Erstatning til ofre for forbrydelser i andre EU-lande
RESUMÉ AF:
Direktiv 2004/80/EF — om erstatning til ofre for forbrydelser
HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?
-
Det indfører en samarbejdsordning, der skal hjælpe ofre for forbrydelser med at få erstatning, uanset i hvilket land i Den Europæiske Union (EU) forbrydelsen er begået.
-
Systemet bygger på EU-landenes nationale ordninger for erstatning til ofre for forsætlige voldsforbrydelser begået på deres eget område.
HOVEDPUNKTER
Direktivet har to hovedelementer.
-
Det kræver, at EU-landene skal have en erstatningsordning til ofre for forsætlige voldsforbrydelser begået på deres eget område. Organisering og drift af sådanne ordninger er op til det enkelte EU-land.
-
Det indfører en samarbejdsordning i hele EU på baggrund af disse nationale ordninger.
Garanti for passende erstatning
Det kan være svært at sikre passende erstatning til ofre af flere årsager, som f.eks. at:
-
gerningsmanden ikke har de nødvendige økonomiske midler
-
det ikke har været muligt at identificere eller retsforfølge gerningsmanden (muligheden for at opnå erstatning fra gerningsmanden behandles i direktiv 2012/29/EU, som fastsætter minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse).
Direktivet kræver, at ofre:
-
får erstatning uden hensyn til deres bopælsland eller det EU-land, hvor forbrydelsen blev begået
-
opnår rimelig og passende erstatning — det nøjagtige beløb fastlægges i det EU-land, hvor forbrydelsen blev begået.
Samarbejde
Alle EU-lande skulle oprette nationale ordninger med rimelig og passende erstatning senest den 1. juli 2005. Direktivet indfører en samarbejdsordning mellem nationale myndigheder for at lette adgangen til erstatning for ofre i hele EU:
-
Ofre for forbrydelser begået i et andet EU-land end det, de normalt bor i, kan bede en myndighed i det land, de bor i (den bistandsydende myndighed), om oplysninger om, hvordan man ansøger om erstatning.
-
Den pågældende myndighed fremsender derefter ansøgningen direkte til den nationale myndighed i det EU-land, hvor forbrydelsen blev begået (den besluttende myndighed), som er ansvarlig for at vurdere ansøgningen og udbetale erstatningen.
-
Al kommunikation skal foregå på det besluttende lands sprog. Europa-Kommissionen har udarbejdet standardformularer til fremsendelse af ansøgninger og afgørelser i forbindelse med erstatning til ofre.
-
Direktivet opretter et system af centrale kontaktpunkter i hvert EU-land, som skal lette samarbejdet i grænseoverskridende sager. Disse kontaktpunkter mødes regelmæssigt. Der findes yderligere oplysninger på den europæisk e-justice-portal.
HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?
Det trådte i kraft den 26. august 2004. EU-landene skulle indarbejde det i den nationale lovgivnings bestemmelser inden den 1. januar 2006.
BAGGRUND
For yderligere oplysninger henvises til:
HOVEDDOKUMENT
Rådets direktiv 2004/80/EF af 29. april 2004 om erstatning til ofre for forbrydelser (EUT L 261 af 6.8.2004, s. 15-18).
TILHØRENDE DOKUMENTER
Kommissionens afgørelse 2006/337/EF af 19. april 2006 om indførelse af standardformularer til fremsendelse af ansøgninger og afgørelser i henhold til Rådets direktiv 2004/80/EF om erstatning til ofre for forbrydelser (EUT L 125 af 12.5.2006, s. 25-30)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA (EUT L 315 af 14.11.2012, s. 57-73)
seneste ajourføring 08.12.2015