Primærretten i Den Europæiske Union

RESUMÉ AF:

Primærretten i EU

HVAD ER PRIMÆRRETTEN?

• Det er den øverste retskilde i Den Europæiske Union (EU). Den stammer primært fra oprettelsestraktaterne, navnlig Romtraktaten (som mundede ud i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde) og Maastrichttraktaten (også kaldet traktaten om Den Europæiske Union).
• Primærretten fastlægger fordelingen af beføjelser (mellem EU og EU-medlemsstaterne). Den udgør den lovgivningsmæssige ramme, inden for hvilken EU-institutionerne udarbejder og gennemfører politikker.

HOVEDPUNKTER

Primærretten kaldes også de primære kilder og stammer fra EU’s:

• 1.

  oprettelsestraktater

• 2.

  ændringstraktater

• 3.

  tiltrædelsestraktater

• 4.

  protokoller, som er bilag til disse traktater

• 5.

  supplerende aftaler, der ændrer bestemte afsnit i oprettelsestraktaterne

• 6.

  chartret om grundlæggende rettigheder (siden Lissabontraktaten).

• Oprettelsestraktaterne er:
  • Paristraktaten, der oprettede Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (1951)
  • Romtraktaten, der oprettede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (1957)
  • Euratomtraktaten (1957)
  • Maastrichttraktaten (1992).
• Ændringstraktaterne er:
  • den europæiske fællesakt (1986)
  • Amsterdamtraktaten (1997)
  • Nicetraktaten (2001)
  • Lissabontraktaten (2007).
• Tiltrædelsestraktaterne vedrører følgende medlemsstater:
  • Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige (1) (1972)
  • Grækenland (1979)
  • Portugal og Spanien (1985)
  • Finland, Sverige og Østrig (1994)
  • Cypern, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Den Tjekkiske Republik og Ungarn (2003)
  • Bulgarien og Rumænien (2005)
  • Kroatien (2012).
• De supplerende aftaler er:
  • Bruxellestraktaten (fusionstraktaten) (1965)
  • traktaten om ændring af visse budgetbestemmelser i traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber (1970)
  • traktaten om ændring af visse finansielle bestemmelser i traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber og traktat om oprettelse af et fælles Råd og en fælles Kommission for De Europæiske Fællesskaber (1975)
  • akten om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet (1976).

Primærrettens anvendelsesområde

• Geografisk:
  • medlemsstaterne
  • regionerne i den yderste periferi i EU.
• tidsmæssigt: fra det tidspunkt, en traktat træder i kraft.

BAGGRUND

Udover primærretten er EU-retten baseret på sekundære (afledte) og subsidiære kilder.

• Sekundære kilder omfatter fem typer af retsakter: forordninger, direktiver, afgørelser, udtalelser og henstillinger.
• Subsidiære kilder omfatter Den Europæiske Unions Domstols (Domstolen) retspraksis og almindelige retsprincipper.

Derudover udgør internationale aftaler med lande uden for EU eller med internationale organisationer ligeledes en integreret del af EU-retten. Disse aftaler er ikke en del af primærretten eller afledt ret og udgør en sui generis-kategori (dvs. en selvstændig kategori). I henhold til Domstolens afgørelse i sagen Demirel mod Stadt Schwäbisch Gmünd kan internationale aftaler have direkte virkning, og de har juridisk forrang for afledt ret, som dermed skal være i overensstemmelse med dem. En international aftale har umiddelbar virkning, hvis den indeholder en klar og præcis forpligtelse, der ikke er underlagt vedtagelse af efterfølgende foranstaltninger.

HOVEDDOKUMENT

Konsoliderede udgaver af traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Union — Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — Protokoller — Bilag til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — Erklæringer knyttet som bilag til slutakten fra den regeringskonference, der vedtog Lissabontraktaten, undertegnet den 13. december 2007 — Sammenligningstabel (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 1-388).

seneste ajourføring 12.10.2022

(1) Den 1. februar 2020 udtrådte Det Forenede Kongerige af Den Europæiske Union og blev dermed til et tredjeland (ikke-EU-land).