Bortskaffelse af affald (indtil udgangen af 2010)

For at begrænse affaldsproduktionen og tilrettelægge behandlingen og bortskaffelsen af dette affald har Den Europæiske Union indført koordinerede metoder til håndtering af affald i medlemsstaterne.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/12/EF af 5. april 2006 om affald.

RESUMÉ

Disse foranstaltninger omfatter ethvert stof eller enhver genstand, som indehaveren skiller sig af med eller er forpligtet til at skille sig af med ifølge den nationale lovgivning i medlemsstaterne. De omfatter ikke luftformige stoffer, radioaktivt affald, mineralaffald, døde dyr og landbrugsaffald, spildevand, udrangeret sprængstof og andet affald, når disse affaldstyper er undergivet særlige fællesskabsbestemmelser.

Kommissionen har offentliggjort retningslinjer, der bl.a. bygger på De Europæiske Fællesskabers Domstols praksis, for at hjælpe de kompetente myndigheder og den private sektor med at fastslå, om et produkt er affald eller ej (se nedenstående rubrik "Tilhørende dokumenter").

Medlemsstaterne skal forbyde henkastning, dumpning og ukontrolleret bortskaffelse af affald. De skal fremme forebyggelse, genvinding og forarbejdning af affald med henblik på genanvendelse. De underretter Kommissionen om alle udkast til regler om anvendelse af produkter, der kan give anledning til tekniske vanskeligheder eller store omkostninger ved bortskaffelsen, og regler, der skal tilskynde til nedsættelse af visse former for affald, behandling af affald med henblik på genvinding og genanvendelse, energiudvinding fra visse typer affald og anvendelse af naturressourcer, der kan erstattes af genindvundne materialer.

Ifølge disse foranstaltninger skal medlemsstaterne samarbejde med henblik på oprettelse af et integreret og tilstrækkeligt net af bortskaffelsesfaciliteter (ved anvendelse af de bedste tilgængelige teknologier), som skal sætte Fællesskabet i stand til selv at bortskaffe sit affald, og som gør det muligt for de enkelte medlemsstater hver især at nå dette mål. Nettet skal muliggøre bortskaffelse af affald på et af de nærmeste anlæg, der kan sikre et højt beskyttelsesniveau for miljøet.

Medlemsstaterne skal sikre sig, at enhver indehaver af affald overlader det til en privat eller offentlig indsamler eller til en bortskaffelsesvirksomhed, eller selv sørger for bortskaffelsen i henhold til bestemmelserne i disse foranstaltninger.

De anlæg eller virksomheder, der for andres regning varetager behandlingen, oplagringen eller deponeringen af affaldet, skal indhente en tilladelse fra den kompetente myndighed, som navnlig skal omfatte arten og mængden af det affald, der skal behandles, de almindelige tekniske forskrifter og de forholdsregler, der skal træffes. Den kompetente myndighed kan regelmæssigt kontrollere, om betingelserne for tilladelsen overholdes. Den kompetente myndighed skal ligeledes føre opsyn med virksomheder, der selv, eller for andres regning, foretager transport, indsamling, oplagring, deponering eller behandling af affald.

Også nyttiggørelsesanlæg og virksomheder, der varetager bortskaffelse af eget affald, skal indhente en tilladelse.

Ifølge princippet om, at forureneren betaler, skal omkostningerne ved bortskaffelsen af affald afholdes af den indehaver, der overlader affaldet til en indsamler eller en virksomhed og/eller af de tidligere indehavere eller producenter af det produkt, som affaldet stammer fra.

De kompetente myndigheder, som medlemsstaterne har udpeget til at gennemføre disse foranstaltninger, skal udarbejde en eller flere planer for håndtering af affaldet, der navnlig skal vedrøre arten, mængden og oprindelsen af det affald, der skal nyttiggøres eller bortskaffes, de almene tekniske forskrifter, alle særbestemmelser om bestemte affaldstyper samt de områder eller anlæg, der er egnede til bortskaffelse.

Kontekst

Med dette direktiv kodificeres og erstattes direktiv 75/442/EØF med senere ændringer. Denne kodificering skal tydeliggøre og rationalisere lovgivningen på affaldsområdet, men den ændrer ikke på indholdet af de gældende bestemmelser.

Dette direktiv ophæves ved direktiv 2008/98/CE med virkning fra den 12. december 2010.

Referencer

Retsakt

Ikrafttrædelsesdato

Frist for gennemførelse i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Direktiv 2006/12/EF

17.5.2006

-

EUT L 114 af 27.4.2006

Ændringsretsakt(er)

Ikrafttrædelsesdato

Frist for gennemførelse imedlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Direktiv 2008/98/EF

12.12.2008

12.12.2010

EUT L 312 af 22.11.2008

TILHØRENDE DOKUMENTER

Meddelelse fra Kommissionen af 21. februar 2007 om fortolkningsmeddelelse om affald og biprodukter [KOM(2007) 59 endelig – ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]. Kommissionen klarlægger begreberne produkt, restprodukt og biprodukt, bl.a. på grundlag af EF-Domstolens afgørelser. Der opstilles ligeledes retningslinjer for at hjælpe de kompetente myndigheder med at fastslå, om et produkt er affald eller ej. Et restprodukt er således ikke affald, hvis der ikke blot er mulighed for, men det er sikkert, at en videreanvendelse af produktet vil finde sted uden forudgående forarbejdning og i forlængelse af fremstillingsprocessen; endvidere må et biprodukt ikke være noget, som fabrikanten er forpligtet til at skille sig af med, eller hvis påtænkte anvendelse er forbudt. Desuden lader visse elementer antyde, at et materiale er affald, navnlig hvis der ikke kan tænkes anden anvendelse end bortskaffelse, hvis anvendelsen er stærkt miljøbelastende eller kræver særlige beskyttelsesforanstaltninger, hvis metoden til behandling af det pågældende materiale er en standardmetode til behandling af affald, hvis virksomheden opfatter materialet som affald, eller hvis virksomheden søger at begrænse mængden af produceret materiale. Endelig fremlægger Kommissionen en liste med eksempler på affald og ikke-affald.

Meddelelse fra Kommissionen af 21. december 2005 - Fremme af bæredygtig ressourceudnyttelse: Temastrategi for affaldsforebyggelse og -genanvendelse [KOM(2005) 666 - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]. Denne strategi beskriver og fastsætter retningslinjer for foranstaltninger, der tilsigter at mindske det pres på miljøet, der opstår ved produktion og håndtering af affald. Strategiens hovedlinjer vedrører en ændring af lovgivningen, der tilsigter at forbedre gennemførslen heraf, hvad angår affaldsforebyggelse og fremme af en effektiv genanvendelse af affald.

Beslutning 2000/532/EF [Den Europæiske Unions Tidende L 226 af 6.9.2000]. Denne beslutning opstiller en liste over affald og omfatter farligt affald. Se den konsoliderede udgave (pdf).

Seneste ajourføring: 04.03.2009