Transmissible spongiforme encephalopatier (TSE’er)
RESUMÉ AF:
Forordning (EF) nr. 999/2001 om regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopatier
HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?
- Den fastsætter regler for at forebygge, kontrollere og udrydde transmissible spongiforme encephalopatier (TSE’er)* i Den Europæiske Union (EU).
- Den dækker produktion, markedsføring og, i visse tilfælde, eksport af dyr og animalske produkter.
HOVEDPUNKTER
Europa-Kommissionen rangordner EU-medlemsstaterne eller -regionerne efter deres risikoniveau for bovin spongiform encephalopati (BSE):
- Niveau 1: ubetydelig risiko
- Niveau 2: kontrolleret risiko
- Niveau 3: udefineret risiko.
Medlemsstaterne skal indføre et overvågningsprogram med screening af dyr, der mistænkes for at have BSE eller scrapie. Der skal desuden udføres en hurtig screening efter slagtning.
Mistænkte dyr og andre på en bedrift må ikke flyttes, før testresultaterne foreligger. Hvis dyrene kan have befundet sig andre steder, kan andre bedrifter overvåges.
Når et tilfælde af klassisk BSE er officielt bekræftet, skal følgende foranstaltninger iværksættes.
- En undersøgelse af sygdommens oprindelse og af alle dyr eller produkter, der kan være smittet.
- Den berørte bedrift sættes under officielt tilsyn. Enhver flytning af modtagelige dyr (eller animalske produkter) skal godkendes.
- Nedslagning og fuldstændig destruktion af potentielt truede kvæg. Der gælder andre regler for får og geder.
Kompensation for tab af dyr eller animalske produkter udbetales omgående.
Foranstaltninger til at reducere risici
- Fodring af drøvtyggere med animalsk protein er forbudt, med undtagelse af hydrolyserede proteiner fra andre dyr end drøvtyggere eller fra drøvtyggerhuder og -skind, gelatine og kollagen fra andre dyr end drøvtyggere. og æg, ægprodukter, mælk, mejeriprodukter og kolostrum.
- Fodring af alle avlsdyr (med undtagelse af kødædende pelsdyr såsom mink) med forarbejdet animalsk protein fra drøvtyggere, gelatine eller blodprodukter fra drøvtyggere er forbudt.
- Baseret på fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets (EFSA) favorable udtalelser fra 2015 (forarbejdet animalsk protein fra insekter), 2018 (forarbejdet animalsk protein fra svin og fjerkræ) og 2020 (kollagen og gelatine fra drøvtyggere), blev visse forbud, der ikke længere var begrundede, ophævet ved forordning (EU) 2021/1372 af 17. august 2021. Efterfølgende er det blevet tilladt:
- at fodre andre avlsdyr end drøvtyggere (f.eks. grise og fjerkræ) med kollagen og gelatine fra drøvtyggere
- at fodre grise med forarbejdet animalsk protein fra fjerkræ og fjerkræ med forarbejdet animalsk protein fra grise
- at fodre grise og fjerkræ med forarbejdet animalsk protein fra insekter.
- Specificeret risikomateriale skal fjernes fra kroppene, selv i områder, hvor risikoen for BSE er ubetydelig. I områder med kontrolleret eller udefineret risiko, må knogler fra kvæg, får og geder ikke bruges til fremstilling af maskinudbenet kød. Der er specifikke metoder til visse kropsdele såsom kød fra hoved og tunger.
- Dyr til eksport eller import skal have dyresundhedscertifikater. Der gælder lignende regler for import fra ikke-EU-lande, undtagen dem, hvor BSE-risikoen er ubetydelig.
Arbejdstagere beskæftiget med produktion og tilsyn skal have grundlæggende uddannelse i TSE’er.
For at sikre ensartede videnskabelige analyser og pålidelige resultater skal der udpeges nationale og europæiske referencelaboratorier.
Medlemsstaterne skal sikre, at dyr, der mistænkes for at være smittet med TSE’er, bliver anmeldt til myndighederne, og de skal regelmæssigt underrette hinanden og Kommissionen om disse tilfælde. De skal desuden foretage hyppige officielle kontroller for at tjekke, at reglerne bliver overholdt.
Undtagelser fra disse regler kan tillades for at afspejle ny videnskabelig viden.
Ændringer til forordning (EF) nr. 999/2001
- Forordningen er blevet ændret flere gange, hovedsageligt for at foretage ændringer af bilagene. Disse ændringer er indarbejdet i den konsoliderede udgave af forordningen.
- Ændringsforordning (EU) 2017/625 indførte et mere harmoniseret og sammenhængende system til offentlig kontrol og håndhævelse af agrofødevarekæden og styrkede princippet om risikobaseret kontrol (se resumé). Med ændringsforordningen udgik artikel 19 (om referencelaboratorier) og artikel 21 (om kontrol på stedet) af forordning (EF) nr. 999/2001 og kapitel A og B af forordningens bilag X (som omhandlede referencelaboratorier), og reglerne om udpegning af og opgaver pålagt EU-referencelaboratorier samt referencecentre blev indført.
HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?
Den trådte i kraft den 1. juli 2001.
BAGGRUND
VIGTIGE BEGREBER
Transmissible spongiforme encephalopatier (TSE’er). TSE’er er dødelige sygdomme, hvor hjernevævet nedbrydes, og som medfører et svampeagtigt udseende.
- Creutzfeldt-Jakobs sygdom hos mennesker
- bovin spongiform encephalopati (BSE) hos kvæg
- chronic wasting disease hos hjortedyr (rådyr)
- scrapie hos små drøvtyggere, såsom får og geder.
HOVEDDOKUMENT
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 af 22. maj 2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopatier (EFT L 147 af 31.5.2001, s. 1-40).
Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 999/2001 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.
TILHØRENDE DOKUMENTER
Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet: TSE-køreplan 2 Strategidokument om transmissible spongiforme encephalopatier i 2010-2015 (KOM(2010) 384 endelig af 16. juli 2010).
Kommissionens beslutning 2007/453/EF af 29. juni 2007 om fastsættelse af BSE-status for medlemsstater eller tredjelande eller deres regioner i henhold til deres BSE-risiko (EUT L 172 af 30.6.2007, s. 84-86).
Se den konsoliderede udgave.
Meddelelse fra Kommissionen: TSE-køreplan (COM(2005) 322 endelig af 15. juli 2005).
Kommissionens beslutning 2002/1003/EF af 18. december 2002 om minimumskrav til en undersøgelse af prionproteingenotyper hos fåreracer (EFT L 349 af 24.12.2002, s. 105-107).
seneste ajourføring 01.01.2023