Litauen

1) REFERENCER

Kommissionens udtalelse [KOM(1997) 2007 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(1998) 706 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(1999) 507 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(2000) 707 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [SEK(2001) 1750 - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(2002) 700 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(2003) 675 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Traktat om tiltrædelse af Den Europæiske Union [Den Europæiske Unions Tidende L 236 af 23.9.2003]

2) RESUMÉ

I sin udtalelse af juli 1997 vurderede Europa-Kommissionen, at der var store huller i Litauens forbrugerbeskyttelseslovgivning i forhold til EU-direktiverne, især hvad den almindelige produktsikkerhed angår. Til trods for at der var oprettet de institutionelle strukturer, der skulle til for at gennemføre lovgivningen om forbrugerbeskyttelse, vurderede Kommissionen faktisk, at Litauen havde alvorlige vanskeligheder med at håndhæve den eksisterende lovgivning. Kommissionen konkluderede imidlertid, at Litauen skulle kunne være klar til at overtage den EU-retten om forbrugerbeskyttelse på mellemlang sigt, forudsat at harmoniseringsbestræbelserne blev fortsat.

I rapporten af november 1998 konstateredes det, at der havde været meget begrænsede fremskridt på området, og Kommissionen understregede ligeledes, at det var nødvendigt at gøre en stor indsats navnlig med hensyn til gennemførelsen af EU-retten.

I rapporten af oktober 1999 bemærkede Kommissionen, at der trods en vis positiv udvikling stadig manglede at blive gjort meget med hensyn til gennemførelsen af en forbrugerpolitik, både på det institutionelle plan og hvad angik bevidstgørelsen af den litauiske offentlighed om forbrugerbeskyttelsespolitik.

I rapporten af oktober 2002 bemærkedes det, at Litauen fortsat har gjort fremskridt, trods de vanskeligheder, man er stødt på i forbindelse med indførelsen af en institutionel struktur til forbrugerbeskyttelse. Litauen er nået langt med tilnærmelsen af lovgivningen til EU-retten, navnlig for så vidt angår sikkerheden, men der skal gøres en yderligere indsats, og kapaciteten på området skal øges.

I rapporten af oktober 2003 bekræftes det, at Litauen overholder størstedelen af EU-retten, for så vidt angår sikkerhed, markedstilsyn og forbrugerorganisationer. Litauen bør dog foretage yderligere forbedringer på de nævnte områder, herunder gennemførelse af bestemmelser, der ikke vedrører sikkerhed, og forbedring af markedstilsyn.

Tiltrædelsestraktaten blev underskrevet 16. april 2003 og tiltrædelsen fandt sted 1. maj 2004.

EU-RETTEN

EU-retten omfatter beskyttelse af forbrugernes økonomiske interesser (herunder kontrol med vildledende reklame, prisangivelse, forbrugerkredit, urimelige kontraktvilkår, fjernsalg, pakkerejser, salg uden for forretningslokalerne og timeshare) samt generel produktsikkerhed og produktsikkerhed inden for områderne kosmetik, tekstilbetegnelser og legetøj.

Europaaftalen omhandler tilnærmelse af lovgivningen til EU-retten samt samarbejde om at skabe fuld kompatibilitet mellem forbrugerbeskyttelsessystemerne i Litauen og EU. Hvidbogens fase I-foranstaltninger fokuserer på forbedring af produktsikkerheden, herunder for kosmetik, tekstilprodukter og legetøj, og på beskyttelse af forbrugernes økonomiske interesser, herunder bl.a. på bestemmelser om vildledende reklame, forbrugerkredit, urimelige kontraktvilkår og prisangivelser. Fase II-foranstaltningerne vedrører pakkerejser, salg uden for forretningslokalerne og timeshare. Desuden vil der skulle tages hensyn til EU-lovgivning, der er vedtaget for nylig (fjernsalg, sammenlignende reklame og prisangivelse).

EVALUERING

Foranstaltninger vedrørende sikkerhed

Den litauiske lovgivning er i overensstemmelse med EU-retten hvad angår foranstaltningerne vedrørende sikkerhed, men det nye direktiv om produktsikkerhed i almindelighed er endnu ikke blevet gennemført. Hvad angår den markedsovervågningsordning, der er nødvendig, for at direktivet kan finde anvendelse, er det nødvendige informationssystem endnu ikke blevet etableret, og de organer, der skal udføre markedsovervågningen, har endnu ikke tilstrækkelige menneskelige og finansielle ressourcer.

Samarbejdet imellem de organer, der er ansvarlige for aktiviteterne, bør styrkes og udvides til andre organer, navnlig toldkontorerne, hvis rolle i forbindelse med gennemførelsen af kontrol med importerede produkters sikkerhed bør styrkes betydeligt. Viften af produkter, der kontrolleres af markedsovervågningsmyndighederne, bør gøres bredere.

Foranstaltninger, der ikke vedrører sikkerhed.

EU-retten for så vidt angår forbrugerbeskyttelse er ikke fuldt ud gennemført. Der skal også udvikles en national database over markedet for forbrugsvarer og tjenester.

Desuden er det nødvendigt at styrke tvistbilæggelsesinstanserne, som spiller en meget vigtig rolle i forbindelse med behandlingen af klager fra forbrugerne.

Forbrugerorganisationer

Litauen bør ligeledes fortsat yde støtte til forbrugerorganisationer navnlig med henblik på deres deltagelse i gennemførelse af den nye nationale strategi for forbrugerbeskyttelse og det nationale program for forbrugeruddannelse.

Der er også behov for at fremme aktiviteterne i forbrugerbeskyttelseskommissionen, der er en rådgivende instans under det nationale råd til beskyttelse af forbrugernes rettigheder

Seneste ajourføring: 21.01.2004