Retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar: kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse (Bruxelles IIa)

RESUMÉ AF:

Forordning (EF) nr. 2201/2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

Forordning (EF) nr. 2201/2003 kendt som »Bruxelles IIa-forordningen« er et enkelt juridisk instrument, der skal hjælpe internationale par med at løse tvister, der involverer mere end ét land, vedrørende deres skilsmisse og forældremyndigheden over deres børn.

Forordningen fastlægger:

• regler, der afgør, hvilken ret der har ansvaret for at behandle ægteskabssager og sager om forældreansvar i tvister, der involverer mere end ét land
• regler, der gør det nemmere at anerkende og fuldbyrde retsafgørelser udstedt i én medlemsstat i Den Europæiske Union (EU) i en anden
• en procedure til at afgøre sager, hvor en forælder bortfører et barn fra én medlemsstat og tager det til en anden.

Den vedrører ikke selvstændige familieretlige sager. Disse sager falder under de enkelte medlemsstaters ansvar.

HOVEDPUNKTER

Forordningen finder anvendelse på civilretlige sager, der involverer mere end ét land, og som vedrører:

• skilsmisse
• separation
• omstødelse af et ægteskab
• ethvert aspekt vedrørende forældreansvar (såsom forældremyndighed og samværsret).

Et af forordningens vigtigste mål er at værne om børns ret til at bevare kontakten til begge forældre, selv om de er skilt eller bor i forskellige medlemsstater.

Forordningen finder ikke anvendelse på sager om:

• skilsmissegrunde eller lovvalg i skilsmissesager
• spørgsmål i forbindelse med skilsmisse såsom underhold
• fastlæggelse af og indsigelse mod faderskab
• retsafgørelser om adoption og tilhørende forberedende foranstaltninger
• omstødelse eller ophævelse af en adoption
• et barns for- og efternavne
• børns uafhængighed fra deres forældre eller værger
• truster og arv
• foranstaltninger, der er truffet som reaktion på strafbare handlinger begået af børn.

Ægteskabssager

Der er ikke nogen generel regel for kompetence i ægteskabssager. For at fastslå den medlemsstat, hvor domstolene har ret til at afgøre en sag, fastsætter forordningen i stedet syv alternative grunde for kompetence baseret på ægtefællernes nationalitet og på, hvor de normalt bor.

Forældreansvar

Den gælder for:

• forældremyndighed og samværsret
• værgemål, samværgemål og lignende ordninger
• udpegelse af en person eller myndighed, der skal tage sig af barnet eller barnets formue, eller som skal repræsentere eller bistå barnet
• anbringelse af barnet hos en plejefamilie eller på en institution
• foranstaltninger til at beskytte barnet, som dækker forvaltning, bevarelse af barnets formue eller disponering herover.

Domstolene i den medlemsstat, hvor barnet normalt bor, har generelt kompetence i sådanne sager. Hvis det er umuligt at fastslå, hvor et barn normalt bor (som det er tilfældet med flygtninge), påtager den medlemsstat, hvor barnet er, sig automatisk kompetencen.

Barnebortførelse

Forordningen fastlægger også regler for, hvordan sager, hvor børn ulovligt er fjernet eller tilbageholdt, afgøres.

Domstolene i den medlemsstat, hvor barnet normalt boede umiddelbart før bortførelsen, har fortsat kompetence, indtil barnet hovedsageligt bor i en anden medlemsstat.

Anerkendelse

I henhold til forordningen skal enhver medlemsstat automatisk anerkende retsafgørelser truffet i en anden medlemsstat om ægteskabelige forhold og spørgsmål vedrørende forældreansvar. Anerkendelse kan nægtes, hvis for eksempel:

• anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper
• den sagsøgte ikke modtog det dokument, der indledte sagen, tidsnok til at kunne arrangere sit juridiske forsvar (i sager, hvor der blev truffet afgørelse i sagsøgtes fravær)
• anerkendelse er uforenelig med en anden retsafgørelse truffet mellem samme parter.

I forbindelse med retsafgørelser vedrørende forældreansvar kan anerkendelse også nægtes, hvis:

• barnet ikke har haft mulighed for at blive hørt
• på anmodning af en person, der gør gældende, at retsafgørelsen krænker vedkommendes forældreansvar, såfremt afgørelsen er truffet, uden at vedkommende har haft mulighed for at blive hørt.

Håndhævelse

En retsafgørelse om forældreansvar, som er retsgyldig i den medlemsstat, hvor den blev truffet, kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat, når den er blevet erklæret for retsgyldig i denne medlemsstat på anmodning af en berettiget part. Der er dog ikke krav om nogen erklæring for retsafgørelser om samværsret eller om tilbagegivelse af et barn, der er blevet attesteret af den oprindelige dommer i henhold til forordningen.

Samarbejde mellem centralmyndigheder på området forældreansvar

Hver medlemsstat udpeger en centralmyndighed (eller mere end én), som har følgende opgaver:

• at hjælpe de forældre, der søger tilbagegivelse af et barn, der er bortført af en anden forælder og bragt til et andet EU-land
• at fremme informationsdeling vedrørende national lovgivning og nationale procedurer
• at hjælpe domstolene med at kommunikere med hinanden
• at hjælpe forældre eller værger, der ønsker at få retsafgørelser anerkendt og fuldbyrdet
• at bidrage til at løse uenigheder mellem forældre eller værger via alternative metoder såsom mægling.

Centralmyndigheder mødes regelmæssigt som medlemmer af det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område.

Eksisterende aftaler

Som en generel regel erstatter denne forordning eksisterende konventioner om samme spørgsmål, der involverer to eller flere medlemsstater. I forbindelserne mellem medlemsstaterne har den forrang over visse multilaterale konventioner:

• Haagerkonventionen af 1961 (lovvalg om beskyttelse af mindreårige)
• Luxembourgkonventionen af 1967 (anerkendelse af afgørelser om ægteskab)
• Haagerkonventionen af 1970 (anerkendelse af skilsmisser)
• Den europæiske konvention af 1980 (forældremyndighed)
• Haagerkonventionen af 1980 (civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser).

Med hensyn til Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige (se resumé) finder forordningen fuldstændig anvendelse, hvis barnet normalt bor i et EU-land.

Undtagelser og særlige bestemmelser

Danmark er ikke part i forordningen og er derfor ikke bundet af den.

Der gælder særlige bestemmelser for:

• Finland og Sveriges forbindelser med Danmark, Island og Norge for så vidt angår anvendelsen af Den Nordiske Ægteskabskonvention af 6. februar 1931
• forbindelserne mellem Pavestolen og Italien, Malta, Portugal og Spanien.

Ophævelse

Bruxelles IIa-forordningen blev revideret ved forordning (EU) 2019/1111 (omarbejdet Bruxelles IIa-forordning), som træder i kraft den 1. august 2022 (se resumé).

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 1. marts 2005.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

• Formularer angående ægteskabssager og sager vedrørende forældremyndighed (Den europæiske e-justice-portal)
• Familieret (Europa-Kommissionen).
• Familieretlige forhold og arv (websted).

HOVEDDOKUMENT

Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT L 338 af 23.12.2003, s. 1-29).

Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 2201/2003 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets afgørelse 2010/405/EU af 12. juli 2010 om bemyndigelse til et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation (EUT L 189 af 22.7.2010, s. 12-13).

Rådets forordning (EU) nr. 1259/2010 af 20. december 2010 om indførelse af et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation (EUT L 343 af 29.12.2010, s. 10-16).

Kommissionens afgørelse 2012/714/EU af 21 november 2012 om bekræftelse af Litauens deltagelse i et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation (EUT L 323 af 22.11.2012, s. 18-19).

Kommissionens afgørelse 2014/39/EU af 27. januar 2014 om bekræftelse af Grækenlands deltagelse i et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation (EUT L 23 af 28.1.2014, s. 41-42).

seneste ajourføring 03.09.2021