallet af dem mener, at de kun har ringe eller ingen indflydelse på miljøet. SMV har desuden tendens til at mene, at de fuldt ud opfylder den gældende lovgivning, med mindre de får at vide, at det forholder sig anderledes. I så fald kan de små og mellemstore virksomheders aktiviteter indebære øget risiko for de ansattes sundhed og sikkerhed eller udgøre en betydelig trussel mod miljøet. Endelig risikerer SMV at gå glip af de økonomiske fordele ved en mere miljøvenlig og øko-innovativ forvaltning, hvis de ikke integrerer miljøaspekter i deres økonomiske aktiviteter.

2.4

Kommissionens forslag til program, der skal hjælpe de små og mellemstore virksomheder med at overholde miljølovgivningen, indeholder foranstaltninger, som dels skal sikre, at SMV mest muligt reducerer miljøvirkningen af deres aktiviteter, dels skal fremme overholdelsen af den gældende lovgivning. Programmet har som mål at reducere de byrder, som følger med overholdelsen af lovgivningen, ved at skabe politikker og instrumenter, der bringer miljøkrav i SMV-aktiviteternes fokus.

2.5

De foranstaltninger, som præsenteres i meddelelsen, omfatter informationsformidling rettet specifikt mod SMV og fremme af støttenetværk og uddannelsestiltag, der skal udvikle de lokale kompetencer på miljøområdet.

2.6

Programmet vil blive finansieret af LIFE + (5 mio. euro i perioden 2007-2013), hvortil kommer bevillinger fra rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation og fra strukturfondene.

2.7

En webside om EU's miljøpolitik, der henvender sig til de små og mellemstore virksomheder, er allerede tilgængelig på syv sprog, og det er planen at udsende retningslinjer om emner som energieffektivitet, emissioner til luften, affaldsproduktion og håndtering af forurenende stoffer til vand og jord. Der vil også blive offentliggjort en vejledning i de nye finansieringsmuligheder.

2.8

Det nye støttenetværk for innovation og virksomhederne vil tage del i gennemførelsen af programmet fra 2008. Hjælp herfra vil sammen med hjælp fra andre SMV-støttenetværk vil få stor betydning, når de små og mellemstore virksomheder skal omsætte EU's miljøpolitik til operative foranstaltninger.

2.9

Arbejdspapiret fra Kommissionens tjenestegrene, som ledsager meddelelsen, opregner en række konkrete eksempler på god praksis, som er sat i værk af små og mellemstore virksomheder i og uden for Europa.

3.1

EØSU hilser Kommissionens program velkommen, navnlig fordi det anerkender de små og mellemstore virksomheders betydning og værdi for den europæiske økonomi og det europæisk samfund.

3.2

I den forbindelse understreger EØSU vigtigheden af Rådets beslutning på samlingen i Feira den 19.-20. juni 2000 (2) og vedtagelsen af det europæiske charter om små virksomheder (3), hvor man kan læse, at »de små virksomheder er rygraden i Europas økonomi« og at »det er her, jobbene skabes, og her forretningsidéerne udklækkes«. Blandt charterets prioriteter er fremme af virksomhedernes vækst og konkurrenceevne, ikke bare på lokalt og regionalt plan, men også på et globaliseret marked.

3.3

Evaluering af miljøkonsekvenser bør udgøre en integreret del af en virksomheds forvaltning. I betragtning af at størstedelen af de små og mellemstore virksomheder normalt ikke har en miljøpolitik, navnlig ikke de mindste af dem, bliver det nødvendigt at anvende en integreret miljøpolitik, idet man dog skal sørge for, at de administrative byrder bliver reduceret til et minimum.

3.4

Første skridt i den retning er at fremme erkendelsen af, at god miljøpraksis ikke kun er en ekstraudgift og en pligt, men også et redskab til at forbedre virksomhedens konkurrenceevne og til at skabe værdi på længere sigt.

3.5

Virksomheder, der har held med løbende at overvåge udviklingen af disse aktiviteter, f.eks. via miljøforvaltningssystemer, vil samtidig få mulighed for at kontrollere flere dele af administrationen ved systematisk at samle økonomiske data og data vedrørende sociale og økonomiske konsekvenser i samme strategiplan (4). Ud over de økonomiske og miljømæssige fordele, som opnås gennem effektiv og rationel anvendelse af ressourcerne, tages der også vare på sikkerheden på arbejdspladsen i kraft af den ændrede arbejdstilrettelæggelse.

3.6

EØSU er således enig i, at der er behov for at vedtage en langsigtet strategi, som hurtigt kan gennemføres af medlemsstaterne.

4.1

»Bedre lovgivning«, når der skal udformes og gennemføres politikker: i denne sammenhæng er »bedre lovgivning« ensbetydende med øget inddragelse af de små og mellemstore virksomheder i udformningen af miljøpolitikker og med at basere disse politikker på analyser af god praksis, som, hvis den identificeres og formidles på en hensigtsmæssig måde, udgør en værdifuld støtte til gennemførelsen af miljølovgivning på en i økonomisk henseende mere effektiv måde. Reduktion af bureaukratiet og de administrative byder på regionalt, nationalt og europæisk niveau og større klarhed skal ikke kun tages i betragtning i forbindelse med eventuelle nye lovgivningsinstrumenter, men også i relation til eventuelle ændringer af de eksisterende regler.

4.2

Miljøforvaltningssystemer, der er skræddersyet og lettere tilgængelige: integration af miljøpolitikker i de strategiske beslutninger som metode til vækst og innovation vil gøre det muligt for virksomhederne ikke bare at overholde eksisterende regler, men også at afprøve ny og god praksis, som tager hensyn til det frie initiativ og til de indsamlede parametre for at opfylde små virksomheders og mikrovirksomheders økonomiske krav. Det er især vigtigt at tilskynde til indførelsen af miljøforvaltningssystemer (EMAS eller ISO). Hvad EMAS (European Eco-Management Audit Scheme) angår, kan målet nås f.eks. ved at indføje gunstige bestemmelser for SMV i forordningen, ved at sørge for, at gennemførelsen er i tråd med de små og mellemstore virksomheders struktur (5) og ved gradvis at reducere det nuværende systems inspektioner og omfanget af den information, som de registrerede virksomheder skal levere. Alt dette for at tilskynde de små og mellemstore virksomheder til at tilslutte sig. I øjeblikket er der nemlig kun solid tilslutning blandt virksomheder i Italien, Tyskland og Spanien. EØSU håber, at Kommissionen vil tage disse forslag med i betragtning ligesom også EØSU's udtalelse fra juli 2006 om klimaændringer — civilsamfundets rolle (6), især med henblik på den aktuelle revision af EMAS. Endelig opfordrer EØSU Kommissionen til at undersøge, om de uformelle og ikke-kodificerede instrumenter på lokalt og regionalt niveau indeholder nyttige elementer, som kan supplere de gældende miljøforvaltningssystemer, fordi kun et direkte inddragelse af de små og mellemstore virksomheder og disses organisationer på lokalt og regionalt niveau kan bidrage til at ændre den nuværende situation.

4.3

Fokuseret finansiel støtte og et flerårigt program for finansiering: de nuværende finansielle instrumenters mangfoldighed kan give anledning til forvirring og være skyld i, at disse fungerer dårligt. EØSU håber således, at den vejledning, som Kommissionen har bebudet, snart bliver offentliggjort. Den skal beskrive de nye finansieringsmuligheder, der er for projekter til støtte for bedre overholdelse af miljølovgivningen og bedre miljøpræstationer i SMV'erne. I den forbindelse ville en enkelt budgetpost for alle aktioner med relation til SMV være at foretrække på langt sigt.

4.4

Opbygning af lokal miljøekspertise til SMV'er: teknisk bistand til små og mellemstore virksomheder kræver specialiserede fagfolk. Det er til dette formål nødvendigt at inddrage SMV-organisationer på lokalt niveau og institutionerne. Desuden skal man sørge for, at priserne er rimelige for de leverede tjenester, og SMV bør have mulighed for at uddanne og disponere over egne konsulenter.

4.5

Bedre kommunikation og mere målrettet information: oprettelse af et nyt flersprogligt websted, der skal knyttes til SMV-portalen (7) og blive en af SMV-støttenetværkenes vigtigste kilder til information om EU-miljøpolitik og SMV'er. For EØSU er det grundlæggende vigtigt at sikre direkte adgang til oplysninger og direkte kontakt mellem EU-organerne og de små og mellemstore virksomheder.

4.6

EØSU bifalder, at Kommissionen har taget initiativ til at lancere Enterprise Europe Network, som er et nyt betydningsfuld europæisk støttenetværk for virksomheder i og uden for EU. EØSU finder det grundlæggende vigtigt, at EU fortsat forbedrer tjenesterne til de små og mellemstore virksomheder især inden for handelen, grænseoverskridende investeringer, teknologisk samarbejde mellem SMV og store virksomheder, innovative tiltag, kendskab til EU's finansieringskilder og forskningsprogrammer for små og mellemstore virksomheder.

19.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/40

1.1

EØSU er enigt i Kommissionens synspunkt, hvorefter den generelle ramme for miljøinspektionsordningerne i medlemsstaterne fortsat bør have form af en henstilling. For imidlertid at forbedre henstillingens gennemførelse og gøre den mere effektiv bør den ændres. I henhold til sektorspecifikke retsakter er kravene til inspektionsaktiviteterne, deres omfang og gennemførelse på væsentlige områder retligt bindende i hele EU.

1.2

For at en henstilling kan gennemføres effektivt, er det helt afgørende, at den er klar og forståelig. Det er derfor vigtigt klart at definere miljøinspektionernes anvendelsesområde ud fra de konstaterede problemer.

1.3

Definition, præcisering og standardisering af begreberne er en afgørende forudsætning for harmoniseringen af inspektionsaktiviteterne i EU og for tilvejebringelsen af ensartede rammebetingelser for virksomhederne. Mange andre steder i EU-lovgivningen optræder disse begreber, og definitionen af dem kan variere fra den ene retsakt til den anden. Derfor kræver definitionen af disse begreber generelt en grundigere behandling.

1.4

Det er også absolut nødvendigt at udstikke kriterier for, hvordan man planlægger, udfører, følger op på og rapporterer om miljøinspektioner.

1.5

Hvad angår systemet til forvaltning af inspektionsaktiviteterne, må det anbefales at anvende moderne managementmetoder. De kan bidrage til at koncentrere inspektionsaktiviteterne på områder af afgørende miljømæssig betydning, hvilket giver mulighed for at forbedre planlægningen og opnå en varig forbedring af miljøbeskyttelsen.

1.6

Det er nødvendigt yderligere at harmonisere adgangen til information i overensstemmelse med den gældende EU-lovgivning. De indberettede oplysninger skal give et samlet overblik over de forhold, der er fremdraget under inspektionen, de pålagte sanktioner og deres iværksættelse.

1.7

IMPEL-netværket må støttes for yderligere at styrke det internationale samarbejde og sikre større harmonisering af normerne for inspektion og håndhævelse.

2.1

Inspektioner er et vigtigt instrument til at sikre, at Fællesskabets miljølovgivning gennemføres og håndhæves. I 2001 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet henstilling 2001/331/EF om mindstekrav for miljøinspektioner i medlemsstaterne (1).

2.2

Henstillingen indeholder ikke-bindende krav til planlægning, gennemførelse, opfølgning og rapportering af miljøinspektioner. Formålet hermed er at styrke overensstemmelsen med Fællesskabets miljølovgivning og bidrage til en mere konsekvent gennemførelse og håndhævelse i alle medlemsstater.

2.3

Kommissionen har foretaget en undersøgelse af gennemførelsen og håndhævelsen af denne henstilling, som vil danne udgangspunkt for udarbejdelsen af en ny version af henstillingen, der vil blive fremlagt i 2008.

2.4

Alle medlemsstater har forelagt en rapport om henstillingens gennemførelse og berettet om deres erfaringer med henstillingens anvendelse. Det må dog konstateres, at medlemsstaterne har gennemført henstillingen efter vidt forskellige procedurer. Det står klart, at skønt henstillingen delvist er gennemført i alle medlemsstater, er det kun nogle få, som har gennemført den fuldt ud. Der er stadig store forskelle mht. gennemførelsen af miljøinspektioner i EU. Disse forskelle medfører konkurrenceforvridninger.

2.5

De store forskelle, som må skaffes ud af verden, gør sig især gældende på følgende områder:

2.5.1.1

Det aktuelle anvendelsesområde fokuserer hovedsageligt på industri- og affaldsbehandlingsanlæg og udelukker mange aktiviteter, der reguleres af Fællesskabets miljølovgivning. Henstillingen indeholder navnlig ikke kriterier for inspektion af affaldsoverførsler. Grænseoverskridende overførsler af affald reguleres på EU-plan af forordningen om overførsel af affald (2). Kommissionen prioriterer gennemførelsen af denne forordning meget højt.

2.5.1.2

Henstillingen indeholder heller ingen krav om inspektion af Natura 2000-områder. Kommissionen glæder sig derfor over oprettelsen af »Green Enforce Network«, der sigter mod at tilskynde til samarbejde og erfaringsudveksling mellem medlemsstaterne for at fremme gennemførelsen af naturlovgivningen. »Green Enforce Network« overvejer i øjeblikket at bidrage til den videre udvikling af miljøinspektioner ved at opstille kriterier for inspektion af Natura 2000-områder.

2.5.1.3

Anden miljølovgivning, der ikke omfattes af henstillingen, vedrører registrering og godkendelse af kemikalier (REACH (3)), begrænsning af visse farlige stoffer i produkter (f.eks. direktivet om elektrisk og elektronisk udstyr (4)), handel med udryddelsestruede arter (5) og aktiviteter i forbindelse med genetisk modificerede organer og produktansvarssystemer.

2.5.2

Præcisering af definitionerne: nogle af de begreber, der anvendes i henstillingen, tillægges forskellig betydning i medlemsstaterne. Der er navnlig forskellige fortolkninger af følgende udtryk:

2.5.3

Kriterier for planlægning, gennemførelse, opfølgning og rapportering af miljøinspektioner: Formålet med henstillingen er at øge de kontrollerede anlægs overholdelse af miljølovgivningen og opnå et højere miljøbeskyttelsesniveau. For at nå dette udstikker henstillingen kriterier for, hvordan man planlægger, udfører, følger op på og rapporterer om miljøinspektioner.

2.5.4

Rapportering: De første rapporter har frembragt en stor mængde oplysninger om henstillingens gennemførelse og anvendelse i medlemsstaterne. Disse oplysninger er dog ikke altid sammenlignelige. Der vil skulle udarbejdes et meget klart og ensartet format til rapportering for at sikre, at dataene er sammenlignelige.

2.5.5

Adgang til information: Henstillingen fastsætter, at inspektionsplanerne og inspektionsrapporterne skal stilles til rådighed for offentligheden efter de gældende EU-direktiver. Rapporterne har vist, at adskillige medlemsstater ikke gør inspektionsplaner og rapporter offentligt tilgængelige. Oplysninger om miljøinspektioner dækkes af kravene i direktiv 2003/4/EF, så den retlige forpligtelse til at stille oplysningerne til rådighed findes allerede. Direktivet giver også tilstrækkelige begrundelser for undtagelser til at afslå adgang til disse oplysninger, hvor andre mere betydningsfulde interesser skal beskyttes. Det vil være nødvendigt at indføre passende mekanismer, der gør det muligt at udøve denne ret.

2.6.1

Revision af henstillingen: Henstillingen bør betragtes som en generel ramme for miljøinspektionsordningerne i medlemsstaterne. Kriterierne er derfor generelle. På grund af disse meget generelle og beskrivende kriterier forekommer det ikke hensigtsmæssigt at omdanne dem til retligt bindende krav. For imidlertid at forbedre henstillingens gennemførelse og gøre den mere effektiv bør den ændres.

2.6.2

Sektorbestemte inspektionskrav: Ud over henstillingens generelle kriterier for miljøinspektioner bør der indføres specifikke retligt bindende krav om inspektion af bestemte anlæg eller aktiviteter i sektorbestemte retsakter. Retligt bindende krav er nødvendige for at sikre, at inspektioner prioriteres højere politisk, og at miljølovgivningen håndhæves bedre overalt i Fællesskabet. Disse sektorbestemte inspektionskrav kan supplere henstillingen, eller de kan vedrøre anlæg eller aktiviteter, der ikke omfattes af henstillingen.

2.6.2.1

Som led i gennemgangen af IPPC-direktivet (7), der er på Kommissionens arbejdsprogram for 2007, og baseret på analysen af denne lovgivnings gennemførelse vil Kommissionen overveje, hvordan den kan sikre en bedre overholdelse for at få større overensstemmelse i og mere tillid til medlemsstaternes inspektion af IPPC-anlæg.

2.6.2.2

Kommissionen overvejer at foreslå specifikke retligt bindende regler for inspektioner af affaldsoverførsler. Der bør fastlægges specifikke kriterier for at sikre tilstrækkelig kvalitet og hyppighed i inspektioner, og der skal sørges for en passende efteruddannelse af personalet og samarbejde mellem myndighederne.

2.6.3

Udvikling af vejledning og samarbejde mellem medlemsstaterne: IMPEL har gennemført en lang række projekter, der sigter mod at styrke samarbejdet og tilskynde til informationsudveksling mellem medlemsstaterne om miljøinspektioner (8). Kommissionen har aktivt støttet og deltaget i disse projekter. Alle disse tiltag har haft positive virkninger for udbygningen af inspektioner i Fællesskabet, og IMPEL bør tilskyndes til at videreføre sådanne projekter.

3.1

EØSU hilser Kommissionens meddelelse om gennemgangen af henstilling 2001/331/EC om mindstekrav for miljøinspektioner i medlemsstaterne velkommen og værdsætter dens bestræbelser (9) på at få undersøgt gennemførelsen af denne henstilling.

3.2

Miljøinspektionerne er en vigtig del af de enkelte medlemsstaters udøvende beføjelser på miljøbeskyttelsesområdet. De bør se til, at ikke kun den nationale miljøpolitik, men også de fælles principper i EU's miljølovgivning bliver gennemført så ensartet som muligt, uanset hvilken juridisk person der foretager inspektionerne i de enkelte medlemsstater.

3.3

EØSU er sig bevidst, at det er afgørende at sikre en bedre overholdelse af EU's miljøbestemmelser og medvirke til, at de gennemføres og håndhæves konsekvent i alle medlemsstater, så de fastlagte og anvendte minimumskrav fremover kan bidrage til at skabe ensartede rammevilkår, især med henblik på konkurrencen.

3.4

EØSU mener, at en yderligere debat om meddelelsen med de berørte kredse vil kunne give en indsigt, som er af væsentlig betydning for skabelsen af en optimal ramme for inspektionsaktiviteterne, der er klar og let at håndhæve i hele EU.

4.1

For at en henstilling kan gennemføres effektivt, er det helt afgørende, at den er klar og forståelig. EØSU glæder sig derfor over, at Kommissionen ønsker at henlede opmærksomheden på dette punkt.

4.1.1

I EØSU's øjne er det helt afgørende nøje at definere anvendelsesområdet for miljøinspektionerne under hensyntagen til de afdækkede problemer, uden at dette må gå ud over fleksibiliteten i inspektionsordningerne eller specifikke nationale tilgange. Der bør dog kun anvendes nationale tilgange, hvis specifikke nationale mål på miljøbeskyttelsesområdet gør dette nødvendigt.

4.1.2

Hvis specifikke EU-retsakter foreskriver inspektioner, bør disse gennemføres i henhold til én bestemt forskrift for at undgå divergerende fortolkninger.

4.1.3

Det fremgår af meddelelsen, at definition, præcisering og standardisering af begreberne er en afgørende forudsætning for harmoniseringen af inspektionsaktiviteterne i EU og for tilvejebringelsen af ensartede rammebetingelser for virksomhederne. Hvis man vil sikre en ensartet gennemførelse af henstillingen er det altafgørende at få præciseret definitionen af grundlæggende begreber, dels for at muliggøre en harmonisering, dels at skabe forbindelse med andre retsakter.

4.1.4

I denne forbindelse påpeger EØSU, at man mange andre steder i EU-lovgivningen støder på disse begreber og definitionen af dem kan variere fra den ene retsakt til den anden. Derfor kræver definitionen af disse begreber generelt en grundigere behandling.

4.2

EØSU mener endvidere, at det er absolut nødvendigt at udstikke kriterier for, hvordan man planlægger, udfører, følger op på og rapporterer om miljøinspektioner, samtidigt med at der udvises den fleksibilitet, som er nødvendig for at udføre de specifikke inspektioner. Der bør skabes et rapporteringssystem, der er så enkelt og klart som muligt, for at der kan fremskaffes sammenlignelige oplysninger om, hvordan inspektionsordningerne fungerer, og hvorvidt de opfylder målene om at sikre bedre overholdelse af miljølovgivningen.

4.3

Hvad angår systemet til forvaltning af inspektionsaktiviteterne, må det anbefales at anvende moderne managementmetoder, hvilket nogle medlemsstater har gjort med påviseligt gode resultater. Sådanne metoder kan bidrage til at koncentrere inspektionsaktiviteterne på områder af afgørende miljømæssig betydning, hvilket giver mulighed for at forbedre planlægningen og opnå en varig forbedring af miljøbeskyttelsen.

4.4

EØSU går ind for yderligere harmonisering af adgangen til information i overensstemmelse med gældende EU-bestemmelser under hensyntagen til de specifikke niveauer for informationsadgang i medlemsstaterne. De indberettede oplysninger må ikke gå ud over inspektionsaktiviteternes effektivitet, og de bør give et samlet overblik over de forhold, der er fremdraget under inspektionen, de pålagte sanktioner og deres iværksættelse.

4.5

EØSU er enigt i Kommissionens synspunkt, hvorefter den generelle ramme for miljøinspektionsordningerne i medlemsstaterne bør have form af en henstilling. På grund af disse meget generelle og beskrivende kriterier forekommer det ikke hensigtsmæssigt at omdanne dem til retligt bindende krav. For imidlertid at forbedre henstillingens gennemførelse og gøre den mere effektiv bør den ændres.

4.6

Nærværende udtalelse støtter sig også på det forhold, at en lang række af de EU-retsakter, der er i kraft eller under udarbejdelse, fastsætter betingelser og kriterier for gennemførelsen af specifikke sektorbestemte inspektioner. I henhold til disse retsforskrifter er kravene til inspektionsaktiviteterne, deres omfang og gennemførelse retligt bindende i hele EU.

4.7

For yderligere at styrke det internationale samarbejde er det efter EØSU's mening afgørende at støtte IMPEL-netværket, som har gjort det muligt at udarbejde talrige vejledningsdokumenter om, hvordan inspektioner planlægges og udføres. Dette netværk har endvidere organiseret udveksling af information og erfaringer mellem inspektører. IMPEL-netværket kan — som det førhen har været tilfældet — med sit tekniske arbejde yde et væsentligt bidrag, især via specifikke projekter. IMPEL kan spille en nyttig rolle ved at fremme fælles uddannelse og faglig udvikling. Det kan også være nyttigt at oprette en central enhed til indsamling af statistikker fra hele Europa og udvikle andre informationsværktøjer om inspektioner og deres gennemførelse i Europa som helhed.

19.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/44

19.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/45

19.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/46

19.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/47

19.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/48

1.1

EØSU ser positivt på de bidrag, Europa-Parlamentet, Rådet og de europæiske arbejdsmarkedsparter er kommet med til flexicurity-debatten. I en verden under forandring er det afgørende at diskutere, hvordan balancen mellem fleksibilitet og sikkerhed på EU- og medlemsstatsniveau kan være med til at skabe nye og bedre jobs.

1.1.1

EØSU har allerede understreget, at flexicurity-begrebet ikke indebærer en unilateral og ulovlig indskrænkning af arbejdstagernes rettigheder. De europæiske arbejdsmarkedsparter har opfordret medlemsstaterne til at evaluere og eventuelt tilpasse udformningen af arbejdsmarkedslovgivningen, jobbeskyttelsesordninger og sammen med arbejdsmarkedsparterne de kollektive forhandlinger med henblik på eksempelvis »at sikre en optimal balance mellem fleksibilitet og sikkerhed for alle beskæftigelsesrelationer, at tilvejebringe hensigtsmæssig sikkerhed for arbejdstagere under alle former for kontrakter for at takle et opdelt arbejdsmarked«.

1.2

Diskussionen om flexicurity har også affødt debatter i medlemsstaterne og en særlig indsats i nogle få. Det understreger vigtigheden af, at arbejdsmarkedets parter inddrages aktivt i debatten og beslutningsprocessen.

1.3

EØSU understreger, at flexicurity ikke kan ses isoleret fra de udfordringer, EU står over for. Globaliseringen, den hastige udvikling af ny teknologi og den demografiske udfordring samt udfordringerne på miljøområdet er i færd med at ændre det europæiske arbejdsmarked. Flexicurity, der tilstræber en fair balance mellem arbejdstagere og arbejdsgivere, bør ses som et del af svaret på disse eksterne og interne tendenser og pres.

1.4

Ifølge EØSU bør EU fokusere på sin innovationsevne, sine produkters og tjenesters høje kvalitet, sin veluddannede arbejdsstyrke og sin sociale model og bør konkurrere med sine globale konkurrenter på kvaliteten. Det bør afspejles i retningslinjerne for beskæftigelse. EØSU ser gerne ændringer i retningslinjerne på grundlag af flexicurity-diskussionen, især hvad angår jobkvaliteten.

1.5

Endelig fremsætter udvalget nogle henstillinger vedrørende gennemførelsen af flexicurity. EØSU

2.1

Flexicurity har været et aktuelt emne lige siden vedtagelsen af de første beskæftigelseslinjer. Den nuværende debat blev imidlertid indledt i januar 2006 på et uofficielt rådsmøde om flexicurity. På det Europæiske Råds forårstopmøde i 2006 blev medlemsstaterne anmodet om at sætte særlig fokus på den nøgleudfordring, som »flexicurity« udgør. På to sociale trepartsmøder i tilknytning til EU-topmøderne i december 2006 og marts 2007 blev spørgsmålet om flexicurity drøftet. Kommissionen offentliggjorde en meddelelse om flexicurity i juni 2007, som er blevet diskuteret og behandlet i Europa-Parlamentet og Rådet, og Rådets beslutning var enstemmig. Ydermere afsluttede arbejdsmarkedsparterne i oktober 2007 en fælles analyse af de nøgleudfordringer, som det europæiske arbejdsmarked står over for, herunder henstillinger om flexicurity. EØSU bifalder alle bidrag og især de europæiske arbejdsmarkedsparters fælles analyse (1).

2.2

Diskussionerne om flexicurity har også affødt debatter i medlemsstaterne og for nylig en særlig indsats i visse. EØSU ser positivt på disse diskussioner og aktiviteter, men understreger vigtigheden af, at arbejdsmarkedsparterne inddrages aktivt i debatten og beslutningsprocessen.

2.3

Med udgangspunkt i EØSU's fortsat gyldige udtalelse om flexicurity, der blev vedtaget i juli 2007 (2), er formålet med den foreliggende udtalelse at:

3.1

EØSU hilser de forskellige bidrag til flexicurity-debatten velkomne. I en verden under forandring er det afgørende at diskutere, hvordan balancen mellem fleksibilitet og sikkerhed på EU- og medlemsstatsniveau kan bidrage til skabelsen af nye og bedre jobs.

3.2.1

Flexicurity kan ikke ses isoleret fra de udfordringer, EU står over for. Globaliseringen, den hastige udvikling af ny teknologi og den demografiske udfordring er i færd med at ændre det europæiske arbejdsmarked. EØSU vil imidlertid gerne tilføje, at miljøudfordringerne sandsynligvis også vil have en indvirkning på arbejdsmarkedet. Flexicurity, hvis mål er en fair balance mellem sociale, miljømæssige og økonomiske fremskridt, bør ses som en del af svaret på disse eksterne og interne tendenser og pres.

3.2.2

EØSU mener, at miljøudfordringerne vil påvirke Europas arbejdsmarked. De vil øge presset for energibesparelser og indførelse af systemer med henblik på et mere bæredygtigt miljø. Men de kan også anspore teknologisk innovation, der bidrager til økonomisk vækst og vækst i beskæftigelsen.

3.2.3

Udvalget har bemærket, at klimaforandringerne kan øge de nuværende sociale forvridninger og forskelle (3) både i EU og andre dele af verden. EØSU har også anført, at målet skal være at styre tilpasningen og sikre en begrænsning uden at forårsage ledighed og social forvridning (4).

3.2.4

Globaliseringen og den deraf følgende integration af markeder påvirker EU's arbejdsmarked. Forbrug, produktion og investeringsmønstre er under forandring. Denne udvikling er ikke uundgåelig, ligesom den heller ikke er umulig at påvirke eller afpasse. Lovgivning om sundhed og sikkerhed og arbejdstageres rettigheder forbedrer arbejdslivet og former de globale normer. Produktstandarder kan forbedre konkurrenceevnen med behørigt hensyn til virksomheders tilpasningsevne. Europas arbejdsmarked må ikke desto mindre tilpasse sig for at klare udfordringerne i en globaliseret verden. I mange henseender har Europa haft gavn af globaliseringen. Det indre marked har været med til at skabe virksomheder i EU, der er globalt konkurrencedygtige. EU har følgelig kunnet sælge produkter og tjenesteydelser øverst i værdikæden.

3.2.5

Globalisering og teknologisk forandring har ikke undermineret beskæftigelsesvæksten i Europa. I løbet af perioden 1995-2005 var EU vidne til en nettoforøgelse af beskæftigelsen med 18,5 millioner nye arbejdspladser. Antallet af mistede jobs som følge af handelsrelateret justering er lille sammenlignet med den samlede jobskabelsesrate i økonomien. Åbenhed i samhandelen kan netop øge beskæftigelsesmulighederne, som den nylige udvikling i EU har vist.

3.2.6

Men globaliseringen kan også forårsage øget sårbarhed. Virksomheder udsættes for øget konkurrence. Arbejdspladser, der tidligere blev betragtet som beskyttede, møder nu international konkurrence. Tjenesteydelser, som i mange år blev betragtet som lokale, kan nu leveres på tværs af grænserne. Omstrukturering foregår hyppigere og hurtigere. Når ledige i handelssektoren genansættes, modtager de typisk lavere løn. For mange handler globalisering med andre ord om, at de mister indkomst, når de skifter til nye jobs. Faktisk er økonomiens lønandel faldet. Arbejdsmarkedsparterne har også bemærket, at jævnført med USA har EU skabt flere arbejdspladser i sektorer i den nedre ende af produktivitetsvækstskalaen, mens beskæftigelsen i sektorer med høje produktivitetsresultater er faldet (5).

3.2.7

Forandringerne på arbejdsmarkedet har ført til en øget andel deltids- og kontraktarbejde. Disse typer beskæftigelse kan have været med til at gøre adgangen til ansættelse lettere og øget antallet af beskæftigede i Europa. Men arbejdstagere i midlertidig beskæftigelse tenderer til at være mindre produktive, modtage mindre arbejdstagerstøttet uddannelse (6) og være mere udsat for arbejdsulykker (7). De risikerer også at sidde fast i midlertidig beskæftigelse. Kun lidt over halvdelen af arbejdstagere med midlertidige kontrakter har en permanent kontrakt efter seks år sammenlignet med over tre fjerdedele af dem, som begyndte med en permanent kontrakt (8).

3.2.8

For at møde de demografiske udfordringer er der nødt til at blive skabt nye tjenester og beskæftigelsesmuligheder internt, f.eks. børnepasning og ældrepleje. Inden for disse rammer er Europa også nødt til at forbedre arbejdstilrettelæggelsen, ligestillingen og balancen mellem arbejde og privatliv.

3.2.9

Skattepolitikken i mange EU-lande har været tilbøjelig til at blive lempet under gode tider og strammet, når konjunktursvingningerne har befundet sig på et lavere niveau. Det er især tilfældet med de større lande i euroområdet. Ydermere forbliver den offentlige gæld høj i en række EU-lande som følge af den demografiske aldring (9).

3.3.1

Når flexicurity-politikker gennemføres i medlemsstater, vil beskæftigelsesretningslinjerne give medlemsstaterne et fingerpeg om, hvilket slags arbejdsmarked og hvilken slags økonomi Europa skal tilstræbe. EØSU's holdning er klar: EU bør fokusere på sin innovationsevne, sine produkters og tjenesters høje kvalitet, sin veluddannede arbejdsstyrke og sin sociale model og konkurrere med sine globale konkurrenter på kvaliteten og ikke deltage i et kapløb om, hvem der kan have de laveste lønninger og sociale standarder, hvor Europa er helt sikker på at tabe (10).

3.3.2

Adskillige af beskæftigelsesretningslinjerne kan danne grundlag for en diskussion om flexicurity. EØSU ser gerne ændringer i retningslinjerne, som afspejler udvalgets henstillinger, især hvad angår arbejdets kvalitet, som påpeget i EØSU's udtalelse om beskæftigelsesretningslinjerne (11).

3.3.3

Ved adskillige lejligheder har EØSU fremsat bemærkninger til den reviderede Lissabon-proces og de nye beskæftigelsesretningslinjer (12). Udvalget ser positivt på den nye integrerede fremgangsmåde og den flerårige cyklus, men har også påpeget følgende:

3.3.4

EØSU har også påpeget, at en nøgle til de nationale reformprogrammers succes er den bredest mulige inddragelse af alle relevante arbejdsmarkedsaktører — især arbejdsmarkedsparterne — i alle faser af processen, og at arbejdsmarkedsparternes rolle skal styrkes (13). Udvalget ønsker også at understrege betydningen af, at nationale økonomiske og sociale råd høres inden for denne ramme.

3.4.1

Flexicurity kan spille en vigtig rolle i opfyldelsen af målsætningerne i den fornyede Lissabon-strategi ved at udstikke rammerne for nationale reformer og politikvalg. Hverken flexicurity-begrebet eller dets elementer er dog nye. De første retningslinjer for beskæftigelsen, som blev vedtaget i forbindelse med Den Europæiske Beskæftigelsesstrategi i 1998, opfordrede allerede arbejdsmarkedsparterne til at forhandle sig frem til en balance mellem fleksibilitet og sikkerhed.

3.4.2

EØSU understreger, at der ikke findes nogen enkelt løsning for alle, og at den rette mix vil være forskellig fra medlemsstat til medlemsstat. EØSU har allerede understreget, at debatten hovedsagelig har været begrænset til at øge den eksterne fleksibilitet og finde måder, hvorpå en sådan forøgelse kan kompenseres ved at styrke arbejdsmarkedspolitikker og socialsikringsbestemmelser. Målet bør i stedet være at fokusere på andre dimensioner for mere effektivt at skabe en situation, der gavner alle (14). Flexicurity går også ud på at finde en balance i rettigheder og forpligtelser mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, hvor det er nødvendigt at forhandle om afbalancerede og fair pakker (15).

3.4.3

Flexicurity bliver bl.a. brugt af Kommissionen, når nationale reformplaner evalueres, og af formandskabet, når udfordringerne på arbejdsmarkedet diskuteres. Det er blevet en ramme for evaluering af medlemsstaternes arbejdsmarkeder. Kommissionen bør notere alle nylige udviklinger og bidrag. For at evaluere de forskellige, ofte meget komplekse forudsætninger i de forskellige medlemsstater, kræves der et tæt samarbejde med de relevante aktører. Arbejdsmarkedsparterne skal høres, inden regeringerne fremlægger deres nationale reformplaner.

3.5.1

EØSU har allerede understreget, at flexicurity-begrebet ikke indebærer en unilateral og ulovlig indskrænkning af arbejdstagernes rettigheder, en idé, som EØSU forkaster (16). De europæiske arbejdsmarkedsparter (17) har opfordret medlemsstaterne til at evaluere og eventuelt tilpasse udformningen af arbejdsmarkedslovgivningen, jobbeskyttelsesordninger og sammen med arbejdsmarkedsparterne de kollektive forhandlinger med henblik på:

3.5.2

Udvalget er enigt i, at det er vigtigt med omfattende strategier for livslang læring og bedre investeringer i menneskelige ressourcer, der er afgørende for at gennemføre Lissabon-strategien. Ikke desto mindre viser tal fra Eurostat, at der har været beskeden eller ingen fremskridt, når det gælder om at øge arbejdstagernes deltagelse i livslang læring. EØSU har i en række nylige udtalelser understreget, at livslang læring er vigtig for at forbedre arbejdstagernes kvalifikationer, karrieremuligheder og produktivitet. Mange medlemsstater og andre aktører har tidligere givet mange tilsagn vedrørende livslang læring, men i praksis mangler meget at blive gjort. I 2002 vedtog de europæiske arbejdsmarkedsparter en aktionsramme for livslang udvikling af kompetencer og kvalifikationer.

3.5.3

EØSU påpeger, at rummelige velfærdssystemer kombineret med aktive arbejdsmarkedspolitikker gør »job-matching« lettere og tilskynder til innovation og højere produktivitet i sårbare sektorer, som er afgørende for EU's fremtidige konkurrenceevne. Et vigtigt element i flexicurity er arbejdsløshedsunderstøttelse med en høj dækningsgrad, som er effektiv og beskæftigelsesorienteret, giver yderligere muligheder for hensigtsmæssig »job matching« til beskæftigelse af høj kvalitet, samtidig med at beskæftigelsessikkerheden udvides. Det handler derfor ikke kun om at tilbyde »tilstrækkelig« dækning, men også om at sikre, at de opretholder en passende levestandard, samtidig med at de forbliver bæredygtige, og om at sammenkæde dem med aktiveringsstrategier og beskæftigelsestjenester af høj kvalitet.

3.5.4

EØSU har tidligere understreget betydningen af ligestilling mellem kønnene (18). Der bør gennemføres en politik, som forener arbejdsliv, privatliv og familieliv, og træffes foranstaltninger, så både kvinder og mænd kan realisere deres faglige potentiale og blive økonomisk uafhængige. EØSU tilskynder Det Europæiske Ligestillingsinstitut til at overvåge flexicurity fra et kønsperspektiv.

3.5.5

Geografisk og faglig mobilitet hos arbejdstagere er nødvendige redskaber for at sikre effektive arbejdsmarkeder og mindske muligheden for uoverensstemmelse mellem efterspørgsel og forsyning af arbejdskraft ved at reducere flaskehalse i specifikke sektorer og erhverv. Geografisk mobilitet kan bidrage til en opadgående konvergens af arbejds- og levevilkår. Desuden har geografisk og erhvervsmæssig mobilitet også stor indvirkning på vækst og beskæftigelse. I de senere år har medlemsstater med den største samlede mobilitet også registreret kraftig økonomisk vækst og lav — eller betydeligt reduceret — ledighed. Det er resultatet af et forhold mellem mobilitet og kraftig økonomisk og arbejdsmarkedsmæssig præstation.

3.6.1

EØSU understreger betydningen af dialog på arbejdsmarkedet og aktiv inddragelse af arbejdsmarkedsparterne på alle relevante niveauer i udformning og gennemførelse af flexicurity-politikker (19). Som EØSU har påpeget i sin tidligere udtalelse, er en styrkelse af overenskomstsystemerne på europæisk og nationalt niveau afgørende for enhver diskussion om flexicurity.

3.6.2

Flexicurity forudsætter et klima af tillid og bred dialog mellem alle aktører, hvor alle er klar til at tage ansvaret for forandring med henblik på socialt afbalancerede politikker. Heri indgår også muligheden for at overvåge og evaluere politikkens gennemførelse og resultater.

3.6.3

Civilsamfundet har også en rolle at spille i gennemførelsen af flexicurity. Sociale ngo'er leverer vigtige tjenesteydelser til grupper, som er i fare for eller oplever marginalisering og bidrager til at forene familieliv og arbejdsliv. Uddannelsesorganisationer tilskynder til og leverer livslang læring til voksne. Det organiserede civilsamfund kan være med til at øge beskæftigelsens kvalitet og lindrer de udfordringer, som møder de unge og ældre, kvinder, indvandrere og handicappede, der er de grupper, der er mest udsat for diskrimination på det europæiske arbejdsmarked.

4.1

EØSU opfordrer Kommissionen til at gøre status over de forskellige bidrag til og syn på Kommissionens meddelelse og andre nylige udviklinger. Medlemsstaterne og arbejdsmarkedsparterne på alle niveauer har også en rolle at spille i udformningen af flexicurity-begrebet, når det indføres. Det er afgørende, da flexicurity bruges i evalueringen af medlemsstaternes nationale reformprogrammer.

4.2

Når medlemsstaterne indarbejder de fælles principper i deres nationale reformprogrammer, indeholdende en mix af de nationale politikker i henhold til deres vilkår og praksis, tilskynder EØSU medlemsstaterne til at overvåge hele processen og etablere en platform for udveksling af god praksis og benchmarking, der især inkluderer arbejdsmarkedsparterne, men også det organiserede civilsamfund. EØSU bifalder derfor undersøgelsen »Mission for Flexicurity«, som Kommissionen har iværksat.

4.3

EØSU støtter en aktiv inddragelse af arbejdsmarkedsparterne i udformningen og gennemførelsen af flexicurity-politikker i alle processens faser. EØSU har tidligere understreget, at det »er vigtigt, at arbejdsmarkedets parter deltager aktivt i en stærk og intens social dialog, hvor de har mulighed for at forhandle om, øve indflydelse på og tage et ansvar for flexicurity-modellens udformning, elementer og resultater …« (20).

4.4

Gensidig tillid er meget vigtigt mellem de involverede aktører. Det organiserede civilsamfund kan spille en vigtig rolle for at øge tilliden, men også for at tilvejebringe et springbræt for dem, som befinder sig længst fra arbejdsmarkedet.

4.5

Vigtige forudsætninger, hvis flexicurity skal fungere, er sunde makroøkonomiske politikker, som fremmer vækst i beskæftigelsen og gunstige erhvervsrammevilkår, der realiserer og understøtter det fulde vækstpotentiale.

4.6

EØSU tilskynder medlemsstaterne og EU til at afstikke og opretholde en retslig ramme, der er tilpasningsegnet, enkel, gennemsigtig og forudsigelig, samt styrke og støtte arbejdstagernes rettigheder og sikre deres overholdelse og retshåndhævelse samt overalt i EU fremme en stabil retslig ramme for kollektive overenskomstforhandlinger og arbejdsmarkedsdialog, når flexicurity gennemføres. Inden for disse rammer udgør ILO's arbejdsmarkedsnormer og EU-lovgivningen, der er gennemsigtige og forudsigelige, et vigtigt grundlag.

4.7

Det generelle velfærdssystem kan forbedre mobiliteten ved at sikre, at arbejdstagerne ikke bliver tilsidesat, når de konfronteres med ændringer, der påvirker deres arbejdsplads. At følge nationale regler og EU-regler om information og høring er vigtigt for at foregribe forandring og begrænse konsekvenserne heraf. EØSU har i en tidligere udtalelse foreslået, at Direktivet om Europæiske Samarbejdsudvalg bør revideres og Kommissionen har for nylig iværksat anden fase i en høring, hvor arbejdsmarkedsparterne får mulighed for at indlede forhandlinger med henblik på at revidere den gældende lovgivning. Udvalget tilskynder også Rådet og Kommissionen til at forsøge at løse planlagt lovgivning på arbejdsmarkeds- og socialområdet.

4.8

EØSU understreger vigtigheden af at afsætte økonomiske ressourcer til flexicurity. Gennemførelse af flexicurity uden at investere i en styrkelse af institutioner, aktive arbejdsmarkedspolitikker og livslang læring vil ikke skabe et arbejdsmarked af høj kvalitet. Udvidelse af sikkerheden til at omfatte usikre jobs ville være et led heri. Politikkerne bør fokusere på at integrere kvinder, unge og ældre på arbejdsmarkedet. Flexicurity bør anvendes ud fra et helhedsorienteret og sammenhængende perspektiv. I den henseende er det vigtigt, at der afsættes passende ressourcer til EU-fonde som f.eks. Den Europæiske Socialfond og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

4.9

EØSU understreger, at alle relevante politikker bør styrkes gensidigt. Vækst, jobs, social samhørighed og miljøet er lige så vigtige og fungerer som forudsætninger for hinanden. Bæredygtig vækst er et resultat af højere velfærdsmål og et forbedret miljø.

4.10

EØSU ønsker en integreret tilgang på flere niveauer. I betragtning af flexicurity's multidimensionelle karakter er det vigtigt at opnå integration på forskellige politikniveauer. En mere sammenhængende politik til at takle spørgsmålet og øget interaktion mellem de forskellige aktører og niveauer er nødvendig for at forbedre den økonomiske og sociale samhørighed.

4.11

EØSU påpeger, at der bør tages højde for nye risici, og at overgangsperioder bør belønnes i gennemførelsen af flexicurity. Globaliseringen vil øge risiciene for arbejdstagere og virksomheder. For at møde globaliseringens udfordringer er man nødt til at tage højde for disse nye risici. Fremme af jobmobilitet på en positiv måde af høj kvalitet ved at investere i mennesker og forbedre overførslen af rettigheder er afgørende.