Sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen: eksponering for støj

 

RESUMÉ

Direktivet finder anvendelse på aktiviteter, hvor arbejdstagere eksponeres for risici fra støj som et resultat af deres arbejde.

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

Det fastlægger mindstekrav til beskyttelse af arbejdstagere mod risici for deres sundhed og sikkerhed, som udspringer af eksponering for støj, og især risici for hørelsen.

HOVEDPUNKTER

På arbejdspladser er eksponeringsgrænseværdierne for støj, som ikke må overskrides, primært en daglig eller ugentlig eksponering på 87 decibel (dB), under hensyntagen til eventuel nedsættelse som følge af høreværn.

Eksponeringsaktionsværdierne, de decibelniveauer ved hvilke arbejdsgiveren skal gennemføre bestemte foranstaltninger, angives som en daglig eller ugentlig eksponering på 80 dB (nedre værdi) og 85 dB (øvre værdi).

Det er arbejdsgiverens ansvar at vurdere og om nødvendigt måle de støjniveauer, som arbejdstagerne eksponeres for, med særlig vægt på:

niveau, type og varighed, herunder impulsstøj (*)

eksponeringsgrænseværdien og eksponeringsaktionsværdierne

effekter på arbejdstagere i bestemte risikogrupper

effekter af interaktioner mellem støj og arbejdsrelaterede ototoksiske stoffer, vibrationer eller advarselssignaler og andre sikkerhedsrelaterede lyde

fabrikanters oplysninger om støjemission

alternativt udstyr, der ville kunne reducere støjen

støj efter arbejdstidens ophør

oplysninger, der er indsamlet i forbindelse med helbredskontrol

eksistensen af høreværn.

Så vidt muligt skal risikofaktorerne fjernes ved kilden eller reduceres til et minimum under hensyntagen til:

andre arbejdsmetoder med lavere eksponering

valg af passende udstyr

arbejdsstedets udformning

træning, høring og inddragelse af arbejdstagerne

brug af afskærmninger, indeslutninger og afdækninger med lydabsorberende materiale, støjdæmpning eller isolering

vedligeholdelse af arbejdssted og udstyr

tilrettelæggelse af arbejdet, arbejdsplaner og pauser.

Arbejdstagerens eksponering må under ingen omstændigheder overskride eksponeringsgrænseværdierne.

Arbejdssteder, hvor eksponeringsaktionsværdierne overskrides, skal markeres med passende skilte og afgrænses. Arbejdsgiveren skal stille personlige høreværn til rådighed for arbejdstagerne. Brugen af høreværn er obligatorisk, hvis støjniveauet er over den øverste handlingsværdi.

Hvis støjniveauerne udgør en sundhedsrisiko, skal EU-landene sikre passende helbredskontrol af arbejdstagerne. Personer, der er blevet eksponeret for støj over de øvre eksponeringsaktionsværdier, har ret til at få hørelsen undersøgt, og personer, hvis eksponering for støj er over de nedre eksponeringsaktionsværdier, har ret til præventive audiometriske undersøgelser.

Hvis der diagnosticeres høreskade, skal en læge vurdere, om denne skyldes eksponering for støj på arbejdet. Hvis det er tilfældet, skal:

arbejdstageren informeres

arbejdsgiveren revidere risikovurderingen og foranstaltningerne med henblik på at reducere risiciene

arbejdsgiveren tage hensyn til de lægefaglige råd, herunder muligheden for at sætte arbejdstageren til andet arbejde

arbejdsgiveren fortsat kontrollere og revidere helbredet hos andre arbejdstagere, der har været eksponeret på lignende måde.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Direktivet trådte i kraft den 15. februar 2003.

VIGTIGE BEGREBER

(*) Impulsstøj: støj med høj intensitet af kort varighed som f.eks. et hammerslag.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/10/EF af 6. februar 2003 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes eksponering for risici på grund af fysiske agenser (støj) (17. særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF)

REFERENCER

Dokument

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Direktiv 2003/10/EF

15.2.2003

14.2.2006 For musik- og underholdningsbrancherne: 15.2.2008. For personale om bord på søgående skibe: 15.2.2011.

EUT L 42 af 15.2.2003, s. 38-44

Ændringsretsakt(er)

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Direktiv 2007/30/EF

28.6.2007

31.12.2012

EUT L 165 af 27.6.2007, s. 21-24

Forordning (EF) nr. 1137/2008

11.12.2008

EUT L 311 af 21.11.2008, s. 1-54

Efterfølgende ændringer og rettelser til 2003/10/EF er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede version har ingen retsvirkning.

seneste ajourføring 02.10.2015