Annulleringssøgsmål

Et annulleringssøgsmål er et af de søgsmål, som kan anlægges ved Den Europæiske Unions Domstol. Ved et sådant søgsmål begærer sagsøgeren, at en retsakt, som er vedtaget af en af Den Europæiske Unions institutioner, organer eller organisationer, annulleres.

Et annulleringssøgsmål er en retlig procedure, som foregår ved Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen). Ved et sådant søgsmål kan Domstolen kontrollere lovformeligheden af retsakter, som er vedtaget af EU-institutioner, -organer og -organisationer. Domstolen kan således afsige kendelse om annullering af den pågældende retsakt, hvis den dømmes i modstrid med Den Europæiske Unions (EU’s) ret.

Et annulleringssøgsmål kan anlægges af EU-institutionerne eller, under visse betingelser, af enkeltpersoner.

Søgsmålets art

Et annulleringssøgsmål består af en undersøgelse af lovformeligheden af EU-retsakter, og det kan føre til en annullering af den pågældende retsakt. Søgsmålet kan anlægges mod:

Desuden udelukker artikel 263 i traktaten om EU’s funktionsmåde henstillinger og udtalelser fra Domstolens kompetenceområde.

I øvrigt undersøger Domstolen en retsakts overholdelse af EU-retten, når et annulleringssøgsmål én gang er anlagt. Den kan dernæst afsige kendelse om annullering af retsakten af fire grunde:

Sagsøgere

Artikel 263 i traktaten om EU’s funktionsmåde skelner mellem flere typer sagsøgere. Der er først de privilegerede sagsøgere. Disse er medlemsstaterne, Kommissionen, Det Europæiske Parlament og Rådet. Disse sagsøgere kaldes privilegerede, fordi de kan anlægge et annulleringssøgsmål ved EU-Domstolen uden at skulle påvise en interesse.

Enkeltpersoner kan ligeledes anlægge sag ved EU-Domstolen. De udgør de ikke-privilegerede sagsøgere. I modsætning til de privilegerede sagsøgere skal enkeltpersonerne påvise en interesse for at kunne begære en EU-retsakt annulleret. Den anfægtede retsakt skal altså være rettet mod sagsøgeren eller vedrøre denne direkte og personligt.

Herudover kan bestemte sagsøgere anlægge særlige søgsmål. Således kan Revisionsretten, Den Europæiske Centralbank og Regionsudvalget anlægge annulleringssøgsmål mod EU-retsakter, som kunne krænke deres rettigheder. Ligeså kan bestyrelsen i Den Europæiske Investeringsbank anfægte vedtagelser i bankens styrelsesråd. Sluttelig opretter Lissabontraktaten en ny type søgsmål: De nationale parlamenter og Regionsudvalget kan nu anlægge annulleringssøgsmål mod retsakter, som, de skønner, strider mod nærhedsprincippet.

I øvrigt har sagsøgerne en frist på to måneder til at anlægge et annulleringssøgsmål. Denne frist begynder enten på datoen for den indklagede retsakts offentliggørelse eller for dens bekendtgørelse over for sagsøgeren eller på den dag, hvor sagsøgeren har fået kendskab derom.

Annullering af en retsakt

Hvis søgsmålet er berettiget, kan EU-Domstolen annullere retsakten helt eller delvist. Retsakten eller de annullerede bestemmelser har så ikke længere retsvirkning. Desuden skal den institution eller organ eller organisation, som havde vedtaget den annullerede retsakt, udfylde det retlige tomrum, som efterlades, i overensstemmelse med EU-Domstolens kendelse.

Fordeling af kompetence mellem Domstolen og Retten

Domstolen har kompetence til at behandle:

Retten har kompetence til i første instans at behandle alle andre typer søgsmål, herunder sådanne som er anlagt af enkeltpersoner.

See also

Seneste ajourføring: 29.10.2010