27.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 353/1

27.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 353/2

—

der henviser til resultatet af den første og den anden internationale konference om udviklingsfinansiering, navnlig Monterreykonsensussen fra 2002 og Dohaerklæringen fra 2008,

—

der henviser til FN’s Generalforsamlings resolution 68/204 og 68/279 om den tredje internationale konference om udviklingsfinansiering, som skal afholdes i Addis Abeba (Etiopien) fra den 13. til den 16. juli 2015,

—

der henviser til »elementpapiret« af 21. januar 2015, som blev fremlagt af de to medformænd for forberedelsesprocessen til den tredje internationale konference om udviklingsfinansiering,

—

der henviser til FN’s generalsekretærs sammenfattende rapport fra december 2014 om dagsordenen for perioden efter 2015 med titlen »The Road to Dignity by 2030: Ending Poverty, Transforming All Lives and Protecting the Planet«,

—

der henviser til rapporten fra august 2014 fra Den Mellemstatslige Ekspertkomité vedrørende Finansiering af Bæredygtig Udvikling,

—

der henviser til rapporten fra juli 2014 fra FN's Åbne Arbejdsgruppe om Bæredygtige Udviklingsmål,

—

der henviser til dokumentet »UNCTAD’s 2014-beretning om investeringer i verden — investering i bæredygtige udviklingsmål: En handlingsplan« (1),

—

der henviser til slutdokumentet fra FN’s konference om bæredygtig udvikling (Rio + 20) i juni 2012, »The Future We Want«,

—

der henviser til FN's Generalforsamlings resolution »Towards the establishment of a multilateral legal framework for sovereign debt restructurings« fra september 2014,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 5. februar 2015 med titlen »Et globalt partnerskab for fattigdomsudryddelse og bæredygtig udvikling efter 2015« (COM(2015)0044),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. juni 2014 med titlen »Et værdigt liv for alle: fra vision til fælles handling« COM(2014)0335),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. juli 2013 med titlen »Perioden efter 2015: På vej mod en omfattende og integreret strategi for finansiering af fattigdomsudryddelse og bæredygtig udvikling« (COM(2013)0531),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. februar 2013 med titlen »Et værdigt liv for alle: Fattigdomsudryddelse og en bæredygtig udvikling i verden« (COM(2013)0092),

—

der henviser til Udenrigsrådets konklusioner af 12. december 2013 om sammenhæng i udviklingspolitikken,

—

der henviser til Udenrigsrådets konklusioner af 16. december 2014 om en forandringsdagsorden for perioden efter 2015 (2),

—

der henviser til Udenrigsrådets konklusioner af 12. december 2013 om finansiering af fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udvikling i perioden efter 2015 (3),

—

der henviser til Udenrigsrådets konklusioner af 12. december 2014 om en stærkere rolle for den private sektor rolle i udviklingssamarbejdet,

—

der henviser til konklusionerne af 25. juni 2013 fra Rådet (almindelige anliggender) om den overordnede dagsorden for perioden efter 2015 (4),

—

der henviser til sin beslutning af 25. november 2014 om EU og den globale udviklingsramme for perioden efter 2015 (5),

—

der henviser til sin beslutning af 23. september 2008 om opfølgning på Monterrey-konferencen af 2002 om finansiering af udvikling (6),

—

der henviser til beslutning af 26. november 2014 om FN’s konference om klimaændringer 2014 (COP 20) i Lima, Peru (1.-12. december 2014) (7), beslutning af 26. februar 2014 om udviklingsfremme gennem ansvarlig virksomhedspraksis, herunder udvindingsindustriens rolle i udviklingslande (8), beslutning af 8. oktober 2013 om korruption i den offentlige og private sektor: indvirkningen på menneskerettighederne i tredjelande (9), beslutning af 21. maj 2013 om bekæmpelse af skattesvig, skatteunddragelse og skattely (10) og beslutning af 16. april 2013 om fremme af udviklingen via handel (11),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 472/2014/EU af 16. april 2014 om det europæiske år for udvikling (2015) (12),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 233/2014 af 11. marts 2014 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde for perioden 2014-2020,

—

der henviser til artikel 208 i TEUF, der fastsætter, at udryddelse af fattigdom er hovedmålet for EU's udviklingspolitik, og indfører princippet om udviklingsvenlig politikkohærens,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelse fra Budgetudvalget (A8-0143/2015),

A.

der henviser til, at 2015 er et afgørende år for de globale udviklingsbestræbelser med vedtagelsen af de bæredygtige udviklingsmål (SDG) og en aftale om en global klimaindsats, som begge vil være gældende indtil 2030;

B.

der henviser til, at den tredje internationale konference om udviklingsfinansiering, der afholdes i Addis Abeba i Etiopien den 13.-16. juli 2015, skal sikre de nødvendige forudsætninger for finansieringen og gennemførelsen af dagsordenen for perioden efter 2015, og at et vellykket resultat af denne dagsorden afhænger af det ambitionsniveau, der gives udtryk for på konferencen;

C.

der henviser til, at 1,5 mia. mennesker fortsat lever i fattigdom med afsavn inden for sundhed, uddannelse og levestandard, navnlig i konfliktramte og skrøbelige stater; der henviser til, at dette ikke er acceptabelt i betragtning af, at der findes tilstrækkelige ressourcer i verden til gradvist at bringe denne situation til ophør;

D.

der henviser til, at udryddelse af fattigdom og ulighed kun kan opnås gennem mobilisering af tilstrækkelige og passende ressourcer for alle og bedre målretning mod marginaliserede grupper, såsom børn, kvinder, ældre mennesker eller mennesker med handicap; der henviser til, at fremskridt for børn på trods af en betydelig reducering af ekstrem fattigdom har været langsommere, hvilket har gjort behovet for investering i børn — både ved mobilisering af ressourcer og international offentlig finansiering — til en nøglefaktor;

E.

der henviser til, at der ikke kan være nogen bæredygtig udvikling uden fred og sikkerhed, som anerkendt med den europæiske konsensus af 2005;

F.

der henviser til, at tre fjerdedele af verdens fattigste mennesker — omkring 960 mio. -i dag lever i mellemindkomstlande, og et nyt udviklingsparadigme derfor kræver programmer, der både er rettet mod fattige mennesker og fattige lande;

G.

der henviser til, at UNCTAD anslår finansieringsbehovet i udviklingslandene til de nye SDG'er til ca. 3,9 billioner USD om året, og at der i øjeblikket mangler 2,5 billioner USD om året for at nå dette beløb; der henviser til, at omkostningerne som følge af en svag indsats i sidste ende vil være langt større end omkostningerne i forbindelse med en afgørende indsats til fordel for bæredygtig udvikling;

H.

der henviser til, at omfanget af de finansielle udfordringer i forbindelse med SDG'erne kræver et stærkt og globalt partnerskab og brug af alle former for finansiering (nationale, internationale, offentlige, private og innovative kilder) og ikke-finansielle midler; der henviser til, at privat finansiering kan supplere, men ikke erstatte offentlig finansiering;

I.

der henviser til, at national ressourcemobilisering og officiel udviklingsbistand (ODA) er ikkesubstituerbare kilder til udviklingsfinansiering, som bør styrkes;

J.

der henviser til, at udviklingslandenes muligheder for mobilisering af nationale ressourcer er betydelige, men at der i den nuværende situation er grænser for, hvad landene kan klare på egen hånd; der henviser til, at de skattemæssige ressourcer fortsat er lave i forhold til BNP i de fleste udviklingslande, og at det derfor er afgørende at fremme afbalancerede, retfærdige og effektive skattesystemer baseret på de enkelte skatteyderes og virksomheders evne til at betale; der henviser til, at national ressourcemobilisering og officiel udviklingsbistand også kræver en retfærdig og gennemsigtig fordeling af udbyttet fra naturressourcerne;

K.

der henviser til, at meget få udviklede lande opfylder deres løfte om at yde 0,7 % af bruttonationalindkomsten (BNI) som officiel udviklingsbistand, heraf 0,15-0,20 % af BNI til de mindst udviklede lande (LDC); der henviser til, at de medlemsstater, der tiltrådte EU i 2004 eller senere, har forpligtet sig til at stræbe mod målet om 0,33 % af BNI, men at ingen af dem har nået dette mål endnu;

L.

der henviser til, at mange mindre udviklede lande er sårbare, eller er blevet gjort sårbare, som et resultat af eksterne hændelser, såsom væbnede konflikter, epidemier såsom Ebola, og naturkatastrofer og at de har brug for mere støtte;

M.

der henviser til, at fattigdomsbekæmpelse, økonomisk vækst og sikkerhed i vidt omfang afhænger af en stats evne til at udøve sin suverænitet til at sikre retsstaten og til at yde grundlæggende offentlige tjenesteydelser, såsom adgang til uddannelse og sundhedspleje, samtidig med at princippet om ejerskab overholdes; der henviser til, at disse lande især har behov for mere støtte for at introducere solide sundhedssystemer;

N.

der henviser til, at udviklingsdagsordenen er blevet bredere, og at det derfor er vigtigt at anerkende og yderligere fremme de bestræbelser, der går videre end ODA; der henviser til, at der på trods af en vanskelig finansiel situation i mange OECD-lande, blev fastholdt høje ODA-niveauer, og at ODA nåede et rekordhøjt niveau på 134,8 mia. USD i 2013; der henviser til, at ODA kan være en katalysator for at tiltrække private investeringer, og at de innovative finansielle instrumenters relevans i den forbindelse bør noteres;

O.

der henviser til, at den private sektor og direkte udenlandske investeringer (FDI), hvis de reguleres korrekt og knyttes til konkrete forbedringer i den nationale økonomi, har et betydeligt potentiale til at bidrage til opnåelsen af SDG'erne, som afspejlet i UNCTAD's forslag til en handlingsplan for investeringer i SDG'er;

P.

der henviser til, at private kapitalstrømme påvirker udviklingslandene på mange forskellige måder, både positive og negative; der henviser til, at de finansielle strømme til udviklingslandene fra private kilder er betydelige, men meget volatile, ujævnt fordelt og ofte forbundet med udstrømninger, såsom hjemtagning af overskud, der siden 2010 har oversteget nye indstrømninger fra de direkte udenlandske investeringer;

Q.

der henviser til, at civilsamfundet spiller en nøglerolle i at sikre en universel og inklusiv proces, både på nationalt og globalt plan, og bidrager til god forvaltning og ansvarlighed; der henviser til, at udviklingsbistand og korruption er indbyrdes uforenelige;

R.

der henviser til, at det er vigtigt at fremme brugen af bankydelser i udviklingslandene;

S.

der henviser til, at EU og EU's medlemsstater som de største donorer af udviklingsbistand bør føre an i udviklingsfinansieringsprocessen og være med til at skabe et troværdigt svar på udfordringerne i forbindelse med udviklingsfinansiering, og sikre udviklingsvenlig politikkohærens inden for dagsordenen for perioden efter 2015; der henviser til, at andre industri- og vækstlande bør følge EU's eksempel;

1.

bifalder nulversionen af slutdokumentet fra den tredje konference om udviklingsfinansiering og opfordrer EU og EU's medlemsstater til at støtte den;

2.

glæder sig over FN's generalsekretærs sammenfattende rapport og dens nyskabende, universelle, holistiske og integrerede tilgang til et ambitiøst globalt partnerskab om nye udviklingsmål og den hertil hørende finansieringsramme med fokus på udryddelse af fattigdom, menneskerettighedernes universalitet og ligestilling mellem kønnene; insisterer på, at et sådant ambitiøst partnerskab ikke vil lykkes uden omfattende og betydelige midler til gennemførelse;

3.

opfordrer indtrængende EU til at bekræfte sit politiske lederskab gennem hele den indledende proces hen imod fastlæggelsen af en ramme for bæredygtig udvikling, en fornyet aftale om udviklingsfinansiering og andre midler til implementering heraf, i overensstemmelse med de forpligtelser og værdier, der er fastsat i EU's grundlæggende traktater; er af den opfattelse, at ydelsen af EU's udviklingsbistand ikke bør være betinget af andre partnerdonorer;

4.

fastholder, at EU og EU's medlemsstater bør bevare deres position som største donorer af udviklingsbistand og samtidig opfordre til en deling af ansvaret; opfordrer højindkomstlandene, de øvre mellemindkomstlande og de nye vækstøkonomier til at påtage sig væsentlige forpligtelser;

5.

glæder sig over Kommissionens nye meddelelse om et globalt partnerskab for fattigdomsudryddelse og bæredygtig udvikling efter 2015, fordi den er omfattende, har fokus på politikkohærens og bekræfter, at EU er fast besluttet på at spille en fuldgyldig rolle i dette globale partnerskab; beklager imidlertid en vis mangel på engagement med hensyn til tidsplanen for de fremtidige finansielle mål;

6.

understreger, at ODA fortsat er et nøgleinstrument for udviklingsfinansiering; opfordrer indtrængende EU og EU's medlemsstater til straks på ny at forpligte sig til målet om 0,7 % af BNI, med 50 % af ODA og mindst 0,2 % af BNI til LDC-landene, og til at under hensyntagen til budgetmæssige begrænsninger at forelægge flerårige budgetmæssige tidsplaner for en opjustering af disse niveauer inden 2020; glæder sig over, at det er EU's urokkelige standpunkt, at indsatsen bør koncentreres om kvantitet og kvalitet i udviklingsbistanden; opfordrer andre udviklede lande og vækstlande til at optrappe deres udviklingsbistand, og Kommissionen og medlemsstaterne til at overtale offentlige og private donorer i hele verden til at leve op til deres økonomiske løfter og påtage sig flere forpligtelser; understreger, at alle donorer bør sikre sig, at ODA repræsenterer reelle overførsler til udviklingslandene;

7.

understreger, at EU og andre udviklede lande bør respektere deres tilsagn om at yde en opjusteret, ny og supplerende klimafinansiering for at nå målet om i fællesskab at mobilisere 100 mia. USD om året i 2020 fra en bred vifte af kilder, offentlige og private, bilaterale og multilaterale, herunder alternative kilder; beklager det manglende fremskridt for så vidt angår klimafinansieringens additionalitet til ODA; opfordrer til en fælles international indsats fra de udviklede landes og vækstlandenes side for at finde ny og supplerende klimafinansiering for udviklingslandene, dog ikke på bekostning af udviklingsbudgettet, i aftalen om en global klimaindsats, der skal indgås på Pariskonferencen, som afholdes i december 2015; er af den opfattelse, at EU bør foreslå mellemliggende skridt hen imod fuldstændig additionalitet; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at anvende indtægter fra CO2-markedet til klimaindsatsen i udviklingslandene; opfordrer ligeledes vækstøkonomierne til at mobilisere klimafinansiering for udviklingslandene;

8.

støtter innovative kilder til supplerende udviklings- og klimafinansiering, herunder afgifter på finansielle transaktioner, CO2-afgifter på international luftfart og søtransport og automatisk bevilling af indtægterne fra CO2-markedet; bifalder yderligere europæiske og internationale bestræbelser på at fastlægge andre supplerende kilder;

9.

understreger, at ODA skal forblive standardmålestokken for den finansielle indsats; støtter indførelsen af en indikator for supplerende samlet officiel støtte til bæredygtig udvikling, forudsat at det gøres fuldstændig klart, at denne på ingen måde erstatter eller reducerer betydningen af ODA-foranstaltningen;

10.

noterer sig, at mens størstedelen af ODA ydes i form af gavebistand, er lån på lempelige vilkår også vigtige, men forøger gældsbyrden og risikerer at resultere i en gældsboble, navnlig i Afrika syd for Sahara og de caribiske lande, som har begrænsede indtægter til at betale gælden; opfordrer derfor donorerne til at give deres bistand til LDC-lande i form af gavebistand; er af den opfattelse, at lån på lempelige vilkår kan være uegnede til investeringer i sociale sektorer, hvor der ikke søges profitskabelse; glæder sig over tilsagnet fra OECD's Komité for Udviklingsbistand (OECD-DAC) om at modernisere indberetningen af lån på lempelige vilkår ved at indføre et subventionsækvivalent system til beregning af ODA;

11.

påpeger, at EU er verdens største donor af udviklingsbistand og tegner sig for næsten 60 % af den globale officielle udviklingsbistand; opfordrer ikke desto mindre Kommissionen til at fremskaffe tydelige og gennemsigtige data om den del af det samlede budget, der er afsat til EU's udviklingsbistand, således at det er muligt at foretage en vurdering af alle de europæiske donorers opfølgning på Monterreykonsensussen; udtrykker samtidig sin beklagelse over, at niveauet af EU's økonomiske bidrag til udviklingslandene ikke er tilstrækkeligt synligt, og anmoder Kommissionen om at udvikle passende og målrettede kommunikations- og informationsværktøjer med henblik på at øge synligheden af EU's udviklingsbistand;

12.

opfordrer EU til at tage hensyn til langsigtede finansieringsbehov ved at fremme og gå i spidsen for en mere strategisk, ambitiøs og universel tilgang i overensstemmelse med målene for bæredygtig udvikling;

13.

minder om EU's budgettets bidrag til udviklingsfinansiering med 19,7 mia. EUR til udviklingssamarbejde og 6,8 mia. EUR til humanitær bistand mellem 2014 og 2020, foruden nødhjælpsreserven på 2,2 mia. EUR; peger ligeledes på Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) på 30,5 mia. EUR; anbefaler, at EUF opføres på EU-budgettet, hvilket ville medføre fordele såsom øget gennemsigtighed, synlighed, effektivitet og virkningsfuldhed; bifalder den mulighed som midtvejsevalueringen efter valget og revideringen af den flerårige finansielle ramme giver for at tage hensyn til de stadigt større strukturelle behov for nødhjælp samt til udviklingsbehovene i de fattigste og mest skrøbelige lande;

14.

noterer sig, at budgettet for 2015 afsætter 2,4 mia. EUR i forpligtelser (2,1 mia. EUR i betalinger) til udviklingssamarbejde og 928,8 mio. EUR i forpligtelser (918,8 mio. EUR i betalinger) til humanitær bistand; støtter de skridt, der er taget for at mindske efterslæbet af ubetalte regninger, navnlig med henblik på at bevare de mest skrøbelige partneres finansielle levedygtighed, og understreger vigtigheden af princippet om paritet mellem forpligtelser og betalinger for så vidt angår humanitær bistand, idet kriser opstår hyppigere, og midlerne skal udbetales hurtigt;

15.

opfordrer EU til at sikre, at forhandlingerne om den globale udviklingsdagsorden for tiden efter 2015, udviklingsfinansiering og klimaforandringer på troværdig vis er forbundet med den nye Sendairamme for katastrofeforebyggelse 2015-2030 med henblik på at opbygge modstandsdygtighed og beredskab og samtidig nå det globale mål om ikke at lade nogen i stikken;

16.

minder om, at udviklingssamarbejde er EU's og medlemsstaternes fælles ansvar, og at det er nødt til at være i overensstemmelse med begreberne komplementaritet og koordination; fremhæver, at det er nødvendigt at inddrage civilsamfund og lokale myndigheder i koordineringsprocessen;

17.

opfordrer EU og EU's medlemsstater til at fremme en bistandseffektivitetsdagsorden på grundlag af de tilsagn, der er givet med Busanpartnerskabet for effektivt udviklingssamarbejde, reducering af opsplitningen af bistanden gennem fælles finansiering og bedre koordinering mellem de forskellige mekanismer for levering af bistand og interessenterne; understreger, at al udviklingsfinansiering bør være til gavn for de fattige, kønssensitiv, miljømæssig forsvarlig og klimarobust;

18.

minder om, at nedbringelse og i sidste ende udryddelse af fattigdom ifølge TEUF er EU's primære mål på udviklingsområdet, samtidig med at menneskerettighederne, ligestilling mellem kønnene, social samhørighed og bekæmpelse af ulighed bør stå centralt i udviklingsaktiviteterne;

19.

understreger vigtigheden af, at der fastlægges klare prioriteringer for udgifterne med et særligt fokus på foranstaltninger inden for områderne sundhed, uddannelse, energi, vandforsyning og infrastruktur; understreger, at der er behov for yderligere bestræbelser og forbedringer for så vidt angår bistandseffektivitet gennem en højere grad af koordination mellem de forskellige bistandsmekanismer og donorer;

20.

understreger, at ODA bør prioritere grundlæggende sociale ydelser for alle og »offentlige goder«, der ydes mindre effektivt af den private sektor, såsom grundskoleuddannelse, sociale sikkerhedsnet, sundhedspleje og infrastruktur til kloakering, vandforsyning og energi, således at udviklingslandene kan udnytte deres fulde potentiale; understreger, at tilgængelighed bør være et nøglekriterium i international offentlig finansiering for at fremme universelle og inklusive ydelser og infrastrukturer;

21.

understreger, at det er nødvendigt at sikre, at de mest sårbare befolkninger har adgang til udviklingsmuligheder; minder i denne forbindelse om, at kanalisering af bistanden udelukkende via regeringer kan resultere i utilstrækkelig finansiering til marginaliserede eller udsatte befolkningsgrupper;

22.

fremhæver betydningen af, at udviklingsbanker mobiliserer yderligere midler med henblik på at mindske hullet i finansieringen af infrastruktur samt adgang til kredit i udviklingslande med overvågnings- og resultatevalueringsmekanismer;

23.

understreger, at det er absolut nødvendigt, at EU tilstræber det højeste niveau af koordination for at opnå sammenhæng med andre politikområder (miljø, migration, international handel, menneskerettighederne, landbrug osv.) og at undgå dobbeltarbejde og aktiviteter, der ikke hænger sammen; minder om, at udviklingsvenlig politikkohærens blev en traktatfast forpligtelse med Lissabontraktaten (artikel 208 TEUF);

24.

understreger, at mobiliseringen af nationale ressourcer er mere forudsigelig og bæredygtig end udenlandsk bistand og bør være en vigtig finansieringskilde; tilskynder udviklingslandenes bestræbelser på at øge en sådan mobilisering; understreger vigtigheden af forbedret national inddrivelse af skatter i udviklingslandene og behovet for robuste, afbalancerede, retfærdige og effektive skattesystemer, der er til gavn for de fattige, tager hensyn til de mest følsomme grupper og respekterer internationale tilsagn vedrørende bæredygtig udvikling; opfordrer til fjernelse af skadelige tilskud på områderne energi (især fossile brændstoffer), fiskeri og landbrug;

25.

opfordrer Kommissionen til at styrke sin bistand til kapacitetsopbygning på områderne skatteforvaltning, finansiel styring, forvaltning af offentlige midler, antikorruption, inddrivelse af stjålne aktiver og bekæmpelse af skatteunddragelse og koncerninterne afregningspriser, og mener, at Unionen kan spille en nøglerolle her; minder om vigtigheden af fordelingen af skatteindtægter fra naturressourcer, især gennem oprettelsen af statsejede investeringsfonde; understreger behovet for at fremskynde og styrke de igangværende bestræbelser på at forbedre budgetrapporteringen, og opfordrer til øget harmonisering af praksisser for budgetrapportering mellem landene;

26.

opfordrer EU og EU's medlemsstater til aktivt at slå hårdt ned på skattely, skatteunddragelse og ulovlige finansielle strømme, som hindrer udviklingsbistand og bidrager til udviklingslandenes gæld, til at samarbejde med udviklingslandene for at modvirke visse transnationale selskabers aggressive skatteunddragelsespraksis, og forsøge at finde metoder til at hjælpe udviklingslandene med at modstå presset for at gå ind i skattekonkurrencen, eftersom dette undergraver mobiliseringen af indenlandske ressourcer i udviklingsøjemed;

27.

støtter oprettelsen af et mellemstatsligt organ til skattemæssigt samarbejde under FN’s auspicier; tilskynder til automatisk udveksling af oplysninger; opfordrer til oprettelse af offentlige registre over egentligt ejerskab og obligatorisk landeopdelt indberetning for transnationale selskaber inden for alle sektorer og til at sikre en retfærdig fordeling af beskatningsrettigheder, samtidig med at der forhandles skatte- og investeringsaftaler med udviklingslandene;

28.

mener, at internationale selskabsskatteregler bør omfatte princippet om, at skat bør betales der, hvor værdien er trukket ud eller skabt;

29.

understreger den afgørende betydning af god forvaltningspraksis, beskyttelse af menneskerettigheder, retsstatsprincippet, den institutionelle ramme og regulerende instrumenter; støtter især investering i kapacitetsopbygning, grundlæggende sociale tjenesteydelser såsom uddannelse og sundhed (sikring af universel sygesikring), herunder seksuel og reproduktiv sundhed og seksuelle og reproduktive rettigheder, ernæring, offentlige ydelser og social beskyttelse og bekæmpelsen af fattigdom og ulighed, herunder blandt børn og på grund af køn; erkender, at der er behov for infrastrukturer og selektive offentlige investeringer samt bæredygtig brug af naturressourcer, herunder i udvindingsindustrien;

30.

understreger, at udviklingsfinansiering bør styrke de tilgængelige ressourcer for at fremme lighed mellem kvinder og mænd, kvinders rettigheder og kvinders status; understreger kvindernes særlige rolle i samfundet, og understreger, at dette bør omfatte gennemførelse af kønsbudgettering, målrettede investeringer i nøglesektorer, såsom sundhed og uddannelse, og foranstaltninger til at sikre, at al udviklingsfinansiering tager fuldt hensyn til situationen for kvinder og piger;

31.

opfordrer til øget finansiering af forskning og udvikling inden for videnskab, teknologi og innovation i udviklingslandene, men erkender samtidig, at denne finansiering bør være både indenlandsk og international; opfordrer til fremme af forskning og udvikling, der kan fremskynde fremskridt ved at tackle komplekse udfordringer, og til god forvaltning af globale offentlige goder, såsom teknologi og innovation for sundhed; noterer sig den vigtige rolle, som mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder spiller i forbindelse hermed; opfordrer til en revision af de ordninger for intellektuel ejendomsret, der er indført i udviklingslandene gennem frihandelsaftaler med henblik på at identificere eventuelle negative virkninger på folkesundheden, miljøet eller teknologioverførsel;

32.

understreger den store betydning af at skabe gunstige vilkår for private virksomheder og iværksættere i udviklingslandene, især for mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder, da de spiller en grundlæggende rolle som en drivkraft for jobskabelse og inklusiv vækst; opfordrer navnlig til en yderligere styrkelse af mikrofinansieringslån og garantiordninger; insisterer på, at det er nødvendigt at videreudvikle lokale og regionale banker og andelslånekasser med henblik på i væsentlig grad at mindske de alt for høje rentesatser på markedslån for bedre at kunne støtte samfundsudvikling på lokalt niveau (13); henstiller, at den private sektor tilpasser sig SDG'erne gennem hensigtsmæssige partnerskaber, finansieringsinstrumenter, incitamenter, en ansvarlighedsramme og virksomhedernes sociale ansvar (VSA); minder om behovet for at overholde de vedtagne internationale standarder, såsom Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO’s) standarder og FN’s vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne;

33.

understreger behovet for at fremme udbuddet af de instrumenter, der tilbydes virksomhederne til information, uddannelse og rådgivningsplatforme, som er afgørende betydning for deres udvikling;

34.

understreger, at det for at sætte skub i økonomien på langt sigt er vigtigt at give unge og kvinder adgang til finansiering for at støtte nystartede virksomheder;

35.

understreger den betydning for den sociale samhørighed, som producentorganisationernes kollektive iværksætteri spiller ved at forebygge etniske og religiøse konflikter;

36.

fastholder, at EU’s støtte til og samarbejde med den private sektor kan og skal bidrage til at reducere fattigdom og ulighed og respektere og fremme menneskerettighederne, miljøstandarder, klimaforpligtelser og social dialog; opfordrer til oprettelsen af en juridisk bindende ramme for virksomheder, herunder transnationale selskaber med en klagemekanisme;

37.

opfordrer EU til, sammen med udviklingslandene, at oprette en forskriftsmæssig ramme, i overensstemmelse med UNCTAD's omfattende investeringspolitiske ramme for bæredygtig udvikling, der stimulerer mere ansvarlige, gennemsigtige og kontrollerbare investeringer, der bidrager til udvikling af en socialt bevidst privat sektor i udviklingslandene;

38.

opfordrer Kommissionen til at støtte øget adgang til finansiering for mikrovirksomheder og små og store virksomheder i udviklingslandene; understreger vigtigheden af lånesystemer for så vidt angår mikrofinansiering, især for kvinder; tilskynder til yderlige at udvikle lokale og regionale banker og andelslånekasser; anmoder Kommissionen om at tilskynde udviklingslandene til at udarbejde politikker og juridiske rammer, der fremmer udviklingen af banktjenester; understreger behovet — på forskellige niveauer, herunder blandt fattige, kvinder og andre sårbare grupper — for information og uddannelse om finansielle spørgsmål, anvendelsen af bankprodukter og forsikringer samt relevante nye teknologier;

39.

minder om, at offentlig udviklingsbistand alene er langt fra tilstrækkeligt til at dække alle investeringsbehov i udviklingslandene; fastholder derfor, at blanding og offentlig-private partnerskaber (OPP'er) kan spille en rolle som løftestang og middel til at øge udviklingsbistandens virkning, tiltrække privat finansiering og støtte lokale virksomheder; understreger imidlertid, at blandet finansiering ikke må blive en erstatning for staters ansvar for at opfylde sociale behov og bør afstemmes efter nationale udviklingsmål og efter principperne om effektivitet i udviklingsbistanden; tilskynder til etablering af OPP'er, især på området for forskning i forbindelse med initiativet vedrørende innovative lægemidler, såsom Ebola+-programmet;

40.

opfordrer til vedtagelse af internationale standarder og kriterier og gældsrisikoanalyser for blandingsprojekter og OPP'er, der tiltrækker privat finansiering og støtter lokale virksomheder, og samtidig respekterer ILO's og WHO's standarder og internationale standarder; opfordrer indtrængende Kommissionen til, i betragtning af ønsket om at udvide anvendelsen af blanding betydeligt i fremtiden, at gennemføre de anbefalinger, som er fremsat i Den Europæiske Revisionsrets særberetning om anvendelse af blanding, og til at evaluere mekanismen til blanding af lån og tilskud, navnlig hvad angår udvikling og finansiel additionalitet, gennemsigtighed og ansvarlighed; opfordrer EIB og andre udviklingsfinansieringsinstitutioner til at prioritere investeringer i virksomheder og fonde, der offentliggør oplysninger om egentligt ejerskab og anvender landespecifik rapportering;

41.

støtter øget markedsadgang for udviklingslandene, især LDC-lande, da den kan styrke den private sektor og skabe reformincitamenter; opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at handels- og investeringsaftalerne, navnlig med udviklingslande, LDC-lande og skrøbelige stater, er tilpasset SDG'erne og fremmer menneskerettigheder og regional integration; understreger, at sådanne aftaler bør gøres til genstand for SDG-konsekvensanalyser; støtter Kommissionens forslag om at ajourføre sin strategi for handelsrelateret bistand i lyset af resultaterne af forhandlingerne om perioden efter 2015 og at yde en særlig og differentieret behandling af udviklingslande, LDC-lande og skrøbelige stater i handelsaftaler, samtidig med at disses politiske råderum til at træffe suveræne valg i overensstemmelse med deres nationale forhold og deres befolkningers behov respekteres;

42.

opfordrer til, at der gøres en indsats for at fremme anvendelsen og gennemsigtigheden af nationale systemer for offentlige udbud i de aktiviteter, der forvaltes af den offentlige sektor, og for styrkelsen af konkurrencemyndighederne i udviklingslandene;

43.

understreger migranternes positive bidrag til udviklingen af deres oprindelsesland og opfordrer til et mere effektivt og innovativt samarbejde vedrørende indvandringspolitik mellem oprindelseslandene og bestemmelseslandene; henleder opmærksomheden på de betydelige og voksende finansielle strømme, som udgøres af overførsler fra diasporasamfund, og støtter skabelsen af diasporafonde; henstiller, at man i endnu højere grad søger at nedbringe overførselsomkostningerne med henblik på at øge indvirkningen på lokaludviklingen i oprindelseslandene;

44.

opfordrer til øget inddragelse af lokale myndigheder og civilsamfund, herunder lokale NGO’er, i drøftelserne om udviklingsprioriteter, navnlig på konferencen i Addis Abeba, og til en mere inklusiv og ansvarlig anvendelse af dagsordenen for perioden efter 2015; understreger NGO’ernes rolle i udviklingen af kontrol-, overvågnings- og; revisionsmekanismer; anerkender, at de lokale myndigheders rolle i gennemførelsen af SDG'erne kræver bevilling af de nødvendige midler; opfordrer til øget høring af unge mennesker i forbindelse med dagsordenen for perioden efter 2015, navnlig gennem innovative kommunikationsteknologier; understreger EU-delegationernes rolle som formidlere af sådanne dialoger;

45.

minder om, at FN sammen med andre eksisterende institutioner og fora, såsom OECD, spiller en central rolle inden for global økonomisk styring og udvikling; opfordrer til, at alle lande repræsenteres lige og kønsafbalanceret i alle multilaterale institutioner og andre norm- og standardsættende organer, herunder i finansielle institutioner; minder om, at alle internationale finansieringsinstitutter bør overholde grundlæggende standarder om gennemsigtighed, jf. charteret om gennemsigtighed for finansieringsinstitutter, og vedtage offentliggørelsespolitikker;

46.

fastholder, at holdbare løsninger på gældsproblemerne, herunder standarder for ansvarlig låntagning og långivning, bør fremmes gennem en multilateral lovramme for statsgældsomlægningsprocesser, med henblik på at lette gældsbyrden og undgå ubæredygtig gæld; opfordrer EU til at engagere sig konstruktivt i FN's forhandlinger om denne ramme; opfordrer indtrængende EU til at presse på for gennemførelsen af UNCTAD-principperne om ansvarlige statsgældstransaktioner for både låntagere og långivere;

47.

bifalder den internationale indsats for lette de Ebolaramte landes internationale gældsforpligtelser med henblik på at hjælpe dem med at tackle de økonomiske kriser, som epidemien har forårsaget;

48.

opfordrer til en revision af de internationale organisationers programmer og instrumenter til finansiel udviklingsbistand, således at de tilpasses de nye SDG'er; opfordrer navnlig Den Europæiske Investeringsbank, Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling, Den Internationale Valutafond og Verdensbanken til at etablere de højeste standarder for ansvarlig finansiering og til at målrette deres ressourcer bedre efter udviklingslandenes behov, herunder gennem udlånsfaciliteter, der er gensidigt effektive og virker til gavn for de fattige; opfordrer navnlig til en forhøjelse af de beløb, som Den Europæiske Investeringsbank har til rådighed, der går videre end dens nuværende mandat, således at banken kan øge sin finansiering til lavindkomstlandene yderligere;

49.

henstiller, at man på konferencen i Addis Abeba når frem til en aftale om en solid, gennemsigtig og tilgængelig overvågnings- og ansvarlighedsrammeramme for effektivt at kunne spore og overvåge investeringer og fremskridt i forbindelse med konkrete forpligtelser og mål; opfordrer til et internationalt initiativ til forbedring af kvaliteten af statistikker, data og oplysninger, herunder data opdelt i indtægt, køn, alder, race, etnicitet og indvandringsstatus, handicap, geografisk beliggenhed og andre kendetegn, der er relevante i nationale sammenhænge; opfordrer alle parter til at sikre en gennemsigtig og effektiv gennemførelse af støtte og finansiering, ved bl.a. at undertegne og reelt gennemføre bestemmelserne i FN’s konvention om bekæmpelse af korruption og ved at forpligte sig til systematisk at offentliggøre korrekte, rettidige og sammenlignelige data om indtægter og udgifter samt budgetdokumenter; opfordrer navnlig Kommissionen til yderligere at overvåge og kontrollere finansieringen af bistandsprogrammer og -projekter og træffe passende foranstaltninger i tilfælde af beviser på korruption og dårlig forvaltning; opfordrer ligeledes indtrængende Kommissionen til at forbedre sin bistand for at styrke domstolene og anti-korruptionsorganerne i udviklingslandene;

50.

opfordrer til et internationalt initiativ til forbedring af kvaliteten af statistikker, data og oplysninger for at kunne spore udgifter, investeringer og fremskridt i forbindelse med konkrete forpligtelser og mål; glæder sig over den globale indsats for at sikre, at de data, der anvendes i forbindelse med gennemførelsen af SDG'erne, er tilstrækkeligt opdelt efter indkomst, køn, alder og andre indikatorer, således virkningerne af politikkerne kan overvåges effektivt;

51.

gentager, at et nyt sæt af andre indikatorer er nødvendigt som et supplement til BNP for at tage hensyn til nye sociale og miljømæssige udfordringer, og at dette sæt bør omfatte bl.a. indekset for menneskelig udvikling, Gini-koefficienten, en ligestillingsmålestok, CO2-fodaftrykket og det økologiske fodaftryk;

52.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, FN’s generalsekretær og facilitatorerne for forberedelsesprocessen til den tredje internationale konference om udviklingsfinansiering.

27.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 353/12

—

der henviser til sin holdning af 23. april 2009 om forslag til Rådets henstilling om patientsikkerhed, herunder forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet (1),

—

der henviser til Rådets henstilling af 9. juni 2009 om patientsikkerhed, herunder forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet (2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011 om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 15. november 2011 om en handlingsplan for den voksende trussel fra antimikrobiel resistens (COM(2011)0748),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 22. juni 2012 om »følgerne af antimikrobiel resistens for menneskers og dyrs sundhed i et »One Health«-perspektiv«,

—

der henviser til sin beslutning af 11. december 2012 om den mikrobielle udfordring — den voksende trussel fra antimikrobiel resistens (3),

—

der henviser til rapport fra Kommissionen til Rådet af 13. november 2012 og 19. juni 2014 på grundlag af medlemsstaternes rapporter om gennemførelsen af Rådets henstilling (2009/C 151/01) om patientsikkerhed, herunder forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet (COM(2012)0658 og COM(2014)0371),

—

der henviser til sin beslutning af 22. oktober 2013 om rapport fra Kommissionen til Rådet på grundlag af medlemsstaternes rapporter om gennemførelsen af Rådets henstilling (2009/C 151/01) om patientsikkerhed, herunder forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet (4),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1082/2013/EU af 22. oktober 2013 om alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler,

—

der henviser til det særlige Eurobarometer 411 om »patientsikkerhed og behandlingskvalitet«,

—

der henviser til statusrapporten om handlingsplanen for den voksende trussel fra antimikrobiel resistens (SANTE/10251/2015),

—

der henviser til forslag af 10. september 2014 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om veterinærlægemidler (2014/0257(COD)),

—

der henviser til begrebsrammen for den internationale klassifikation af patientsikkerhed (Conceptual Framework for the International Classification for Patient Safety), som er udarbejdet af Verdenssundhedsorganisationen (WHO),

—

der henviser til det lettiske formandskabs indsats for at håndtere problemet med antimikrobiel resistens, navnlig med hensyn til tuberkulose og multiresistent tuberkulose (MDR-TB),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 1. december 2014 om patientsikkerhed og behandlingskvalitet, herunder forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet og mikrobiel resistens,

—

der henviser til den første fælles rapport fra Det Europæiske Center for Forebyggelse og Kontrol med Sygdomme (ECDC)/Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA)/Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) om den integrerede analyse af forbruget af antimikrobielle agenser og antibiotikaresistens i bakterier fra mennesker og dyr bestemt til levnedsmiddelproduktion (Joint Interagency Antimicrobial Consumption and Resistance Analysis — JIACRA),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0142/2015),

A.

der henviser til, at nøglen til generel kvalitet i sundhedsydelserne er patientsikkerhed, hvoraf de grundlæggende aspekter er en sundhedsplejekultur og håndteringen af utilsigtede hændelser;

B.

der henviser til, at mængden af data om udbredelsen og hyppigheden af utilsigtede hændelser inden for sundhedssystemerne i EU’s medlemsstater på nuværende tidspunkt er begrænset, men at den er støt stigende, og at de seneste tilgængelige data stammer fra 2008;

C.

der henviser til, at det anslås, at mellem 8 % og 12 % af de patienter, der indlægges på hospitaler i EU, udsættes for utilsigtede hændelser, mens de modtager sundhedspleje, og at næsten halvdelen af disse hændelser kunne undgås;

D.

der henviser til, at de hyppigste utilsigtede hændelser i forbindelse med sundhedsbehandlinger, er infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet, medicinrelaterede hændelser og komplikationer opstået under eller efter kirurgiske indgreb;

E.

der henviser til, at patientsikkerhed og kvalitet i sundhedsplejen kræver anstændige arbejdsforhold og sikkerhed på arbejdspladsen for sundhedspersoner, og at det navnlig er meget vanskeligt at sikre patientsikkerheden, forebyggelsen og bekæmpelsen af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet samt forebyggelse af spredningen af multiresistente bakterier i overfyldte og underbemandede sundhedsmiljøer;

F.

der henviser til, at den nuværende økonomiske krise har lagt et øget pres på medlemsstaternes sundhedsbudgetter og dermed har en direkte indvirkning på patientsikkerheden, idet mange medlemsstater har skåret ret drastisk ned på budgetter og personale i deres sundhedssystemer, i stedet for at gøre noget fornuftigt ved effektiviteten;

G.

der henviser til, at den økonomiske krise yderligere har forværret de eksisterende uligheder, hvad angår adgangen til sundhedstjenester;

H.

der henviser til, at løbende uddannelse af læger og andet sundhedspersonale er afgørende for at undgå utilsigtede hændelser, herunder utilsigtede lægemiddelhændelser, som anslås at koste EU’s sundhedssystemer ca. 2,7 mia. EUR årligt i behandlingsomkostninger og tegne sig for 1,1 % af alle hospitalsindlæggelser i EU;

I.

der henviser til, at patientcentrerede elektroniske sundhedsydelser (e-Sundhed) og medicinske behandlinger i hjemmet har et stort potentiale for at forbedre kvaliteten og effektiviteten af medicinske behandlinger og samtidig bidrage til bedre resultater af sundhedsydelserne;

J.

der henviser til, at en tværfaglig tilgang øger chancen for, at medicinske behandlinger skaber positive resultater;

K.

der henviser til, at patienter, familier og patientorganisationer spiller en afgørende rolle som fortalere for sikrere sundhedsydelser, og at deres rolle bør fremmes gennem patientindflydelse og deltagelse i sundhedsplejeprocessen og -politikken på alle niveauer;

L.

der henviser til, at medicinske behandlinger i hjemmet kan hjælpe patienterne psykologisk og føre til bedre resultater af sundhedsydelserne;

M.

der henviser til, at det er blevet konstateret, at mindre velorienterede personer oftere anvender antibiotika, og at fuld viden om antibiotika kunne anspore borgerne til at anvende dem mere ansvarligt;

N.

der henviser til, at 30-50 % af patienterne ikke tager de lægemidler, som lægerne har ordineret, eller ikke tager dem som foreskrevet på lægens recept;

O.

der henviser til, at der eksisterer interessekonflikter i forhold til lægemiddelindustrien på hospitalerne og blandt praktiserende læger og også dyrlæger;

P.

der henviser til, at infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet er et stort folkesundhedsproblem i medlemsstaterne (ifølge data fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme lider én ud af 20 indlagte patienter i gennemsnit af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet, dvs. 4,1 mio. patienter årligt, og 37 000 personer i EU dør hvert år som følge af en infektion erhvervet i sundhedsvæsenet, selv om 20-30 % af disse infektioner anses for at kunne forebygges gennem intensive hygiejne- og kontrolprogrammer), og at dette lægger en tung byrde på de begrænsede sundhedsbudgetter;

Q.

der henviser til, at patienters oplevelser og input ofte adskiller sig fra sundhedspersonalets og kan være af stor værdi for opdagelsen af nye metoder til reduktion og forebyggelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet;

R.

der henviser til, at antallet af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet, der er forårsaget af multiresistente bakterier, er stigende;

S.

der henviser til, at den antimikrobielle resistens er steget på verdensplan for bakterielle patogener, hvilket fører til øget udbredelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet og fejlslagne behandlinger af infektionssygdomme hos mennesker og dyr på nationalt, europæisk og internationalt plan;

T.

der henviser til, at det anslås, at der på verdensplan vil dø 10 mio. mennesker hvert år på grund af antimikrobiel resistens inden 2050;

U.

der henviser til, at resistens over for antibiotika, der almindeligvis anvendes til behandling af kausale bakterier, i flere medlemsstater er helt oppe på 25 % eller mere; der henviser til, at der er en stigende kløft mellem antimikrobiel resistens og udviklingen af nye antibiotika samt deres indførelse i klinisk praksis, hvilket hænger sammen med videnskabelige, reguleringsmæssige og økonomiske udfordringer;

V.

der henviser til, at de seneste undersøgelser viser, at der — til trods for enkelte undtagelser — overordnet set har været en stigning i forekomsten af antimikrobiel resistens på hospitaler i hele EU i de seneste år;

W.

der henviser til, at EU anslår, at der hvert år dør mindst 25 000 personer af infektioner forårsaget af resistente bakterier, hvilket ifølge oplysninger fra 2011 indsamlet af ECDC koster de offentlige sundhedssystemer ca. 1,5 mia. EUR;

X.

der henviser til, at omkostningerne i forbindelse med lægemiddelresistente infektioner beløber sig til ca. 1,5 mia. EUR om året på grund af stigninger i sundhedsudgifter og produktivitetstab; der henviser til, at patienter, der er blevet smittet med resistente bakterier skal holdes isoleret, når de er indlagt på hospitaler, og at denne ekstra forholdsregel koster 900 mio. EUR og medfører 2,5 mio. ekstra sengedage om året;

Y.

der henviser til, at en af hovedårsagerne til spredningen af antimikrobiel resistens på hospitalerne er manglende overholdelse af de almindeligt anerkendte praksisser for forebyggelse og bekæmpelse af infektioner;

Z.

der henviser til, at primære medicinalprodukters effektivitet over for bakterielle patogener bliver stadigt mere begrænset på grund af resistens, og at sekundære og tertiære medicinalprodukter ikke altid er tilgængelige og ofte er mere toksiske, dyrere og mindre effektive end primære medicinalprodukter;

AA.

der henviser til, at en af de vigtigste årsager til antimikrobiel resistens er misbrug af antimikrobielle stoffer, herunder antibiotika, og navnlig systematisk og overdreven anvendelse heraf;

AB.

der henviser til, at den høje mobilitet mellem de europæiske sundhedssystemer og den stadig mere grænseoverskridende karakter af sundhedsplejen i Europa kan fremme udbredelse af resistente mikroorganismer fra én medlemsstat til en anden;

AC.

der henviser til, at vaccinationsprogrammer er et effektivt redskab i bestræbelserne på at bekæmpe antibiotikaresistens, fordi de kan spille en rolle i at begrænse brugen af antibiotika og dermed udviklingen af antimikrobiel resistens;

AD.

der henviser til, at antibakteriel forskning og udvikling er forbundet med nogle unikke udfordringer, idet udviklingen af den fornødne ekspertise og anvendelsen af den i laboratorier kræver et langsigtet perspektiv, og der henviser til, at det er beklageligt, at mange af de forskere, der har en sådan ekspertise, har bevæget sig over til andre områder på grund af manglende privat og offentlig finansiering;

AE.

der henviser til, at manglende overholdelse af grundlæggende personlige hygiejnemæssige forholdsregler, både inden og uden for hospitaler, kan medføre spredning af patogener — især dem, der er modstandsdygtige over for antimikrobielle stoffer;

AF.

der henviser til, at der foreligger flere og flere videnskabelige beviser for, at god håndhygiejne i sundhedsvæsenet kræver, at der anvendes metoder til håndtørring, som ikke fremmer mikrobiel krydskontaminering via luftbåren smittespredning og aerosolisering;

AG.

der henviser til, at der kan findes resistente bakterier på medicinsk udstyr, selv når dette er blevet steriliseret i overensstemmelse med fabrikantens specifikationer;

AH.

der henviser til, at anvendelsen af antimikrobielle midler i human- og veterinærmedicin medvirker til udviklingen af resistensgener (resistomer) i miljøet, som kan være kilde til udvikling af resistens i både mennesker og dyr; der henviser til, at de samme grupper af antibiotika anvendes i både veterinær- og humanmedicin, og at der er opstået identiske resistensmekanismer i begge sektorer;

AI.

der henviser til, at intensiv husdyravl kan medføre, at antibiotika gives uretmæssigt og rutinemæssigt til husdyr, fjerkræ og fisk på bedrifter for at fremme væksten, og at det også anvendes i vid udstrækning til profylaktiske formål, for at forhindre sygdomsspredning som følge af de trange, begrænsede og psykisk belastende forhold, hvorunder dyrene holdes, og som hæmmer deres immunforsvar, samt til at kompensere for de uhygiejniske forhold, hvorunder de opdrættes;

AJ.

der henviser til, at One Health-konceptet, der er godkendt af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og Verdensorganisationen for Dyresundhed (OIE), anerkender, at menneskers og dyrs sundhed og økosystemer er indbyrdes forbundet, og at navnlig dyr og animalske fødevarer kan fungere som direkte hovedkilde til resistente zoonotiske patogener; der henviser til, at anvendelsen af antibiotika til dyr, navnlig dyr bestemt til fødevareproduktion og opdrættet på landbrugsbedrifter med intensiv avl, kan indvirke på antibiotikaresistensen hos mennesker;

AK.

der henviser til, at en tilgang, hvor både human- og veterinærmedicinsk personale iværksætter initiativer til at forebygge resistente infektioner og nedbringe anvendelsen af antibiotika, i lyset af One Health-modellen kan forebygge infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet, både på og uden for hospitalerne;

AL.

der henviser til, at antimikrobielle stoffer ifølge WHO anvendes i meget større omfang til husdyr end til mennesker i en række EU-medlemsstater (5);

AM.

der henviser til, at over 70 % af de kødprodukter, der er blevet testet i seks EU-medlemsstater, ifølge europæiske forbrugerorganisationer har vist sig at være kontamineret med antibiotikaresistente bakterier, og at disse bakterier er blevet fundet i 50 % af prøverne i yderligere otte lande (6);

AN.

der henviser til, at der er observeret høje niveauer af Campylobacterresistens over for fluorquinoloner, og at de fleste Campylobacterinfektioner hos mennesker skyldes håndtering, tilberedning og indtag af kyllingekød; der henviser til, at disse høje resistensniveauer reducerer mulighederne for en effektiv behandling af Campylobacterinfektioner hos mennesker;

AO.

der henviser til, at subterapeutisk anvendelse af antibiotika, som indebærer indgivelse af lave doser antibiotika til at fremme husdyrs vækst, har været forbudt i EU siden 2006;

AP.

der henviser til, at langt størstedelen af medicineret foder til landbrugsdyr indeholder antimikrobielle stoffer;

AQ.

der henviser til, at anvendelse af antimikrobielle stoffer til selskabsdyr medfører en yderligere risiko for udvikling og transmission af antimikrobiel resistens hos mennesker, og at den væksttendens, der konstateres for antimikrobiel resistens på dyreklinikker for selskabsdyr, ligner den, som konstateres på hospitaler;

AR.

der henviser til, at risikoen for transmission af antimikrobiel resistens fra selskabsdyr til mennesker ikke kan kvantificeres fuldt ud, og at sagen kræver yderligere undersøgelser;

AS.

der henviser til, at det anerkendes, at den nuværende lovgivning om veterinærlægemidler ikke tilvejebringer tilstrækkelige redskaber til at sikre hensigtsmæssig håndtering af de risici for menneskers sundhed, der forårsages af anvendelsen af antimikrobielle midler til dyr;

AT.

der henviser til, at spørgsmålet om off-label-anvendelse af antibiotika giver anledning til bekymring i forbindelse med både veterinær- og humanmedicin;

AU.

der henviser til, at medicinalvirksomheder er tilbøjelige til at tilføje nye antibiotika til eksisterende grupper af antibiotika i stedet for at opdage og udvikle antibakterielle midler, der virkelig er nye, og at der som følge heraf hurtigere vil opstå resistens over for disse nye midler end over for lægemidler med en reelt ny virkningsmekanisme;

AV.

der henviser til, at det er nødvendigt at tilskynde lægemiddellaboratorierne til at udvikle nye antibiotika ved at overveje at skabe incitamenter og udvikle alternative økonomiske modeller for at belønne innovation;

AW.

der henviser til, at det er af afgørende betydning at tilskynde lægemiddelvirksomhederne til at investere og forsætte med at investere i udviklingen af nye antimikrobielle agenser, især dem, der er aktive mod sygdomme, for hvilke antimikrobiel resistens er et alvorligt problem, navnlig:

samt udvikling af andre metoder til at bekæmpe infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet uden brug af antibiotika;

AX.

der henviser til, at dette kan opnås ved at imødegå nogle af de væsentligste videnskabelige, reguleringsmæssige og økonomiske udfordringer, der har vanskeliggjort udviklingen af antibiotika, og navnlig ved at skabe incitament til investeringer i forskning og udvikling og fokusere på de største folkesundhedsmæssige behov, samtidig med, at bæredygtigheden af de nationale sundhedssystemer opretholdes;

AY.

der henviser til, at der i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/18/EF er sat en tidsfrist for anvendelsen af gener, der overfører antibiotikaresistens til transgene planter;

AZ.

der henviser til, at produktspecialister aldrig bør udføre terapeutiske behandlinger, men kun støtte det medicinske personale, når og hvis det medicinske personale påkræver det, f. eks. i forbindelse med montering eller demontering af specifikke instrumenter;

BA.

der henviser til, at bestemmelserne i direktiv 2011/24/EU om patientmobilitet er ved at blive gennemført i hele EU, hvilket øger relevansen af, at europæiske patienter informeres om patientsikkerheden i de forskellige medlemsstater;

BB.

der henviser til, at det er af afgørende betydning at sikre patienternes rettigheder og befolkningens tillid til sundhedstjenester ved at sikre, at medlemsstaterne har indført systemer med henblik på at tilvejebringe en retfærdig økonomisk kompensation i tilfælde af uagtsomhed forårsaget af fejlbehæftet lægehjælp;

BC.

der henviser til, at internettet er det største ikkeregulerede farmaceutiske marked i verden, og at 62 % af de lægemidler, der købes online, viser sig at være falske eller ikke i overensstemmelse med standarderne; der henviser til, at en meget stor andel af de aktører, der handler på internettet, gør det ulovligt, og at den årlige samlede omsætning fra ulovligt salg på internettet af receptpligtig medicin anslås til at være på omkring 200 mia. USD;

BD.

der henviser til, at det i artikel 168 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fastsættes, at Unionens indsats skal være et supplement til de nationale politikker og skal være rettet mod at forbedre folkesundheden og forebygge sygdomme hos mennesker samt imødegå forhold, der kan indebære risiko for den fysiske og mentale sundhed;

1.

minder om, at EU's lægemiddellovgivning blev fastlagt med det formål at beskytte patientsikkerheden; minder om dets ovennævnte beslutning af 22. oktober 2013 om rapport fra Kommissionen til Rådet på grundlag af medlemsstaternes rapporter om gennemførelsen af Rådets henstilling (2009/C 151/01) om patientsikkerhed, herunder forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet;

2.

glæder sig over forbedringen af overvågningssystemet for infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet i EU og de øvrige seneste foranstaltninger, som visse medlemsstater har indført for at forbedre den generelle patientsikkerhed og nedbringe antallet af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet, og navnlig medlemsstaternes fremskridt med at udvikle strategier og programmer for patientsikkerhed, herunder at indføje patientsikkerhed i sundhedslovgivning samt med at udvikle indberetnings- og læringssystemer;

3.

bemærker imidlertid, at den anden gennemførelsesrapport stadig viser ujævn fremgang blandt medlemsstaterne for så vidt angår patientsikkerhed, og beklager, at visse medlemsstater tydeligvis har bremset gennemførelsen af Rådets henstillinger, muligvis bl.a. på grund af finansielle begrænsninger som følge af den økonomiske krise;

4.

beklager, at besparelsesforanstaltninger har medført en nedskæring i rengøringspersonalet på hospitaler og i andre sundhedsinstitutioner i hele Europa i betragtning af den afgørende rolle, som rengøringspersonale spiller i opretholdelsen af et højt hygiejneniveau;

5.

opfordrer medlemsstaterne til i denne økonomiske krisetid at sikre, at patientsikkerheden ikke berøres af besparelsesforanstaltninger, og at sundhedssystemerne bevarer en tilstrækkelig finansiering, og navnlig at undgå de mest ødelæggende tiltag som f.eks. kortsigtede besparelser, som vil medføre store omkostninger på mellemlang og lang sigt, og i stedet koncentrere sig om yderligere udvikling af et yderst effektivt sundhedsvæsen af høj kvalitet; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at der er et tilstrækkeligt antal sundhedspersoner, som er uddannet eller har speciale i forebyggelse og bekæmpelse af infektioner samt hospitalshygiejne med henblik på at sikre en mere patientcentreret tilgang;

6.

opfordrer medlemsstaterne til at udpege konkrete og ambitiøse kvantitative mål, hvad angår begrænsning af anvendelse af antibiotika;

7.

glæder sig over arbejdet i EU's arbejdsgruppe om patientsikkerhed og behandlingskvalitet, som samler repræsentanter fra alle 28 EU-lande, EFTA-landene, internationale organisationer og EU-organer og bidrager til udviklingen af EU's dagsorden for patientsikkerhed og kvalitet;

8.

opfordrer Kommissionen til fortsat at overvåge gennemførelsen af bestemmelserne om patientsikkerhed i medlemsstaterne og, hvor dette er nødvendigt, udvikle nye retningslinjer desangående;

9.

glæder sig over det arbejde, der medfinansieres af EU og udføres af OECD, om sammenlignelige indikatorer til at vurdere patientsikkerhed; opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre sådanne indikatorer med henblik på at vurdere patientsikkerheden;

10.

bemærker vigtigheden af at inkludere patientsikkerhed i uddannelsen, den praktiske oplæring og videreuddannelsen af sundhedsarbejdere og sundhedspersonale i alle medlemsstater;

11.

fremhæver de potentielle fordele ved e-sundhed i forhold til at reducere antallet af utilsigtede hændelser ved at spore informationsstrømme og forbedre forståelsen af medicinske procedurer samt gennem digitale recepter og indberetninger om lægemiddelinteraktion; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til yderligere at undersøge de muligheder, som e-sundhed tilbyder inden for patientsikkerhed, herunder indførelsen af elektroniske patientjournaler, og til at styrke samarbejdsniveauet med henblik på at dele deres erfaringer, viden og gode praksis på dette område;

12.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vurdere potentialet af mobilsundhedsydelser (m-sundhed) i forbindelse med sundhedsplejens effektivitet, hyppigheden af hospitalsindlæggelse og den årlige reduktion af sundhedsomkostninger pr. indbygger;

13.

bemærker, at anvendelsen af antibiotika og udbredelsen af antimikrobiel resistens varierer betydeligt mellem medlemsstaterne, og opfordrer medlemsstaterne til at anvende bedste praksis;

14.

understreger det presserende behov for at fremme veterinærforskning og -innovation på EU-plan såvel som på nationalt plan;

15.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gennemføre eller udvikle følgende foranstaltninger:

16.

opfordrer medlemsstaterne til at undersøge mulig fejlbehandling i forbindelse med istandsættelse og genbrug af medicinsk udstyr, der oprindeligt er beregnet og mærket til engangsbrug;

17.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at forbedre oplysningsprogrammerne til sundhedspersonale, andre sundhedsarbejdere, praktiserende dyrlæger og offentligheden med fokus på anvendelse af antibiotika og forebyggelse af infektioner;

18.

opfordrer Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) til at udarbejde retningslinjer for off-label-anvendelse/uautoriseret anvendelse af lægemidler baseret på medicinske behov samt at udarbejde en liste over off-label-lægemidler, der anvendes på trods af autoriserede alternativer;

19.

opfordrer ECDC til at udarbejde retningslinjer for sundhedspersonale, patienter og patienternes familier om effektiv håndvask og -tørring og tilskynde til anvendelse af metoder til håndtørring, som ikke fremmer mikrobiel krydskontaminering via luftbåren smittespredning og aerosolisering;

20.

understreger behovet for større forbedringer i kommunikationen og i uddannelsen for både dyrlæger og landbrugere;

21.

anmoder endnu en gang indtrængende Kommissionen om snarest muligt at fremsætte et lovforslag, der kræver, at faktaboksen om et lægemiddel skal tilføjes indlægssedlen; den information, der gives i faktaboksen om lægemidlet skal præsenteres på en sådan måde, at teksten er tydeligt læsbar, fremtrædende og let at adskille fra resten af teksten; denne faktaboks om lægemidlet skal indeholde en kort beskrivelse af de nødvendige fakta vedrørende lægemidlet, så patienter har mulighed for at forstå anvendeligheden af og de mulige risici ved lægemidlet samt for at kunne anvende lægemidlet på sikker og korrekt vis; dette omfatter bl.a. rådgivning om, hvordan antibiotika anvendes rigtigt og korrekt;

22.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme indførelsen af det europæiske logo i henhold til gennemførelsesforordning (EU) nr. 699/2014 for klart at identificere onlineapoteker, der sælger lægemidler til offentligheden via fjernsalg og samtidig sikre forbrugerne mod køb af falske lægemidler, som ofte udgør en sundhedsfare;

23.

erindrer om, at medlemsstaterne på grundlag af afgørelse nr. 1082/2013/EU om alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler skal forelægge Kommissionen opdateringer vedrørende den seneste udvikling med hensyn til deres beredskabs- og indsatsplanlægning på nationalt plan, og opfordrer medlemsstaterne til at forelægge de relevante oplysninger i overensstemmelse med de tidsfrister, der er fastsat i afgørelsen;

24.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at tilskynde sundhedspersonale til regelmæssigt at udarbejde information, som kan vejlede patienterne i, hvordan de kan minimere risiciene for deres sikkerhed gennem kontakt med sundhedssystemet;

25.

opfordrer medlemsstaterne til at oprette uafhængige organer til at samarbejde med fagfolk med henblik på at sikre en øget bevidstgørelse og udsendelse af advarsler vedrørende trusler mod patientsikkerheden;

26.

opfordrer medlemsstaterne til at forbedre deres systemer for indberetning af utilsigtede hændelser og lægelige fejl ved at udvikle foranstaltninger, der tilskynder til præcis, sanktionsfri og anonym indberetning fra sundhedspersonales og patienters side, og overveje at oprette et elektronisk system, som kan lette og forbedre patienternes indberetninger;

27.

opfordrer medlemsstaterne til at vedtage foranstaltninger, der vil forbedre kvaliteten — og ikke blot kvantiteten — af indberetninger af utilsigtede hændelser, således at indberetningerne indeholder solide oplysninger, der reelt forbedrer patientsikkerheden, samt oprette et system, hvor oplysninger let kan indhentes, og som vil muliggøre omfattende og systematisk evaluering;

28.

opfordrer Kommissionen til at udvikle standardiserede undersøgelser til indsamling af oplysninger om infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet;

29.

opfordrer medlemsstaterne til at foretage en strengere kontrol af og håndhæve forbuddet mod, at ikke-medicinsk eksternt personale udfører medicinsk behandling;

30.

opfordrer medlemsstaterne til at informere patienterne om risici og forebyggende foranstaltninger vedrørende utilsigtede hændelser i forbindelse med sundhedspleje og om klageprocedurer og klagegange i tilfælde af utilsigtede hændelser, f.eks. gennem en patientrettighedsrepræsentant;

31.

opfordrer medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at undgå lægers og dyrlægers eventuelle interessekonflikt i forbindelse med ordinering og salg af medicin;

32.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at fyldestgørende oplysninger om eksisterende klageordninger er let tilgængelige for patienter, der er blevet offer for en infektion erhvervet i sundhedsvæsenet eller en lægelig fejl;

33.

opfordrer Kommissionen til at aflægge rapport om national praksis for kollektive søgsmål i sager om infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet;

34.

anerkender værdien af borgerinitiativer såsom Det europæiske charter for patientrettigheder, der er baseret på Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og den europæiske dag for patientrettigheder, der er blevet organiseret den 18. april hvert år siden 2007; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte den europæiske dag for patientrettigheder på lokalt, nationalt og EU-plan,

35.

glæder sig over Kommissionens arbejde vedrørende antimikrobiel resistens og forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet samt ECDC's koordinerings- og overvågningssamarbejde, navnlig inden for rammerne af det europæiske overvågningsnet for antimikrobiel resistens (EARS-Net), det europæiske net til overvågning af forbruget af antimikrobielle stoffer (ESAC-Net) og overvågningsnettet for infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet (HAI-Net);

36.

glæder sig over ECDC's, EMA's og Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets (EFSA's) fælles koordinerings- og overvågningsarbejde vedrørende antimikrobiel resistens;

37.

bemærker med bekymring, at mellem 2010 og 2013 den procentvise andel af K. pneumoniae-bakterier, der er resistente over for fluoroquinolon, tredjegenerationscephalosporiner og aminoglycosider samt den kombinerede resistens over for alle tre grupper af antibiotika og resistens over for carbapenemer, en gruppe antibiotika, der anvendes som sidste udvej, er steget betydeligt i mange medlemsstater og på EU-plan; bemærker endvidere, at resistensen over for tredjegenerationscephalosporiner også er steget betydeligt i mange medlemsstater og på EU-plan for E. coli i samme periode; bemærker endvidere, at MDR-TB i visse regioner af Europa tegner sig for hele 20 % af alle nye tuberkulosetilfælde, og at behandlingsresultaterne for MDR-TB er alarmerende dårlige;

38.

bemærker med bekymring, at der i lande med høje niveauer af multiresistens, herunder resistens over for carbapenem, kun findes nogle få alternative behandlinger, heriblandt polymyxiner; understreger, at tilstedeværelsen af bakterier, der er resistente over for polymyxiner, i disse lande er en alvorlig advarsel om, at mulighederne for behandling af inficerede patienter bliver stadigt mere begrænsede;

39.

bemærker, at infektioner forårsaget af antimikrobielt resistente bakterier med stor sandsynlighed vil medføre bekostelige forlængede hospitalsophold samt anvendelse af alternative og dyrere terapeutiske behandlinger, hvilket vil medføre en øget byrde for medlemsstaternes sundhedssystemer;

40.

beklager, at der de sidste 25 år både har været en manglende opmærksomhed omkring betydningen af en rationel anvendelse af antimikrobielle agenser og navnlig antibiotika, og en stagnation i udvikling inden for antimikrobielle lægemidler, som især skyldes de videnskabelige, økonomiske og forskriftsmæssige hindringer, der er opstået;

41.

bemærker, at både Horisont 2020 og EU's tredje folkesundhedsprogram har lagt vægt på infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet og antimikrobiel resistens;

42.

bemærker, at visse eksisterende og effektive antibiotika ikke er tilgængelige i flere medlemsstater, hvilket medfører uhensigtsmæssig udvælgelse af medicinsk behandling, og opfordrer derfor medlemsstaterne og Kommissionen til at undersøge, hvordan man kan holde effektive antibiotika på markedet;

43.

gør opmærksom på, at antibiotikaresistens ofte forsinker behandlingen med det rette antibiotikum, og at et forkert antibiotikum, eller en for sent indledt behandling for patienter, der lider af alvorlige infektionssygdomme, forårsager alvorlige komplikationer, som i visse tilfælde kan have døden til følge;

44.

bemærker med stor bekymring det høje antal dyr, der er inficeret med bakterier, som er resistente over for antibiotika, og risikoen for, at disse bakterier overføres fra inficeret kød til forbrugerne;

45.

bemærker med stor bekymring sammenhængen mellem den veterinære anvendelse af antimikrobielle midler og udviklingen af antimikrobiel resistens hos landbrugere samt risikoen for at denne resistens spredes i forbindelse med hospitalsbehandling;

46.

glæder sig over de initiativer og foranstaltninger, som medlemsstaterne, fagfolk i dyresundhedssektoren og dyreejere har truffet med henblik på at fremme ansvarlig anvendelse af antimikrobielle midler til dyr og reducere anvendelsen af antimikrobielle midler i husdyrhold;

47.

mener, at forskning i nye antimikrobielle lægemidler er af største betydning, og opfordrer Kommissionen til at bruge Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) til at fremme forskningen, f.eks. ved at støtte eksisterende strukturer såsom initiativet vedrørende innovative lægemidler (IMI);

48.

opfordrer til at der lægges større vægt på udvikling af nye antimikrobielle midler, som er rettet mod nye mål;

49.

glæder sig over og opfordrer til yderligere forskning i ægte nye antimikrobielle lægemidler, navnlig antibiotika, rettet mod fremherskende multiresistente gramnegative bakterier og mod sygdomme, der er særligt udsatte for antimikrobiel resistens, som f.eks. K. pneumoniae, Acinetobacter, E. Coli, hiv, Staphylococcus aureus, tuberkulose og malaria; insisterer dog på, at det er af afgørende betydning først og fremmest at sikre ansvarlig og fornuftig anvendelse af antimikrobielle midler; glæder sig over og opfordrer til forskning i alternative metoder, der tager sigte på at bekæmpe infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet uden anvendelse af antibiotika og på at bekæmpe MDR-TB;

50.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremskynde forsknings- og udviklingsaktiviteter med henblik på at finde nye redskaber til bekæmpelse af bakterielle infektioner, der bliver mere og mere almindelige i Europa;

51.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke incitamenterne til samarbejde mellem den offentlige og private sektor for at genoplive forskning og udvikling i forbindelse med udvikling af antibiotika;

52.

opfordrer medlemsstaterne til at styrke samarbejdsniveauet for så vidt angår patientsikkerhed og bekæmpelse af antimikrobiel resistens med henblik på at begrænse og reducere spredning af resistente mikroorganismer fra én medlemsstat til en anden;

53.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anvende ordninger med »adaptive pathways« (tilpassede patientforløb) og andre lovgivningsværktøjer til at give patienterne hurtigere adgang til innovative antibakterielle midler til behandling af resistente infektioner;

54.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre brug af Det Europæiske Lægemiddelagenturs program »adaptive pathways« og udnytte alle de reguleringsmæssige instrumenter, de råder over, for at give patienterne hurtigere adgang til innovativ behandling af bakterieinfektioner;

55.

understreger behovet for, at patienterne er i centrum i enhver sundhedspolitik, og tilskynder til sundhedskompetencer og inddragelse af patienterne i forbindelse med beslutningstagning vedrørende behandling;

56.

mener, at det er af afgørende betydning, at Kommissionen forsøger at sikre videreførelsen af EU’s handlingsplan for antimikrobiel resistens efter 2016 med fokus på, hvordan de videnskabelige, reguleringsmæssige og økonomiske udfordringer i forbindelse med antimikrobiel resistens kan overvindes, samtidig med at der tages hensyn til forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet;

57.

minder om, at selvmedicinering med antibiotika bør være strengt forbudt, og understreger, at det er nødvendigt, at de nationale kompetente myndigheder i medlemsstaterne håndhæver en »politik om receptpligtighed« for antibakterielle midler;

58.

opfordrer medlemsstaterne til at træffe passende foranstaltninger til at sikre en ansvarlig og fornuftig anvendelse i humanmedicin af alle antimikrobielle agenser og navnlig antibiotika, der anses for sidste udvej for behandling af bakterielle infektioner på hospitaler, da en ikke-hensigtsmæssig anvendelse af antibiotika til forebyggende formål (herunder på hospitaler) er en af de væsentligste medvirkende årsager til, at der opstår antibiotikaresistens;

59.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme adgangen til lægemidler af høj kvalitet og overholdelsen af fulde behandlingscyklusser for alle patienter med særlig støtte til de mest sårbare med henblik på at forebygge udvikling af resistens;

60.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til også at forske i de såkaldte »glemte« antibiotika med henblik på at udvide udvalget af lægemidler, der kan vælges mellem;

61.

opfordrer Kommissionen til at tage del i WHO's arbejde med at udarbejde en ny økonomisk model med henblik på at tage hensyn til offentlighedens sundhedsrisici og behov;

62.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at påbegynde en overvejelsesproces med henblik på at udarbejde en ny økonomisk model, der fjerner forbindelsen mellem salgsmængden og den belønning, der betales for et nyt antibiotikum, der afspejler det nye antibiotikums samfundsmæssige værdi og muliggør et tilstrækkeligt investeringsafkast for virksomheden, samtidig med at køberen får retten til at anvende produktet og fuld kontrol over mængderne;

63.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gennemføre eller udvikle følgende foranstaltninger:

64.

opfordrer Kommissionen til at overveje konsekvenserne af øget mobilitet som fastsat i direktiv 2011/24/EU med hensyn til den forøgede antimikrobielle resistens, der vil kunne opstå som følge af, at patienter rejser over hele Europa for at blive behandlet;

65.

udtrykker bekymring over, at den fælles rapport fra EFSA og ECDC om antimikrobiel resistens viser, at de bakterier, der oftest forårsager fødevarebårne infektioner såsom Salmonella og Campylobacter, har udvist betydelig resistens over for almindelige antimikrobielle midler;

66.

gentager opfordringen fra sin beslutning af 27. oktober 2011 om truslen mod folkesundheden i form af antimikrobiel resistens (7) til en udfasning af profylaktisk anvendelse af antibiotika inden for husdyravl og understeger, at sektorerne for husdyrhold og intensivt fiskeopdræt bør fokusere på at forebygge sygdom gennem god hygiejne, gode staldforhold og husdyrhold samt strenge biosikkerhedsforanstaltninger, snarere end på profylaktisk anvendelse af antibiotika;

67.

opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre eller udvikle følgende foranstaltninger:

68.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at regulere eventuelle interessekonflikter mellem og økonomiske incitamenter hos dyrlæger, der både sælger og ordinerer antibiotika;

69.

anmoder Det Europæiske Lægemiddelagentur om at udarbejde en liste over antibiotika, der anvendes til dyr, for hvilke det er blevet konstateret, at de kan udgøre en væsentlig risiko for folkesundheden;

70.

opfordrer indtrængende de nationale myndigheder og EMA til at træffe eller udvikle følgende foranstaltninger:

71.

opfordrer medlovgiveren til under forhandlingerne om forslaget til en forordning om veterinærlægemidler (2014/0257(COD)) at følge en fremgangsmåde, der er i overensstemmelse med »One Health«-princippet, og mere specifikt:

72.

opfordrer medlovgiveren til under forhandlingerne om forslaget til en forordning om fremstilling, markedsføring og anvendelse af medicineret foder og ophævelsen af Rådets direktiv 90/167/EØF (2014/0255(COD)) at sikre, at den indeholder bestemmelser, som sigter mod i væsentlig grad at begrænse anvendelsen af medicineret foder, der indeholder antimikrobielle midler, til dyr bestemt til levnedsmiddelproduktion, og navnlig strengt at forbyde forebyggende anvendelse af antimikrobielle midler i medicineret foder;

73.

anmoder Kommissionen og ECDC om at gennemføre undersøgelser af potentielle direkte eller indirekte skader, som anvendelse af antimikrobielle stoffer i selskabsdyr kan medføre, og om at udvikle foranstaltninger til at reducere risikoen for antimikrobiel resistens, som kan overføres fra selskabsdyr til mennesker;

74.

påpeger, at visse medlemsstater allerede har haft succes med at udfase profylaktisk anvendelse på bedriftsniveau; opfordrer derfor Kommissionen til at fremsætte lovforslag med henblik på at udfase profylaktisk anvendelse af antibiotika;

75.

opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde om at fastlægge minimumstandarder for patientsikkerhed og indikatorer for sikkerheden og kvaliteten af sundhedsydelserne i hele EU i samråd med alle relevante interessenter, herunder patientorganisationer;

76.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indgå nærmere i en dialog med alle berørte parter og udvikle en koordineret, omfattende og bæredygtig EU-strategi for patientsikkerhed samt til at fremlægge konkrete løsninger, der skal gennemføres på EU-niveau, nationalt, regionalt, lokalt niveau og/eller inden for den primære sundhedspleje;

77.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at påbegynde en overvejelsesproces sammen med WHO med henblik på at udarbejde en ny økonomisk model, der fjerner forbindelsen mellem salgsmængden og den belønning, der betales for et nyt antibiotikum, som sikrer virksomhederne et rimeligt afkast på deres investeringer, samtidig med at de nationale sundhedssystemers bæredygtighed bevares;

78.

opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og lægemiddelindustrien til at optimere EU-partnerskabsforbindelserne mellem den akademiske verden og lægemiddelindustrien som eksemplificeret ved Initiativet om innovative lægemidler (IMI);

79.

opfordrer lægemiddelvirksomhederne, regeringerne og den akademiske verden til at bidrage med deres bedste aktiver (infrastruktur, sammensætninger, ideer og finansielle ressourcer) til banebrydende grundforskning og fælles prækompetitive projekter; mener, at Initiativet om innovative lægemidler (IMI) bør gives den nødvendige fleksibilitet til at undersøge eventuelle nye resultater af disse projekter;

80.

anmoder Kommissionen om at overveje en lovgivningsmæssig ramme til at fremme udviklingen af nye antibiotiske lægemidler, f.eks. i form af et instrument, der styrer brugen af antibiotika til mennesker i stil med den, der allerede er foreslået for brugen af antibiotika til dyr;

81.

opfordrer til at videreføre samarbejdet mellem den private og den offentlige sektor, såsom programmerne »New Drugs for Bad Bugs«, COMBACTE, TRANSLOCATION, Drive AB eller ENABLE i forbindelse med Initiativet om innovative lægemidler, med henblik på at udnytte fordelene ved samarbejde;

82.

glæder sig over det fælles programlægningsinitiativ om antimikrobiel resistens, som giver medlemsstaterne mulighed for at enes om forskningsbehov for at undgå dobbeltarbejde og anmoder om en øget finansiering til udviklingen af nye lægemidler som et alternativ til antibiotika med henblik på at bekæmpe antimikrobiel resistens;

83.

opfordrer EU til at tilslutte sig den globale innovationsfond, der blev foreslået i forbindelse med den evaluering af antibiotikaresistensen, der blev gennemført i Det Forenede Kongerige, med det formål at støtte grundforskning;

84.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at støtte let anvendelige diagnoseværktøjer med henblik på at sikre, at der lettere kan stilles en egentlig diagnose, før der ordineres eller gives et antibiotikum, navnlig inden for den ambulante sektor;

85.

opfordrer EU til at fremme og deltage i ethvert globalt initiativ, der har til formål at styrke midlerne til bekæmpelse af antibiotikaresistens og støtte forskningen inden for dette område;

86.

opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at udarbejde anbefalinger vedrørende de standarder for fødevaresikkerhed, der skal finde anvendelse i forbindelse med tilstedeværelse af (multi)resistente patogener og/eller specificerede determinanter for resistens;

87.

understreger, at antimikrobiel resistens har udviklet sig til et alvorligt problem, der skal tages hånd om hurtigst muligt; opfordrer Kommissionen til at overveje at fremsætte lovforslag om forsigtig anvendelse af antibiotika, såfremt der kun er sket begrænsede eller ingen fremskridt i medlemsstaterne inden for fem år efter offentliggørelsen af disse anbefalinger;

88.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Regionsudvalget og medlemsstaterne.

27.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 353/27

—

der henviser til sin beslutning af 5. februar 2013 om bedre adgang til finansiering for SMV'er (1),

—

der henviser til sin beslutning af 15. januar 2014 om genindustrialisering af Europa med henblik på at fremme konkurrenceevne og bæredygtighed (2),

—

der henviser til sin beslutning af 27. november 2014 om revision af Kommissionens retningslinjer for konsekvensanalyse og SMV-testens rolle (3),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Tænk småt først« — En »Small Business Act« for Europa (COM(2008)0394),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Status vedrørende »Small Business Act« for Europa« (COM(2011)0078),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om muligheder for ressourceeffektivitet i bygningssektoren (COM(2014)0445),

—

der henviser til Eurobarometer-undersøgelsen om SMV'er, ressourceeffektivitet og grønne markeder (Flash Eurobarometer 381) og Eurobarometer-undersøgelsen om den offentlige støttes rolle for kommercialisering af innovationer (Flash Eurobarometer 394),

—

der henviser til udtalelse fra Regionsudvalget (vedtaget på den 109. plenarsamling den 3.-4. december 2014) om pakken om industripolitik,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om en grøn handlingsplan for SMV'er (COM(2014)0440),

—

der henviser til manifestet om en europæisk ressourceeffektivitetsplatform og politiske retningslinjer — marts 2014,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om omstilling til en cirkulær økonomi: Et program for Europa uden affaldsproduktion (COM(2014)0398),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om innovation for en bæredygtig fremtid — En handlingsplan for miljøinnovation (COM(2011)0899),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelse fra Budgetudvalget og Regionaludviklingsudvalget (A8-0135/2015),

A.

der henviser til, at små og mellemstore virksomheder udgør mere end 98 % af EU's virksomheder og tegner sig for mere end 67 % af den samlede beskæftigelse i Unionen samt for 58 % af bruttomerværdien; der henviser til, at små og mellemstore virksomheder er rygraden i EU's økonomi og udgør den centrale drivkraft bag vækst- og beskæftigelsesmulighederne på lang sigt i de 28 medlemsstater; der henviser til, at beskæftigelsen inden for sektoren for miljøgoder og -tjenesteydelser steg med 20 % i perioden 2007-2011 på trods af krisen, og til, at sektoren giver små og mellemstore virksomheder mulighed for i stigende grad at skabe økonomisk aktivitet og beskæftigelse, bl.a. i områder, der er ramt af affolkning og aldring; der henviser til, at de derfor spiller en vigtig rolle i det industrielle økosystem sammen med større virksomheder og multinationale selskaber; der henviser til, at ni ud at ti små og mellemstore virksomheder er små virksomheder med 10 eller færre ansatte, og til, at disse mikrovirksomheder tegner sig for 53 % af alle arbejdspladser i Europa;

B.

der henviser til, at det globale marked for miljørelaterede varer og tjenesteydelser for øjeblikket er vurderet til EUR 1 000 milliarder om året, og at det skønnes, at dette beløb vil være det dobbelte eller endda det tredobbelte inden 2020, hvilket vil skabe enorme muligheder for Europas små og mellemstore virksomheder og den økonomiske vækst i EU generelt; der henviser til, at EU er førende i verden med hensyn til både import og eksport af miljøgoder; der henviser til, at der er en række tjenesteydelser, der er uløseligt forbundet med disse goder, og til, at der på trods heraf stadig er en række ikke-toldmæssige handelshindringer for leverandører af miljøtjenesteydelser;

C.

der henviser til, at Den Europæiske Union har forpligtet sig til at genindustrialisere Europa ved at investere i og understøtte principperne om bæredygtighed, konkurrenceevne og innovation med henblik på at udvirke, at industriproduktionen tegner sig for mindst 20 % af medlemsstaternes BNP i 2020; der henviser til, at Det Europæiske Råd har forpligtet sig til at reducere CO2-emissionerne med mindst 40 %, at øge andelen af varig energi til mindst 27 % og at øge energieffektiviteten med mindst 27 % inden 2030 for i sidste ende at øge det til 30 %; der henviser til, at de små og mellemstore virksomheder bør spille deres rolle i virkeliggørelsen af disse mål, da 93 % (4) af dem allerede har gjort en indsats for at blive mere ressourceeffektive; der henviser til, at bedre økologisk design, affaldsforebyggelse og genbrug ifølge Kommissionen kan medføre en nettobesparelse for EU's erhvervsliv, som anslås til EUR 600 mia. eller 6 % af den årlige omsætning, og samtidig medføre en reduktion af CO2-emissionerne med mellem 2 og 4 %;

D.

der henviser til, at et af principperne i Small Business Act er at sætte små og mellemstore virksomheder i stand til at omdanne miljøproblemer til forretningsmuligheder på en bæredygtig måde, men at der ikke har været nogen afgørende politiske fremskridt, og at de små og mellemstore virksomheder ofte løber ind i inkonsekvente politikker, når de starter en aktivitet og implementerer miljøstandarder;

E.

der henviser til, at de små og mellemstore virksomheder vil blive tilskyndet til at overholde det stigende antal miljøstandarder både af markedet og lovgivningen; der henviser til, at EU og medlemsstaterne bør mindske de administrative byrder mest muligt både i ny og i eksisterende lovgivning og tilstræbe at undgå at skabe nye omkostninger for virksomhederne i forbindelse med overholdelsen af disse bestemmelser; der henviser til, at der er blevet foreslået initiativer med henblik på at mindste de forvaltningsmæssige byrder på små og mellemstore virksomheder, og til, at disse bør gennemføres af Kommissionen og medlemsstaterne;

F.

der henviser til, at 90 % af virksomhederne i EU er mikrovirksomheder; der henviser til, at de små og mellemstore virksomheder og mikrovirksomhederne på trods af bestræbelser på det seneste stadig har svært ved at få adgang til kvalifikationer, information og finansiering og til et tilstrækkeligt bredt udvalg af nødvendig aktiekapital og nødvendige låneinstrumenter i virksomhedernes vækstperiode, og til, at EU-programmerne stadig ikke er tilstrækkeligt effektive til at yde et væsentligt bidrag til innovationen; der henviser til, at procedurerne for ansøgning om EU-støtte til små og mellemstore virksomheder stadig er for bureaukratiske og derfor uoverkommelige for de fleste små og mellemstore virksomheder;

G.

der henviser til, at der skal tages hensyn til EU-budgettets potentiale, som et investeringsdrevet budget, for at lette europæiske små og mellemstore virksomheders adgang til finansiering gennem mindskelse af bureaukratiet og gennem dedikerede finansielle værktøjer og en forøgelse af midlerne til LEO'er (lokale erhvervskontorer); der henviser til, at udviklingen af brugervenlige procedurer for de forskellige støtteformer bør styrkes;

H.

der henviser til, at små virksomheder får forholdsvis mere gavn af foranstaltninger til forbedring af ressourceeffektiviteten sammenlignet med store enheder og derfor bør have mere politisk opmærksomhed; der henviser til, at de mulige bruttofordele af at forbedre ressourceeffektiviteten repræsenterer 10-17 % af omsætningen, afhængigt af hvilken sektor, virksomheden er aktiv i;

I.

der henviser til, at digital teknologi både er et vigtigt instrument, som de små og mellemstore virksomheder kan anvende til at høste det forventede udbytte af en optimal ressourceanvendelse, og en sektor, hvor nye små og mellemstore virksomheder nemt kan etablere og udvikle sig;

J.

der henviser til, at der primært fokuseres på højteknologiske små og mellemstore virksomheder, der direkte leverer grøn innovation, men at der er et behov for at bistå andre selskaber med at opfylde miljøbestemmelserne, gennemføre grønne innovative tiltag og forbedre deres miljøpræstationer; der henviser til, at økoinnovation kunne være en ide for en ny virksomhed, men også en vej til at forbedre bestående virksomheders situation inden for rammerne af den grønne økonomi;

K.

der henviser til, at der, selvom der ikke er nogen internationalt vedtaget definition på grøn vækst, er enighed om, at det er en kombination af økonomisk vækst og miljømæssig bæredygtighed; der henviser til, at en forbedring af kvalifikationer og den faglige uddannelse er af de største udfordringer for små og mellemstore virksomheder, som man bør være særlig opmærksom på, navnlig i forbindelse med innovation og ressourceeffektivitet; der henviser til, at adgangen til tilstrækkelig risikovillig kapital, navnlig i opstartsperioden, fortsat er en af de vigtigste hindringer for etablering og udvikling af vækstorienterede virksomheder;

L.

der henviser til, at det er absolut nødvendigt med en konsekvent anvendelse af definitionen på en mikrovirksomhed i betragtning af, at mikrovirksomheder skaber tusindvis af arbejdspladser og tegner sig for indtil 53 % af beskæftigelsen i Europa, hvorfor de har behov for særlige rammer til at arbejde i; der henviser til, at mikrovirksomheder står over for en række alvorlige problemer som f.eks. hindringer i udbudsbestemmelser, overdrevne administrative byrder og manglende adgang til finansiering;

1.

støtter ideen om grøn vækst og en cirkulær økonomi og konstaterer, at mulighederne, som dette indebærer, vedrører en række vigtige områder som f.eks. varige energikilder og navnlig økonomisk rentabel udnyttelse af vind- og solenergi, hydrologisk energi og geotermisk energi, energieffektivitet, ressourceeffektivitet, affaldsforvaltning, nedbringelse af emissioner, elektrificering og vugge-til-vugge; påpeger det betydelige økonomiske og beskæftigelsesmæssige potentiale, som disse områder har inden for forskellige sektorer; henviser til, at grøn vækst bør indgå i en bredere strategi for fremme af jobskabelse og økonomisk vækst i små og mellemstore virksomheder;

2.

understreger, at grøn vækst bør sættes i et bredere perspektiv og omfatte bestræbelser, der gøres i hele værdikæden og i hele iværksætterøkosystemet, herunder bestræbelser, som virksomheder inden for industriproduktionen gør for at nedbringe de økologiske fodaftryk af deres produkter, fremstillingsprocesser, forretningspraksis og service; minder om henstillingerne fra Den Europæiske Ressourceeffektivitetsplatform, hvori det understreges, at ressourceeffektivitet forudsætter dynamiske lovrammer, som udsender tilstrækkeligt stærke signaler til producenter og forbrugere til at forbedre produkternes miljøpræstationer i hele deres livscyklus; opfordrer Kommissionen til at etablere en samlet politisk ramme, herunder konkrete politiske målsætninger og en bedre integrering og strømlining af eksisterende politiske instrumenter, for at sikre, at de små og mellemstore virksomheder får mulighed for at medvirke i den grønne og cirkulære økonomi;

3.

understreger, at verdens økonomi vil skulle opfylde behovene hos en stadigt voksende befolkning — 9 milliarder mennesker inden 2050 — og at de naturlige ressourcer er begrænsede og derfor bør bruges på en bæredygtig og meget effektiv måde; peger på nye innovative, grønne og bæredygtige løsninger på disse udfordringer, såsom nye produkter, produktionsprocesser, forretningspraksis og service f.eks. gennem integrering af innovativ digital teknologi, og nye fremmende retlige rammer;

4.

minder Kommissionen og medlemsstaterne om, at de små og mellemstore virksomheder i EU er meget forskelligartede og strækker sig lige fra meget traditionelle familieforetagender til hurtigt voksende foretagender, højteknologi-firmaer, mikrovirksomheder, sociale foretagender og nystartede virksomheder, og om, at støtteforanstaltningerne til fordel for dem derfor også skal være forskelligartede;

5.

mener, at EU er nødt til at ændre sin iværksætterkultur drastisk for at bidrage til den økonomiske vækst ved at få flere mennesker til at starte deres egen virksomhed og søge flere forretningsmuligheder, navnlig inden for grøn vækst, og ved at acceptere nederlag og risici; understreger betydningen af at sætte dette spørgsmål i centrum ved udformning af politikker; opfordrer medlemsstaterne til at skabe grundlag for en blødere landing efter virksomhedsfallit, for eksempel ved at ændre konkurslovene for at give folk mulighed for at starte en ny virksomhed kort efter, at et tidligere forsøg er slået fejl, især inden for nye og innovative sektorer; opfordrer Kommissionen til at mindske frygten for nederlag gennem bevidstgørelseskampagner og uddannelse;

6.

understreger EU-budgettets merværdi i bestræbelserne på at hjælpe små og mellemstore virksomheder, mikrovirksomheder, sociale foretagender og kooperativer med at få adgang til finansiering og internationale markeder, især gennem COSME-programmet og under Horisont 2020 og de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESIF); understreger behovet for en klar og ensartet EU-dækkende fortolkning fra nationale regulerende myndigheders side og åbne regler for offentlige indkøb;

7.

henviser til, at mange europæiske små og mellemstore virksomheder i dag konkurrerer på det internationale marked om løsninger, som omfatter både produkter og såkaldt »grøn service« som f.eks. anlæg, installation, reparation og forvaltning; henviser til, at denne service er af afgørende betydning for udvikling, afsætning og eksport af grønne produkter; opfordrer Kommission til at medtage grønne tjenesteydelser i de igangværende forhandlinger om aftalen om miljøgoder og i bilaterale handelsaftaler som f.eks. TTIP for at mindske hindringerne for europæiske små og mellemstore virksomheder og tjenesteudbydere, som ønsker at komme ind på det internationale marked;

8.

understreger betydningen af god regeringsførelse, et uafhængigt retsvæsen, åbenhed og retsstatslige forhold i hele EU for skabelsen af et erhvervsvenligt miljø og et marked med lige vilkår for de små og mellemstore virksomheder;

9.

påpeger, at Kommissionens handlingsplan for at forbedre små og mellemstore virksomheder adgang til finansiering i den nuværende situation, hvor utilstrækkelig adgang til hensigtsmæssig risikovillig kapital, navnlig under de indledende stadier, fortsat er en af de alvorligste hindringer for etablering og udvikling af vækstorienterede virksomheder, lægger stor vægt på investeringskapital som et muligt middel til at finansiere vækst; understreger imidlertid, at denne form for finansiering kun er hensigtsmæssig for et meget lille antal små og mellemstore virksomheder, og at banklån stadig er en vigtig finansieringskilde, men at der bør udvikles alternativer i den private sektor; henviser i den forbindelse til betydningen af at fremme alternative former for lån til små og mellemstore virksomheder, som f.eks. gennem låneforeninger; gør opmærksom på de mulige finansieringsmuligheder, der bør undersøges i forbindelse med Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer;

10.

tilskynder medlemsstaterne til at opmuntre udenlandske investorer ved at fjerne sproghindringer; henviser til, at accept af ansøgninger og udlevering af oplysninger på engelsk som supplement til den pågældende medlemsstats officielle sprog er et skridt i den retning;

11.

understreger, at der ikke findes en finansieringsform, som passer i alle situationer, og opfordrer Kommissionens til at tage hensyn til de små og mellemstore virksomheders interesser i alle eksisterende og eventuelle fremtidige programmer, instrumenter og initiativer, navnlig for så vidt angår nye forretningsmodeller i den grønne økonomi, lige fra aktiekapital (forretningsengle, crowd finansiering og multilaterale handelsfaciliteter) over aktielignende kapital (mezzaninfinansiering) og gældsinstrumenter (mindre selskabsobligationer, garantiordninger og platforme) til partnerskaber mellem banker og andre, som medvirker i finansiering af små og mellemstore virksomheder (revisorer, erhvervssammenslutninger, sammenslutninger af små og mellemstor virksomheder eller handelskamre), med henblik på at bistå virksomheder i opstarts-, vækst- eller overdragelsesfaserne under hensyntagen til deres størrelse, omsætning og finansieringsbehov; opfordrer medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder til at tilskynde til udviklingen af disse finansieringsmodeller, bl.a. gennem skattebegunstigelser; understreger betydningen af at tage de eksisterende støttemuligheder for små og mellemstore virksomheder op til fornyet revision med henblik på at skabe yderligere muligheder for grøn vækst;

12.

understreger behovet for at sikre samordning og komplementaritet mellem de finansielle instrumenter på EU-budgettet, især under de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESIF), EU-programmet for beskæftigelse og social innovation (EaSI) og LIFE-programmet;

13.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at føre tilsyn med resultaterne i de små og mellemstore virksomheder, der har fået adgang til finansiering af grøn innovation, med henblik på at vurdere effektiviteten af denne form for finansiering; opfordrer Kommissionen til, såfremt resultaterne viser sig ikke at være tilfredsstillende, straks at foretage de nødvendige ændringer for at sikre, at finansieringen bliver mere effektiv;

14.

bemærker, at det på grund af den yderst tekniske karakter af mange grønne investeringsplaner er vigtigt at fremhæve betydningen af standardiserede risiko- og afkastmodeller og af at udvikle nye modeller for nye udfordringer og sektorer;

15.

minder om, at små og mellemstore virksomheder kan forventes at spille en vigtig rolle i den cirkulære økonomi ved at levere bæredygtige, men arbejdskraftintensive tjenesteydelser som reparation, renovation og genbrug; henviser til, at Kommissionen, Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), Den Internationale Valutafond (EMF), Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO), Europa-Parlamentet og Eurogruppen generelt støtter princippet om at omlægning af beskatningen fra arbejdskraften til anvendelse og forbrug af naturlige ressourcer; opfordrer Kommissionen til at foretage en vurdering af konsekvenserne af en omlægning af beskatningen fra arbejdskraften til anvendelse af naturlige ressourcer;

16.

understreger, at iværksættere, små og mellemstore virksomheder, virksomhedssammenslutninger og støtteorganisationer bør være mere velunderrettede om mulighederne for at finansiere teknologi med større ydeevne eller indgåelse af kontrakter om tjenester, såsom rådgivning, vejledning og uddannelse om økodesign, ressourceforvaltning og grøn iværksættervirksomhed og om udbuddet af grøn teknologi og grønne produkter og tjenesteydelser, der kunne være til gavn for deres virksomheder; opfordrer medlemsstaterne til at forbedre tilbuddet til de små og mellemstore virksomheder på disse områder og understreger behovet for enkel og let adgang til oplysninger og databaser om disse produkter og tjenesteydelser; minder Kommissionens og medlemsstaterne om, at disse oplysninger skal formidles på en måde, som bedst svarer til de små og mellemstore virksomheders logik og arbejdsmetoder;

17.

bemærker, at EU-programmerne ikke bidrager væsentligt til økoinnovation og den cirkulære økonomi, og at Kommissionen derfor skal sørge for, at finansieringen fra COSME og Horisont 2020 fokuseres mere på udvikling af økoinnovative løsninger fra og til små og mellemstore virksomheder og på støtte til finansiering af forbedret produktdesign og procespræstation, idet der bygges på de positive erfaringer fra den tidligere flerårige finansielle ramme; mener især, at instrumentet for små og mellemstore virksomheder under Horisont 2020 skal gennemføres fuldt ud;

18.

opfordrer Kommissionen og EIB til at sikre, at det hovedsageligt er små og mellemstore virksomheder, herunder grønne og innovative virksomheder, der under gennemførelsesfasen af investeringsplanen for Europa modtager støtte i henhold til dette forslag; kræver, at der udarbejdes klare kriterier, herunder for europisk merværdi, for virkeliggørelsen af denne målsætning, og at konsulentvirksomheden om ressourceeffektivitet og økoinnovation, som stilles til rådighed for små og mellemstore virksomheder, styrkes; opfordrer EIB og Kommissionens til at sikre, at alle kategorier, som er omhandlet i Kommissionens henstilling om definitionen på mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder(C(2003)1422), får tilstrækkeligt udbytte af det; understreger betydningen af Horisont 2020 og COSME for støtten til de små og mellemstore virksomheder og behovet for en fuldstændig gennemførelse af instrumentet for små og mellemstore virksomheder under Horisont 2020;

19.

mener, at det for at sikre komplementaritet i forbindelse med økonomiske støtteordninger til fordel for små og mellemstore virksomheder er af afgørende betydning at samordne de foranstaltninger, der gennemføres som led i samhørighedspolitikken, med andre programmer som f.eks. Horisont 2020-programmet både nationalt og regionalt; understreger betydningen af at lovgive på en sådan måde, at de små og mellemstore virksomheder kan bevare deres konkurrenceevne;

20.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at finde frem til en hurtig og varig løsning på de enorme forsinkelser i udbetalingerne i forbindelse med regionalpolitikken og i forbindelse med behandlingen af ESIF-støtten i den foregående støtteperiode for dermed at sikre, at små og mellemstore virksomheder ikke bliver forhindret i som projektpartnere at deltage i støtteprogrammer- og -projekter som følge af betalingsforsinkelser;

21.

understreger betydningen af aktivt at tilstræbe tværsektorielt samarbejde både langs værdikæder og mellem geografiske områder, hvilket rummer potentiale til at sætte gang i innovation og skabe nye vækstmuligheder gennem kombination og opelskning af ideer og innovative koncepter glæder sig over Horisont 2020-initiativet »Cluster facilitated projects for new industrial value chains« (projekter til skabelse af nye værdikæder, som fremmes af klyngedannelse), som tilsigter at realisere de små og mellemstore virksomheders innovationspotentiale, herunder de økoinnovative og ressourceeffektive løsninger, som de skaber mulighed for;

22.

glæder sig over oprettelsen af et europæisk ekspertisecenter for ressourceeffektivitet, som skal rådgive og bistå små og mellemstore virksomheder med at forbedre deres ressourceeffektivitetspræstationer; understreger behovet for at etablere dette center som er stærkt netværk af partnere i alle EU's regioner og for at bygge på indhøstede erfaringer i medlemsstaterne; mener, at det bør lede små og mellemstore virksomheder i retning af europæiske, nationale og regionale programmer på dette område og stille ekspertise, netværk og infrastrukturer til rådighed;

23.

understreger betydningen af videnoverførsel og vidensdeling mellem mange interesserede parter, herunder vidensdeling på tværs af grænserne, gennem uformelle netværk, især for små og mellemstore virksomheder og mikrovirksomheder, for at øge bevidstheden om eksisterende og nye innovative teknikker, bedste praksis, metoder til at opnå tilstrækkelig finansiering, mulige statsstøtteordninger og de relevante lovgivningsrammer med så lidt administrativt besvær som muligt, og minder om, at de eksisterende nationale kontaktpunkter for EU-støtteprogrammerne og Enterprise Europe-netværket (EEN) skal inddrages i fuld udstrækning i støtten til små og mellemstore virksomheder og proaktivt orientere, uddanne og støtte små og mellemstore virksomheder i forbindelse med frifindelsen af finansieringsmuligheder på europæisk, nationalt og regionalt plan; støtter tilrettelæggelsen af en europæisk ressourceeffektivitetskampagne for at orientere små og mellemstore virksomheder om fordele og muligheder i forbindelse med ressourceeffektivitet og om, hvordan der kan skabes industriel synergi i forbindelse med genbrug; opfordrer Kommissionen og EEN til at samarbejde om ressourceeffektivitet sammen med erhvervssammenslutninger, fagbevægelsen, små og mellemstore virksomheder, ikke-statslige organisationer og den akademiske verden og medvirke i regionale initiativer; glæder sig i den forbindelse over, at Kommissionen fokuserer på symbiose og klynger, og opfordrer Kommissionen til at indlede konkrete initiativer for at lette tværsektorielt samarbejde og ressourceforvaltning;

24.

opfordrer sektorsammenslutninger til at spille en mere fremtrædende rolle med hensyn til formidling af hensigtsmæssig information og rådgivning om grøn teknologi, finansieringsmuligheder og de relevante procedurer; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træde til i de tilfælde, hvor denne støtte er mangelfuld, til i samarbejde med sektorsammenslutninger og selskaber at undersøge, hvilke yderligere muligheder der findes, og fremskynde gennemførelsen af bæredygtige løsninger, og til at investere i miljøvenlig teknologi, ressourceeffektivitet og genbrugsøkonomien; konstaterer, at der er en stadig dybere kløft mellem de små og mellemstore virksomheders behov og arbejdstagernes kvalifikationer; henviser til, at 26 % af arbejdsgiverne i Europa har vanskeligt ved at finde medarbejdere, som råder over de nødvendige kvalifikationer;

25.

understreger behovet for en mere effektiv forvaltning af grundlæggende forskning og udvikling, for i fuld udstrækning at inddrage små og mellemstore virksomheder og for aktivt at støtte udmøntningen af resultaterne af den grundlæggende forskning og udvikling i yderligere teknologiske fremskridt; understreger betydningen af at genindustrialisere Europa i lyset af produktionsindustriens betydning for forskning, udvikling og innovation og dermed for EU's fremtidige konkurrenceevne; mener, at man ud over teknologibaserede løsninger også i tilstrækkelig grad skal have opmærksomheden henledt på ikke-teknologisk, organisatorisk og systemisk innovation sammen med innovation inden for den offentlige sektor;

26.

understreger betydningen af europæiske virksomheders kommercialisering og udnyttelse af resultaterne af forskning og udvikling; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre en mere stabil reguleringsramme og tilstrækkelige finansieringsordninger med henblik på at muliggøre økonomiske initiativer og iværksættervirksomhed og begrænse den tid, det tager at bringe nye produkter, tjenesteydelser og forretningspraksis på markedet, navnlig inden for den grønne økonomi;

27.

understreger mulighederne for innovation og grøn vækst inden for den nye europæiske ruminfrastruktur; opfordrer Kommissionen til at tilskynde små og mellemstore virksomheder til at udnytte data fra disse infrastrukturer i forbindelse med erhvervsparker og virksomhedskuvøser; opfordrer Kommissionen til at etablere en ordning for små og mellemstore virksomheder, som giver dem nem adgang til data fra disse infrastrukturer på forsknings-, udviklings- og kommercialiseringsstadierne;

28.

bemærker, at kun 9 % af alle virksomheder ifølge Innobarometer fra maj 2014 hævder, at de har nydt godt af offentlig finansiel støtte til deres forsknings-, udviklings- og innovationsaktiviteter siden januar 2011; understreger nødvendigheden af at udvikle brugervenlige procedurer for de forskellige støtteformer;

29.

henviser til de fordele, som det fælles europæiske patent indebære for små og mellemstore virksomheder, navnlig i forbindelse med grøn teknologi; opfordrer alle medlemsstater til at tilslutte sig den fælles europæiske patentordning; opfordrer medlemsstaterne til straks at ratificere aftalen om en fælles patentdomstol, som er nødvendig for anvendelsen af det fælles europæiske patent; opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag om en forenklet procedure, som små og mellemstore virksomheder kan anvende i forbindelse med anlæggelse af en patentkrænkelsessag ved den fælles patentdomstol;

30.

opfordrer til en bedre politisk ramme omkring den cirkulære økonomi, herunder vedtagelse og gennemførelse af intelligent regulering, adfærdsnormer og -kodekser, som tilsigter at internalisere eksterne faktorer, løsning af problemet med ressourceintensive produkter, skabelse af lige vilkår, belønning af virksomheder, der ligger på forkant med udviklingen, og fremskyndelse af overgangen til en ressourceeffektiv og bæredygtig økonomi;

31.

opfordrer Kommissionen til som led i pakken om den cirkulære økonomi at medtage en udvidelse af økodesign-instrumentet til også at omfatte ressourceeffektivitet; mener, at økodesign skal beskæftige sig med produkters holdbarhed og mulighederne for at reparere og genbruge dem og omfatte standarder for garanteret minimumslevetid og for at de kan skilles ad;

32.

tilskynder til udvidelse af innovative støtteordninger såsom grønne innovationsvouchers, der kan fremme indførelsen af bæredygtige teknologier samt miljøvenlige og klimaneutrale løsninger; mener, at reglerne om støtteansøgninger skal være enkle og klare og ikke medføre administrative byrder; opfordrer endvidere Kommissionen og medlemsstaterne til at finde frem til innovative finansieringsløsninger for små og mellemstore virksomheder og til at stille lettilgængelige finansieringsinstrumenter til rådighed; minder om, at de europæiske små og mellemstore virksomheders bæredygtige vækst og innovationsevne et en af de vigtigste konkurrencefordele, som EU har på et globaliseret marked;

33.

opfordrer medlemsstaterne til at undlade at skabe hindringer for de indre marked gennem overopfyldelse af EU-lovgivningens krav, at tage deres nuværende reguleringsordninger op til fornyet overvejelse, at fjerne overflødige eller ineffektive reguleringer, som udgør markedshindringer, og at sikre konsekvent omsætning af direktiver i national lovgivning; opfordrer Kommissionen til at sikre, at SMV-testen finder anvendelse i fuld udstrækning i alle konsekvensanalyser; opfordrer Kommissionen til at styrke sin indsats for at tage problemet med overdreven gennemførelse af EU-lovgivningen op med de enkelte medlemsstater; understreger, at der er nødvendigt med en entydig og ensartet fortolkning i hele EU fra de nationale regulerende myndigheders side og med åbne offentlige udbudsprocedurer, herunder grønne udbud og e-udbud, som for øjeblikket udgør alvorlige hindringer for små og mellemstore virksomheder, som ønsker at gå ud på det internationale marked. men samtidig giver medlemsstaterne en enestående mulighed for at tilpasse sig de nye forhold på et tidligt stadium, bl.a. i form af ressource- og energieffektive produkter og løsninger,

34.

glæder sig over Kommissionens beslutning om at trække forældede eller overdrevent besværlige lovforslag tilbage; forventer, at Kommissionen fremkommer med et mere ambitiøst forslag om bortskaffelse af affald som bebudet af næstformand Timmernans under Parlamentets plenarsamling i december 2014; opfordrer Kommissionen til at afstå fra lovgivningsforslag, der ville føre til unødvendige administrative byrder for erhvervslivet og små og mellemstore virksomheder, og til løbende at revidere den eksisterende lovgivning med det formål at nedbringe den nuværende administrative byrde, forbedre kvaliteten og effektiviteten af lovgivningen og tilpasse den til de nye forretningsmodeller; understreger imidlertid nødvendigheden af en ambitiøs indsats, af en hensigtsmæssig og rettidig gennemførelse af den gældende lovgivning og af på et tidligt tidspunkt at inddrage interesserede parter fra de relevante erhvervsgrene og små og mellemstore virksomheder, bl.a. i forbindelse med konsekvensanalyserne, med henblik på at virkeliggøre EU's miljømål;

35.

minder om betydningen af en teknologineutral og innovationsvenlig lovgivning, der giver mulighed for, at nye teknologier kan afprøves og værdiansættes af markedet; glæder sig over udviklingen af miljøteknologikontrolordningen som et nyt værktøj til at hjælpe med til at bringe innovativ miljøteknologi på markedet; opfordrer medlemsstaterne til på hensigtsmæssig vis at anvende markedsbaserede instrumenter i deres offentlige støtteordninger og til at afstå fra at anvende miljøskadelige og markedsforvridende støtteformer; minder om, at indgriben fra det offentliges side skal anvendes til at rette op på situationer, hvor markedet ikke fungerer, f.eks. i forbindelse med manglende medregning af eksterne faktorer; opfordrer Kommissionen til at udforme fælles retningslinjer for nationale offentlige støtteordninger for grønne investeringsprojekter med henblik på at skabe et mere ensartet sæt af foranstaltninger;

36.

bemærker, at forstyrrende erhverv og teknologi ofte tyder på mangler i den eksisterende lovgivning; understreger behovet for løbende overvågning og ajourføring af den eksisterende lovgivning og gennemførelsen af den, så der ikke opstår hindringer for bæredygtig og økoinnovativ teknologi og ny teknologisk udvikling;

37.

mener, at udvikling af iværksætterkvalifikationer og programmer til undervisning i, hvordan markedet, økonomien og finanssystemet fungerer og påvirker hinanden indbyrdes, sammen med øget miljøbevidsthed og viden om, hvordan ny teknologi kan skabe effektive, innovative og grønne muligheder, bør indgå i læseplanerne i folkeskolen og de videregående uddannelser og ligeledes fremmes gennem fritidsaktiviteter og livslang læring; mener, at en omhyggeligt udarbejdet forretningsplan er første skridt på vejen mod bedre adgang til finansiering og overlevelse; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til snarest at indarbejde undervisning i iværksættervirksomhed, finansiering, økonomi og miljøbevidsthed i deres uddannelsesprogrammer; støtter i denne forbindelse programmet »Erasmus for unge iværksættere«, der er beregnet til at fremme iværksætterånd og udvikle det indre marked og konkurrenceevnen;

38.

understreger, at mikrovirksomheder og start-ups bør have råd og bistand til at udvikle sig i retning af mere bæredygtig og grøn vækst; opfordrer Kommissionen til at sikre, at disse virksomheder i tilstrækkelig grad bliver omfattet af nye initiativer, som fokuserer på grønne vækstmuligheder for små og mellemstore virksomheder;

39.

henviser til, at Erasmus+-programmet gøre det muligt for studerende og unge at tilegne sig iværksætterviden bl.a. gennem finansiering af praktikantophold; støtter i denne forbindelse programmet »Erasmus for unge iværksættere«, der er beregnet til at fremme iværksætterånd og udvikle det indre marked og konkurrenceevnen;

40.

henviser til betydningen af at bekæmpe bæreudygtige forbrugsmønstre og fremme en ændring i forbrugeradfærden; understreger behovet for tilstrækkelig uddannelse af forbrugerne og nødvendigheden af at tilskynde til foranstaltninger til fremme af et mere bæredygtigt forbrug opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke foranstaltninger på efterspørgselssiden, bl.a. ved at udnytte offentlige licitationer til at fremme forbruget af ressource- og energieffektive produkter og løsninger; understreger værdien af at medtage oplysninger om ressourceforbrug i varedeklarationer og på miljømærker for at give forbrugerne bedre valgmuligheder;

41.

understreger betydningen af at fremme start-ups og spin off-virksomheder gennem samarbejde med teknologiske forskningsinstitutter, universiteter og faglige uddannelsesinstitutioner;

42.

understreger eksportens betydning for skabelsen af beskæftigelse og vækst og Europe; opfordrer Kommission til at fremskynde indgåelsen af udestående handeleaftaler med vore partnere for at lette europæiske små og mellemstore virksomheders adgang til markederne;

43.

er af den opfattelse, at iværksætterånden blandt kvinder er et underudnyttet aktiv for vækst og konkurrenceevne i EU, som kunne fremmes og styrkes, og til, at alle de hindringer, navnlig lønforskelle, som kvinder møder bl.a. i de grønne erhverv, bør fjernes, for at mænd og kvinder kan få lige fordele; mener, at regelmæssig indsamling af statistiske oplysninger, bl.a. kønsopdelte konsekvensanalyser af lovgivning og kønsopdelte arbejdsmarkedsoplysninger, ville gøre de nemmere at føre politik og tilsyn på grundlag af konkrete oplysninger og gøre det muligt at rette op på den manglende viden i den grønne debat;

44.

opfordrer Kommissionen til at undersøge og identificere de sektorer i den europæiske industri og de europæiske geografiske områder, hvor der er skabt de rette vilkår for etablering og udvikling af nye klynger og knudepunkter;

45.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i særlig grad at være opmærksom på og gøre noget ved de muligheder og problemer, der findes i landdistrikterne med hensyn til små og mellemstore virksomheder, grøn vækst og økoinnovation;

46.

opfordrer medlemsstaterne til (gennem folkevalgte forsamlinger på nationalt, regionalt og lokalt plan og forvaltningsmyndighederne) og med medvirken fra de vigtigste interesserede parters side hele tiden at fremme en bæredygtig vækst gennem intelligente specialiseringsstrategier, som fremmer klyngedannelse, synergi og netværk omkring aktiviteterne i den grønne økonomi; opfordrer Kommissionen til at aflægge beretning til Parlamentet om gennemførelsen af intelligente specialiseringsstrategier på både nationalt og/eller regionalt plan, navnlig om de forskellige former for praktisk gennemførelse, der anvendes i EU og i medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremlægge oplysninger om de praktiske foranstaltninger, der er truffet for at udvikle kompetencer for økoinnovative små og mellemstore virksomheder gennem indbyrdes forbundne regionale innovationscentre og centrale støttenetværk;

47.

opfordrer Kommissionen til inden for rammerne af regionaludviklingspolitikken at udarbejde særlige programmer, som omfatter alle relevante grønne vækstelementer for små og mellemstore virksomheder; understreger nødvendigheden af i fuld udstrækning at udnytte de potentielle iværksættermuligheder hos de unge i forbindelse med små og mellemstore virksomheders grønne vækst; opfordrer Kommissionen til at træffe foranstaltninger til at skabe forbindelse mellem uddannelsesinstitutioner og europæiske programmer og foranstaltninger til fremme af den grønne økonomi; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anvende alle til rådighed stående midler til at rådgive de ansatte i små og mellemstore virksomheder og øge deres bevidsthed for at forbedre deres viden og kvalifikationer; opfordrer til, at støtten til faglig uddannelse koncentreres om unge og de mest udsatte grupper;

48.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

27.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 353/35

—

der henviser til Kommissionens delegerede direktiv C(2015)00383,

—

der henviser til artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/65/EU af 8. juni 2011 om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr, navnlig artikel 4, artikel 5, stk. 1, litra a), samt artikel 22 (1),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 105, stk. 4,

A.

der henviser til, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 2011/65/EU om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr (RoHS) begrænser bl.a. anvendelsen af cadmium i elektrisk og elektronisk udstyr (se listen i bilag II til RoHS);

B.

der henviser til, at bilag III til RoHS-direktivet indeholder bestemmelser om undtagelser fra de begrænsninger, der er fastsat i artikel 4, stk. 1;

C.

der henviser til, at punkt 39 i bilag III indeholder en undtagelse for »Cadmium i farvekonverterende II-VI-lysdioder (< 10 μg Cd pr. mm2 lysemitterende areal) til brug i halvlederbaserede belysnings- og displaysystemer« med udløbsdato den 1. juli 2014;

D.

der henviser til, at artikel 5 giver mulighed for tilpasning til den videnskabelige og tekniske udvikling af bilag III i form af optagelse og fjernelse af undtagelser;

E.

der henviser til, at Kommissionen har angivet, at den i december 2012 modtog en ansøgning om at forny undtagelse 39 og, i maj 2013, en dermed forbunden ansøgning om en snævrere og mere specifik undtagelse for cadmium i kvanteøer i displaysystemer;

F.

der henviser til, at undtagelser i henhold til artikel 5, stk. 1, litra a), optages i bilag III, forudsat at en sådan optagelse ikke svækker den miljø- og sundhedsbeskyttelse, der ydes ved forordning (EF) nr. 1907/2006, og forudsat at én af følgende betingelser er opfyldt: Det er ikke teknisk eller videnskabeligt muligt i praksis at eliminere eller substituere dem ved hjælp af ændringer af udformningen eller materialer og komponenter, der ikke kræver anvendelse af materialer eller stoffer på listen i bilag II, alternativernes pålidelighed er ikke sikret, eller den samlede negative miljø-, sundheds-, og forbrugerbeskyttelsesmæssige indvirkning som følge af substitutionen vil sandsynligvis opveje de samlede miljø-, sundheds- og forbrugerbeskyttelsesmæssige fordele derved;

G.

der henviser til, at Kommissionens delegerede direktiv forlænger undtagelse 39 indtil den 30. juni 2017, omdøber den til undtagelse 39.a, og indfører en ny mere specifik undtagelse 39.b for brugen af cadmium i cadmiumbaserede halvledernanokrystal-kvanteøer, som kan »downshifte«, til brug i displaysystemer, (< 0,2 μg Cd pr. mm2 displayareal), med udløbsdato den 30. juni 2018;

H.

der henviser til, at forlængelsen af undtagelse 39, og den nye undtagelse 39.b begge vedrører cadmium-kvanteøer, selv om der kun er en specifik henvisning til kvanteøer i undtagelse 39.b;

I.

der henviser til, at forlængelsen af undtagelse 39 vedrører to forskellige anvendelser af cadmium-kvanteøer: den ene vedrører brug i halvlederbaserede belysningssystemer (i det følgende benævnt »belysning«), mens den anden vedrører displaysystemer;

J.

der henviser til, at den nye undtagelse 39.b kun vedrører displaysystemer;

K.

der henviser til, at Kommissionen udtrykkeligt fastslår, at der endnu ikke findes kvanteø-lysdioder (med og uden cadmium) til belysning, og at den erkender, at den positive miljøvirkning heraf derfor ikke kunne påvises; der henviser til, at Kommissionen ikke desto mindre forlængede den generelle undtagelse for belysningsanvendelser baseret på cadmium-kvanteøer indtil den 30. juni 2017 for at give belysningsbranchen mulighed for at ansøge om en specifik undtagelse, idet sådanne anvendelser allerede skulle være i forproduktionsfasen;

L.

der henviser til, at de uafhængige rådgivere, der vurderede ansøgningerne på vegne af Kommissionen, konkluderede, at de fremlagte oplysninger ikke gav mulighed for at konkludere, at en undtagelse for belysning ville være berettiget i øjeblikket, og at den derfor udtrykkeligt anbefalede at undlade en sådan (2);

M.

der henviser til, at de uformelle oplysninger, der blev rundsendt af Kommissionen den 12. maj 2015, ikke ændrer situationen, da der ikke fremlægges noget bevis for tilgængeligheden af disse produkter på det europæiske marked, ligesom der ikke fremlægges nogen vurdering af deres egenskaber på baggrund af betingelserne i artikel 5, stk. 1, litra a);

N.

der henviser til, at ansøgerne grundet manglende tilgængelige relevante belysningsprodukter ikke har kunnet godtgøre, at nogen af betingelserne i artikel 5, stk. 1, litra a), skulle være opfyldt for anvendelsen af cadmium-kvanteøer i belysning; der henviser til, at det derfor ikke er berettiget at indrømme en forlængelse af undtagelsen for belysning;

O.

der henviser til, at en sådan undtagelse kan blive relevant i fremtiden, men kun kan ydes på grundlag af en egentlig vurdering, der endnu ikke har fundet sted;

P.

der henviser til, at Kommissionens endvidere i sit delegerede direktiv indrømmede en ny specifik undtagelse for cadmium-kvanteøer i displaysystemer med den begrundelse, at de allerede var i brug, at dette ville have en generel positiv virkning på grund af deres lave energiforbrug, og at cadmiumfri kvanteøer endnu ikke var teknisk mulige;

Q.

der henviser til, at de uafhængige rådgivere, der vurderede ansøgningerne på vegne af Kommissionen, i april 2014 anbefalede at indrømme en specifik undtagelse for cadmium-kvanteøer i displaysystemer for en kortere periode end den, der blev ansøgt om, (indtil den 30. juni 2017, dvs. — et år kortere end den periode, som Kommissionen har vedtaget) i lyset af den opfattelse, at forskningen i belysningsanvendelser, der vil resultere i en reduktion af cadmiummængderne såvel som cadmiumfri erstatninger, er i sin sidste fase; der henviser til, at anbefalingen med andre ord var baseret på fraværet af cadmiumfri kvanteøer på det pågældende tidspunkt;

R.

der henviser til, at der imidlertid er sket vigtige markedsudviklinger siden; der henviser til, at en af verdens førende tv-producenter i 2015 har bragt en hel serie nye fjernsynsmodeller i omsætning på EU-markedet, som er baseret på cadmiumfri kvanteøer, og som er tilgængelige i større detailforretninger i flere medlemsstater (i hvert fald i Tyskland, Det Forenede Kongerige og Belgien);

S.

der henviser til, at der på den anden side ikke længere synes at være nogen fjernsyn med cadmium-kvanteøer tilbage på EU-markedet, og at det er vanskeligt at finde en forhandler af den enlige bærbare computer, som har en skærm, der er baseret på cadmium-kvanteø-teknologi;

T.

der henviser til, at det kan forventes, at cadmiumfri kvanteøers energibesparende egenskaber ligner dem, der gælder for cadmium-kvanteøer; der henviser til, at en fjernsynsskærm med cadmiumfri kvanteøer ifølge miljømærkningsoplysningerne viste lavere energiforbrug i sammenligning med en model baseret på cadmium-kvanteøer ved sammenligning af fjernsyn i samme størrelse; der henviser til, at afprøvning af farveegenskaberne i forhold til den relevante standard ifølge oplysninger fra branchen viste, at de var lige så gode, om ikke bedre for skærme baseret på cadmiumfri kvanteøer;

U.

der henviser til, at den vigtigste begrundelse fra Kommissionen side for at indrømme den nye specifikke undtagelse er, at cadmiumfri kvanteøer endnu ikke er teknisk mulige;

V.

der henviser til, at denne begrundelse er åbenlyst urigtig, idet cadmiumfri kvanteøer ikke blot er teknisk mulige, men en hel serie fjernsyn, der er baseret på denne teknologi, er blevet bredt tilgængelige på EU-markedet, udbudt af velkendte store detailhandlere;

W.

der henviser til, at de uformelle oplysninger, Kommissionen rundsendte den 12. maj 2015, ikke ændrer denne situation; der henviser til, at de eksempler, der anføres af Kommissionen, på produkter med skærme med cadmium-kvanteøer enten ikke er tilgængelige i øjeblikket (TCL 55" TV) eller kun er tilgængelige i USA (Asus Notebook, Sony-tv), eller kun vedrører produkter, der er undervejs (Konka, Phillips, AOC);

X.

der henviser til, at såvel forlængelsen af den nuværende undtagelse 39 som indførelsen af en ny undtagelse 39.b forsømmer at opfylde nogen af betingelserne i artikel 5, stk. 1, litra a), og at de derfor ikke er berettigede; der henviser til, at forholdsvis korte perioder ikke kan berettige den manglende overholdelse af betingelserne i artikel 5, stk. 1, litra a);

Y.

der henviser til, at den eksisterende undtagelse 39 ifølge RoHS-direktivets artikel 5, stk. 5, forbliver gyldig, indtil Kommissionen har truffet en afgørelse om ansøgningen om fornyelse;

Z.

der henviser til, at undtagelsesperioden i tilfælde af, at en ansøgning om fornyelse af en undtagelse afvises eller en undtagelse tilbagekaldes, ifølge ROHS-direktivets artikel 5, stk. 6, tidligst udløber 12 måneder og senest 18 måneder efter datoen for afgørelsen;

AA.

der henviser til, at en afvisning af det delegerede direktiv derfor ikke forbyder cadmium-kvanteøer, men kun udløser en ny vurdering; der henviser til, at der derfor ikke er tale om nogen konkurrenceforvridning, idet den nuværende undtagelse forbliver gyldig, indtil den tilbagekaldes, hvorefter der bevilges en yderligere løbeperiode;

AB.

der henviser til, at der er sket vigtige nye udviklinger med hensyn til den kommercielle tilgængelighed af produkter baseret på cadmiumfri kvanteø-teknologi, som kræver en ny vurdering;

1.

gør indsigelse mod Kommissionens delegerede direktiv;

2.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen og underrette den om, at det delegerede direktiv ikke kan træde i kraft;

3.

mener ikke, at Kommissionens delegerede direktiv opfylder de i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/65/EU fastsatte betingelser, for så vidt angår begge undtagelser, det indfører i punkt 39.a og 39.b i bilag III i direktiv 2011/65/EU;

4.

mener navnlig, at den begrundelse, der gives for undtagelsen i punkt 39.b, er baseret på en forældet situation for så vidt angår den praktiske gennemførlighed af erstatning af cadmium i kvanteøer; opfordrer derfor til en hurtig revurdering af den eksisterende undtagelse i punkt 39 i bilag III i direktiv 2011/65/EU på baggrund af betingelserne i artikel 5, stk. 1, litra a), med henblik på tilbagekaldelse;

5.

anmoder Kommissionen om at forelægge en ny delegeret retsakt, som tager hensyn til Parlamentets holdning;

6.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

27.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 353/38

—

der henviser til Kommissionens delegerede forordning (C(2015)00861),

—

der henviser til artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (1), særlig artikel 177, stk. 1, litra a), artikel 223, stk. 2, og artikel 227, stk. 5,

—

der henviser til forslag til beslutning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 105, stk. 3,

A.

der henviser til, at opfølgningen af oplysninger om landbrugsethanol sikrer både gennemsigtighed og viden angående udviklingen af markedet, som stadig er ustabil, og som står over for en stærk konkurrence, især på grund af import fra tredjelande;

B.

der henviser til, at sådanne oplysninger også er yderst nyttige i forbindelse med forhandlinger om internationale aftaler og antidumpingundersøgelser;

C.

der henviser til, at Eurostat ikke giver sådanne præcise oplysninger, hvorfor operatørerne, medlemsstaterne og EU-institutionerne ikke har nogen andre muligheder for at få fuldt kendskab til markedssituationen;

1.

gør indsigelse mod Kommissionens delegerede forordning;

2.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen og underrette den om, at den delegerede forordning ikke kan træde i kraft;

3.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

27.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 353/39

—

der henviser til artikel 2 og 3, stk. 3, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og til artikel 8 og 294 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har født, eller som ammer (1) (direktivet om barselsorlov),

—

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktivet om barselsorlov (COM(2008)0637),

—

der henviser til sin holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 20. oktober 2010 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/…/EU om ændring af direktivet om barselsorlov (2),

—

der henviser til Parlamentets gentagne erklæringer om emnet, herunder dets beslutning af 10. marts 2015 om fremskridt for ligestillingen mellem kvinder og mænd i Den Europæiske Union — 2013 (3),

—

der henviser til den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (4) og til den kommende aftale om samme emne,

—

der henviser til forespørgsler til Rådet og Kommissionen om barselsorlov (O-000049/2015 — B8-0119/2015 og O-000050/2015 — B8-0120/2015),

—

der henviser til EU-Domstolens dom af 14. april 2015 bl.a. vedrørende Kommissionens beføjelse til at trække forslag tilbage (sag C-409/13),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.

der henviser til, at princippet om ligebehandling af kønnene indebærer, at der ikke må finde nogen diskrimination sted overhovedet, hvad enten direkte eller indirekte, også for så vidt angår moderskab, faderskab og deling af det familiemæssige ansvar;

B.

der henviser til, at Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst indebærer ambitiøse mål, såsom en beskæftigelsesfrekvens på 75 % og en reduktion af antallet af personer, der er ramt eller truet af fattigdom og social udstødelse, på mindst 20 millioner inden 2020;

C.

der henviser til, at kvinder i større omfang end mænd lever i fattigdom og udstødelse, især ældre kvinder, hvis gennemsnitlige pensionsniveau er 39 % lavere end mænds, og enlige mødre; der henviser til, at det er mere normalt for kvinder end for mænd at arbejde på deltid eller på tidsbestemte, midlertidige kontrakter, og til at kvinders fattigdom i vid udstrækning skyldes deres jobusikkerhed;

D.

der henviser til, at den faldende fødselsrate i EU er blevet forværret af krisen, da arbejdsløshed, usikre ansættelsesforhold og usikkerhed omkring fremtiden og økonomien har foranlediget par og unge kvinder i særdeleshed til at udsætte at få børn, hvilket yderligere bidrager til den EU-dækkende demografiske aldringstendens;

E.

der henviser til, at kvinder bruger næsten tre gange så lang tid om ugen på husholdningsarbejde end mænd (herunder pasning af børn, ældre og handicappede samt huslige gøremål); der henviser til, at arbejdsløsheden blandt kvinder er undervurderet, da mange kvinder ikke er registreret som arbejdsløse, navnlig kvinder, der udelukkende tage sig af hjemmet, huslige gøremål og børnepasning;

F.

der henviser til, at deling af de familiemæssige og huslige opgaver mellem kvinder og mænd er afgørende for at opnå ligestilling mellem kønnene; der henviser til, at en fjerdedel af medlemsstaterne ikke giver mulighed for fædreorlov;

G.

der henviser til, at Rådet endnu ikke har reageret officielt på Parlamentets førstebehandlingsholdning af 20. oktober 2010 om forslag til direktiv om ændring af direktivet om barselsorlov;

1.

beklager at der er dødvande i Rådet vedrørende direktivet om barselsorlov; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at genoptage forhandlingerne;

2.

beklager den interinstitutionelle ustabilitet som følge af Rådets passivitet, hvor forhandlingerne er gået i stå, til trods for at Parlamentet har afsluttet førstebehandlingen, hvilket således kompromitterer hele lovgivningsproceduren;

3.

gentager sin vilje til at komme ud af dødvandet og opfordrer Kommissionen til at spille sin rolle som »den ærlige mægler« og til at gå ind i et konstruktivt samarbejde med medlovgiverne med henblik på at tilnærme Parlamentets og Rådets holdninger under behørig hensyntagen til den interinstitutionelle ligevægt og den rolle, der er tillagt den i traktaterne;

4.

beklager, at den foreslåede revision af direktivet måske vil blive trukket tilbage af Kommissionen som en del af REFIT-projektet og anmoder — såfremt det i sidste ende viser sig at være tilfældet — om et lovgivningsinitiativ, der har til formål at revidere Rådets direktiv 92/85/EØF som et umiddelbart alternativ, der skal indledes under det luxembourgske formandskab for Rådet, med henblik på at forbedre sundheden og sikkerheden for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, og derved tage hånd om demografiske udfordringer, samtidig med at ulighederne mellem mænd og kvinder mindskes;

5.

noterer sig EU-Domstolens dom af 14. april 2015 vedrørende Kommissionens ret til at trække forslag tilbage (sag C-409/13), der bekræfter de specifikke betingelser, som Kommissionen skal opfylde, herunder forpligtelsen til at give Parlamentet og Rådet en begrundelse for tilbagetrækningen og til at overholde principperne om kompetencetildeling, institutionel balance og loyalt samarbejde, således som EU-traktaten foreskriver;

6.

gentager sin vilje til at udarbejde et særskilt direktiv, som fastsætter en betalt fædreorlov på minimum ti arbejdsdage og fremmer foranstaltninger — såvel lovgivningsmæssige som andre — der giver mænd og især fædre mulighed for at udøve deres ret til at opnå balance mellem arbejdsliv og privatliv;

7.

afventer den endelige vurdering af Rådets direktiv 2010/18/EU om forældreorlov og opfordrer i lyset af de foreliggende foreløbige undersøgelser til en revision af dette direktiv, da det ikke opfylder sit mål om at forene privatliv og arbejdsliv med henblik på at opnå balance mellem arbejdsliv og privatliv for begge forældre, og navnlig kvinder, som er påvirket af forskellene mellem kønnene for så vidt angår løn, pension og fattigdom;

8.

pålægger sin formand at sende denne afgørelse til Rådet og Kommissionen.

27.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 353/41

—

der henviser til FN-konventionen om rettigheder for personer med handicap og dennes ikrafttræden i EU den 21. januar 2011 i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2010/48/EF af 26. november 2009 om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder (1),

—

der henviser til Adfærdskodeks mellem Rådet, medlemsstaterne og Kommissionen om interne arrangementer for Den Europæiske Unions gennemførelse af og repræsentation i forbindelse med De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder (2),

—

der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne, konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og international konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder,

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene om rapport om EU's gennemførelse af FN-konventionen om rettigheder for personer med handicap (SWD(2014)0182),

—

der henviser til den liste over problemområder, som FN's komité for rettigheder for personer med handicap har vedtaget i forbindelse med Den Europæiske Unions indledende rapport (3),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 15. november 2010 om den europæiske handicapstrategi 2010-2020: et nyt tilsagn om et Europa uden barrierer (COM(2010)0636),

—

der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2011 om mobilitet og integrering af personer med handicap og den europæiske handicapstrategi for 2010-2020 (4),

—

der henviser til Den Europæiske Ombudsmands årsberetning for 2013,

—

der henviser til artikel 2, 9, 10, 19 og 168 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til artikel 3, 15, 21, 23, og 26 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (5),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.

der henviser til, at personer med handicap som fuldgyldige borgere har lige rettigheder og ret til umistelig værdighed, ligebehandling, en uafhængig tilværelse og fuld deltagelse i samfundet;

B.

der henviser til, at det anslås, at 80 millioner personer i Den Europæiske Union har et handicap;

C.

der henviser til, at dokumentation fra EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder konsekvent viser, at personer med handicap udsættes for forskelsbehandling og hindringer for at udøve deres rettigheder på lige fod med andre;

D.

der henviser til, at personer med handicap er en af de mest sårbare grupper i vores samfund, og at deres integration på arbejdsmarkedet udgør en af de største udfordringer for social- og arbejdsmarkedspolitikker;

E.

der henviser til, at en fuldstændig integration af personer med handicap og deres lige deltagelse udelukkende kan opnås ved at anlægge en menneskerettighedsbaseret tilgang til handicap på alle niveauer af EU's politiske beslutningstagning, gennemførelse og overvågning, herunder inden for institutionerne, og at Kommissionen skal tage behørigt hensyn hertil i fremtidige forslag;

F.

der henviser til, at 21 ud af 28 medlemsstater ifølge EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder fortsat påtvinger restriktioner i den fulde udøvelse af rets- og handleevnen;

G.

der henviser til, at Kommissionen fremsatte en forslag til direktiv om ikke-forskelsbehandling i 2008, men at det stadig er blokeret i Rådet;

H.

der henviser til, at principperne i konventionen om rettigheder for personer med handicap går langt ud over forskelsbehandling, idet de peger i retning af, at alle personer med handicap skal have adgang til den fulde udøvelse af menneskerettighederne i et inklusivt samfund, og de sigter også mod at stille den nødvendige beskyttelse og bistand til rådighed, således at familier får mulighed for at bidrage til, at personer med handicap fuldt ud kan udøve deres rettigheder på lige fod med andre;

I.

der henviser til, at EU formelt har ratificeret konventionen om rettigheder for personer med handicap, og at den desuden er blevet undertegnet af alle EU's 28 medlemsstater og er ratificeret af 25 af dem;

J.

der henviser til, at Parlamentets Udvalg for Andragender hvert år modtager andragender om forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med adgang til beskæftigelse, selvstændigt erhverv, offentlige tjenesteydelser og uddannelse;

K.

der henviser til, at personer med handicap ikke udgør en homogen gruppe, og at politikker og foranstaltninger, der planlægges på deres vegne, bør tage hensyn til denne manglende homogenitet og det forhold, at visse grupper, såsom kvinder, børn og enkeltpersoner, der har behov for mere intensiv støtte, står over for yderligere vanskeligheder og flere former for forskelsbehandling;

L.

der henviser til, at Parlamentet skal tage hensyn til det forhold, at bestemmelserne i konventionen om rettigheder for personer med handicap er minimumsstandarder, der giver EU-institutionerne mulighed for at gå et skridt videre for at beskytte personer med handicap og bekæmpe forskelsbehandling;

M.

der henviser til, at adgangen til beskæftigelse sammen med ikke-forskelsbehandling på arbejdspladsen er et grundlæggende element i en selvbestemmende og uafhængig tilværelse; der henviser til, at beskæftigelsesfrekvensen for personer i alderen 20 til 64 er højere end 70 %, mens beskæftigelsesfrekvensen for personer med handicap trods alle de eksisterende programmer, initiativer og strategier på EU-plan ligger under 50 %; der henviser til, at beskæftigelsesfrekvensen for kvinder uden handicap ligger på 65 % sammenlignet med 44 % for kvinder med handicap;

N.

der henviser til, at lønnet beskæftigelse er af afgørende betydning for at give personer med handicap mulighed for at føre en uafhængig tilværelse, og at medlemsstaterne derfor bør tilstræbe at skabe bredere adgang til beskæftigelse for personer med handicap, således at de kan bidrage til det samfund, de lever i, og at de som en forudsætning bør give alle børn med handicap, herunder dem med indlæringsvanskeligheder, inkluderende undervisning for at hjælpe dem med at erhverve et godt uddannelsesmæssigt grundlag fra primærtrinnet og fremefter, således at de kan følge en læseplan, der passer til deres indlæringsevne, og dermed give dem mulighed for at få en solid uddannelsesmæssig baggrund, som kan hjælpe dem med at udvikle en karriere eller sikre dem et godt job, der giver dem mulighed for at leve et uafhængigt liv på et senere tidspunkt;

O.

der henviser til, at handicap er et begreb, der er under udvikling, og som er et resultat af samspillet mellem personer med funktionsnedsættelse og holdningsmæssige og omgivelsesbestemte barrierer, som forhindrer deres fulde og effektive deltagelse i samfundslivet med samme værdighed og på lige fod med andre;

P.

der henviser til, at der på grundlag af artikel 7 i forordningen om fælles bestemmelser navnlig skal tages hensyn til tilgængeligheden for personer med handicap under hele udarbejdelsen og gennemførelsen af programmer, der finansieres af de europæiske struktur- og investeringsfonde, og at der bør tages hensyn til de samme spørgsmål i forbindelse med udarbejdelsen og gennemførelsen af andre EU-fonde;

Q.

der henviser til, at efterspørgslen efter sociale tjenesteydelser i visse medlemsstater er stigende på grund af demografiske og samfundsmæssige ændringer med øget arbejdsløshed, fattigdom og social udstødelse, herunder manglende adgang til tjenesteydelser af høj kvalitet for personer med handicap, hvilket har en negativ indvirkning på muligheden for personer med handicap for at leve selvstændigt, integreret og på lige fod med andre;

R.

der henviser til, at EU's eksisterende lovgivning om rettigheder for personer med handicap bør gennemføres bedre og styrkes med henblik på at øge tilgængeligheden for alle personer med handicap i hele EU;

S.

der henviser til, at Parlamentet udgør en del af EU's ramme til at fremme, beskytte og overvåge gennemførelsen af konventionen om rettigheder for personer med handicap i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i konventionen om rettigheder for personer med handicap;

T.

der henviser til, at adskillige civilsamfundsorganisationer forelagde oplysninger for komitéen for rettigheder for personer med handicap vedrørende listen over problemområder;

U.

der henviser til, at Kommissionen som kontaktpunkt i henhold til artikel 33, stk. 1, i konventionen om rettigheder for personer med handicap er blevet udpeget til at reagere på den liste over problemområder, der er vedtaget af komitéen for rettigheder for personer med handicap;

V.

der henviser til, at Parlamentet er Den Europæiske Unions eneste direkte valgte organ, der repræsenterer de europæiske borgere, og at det derfor er fuldt ud i overensstemmelse med Parisprincipperne som fastsat i artikel 33 i konventionen om rettigheder for personer med handicap;

1.

forsikrer komitéen for rettigheder for personer med handicap om, at Europa-Parlamentet vil besvare forespørgsler, som rettes direkte til det, og opfordrer samtidig indtrængende Kommissionen til at tage hensyn til Parlamentets synspunkter i forbindelse med udarbejdelsen af dens svar til komitéen;

2.

finder det beklageligt, at Adfærdskodeksen blev vedtaget af Kommissionen og Rådet uden inddragelse af Parlamentet, hvilket har medført, at Parlamentet har begrænsede beføjelser med hensyn til overvågning af konventionen om rettigheder for personer med handicap;

3.

opfordrer Kommissionen til formelt at have samråd om dens svar til listen over problemområder med alle relevante institutioner og agenturer, herunder Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget, Ombudsmanden og Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder;

4.

opfordrer Kommissionen til at indbyde EU-rammen til formelt at deltage i den konstruktive dialog;

5.

fremhæver, at forslaget til et EU-direktiv om ikke-forskelsbehandling tager sigte på at beskytte personer med handicap mod forskelsbehandling i forbindelse med social beskyttelse, sundhedspleje og (re)habilitering, uddannelse og adgang til og levering af varer og tjenesteydelser såsom bolig, transport og forsikring; beklager de manglende fremskridt i Rådet for så vidt angår dette forslag og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at arbejde hen imod vedtagelsen af en fælles holdning uden yderligere forsinkelse;

6.

bemærker, at manglen på opdelte data og statistikker vedrørende specifikke handicapgrupper er en hindring for at udarbejde passende politikker; opfordrer derfor Kommissionen til at indsamle og videreformidle statistiske data om handicap, opdelt efter alder og køn, med henblik på at overvåge situationen for personer med handicap i hele EU på relevante dagligdagsområder og ikke kun på beskæftigelsesområdet;

7.

bemærker, at adskillige civilsamfundsorganisationer forelagde oplysninger for komitéen for rettigheder for personer med handicap vedrørende listen over problemområder; opfordrer følgelig indtrængende Kommissionen til yderligere at udvikle en struktureret dialog og til at høre og samarbejde med organisationer, der repræsenterer personer med handicap, som led i revisionsprocessen, herunder når den retter et svar til komitéen for rettigheder for personer med handicap om listen over problemområder, og i forbindelse med udarbejdelsen, gennemførelsen og overvågningen af EU's politikker på dette område;

8.

opfordrer de medlemsstater, som ikke allerede har gjort det, til hurtigst muligt at ratificere konventionen om rettigheder for personer med handicap;

9.

opfordrer Kommissionen til at fremsætte et ambitiøst forslag til en europæisk lov om tilgængelighed med fuld inddragelse af personer med handicap i hele lovgivningsprocessen og understreger behovet for, at dette forslag skal omfatte hele spektret af politiske områder med hensyn til alle EU-borgeres adgang til varer og tjenesteydelser og fremme en uafhængig tilværelse for og fuld integration af personer med handicap samt oprette en løbende, effektiv og uafhængig overvågnings- og håndhævelsesmekanisme;

10.

opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre forpligtelserne i artikel 12 i konventionen om rettigheder for personer med handicap i national lovgivning, navnlig for at lempe eventuelle restriktioner i deres stemmeret og deres ret til at blive valgt;

11.

opfordrer indtrængende Rådet til at fremskynde arbejdet med forslaget til et direktiv om tilgængeligheden af offentlige organers websteder med henblik på at nå frem til en fælles holdning og opnå yderligere fremskridt i retning af vedtagelsen af denne retsakt og således øge tilgængeligheden af dokumenter, videofilm og websteder og tilvejebringe alternative kommunikationsformater og kommunikationsmidler;

12.

anbefaler, at EU's midler skal anvendes til at fremme tilgængeligheden og e-tilgængeligheden for personer med handicap, til at fremme en overgang fra institutionel pleje til pleje i nærmiljøet, til at udvikle social- og sundhedstjenester af høj kvalitet og til at investere i kapacitetsopbygning for organisationer, der repræsenterer personer med handicap;

13.

bemærker Parlamentets svar og foranstaltninger vedrørende listen over problemområder, der er udarbejdet i forbindelse med Den Europæiske Unions indledende rapport som led i revisionen af konventionen om rettigheder for personer med handicap:

14.

understreger behovet for et udvidet politisk samarbejde inden for EU-rammen, herunder de nødvendige økonomiske og menneskelige ressourcer til at sikre, at den kan udføre dens opgaver som beskrevet i ovennævnte afgørelse fra Rådet, og opfordrer indtrængende aktørerne inden for EU-rammen til at afsætte de midler, der anmodes om, til denne opgave;

15.

glæder sig over det initiativ fra medlemmer af Parlamentet, der opfordrer til, at Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og Udvalget for Andragender regelmæssigt udarbejder en fælles betænkning som svar på henstillingerne fra komitéen for rettigheder for personer med handicap;

16.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, komitéen for rettigheder for personer med handicap samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

27.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 353/46

—

der henviser til Rådets direktiv 2000/29/EF om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet (1),

—

der henviser til Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets (EFSAs) videnskabelige udtalelser, der blev offentliggjort den 26. november 2013 og den 6. januar 2015, om den risiko for plantesundheden, som Xylella fastidiosa udgør på EU's område, hvori der blev peget på forskellige muligheder for at nedsætte denne risiko og givet en vurdering af disse muligheder,

—

der henviser til Kommissionens gennemførelsesafgørelser af 13. februar 2014, 23. juli 2014 og 28. april 2015 vedrørende foranstaltninger til forhindring af indførelse og spredning af Xylella fastidiosa i EU,

—

der henviser til rapporterne fra Levnedsmiddel- og Veterinærkontoret om kontrol, der blev gennemført i februar og november 2014,

—

der henviser til forespørgslen til Kommissionen om angrebet af Xylella fastidiosa på oliventræer (O-000038/2015 — B8-0117/2015),

—

der henviser til direktiv 2009/128/EF om en ramme for Fællesskabets indsats for en bæredygtig anvendelse af pesticider (2),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.

der henviser til, at Xylella fastidiosa er en yderst farlig, direkte trussel mod produktionen i Sydeuropa af visse afgrøder, herunder oliven, mandler og ferskner samt prydplanter; der henviser til, at Xylella fastidiosa alt efter bakterietype er en potentiel trussel mod vinmarker, citrontræer og andre afgrøder og kan føre til hidtil usete og ødelæggende tab med drastiske økonomiske, miljømæssige og sociale konsekvenser; der henviser til, at den Xylella fastidiosa-stamme, der inficerer oliventræer i regionen Puglia, er forskellig fra de isolater, der forårsager sygdom i vinstokke eller citrusplanter i andre dele af verden;

B.

der henviser til, at denne bakterie allerede forårsager alvorlig skade i olivenplantager i den syditalienske region Puglia og potentielt truer andre afgrøder og regioner;

C.

der henviser til, at oliven er en af regionen Puglia’s vigtigste landbrugssektorer, som tegnede sig for 11,6 % (eller 522 mio. EUR) af den samlede landbrugsproduktion i regionen og 30 % af værdien af den italienske olivenproduktion i 2013;

D.

der henviser til, at forekomsten af Xylella fastidiosa forårsager alvorlig økonomisk skade, ikke blot for olivenproducenterne, men også for hele produktionskæden, herunder kooperative og private oliemøller, turismen og afsætningen;

E.

der henviser til, at den første indberetning om et udbrud af Xylella fastidiosa blev foretaget af de italienske myndigheder den 21. oktober 2013, og at et alarmerende antal træer er blevet inficeret siden da;

F.

der henviser til, at de inspektioner, der blev foretaget i Italien i februar og november 2014 af Levnedsmiddel- og Veterinærkontoret (FVO) i Kommissionens Generaldirektorat for Sundhed og Fødevaresikkerhed, bekræfter, at situationen er blevet drastisk forværret, og at en yderligere spredning af bakterien ikke kan udelukkes;

G.

der henviser til, at der i øjeblikket ikke findes nogen behandling, der kan kurere syge planter på marken, og der henviser til, at de sygdomsramte planter har en tendens til at forblive inficeret i hele deres levetid eller til at hurtigt at bukke under;

H.

der henviser til, at en lang række forskellige planter i EU kan være bærer af sygdommen, herunder symptomfrie vilde planter;

I.

der henviser til, at Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet har understreget, at man i betragtning af vanskelighederne ved at standse spredningen af Xylella fastidiosa, når først et produktionsområde er ramt, bør prioritere forebyggende foranstaltninger, som fokuserer på import og begrænsning af udbruddene, samt prioritere en styrkelse af forskningssamarbejdet;

1.

noterer sig, at de gennemførelsesafgørelser, der blev truffet af Kommissionen før april 2015, hovedsageligt fokuserede på interne foranstaltninger til bekæmpelse af udbruddet og ikke omfattede slagkraftige foranstaltninger til at forhindre, at sygdommen blev indført til EU fra tredjelande;

2.

opfordrer Kommissionen til at træffe målrettede foranstaltninger mod Xylella fastidiosa for at forhindre import af inficeret materiale til EU; glæder sig over den afgørelse, som Kommissionen traf i april 2015, om at standse import af inficerede kaffeplanter fra Costa Rica og Honduras, og de restriktioner, der blev vedtaget i forbindelse med import af planter fra ramte områder i andre tredjelande; anmoder om, at der om nødvendigt tages mere slagkraftige foranstaltninger i anvendelse, som f.eks. kun at give tilladelse til import fra produktionssteder, der er fri for skadegørere;

3.

beklager, at Kommissionen meget ofte ikke reagerer hurtigt nok til at forhindre indførsel i EU af plantesygdomme fra tredjelande; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at efterprøve, hvad infektionskilden er, og til at revidere EU's officielle ordning for plantesundhedskontrol med henblik på at beskytte EU's område;

4.

opfordrer indtrængende Kommissionen til, navnlig i betragtning af den forestående sommer, at træffe mere effektive foranstaltninger til at undgå spredning af Xylella fastidiosa i EU, navnlig ved at fokusere på de mest truede afgrøder, uden dog at se bort fra andre afgrøder, som også kan blive alvorlig ramt af sygdommen, og understreger i denne forbindelse betydningen af bestemmelserne i artikel 9 i gennemførelsesafgørelsen fra 2015;

5.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at yde kompensation til producenterne for rydningsforanstaltninger og indtægtstab — hvilket ikke blot omfatter tab med hensyn til landbrugsproduktionen, men også med hensyn til kulturarv, historie og turismerelaterede aktiviteter;

6.

opfordrer Kommissionen og de relevante myndigheder til at gøre brug af alle mulige midler og instrumenter til at bidrage til den økonomiske genopretning af de ramte områder; opfordrer Kommissionen til at finde frem til incitamenter, der kan få producenterne til at gennemføre forebyggende foranstaltninger;

7.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at der er tilstrækkelige økonomiske og menneskelige ressourcer til rådighed til at gennemføre de relevante strategier, herunder økonomisk støtte til landbrugerne til at anvende passende landbrugsmetoder til bekæmpelse af Xylella fastidiosa og dens smittebærere; opfordrer indtrængende Kommissionen til hurtigst muligt at fremme en intensiveret forskningsindsats, bl.a. ved hjælp af øget internationalt netværkssamarbejde og ved at stille midler til rådighed til forskningsinstitutter, med henblik på at forbedre den videnskabelige viden om Xylella fastidiosa og fastslå, hvilken forbindelse der er mellem patogenet, symptomerne og udviklingen af sygdommen;

8.

understreger, at det er nødvendigt at gennemføre informationskampagner i potentielt inficerede områder af EU for at skabe større bevidsthed om problemet hos de involverede parter ikke blot i landbrugssektoren, men også i gartnerisektoren, herunder detailhandlere af prydplanter, professionelle gartnere og deres kunder;

9.

mener, navnlig i betragtning af den forestående sommer, at Kommissionen og medlemsstaterne bør advare rejsende om risikoen for at indføre inficerede planter til EU fra lande, der er ramt af Xylella fastidiosa;

10.

opfordrer til, at der stilles flere midler til rådighed til at sikre, at skadelige organismer opdages ved EU's grænseovergangssteder; tilskynder desuden medlemsstaterne til at øge antallet af regelmæssige inspektioner med henblik på at forebygge spredningen af Xylella fastidiosa uden for de afgrænsede områder;

11.

opfordrer Kommissionen til at tilvejebringe en åben database, med en liste over institutioner og kompetente myndigheder på EU- og medlemsstatsniveau, til udveksling af informationer og erfaringer, herunder bedste praksis, samt for hurtigt at kunne underrette de kompetente myndigheder og træffe de nødvendige foranstaltninger;

12.

opfordrer Kommissionen til, på gennemskuelig måde, at udarbejde omfattende retningslinjer for gennemførelse af forebyggende foranstaltninger og sygdomskontrolforanstaltninger, med klare angivelser af deres anvendelsesområde og varighed, der tager udgangspunkt i eksisterende erfaringer og bedste praksis og kan anvendes som et støtteredskab af medlemsstaternes kompetente myndigheder og tjenester;

13.

anmoder Kommissionen om årligt — eller på et hvilket som helst tidspunkt, hvis situationen udvikler sig — at rapportere til Parlamentet om den trussel, som Xylella fastidiosa og andre organismer, der er til fare for landbrugsproduktionen, udgør for EU’s producenter;

14.

pålægger sin formand at sende denne afgørelse til Rådet og Kommissionen.

27.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 353/49

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om Zimbabwe, særlig beslutningen af 7. februar 2013 (1),

—

der henviser til de lokale EU-erklæringer af 11. marts og 9. april 2015 om bortførelsen af Itai Dzamara,

—

der henviser til erklæringen af 19. februar 2014 fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, på Den Europæiske Unions vegne, om fornyet gennemgang af forbindelserne mellem EU og Zimbabwe,

—

der henviser til Rådets afgørelse 2014/98/FUSP af 17. februar 2014 (2) og 2015/277/FUSP af 19. februar 2015 (3) om ændring af afgørelse 2011/101/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Zimbabwe,

—

der henviser til udtalelserne fra talsmanden for Kontoret for FN's Højkommissær for Menneskerettigheder (OHCHR) af 18. januar 2013 om de seneste angreb på menneskerettighedsforkæmpere forud for valget,

—

der henviser til den globale politiske aftale, der blev undertegnet i 2008 af de tre største politiske partier, ZANU PF, MDC-T og MDC,

—

der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner om Zimbabwe af 23. juli 2012 og til Rådets gennemførelsesafgørelse 2012/124/FUSP af 27. februar 2012 (4) om restriktive foranstaltninger over for Zimbabwe,

—

der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder af 27. juni 1981, som Zimbabwe har ratificeret,

—

der henviser til Zimbabwes forfatning,

—

der henviser til Cotonouaftalen,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.

der henviser til, at Itai Dzamara, en fremtrædende zimbabwisk menneskerettighedsaktivist, leder af bevægelsen Occupy Africa Unity Square og systemkritiker af præsident Mugabe, den 9. marts 2015 angiveligt blev bortført af fem uidentificerede bevæbnede mænd i udkanten af Harare; der henviser til, at hans opholdssted fortsat er ukendt, og der er alvorlig bekymring for hans sikkerhed og beskyttelsen af hans rettigheder;

B.

der henviser til, at Itai Dzamara i månederne før sin bortførelse havde ledt en række fredelige demonstrationer mod den forværrede politiske og økonomiske situation i Zimbabwe; der henviser til, at Itai Dzamara to dage forinden havde holdt tale til en politisk demonstration, arrangeret af oppositionspartiet Movement for Democratic Change — Tsvangirai (MDC-T), hvori han opfordrede til masseprotester mod den forværrede undertrykkelse og den økonomiske situation i landet, opfordrede præsident Robert Mugabe til at træde tilbage samt krævede reformer af valgsystemet;

C.

der henviser til, at regeringen indtil videre har forholdt sig tavs om Itai Dzamaras forsvinden, hvilket har givet anledning til mistanke i offentligheden om, at staten kunne være ansvarlig; der henviser til, at det regerende parti ZANU-PF benægter at stå bag hans bortførelse og fordømmer det som en handling, der er arrangeret af oppositionen;

D.

der henviser til, at en dom afsagt af High Court den 13. marts 2015 beordrede de zimbabwiske myndigheder til at foretage en eftersøgning efter Itai Dzamara og at aflægge rapport om fremskridtene til domstolen hver anden uge, indtil det fastlægges, hvad der er blevet af ham; der henviser til, at denne retsafgørelse fra High Court er blevet ignoreret af de myndigheder, der har ansvar for at reagere på den, og de statslige myndigheder har stadig til gode at efterkomme denne afgørelse;

E.

der henviser til, at Itai Dzamara ved flere lejligheder var blevet overfaldet af tilhængere af det regerende parti ZANU-PF og af uniformerede politibetjente; der henviser til, at ca. 20 uniformerede politibetjente i november 2014 lagde Itai Dzamara i håndjern og slog ham bevidstløs og ved samme lejlighed også udøvede vold mod hans advokat, Kennedy Masiye;

F.

der henviser til, at 11 personer blev tilbageholdt i Harare den 27. april 2015 efter at have deltaget i et optog til støtte for den savnede Itai Dzamara; der henviser til, at aktivisterne blev anholdt og tilbageholdt i 6 timer;

G.

der henviser til, at hans hustru, Sheffra Dzamara, efter hans bortførelse anlagde sag ved High Court i Harare for at tvinge politiet og den centrale efterretningstjeneste (CIO) til at eftersøge hendes mand; der henviser til, at politiet og CIO under retsmødet nægtede ethvert kendskab til Itai Dzamaras opholdssted; der henviser til, at Sheffra Dzamara i begyndelsen af april meddelte, at uidentificerede mænd holdt hende under konstant overvågning, og at hun frygtede for sit liv;

H.

der henviser til, at den nuværende situation i Zimbabwe med hensyn til menneskerettigheder og demokrati bliver værre og værre, og at der til stadighed rapporteres om chikane og menneskerettighedskrænkelser mod menneskerettighedsforkæmpere, journalister og medlemmer af civilsamfundet i Zimbabwe;

I.

der henviser til, at politiet ofte misbruger gældende lovgivning, såsom loven om offentlig orden og sikkerhed (Public Order and Security Act — POSA) og loven om adgang til oplysninger og beskyttelse af privatlivets fred (Access to Information and Protection of Privacy Act — AIPPA), med henblik på at forbyde lovlige offentlige møder og forsamlinger;

J.

der henviser til, at forsamlings-, forenings- og ytringsfriheden er centrale komponenter i ethvert demokrati;

K.

der henviser til, at EU i februar 2015 genoptog sin støtte til Zimbabwe i form af et nationalt vejledende program på 234 mio. EUR med henblik på at hjælpe Zimbabwe til at blive et mere demokratisk og velstående land, samtidig med at Det Europæiske Råd har besluttet at opretholde nogle af sanktionerne mod Zimbabwe; der henviser til, at kun præsident Robert Mugabe, hans hustru og en forsvarsvirksomhed fortsat er omfattet af indefrysning af aktiver og rejseforbud; der henviser til, at EU’s våbenembargo også stadig er i kraft;

L.

der henviser til, at der ved en folkeafstemning den 16. marts 2013 blev vedtaget en ny forfatning med henblik på en politisk oprydning, men i praksis sker der kun langsomme fremskridt, og menneskerettighedssituationen er skrøbelig;

1.

fordømmer på det kraftigste den tvungne forsvinding af menneskerettighedsforkæmperen Itai Dzamara og kræver, at han omgående og betingelsesløst løslades;

2.

opfordrer Zimbabwes regering til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at finde Itai Dzamara og at stille alle de ansvarlige for en domstol; opfordrer regeringen til fuldt ud at efterleve retsafgørelsen fra High Court, der pålægger den at eftersøge Itai Dzamara;

3.

opfordrer de zimbabwiske myndigheder til at garantere sikkerheden for hans hustru og familie samt hans kolleger og tilhængere;

4.

er dybt bekymret over rapporter fra menneskerettighedsorganisationer om stigende politisk vold og chikane af den politiske opposition og over de alvorlige begrænsninger og intimideringen af menneskerettighedsforkæmpere, der ofte bliver slået af politiet og fængslet på falske anklager; beklager, at der siden sidste valg og vedtagelsen af den nye forfatning i 2013 kun er gjort små fremskridt med hensyn til retsstaten og især hen imod en reform af menneskerettighedsforholdene;

5.

opfordrer indtrængende Zimbabwes myndigheder til at undersøge påstande om overdreven magtanvendelse og andre menneskerettighedskrænkelser begået af politiet og statslige embedsmænd og at drage dem til ansvar;

6.

minder om den zimbabwiske regerings overordnede ansvar for at garantere sikkerheden for alle landets borgere; opfordrer myndighederne i Zimbabwe til at gennemføre bestemmelserne i verdenserklæringen om menneskerettigheder, det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder samt de regionale menneskerettighedsinstrumenter, som Zimbabwe har ratificeret;

7.

minder om, at i henhold til den globale politiske aftale (GPA) har Zimbabwe forpligtet sig til at sikre, at såvel landets lovgivning som dets procedurer og praksisser er i overensstemmelse med internationale menneskerettighedsprincipper og -love, herunder forsamlings-, forenings- og ytringsfriheden;

8.

noterer sig nedsættelsen af Zimbabwes menneskerettighedskommission, men er bekymret over, at den ikke har fået tildelt tilstrækkelig kapacitet til at kunne handle uafhængigt og opfylde sine mål vedrørende de presserende menneskerettighedsspørgsmål, som landet er konfronteret med;

9.

opfordrer derfor til en fælles indsats fra det internationale samfund, navnlig Southern African Development Community (SADC); mener, at denne regionale organisation har en vigtig rolle at spille som garant for GPA, idet der bl.a. insisteres på gennemførelse af aftalen, og navnlig artikel 13 heri, for at sikre en neutral optræden fra politiets og de øvrige sikkerhedsstyrkers side;

10.

opfordrer indtrængende den zimbabwiske regering og præsident Robert Mugabe til at overholde deres internationale forpligtelser og bestemmelserne i de internationale traktater, der er underskrevet af Zimbabwe, og at sikre respekt for retsstatsprincipperne og opfyldelsen af borgerlige og politiske rettigheder;

11.

opfordrer EU til at intensivere sin politiske dialog om menneskerettigheder på grundlag af artikel 8 i Cotonouaftalen og navnlig at tilskynde regeringen til at ophæve eller foretage passende ændringer i loven om offentlig orden og sikkerhed og loven om adgang til oplysninger og beskyttelse af privatlivets fred med henblik på at sætte en stopper for misbrug heraf;

12.

beklager manglen på en streng menneskerettighedsklausul, der kan håndhæves, i den foreløbige økonomiske partnerskabsaftale (ØPA), der blev indgået med fire stater i det østlige og sydlige Afrika (ESA-landene), herunder Zimbabwe;

13.

bemærker ophævelsen af sanktioner, som er vedtaget af EU, og støtter de målrettede foranstaltninger, der forbliver i kraft over for præsidenten og hans kone, såvel som våbenembargoen, som er en reaktion på den politiske situation og menneskerettighedssituationen i Zimbabwe;

14.

mener, at fremme af demokratiet og beskyttelse af menneskerettighederne og retsstatsprincippet er afgørende, hvis Zimbabwe skal blive et frit og velstående land;

15.

opfordrer EU’s delegation i Harare til fortsat at tilbyde sin hjælp til Zimbabwe med henblik på at forbedre menneskerettighedssituationen; insisterer på, at EU skal sikre, at udviklingsstøtten til Zimbabwe effektivt imødekommer befolkningens behov, især gennem civilsamfundets organisationer, og at de politiske og økonomiske reformer, der finansieres herved, gennemføres;

16.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, EU-Udenrigstjenesten, Zimbabwes regering og parlament, regeringerne i Southern African Development Community, Kommissionen for Den Afrikanske Union, Det Panafrikanske Parlament, Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU samt generalsekretæren for Commonwealth.

27.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 353/52

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om Burma/Myanmar og rohingyamindretallet, navnlig af 20. april 2012 (1), 13. september 2012 (2), 22. november 2012 (3) og 13. juni 2013 (4), og til sin beslutning af 23. maj 2013 om genindførelse af Myanmars/Burmas adgang til generelle toldpræferencer (5),

—

der henviser til sin beslutning af 5. februar 2009 om situationen for de burmesiske flygtninge i Thailand (6),

—

der henviser til erklæringen fra FN's Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) af 6. maj 2015 om rohingyamassegrave i Thailand,

—

der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne af 10. december 1948,

—

der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR) fra 1966,

—

der henviser til konventionen om flygtninges retsstilling fra 1951 og protokollen hertil fra 1967,

—

der henviser til menneskerettighedserklæringen fra Sammenslutningen af Sydøstasiatiske lande, navnlig stk. 13, 15, 16 og 18,

—

der henviser til UNHCR's appel af 15. maj 2015 til de regionale regeringer om at iværksætte efterforskningsaktioner, hvori det advarede om en potentiel humanitær katastrofe,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.

der henviser til, at det i en eskalerende regionsdækkende krise skønnes, at tusinder af rohingyaer og andre flygtninge stadig befinder sig på skibe i Andamanhavet og Malaccastrædet, hvoraf nogle er efterladt af deres menneskehandlere med meget lidt mad og vand og skubbes tilbage på åbent hav, når deres skibe kommer ind i territoriale farvande;

B.

der henviser til, militærpolitiet den 1. og 4. maj 2015 opdagede ligene af mindst 30 etniske rohingyamuslimer i en formodet lejr for menneskehandel i Sadao-distriktet i provinsen Songkhla, tæt på grænsen mellem Thailand og Malaysia; der henviser til, at en anden lejr med mindst fem andre grave blev fundet et par dage efter;

C.

der henviser til, at rohingyafolket fortsat forfølges og diskrimineres og får berøvet deres statsborgerskab i Burma/Myanmar vilkårligt og derfor forbliver statsløse; der henviser til, at den burmesiske regering den 1. april 2015 fratog dem deres midlertidige identitetskort og derved fratog dem stemmeretten; der henviser til, at der fortsat hersker straffrihed for forbrydelser og grusomheder begået mod dem;

D.

der henviser til, at medlemmer af rohingyafolket har forladt Burma/Myanmar i stort tal siden voldsudbrud i 2012 raserede hele kvarterer og medførte flere hundrede døde; der henviser til, at mange af dem, der undslap, faldt i kløerne på bander, der hærger i Den Bengalske Bugt;

E.

der henviser til, at der ifølge UNHCR's periodiske rapport af 8. maj 2015 har været 25 000 mennesker fra rohingyafolket og fra Bangladesh, der er steget ombord på smuglerskibe mellem januar og marts 2015; der henviser til, at dette tal næsten er det dobbelte af tallet for samme periode i 2014;

F.

der henviser til, at flere tusinder rohingyaer er flygtet ad søvejen for at undslippe forfølgelse, og at hundredvis har mistet livet i forliste både eller ved at blive jaget tilbage på havet;

G.

der henviser til, at smuglerne efter overgrebene er begyndt at bruge søvejene; der henviser til, at der er et stigende antal tilfælde af migranter, der efterlades på havet af deres smuglere;

H.

der henviser til, at tusinder af rohingyaer og andre migranter fortsat smugles igennem Thailand og fra andre lande i regionen af menneskesmuglere, at korrupte lokale thailandske myndigheder i nogle tilfælde er indblandet, og at de tilbageholdes under umenneskelige forhold i junglelejre i det sydlige Thailand, hvor de tortureres, udsultes og bankes til døde af deres fangevogtere, der kræver løsepenge af familierne, eller sælges til slaveri;

I.

der henviser til, at UNHRC har krævet en fælles reaktion i kølvandet på opdagelsen af rohingyamassegrave i Thailand med en opfordring til landene i regionen til at styrke samarbejdet i bekæmpelsen af smugleri og menneskesmugleri og beskyttelse af ofrene;

J.

der henviser til, at spørgsmålet om rohingyaerne ikke blev drøftet på det nylige 26. ASEAN-topmøde, der blev afholdt den 26. til den 28. april 2015 i Malaysia;

K.

der henviser til, at Kommissionens Generaldirektorat for Humanitær Bistand og Civilbeskyttelse (ECHO) har ydet omkring 57,3 mio. EUR i humanitær bistand til udsatte folkeslag i delstaten Rakhine; der henviser til, at ECHO i 2015 finansierer projekter i hele delstaten Rakhine til at løse nogle af de mest presserende behov for rohingyaerne i de nordlige bydele, herunder ved at give fødevarer, grundlæggende sundhedstjenester og grundlæggende husholdningsartikler og ved at støtte de mennesker, der er blevet fordrevet siden 2012;

L.

der henviser til, at ECHO siden 2013 har ydet 325 000 EUR til Den Internationale Organisation for Migration (IOM) til fødevarer, basale husholdningsartikler, sundhedspleje og beskyttelse til omkring 3 000 mænd, kvinder og børn af rohingyafolket, der er tilbageholdt i Thailand;

1.

udtrykker sin dybeste bekymring over den alvorlige situation for rohingyaflygtninge og den humanitære krise, der for øjeblikket finder sted på åbent hav og i de territoriale farvande mellem Myanmar, Bangladesh, Thailand og Indonesien, og er chokeret over, hvad der er konstateret efter den nylige udgravning af dusinvis af lig fra massegrave nær lejre for menneskehandel i det sydlige Thailand; udtrykker sin medfølelse med ofrenes familier; udtrykker sin medfølelse med ofrenes familier;

2.

kræver, at de thailandske myndigheder straks gennemfører omfattende og troværdige efterforskninger af massegravene af rohingyamuslimer, om nødvendigt med bistand fra FN, for at sikre, at de ansvarlige bliver bragt for en dommer;

3.

glæder sig over, at regeringen i Thailand erkender, at der er et problem med menneskesmuglere i Thailand og regionen, og at visse korrupte myndigheder medvirker til menneskehandel; kræver, at den thailandske regering og tjenestemændene i Thailand stopper enhver meddelagtighed med de kriminelle bander, der smugler mennesker fra rohingyafolket og andre migranter i Thailand;

4.

opfordrer alle landene i regionen til at styrke samarbejdet i bekæmpelsen af smugleri og menneskesmugleri og beskyttelse af ofrene; fremhæver den betydelige rolle, som ASEAN kan udfylde i denne henseende; opfordrer regeringerne i staterne i regionen til at deltage i det kommende regionale møde om migrantsituationen den 29. maj 2015 i Bangkok i Thailand; glæder sig over udarbejdelen af en ASEAN-konvention mod menneskehandel, navnlig handel med kvinder og børn, som ASEAN-lederne skal godkende i løbet af 2015;

5.

opfordrer alle landene i regionen til at undertegne og ratificere FN-konventionen om flygtninges retsstilling og i det mindste give rohingyaer midlertidig beskyttelse, og samtidig støtte den burmesiske regering med at finde langvarige rimelige løsninger på de underliggende problemer;

6.

opfordrer endvidere regeringen i Burma/Myanmar til at ændre politik og træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sætte en stopper for forfølgelsen og diskriminationen af rohingyamindretallet; gentager sine tidligere opfordringer til, at borgerskabsloven af 1982 ændres eller ophæves, således at rohingyaerne sikres lige adgang til burmesisk statsborgerskab;

7.

glæder sig over erklæringen af 18. maj 2015 fra talspersonen for Aung San Suu Kyi’s oppositionsparti, den Nationale Liga for Demokrati, om at regeringen i Burma/Myanmar bør give statsborgerskab til rohingyamindretallet, selv om erklæringen skulle være kommet for længst;

8.

opfordrer indtrængende lederne i Indonesien, Malaysia og Thailand til at gøre det til en topprioritet at redde de migranter og flygtninge, der er strandet på skibe i Den Bengalske Bugt og i Andamanhavet, og glæder sig over erklæringerne fra Malaysia og Indonesien den 20. maj 2015 om at de vil give midlertidig tilflugtssted for migranter fundet til søs;

9.

glæder sig over den hjælp, som Den Europæiske Union og internationale organisationer såsom UNHCR har ydet til rohingyafolket i Burma/Myanmar og Thailand, og EU's humanitære bistand til internt fordrevne personer i delstaten Arakan/Rakhine til papirløse rohingyaer og udsatte værtsgrupper i Bangladesh og til rohingyamigranter og migranter fra Bangladesh, der holdes i immigrationscentre (mænd) eller sociale forsorgscentre (kvinder og børn) i Thailand;

10.

opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til at tage dette spørgsmål om på det højeste politiske niveau i hendes kontakter med Thailand og Burma/Myanmar og med andre lande i ASEAN;

11.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Burma/Myanmars regering og parlament, Thailands regering og parlament, ASEAN’s generalsekretær, ASEAN's mellemstatslige menneskerettighedskommission, FN's særlige repræsentant for menneskerettigheder i Myanmar, FN's højkommissær for flygtninge, FN's Menneskerettighedsråd samt regeringer og parlamenter i andre stater i regionen.

27.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 353/55

—

der henviser til Cotonouaftalen,

—

der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne,

—

der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder,

—

der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder,

—