Peerevaluering af EU-landenes foranstaltninger til bekæmpelse af organiseret kriminalitet

En fælles aktion fra Den Europæiske Union (EU) indfører en ordning for peerevaluering af EU-landenes retssystemer i forbindelse med forskellige foranstaltninger til bekæmpelse af organiseret kriminalitet.

DOKUMENT

Fælles aktion 97/827/RIA af 5. december 1997 vedtaget af Rådet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union vedrørende indførelse af en ordning for evaluering af, hvordan de internationale forpligtelser med hensyn til bekæmpelse af organiseret kriminalitet udmøntes og efterleves i de enkelte medlemsstater.

RESUMÉ

HOVEDPUNKTER

Evalueringen forberedes af formandskabet for Rådet i samarbejde med Generalsekretariatet for Rådet og Europa-Kommissionen.

Hvert EU-land skal udpege én til tre eksperter med kendskab til de områder, der skal evalueres (f.eks. politiet, toldvæsenet eller en retsmyndighed), og meddele deres navne til formandskabet for Rådet. Formandskabet for Rådet vælger tre eksperter fra listen af navne, der skal udføre evalueringen af et EU-land, idet det sikrer, at ingen af eksperterne er statsborger i det EU-land, der skal evalueres.

Hver runde af evalueringer fokuserer på et specifikt område, der aftales af EU-landene. De aftaler rækkefølgen af besøg og spørgeskemaerne på baggrund af hvilke, evalueringsholdet skal besøge hvert EU-land. Formålet er at indsamle alle oplysninger af relevans for evalueringen. Når spørgeskemaerne er besvaret, besøger evalueringsholdet det pågældende EU-land, hvor det mødes med relevante parter (f.eks. politiske myndigheder, forvaltningsmyndigheder, politi- og toldmyndigheder eller retsmyndigheder). Hvert EU-land skal sørge for, at deres nationale myndigheder samarbejder fuldt ud med de evalueringshold, der sammensættes i forbindelse med den fælles aktion.

Senest én måned efter besøget sendes udkastet til rapporten til det evaluerede EU-land til udtalelse. Når eventuelle ændringer er godkendt og foretaget, sender formandskabet for Rådet udkastet til rapporten til den relevante arbejdsgruppe i Rådet for yderligere behandling og vedtagelse.

REFERENCER

Dokument

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Fælles aktion 97/827/RIA

15.12.1997

-

EUT L 344 af 15.12.1997, s. 7-9

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets afgørelse 2002/996/RIA af 28. november 2002 om indførelse af en ordning til evaluering af retssystemerne og deres nationale anvendelse i bekæmpelsen af terrorisme (Den Europæiske Unions Tidende L 349 af 24.12.2002, s 1-3).

seneste ajourføring 02.07.2015