OSPAR-konventionen

RESUMÉ AF:

Afgørelse 98/249/EF — om indgåelse af konventionen om beskyttelse af havmiljøet i det nordøstlige Atlanterhav

Konventionen om beskyttelse af havmiljøet i det nordøstlige Atlanterhav

HVAD ER FORMÅLET MED AFGØRELSEN OG KONVENTIONEN?

Afgørelsen stadfæstede OSPAR-konventionen undertegnet af Den Europæiske Union (EU) — på daværende tidspunkt kendt som Det Europæiske Fællesskab.
OSPAR-konventionen tager sigte på at forebygge og bekæmpe forurening samt på at beskytte det maritime område i det nordøstlige Atlanterhav mod de skadelige virkninger af menneskets virksomhed.

HOVEDPUNKTER

Det Europæiske Fællesskab er kontraherende part i indgåelsen af konventionen om beskyttelse af havmiljøet i det nordøstlige Atlanterhav, som blev undertegnet i Paris den 22. september 1992.
Konventionen fastlægger forskellige definitioner såsom:
- maritimt område*
- indre farvande*
- forurening*.
Konventionens parter træffer alle mulige foranstaltninger for at:
- forebygge og bekæmpe forurening
- implementere de nødvendige foranstaltninger for at beskytte det nordøstlige Atlanterhav mod skadelige virkninger fra menneskets virksomhed.
Disse foranstaltninger har til formål at værne om menneskets sundhed, bevare havets økosystemer, og når det er muligt, at sanere de marine områder, der har været udsat for skadelige virkninger. Med henblik herpå vedtager parterne (enkeltvis eller i fællesskab):
- programmer og foranstaltninger
- harmonisering af deres politikker og strategier.
For at leve op til deres forpligtelser skal parterne anvende 2 principper.
- Forsigtighedsprincippet: dvs. træffe forebyggende foranstaltninger, når der er grund til at formode, at stoffer eller energi, der direkte eller indirekte tilføres havmiljøet, måtte forårsage noget af følgende, selv når der ikke er noget afgørende bevis på en årsagssammenhæng mellem tilførslerne og deres virkninger:
  - bringe menneskets sundhed i fare
  - skade levende ressourcer og marine økosystemer
  - ødelægge rekreative værdier
  - forhindre andre retmæssige anvendelser af havet.
- Forureneren-betaler-princippet: udgifter ved forebyggelse, nedbringelse og bekæmpelse af forurening skal afholdes af forureneren.
De programmer, som parterne vedtager, skal tage hensyn til de seneste tekniske fremskridt og bedste praksis på miljøområdet.
De iværksatte foranstaltninger må ikke øge havforureningen uden for det maritime område eller andre dele af miljøet.
Parterne træffer enkeltvis eller i fællesskab alle foranstaltninger til at forebygge og bekæmpe:
- forureningen af maritime områder fra landbaserede kilder og aktiviteter
- forurening fra dumpning eller forbrænding af affald eller andre stoffer i havet
- forurening fra offshore-kilder (offshore-anlæg og rørledninger hvorfra stoffer eller energi når det maritime område ).
En samarbejdsaftale kan forhandles mellem parterne for at håndtere grænseoverskridende forurening.

Osparkommission

Konventionen nedsætter en kommission, som er konventionens beslutningstagende organ og består af repræsentanter for hver af de kontraherende parter. Osparkommissionen drøfter og vedtager forskellige beslutninger og henstillinger. Beslutninger bliver bindende for parterne efter en periode på 200 dage, hvorimod henstillinger ikke er bindende.
Den har til opgave at:
- overvåge konventionens gennemførelse
- foretage en undersøgelse af det maritime områdes tilstand
- kontrollere de vedtagne foranstaltningers effektivitet
- udarbejde programmer og foranstaltninger med henblik på at forebygge og bekæmpe forurening
- fastsætte sit arbejdsprogram
- oprette de hjælpeorganer, som den måtte finde nødvendige for at gennemføre programmet.

OSPARs arbejde

En evaluering af fremskridt hvad angår OSPAR-strategien vedrørende radioaktive stoffer viser, at de kontraherende parter har opnået væsentlige reduktioner i radioaktive stoffer fra atomsektoren.
Parterne har yderligere vedtaget foranstaltninger til at beskytte og bevare særlige arter (Atlanterhavslaksen) og yngleområder (tidevandsmudderbanker), som begge er udpeget af OSPAR som særligt udsatte i det nordøstlige Atlanterhav.
OSPAR meddelte i 2016, at 10 nye marine beskyttelsesområder var blevet føjet til dets netværk, hvilket nu udgør i alt 423 områder.
OSPAR har befordret internationale foranstaltninger til at reducere havaffald ved at oprette et netværk, der fisker efter affald i hele det nordøstlige Atlanterhav, og som giver fartøjer tilladelse til at lande affald i alle de 40 involverede havne. De kontraherende parter bag OSPAR er også enige om at bekæmpe årsager til mikroplastforurening i havmiljøet.
OSPAR fungerer også som et forum for EU-landene til koordinering af implementeringen af EU’s havstrategirammedirektiv (MSFD) og interregionale samarbejde på baggrund af havstrategirammedirektivets koncepter og metoder.

Forskning

Konventionen kræver udarbejdelse af supplerende eller fælles programmer for videnskabelig og teknisk forskning, som videresendes til kommissionen.

Voldgiftsprocedure

Der fastsættes en voldgiftsprocedure til tvistbilæggelse mellem de kontraherende parter.

Bilag

OSPAR-konventionen indeholder bilag, som omfatter følgende særlige områder

Bilag I: Forebyggelse og bekæmpelse af forurening fra landbaserede kilder
Bilag II: Forebyggelse og bekæmpelse af forurening ved dumpning eller forbrænding
Bilag IIl: Forebyggelse og bekæmpelse af forurening fra offshore-kilder
Bilag IV: Vurdering af havmiljøets kvalitet
Bilag V: Beskyttelse og bevarelse af økosystemet og biologisk diversitet i de maritime områder.

EU’s arktiske strategi

En fælles meddelelse fra 2016 anbefaler EU’s

fortsatte engagement i multilaterale miljøaftaler, som også har særlige relevans for Arktis herunder OSPAR
etablering af marine beskyttelsesområder i Arktis for at opretholde biodiversitet
samarbejde med arktiske stater om at udvikle et instrument under De Forenede Nationers Havretskonvention til bevaring og bæredygtig udnyttelse af havets biodiversitet i områder uden for den nationale jurisdiktion.

HVORNÅR GÆLDER AFGØRELSEN OG AFTALEN FRA?

Afgørelsen finder anvendelse fra den 7. oktober 1997.
Denne konvention trådte i kraft den 25. marts 1998. Den erstatter Oslokonventionen (1972) og Pariskonventionen (1974).
Konventionen er underskrevet og ratificeret af Belgien, Danmark, Det Forende Kongerige ( 1 ), Finland, Frankrig, Irland, Island, Luxembourg, Nederlandene, Norge, Portugal, Schweiz, Spanien, Sverige, og Tyskland, som sammen med EU samarbejder om at beskytte havmiljøet i det nordøstlige Atlanterhav.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

OSPAR-konventionen (Europa-Kommissionen).

VIGTIGE BEGREBER

Maritimt område:

alle de følgende:

De kontraherende parters indre farvande og ydre territorialfarvande.

Det område uden for det ydre territorialfarvand, der støder op hertil, og som hører under kyststatens jurisdiktion i et omfang, der er anerkendt i international ret.

Det åbne hav, herunder den samlede tilhørende havbund og undergrund beliggende inden for følgende grænser:

de dele af Atlanterhavet og Ishavet med tilgrænsende farvande, der ligger nord for 36° nordlig bredde og mellem 42° vestlig længde og 51° østlig længde, med undtagelse af
- Østersøen og bælterne syd og øst for linjer dragne fra Hassensøre til Gnibens spids, fra Korshage til Spodsbjerg og fra Gilbjerg Hoved til Kullen
- Middelhavet med tilgrænsende farvande indtil skæringspunktet mellem 36° nordlig bredde og 5° 36’ vestlig længde.
den del af Atlanterhavet, der ligger nord for 59° nordlig bredde og mellem 44° vestlig længde og 42° vestlig længde.

Indre farvande: farvande på landsiden af den basislinje, hvorfra det ydre territorialfarvands bredde måles (i tilfælde af vandløb, indtil ferskvandsgrænsen (det sted i vandløbet hvor der ved ebbe og i perioder med ringe vandføring er en væsentlig stigning i saliniteten på grund af tilstedeværelsen af havvand)).

Forurening:

menneskets direkte eller indirekte tilførsel af stoffer eller energi til det maritime område, der forårsager eller måtte forårsage risiko for:

menneskets sundhed
skader på biologiske ressourcer og marine økosystemer
ødelæggelser af rekreative værdier
hindringer for andre retmæssige anvendelser af havet.

HOVEDDOKUMENTER

Rådets afgørelse 98/249/EF af 7. oktober 1997 om indgåelsen af Konventionen om beskyttelse af havmiljøet i det nordøstlige Atlanterhav (EUT L 104 af 3.4.1998, s. 1)

Konventionen om beskyttelse af havmiljøet i det nordøstlige Atlanterhav (EUT L 104 af 3.4.1998, s. 2–21)

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet) (EUT L 164 af 25.6.2008, s. 19-40)

Efterfølgende ændringer af direktiv 2008/56/EF er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Fælles meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet — En integreret EU-politik for Arktis (JOIN(2016) 21 final, af 27.4.2016)

seneste ajourføring 26.11.2017

( 1 ) Storbritannien forlader EU og bliver dermed et tredjeland (ikke-EU-land) fra og med den 1. februar 2020.