Maltas tiltrædelsespartnerskab

Formålet med tiltrædelsespartnerskabet er at bistå kandidatlandets myndigheder i deres bestræbelser for at opfylde tiltrædelseskriterierne. Der fastsættes detaljerede prioriteter for det tiltrædende lands forberedelser, navnlig gennemførelsen af EU-retten, og det danner grundlaget for, hvordan førtiltrædelsesbistanden fra fællesskabsfonde som Phare-programmet programmeres. Efter undertegnelsen af tiltrædelsestraktaten den 16. april 2003 og landets officielle tiltrædelse af Den Europæiske Union den 1. maj 2004 eksisterer tiltrædelsespartnerskabet ikke længere.

Det Europæiske Råd opfordrede på sit møde i Berlin i marts 1999 Kommissionen til at fremsætte forslag til en særlig førtiltrædelsesstrategi for Malta. I marts 2000 vedtog Rådet en forordning om iværksættelsen af foranstaltninger som led i førtiltrædelsesstrategien for Republikken Cypern og Republikken Malta [forordning (EF) nr. 555/2000 - EFT L 68 af 16.03.2000]. Denne strategi er baseret på:

1) MÅL

Formålet med tiltrædelsespartnerskabet er at fastlægge en retlig ramme for de prioriterede arbejdsområder, der er beskrevet i Kommissionens periodiske rapport fra 1999 om Maltas fremskridt mod tiltrædelse, samt for de finansielle midler, der er til rådighed for at hjælpe Malta med at realisere disse prioriteter, og for betingelserne for at opnå denne bistand. Der blev udarbejdet en revideret udgave af Maltas tiltrædelsespartnerskab i februar 2002 (afgørelse 2002/90/EF). Denne er grundlaget for Kommissionens rapport for 2002. Partnerskabet danner basis for en række instrumenter, der tager sigte på at støtte ansøgerlandene i deres bestræbelser på at forberede tiltrædelsen.

Disse instrumenter omfatter bl.a. et nationalt program for landets overtagelse af EU's regelværk (NPAA) (revideret i december 2001), en samlet evaluering af de økonomisk-politiske prioriteringer på mellemlang sigt, pagten mod organiseret kriminalitet, den nationale udviklingsplan samt andre sektorprogrammer, der er nødvendige for landets deltagelse i strukturfondene efter tiltrædelsen. I 2002 tjente tiltrædelsespartnerskabet som udgangspunkt for udarbejdelsen af en handlingsplan for styrkelse af Maltas administrative og retlige kapacitet.

Disse instrumenter udgør ikke en integrerende del af partnerskabet, men deres prioriteringer vil være forenelige med partnerskabet.

Gennemførelsen af tiltrædelsespartnerskabet overvåges inden for rammerne af associeringsaftalen.

2) PRIORITER

De prioriterede opgaver er opdelt i to grupper, på kort og mellemlang sigt. Den første gruppe omfatter de prioriteter, som der er sandsynlighed for, at Malta vil have realiseret fuldt ud eller i væsentlig grad inden udgangen af 2000. Arbejdet med opgaverne i den anden gruppe skulle være færdiggjort inden udgangen af 2003.

Malta har i begrænset omfang overholdt prioriteterne vedrørende økonomiske kriterier. Prioriteterne vedrørende frie varebevægelser, fri bevægelighed for tjenesteydelser og fri bevægelighed for kapital, konkurrence, statistikker, regionalpolitik, forbrugerbeskyttelse og sundhed, samarbejde inden for retsvæsen og indre anliggender, toldunion, eksterne forbindelser samt finanskontrol er blevet opfyldt i vidt omfang. De fleste prioriteter angående de øvrige sektorer er kun blevet delvis overholdt.

Følgende områder er prioriteret:

(Opdateret information findes i analysen af overtagelse af EU-retten)

3) DEN FINANSIELLE RAMME

Førtiltrædelsesstøtte

Den fjerde finansprotokol (1995-1998) blev forlænget for et år til 31. december 1999. De disponible ressourcer beløb sig i 1999 til 5 mio. EUR. I forordning (EF) nr. 555/2000 er der fastsat et finansielt referencegrundlag på 95 mio. EUR til gennemførelse af de foranstaltninger, der indgår i førtiltrædelsesstrategien for Cypern og Malta (heraf 38 mio. EUR til Malta). Dette beløb vil være disponibelt indtil 31. december 2004. I 2001 fik Malta en førtiltrædelsesstøtte på 7,5 mio. EUR. For 2002 blev der tildelt et beløb på 9,5 mio. EUR.

Malta er berettiget til at modtage lån fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB). Der er således 30 mio. EUR til rådighed inden for rammerne af den fjerde finansprotokol, der blev indgået mellem Malta og EU. Malta deltager ligeledes i de regionale MEDA-programmer.

4) REFERENCER

Forordning (EF) nr. 555/2000 De Europæiske Fællesskabers Tidende L 68 af 16.3.2000

Afgørelse 2000/249/EF De Europæiske Fællesskabers Tidende L 78 af 29.3.2000

Kommissionens rapport KOM(2001) 700 endelig - SEK(2001) 1751Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Afgørelse 2002/90/EFDe Europæiske Fællesskabers Tidende L 44 af 14.2.2002

Kommissionens rapport KOM(2002) 700 endelig - SEK(2002) 1407Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Traktaten om tiltrædelsen af Den Europæiske Union [Den Europæiske Unions Tidende L 236 af 23.9.2003]

Seneste ajourføring: 19.11.2004