Exitbeskatning og behovet for samordning af medlemsstaternes skattepolitik

Denne meddelelse indeholder Kommissionens forslag til, hvordan medlemsstaterne kan samordne deres regler for beskatning i forbindelse med udflytning med det formål at forhindre forskelsbehandling og dobbeltbeskatning. Meddelelsen beskæftiger sig med spørgsmålet om beskatning af kapitalgevinster, når en skattepligtig person forlader én medlemsstat for at slå sig ned i en anden medlemsstat, før vedkommende sælger sine aktiver, eller en skattepligtig virksomhed overfører sit vedtægtsmæssige hjemsted eller sine aktiver til en anden medlemsstat.

DOKUMENT

Kommissionens meddelelse af 19. december 2006 til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om exitbeskatning og behovet for samordning af medlemsstaternes skattepolitik [KOM(2006) 825 endelig - ikke offentliggjort i EUT].

RESUMÉ

Som led i en samordnet tilgang til direkte beskatning i EU opfordrer Kommissionen medlemsstaterne til at sikre en bedre samordning af deres nationale bestemmelser vedrørende exitbeskatning.

Adskillige medlemsstater opkræver exitskatter af den kapitalgevinst, der realiseres på det tidspunkt, hvor en skattepligtig person eller virksomhed flytter sit skattemæssige hjemsted eller sine aktiver til en anden medlemsstat. I sin meddelelse ser Kommissionen nærmere på, hvordan de nationale exitbeskatningsordninger, der gælder for fysiske personer og virksomheder, kan tilpasses for at gøre dem forenelige med EU-lovgivningen. Den giver også forslag til, hvordan de kan gøres indbyrdes forenelige med det formål at komme dobbeltbeskatning eller ufrivillig ikke-beskatning til livs og forhindre misbrug og undergravning af skattebasen.

Kontekst

Mange medlemsstater søger at beskatte kapitalgevinster af aktiver tilhørende fysiske og juridiske personer med skattemæssigt hjemsted på deres område. I en indenlandsk kontekst beskattes kapitalgevinsten almindeligvis på realiseringstidspunktet, dvs. når de underliggende aktiver sælges eller afhændes på anden vis. Når en skattepligtig person forlader en medlemsstat for at etablere sig i en anden medlemsstat, før vedkommende sælger sine aktiver, risikerer den oprindelige medlemsstat at miste retten til at beskatte den realiserede kapitalgevinst. Tilsvarende gælder det, at hvis et selskab flytter sit vedtægtsmæssige hjemsted til en anden medlemsstat eller overfører sine aktiver til et datterselskab (et fast forretningssted) i en anden medlemsstat eller vice versa, risikerer den oprindelige opholdsmedlemsstat at miste sin ret til at beskatte den kapitalgevinst, som selskabet havde realiseret, mens det var etableret på denne medlemsstats område. Mange medlemsstater har forsøgt at løse dette problem ved at beskatte latente, men endnu ikke realiserede kapitalgevinster på det tidspunkt, hvor den skattepligtige flytter sit skattemæssige hjemsted eller sine aktiver til en anden medlemsstat.

EF-Domstolen har allerede fastslået, at en umiddelbar opkrævning af skat af endnu ikke realiserede kapitalgevinster ved overførsel af aktiver til en anden medlemsstat strider mod princippet om fri etableringsret. Det er nemlig udtryk for forskelsbehandling, når de skattepligtige forpligtes til at betale skat af latente kapitalgevinster i deres oprindelige opholdsmedlemsstat, hvis der ikke gælder samme beskatningsprincip i en tilsvarende indenlandsk kontekst. Domstolen har ligeledes fastslået, at medlemsstaterne ikke må stille uforholdsmæssige krav til de skattepligtige, f.eks. et krav om at stille en bankgaranti eller udpege en skatterepræsentant, der skal stå som garant for inddrivelsen af skattefordringer i forbindelse med afhændelsen af aktiver i den nye opholdsmedlemsstat.

I henhold til fællesskabsretten må en medlemsstat imidlertid godt ansætte det indkomstbeløb, for hvilket den ønsker at bevare sin beskatningskompetence, forudsat at dette ikke giver anledning til en umiddelbar opkrævning af skatten, at der ikke er betingelser knyttet til henstanden, og at der tages hensyn til eventuelle værdiforringelser efter overførslen. Medlemsstaterne skal således give mulighed for en ubetinget henstand indtil den reelle realisering af aktiverne.

Eliminering af tilbageværende skattemæssige hindringer

Skønt indrømmelsen af en ubetinget henstand kan fjerne den umiddelbare forskelsbehandling af udflyttende og ikke-udflyttende skattepligtige, vil det ikke nødvendigvis løse de dobbeltbeskatningsproblemer og ikke-beskatningsproblemer, der kan opstå som følge af forskelle mellem de nationale skattesystemer. Der kan opstå dobbeltbeskatning, hvis den medlemsstat, hvorfra der udflyttes, beregner kapitalgevinsten på basis af en fiktiv afhændelse på det tidspunkt, hvor den skattepligtige forlader landet, og den nye opholdsmedlemsstat beskatter hele kapitalgevinsten fra erhvervelse til den faktiske afhændelse. Tilsvarende kan det resultere i dobbeltbeskatning eller ufrivillig ikke-beskatning, hvis medlemsstaterne benytter forskellige metoder til værdiansættelse af aktiver.

Et effektivt administrativt samarbejde vil på afgørende vis kunne bidrage til at beskytte skattebasen i den medlemsstat, hvorfra der udflyttes. Den nye opholdsmedlemsstat vil være forpligtet til at underrette den tidligere opholdsmedlemsstat om en efterfølgende afhændelse af aktiver.

Meddelelsen vidner om Kommissionens ønske om at bistå medlemsstaterne med at udforme retningslinjer, der kan bidrage til at afskaffe forskelsbehandling og dobbeltbeskatning og samtidig forhindre ufrivillig ikke-beskatning, misbrug og undergravning af skattebasen.

See also