Slovenien

1) REFERENCER

Kommissionens udtalelse KOM(97) 2010 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Kommissionens rapport KOM(98) 709 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Kommissionens rapport KOM(1999) 512 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Kommissionens rapport KOM(2000) 712 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Kommissionens rapport KOM(2003) 675 - SEK(2003) 1208 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Traktat om tiltrædelse af Den Europæiske Union [Den Europæiske Unions Tidende L 236 af 23.9.2003]

2) RESUMÉ

I udtalelsen fra juli 1997 mente Europa-Kommissionen, at Slovenien burde videreføre de sociale reformer og udvikle den sociale dialog. Det hed, at hvis Slovenien videreførte sine bestræbelser, ville landet sandsynligvis på mellemlangt sigt kunne påtage sig forpligtelserne i forbindelse med EU-medlemskab.

I rapporten fra november 1998 hed det, at indsatsen for tilnærmelse af lovgivningen ikke var tilstrækkelig. Der manglede således at blive gjort et stort arbejde for at opfylde betingelserne på dette område. Der var endvidere behov for udbygning af den offentlige arbejdsformidling. I rapporten fra oktober 1999 mener Kommissionen, at den overordnede situation hvad angår beskæftigelse og sociale anliggender er tilfredsstillende, da reformarbejdet skrider hastigt frem.

I rapporterne fra oktober 1999 og 2000 mente Kommissionen, at den overordnede situation hvad angår beskæftigelse og sociale anliggender var blevet forbedret takket været reformindsatsen. Dog mente den, at der stadig var visse forsinkelser på visse områder.

I rapporten fra 2003 minder Kommissionen om, at Slovenien opfylder de væsentligste forpligtelser og krav, der blev fastsat under tiltrædelsesforhandlingerne på områderne arbejdsret, ligebehandling af mænd og kvinder, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, social dialog, folkesundhed, beskæftigelsespolitik, social integration og social beskyttelse. Landet skulle være i stand til at gennemføre EU-retten ved tiltrædelsen. Til gengæld bør der fortsat rettes særlig opmærksomhed mod at fuldføre tilpasningen til EU-retten i fuldt omfang på områderne Den Europæiske Socialfond og bekæmpelse af diskrimination.

Tiltrædelsestraktaten blev underskrevet 16. april 2003 og tiltrædelsen fandt sted 1. maj 2004.

EU-RETTEN

Fællesskabets socialpolitik omfatter foruden de forskellige specifikke handlingsprogrammer, bl.a. vedrørende folkesundhed, og Den Europæiske Socialfond bestemmelser om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, arbejdsret og arbejdsvilkår, lige muligheder for mænd og kvinder, koordinering af socialsikring for vandrende arbejdstagere samt tobaksvarer.

Der har i sociallovgivningen i Unionen på alle områder været fastlagt minimumsnormer med beskyttelsesklausuler for de medlemsstater, der er længst fremme.

Desuden er konsultationen af og dialogen med arbejdsmarkedets parter på europæisk niveau nedfældet i traktatens artikel 138 og 139 (tidligere artikel 118A og 118B).

EVALUERING

Ifølge rapporten fra 2003 er den slovenske lovgivning om arbejdsret i vid udstrækning i overensstemmelse med EU-retten med undtagelse af arbejdstiden for søfarende og ansatte i civil luftfart. Lovgivningen om kollektive afskedigelser skal stadig forbedres lidt. Slovenien har vedtaget lovgivningsmæssige bestemmelser for at fuldføre tilpasningen til EU-retten på ungdomsområdet. Den nye EU-ret om supplerende bestemmelser til statutten for det europæiske selskab skal gennemføres efter tiltrædelsen.

I oktober 1998 blev en ny udgave af loven om beskæftigelse og arbejdsløshedsforsikring vedtaget. Denne lov skal give Slovenien mulighed for at føre en "aktiv" beskæftigelsespolitik, fremme integrering i det erhvervsaktive liv og modvirke sort arbejde. I slutningen af 1999 blev der vedtaget et nationalt program for beskæftigelsen for 2000-2001.

I rapporten fra 2003 præciseres det, at der stadig skal gøres en indsats for effektivt at gennemføre de prioriterede områder, der er fastlagt i den fælles vurdering af de prioriterede områder i beskæftigelsespolitikken. Der bør især træffes foranstaltninger til fordel for personer, som er udstødt af arbejdsmarkedet, og uddannelsesordningerne for livslang uddannelse bør yderligere reformeres. Slovenien bør ligeledes intensivere sine bestræbelser på at bekæmpe den parallelle økonomi og fremme aktiv aldring.

Hvad angår udviklingen i arbejdsløsheden, har den været faldende siden 1998. Den faldt fra 7,4 % i 1998 til 7,2 % i 1999 og til 6,6 % i 2000. I løbet af 2002 nåede den ned på 6 %.

I rapporten fra 2000 blev det allerede vurderet, at den sociale trepartsdialog fungerede udmærket, men at det stadig var nødvendigt at gøre fremskridt i den sociale topartsdialog. I rapporten fra 2003 bemærkes det, at på dette område er de administrative rammer på plads, og at den sociale dialog er vidt fremskreden, især på trepartsniveau, før tiltrædelsen. Dog skal den uafhængige sociale topartsdialog og de frie kollektive forhandlinger mellem de arbejdsmarkedsorganisationer, som er med i en frivillig ordning, stadig fremmes både på sektor- og virksomhedsniveau.

I juni 1999 vedtog de slovenske myndigheder en ny lov om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. Siden da er der blevet vedtaget otte gennemførelsesdekreter, som omskriver EU's bestemmelser i national ret. Slovenien har deltaget i EU-programmerne til fremme af sundhed, bekæmpelse af kræft og narkotika og til forebyggelse af AIDS siden maj 2002. I rapporten fra 2003 minder Kommissionen om, at Slovenien i vid udstrækning har tilpasset sin lovgivning til EU-retten. Landet har fået indrømmet overgangsperioder for direktiver om beskyttelse af arbejdstagere mod farerne ved at være udsat for støj og kemiske og biologiske agenser på arbejdspladsen.

På området for folkesundhed har Slovenien fuldført arbejdet med at tilpasse sin lovgivning til EU-retten. Den administrative kapacitet skal fortsat styrkes i 2004 for at opfylde EU-kravene på området for overvågning og kontrol af overførbare sygdomme. Siden 2001 er der gjort store fremskridt for at forbedre befolkningens sundhedstilstand og på området for sundhedsudgifter.

Med hensyn til ligebehandling af mænd og kvinder skal Slovenien i 2000 stadig tilpasse den nye lov om fordele for børnefamilier og forældre, og der skal sikres ligebehandling af mænd og kvinder hvad angår erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger. Ifølge rapporten fra 2003 har Slovenien gennemført den samlede lovgivning om ligebehandling af mænd og kvinder, og gennemførelsen er i overensstemmelse med EU-retten. Der er blevet oprettet en særlig afdeling ved kontoret for lige muligheder, der specifikt har til opgave at afhøre personer, der mener at have været udsat for ulige behandling, og ligeledes at fremsætte udtalelser.

Hvad angår bekæmpelse af diskrimination er der ganske vist gjort fremskridt med at tilpasse lovgivningen, men den mangler at blive fuldført. Endvidere mangler man at oprette et organ for lige muligheder.

I løbet af 2004 skal Kommissionen og Slovenien færdiggøre det fælles memorandum om social inddragelse, hvori de udfordringer, der er forbundet med at fremme social inddragelse, og den politiske kurs på dette område, fastlægges. På dette grundlag skal der udarbejdes en integreret strategi og en handlingsplan for social inddragelse på nationalt plan.

På området for social sikring skal indsatsen fortsætte uden afbrydelse for at gennemføre de reformer, som blev indført for stadig at forbedre niveauet og effektiviteten af den sociale beskyttelse.

Seneste ajourføring: 19.01.2004