Erstatningssøgsmål for overtrædelse af EU’s kartel- og monopolregler

I denne hvidbog foreslår Kommissionen, at man skal forbedre skadelidtes ret til erstatning efter overtrædelse af Den Europæiske Unions (EU) kartel- og monopolregler og gøre noget ved de retlige og proceduremæssige hindringer for erstatningssøgsmål, der i øjeblikket forhindrer skadelidte i at opnå den erstatning, de har ret til.

DOKUMENT

Hvidbog af 2. april 2008 om erstatningssøgsmål ved overtrædelse af EF’s kartel- og monopolregler [KOM(2008)165 endelig – ikke offentliggjort i EUT].

RESUMÉ

Den Europæiske Unions Domstol har ved flere anledninger bekræftet, at “enhver”, der har lidt skade som følge af en overtrædelse af artikel 101 og 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) (“EU’s kartel- og monopolregler”) skal have adgang til at kræve erstatning for lidt skade. Formålet med denne hvidbog er at identificere de forhindringer, der i øjeblikket hindrer skadelidtes adgang til fuld erstatning for overtrædelser af EU's kartel- og monopolregler samt at fastlægge politiske løsninger på problemerne. Retten til erstatning for lidt skade vedrører alle former for skadelidte, der har været udsat for overtrædelse af kartel- og monopolreglerne samt alle økonomiske sektorer, uanset om der er tale om erstatningssøgsmål, der tager udgangspunkt i, at konkurrencemyndighederne forinden har konstateret en overtrædelse af reglerne, eller erstatningssøgsmål, der ikke gør det.

De politiske sanktionsmuligheder, der beskrives i Kommissionens hvidbog sigter mod at sikre, at skadelidte råder over effektive midler med henblik på at opnå den erstatning, som de er berettiget til. Samtidig skal tiltagene på området være rodfæstet i europæisk retskultur og europæiske retstraditioner.

Situationen for så vidt angår indirekte aftagere og kollektive søgsmål

Ifølge Den Europæiske Unions Domstol har alle, der lider tab som følge af en overtrædelse af artikel 101 og 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, ret til erstatning for det lidte tab. Både direkte og indirekte købere har dermed ret til skadeserstatning. Men ofre for overtrædelser af kartel- og monopolreglerne kræver tit ikke erstatning, fordi der er tale om spredt skade med relativt lave omkostninger til følge. Hvidbogen drøfter derfor, hvordan mekanismer for kollektiv søgsmålsadgang, som er et af emnerne, der indgår i en bredere høring fra Kommissionen, kan benyttes i konkrete tilfælde af massesøgsmål i kartel- og monopolsager, samtidig med at det sikres, at der ydes passende beskyttelse mod uberettigede retstvister.

Denne hvidbog foreslår kollektive civile søgsmål baseret på både repræsentative søgsmål anlagt af kvalificerede enheder, såsom forbrugerorganisationer, statslige organer eller handelsforeninger, og gruppesøgsmål, hvor de individuelle erstatningssøgsmål samles i et samlet søgsmål.

Adgang til bevismateriale og udlevering af oplysninger mellem parterne

Ofre for overtrædelser af kartel- og monopolreglerne har ofte ikke adgang til de beviser, der er nødvendige for at bevise søgsmål og særligt skadeserstatningsbeløbet. Det er derfor afgørende, at de kan få adgang til bevismateriale, som sagsøgte ligger inde med, for at rette op på problemet med informationsasymmetri mellem ofrene og sagsøgte i sager om overtrædelse af kartel- og monopolreglerne. Udlevering af oplysninger mellem parterne bør udelukkende kunne pålægges af de nationale domstole og udelukkende under streng kontrol og i rimeligt omfang.

Før udlevering af sådanne bevismaterialer pålægges af domstolene, skal sagsøger fremlægge alle foreliggende bevismaterialer, som giver en plausibel grund til at tro, at den pågældende har lidt skade som følge af en overtrædelse af kartel- og monopolreglerne. Retten skal også finde det godtgjort, at sagsøger ikke er i stand til at fremlægge det krævede bevismateriale. Det skal specificeres, hvilke kategorier af bevismateriale der skal udleveres. Udleveringen skal være relevant og nødvendig for sagen og ikke uforholdsmæssig, idet der tages hensyn til fortrolige oplysninger og forretningshemmeligheder samt beskyttelse af dokumenter forelagt for Kommissionen af virksomheder, der ansøger om bødenedsættelse.

Bindende virkning af de nationale konkurrencemyndigheders beslutninger

Kommissionens beslutninger ved konstatering af en overtrædelse af artikel 101 og 102 i TEUF er bindende over for de nationale domstole i civile erstatningssøgsmål. Aktuelt indebærer EU-lovgivningen ikke den samme virkning for beslutninger truffet af de nationale konkurrencemyndigheder. Denne Hvidbog fremsætter forslag om, at et bindende effekt som den, der gælder for Kommissionens afgørelser, også indføres for beslutninger truffet af de nationale konkurrencemyndigheder.

Krav om påvisning af skyld

Hvidbogen foreslår, at i tilfælde, hvor der kræves bevis for skyld i erstatningssøgsmål, anses lovovertræderen for skyldig, medmindre vedkommende kan påvises, at overtrædelsen reelt var resultatet af en tilgivelig fejl.

Erstatning

I overensstemmelse med EU-Domstolens dom bør ofre have fuld erstatning for den reelle værdi af de lidte tab, der består af de faktiske tab, tab af indtjening og retten til renter.

For at øge retssikkerheden ønsker Kommissionen at udarbejde ikke-bindende retningslinjer for de nationale domstoles komplicerede arbejde med at beregne det nøjagtige erstatningsbeløb i sager om overtrædelse af kartel- og konkurrencereglerne.

Overvæltning af overpriser

Lovovertrædernes direkte kunder kan i nogle tilfælde (afhængigt af markedsvilkårene) vælte den ulovlige overpris helt eller delvist over på deres egne kunder. Lovovertræderne bør have ret til at påberåbe sig dette argument som forsvar. Bevisbyrden vedrørende overvæltning af overpriser bør påhvile lovovertræderen.

På den anden side er det svært for indirekte kunder at bevise, at de har lidt skade som følge af en overpris, som er blevet væltet over på dem. Indirekte aftagere bør derfor kunne tage udgangspunkt i den gendrivelige formodning, at overprisen fuldt og helt er blevet overvæltet på dem.

Forældelsesfrister

For at garantere retssikkerheden foreslår Kommissionen, at der fastsættes regler for det tidspunkt, hvorfra forældelsesfristen løber, for at undgå, at opnåelsen af erstatning hindres. Forældelsesfristen bør først begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor overtrædelsen ophører. For sagsøgere, som ikke med rimelighed kan have været bevidst om overtrædelsen, bør forældelsesfristen begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor de får kendskab til overtrædelsen.

For opfølgende søgsmål bør forældelsesfristen ikke udløbe, mens den offentlige retsforfølgning stadig er i gang.

Omkostningerne ved erstatningssøgsmål

Omkostningerne kan afholde sagsøgerne fra at indlede et erstatningssøgsmål. Kommissionen foreslår derfor, at EU-landene tager reglerne for sagsomkostningernes fordeling op til overvejelse for at give mulighed for, at der indledes berettigede sager, uden at omkostningsreglerne ligger til hinder herfor.

Samspillet mellem bødenedsættelsesordninger og erstatningssøgsmål

For at sikre, at bødenedsættelsesprogrammerne er attraktive, bør der sikres beskyttelse mod offentliggørelse af de anmodende virksomheders virksomhedserklæringer i civile erstatningssøgsmål. Det bør gælde for alle virksomhedserklæringer indgivet af alle virksomheder, der ansøger om bødenedsættelse i forbindelse med overtrædelser af artikel 101 i TEUF, uanset hvilken beslutning konkurrencemyndighederne har truffet,

Desuden foreslår Hvidbogen muligheden for at begrænse det civilretlige erstatningsansvar, der påhviler virksomheder, som opnår bødefritagelse.

Seneste ajourføring: 19.08.2011