Grønbog - Uskyldsformodningen

Kommissionen er i færd med at fremme den gensidige tilnærmelse af strafferetsplejen i medlemsstaterne, navnlig hvad angår retssikkerhedsgarantier. Med denne grønbog henvender Kommissionen sig til retsvæsenets aktører og alle EU's borgere for at finde ud af, om uskyldsformodningen og de heraf følgende rettigheder forstås på samme måde i alle medlemsstater. Den foreslår at afklare medlemsstaternes fortolkning heraf.

DOKUMENT

Kommissionens grønbog af 26. april 2006 - Uskyldsformodningen [KOM(2006) 174 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

RESUMÉ

Denne grønbog omhandler uskyldsformodningen, og hvilke rettigheder der kan udledes heraf. Der er tale om en grundlæggende rettighed i international ret og på fællesskabsplan, som ubetinget tilkendes enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, uanset retssagens art.

Artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention (ECHR) indeholder en definition af uskyldsformodningen, hvor den forstås som retten til en retfærdig rettergang. I henhold til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis bør ingen domstol udtale sig om den anklagedes skyld, før den faktisk har fastslået denne skyld, og varetægtsfængsling bør forblive en undtagelsesforanstaltning.

Kommissionen søger at indkredse forskellene i fortolkning og anvendelse af uskyldsformodningen i medlemsstaterne. Den foreslår, at der udarbejdes fælles mindstestandarder for straffesager. Med disse foranstaltninger skal det undgås, at der er forskelle mellem standarderne for retssikkerhedsgarantier i straffesager i de enkelte medlemsstater.

Indbyrdes tilnærmelse af de nationale lovgivninger om retssikkerhedsgarantier

Denne grønbog om uskyldsformodningen er en del af processen til harmonisering af strafferetten. Det er hensigten, at en basis af fælles standarder, der især er baseret på gensidig anerkendelse, gradvis skal erstatte hele det nuværende system med retligt samarbejde, især hvad angår alle spørgsmål i forbindelse med bevisoptagelse, som også omfatter uskyldsformodningen.

Princippet om gensidig anerkendelse betyder fuldbyrdelse af en dom afsagt i en anden medlemsstat. Generelt har en medlemsstats strafferetsdomme ikke retsvirkning i andre medlemsstater. Strafferetten henhører under medlemsstaternes suverænitet.

Formålet med gensidig anerkendelse er netop at sikre, at afgørelser truffet i én medlemsstat, som led i skabelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, får retsvirkning i hele EU. Princippet om gensidig anerkendelse kan kun fungere effektivt, hvis der er tillid til andre retssystemer. Denne gensidige tillid udspringer af en fælles reference til de grundlæggende rettigheder, som det blev understreget i Kommissionens grønbog om retssikkerhedsgarantier.

Dette princip er imidlertid langtfra absolut og støder i praksis på en række begrænsninger. Der er for eksempel væsentlige forskelle mellem strafudmålingen i medlemsstaterne, og de afgørelser, der træffes inden fuldbyrdelsen af straffen, har ikke altid udgangspunkt i fælles standarder med henblik på at sikre et ensartet niveau for beskyttelse af de grundlæggende rettigheder i hele EU.

Anvendelse af uskyldsformodningen

Grønbogen omhandler princippet om uskyldsformodning. Dette princip anvendes i straffesager. I forbindelse med en straffesag vil en række retlige principper med tilknytning til uskyldsformodningen finde anvendelse, f.eks.:

• Bevisbyrden. I reglen skal anklagemyndigheden bevise den anklagedes skyld ud over enhver rimelig tvivl. Kommissionen har imidlertid fundet flere tilfælde i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, hvor bevisbyrden ikke udelukkende ligger hos anklagemyndigheden.
• Retten til ikke at afgive belastende vidneudsagn mod én selv, til hvilken er knyttet retten til ikke at udtale sig. Den anklagede kan nægte at besvare spørgsmål og at fremlægge bevismateriale. Formålet med denne ret er at beskytte den anklagede mod uretmæssig tvang fra myndighedernes side med henblik på at opnå belastende beviser. Retten til ikke at udtale sig gælder ved politiafhøringer og i retten. Den anklagede bør have ret til ikke at vidne. Medlemsstaternes love anerkender retten til at nægte at udtale sig, men Kommissionen understreger, at den anklagede systematisk bør informeres om denne rettighed.
• Retten til ikke at fremlægge belastende beviser af hensyn til en retfærdig rettergang.

Kontekst

Kommissionen finder, at området med frihed, sikkerhed og retfærdighed som del af den tredje søjle (es de en fr) bør skabes ud fra et entydigt grundlag, hvad angår retssikkerhedsgarantier, der skal være ens for alle. Efter konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tammerfors i 1999 betragtes gensidig anerkendelse af retsafgørelser (es de en fr) som "hjørnestenen" i det retlige samarbejde.

Kommissionen viderefører i denne grønbog arbejdet med definition af de fælles procesretlige standarder og beskæftiger sig her med definition af uskyldsformodningen. De spørgsmål, der er indeholdt i grønbogen, skulle besvares senest den 9. juni 2006. Siden Rådets forslag til en rammeafgørelse om visse proceduremæssige rettigheder i straffesager i Den Europæiske Union fra 2004 er der ikke blevet vedtaget andre forslag vedrørende gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager. Det tyske EU-formandskab forelagde den 22. februar 2007 et forslag til afgørelse vedrørende strafferet og retspleje. Denne tekst er hovedsagelig koncentreret om de tre grundlæggende rettigheder, der allerede blev behandlet i forslaget til en rammeafgørelse fra 2004. Der er tale om den anklagedes ret til at forstå anklagens karakter, retten til juridisk bistand samt retten til oversættelse af dokumenter og adgang til en tolk. En række medlemsstater har, af forskellige årsager, allerede vist modstand over for en harmonisering af retssikkerhedsgarantierne. Af visse medlemsstater opfattes denne som et første skridt mod udarbejdelsen af en europæisk strafferetskodeks. Kommissionen befinder sig i en kritisk situation og må derfor i højere grad sigte mod etablering af et styrket samarbejde end en harmonisering af retssikkerhedsgarantierne.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Forslag til Rådets rammeafgørelse af 28. april 2004 om visse proceduremæssige rettigheder i straffesager i Den Europæiske Union [KOM(2004) 328 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]. Efter Det Europæiske Råds møde i Tammerfors i 1999 forpligtede Kommissionen sig til at tage de nødvendige skridt til gennemførelse af programmet for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager. Dette forslag tager sigte på at fastsætte fælles mindstestandarder med hensyn til visse proceduremæssige rettigheder i forbindelse med straffesager i hele Den Europæiske Union. Denne indbyrdes tilnærmelse af lovgivningen vil øge alle mistænktes og anklagedes rettigheder generelt i hele EU og gøre det lettere at anvende princippet om gensidig anerkendelse. Teksten indeholder en række rettigheder, der vil skulle finde anvendelse på hele den strafferetlige procedure, såsom adgang til juridisk bistand under retssagen, adgang til gratis tolkning og oversættelse, garanti for, at der tages de fornødne hensyn til personer, der ikke er i stand til at forstå eller følge med i retsforhandlingerne, samt underretning af mistænkte personer om deres rettigheder, før det første forhør finder sted. Dette forslag udgør også et væsentligt led i den europæiske arrestordre.

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet af 26. juli 2000 om gensidig anerkendelse af endelige afgørelser i straffesager [KOM(2000) 495 - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]. I denne meddelelse sættes der fokus på gensidig anerkendelse af endelige afgørelser i straffesager. Kommissionen fremlægger sit syn på gensidig anerkendelse, og mulighederne for anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse af endelige afgørelser i straffesager undersøges. I meddelelsen redegøres for de forskellige aspekter omkring gensidig anerkendelse, og de aspekter af retsplejen, der kræver anvendelse af fælles mindstestandarder, identificeres. Kommissionen understreger bl.a., at en af ulemperne ved den aktuelle udarbejdelse af et regelsæt for kompetencefordelingen mellem EU-medlemsstaterne er, at det vil kunne kræve en intens forhandlingsindsats. Kommissionen finder dog, at man med et sådant regelsæt vil kunne undgå at skulle behandle kompetencespørgsmålet i forbindelse med hver enkelt retssag, hvori to eller flere medlemsstaters retssystemer er involveret.

Seneste ajourføring: 30.03.2007