Strategisk ramme for det internationale samarbejde om videnskab og teknologi

Denne meddelelse har til formål at fremme det internationale samarbejde om videnskab og teknologi. Kommissionens målsætning er at etablere en strategisk ramme som grundlag for en åbning af det europæiske forskningsrum (EFR) mod verden. På sigt skal den strategiske ramme bidrage til den bæredygtige udvikling og til en styrkelse af Europas konkurrenceevne inden for videnskab og teknologi.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet af 24. september 2008 - ”En strategisk ramme for Europas internationale samarbejde om videnskab og teknologi” [KOM(2008) 588 endelig – ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

RESUMÉ

Et styrket partnerskab mellem medlemsstaterne og mellem dem og Det Europæiske Fællesskab er særligt nødvendigt for en åbning af det europæiske forskningsrum (EFR) mod verden.

For at sikre et vellykket partnerskab etablerer Kommissionen en strategisk ramme for det internationale samarbejde om videnskab og teknologi. Rammen beskriver nogle retningslinjer, som skal implementeres af Det Europæiske Fællesskab og medlemsstaterne i et tæt samarbejde med tredjelande.

RETNINGSLINJER FOR ET MERE OMVERDENSÅBENT EER

Styrkelse af den internationale dimension

For at opnå denne styrkelse skal EU styrke relationen til partnerlandene i den europæiske naboskabspolitik (ENP) og forberede deres eventuelle tilslutning til EU’s 7. rammeprogram. Kommissionen og medlemsstaterne skal koordinere gennemførelsen af prioriteringerne med ENP-landene og udbygge de regionale dialoger om informations- og kommunikationsteknologi (IKT). Europa-Kommissionen skal iværksætte politiske dialoger med ENP-partnerlandene og fremme udbredelsen af bedste praksis og tilnærmelsen af ENP-landenes politik ved at give dem adgang til støtteprogrammet for informations- og kommunikationspolitik som led i programmet for konkurrenceevne og innovation.

EU skal opdyrke samarbejdet med centrale tredjelande. Det skal ske ved en geografisk og tematisk målretning fastlagt af medlemsstaterne og Kommissionen i fællesskab. Samarbejdet skal tilføre merværdi i arbejdet med at løfte globale udfordringer såsom klimaforandringer, fattigdom osv. Det skal sikre udveksling af erfaringer inden for rammerne af bilaterale aftaler og fremme dannelsen af europæiske netværk af eksperter inden for videnskab, IKT og medier inden for EU’s repræsentationer i tredjelande. Medlemsstaterne og Kommissionen skal ligeledes sikre, at der er sammenhæng mellem politikkerne for internationalt videnskabs-, teknologi- og udviklingssamarbejde, og at finansieringsmekanismerne supplerer hinanden, således at ressourcerne udnyttes effektivt. For sin del skal Kommissionen sikre, at samarbejdet med visse tredjelande kan udnytte finansieringsmekanismerne i det 7. rammeprogram, samt at samarbejdet munder ud i biregionale aftaler særligt med ASEAN-landene og landene i Den Afrikanske Union. Endelig skal Kommissionen fortsat yde teknisk bistand til tredjelandene vedrørende informationssamfundspolitik baseret på geografisk målrettede projekter såsom Latinamerika @LIS og EUMEDIS for Euro-Middelhavsområdet.

Forbedring af rammebetingelserne for internationalt videnskabeligt og teknologisk samarbejde

For at nå det mål skal medlemsstaterne og Kommissionen tilskynde til internationalt samarbejde inden for rammerne af globale forskningsinfrastrukturer, herunder IKT-området. De skal også undersøge nye udveje til at mindske den digitale kløft i udviklingslandene.

Det er vigtigt for både medlemsstaterne og Kommissionen at understøtte forskermobilitet og globale netværk. Europæiske forskere, der arbejder i et tredjeland, og forskere, som kommer fra et tredjeland, skal fortsat kunne bidrage til udviklingen i deres eget land via netværksdannelser. For at fremme forskermobiliteten skal medlemsstaterne implementere ”forskervisumpakken” i deres nationale lovgivning og indføre hjemvendelsesstipendier til forskere, der skal vende tilbage til deres hjemland. Derudover skal virkemidler for international mobilitet, herunder særprogrammet ”mennesker” under RP7 implementeres.

Flere åbne forskningsprogrammer vil gøre det muligt for forskningsinstitutioner i alle tredjelande at få adgang til forsknings- og udviklingsprogrammer. Finansiering ydes normalt kun til deltagere fra partnerlande i internationalt samarbejde. Men eftersom åben konkurrence øger forskningens kvalitet, kan der gives mulighed for, at finansiering af samarbejdsprojekter også kan omfatte forskningsorganisationer og forskere i industrialiserede tredjelande, der stiller modsvarende finansiering til rådighed for europæiske forskere.

Gennem internationale aftaler om videnskabeligt og teknologisk samarbejde skal medlemsstaterne og Kommissionen tilstræbe på verdensplan at fremme principperne opstillet i henstillingen om forvaltning af intellektuel ejendom. Principperne sikrer rimelige og gensidigt udbytterige vilkår med hensyn til intellektuel ejendom. De fremmer tillid og erfaringsudveksling i forskningsaktiviteterne.

Når det drejer sig om informations- og kommunikationsteknologi, skal Kommissionen tillægge samarbejdet omkring præstandardisering på basis af åbne standarder en større vægt og styrke forbindelsen mellem forskningsprogrammernes resultater og standardisering. Herved vil man navnlig kunne fjerne nogle hindringer for teknologiernes udbredelse.

BAGGRUND

Denne meddelelse er ét af fem strategiske initiativer, der er planlagt af Kommissionen i 2008 til opfølgning af grønbogen ”Nye perspektiver på det europæiske forskningsrum”. Derudover skal den bidrage til den frie bevægelighed for viden (”EU's femte frihed”) på globalt plan.

Strategien er endvidere udarbejdet som opfølgning på Kommissionens meddelelse fra 2006 ”Mod et globalt partnerskab i informationssamfundet" og på Kommissionens offentlige høring ”Nye markeder verden over for Europas ikt-sektor” afholdt i juli 2007.

Seneste ajourføring: 08.10.2008