Partnerskaber med Vestbalkan

Inden for rammerne af stabiliserings- og associeringsprocessen for landene i det vestlige Balkan etablerer Den Europæiske Union partnerskaber med Albanien, Bosnien og Hercegovina, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Montenegro og Serbien, herunder Kosovo som defineret ved FN's Sikkerhedsråds resolution 1244. Partnerskaberne skal danne rammerne om de vigtigste indsatsområder og udgøre en finansiel ramme med henblik på at fremme stabilitet og velstand i landene og regionen. Da landene er anerkendt som potentielle kandidater til EU-medlemskab, ønskes de yderligere integreret i Den Europæiske Union. Kroatien nyder godt af et tiltrædelsespartnerskab, eftersom det er kandidatland og ligger i forhandlinger herom.

DOKUMENT

Rådets forordning (EF) nr. 533/2004 af 22. marts 2004 om etablering af partnerskaber inden for rammerne af stabiliserings- og associeringsprocessen [Se ændringsretsakt(er)].

RESUMÉ

Den Europæiske Union (EU) anvender den samme fremgangsmåde over for landene i det vestlige Balkan som den, der anvendtes over for de nyligt tiltrådte medlemslande og de tiltrædende lande. Den udbyggede stabiliserings- og associeringsproces skal fortsat være den overordnede ramme om de vestlige Balkanlandes europæiske kurs hele vejen hen imod deres tiltrædelse.

Der er etableret partnerskaber med Albanien, Bosnien og Hercegovina, Serbien og Montenegro, herunder Kosovo som defineret ved FN's Sikkerhedsråds resolution 1244 af 10. juni 1999.

Kroatien, som der er indledt tiltrædelsesforhandlinger med, og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien nyder godt af et tiltrædelsespartnerskab, der understreger landets status som kandidatland.

De partnerskaber har til formål at støtte gennemførelsen af stabiliserings- og associeringsprocessen i de vestlige Balkanlande og overholdelsen af kriterierne for medlemskab (de såkaldte Københavnskriterier) med henblik på deres tiltrædelse. Partnerskaberne skal danne en sammenhængende ramme og samtidig en finansiel ramme om de forestående reformer. De pågældende lande skal udarbejde handlings- og tidsplaner for præcis hvilke foranstaltninger, de agter at træffe for at opfylde betingelserne for yderligere integration i EU.

Proceduren for partnerskaber

De partnerskaber skal danne rammerne om de prioriteter, der fastlægges på grundlag af en analyse af partnernes forskellige situationer, og som bestræbelserne på yderligere integration i EU skal koncentreres om, idet der tages hensyn til Det Europæiske Råds kriterier og fremskridtene i gennemførelsen af stabiliserings- og associeringsprocessen, herunder eventuelle stabiliserings- og associeringsaftaler og navnlig regionalt samarbejde.

De partnerskaber revideres regelmæssigt i forhold til de fremskridt, som de enkelte lande har gjort, samt i forhold til de nye fastlagte prioriteter. Rådet vedtager med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen principperne, prioriteterne og betingelserne for de europæiske partnerskaber og eventuelle efterfølgende tilpasninger af disse.

Opfølgningen af partnerskaberne sker inden for rammerne af de mekanismer, der er etableret i forbindelse med stabiliserings- og associeringsprocessen, især på grundlag af årsberetningerne.

Finansiel bistand

De partnerskaber danner ligeledes rammerne om den finansielle bistand, hvis formål primært er at gennemføre de fastlagte prioriteter og målsætninger.

Fællesskabets bistand til landene i det vestlige Balkan inden for rammerne af stabiliserings- og associeringsprocessen ydes ved hjælp af relevante finansieringsinstrumenter (CARDS-programmet), og derefter ved hjælp af instrumentet for førtiltrædelsesbistand (IPA). IPA skal erstatte CARDS-programmet i perioden 2007-2013.

Kontekst

Det Europæiske Råd anerkendte på sit møde i Feira i juni 2000 over for landene i det vestlige Balkan, at de er potentielle kandidater til indtrædelse i EU. Dette forudsætter dog, at de opfylder de politiske, økonomiske og institutionelle kriterier, som blev fastlagt af Det Europæiske Råd på mødet i København 1993 (artikel 6 og 49 i EU-traktaten), som blev anerkendt i erklæringen fra topmødet i Zagreb i november 2000 mellem EU og landene i stabiliserings- og associeringsprocessen, og som blev bekræftet af Det Europæiske Råd i Thessaloniki i juni 2003.

"Thessaloniki-dagsordenen" fra juni 2003 (EN) fastlægger metoder og midler til intensivering af stabiliserings- og associeringsprocessen, især via partnerskaber.

Kroatien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien er begge kandidatlande, hvilket er blevet anerkendt i henholdsvis 2004 og 2005. Derudover indledte medlemslandene tiltrædelsesforhandlinger med Kroatien den 3. oktober 2005.

Referencer

Retsakt

Ikrafttræden

Gennemførelse i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Forordning (EF) nr. 533/2004

27.3.2004

-

EUT L 86 af 24.3.2004

Ændringsretsakt(er)

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato imedlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Forordning (EF) nr. 269/2006

20.2.2006

-

EUT L 47 af 17.2.2006

Forordning (EF) nr. 229/2008

18.3.2008

-

EUT L 73 af 15.3.2008

Seneste ajourføring: 31.08.2011