Litauen

1) REFERENCER

Kommissionens udtalelse [KOM(97) 2007 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]Kommissionens rapport [KOM(98) 706 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]Kommissionens rapport [KOM(1999) 507 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]Kommissionens rapport [KOM(2000) 706 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]Kommissionens rapport [KOM(2001) 700 endelig - SEK(2001) 1750 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]Kommissionens rapport [KOM(2002) 700 endelig - SEK(2002) 1406 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]Kommissionens rapport [KOM(2003) 675 endelig - SEK(2002) 1406 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]Traktat om tiltrædelse af Den Europæiske Union [Den Europæiske Unions Tidende L 236 af 23.9.2003]

2) RESUMÉ

I sin udtalelse fra juli 1997 vurderede Europa-Kommissionen, at Litauen havde gjort betydelige fremskridt på en række områder. Den anbefalede dog, at der blev gjort en ekstra indsats for at tilpasse den tekniske lovgivning til EU-retten og med hensyn til standardisering og overensstemmelsesvurdering samt prisliberalisering og licenskrav. Kommissionen konkluderede, at der på mellemlang sigt ville være opnået fri bevægelighed for varer, forudsat at de hidtidige bestræbelser blev videreført og den tekniske ekspertise opdateret. Kommissionen opfordrede også de litauiske myndigheder til at sikre, at den nationale lovgivning på de områder, der ikke er omfattet af en EF-harmonisering, ikke kommer til at lægge hindringer i vejen for samhandelen, bl.a. ved at kontrollere, at de gældende foranstaltninger står i rimeligt forhold til de mål, der skal nås.

Rapporten fra november 1998 konstaterede, at der ikke var sket store fremskridt på dette område, specielt ikke med tilpasningen af den nationale lovgivning til de sektorbestemte direktiver under den nye metode. Derimod var de administrative faciliteter, der er nødvendige for gennemførelsen af den nye metode, allerede blevet oprettet.

I 1999-rapporten konstaterer Kommissionen at der kun er sket mindre fremskridt på standardiseringsområdet. Selv om der er blevet vedtaget en lov om overensstemmelsesvurdering og en om produktsikkerhed, og der fortsat overtages europæiske standarder, må der stadig sættes ind på en række andre områder: Tilpasning af den grundlæggende lovgivning vedrørende standardisering, oprettelse af et markedstilsyn samt overtagelse af direktiverne under den nye metode og koordinering mellem de forskellige aktører, der skal vedtage og gennemføre denne lovgivning.

I rapporten fra november 2000 noterede Kommissionen, at Litauen havde gjort regelmæssige fremskridt med hensyn til den frie bevægelighed for varer og toldunionen.

Rapporten fra november 2001 konstaterede, at Litauen havde gjort fremskridt inden for standardisering og markedsovervågning, men at vedtagelsen af de harmoniserede europæiske standarder burde fremskyndes. Der var derimod gjort gode fremskridt med overtagelsen af EU-retten om toldunionen.

Rapporten fra oktober 2002 noterer regelmæssige fremskridt på begge områder.

I sin rapport fra november 2003 finder Kommissionen, at Litauen generelt set opfylder kravene til gennemførelse af EU-retten.

Tiltrædelsestraktaten blev underskrevet 16. april 2003 og tiltrædelsen fandt sted 1. maj 2004.

EU-RETTEN

Den frie bevægelighed for varer forudsætter, at handelsbegrænsende foranstaltninger ophæves, dvs. ikke blot told og kvantitative handelsbegrænsninger, men også alle andre foranstaltninger med tilsvarende effekt, der har protektionistiske virkninger.

I det omfang, de tekniske krav ikke er harmoniseret, gælder princippet om gensidig anerkendelse af nationale forskrifter (i overensstemmelse med principperne i "Cassis de Dijon"-dommen).

Med henblik på harmoniseringen har EU udviklet en " nye metode ". I stedet for at påtvinge tekniske løsninger begrænser EU-lovgivningen sig således til at fastsætte de minimumskrav, som varer skal opfylde.

EVALUERING

Litauens parlament vedtog i oktober 1998 en lov, som fastsatte hovedprincipperne for overensstemmelsesvurdering. Arbejdet med overtagelsen af de europæiske standarder er desuden fortsat, men der må stadig fortages en tilpasning af den grundlæggende lovgivning på standardiseringsområdet. I februar 2001 vedtog den litauiske regering et program om udvikling af infrastrukturer til overensstemmelsesvurdering. Vedtagelsen af standarder er blevet fremskyndet.

Litauen havde allerede tidligere etableret de nødvendige faciliteter til gennemførelsen af den "nye metode" (standardiserings- , godkendelses- og overensstemmelsesvurderingsorganer, prøvelaboratorier og markedstilsynsmyndigheder). Der var ligeledes blevet indført en adskillelse af de forskellige institutioners funktioner. Det var dog stadig nødvendigt at forsætte arbejdet med at styrke disse institutioner, især opbygge deres kompetence. Det var også nødvendigt at øge industriens tekniske og finansielle deltagelse i standardiseringsarbejdet, således at landets standardiseringsorgan ikke længere ville være afhængigt af offentlige midler. Der er i 2001 gjort fremskridt med at styrke de institutionelle rammer til udvikling af den administrative kapacitet, der er nødvendig til gennemførelsen af horisontale foranstaltninger, procedurerne og den sektorspecifikke lovgivning.

Litauen havde ligeledes indført et strengere markedstilsynssystem med henblik på bekæmpelse af bedrageri. Den nye lov af juni 1999 om produktsikkerhed omfatter også visse markedstilsynsaspekter, men indsatsen på dette område må fortsat øges såvel generelt som inden for de forskellige sektorer. Loven om produktsikkkerhed trådte i kraft i januar 2000, og loven om standardisering blev vedtaget af det litauiske parlament i april 2000.

Det anføres i rapporten fra 2003, at alle gennemførelsesforanstaltningerne vedrørende metrologi, typegodkendelse, overensstemmelsesvurdering og markedsovervågning er på plads, men at de skal forbedres.

Hvad angår direktiverne under den nye metode, er der siden 1998 sket fremskridt med etableringen af en generel ramme for den nye metode - samt for den globale metode. Der er endvidere blevet vedtaget en obligatorisk certificeringsprocedure for el-artikler og elektronisk udstyr. På standardiseringsområdet noterer rapporten fra 2002, at overtagelsen af de europæiske standarder nu foregår i hurtigere tempo. I 2003 konstaterer Kommissionen, at Litauen har gennemført hele EU-retten vedrørende sektorlovgivningen efter "den nye metode".

For så vidt angår direktiverne under den gamle metode, er der sket fremskridt med tilpasningen af lovgivningen for fødevarer, kemikalier, farmaceutiske produkter og fodtøj. I rapporten fra 2003, konstaterer Kommissionen, at der i gennemførelsen af direktiverne efter den gamle metode er sket betydelige fremskridt uden specifikke problemer, selv om gennemførelsen endnu ikke er afsluttet inden for kosmetik (es de en fr) og motorkøretøjer. Gennemførelsen af lovgivningen om farmaceutiske produkter er næsten afsluttet.

I 2002 har Litauen gjort yderligere fremskridt med lovgivningen om fødevaresikkerhed og fødevarer. Rapporten fra 2003 anfører, at det er nødvendigt at styrke det interinstitutionelle samarbejde yderligere på dette område.

I juni 2001 vedtog Litauen et handlingsprogram for den ikke-harmoniserede sektor. Programmet vil medføre ophævelse af de obligatoriske importlicenser for alkohol, tobak og olieprodukter inden andet trimester i 2003 samt overtagelse af princippet om gensidig anerkendelse inden sidste trimester i 2003.

Ændringen af loven om offentlige indkøb, som blev vedtaget i maj 2002, bragte den litauiske lovgivning på dette område på linje med EU-retten. Det anføres i rapporten fra 2003, at der stadig er detailspørgsmål, som skal afklares.

Forhandlingerne om kapitlet fri bevægelighed for varer er afsluttet. Der er indrømmet en overgangsordning til januar 2007 for fornyelsen af markedsføringstilladelser for farmaceutiske produkter.

Med hensyn til tilpasning til EU-retten om toldunionen, er der vedtaget en række gennemførelsesbestemmelser, som tilnærmer lovgivningen yderligere til EU-toldkodeksen og dens gennemførelsesbestemmelser samt til den kombinerede varenomenklatur. Tilnærmelsen til EU-retten skrider frem i tilfredsstillende tempo og er næsten fuldført. Rapporten fra 2002 noterer, at de nuværende bestemmelser i den litauiske toldkodeks i store træk er i overensstemmelse med EU's toldkodeks. I rapporten fra 2003 kræves det, at Litauen styrker indsatsen for at udvikle og implementere det datamatiserede toldsystem og løse sammenkoblingsproblemerne.

Forhandlingerne om kapitlet "toldunionen" er afsluttet. Litauen har ikke anmodet om nogen overgangsordning.

Seneste ajourføring: 23.02.2004