Ordning for asylpolitik

Denne ordning er vejviseren til udførelsen af den anden fase af fælles europæisk asylsystem (Common European Asylum System - CEAS). Den er baseret på en tregrenet strategi, der fokuserer på harmonisering af beskyttelsesstandarder, praktisk samarbejde og solidaritet.

DOKUMENT

Meddelelsen fra EU-Kommissionen til EU-Parlamentet, det Europæiske Råd, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af den 17. juni 2008 – ordning for asylpolitik: En integreret fremgangsmåde med henblik på beskyttelse i hele EU [COM(2008) 360 endelig version – ikke udgivet i den officielle journal].

SAMMENFATNING

Denne meddelelse fremsætter ordningen for udførelsen af den anden fase i etableringen af et fælles europæisk asylsystem (CEAS). Ordningen er baseret på en tregrenet strategi med henblik på at opnå målene for det fælles europæiske asylsystem, som er:

• garanti for asyl til dem, der har behov;
• tilvejebringelse af en fælles asylprocedure;
• en ensartet status for asyl og for subsidiær beskyttelse;
• hensyntagen til køn og udsatte grupper;
• styrket samarbejde mellem medlemslandene omkring praktiske anliggender;
• tilvejebringelse af regler med henblik på at afgøre medlemslandenes ansvar, samt af mekanismer, der kan understøtte solidaritet;
• garanti af sammenhæng mellem asylpolitik og anden politik, der vedrører international beskyttelse.

Forbedrede og harmoniserede standarder for international beskyttelse

Mens den første fase med at skabe det fælles europæiske asylsystem har gjort betydelige fremskridt med hensyn til lovgivende instrumenter, er de tilstræbte lige vilkår ikke blevet opnået, og der er stadig store uligheder i implementeringen af asylpolitik i medlemslandene. Derfor er det Kommissionens hensigt at ændre eksisterende lovgivning, nemlig:

• Direktivet om modtagelsesvilkår (RCD), ved at berøre det høje niveau af diskretion, som medlemslandene har. Et ændret direktiv om modtagelsesvilkår skønnes at kunne tilvejebringe yderligere harmonisering og forbedring af modtagelsesstandarder, inklusive proceduremæssige garantier vedrørende internering;
• Direktivet om asylprocedurer (ADP), for at kunne eliminere helt ulige proceduremæssige forordninger i medlemslandene. At bringe disse procedurer på linje vil garantere ens vilkår for adgang til beskyttelse i den Europæiske Union (EU);
• Kvalifikationsdirektivet (QD), for at håndtere medlemslandes forskellige fortolkninger af direktivet på grund af ordlyden i visse bestemmelser. En ændret udgave af kvalifikationsdirektivet vil også fremme indførelsen af ensartet status.

Ud over at ændre den nuværende lovgivning vil Kommissionen også overveje at etablere nye instrumenter. Dette vil inkludere mekanismer for overdragelse af beskyttelse. Desuden vil ligestillingen af nationale statusser af beskyttelse, der ikke dækkes af de nuværende EU-rammer, blive gennemgået.

Effektivt og understøttet praktisk samarbejde

På grund af det lave niveau af ensartethed i standarder og forskellig national praksis er asylbeslutninger i EU taget på inkonsistent vis, og chancerne for at få bevilget beskyttelse varierer enormt fra medlemsland til medlemsland. Derfor er det nødvendigt, at praktisk samarbejde mellem medlemslandene bliver optrappet, samtidig med at lovgivningen harmoniseres. Etableringen af et Europæisk asylstøttekontor, som foreslået i Haag-programmet og i grønbogen af 6. juni 2007 om det fremtidige fælles europæiske asylsystem, for at understøtte og koordinere praktiske samarbejdsaktiviteter, har fået bred opbakning. Derfor har Kommissionen lanceret en forundersøgelse på grundlag af hvilken et lovgivningsforslag om etablering af det europæiske støttekontor vil blive præsenteret.

Solidaritet og ansvar inden for EU og i forholdet til tredjelande

I solidaritetens navn er det nødvendigt at finde en fælles løsning for at håndtere de problemer, der opstår på grund af det store antal asylansøgninger, som nogle medlemslande modtager på grund af deres geografiske placering eller andet. De tidligere nævnte forholdsregler, der er foreslået i ordningen, skønnes allerede at harmonisere ansøgningsreglerne i et sådant omfang, at asylansøgere vil blive flyttet mindre hyppigt for anden gang. Derfor vil ansøgninger blive distribueret mere rimeligt blandt medlemslandene.

Desuden har Kommissionen i sinde at ændre Dublin- og Eurodac-forordningerne med ændringer, der inkluderer at give medlemslandenes myndigheder samt Den Europæiske Unions Politienhed (Europol) adgang til Eurodac med henblik på retshåndhævelse.

I øvrigt har Kommissionen til hensigt at etablere en serie af solidaritetsmekanismer i stedet for at indføre et nyt overordnet instrument for at fremme solidaritet mellem medlemslandene. For at opnå dette foreslås det følgende:

• lancering af en ny undersøgelse, der vurderer mulighederne for at behandle asylansøgninger i fællesskab inden for EU’s territorium;
• definition af midlerne til midlertidigt at suspendere Dublin-reglerne for overførsel af asylansøgere;
• oprettelse af teams med asyleksperter, der hører under det europæiske støttekontor, for at understøtte medlemslandene i at behandle ansøgninger;
• tilvejebringelse af finansiering til at reallokere dem, der har international beskyttelse, i EU, når det er nødvendigt.

Da tredjelande og første asylland modtager langt flere flygtninge, vil EU i det fælles ansvars navn yde disse lande mere finansiel støtte for at styrke deres kapacitet med hensyn til at give beskyttelse. Integrationen af kapacitetsopbygning for asyl ind i udviklingssamarbejde fortsættes også.

For virkelig at dedikere sig til solidaritet i de eksterne relationer foreslår Kommissionen, at EU fokuserer på det følgende for at styrke beskyttelsen af flygtninge:

• Regionale beskyttelsesprogrammer (RBPs), der på grundlag af en evaluering, der skal finde sted i 2008, vil blive transformeret til regionale flerårige handlingsplaner;
• genhusning, som Kommissionen i 2009 vil foreslå en ordning for, med henblik på at udvikle det til et EU-omfattende effektivt beskyttelsesredskab;
• bedre administration af asylansøgernes ankomst, for hvilken Kommissionen vil undersøge brugen af procedurer for beskyttet indrejse, så der kan skelnes mellem personer, der har behov for beskyttelse, og andre typer migranter, før de ankommer ved grænsen til et potentielt værtsland. Desuden vil Kommissionen i 2009 også lancere en undersøgelse i samarbejde med United Nations Refugee Agency (UNHCR) vedrørende muligheden for at behandle asylansøgninger i fællesskab uden for EU’s territorium.

Baggrund

Fælles europæisk asylsystem blev etableret efter, at Amsterdamtraktaten trådte i kraft i 1999, og det er baseret på konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tampere fra den 15.-16. oktober 1999. I sin første fase (1999-2005) var dets formål at harmonisere medlemslandenes juridiske asylrammer på grundlag af fælles minimumstandarder. Målene for den anden fase af fælles europæisk asylsystem blev fastsat af Haag-programmet.

Seneste ajourføring: 17.05.2011