Malta

1) REFERENCER

Kommissionens rapport [KOM(1999) 69 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]Kommissionens rapport [KOM(1999) 508 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]Kommissionens rapport [KOM(2000) 708 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]Kommissionens rapport [KOM(2001) 700 endelig - SEK(2001) 1751 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]Kommissionens rapport [KOM(2002) 700 endelig - SEK(2002) 1407 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]Kommissionens rapport [KOM(2003) 675 endelig - SEK(2003) 1206 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]Traktat om tiltrædelse af Den Europæiske Union [Den Europæiske Unions Tidende L 236 af 23.9.2003]

2) RESUMÉ

Rapporten fra februar 1999 konstaterer, at der siden udtalelsen fra 1993 er sket fremskridt på antitrustområdet efter vedtagelsen af konkurrenceloven fra 1995. På andre områder såsom fusionskontrol, statsstøtte, offentlige virksomheder og statsmonopoler må gennemførelsen af EU-retten prioriteres højere. Med hensyn til den institutionelle struktur bør de eksisterende organer og procedurer forbedres, ligesom der bør oprettes en tilsynsmyndighed for statsstøtte.

I rapporten fra oktober 1999 vurderede Kommissionen, at der kun var sket begrænsede fremskridt i 1999. Der var ikke blevet etableret nogen form for system til kontrol med fusioner og statsstøtte. Malta burde desuden fremlægge årlige statsstøtterapporter for at sikre fuldstændig gennemsigtighed på dette område og oprette en tilsynsmyndighed for statsstøtte. Der måtte endvidere træffes foranstaltninger, der sikrer, at de generelle konkurrenceregler også finder anvendelse på statsmonopoler, offentlige virksomheder og virksomheder med særlige rettigheder.

I rapporten fra 2000 blev det konstateret, at Malta kun havde gjort få fremskridt på området, idet det dog måtte indrømmes, at oprettelsen af Rådet for Tilsyn med Statsstøtte var et skridt i den rigtige retning.

I rapporten fra 2001 blev det konstateret, at der var gjort nogle fremskridt. På kartelområdet var konkurrenceloven ændret, og på området for statsstøtte var en ny lov om fremme af virksomheder trådt i kraft.

Ifølge rapporten fra 2002 har Malta gjort fremskridt på området. Det bør dog bestræbe sig på at forbedre resultaterne med hensyn til anvendelse og gennemførelse af statsstøttelovgivningen.

Ifølge rapporten fra 2003 stemmer Maltas lovgivning generelt overens med de forpligtelser vedrørende karteller og statsstøtte, som blev indgået i forbindelse med tiltrædelsen. I rapporten fastslås det dog, at der er en bekymrende forsinkelse i gennemførelsen af omstruktureringsplanen for skibsreparations- og skibsbygningssektoren.

Tiltrædelsestraktaten blev underskrevet 16. april 2003 og tiltrædelsen fandt sted 1. maj 2004.

EU-RETTEN

Det Europæiske Fællesskabs konkurrencepolitik bygger på traktatens artikel 3, litra g), der fastsætter, at Fællesskabet skal have "en ordning, der sikrer, at konkurrencen inden for det indre marked ikke fordrejes". De vigtigste anvendelsesområder er karteller, misbrug af dominerende stilling og statsstøtte, jf. EF-traktatens artikel 81, 82 og 87 (tidligere artikel 85, 86 og 92).

Malta bør gradvis gennemføre bestemmelserne i forordningen om virksomhedssammenslutninger (4064/89) og traktatens artikel 31 (tidligere artikel 37) og artikel 86 (tidligere artikel 90) om monopoler og særlige rettigheder.

EVALUERING

Alt i alt stemmer den maltesiske konkurrencelovgivning allerede i vidt omfang overens med EU-retten, når man ser bort fra fritagelsen for offentlige virksomheder, og Malta har opnået rimelige resultater med hensyn til gennemførelsen. For øjeblikket er fritagelsen af visse virksomheder for anvendelse af konkurrenceloven kun berettiget, når der er tale om værn af offentlige interesser.

Med hensyn til administration har Kontoret for Loyal Konkurrence, som er den myndighed, der skal sørge for, at antitrustlovgivningen overholdes, og Rådet for Tilsyn med Statsstøtte opnået gode resultater.

På statsstøtteområdet overtager Malta den ordning, der gælder i Det Europæiske Fællesskab. Dog må der stadig gøres bestræbelser for at sikre en effektiv gennemførelse af de europæiske statsstøtteregler. Malta har desuden en overgangsordning indtil 2008 vedrørende tildeling af statsstøtte til skibsbygning og skibsreparation. Kommissionen må dog konstatere, at der er alvorlig tvivl om, hvorvidt ordningen gennemføres korrekt, og den kræver, at der vedtages hasteforanstaltninger for at rette op på situationen, så Malta kan overholde fællesskabsreglerne og opfylde de betingelser, som blev fastsat for optagelsen.

Forhandlingerne om dette kapitel er endnu ikke afsluttet. Det er nødvendigt, at Malta gør en yderligere indsats for at anvende og gennemføre lovgivningen om statsstøtte.

Seneste ajourføring: 04.03.2004