EU’s arbejdsmiljøagentur
RESUMÉ AF:
Forordning (EF) nr. 2062/94 — EU’s arbejdsmiljøagentur
HVAD ER FORMÅLET MED DENNE FORORDNING?
Den etablerer Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur, som skal levere tekniske, videnskabelige og økonomiske oplysninger til EU’s instanser, EU-landene og interesserede parter på området.
HOVEDPUNKTER
Rolle
Agenturets rolle omfatter at:
-
indsamle og analysere tekniske, videnskabelige og økonomiske oplysninger om:
-
sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen i EU-landene og formidle disse til EU’s instanser, andre EU-lande og interesserede parter
-
forskning i sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen og formidling af resultaterne af denne forskning
-
skaffe tekniske, videnskabelige og økonomiske oplysninger om metoder og hjælpemidler til at gennemføre forebyggende aktiviteter, særligt for små og mellemstore virksomheder, og identificere god praksis
-
fremme og støtte samarbejde og udveksling af informationer og erfaringer mellem EU-landene, herunder information om uddannelsesprogrammer
-
koordinere et informationsnet i samarbejde med EU-landene, som omfatter nationale, europæiske (som f.eks. Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene) og internationale instanser og organisationer, som leverer denne type information og tjenester
-
indsamle og stille oplysninger til rådighed om arbejdssikkerheds- og sundhedsspørgsmål fra og til ikke-EU-lande og internationale organisationer, herunder Verdenssundhedsorganisationen (WHO), Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO), Den Panamerikanske sundhedsorganisation (PAHO) og Den Internationale Maritime Organisation (IMO).
Struktur
-
Ledelses- og forvaltningsstrukturen består af en bestyrelse, et forretningsudvalg og en direktør.
-
Bestyrelsen er sammensat af:
-
1 medlem, der repræsenterer regeringen i hvert EU-land
-
1 medlem, der repræsenterer arbejdsgiverorganisationerne i hvert EU-land
-
1 medlem, der repræsenterer arbejdstagerorganisationerne i hvert EU-land
-
tre medlemmer, der repræsenterer Europa-Kommissionen.
-
Agenturets hovedkontor ligger i Bilbao, Spanien.
Strategi
Agenturet udarbejder årlige programmeringsdokumenter på grundlang af en seksårig strategi. Strategien for 2014-2020 har seks prioritetsområder med fokus på netværk, og den er i tråd med EU’s strategiske ramme for arbejdsmiljø for 2014-2020.
HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?
Den trådte i kraft den 9. september 1994.
BAGGRUND
Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur.
HOVEDDOKUMENT
Rådets forordning (EF) nr. 2062/94 af 18. juli 1994 om oprettelse af et europæisk arbejdsmiljøagentur (EFT L 216 af 20.8.1994, s. 1-7)
Efterfølgende ændringer og rettelser til forordning (EF) nr. 2062/94 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.
TILHØRENDE DOKUMENTER
Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en EU-strategiramme for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2014-2020 (COM(2014) 332 final af 6.6.2014)
seneste ajourføring 05.12.2016