Tilbagetagelsesaftaler med de vestlige Balkanlande

De indgåede aftaler mellem Det Europæiske Fællesskab og de vestlige Balkanlande vedrører tilbagetagelsen af statsborgere, som ikke eller ikke længere opfylder optagelseskravene i et af disse lande eller et af EU's medlemsstater, på anmodning af en af parterne. Aftalen vedrører statsborgere fra den anmodede stat, men også enhver person, som ulovligt er indrejst i den anmodende stat fra den anmodede stat.

DOKUMENT

Rådets afgørelse 2005/809/EF af 7. november 2007 om indgåelse af en aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Albanien om tilbagetagelse af personer, der er bosiddende uden tilladelse.

Rådets afgørelse 2007/817/EF, 2007/818/EF, 2007/819/EF og 2007/820/EF af 8. november 2007 om indgåelse af en aftale om tilbagetagelse af personer, der er bosiddende uden tilladelse, mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Republikken Montenegro, Republikken Serbien og Bosnien-Hercegovina.

RESUMÉ

Et vestligt Balkanland, der ikke er medlem af Den Europæiske Union (EU) og har undertegnet aftalen ("partnerland"), tilbagetager på anmodning af en medlemsstat enhver national statsborger, som ikke eller ikke længere opfylder indrejse- eller opholdsbetingelserne i denne stat. Det vestlige Balkanland tilbagetager ligeledes den pågældende person, hvis det er påvist, eller hvis der foreligger begrundet antagelse om, at personen er national statsborger.

Partnerlandet tilbagetager ligeledes enhver tredjelandsstatsborger, der ikke eller ikke længere opfylder den pågældende medlemsstats indrejse- eller opholdsbetingelser, hvis det er blevet påvist, eller hvis der foreligger begrundet antagelse om, at personen direkte og ulovligt er indrejst i medlemsstaten efter at have opholdt sig i eller været i transit på partnerlandets område.

Det Europæiske Fællesskab (EF) forpligter sig på samme måde over for partnerlandene: en medlemsstat tilbagetager på partnerlandets anmodning enhver statsborger, som ikke eller ikke længere opfylder indrejse- eller opholdsbetingelserne i partnerlandet, hvis det er blevet påvist, eller hvis der foreligger begrundet antagelse om, at den pågældende person er national statsborger i medlemslandet.

En medlemsstat tilbagetager ligeledes enhver tredjelandsstatsborger, der har et visum eller en opholdstilladelse fra samme medlemsstat, eller hvis pågældende er indrejst ulovligt og direkte i partnerlandet efter at have opholdt sig i eller været i transit på medlemsstatens område.

Tilbagetagelsesbegæring

Forud for enhver overførsel af personer, der skal tilbagetages, skal den anmodende stat forelægge en tilbagetagelsesbegæring for den anmodede stat. Undtagelsesvis kræves der ikke nogen begæring, hvis den pågældende person er i besiddelse af gyldig rejselegitimation eller identitetskort og eventuelt et visum eller en opholdstilladelse fra den anmodede stat.

Tilbagetagelsesbegæringen skal indeholde pågældendes fulde navn, fødselsdato og fødested, seneste bopæl, dokumentation for pågældendes nationalitet, et fotografi af pågældende og en erklæring, der præciserer, om pågældende har brug for hjælp eller pleje, eller om en beskyttelses- eller sikkerhedsforanstaltning er nødvendig for pågældendes overførsel.

Bevismidler

I forhold til tilbagetagelsen af statsborgere fra et partnerland eller en medlemsstat er der i aftalen anført en fælles liste af dokumenter, der betragtes som:

• vidnesbyrd for statsborgerskab, uden at yderligere efterforskning er nødvendig
• umiddelbart vidnesbyrd for statsborgerskab. I dette tilfælde anerkender medlemsstaterne og partnerlandet statsborgerskabet, medmindre andet er påvist.

I forhold til tilbagetagelsen af statsborgere fra et partnerland eller en medlemsstat er der i aftalen anført en fælles liste af dokumenter, der betragtes som:

• vidnesbyrd for betingelserne for tilbagetagelsen
• umiddelbart vidnesbyrd for betingelserne for tilbagetagelsen. I dette tilfælde anerkender medlemsstaterne og partnerlandet betingelserne for tilbagetagelsen, medmindre andet er påvist.

Frister

Den anmodende stat skal forelægge begæring om tilbagetagelse af en statsborger fra et tredjeland senest et år efter at have fået kendskab til omstændighederne.

Svaret skal afgives skriftligt inden for en bestemt frist (f.eks. 10 dage for en tilbagetagelsesaftale med Bosnien-Hercegovina, 12 dage for en aftale med Montenegro, 14 dage for en aftale med Albanien) regnet fra den dato, på hvilken tilbagetagelsesbegæringen er blevet modtaget. For visse aftaler, som tilbagetagelsesaftalen med Serbien og aftalen med Makedonien, forkortes fristen, hvis den pågældende person pågribes i grænseområdet til den anmodende stat. Omvendt er det ligeledes muligt i visse tilfælde at forlænge fristen med højst 6 dage.

Hvis der ikke afgives svar inden for den forlængede frist, betragtes en overførsel som accepteret. Hvis begæringen afvises, realiseres tilbagetagelsen ikke. En afvisning skal begrundes af den anmodede stat. Hvis begæringen godkendes, realiseres tilbagetagelsen. Overførslen sker normalt inden for en frist på 3 måneder efter godkendelsen. Denne frist kan forlænges.

Overførselsbetingelser

Forud for tilbagesendelsen af en person indgås der en skriftlig aftale mellem myndighederne i partnerlandet og den pågældende medlemsstat om overførselsdato, indrejsested og ledsagelse.

Tilbageførslen kan ske ad luftvejen eller over land. Tilbagesendelse ad luftvejen kan ske ved brug af rute- eller charterfly.

Omkostninger

Alle transportudgifter i tilknytning til tilbagetagelse frem til den anmodede stats grænseovergang bæres af den anmodende stat.

Blandede udvalg

Der er blevet nedsat blandede udvalg, der har til opgave at overvåge anvendelsen af de respektive aftaler.

Kontekst

Efter topmødet mellem EU og de vestlige Balkanlande, som blev afholdt i Thessaloniki (Grækenland) den 21. juni 2003 ("Thessaloniki-dagsordenen"), har EU igangsat forhandlinger om indgåelse af aftaler om tilbagetagelse med alle lande i området.

Den 13. november 2006 bemyndigede Rådet Kommissionen til at indlede forhandlinger om indgåelse af en aftale om tilbagetagelse med Serbien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. Disse forhandlinger blev afsluttet den 8. november med Rådets vedtagelse af en afgørelse om indgåelse af aftalerne.

Med hensyn til Albanien foregik processen på et tidligere tidspunkt, eftersom Rådet den 28. november 2002 bemyndigede Kommissionen til at indlede forhandlinger om en tilbagetagelsesaftale. Disse forhandlinger blev afsluttet med Rådets vedtagelse af en afgørelse om indgåelse af aftalen.

Seneste ajourføring: 21.02.2008