Slovakiet

1) REFERENCER

Kommissionens udtalelse [KOM(97) 2004 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(98) 703 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(1999) 511 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(2000) 711 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(2001) 700 endelig - SEK(2001) 1754 - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(2002) 700 endelig - SEK(2002) 1410 - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(2003) 675 endelig - SEK(2002) 1208 - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Traktat om tiltrædelse af Den Europæiske Union [Den Europæiske Unions Tidende L 236 af 23.9.2003]

2) RESUMÉ

I sin udtalelse fra juli 1997 vurderede Kommissionen, at Slovakiet med henblik på medlemskab ikke ville støde på større problemer inden for uddannelse og ungdomsanliggender. I rapporten af november 1998 anførtes der ingen særlige ændringer i forhold til denne første vurdering.

I sin rapport fra oktober 1999 konstaterede Kommissionen, at uddannelsesloven var blevet ændret i januar 1999, så der blev åbnet mulighed for udstedelse af tosprogede eksamensbeviser i egne med betydelige nationale mindretal. Det understregedes ligeledes i rapporten, at Slovakiet fortsat deltager i fællesskabsprogrammer som f.eks. Leonardo da Vinci og Erasmus, og at over 500 studerende fik mobilitetsydelser med henblik på studier i EU-medlemsstaterne i 1998-1999. På området gensidig anerkendelse af akademiske eksamensbeviser kunne der derimod ikke meldes om nogen større fremskridt, selv om der forelå bilaterale aftaler om gensidig anerkendelse med en række medlemsstater. Der var blevet oprettet et nationalt tilsynscenter for erhvervsuddannelse.

I rapporten fra november 2000 blev det konstateret, at Slovakiet i det store og hele var på rette vej, men skulle gøre en indsats for at fuldføre reformerne og øge den økonomiske støtte til denne sektor. Til trods for de opnåede resultater gik det stadig langsomt med at få reformeret uddannelsessystemet.

I rapporten fra november 2001 blev de fremskridt, som Slovakiet har gjort, siden der i maj blev vedtaget en ny strategi for undervisnings- og erhvervsuddannelsesområdet, fremhævet. Der skulle dog stadig gøres en indsats med hensyn til erhvervsuddannelserne for at koordinere dem bedre med arbejdsformidlingstjenesterne og det private erhvervsliv.

I rapporten fra oktober 2002 vurderedes det, at der fortsat sker fremskridt i Slovakiet, navnlig på det lovgivningsmæssige område. En effektiv gennemførelse af lovgivningen forudsætter imidlertid finansielle ressourcer og administrativ kapacitet.

I rapporten fra november 2003 blev det konstateret, at Slovakiet har opfyldt sine forpligtelser på uddannelsesområdet. Landet bør dog stadig føre tilsyn med lovgivningens effektive gennemførelse.

Tiltrædelsestraktaten blev underskrevet 16. april 2003 og tiltrædelsen fandt sted 1. maj 2004.

EU-RETTEN

I EF-traktaten fastsættes følgende:

Disse bestemmelser er først og fremmest omsat i praksis med gennemførelsen af tre omfattende programmer: Socrates (es de en fr), Leonardo da Vinci og Ungdom for Europa, der for nylig er blevet ført ajour i form af en ny generation af programmer Socrates, Leonardo og Ungdom.

EVALUERING

Slovakiet har gjort jævnlige fremskridt på det lovgivningsmæssige område. En effektiv gennemførelse af lovgivningen forudsætter imidlertid finansielle ressourcer og administrativ kapacitet.

Slovakiet har gjort fremskridt med hensyn til brugen af mindretalssprog i uddannelsessystemet, der tidligere gav anledning til nogle problemer. Navnlig anvendelsen af loven om det officielle sprog førte til, at de traditionelle tosprogede eksamensbeviser blev erstattet af eksamensbeviser, der udelukkende stod på slovakisk. Dette problem er delvis løst, efter at der i januar 1999 blev vedtaget en ændring af uddannelsesloven, så der igen kan udstedes tosprogede eksamensbeviser i egne med betydelige nationale mindretal.

Tempus-programmet havde allerede bidraget til at gennemføre målsætningerne i reformen af den højere uddannelse og lagt grunden til samarbejdet med de højere uddannelsesinstitutioner i EU. Fællesskabsprogrammerne Socrates, Leonardo da Vinci og Ungdom blev åbnet for slovakisk deltagelse i marts 1998.

I december 1999 og januar 2000 vedtog regeringen to strategiske dokumenter på området inden for undervisning og erhvervsuddannelse. Det foreslås heri bl.a., at der indføres et varieret uddannelsessystem, og at gennemsnitsvarigheden af undervisningspligten forlænges. I maj 2001 godkendte regeringen det nationale undervisnings- og erhvervsuddannelsesprogram for de kommende 15 år, der skal fremme en decentralisering af forvaltningen fra nationalt plan til regionalt plan. Vedtagelsen i 2002 af loven om universitetsuddannelse, der bl.a. skulle føre til en omdannelse af statsuniversiteterne til offentlige institutioner, oprettelse af videregående uddannelsesinstitutioner ud over universiteterne og en reform af uddannelsesretningerne, har ført til en omfattende reform af uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemerne.

Hvad angår erhvervsuddannelserne tager det nationale beskæftigelsesprogram for 2001-2002 fat på problemerne vedrørende overgangen fra skole til arbejdsliv, ligesom det overvejes at oprette en ordning med "second chance"-skoler for unge uden erhvervskvalifikationer, arbejdsløse, ældre lønmodtagere osv. Efter vedtagelsen af en ny lov om erhvervsuddannelse i juli 2002 er der i høj grad sket en decentralisering af kompetencefordelingen til fordel for de regionale myndigheder, og der er ligeledes blevet oprettet et erhvervsuddannelsesråd i undervisningsministeriet.

Direktivet om skolegang for børn af vandrendearbejdstagere blev vedtaget i juni 2002. Slovakiet forventes at fortsætte sin indsats for at gennemføre Fællesskabets bestemmelser om skolegang for børn af vandrende arbejdstagere.

Siden Kommissionens udtalelse fra 1997 er der sket jævnlige fremskridt i Slovakiet. Forhandlingerne om dette kapitel er foreløbig afsluttet (jf. Rapporten 2002). Slovakiet har ikke ytret ønske om en overgangsordning på området.

Seneste ajourføring: 03.03.2004