Overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker (1997)

1) MÅL

At sikre en snævrere samordning af de økonomiske politikker og en vedvarende konvergens i Fællesskabets og medlemsstaternes økonomiske resultater.

2) DOKUMENT

Rådets henstilling af 7. juli 1997 om de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politikker [Den Europæiske Unions Tidende L 209 af 02.08.1997].

3) RESUMÉ

I en situation med et moderat opsving er der to fundamentale og politiske spørgsmål, der bør have prioritet :

• en væsentlig reduktion i ledigheden;
• fortsat prisstabilitets- og budgetkonsolideringsindsats, således at de fleste medlemsstater vil være i stand til at deltage i den fælles valuta fra og med den 1. januar 1999.

De overordnede retningslinjer bekræfter på ny, at den fælles strategi fortsat bør bygge på følgende tre elementer i det makroøkonomiske miljø :

• en stabilitetsorienteret monetær politik;
• en vedvarende indsats for at konsolidere de offentlige finanser;
• en nominallønsudvikling, der er forenelig med prisstabilitetsmålet; en reallønsudvikling, der er svagere end produktivitetsforøgelsen med henblik på at øge investeringsafkastet.

Jo mere den monetære politiks stabilitetsmål fremmes ved en passende budgetpolitik og en passende lønudvikling, jo gunstigere vil de monetære forhold, herunder valutakurser og lange renter, være for vækst og beskæftigelse.

Der er gjort store fremskridt hen imod prisstabilitet og inflationskonvergens. I april 1997 havde 14 medlemsstater en inflationsrate på mindre end eller lig 2 %. Dette niveau bør bevares. I Grækenland er der behov for endnu en forstærket indsats for at bringe inflationen ned på målet om 4,5 % ved udgangen af 1997 og 3 % ved udgangen af 1998.

De valutaer, der deltager i valutakursmekanismen, har udvist en bemærkelsesværdig stabilitet. Medlemsstaterne skal fortsat behandle deres valutakurspolitik som et spørgsmål af fælles interesse. De medlemsstater, der ikke deltager i valutakursmekanismen, opfordres til fortsat at føre en makroøkonomisk stabilitetspolitik for at gøre en deltagelse af denne valutakursmekanisme mulig.

Et stort flertal af medlemsstaterne har i 1997 truffet omfattende foranstaltninger for at reducere budgetunderskuddet til 3 % af BNP eller derunder. Der bør følges op på disse bestræbelser for at skabe tillid til, at budgetkonsolideringen er holdbar. Det gælder især for de lande, hvis budget for 1997 indeholder foranstaltninger af midlertidig karakter, eller hvor gælden i forhold til BNP ikke nærmer sig referenceværdien i et tilfredsstillende tempo.

For at være holdbare skal budgetfremskrivningerne klart angive de underliggende økonomiske antagelser samt den pågældende medlemsstats strategi på mellemlang sigt (strukturelle reformer...) .

Rådet gentager de samme generelle principper som i de overordnede retningslinjer for de tidligere år :

• der skal lægges større vægt på en begrænsning af udgifterne end på yderligere stigninger i det samlede skattetryk;
• prioriteringen af de offentlige udgifter bør orienteres mod investeringer i infrastruktur, menneskelig kapital og aktiv arbejdsmarkedspolitik;
• det er ønskværdigt med en lempelse af skattetrykket eller de sociale bidrag i forbindelse med budgetkonsolideringen; medlemsstaterne bør endvidere foretage en gennemgang af holdbarheden af deres sociale sikringsordninger og pensionsordninger og gennemføre reformer i tide.

Det er endvidere ønskværdigt, at enhver skadelig konkurrence mellem medlemsstaternes skattesystemer undgås.

Hvad budgetunderskuddet angår, var der fem medlemsstater, der i 1996 overholdt referenceværdien på 3 % af BNP: Luxembourg, Danmark, Irland, Nederlandene og Finland. For de fire sidstnævnte lande er det vigtigt at konsolidere disse resultater.

I Grækenland er der med henblik på at opfylde målene i konvergensprogrammet behov for en vedholdende indsats. Der er især behov for at effektivisere skatteforvaltningen og mindske de offentlige udgifter.

De ni andre medlemsstater skal i 1997 bestræbe sig på at få deres budgetunderskud ned på referenceværdien på 3 % af BNP eller derunder. Det er nødvendigt, at disse lande fortsat nøje overholder deres konvergensprogrammer for fremover at befæste disse resultater.

Det er vigtigt at forbedre vare- og tjenestemarkedernes funktion, stimulere konkurrencen, fremme innovation og sikre en effektiv prisfastsættelse for at fremme vækst og beskæftigelse. Denne forbedring kan opnås, hvis det indre marked fungerer bedre, og hvis medlemsstaterne udviser en større vilje til :

• i fuldt omfang at gennemføre og anvende den eksisterende lovgivning;
• at arbejde videre med retsgrundlaget inden for områder som beskatning og selskabsret;
• at færdiggøre liberaliseringen af energimarkederne;
• at reducere overdreven regulering, som fragmenterer markederne;
• at undlade at gøre brug af statsstøtte til at udskyde nødvendige strukturomlægninger.

En af Kommissionens handlingsplaner fremlægger en række foranstaltninger, der bør føres ud i livet inden den 1. januar 1999 for at bringe ny dynamik i det indre marked.

Det er yderst vigtigt med arbejdsmarkedsreformer og flere investeringer i viden. De positive erfaringer i en række medlemsstater giver mulighed for at drage nogle konklusioner. Især skal strukturreformerne have omfattende rækkevidde, så der bliver en sammenhængende tilgang til det komplekse spørgsmål om incitamenter i forbindelse med jobskabelse og jobsøgning og mulighed for at udnytte den eksisterende komplementaritet mellem de forskellige politikker. Den påbegyndte proces bør videreføres og, hvor nødvendigt, intensiveres, idet følgende bør prioriteres :

• passende lønudvikling;
• nedbringelse af de indirekte lønomkostninger;
• reform af skattesystemet og de sociale beskyttelsessystemer;
• nye former for arbejdstilrettelæggelse (fleksible arbejdstider...);
• tilpasning af hele uddannelsessystemet - herunder erhvervsuddannelsen -både til markedets behov og til forbedring af den menneskelige kapital.

Disse reformer må understøttes af en stærkere beskæftigelsesorientering i andre politikker.

Seneste ajourføring: 08.11.2002