ØMU's første og anden fase

Selv om den første fase af processen begyndte den 1. juli 1990 med liberaliseringen af kapitalbevægelserne, blev den egentlige lancering af forberedelserne til Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) iværksat med ikrafttrædelsen af traktaten om Den Europæiske Union den 1. november 1993.

Som foreskrevet i traktaten begyndte anden fase den 1. januar 1994, bl.a. med oprettelsen af Det Europæiske Monetære Institut (EMI) med hovedsæde i Frankfurt am Main. EMI havde to funktioner:

I anden fase skal medlemsstaterne bringe deres nationale lovgivning i overensstemmelse med traktatens bestemmelser og ESCB-statutten, herunder sikre centralbankens uafhængighed. De skal ligeledes gøre store fremskridt, hvad angår de nationale økonomiers konvergens, idet overgangen til tredje fase forudsætter, at de fire kriterier i traktaten er opfyldt. Kommissionen aflægger årlige rapporter om konvergens tilstanden mellem medlemsstaterne.

Valutauroen i 1995, der i høj grad skyldtes dollarens skred, styrkede medlemsstaternes politiske vilje til at gennemføre ØMU'en. Denne vilje blev konkretiseret på Det Europæiske Råds møde i Madrid den 15. og 16. december 1995, hvor det blev bekræftet, at den Økonomiske og Monetære Union starter den 1. januar 1999 under overholdelse af traktatens bestemmelser om konvergenskriterier, tidsplan, protokoller og procedurer i den henseende. På basis af den debat, der var blevet indledt som følge af Kommissionens grønbog, fastsatte de femten stats- og regeringschefer de nærmere retningslinjer og tidsplanen for indførelsen af den fælles valuta, som benævnes "euro".

Efter to års arbejde i alle Den Europæiske Unions institutioner blev der på Det Europæiske Råd i Dublin den 13. og 14. december 1996 opnået politisk enighed om alle de forhold, der er en forudsætning for indførelsen af den fælles valuta:

Ved samme lejlighed præsenterede EMI modeller af de nye sedler, der vil blive bragt i omløb fra den 1. januar 2002. Euroen blev således en konkret realitet for borgerne.

Det økonomiske opsving i årene 1996-97, der var karakteriseret ved en styrkelse af den nominelle konvergens, en usædvanlig lav rente og inflation og stabile valutakurser (den finske mark tiltrådte valutakursmekanismen i oktober 1996 og den italienske lire på ny i november), betød en generel forbedring af de offentlige finanser. Dette antyder at de fleste medlemsstater ville kunne gå over til euroen i 1999.

Seneste ajourføring: 30.04.2007