1)

Artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for nationale lovgivninger og kollektive overenskomster, som fastsætter tildeling af årligt betalte feriedage ud over den minimumsperiode på fire uger, der er fastsat i den nævnte bestemmelse, idet udskydelsen af disse feriedage på grund af sygdom er udelukket.

2)

Artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med chartrets artikel 51, stk. 1, skal fortolkes således, at den ikke finder anvendelse, når der foreligger sådanne nationale lovgivninger og kollektive overenskomster.

1)

En bestemmelse i national ret som den i hovedsagen omhandlede, der ordret gengiver bestemmelserne i artikel 13, stk. 1, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 165/2014 af 4. februar 2014, for så vidt som den finder anvendelse på køretøjer med en største tilladt totalvægt på over 2,8 t og ikke over 3,5 t, og som derfor ikke falder ind under anvendelsesområdet for forordning nr. 561/2006, som ændret ved forordning nr. 165/2014, skal udelukkende fortolkes på grundlag af EU-retten, som fortolket af Domstolen, når disse bestemmelser på direkte og ubetinget vis er blevet gjort anvendelige på sådanne køretøjer af national ret.

2)

Artikel 13, stk. 1, litra d), i forordning nr. 561/2006, som ændret ved forordning nr. 165/2014, skal fortolkes således, at den undtagelse, den fastsætter, kun omfatter køretøjer eller en kombination af køretøjer, der i forbindelse med en bestemt transport udelukkende anvendes til at omdele forsendelser, som kan henføres til postbefordringspligten.

3)

Artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF af 15. december 1997 om fælles regler for udvikling af Fællesskabets indre marked for posttjenester og forbedring af disse tjenesters kvalitet, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/6/EF af 2. februar 2008 skal fortolkes således, at den omstændighed, at tillægsydelser, såsom indsamling med eller uden tidsinterval, visuel alderskontrol, efterkrav, modtager betaler forsendelsen op til 31,5 kg, eftersendelsesservice, forholdsordre, mulighed for at ønske dag og tidspunkt, leveres i tilknytning til en forsendelse, er til hinder for, at denne forsendelse kan anses for en forsendelse, der omdeles som led i »befordringspligten« i henhold til denne bestemmelse, og følgelig for en forsendelse, der omdeles »som led i befordringspligten« med henblik på anvendelse af undtagelsen i artikel 13, stk. 1, litra d), i forordning nr. 561/2006, som ændret ved forordning nr. 165/2014.

1)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/12/EF af 11. marts 2009 om lufthavnsafgifter, og særligt dets artikel 3, artikel 6, stk. 5, litra a), samt artikel 11, stk. 1 og 7, skal fortolkes således, at det er til hinder for en national bestemmelse, som tillader lufthavnsdriftsorganet med lufthavnsbrugeren at fastsætte lufthavnsafgifter, der er forskellige fra de afgifter, som dette organ har fastlagt, og som er godkendt af den uafhængige tilsynsmyndighed som omhandlet i dette direktiv.

2)

Direktiv 2009/12 skal fortolkes således, at det er til hinder for en fortolkning af national ret, hvorefter en lufthavnsbruger er afskåret fra direkte at anfægte den uafhængige tilsynsmyndigheds afgørelse om godkendelse af lufthavnsafgiftssystemet, men lufthavnsbrugeren kan anlægge sag mod lufthavnsdriftsorganet for en civil retsinstans og først som led heri gøre gældende, at den i lufthavnsafgiftssystemet fastsatte afgift, som denne bruger skal betale, ikke er rimelig.

1)

Det er ikke længere fornødent at besvare de spørgsmål, som Izba Pracy i Ubezpieczeń Społecznych (afdelingen for arbejds- og socialforsikringssager) ved Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen) har forelagt i sag C-585/18, eller det første spørgsmål, som denne samme retsinstans har forelagt i sagerne C-624/18 og C-625/18.

2)

Det andet og det tredje spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt i sagerne C-624/18 og C-625/18, besvares som følger:

1)

Appellen forkastes.

2)

Den Portugisiske Republik betaler sagsomkostningerne.

1)

Omfatter begrebet skole- og universitetsundervisning som omhandlet i artikel 132, stk. 1, litra i) og j), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1) også svømmeundervisning?

2)

Kan anerkendelsen af et organ som omhandlet i artikel 132, stk. 1, litra i), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem som et organ med tilsvarende formål som offentligretlige organer, der leverer uddannelse af børn og unge, skole- og universitetsundervisning, faglig uddannelse eller omskoling, følge af den omstændighed, at den undervisning, som det pågældende organ yder, består i tilegnelsen af en grundlæggende færdighed (her svømning)?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende: Forudsætter skatte- og afgiftsfritagelsen i henhold til artikel 132, stk. 1, litra j), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, at den skatte- og afgiftspligtige person er en individuel erhvervsdrivende?

1)

Skal artikel 59a, litra b), i direktiv 2006/112/EF (1), som ændret ved artikel 2 i direktiv 2008/8/EF (2), fortolkes således, at benyttelse af roaming i en medlemsstat i form af adgang til det indenlandske mobiltelefonnet til etablering af ind- og udgående forbindelser foretaget af en »ikke-afgiftspligtig slutkunde«, som midlertidigt opholder sig i indlandet, udgør »benyttelse eller udnyttelse« i indlandet, som berettiger til flytning af leveringsstedet fra tredjelandet til denne medlemsstat, selv om hverken den leverende mobiltelefonoperatør eller slutkunden er hjemmehørende i Fællesskabet, og slutkunden heller ikke har bopæl eller sædvanligt opholdssted i Fællesskabet?

2)

Skal artikel 59a, litra b), i direktiv 2006/112/EF, som ændret ved artikel 2 i direktiv 2008/8/EF, fortolkes således, at stedet for telekommunikationstjenesteydelser som beskrevet i det første spørgsmål, som i henhold til artikel 59 i direktiv 2006/112/EF, som ændret ved artikel 2 i direktiv 2008/8/EF, ligger uden for Fællesskabet, kan anses som beliggende i en medlemsstat, selv om hverken den leverende mobiltelefonoperatør eller slutkunden er hjemmehørende i Fællesskabet, og slutkunden heller ikke har bopæl eller sædvanligt opholdssted i Fællesskabet, blot fordi telekommunikationstjenesteydelserne i tredjelandet ikke er underlagt en afgift, der kan sammenlignes med den EU-retlige moms?

1)

Er spørgsmålet om fastlæggelse af det tidspunkt, der ved anvendelse af artikel 51, stk. 1, litra a), i EF-varemærkeforordningen (1) og artikel 58, stk. 1, litra a), i EU-varemærkeforordningen (2) er afgørende for beregningen af perioden med manglende brug, såfremt der inden udløbet af perioden på fem år med manglende brug er fremsat modkrav om, at en EU-varemærkeindehavers ret erklæres fortabt, omfattet af bestemmelserne i EF-varemærkeforordningen og EU-varemærkeforordningen?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Er det afgørende tidspunkt for beregningen af perioden på fem år med manglende brug som omhandlet i EF-varemærkeforordningens artikel 51, stk. 1, litra a), og EU-varemærkeforordningens artikel 58, stk. 1, litra a), såfremt der inden udløbet af perioden på fem år er fremsat modkrav om, at en EU-varemærkeindehavers ret erklæres fortabt, fremsættelsen af modkravet eller det sidste retsmøde i appelretten?

1)

Skal artikel 14, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2011/83 (1) af 25. oktober 2011 henset til 50. betragtning til direktiv 2011/83 fortolkes således, at det »beløb, der står i et rimeligt forhold til det leverede indtil det tidspunkt, hvor forbrugeren har underrettet den erhvervsdrivende om sin udøvelse af fortrydelsesretten, sammenlignet med fuld opfyldelse af aftalen«, som forbrugeren skal betale, i forbindelse med en aftale, hvorefter der ikke skyldes én enkelt ydelse, men en samlet ydelse bestående af flere delydelser, skal beregnes forholdsmæssigt udelukkende på grundlag af tid, når forbrugeren ganske vist betaler for den samlede ydelse i forhold til tid, men delydelserne leveres i forskelligt tempo?

2)

Skal artikel 14, stk. 3, i direktiv 2011/83 fortolkes således, at det »beløb, der står i et rimeligt forhold til det leverede indtil det tidspunkt, hvor forbrugeren har underrettet den erhvervsdrivende om sin udøvelse af fortrydelsesretten, sammenlignet med fuld opfyldelse af aftalen«, som forbrugeren skal betale, også skal beregnes forholdsmæssigt udelukkende på grundlag af tid, når en (del)ydelse ganske vist leveres kontinuerligt, men ved aftaleperiodens begyndelse har en højere eller lavere værdi for forbrugeren?

3)

Skal artikel 2, nr. 11), i direktiv 2011/83 og artikel 2, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 (2) af 20. maj 2019 fortolkes således, at sådanne filer også kan udgøre »digitalt indhold« som omhandlet i artikel 2, nr. 11), i direktiv 2011/83 og artikel 2, nr. 1), i direktiv 2019/770, der stilles til rådighed som delydelse inden for rammerne af en samlet ydelse, der hovedsageligt leveres som »digital tjeneste« som omhandlet i artikel 2, nr. 2), i direktiv 2019/770, med den følge, at den erhvervsdrivende for så vidt angår delydelsen kan bringe fortrydelsesretten i henhold til artikel 16, litra m), i direktiv 2011/83 til ophør, men forbrugeren, såfremt dette ikke lykkes for den erhvervsdrivende, kan fortryde aftalen som helhed og i medfør af artikel 14, stk. 4, litra b), nr. ii), i direktiv 2011/83 ikke skal betale nogen godtgørelse for denne delydelse?

4)

Skal artikel 14, stk. 3, i direktiv 2011/83 henset til 50. betragtning til direktiv 2011/83 fortolkes således, at den samlede pris, der er fastsat for en tjenesteydelse i en aftale, som omhandlet i artikel 14, stk. 3, tredje punktum, i direktiv 2011/83 er »urimelig høj«, hvis den ligger betydeligt højere end den samlede pris, som den samme erhvervsdrivende har aftalt med en anden forbruger for en indholdsmæssigt identisk tjenesteydelse for samme aftaleperiode og også i øvrigt på de samme rammevilkår?

1)

Skal artikel 5, stk. 2, andet punktum, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.715/2007 (1) af 20. juni 2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6), om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer fortolkes og anvendes således, at brugen af manipulationsanordninger i bestemmelsens forstand kun kan anses for nødvendig, hvis motoren heller ikke har kunnet beskyttes mod beskadigelse eller havari, og køretøjets driftssikkerhed ikke har kunnet sikres, selv ved brug af den mest avancerede teknologi, som var rådighed på tidspunktet for opnåelse af typegodkendelse af den pågældende køretøjsmodel?

2)

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, ønskes svar på følgende spørgsmål 2:

Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, ønskes svar på følgende spørgsmål 2:

1)

Omfatter begrebet »restaurationsydelse«, som den nedsatte momssats finder anvendelse på [jf. artikel 98, stk. 2, sammenholdt med punkt 12a) i bilag III til Rådets direktiv 2006/112/EF (1) af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1, som ændret), sammenholdt med artikel 6 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 (2) af 15.3.2011 om foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2011, L 77, s. 1)] også salg af færdigretter under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende, hvor:

2)

Har den måde, som færdigretterne tilberedes på, herunder bl.a. varmebehandling af visse halvfabrikata og forberedelse af færdigretter på grundlag af disse halvfabrikata, betydning for besvarelsen af det første spørgsmål?

3)

Er det med henblik på besvarelsen af det første spørgsmål tilstrækkeligt, at kunden potentielt kan benytte den tilbudte infrastruktur, eller vil det være nødvendigt at vurdere, om den tilbudte infrastruktur – set ud fra den gennemsnitlige kundes synspunkt – udgør en væsentlig del af ydelsen?

1.

Udgør betalinger, som køberen af en vare betaler ud over købsprisen afhængigt af sin omsætning i fire år en gang årligt til gengæld for, at han må sælge varen

royalties og licensafgifter som omhandlet i artikel 32, stk. 1, litra c), i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (toldkodeksen) (1), som skal lægges til den pris, der faktisk er betalt eller skal betales for de indførte varer, jf. toldkodeksens artikel 32, stk. 5, litra b), sammenholdt med artikel 157, stk. 2, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til toldkodeksen (gennemførelsesforordningen til toldkodeksen) (2)?

2.

Skal sådanne vederlag eventuelt kun delvis lægges til den pris, der faktisk er betalt eller skal betales for de indførte varer, og i bekræftende fald, ud fra hvilke kriterier?

1)

2)

1)

Skyldes en aflysning af en flyvning eller en lang forsinkelse ved en flyvnings ankomst i tilfælde af strejke også usædvanlige omstændigheder som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 (1), såfremt den omtvistede flyvning ikke var direkte berørt af strejken og kunne være blevet gennemført som planlagt, men aflysningen eller forsinkelsen skete på grund af luftfartsselskabets omorganisering af flyveplanen i forbindelse med strejken (her: det forhold, at den flyvemaskine, der efter planen skulle anvendes til den omtvistede flyvning, i stedet for blev anvendt til at afhjælpe følgerne af strejken)?

2)

Såfremt et luftfartsselskab også kan frigøre sig fra sit ansvar, når det har foretaget en omorganisering:

Er det afgørende, at omorganiseringen allerede blev foretaget inden strejkens iværksættelse, da det endnu ikke kunne forudses, hvilket fly i sidste ende ville blive berørt af strejken, eller kan en ansvarsfritagelse også komme på tale, når flyveplanen først blev omorganiseret under eller efter strejken, og det på dette tidspunkt allerede var klart, at den omtvistede flyvning ikke var direkte berørt af strejken?

1)

Skal artikel 7, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (1) fortolkes således, at et kriterium for retternes kompetence, som er baseret på centrum for sagsøgerens interesse, finder anvendelse i en sag anlagt af en fysisk person til beskyttelse af vedkommendes personlige rettigheder, når den publikation på internettet, som hævdes at udgøre en krænkelse af disse rettigheder, ikke indeholder oplysninger, der direkte eller indirekte vedrører den pågældende fysiske person, men indeholder oplysninger eller angivelser, der antyder en kritisabel adfærd udvist af et fællesskab, som vedkommende indgår i (under de konkrete omstændigheder i denne sag: den nation, han tilhører), og som sagsøgeren anser for at udgøre en krænkelse af hans personlige rettigheder?

2)

I en sag om beskyttelse af økonomiske og ikke-økonomiske rettigheder mod krænkelser på internettet, er det ved vurderingen af de kompetenceregler, der er omhandlet i artikel 7, nr. 2), i forordning ([…] nr.1215/2012 […]), dvs. ved bedømmelsen af, om den nationale ret er retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå, nødvendigt at tage hensyn til forhold som:

1)

Når sagsøger, som ikke er et finansinstitut, stiller pengebeløb til rådighed mod et engangsvederlag på 1 %, er der da tale om en tjenesteydelse, der kan anses som en »ydelse og formidling af lån samt forvaltning af lån ved den person, som har ydet lånene« som omhandlet i momsdirektivets (1) artikel 135, stk. 1, litra b), også selv om sagsøgeren ikke formelt er nævnt i aftalen som kreditgiver?

2)

Er en veksel, eller et værdipapir, som indebærer en forpligtelse for udstederen til at betale et bestemt pengebeløb til den person, der er nævnt som kreditor deri, eller til den person, der senere har erhvervet dette værdipapir på lovlig vis, et »andet handelsdokument« i den forstand, hvori udtrykket anvendes i momsdirektivets artikel 135, stk. 1, litra d)?

3)

Er sagsøgerens tjenesteydelse, som vekseludstederen betaler et vederlag på 1 % for, og som består i, at sagsøgeren overdrager den modtagne veksel til et factoringselskab og i denne sammenhæng over for dette selskab garanterer, at vekseludstederen betaler fordringen i henhold til vekslen til forfaldstid:

1)

Udgør den omstændighed, at en national ret har en væsentligt større arbejdsbyrde end de andre retter i samme instans, og at dommerne ved denne ret derfor er forhindret i at undersøge de dokumenter, som de får forelagt, og på grundlag af hvilke der kan eller skal træffes afgørelse om foreløbig eksigibilitet, samtidig med, at de træffer deres afgørelser inden for en rimelig frist, som sådan en tilsidesættelse af EU-retten vedrørende forbrugerbeskyttelse eller af andre grundlæggende rettigheder?

2)

Skal den nationale ret afvise at træffe afgørelser, der kan føre til fuldbyrdelse, hvis forbrugeren ikke gør indsigelse, såfremt retten har alvorlig mistanke om, at anmodningen beror på et urimeligt kontraktvilkår i en forbrugeraftale, såfremt sagens akter ikke indeholder klare beviser for dette?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende, er det da lovligt, at den nationale ret, såfremt den har en sådan mistanke, udbeder sig yderligere beviser fra den erhvervsdrivende kontrahent, selv om den efter national ret inden for rammerne af den procedure, hvori der træffes en eventuelt eksigibel afgørelse, ikke har en sådan beføjelse, medmindre skyldneren gør indsigelse?

4)

Gælder de krav, som er blevet indført ved EU-retten i forbindelse med direktiver til harmonisering af forbrugerretten, hvorefter en national ret ex officio skal afklare visse omstændigheder, også i tilfælde, hvor den nationale lovgiver yder forbrugerne yderligere beskyttelse (flere rettigheder) ved en national lov, der gennemfører en bestemmelse i et direktiv, som tillader, at der ydes en sådan yderligere beskyttelse?

1)

Fører fortolkningen af artikel 5, stk. 2, i De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder og af artikel 2, stk. 1, 2 og 3, samt artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 2000/78/EF (1) af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv til den konklusion, at det er lovligt, at en person uden synsevne kan virke som domsmand og deltage i straffesager, eller

2)

Er en varigt blind persons konkrete handicap et kriterium, som udgør et væsentligt og afgørende krav til virket som domsmand, og som begrunder en forskelsbehandling og ikke udgør diskrimination på grundlag af »handicap«?

—

Rettens dom af 10. september 2019 i sag T-883/16 ophæves.

—

Sag T-883/16 hjemvises til Den Europæiske Unions Ret.

—

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

1.

Første appelanbringende: Princippet om energimæssig solidaritet er ikke et retligt kriterium; det medfører ingen handlepligt for de håndhævende myndigheder

Princippet om energimæssig solidaritet som omhandlet i artikel 194 TEUF er som almindeligt vejledende princip et rent politisk begreb og ikke et retligt kriterium.

Der kan ikke ud fra det primærretlige princip om energimæssig solidaritet opstå nogen konkrete rettigheder og pligter for Unionen og/eller for medlemsstaterne. Navnlig følger der af dette abstrakte vejledende princip ingen pligter for de håndhævende myndigheder, såsom eksempelvis kontrolforpligtelser for Europa-Kommissionen i forbindelse med dens beslutningsproces.

Grundet dets abstrakte og ubestemte karakter kan begrebet energimæssig solidaritet ikke gøres til genstand for retlig prøvelse.

2.

Andet appelanbringende: Princippet om energimæssig solidaritet kan ikke finde anvendelse i det foreliggende tilfælde

For så vidt angår princippet om energimæssig solidaritet er der tale om en ren krisemekanisme, der udelukkende finder anvendelse i undtagelsestilfælde og kun under snævre betingelser, og som der netop ikke skal tages hensyn til ved enhver afgørelse fra Europa-Kommissionens side.

Forudsætningerne for en anvendelse i forbindelse med den omtvistede afgørelse 2016 C(2016)6950 fra Europa-Kommissionen foreligger ikke.

3.

Tredje appelanbringende: Europa-Kommissionen har overholdt princippet om energimæssig solidaritet

For så vidt som princippet om energimæssig solidaritet overhovedet finder anvendelse i forhold til den omtvistede afgørelse 2016 C(2016)6950 fra Europa-Kommissionen (quod non), har Europa-Kommissionen overholdt dette princip i beslutningsprocessen:

Europa-Kommissionen tog i beslutningsprocessen hensyn til indvirkningerne på såvel det polske som det europæiske gasmarked i sin helhed.

Ved vurderingen af betingelserne i artikel 36, stk. 1, litra a), i direktiv 2009/73/EF var det kun overholdelsen af forsyningssikkerheden, der skulle tages hensyn til som udtryk for den energimæssige solidaritet.

Forsyningssikkerheden i Polen var og er ikke truet.

4.

Fjerde appelanbringende: Princippet om energimæssig solidaritet skulle ikke udtrykkeligt nævnes i afgørelsen

Det var ikke fornødent udtrykkeligt at nævne alle begrundelser for Europa-Kommissionens afgørelse i den omtvistede afgørelse 2016 C(2016)6950. Der findes ingen proceduremæssige krav til i hvilket omfang EU-forvaltningen skal begrunde sine afgørelser.

Begrundelsen for forvaltningsforanstaltninger skal blot angive det formål, der søges opnået ved foranstaltningen, men behøver ikke nævne samtlige relevante faktiske og retlige momenter.

Lovligheden af Europa-Kommissionens afgørelser kan ikke afhænge af, om bestemte begrebet er omhandlet i afgørelsen.

5.

Femte appelanbringende: Den omtvistede afgørelse 2016 C(2016)6950 kan ikke annulleres alene på grund af de angivelige formelle fejl

Selv hvis den omtvistede afgørelse 2016 C(2016)6950 formelt set var retsstridig (quod non), ville dette ikke medføre en annullation af afgørelsen, idet materielt set korrekte afgørelser i henhold til artikel 263, stk. 2, TEUF principielt ikke skal annulleres alene grundet eventuelle formelle fejl.

—

Rettens dom i sag T-629/17 ophæves.

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2017) 4682 annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Yieh United Steel Corp. bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen og Eurofer, Association Européenne de l’Acier, ASBL afholdte omkostninger.

1)

Ralph Pethkes bedømmelsesrapport for 2016 og afgørelsen truffet af bestyrelsen for Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) den 18. oktober 2017 om afslag på den af Ralph Pethke indgivne klage annulleres.

2)

EUIPO bærer sine egne omkostninger og betaler de af Ralph Pethke afholdte omkostninger.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Dr. August Wolff GmbH & Co. KG Arzneimittel bærer sine egne omkostninger og betaler de af EUIPO og Faes Farma, SA afholdte omkostninger, herunder de nødvendige omkostninger afholdt af sidstnævnte i forbindelse med sagens behandling for appelkammeret ved EUIPO.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Hästens Sängar AB betaler sagsomkostningerne.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Soundio A/S betaler sagsomkostningerne.

1)

Europa-Parlamentets generalsekretærs afgørelse af 4. oktober 2018 vedrørende tilbagesøgning hos Joëlle Mélin af et beløb på 130 339,35 EUR, som fejlagtigt blev udbetalt i form af parlamentarisk assistance, og af den dertil hørende debetnota af 10. oktober 2018, annulleres.

2)

Europa-Parlamentet betaler sagsomkostningerne.

1)

Afgørelsen truffet den 22. oktober 2018 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 572/2018-4) annulleres.

2)

EUIPO bærer sine egne omkostninger og betaler de af Runnebaum Invest GmbH afholdte omkostninger.

3)

Berg Toys Beheer BV bærer sine egne omkostninger.

1)

Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)

Pyke Srl og Paglieri SpA bærer hver deres egne omkostninger og betaler hver halvdelen af de omkostninger, som Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) har afholdt.

1)

Anmodningen afvises.

2)

Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

—

ECB’s afgørelse af 15. august 2019 om at Bank X er nødlidende eller forventeligt nødlidende annulleres.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at ECB savnede kompetence til at vedtage den anfægtede afgørelse.

2.

Andet anbringende om, at den anfægtede afgørelse er en utilladelig type afgørelse.

3.

Tredje anbringende om, at ECB fordrejede de faktiske omstændigheder og tilsidesatte sin forpligtelse til upartisk og objektivt at vurdere alle de relevante faktiske omstændigheder.

4.

Fjerde anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en procedurefejl, idet den er baseret på et ulovligt kontrolbesøg på stedet.

5.

Femte anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter proportionalitetsprincippet.

6.

Sjette anbringende om, at den anfægtede afgørelse ikke indeholder en behørig begrundelse.

7.

Syvende anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter sagsøgernes ret til at blive hørt.

8.

Ottende anbringende om, at den anfægtede afgørelse er baseret på ECB’s ulovlige indsigelse mod erhvervelsen af Bank X.

9.

Niende anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter princippet om ligebehandling.

10.

Tiende anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

11.

Ellevte anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter princippet om nemo auditor.

12.

Tolvte anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en procedurefejl, idet ECB ikke traf de passende foranstaltninger for at fjerne indflydelse fra embedsmænd med en interessekonflikt.

13.

Trettende anbringende om, at ECB begik magtfordrejning.

—

SRB’s afgørelse af 15. august 2019 om Bank X offentliggjort ved en pressemeddelelse og en meddelelse, der opsummerer afgørelsen af samme dato, annulleres.

—

SRB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at SRB savnede kompetence til at vedtage den anfægtede afgørelse.

2.

Andet anbringende om, at den anfægtede afgørelse er en utilladelig type afgørelse.

3.

Tredje anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med et antal fejl i forbindelse med ECB’s vurdering af »nødlidende eller forventeligt nødlidende« (FOLTF).

4.

Fjerde anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med adskillige fejl i forbindelse med SRB’s yderligere afgørelser.

5.

Femte anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en procedurefejl, idet den er baseret på et ulovligt kontrolbesøg på stedet.

6.

Sjette anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter proportionalitetsprincippet.

7.

Syvende anbringende om, at den anfægtede afgørelse ikke indeholder en behørig begrundelse.

8.

Ottende anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter sagsøgernes ret til at blive hørt.

9.

Niende anbringende om, at den anfægtede afgørelse er baseret på ECB’s ulovlige indsigelse mod erhvervelsen af Bank X.

10.

Tiende anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter princippet om ligebehandling.

11.

Ellevte anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter retssikkerhedsprincippet og princippet om den berettigede forventning.

12.

Tolvte anbringende om, at den anfægtede afgørelse undlader at tage hensyn til, at sagsøgernes situation primært skyldes ECB’s forseelse.

13.

Trettende anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en procedurefejl, idet den er baseret på ECB’s vurdering og ECB ikke traf de passende foranstaltninger for at fjerne indflydelse fra embedsmænd med en interessekonflikt.

14.

Fjortende anbringende om, at SRB begik magtfordrejning.

—

Kommissionens afgørelse C(2019) 2526 final af 2. april 2019 om statsstøtte SA.44896 annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Mere subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2 vedrørende al støtte, der måtte være udbetalt i perioden forud for den 24. november 2017, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelses artikel 1 af de følgende grunde er ulovlig, for så vidt som det heri fastslås, at Group Financing Exemption (GFE) (skattefritagelse for koncernintern finansiering) udgør en (økonomisk) fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF som følge navnlig af:

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelses artikel 1 af de følgende grunde er ulovlig, for så vidt som det heri fastslås, at Group Financing Exemption (CFE) udgør en selektiv fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF som følge navnlig af følgende omstændigheder:

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelses artikel 2 er ulovlig som følge af, at der foreligger en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og af retssikkerhedsprincippet og proportionalitetsprincippet. Subsidiært gøres gældende, at der ikke skal pålægges tilbagesøgning af støtte tildelt gennem GFE forud for den 24. november 2017, da Kommissionen offentliggjorde sin åbningsafgørelse.

—

Europa-Kommissionens afgørelse C(2019) 2526 final af 2. april 2019 om statsstøtte SA.44896, der er gennemført af Det Forenede Kongerige vedrørende CFC Group Financing Exemption, annulleres i sin helhed, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Subsidiært fastslås det, at der ved fastsættelsen af det støttebeløb, som skal tilbagebetales, skal tages hensyn til tab, nedsættelser eller fritagelser, som sagsøgeren kunne indrømmes (enten automatisk, gennem fremsættelse af krav eller som en valgmulighed), da selskabet anmodede om koncernfinansieringsfritagelse, eller som sagsøgeren kunne være blevet indrømmet, såfremt selskabet ikke havde anmodet om denne koncernfinansieringsfritagelse, selv om adgangen til sådanne tab, nedsættelser eller fritagelser nu er forældet i henhold til Det Forenede Kongeriges lovgivning.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at sagsøgte ikke har godtgjort, at koncernfinansieringsfritagelsen udgør en fordel. Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte ikke har godtgjort, at koncernfinansieringsfritagelsen udgør en fordel i hvert enkelt tilfælde, hvor der er anmodet om koncernfinansieringsfritagelse. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at selskabet valgte at anmode om koncernfinansieringsfritagelse, uden at overveje, om selskabets tilsvar kunne have været lavere, hvis det havde foretaget en analyse i henhold til kriteriet om nøglepersonfunktioner i Section 371EB i Chapter 5 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (lov om skatter (internationale og andre bestemmelser) af 2010).

2.

Andet anbringende om, at der ikke var nogen indblanding fra statens side eller med statsmidler. Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte ikke har godtgjort, at anmodningen om koncernfinansieringsfritagelse faktisk har ført til en nedsættelse af det selskabsskattetilsvar, der følger af Det Forenede Kongeriges lovgivning.

3.

Tredje anbringende om, at koncernfinansieringsfritagelsen ikke begunstiger visse virksomheder eller produktionen af visse varer. Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte har begået fejl ved:

4.

Fjerde anbringende om, at koncernfinansieringsfritagelsen ikke påvirker handelen mellem medlemsstater. Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte har begået en fejl ved at konkludere, at koncernfinansieringsfritagelsen kan have indflydelse på multinationale koncerners valg med hensyn til, hvor i EU deres koncernfinansieringsopgaver skal udøves, og deres hovedkontor placeres.

5.

Femte anbringende om, at koncernfinansieringsfritagelsen hverken fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen. Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte ikke har godtgjort, at anmodningen om koncernfinansieringsfritagelse faktisk har ført til en nedsættelse af det selskabsskattetilsvar, der følger af Det Forenede Kongeriges lovgivning.

6.

Sjette anbringende om, at tilbagesøgningen af den angivelige støtte er i strid med generelle principper i EU-lovgivningen. Sagsøgeren har gjort gældende, at kriteriet om nøglepersonfunktioner mangler retssikkerhed, at Det Forenede Kongerige kunne anlægge et skøn med henblik på at afhjælpe denne usikkerhed, og at sagsøgte har tilsidesat sin pligt til at foretage en fuldstændig analyse af samtlige relevante faktorer. Ved at pålægge tilbagesøgning af støtte har sagsøgte handlet i strid med artikel 16, stk. 1, i Rådets forordning (EU) 2015/1589 (1), der forbyder tilbagesøgning af støtte, hvis det vil være i modstrid med et generelt princip i EU-lovgivningen.

7.

Syvende anbringende om, at den selektive fordel ville forsvinde, og at der ikke skulle tilbagebetales støtte, såfremt Det Forenede Kongerige med tilbagevirkende kraft udvidede koncernfinansieringsfritagelsen til også at omfatte udlån til foregående led og udlån til tredjepart. Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte ikke har indset, at dette ville fjerne enhver selektiv fordel (det formodes her, at disse fordele foreligger), og i så fald ville der ikke være nogen ulovlig støtte, som skulle tilbagebetales i henhold til EU-retten.

8.

Ottende anbringende om, at der ved fastsættelsen af det støttebeløb, som skal tilbagebetales, skal tages hensyn til tab, nedsættelser eller fritagelser, som sagsøgeren kunne indrømmes (enten automatisk, gennem fremsættelse af krav eller som en valgmulighed), da selskabet anmodede om koncernfinansieringsfritagelse, eller som sagsøgeren kunne være blevet indrømmet, såfremt selskabet ikke havde anmodet om denne koncernfinansieringsfritagelse, selv om adgangen til sådanne tab, nedsættelser eller fritagelser nu er forældet i henholdt til Det Forenede Kongeriges lovgivning. Sagsøgeren har gjort gældende, at dette er en korrekt fortolkning af 203. betragtning til den anfægtede afgørelse, men for så vidt som dette ikke er tilfældet, er den anfægtede afgørelse forkert, idet manglende hensyntagen til sådanne tab, nedsættelser eller fritagelser fører til en for høj fastsættelse af støttebeløbet, hvilket vil medføre en fordrejning på det indre marked.

9.

Niende anbringende om, at sagsøgte ikke har godtgjort sin begrundelse med hensyn til fritagelsesberettigede ressourcer og fritagelsen vedrørende »matched interest« og ikke har foretaget en fuldstændig analyse af samtlige relevante faktorer. Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte ikke sondrede imellem tre forskellige fritagelser i henhold til Chapter 9 i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010, som anvendes uafhængigt af hinanden, og at sagsøgte ikke indså, at fritagelsen vedrørende »matched interest« ikke skal tages som udtryk for kriteriet om nøglepersonfunktioner, og at tilstedeværelsen af fritagelsen vedrørende »matched interest« i det nævnte Chapter 9 påviser, at sagsøgte begik en fejl ved at definere referencesystemet snævert som reglerne i Part 9A i loven i stedet for som Det Forenede kongeriges bredere selskabsskattesystem.

—

Det fastslås, at der ikke er blevet tildelt ulovlig statsstøtte, og artikel 1 i Europa-Kommissionens afgørelse C(2019) 2526 final af 2. april 2019 om statsstøtte SA.44896, der er gennemført af Det Forenede Kongerige vedrørende CFC Group Financing Exemption, annulleres, for så vidt som det heri fastslås, at der foreligger ulovlig statsstøtte, og kravet om, at Det Forenede Kongerige skal tilbagesøge den angiveligt ulovlige statsstøtte, som sagsøgeren er blevet tildelt i denne forbindelse (den anfægtede afgørelses artikel 2 og 3), bortfalder.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2 og 3, for så vidt som de pålægger Det forenede Kongerige at tilbagesøge den angivelige statsstøtte fra sagsøgerne.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes under alle omstændigheder at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen har misforstået baggrunden for og formålet med reglerne for kontrollerede udenlandske selskaber samt måden, hvorpå de virker. Kommissionens konklusioner i den anfægtede afgørelse er støttet på kumulative åbenbare fejl. Særligt begik Kommissionen åbenbare fejl ved dens analyse af det gennerelle skattesystem i Det Forenede Kongerige, ved dens analyse af ordningen for kontrollerede udenlandske selskaber, det særlige formål med koncernfinansieringsfritagelsen og ved definitionen af fritagelsesberettigede låneforhold.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen fejlagtigt anså koncernfinansieringsfritagelsen for at være en skattefritagelse og følgelig en fordel. Med hensyn til ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter udgør skattefritagelsen for koncernintern finansiering en afgiftsbestemmelse og en del af definitionen af grænserne for reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber – og ikke en selektiv fordel. Kommissionen har ikke fremlagt nogen kvantitativ analyse, der viser, at der foreligger en fordel, og idet der ikke foreligger tungtvejende beviser for, at den omhandlede foranstaltning bevirker en fordel, kan den anfægtede afgørelse ikke opretholdes.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen foretog en urigtig identifikation af referencesystemet for vurderingen af virkningerne af reglerne for kontrollerede udenlandske selskaber og med urette fastslog, at reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber var forskellige fra Det Forenede Kongeriges overordnede selskabsskatteordning. Kommissionen har ikke forstået formålet med reglerne for kontrollerede udenlandske selskaber korrekt og har ikke taget hensyn til Det Forenede Kongeriges skønsmargen.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionen har begået åbenbare fejl ved dens undersøgelse af, om der foreligger statsstøtte og har anvendt de forkerte test i forbindelse med spørgsmålet om sammenlignelighed. Kommissionen har ikke taget hensyn til det forskellige risikoniveau for Det Forenede Kongeriges skattegrundlag som mellem lån til en koncernenhed med skattepligt i Det Forenede Kongerige og lån til en koncernenhed, som ikke har skattepligt i Det Forenede Kongerige, og ulogisk konkluderet, at koncerninterne lån kan sammenlignes med tredjepartslån.

5.

Med det femte anbringende gøres gældende, at selv såfremt det antages, at de omhandlede regler om kontrollerede udenlandske selskaber udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, konkluderede Kommissionen fejlagtigt i den anfægtede afgørelse, at det ikke var muligt at begrunde, at de omhandlede foranstaltninger var forenelige med EU-reglerne om statsstøtte. Den anfægtede afgørelse er endvidere irrationel og inkonsekvent, for så vidt som Kommissionen med rette anerkendte, at Chapter 9 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (lov om skatter (internationale og andre bestemmelser) af 2010) er berettiget i tilfælde, hvor alene det såkaldte kriterium om kapital med tilknytning til Det Forenede Kongerige kan begrunde anvendelsen af afgiften for et kontrolleret udenlandsk selskab i medfør af det kontrafaktiske Chapter 5 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010, idet dette kriterium kan være meget vanskeligt at administrere i praksis, men samtidig mener Kommissionen uden at give en begrundelse herfor, at det nævnte Chapter 9 aldrig er berettiget i tilfælde, hvor kriteriet om nøglepersonfunktioner indebærer, at der skal pålægges en afgift for et kontrolleret udenlandsk selskab. Kriteriet om nøglepersonfunktioner er meget vanskeligt at anvende i praksis, således at Kommissionen skulle have konstateret, at Chapter 9 i Part 9A i Det Forenede Kongeriges Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 var berettiget også ved anvendelsen af dette kriterium, og den skulle derved have konkluderet, at der ikke foreligger statsstøtte.

6.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at såfremt den anfægtede afgørelse opretholdes, vil håndhævelse deraf gennem tilbagesøgning af den påståede statsstøtte hos sagsøgerne være i strid med grundlæggende EU-retlige principper, herunder etableringsfriheden og friheden til at yde tjenesteydelser, idet det anføres, at de omhandlede kontrollerede udenlandske selskaber i sagsøgernes tilfælde er beliggende i andre medlemsstater.

7.

Med det syvende anbringende gøres gældende, at pålægget om tilbagesøgning i den anfægtede afgørelse er ubegrundet og i strid med grundlæggende EU-retlige principper.

8.

Med det ottende anbringende gøres gældende, at Kommissionen gav en utilstrækkelig begrundelse for kritiske forhold i den anfægtede afgørelse, såsom konklusionen om, at afgiften for et kontrolleret udenlandsk selskab i henhold til Chapter 5 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 kunne anvendes uden vanskeligheder eller uforholdsmæssige byrder ved hjælp af kriteriet om nøglepersonfunktioner.

9.

Med det niende anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse ligeledes tilsidesætter princippet om god forvaltningsskik, som indebærer, at Kommissionen skal sørge for, at der er gennemsigtighed og forudsigelighed i dens administrative procedurer, og at den skal træffe afgørelse inden for en rimelig tidsfrist. Det er ikke rimeligt, at Kommissionen har været mere end fire år om at træffe afgørelse om at indlede undersøgelsen i nærværende sag, eller at den har truffet afgørelse mere end seks år efter, at den anfægtede foranstaltning trådte i kraft.

—

Det fastslås, at der ikke er blevet givet ulovlig statsstøtte, artikel 1 i Europa-Kommissionens afgørelse C(2019) 2526 final af 2. april 2019 om statsstøtte SA.44896 annulleres, for så vidt som det heri fastslås, at der foreligger ulovlig statsstøtte, og der ses bort fra kravet om, at Det Forenede Kongerige skal tilbagesøge den angiveligt ulovlige statsstøtte, som sagsøgerne er blevet tildelt i denne forbindelse (artikel 2 og 3 i den anfægtede afgørelse).

—

Subsidiært: Artikel 2 og 3 i den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som de pålægger Det Forenede Kongerige at tilbagesøge den angivelige statsstøtte.

—

Under alle omstændigheder tilpligtes Kommissionen at betale sagsøgernes sagsomkostninger.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har misforstået konteksten for, formålet med og anvendelsen af Det Forenede Kongeriges regler for kontrollerede udenlandske selskaber hvad angår behandlingen af ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter. Kommissionens konklusioner i den anfægtede afgørelse hviler på en række åbenbare fejl. Kommissionen har navnlig begået åbenbare fejl i dens forståelse af Det Forenede Kongeriges generelle skattesystem, i dens forståelse af formålene med ordningen for reglerne for kontrollerede udenlandske selskaber, med hensyn til det specifikke anvendelsesområde for skattefritagelsen for koncernintern finansiering og definitionen af fritagelsesberettigede låneforhold.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen urigtigt fortolker skattefritagelsen for koncernintern finansiering som en skattefritagelse og dermed en fordel. I forbindelse med ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter udgør skattefritagelsen for koncernintern finansiering en afgiftsbestemmelse og en del af definitionen af grænserne for reglerne for kontrollerede udenlandske selskaber – og ikke en selektiv fordel. Kommissionen har ikke fremlagt nogen kvantitativ analyse for at påvise, at der er tale om en fordel, og i mangel af tungtvejende beviser for, at den pågældende foranstaltning bevirker en fordel, kan den anfægtede afgørelse ikke opretholdes.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen foretog en urigtig identifikation af referencesystemet for vurderingen af virkningerne af reglerne for kontrollerede udenlandske selskaber og med urette fastslog, at reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber var forskellige fra Det Forenede Kongeriges overordnede selskabsskatteordning. Kommissionen har ikke forstået formålet med reglerne for kontrollerede udenlandske selskaber korrekt og har ikke taget hensyn til Det Forenede Kongeriges skønsmargen.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen har begået åbenbare fejl i sin analyse af statsstøtten og anvendt de forkerte test i forbindelse med vurderingen af spørgsmålet om sammenlignelighed. Kommissionen har ikke taget hensyn til det forskellige risikoniveau for Det Forenede Kongeriges skattegrundlag som mellem lån til en koncernenhed med skattepligt i Det Forenede Kongerige og lån til en koncernenhed, som ikke har skattepligt i Det Forenede Kongerige, og ulogisk konkluderet, at koncerninterne lån kan sammenlignes med tredjepartslån.

5.

Femte anbringende om, at selv såfremt det antages, at de omhandlede regler om kontrollerede udenlandske selskaber udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, konkluderede Kommissionen fejlagtigt i den anfægtede afgørelse, at det ikke var muligt at begrunde, at de omhandlede foranstaltninger var forenelige med EU-reglerne om statsstøtte. Den anfægtede afgørelse er endvidere irrationel og inkonsekvent, for så vidt som Kommissionen med rette anerkendte, at Chapter 9 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (lov om skatter (internationale og andre bestemmelser) af 2010) er berettiget i tilfælde, hvor alene det såkaldte kriterium om kapital med tilknytning til Det Forenede Kongerige kan begrunde anvendelsen af afgiften for et kontrolleret udenlandsk selskab i medfør af det kontrafaktiske Chapter 5 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010, idet dette kriterium kan være meget vanskeligt at administrere i praksis, men samtidig mener Kommissionen uden at give en begrundelse herfor, at det nævnte Chapter 9 aldrig er berettiget i tilfælde, hvor kriteriet om nøglepersonfunktioner indebærer, at der skal pålægges en afgift for et kontrolleret udenlandsk selskab. Kriteriet om nøglepersonfunktioner er meget vanskeligt at anvende i praksis, således at Kommissionen skulle have konstateret, at Chapter 9 i Part 9A i Det Forenede Kongeriges Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 var berettiget også ved anvendelsen af dette kriterium, og den skulle derved have konkluderet, at der ikke foreligger statsstøtte.

6.

Sjette anbringende om, at såfremt den anfægtede afgørelse opretholdes, vil gennemførelsen heraf ved tilbagesøgning af den angivelige statsstøtte fra sagsøgerne være i strid med grundlæggende principper i EU-lovgivningen, herunder etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser, idet det bemærkes, at de omhandlede kontrollerede udenlandske selskaber i sagsøgerens tilfælde er beliggende i andre medlemsstater.

7.

Syvende anbringende om, at anmodningen om tilbagebetaling i den anfægtede afgørelse er ubegrundet og i strid med grundlæggende principper i EU-lovgivningen.

8.

Ottende anbringende om, at Kommissionen gav en utilstrækkelig begrundelse for kritiske forhold i den anfægtede afgørelse, såsom konklusionen om, at afgiften for et kontrolleret udenlandsk selskab i henhold til Chapter 5 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 kunne anvendes uden vanskeligheder eller uforholdsmæssige byrder ved hjælp af kriteriet om nøglepersonfunktioner.

9.

Niende anbringende om, at den anfægtede afgørelse ligeledes tilsidesætter princippet om god forvaltningsskik, som indebærer, at Kommissionen skal sørge for, at der er gennemsigtighed og forudsigelighed i dens administrative procedurer, og at den skal træffe afgørelse inden for en rimelig tidsfrist. Det er ikke rimeligt, at Kommissionen har været mere end fire år om at træffe afgørelse om at indlede undersøgelsen i nærværende sag, eller at den har truffet afgørelse mere end seks år efter, at den anfægtede foranstaltning trådte i kraft.

—

Det fastslås, at der ikke er blevet givet ulovlig statsstøtte, artikel 1 i Kommissionens afgørelse C(2019) 2526 final af 2. april 2019 om statsstøtte SA.44896 annulleres, for så vidt som det heri fastslås, at der foreligger ulovlig statsstøtte, og der ses bort fra kravet om, at Det Forenede Kongerige skal tilbagesøge den angiveligt ulovlige statsstøtte, som sagsøgerne er blevet tildelt i denne forbindelse (artikel 2 og 3 i den anfægtede afgørelse).

—

Subsidiært: Artikel 2 og 3 i den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som de pålægger Det Forenede Kongerige at tilbagesøge den angivelige statsstøtte.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes under alle omstændigheder til at betale sagsøgernes sagsomkostninger.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har misforstået konteksten for, formålet med og anvendelsen af Det Forenede Kongeriges regler for kontrollerede udenlandske selskaber hvad angår behandlingen af ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter. Kommissionens konklusioner i den anfægtede afgørelse hviler på en række åbenbare fejl. Kommissionen har navnlig begået åbenbare fejl i dens forståelse af Det Forenede Kongeriges generelle skattesystem, i dens forståelse af formålene med ordningen for reglerne for kontrollerede udenlandske selskaber, med hensyn til det specifikke anvendelsesområde for skattefritagelsen for koncernintern finansiering og definitionen af fritagelsesberettigede låneforhold.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen urigtigt fortolker skattefritagelsen for koncernintern finansiering som en skattefritagelse og dermed en fordel. I forbindelse med ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter udgør skattefritagelsen for koncernintern finansiering en afgiftsbestemmelse og en del af definitionen af grænserne for reglerne for kontrollerede udenlandske selskaber – og ikke en selektiv fordel. Kommissionen har ikke fremlagt nogen kvantitativ analyse for at påvise, at der er tale om en fordel, og i mangel af tungtvejende beviser for, at den pågældende foranstaltning bevirker en fordel, kan den anfægtede afgørelse ikke opretholdes.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen foretog en urigtig identifikation af referencesystemet for vurderingen af virkningerne af reglerne for kontrollerede udenlandske selskaber og med urette fastslog, at reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber var forskellige fra Det Forenede Kongeriges overordnede selskabsskatteordning. Kommissionen har ikke forstået formålet med reglerne for kontrollerede udenlandske selskaber korrekt og har ikke taget hensyn til Det Forenede Kongeriges skønsmargen.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen har begået åbenbare fejl i sin analyse af statsstøtten og anvendt de forkerte test i forbindelse med vurderingen af spørgsmålet om sammenlignelighed. Kommissionen har ikke taget hensyn til det forskellige risikoniveau for Det Forenede Kongeriges skattegrundlag som mellem lån til en koncernenhed med skattepligt i Det Forenede Kongerige og lån til en koncernenhed, som ikke har skattepligt i Det Forenede Kongerige, og ulogisk konkluderet, at koncerninterne lån kan sammenlignes med tredjepartslån.

5.

Femte anbringende om, at selv såfremt det antages, at de omhandlede regler om kontrollerede udenlandske selskaber udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, konkluderede Kommissionen fejlagtigt i den anfægtede afgørelse, at det ikke var muligt at begrunde, at de omhandlede foranstaltninger var forenelige med EU-reglerne om statsstøtte. Den anfægtede afgørelse er endvidere irrationel og inkonsekvent, for så vidt som Kommissionen med rette anerkendte, at Chapter 9 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (lov om skatter (internationale og andre bestemmelser) af 2010) er berettiget i tilfælde, hvor alene det såkaldte kriterium om kapital med tilknytning til Det Forenede Kongerige kan begrunde anvendelsen af afgiften for et kontrolleret udenlandsk selskab i medfør af det kontrafaktiske Chapter 5 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010, idet dette kriterium kan være meget vanskeligt at administrere i praksis, men samtidig mener Kommissionen uden at give en begrundelse herfor, at det nævnte Chapter 9 aldrig er berettiget i tilfælde, hvor kriteriet om nøglepersonfunktioner indebærer, at der skal pålægges en afgift for et kontrolleret udenlandsk selskab. Kriteriet om nøglepersonfunktioner er meget vanskeligt at anvende i praksis, således at Kommissionen skulle have konstateret, at Chapter 9 i Part 9A i Det Forenede Kongeriges Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 var berettiget også ved anvendelsen af dette kriterium, og den skulle derved have konkluderet, at der ikke foreligger statsstøtte.

6.

Sjette anbringende om, at såfremt den anfægtede afgørelse opretholdes, vil gennemførelsen heraf ved tilbagesøgning af den angivelige statsstøtte fra sagsøgerne være i strid med grundlæggende principper i EU-lovgivningen, herunder etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser, idet det bemærkes, at de omhandlede kontrollerede udenlandske selskaber i sagsøgernes tilfælde er beliggende i andre medlemsstater.

7.

Syvende anbringende om, at anmodningen om tilbagebetaling i den anfægtede afgørelse er ubegrundet og i strid med grundlæggende principper i EU-lovgivningen.

8.

Ottende anbringende om, at Kommissionen gav en utilstrækkelig begrundelse for kritiske forhold i den anfægtede afgørelse, såsom konklusionen om, at afgiften for et kontrolleret udenlandsk selskab i henhold til Chapter 5 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 kunne anvendes uden vanskeligheder eller uforholdsmæssige byrder ved hjælp af kriteriet om nøglepersonfunktioner.

9.

Niende anbringende om, at den anfægtede afgørelse ligeledes tilsidesætter princippet om god forvaltningsskik, som indebærer, at Kommissionen skal sørge for, at der er gennemsigtighed og forudsigelighed i dens administrative procedurer, og at den skal træffe afgørelse inden for en rimelig tidsfrist. Det er ikke rimeligt, at Kommissionen har været mere end fire år om at træffe afgørelse om at indlede undersøgelsen i nærværende sag, eller at den har truffet afgørelse mere end seks år efter, at den anfægtede foranstaltning trådte i kraft.

—

Det fastslås, at der ikke er blevet tildelt ulovlig statsstøtte, og artikel 1 i Europa-Kommissionens afgørelse C(2019) 2526 final af 2. april 2019 om statsstøtte SA.44896, der er gennemført af Det Forenede Kongerige vedrørende CFC Group Financing Exemption, annulleres, for så vidt som det heri fastslås, at der foreligger ulovlig statsstøtte, og kravet om, at Det Forenede Kongerige skal tilbagesøge den angiveligt ulovlige statsstøtte, som sagsøgeren er blevet tildelt i denne forbindelse (den anfægtede afgørelses artikel 2 og 3), bortfalder.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2 og 3, for så vidt som de pålægger Det forenede Kongerige at tilbagesøge den angivelige statsstøtte fra sagsøgerne.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes under alle omstændigheder at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har misforstået konteksten for, formålet med og anvendelsen af Det Forenede Kongeriges regler for kontrollerede udenlandske selskaber hvad angår behandlingen af ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter. Kommissionens konklusioner i den anfægtede afgørelse hviler på en række åbenbare fejl. Kommissionen har navnlig begået åbenbare fejl i dens forståelse af Det Forenede Kongeriges generelle skattesystem, i dens forståelse af formålene med ordningen for reglerne for kontrollerede udenlandske selskaber, med hensyn til det specifikke anvendelsesområde for skattefritagelsen for koncernintern finansiering og definitionen af fritagelsesberettigede låneforhold.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen urigtigt fortolker skattefritagelsen for koncernintern finansiering som en skattefritagelse og dermed en fordel. I forbindelse med ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter udgør skattefritagelsen for koncernintern finansiering en afgiftsbestemmelse og en del af definitionen af grænserne for reglerne for kontrollerede udenlandske selskaber – og ikke en selektiv fordel. Kommissionen har ikke fremlagt nogen kvantitativ analyse for at påvise, at der er tale om en fordel, og i mangel af tungtvejende beviser for, at den pågældende foranstaltning bevirker en fordel, kan den anfægtede afgørelse ikke opretholdes.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen foretog en urigtig identifikation af referencesystemet for vurderingen af virkningerne af reglerne for kontrollerede udenlandske selskaber og med urette fastslog, at reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber var forskellige fra Det Forenede Kongeriges overordnede selskabsskatteordning. Kommissionen har ikke forstået formålet med reglerne for kontrollerede udenlandske selskaber korrekt og har ikke taget hensyn til Det Forenede Kongeriges skønsmargen.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen har begået åbenbare fejl i sin analyse af statsstøtten og anvendt de forkerte test i forbindelse med vurderingen af spørgsmålet om sammenlignelighed. Kommissionen har ikke taget hensyn til det forskellige risikoniveau for Det Forenede Kongeriges skattegrundlag som mellem lån til en koncernenhed med skattepligt i Det Forenede Kongerige og lån til en koncernenhed, som ikke har skattepligt i Det Forenede Kongerige, og ulogisk konkluderet, at koncerninterne lån kan sammenlignes med tredjepartslån.

5.

Femte anbringende om, at selv såfremt det antages, at de omhandlede regler om kontrollerede udenlandske selskaber udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, konkluderede Kommissionen fejlagtigt i den anfægtede afgørelse, at det ikke var muligt at begrunde, at de omhandlede foranstaltninger var forenelige med EU-reglerne om statsstøtte. Den anfægtede afgørelse er endvidere irrationel og inkonsekvent, for så vidt som Kommissionen med rette anerkendte, at Chapter 9 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (lov om skatter (internationale og andre bestemmelser) af 2010) er berettiget i tilfælde, hvor alene det såkaldte kriterium om kapital med tilknytning til Det Forenede Kongerige kan begrunde anvendelsen af afgiften for et kontrolleret udenlandsk selskab i medfør af det kontrafaktiske Chapter 5 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010, idet dette kriterium kan være meget vanskeligt at administrere i praksis, men samtidig mener Kommissionen uden at give en begrundelse herfor, at det nævnte Chapter 9 aldrig er berettiget i tilfælde, hvor kriteriet om nøglepersonfunktioner indebærer, at der skal pålægges en afgift for et kontrolleret udenlandsk selskab. Kriteriet om nøglepersonfunktioner er meget vanskeligt at anvende i praksis, således at Kommissionen skulle have konstateret, at Chapter 9 i Part 9A i Det Forenede Kongeriges Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 var berettiget også ved anvendelsen af dette kriterium, og den skulle derved have konkluderet, at der ikke foreligger statsstøtte.

6.

Sjette anbringende om, at såfremt den anfægtede afgørelse opretholdes, vil gennemførelsen heraf ved tilbagesøgning af den angivelige statsstøtte fra sagsøgerne være i strid med grundlæggende principper i EU-lovgivningen, herunder etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser, idet det bemærkes, at de omhandlede kontrollerede udenlandske selskaber i sagsøgerens tilfælde er beliggende i andre medlemsstater.

7.

Syvende anbringende om, at anmodningen om tilbagebetaling i den anfægtede afgørelse er ubegrundet og i strid med grundlæggende EU-retlige principper.

8.

Ottende anbringende om, at Kommissionen gav en utilstrækkelig begrundelse for kritiske forhold i den anfægtede afgørelse, såsom konklusionen om, at afgiften for et kontrolleret udenlandsk selskab i henhold til Chapter 5 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 kunne anvendes uden vanskeligheder eller uforholdsmæssige byrder ved hjælp af kriteriet om nøglepersonfunktioner.

9.

Niende anbringende om, at den anfægtede afgørelse ligeledes tilsidesætter princippet om god forvaltningsskik, som indebærer, at Kommissionen skal sørge for, at der er gennemsigtighed og forudsigelighed i dens administrative procedurer, og at den skal træffe afgørelse inden for en rimelig tidsfrist. Det er ikke rimeligt, at Kommissionen har været mere end fire år om at træffe afgørelse om at indlede undersøgelsen i nærværende sag, eller at den har truffet afgørelse mere end seks år efter, at den anfægtede foranstaltning trådte i kraft.

—

Det fastslås, at der ikke er blevet givet ulovlig statsstøtte, og artikel 1 i Europa-Kommissionens afgørelse af 2. april 2019 om statsstøtte SA.44896, der er gennemført af Det Forenede Kongerige vedrørende CFC Group Financing Exemption, annulleres, for så vidt som det heri fastslås, at der foreligger ulovlig statsstøtte, og der ses bort fra kravet om, at Det Forenede Kongerige skal tilbagesøge den angiveligt ulovlige statsstøtte, som sagsøgeren er blevet tildelt i denne forbindelse (artikel 2 og 3 i den anfægtede afgørelse).

—

Subsidiært: Artikel 2 og 3 i den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som de pålægger Det forenede Kongerige at tilbagesøge den angivelige statsstøtte fra sagsøgeren.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har misforstået konteksten for, formålet med og anvendelsen af Det Forenede Kongeriges regler for kontrollerede udenlandske selskaber hvad angår behandlingen af ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter. Kommissionens konklusioner i den anfægtede afgørelse hviler på en række åbenbare fejl. Kommissionen har navnlig begået åbenbare fejl i dens forståelse af Det Forenede Kongeriges generelle skattesystem, i dens forståelse af formålene med ordningen for reglerne for kontrollerede udenlandske selskaber, med hensyn til det specifikke anvendelsesområde for skattefritagelsen for koncernintern finansiering og definitionen af fritagelsesberettigede låneforhold.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen urigtigt fortolker skattefritagelsen for koncernintern finansiering som en skattefritagelse og dermed en fordel. I forbindelse med ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter udgør skattefritagelsen for koncernintern finansiering en afgiftsbestemmelse og en del af definitionen af grænserne for reglerne for kontrollerede udenlandske selskaber – og ikke en selektiv fordel. Kommissionen har ikke fremlagt nogen kvantitativ analyse for at påvise, at der er tale om en fordel, og i mangel af tungtvejende beviser for, at den pågældende foranstaltning bevirker en fordel, kan den anfægtede afgørelse ikke opretholdes.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen foretog en urigtig identifikation af referencesystemet for vurderingen af virkningerne af reglerne for kontrollerede udenlandske selskaber og med urette fastslog, at reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber var forskellige fra Det Forenede Kongeriges overordnede selskabsskatteordning. Kommissionen har ikke forstået formålet med reglerne for kontrollerede udenlandske selskaber korrekt og har ikke taget hensyn til Det Forenede Kongeriges skønsmargen.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen har begået åbenbare fejl i sin analyse af statsstøtten og anvendt de forkerte test i forbindelse med vurderingen af spørgsmålet om sammenlignelighed. Kommissionen har ikke taget hensyn til det forskellige risikoniveau for Det Forenede Kongeriges skattegrundlag som mellem lån til en koncernenhed med skattepligt i Det Forenede Kongerige og lån til en koncernenhed, som ikke har skattepligt i Det Forenede Kongerige, og ulogisk konkluderet, at koncerninterne lån kan sammenlignes med tredjepartslån.

5.

Femte anbringende om, at selv såfremt det antages, at de omhandlede regler om kontrollerede udenlandske selskaber udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, konkluderede Kommissionen fejlagtigt i den anfægtede afgørelse, at det ikke var muligt at begrunde, at de omhandlede foranstaltninger var forenelige med EU-reglerne om statsstøtte. Den anfægtede afgørelse er endvidere irrationel og inkonsekvent, for så vidt som Kommissionen med rette anerkendte, at Chapter 9 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (lov om skatter (internationale og andre bestemmelser) af 2010) er berettiget i tilfælde, hvor alene det såkaldte kriterium om kapital med tilknytning til Det Forenede Kongerige kan begrunde anvendelsen af afgiften for et kontrolleret udenlandsk selskab i medfør af det kontrafaktiske Chapter 5 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010, idet dette kriterium kan være meget vanskeligt at administrere i praksis, men samtidig mener Kommissionen uden at give en begrundelse herfor, at det nævnte Chapter 9 aldrig er berettiget i tilfælde, hvor kriteriet om nøglepersonfunktioner indebærer, at der skal pålægges en afgift for et kontrolleret udenlandsk selskab. Kriteriet om nøglepersonfunktioner er meget vanskeligt at anvende i praksis, således at Kommissionen skulle have konstateret, at Chapter 9 i Part 9A i Det Forenede Kongeriges Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 var berettiget også ved anvendelsen af dette kriterium, og den skulle derved have konkluderet, at der ikke foreligger statsstøtte.

6.

Sjette anbringende om, at såfremt den anfægtede afgørelse opretholdes, vil gennemførelsen heraf ved tilbagesøgning af den angivelige statsstøtte fra sagsøgeren være i strid med grundlæggende principper i EU-lovgivningen, herunder etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser, idet det bemærkes, at de omhandlede kontrollerede udenlandske selskab i sagsøgerens tilfælde er beliggende i andre medlemsstater.

7.

Syvende anbringende om, at anmodningen om tilbagebetaling i den anfægtede afgørelse er ubegrundet og i strid med grundlæggende principper i EU-lovgivningen.

8.

Ottende anbringende om, at Kommissionen gav en utilstrækkelig begrundelse for kritiske forhold i den anfægtede afgørelse, såsom konklusionen om, at afgiften for et kontrolleret udenlandsk selskab i henhold til det nævnte Chapter 5 kunne anvendes uden vanskeligheder eller uforholdsmæssige byrder ved hjælp af kriteriet om nøglepersonfunktioner.

9.

Niende anbringende om, at den anfægtede afgørelse ligeledes tilsidesætter princippet om god forvaltningsskik, som indebærer, at Kommissionen skal sørge for, at der er gennemsigtighed og forudsigelighed i dens administrative procedurer, og at den skal træffe afgørelse inden for en rimelig tidsfrist. Det er ikke rimeligt, at Kommissionen har været mere end fire år om at træffe afgørelse om at indlede undersøgelsen i nærværende sag, eller at den har truffet afgørelse mere end seks år efter, at den anfægtede foranstaltning trådte i kraft.

—

Kommissionens afgørelse af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

—

Mere subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2 for så vidt angår al støtte, der måtte være tildelt i henhold til skattefritagelsen for koncernintern finansiering i perioden forud for den 24. november 2017, for så vidt som den angår sagsøgerne.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes under alle omstændigheder at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelses artikel 1 er ulovlig af følgende grunde:

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelses artikel 2 er ulovlig som følge af en tilsidesættelse af berettigede forventninger, retssikkerhedsprincippet og proportionalitetsprincippet.

3.

Med det tredje anbringende gøres subsidiært gældende, at der ikke kan pålægges tilbagesøgning med hensyn til nogen støtte, der er blevet tildelt i henhold til skattefritagelsen for koncernintern finansiering forud for den 24. november 2017, da Kommissionen offentligjorde sin åbningsafgørelse.

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1352 af 2. april 2019 om statsstøtte SA.44896, der er gennemført af Det Forenede Kongerige vedrørende CFC Group Financing Exemption (EUT 2019 L 216, s. 1), annulleres i sin helhed, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Subsidiært fastslås det, at der ved fastsættelsen af det støttebeløb, som skal tilbagebetales, skal tages hensyn til tab, nedsættelser eller fritagelser, som sagsøgeren kunne indrømmes, da selskabet anmodede om koncernfinansieringsfritagelse, eller som sagsøgeren kunne være blevet indrømmet, såfremt selskabet ikke havde anmodet om denne koncernfinansieringsfritagelse, selv om adgangen til sådanne tab, nedsættelser eller fritagelser nu er forældet i henhold til Det Forenede Kongeriges lovgivning, og uanset deres automatiske karakter.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgerens sagsomkostninger.

1.

Første anbringende om, at sagsøgte ikke har godtgjort, at koncernfinansieringsfritagelsen udgør en fordel. Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte ikke har påvist, at der er tale om en fordel i hvert enkelt tilfælde, hvor der er anmodet om koncernfinansieringsfritagelse.

2.

Andet anbringende om, at der ikke var nogen indblanding fra statens side eller med statsmidler. Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte ikke har godtgjort, at anmodningen om koncernfinansieringsfritagelse faktisk har ført til en nedsættelse af det selskabsskattetilsvar, der følger af Det Forenede Kongeriges lovgivning.

3.

Tredje anbringende om, at koncernfinansieringsfritagelsen ikke begunstiger visse virksomheder eller produktionen af visse varer. Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte har begået fejl ved i) at definere referencesystemet for snævert som reglerne i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (lov om skatter (internationale og andre bestemmelser) af 2010) i stedet for som Det Forenede Kongeriges bredere selskabsskattesystem, ii) ikke at indse, at Chapter 9 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 ikke udgør en undtagelse til Chapter 5 heri, og iii) ikke at anerkende, at selv såfremt det nævnte Chapter 9 udgjorde en undtagelse til Chapter 5, ville det være begrundet ved karakteren af eller den almindelige opbygning af det nævnte Part 9A.

4.

Fjerde anbringende om, at koncernfinansieringsfritagelsen ikke påvirker handelen mellem medlemsstater. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har begået en fejl ved at konkludere, at koncernfinansieringsfritagelsen kan have indflydelse på multinationale koncerners valg med hensyn til, hvor i EU deres koncernfinansieringsopgaver skal udøves, og deres hovedkontor placeres.

5.

Femte anbringende om, at koncernfinansieringsfritagelsen hverken fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ikke har godtgjort, at anmodningen om koncernfinansieringsfritagelse faktisk har ført til en nedsættelse af selskabsskattetilsvaret.

6.

Sjette anbringende om, at tilbagesøgningen af den angivelige støtte er i strid med generelle principper i EU-lovgivningen. Sagsøgeren har gjort gældende, at kriteriet om nøglepersonfunktioner i Section 371EB i Chapter 5 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 mangler retssikkerhed, at Det Forenede Kongerige kunne anlægge et skøn med henblik på at afhjælpe denne usikkerhed, og at sagsøgte har tilsidesat sin pligt til at foretage en fuldstændig analyse af samtlige relevante faktorer. Ved at pålægge tilbagesøgning af støtte har sagsøgte handlet i strid med artikel 16, stk. 1, i Rådets forordning (EU) 2015/1589 (1), der forbyder tilbagesøgning af støtte, hvis det vil være i modstrid med et generelt princip i EU-lovgivningen.

7.

Syvende anbringende om, at den selektive fordel ville forsvinde, og at der ikke skulle tilbagebetales støtte, såfremt Det Forenede Kongerige med tilbagevirkende kraft udvidede koncernfinansieringsfritagelsen til også at omfatte udlån til foregående led og udlån til tredjepart. Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte ikke har indset, at dette ville fjerne enhver selektiv fordel (det formodes her, at denne fordel foreligger), og i så fald ville der ikke være nogen ulovlig støtte, som skulle tilbagebetales i henhold til EU-retten.

8.

Ottende anbringende om, at der ved fastsættelsen af det støttebeløb, som skal tilbagebetales, skal tages hensyn til tab, nedsættelser eller fritagelser, som sagsøgeren kunne indrømmes (det være sig ved et krav, et valg eller automatisk), da selskabet anmodede om koncernfinansieringsfritagelse, eller som sagsøgeren kunne være blevet indrømmet, såfremt selskabet ikke havde anmodet om denne koncernfinansieringsfritagelse, selv om adgangen til sådanne tab, nedsættelser eller fritagelser nu er forældet i henhold til Det Forenede Kongeriges lovgivning. Sagsøgeren har gjort gældende, at dette er en korrekt fortolkning af 203. betragtning til den anfægtede afgørelse, men for så vidt som dette ikke er tilfældet, er den anfægtede afgørelse forkert, idet manglende hensyntagen til sådanne tab, nedsættelser eller fritagelser fører til en for høj fastsættelse af støttebeløbet, hvilket vil medføre en fordrejning på det indre marked.

9.

Niende anbringende om, at sagsøgte ikke har godtgjort sin begrundelse med hensyn til fritagelsen vedrørende »fritagelsesberettigede ressourcer« eller fritagelsen vedrørende »matched interest« og ikke har foretaget en fuldstændig analyse af samtlige relevante faktorer. Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte ikke sondrede imellem tre forskellige fritagelser i henhold til det nævnte Chapter 9 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010, som anvendes uafhængigt af hinanden, at sagsøgte ikke indså, at fritagelsen vedrørende »matched interest« ikke skal tages som udtryk for kriteriet om nøglepersonfunktioner, og at tilstedeværelsen af fritagelsen vedrørende »matched interest« i det nævnte Chapter 9 påviser, at sagsøgte begik en fejl ved at definere referencesystemet snævert som reglerne i Part 9A i stedet for som Det Forenede kongeriges bredere selskabsskattesystem.

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1352 af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber (EUT 2019 L 216, s. 1) annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen foretog en fejlagtig anvendelse af artikel 107, stk. 1,TEUF og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn eller foretog en åbenbart urigtig bedømmelse ved dens valg af referenceordning for analysen af beskatningsordningen. Sagsøgeren har anført, at Kommissionen som referenceordning skulle have anvendt Det Forenede Kongeriges selskabsbeskatningsordning og ikke blot selve ordningen for kontrollerede udenlandske selskaber.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved dens anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn eller foretog en åbenbart urigtig bedømmelse, da den anvendte en fejlagtig tilgang ved analysen af ordningen for kontrollerede udenlandske selskaber. I 124.-126. betragtning til den anfægtede afgørelse behandlede Kommissionen med urette bestemmelserne i Chapter 9 i Part 9A i UK’s Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (Det Forenede Kongeriges lov om skatter (internationale og andre bestemmelser) som en form for undtagelse til en almindelig skattepligt indeholdt i kapitel 5.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl i forbindelse med dens anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, da den i 127.-151. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog, at selektivitetskriteriet var opfyldt, idet virksomheder, som befandt sig i faktisk og retligt sammenlignelige situationer, blev behandlet forskelligt.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at fritagelsen vedrørende 75 % i henhold til Section 371ID i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 er begrundet i beskatningsordningens karakter og almindelige opbygning.

5.

Med det femte anbringende gøres gældende, at den omstændighed, at kontrollerede udenlandske selskaber, som opfyldte fritagelserne indeholdt i det pågældende chapter 9, som en klasse blev pålagt en skattepligt, ville udgøre en tilsidesættelse af sagsøgernes etableringsfrihed i strid med artikel 49 TEUF.

6.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at der blev anlagt et åbenbart urigtigt skøn eller foretaget en åbenbart urigtig vurdering med hensyn til 75 %-fritagelsen og spørgsmålet om en fast sats.

7.

Med det syvende anbringende gøres gældende, at Kommissionen afgørelse ikke overholder det almindelige EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling eller det almindelige EU-retlige lighedsprincip.

8.

Med det ottende anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl, da den foretog en analog anvendelse af eller i for høj grad forlod sig på ordlyden af Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1), som ikke tidsmæssigt fandt anvendelse.

9.

Med det niende anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl i forbindelse med dens anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, da den i 176. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog, at der fandtes en klasse af modtagere (herunder sagsøgerne), og at sagsøgerne overhovedet havde opnået støtte, som skulle tilbagesøges i henhold til den anfægtede afgørelses artikel 2, stk. 1.

—

Kommissionens afgørelse C(2019) 2526 final af 2. april 2019 om statsstøtte SA.44896, der er gennemført af Det Forenede Kongerige vedrørende CFC Group Financing Exemption (EUT 2019, L 216, s. 1), annulleres, for så vidt som det deri fastslås, at den angivelige støtteforanstaltning udgør støtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF og anordner tilbagesøgning heraf, inklusive renter, fra sagsøgeren.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2, 3 og 4, for så vidt som der heri anordnes tilbagesøgning af uforenelig støtte med renter, herunder fra sagsøgeren.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at bære sine egne omkostninger og betale sagsøgerens omkostninger i sagen.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte artikel 107, stk. 1, TEUF, da den fastslog, at den angivelige støtteforanstaltning indebærer en selektiv fordel:

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte artikel 107, stk. 1, TEUF, idet den ikke godtgjorde, at den angivelige støtteforanstaltning kunne påvirke handelen mellem medlemsstater og kunne fordreje konkurrencen.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen subsidiært tilsidesatte artikel 49 TEUF, idet den kvalificerede den angivelige støtteforanstaltning som uforenelig statsstøtte, som ikke er i strid med etableringsfriheden som sikret ved artikel 49 TEUF.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte det grundlæggende princip om ligebehandling/forbud mod forskelsbehandling ved

5.

Femte anbringende om subsidiært, at selv om den angivelige støtteforanstaltning falder under of artikel 107, stk. 1,TEUF, tilsidesatte Kommissionen artikel 16, stk. 1,i Rådets forordning (EU) 2015/1589 (2), ved at anordne tilbagesøgning af angiveligt uforenelig støtte fra adressaterne for den angivelige støtteforanstaltning, fordi en sådan tilbagesøgning tilsidesætter almindelige EU-retlige principper, navnlig princippet om den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet.

—

Det fastslås, at der ikke er blevet givet ulovlig statsstøtte, artikel 1 i Kommissionens afgørelse C(2019) 2526 final af 2. april 2019 om statsstøtte SA.44896, der er gennemført af Det Forenede Kongerige vedrørende CFC Group Financing Exemption, annulleres, for så vidt som det heri fastslås, at der foreligger ulovlig statsstøtte, og der ses bort fra kravet om, at Det Forenede Kongerige skal tilbagesøge den angiveligt ulovlige statsstøtte, som sagsøgerne er blevet tildelt i denne forbindelse (artikel 2 og 3 i den anfægtede afgørelse).

—

Subsidiært: Artikel 2 og 3 i den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som de pålægger Det Forenede Kongerige at tilbagesøge den angivelige statsstøtte fra sagsøgerne.

—

Under alle omstændigheder tilpligtes Kommissionen at betale sagsøgernes sagsomkostninger.

1.

Første anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med åbenbare fejl i forbindelse med vurderingen af de relevante faktiske omstændigheder og love. Kommissionen har navnlig misforstået den måde, som Det Forenede Kongeriges regler for kontrollerede udenlandske selskaber fungerer på med hensyn til ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter. Det gøres endvidere gældende, at skattefritagelsen for koncernintern finansiering i den anfægtede afgørelse med urette fortolkes som en skattefritagelse. Dette fremgår navnlig, når henses til, at nogle af lånene i denne sag blev finansieret med fritagelsesberettigede ressourcer.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen med urette fandt, at reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber udgjorde en støtteforanstaltning som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, og at reglerne således gav visse virksomheder en selektiv fordel. Nærmere bestemt gøres det gældende, at Kommissionen fejlagtigt anvendte referencesystemet ved vurdering af virkningen af reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber, og fejlagtigt antog, at to givne forskellige situationer var sammenlignelige med en situation, hvor skattefritagelsen for koncernintern finansiering finder anvendelse. Som følge af enten en af eller begge disse fejl konstaterede Kommissionen med urette, at disse regler gav visse markedsoperatører en selektiv fordel. Sagsøgerne har videre anført, at Kommissionen med urette fastslog, at reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber var forskellige fra Det Forenede Kongeriges overordnede selskabsskatteordning, idet den så bort fra øvrige egenskaber ved Det Forenede Kongeriges selskabsskatteordning, der skulle anvendes sammen med reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber. Kommissionens sammenlignende analyse og analyse vedrørende selektivitet er derfor behæftet med åbenbart urigtige skøn med hensyn til de relevante faktiske omstændigheder og med retlige fejl.

3.

Tredje anbringende om, at selv såfremt det antages, at de omhandlede regler om kontrollerede udenlandske selskaber udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, konkluderede Kommissionen fejlagtigt i den anfægtede afgørelse, at det ikke var muligt at begrunde, at de omhandlede foranstaltninger var forenelige med EU-reglerne om statsstøtte. Den anfægtede afgørelse er endvidere irrationel og inkonsekvent, for så vidt som Kommissionen med rette anerkendte, at Chapter 9 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (lov om skatter (internationale og andre bestemmelser) af 2010) er berettiget i tilfælde, hvor alene det såkaldte kriterium om kapital med tilknytning til Det Forenede Kongerige kan begrunde anvendelsen af afgiften for et kontrolleret udenlandsk selskab i medfør af det kontrafaktiske Chapter 5 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010, idet dette kriterium kan være meget vanskeligt at administrere i praksis, men samtidig mener Kommissionen uden at give en begrundelse herfor, at det nævnte Chapter 9 aldrig er berettiget i tilfælde, hvor kriteriet om nøglepersonfunktioner indebærer, at der skal pålægges en afgift for et kontrolleret udenlandsk selskab. Kriteriet om nøglepersonfunktioner er meget vanskeligt at anvende i praksis, således at Kommissionen skulle have konstateret, at Chapter 9 i Part 9A i Det Forenede Kongeriges Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 var berettiget også ved anvendelsen af dette kriterium, og den skulle derved have konkluderet, at der ikke foreligger statsstøtte.

4.

Fjerde anbringende om, at såfremt den anfægtede afgørelse opretholdes, vil gennemførelsen heraf ved tilbagesøgning af den angivelige statsstøtte fra sagsøgerne være i strid med grundlæggende principper i EU-lovgivningen, herunder etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser, idet det bemærkes, at de omhandlede kontrollerede udenlandske selskaber i sagsøgerens tilfælde er beliggende i andre medlemsstater.

5.

Femte anbringende om, at anmodningen om tilbagebetaling i den anfægtede afgørelse er ubegrundet og i strid med grundlæggende principper i EU-lovgivningen.

6.

Sjette anbringende om, at Kommissionen gav en utilstrækkelig begrundelse for kritiske forhold i den anfægtede afgørelse, såsom konklusionen om, at afgiften for et kontrolleret udenlandsk selskab i henhold til Chapter 5 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 kunne anvendes uden vanskeligheder eller uforholdsmæssige byrder ved hjælp af kriteriet om nøglepersonfunktioner.

7.

Syvende anbringende om, at den anfægtede afgørelse ligeledes tilsidesætter princippet om god forvaltningsskik, som indebærer, at Kommissionen skal sørge for, at der er gennemsigtighed og forudsigelighed i dens administrative procedurer, og at den skal træffe afgørelse inden for en rimelig tidsfrist. Det er ikke rimeligt, at Kommissionen har været mere end fire år om at træffe afgørelse om at indlede undersøgelsen i nærværende sag, eller at den har truffet afgørelse mere end seks år efter, at den anfægtede foranstaltning trådte i kraft.

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1352 af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber (EUT 2019 L 216, s. 1) annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2. for så vidt som den tilsidesætter sagsøgerens ret til fri etablering i henhold til artikel 49 TEUF, og

—

Europa-Kommissionen tilpligtes under alle omstændigheder at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at ordningen med skattefritagelse for koncernintern finansiering (»den anfægtede foranstaltning«) indebar en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med identifikationen af et referencesystem med henblik på en analyse af selektiviteten.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og anlagde åbenbart urigtige skøn ved at foretage en fejlagtig eller ufuldstændig identifikation af de relevante formål med dens valgte referencesystem og ved ikke at opfatte dem korrekt.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den anfægtede foranstaltning indebar en undtagelse til dens valgte referencesystem.

5.

Med det femte anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved fejlagtigt at klassificere den anfægtede foranstaltning som umiddelbart selektiv ved fejlagtigt at lægge til grund, at den indebar forskelsbehandling af virksomheder, der befandt i en sammenlignelig retlig og faktisk situation.

6.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at tage hensyn til Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1) ved dens bedømmelse af, om den anfægtede foranstaltning var selektiv, selv om dette instrument ikke trådte i kraft før efter udgangen af den periode, hvori Kommissionen fastslog, at den anfægtede foranstaltning udgjorde statsstøtte.

7.

Med det syvende anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse udgør et magtmisbrug fra Kommissionens side, som er i strid med Det Forenede Kongeriges beskatningskompetence.

8.

Med det ottende anbringende gøres gældende, at Kommissionen anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den angivelige undtagelse ikke kunne begrundes i forhold til ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter fra fritagelsesberettigede låneforhold, som umiddelbart falder ind under section 371EB (»aktiviteter i Det Forenede Kongerige«) i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (lov om skatter (internationale og andre bestemmelser) af 2010). Med hensyn til fritagelserne vedrørende »fritagelsesberettigede ressourcer« eller »matched interest«-indtægter er Kommissionens afgørelse også behæftet med en manglende angivelse af begrundelsen for berettigelsen deraf eller den manglende berettigelse heraf.

9.

Med det niende anbringende gøres gældende, at Kommissionen handlede i strid med artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 6 i forordning (EU) 2015/1589 (2) og i strid med princippet om god forvaltningsskik i henhold til artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder. Kommissionen undlod i sin åbningsafgørelse særligt at gøre opmærksom på, at den havde betænkeligheder i forhold til »75%-fritagelsen« i henhold til afsnit 3711D i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 for at undgå de praktiske vanskeligheder med at foretage en analyse af nøglepersonfunktioner med hensyn til koncernintern lånevirksomhed, såsom at give interesserede parter behørig mulighed for at fremsætte bemærkninger dertil; Kommissionen opfordrede ikke under sin undersøgelse interesserede parter til at fremsætte bemærkninger, og den valgte i den anfægtede afgørelse at se bort fra sådanne bemærkninger, som i denne forbindelse rent faktisk var blevet afgivet af interesserede parter. Følgelig er den anfægtede afgørelse ugyldig.

10.

Med det tiende anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at fastslå, at opkrævning af afgift af indtægter i udenlandske datterselskaber »i det omfang, de kan henføres til indenlandske aktiver og aktiviteter« ikke udgør en restriktion for etableringsfriheden, og at den anfægtede foranstaltning ikke var nødvendig med henblik på at sikre overholdelse af EU-traktatfæstede frihedsrettigheder.

Til støtte for sagsøgerens subsidiære påstand om annullation af den anfægtede afgørelses artikel 2 har selskabet fremsat følgende anbringende:

11.

Med det ellevte anbringende gøres gældende, at selv såfremt (hvilket benægtes) den anfægtede foranstaltning indebærer en statsstøtteordning, begik Kommissionen en retlig fejl ved at fastslå, at tilbagesøgning af støtten ikke ville være i strid med grundlæggende EU-retlige principper og ved at pålægge tilbagesøgning, uanset om oprettelse af kontrollerede udenlandske selskaber og udlån til koncernforbundne selskaber med hjemsted i udlandet rent faktisk indebar en udøvelse af etableringsfriheden. Særligt ville tilbagesøgning i denne sag være i strid med sagsøgerens etableringsfrihed i henhold til artikel 49 TEUF. For så vidt angår en sådan tilsidesættelse skal pålægget om tilbagesøgning i den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1352 af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber (EUT 2019 L 216, s. 1) annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2. for så vidt som den tilsidesætter sagsøgerens ret til fri etablering i henhold til artikel 49 TEUF, og

—

Europa-Kommissionen tilpligtes under alle omstændigheder at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at ordningen med skattefritagelse for koncernintern finansiering (»den anfægtede foranstaltning«) indebar en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med identifikationen af et referencesystem med henblik på en analyse af selektiviteten.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og anlagde åbenbart urigtige skøn ved at foretage en fejlagtig eller ufuldstændig identifikation af de relevante formål med dens valgte referencesystem og ved ikke at opfatte dem korrekt.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den anfægtede foranstaltning indebar en undtagelse til dens valgte referencesystem

5.

Med det femte anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved fejlagtigt at klassificere den anfægtede foranstaltning som umiddelbart selektiv ved fejlagtigt at lægge til grund, at den indebar forskelsbehandling af virksomheder, der befandt i en sammenlignelig retlig og faktisk situation.

6.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at tage hensyn til Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1) ved dens bedømmelse af, om den anfægtede foranstaltning var selektiv, selv om dette instrument ikke trådte i kraft før efter udgangen af den periode, hvori Kommissionen fastslog, at den anfægtede foranstaltning udgjorde statsstøtte.

7.

Med det syvende anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse udgør et magtmisbrug fra Kommissionens side, som er i strid med Det Forenede Kongeriges beskatningskompetence.

8.

Med det ottende anbringende gøres gældende, at Kommissionen anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den angivelige undtagelse ikke kunne begrundes i forhold til ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter fra fritagelsesberettigede låneforhold, som umiddelbart falder ind under section 371EB (»aktiviteter i Det Forenede Kongerige«) i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (lov om skatter (internationale og andre bestemmelser) af 2010). Med hensyn til fritagelserne vedrørende »fritagelsesberettigede ressourcer« eller »matched interest«-indtægter, er Kommissionens afgørelse også behæftet med en manglende angivelse af begrundelsen for berettigelsen deraf eller den manglende berettigelse heraf.

9.

Med det niende anbringende gøres gældende, at Kommissionen handlede i strid med artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 6 i forordning (EU) 2015/1589 (2) og i strid med princippet om god forvaltningsskik i henhold til artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder. Kommissionen undlod i sin åbningsafgørelse særligt at gøre opmærksom på, at den havde betænkeligheder i forhold til »75%-fritagelsen« i henhold til afsnit 3711D i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 for at undgå de praktiske vanskeligheder med at foretage en analyse af nøglepersonfunktioner med hensyn til koncernintern lånevirksomhed, såsom at give interesserede parter behørig mulighed for at fremsætte bemærkninger dertil; Kommissionen opfordrede ikke under sin undersøgelse interesserede parter til at fremsætte bemærkninger, og den valgte i den anfægtede afgørelse at se bort fra sådanne bemærkninger, som i denne forbindelse rent faktisk var blevet afgivet af interesserede parter. Følgelig er den anfægtede afgørelse ugyldig.

10.

Med det tiende anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at fastslå, at opkrævning af afgift af indtægter i udenlandske datterselskaber »i det omfang, de kan henføres til indenlandske aktiver og aktiviteter« ikke udgør en restriktion for etableringsfriheden, og at den anfægtede foranstaltning ikke var nødvendig med henblik på at sikre overholdelse af EU-traktatfæstede frihedsrettigheder

Til støtte for sagsøgerens subsidiære påstand om annullation af den anfægtede afgørelses artikel 2 har selskabet fremsat følgende anbringende:

11.

Med det ellevte anbringende gøres gældende, at selv såfremt (hvilket benægtes) den anfægtede foranstaltning indebærer en statsstøtteordning, begik Kommissionen en retlig fejl ved at fastslå, at tilbagesøgning af støtten ikke ville være i strid med grundlæggende EU-retlige principper og ved at pålægge tilbagesøgning, uanset om oprettelse af kontrollerede udenlandske selskaber og udlån til koncernforbundne selskaber med hjemsted i udlandet rent faktisk indebar en udøvelse af etableringsfriheden. Særligt ville tilbagesøgning i denne sag være i strid med sagsøgerens etableringsfrihed i henhold til artikel 49 TEUF. For så vidt angår en sådan tilsidesættelse skal pålægget om tilbagesøgning i den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Sagen antages til realitetsbehandling, og der gives sagsøgerne medhold.

—

Følgelig annulleres Europa-Kommissionens afgørelse C(2019) 5498 final af 26. juli 2019.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af sagsøgernes processuelle rettigheder i medfør af artikel 108, stk. 2, TEUF, idet omstændighederne for vedtagelsen af og indholdet af den anfægtede afgørelse viser, at Kommissionen objektivt set stod over for tvivl, der burde føre til indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure.

2.

Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten.

—

Europa-Kommissionens afgørelse C(2019) 6099 final af 12. august 2019 (sag AT.40459) om afslag på sagsøgerens klage i henhold til artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 773/2004 (1) annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 7, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1/2003 (2) og artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 773/2004, sammenholdt med artikel 41, stk. 1, og artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet den ikke overholdt princippet en rimelig frist, for så vidt som afgørelsen blev vedtaget mere end to år efter skrivelsen af 13. september 2017, der gav sagsøgeren meddelelse om Kommissionens hensigt om at afvise klagen, hvilket havde indflydelse på procedurens resultat. Sagsøgeren har endvidere anført, at Kommissionen har tilsidesat selskabets ret til en undersøgelse af dets klage, og at Kommissionen også undlod at give udførlige begrundelser for afvisningen af selskabets klage, hvilket afspejles i det generelle indhold af skrivelsen af 13. september 2017, der gav selskabet meddelelse om at afvise klagen, og i den anfægtede afgørelses lakoniske begrundelse.

2.

Andet anbringende om en tilsidesættelse af traktaterne

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat retten til en effektiv retsbeskyttelse og dermed artikel 2 TEU, sammenholdt med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet den fandt, at præsidenten for Urząd Ochrony Konkurencji i Konsumentów (kontoret for beskyttelse af konkurrence og forbrugere, Polen) »forekommer at være et organ, der er særlig velegnet til at undersøge de spørgsmål, der er rejst […] i klagen« (punkt 21 i den anfægtede afgørelse), og således i det mindste undlod at tage hensyn til den rimelige tvivl med hensyn til opretholdelsen af retsstaten i Polen og i forbindelse dermed domstolenes uafhængighed og uafhængigheden for præsidenten for kontoret for beskyttelse af konkurrence og forbrugere. Kommissionen undlod at tage hensyn til bl.a. spørgsmålet om reorganiseringen af retssystemet i Polen og til den omstændighed, at sager inden for området for beskyttelse af konkurrence og forbrugerbeskyttelse undersøges af den nye afdeling for ekstraordinær kontrol og offentlige anliggender ved Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen), hvis udnævnelsesprocedure svarer til den for disciplinærafdelingen.

3.

Tredje anbringende, ligeledes om en tilsidesættelse af traktaterne

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 102 TEUF, sammenholdt med artikel 17, stk. 1, andet punktum, TEUF, med artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 773/2004 og med artikel 7, stk. 1, og 2, i forordning (EF) nr. 1/2003, idet den anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af Den Europæiske Unions interesse og afgrænsningen af det relevante marked. Kommissionen fandt, at det marked, hvorpå den angivelige overtrædelse havde fundet sted, »i det væsentlige var begrænset til det nationale jernbanemarked, selv hvis den angivelige overtrædelse også måtte vedrøre udenlandske virksomheder«. Sagsøgeren har også gjort gældende, at Kommissionen undlod at sikre den fulde effektive virkning (effet utile) af artikel 102 TEUF.

—

Afgørelserne truffet den 1. august 2018 af annullationsafdelingen ved EUIPO, nr. 16 223 C (Ugyldighed), og den 5. september 2019 af Første Appelkammer ved EUIPO i sag R 1934/2018-1 annulleres.

—

Det fastslås, at EU-varemærke nr. 16 637 266 i fuldt omfang forbliver i registreret, således som det blev registreret og offentliggjort af EUIPO.

—

Såfremt Retten konkluderer, at yderligere faktiske omstændigheder skal fastlægges, pålægges det subsidiært EUIPO på ny at bedømme friholdelsesbehovet vedrørende udtrykket »PedalBox +« uden derved at tage produktbetegnelser fra virksomhederne SPEED-BUSTER GmbH & Co. KG., Mosaikweg 18, 53489 Sinzig, Tyskland, eller CPA Performance GmbH, Jurastraße 1, 73119 Zell unter Aichelberg, Tyskland, i betragtning.

—

Tilsidesættelse af artikel 59, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de af sagsøgeren afholdte omkostninger i forbindelse med sagens behandling for appelkammeret.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 95, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Retsusikkerhed som følge af EUIPO’s anderledes afgørelser vedrørende meget lignende varemærker og begrundelsespligt.

—

Kommissionens afgørelse C(2019) 8501 final af 20. november 2019 ((AT.40522 – Metal Packaging [ex Pandora]) om forpligtelse til at udlevere oplysninger annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om en tilsidesættelse af retten til forsvar

I forbindelse med det første anbringende gøres det gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter væsentlige forsvarsrettigheder, da de stillede spørgsmål overvejende beror på dokumenter og oplysninger, som sagsøgeren tidligere har fremlagt i sin egenskab af vidne for forbundskonkurrencemyndigheden i Tyskland i en sag, der verserer for denne myndighed. Kommissionen er kommet i besiddelse af disse dokumenter og oplysninger i forbindelse med en ulovlig udveksling af oplysninger med forbundskonkurrencemyndigheden, eller ved en retsstridig kontrol på grundlag af denne udveksling.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen er inkompetent som følge af en tilsidesættelse af subsidiaritetsprincippet

I forbindelse med det andet anbringende gøres det gældende, at Kommissionen er inkompetent til at føre sagen mod sagsøgeren og vedtage den anfægtede afgørelse. I betragtning af forbundskonkurrencemyndighedens omfattende undersøgelse og den nationale sag, der er moden til afgørelse, fremgår det således ikke, hvorfor forbundskonkurrencemyndigheden skulle være uegnet til at afslutte undersøgelsen i denne sag, eller hvorfor Kommissionen er i en bedre position til gennemføre den anfægtede undersøgelsesforanstaltning.

3.

Tredje anbringende om en utilstrækkelig begrundelse

I forbindelse med det tredje anbringende gøres det gældende, at den anfægtede afgørelse er utilstrækkeligt begrundet, da den ikke indeholder nogen forklaring på, hvorfor Kommissionen i lyset af subsidiaritetsprincippet anser sig for at have beføjelse til at gennemføre undersøgelsen mod sagsøgeren.

4.

Fjerde anbringende om en tilsidesættelse af retten til god forvaltning efter artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

I forbindelse med det fjerde anbringende gøres det gældende, at Kommissionen har tilsidesat kravet om god forvaltningsskik og artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, da den anfægtede afgørelse er uforholdsmæssig, og tilsidesætter sagsøgerens berettigede forventninger og kravet om upartiskhed og fairness.

5.

Femte anbringende om misbrug af skønsbeføjelse

I forbindelse med det femte anbringende gøres det gældende, at kravet om oplysninger beror på uberettigede betragtninger, eftersom Kommissionen med undersøgelsesproceduren og navnlig den anfægtede afgørelse i samarbejde med forbundskonkurrencemyndigheden forfølger det formål at omgå de bestemmelser om pålæggelse af sanktioner for overtrædelser af artikel 101 TEUF, der er fastsat i tysk lovgivning.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Det fastslås, at det internationale varemærke El Clásico (blandet) tillades registreret i Den Europæiske Union i klasse 41 under nr. 1 379 292 i Liga Nacional de Fútbol Profesionals navn.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 47, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 10, stk. 3, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625

—

Tilsidesættelse af artikel 71, stk. 1, litra b), i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625

—

Tilsidesættelse af artikel 71, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres og sagen hjemvises til EUIPO til fornyet behandling.

—

Den anfægtede afgørelse omgøres.

—

Sagsøgeren tilkendes sagsomkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og af retssikkerhedsprincippet.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger.

—

Såfremt Retten ikke vil give medhold i ovennævnte påstande, omgøres den anfægtede afgørelse således, at sagsøgerens klage af 18. marts 2018 i det hele tages til følge og det omhandlede design forbliver gyldigt.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres eller omgøres og afgørelsen truffet den 10. december 2018 af indsigelsesafdelingen ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) i sag nr. B2 976 549 stadfæstes.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Der fastsættes dato for mundtlig forhandling.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af traktaterne

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet i forbindelse med friheden til at oprette og drive egen virksomhed