Støtten kan anvendes som et middel til at tilskynde virksomhederne til at øge miljøbeskyttelsesniveauet i højere grad, end det ville være tilfældet uden restriktive regler. Europa-Kommissionen fastsætter betingelserne for, hvordan støtten kan tildeles til virksomhederne uden at have en negativ effekt på det indre marked.

Retningslinjer af 1. april 2008 for statsstøtte til miljøbeskyttelse [Den Europæiske Unions Tidende C 82 af 1.4.2008].

Retningslinjerne for statsstøtte til miljøbeskyttelse er et af instrumenterne til gennemførelse af den globale handlingsplan på energiområdet for perioden 2007-2009 og skal sikre vedtagelsen af en integreret europæisk energi- og klimapolitik.

Hovedformålet med en kontrol af statsstøtten til miljøbeskyttelse er at sikre, at støtteforanstaltningerne medfører et øget miljøbeskyttelsesniveau i forhold til en situation, hvor der ikke gives støtte på området. Støttens positive effekter skal være større end de negative konkurrenceforvridende effekter afledt af princippet ”forureneren betaler” * (EU-traktatens artikel 174). Revisionen af rammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse foretages i overensstemmelse med de generelle retningslinjer i handlingsplanen for statsstøtte.

Kriteriet om ”afvejning” foreslås i ”Handlingsplan på statsstøtteområdet” som en metode til at evaluere statsstøttens gavnlige effekt på fællesmarkedet. Gennem anvendelse af kriteriet kan Kommissionen sikre, at statsstøtten har en reelt fremmende virkning, målrettes og fordeles rigtigt, samt at den har en begrænset negativ virkning på konkurrencen og vareudveksling.

Støtten skal bidrage til at korrigere markedssvigt, som har en negativ miljøeffekt. De mest almindelige markedssvigt i relation til miljøbeskyttelse kommer fra eksterne påvirkninger. En af målsætningerne i virksomhedernes udviklingsstrategi er at nedbringe produktionsomkostningerne. Virksomhederne kan derfor være tilbøjelige til at indføre teknologier eller produktionsmetoder, som ikke er miljøvenlige. Deres produktionsomkostninger bliver således lavere end de ”miljøomkostninger”, som samfundet skal bære.

Med henblik på at korrigere markedssvigt kan medlemsstaterne indføre regulerende foranstaltninger, standarder eller afgifter, som pålægges de forurenende virksomheder for at kompensere for virksomhedernes negative eksterne påvirkninger ifølge princippet om at forureneren betaler.

Medlemsstaterne kan ligeledes anvende statsstøtten som positivt incitament til at opnå en bedre miljøbeskyttelse. Støtten skal tilskynde støttemodtageren til at ændre adfærd og foretage investeringer, som øger miljøbeskyttelsesniveauet. Investeringerne kan også indebære en økonomisk fordel for virksomheden. Derfor er det vigtigt at kontrollere, at støtten er nødvendig, og at virksomheden ikke ville have realiseret investeringerne også uden statsstøtte.

Støtten skal fremme miljøbeskyttelsen og fordeles korrekt. Det kræver, at de samme resultater ikke kunne være nået uden støtte eller for et mindre støttebeløb. Støttebeløbet må ikke overstige det minimum, der kræves for at opnå den ønskede miljøbeskyttelseseffekt. Eventuelle økonomiske fordele, som en virksomhed kan opnå via den pågældende investering, skal fratrækkes ved beregning af støtteberettigede investeringsomkostninger.

Da det er vanskeligt at måle og tage højde for alle de fordele, som en virksomhed kan opnå via en merinvestering, som f.eks. en styrkelse af virksomhedens ”grønne imageværdi”, skal støttebeløbet normalt være mindre end 100 % af de støtteberettigede investeringsomkostninger. Det gælder dog ikke tilfælde, hvor investeringsstøtte ydes efter en udbudsprocedure i egentlig konkurrence.

I øvrige tilfælde må støtteintensiteten * normalt ikke overstige 50-60 % af de støtteberettigede investeringsomkostninger *. Virksomhedsstøtten kan øges i særlige tilfælde afhængigt af de planlagte tiltag og virksomhedens størrelse. Nærværende retningslinjer fastlægger en metode til beregning af støtteberettigede omkostninger og støtteintensitet efter projektkategori. Driftsstøtte ydes i særlige tilfælde.

Retningslinjerne anvendes på alle støtteforanstaltninger til fremme af miljøbeskyttelse, der anmeldes til Kommissionen (også foranstaltninger, som er anmeldt før offentliggørelse af regningslinjerne) og foranstaltninger, der ikke er anmeldt, hvis de er tildelt efter offentliggørelsen af retningslinjerne i EU-Tidende. Kommissionen har opstillet en række foranstaltninger, hvor man som udgangspunkt vurderer, at statsstøtten kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet:

Medlemsstaterne indsender årlige rapporter til Kommissionen om støtte til miljøbeskyttelse. Rapporterne skal for hver enkelt godkendt foranstaltning indeholde følgende oplysninger for store virksomheders vedkommende - støttemodtagers navn, støttebeløb pr. støttemodtager, støtteintensiteten samt en beskrivelse af foranstaltningens formål og den form for miljøbeskyttelse, den skal fremme. Medlemsstaterne skal ligeledes føre detaljerede fortegnelser over tildeling af støtte til alle miljøforanstaltninger.

Retningslinjerne er gældende fra 2. april 2008 til 31. december 2014. Kommissionen vil foretage en evaluering af retningslinjerne fire år efter offentliggørelsen på baggrund af oplysninger indhentet fra medlemsstaterne. Retningslinjerne kan ligeledes ændres af Kommissionen af vigtige årsager såsom hensyntagen til andre fællesskabspolitikker eller internationale aftaler på klimaområdet.

Nærværende retningslinjer erstatter EF-retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse af 3. februar 2001. Visse foranstaltninger omfattet af retningslinjerne er også omfattet af Kommissionens forordning nr. 800/2008 af 6. august 2008 om visse former for støttes forenelighed med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87 og 88 (Generel gruppefritagelsesforordning) [EUT L 214 af 9.8.2008].

Retsaktens nøglebegreber

Princippet om, at forureneren betaler: Princip ifølge hvilket omkostninger til forureningsbekæmpelse skal pålægges forureneren undtaget i tilfælde, hvor den ansvarlige for forureningen ikke kan identificeres eller ikke kan holdes ansvarlig ifølge national eller fællesskabslovgivning, eller denne ikke kan pålægges rehabiliteringsomkostningerne.
Støtteintensitet: Brutto støttebeløb udtrykt i procent af støtteberettigede omkostninger.
Støtteberettigede investeringsomkostninger: Ekstra investeringsomkostninger, som er nødvendige for at opnå et højere miljøbeskyttelsesniveau end krævet ifølge gældende fællesskabsstandarder.