Strategi for en bæredygtig udnyttelse af naturressourcer

Med denne strategi oprettes en ramme for foranstaltninger, som tilsigter at mindske det pres på miljøet, der opstår ved produktionen og forbruget af naturressourcer, uden at det går ud over den økonomiske udvikling. Hensynet til ressourcerne vil blive inddraget i alle relevante politikker, og der vil blive iværksat specifikke foranstaltninger, bl.a. vil der blive oprettet et center for data og indikatorer, et europæisk forum og en international ekspertgruppe.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen af 21. december 2005 med titlen - Temastrategi for bæredygtig udnyttelse af naturressourcer [KOM(2005) 670 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

RESUMÉ

I denne strategi fastsættes der retningslinjer for Den Europæiske Unions (EU's) indsats i de kommende 25 år med henblik på en mere effektiv og bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne i hele deres livscyklus.

Målet med strategien er at mindske de skadelige miljøpåvirkninger, der følger af udnyttelsen af naturressourcer (udtømning af ressourcer og forurening) under hensyntagen til Det Europæiske Råds Lissabon-mål angående økonomisk vækst og beskæftigelse. Alle ressourceforbrugende sektorer tages i betragtning med henblik på at forbedre ressourceudnyttelsen, mindske miljøpåvirkningerne af ressourceudnyttelsen og erstatte udpræget forurenende ressourcer med mindre forurenende alternativer.

Der er endnu ikke fastsat kvantitative mål, men strategien åbner mulighed for at fastsætte sådanne mål i de kommende år, når kendskabet til ressourceudnyttelsen og indikatorer for dennes udviklingstendenser er blevet tilstrækkeligt udviklede og anvendelige.

Livscyklustankegangen for ressourcer bør integreres i de eksisterende politikker

Strategien tilsigter at mindske miljøpresset i hver fase af ressourcernes livscyklus, hvilket omfatter udvinding eller høst, anvendelse og endelig bortskaffelse. Det handler således om at integrere denne livscyklustankegang og ressourcernes miljøpåvirkninger i de dermed forbundne politikker.

Denne tankegang vil fremover blive anlagt systematisk i alle miljøpolitikker. Den er allerede integreret i nogle foranstaltninger, f.eks. temastrategien for affald. Visse foranstaltninger, som f.eks. den integrerede produktpolitik eller handlingsplanen for miljøteknologi, supplerer denne tankegang.

I øvrigt skal denne tankegang ikke kun integreres i miljøpolitikker, men også i andre politikker, hvor der forbruges ressourcer. Der er allerede vedtaget foranstaltninger i den henseende, bl.a. på områderne transport og energi. Anvendelsen af konsekvensanalyser vil desuden blive en afgørende faktor i visse industrielle sektorer eller i infrastrukturen.

Nye foranstaltninger, som er indført med strategien

For at øge kendskabet til ressourceanvendelsen og de tilknyttede miljøpåvirkninger foreslås det i strategien at oprette et datacenter for naturressourcer under Kommissionens ledelse. Dette datacenter vil skulle indsamle oplysninger fra forskellige analyse- og forskningsorganer (i og uden for Kommissionens regi). Det skal lette udvekslingen af oplysninger og gøre det lettere for de politiske beslutningstagere at få adgang til dem.

Kommissionen har til hensigt senest i 2008 at opstille indikatorer, hvormed fremskridtene med hensyn til opfyldelsen af strategien kan overvåges og evalueres regelmæssigt. Indikatorerne drejer sig om en mere effektiv udnyttelse af naturressourcerne, en afkobling af ressourceudnyttelsen fra de negative miljøpåvirkninger og en afkobling af de negative miljøpåvirkninger fra den økonomiske vækst.

Medlemsstaterne opfordres til at opstille foranstaltninger og programmer på nationalt niveau (bl.a. undervisning og efteruddannelse eller økonomiske incitamenter). De vil kunne få hjælp til dette, idet der oprettes et forum for udveksling af oplysninger bestående af repræsentanter for medlemsstaterne og Kommissionen og eventuelt andre interessenter.

Kommissionen vil foreslå, at der oprettes en international ekspertgruppe i samarbejde med de relevante internationale organisationer, bl.a. De Forenede Nationers Miljøprogram (UNEP) (EN) (FR). Denne arbejdsgruppe vil bl.a. få til opgave at udbygge kendskabet til den globale dimension af en bæredygtig ressourceudnyttelse og udforme videnskabelig rådgivning til industri- og udviklingslande.

Kontekst

Det tempo, hvormed ressourcer forbruges, og det deraf følgende miljøpres er ikke bæredygtigt. Trods tekniske forbedringer foregår væksten i ressourceforbruget ofte hurtigere end fremskridtene mht. miljøforbedringer og produktivitetsgevinster. Denne tendens risikerer at blive endnu mere udtalt med industrialiseringen af visse lande, som f.eks. Kina og Indien. Risikoen for udtømning og forurening som følge af ressourceudnyttelsen udgør dermed en stadig mere åbenbar trussel mod vort miljø.

For at vende de ikke-bæredygtige tendenser, den uholdbare udvikling, dæmme op for miljøforringelsen og bevare naturressourcernes uomtvistelige nytteværdi må miljøpolitikken gå videre end blot at regulere forurening (emissions- og affaldskontrol).

Da strategien bygger på en livscyklustankegang for ressourcer og udveksling af pålidelige oplysninger, forventes den at bidrage til en bedre økoeffektivitet i forbindelse med ressourceudnyttelsen og en overgang til mere bæredygtige produktions- og forbrugsformer.

Strategien om en bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne er en af de syv temastrategier i det sjette miljøhandlingsprogram, som er vedtaget i 2002.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Meddelelse fra Kommissionen af 1. oktober 2003 med titlen - Mod temastrategi for bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne [KOM(2003) 572 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

EU beskriver de grundlæggende principper i en europæisk strategi, som skal mindske ressourceudnyttelsens miljøvirkninger, og som bygger på ressourcernes aktuelle stade og gældende politikker.

Seneste ajourføring: 16.12.2005