Strategi for Brasilien 2007-2013

Strategidokumentet for Brasilien for 2007-2013 definerer målene og handlingsprogrammerne for samarbejdet med Den Europæiske Union (EU). Der er indkredset to samarbejdsprioriteter på basis af landets behov, nemlig en intensivering af forbindelserne mellem EU og Brasilien og fremme af miljøet inden for rammerne af bæredygtig udvikling. På grundlag af disse to prioriteter opregner strategidokumentet, hvilke aktioner der skal gennemføres, og på hvilken måde. Dokumentet udgør også en referenceramme for den finansielle bistand.

DOKUMENT

Europa-Kommissionen - Landestrategidokument 2007-2013 for Brasilien (EN).

RESUMÉ

Landestrategidokumentet udgør den strategiske ramme for samarbejdet mellem EU og Brasilien i 2007-2013. Der foreslås smidige foranstaltninger til at reducere fattigdom og forbedre den økonomiske, politiske og miljømæssige situation i landet.

De to prioriteter er blevet udvalgt efter en analyse af, hvad Brasilien har brug for. Den første prioritet sigter mod at stimulere samhandelen, kontakter og overførsel af knowhow mellem EU og Brasilien for at forbedre den sociale integration, udligne skævheder og øge parternes viden om hinanden. Den anden prioritet består i støtte til miljøprojekter inden for rammerne af bæredygtig udvikling.

Den politiske, økonomiske, sociale og miljømæssige situation

Brasilien er politisk set et stabilt demokrati. Dog er der mange udfordringer og problemer, som skal løses, f.eks. sikkerhed for dannelse af stabile parlamentsflertal, styrkelse af forbindelserne mellem de tre myndighedsniveauer (forbundsniveauet, staterne og kommunerne), bekæmpelse af korruption og misbrug af offentlige finanser, forbedring af retsvæsenets og den offentlige forvaltnings funktion, anvendelse i praksis af lovgivning om menneskerettighederne og bekæmpelse af vold, som ofte er forbundet med narkotikahandel og social udelukkelse.

I økonomisk henseende prioriterer landet makroøkonomisk stabilitet. Statsgælden er blevet kraftigt reduceret, men er stadig en risikofaktor. Private investeringer hæmmes på den anden side af et højt renteniveau. Landet har derimod en meget aktiv udenrigshandel.

Socialt set viser de sociale indikatorer og folkesundhedsindikatorerne en forbedring. Trods fremskridt med hensyn til adgang til uddannelse er der stadig store regionale skævheder. Rigdoms- og indkomstfordelingen er desuden meget skæv.

Miljøet i Brasilien er et af klodens mest righoldige. Landet skal bevare de 6,5 mio. km2 areal, som Amazonområdet udgør, og bekæmpe afskovning, klimaændring, forringelse af vandressourcernes kvalitet og byforurening.

To store prioriterede områder

Den første prioritet er at intensivere de bilaterale forbindelser. Formålet er at støtte initiativer inden for rammerne af sektordialoger mellem EU og Brasilien, som kan bidrage til social inddragelse og til at mindske uligheder. Der afsættes midler til at intensivere dialogerne og finansiere aktiviteter til at forbedre forvaltningspraksis og udforme politikker. Formålet er desuden at anspore til gensidig forståelse og til at fremme EU's image i Brasilien, og det skal ske ved udveksling af akademikere og oprettelse af et institut i Brasilien for europæiske studier.

Den anden prioritet er at fremme miljøet inden for rammerne af bæredygtig udvikling. Brasilien har på grund af sine rige økosystemer og deres udstrækning en stor rolle at spille på miljøfronten på verdensplan. Der afsættes således samarbejdsressourcer til bæredygtig udvikling. EU forpligter sig med henblik herpå til at hjælpe Brasilien med at realisere millenniumudviklingsmålene (OMD) og indfri sine forpligtelser i henhold til biodiversitetskonventionen, rammekonventionen om klimaændring (FR) og Kyotoprotokollen. EU støtter også bestræbelserne på at bremse afskovningen og på en bæredygtig forvaltning af naturressourcerne. Der skal endelig sættes stærkere ind på at bekæmpe fattigdom i landdistrikter, da fattigdom i henseende til nedbrydningen af naturressourcerne er både årsag og virkning.

Nærmere bestemmelser

Der er afsat et budget på 61 mio. EUR til gennemførelse af strategidokumentets målsætninger, som hentes fra instrumentet for finansiering af udviklingssamarbejdet (ICD). Strategien for udviklingssamarbejdet fastlægges i to nationale vejledende programmer, det ene for perioden 2007-2010 (65 % af midlerne) og det andet for perioden 2011-2013 (35 % af midlerne). For hele perioden 2007-2013 er det planen, at 70 % af midlerne skal anvendes til styrkelse af de bilaterale forbindelser og 30 % til miljøforbedring.

Der støttes følgende aktiviteter: en ordning for støtte af sektordialoger, oplysningskampagner i medierne, inddragelse af eksperter og repræsentanter fra civilsamfundet i EU og Brasilien, programmer for Brasilien inden for de videregående uddannelser (stipendier og udveksling af studerende), oprettelse af et institut for europæiske studier, initiativer til at sikre lokalbefolkningen adgang til jord, fremme af ikkeforurenende produktionsvirksomhed, forbedring af indkomst- og velfærdsforhold.

For hver prioritet stilles der resultatforventninger for de forskellige initiativer. Aktiviteterne til realisering af målet om en intensivering af de bilaterale forbindelser skal resultere i: dialog mellem diverse erhvervsgrupper hos parterne, et udvidet samarbejde mellem institutioner, civilsamfundsorganisationer og interessegrupper hos begge parter, flere udvekslinger og partnerskaber mellem universiteter, oplysning om EU og tilrettelæggelse af europæiske studier i Brasilien.

Aktiviteterne under den anden prioritet vedrørende miljøforbedring skal resultere i: reducering af den årlige skovfældningsprocent, forøgelse af den fattige landbefolknings indkomst, strategier for fysisk planlægning, større respekt for retsstatsprincippet i skovområderne, bedre beskyttelse af bæredygtig udvikling og værdiskabelse på lokalt niveau, styrkelse af forvaltningskapaciteten lokalt med sigte på bæredygtige produktionsmetoder, åbning af nye afsætningsmuligheder og nærmere udforskning af rentable miljøaktiviteter.

Kontekst

Samarbejdet mellem de to partnere er et væsentligt mål for EU. EU er Brasiliens vigtigste handelspartner og største investor i landet. Brasilien spiller på sin side en stor rolle i regionen og er på vej mod indflydelse på verdensplan. De bilaterale forbindelser bygger i første række på rammeaftalen mellem EU og Brasilien om samarbejde, som dækker mange forskellige emner.

Det nuværende landestrategiprogram vedrører samarbejdet mellem de to lande og skal ses som en opfølgning af resultaterne af landestrategidokumentet for perioden 2002-2006. De skal begge også ses i Mercosurs regionale rammer (rammeaftale mellem EU og Mercosur om samarbejde, regional strategi 2007-2013) og strategien for Latinamerika 2007-2013.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet af 30. maj 2007: "På vej mod et strategisk partnerskab mellem Den Europæiske Union og Brasilien" [KOM(2007) 281 endelig – ikke offentliggjort i EUT].

Seneste ajourføring: 12.06.2008