Status over indførelsen af eurosedler og -mønter

I meddelelsen gør Kommission status over indførelsen af eurosedler og -mønter og sammenfatte resultatet af eurobarometer-undersøgelser af, hvorledes borgerne og virksomhederne har oplevet valutaombytningen.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen til Det Europæiske Råd - Status over indførelsen af eurosedler og -mønter [KOM(2002) 124 endelig - ikke offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende].

RESUMÉ

Indførelsen af eurosedler og -mønter er den største pengeombytning i historien. Der er blevet ombyttet mere end 15 mia. eurosedler og 51 mia. euromønter, som har erstattet 9 mia. sedler og 107 mia. mønter i de nationale valutaer. Pengeombytningen, der hovedsagelig foregik fra begyndelsen af september 2001 til udgangen af 2002, forløb uden problemer og kan betragtes som en stor succes.

Dette skyldes delvis en perfekt koordinering mellem institutionerne. Europa-Kommissionen spillede i hele processen en vigtig igangsættende og koordinerende rolle for deltagerlandenes indsats ved at målrette forberedelsen gennem henstillinger og forslag. Den etablerede et netværk bestående af de nationale forvaltningers projektledere og finansministeriernes informationschefer. Kommissionen fungerede ligeledes som et centralt informationssted. Den Europæiske Centralbank (ECB) koordinerede effektivt de nationale centralbankers indsats. For at gennemføre pengeombytningen var det nødvendigt at mobilisere de finansielle institutioner, de forretningsdrivende, ordensmagten, transportsektoren og navnlig EU-borgerne, hvis samarbejde var uundværligt for at sikre, at processen forløb tilfredsstillende. For at informere borgerne brugte Kommissionen, ministerierne, bankerne og erhvervsorganisationer i tidsrummet 1996-2001 mere end en halv mia. EUR til informationskampagner.

Takket være den gode organisation skete indførelsen af eurosedler og -mønter og tilbagetrækningen af de nationale valutaer hurtigere end oprindeligt planlagt. Efter første uge i januar foregik de fleste af betalingerne i kontanter i euro, og efter anden uge var der ikke meget af de nationale valutaer i omløb.

Afviklingen af foranstaltningerne

Status over foranstaltningerne i forbindelse med forhåndsdistribution og videredistribution. Fra september 2001 begyndte bankerne og de forretningsdrivende at modtage de første eurosedler og -mønter i forbindelse med forhånds- og videredistributionen. Hver enkelt stat kunne imidlertid frit fastsætte en startdato inden for denne tidsramme. Frem til 31. december var 132,1 mia. EUR, dvs., 21 % af den samlede mængde sedler, blevet distribueret til bankerne. Med hensyn til mønterne var mere end 73 % af den samlede mængde blevet distribueret mellem september og december, selv om der var forskelle mellem medlemsstaterne. Alle transaktioner forløb problemløst.

Videredistribution. Videredistributionen af sedler og mønter til de forretningsdrivende begyndte i flere lande i september. Virksomhedernes mulighed for at få små mængder euro for at uddanne deres kassepersonale blev kun i meget beskedent omfang udnyttet. Samlet deltog de 2,8 mio. forretningsdrivende i euroområdet meget uensartet i videredistributionen. Næsten alle irske forretningsdrivende fik forhåndsdistribueret euro, mens det var mindre end 10 % af de italienske forretningsdrivende, der fik det. Gennemsnitligt videredistribuerede bankerne kun 9 % (udtrykt i værdi) af de modtagne sedler. Situationen med hensyn til mønterne var lidt bedre. Det er interessant at bemærke, at de medlemsstater, der skabte incitamenter eller fjernede distributionsmæssige forhindringer (Tyskland, Irland, Nederlandene og Østrig) opnåede de bedste resultater.

Mønter. Borgerne havde fra midten af december mulighed for at købe et møntsæt af varierende værdi afhængig af det enkelte EU-land for at blive fortrolige med de nye mønter. Møntsættene blev en stor succes og vakte oprigtig begejstring. Der blev således solgt mere end 150 mio. møntsæt. Til trods for frygt for det modsatte overholdt borgerne forbuddet mod at anvende mønterne inden 1. januar. Der blev kun registreret nogle få isolerede tilfælde, hvor euroen var blevet brugt i automater.

Generelt blev der forhåndsdistribueret 6 mia. sedler (40 % af produktionen) og 37,5 mia. mønter (73,5 % af produktionen). Succesen med forhåndsdistributionen bidrog i afgørende grad til den hurtige overgang til euroen i begyndelsen af 2002.

Distribution af sedler og mønter i januar 2002. Distributionen af den nye valuta skete væsentligst via hævning i pengeautomater, hævning i pengeinstitutter og byttepenge i forretninger. Den 1. januar 2002 distribuerede i gennemsnit 80 % af pengeautomaterne euro. Den 4. januar var næsten alle pengeautomater blevet tilpasset til euroen. Teknisk set forløb det godt, med undtagelse af nogle få problemer i Italien og Finland. De første dage blev der hævet rigtig mange euro som følge af borgernes entusiasme og nysgerrighed, men efter to uger var tallet faldet til det normale niveau. Der blev ikke konstateret alvorlige problemer med forsyningen af euro.

Veksling af gamle nationale valutaer. De første ti dage i januar gik mange borgere i banken for at veksle deres nationale valuta om til euro, hvilke skabte køer. I nogle lande skete distributionen af euro først og fremmest sådan og ikke via pengeautomater. I Tyskland, Spanien og Luxembourg var bankerne endda åbne den 1. januar.

De forretningsdrivendes rolle. Da de forretningsdrivende skulle give tilbage i euro og ikke den nationale valuta, hvilket de fleste respekterede, måtte de have en meget stor kassebeholdning. De fleste forretningsdrivende respekterede, at de ikke måtte give tilbage i den nationale valuta. Da et stort antal kunder betalte deres indkøb med store sedler, skabte det en lidt anstrengt situation den første uge at sikre forsyningen af de forretningsdrivende med sedler og mønter. Det var umuligt at undgå længere køer. De 7 585 lastbiler, der transporterede euro i euroområdet, blev udnyttet til deres yderste i de dage. Generelt var der kun nu og da mangel på visse størrelser mønter eller sedler. EU-landenes centralbanker hjalp hinanden, når det var nødvendigt. Det var f.eks. tilfældet i Frankrig, hvor centralbanken modtog 100 mio. 50-cent-mønter fra Spanien, og den portugisiske centralbank modtog flere mio. sedler af varierende størrelse fra Eurosystemet.

Slutresultatet er derfor positivt, idet kombinationen af disse tre kanaler gjorde det muligt meget hurtigt at distribuere den fælles mønt til 300 mio. borgere i euroområdet.

Anvendelsen af euroen ved kontantbetaling. De første dage brugte forbrugerne i højere grad deres nationale valuta end euroen til at betale med. De gamle valutaer forsvandt hurtigt ud af systemet, fordi de forretningsdrivende, der fungerede som "støvsugere" af den nationale valuta, gav tilbage i euro. Den 2. januar indgik euroen i 20 % af betalingerne, den 4. januar 55 % og den 16. januar 95 %. Det samlede antal betalinger i kontanter var højt de første to uger af januar, men blev normalt igen, da de nationale valutaer var blevet trukket ud af det økonomiske kredsløb. Alle de øvrige tilpasninger som f.eks. konvertering af konti, kort og elektroniske betalingsterminaler forløb tilfredsstillende. Det var Irland og Nederlandene, der var de hurtigste til at gennemføre deres betalinger i euro (næsten samtlige betalinger omkring den 8.-10. januar). Andre lande som f.eks. Belgien, Spanien og Frankrig var i samme periode knap kommet op på 70 %.

Indlevering af de gamle nationale valutaer. Indleveringen af de gamle valutaer fandt hovedsagelig sted i løbet af nogle uger. Den 11. januar var en tredjedel af de sedler, der var i omløb den 31. december, allerede blevet trukket ud, og den 8. februar var det 75 %. Det faktiske omløb af de gamle valutaer var i virkeligheden meget mindre, end tallene antyder, på grund af de fyldte midlertidige lagre, der medførte store forsinkelser for centralbankernes optælling af sedler.

Indsamling af mønter. Indsamlingen af mønter var endnu langsommere. Den 22. februar var kun 27,9 % af de nationale mønter (udtrykt i værdi) blevet trukket ud af omløb, idet de var oplagret og afventede optælling. Ved hjælp af reklamekampagner havde centralbankerne allerede i løbet af 2001 trukket næsten 9 % af mønterne ud af omløb. Det er nu klart, at en del af sedlerne og navnlig en stor del af mønterne aldrig vil blive indleveret, idet de er gået tabt eller opbevares af samlere. I de fleste EU-lande er omvekslingen af den gamle valuta begrænset til en bestemt dato (jf. tabellen nederst).

Andre spørgsmål i forbindelse med eurosedler og -mønter

Prisstabilitet. Undersøgelser blandt forbrugerne har vist, at en stor del af borgerne (67 %) vurderer, at priserne oftest er blevet rundet op ved overgangen til euroen, mens 28 % mener, at op- og nedrundingerne går lige op. Kun 1,9 % vurderer, at priserne er blevet rundet ned. De tal over inflationen, som Eurostat offentliggjorde, viser, at selv om den årlige inflation steg fra 2 % til 2,7 % i tidsrummet december-januar, skyldes det flere faktorer, der ikke vedrører euroen, som f.eks. bestemte skatte- og afgiftsstigninger og stigende priser på olie og på frugt og grønt. I henhold til Eurostat bidrog indførelsen af euroen kun med 0-0,16 % i udviklingen af det månedlige prisindeks. De frivillige aftaler vedrørende prisstabilitet blev generelt overholdt.

Spørgsmål om sikkerhed. Til trods for det hidtil uset store antal pengetransporter og en fordobling af mængden af mønter og sedler i omløb, var antallet af uheldige hændelser langt lavere end normalt. I tidsrummet september-december blev der kun rapporteret 27 tilfælde af tyveri af sedler og 17 tilfælde af tyveri af mønter, hvilket viser at de iværksatte sikkerhedsforanstaltninger var meget tilfredsstillende.

Kvaliteten af eurosedler og -mønter. Kvalitetskontrollen med sedler og mønter var meget effektiv. Der blev kun konstateret nogle få tilfælde af forfalskninger, men risikoen for at få en af disse eurosedler/-mønter er meget lille. En- og to-euromønternes indhold af nikkel er blevet kritiseret, men de undersøgelser, der er blevet foretaget, har vist, at det kan udelukkes, at det giver allergiske reaktioner.

Forfalskning. Eurosedlerne og -mønterne er bedre beskyttet modforfalskning end en hvilken som helst af de tidligere nationale valutaer. For så vidt angår sedlerne blev der i januar kun påvist ca. 50 tilfælde af forfalskning, hvilket var usædvanlig lidt, og der blev kun fundet to kopier af mønter af dårlig kvalitet.

Tilpasning af automater. Tilpasningen af automater gik mindre godt. Nogle aktører havde undervurderet, hvor hurtigt de nationale valutaer ville blive erstattet af euroen og mistede omsætning, fordi en del af deres automater ikke var tilpasset. Det var ikke muligt hurtigt at indhente den mistede fortjeneste, fordi der kun var et begrænset antal kvalificerede medarbejdere til rådighed. Der blev kun rapporteret om få tilfælde af problemer med at få automaterne til at acceptere mønter, der var fremstillet i andre lande i euroområdet, hvilket skyldtes en dårlig indstilling af automaterne.

Indførelse af euroen i tredjelande. I december 2001 blev 26 centralbanker og pengeinstitutter uden for euroområdet forhåndsforsynet med ca. fire mia. euro for derved at sikre, at der ville være eurosedler til rådighed allerede i begyndelsen af januar. I Central- og Østeuropa blev der anvendt og sparet mange nationale sedler op, navnlig den tyske D-mark. Disse sedler begyndte allerede at komme tilbage i 2001.

Borgernes reaktioner

Borgernes vurdering af den forberedende fase er generelt positiv; i gennemsnit mente tre fjerdedele af dem, at de var godt eller meget godt forberedt den 1. januar 2002. Flertallet fandt, at den tidlige overgang til euro på bankkonti bidrog til et bedre kendskab til den nye valuta. Med hensyn til fortroligheden med anvendelsen af euroen erklærede hver femte i slutningen af januar, at de endnu havde problemer (kun hver 35. fandt, at de havde mange problemer). I otte lande (Tyskland, Spanien, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Portugal og Finland) erklærede flertallet af borgerne, at de ikke havde problemer. De fleste borgere har ikke haft problemer med at genkende de forskellige mønter eller at anvende dem, dog med undtagelse af de irske borgere.

Den mentale overgang til euroen. Overgangen til euroen har ikke medført ændringer i købevanerne hos 77 % af borgerne. Forbrugerne har ofte endnu problemer med at huske priserne i euro. De fortsætter således med hovedsageligt at regne i deres tidligere nationale valuta (45 %) mod et mindretal på 28 %, der allerede mentalt er gået over til euroen. Borgerne brugte imidlertid kun i beskedent omfang lommeregnere og omregnere. Et flertal ønskede, at den dobbelte prisangivelse stoppede inden udgangen af perioden med to valutaer i omløb. Holdningerne varierede dog betydeligt fra land til land.

Generel tilfredshed. Generelt fandt 60 %, at overgangen til den fælles mønt gav dem flere fordele end ulemper. Dette var i endnu højere grad tilfældet blandt unge under 24 år. Et stort flertal af borgerne følte sig mere europæiske på grund af euroen. Fire ud af fem borgere fandt, at overgangen til euroen var forløbet godt eller meget godt. Mere end to tredjedele af borgerne var tilfredse med, at euroen blev deres valuta. Kun i Tyskland, Grækenland og Østrig blev der registreret en højere andel af utilfredse borgere.

Små og store virksomheders tilpasning

Generelt var frygten for, at de små og mellemstore virksomheder eventuelt var dårligt forberedte, ubegrundet. Selv de små og mellemstore virksomheder, der var bagefter med deres forberedelser, syntes ikke at have haft problemer med at gå over til den fælles mønt i sidste øjeblik. Ved overgangen til euroen var bogholderiet i allerede 95 % af de små og mellemstore virksomheder i euro. De fleste små og mellemstore virksomheder erklærede, at de ikke var stødt på problemer ved overgangen til euroen. Der opstod ganske få problemer med edb-systemerne, fastsættelsen eller angivelsen af priser og faktureringen. Generelt fik de ingen ubehagelige overraskelser, idet 95 % af de små og mellemstore virksomheder vurderede, at deres overgang til euroen forløb som planlagt eller endda lettere. Hver femte virksomhed regner med, at euroen vil få gunstige virkninger for deres aktiviteter.

Overgangen i tal - de væsentligste nationale bestemmelser

Seneste ajourføring: 14.09.2005