Afledte retskilder i Den Europæiske Union

RESUMÉ AF:

HVAD ER FORMÅLET MED ARTIKEL 288, 289, 290 OG 291 I TEUF?

Den Europæiske Unions (EU) afledte retskilder er det lovkompleks, der er baseret på EU-traktaterne. Dermed er de forskellige fra EU’s primære retskilder, som hovedsagelig består af traktaterne, navnlig Romtraktaten (se resumé), som udviklede sig til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) (se resumé), traktaten om Den Europæiske Union (se resumé), baseret på Maastrichttraktaten (se resumé) og Euratomtraktaten (se resumé). De primære retskilder fastlægger fordelingen af beføjelser og ansvar mellem EU og EU-medlemsstaterne og udgør den retlige baggrund, på hvilken EU-institutionerne udformer og gennemfører politikker.

Lissabontraktaten (se resumé) reviderede de forskellige typer af EU-retsakter. Der er fem typer af retsakter til EU-institutionernes rådighed.

Artikel 288 i TEUF beskriver de fem typer retsakter, som EU’s institutioner kan vedtage.
Artikel 289 skelner mellem lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige retsakter og skelner mellem den almindelige lovgivningsprocedure og den særlige lovgivningsprocedure.
Artikel 290 gør det muligt for Europa-Kommissionen at vedtage en ny kategori af retsakter: delegerede retsakter.
Artikel 291 giver Kommissionen, og i særlige tilfælde Rådet for Den Europæiske Union, beføjelse til at vedtage gennemførelsesretsakter.

HOVEDPUNKTER

EU’s retsakter og deres typer

I henhold til artikel 288 i TEUF kan de europæiske institutioner vedtage fem typer af retsakter:

Forordninger, direktiver og afgørelser er bindende retsakter. Hvis de vedtages gennem lovgivningsproceduren i overensstemmelse med artikel 289, anses de for at være lovgivningsmæssige retsakter. En afgørelse kan henvende sig specifikt til én eller flere adressater (medlemsstater, fysiske personer eller juridiske personer). Der findes også afgørelser uden nogen specifik adressat, navnlig inden for det fælles sikkerheds- og forsvarspolitiske område.

Henstillinger og udtalelser er ikkelovgivningsmæssige, ikkebindende retsakter.

Der findes også retsakter, som ikke er anført i artikel 288 i TEUF.

Visse specifikke retsakter baseret på tidligere traktater, for eksempel finder »rammeafgørelser« fortsat anvendelse på områderne strafferet, frihed, retfærdighed og sikkerhed (de blev vedtaget, før Lissabontraktaten trådte i kraft, da rets- og politisamarbejde på strafferetsområdet havde en særlig status).
»Atypiske retsakter«, som omfatter interinstitutionelle aftaler (f.eks. om budgetdisciplin (se resumé) og forretningsordener (f.eks. Europa-Parlamentets forretningsorden (se resumé) og Kommissionens forretningsorden (se resumé), som er juridisk bindende retsakter, samt resolutioner og konklusioner, for hvilke det ikke er hensigten, at de skal have retsvirkning. Der er henvisninger til dem i andre artikler i EU-traktaterne, eller de stammer fra EU-institutionernes praksis.

Den juridiske status for afledte retskilder

EU-institutionerne kan frit vælge, hvilken type retsakt de anser for mest hensigtsmæssig til gennemførelse af deres politik.
Eftersom EU kun har de kompetencer, den er tildelt i medfør af traktaterne, skal alle retsakter dog have det retsgrundlag, der svarer til det område, som EU-institutionerne handler indenfor.
Desuden skal retsakter ifølge artikel 296 i TEUF indeholde en henvisning til de instrumenter, der giver kompetence til at vedtage dem (indledt med følgende ordlyd »under henvisning til«), og de skal begrundes (med følgende ordlyd »ud fra følgende betragtninger«) med henvisning til det retsgrundlag, som de baseres på.
Under de betingelser, der er angivet i artikel 297 i TEUF, bliver retsakter enten offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende eller meddeles adressaterne. Hvis de offentliggøres, kan de træde i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen, medmindre andet er angivet i teksten. Øvrige retsakter, der angiver, hvem de er rettet til, skal meddeles dem, de er rettet til, og træder i kraft efter denne meddelelse.
I mange tilfælde kan deres legalitet blive anfægtet ved Den Europæiske Unions Domstol gennem et annullationssøgsmål (ifølge artikel 263 i TEUF). Dette gælder dog ikke for henstillinger og udtalelser.

Delegerede retsakter

Artikel 290 i TEUF giver EU’s lovgivende magt (normalt Europa-Parlamentet og Rådet) mulighed for at delegere Kommissionen beføjelse til at vedtage ikkelovgivningsmæssige retsakter med generel anvendelse, der udbygger eller ændrer visse ikkevæsentlige elementer i en lovgivningsmæssig retsakt. Den lovgivende magt kan dermed fokusere på den overordnede politiske retning og målsætningerne uden at skulle indgå i detaljerede og ofte tekniske debatter.
Delegeringen af beføjelse til at vedtage delegerede retsakter er dog underlagt en nøje beskrevet afgrænsning. Det er udelukkende Kommissionen, der kan få beføjelse til at vedtage delegerede retsakter. Derudover kan de væsentlige elementer på et område ikke gøres til genstand for en delegation af beføjelser. Målsætningerne, indholdet, omfanget og varigheden af delegationen af beføjelser skal desuden defineres i de lovgivningsmæssige retsakter. Endelig skal den lovgivende magt i retsakten udtrykkeligt fastsætte betingelserne for, hvordan denne delegerede beføjelse kan udøves. I denne forbindelse kan Parlamentet og Rådet indføre retten til at tilbagekalde beføjelsen eller fremsætte indsigelser mod den delegerede retsakt.
Denne procedure anvendes bredt på mange områder som for eksempel: det indre marked, landbrug, miljø, forbrugerbeskyttelse, transport og inden for frihed, sikkerhed og på retsområdet.

Gennemførelsesretsakter

Ansvaret for at gennemføre juridisk bindende EU-retsakter ligger primært hos medlemsstaterne. Nogle juridisk bindende EU-retsakter kræver dog ensartede betingelser for gennemførelsen. I disse tilfælde har Kommissionen eller, i specifikke behørigt begrundede tilfælde samt i de tilfælde, der er fastsat i artikel 24 og 26 i traktaten om Den Europæiske Union, Rådet beføjelse til at vedtage gennemførelsesretsakter (artikel 291 i TEUF).
Forordning (EU) nr. 182/2011 fastlægger de generelle principper for de kontrolmekanismer, som medlemsstaterne kan benytte til at kontrollere Kommissionens udøvelse af sine gennemførelsesbeføjelser (se resumé). Kontrollen foregår ved hjælp af, hvad der i EU-jargon kaldes udvalgsprocedure, dvs. at Kommissionen bistås af udvalg, der består af medlemsstaternes repræsentanter, og som ledes af Kommissionen. Ethvert udkast til en gennemførelsesretsakt forelægges udvalget af formanden.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

EU-lovgivningen (Europa).

HOVEDDOKUMENTER

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — Sjette del — Institutionelle og finansielle bestemmelser — Afsnit I — Institutionelle bestemmelser — Kapitel 2 — EU-retsakter, vedtagelsesprocedurer og andre procedurer — Artikel 1: Unionens retsakter — artikel 288 (tidl. artikel 249 TEF) (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 171-172).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Interinstitutionel aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning samt om nye egne indtægter, herunder en køreplan hen imod indførelse af nye egne indtægter Interinstitutionel aftale af 16. december 2020 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning samt om nye egne indtægter, herunder en køreplan hen imod indførelse af nye egne indtægter (EUT L 433I af 22.12.2020, s. 28-46).

Europa Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13-18).

Det Europæiske Råds afgørelse 2009/882/EU af 1. december 2009 om vedtagelse af dets forretningsorden (EUT L 315 af 2.12.2009, s. 51).

seneste ajourføring 02.12.2021