Ernærings- og sundhedsanprisninger for forbrugerne

Ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer henleder forbrugernes opmærksomhed på en eller flere egenskaber ved produktet for at få dem til at købe det. Undertiden er disse anprisninger fejlagtige eller kan vildlede forbrugerne. Den fremtidige EU-lovgivning inden for dette område harmoniserer præsentationen af disse anprisninger og kræver, at de kan bevises videnskabeligt.

FORSLAG

Forslag af 16. juli 2003 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer.

RESUMÉ

Anprisningerne er oplysninger om mærkning, præsentation og reklame, som informerer forbrugerne om egenskaberne for en fødevare eller en bestanddel heraf. Målet er at eliminere ernærings- og sundhedsanprisninger, som er vildledende eller lidet meningsfulde for forbrugerne. Ernærings- og sundhedsanprisninger for drikkevarer med et alkoholindhold på over 1,2 % vil også blive forbudt, undtagen dem, der henviser til en reduktion af alkoholindholdet eller energiindholdet.

Dette forslag til forordning tager sigte på at harmonisere ernæringsanprisningerne gennem opstillingen af en liste over tilladte anprisninger.

I forslagets bilag defineres tilladte ernæringsanprisninger, idet der for hver enkelt specificeres præcise kvantificerbare værdier. Blandt anprisningerne i bilaget er "energifattig", "sukkerfri", "light/let" og "højt fiberindhold".

Sundhedsanprisninger

Der kan kun tillades sundhedsanprisninger, som kan bevises videnskabeligt ved en vurdering foretaget af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA). Herfra undtages sundhedsanprisninger, som på grundlag af mangeårig, ukontroversiel videnskabelig viden beskriver et næringsstofs eller et andet stofs betydning for vækst, udvikling og kroppens normale fysiologiske funktioner. Der vil for den type blive opstillet en EF-liste over tilladte anprisninger.

Den kommende forordning vil forbyde alle sundhedsanprisninger, som henviser til en slankende virkning eller vægtkontrol, psykologiske eller adfærdsmæssige funktioner (f.eks. "mindsker stress"), henvisninger til læger eller deres organisationer samt vage sundhedsanprisninger om "velvære" generelt.

Til gengæld vil forslaget til forordning, uanset mærkningsdirektiv 2000/13/EF (som forbyder alle henvisninger til egenskaber vedrørende forebyggelse, behandling og helbredelse af sygdomme hos mennesker), tillade alle anprisninger, som henviser til en nedsættelse af sygdomsrisikoen i de tilfælde, hvor der er indhentet en positiv udtalelse fra EFSA og en EF-godkendelse.

Referencer og procedure

Forslag

Den Europæiske Unions Tidende

Procedure

KOM(2003) 424

-

COD/2003/0165

TILHØRENDE DOKUMENTER

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 10. oktober 2003 om tilsætning af vitaminer og mineraler (es de en fr) samt visse andre stoffer til fødevarer [KOM(2003) 671 - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Det foreslås, at en fødevares ernæringsprofil skal være et kriterium for, om en fødevare må være forsynet med anprisninger, navnlig ved fastsættelsen af maksimumsgrænser for indholdet af vitaminer og mineraler samt visse andre stoffer, som producenterne tilsætter til fødevarer.

Seneste ajourføring: 22.12.2006